Birgit Krasnik Fischermann

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Birgit Krasnik Fischermann"

Transkript

1 Birgit Krasnik Fischermann Tirsdag d. 30. juni 2009 på besøg hos Birgit Fischermann i Hellerup. Jeg sidder her og fortæller Sofie om nogle foredrag jeg holder, bl.a. for børn i 5. klasse, jeg var på en skole for et stykke tid siden hvor jeg fortalte, at jeg ikke havde børstet tænder i al den periode, hvor jeg var i Theresienstadt, og børnene var fuldstændig lamslåede og kiggede lidt på mig, hvorefter en af dem sagde luk munden op, hvorefter jeg sagde at vi er jo ikke hos tandlægen, men så sagde de: men vi vil se dine tænder, de må være rådne. Og så måtte jeg lukke munden op, og så kiggede de alle sammen ind i munden på mig, der var 60 elever og de skulle alle sammen op på tæerne og kigge ind i munden på mig, jeg måtte stå med munden åben i lang tid, det havde jeg ikke oplevet før. Men de kunne ikke forstå, at tænderne ikke var rådne. Så hørte de, at jeg ikke havde fået slik i så lang tid. Var der ingen slik? Så måtte jeg fortælle børnene, at der var jo ingen ordentlig mad, der var selvfølgelig heller ingen slik, det må I kunne forstå. Nå ja. Og en anden skole jeg var på i forrige uge, det var på Maglegårdsskolen, der var en af pigerne som til sidst spurgte mig, mens hun holdt sig på maven, var det ikke bare forfærdeligt, det som du oplevede. Jeg kunne ligesom forstå på hende, at hun måske identificerede sig med mig, tænk hvis det havde været hende, der havde oplevet disse ting. Men sådan er børn jo meget umiddelbare, i 5. klasse gør det ikke noget, de kan godt forstå de ting som man har oplevet uden at de bliver kede af det, men de hører meget efter hvad jeg har oplevet. Men hvordan fortæller du dem om ondskaben Birgit, hvordan skal man fortælle børn om det? Jeg fortæller børnene, at jeg var jo vokset op i en familie, hvor vi meget elskede hinanden, alle sammen i vores familie. Jeg var i en dejlig stor familie, min mor havde flere søskende, det var der også i min fars familie, men vi var ligesom lidt tættere knyttet til min mors familie end vi var til min fars familie. Der var mostre og onkler, og alle sammen elskede én højt og klappede én på håret, og man kunne tydeligt mærke, at de elskede én meget højt. Jeg havde en lille fætter, som var 2 år yngre end mig, men altså da jeg var det ældste barnebarn, så var det altid mig der blev taget mest hensyn til, hvad jeg sagde og hvad jeg gjorde og hvad jeg havde på. Og så oplever man pludselig som 5- årig, efter at jeg havde haft en meget pragtfuld 5- års fødselsdag nogle uger før alle disse forfærdelige ting skete, så opdager man pludselig at der er nogen, der ikke kan lide én, der var nogen der kiggede på én med onde øjne og så ud som om at hende der, Vorherre bevares. Der var ikke nogen der som klappede mig på hovedet og syntes at jeg var sød. Det var ondt, jeg kunne ikke forstå det, jeg havde jo ikke gjort noget, hvorfor kunne de der soldater ikke lide mig, jeg havde jo ikke gjort noget, det forstod jeg faktisk ikke, der var jo ikke nogen af os, der havde gjort noget. Det var svært at forstå, at fordi man var jøde, så var der nogen i uniform, der ikke kunne lide én, det var lidt vanskeligt at forstå, pludselig var der en stor omvæltning, og man blev behandlet så dårligt. Det er der jo mange børn, når jeg fortæller dem om det, der ikke kan forstå, fordi hvorfor, du havde jo ikke gjort noget, det er svært at forklare hvorfor det var sådan som det var. Men det var altså forfærdelig ondt. Det er jo ikke nemt at fortælle til voksne, men det er endnu sværere at fortælle det til børn. Børn forstår det simpelthen ikke, at der ikke var noget mad at spise, det forstår børn i dag ikke. Altså hvis man ikke ville have det der, så kunne man jo bare få noget andet. Men du var nødt til at spise det forfærdelige mad du fik der, for ellers døde du af sult. Og det første stykke tid man var 1

2 der i den lejr, da ville man ikke spise det, det var noget forfærdeligt noget, det var modbydeligt at se på. Og de forstår heller ikke, at man fik en militærpose udleveret, når man var 3 mennesker i en familie, så fik man 8 kartofler, hvoraf 3-4 stykker var rådne. Og så smed man jo ikke kartoflerne ud, som man gjorde i Danmark, når det var råddent, så smed man det væk. Så fik man jo kartoflerne i den militærpose og så gik man hjem med det til sin mor, hun lukkede den der pose op og så hældte hun kartoflerne ud. Så skar hun det fra, der var der var råddent, og så skar hun resten af kartoflerne i firkanter om kom dem ned i en stor gryde, hun havde stående i vindueskarmen der hvor vi boede. Så hældte hun de der kartofler ned i den, hvor der lå alt muligt andet ulækkert i den der gryde, og når far kom om aftenen, så varmede hun suppen, og så spiste vi det, og det smagte forfærdeligt, men der var jo kartofler nede i det, dem kunne man jo tygge og spise. Og så spiste vi det, for det var jo varmt, og så fik man noget varmet ned i maven, men det smagte forfærdeligt altså. Jeg var kræsen, da jeg kom til Theresienstadt, det fik jeg hurtigt overstået, for jeg var altid sulten. Det jeg var ved at fortælle, da Birgit begyndte at fortælle nogle ting, som jeg så gerne ville have med på båndet, og vi derfor kom lidt pludseligt ind i interviewet var, at det er tirsdag d. 30. juni 2009, og jeg er på besøg hos Birgit Fischermann i Hellerup. Jeg var ved at fortælle Birgit, at jeg havde set den nyeste film som produceres af det der hedder DIIS, afdelingen for Røde Kors og Folkedrabsstudier om Theresienstadt. Vi har lige talt om, hvilken fantastisk gribende og spændende film, det er blevet. Jeg har talt med dem derude om, at de fulde interviews de har lavet, de uredigerede interviews, hvis I som medvirkende vil give tilladelse til det, så vil de godt give en kopi til Dansk Jødisk Museum, så får vi dem bevaret i deres uredigerede form for eftertiden. Jeg kan forstå at det er betydeligt lange interviews de har lavet, så de må have skåret utrolig meget fra for at få filmen ned på 2 timer, og de var endda lidt bekymrede for, at den var lige lang nok for de unge. Så det jeg godt kunne tænke mig i dag var i virkeligheden at vi talte om det, som I måske ikke snakkede så meget om under det interview. Om jeres liv før krigen, om din familie og din slægt og fokusere på, hvordan jeres liv formede sig, da I kom hjem, og hvordan du selv og familien taklede de forfærdende oplevelser, I havde haft. Hvis du vil begynde at fortælle om din slægt og din familie, og om det du husker fra livet før krigen. Som jeg sagde før til dig på båndet, så var min mors familie en meget livlig familie, de snakkede og lavede sjov, de fortalte historier. Jeg havde bl.a. en onkel som altid fortalte smaddersjove historier. Da jeg var lille var jeg kommet på besøg hos min mormor og morfar, jeg var altid hos min mormor og morfar, fordi min mor hjalp min far på værkstedet. Mine forældre var dameskræddere, min morfar var herreskrædder, og min mormor og morfar havde en stor lejlighed på Rosenvængets Allé nr. 6 på Østerbro. Der var jeg meget ofte, næsten hver dag, for jeg gik ikke i børnehave. Hvad hed din morfar og mormor? Min morfar og mormor hed Jacob og Zirla Waniewitz. Hvornår var de kommet til Danmark? De kom til Danmark i 1913 fra Polen. Havde de børn med, da de kom? Og hvor mange børn var der i det slægtled? 2

3 Ja, de havde alle børnene med. Altså der var min mor, som var den ældste. Min mor havde en halvbror, der hed David, min morfar var gift 2 gange, hans første kone døde, Davids mor døde i Polen og så giftede min morfar sig igen med min mormor. Så var der min mor og så var der Wonja, som hed Efraim, men vi kaldte ham Wonja. Og så var der Rifka og Sara og Poula. De var 6 børn? Ja, og så fik min mormor aborter i Danmark tror jeg, senere, hun havde 2 eller 3 aborter, altså hun aborterede spontant, ikke? Og til sidst så sagde lægen det fortalte min mor mig at min mormor måtte ikke føde flere børn, for så ville hun dø. Det var rigeligt. Hun havde jo stort set været gravid det meste af sit voksne liv. Ja, men alle børnene kom altså med fra Polen, hun blev gravid et par gange i Danmark også. Hun kan ikke have været så forfærdelig gammel, hun var fra 1913 og kom med alle børnene. Jeg kan ikke huske om min moster Poula blev født i Danmark, om hun er herfra eller fra Polen. Det skal jeg få undersøgt. Men Jacob og Zirla må være født i erne? Min morfar da han var i Theresienstadt da var han 65 år i 1943, og min mormor var 58. De har været unge, da de fik børn, hvis det skal passe. Og din mor var født i Polen, hvornår? Min mor var født i Polen i Så da de kom her har hun været 8 år eller sådan noget lignende. Og hvor boede de, da de kom til Danmark. Da de kom til Danmark min morfar havde også en halvbror og hans far havde været gift 2 gange, han havde en halvbror som hed Isak Waniewitz, og han kom til København fra Polen nogle år før min morfar kom hertil. Han havde også en del børn. Min morfars bror Isak var gift og rejste fra Polen til Danmark, og jeg mener at have hørt, at han boede i en lejlighed i Jernbanegade i København. Så skrev han til min morfar, at han skulle komme til Danmark, for her blev man betalt for sit arbejde, når man afleverede sit arbejde til den mester, som havde bestilt varerne, så fik man pengene med det samme, mens man i Polen, når man afleverede et stykke arbejde, så fik man først pengene, når det var blevet solgt. Og så skrev han til min morfar at det var rigtigt nok, det var et kristent land det her, men det var gode mennesker, der boede i Danmark, og de kunne godt lide de indvandrere der var kommet fra Polen og Rusland, og de fik alle sammen arbejde med det samme. Og så rejste min morfar med sin ældste søn David til Hamborg, så arbejdede de i Hamborg et stykke tid, og da de havde fået tjent nogle flere penge, så rejste han her til København, og så boede han hos sin bror. Så ved jeg ikke, om han også hjalp sin bror, han var også herreskrædder, om han hjalp ham med at sy. Men da min morfar havde tjent penge nok, så skrev han efter min mormor og børnene. Og så skulle min onkel Isak garantere for, at min morfar ikke ville ligge landet til last, han skulle et eller andet med nogle penge og skrive under på, at min morfar ikke ville ligge landet til last. Og så kom min mormor og børnene og meget hurtigt fik de en lejlighed i Borgergade. Så boede de i Borgergade et stykke tid og så fik de en stor lejlighed i Dronningens Tværgade, hvor der var en sal, der var en stor stue med 6 vinduer, det var salen, den lukkede de kun op 1 gang om året, det var til påske tror jeg, så fik de gardinerne ned, fik dem vasket og sat op igen, man brugte den kun meget sjældent, det var salen, den fine stue. Så boede de der i 3

4 Dronningens Tværgade i mange år og så fik de senere en lejlighed på Rosenvængets Allé nr. 6, og det er det jeg kan huske. Han må jo have arbejdet sig op, din morfar. Han havde altid en lejlighed, hvor han kunne arbejde, så der var altid et værksted i den lejlighed han boede i, de lejligheder han havde, der var altid et værelse, hvor han kunne sy. Han havde symaskine, sit store strygejern og pressehesten og så havde han et stort bord, hvor han stod med sådan en pressehest han havde, så man kunne stryge ærmerne og reverserne. Og så havde han sådan et pressestykke, som han vred op i et vandfad med vand og lagde det hen over jakkerne, så han kunne presse dem, så der stod damp op. Man havde jo ikke dampstrygejern dengang, det ved jeg ikke om det var opfundet, men det var et stort pressejern, det vejede vel 4 kg eller sådan noget lignende, og der stod han så og arbejdede. Og så havde han symaskine han syede på. Og blev han ved med at have sådan et hjemmeskrædderi hele sit liv? Ja, og så vidste folk, at der boede skræddermester Waniewitz, og nogle gange havde han annoncer i aviserne, og så kørte han på landet hos bønderne, og så havde han stof med. Der var en eller anden bondemand, som skrev til ham, at han havde set hans annonce i avisen, eller ringede og sagde om han ville komme, han boede der og der, og så kom min bedstefar med toget, og han havde sin egen madpakke med, for han holdt jo kosher. Når han kom til bondemanden, så var der altid flæskesteg, men så sagde min bedstefar hr. Jensen, min bedstefar talte dårligt dansk jeg har noget vrøvl med min mave, så min kone sørger altid for han var meget høflig min kone sørger altid for, at jeg har min egen madpakke med. Der var æg og tomat, banan og agurk og alle sådan nogle ting der, ingen kød. Og denne her bondemand sagde jamen vil De dog ikke have et varmt måltid mad hr. skræddermester, De må jo være sulten. Nej tak, jeg har min egen madpakke med, hvis jeg bare får en kop the, så er det fint nok. Og så spiste han sin madpakke, mens de andre sad ved bordet og spiste flæskesteg, eller hvad de nu spiste. Han sagde aldrig nogensinde noget om, at det kunne han ikke spise, fordi han var kosher. Og så havde han stofprøverne med, og når han så kom hjem, så fortalte han jo hvad han havde sagt til hr. bondemand Jensen eller Hansen. Og så fik de gerne syet et sæt tøj, hvor der gerne var 2 par bukser og en vest. Og når så bondemanden eller hvem det var spurgte: hr. skræddermester, hvad synes De jeg skal tage for en farve? Og så sagde min bedstefar altid: Jah jeg synes De skal tage en morkegrå morkegrå kan man da altid bruge. Jamen sagde bondemanden, man kan jo også tage mørkeblåt eller sort. Ja, men morkegrå kan man altid bruge, også om aftenen. Så det blev nogle gange til en morkegrå. Men han var altså vellidt kan jeg forstå? Han var meget vellidt af mennesker rundt omkring og havde faste kunder. Ja altså for en fattig indvandrer som ikke havde noget med sig, så alligevel at arbejde sig op til at de kunne få en bedre og større bolig og han kunne forsørge alle de mange børn, det lyder straks Det kostede jo ikke ret meget at bo dengang, og jo større lejligheden var altså, jo mindre ville folk have en stor lejlighed, fordi altså det kostede jo mere, og der var jo mange børn, så de skulle have plads til alle børnene, ikke? Min mor sagde, at i begyndelsen, hvor der ikke var så meget plads, så sov de 2 i hver seng, den ene i fodenden, den anden ved hovedgærdet, og så kom de altid op og skændes om dynen og hovedpuden, ikke? 4

5 Var de religiøse? Ja, meget religiøse. De voksede op i et meget religiøst hjem. Min morfar gik i synagogen hver morgen til morgengudstjeneste og hver aften til aftengudstjeneste, der hed Ma ariv. Man skal altid sørge for, at der er 10 mænd til stede inden gudstjeneste kan begynde, både om morgenen og om aftenen. Og det gjorde han hver dag. Og han gik fra Rosenvængets Allé til den lille synagoge i Ole Suhrsgade. Han kom først i den store menighed, men så blev rabbinerne uvenner, og så besluttede han sig for at han skulle gå i den lille synagoge, hvor denne rabbiner der var blevet uvenner så befandt sig. Hvad med din mor, var hun religiøs tror du? Min mor var religiøs indtil hun blev gift med min far, og min fars forældre var også religiøse. De kom fra Rusland, og så blev de gift i 1933, hvor de havde været forlovet i et år, og min far måtte gå hjem hver aften, når han sad sammen med min mor, for så kom min bedstefar og sagde: klokken er 11. Og min far sagde nu må jeg hellere gå hjem, ellers bliver din far bare gal. Og så gik han hjem, de var forlovet i et år inden de blev gift. Var han en Krasnik? De hed egentlig Krasnikof. Min farfar kom til Danmark, da han var en ganske ung dreng sammen med sin bror. Først kom broderen, som hed Mendel Krasnik, min farfars bror. De hed Krasnikof, men de smed of væk, da de kom til Danmark, fordi de syntes det var svært nok i forvejen med navnet Krasnikof, så smed de det væk, så de kom til at hedde Krasnik. Og hvad hed din farfar? Min farfar hed Bernhard Krasnik, og han kom til Danmark og var ikke gift, da han kom her. Min farmor, som hed Chaja jeg kan ikke huske hvad hun hed til efternavn, inden hun giftede sig med min farfar men hun kom fra Riga og rejste fra Riga da hun var 14 år gammel, da rejste hun fra Riga til Hamborg og blev ansat på en systue der, så havde hun ikke flere penge, så hun kunne ikke komme videre. Hun havde så tjent nogle flere penge og kom så til Danmark. Måske ville de alle sammen gerne være rejst til Amerika, men det var billigere at rejse til Danmark, og så tænkte de at så kunne de måske rejse til Amerika bagefter, men så blev de alle sammen her. Så kom hun til Danmark, og der blev hun ansat på en systue, hvor min farfar som hun jo ikke kendte han var værkfører på den systue. Og så opdagede hun pludselig den unge man der, han var fra Rusland ligesom hun selv var, så blev de to forelsket i hinanden og flyttede sammen i en lejlighed. De var religiøse også. Og dengang var menigheden også en meget anderledes religiøs menighed, end den er i dag. Og det var jo altså ikke så godt, at to unge mennesker flyttede sammen uden at være gift, fy for poj! Så mener jeg, at min farfar og min farmor blev gift pr. kongebrev i Danmark, fordi det var ikke pænt at bo sammen på polsk, det var ikke pænt. Så fik de 4 børn her i Danmark, min far var den ældste. Min far hed Isak Krasnik og var født i 1907, og min fars bror Michael. Og så var der Ester og Ella. Jeg kan ikke huske om Michael var først efter min far, og så var det Ester eller Michael og Ella. Det tror jeg, jeg tror hun var min far og hans søster, der var ikke så stor forskel på min far og hans søster Ester. Hun var et meget intelligent og musisk menneske. Der er ikke nogen af dem, der lever mere. Min farfars bror, som hed Mendel, han var gift med en dame som var født Fromberg, og hun havde en søster her i København, som også næh, det kan ikke være rigtigt, hun kan ikke være født Fromberg, det passer ikke. Men Mendel giftede sig med en dame 5

6 som hed Rosa, hendes efternavn kan jeg ikke huske, og hun havde en søster her, som var gift med en Fromberg, den familie der. Og Mendel Krasnik er stamfar til den Krasnikfamilie, som lever i dag, som er Martin Krasniks familie. Mendel Krasnik fik 2 drenge, Herman Krasnik, som var i Theresienstadt og Jacob Krasnik. Og Herman traf Irma i Theresienstadt og giftede sig med hende, inden vi skulle hjem. Lige inden vi skulle hjem blev han gift. De blev viet af Max Friediger som var rabbiner i Theresienstadt på det tidspunkt. Han var også overrabbiner i Danmark i Og så var vi i Theresienstadt, og da vi skulle hjem i 1945 d. 15. april, så blev de viet lige inden vi skulle hjem af Max Friediger. Og han viede også nogle andre danske unge mænd som var blevet forelsket i tjekkiske piger, så de tog dem med hjem. Og Irma og Herman fik 3 børn. De fik Allan, som blev født i 1946, han er professor på Panuminstitutet i København i almen medicin, og så er der Mark, som er brystkirurg, thoraxkirurg, og så er der Helene, som er psykolog. Det er de 3 børn fra Hermans side. Og Jacob blev gift med en pige fra Sverige, som han blev skilt fra, han fik en dreng som hed Sam, Samuel, så blev han gift med en norsk kvinde senere og fik 2 børn: Siv og Max. Og der er også børnebørn der. Og Herman Krasniks 3 børn, der har vi så Allan, som har 3 børn. Det er Martin og Irina eller Elena, hun hedder Elena tror jeg, der er en søster, og så er der Benjamin. Martin og Elena som bor i Israel. Og så er der Benjamin. Martin er journalist, Elena ved jeg ikke, hun bor i Israel. Og Benjamin er ansat nu som journalist på Kristeligt Dagblad. Og Jacobs børn: der er Siv, som er uddannet som marketings- et eller andet, underviser på Handelshøjskolen, og Max er erhvervsadvokat og har erhvervsadvokatkontor inde på Amager Torv nr. 9 sammen med 9 andre erhvervsadvokater. Det er den gren af familien. Det er en stor familie. Ja, og så er der så vores familie: min far og de der 4 børn, min far og hans 3 søskende. Min far var skrædder og Ester var kontoruddannet, Michael var maler og Ella var syerske. Min farmor mistede sin mand, da hun var meget ung, hun var ikke mere end 40 år, da min farfar døde af - hvad hedder sådan noget han kunne ikke gå, det var noget med blodet, hvad hed sådan noget i gamle dage, hvor blodet bliver tykt i årerne han døde af åreforkalkning. Og det døde hans yngste datter Ella også af mange, mange år efter. Han røg cigarer, det gjorde man jo dengang, man vidste jo ikke han døde før jeg blev født, og jeg blev født i Min mor fik først 1 barn, far og mor blev gift i Hvordan havde de mødt hinanden? Det var jo igennem det er meget morsomt min mor var også syerske, min mor var ansat hos G. Skovgaard, hvor min farfar var og min far. Og så en dag var hun gået op på taget i de her sorte kitler, de havde sorte kitler på, som de syede. Så var de gået op på taget, det var dejligt solskinsvejr, og så havde de vist deres madpakker med derop. Og så trådte min mor forkert ned igennem noget sort, fordi ruderne var sorte, så man kunne ikke se, om det var taget man trådte på eller vinduerne. Så trådte hun forkert på et vindue og faldt ned igennem til systuen, hvor min far og min farfar arbejdede, hun faldt ned igennem loftet! Og så pludselig stod der en pige der hos min farfar, en jødisk pige, hvad var dog det! Først spurgte de om hun var kommet til skade, men så så min farfar lidt på hende og bestemte så, at den dame der var faldet ned fra himlen, hun skulle være hans svigerdatter. Så det var sådan set min farfar, der fandt ud af, at hun skulle gå med min far. Og de begyndte så at gå sammen. Og min mor var egentlig ikke forelsket i min far, jeg tror hun gerne ville have haft en anden end min far, men den anden hun ville have haft, han så ikke til den side, hvor min mor var. Og så måtte hun jo tage min far, han var jo glad for hende, og så blev hun måske også glad for ham, det gjorde hun selvfølgelig også. De blev så gift i 1933, og jeg tror min mor fik det første barn i 1935, det tror jeg, men det barn døde, det slugte vand i lungerne og døde. 6

7 Var det under fødslen? Næh, hjerteklapperne var ikke groet rigtigt sammen da hun blev født, så hun døde. Og så varede det et stykke tid, fordi så blev min mor syg, fordi der hvor hun havde født min søster, der havde de ikke renset ordentligt ud, så hun fik en underlivsbetændelse og troede måske, at hun aldrig kunne få børn mere. Hun fik en stor vandsvulst, der voksede i hendes mave, og min mor troede at hun var gravid igen, indtil de opdagede at det var en vandsvulst, og så blev hun opereret, og de tog vandsvulsten ud. Og min farmor var ikke nogen særlig god svigermor, hun blev ved med at spørge min mor om hun nu ikke kunne få børn mere, og så sagde hun det sådan, når de var til middag: jeg har hørt du ikke min farmor talte meget dårligt dansk Rochelaje? - hun brugte kælenavnet for Rachel, så sagde hun: jeg hørte du ikke kan få nogen børn, ved du hvad, når man ikke kan få nogen børn, så er man en klud for sin mand. Min far sagde til min farmor han blev meget vred på hende ved den der Schabbesmiddag mor, det skal vi nok selv finde ud af, lad hende nu få lidt fred og ro ovenpå den omgang og den alvorlige operation, hun har været igennem. Og så blev min mor gravid, og jeg blev født i Og da var min farfar død, og så sagde min farmor til min mor, at hvis jeg blev en dreng, så skulle jeg hedde Bernhard, og så kunne jeg få det jødiske navn Berchale?, men min far sagde, at det skulle de nok selv bestemme. Så blev jeg født ligesom min farfar var død og så kom jeg til at hedde Birgit, og så fik jeg det jødiske navn Brane?, så min morfar kaldte mig altid Brane. Det var nok egentlig Brajne?, men de kaldte mig Brane. Vi skal lige have dine søskende på plads, nu vi er ved det. Jeg har kun 1 bror. Min bror blev født i Theresienstadt 1944, 16. februar. Han hedder Preben, og han fik det hebraiske navn Pinches. Og Pinches betyder glæde, det var en meget stor glæde at han blev født og var normal, fordi min mor havde jo ikke fået ordentlig mad i de sidste mange måneder, inden hun fødte min bror. Havde hendes krop kræfter til at amme ham? Nej, der var en tjekkisk kvinde, som havde fået et barn der, og hun var åbenbart tjekkiske kvinder var meget store og kraftige og hun havde fået et barn, og hun havde så meget mælk, at det stod ud, også selv om hun ikke havde fået ordentlig mad. Men hun kunne altså give min bror bryst. Og så kom pakkerne jo altså, 14 dage efter at min bror var født begyndte pakkerne at komme, og så kunne min mor give ham tørmælk, som var rørt op med vand i en flaske, og så fik han samtidig bryst fra hende. Sikken et enormt pres det må have været for hende. Da vi kom til Theresienstadt var hun 5 måneder henne, men da vi kom dertil opdagede de jo hurtigt, at hun var gravid, så skulle hun undersøges. Vidste hun det ikke selv? Jo, hun vidste det godt, og det opdagede de jo så, da vi kom der i oktober. De sagde, at de kunne se at hun var gravid, eller også har hun sagt selv, at hun var gravid. De ville gerne at hun skulle undersøges, de ville vide, hvor langt hun var henne i sin graviditet, fordi det her var ikke et sted at føde børn, så ville de foretage en abort, sagde de til hende. Og da så min far og mor blev alene, og de havde hørt det der med aborten, så sagde min far til min mor: du kommer til at lyve dig 7

8 længere henne, end du er. Det med en abort her, der er kun et lazaret, og der er ikke nogen bedøvelsesmidler, vi risikerer at du dør af det. Og så sagde min far, at hvis barnet når det bliver født kan leve, så lever det, hvis det ikke kan leve, så er der ikke noget at gøre ved det, men en abort skal du altså ikke igennem. Så de blev enige om, at hun skulle lyve sig længere fremme end hun var. Hun kom på lazarettet og blev undersøgt, og de spurgte hende hvor langt hun var henne i graviditeten, og så sagde hun at hun mente, hun var 7 måneder henne. Ja, så kan vi ikke foretage nogen abort, det er for farligt. Så må De føde barnet og så må vi se, hvordan det går. Men så opdagede de jo pludselig, at hun var gået over tiden, så blev hun kaldt til en ny undersøgelse. Jeg ved ikke hvordan min far bar sig ad med at få fri fra sit arbejde, han havde det arbejde hvor man skulle være med til at lave en vej. Min far havde været meget syg inden vi kom til Theresienstadt, fra 1942 til 1943 lå han næsten et år på hospitalet, han var blevet opereret for tuberkulose, og de havde fjernet den ene lunge. Da lå han på Blegdamshospitalet, og man måtte ikke komme ind og besøge ham, man stod ude i haven, og så lukkede han vinduet op, man måtte heller ikke kravle ind, for på hospitalet sagde de, at han smittede stadigvæk, var smittebærer. Så man kunne kun tale med ham ude i haven og så stod han ved vinduet. Og man kunne ikke komme op og kramme ham eller noget, fordi han var jo syg, ikke? Og så kom vi til Theresienstadt i 1943, hvor han blev udskrevet fra hospitalet om sommeren og skulle egentlig have været på rekreation, men kom så til Theresienstadt i stedet for. Og så kom han til at arbejde hårdt i et stenbrud, de skulle lave en ny vej. Og at arbejde i et stenbrud i Theresienstadt, det foregik på den måde, at de mænd der skulle arbejde der, der var jo ingen maskine eller noget, så de slæbte de der store kampesten nede fra jorden, så skulle de bære dem op, hen til den næste og til den næste, og så blev de lagt ned der, hvor vejen skulle være. Så hældte de noget cement eller grus hen over, og så lavede de en vej der, ikke? Det foregik ved håndkraft. Og mad var der ikke noget af, vel? Så først tabte han sig meget, men altså så kom han hver dag hos min mor og mig og spiste om aftenen. Han boede i en barak sammen med de andre mænd. Men så skulle hun til den undersøgelse, fordi hun skulle jo have født, hun havde jo sagt, at hun var i 7. måned, så skulle hun jo have født i december, men hun fødte jo først i februar. Så kaldte de hende til undersøgelse og sagde, at det kunne de altså ikke forstå, ordnung must sein der hos tyskerne, så kunne de se i hendes journal, at hun havde jo sagt sådan og sådan da vi kom i oktober, og hvorfor havde hun ikke født endnu? Min far havde fået fri fra arbejde, så han kunne gå med til den lægeundersøgelse. Og min far var en meget høflig mand overfor de der tyskere og overfor lægerne, og så sagde min far: jo forstår de hr. professor, det er sådan i Danmark, at der går vi altså i 11 måneder! Går De i 11 måneder? Og så var der en af tyskerne der sagde Ach so. Men så var de jo klar over, at de var blevet narret, de kunne ikke gøre noget, og så fødte hun min bror d. 16. februar. Og da måtte hun altså løbe sammen med min mors der på hvor vi boede, der boede også Ulla Metz sammen med Allan, sin søn, som var lige så gammel som mig. Og da så vandet gik der om aftenen, så løb hun sammen med Ulla igennem lejren hen til lazarettet, mens vandet løb. Så Allan var alene hjemme og jeg var alene hjemme, der på Folkeshjemmet, hvor vi boede. Og så løb hun med min mor derhen og afleverede mor, og så løb hun tilbage, fordi Allan var alene, ikke? Hendes mand Carl arbejdede også et eller andet sted. Og så kom hun tilbage, og næste morgen kom hun ind til mig og sagde, at din mor er her ikke Birgit, fordi hun er på lazarettet, du har fået en lillebror. Så var jeg jo glad for det, ikke? Og så kom hun hjem efter nogle dage med min bror. Og så skulle han jo omskæres, men han var ikke rask nok til at blive omskåret, han blev syg, man kaldte det for kolerine, det stod ud i flere dage, så han var lige ved at dø fra os. Og min morfar kom hver dag, fordi man skal jo, når man er religiøs, blive omskåret inden 8 dage, men det her var unormale forhold, så min morfar kom hver dag for at spørge om han havde det godt, så han kunne blive omskåret, det var meget vigtigt. Jeg tror han var 14 dage eller sådan noget lignende, da de omskar ham. Og pakkerne var kommet fra Danmark, så min mor serverede det var den første pakke der kom fra Danmark med min brors navn på jeg tror han var 14 dage eller 3 uger, men han blev omskåret så hurtigt det kunne lade sig gøre, 8

9 efter at han var blevet nogenlunde rask og havde den vægt han skulle have. Og så blev han omskåret, og så serverede min mor knækbrød med Nestlè kakaopulver på, hældt ud over knækbrødet. Og dem der var med til den bris, det hedder en omskærelse, det hedder en bris, de sagde at det var en fantastisk bris, de fik dansk knækbrød med Nestlè kakao ovenpå. Man plejer jo at servere frokost og snaps, ikke? Der var så nogle tjekkiske læger med, dr. Weis, og dr. Weis kom også bagefter med til Auschwitz eller hvor han nu kom hen, han sagde på tysk til mine forældre, at den lille Krasnik skulle nok klare sig nu efter at han var blevet omskåret. Og det gjorde han også, det gik fremad meget mærkeligt. Og så sagde min morfar: jeg sagde jo, at vi skulle have omskåret ham for længe siden, se nu går det fremad. Men man kunne jo have risikeret at han var død, hvis han ikke havde haft den vægt han skulle have, ikke? Hvilken tilstand var han i, da I kom til Sverige? Altså da var han 14 måneder, altså han blev født i februar, og vi kom til Sverige i april 1945, så da har han været 14 måneder. Min bror var sky overfor andre mennesker, altså han kendte min morfar, som kom hver dag. Og det første han lærte at sige, det var luftalarmslyde, for det hørte han hele tiden, så det var det første han sagde. Min morfar kom hver dag, han var ikke bange for min morfar, men han var bange for alle andre mennesker, der kom ind. Min mor kendte han og mig, og min far og min morfar, men hver gang han så nogen han ikke kendte, så begyndte han at hyle og skreg op, og han var faktisk sådan, indtil han var 6-7 år. Når han så nogen han ikke kendte han holdt altså op med at hyle men når der kom gæster hos mine forældre i den der 2- værelses lejlighed, vi fik da vi kom hjem, da vi kom hjem fra Theresienstadt fik vi en 2- værelses lejlighed på Smørumvej i Brønshøj. Og nogle gange kom der jo folk på besøg, og når han så folk, og han ikke vidste hvem det var, så gav han sig til at skrige op og fik krampegråd, han blev væk, han blev helt blå i hovedet og kunne ikke få luft. Og så måtte min mor løbe ud på vejen med ham, fordi hun troede at han fik epileptisk anfald, for sådan så det ud, han blev helt stiv og blå. Men det var altså af skræk over nogen han ikke kendte. Og hver gang han kom ud på vejen og skulle lege med de andre børn, og han så op mod vinduerne, hvis der sad nogen, så kom han vaklende ind til min mor og ringede på døren, og så pegede han op, og min mor blev klar over at han havde set nogen oppe i vinduet og var bange, så måtte hun tage ham ind. Men så havde vi en læge, som sagde til min mor, han hed dr. Lyager, han sagde til min mor at det var hysteri. Det sagde han til min mor da hun kom med ham, og han skulle have en indsprøjtning. Og så stak han ham i ryggen, og om det var difteri, eller hvad det var vi fik dengang, så blev han væk fordi det gjorde ondt, og faldt om på gulvet og hev efter vejret, blev helt blå i ansigtet. Og så sagde min mor: se nu får han et anfald dr. Lyager, det er da epilepsi. Og så sagde han: det der er ikke epilepsi, det er hysteri og krampegråd. Næste gang han får sådan et anfald, så slår De ham i ansigtet, så holder han op med det. Og det var en læge. Og det troede min mor på, så næste gang han fik et anfald, så gav hum ham én på kassen, og så fik han et chok, og så holdt han op! Så hver gang han gjorde sådan fordi han var bange, vi vidste jo ikke at det var fordi han var bange, men hver gang han gjorde sådan, at der var tendenser til at han fik et anfald, så tog min mor ham op og sagde: hvis du ikke holder op med det der med det samme, så slår jeg dig! Og det der med at han skulle have én på kassen så holdt han op. Og på den måde lærte han at holde op, men han var jo skrækslagen overfor folk han ikke kendte, fordi han var født dér hvor han var født. Og der var altid så meget uro og luftalarm og alle mennesker var bange, så det var derfor han reagerede på den måde. Det lærte vi jo først flere år efter, at det var derfor. Men dr. Lyager fortalte, at det var krampegråd og hysteri, og derfor skulle hun give ham én på kassen, så ville han holde op med det. Og måske vidste læger ikke ret meget om noget som helst dengang. Og vi fik jo heller ikke hjælp da vi kom hjem. Og nu skriver vi Og de sidste mange år, når en bus er kørt ind i en lygtepæl eller en anden bil, passagererne får jo psykologhjælp med det samme. Der var ikke noget psykologhjælp til nogen af os, der kom 9

10 hjem derfra, overhovedet ikke. Vi skulle bare i gang med at arbejde og glemme hvad vi havde oplevet. Det fik man at vide. Bare glem det, nu må du begynde at arbejde og se at få din vante tilværelse tilbage. Og det var meget mærkeligt for os, da vi kom hjem, at folk som havde været i Sverige, vores venner og min mors 2 søskende, som var i Sverige Jeg må hellere lige høre, jeg synes for båndets skyld at vi skal have at vide, hvem af din familie der var med i Theresienstadt. Af min familie var der min fars onkel og tante, Mendel og Rosa Krasnik, som jo var min farbror, ikke? det var min fars farbror, altså Bernhard var min farfar og Mendel var min farfars bror. Så det var min fars farbror og hans kone, som var med i Theresienstadt, og deres 2 sønner, altså min fars fætre, Jacob og Herman. Det var 4 mennesker. Så var der min far og min mor og mig og min mors bror David, min mors søster Rifka og min mors søster Poula. Wonja og Sara kom til Sverige. Og så var der min morfar og min mormor, som også var i Theresienstadt. Vi var den eneste familie, der havde så mange med: 4 fra min fars familie, min fars søskende kom til Sverige, også min farmor, og de andre søskende kom til Sverige. 12 blev det til. Men jeg afbrød dig der. Husker du noget fra den tid, hvor længe blev I i Sverige, kom I hjem i juni? Vi kom hjem fra Theresienstadt, vi kørte derfra der er mange forskellige datoer nu. Jeg mener den rigtige dato er d. 15. april 1945, da kørte vi derfra. Vi var undervejs i et par dage. Vi var i Padborg d. 17. april. Og så kørte vi selvfølgelig op igennem Danmark. Vi blev modtaget pænt i Padborg, fik lidt at spise. Min erindring var at vi sov i Padborg. Vi kørte videre op igennem Jylland, vi fik lidt at spise i Padborg og vi blev pænt modtaget af noget hvidklædt personale. Og så kørte vi op igennem Jylland, hvor masser af mennesker stod på vejene og kastede slik og bolcher og frugt ind gennem vinduerne, man kunne rulle vinduerne ned i bussen dengang, de der hvide busser med røde kors på. Så kørte vi op gennem Jylland og så kom vi til Odense, det må have været sent på eftermiddagen eller først på aftenen da vi kom dertil, for der overnattede vi. Og der blev vi lagt i rene hvide senge med hvide hovedpudebetræk, hvide lagner og hvide dynebetræk, og så fik vi noget at spise. Vi troede vi var kommet i Himlen, fordi vi skulle sove i rigtige senge, det var helt utroligt at opleve. Så kørte vi videre dagen efter mod København, men vi skulle ikke blive i København, og i København stod der også masser af mennesker på gaderne og råbte velkommen hjem, det gjorde de også op igennem Jylland. Så blev vi kørt ud til færgelejet og blev sejlet til Malmö. Min far havde inden vi skulle hjem byttet sig til et par brune sko med snørebånd for noget mad, som vi ikke skulle have med på vejen, fra en af de mange pakker der kom. Og så sad han inde i bussen oppe hos chaufføren. Og ved siden af min far sad der - hver bus skulle have en tysk soldat med på vejen, og gardinerne i bussen var rullet ned, så vi ikke kunne se ud, vi kunne kun se ud af vinduet hos chaufføren. Og forklaringen var, at vi måtte ikke se alt det, der var bombet sønder og sammen. Og de tyske soldater stod af i Padborg, blev smidt ud af busserne i Padborg. Og så kørte vi så altså videre. Så kom vi til Malmö, og min far havde åbenbart ikke haft sine sko af i flere dage, så da vi kom til Malmö og skulle ud af bussen, så kunne han ikke gå, så måtte han bæres i guldstol. Og min mors 2 søskende Sara og Wonja var kommet til Malmø for at sige velkommen. Og da min moster Sara så min far blive båret i guldstol, så kan jeg huske hendes stemme: Gud nej, Gud nej, se Isak, han er blevet invalid, han bliver båret i guldstol! Så kom min far ind og så blev vi undersøgt, for de ville jo se, om vi fejlede et eller andet. Så tog de skoene af min far, lukkede snørebåndene op og lukkede skoene op og tog dem af. Og så var der altså ikke noget i vejen med min fars fødder, de var blevet hævede af at sidde inde i bussen med fødderne oppe. Bussen var flad foran, det var gamle Volvobusser, og motorhjelmen var pakket ind og lå inde i bussen og min 10

11 far sad med fødderne oppe på den der hjelm eller det der stykke, som var pakket ind. Og hvis man tog det øverste væk, så kunne man komme ind til motoren i bussen, ikke? Så han sad med fødderne oppe på den i de dage, hvor vi kørte, og så var fødderne altså hævet så meget op, så han kunne ikke gå, da vi skulle ud af bussen, de troede at han var blevet invalid, men det var han jo så ikke. Så havde de skåret skoene op og så kunne han så altså gå. Så derfra blev vi så delt, os 423 der var kommet hjem med busserne. Nogle kom til Strängnäs og nogle kom til Tylösand, som åbenbart var en nedlagt feriekoloni. Nogle steder har jeg læst, at vi fik forfærdelig dårlig mad dér, fordi den der bestyrede den der forlægning eller den der feriekoloni eller feriehjem, eller hvad det var, skulle være nazist. Så vi fik ikke noget god mad. Jeg har ikke nogen erindring om det, jeg har bare hørt det. Men vi fik mad hver dag, det var ligesom en feriekoloni, som ikke var lukket op endnu, fordi det var jo først på sommeren. Men der var ikke andre end jer i forvejen, I kom til et tomt sted og skulle være der? Ja, vi kom til et tomt sted, fordi da vi kom, da var krigen jo ikke slut. Og så var vi der indtil så hørte mine forældre så frihedsbudskabet, og der var selvfølgelig glæde og alt muligt der. Min bror og jeg blev syge, lige da vi var ankommet, først fik vi mæslinger, vi var frygtelig syge af mæslinger. Og da det var overstået med mæslinger, så gik der ganske få dage, så fik vi skoldkopper, vi var frygtelig syge begge to. Du godeste hvordan var I dog blevet smittet? Det ved jeg ikke, men Gudskelov var vi ude. Vi var frygtelig syge, og så erindrer jeg at mens vi var der, så kom der en pige, det var Jytte Wohlstein?, hun havde en agurk og en kniv med i hånden. Så bankede det på døren og min mor var der ikke. Jeg tror vi lå i den seng, som mine forældre sov i om aftenen, så havde vi hver en anden seng, som vi sov i, når mine forældre sov i den store seng der. Så lå vi der i sengen begge to syge og dårlige, og så kom hun og bankede på døren, og jeg sagde kom ind. Det var Jytte. Og hun var de der et par år ældre end jeg. Og i hånden havde hun en salatagurk og en kniv. Og så sagde hun: min mor siger, at man må ikke klø sig i ansigtet, når man har skoldkopper, for så kan man få betændelse og bagefter får man store ar, så hun har sagt at jeg skal gå over til jer og jeg skal skære agurken i skiver og lægge på jeres ansigt, og så køler det og så klør det ikke mere. Og det gjorde hun så, hun lagde agurker på panden, og det gjorde hun også på min bror. Og min bror så helt forbavset ud, han kunne ikke sige ret meget, han sagde hva det. Og så sagde jeg Preben, det er agurk. Så sagde han gurk. Og så gik hun ud af døren med resten af agurken og kniven. Og så sagde jeg til Preben: Preben, det er agurk, det kan man spise. Og så tog jeg en skive agurk, det havde jeg ikke smagt al den tid vi havde været i Theresienstadt. Og jeg tog en agurkeskive og begyndte at spise den ganske langsomt, og jeg sagde til Preben: du kan godt spise 1 agurkeskive, det smager godt. Og så tog han en agurkeskive og begyndte at spise. Uhm, sagde han. Og inden vi havde set os om, havde vi spist alle agurkeskiverne! Om vi så fik ar eller ej, det ved jeg ikke. Og det fortalte jeg Jytte senere, da vi var blevet voksne og mødte hinanden igen, for vi så ikke så meget til hinanden da vi voksede op, vi boede hver sit sted. Og så fortalte jeg hende om det, men det kunne hun overhovedet ikke erindre, at hun havde gjort, men jeg fortalte at hendes mor havde sagt at hun skulle gøre det. Jamen jeg gjorde altid hvad min mor sagde. Og da vi havde fået frihedsbudskabet blev min far jo klar over, at han var nødt til at rejse hjem til Danmark på et tidspunkt, jeg ved ikke om det var lige efter at vi fik frihedsbudskabet i maj måned, eller om det måske varede dage, inden han rejste tilbage sammen med nogle af vennerne fra Tylösand, så rejste han hjem til Danmark. For det første vidste vi jo ikke, om vi havde nogen lejlighed mere, og hvis vi ikke havde nogen lejlighed, så skulle vi have et andet sted at bo, vi kunne jo ikke rejse hjem alle sammen, for vi vidste ikke om vi havde noget sted at bo. Så min far 11

12 kom til Danmark og blev indlogeret på en skole af flygtningehjælpen. Og min far gik hen og spurgte, fortalte at han boede på den og den adresse, og han vidste ikke om vores lejlighed var tom. Det undersøgte flygtningehjælpen så og sagde: desværre, der bor nogle andre i jeres lejlighed, jeres vært har lejet ud til nogle andre. Og min far ville også gerne vide, om værkstedet stadig var der, det var det heller ikke, det var også lejet ud til nogle andre. Men alt hvad vi ejede og havde var blevet sendt til opbevaring. Og så varede det så nogle dage, så sagde de til min far: du kan få en lejlighed i Brønshøj, en stuelejlighed med en terrasse, den er på 2 værelser med køkken og bad. Så sagde min far: 2 værelser, vi er jo vant til at have mere plads. Men vi kan ikke skaffe jer andet, så du må tage det, ellers har du ikke noget sted at bo, så hvis du gerne vil have din familie hjem, må du altså tage den lejlighed. Så tog han ud og så lejligheden og syntes det så pænt ud og så accepterede han den lejlighed. Og så kom vi hjem men inden vi så kom hjem jeg ved ikke om du vil høre den oplevelse vi havde, da min mor skulle besøge min fars søskende i Sverige: i Theresienstadt havde min mor fået flere pakker fra min mors søster Sara, min mors bror Wonja sendte ikke nogen pakker, for han troede ligesom mange andre, at tyskerne ville tage pakkerne. Men min moster sagde, at hun havde fået takkeskrivelser for pakkerne og at Birgit var meget glad for den lille taske og blyanterne og blokken der lå, så hun sagde at du kan jo se Wonja, sagde hun til sin bror, de har jo fået pakken. Jamen måske har de ikke fået det hele? Det er jo lige meget, bare de har fået pakken eller noget af den. Men han sendte ikke noget, og min fars søskende sendte aldrig nogensinde pakker, selv om de mødte min mors søster, som viste dem takken for pakken, så sendte de ikke nogen pakker. Men så skrev min far til sin mor, min far var De s med sin mor. Han skrev: ved De hvad kære moder, Rachel og børnene vil gerne besøge Dem i - (vi boede i Tylösand, som lå ved Göteborg, og de boede i - det skal jeg undersøge, hvor det var, men det var udenfor Göteborg de boede, de fleste jødiske familier boede udenfor Göteborg, jeg kan ikke huske hvad det hed). Men så tog vi toget fra Tylösand og klapvognen, som min mor fik i Theresienstadt, da hun hjalp børnene fra børnehjemmet, hvor jeg boede, da hun hjalp dem ned på banegården med deres bagage. Min far havde haft et forfærdeligt mareridt om foråret, at han så børnene fra det børnehjem, hvor jeg var nødt til at bo. Da min mor havde fået min bror måtte jeg ikke bo sammen med hende på Folkehjemmet mere, så skulle jeg bo på et børnehjem for tyske forældreløse børn. Der var 200 børn og et forstanderpar. Og så kom min far en dag til min mor min mor havde forlangt, at når jeg kom på det børnehjem, så skulle jeg gå derhen om morgenen og jeg skulle komme hjem igen om eftermiddagen sent, fordi hvis min mor havde et arbejde, så var der ikke nogen til at se efter min bror, så det forlangte hun. Og hun var stærk, det gik som hun bad om. Og så kom min far en aften og spiste aftensmad med os, og så sagde han: Rachel, jeg har haft et forfærdeligt mareridt, som jeg bliver nødt til at fortælle dig om. Jeg har haft et mareridt, hvor jeg så børnene fra det børnehjem, hvor Birgit er om dagen, gå op i godstog og blive kørt væk fra lejren. Og jeg så Birgit stå og råbe og skrige ud af et vindue i godsvognen. Så sagde min mor: Isak, det er jo kun en drøm. Nej, det var et mareridt sagde han, og det var lige som om jeg stod ved siden af og jeg kunne ikke gøre noget, da jeg så hende gå op i godsvognen, du må tage hende væk fra børnehjemmet. Så sagde min mor det kan jeg jo ikke, hun kan jo ikke være her. Det er lige meget, du må forsøge at få hende væk fra børnehjemmet. Og min mor spekulerede så på det der et par dage, og så gik hun til børnehjemmets forstander, og så sagde hun: hør her, jeg har fået et arbejde, jeg skal gøre rent, der hvor folk går i bad, og der er ikke nogen til at se efter Preben, så Birgit kommer ikke mere. Så sagde forstanderparret, at det kunne hun ikke bare gøre. Så sagde min mor jo, det bliver jeg nødt til, fordi jeg skal arbejde, og så må I give besked videre til dem der har at gøre med, hvor mange børn der skal være her, hun kommer bare ikke mere. Og så kom jeg ikke mere, hun tog mig simpelthen hjem. Og hun skulle så arbejde der hvor folk blev indkaldt med en lille seddel dagen i forvejen, du skal bade der og der i morgen kl. 10, det var sådan et lille kort man fik, hvor der stod hvor man skulle gå hen og bade, og der skulle hun så hen og gøre rent. Og 12

13 så blev jeg hos min bror. Og nogle dage efter at hun var begyndt på det arbejde, da fik hun besked på, at hun skulle ikke gå hen på badeanstalten der, men hun skulle gå ned på banegården, fordi børnene fra børnehjemmet skulle videre. Og så gik hun ned på børnehjemmet og hun stod på banegården og hjalp børnene med deres bagage og tog deres rygsække og alting af og hjalp børnene op i toget. Og så var hendes arbejde færdigt, og så gik hun hjem. Og så kom min far hjem om aftenen, og hun fortalte: Isak, jeg har i dag fået besked på, at jeg skulle hjælpe børnene fra børnehjemmet på banegården. Og så sagde han: kan du se, at mareridtet jeg havde, der var noget sandt i det, godt at du har taget hende hjem. Og så næste dag gik min mor ned på banegården, og selvfølgelig var børnene væk, godstoget med børnene var væk, og al børnenes bagage stod på banegården og en klapvogn stod også der. Så på den måde fik min bror en klapvogn. Så det var altså børn, der var yngre end mig, som var på det børnehjem også, fordi der var en klapvogn. Og så fik hun den klapvogn, så hun kunne køre ham i den, han var jo blevet stor, ikke. Så min fars fornemmelse og mareridt altså der var noget, jeg ved ikke hvem det er, men altså Og så hørte hun hvad han sagde, ellers havde jeg jo ikke kunnet sidde her i dag og fortælle historien. Det var meget underligt, jeg har tænkt meget over det bagefter, tænk at hun hørte efter hvad han sagde, hun var jo den stærke. Nå, men den her klapvogn den havde hun så med i bussen hele vejen til Sverige, og så skulle vi besøge min fars søskende udenfor Göteborg, jeg kan ikke huske hvad den by hed, hvor de boede. Men så skrev min far til min farmor, at min mor ville komme med os og hilse på. Og så skrev han: jeg håber De vil være venlig mod Rachel og Birgit og Preben. Og så kørte vi med toget dertil, og vi stod af toget og gik med klapvognen hen til den adresse, som jeg kan ikke huske, om min farmor mødte os på banegården og vi fulgtes med hende hen til hvor de boede. Og så skulle min fars søskende komme senere på dagen, de var alle sammen på arbejde. I mellemtiden var min mor gået ned på gaden, så var min farmor gået op i lejligheden, og så var der en grønthandler. Og da jeg så den der grønthandler, så begyndte jeg at råbe til min mor: se mor, der er bananer og rabarber og jeg ved ikke hvad der var, alt muligt. Så sagde min mor: jamen Birgit, vi er jo i Sverige nu, det har der været altid i Sverige, der har altid været sådan noget. Og så hørte de det inde i forretningen, og så kom de ud, grønthandleren og hans personale, og spurgte hvor vi havde været, siden jeg havde råbt op om, at der var rabarber og bananer og alt muligt. Så sagde min mor: vi kommer altså fra en koncentrationslejr, som hedder Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, der har vi været i 18 måneder, vi er fra Danmark. Så for de ind i forretningen og kom ud med æbler og bananer og hvad der nu var, store poser ned klapvognen, og vi skulle ikke betale. Og min mor takkede selvfølgelig mange gange, og så ruskede hun mig og sagde: altså sådan noget må man ikke bare stå og sige Birgit. Jamen jeg havde jo ikke set det, jeg var helt overrasket mor. Og så gik vi op af trapperne til farmor med den der klapvogn og alle de der ting i. Og min farmor vidste jo, at vi ikke havde ret mange penge, så da vi kom ind i lejligheden sagde hun: Rachel, hvor har du fået alle de der ting fra, du har jo ikke nogen penge. Nej sagde min mor, men vi stod udenfor forretningen, og Birgit begyndte at råbe op, og så kom de ud fra forretningen og gav os alle de der poser med frugt. Så det skal vi bare have med hjem, når vi tager hjem igen, for vi har ikke noget frugt på Tylösand. Og så kom min fars søskende og deres koner og mænd, og så kom min fars bror Michael ind, selvfølgelig fik jeg et kram, de var jo glade for at se os, det kunne man tydeligt mærke, næh der er Preben, de havde også fået en lille dreng, han var født i juni. Åh nej, min tante var stadigvæk gravid, hun var højgravid, for vi var jo ikke rejst hjem endnu, så hun skulle føde i juni, enten havde hun lige fået barnet eller også skulle hun føde, det kan jeg altså ikke huske. Men hendes den der høje skingre stemme, jeg har været 6½ år eller sådan noget lignende, og så min onkels dybe stemme der, det var dejligt at se os og alt sådan noget, og det var synd at han ikke kunne hilse på sin bror, for han var jo taget til København for at få lejlighed og alt det der, og så lød hendes høje stemme: Guud nej Michael, man kan da ikke se at de har været i koncentrationslejr, de ser da godt ud! Og så min onkels brummen, og min mor rejste sig op, og så 13

14 slog hun min tante i ansigtet og sagde: og den skal du have, fordi du er så ond at du kan sige sådan noget om os, der har været 18 måneder i koncentrationslejr, hvad bilder du dig ind, vi har sultet og lidt, mens I har været her i Sverige og haft mad nok, og I har ikke engang sendt os en eneste pakke. Og så sagde min mor til min svigermor: nu rejser vi tilbage til Tylösand, jeg skal ikke spise noget mad her, Birgit tag din frakke på. Og så pakkede hun min bror sammen og gav ham en anden ble på, pakkede tingene ned i klapvognen, og så gik vi ned til toget, og vi måtte vente på banegården, indtil toget kom og kunne køre tilbage til Tylösand. Men denne her skingre stemme, som kunne sige sådan noget om os, der havde været i en lejr i 18 måneder, hvor dum kan man være. Og min onkel sagde: nåh ja, og hvad så, hun har ikke ment noget med det. Men så sagde min mor: det her nu tager vi tilbage. Og min farmor græd, vi skulle ikke gå, men min mor var ligeglad, så kørte vi hjem igen med al frugten. Min far og hans bror blev faktisk aldrig rigtig gode venner mere efter den historie. Så forbindelsen gled ud med den del af familien? Nej, det gjorde det faktisk ikke. Men min far var et meget melankolsk menneske, som ikke rigtig kunne forstå hvorfor det var gået ham, sådan som det var gået, men han var så heldig at være kommet til Sverige. Men de andre var altså heldigere end os. Og han var bitter på sin familie, over at de aldrig sendte en pakke, også fordi min mors eneste søster, hver gang de fik penge fra flygtningehjælpen, fordi min mors svoger, altså Saras mand Henrik var også skrædder, men havde svært ved at få arbejde i Sverige, så de fik penge fra flygtningehjælpen til at leve for. Og nogle gange kunne Sara spare af husholdningspengene og købe nogle ting, som hun vidste vi ville være glade for at få, og så sendte hun en pakke til os fra sig selv og Henrik, men det gjorde de andre ikke. Så min far var aldrig mere så tæt på sin familie efter at vi kom hjem fra Theresienstadt. Og da min far døde som 50- årig, så gled det fuldstændig ud. Min farmor var et menneske, som gerne ville have, at tingene skulle gå som hun ville have det, hun ville gerne bestemme. Min mors forældre var nogle meget søde mennesker, som aldrig nogensinde blandede sig i vores forhold, mens min farmor kunne ringe op og skælde ud over, at hun ikke havde set min far i 3 dage. Og min far havde virkelig ikke altid tid til at gå ind og besøge sin mor, så der var altid ballade i den der familie. Og så var de jaloux, fordi mine forældre købte i 1948 eller 1949 en bungalow på Mørkhøjvej i Gladsaxe med en kælder, hvor min far så kunne arbejde i kælderen med de mennesker som havde arbejdet tidligere hos ham i Store Kongensgade. Og de første par år, vi boede på Smørumvej, så arbejdede mine forældre i soveværelset og så nøjedes de med at tage spisebord og 6 spisestuestole hjem, og så tog de alt køkkentøjet hjem. Og så havde mine forældre også taget deres soveværelse hjem, og de havde købt en barneseng til min bror, som stod for fodenden af sengen. Mine forældres soveværelse bestod af en stor dobbeltseng, der var lysegrønmalet, og der var guldstafferinger på sengen, der var guldstafferinger på natbordene, som var små kommoder, og så var der guldstafferinger på spejlet, som i midten havde et spejl og 2 døre, man kunne lukke op. Det var deres soveværelse, og det tog de hjem, for man skal sove ordentligt. Og så tog min far sin symaskine hjem, som stod for enden af soveværelset oppe ved vinduet, og han tog sit pressebord hjem, og så sad min mor på en stol ved siden af sengen med en spisestuestol, og når min far så havde klippet på gulvet han lagde sig på gulvet inde i spisestuen og klippede, han lå på knæ, og så satte ham mønsteret på 2 stykker stof. Så han kunne klippe 2 frakker om dagen, altså han klippede 2 frakker og 2 for, silkefor til at sætte ind i frakkerne, det klippede han på en formiddag. Og så syede han frakkerne ud i maskinen, og så syede han forene ud i maskinen, og så pressede han sømmene ned og pressede sømmene ned på silkeforet, og så var det min mors opgave i hånden at staffere kanterne og staffere foret ind i frakkerne. Og knaphullerne blev lavet på det store værksted, hvor min far afleverede frakkerne. Jeg tror de afleverede 2 eller 3 frakker om ugen, og de brugte både dag og nat til at sy. Og det gjorde de i 14

15 omkring 1½ år i soveværelset. Og så havde min far sparet penge sammen, så han kunne leje sig et værelse i Mimersgade på Nørrebro. Og der kom damerne tilbage på værkstedet i Mimersgade. Og min mor hjalp ham selvfølgelig med at sy i hånden, og damerne hjalp også, så de var 5 eller 6 personer, der arbejdede der. Så kunne de jo lave mange frakker. Så min far han lejede, da han havde fået det værksted i Mimersgade, så købte, nej han havde ikke råd til at købe. Men man kunne få, det var - hvis du kan forestille dig en stor kniv på en fod med et håndtag. Og så satte min far mønsteret på frakkerne og satte store nåle i, og der kunne han måske have han kunne klippe 5 frakker ad gangen med hjulet, det elektriske hjul. Og så satte han først mønsteret på og så tegnede han med kridt uden om mønsteret. Så tog han mønsteret af og så havde han sat store tykke lange nåle ned igennem de 5 lag, så det ikke skulle skride. Og så holdt han på frakkerne med den ene hånd, og så kørte han med maskinen op igennem det tegnede mønster. Og min bror var med på værkstedet, fordi hvor skulle de gøre af ham. At få ham i børnehave var umuligt, han var jo bange for alle mennesker. Så min mor tog ham med hver formiddag på værkstedet. Og så så han jo hvordan min far arbejdede. Hvad har han været, han har vel været 1½ år. Han var 14 måneder, da vi kom hjem, så han har vel været knap 3 år eller sådan noget lignende. Og så en dag var min far ikke opmærksom, og min bror var kravlet op på bordet og så tændte han for maskinen og begyndte at køre med det der. Og min far opdagede pludselig maskinen der larmede. Åh, han skreg op. Nej han turde ikke skrige op, men han for ind til maskinen og slukkede maskinen og hev i min bror og ruskede ham. Og han begyndte at græde, og min far sagde: Preben, hvad er det, du har gjort, du har ødelagt en frakke, den er skåret helt forkert Preben, jeg kommer til at smide det væk nu. Og så græd min bror, han kunne ikke rigtig tale, men så sagde han: far Preben ville bare hjælpe dig, så du ikke havde så meget at gøre, så jeg ville hjælpe, jeg er jo også en mand. Han var 3 år eller 3½ år. Så måtte han jo min far var meget god til at bytte op og ned på stoffet, så man ikke opdagede, at det var skåret forkert, så han reddede altså frakkerne alligevel ved at bytte op og ned på stofferne ikke, fordi det var jo lige meget om det gik den ene vej eller den anden vej på stofferne, man kunne godt sy det sammen, uden at man opdagede det, ikke. Men han kunne jo være kommet til skade og have skåret både fingre og tæer af, ikke. Men han lejede den maskine, han havde ikke råd til at købe den. Men han solgte altså også til en leverandør eller hvordan? Han havde et værksted, han havde en leverandør, altså de kom ud med stofferne til min far, og det gjorde de jo altså allerede da vi boede på Smørumvej, så stod der pludselig store ruller med 20 eller 30 meter stof i hver rulle af sådan noget lysegråt mohairstof, som man syede prinsessefrakker af med sjalskrave. Og det syede min far så. Så kørte han selv ind og afleverede det i et bærestykke, 3 frakker ad gangen, han havde ikke råd til at tage en taxa ind for at aflevere det og firmaet havde ikke mulighed for at sende en chauffør ud for at hente det, det gjorde de først mange år senere, da vi fik huset på Mørkhøjvej, så kom der en chauffør og hentede de færdige frakker. Og så skulle man komme ind, efter at man havde leveret frakkerne, så kunne de se om der var fejl på, de satte dem op på en gine, og så kunne de se om der var nogle fejl på, og hvis der var noget der skulle rettes, så sendte de bud efter min far så han var nødt til at køre ind og rette lidt på det der, knapperne sad ikke ordentligt og alt sådan noget. Og så måtte han rette på det, og så brugte han en formiddag på det. Men det var altså et firma som afleverede stoffet og så var det min fars modeller, og så blev stofferne afleveret der på værkstedet, og så blev de solgt til store virksomheder, Magasin eller hvem det nu var, der nu købte de frakker. Men senere blev min far så sin egen mester, og så syede han til Messen: små røde jakker med guldknapper, sådan nogle blazere, og nogle gange syede han også en nederdel til, en lægget nederdel, og så var jeg da jeg var 10 år da var jeg hans model, så tog jeg med ind hos Messen, og så tog jeg jakken på og nederdelen, og så købte de altså det sæt som min far syede. 15

16 Var det hans eget design? Ja, det var hans eget design. Men han døde da han kun var 50 år, så han døde i Det må jo også slå dig, når du fortæller så levende om det, hvor kolossale forandringer, der er sket indenfor tekstilbranchen. Ja, det var jo også det, at man ikke vidste at man havde krav på at få psykologhjælp, der var jo nogle, der var så syge og dårlige, at de blev nødt til at have psykologhjælp. De kom på hospitalet, det var frygteligt. Og så opfattede vi andre det som det er vel nok synd, han er blevet tosset. Og det var jo heller ikke helt normalt, at min bror var så bange indtil han var 6-7 år, det var jo ikke normalt, at han satte sig ude i entreen med en frakke over hovedet, indtil folk gik hjem. Han kunne sidde derude hele dagen og høre hvad folk sagde, men han kom ikke ud. Og folk sagde goddag Preben, hvordan går det. Og så kunne min mor se, at han var ved at blive dårlig, og hun sagde: Preben, sæt dig ud i gangen, du kan sidde derude og høre hvad vi siger, de gør dig ikke noget. Så sad han derude med min fars frakke over hovedet indtil folk gik hjem. Og at man ikke vidste, at man havde krav på at få psykologhjælp, man havde jo krav på det, men hvis man fik psykologhjælp, så var man tosset, og det ville min far jo ikke have, at man skulle sige, at han var blevet tosset, fordi han havde været dèr. Du sagde tidligere, at det var din mor, der var den stærkeste. Havde det altid været sådan? Det er først efter at jeg er blevet en voksen person, at jeg opdagede at det var hende, der var den stærke. Altså de havde et meget voldsomt temperament, begge mine forældre. Da vi var børn, da vidste vi ikke, at det var min mor der var den stærke. Min mor var klog, og det lød som om hun altid rettede sig efter hvad min far sagde. Så tilsyneladende troede vi, at det var min far der var den stærke, men det var hende. Hun havde den stærke psyke. Ja, og hun blev 101 år, min far var 50. Men også før krigen var han måske også sådan mere sårbar. Nej, det er det jeg ville fortælle dig, han var et meget sårbart menneske, der skulle ingenting til, før han blev ked af det. Jeg husker, da mine forældre havde købt huset på Mørkhøjvej og vi var kommet i stand, så købte min far de havde ikke så mange møbler, og det var en stor stue - så købte min far et flygel, et Hornung & Møller flygel, det var for at fylde stuen ud. Min far og mor spillede jo, min far spillede violin og min mor spillede klaver. Så havde de nogle gange nogle unge mennesker, der kom og spillede sammen med dem. Og så havde de en sofa og 2 lænestole, og det stillede min far ind i den store stue, hvor flyglet også stod, så kunne det fylde op, så det så ud som om der var god plads, og stuen blev fyldt ud af flyglet. Så havde vi spisestuen, hvor der stod en stor skænk og et spisebord, et firkantet spisebord og 6 stole. Og skænken var sådan en stor tung egetræsskænk, og det var alt sammen mørkbejdset. Og så havde de den der stue, hvor sofaen stod og 2 eller 3 lænestole. Sofaen var grøn, og så var der en gul lænestol og 2 grønne, som var samme farve som sofaen. Og så havde min far og mor et lille soveværelse i huset, hvor de havde en to i én seng, og det var en seng man slog ud, og så skubbede man den ene ind under den anden, så havde man en ekstra stue. Og så sov min bror og jeg i et værelse for os selv, et lille værelse, hvor 16

17 der var en køjeseng. Og hver gang jeg skulle kravle op i den seng, så holdt han altid fast i min fod, især når min far og mor ikke var hjemme, så kunne jeg aldrig komme op i sengen, fordi han var sur over at jeg skulle ligge i den øverste køje, der ville han ligge. Men min far sagde, at jeg skulle ligge i den øverste køje, fordi jeg var den største. Man kunne heller ikke få gulvtæpper. Så da vi havde boet i huset i et stykke tid, så min far en annonce i avisen, at inde hos Den Røde Løber på Nørrebrogade, der ville blive solgt gulvtæpper fra den og den dag klokken det og det. Det var bomuldstæpper med ægte persisk mønster i, som man kunne stå i kø for at købe. Så min far kørte ind og skulle købe 2 gulvtæpper, et til spisestuen og et til dagligstuen, hvor flyglet stod. Og så kom han hjem med de her gulvtæpper, jeg tror sågar han havde taget en taxa. Han kunne ikke bære de der 2 gulvtæpper, det ene var 2 x 3 meter, og det andet var ja det lå under spisebordet. Han kom hjem i en taxa med de der tæpper, og så kom han ind med dem i stuen, og de blev rullet ud. Det ene var gult i bunden, det var gult i kanten med blåt mønster, der var et blåt mønster i gulvtæppet inde i midten, det var sådan en kopi af et persisk tæppe. Og det andet tæppe det var rødt, det lå inde under spisebordet. Og så købte han vist nok senere en løber ud til gangen, 3 tæpper i bomuld med ægte persisk mønster i. Og så havde min mor inviteret sine søskende til frokost, det var ind i maj måned i 1948, eller også har det været Vi fik den lejlighed i 1945, så det har nok været 1. maj 1948, at vi flyttede ind i huset, da vi havde boet i 3 år i den lejlighed. Og så flyttede vi ind i huset der, og så inviterede min mor sine søskende til frokost om sommeren, da havde vi fået gulvtæpperne og det hele. Og min far glædede sig, nu skulle de komme og sige: næh hvor er det pænt! Og så kom de ind og sagde: det er pænt men der var ikke den store begejstring. Så sad de lidt og snakkede, og så gik vi ud i haven og spiste frokost, som min mor havde lavet. Og så begyndte de at tale om nogle andre mennesker, som de havde besøgt, og derude hos den familie, der var der altså gulvtæpper, som man kunne synke ned til anklerne i, så tykke var gulvtæpperne! Så gik de jo efterhånden hjem, og min ene moster, hun var meget livlig, Poula, og så havde vi siddet inde i stuen og drukket kaffe, og så skulle de hjem. Men inden de skulle hjem, så sagde hun at nu ville hun gå ud og lade sit kostbare vand. Og min far blev smaddergal over at hun sagde, at hun ville lade sit kostbare vand, han var meget sårbar. Så gik de hjem, og han kom op og diskutere med min mor, at det var vel nok uforskammet af min mors søskende, at de kom ud til os, og så begyndte de at fortælle, hvordan andre mennesker, som havde været i Sverige og drevet sortbørshandel, hvordan de mennesker havde det. I stedet for at være glade over, at vi havde overlevet og at vi havde fået det så pænt, han var meget sårbar. Og hvad bildte min moster sig ind at sige, at nu skulle hun ud og lade sit kostbare vand, troede hun at hun tissede med olie? Han var meget sårbar. Og min mor sagde, at hun havde jo ikke ment noget med det, hun var altid den der glattede ud, så det hjalp altid at hun glattede lidt ud og sagde, at det mente de ikke noget med. Men når hun så talte med sine søskende dagen efter sagde hun, at det var ikke særlig pænt, og Isak blev så ked af det. Ja, han er sgu også så sårbar, det har jeg da ikke ment noget med, sagde min moster. Nej, men man skal passe på, hvad man siger til ham, han bliver meget ked af det. Og det var også dumt af dig at sige, at den der familie havde gulvtæpper, som var så flotte. Jamen de havde de! Jamen det burde du ikke have sagt til os, altså tankeløshed, ikke? Snakkede I om jeres oplevelser i Theresienstadt? Ja det var det jeg ville sige til dig. Da vi havde boet i det der hus et stykke tid, engang i 1949 eller 1950 begyndte de at tale om, hvad de havde oplevet. De lukkede pludselig op en dag vi sad ude i haven og spiste, kan du huske ham der, der havde og kan du huske det der. Og så nogle gange så kom de til at grine, fordi det var så grotesk, hvad de havde oplevet, de kom nogle gange til at grine. Der var 2 brødre i Theresienstadt, som hed brødrene Klopmann, de var ikke helt vel forvarede, men de var også i Theresienstadt. Og den ene jeg ved ikke hvordan han havde båret sig ad men han havde fundet et toiletbræt i træ, det gik han rundt med om halsen, fordi når vi 17

18 skulle på toilettet, så var det jo ikke rigtige toiletter vel, det var jo sådan nogle rør man sad på, så han satte sig på det bræt og det var hans, det gik han rundt med om halsen. Og den anden bror havde fået fat i nogle gryder og noget sejlgarn, og det havde han bundet rundt om maven, det var hans. Og når de så talte om kan du huske brødrene Klopmann med toiletbrættet rundt om halsen og kan du huske den anden bror der gik rundt med sejlgarn om livet og 2 gryder, 2 kasseroller, så kunne man høre at de grinte af det, men det gjorde alligevel ondt, de var lige ved at græde, men de kom til at grine samtidig med at de græd over, hvad vi havde været udsat for. Og sådan langsomt, langsomt talte de det igennem, stille og roligt om hvad vi havde oplevet. Og alle de der ting, som man så havde prøvet at komme væk fra, fordi man var i live, at nu var man i Danmark, nu havde man hus og nu skulle man bare lege og have det godt, så kom det jo tilbage alt sammen. Det kom også tilbage alt det jeg havde oplevet med min mor og børnehjemmet, det kom tilbage til os, så vi fik talt det igennem, så i vores familie fik vi ikke traumer af, hvor vi havde været, for vi talte det igennem, fordi vi havde alle sammen oplevet, hvordan det havde været. Og min mormor, som havde dårligt hjerte, hun var næsten på lazarettet i alle de 18 måneder, hvor vi var i Theresienstadt, hun var nær død af hjerteanfald hele tiden, også fordi vi ikke fik noget ordentlig mad. Og min morfars opfattelse af, at man var strengt kosher, at hvis Vorherre ville have at vi skulle komme hjem, så kom vi nok hjem uanset om vi spiste eller ej. Og når der kom pakker fra Danmark, så var der altså røget flæsk i pakkerne og her i Danmark kunne man jo ikke tage hensyn til, at nogle var kosher og nogle var ikke kosher, så man sendte altså mad, som folk kunne overleve på i Theresienstadt, og der var altså røget flæsk og der var også andre ting, som de religiøse ikke spiste. Men så gav de det væk til nogle af dem, som ikke var så religiøse, og så fik de noget fra dem, som de så kunne spise. Og sådan har det vel også været rundt omkring i de andre koncentrationslejre, hvor der var danske fanger, modstandsfolkene og kommunisterne, de fik jo også pakker, det var jo ikke kun os, alle fik pakker, men det var kun danskerne der fik pakker. Så byttede man med hinanden, fordi de kunne ikke spise det der, og min mor som havde brug for tørmælk og ting og sager, så gav hun det der væk og så fik hun noget til os børn. Der var stærke vitaminpiller, Ovemaltine og tørmælk, knækbrød og smør og ost, alt hvad der var. Men hvordan så din mormor og morfar så på religionen, da I kom hjem? Min mormor og morfar var lige så religiøse da de kom hjem, som de var da de rejste ud. Men deres børn holdt ikke kosher mere. Men det var I faktisk holdt op med før krigen, ikke? Nej, vi holdt kosher indtil krigen. Og da vi så kom hjem, og alt porcelænet var blandet sammen, viskestykkerne og det hele, og min mor vidste ikke, hvad der var det kosher og hvad der ikke var det kosher, hvad der var kødknive og kød- tallerkener, hun kunne ikke huske hvad der var hvad, det hele var blandet sammen, så sagde min far til hende: ved du hvad Rachel, vi har holdt kosher og vi har gjort alt hvad vi skulle indenfor vores religion, indtil vi kom til Theresienstadt, og alligevel kom vi til Theresienstadt, selv om vi havde gjort hvad vi skulle. Det var så lidt naivt af min far, også af min mor. Så sagde han: jeg synes ikke, vi skal holde kosher mere. Jeg synes vi skal købe kød som vi kan spise, kalvekød og oksekød og hvad vi nu ellers kan spise, og du blander heller ikke mælk og kød sammen, som du heller aldrig har gjort nogensinde før, men at købe kosher kød og køre helt ind til byen i Sølvgade og hvor det nu var at den kosher slagter var, det synes jeg ikke du skal gøre mere, så nu køber vi kød hos en almindelig slagter og så er det det. Og hvis din far og mor kommer her eller min far og mor kommer her, så laver vi altså parve, vi laver frokost der besår af sild og æg, sardiner og ost, alt sådan noget. Vi spiste altid frokost, hvor der ikke var kød, 18

19 når min mormor og morfar og min farmor og farfar kom, ikke? Og så var der ikke nogen, der sagde noget. Min mormor og morfar vidste godt, at vi ikke holdt kosher, men de spiste hos os alligevel. Men de sagde ikke noget, I diskuterede ikke noget? Nej, det var parve, og min morfar og mormor de holdt stadigvæk kosher, de boede inde i byen, min mormor kunne godt købe kosher kød, der hvor de boede på Østerbro og hos den slagter der var, der hvor de boede, der var jo kun 1 eller 2 slagterforretninger efter krigen, den ene var på Kapelvej, den anden var i Sølvgade. Så der gik min mormor hen for at købe kød. Men min mor hun købte kød i Brønshøj, hvor vi boede. Og de sagde ikke noget til det, og der var ikke nogen af børnene, der holdt kosher mere, slet ikke nogen. Den samtale du fortalte om, mellem din far og mor, overhørte du den, eller snakkede i om det? Min far og mor de gjorde mange gange det, at de satte sig ved spisebordet om aftenen for at tale, når min far ikke skulle arbejde inde fra soveværelset sammen med min mor. Så satte min far og mor sig ned, og så sagde min mor: hvad skal vi nu gøre Isak, ved det der med kosher? Og så var det at min far sagde til min mor, at vi havde overholdt alle de regler vi skulle, min far gik i synagogen og sang i synagogekoret hver lørdag morgen, og vi holdt alt hvad vi skulle indenfor de jødiske spiseregler, og så hjalp det alligevel ikke noget, alligevel kom vi til Theresienstadt. Så jeg synes ikke vi skal gå så meget op i hvad vi spiser. Vi spiste ikke svinekød, og vi blandede ikke mælk og kød sammen. Og det har jeg altså lært, det gør jeg heller ikke selv i dag, og jeg spiser heller ikke svinekød. De må have været gode til at snakke sammen, så der alligevel kom hul på det, det lyder som om de var gode til at tale med hinanden, dels om deres oplevelser, men også om mange andre ting. Ja, min mor og mine søskende og min far, de talte om hvad de havde oplevet, og derfor fik vi ikke de traumer som mange andre, der havde været i Theresienstadt. Der var mange, der ikke ville tale om det. De ville ikke identificere sig med, at de havde været i Theresienstadt fordi de var jøder, det var en skam. Hvorfor tror du der gik nogle år, inden de begyndte at tale om det? Jeg tror det gjorde for ondt. Jeg tror at det der med, at vi var kommet tilbage i en 2- værelses lejlighed og far og mor skulle arbejde i soveværelset, det var helt forfærdeligt det hele, og vi havde ikke nogen penge. Og det der med at komme i snak om, hvad vi havde oplevet så kom jo alt det der med, at man var bange for at der skulle blive krig igen i 1947 og 1948, jeg var skrækslagen, fordi nu bliver der krig igen, jeg kunne jo begynde at læse aviser hvad er det der står, det er jo forfærdeligt, nu kommer vi igen i koncentrationslejr. Nej, det er nok nogle andre det går ud over, det bliver ikke os det går ud over sagde min far. Jeg fik ondt i maven, hver gang jeg læste om det. Jeg var hurtig til at lære at læse. Og så kom jo alt det der med Marshallhjælpen og alle de ting der. Og så købte mine forældre huset der, og familien kom ret ofte hos os. Og nogle gange havde de selv deres frokost med, og nogle gange var det far og mor, der gav frokost. Nogle gange havde de selv deres mad med og så gav mor også noget ekstra, så havde mor lavet sommersalat og laksemad, og det var ikke laks, som du går hen og køber laks i skiver, nej, når min far gik hjem fra synagogen om lørdagen, så gik han ned på Fisketorvet, og så gik han ned hos fiskehandleren og spurgte om de havde nogle laksenakker laksenakkerne det var det øverste af hovedet, man skar fra, og så købte man en laksenakke for 5 kr. Og min mor var meget dygtig til at skære laksenakken 19

20 ud, først så tog hun skindet fra og så skar hun i tynde skiver laksen, så det blev trekantede stykker, som hun lagde på et fad. Så tog man laksen på et stykke brød med agurk på og med dild. Vi havde ikke råd til at købe laks i skiver. Du sagde at din far gik i synagogen Han gik i synagogen om lørdagen, og når han gik i synagogen, så bad min mor ham om at gå ned i Gothersgade 12 [den ligger/lå på højre side når man kommer fra Kgs. Nytorv, altså har den et ulige husnummer JSP] og købe et stykke ost, der var sådan en kælder med blåmalede skilte udenfor, der hed Ostekælderen, lige i begyndelsen af Gothersgade. Der var en familie, der handlede med ost, de var rødhårede og havde store tænder ud af munden! Og hele familien fra bedsteforældrene op til faderen og moderen og alle børnene, de handlede med ost, og det var den forretning min far gik ned i, så købte han ost. Så fik han pakket det ind i noget lysegråt tykt papir, og så var der tyndt sejlgarn om og så holdt han det i sådan en lille pind, så han ikke skulle lugte på fingrene. Det gjorde han så nogle gange, når han gik fra synagogen, så kom han hjem med osten. Og nogle gange bad min mor ham om at gå ned og købe laksenakker nede hos fiskehandlere Krog dernede på Fisketorvet. Men altså, han vedblev med at gå i synagogen indtil sin død. Han blev ved med at gå i synagogen indtil han døde. Ikke din mor, kun din far? Ja. Tror du det var for traditionens skyld, eller var han troende? Nej, han fik penge for at gå i synagogen og synge i synagogekoret. Min far havde en meget smuk bas, og i synagogekoret havde man tenorer og basser, der sang, og det havde man så brug for til gudstjenesten lørdag morgen. Så det var som regel gerne lørdag morgen, at han gik i synagogen, og det arbejde havde han haft lige fra han blev gift med min mor. Min farfar sang også i synagogekoret, så overtog min far, efter at min farfar var død, så overtog min far hans plads i synagogekoret. Og så gik vi andre i synagogen til helligdagene, de store helligdage, da gik vi i synagogen. Min mor skulle altid have en ny hat, når hun skulle i synagogen, jeg har ikke nogen hat at tage på, jeg bliver nødt til at købe en ny hat. Du købte jo en hat sidste år sagde min far. Den er ikke moderne mere, jeg må ud og købe en ny hat! Og det var jo også tidspunktet, hvor mange kvinder begyndte at gå med persianer, og min mor ville også gerne have en persianer. Alle sammen gik i persianer, de gik ikke i mink, det var først meget senere. Så når man kom i synagogen så - ej hun havde fået sådan en flot persianer, den var bestemt syet inde hos Birger Christensen, så kom man med den ene flotte pels efter den anden. Og bagefter da det var min årgang, så begyndte de jo altså med mink, ikke. Der var en af veninderne der fik en mink, og så fik de andre veninder også en mink, ikke? Så var det ikke persianer mere, så var det mink! Men egentlig lyder det jo som om dine forældres ægteskab faktisk klarede sig igennem de voldsomme oplevelser, at de havde et godt ægteskab, at deres ægteskab egentlig var blevet stærkere? 20

Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah Denne dagbog tilhører Norah Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske

Læs mere

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil.

På www.standsaids.nu kan I også spille dilemmaspillet Fremtiden er på spil. Post 1 Velkommen til... I skal nu på et dilemmaløb, hvor I vil opleve, hvordan det er at være dreng i Afrika. I får her starten på en historie. Læs den højt for hinanden og beslut derefter i fællesskab,

Læs mere

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen.

Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. 1. Søvnløs Jeg lå i min seng. Jeg kunne ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig - vendte hovedpuden og vendte dynen. Jeg havde en mærkelig uro i mig - lidt kvalme og lidt ondt i maven. Det havde jeg

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven.

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven. Side 3 Kurven historien om Moses i kurven En lov 4 Gravid 6 En dreng 8 Farvel 10 Mirjam 12 En kurv 14 Jeg vil redde ham 16 En mor 18 Tag ham 20 Moses 22 Det fine palads 24 Side 4 En lov Engang var der

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma

Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Sprognævnets kommaøvelser øvelser uden startkomma Øvelse 1-20: Øvelse 21-29: Øvelse 30-34: Øvelse 35-39: Øvelse 40-44: Øvelse 45-49: Øvelse 50-59: Øvelse 60-85: Der sættes komma efter ledsætninger, jf.

Læs mere

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas

Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Så er jeg alligevel en klog dreng! siger Lucas Nu er mor sur igen. Hun er næsten altid vred på mig. I går var hun sur, og hun bliver sikkert sur igen i morgen. Det er ikke særlig sjovt. I dag er ikke nogen

Læs mere

Du er klog som en bog, Sofie!

Du er klog som en bog, Sofie! Du er klog som en bog, Sofie! Denne bog handler om, hvordan det er at have problemer med opmærksomhed og med at koncentrere sig. Man kan godt have problemer med begge dele, men på forskellig måde. Bogen

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse

Materialer. Vis, hvad du kan. Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse Materialer Vis, hvad du kan Sprogscreening af skoleskiftere 3. 10. klasse INDHOLD Aktivitet 1, 2 og 3 Samtalebillede: Idrætslektion Aktivitet 4. Skønlitterær tekst 3.-4. klasse: Fablen Løven og musen (version

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 PIA JUUL SKADEN roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 Skaden Pia Juul/Tiderne

Læs mere

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression!

Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Et lykkeligt liv - efter min fødselsdepression! Vores datter Emma blev født i okt. 2003. Vi havde været gravide før men jeg aborterede i 7. uge af graviditeten. Graviditeten med Emma var præget af angst

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så Vi skal ud og sejle Det har regnet meget de sidste par dage, og især i nat er der kommet meget vand, sagde far ved middagsbordet. Selv om det ikke regner nu, beslutter jeg mig for at blive inde og lege.

Læs mere

2) En anden vigtig betydning er at sætte noget eller nogen i en bestemt tilstand, beskrevet med et adjektiv (se dog 4 nedenfor):

2) En anden vigtig betydning er at sætte noget eller nogen i en bestemt tilstand, beskrevet med et adjektiv (se dog 4 nedenfor): Gøre 1) Gøre kan være et tomt ekko af et andet verbum - eller et tomt spørgsmål: Jeg elsker hestekød ja, det gør jeg også! Hvad gør du dog? Jeg fik bare lyst til at smage på tulipanerne! 2) En anden vigtig

Læs mere

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus.

Adjektiver. www.5emner.dk. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Adjektiver bolig www.5emner.dk 01 Sæt kryds Sæt kryds ved den rigtige sætning. Eks. 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 7 John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus. Freja har lige

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Centrets bedste Nyhedsavis

Centrets bedste Nyhedsavis Centrets bedste Nyhedsavis - At gå på CSV SydØstfyn. (Side 3) - Elever på Nytårsforsæt. (Side 10) - Den SJOVE side. (Bagsiden) Velkommen til skolens bedste nyhedsavis. For første gang i nyere tid har skolen

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013 Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg Ansøgt om beløb 0 Lei pr. måned Bevilget beløb 2012 400 Lei i alt Bevilget beløb Apr. 2013 500 Lei Bevilget beløb Sep. 2013 500 Lei

Læs mere

Opgaver til Den dag tyskerne kom

Opgaver til Den dag tyskerne kom Opgaver til Den dag tyskerne kom 1 Når de voksne frygter krig Knuds mor og far talte tit om, at der var krig i Europa, og at krigen kunne komme til Danmark. Hvad taler dine forældre om? Hvad er de bange

Læs mere

Det har gjort noget ved min sjæl

Det har gjort noget ved min sjæl Det har gjort noget ved min sjæl Mariann Østergaard Bomholt er vokset op i Lyngby nord for København. Hendes far var skattesagkyndig ved kommunen, og hendes mor var hjemmegående. De var begge amatørdansere

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

Eksempler på historier:

Eksempler på historier: Eksempler på historier: Der var engang en mand Der havde en fisk Akvariet blev for gammelt Derfor skulle han købe et nyt Men han havde ikke noget at putte fisken i Derfor døde den og kom op i himlen Der

Læs mere

Butikken hvor du kan leje et andet liv

Butikken hvor du kan leje et andet liv Butikken hvor du kan leje et andet liv I meget gamle dage ovre i London var der en lille butik i en kælder. London var langt,langt væk. Butikken lå i en sidegade, så der var mørkt og dystert i gaden. Den

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Til Akino og Caitlyn, mine søde små galninge

Til Akino og Caitlyn, mine søde små galninge En dag finder Gris en magisk kasse der kan kopiere alt der bliver lagt i den. Gris beskytter den så meget og bliver så mistænktsom af enhver der vil bruge den at han tyger til drastiske metoder. Han tvinger

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET

JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET Kompashuset ApS, Klavs Nebs Vej 25, 2830 Virum Tlf 45 83 92 83, ka@kompashuset.dk, www.kompashuset.dk JEG KAN LIDE AT KENDE HISTORIEN BAG MENNESKET En fortælling om at arbejde med ældrepleje Af Kirstine

Læs mere

EN ESSAYSAMLING OM SORG SKREVET AF UNGE. Redigeret af Henriette von Irgens-Bergh og Ida Nymand Ammundsen

EN ESSAYSAMLING OM SORG SKREVET AF UNGE. Redigeret af Henriette von Irgens-Bergh og Ida Nymand Ammundsen EN ESSAYSAMLING OM SORG SKREVET AF UNGE Redigeret af Henriette von Irgens-Bergh og Ida Nymand Ammundsen At miste en essaysamling om sorg skrevet af unge Kræftens Bekæmpelse, 2015 Udgiver: Kræftens Bekæmpelse

Læs mere

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen.

gang om måneden ca. og indberetter til Told og Skat og sender noget til revisoren, når det er tid til det og sådan noget. Det er sådan set dagen. Bilag E - Lisbeth 0000 Benjamin: Yes, men det første jeg godt kunne tænke mig at høre dig fortælle mig lidt om, det er en almindelig hverdag hvor arbejde indgår. Så hvad laver du i løbet af en almindelig

Læs mere

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om.

Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Historien om Anita og Ruth Anita og Ruth var venner jeg siger var, fordi der skete så meget i deres forhold siden hen, så. Og det er bl.a. noget af det, som det her handler om. Anita og Ruth. Da de var

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Så fortæller her hvordan situationen er under betingelse af hvis-sætningen.

Så fortæller her hvordan situationen er under betingelse af hvis-sætningen. Så Betydningen af så afhænger af ordenes rækkefølge: Ledsætninger: / / / / / / / / / 1) Tarzan låste døren, så jeg ikke kunne komme ind. Luk døren, så det ikke trækker s a v Så fortæller her hvad planen

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK!

DET KOMMER! 1 12 TR PÅ DANSK! 12 TR PÅ DANSK! Robert er tillidsrepræsentant eller TR på en stor brødfabrik. Han repræsenterer dem, der arbejder i fabrikkens pakkeafdeling. Mange af dem kommer fra andre lande. Robert kommer selv fra

Læs mere

De to bedragere. Opgave 1

De to bedragere. Opgave 1 Opgave 1 Formål: At gøre kursisterne bekendt med temaet bedrag. Omhyggelig global læsning. ca. 30 minutter. Organisering: Kursisterne læser hver for sig teksten om de to bedragere. Derefter snakker de

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Lørdag d. 25. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud DDS 260: Du satte dig

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget

tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget tal med en voksen hvis du synes, at din mor eller far drikker for meget Historien om en helt Sanne er 14 år. Hun må klare mange ting selv. Hun må ofte selv stå op om morgenen og få sine søskende op og

Læs mere

TAL MED EN VOKSEN. hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget

TAL MED EN VOKSEN. hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget TAL MED EN VOKSEN hvis din mor eller far tit kommer til at drikke for meget Historien om en helt Sanne er 14 år. Hun må klare mange ting selv. Hun må ofte selv stå op om morgenen og få sine søskende op

Læs mere

om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1

om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1 om at have en mor med en psykisk sygdom Socialt Udviklingscenter SUS1 KARL OG EMMAS MOR ER BLEVET RUNDTOSSET Forfatter: Susanna Gerstorff Thidemann ISBN: 87-89814-89-6 Tekstbearbejdning og layout: Qivi

Læs mere

Bilag 4. Transkriberet interview med Liselott Blixt

Bilag 4. Transkriberet interview med Liselott Blixt Bilag 4 Transkriberet interview med Liselott Blixt Af: Gruppe 7 Interviewer: Jeg vil starte med at høre om hvad dig og dansk folkeparti mener om den alkohol politik vi har idag hvor man kan købe alkohol

Læs mere

Af Freja Gry Børsting

Af Freja Gry Børsting Af Freja Gry Børsting Flygtningelejren i Jonstrup Af Freja Gry Børsting Furesø Museer 2015 Flygtningelejren i Jonstrup Forfatter: Freja Gry Børsting Illustration: Allan Christian Hansen Forfatteren og

Læs mere

En syg historie om en rask dreng

En syg historie om en rask dreng Asle er en bomstærk dreng, der aldrig er syg. Han tør binde en bjørn til et træ eller tæmme en elefant, hvis det skal være! Der er kun én ting, som Asle er bange for... Og det er kanyler og læger i hvide

Læs mere

Test din viden om Verber

Test din viden om Verber Ann Kledal og Barbara Fischer-Hansen Test din viden om Verber 9 testopgaver til arbejdshæftet PARAT START 2 knyttet til grundbogen BASISGRAMMATIKKEN Special-pædagogisk forlag Xxxxxxxxx 1 Test din viden

Læs mere

HVOR KOMMER DU FRA? Historiefortælling. Et undervisningsforløb for 4.-6. klasser

HVOR KOMMER DU FRA? Historiefortælling. Et undervisningsforløb for 4.-6. klasser HVOR KOMMER DU FRA? Historiefortælling Et undervisningsforløb for 4.-6. klasser INTRODUKTION Alle har en historie at fortælle. Oftest giver en personlig historie os et billede af, hvem den fortællende

Læs mere

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide

Solen faldt i tynde striber hen over rækkerne af hvide D u kan virkelig godt lide pindsvin, ikke? sagde Dalia. Jo, sagde jeg og børstede videre Vilhelmina elsker at få børstet de bløde hår på maven, og de halvstore unger havde også fået smag for det, så der

Læs mere

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under.

Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Filmens optakt (læs og forstå) Snak om filmens begyndelse. Prøv at læse teksten herunder og se, om I forstår de ord, som er streget under. Lars Hansen er en ung mand. Han har ikke nogen kæreste. Han er

Læs mere

Er du også en Alfa? Børnenes guide til alfa-1 antitrypsin mangel

Er du også en Alfa? Børnenes guide til alfa-1 antitrypsin mangel Er du også en Alfa? Børnenes guide til alfa-1 antitrypsin mangel Mød Sofie og Lukas Vi vil gerne have at du møder Sofie og Lukas (og Tiger). De har også en lillebror som hedder Rasmus. De skal hjælpe dig

Læs mere

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13.

Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. 1 Konfirmation 2015. Salmer: 478, 29, 370 / 68, 192v.1,3&7, 70 Tekster: Ps. 8 og Mk.2.1-13. For mange år siden var der nogle unge fra en kirkelig forening, der havde lavet en plakat med teksten Jesus er

Læs mere

Hvad er det, du siger -3

Hvad er det, du siger -3 Hvad er det, du siger -3 Alt, hvad Djævelen siger, er falsk og forkert. Mål: Børn indser, at ting, som ser godt ud, ikke altid behøver at være godt. Hvis vi vil holde os til det, som er sandt og godt,

Læs mere

Et hul i taget. Huskevers: En ven kan være mere trofast end en bror. (Ordsp 18,24)

Et hul i taget. Huskevers: En ven kan være mere trofast end en bror. (Ordsp 18,24) LEKTIE År B 2. kvartal Lektie 3 Et hul i taget Ugens tekst og referencer: Luk 5,17-26. Den store Mester, kap. 27. Huskevers: En ven kan være mere trofast end en bror. (Ordsp 18,24) Hovedformålet er, at

Læs mere

Amitheswary. I Danmark er der respekt for alle

Amitheswary. I Danmark er der respekt for alle Amitheswary I Danmark er der respekt for alle Amitheswary er 46 år og kommer fra Sri Lanka. Hun har været i Danmark siden 1992 34 Livet i Sri Lanka I Sri Lanka boede jeg sammen med min familie. Jeg har

Læs mere

Samuel. - en underlig fisk

Samuel. - en underlig fisk Samuel - en underlig fisk Fantasistafetten i Højen og Troldhøjen - oktober/november 2014 Der var engang en underlig blå fisk, der hed Samuel. Den kunne svømme ganske hurtigt - især hvis der var nogen efter

Læs mere

Sidste aften med min far

Sidste aften med min far Sidste aften med min far En sygeplejerske kommer ind og spørger, om hun skal stille en seng op til mig og min mor. På min fars stue. På stue fem. Det vil vi gerne. Min far sover allerede. Eller rettere

Læs mere

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK

MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK MED NÆSTEKÆRLIGHED I RYGSÆKKEN FRA LIBERIA TIL DANMARK AF PRAKTIKANT ANDERS VIDTFELDT LARSEN 35-årige Amara Kamara er fra Liberia. Med sig i bagagen har han flugt fra 2 borgerkrige; en opvækst uden en

Læs mere

Spritteren. Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen

Spritteren. Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen Spritteren Om eftermiddagen ligger mejeriet øde og stille hen. Far og mejeristerne er som regel færdig først på eftermiddagen med at gøre rent efter formiddagens arbejde. Det bliver gjort grundigt og der

Læs mere

Jeg blev meget, meget stille

Jeg blev meget, meget stille Artikel, Sophia og Phillip, Familier med kræftramte børn, familieportræt, søskendevinkel Rettet Jeg blev meget, meget stille Søskende til børn der har fået kræft kan ende med at gøre sig selv usynlige.

Læs mere

Grønland. Solopgang. Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en

Grønland. Solopgang. Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en Grønland Solopgang Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en praktik i udlandet. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det skulle være USA eller Grønland,

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

Kirke for børn og unge afslutningsgudstjeneste for minikonfirmander og deres familier 22.06.14 kl. 17.00

Kirke for børn og unge afslutningsgudstjeneste for minikonfirmander og deres familier 22.06.14 kl. 17.00 1 Kirke for børn og unge afslutningsgudstjeneste for minikonfirmander og deres familier 22.06.14 kl. 17.00 Præludium 290 I al sin glans 46 Sorrig og glæde 70 Du kom til vor runde jord 42 I underværkers

Læs mere

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre

Uddrag fra Peters dagbog. Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre. Morfars forældre, dine oldeforældre Uddrag fra Peters dagbog Morfars farmor og farfar, dine tipoldeforældre Morfars forældre, dine oldeforældre Morfars oldeforældre, dine tip,tipoldeforældre Christian Worm og Maren Thinggaard Morfars mormor

Læs mere

Gratis skaffer 49 kroner

Gratis skaffer 49 kroner Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen VITELLO Gratis skaffer 49 kroner Gyldendal Leg og Lær VITELLO skaffer 49 kroner Jeg hedder Jeg er år Jeg bor Jeg har fødselsdag den Min livret er Min mor hedder Min

Læs mere

Et liv med Turners Syndrom

Et liv med Turners Syndrom Et liv med Turners Syndrom Hvordan er det at leve med Turner Syndrom, og hvordan det var at få det at vide dengang diagnosen blev stillet. Måske kan andre nikke genkendende til flere af tingene, og andre

Læs mere

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til

fra. Hjemme fra København. Hvor skal vi flytte hen? spurgte hun vagtsomt. Åh, far har fået nyt arbejde, vi skal tilbage til Sjælland, men ikke til Kapitel 1 Det var Julies fødselsdag, og hun havde spekuleret meget på, hvad hendes far og mor mon ville give hende. Hun havde skrevet en lang liste over småting, hun syntes hun manglede, og så havde hun

Læs mere

De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923.

De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923. De blev ikke glemt En historie om to Askø-familiers emigration til USA i 1923. Den 10. Maj 1923 giver SS OSCAR II et gigantisk trut i skibsfløjten, da den stævner ud fra Københavns Havn. Ombord på emigrantskibet

Læs mere

Hvad gør du? Hvad gør du efterfølgende? Hvad siger du under samtalen til forældrene?

Hvad gør du? Hvad gør du efterfølgende? Hvad siger du under samtalen til forældrene? Du har en samtale med forældrene til Sofie på tre år. Under samtalen fortæller familien, at det altid er faderen, som bader Sofie. Faderen forguder Sofie og tiltaler hende som sin lille kæreste. Når han

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

Niels Rasmussen d. 11.11.11

Niels Rasmussen d. 11.11.11 I mange år har jeg leget med ord, første gang jeg husker var i forbindelse med en lejr for ca. 25 år siden. Jeg husker det handlede om alle vores men er, men der kom en mand Senere har jeg gjort det i

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og

JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer en' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.

Læs mere

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje.

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje. Det er tæt på Adriaterhavet nær Dubrovnik. Jeg har en kone og to drenge, som var

Læs mere

Alexandra en helt særlig fighter

Alexandra en helt særlig fighter Alexandra en helt særlig fighter 15-årige Alexandra og hendes familie har været mere udfordret end de fleste. Men et stærkt familiesammenhold, en reservemormor og forældrenes indsats for også at være kærester

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

Evaluering af SSP dagen elev 1

Evaluering af SSP dagen elev 1 Evaluering af SSP dagen elev 1 1. Hvorfor hedder SSP dagen Det er sejt at sige nej Det gør det fordi at det er godt at sige nej til noget dumt fx: at ryge, at stjæle og andre dumme ting. 2. Hvad lærte

Læs mere

Tillidsstigen når unge og forældre kommunikerer om risiko og alkohol

Tillidsstigen når unge og forældre kommunikerer om risiko og alkohol Tillidsstigen når unge og forældre kommunikerer om risiko og alkohol Formidlingsdag, Center for Rusmiddelforskning Jakob Demant (jd@cf.au.dk) Signe Ravn (sr@crf.au.dk) Projekt Unge og alkohol (PUNA) December

Læs mere

Kapitel 6. Noget om tøj, budskaber og bæredygtighed

Kapitel 6. Noget om tøj, budskaber og bæredygtighed Kapitel 6 Noget om tøj, budskaber og bæredygtighed 1 5 Hvordan har du det med tøj? Voxpop Jamilla Altså, jeg bliver selvfølgelig glad, når jeg arver tøj, og når jeg får noget. Det er rigtig dejligt Og

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

Små historier. sø ro so så tå. Rim

Små historier. sø ro so så tå. Rim Rim ko so mus hus får hår is ris lo to ti ni få lå se fe min din far har hat kat te le på gå at nat nu du by sy ny ly bi si mel hel mas las i hi tø sø ro so så tå Dyre-rim En hest får hø En fugl får frø

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

Her slutter historien om Kasper.

Her slutter historien om Kasper. KASPERS HISTORIE Hvert år forsvinder der hundredevis af danskere uden at give deres familie eller andre pårørende besked : en mand går ned i kiosken på hjørnet en søndag eftermiddag og kommer aldrig tilbage.

Læs mere

FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08

FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08 S.20 FORÆLDREOVERTAGELSE - 1.c september 08 Af Dorthe Kirkegaard Thomsen, mor til Alfred 1.c Vi samles i 1.c.s klasseværelse fredag morgen. Sasha har fødselsdag og har en kage med. Så vi ved, der er noget

Læs mere

2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte.

2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte. 2. søndag efter trinitatis. Lukas 14,16-24. Festen der aldrig vil slutte. En dreng skulle fejre sin 7 års fødselsdag. Han gik i 0 kl. og det var første gang han skulle ha sine klassekammerater med hjem.

Læs mere

Bilag 4 Transskription af interview med Anna

Bilag 4 Transskription af interview med Anna Bilag 4 Transskription af interview med Anna M: Først og fremmest kunne vi godt tænke os at få styr på nogle faktuelle ting såsom din alder bl.a.? A: Jamen, jeg er 25. M: Og din kæreste, hvor gammel er

Læs mere