Høstgudstjeneste. Urup Kirke. Søndag d. 21. september 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 21. september 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, Joh. 5, tekstrække. Høstgudstjeneste. Salmer. DDS 730 Vi pløjed og vi så de. DDS 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale. DDS 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord DDS 157 Betesda-søjlernes buegange (mel.: Bernhard Christensen). Altergang: DDS 477 Som korn fra mange marker. DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land. Tekstlæsninger. Sl. 39,5-14; 2. Tim. 2,8-13; Joh. 5,1-15.

2 2 Prædiken. Når jeg er færdig med denne prædiken skal vi synge K.L. Aastrups gendigtning af den bibeltekst, jeg lige læste højt. Ved en gendigtning vil der altid blive lagt vægt på særlige dele af den originale tekst, mens andre dele vil komme til at fylde mindre. Aastrup griber fat i det spørgsmål, Jesus stiller den lamme mand, og betegner det som sælsomt: Da kom i sabbattens stille timer, hvor alting hviler Guds flid til ære, en mand, der spurgte - et sælsomt spørgsmål En mand, der spurgte: Vil rask du være? Spørgsmålet kan munde ud i et modspørgsmål om, hvor dum man kan være. Manden havde været syg i 38 år. Hver morgen havde familie eller venner slæbt ham over til Betesdas dam. Her havde han dag ud og dag ind og i al slags vejr ventet på, at vandet skulle blive bragt i oprør og opnå en helbredende kraft, der varede, indtil den første af de ventende patienter havde kastet sig ned i det. Han havde altså været tæt på helbredelsesmiraklet i samfulde 38 år, men ikke fået del i det. På den baggrund er det da totalt idiotisk, at Jesus spørger, om manden vil være rask! Men Jesus er ikke idiot. Ganske vist ser han ofte på sagerne fra en anden vinkel end normalt; men det gør ham bestemt ikke tosset. Tværtimod!

3 3 Måske skal vi tage ved lære af Jesu måde at ændre synsvinkel på. Vi kan prøve at se på fortællingen fra et andet perspektiv. Gør vi det, kan vi stille spørgsmål til dammens indretning. Hvem har nogensinde set en dam, hvis vand pludselig bliver helbredende, fordi Guds engel efter sigende farer hen over det? Det er da det rene volapyk! En sådan dam har aldrig eksisteret. Men hvorfor fortæller evangelisten Johannes så om den? Det kan der sikkert være flere gode grunde til. En af dem er at vise den situation, mange syge kan komme i, når de sætter deres lid til mere eller mindre fantasifulde helbredelsesmetoder, sådan som den lamme mand gjorde det. Jeg har slet ikke den nødvendig indsigt til at advare mod enhver form for alternativ behandling. Det ville sikkert heller ikke være rimeligt, for tilsyneladende er der ind imellem nogle præparater, der virker på nogle patienter. Ikke desto mindre er dele af det kolossale alternative marked præget af ideer, der overhovedet ingen mening giver. Masser af godtroende kvaksalvere, der bilder sig selv og andre ind, at de har fundet et vidundermiddel, taler varmt for det rene vanvid. Alligevel kan sygdom og dødsangst få folk til at kaste sig ud i disse nytteløse behandlinger. I mange tilfælde hverken skader eller gavner det, men de gange, hvor patienterne må døje med bivirkninger af den alternative behandling, gør det kun ondt værre. Når man i forvejen døjer med smerter og frygt, er det bestemt ikke opløftende at få forøgede smerter og ubehag på grund af den såkaldte medicin. Sådan en nytteløs og skadelig behandling har den lamme mand stirret sig blind på. Nogen har bildt ham og de andre syge en historie på ærmet; en historie, de sætter deres lid til, fordi deres højeste ønske er at blive raske. Men netop ved at tro på løgnen holder de sig selv fast i lidelsen. De har stirret sig blind på miraklet som den eneste udvej. Netop derved bliver deres lidelse en kæmpemæssig forhindring, der afskærer dem fra at leve det liv, de stadig har i sig på trods af lidelsen. Deres sygdom ses som en fjende, der skal bekæmpes, i stedet for et vilkår, de må lære at leve med. Det er på denne baggrund, Jesus stiller det sælsomme spørgsmål: Vil du være rask?. Med spørgsmålet peger han bort fra dammens påståede mirakelvand og hen på en

4 4 anden mulighed, nemlig den han selv bringer. Her står Guds repræsentant og tilbyder helbredelse. Men den lamme har svært ved at tage imod tilbuddet, fordi han i 38 år har forventet, at helbredelsen skulle komme fra dammen. Han forklarer tålmodigt, at han ikke kan nå ned i dammen, fordi han i kraft af sin lidelse - er alt for langsom. Den syge erkender altså ikke, at der findes en anden helbredelsesmulighed. Erkendelsen får han først, da Jesus siger: Rejs dig, tag din båre og gå! og helbredelsen pludselig er en realitet. Historien får en lykkelig slutning, da den lamme rejser sig og erkender, at miraklet har fundet sted. Men hvad kan vi egentlig bruge den til? I modsætning til det mirakuløse vand i Betesdas dam, har Jesus faktisk eksisteret. Og hvis Det Nye Testamente ellers står til troende, har han også kunnet helbrede. Det er bare ikke aktuelt længere, fordi han for længst er død og opfaret til himmels. Historien giver kun mening i vore dage, hvis der også kan være tale om en anden form for helbredelse end den fysiske. Jesus manifesterer sig jo ikke længere for os og foretager mirakler, så syge med ét kan kaste krykkerne eller medicinen fra sig. Vel oplever læger en sjælden gang en så forbløffende bedring hos alvorligt syge patienter, at de bruger betegnelsen mirakel, men de tilfælde udgør mere undtagelsen end reglen. Alligevel kan Kristus hjælpe, når man er syg, hvad enten det gælder en fysisk eller en psykisk lidelse. Retter man opmærksomheden mod kristendommens forkyndelse, kan ens synsvinkel blive vendt bort fra den triste optagethed af, hvor skidt man har det. Med kristendommens forkyndelse af, at Gud ikke slipper én heller ikke i sygdom og død kan man få overskud til at glæde sig over alt det gode, man har fået del i og som sygdommen ellers truer med at skjule. Man kan lige frem glæde sig over alt det gode, man har i vente. Det hænder, at mennesker, der får en uhelbredelig sygdom, pludselig lever langt mere intenst end tidligere. Selvom de bestemt ikke glæder sig over, at de snart skal dø, sætter de pris på, at de kan få mest muligt ud af den resterende tid. De fyldes af taknemmelighed over alt det, de har oplevet og alt det, de stadig får del i. Selv de mest

5 5 dagligdags hændelser fyldes af mening og glæde og åbner for en erkendelse af selve tilværelsens mirakel. På den måde er der glæde at finde i forfaldet; der er liv i døden og taknemmelighed i sorgen. I det små er dét, hvad vi støder på her i høsttiden. Vi befinder os i det tidlige efterår. Snart vil planterne visne og dø. På trods heraf fører de høstede afgrøder liv med sig, fordi de forarbejdes til føde for husdyr og mennesker. At naturen er udformet sådan, at jorden med lidt hjælp fra landmanden selv skaber det, der sikrer vores overlevelse, er et regulært mirakel. Vi tager det ganske vist for givet, fordi det nu engang er sådan, naturen er indrettet. Men det selvfølgelige kan også være mirakuløst og det er det i dette tilfælde. Det er ikke mindst af den grund, at vi hvert år fejrer høstgudstjeneste. Vi fejrer, at det livgivende mirakel nok engang har fundet sted. Den lamme mand fik sin førlighed tilbage. Det er mere, end vi kan forvente i dag, fordi Jesus ikke vandrer rundt iblandt os og fungerer som mirakeludøver. Ikke desto mindre er vi omgivet af gudgivne mirakler. Det gælder bare om at åbne øjnene. Årets gang skaber forskelligartede glæder. Vi kan glæde os over naturens forandring fra den ene årstid til den anden. Vi kan glæde os over de tilbagevendende mærkedage, fejringer og højtider. Der ud over kommer den glæde, der kan fylde os over familie og venner, over børn i leg og lattermilde voksne, over dybe samtaler og fortrolig tavshed. Vi kan glæde os over velfærd og sundhed; og selv når vi er afskåret fra latter, fortrolighed, velfærd og sundhed, er der nogle gratis glæder, som vi blot skal åbnet sindet for at få del i. Hvis man er alvorligt syg eller handicappet, kan det virke lidt arrogant, at jeg sådan opfordrer til at gå på mirakeljagt. Der kan være lidt for meget Du skal bare op på hesten igen over det. Det er ikke meningen. Der bør ikke tales ned til nogen, der lider. Men ikke desto mindre viser mange lidende selv, at opgivelse og selvynk ikke er den eneste mulighed. Sat på spidsen er nogle mennesker lykkelige, selvom de er spændt fast til en kørestol, mens andre mister livslysten, fordi det ind imellem giver et jag i

6 6 lilletåen. De sidstnævnte stirrer sig så blinde på deres lidelse, at de gør sig til ét med den og derfor ville takke nej, hvis Jesus pludselig viste sig og spurgte: Vil du være rask?. De førstnævnte altså dem i rullestol - ville derimod takke ja og opleve det som endnu et af livets mirakler. Der er ganske vist rigeligt at blive bitter over her til lands, ikke mindst for syge og handicappede, der har måttet finde sig i at få forringede vilkår, efter at finanskrisen satte ind. I forhold til tidligere humper velfærdsstaten afsted på krykker, arbejdsløshed og dårlig økonomi plager mange, sundhedssystemet er fast leverandør af historier om forsvundne undersøgelsesresultater og fejlbehandlinger - og sådan kan man fortsætte. Der er massevis af problemer, som venter på at blive løst. Men løfter vi blikket og kigger ud over verden, må vi stadig erkende, at vi bor i et af de mest velfungerende lande. I øjeblikket er kristne og andre minoriteter i Irak og Syrien hårdt prøvet. Terrorbevægelsen Islamisk Stat farer frem med halshugninger og andre uhyrligheder. Her levnes der ikke plads til glæde over skaberværket og over legende børn og leende voksne, for frygten jager glæden på flugt; frygten for, hvornår en blodtørstig milits slår ned og skaber helvede på jord. Blandt de forfulgte ville der derfor ikke være et øjebliks tøven, hvis de fik Jesu tilbud om at blive raske et tilbud der i denne sammenhæng ville omhandle frihed for at gå i konstant frygt for snarlig lemlæstelse og henrettelse. De forfulgte minoriteter er så hårdt presset, at de kun har Gud at sætte deres lid til. Derfor er den gammeltestamentlige bøn, vi hørte først i gudstjenesten også deres; den bøn, hvori det blandt andet siges: Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. Stillet over for disse ord, hvis lige udtales i blandt andet Syrien og Irak i dette øjeblik, bliver det lettere at få øje på de mirakler, der omgiver os på trods af vore problemer. Disse mirakler gør, at vi har en masse at takke for. Amen.