! " #$! %&&' ( ) *+ 1

Transkript

1 ! "#$! %&&' ()*+ 1

2 Resumé I dette projekt undersøges beslutningsprocessen omkring vedtagelsen af den såkaldte Københavnermodel. Københavnermodellen tilsigter at sprede tosprogede elever på de københavnske folkeskoler, så elevsammensætningen i højere grad kommer til at afspejle den etniske og sociale befolkningssammensætning. Projektet afdækker gennem tre analysedele hvilke problemer og løsninger der kan identificeres på integrationsområdet og hvad årsagerne er til at politikere handler som de gør. Derfor bliver de problemer og løsninger, som kan identificeres på mediedagsordenen og gennem kvalitative interviews med tre såkaldte street-level-bureaucrats analyseret med Garbage can modellen som rammeværk for at få et overblik over hvilke problemer og løsninger der er på området. Dernæst bruges John W. Kingdons begreb om policy vinduet, som teori til at analysere hvorfor nogle problemer bliver prioriteret og andre negligeret. Som afslutning analyseres de rammer politikernes valg træffes i ud fra nyinstitutionel beslutningsprocesteori, for at analysere årsagerne til deres adfærd. Projektet konkluderer, at der kan identificeres mange problemer og løsninger af forskellig karakter. Specielt boligpolitikken ses af flere aktører som den ideelle løsning. Det er afgørende for om et problem bliver anerkendt, som et problem der skal gøres noget ved, at der åbner sig et policy vindue omkring problemet. Det er forudsætningen for, at politikerne giver problemet opmærksomhed og dernæst kobler det sammen med en løsning. I dette tilfælde blev policy vinduet hovedsageligt åbnet af Pisa-undersøgelserne, og derfor kom folkeskolen i søgelyset som løsning. Den sidste analysedel koncentrerer sig om hvorfor Københavnermodellen bliver valgt som løsning frem for boligpolitikken. Dette skyldes at politikerne ikke kun er drevet af at ville maksimere deres mål, men også er præget af de normer og værdier der er i institutionen. Derudover er de politiske aktører også bundet af de historiske valg institutionen har taget gennem tiden, og det begrænser dem i beslutningsprocessen, fordi der er nogle løsninger, som på forhånd er udelukkede. Københavnermodellen bliver valgt frem for boligpolitikken fordi den er lettere at implementere, ikke er ligeså omkostningsfuld som en omlægning af boligpolitikken ville være og fordi Københavns kommune med sin tidligere boligpolitik har låst sig fast på en bestemt politisk vej. 2

3 Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Indledning Problemfelt Arbejdsspørgsmål: Begrebsafklaring...8 Kapitel 2: Forskningsstrategi Hvad vil jeg undersøge? Analysestrategi Projektdesign Fremgangsmåde i Analysedel A Fremgangsmåde i analysedel B Fremgangsmåde i analysedel C...15 Kapitel 3: Metode Videnskabsteori Det caseorienterede projekt Det kvalitative interview Empirisk Afgrænsning Teoretisk afgrænsning...24 Kapitel 4: Diskussion af integrationsbegrebet Figur Vellykket integration?...27 Kapitel 5: Analysedel A - Problem- og løsningsstrømmen Mediedagsordenen Problemstrømmen i medierne Ny underklasse Parallelsamfund Opsamling på problemstrømmen i medierne Løsningsstrømmen i medierne Boligpolitik Ansvar for integration Forældrenetværk i folkeskolen Spredning af tosprogede elever Opsamling på løsningsstrømmen i medierne Løsninger og problemer på gadeplan Problemer Den sociale baggrunds betydning Ghettodannelse Netværk Opsamling på problemstrømmen Løsninger Boligpolitik Oplysning til forældrene Spredning af tosprogede elever Opsamling på løsningsstrømmen Boligpolitikken en ideel løsning? Delkonklusion A

4 Figur Kapitel 6: Analysedel B - Policy Window Policy vindue Hvad åbnede policy vinduet som satte fokus på integration gennem folkeskolen? Delkonklusion B...47 Kapitel 7: Analysedel C - Beslutningstagere Den organisatoriske ramme Figur Den nyinstitutionelle aktøropfattelse Hvad mener partierne? Rational choice Sociologisk nyinstitutionalisme Historisk nyinstitutionalisme Delkonklusion C...57 Kapitel 8: Konklusion Perspektivering Metodisk perspektivering Nye problemstillinger...60 Litteraturliste...61 Bilag

5 Kapitel 1: Indledning 1.1 Problemfelt Mange af de gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1960 erne, slog sig ned og fik deres familier herop. Mange af dem bosatte sig i København, fordi byen som landets hovedstad med mange arbejdspladser naturligt nok tiltrak mange mennesker og selvfølgelig også indvandrere. København er den kommune i Danmark, som har flest indbyggere med anden etnisk baggrund end dansk, og i dag er 30 % af børnene i København tosprogede (Information ). Det foregår dog ikke gnidningsfrit, når de nye kulturer og folkeslag skal blive en del af det danske samfund. I nogle områder af København er 85 % af folkeskolens elever tosprogede. Denne koncentration resulterer i en massiv flugt fra folkeskolen i de belastede områder, fordi de ressourcestærke forældre ønsker en mere lige etnisk fordeling og derfor flytter deres børn. Det gælder både danskere og indvandrere og derfor står folkeskolen nogle steder tilbage med børnene fra de svageste familier. Folkeskolen i Danmark er en af de første socialiserende institutioner børnene møder og er traditionelt set blevet opfattet, som et middel til at skabe lighed mellem mennesker og udligne de sociale forskelle ved at give eleverne de samme muligheder for at klare sig i samfundet (Olsen 2003: 191). Den franske sociologiske tænker Emile Durkheim lagde vægt på, at hvis man skal fungere som borger i et samfund, er det nødvendigt at man kender samfundets kollektive bevidsthed, som bl.a. kommer til udtryk i samfundets normer (Durkheim 1975: 27). Denne dannelse sker i dag i skolen fordi samfundet har en interesse i at dets borgere er uddannede til at varetage de behov som efterspørges (Olsen 2003: 185). Derfor bliver det af mange set som et problem, at der på nogle skoler i København er så mange tosprogede børn, at de ikke stifter bekendtskab med danske klassekammerater. I august 2004 vedtog Københavns kommunes Uddannelses- og ungdomsudvalg, at sende den såkaldte Københavnermodel til høring. Den tilsigter at sprede tosprogede børn, så fordelingen af et- og tosprogede elever på de københavnske folkeskoler i højere grad kommer til at afspejle befolkningssammensætningen (Jyllandsposten ). I praksis bliver Københavnermodellen gennemført ved at flytte nogle af de tosprogede elever fra de belastede skoler på Nørrebro, kaldet A-skoler, til skoler på Østerbro, kaldet B-skoler, som ikke har 5

6 særlig mange tosprogede elever. Det frigiver nogle ressourcer på de belastede skoler, som så bruges på at styrke dem. Bl.a. skal de have forskellige profiler, f.eks. grøn og naturvidenskabelig, en sproglig profil, en sportsprofil eller noget helt andet (Jyllandsposten ). Derudover skal skolen styrkes i sin struktur og organisering, sit pædagogiske grundlag og de ansattes kompetencer, og på den måde skabe en spændende og fremtidsrettet skole (ibid.). Københavns Uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard mener, at det er vigtigt at folkeskolen kan tackle de sociale og kulturelle udfordringer der er i dag, sådan at den også bliver attraktiv for danske familier og ressourcestærke indvandrerfamilier (ibid.). Der ligger dermed også i modellen et håb om, at nogle af de forældre, som har valgt folkeskolen fra til fordel for en privatskole, eller en skole i et andet distrikt, kan lokkes tilbage. Med Københavnermodellen har Københavns kommune taget et stort og nyt skridt i integrationspolitikken. Der er ikke tidligere er blevet satset så målrettet på en samlet plan for de Københavnske skoler. Beslutningsprocessen omkring Københavnermodellen har været lang, og Uddannelses- og ungdomsudvalget har skelet til Albertslund, hvor eleverne spredes efter danskkundskaber. Her er der er et element af tvang, fordi det er kommunen og ikke forældrene, som bestemmer hvilken skole børnene skal gå på, hvis de ikke er gode nok til dansk. Men de københavnske politikere har også kastet et blik på den anden side af Storebælt, fordi de i Århus arbejder ud fra princippet om at de belastede skoler skal tildeles ekstra ressourcer og på den måde få de ressourcestærke danske og tosprogede familier i skoledistriktet til at vælge skolen (Berlingske Tidende ). Politikerne i København er blevet enige om en middelvej; Københavnermodellen, hvor man både spreder de tosprogede elever, dog på frivillig basis og ikke med tvang, mens man samtidig tilfører de belastede skoler flere ressourcer, så de forhåbentlig kan tiltrække danske elever. Spørgsmålet er imidlertid hvordan Københavnermodellen er blevet Uddannelses- og ungdomsudvalgets bud på en løsning af integrationsproblemet og hvad det er for et problem politikerne forsøger at løse med Københavnermodellen. Der er mange udlægninger af hvad der er galt med integrationen i Københavns kommune og hvad svaret på disse problemer skal være. Københavnermodellen virker umiddelbart som en god og gennemtænkt løsning, men i den politiske verden er det langt fra altid, at en politisk indsats kan ses som en ideel løsning på et klart defineret 6

7 problem. Politik er ikke altid den rationelles løsnings kunst, men også et produkt af kompromiser og opportunisme. Derfor er det interessant at undersøge om Københavnermodellen er en rationel løsning og hvorfor den er blevet valgt frem for andre løsninger. Min problemformulering lyder derfor som følger: Problemformulering Hvilke problemer kan identificeres på integrationsområdet i Københavns kommune og hvad er årsagerne til, at politikerne i Uddannelses- og ungdomsudvalget satser på Københavnermodellen som løsning på disse problemer? Arbejdsspørgsmål: 1. Hvilke problemer og løsninger er blevet identificeret på integrationsområdet? 2. Hvad er årsagen til at integrationsproblemet er blevet koblet sammen med folkeskolen? 3. Hvordan begrænser og betinger institutioner politikernes handling? 7

8 1.2 Begrebsafklaring Policy: Policy er politikkens indhold eller substansen af de beslutninger, der tilsammen udgør en ført, planlagt eller foreslået politik som i boligpolitik, udenrigspolitik osv. (Bogason1988: 4). Det vil altså sige at policy er den måde, man løser problemer og opgaver på. På dansk kommer bruges ordet politik ofte, når man mener policy, men der findes ikke noget dansk ord for policy. Derfor bruger jeg det engelske. Politik: Politik er betegnelsen for det politikerne fortager sig, det vil sige den proces der fører til policy. Polity: Den institutionelle ramme hvori politik udfolder sig; den politiske institution. Policy, politik og polity skal forstås som tre sammenhængende elementer i policyfeltet. Pisa-rapport: Pisa rapporterne (Programme for International Student Assessment) er en undersøgelse OECD laver med hensigt på at måle, hvor godt årige er forberedt på informationssamfundets udfordringer med vægt på færdigheder og kompetencer i fagområderne læsning, matematik og naturvidenskab samt personlige og sociale kompetencer. Undersøgelsen er blevet gennemført i 2000 og 2003 og gennemføres igen i I 2003 deltog 4218 elever fra 207 skoler i Danmark, hvilket er 97,6 procent af de adspurgte skoler (Pisa: Hjemmeside). Dansker: Ifølge ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration er en person dansker, hvis mindst én af forældrene er dansk statsborger og født i Danmark. Det er altså uden betydning om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark (Årbog: Hjemmeside). Indvandrer: En indvandrer er en person, som ikke er dansker og ikke er født i Danmark (Årbog: Hjemmeside). Efterkommer: En efterkommer er en person som ikke er dansker, men som er født i Danmark (Årbog: Hjemmeside). Tosproget: En person som har et andet modersmål end dansk og som i sin hverdag har brug for to eller flere sprog (UFE: Hjemmeside). 8

9 Kapitel 2: Forskningsstrategi 2.1 Hvad vil jeg undersøge? Dette projekt ligger sig indenfor policy-analysen, fordi jeg ønsker at undersøge, hvorfor Københavns kommune vælger at løse integrationsopgaven med Københavnermodellen. Undersøgelsen kredser altså om Københavns kommunes policy på integrationsområdet og hvorfor en policy bliver vedtaget frem for en anden. Policy-processen er et komplekst emne at beskæftige sig med. Beslutninger i organisationer og institutioner kan ikke altid karakteriseres, som værende et produkt af en fuldstændig rationel beslutningsproces, hvor beslutningstagerne er klar over alle de konsekvenser en beslutning vil have. I dette projekt vil jeg heller ikke antage, at vedtagelsen af Københavnermodellen kan ses som en rationel løsning, men derimod undersøge de betingelser hvorpå denne løsning er blevet valgt. Går man således til værks, er det nødvendigt at bruge et teoretisk rammeværk, som kan tage højde for beslutningsprocessens kompleksitet. Beslutningstagerne i Københavns kommunes Uddannelses- og ungdomsudvalg er næppe kun drevet af at ville finde den mest optimale løsning på et problem. De kan være præget af interesseorganisationer, vælgeres interesser, politisk opportunisme, og værdier og normer, hvor nogle måske er ubevidste. Da det er meget svært, for næsten at sige umuligt, at gennemskue politikeres bagvedliggende interesser og incitamenter for at handle, som de gør, kan jeg ikke komme frem til hver enkelt politikers interesser på integrationsområdet, men jeg kan ved hjælp af teorier påpege de tendenser, som gør sig gældende. Det jeg ønsker at undersøge er altså hvilke problemer og løsninger, der kan identificeres på området omkring integration i Københavns kommune og hvorfor politikerne sætter dem sammen som de gør. Til dette formål er både empiri og teori vigtige elementer. Jeg vil i det følgende redegøre for hvordan projektet gennemføres og hvilke teorier, der er relevante til formålet. 2.2 Analysestrategi Når man skal analysere en problemstilling, kan man vælge forskellige fremgangsmåder. En klassisk diskussion i metodologien går på, om man skal starte sin analyse i det empiriske og ud fra observationer generalisere sig frem kategorier, typologier eller lovmæssigheder og dermed arbejde induktivt. Eller om det er det teoretiske, som skal skabe bund for analysen ved at udlede empiriske lovmæssigheder ud fra en teori og så teste den og dermed arbejde hypotetisk-deduktivt (Olsen & Pedersen 2003: 151). 9

10 Fremgangsmåden for analysen ligger mellem de to, da jeg tager udgangspunkt i kvalitative interviews og min egen fortolkning af en række avisartikler, for derefter at forsøge at identificere de underliggende mekanismer for det jeg har observeret. Jeg forsøger hverken at generalisere mig frem til kategorier og lovmæssigheder eller at teste generaliserbarheden af en teori. Derfor ligger jeg imellem induktionen og den hypotetisk-deduktive fremgangsmåde og min metodologi kaldes derfor abduktion (ibid.). 2.3 Projektdesign Som grafisk fremstilling af forskningsstrategien har jeg lavet et projektdesign. Pilene som peger fra problemer og løsninger over til policy vinduet skal forstås som fuldstændig tilfældige problem- og løsningsstrømme, hvor nogle er meget præcise og peger den rigtige vej, mens andre er helt på afveje og peger ud i luften. 10

11 Problemformulering: Hvilke problemer kan identificeres på integrationsområdet i Københavns kommune og hvad er årsagerne til, at politikerne i uddannelses- og ungdomsudvalget satser på Københavnermodellen som løsning på disse problemer? Analysedel A Analysedel B Analysedel C Problemer Løsninger Policy Window Beslutningstagere Arbejdsspørgsmål 1 Arbejdsspørgsmål 2 Arbejdsspørgsmål 3 Hvilke problemer og løsninger er blevet identificeret på integrationsområdet? Hvad er årsagen til at integrationsproblemet er blevet koblet sammen med folkeskolen? Hvordan begrænser og betinger institutioner politikernes handling? Erkendelsesopgave Erkendelsesopgave Erkendelsesopgave At opnå indsigt i hvilke problemer og løsninger der kan identificeres. At identificere hvornår og hvorfor det blev anerkendt at der var et problem med integrationen i Københavns kommune. At belyse hvilke forhold der kan have indflydelse på de politiske beslutningstagere. Data/Teknik Data/Teknik Data/Teknik Analyse af tre interviews og otte avisartikler Kingdons teori om policy windows Nyinstitutionel beslutningsprocesteori Delkonklusion A Delkonklusion B Delkonklusion C Konklusion 11

12 2.4 Fremgangsmåde i Analysedel A Til at besvare den første del af problemformuleringen og arbejdsspørgsmål A, har jeg brug for en model, som kan vise, hvilke aspekter der er relevante, at undersøge, når man skal analysere hvorfor noget bliver til en løsning på et problem eller omvendt. Her vælger jeg at bruge Cohen, March og Olsens Garbage Can model. Modellen blev udviklet, som reaktion på, at der på det tidspunkt, groft sagt kun var to modeller for hvordan beslutninger bliver taget (Albæk 1991: 397). Begge modeller lagde sig op ad den rationelle tradition, hvor beslutninger ses som et produkt af en rationel proces, hvor alle aktører er styret af målet, som er tæt knyttet til problemet som gennemtænkte løsninger (ibid.). Cohen, March og Olsen mente ikke, at beslutninger altid tages på baggrund af rationelle og gennemkalkulerede overvejelser. Derfor udviklede de den såkaldte skraldespandsmodel, der ikke arbejder med problemer og løsninger som er styret efter de mål de skal opfylde. I stedet betragtes beslutningsprocessen i højere grad som en kompleks og meget tilfældig proces, hvor problemerne ikke altid bliver sat sammen med de rigtige løsninger: From this point of view, an organisation is a collection of choices looking for problems, issues and feelings looking for decision situations in which they might be aired, solutions looking for issues to which they might be the answer and decision makers looking for work (Cohen et al. 1972: 2). I det politiske system er der hele tiden strømme af problemer og løsninger. Nogle bliver koblet sammen, imens andre problemer forsvinder ud af politikernes opmærksomhed igen, uden at der er blevet fundet en konstruktiv løsning. Garbage can-modellen arbejder med at der er en række strømme: problemer, løsninger, deltagere og beslutningsanledninger (Cohen et al. 1972: 3). Disse vil jeg her gennemgå, da de er relevante for besvarelsen af problemformuleringen. Strømmen af problemer karakteriseres som: the concern of people inside and outside the organisation. Cohen, March og Olsen definerer altså problemer meget bredt, som alt der kræver opmærksomhed (ibid.). - Løsninger betragtes som nogens produkt, eller som svaret på et problem. En af Cohen, March og Olsens pointer er at der sagtens kan eksistere en løsning, som ikke er svar på noget spørgsmål, og at organisationer derfor nogen gange opfinder et problem, fordi de synes de har en god løsning. 12

13 - Deltagere er aktørerne i beslutningsprocessen. Deltagere kommer og går og karakteren af beslutningsprocessen afhænger af, hvor meget energi aktørerne lægger i den (Cohen et al 1972: 4). - Den fjerde strøm er beslutningsanledninger. Dette skal forstås som: occasions when an organisation is expected to produce behaviour that can be called a desicion (Cohen et al. 1972: 3). En beslutningsanledning er det punkt, hvor vi forventer at en organisation handler. Selvom de fire strømme ikke er fuldstændig uafhængige af hinanden, kan de godt betragtes som uafhængige og eksogene. Da garbage can-modellen koncentrerer sig om at påpege de steder, hvor beslutningsprocessen kan være karakteriseret af tilfældighed og irrationalitet er den velegnet at bruge, da jeg ikke er sikker på der ligger en rationel beslutningsproces bag vedtagelsen af Københavnermodellen. Den åbner op for, at ikke alle beslutninger er resultater af en rationel proces, men at beslutningsprocessen i højere grad er præget af tilfældighed og kompleksitet. Det giver mig en værkstøjskasse, som viser flere aspekter, som er relevante at undersøge i analysen. Garbage can-modellen peger på, at det kunne være interessant, at analysere hvilke problemer og løsningsforslag om integration der er på banen i beslutningsprocessen. Dette vil jeg gøre ved dels at undersøge hvad der er blevet fremhævet i den skrevne presse, og dermed på mediernes dagsorden, op til beslutningen om Københavnermodellen ved at identificere strømmene af problemer og løsninger, og dels gennem interviews med informanter, der er tæt på problemerne til daglig. Garbage can-modellen bliver i analysedel A brugt i samspil med Dearing og Rogers teori om agendasetting. Dette skyldes, at et problem sjældent kommer på den politiske dagsorden, uden at det har været på mediedagsordenen: Policy makers only act on those issues that reach the top of the policy agenda (Dearing & Rogers 1996: 8). For at et problem kan komme til tops på policy agendaen er det en forudsætning, at der er stor opmærksomhed på problemet blandt befolkningen. Her spiller medierne en afgørende rolle, fordi det er dem som styrer vores opmærksomhed hen på emner (Dearing & Rogers 1996: 11). Derfor mener jeg, at det er vigtigt at analysere hvilke problemer og løsninger har været oppe på mediedagsordenen. Mediernes dagsorden er et meget abstrakt begreb. Dearing og Rogers definerer en dagsorden som: A set of issues that are communicated in a hierarchy of importance at a point in time (Dearing & Rogers 1996: 2). 13

14 Min metode til undersøgelsen af mediernes dagsorden er en mediesøgning på Infomedia, hvor jeg har læst de artikler der er skrevet i de landsdækkende aviser om integration af tosprogede gennem folkeskolen i København. Jeg har afgrænset min mediesøgning til at starte d. 4. august 2003 og slutte d. 4. august 2004 hvor uddannelses- og ungdomsudvalget vælger, at sende forslaget om Københavnermodellen til høring. I denne periode er der skrevet 67 artikler om emnet. Jeg læste alle sammen og udvalgte 8, som jeg mener, giver et repræsentativt udsnit af debatten, ud fra et kriterium om at inkludere artikler fra forskellige aviser og af forskellig karakter, dvs. ledere, baggrundsartikler og debatartikler. Som det andet element i min undersøgelse af problem- og løsningsstrømmene bruger jeg kvalitative interviews med tre såkaldte street-level-bureaucrats, og tolker dem ud fra hvilke problemer og løsninger de mener, gør sig gældende på integrationsområdet. Grunden til at jeg har valgt at bruge interviewene på denne måde er, at jeg ville have en modvægt til mediedagsordenen, sådan at jeg også kunne belyse hvilke problemer og løsninger der bliver set af dem, som arbejder med problemerne til daglig. Min metode til at analysere problem- og løsningsstrømmen er altså en sidestillet undersøgelse, hvor jeg både fortolker mine interviews og mediernes dagsorden. Jeg mener derfor, at undersøgelsen spænder tilstrækkeligt bredt, fordi jeg både analyserer tendenserne fra den offentlige debat og opfattelsen af problemer og løsninger fra folk som arbejder med det til hverdag. 2.5 Fremgangsmåde i analysedel B Når jeg har analyseret hvilke problemer og løsninger der kan identificeres på integrationsområdet, vil jeg se på hvilke af dem, der så er blevet accepteret som værende problemer, der skal findes en løsning på. Derfor bruger jeg i analysedel B. John W. Kingdons teori om policy windows, som med afsæt i garbage can-modellen forsøger, at forklare hvorfor nogle temaer bliver fremhævet på den politiske dagsorden, og forsøgt løst, imens andre bliver negligeret og glemt (Zahariadis 1999: 76). Kingdons begreb policy window skal forstås i sammenhæng med koblingen af problemer og løsninger. Det dækker over det øjeblik hvor strømmene bliver flettet sammen på et afgørende tidspunkt, fordi der sker en begivenhed, der sætter et problem på dagsordenen (Zahariadis 1999: 77). Et policy vindue er således afgørende for, at et givent problem accepteres og forstås som netop et problem, der skal gøres noget alvorligt ved. Derfor fortsætter analysen i del B, der hvor 14

15 analysedel A slap, med at undersøge hvornår og hvorfor det blev accepteret, at der var et problem med integrationen i Københavns kommune. Denne del af analysen belyser dermed, hvilke mekanismer der gør, at nogle problemer får opmærksomhed mens andre bliver negligeret. Det er relevant fordi jeg i analysedel C, skal vide hvorfor et problem får opmærksom, for at jeg kan analysere hvorfor det bliver valgt som løsning. I analysedel B bruger jeg altså John W. Kingdons begreb om policy windows til at undersøge hvorfor integrationsspørgsmålet er blevet anerkendt som et problem, der udløser et krav om politisk handling. 2.6 Fremgangsmåde i analysedel C Det er et uomgængeligt vilkår, at det er vanskeligt at analysere, hvad politikere helt præcist mener og hvorfor de handler som de gør. Garbage can-modellen kan her ikke give tilstrækkelige analyseredskaber til at analysere hvorfor politikerne handler som de gør. Derfor har jeg udover den brug for en forklarende og forudsigende teori, som kan påpege årsager til politiske handlingsmønstre. Her finder jeg nyinstitutionel teori brugbar, fordi jeg med denne kan opnå en større grad af forklaring af politikernes handlinger. Denne del af analysen kommer til at være mere teoribaseret. Dog vil jeg hele tiden supplere teorien med eksempler fra den virkelige verden, så det ikke bliver en abstrakt teoretisk diskussion, men derimod en diskussion, som får sin slagkraft ved at teorierne forsøger at forudsige eller forklare nogle forhold som empiriske eksempler enten underbygger eller modsiger. Analysedel C kommer til at kredse om hvilken indflydelse institutioner har på det politiske liv. Det vil sige de rammer politikerne arbejder i, og hvilke konsekvenser disse har for de valg politikerne kan tage. Kort sagt hvordan institutionelle rammer strukturerer politisk adfærd. Disse rammer skal ikke kun ses som begrænsende, men også som en ressource. Aktører og deres adfærd kan, ifølge nyinstitutionalismen, ikke forstås uden om de institutionelle rammer, hvori aktøren indgår, og uden om de institutionelle former, hvorigennem adfærden foregår (Hansen 1991: ). Nyinstitutionalismen indeholder tre retninger: rational choice, sociologisk og historisk nyinstitutionalisme. Dermed indeholder den også tre forskellige bud på de rammer aktørerne agerer i, som hver især kan give centrale bud på beslutningsprocessen i Københavns Kommune. 15

16 Rational choice retningen fokuserer på aktøren, som opfattes som et individ der handler strategisk og kalkulerende for at maksimere opnåelsen af sine mål. Denne fremgangsmåde for handlen er meget påvirket af hvordan man forventer at andre aktører vil handle (Hall & Taylor 1996: 945). Institutioner bliver i rational choice opfattet som regler, der er afgørende for den proces beslutninger bliver taget i og dens rolle opfattes her, som at strukturere interaktionen mellem aktørerne, forstået på den måde, at den opsætter nogle rammer, hvori aktørerne handler. Institutioner eksisterer altså, fordi aktørerne har gavn af dem: They then explain the existence of the institution by refrence to the value those functions have for the actors affected by the institution (Hall & Taylor 1996: 945). Rational choice har en tendens til at opfatte politik som en serie af kollektive dilemmaer, hvor aktøren handler for at opnå sit eget mål, hvormed man måske ender med en policy, som ikke er optimal. Dette skyldes, at der ikke er institutionelle aftaler, som kan garantere at andre aktører handler tilsvarende (Hall & Taylor 1996: 945). Derfor bruges rational choice i dette projekt til at analysere hvilke mekanismer der gør sig gældende i den politiske beslutningsproces og ud fra hvilke kriterier den politiske aktør handler. Den sociologiske retning har sit fokus på den kultur der hersker i en institution. Hvor rational choice tilgangen har hvad Hall & Taylor betegner som en calculus approach har den sociologiske tilgang en cultural approach. Den sociologiske retning argumenterer for at institutioner skal opfattes som kulturelle formaliteter og procedurer, som institutionen arbejder ud fra fordi det ligger i kulturen og de er blevet socialiseret ind i institutionen (Hall & Taylor 1996: 947). I den sociologiske retning lægges vægt på, hvilken indflydelse institutionen har på aktørens adfærd: Institutions influence beaviour not simply by specifying what one should do, but also by specifying what one can imagine oneself doing in a given context (Hall & Taylor 1996: 948). I den sociologiske institutionalisme finder man ikke et argument for at individer ikke er rationelle og orienterede mod at nå et mål. Forskellen er dog, at de mener, at det et individ vil opfatte som rationelt, altid vil være socialt konstitueret (ibid.). De mener altså at interesser formes gennem forløbet i modsætning til rational choice der mener at interesser er forudbestemte. Den sociologiske nyinstitutionalisme skal i projektet bruges sammen med rational choice til at analysere hvilken indflydelse institutioner kan have for de underliggende præferencer eller identiteter som aktører har. Præferencer er et element rational choice tager for givet. Derudover påpeger den sociologiske tilgang, at aktørerne altid vil være præget af normer og værdier, og at det 16

17 har indflydelse på deres adfærd (Hall & Taylor 1996: 951). Den sociologiske retning giver altså også en vigtig dimension i analysen af hvilke faktorer der spiller ind på beslutningstagerne. Den historiske nyinstitutionalisme ligger sig i forlængelse af de to andre retninger ved at acceptere deres betragtninger om at institutioner både består af calculus og cultural begreberne. Forcen ved historisk institutionalisme er dog, at den at den tager et skridt videre og skaber sit eget fokus ved at understrege den historiske betydning for institutionerne. Det historiske perspektiv bliver identificeret med begrebet path dependence, som skal forstås som den sti en politik er præget af, som konsekvens af tidligere valg og ført politik (Hall & Taylor 1996: 941). Institutionen bliver altså nødt til at gå en bestemt vej, som konsekvens af den politik den fører. Når en sti en gang er valgt, bliver man låst fast, fordi aktørerne i og omkring institutionen tilpasser deres strategier, så det passer ind i det mønster institutionen har skabt (Thelen 1999: 385). Den historiske institutionalisme anser i modsætning til rational choice tilgangen ikke nødvendigvis institutioner som værende et resultat af aktørernes rationelle kalkule. De fulde konsekvenser af valget af en bestemt sti kan sjældent forudsiges og et valg medfører derfor ofte uforudsete og uintenderede konsekvenser, som ikke har en rationel begrundelse, og er svære at lave om (Hall & Taylor 1996: 942). For at bryde en sti skal der opstå et critical juncture. Dette begreb beskriver Hall og Taylor således: Moments when substantial institutional change takes place thereby creating a branching point from which historical development moves onto a new path (ibid.). Rational choice og den sociologiske retning fokuserer meget på hvilke rammer institutionen stiller for aktørens adfærd. Den historiske retnings perspektiv er i højere grad, at den med begreberne path dependence og critical juncture åbner op for en analyse af, hvordan tidligere ført politik begrænser og betinger nutidens beslutninger. Derfor skal den historiske retning bruges til at analysere hvad der betinger den politik Københavns kommune har ført på integrationsområdet. Derudover vil jeg efter at have anvendt teorierne i analysedel C, vurdere hvilken af retningerne der besidder den største kraft til at forklare årsagerne til, at Københavns kommune vælger en løsning frem for en anden. I analysen af hvorfor uddannelses- og ungdomsudvalget har valgt Københavnermodellen som løsning, er det vigtigt at have nogle teorier, som både tager højde for de rationelle og de mere 17

18 irrationelle faktorer. Garbage can-modellen giver plads til det irrationelle og tilfældighederne, men er dog meget løs i sin forklaringskraft, når det gælder aktørernes muligheder for at tage en beslutning. Da min undersøgelse kredser om hvorfor en løsning bliver politikernes svar frem for en anden og hvilke rammer der eksisterer for beslutningstageren finder jeg den nyinstitutionelle teori relevant at bruge, da den tilfører analysen tre perspektiver at se problemstillingen i. 18

19 Kapitel 3: Metode 3.1 Videnskabsteori Videnskabsteori er teori om, hvad der er videnskab. Jeg vil ikke bekende mig til en bestemt retning, men i stedet bruge videnskabsteori som et værktøj til refleksion over min problemstilling. To centrale begreber indenfor videnskabsteori er ontologi og epistemologi. Ontologi er begrebet om hvordan genstandsfeltet opfattes. Derfor er det vigtigt at forholde sig til, hvilken betydning projektets analysemetode, har for opfattelsen af genstandsfeltet. Epistemologi er begrebet som dækker over hvordan genstandsfeltet kan studeres. Genstandsfeltet for min analyse er hvilke løsninger og problemer der kan identificeres på integrationsområdet, og hvordan politikerne vælger imellem dem, når de skal formulere en policy. Allerede i problemformuleringen har jeg taget et videnskabsteoretisk valg, fordi jeg vælger at lægge op til at analysere problemet ud fra de institutionelle rammer aktørerne er underlagt i beslutningsprocessen. Jeg ønsker i projektet at undersøge hvordan folk opfatter de problemer og løsninger, som gør sig gældende på integrationsområdet. Derfor lægger jeg mig op ad den hermeneutiske analysestrategi ved at bruger kvalitative interviews og tekstfortolkning som empiri i projektet. I hermeneutikken er et af de vigtigste principper i forskningsprocessen, at forskeren skal gøre sig bevidst om sine fordomme og derefter sætte dem på spil. Meningen er ikke at forskeren skal teste sine fordomme, men i stedet at man skal udfordre dem (Højbjerg 2004: 342). Grunden til at hermeneutikken lægger så meget vægt på hvilke fordomme forskeren har, er at den mener, at det er fortolkeren, som giver alt det der fortolkes mening ud fra dennes fordomme og forståelseshorisont. Med dette skal forstås at forskeren er en aktiv medskaber af forskningsmaterialet: Forskerens fordomme og forforståelse er således ikke en kilde til bias, der skal forsøges elimineret eller blot minimeret, men en aktiv del af den viden der produceres i forskningsprojektet (Højbjerg 2004: 342). Inspireret af den filosofiske hermeneutik vil jeg derfor forsøge at gøre mig bevidst om mine egne fordomme, da det selvfølgelig vil have indflydelse på de konklusioner jeg kommer frem til. Den filosofiske hermeneutiks store tænker Gadamer mener ikke, at det er muligt at løsrive og distancere sig fuldstændig fra sine egne fordomme og forestillinger om verden. Dette skyldes at det 19

20 ifølge hermeneutikken ikke er muligt at stille sig fuldstændig uden for situationen og betragte den objektivt (Højbjerg 2004: 328). En anden pointe fra hermeneutikken er at ens videnskabelige interesser og praksis er bestemt af værdier og at der derfor altid vil ligge værdimæssige antagelser til grund for enhver videnskabelig analyse. Weber siger om dette: Hvad der forskes i, er i vid udstrækning bestemt af hvilke værdier og interesser, der motiverer forskeren. Disse værdier stammer fra de historiske, kulturelle og samfundsmæssige kontekster, forskeren er indlejret i (Højbjerg 2004: 318). Den måde jeg forsker og tolker på er derfor præget af mange mere eller mindre ubevidste faktorer. Jeg kan derfor kun forsøge at klargøre hvilke fordomme jeg er præget af, men jeg vil aldrig kunne beskrive dem fuldstændig objektivt, da de er så stor en del af hele den måde jeg forstår verden på. Når jeg vælger at lave en opgave, som kredser om integration og hvordan samfundet bedst løfter den opgave det er, at integrere andre kulturer ind i vores samfund, er det fordi jeg er præget af at være opvokset i et demokratisk samfund, hvor jeg opfatter det som meget vigtigt, at alle borgere skal deltage aktivt, for at det kan opretholdes, som et demokratisk samfund. Jeg antager altså at det er et problem, hvis vi får en gruppe mennesker, som ikke anser sig selv for at være en del af fællesskabet. Inden jeg gik i gang med projektet, havde jeg en opfattelse af at samfundet rent faktisk ønsker at løse problemerne og skal gøre det. Jeg havde en forventning om at med den rette indsats, ville det kunne lade sig gøre. Jeg kan nu se, at jeg har en opfattelse af samfundet, som et fælles projekt, som vi alle sammen står sammen om at få til at fungere mest optimalt og jeg har gennem projektet lært, at det på integrationsområdet i hvert fald ikke forholder sig sådan. Mine fordomme er selvfølgelig blevet præget og rykket af, at jeg i lang tid har beskæftiget mig med emnet og derfor ser nogle forhold i et andet lys nu, end jeg gjorde da jeg begyndte. Da jeg begyndte at arbejde med dette projekt havde jeg altså en forståelseshorisont, som satte rammen for mit blik på verden (Højbjerg 2004: 324). I dette projekt sker der både en sammensmeltning af horisonterne i mit møde med informanterne, når jeg bearbejder avisartiklerne og når jeg arbejder med teorien. Jeg påvirker selvfølgelig empirien og teorien i min fortolkning af den, men den påvirker også mig, fordi meningen opstår i mødet og det derfor skal forstås som en gensidig proces hvori meningen dannes. 20

21 Spørgsmålet er så hvordan jeg opnår en vis form for sandhed i projektet og om det overhovedet er muligt. I videnskabsteorien er der mange bud på hvordan man finder frem til sandheden. Nogen mener at sandhed kan afdækkes empirisk ved f.eks. at falsificere sine resultater, andre mener at sandhed er helt subjektivistisk (Højbjerg 2004: 332). I Gadamers filosofiske hermeneutik er sandhed noget der opstår i meningsdannelsen og viser sig i mange og mangfoldige fortolkninger. Gadamers sandhedsbegreb er ikke særlig klart. Jeg forstår det på den måde at han mener at noget er sandt, hvis det giver mening for dets publikum. Det stemmer godt overens med hans opfattelse af at det er fortolkeren, som giver det fortolkede mening. Dette sandhedskriterium er blevet kritiseret fordi det er fortolkeren, som er bestemmende for meningsdannelsen og dermed kan hævde at sidde inde med sandheden. Det skyldes, at det ikke metodisk kan afgøres, hvilke fortolkninger der er rigtige og hvilke der er forkerte (Højbjerg 2004: 332). Mit ærinde i dette projekt er at analysere, hvorfor en beslutning er blevet taget frem for en anden. Det bliver altså en meget fortolkende analyse, som ikke har noget endeligt facit man kan måle og veje. Hvis man skal stille spørgsmålstegn ved noget skal det derfor i højere grad være til den anvendte metode der bruges til at opnå indsigt og analysere problemstillingen. Her har jeg forsøgt at diskutere hvilke forhold der kommer til at spille ind på min fremgangsmåde i projektet og dets konklusioner. Man kunne have grebet problemstillingen an ud fra en anden videnskabsteoretisk retning, men jeg synes at hermeneutikkens metoder og opfattelse af videnskab var de mest relevante at diskutere, da jeg mener at dens pointe om at fortolkeren altid er præget af sine fordomme og forforståelser er vigtige at have in mente, når man analyserer en problemstilling som denne. 3.2 Det caseorienterede projekt Bent Flyvbjerg argumenterer i sin bog Rationalitet og magt for, at casestudiet er en metode til at nå et indgående kendskab til sit felt. Han argumenterer for, at mennesket og samfundet ikke kan forstås meningsfyldt gennem den regelstyrede form for viden som teori er. Casestudiet er vigtigt af to grunde: For det første giver studiet nærhed til virkeligheden. For det andet fordi at cases er vigtige for forskerens egen læreproces, da man får en konkret kontekstafhængig erfaring, som er vigtig, fordi man derigennem undgår, at ens undersøgelser ender som en uudviklet læreproces (Flyvbjerg 2000: ). Med udgangspunkt i den menneskelige læreproces argumenterer Flyvbjerg for, at vil man nå op på et højere vidensniveau, må man sætte sig ud over regler og i stedet arbejde caseorienteret, så man 21

22 opererer på grundlag af indgående og detaljeret kendskab til individuelle cases (Flyvbjerg 2000: 157). I dette projekt er jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor Københavnermodellen er blevet løsningen. Derfor er fokus i undersøgelsen på beslutningsprocessen omkring vedtagelsen af Københavnermodellen. Når jeg har valgt Københavns kommunes Københavnermodel som fokus, er det altså for at have et konkret eksempel, som kan hjælpe mig med at analysere hvilke mekanismer der gør sig gældende i den politiske proces, og hvad der gør, at løsninger bliver koblet sammen med problemer. Den viden jeg opnår gennem projektet er derfor specifik om denne problemstilling og ikke generel, til trods for at metoden og redskaberne kan bruges til at analysere mange andre problemstillinger 3.3 Det kvalitative interview Steiner Kvale beskriver forskningsinterviewet som værende karakteriseret ved metodologisk bevidsthed om spørgsmålsformer, fokus på interaktionsdynamikken mellem interviewer og den interviewede, og kritisk opmærksomhed over for, hvad der siges (Kvale 2002: 31-32). Grunden til at jeg vælger at lave kvalitative interviews, er at jeg på den måde kan få en fornemmelse af hvordan disse mennesker oplever de problemer der rør sig på integrationsområdet. Jeg har valgt at lave kvalitative interviews med henholdsvis tre såkaldte street-level-bureaucrats og en politiker. En street-level-bureaucrat, er en person, som arbejder med problemerne på gadeplan. Med det menes, at de er i kontakt borgerne og derfor ved, hvad der rør sig på dette plan (Michael Lipsky er hovedarkitekt bag denne definition). Kriteriet for udvælgelsen af informanter var, at de skal repræsentere forskellige niveauer i det politiske system, for derved at give mig et indblik i, om forskellige problemer og løsninger bliver identificeret eller om der er overensstemmelse på tværs af lagene om, hvor problemerne ligger og hvilke løsninger der kan være svaret på dem. Interviewene med de tre street-level-bureaucrats, blev gennemført som relativt åbne, hvor der på forhånd var formuleret nogle spørgsmål, der skulle svares på, men samtidig var plads til, at respondenten kunne bringe andre perspektiver på banen. Interviewet med Per Bregengaard blev 22

23 holdt lidt strammere, for at forhindre at det blev præget af for megen afvigende politikersnak, og at informationerne, der kom frem i interviewet, derfor ikke ville kunne bruges. For at strukturere min analyse af interviewene brugte jeg computerprogrammet Sleggja til at kode dem. Dette har den fordel, at man både får læst alle interviews grundigt igennem, samtidig med at kodningen er et redskab til at hive det frem, som jeg mener, er vigtigt. Derudover er det en effektiv måde at sortere i materialet, som giver et overblik, når interviewene skal bruges i analysen. Interviewene er vedlagt på CD-rom i transskriberet form. Se bilag 1. Anthony Ansell-Henry: Studievejleder på UU center Jeg valgte at interviewe Anthony Ansell-Henry fordi han i kraft af sit arbejde som studievejleder med tilknytning til Hellig Kors skole og Sjællandsgade skole på Nørrebro har kontakt med tosprogede elever hver dag. Derfor kan han se hvilke problemer der spiller ind, når integrationen ikke lykkes. Bjarke Huss: Skoleleder på Frederikssundsvejens skole Som skoleleder på en skole med over 80 % tosprogede elever, fandt jeg det interessant at snakke med Bjarke Huss, da han i allerhøjeste har fingeren på pulsen mht. integration af tosprogede elever og de barrierer folkeskolen oplever. Anne Berglund: Fuldmægtig i integrationsministeriet Anne Berglund arbejder i et ministerium, og vil normalt ikke blive karakteriseret som street-levelbureaucrat. I kraft af, at hun tidligere har været skolelærer og studievejleder på Hellig Kors skole på Nørrebro, har hun dog stort kendskab til hvad der sker på gadeplan. Hun besidder en meget stor viden og erfaring om integration og hvordan det fungerer i det virkelige liv, og er derfor interessant at interviewe. Per Bregengaard: Uddannelses- og ungdomsborgmester i Københavns kommune Medlem af borgerrepræsentationen for Enhedslisten og borgmester for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Som øverste ansvarlig for den københavnske folkeskole er Per Bregengaard interessant at interviewe, fordi han repræsenterer den politik Københavns kommune fører på uddannelsesområdet. Formålet med at interviewe ham var at få et indblik i hvordan han opfattede hele integrationsproblematikken og hvordan han mener man kan løse problemerne. 23

24 3.4 Empirisk Afgrænsning Til min analyse af politikernes interesser, kunne jeg have tænkt mig at lave interviews med flere medlemmerne af uddannelses- og ungdomsvalget. Dette har jeg dog ikke gjort, af to grunde. For det første pga. det tidsperspektiv der er på et projekt som dette og for det andet fordi jeg måske ikke ville kunne få mere ud af politikerne til min analyse end jeg kan læse mig til gennem artikler debatindlæg osv. Derfor valgte jeg kun at interviewe Per Bregengaard, der som formand for Uddannelses- og ungdomsudvalget repræsenterer politikeren i denne sammenhæng. Jeg er helt klar over at hver politiker har sin holdning, men jeg mener det er validt kun at bruge et politikerinterview, fordi jeg bruger det i sammenspil med den nyinstitutionelle teori. 3.5 Teoretisk afgrænsning I studiet af den politiske beslutningsstruktur kunne mange teorier være relevante. Man kunne f.eks. belyse det fra et bottom-up perspektiv, ud fra demokratiteori osv. Disse teorier ville sandsynligvis også give en spændende vinkel på emnet. Min interesse ligger imidlertid i undersøgelsen af processen omkring beslutninger om at koble løsninger med problemer og hvad der får aktører til at vælge nogle løsninger frem for andre. Her er Garbage can-modellen og den nyinstitutionelle teori de mest hensigtsmæssige at bruge, da det lige præcis er det felt de ligger indenfor. 24

25 Kapitel 4: Diskussion af integrationsbegrebet Integrationsbegrebet bliver brugt i flæng, men det har flere betydninger. For at klargøre hvad de forskellige definitioner dækker over, vil jeg her lave en diskussion af integrationsbegrebet, for til sidst at definere, hvad jeg mener med ordet integration. Integrationsbegrebet er ikke klart defineret, det dækker over den måde et samfund vil tilstræbe at få to eller flere grupper til at fungere sammen. Integration anvendes derfor som en fællesbetegnelse for forskellige integrationsformer (Hamburger 1990: 307). De to yderpunkter, når man snakker integration, er assimilation og segregation. Assimilation betyder at gøre lig med. Assimilationsteorien bygger på en kulturel etnicitetsopfattelse, hvor man tillægger kulturen stor betydning og mener, at den er determinerende for dannelsen af etniske grupper i samfundet og at eventuelle konflikter mellem etniske grupper skyldes kulturelle forskelle (Hamburger 1990: 308). Hele tanken i assimilationsteorien er, at minoriteten skal assimileres ind i majoritetskulturen. Derfor skal der være så få særforanstaltninger for indvandrerne som overhovedet muligt. Dette skyldes, at individer fra minoritetskulturen skal sidestilles med individet fra majoritetskulturen når det gælder rettigheder og pligter i samfundet, men en helt central pointe er, at det skal være på majoritetskulturens præmisser (Hamburger 1989: 14). På den anden side står segregationsteorien, som betyder at adskille fra resten. Teorien bliver ofte forbundet med en opfattelse af, at der eksisterer flere forskellige biologiske menneskeracer og at det er disse forskelle, som er den væsentligste forklaring på etniske konflikter i samfundet (Hamburger 1990: 308). Jeg vil her indskyde, at det aldrig er blevet bevist, at der er grundlæggende biologiske forskelle på mennesker, derfor er det også irrelevant at bruge den begrundelse for en policy. Et typisk eksempel på segregation er apartheidpolitikken i Sydafrika. Den Københavnske integrationspolitik er ikke præget af segregation, men man kan godt argumentere for at der foregår segregation alligevel, fordi nogle indvandrergrupper er isolerede i bestemte kvarterer af København. Udover de to ovenstående yderpunkter, er der en form for integration som kaldes pluralistisk integration og det er normalt den form man forbinder med integration. Den ligger sig imellem 25

26 assimilation og segregation og målet er: At skabe et flerkulturelt samfund, således at de etniske grupper i videst muligt omfang bevarer deres kulturelle særpræg, samtidig med at der skabes en fælleskulturel basis (Hamburger 1990: 309). Det pluralistiske integrationsideal sigter mod at skabe et samfund, hvor der er plads til både majoritetskulturen og minoritetskulturen. Dog er en forudsætning for, at de forskellige etniske grupper i samfundet kan leve sammen, at der skabes et fælles sæt af normer. I modsætning til assimilationsteorien, som er meget orienteret mod individet, så er det pluralistiske integrationsideal orienteret mod grupper. Derfor sigter det ikke på en ligestilling af individerne i samfundet, men mod en ligestilling af de kulturer, som er i samfundet (Hamburger 1989: 17). Forskellen på de forskellige former for integration kan illustreres således: Figur 1 Segregation Pluralistisk integration Assimilation - Total adskillelse - Bevarelse af kultur - Bevarelse af visse kulturtræk - Fælleskultur - Fuldstændig opgivelse af indvandrerkultur - Kilde: (Hamburger 1989) Både assimilationsteorien og den pluralistiske integration bygger på, at det er kulturen, som skaber de forskelle og konflikter der er mellem etniske grupper af et samfund. Begge teorier frygter et etnisk segregeret samfund uden nogen fælles kulturel forståelse med de konflikter og negative konsekvenser, det vil have både på det menneskelige og det samfundsmæssige plan (Hamburger 1989: 19). De er altså rimelig enige om at det er vigtigt, at de kulturer, som skal fungere sammen i et samfund, finder nogle kulturelle fællestræk, men de er uenige om, hvor stort det fælleskulturelle grundlag skal være (ibid.). 26