TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGEN

Transkript

1 Marts 2008 Årgang 37 nr. 1 TS TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGEN LANDSFORENINGEN FOR BEVARELSE AF ÆLDRE BRUGSFARTØJER

2 TS-bestyrelse Formand Poul-Erik Clausen Karetmagerstien Ebeltoft / arkitekten@softhome. net Næstformand (fung.) Nis-Edwin List-Petersen Møllevænget 19 Hostrupskov 6200 Aabenraa nis-edwin@list-petersen Kasserer Egon Hansen Høje Gladsaxe 26, 2.tv 2860 Søborg / egonhansen@mail.dk Bestyrelsesmedlemmer Charsten Karger Skattergade Svendborg chk@ts-skib.dk Jørn Hansen Kirkevej 14 Strynø 5900 Rudkøbing joernhansen@mailcity. com Gert Iversen Havebyen Mozart København SV / Ole Brauner Eskjærsvej Skive administration@ skivephs.dk Mogens Høirup Lucienhøj 16 A 5600 Faaborg familienhoirup@mail.dk Suppleant Alexander Feirup Sundsdahlvej Lemvig alexander@ts-skib.dk Revisor Kirsten Hjort Løjtoftevej Nakskov k.hjort@os.dk Revisorsuppleant Sv. Erik Haase Hvidtjørnen Dragør TS-lokalfolk Nordjylland Bo Rosbjerg FDF Vestre Fjordvej Aalborg br@math.aau.dk Djursland Torben Kirkegaard Silkehalevej Ebeltoft t.kirkegaard@mail.dk Limfjorden Niels Sohn Engvej Skive / nielssohn@c.dk Vestkysten Svend Lykke Sandgade Hirtshals Østjylland Poul Erik Bugge Hvidbjergvej 16 Ølsted 8380 Trige bugge@buggetermografi. dk Sønderjylland Torbjørn Kristensen v/færgegården Haderslev t.s.kristensen@mail. tele.dk Østfyn Kristian Fribo Fiskergade Kerteminde fribo@mobilixnet.dk Vestfyn Jens Glinvad Provstskovvej Middelfart jgsnug@paradis.dk Sydfyn Peter Ladefoged Strandvejen 61 A 5720 V. Skerninge friluftshajen@live.dk Nordsjælland Ingelise Brandt Krondrevet Aalsgaarde ingelise@brandt.mail.dk Vestsjælland Flemming Olsen Hallenslevvej Gørlev kirst.mik.flem@mail. tele.dk Lolland Benny Jacobsen Løjtoftevej Nakskov galley@nakskovnet.dk Isefjord Henning Sanderhof Sleipners Plads Ølstykke / hejesoka@mail.dk Køge Bugt Peter Holger Nielsen Vænget 4 Hastrup 4600 Køge / veritas5pak@live.dk Kbh. Christianshavn Anvar Tollan Overgaden oven Vandet 44, st København K anvar@post.tdcadsl.dk Kbh.Nyhavn Eric Erichsen Knapmagerstien København S ere@tib.dk Repræsentanter i Skibsbevaringsfonden Jens Poulsen Jacob Gadesvej 20 Torø Huse 5610 Assens / jensassens@gmail.com John Walsted Dråby Bygade 10 B 8400 Ebeltoft jvw@fregatten-jylland. dk Repræsentanter i EMH/Culture Council(CC) Jørgen Josephsen Fåborgvej Assens / jjogkb@hotmail.com CC Arne Gotved Havnegade 51 2.th 1058 København K arne@gotved.dk Forsikring Dansk System Assurance Konsulenter Restaurering Skibsbevaringsfonden Skovhusevej Præstø (hverdage 8-16) Sejl og rig Harry Randa Narviksgade Århus N Redaktionen Redaktør Per Hjort St. Karlsmindevej 143 Sølager 3390 Hundested / ph@cervus.nu I redaktionen Andrea Gotved Esrumvej 17 A 3000 Helsingør agotved@yahoo.dk Sven Bülow Birkevænget Espergærde / ts-red@teliamail.dk Ulf Brammer Møllehaven Holbæk / ulf.brammer@get2net.dk Forside: Arne Gotved i GÅSEN. Foto: Fam. Gotved. Tryk: P.J. Schmidt, Vojens 2

3 Formanden har ordet TS-sekretariatet v/lisbeth Møller Andersen Skattergade Svendborg Tlf TS-hjemmeside Webredaktør: Per Hjort Webmaster: Andrea Gotved Medlemskontingent for 2008: 350 kr. Ungdomskontingent u. 25 år: 150 kr. Alle interesserede kan blive medlem. Benyt indmeldelsesformularen på hjemmesiden. Foruden medlemskontingentet betales kontingent for fartøjer, der er optaget på fartøjslisten, som flg: Joller og åbne både -2 BRT: 0 kr. Fartøjer 2-13,9 BRT: 300 kr. Fartøjer 14-19,9 BRT: 600 kr. Fartøjer 20-49,9 BRT: 900 kr. Fartøjer over 50 BRT: 1200 kr. For at få glæde af TS-havneordningen kræves betalt fartøjskontingent og samtidig visning på fartøjet af årsmærkat og jomfrustander. Næste nummer af TS-bladet udkommer ultimo april. Stof til bladet skal være redaktionen i hænde senest 31. marts. ISBN Den bebyggelse af vores havnearealer og nedlæggelse af værfter og beddinger, som sker i disse år, skal vi allesammen være vågne overfor. Lige så vågne, som man var i Middelfart, hvor kommunen ville erstatte byens gamle værft med et kontorhus. Sover vi i timen, risikerer vi at komme for sent med handlingsplaner, som det desværre nok er sket i Holbæk. Omvendt har man i Middelfart vist, at det kan lade sig gøre at redde et stykke væsentlig dansk maritim kultur, og i dag er alle i byens kommunalbestyrelse formentlig glade for, at nogle dengang fik drejet udviklingen i en anden retning, end politikerne oprindeligt ønskede. Der er ingen tvivl om, at mange af vores værfter i dag er økonomisk trængte, især fordi fiskeriflåden er blevet minimeret kraftigt. Den udvikling er desværre ikke slut. Tværtimod oplægges der stadig masser af fiskeskibe. Det kan vi næppe gøre noget ved, men vi skal arbejde på, at i hvert fald en del af værfterne og beddingerne kan videreføres, måske efter nogenlunde samme model som Lillebælt-Værftet. Det vil sige med en blanding af professionelle håndværkere og frivillige i maritime aktivitetscentre med lokalsamfundet som en aktiv medspiller. I Århus er de ved at arbejde på, at TSA i Århus skal stå for driften af beddingen i fiskerihavnen, og herved sikrer de, at skibene kan komme på bedding, men skibstømreren han må komme kørende over land Den 5. marts bliver problemet belyst fra mange sider på et seminar i København, som er arrangeret af Skibsbevaringsfonden. Her bliver der lagt op til, at vi ligesom i Norge må have et antal maritime kompetencecentre. Ikke alene for at bevare nogle værfter, hvor vi kan få repareret vores skibe, men også for at bevare de nødvendige håndværksmæssige kompetencer. I TS støtter vi naturligvis tanken, og set med vores briller kan det ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med arbejdet. Vi kan ikke vente i ret mange år på at få realiseret planerne, for så risikerer vi, at de brugbare lokaliteter, som findes i dag, ikke længere eksisterer. Som mange sikkert har bemærket, har vi fået en ny hjemmeside. Den er udformet af designeren Jakob Hjort, som skal have stor tak for den stilrene og velfungerende side, og som oven i købet har udført arbejdet som en service over for TS. Også det fortjener han tak for. Takket være Andrea Gotved, som har påtaget sig arbejdet som webmaster, kan den nye hjemmeside opdateres hurtigt og vil blive det ofte. Klik derfor jævnligt ind på og se nyt om vores verden. Poul-Erik Clausen 3

4 Siden sidst Bog om Lillebælt-Værftet Bent Jensen, formand for foreningen Lillebælt-Værftet siden 1997, har skrevet en bog om det 150 år gamle værft i Middelfart. Bogen blev til, fordi Bent Jensen sidste år som afgående oldermand for Marsvinslauget i Middelfart var forpligtet til at udarbejde en lokalhistorisk beretning. Hvad var så mere naturligt, end at tage fat på værftets historie. Historien rækker helt tilbage til 1855, da den 26-årige skibstømrer Mads Illum Petersen kom til byen og begyndte at bygge joller og jagter på en lejet grund. Som mange andre byggede han på klamp og udviklede en fin sans for, hvordan en smakkejolle til Lillebælts strømfyldte farvand skulle se ud. Sønnen Hans C. Illum Petersen gik senere ind i værftet, og efter ham fulgte en række andre bådebyggere, som afhængigt af tiderne holdt værftet i mere eller mindre god gænge frem til midt i 1990 erne. Der skulle historien egentlig være slut, værftet revet ned og et kontorhus opført på grunden, men det fik Bent Jensen og en gruppe andre borgere organiseret i Lillebælt Smakkelaug lykkeligvis forpurret. Også den del af historien kan man læse om i Bent Jensens bog. Bogen er på 72 sider, koster 100 kr. og kan bestilles på tlf eller kr. til Træskibenes Fond På et møde den 18. januar besluttede TS bestyrelse at overføre kr. til Træskibenes Fond, som er under dannelse. Beløbet tages af sammenslutningens formue og placeres som den grundkapital, der er nødvendig, for at fonden kan blive registreret. Grundkapitalen skal forblive intakt og vil blive tilbageført til TS, hvis fonden på et tidspunkt skulle blive opløst. Før pengene bliver overført til fonden, skal fondens fundats og bestyrelse dog bringes på plads. Det arbejdes der på i øjeblikket med den fremtrædende og højt respekterede erhvervsadvokat Karl Stephensen som en af frontfigurerne. Karl Stephensen er en passioneret og erfaren langturssejler og har bl.a. været formand for KDY. Slut med Baltic Sail i Helsingør Baltic Sail i Helsingør har rigget af for sidste gang, oplyser byens turistchef Henrik Numelin. Årsagen er, at Helsingør Trafikhavn i to år lukkes for alle andre fartøjer end færgerne på grund af en omfattende ombygning af havneområdet. Blandt andet nedrives de tidligere værftsbygninger, hvor TS holdt generalforsaming i forbindelse med pinsestævnet Baltic Sail sejles dog fortsat, og der er bl.a. mulighed for at deltage i Halmstad og Karlskrona i år. Flere oplysninger kan findes på Fiddlers Green - nyt skib i TS De to bestyrelsesmedlemmer Mogens Høirup og Gert Iversen tog midt i januar til Trinidad for en hjemføre skonnerten FIDD- LERS GREEN (betegnelse for søfolkenes paradis), som Mogens og Gitte har købt for at etablere et socialpædagogisk skibsprojekt. FIDDLERS GREEN er oprindeligt en Skagen-kutter, som efter en omtumlet tilværelse blev renoveret og omrigget af en australier, der bragte skibet til Vestindien, hvor det har fungeret som charterskib. 4

5 FIDDLERS GREEN blev bygget i 1930 og sejlede som fiskekutter under navnet FALKEN. Nu er den blevet en skonnertbrig. De to TS-medlemmer samt redaktionsmedlem Sven Bülow, som også er med på hjemturen, forventer at være tilbage i Danmark tids nok til at deltage i pinsestævnet i Svendborg og forventer at løbe med præmien på 100 liter diesel til det skib, der har udsejlet flest sømil for at komme til pinsestævnet. Leder Nyt udseende og et afvigende synspunkt Af Per Hjort Dette nummer af TS-bladet ligner ikke de forrige. Layoutet er ændret, og papiret er blevet lidt tyndere. Til gengæld er sidetallet øget til 36, som trykmæssigt koster det samme som 32. For at bladets vægt ikke skulle krybe over 100 g, som vil føre til en betragtelig portostigning, har vi brugt lidt tyndere papir. Vi håber, at det bliver accepteret. Og så er der farver i bladet. Vi prøvede det forsøgsvis i sidste års nummer fire, og det faldt i så god jord, at bestyrelsen gav os lov til fortsat at sætte kulør på siderne. I dette nummer er der en artikel af Tage Voss, som fortæller om sit gensyn med en polsk båd, som for 50 år siden anløb Christiansø. Nogle vil måske bemærke, at DAR OPOLA oprindeligt blev bygget som lystbåd og derfor ikke fortjener omtale i dette medie. Bortset fra, at bådens funktion som forskningsskib burde kunne retfærdiggøre dens tilstedeværelse her, kunne det måske også give anledning til en debat om, hvorvidt det stadig er hensigtsmæssigt at skelne mellem skibe, der oprindeligt blev bygget til at sejle for brød, og både, der byggedes til at sejle for lyst. I realiteten er hovedparten af skibene i TS lystfartøjer. En del af de mindre fartøjer, smakkejoller og lignende, har aldrig været andet. Alene det, at de er bygget efter samme traditioner som tidligere arbejdsfartøjer, gør dem optagelsesberettigede. Derimod vil en gammel kragejolle, som altid har været lystbåd, ikke kunne optages, for den kan ikke leve op til TS-lovenes formålsparagraf, som siger, at det alene er fomålet at fremme bevarelsen af ældre brugsfartøjer. For udenforstående, og sådan en har jeg været indtil for ret nylig, kan det være svært at forstå denne skelnen. Hvorfor ikke arbejde for bevarelse af ethvert ældre fartøj, som har en historie at fortælle? Der er historiske årsager til, at det blev sådan, men måske er tiden moden til at åbne en diskussion om, hvorvidt det skal forblive sådan. Over for de problemer, der opstår, fordi værfter og beddinger nedlægges, er ejere af tidligere brugsfartøjer og ældre lystbåde i samme situation. Forsvinder værfterne, kan ejerne ikke få repareret deres fartøjer, og flåden af jagter, bæltbåde mv. går til i selskab med spidsgattere og meterbåde, uanset dette selskab er ønsket eller ej. For de værfter, som forhåbentlig bliver tilbage, vil det have stor betydning, at der ikke alene er ældre brugsfartøjer, som fortsat skal holdes flydende, men også en pæn stor bestand af lystbåde i træ. Uanset fartøjstype har alle ejere af ældre fartøjer et interessefællesskab, som måske burde åbne for, at de også var medlemmer af den samme forening. Nu er der i hvert fald lukket op for en diskussion, og TS-bladets spalter står selvfølgelig til rådighed for meninger om emnet. 5

6 6

7 Co-incidens Et uheld på motorvejen og et tilfældigt møde blev årsag til, at forfatteren genså en polsk ketch, som små 50 år tidligere havde anløbet Christiansø. I et påtrængende ærinde, men uden papirer. Af Tage Voss Foto: Jørgen Krogh m.fl. Man tænker pludselig på en længe savnet bekendt, og et øjeblik efter drejer han om gadehjørnet. Den statistiske sandsynlighed for den slags kan beregnes som mikroskopisk ringe, der bliver nærmest tale om noget mirakuløst. Han kunne have rundet hjørnet fem minutter tidligere eller fem minutter senere eller på et helt andet klokkeslet eller helt andre dage, så var der aldrig blevet noget møde. Men timingen var præcis. Man kalder fænomenet co-incidens, og det giver sværmeriske gemytter tanker om højere magters styring, selv om man umiddelbart vil antage, at den slags magter måtte have andet at gøre end at arrangere ligegyldige møder mellem tilfældige mennesker. Dog styring eller ej, den slags opleves af og til. På sydmotorvejen var der en prop af holdende biler. Ingen katastrofeblink, ingen advarsler, så 120 kilometer i timen var for meget til at få bremset, hvilket betød et bragende sammenstød, en smadret bil og et trykket brystben. En Falck-læge var i gang på stedet og kom omsorgsfuldt hen og inspicerede det nye tilskud til klientellet. Heldigvis var han, skønt 40 år yngre, erfaren nok til at afstå fra den bevidstløse rutine med automatisk at sende folk fra smadrede biler TARA tilbage på Christiansø et halvt hundrede år efter, at den under navnet DAR OPOLA anløb øen for første gang. Tage Voss i TARAs kahyt, mens båden lå i Rødvig Havn. til skadestue. Han så, at mit problem var at stå midt på vejen uden køretøj, derfor kørte lægeambulancen mig betænksomt de 40 kilometer hjem. Undervejs afstod vi, som læger helst gør, fra triviel professionel snak og drøftede i stedet vigtigere sager som for eksempel, at vi begge var sejlere med lang erfaring med mange slags både i mange slags vande. Han havde nu en 60 fods polskbygget stålketch, som p.t. lå i Rødvig Havn.»Kom ned og se den. Den hedder TARA, den er smuk«, sagde han.»det behøver jeg ikke«, svarede jeg.»jeg kender den båd. Det må være JOSEPH CONRAD eller DAR OPOLA. Det var DAR OPOLA. 7

8 Nødhavn i nødvendigt ærinde En dag for 50 år siden lagde en stor ketch under polsk flag ind i sydhavnen på Christiansø. Den lagde til ved kajen for sejl og viste sig at være bemandet med unge polske videnskabsmænd, zoologer, marinbiologer, meteorologer og oceanografer under kommando af Boleslav (»Bolek«) Kowalski, en lille dynamisk kompetent sejler. Båden var smuk i linjerne, men temmelig tilrakket. Skipper Kowalski forelagde situationen for øens guvernør. De havde i 13 måneder været på togt i Det røde Hav for at samle ind til deres marinzoologiske museumssamlinger, der under den tyske besættelse var blevet stjålet eller ødelagt. Visum havde de ikke og ingen landingstilladelse, hverken fra polske eller fra danske myndigheder, som det dengang krævedes. Men Kowalski argumenterede med, at de måtte søge nødhavn for uvejr, således som det var tilladt. Guvernøren, som var fyrmesteren, øens administrator og øverste myndighed, var befaren sømand, mildest talt ikke formalist, og med søfolks konduite erkendte han, at selv om vejret lige nu var stille og søen rolig, vidste man jo aldrig, og på havet kan alting ske, og det var bedre at være forsigtig. Forøvrigt var der rapporteret fragmenterede skyer over Skotland, hvilket han noterede i skibets logbog med indtil flere officielle stempler af hans rige udvalg. Den faktiske situation var imidlertid, at båden DAR OPOLA ventedes hjem til Gdynia i næste uge til en større officiel modtagelse med tv, hornorkester og honoratiores, og at man simpelthen følte det skammeligt at ankomme med en så afrakket skude. Mester forstod og tilbød dem den praktiske hjælp, de behøvede, plus maling og lak, så længe uvejret truede i horisonten, en uges tid, anslog han. TARA er målt til 19,8 brt og har et deplacement på 35 ton, som drives af 160 kvm sejl. 8

9 En uforglemmelig uge DAR OPOLA var byen Opolas gave til videnskaben i Polen. Efter hundrede års isolation fra havet (kun kompenseret i årene ved korridoren), efter krig, ødelæggelse, folkedrab, besættelse og hunger var man ivrig efter at se polske unge underlægge sig havets vilkår og udrustede ekspeditionen. Det var en national opgave, en rehabilitering og en trodsig gestus, som fulgtes af den hjemlige presse, nu en almen triumf ved, at det hele var lykkedes så smukt. Men med et stramt budget var man ved ekspeditionens slut på bunden af reserverne. Det eneste, DAR OPOLA ikke manglede, var vodka, hvad øens meget hjælpsomme befolkning gerne kompenserede for med øl, grøntsager, fisk (fersk og røget), metervis af pølser, kilovis af kød, malerbøtter, sandpapir og lak. De unge polske sang flerstemmigt af hjemlandets sangskat for de ædle værtsfolk, som sleb skrabere og rensede pensler og stegte bøffer ved bål på klipperne eller i en og anden have. Flittigt arbejde og megen festlighed afvikledes i den uforglemmelige uge med polsk sang og dans med øens damer til lystig lokal harmonikamusik vi lærte her, at rigtige gentlemen kysser damer på hånden, når de hilser. Vodkalasten lykkedes det trods al umage aldrig at nå bunden af. Heldigvis, for som skipper Kowalski tilstod:»vi ville have tabt ansigt ved det«. DAR OPOLA sejlede hjem over Østersøen, skinnende af lak og lysende af frisk maling, til heltemodtagelse og triumf. Både Bolek og af og til nogle af de unge videnskabsmænd kom i de følgende år sejlende til øen hver for sig, nu som erfaren skipper på en af de store polske klubbåde med nye besætninger. Der blev mange bekendtskaber i de år, og de var altid glade og festlige, stadig anledning til sammenskudsgilder, polsk vodka og skønne sange, danske lækkerier og musik af en eller flere harmonikaer. Årsagen var altid, at man måtte søge nødhavn, om ikke for dårligt vejr, så for at få behandlet en frygteligt syg i besætningen af ølægen, hvad jo overflødiggjorde tilladelser og papir. 9

10 Sådan så DAR OPOLA efter at være hævet fra bunden af havnen. Det tog den polske læge tre år at gøre båden klar til flugten til Australien. Søens folk, hvortil øboere jo regner sig, er aldrig smålige over for formalia. Og vejret er hvermands herre. I dansk eje Om DAR OPOLA kan iøvrigt berettes, at den af mangel på vedligeholdelse lå sunket på bunden af Swinoujscie Havn i to år. En polsk læge med bagtanker hævede den, istandsatte den og begav sig med kone og to børn afsted på, hvad han havde planlagt som en afhopning til Australien. Ankommet til Portugal efter en hård tur over Biskayen opgav han, da der var for langt til Australien, skibet var for stort, grejet for dårligt og besætningen på to voksne og to børn for lille. De sejlede tilbage til Holland, solgte båden og vendte hjem til job og bolig i Polen. En hollænder købte den, lagde motor i med store planer om at sejle jorden rundt, men opgav efter års anstrengelser og solgte båden til min danske redningsmand. Den er nu frelst fra fortabelse endnu engang ved herkulisk indsats af tid, flid og penge, inspireret af den protest, som vi alle deler, ved at se et smukt skib opgivet til forfald og død. Og den drøm, som vi alle deler, om at sejle over havet mod ukendte kyster bag horisonten. DAR OPOLA var et af fem søsterskibe. Det var den, jeg kendte, og det var den, jeg genkendte nu som TARA i Rødvig Havn. Tal om co-incidens. Yderligere information om TARA kan findes på TARA i Hammerhavnen neden for Hammaershus ruiner under et ferietogt. 10

11 11

12 Tidens ildsjæle 1 Møde med en realist Peter Ladefoged har foreløbig brugt timer på renovering af jagten FORTUNA fra Selv om der skal lægges en del flere timer til, før arbejdet er afsluttet, er målet nu ved at være i sigte. Af Per Hjort Peter Ladefoged er med sine egne ord en benhård realist. Det er han også nødt til at være, for man kan ikke gennemføre et renoveringsarbejde som det, han har kastet sig ud i med jagten FORTUNA, alene på drømme og forhåbninger. Der skal siges nej til en del fristelser undervejs, og der skal hele vejen holdes styr på penge og tid. Det sidste gør Peter i en logbog, som fortæller, at han siden november 2004 har brugt timer og kr. på sit projekt, og der løber en del mere på af begge dele, før der igen kan sættes sejl. Peters og FORTUNAs kurs har på sælsom vis krydset hinanden. Fra stuevinduet i den villalejlighed i sydfynske Ballen, hvor Peter bor sammen med sin kæreste Mette, kan han se over til Tåsinge. Derovre, i Skovballe på den nordvestlige del af øen, fik FOR- TUNA hjemsted efter at være bygget i Med sin lave dybgang på under halvanden meter i fuldt lastet stand var den lille paket velegnet til at gå ind de små steder. Så der blev sejlet med foderstoffer, korn, mursten, brændsel, kort sagt alt, som var for upraktisk at skrumple afsted med hestevogn ad smalle og hullede veje. Senere fik FORTUNA hjemsted på Strynø, fik ilagt motor, først 15 hk og senere 29, og sejlede som paket frem til På et tidspunkt blev jagten overtaget af Tvindskolerne og sejlede som undervisningsfartøj hovedsageligt i Mariager Fjord. Der har Peter også sejlet engang, for han voksede op i nærheden af Mariager, fiskede på fjorden, indsnusede havneatmosfæren og sejlede Optimistjolle, indtil han som teenager pludselig vendte fjorden ryggen, gik i lære som tømrer/snedker og dyrkede landlivets fornøjelser som så mange andre unge. Et andet liv Peter Ladefoged kunne sikkert være blevet en glimrende snedker i Mariager, men et højskoleophold bragte ham på andre tanker. Han kom til Helnæs 12

13 Sådan så FORTUNA ud ved overtagelsen. renoveringsprojekt. Selv om han har hænderne skruet rigtigt på, var Peter godt klar over, at der krævedes specialviden, så han fik overtalt skibstømrer Søren Nissen til at blive en slags mentor for ham.»jeg vil gerne fortælle dig, hvad du skal gøre, men jeg vil ikke selv røre en finger«, sagde Søren, og det var også fint nok. Mølle Friluftsgård som naturvejleder, fik interesse for smakkejoller, begyndte at læse HF, var et år på valsen efter eksamen, tog bagefter fat på at uddanne sig som lærer og kom til Den frie Lærerskole i Ollerup. Her begyndte han at læse alt, hvad han kunne få fingre i, om skibe, alt imens han renoverede småjoller og assisterede Ole Magnus med undervisning i rebslageri. Det var også her, Peter Ladefoged besluttede, at han ville have et fartøj med dæk på. Med de få midler, han rådede over, måtte det nødvendigvis blive et Et stort hul Efter at have set på en del andre fartøjer besluttede de sig for FORTUNA. Tvindfolkene havde købt træ ind til en renovering, men var gået i stå med projektet.»det var et stort hul på tolv gange fire meter«, siger Peter Ladefoged. Han overtog jagten for træets pris og fik den fragtet til en hal i Ballen. Her havde der tidligere været snedkeri, så der stod en del maskiner, som nu igen kom i funktion. Peter selv flyttede ind i et værelse i hallen, og så blev tiden ellers fordelt på uddannelse og renoveringsarbejde og ikke ret meget andet. Først skulle der dog laves et nyt dækslayout og tegnes en ny aptering. Det gav anledning til en del overvejelser om, hvad formålet med renoveringen var. 13

14 Derfor kom der ikke styrehus på, selv om FORTU- NA havde det fra starten. I stedet er der lavet et lille styrecockpit og foran det et lavt ruf over maskinrummet, så man kan stå nogenlunde oprejst, når der skal arbejdes med maskinen.»men det er lavet sådan, at jeg kan bygge et styrehus senere, hvis jeg skulle få behov for det«, forklarer Peter Ladefoged. I vandet til sommer FORTUNA som den så ud, da den var ejet af Tvind. Det var at få et godt skib at sejle og bo i, konkluderede Peter. Ikke et museumsstykke i form af en tro kopi af FORTUNA årgang 1915, men først og fremmest et anvendeligt fartøj, som også kunne glæde øjet.»det hele er lavet håndværksmæssigt efter bogen, men design og finish bestemmer jeg«, siger Peter Ladefoged. Før han gik i gang med arbejdet, blev der lavet tegninger. Ikke blot af de store linjer, men af hver eneste detalje, og de anvendte dimensioner blev omhyggeligt ført ind i logbogen. Og så var det ellers bare hårdt arbejde dag efter dag. Der blev lagt et nyt dæk af tørret lærk, mens dele af det gamle blev brugt til skot. Der blev lavet en helt ny aptering, skiftet bord i bagbord side, bygget ruf og skanseklædning, og efter en indsats svarende til mere end to års fuldtidsarbejde er den nye FORTUNA nu ved at tage form. Der mangler stadig mange detaljer og også noget af det grove, blandt andet udskiftningen af bord i styrbord side. Alligevel regner Peter med, at FORTUNA kan sættes i vandet til sommer. Da skal han nemlig til Marstal og arbejde som skibstømrer med renoveringen af BONAVISTA, for selv om Peter Ladefoged ikke har papir på, at han er skibstømrer, har han bevist, at han kan faget og er blevet godkendt til arbejdet. I Marstal vil han bo i FORTUNA på hverdagene og tage hjem til Ballen i weekenderne. Også det lyder som en rimelig barsk tilværelse, men ikke for en mand, der helt alene og så hurtigt har gennemført så omfattende et renoveringsprojekt. Fire forudsætninger Selv opregner Peter Ladefoged fire væsentlige forudsætninger for at kunne lykkes med sådan et projekt: 1. Man skal have en fagmand med, som kan give gode råd. Her havde Peter Ladefoged Søren. 14

15 Peter Ladefoged har udstyret FORTUNA med et lille styrecockpit og et ruf over motorrummet. Nederst: I stævnen får FORTUNA en galvaniseret ankerrulle i stedet for et ankerklyds, som den oprindeligt havde. 2. Man skal have en god støtte i hjemmet. Det har Peter haft i Mette, hvis udholdenhed og overbærenhed han ikke kan blive træt af at fortælle om. 3. Man skal selv være indstillet på at yde en ordentlig arbejdsindsats, tro på tingene og ikke give op. 4. Man skal lægge en fornuftig strategi og ikke gældsætte sig så meget, at man risikerer at måtte gå fra hus og hjem.»de første to år var de sværeste, og jeg kan i dag ikke helt fatte, at jeg kom igennem dem. Da dækket var lagt, blev det lettere. Nu var der noget færdigt, og det gav ny energi«, fortæller Peter Ladefoged. Hjemme i huset står FORTUNAs oprindelige navnebræt. Det fik Peter af havnefogeden på Strynø på den betingelse, at det igen bliver sat på jagten. Det gør det så, og det bliver en stor dag, når det sker. Tidens ildsjæle Vi vil i de kommende numre fortælle om mennesker, der lige nu er i gang med renoveringsprojekter. Er du det, eller kender du nogen, som er i gang, så giv gerne redaktionen et praj. 15

16 Bogø-Lynæs retur retur Noget om lynæsjoller og en anderledes sommertur. Oplevet og fortalt af Arne Gotved Styrbords bagmand siddende i GÅSEN med DUNFINs topsejl. I dagene august 2007 blev der for syvende gang afholdt stævne for fjordens træbåde denne gang i Lynæs. Fjorden er Isefjorden og Roskilde Fjord, hvor der gennem generationer er bygget fiskejoller til det beskyttede vand og havgående dæksbåde til fiskeriet i Kattegat uden for Gabet. At der derudover er bygget en lang række større træskibe til Grønland på værfterne i Frederikssund og Holbæk, og at Roskilde senere efter fundet og bjergningen af stumperne af Skuldelevskibene i 1950erne er blevet verdensberømt ved at bygge kopier af vikingeskibe, er en anden historie. Træf fjordens både er et stævne for de træbåde, der stadig er aktive i fjorden eller er bygget i området. Vi har ikke deltaget før, da vi de senere år har været på langfart i august, men i år kunne det passe, og der var ikke mindre en fem gode grunde til at anduve Lynæs: For det første er der mange gode minder fra netop Lynæs, hvor GASEN officielt er hjemskrevet og havde havneplads de første år, efter jeg i foråret 1978 havde overtaget det gode skib fra Det Danske Spejderkorps. For det andet har jeg netop været med til at rådgive om en bevaring af den gamle bedding i Lynæs Havn. For det tredje er der gode venner i baglandet For det fjerde er jeg den lykkelige ejer af en 100- årig 13 fods lynæsjolle og den havde Fjordmuseet flere gange spurgt til, for jollen var ønsket til træffet. Det bliver man jo smigret over, så vi måtte hellere se at komme afsted. Og endelig for det femte kunne vi bruge stævnet til at søge oplysninger om den 16 fods damjolle fra Lynæs, som min kone Hanne rederiets bagbords styrmand - netop har fået til fiskeriet i Grønsund. Jollernes historier Begge joller er anskaffet af ren forelskelse. Den mindre 13 fods fik i sin tid navnet DUNFIN efter den lille fine grågås som gasen i Selma Lagerlöfs berømte skolebog og geografi-roman Niels Holgerssons underbara resa forelsker sig i. Og DUNFIN blev netop opdaget en vinter i Nyhavn i hvor vores GASEN 16

17 havde og stadig har vinterplads. Den lå under VILHELMs lange klyverbo og var til salg. Det var kærlighed ved første blik, og jollen har været elsket og plejet i familien siden. Christen solgte jollen, der var anskaffet som slæbejolle til VILHELM (bygget hos Madsen i 1888), og jeg købte den som en slæbejolle til GASEN, selv om vi begge to inderst inde vidste, at det kunne den ikke bruges til den er for tung, men forelskelse gør som bekendt og i dette tilfælde heldigvis blind. Først da jeg havde købt jollen, blev jeg i øvrigt bevidst om, at jeg var tredje generation med en ægte Madsen-jolle. Min far (Aage Gotved) fik bygget en i 1938 til Isefjorden, da familien dengang havde sommerhus ved Storehøj syd for Kulhuse, og min morfar (N.H. Rasmussen) fik bygget en omkring forrige århundredeskifte til Rosengården ved Kerteminde Nord, hvor min far senere kom på ferie og blev betaget af jollen og datteren, men det er en anden historie. Der må ligge noget i generne vikingeætten dør aldrig ud skrev min far, da han tegnede et familieportræt fra 1944, hvor jeg, der er midterste skjold i rækken lidet anende, at jeg 40 år senere også selv skulle blive ramt af en lynæsjolle. Både der har sjæl Den sidste bådebygger i den legendariske bådebyggerdynasti Christian Madsen besøgte vi med DUN- FIN nogle år, inden han som 95-årig døde i 1993, og allerede på 20 meters afstand sagde han:»den har far lavet han byggede altid stævnen lidt skarpere end jeg gjorde«.»og det gjorde han klogt i«, tilføjede bådebygger Viller Bovin, som jeg mødte adskillige år senere. Viller havde haft bådebyggeri i Sølager ved Lynæs, hvor han arbejdede sammen med Tom Jeppesen indtil slutningen af tresserne, hvor bådebyggeriet blev droppet til fordel for fiskeriet, og Tom fik sit eget. Ifølge oplysningerne i TS fartøjsregister havde Viller oprindeligt restaureret jollen, inden den blev overtaget af nogle af pionererne fra TS første år. Da N.H. Rasmussen med sin Madsen-jolle ved Rosengårdens bådehus i Kerteminde Nord omkring jeg traf Viller for fem år siden, var han gået i land pensioneret efter de mange år i fiskeriet, men stadig med kærligheden til træbåde i behold. Han fik DUN- FIN mokket ind i sit lille værksted i Rørvig et par vintermåneder, hvor der blev skiftet nogle bord, og det hele gået igennem. Det krævede nogen overtalelse, men vi båden og mig var heldige.»det er Olufs gamle jolle den kender jeg jo. Jeg laver ikke så meget mere, og jeg vil kun arbejde med både, der har sjæl«. Historien fortaber sig Vores nye jolle i rederiet kommer fra Humlebæk Havn, hvor nu afdøde fisker og havnefoged Svend Petersen brugte den til at sætte laksegarn i Øresund. Jeg har gennem mange år beundret dens smukke 17