Af samme forfatter: Børnenes ven (Medusa 2003) Bad standing (Medusa 2005)

Transkript

1 Guldet i Roskilde

2 Af samme forfatter: Børnenes ven (Medusa 2003) Bad standing (Medusa 2005)

3 Søren Meinertsen Guldet i Roskilde Roman Medusa

4 Guldet i Roskilde 2013 by Søren Meinertsen og Forlaget Medusa Bogen er sat med Baskerville E-bog: ISBN Tak til Jørgen og Karsten

5 1 Sommeren 2012 Carl Mortensen fulgte sin niece ud til bilen og gav hende et lille knus. Han kiggede alvorligt på hendes misfarvede øje og bed sig i læben.»pas på dig selv, Cathrine.Ja ja.jeg bryder mig ikke om det, Kat. Det Jeg skal nok klare det. Og tak for i går. Det er den bedste middag, jeg nogensinde har fået.det er jo heller ikke hver dag, man bliver firs,«smilede den gamle dyrlæge.»synd, at Kris måtte melde afbud Er du sikker på, at der ikke er noget, jeg kan gøre? Du ved, at Traneholm altid står åbent for dig. Også når jeg ikke er her mere.du vil altid være her, Onkel Carl,«smilede Cathrine.»Indtil hundrede og tyve Og jeg skal nok klare mig!«det er jeg nu ikke så sikker på, tænkte Carl Mortensen bekymret, mens han fulgte den lille bil med øjnene ned ad alleen. En brutal fyr ved en anholdelse, havde Cathrine påstået aftenen før og nægtet at sige mere. Hun var ikke god til at lyve, men hendes onkel vidste, at hun slet ikke kom ud for brutale mennesker i sit specielle arbejde inden for politiet. Politiet kunne også være derhjemme, mumlede han sammenbidt for sig selv. Carl Mortensen var overbevist om, at Kris slog Cathrine, og at det havde sendt hende ud på en deroute af mistet selvværd, alkoholmisbrug og ændringer i personligheden, som han ikke brød sig om at se hos sin yndlingsniece. Han kastede et blik på det gamle Arbo God tid. Han var spændt, og han glædede sig som et barn til juleaften. Det var næsten en procession, tænkte han, da han så præsten gå foran palleløfteren, der omhyggeligt blev styret og gelejdet af fire store flyttemænd. 5

6 »Den er fra femtenhundredetallet,«havde præsten andægtigt sagt, inden flyttemændene begyndte at skille altertavlen ad. Det var lige før, de havde taget kasketterne af i bar ærbødighed, tænkte Carl Mortensen fornøjet, da han uset kunne trække et lille hæfte i pergamentskind ud af en af sammenføjningerne. Selv gik Carl Mortensen som ansvarsfuld menighedsrådsformand bagest med sit klenodie omhyggeligt gemt i bukselinningen under jakken. Han havde selv foreslået, at altertavlen skulle restaureres, og Nationalmuseets folk havde været fyr og flamme og fundet adskillige fugtskader, som ville kunne udvikle sig uheldigt. Det ville komme til at koste, og de øvrige i menighedsrådet vred sig ved tanken om udgifter, indtil Carl Mortensen foreslog, at der blev foretaget en indsamling.»så vil jeg donere restbeløbet.«alle havde været begejstret. Ingen var i tvivl om, at den rige, forhenværende dyrlæge var Guds gave til et landligt menighedsråd. I flere år havde Carl Mortensen vidst, at altertavlen bestod af fire dele, og han havde undersøgt den minutiøst uden at finde noget, mens han blev mere og mere overbevist om, at der gemte sig noget i træværket. Det store træstykke var naglet fast til muren, og der var kun et ganske lille hulrum ved bunden, hvor julepynten blev opbevaret. Og så var det så enkelt. Det burde jeg have set, tænkte han svagt utilfreds over ikke at have kunnet løse en årelang gåde. I virkeligheden et sandt columbusæg. Gåden kunne ikke løses ved almindelig deduktion, men brutalitet kunne ofte være intelligens overlegen.»herre, red mig! Math. 15. v.30.«den gamle altertavle bestod af alle mulige udskårne træsøjler, der snoede sig rundt og rundt stræbende mod et kors i toppen. I midten var der udspændt et gammelt maleri, der forestillede Den Sidste Nadver. Rammen omkring maleriet bestod af guldbelagte sentenser fra biblen. Nu var noget af rammen forsvundet, tænkte Carl Mortensen med et smil. Det lille hæfte i hans bukselinning havde rester af bladguld på ryggen. Resterne af 15. v Det var jo indlysende. 6

7 Æ rkebiskop Peder Andreas Rude sad i kantors stue, som han midlertidigt anvendte som sit arbejdsdomicil, mens ændringen af konventbygningen stod på. Igen og igen læste han depechen fra København, der berettede om de formastelige tilråb, som havde mødt præsterne i flere af byens kirker. To steder var helgenbilleder tilmed blevet ødelagt, uden at vagtfolkene havde grebet ind. Vurderingen fra København lød, at man måtte forvente, at pøblen ville gå et skridt videre næste søndag. Indtil tilstandene i Nordtyskland og hertugdømmerne var blevet indført ikke blot i København, men i hele Danmark ville der ikke komme rolige forhold igen. I Peter Andreas Rudes tid som ærkebiskop var Roskilde vokset betydeligt i velstand, og store områder var inddraget ved fordelagtige mageskifter og godt arvegods. Ligeledes var Vor Frue Kirke blevet til et mål for pilgrimsrejsende, som sørgede for en anselig omsætning i byen og gav storsindede donationer. Området omkring den imposante domkirke var blevet inddraget til administration, og den store drøm om at få spir på kirkens to tårne syntes snart at skulle blive virkelighed. Bispesædets kirker var en efter en blevet udstyret med kuppelloft, og alle havde fået tårne. Netop dagen før havde Peder Andreas deltaget i fromessen i den ombyggede Syv Kirke. Lyset væltede ind i det høje kirkerum gennem de spidsbuede vinduer, og alle i menigheden var benovede, da de kunne kigge op på de hvidkalkede hvælvinger, mange, mange alen over deres hoveder. Ingen andre kirker i Danmark lå så højt og så smukt, og bispen mente, at man herfra kunne se hele bispedømmet på én gang. Peder Andreas Rude havde overtaget et stagnerende bispesæde før århundredeskiftet, og de fleste regnede området for fattigt og i tilbagegang. Det var kun yderst sjældent, at kongen holdt hof i Roskilde. Biskoppen lod dem blive i troen om den uforetagsomme by og foregav en ydmyghed over for kronen. Han nøjedes med at bøje hovedet, når store vejarbejder skulle bekostes, eller ledingshæren udrustes. Alligevel strømmede guldet til Roskilde under hans lederskab, fordi han havde fået øje på en indtægtskilde, som kun kirkens folk kendte til: den stærke og smukke frederiksborghest. Den var kærlig og tillidsfuld allerede fra dens første leveår, den var statelig og ud- 7

8 holdende med rytter og villig og føjelig i spand. Ærkebiskoppen i Roskilde var samtidig biskop i Lund, som summede af liv og rygter om et svensk folk, der var begyndt at røre på sig. Men svenskerne manglede heste, der villigt lod sig ride. De havde forsøgt sig med import fra de arabiske lande. Men transporten gennem det øde Rusland og det lange og kolde Finland for at undgå de stærke hansestæders frygtede told var lang og farefuld, og de spinkle arabiske heste knækkede alt for ofte sammen. Frederiksborghesten var kraftigere af bygning, måske ikke så elegant, men langt mere udholdende. Peter Andreas havde mageskiftet sig til Esrom Kloster, da pesten havde ramt de sorte franciskanermunke, og netop på dette klosters avlsgårde stod de smukke heste. På kirkens jorder påbegyndtes et metodisk og dygtigt avlsarbejde, og hestene, der blev solgt på markederne i byerne nord for Lund, kunne kun købes med guld. Allerede århundredets første år sendte guld til skatkammeret under bispestolen i Roskilde. Guld i sig selv kunne ikke bruges til ret meget, medmindre man var pyntesyg eller ønskede at købe varer over grænserne. Men guld var grundlaget for en magt af ufattelige dimensioner. Talrige privilegier og enerettigheder blev givet til biskopper, der kunne give kongen guld. Peder Andreas Rude troede på logiske sammenhænge, og for ham var det logisk, at guldet, der kom ind fra hesteavlen, var grundlaget for den nye velstand i Roskilde. Blandt almuen var det selv efter seks hundrede års kristendom andre sammenhænge end de logiske, der prægede hverdagen. Hedensk overtro florerede, og ved fuldmåne valfartede de syge til kilderne. Peder Andreas havde givet kilderne kristne navne og opstillet helgener, som nu fik æren for de mange mirakler, som ikke lod sig afvise. Kilden i Roskilde, Roarskilde, som den blev kaldt, var en af de mest populære, og det hedenske navn var svært at udrydde. Mange troede fuldt og fast på, at det var Roar og kilden, der havde givet navn til byen. Igen og igen pålagde Peder Andreas præsterne at fortælle om den rette sammenhæng i navnet. Ros betød heste. Det var et gammelt ord, der ved en konsonantombytning var blevet til det engelske horse. Roskilde betød hestenes kilde. Og nu var hestene selv blevet en kilde; en kilde til guld og velstand. Det var smukt, og det var ironisk, at sammenhængen skulle manifestere sig på den måde, den nu havde gjort. Men meddelelserne fra København fortalte, at det måske var ved at være 8

9 forbi. Det kunne ændre sig igen. Omskiftelighed var et jordisk vilkår, og gode forhold kunne komme tilbage. Indtil da gjaldt det om at sikre værdierne. Han havde givet ordre til sine trofaste grå benediktinermunke om, at guldet skulle smeltes om til skålpunds størrelse og pakkes i kister, der vejede et skippund hver. Abbeden havde meldt tilbage, at der nu stod fem kister parat. Hver af kisterne var så tunge, at der skulle otte mand høj til at løfte dem, hvis det skulle ligne en almindelig kistebyrd. Nu skulle de gemmes et sikkert sted, så de var parate til at blive brugt i den sande kirkes tjeneste, når kætteriets tid var overstået. Det var heller ikke nogen god idé at grave kisterne ned på samme sted. Hvis uheldet var ude, var det hele tabt. To af kisterne skulle forblive i Roskilde. Det mest oplagte sted at gemme guldet var i domkirken. Det var ved at blive en fast tradition, at de danske monarker blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke. Det kunne være ironisk, tænkte Peder Andreas, hvis Frederik eller Christian skulle komme til at ligge oven på det guld, som de havde været så ivrige efter at tilegne sig. Bispen skrev straks til sin kollega, ærkebiskoppen i Uppsala og fortalte, at svenskens ven den forrige kong Christian og hans hustru Dorothea nu vogtede over kirkens formue i Hellig Tre Kongers kapel. Peder Andreas Rude vidste, at svenskerne aldrig ville tilgive Christian Tyran, men biskoppen i Uppsala kunne sikkert indse, at der stadig var håb om at de gode tiders lov og orden atter ville vende tilbage.»hos Christiern Primo med elefanterne findes de to søjler, som understøttede templet. Hellig Sankt Peter er nu tilegnet den ene med sin nøgle. Han skuer i det uendelige rum ud for sit hoved på korset.«peter Rude gav besked om, at krypten under kapellet skulle åbnes, og sammen med en gruppe af betroede vagter bar folkene de to uhyre tunge kister ad de lange gange. Efter flere timers graven og hakken blev kisterne tømt for deres kostbare indhold og sporene slettet. Alt var som før. Kun var den ene søjle blevet mærket med en nøgle på den ene side og et seks alen højt kors på den anden. Det var værre med de sidste tre kister. Men Peter Rude fandt til sidst en tilfredsstillende løsning. En biskops væsentligste opgave var at administrere. En ny biskop, der ville blive udnævnt, hvis Peder Andreas Rude ikke vendte hjem fra sin pilgrimsrejse, og i det hele taget enhver efterfølger, der måtte komme uanset hvad, ville straks gå i gang med at studere, hvad det egentlig var, han skulle administrere. Imellem jordebøger, mange tusind skøder, fæsteaftaler og angivelser 9

10 af skattegrundlag indskød Peder Andreas nogle nye dokumenter, der angav en standard for kirkerummets byggestil i de lykkelige tider, der nu syntes at være til ende.»sølv er Menneskets Tale i det store Rum, som vi skabte under Kuplerne, men Guld ligger under Hærskarernes Herres spejlende Tegn. Ingen Sinde kan denne Magt ændres, men Menneskets administrative Magt kan besiddes af Herrens Tjener i Korsets Tugt, når den søges under den hellige Sankt Peters Nøgle.«For en sikkerheds skyld skrev han en kopi af brevet til sin svenske broder og tilføjede små grammatiske fejl, der ville få en almindelig lærd biskop til at studse. Over og under den kryptisk tekst skrev han udførligt om planerne for de nye spir på domkirken, som»ville koste fem Lispund Guld til Køb af to Skibsladninger Kobber og pommersk Fyr, men som vil stå sig godt med vor tidligere Konnung Christierns prægtige Elefanter.«Derefter skrev han tre andre lige så kryptiske dokumenter, som også blev forkert anbragt imellem pergamenterne og de få stykker bøttepapir, som langsomt var ved at fortrænge kalveskindet. 10

11 3 Sommeren 2012 F rederik Agnes havde til manges forundring og til sin fars fortvivlelse valgt at bruge sit unikke juridiske hoved i det offentliges tjeneste. Ingen havde kendt hans skjulte dagsorden om at nå helt til tops og få indflydelse på samfundets udvikling. Hans far allermindst. Frederik var blevet lokket med partnerskab, Far & Søn, men han havde sagt nej tak og var begyndt som fuldmægtig i en mindre politikreds. Onde tunger kunne bag Frederiks ryg antyde, at enhver, der havde en styrtende velhavende familie i ryggen med udsigt til en betydelig arv, kunne gøre, hvad der passede ham eller hende. Men faderen var en ungdommelig mand, der jævnligt blev set med yngre damer i det københavnske natteliv og villigt lod sig fotografere til ugebladene sammen med det jetset, der var hans indlysende klienter. Så der var ikke noget, der tydede på, at faderen ville lægge sig til at dø lige med det første. Penge er ikke alt, plejede Frederik at sige, når han blev spurgt, hvorfor han valgte det offentlige som arbejdsgiver. Sætningen var som oftest velanbragt. Et solidt punktum for enhver snak. Det passede Frederik udmærket. Han havde sin egen dagsorden. Dagsordenen blev fulgt til punkt og prikke, og Frederik var blevet udnævnt til chefanklager i Midt- og Vestsjællands Politi. Landets yngste. Og utvivlsomt den dygtigste. Så langt så godt. Eneste forstyrrende element på den målrettede færd mod toppen havde været Frederiks evindelige forelskelser. Han havde boet sammen med to piger og været dem begge utro adskillige gange. For en pigeglad type som Frederik Agnes kunne det være fortsat livet ud, men sidste år havde han truffet en mildest talt speciel type. Frederik blev straks forelsket måske ikke så meget i pigen, selv om hun såmænd var både køn og sød. Men Anne-Dorthe havde en far, der ikke alene gjorde den skjulte og måske lidt overmodige og optimistiske dagsorden til bastant virkelighed, men udvidede den i en sådan grad, at selv Frederiks far blev imponeret og kunne se formålet med at sige nej tak til en karriere som 11

12 erhvervsadvokat. Anne-Dorthes far var hofjægermester og den, der i det mere eller mindre halvskjulte trak i trådene i det største borgerlige parti. Når Frederik havde gnubbet lidt af sit ungdommelige ydre af sig og kom til at se ud som en myndig mand, så ville alle veje være åbne. Det var så oplagt, at Frederik selv formentlig ikke var klar over, hvor veltilrettelagt hans fremtid allerede var. Måske var han alligevel klar over det, for er der noget, der kan pirre en lyst til det uforudsigelige, så er det paradoksalt nok det forudsigelige. Sagen, der bragte ham sammen med Cathrine Minders, drejede sig om en af politikredsens egne topfolk. Ad færrest mulige kanaler nåede den chefens skrivebord og med væmmelse kunne Frederik begynde at læse om en dommers anholdelse. Småpiger, besiddelse af børnepornografi. Det var et dygtigt stykke IT-arbejde, der havde ført til sprængningen af en pædofilgruppe. Frederik Agnes ringede straks til Mads Sicksberg, der ikke lagde skjul på, at det var hans nye efterforsker, der havde været primus motor i afsløringen.»hun kan sgu alt med en computer.og holde kæft?«mads Sicksberg lo.»ja, de har ikke fortjent, at vi forsøger at holde det skjult, efter min mening skulle de klaskes på forsiden af alle aviser men bare rolig Cathrine er ung, men hun ved godt, at vi ikke dømmer på forsiden af aviserne.jeg taler med hende inden grundlovsforhøret.«12

13 4 Cathrine Minders var blevet ansat den første juni i kriminalpolitiets Økokrim afdeling under Mads Sicksberg. Han havde smilende sagt, at han glædede sig til at arbejde sammen med en jurist og computerekspert, der havde en politimæssig baggrund, men at han var klar over, at der kunne opstå delikate problemer, der krævede konsulenthjælp. Han havde givet Cathrine et navn og et telefonnummer på en person, som hun gik ud fra måtte være en hacker, der i stedet for en dom havde fået en advarsel med påbud om fremover at stå til rådighed og i øvrigt holde sig ajour, men uden at bryde loven til egen fordel. Det var ikke usædvanligt. Cathrine vidste, at fire af landets bedste hackere arbejdede som IT-eksperter hos Rigspolitichefen. Der gik rygter om, at de kontrollerede al kommunikation fra Mellemøsten, og at det var dem, der havde sat terrorkorpset på sporet af Vollsmosebanden og brødrene fra Tåstrup. Cathrine havde allerede som aspirant gjort sig bemærket på Bellahøj som computerbegavet, da IT-problemer hørte til dagens orden og gav anledning til surhed, ikke mindst hos stationens leder. Han havde brugt fjorten dage på at skrive et responsum om det nye ungdomshus placering, hvorefter computeren gik ned med mand og mus og responsum. Der var kun nogle enkelte betjente på en afsidesliggende nærstation et sted i Jylland, der ikke havde hørt om stationslederens fortvivlelse og tilsvarende store glæde, da Cathrine tryllede dokumentet frem igen. I sin begejstring for Cathrine fik hun allerede efter sin uddannelsestid ansættelse som kriminalbetjent og fik lov at deltage i IT-kurser. Efter politireformen opfordrede han hende til at søge stillingen hos kriminalpolitiet i den hastigt voksende afdeling for økonomisk kriminalitet i Roskilde med en anbefaling, som selv Mads Sicksberg, der ellers ikke brød sig om personale i den fødedygtige alder, ikke kunne se bort fra. Efter en ligegyldig samtale med Frederik Agnes om bevislighederne i pædofilisagen inviterede han hende til frokost på Rådhuskælderen. Efter frokost gik de hver til sit. Men Frederik kunne ikke lade være med at give hende et knus. Den slags gjorde man jo bare. 13

14 Den slags gjorde man ikke bare. Ikke, når pigen boede sammen med en betjent, der tilfældigt så sin kæreste blive omfavnet af en anden mand. Resten af dagen havde Cathrine svært ved at koncentrere sig om arbejdet. Frederik Agnes havde været utrolig underholdende og charmerende, og han havde fortalt levende om sine sager i Roskilde. Men han inddrog hele tiden sin frokostgæst i samtalen og fik hende til at fortælle om de mange gamle sager, der var udløbere af bankskandalen. Øko-krim, hvor IT-afdelingen hørte ind under, ville være beskæftiget i de kommende mange år.»flot fyr, ham Frederik, ikke sandt?«smilede Mads, da hun kom tilbage og fortalte, at hun havde fået frokost.»men selvfølgelig gift...«det kan godt være, Frederik er gift, men han er forelsket i mig, tænkte hun pludselig. En mand som Frederik Agnes er forelsket i mig, og så spilder jeg tiden med en type som Kris. Han elskede hende i hvert fald ikke. Han besad. Mens hun selv varmede sin egen forelskelse i Frederik op med de sikre tegn på, at Frederik måtte være forelsket i hende. Tænk, hvis Frederik Agnes Var hun overhovedet blevet elsket af andre? Jo, selvfølgelig Onkel Carl, men det talte ikke. Hendes forældre? Hun måtte smile ved den absurde tanke. Efter at hendes far og mor havde bosat sig i Frankrig som pensionistgolfere, var hun flyttet sammen med en engelsk computernørd i hans lejlighed. Men efter næsten tre år havde han pludselig gjort det forbi og var flyttet til England, mens hun stod grædende og ensom tilbage med en ubrugelig juridisk bachelorgrad. Hun søgte ind på Politiskolen og fik langsomt styr på sit liv og genoptog studiet i fritiden. Nærmest viljeløst var hun blevet kæreste med en flot kollega på Bellahøj, som havde søgt om forflyttelse til Roskilde, da han fandt ud af, at Cathrine skulle skifte arbejdsplads. Efter en kort charmerende periode viste Kris sig at være sygeligt jaloux. Den første lussing faldt, da hun glædestrålende fortalte, at hendes chef havde rost hende. Bagefter græd den store, stærke politimand, mens hun selv spekulerede på, hvorfor hun fandt sig i at blive slået af en idiot. Var hun virkelig så bange for at blive forladt igen? 14

15 Hun havde altid været ensom. Havde svært ved at få veninder, og forældrene havde haft rigeligt i sig selv. Var det det? Eller var det for nemt at søge årsager i barndommen? Hun havde troet, at forholdet til Mike ville vare evigt, og pis, pis, pis. Kris-pis. Hun vidste det oven i købet og havde set det så tit som politimand: Acceptér det første slag, og du sidder i fælden. Og hun sad i fælden, for slagene blev flere; Kris angrende tårer færre. Hun kunne tænke på ydmygelsen over et slag i timevis. Tvivlen nagede: Var hun selv skyld i det? Ønskede hun ligefrem at blive straffet? Frygtede hun, at Kris ville slå hende ihjel, hvis hun gjorde det forbi? Som oftest kom hun til den i øjeblikket mest tilfredsstillende konklusion, at hun bare skulle have tiden til at gå. Cathrine havde kørt adskillige voldsramte kvinder til Danner Stiftelsen, og nu var hun selv endt som en, der blev slået på og fandt sig i det, fordi hun måske frygtede ensomheden mere end volden. Eller hvad var det i grunden? Jo, måske tantens død og de frygtelige selvbebrejdelser, der fulgte med. De krævede tid at komme igennem og over. Imens gik tiden med Kris, og det blev sværere og sværere, men lettere og lettere at acceptere de sygelige udfald. Og det var jo heller ikke altid, at han var modbydelig. Faktisk var han en flot fyr og havde en stor vennekreds og familie, som havde taget Cathrine til sig med varm venlighed. 15

16 5 D a Cathrine var færdig med sin uddannelse, købte hun en lejlighed i Fløng ved Hedehusene. Beliggenheden var praktisk i forhold til Bellahøj, og der var ikke så langt til Syv, der kun lå fem kilometer fra Roskilde mod Ringsted. Hun vækkede computeren. Som sædvanligt var der kommet mail fra onkel Carl. Denne gang under emnet»situationsrapport fra Kirke Syv. Masser af døde, men din onkel var ikke imellem dem!«cathrine prøvede at holde tankerne væk fra de flasker rødvin, der stod i køkkenskabet. Frederik Agnes drak sjældent, havde han fortalt. Et glas rødvin eller måske en øl. Han havde ikke været beruset siden sin kandidatfest. Det var praktisk, havde han smilet.»jeg kan altid køre bil.«cathrine smilede for sig selv ved tanken om Frederik. Hun blev mere og mere overbevist om, at han var forelsket i hende, og hun lavede en kop kaffe, mens hun i tankerne mindedes frokosten. En gift mand, chefanklager. Glem det. Hun fik lyst til et glas rødvin og satte sig til at læse onklens mail. Efter at hendes tante Ingeborg var død nytårsaften, havde onklen pludselig skrevet til hende på en måde, så hun var nødt til at svare tilbage, og i løbet af forbløffende kort tid havde det udviklet sig til en daglig kontakt. Igennem de talrige mails lærte hun onklen at kende, og til sin egen overraskelse lærte hun også sig selv at kende på en helt ny måde, når hun skulle fortælle om sit liv; først i store træk, men senere de små detaljer, der kom til at fylde mere og mere i en daglig udveksling af tanker, men som kom til at sige meget mere. Selv om hun ikke altid var lige ædru, fik hun her lejlighed til at fortælle om Mike og forældrene og antyde de nye problemer, hun befandt sig i med den flotte Kris uden dog at nævne volden og overgrebene. Det havde måske været god mental terapi, men da onklen samtidig havde mistet sin hustru gennem femogfyrre år, var de blevet fastholdt i et sorgsprog, som nok ikke havde været det allerbedste for hende. Hun blev imidlertid klar over, at Kris og den ydmygende vold, som hun stiltiende affandt sig med, kunne have en sammenhæng med hendes hidtidige liv, og det var måske det allerværste, for hun indså, at 16

17 forståelse var noget, der førte til accept. Det var den forståelse, hun intuitivt forsøgte at skrive sig væk fra i sine mails til onklen. Hun skrev og skrev, mens glassene blev tømt. Det ene efter det andet. Ingen lagde mærke til den stille, kønne unge piges alkoholproblemer, og det var der en god grund til: Aften efter aften faldt hun i søvn til Friends eller en anden yndlingsserie, som hun kunne udenad, og da hun som oftest sov før klokken tyve, medmindre Kris fandt på, at han trængte til en udløsning, fik hun rigelig søvn og nok til, at hendes unge krop med lethed kunne absorbere alkoholen. Det var alkoholens skyld, tænkte hun ofte, når hun vågnede og kom i tanke om, hvad der var sket aftenen før. Kris vidste, at hun tog hensyn til familien, der boede nedenunder, så hun var let at vække, og hvis han hævede stemmen, kom han indenfor og fik sin vilje. Først bagefter sagde han, hun lugtede, og han kunne finde på at beskylde hende for at gå på værtshus med andre. Det gik pludselig op for hende, at Kris kun slog hende, når hun havde drukket. Hun ville bare sove, mærkede knap nok slagene og ydmygelsen, faldt i søvn, og næste dag var det overstået og langt væk. Hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sin onkel om sine genvordigheder. Det var for beskæmmende, og når hun ikke engang selv kunne forstå, hvorfor hun accepterede det, ville andre vel heller ikke. Hun fandt på noget andet at skrive om. Det var faktisk som at skrive dagbog, tænkte hun tit. At blive fastholdt i et bestemt tankemønster og at skulle blive ved med at forholde sig til det samme med nye ord og med andre indgange. Onklen var uhyre belæst og havde levet et langt liv; han manglede aldrig stof. Cathrine måtte oftere forfalde til minder om tante Ingeborg og de fantastiske ferier eller skrive om sin uddannelse og sit arbejde. Men allermest holdt hun af at skrive om ferierne. Hun kom i tanke om mere og mere. En ensom pige, der pludselig blev forkælet på alle leder og kanter af et barnløst ægtepar.»men forkælelse er der jo ikke noget underligt i. Det er jo sådan, kærligheden er,«svarede onklen.»man giver og giver og giver men føler, at man får og får. Spørgsmålet bliver derfor lige så smukt som svaret: Hvem er det i virkeligheden, der giver?«det var en ny side af sin onkel, hun lærte at kende gennem de mange mails. Han havde altid været rar og sjov og havde lært hende mange af de ting, som man enten ikke lærte i skolen, eller som kunne være interessante 17

18 nok udenfor. Men det havde været tanten, Cathrine havde været mest knyttet til følelsesmæssigt. Først efter tantens død og måske via onklens skriverier var det gået op for Cathrine, hvor ensom tanten havde været i sin barnløshed, og hvordan hendes egen ensomhed i et køligt hjem havde skabt nogle bånd imellem de to. Igen og igen brød Cathrine hulkende sammen, når hun tænkte på, hvor lidt hun havde besøgt tanten i årene, hvor hun boede sammen med Mike, og endnu mindre, da hun gemte sig efter bruddet. Hvorfor var hun ikke flyttet ud til Traneholm? Hvorfor havde hun svigtet det eneste menneske, som havde elsket hende? Jo, onklen elskede hende også, men han var en helt anden karakter end tanten. Onkel Carl trængte sig på med sin charme, varme og inderlighed, men tanten havde været helt anderledes tilbageholdende og uanmassende, nærmest selvudslettende og forsigtig, når hun ringede eller skrev. Det var hende, Cathrine havde svigtet, og imellem forsvarlige slurke blev hun selvbebrejdende klar over, at hun dermed havde svigtet sig selv. Nu var det lige meget og for sent. Og Cathrine græd og græd. Ingen kan bryde hulkende sammen hver andet øjeblik. Cathrine kunne heller ikke klare det uden et stadigt stigende forbrug af alkohol. Det havde stået på siden tantens død, og ofte havde hun været så døddrukken, at hun knapt havde bemærket de slag, som Kris tildelte hende, når hun ikke kunne svare fornuftigt på indviklede selvpinende spørgsmål om, hvor tit hun og Mike havde kneppet, og om hun kom hver gang og på hvilken måde. Et stort kaos, som hun for sig selv havde sat tid på i nøgterne øjeblikke: Første august er det slut. Så gælder det specialet, og hvis han rører mig, så skyder jeg ham. Men det gjaldt ikke specialet, og der var ingen, der blev skudt. Til gengæld rørte Kris hende adskillige gange, mens hendes selvværd langsomt, men sikkert dalede mod det absolutte nulpunkt. Det blev lettere at lyve: Hun løj over for sig selv, når hun troede, hun beskyttede sin onkel mod den barske sandhed om sig selv, og hun vidste det. Det gjorde kun løgnene dobbelt så svære at leve med. På vej hjem fra sit ny arbejde i Roskilde kunne hun bryde fuldstændigt sammen ved tanken om at skulle læse onklens kærlige mails, der lyste af oprigtighed. Når hun så selv skulle skrive, måtte hun tømme et par flasker for at kunne holde sig selv ud. Hun orkede kun sjældent at gennemlæse, hvad hun skrev, inden hun trykkede på»send,«og en morgen, hun havde læst, hvad hun havde skrevet aftenen før, havde det været en skam- og pinefuld oplevelse. Men da onklen lod som ingenting og sendte en mail, der forfulgte nogle af hendes forvirrede tanker, kunne hun rette op på sine udgydelser i løbet af aftenen. Når flasken så var 18

19 tom, kunne hun lægge sig til at sove uden at græde sig i søvn og bestemme sig for, at hvis Kris kom, skulle hun lade være med at sige noget, selv om tavshed også kunne være farlig. Han kunne sagtens selv tolke nogle passende svar ud fra hendes tavshed. Svar, som han måtte straffe på en passende måde, hvorefter han måtte straffe sig selv ved at blive ked af det. Flasken var tom, og Cathrine kunne ikke finde på mere at skrive om Frederik Agnes.»Det er sikkert dumt og naivt, men jeg har været så glad i dag.«i dag. Hun tog en rask beslutning. Ingen skulle ødelægge hendes drømme om nogle forelskede øjne, der havde set på hende. Hun tog ørepropper i ørene og tændte for fjernsynet og skruede ekstra op for lyden. Et øjeblik efter sov hun med et smil på læben. 19

20 6 C arl Mortensen havde stået på samme sted flere gange i løbet af den sidste uge. Han smilede for sig selv ved tanken om, hvordan han havde set ud med en sekstant, når han stillede sig op i noget, der kunne ligne et kvadrat. I det fjerne kunne han høre mennesker, der snakkede højt. Det måtte være den sene forestilling i biografen på Ros Torv, der var slut. For en måneds tid siden havde Carl Mortensen for første gang haft en instinktiv følelse af, at han blev forfulgt. Han kunne kun bebrejde sig selv. En nærmest euforisk glæde havde bredt sig i hele kroppen, da han fandt kalvepergamentet i altertavlen, og han havde inviteret præsten og de fire flyttefolk til frokost. I en tid, hvor de fleste enten lever af færdigretter eller køber ind få timer før de skal spise, gjorde det indtryk, at en ældre mand uden videre kunne invitere på frokost i noget, der kunne minde om en mindre herregård. Her havde husholdersken allerede dækket bord og anrettet flere slags sild i løbet af de ganske få minutter, der gik fra invitationen til ankomsten på Traneholm mindre end en kilometer fra Syv Kirke. En af flyttemændene havde ikke været benovet, men vurderende. Misundelig måske, havde Carl Mortensen slået det hen. Men det kunne være mere og noget andet. Indtil for et par uger siden havde det kun været en fornemmelse. Men så fik han at vide, at der havde været mystiske besøg i hjemmet, når han var væk. Elmåleren, der måske skulle udskiftes, uannonceret eftersyn af fyret. Fru Olsen havde fortalt om besøgene, og han var begyndt at tage sine fornemmelser alvorligt. Han gik med det samme ud fra, at forfølgerne kendte indholdet på computeren, og han takkede sig selv for at have været så gammeldags, at de virkelig betydningsfulde notater var blevet skrevet i hånden, skønt han havde følt sig tiltrukket af computerens overskuelighed. En aften, mens han sad og skrev mail til Cathrine, begyndte computeren af sig selv at rette et ord. Pludselig skrev den»det er bare mig, der laver sjov med dig. Jeg har lært at hacke. Undskyld, jeg gør det aldrig mere. Kys. 20