(Buk-Swienty, 2008, s. 16).

Transkript

1 Den 18. april 1864 var ingen himmelsk dag, Det var en helvedes dag. For den ene af slagets parter, den tyske side, var det ganske vist den store triumfs dag, men også for sejrherrerne havde der været angst; frygtens adrenalin, de døendes rallen, lemlæstelse og fyldte lazaretter. For den anden part var dagen et menneskeslagteri, som ikke havde set sin lige i dansk historie. Aldrig havde danske tropper været kastet ud i en så frådende og håbløs kamp (Buk-Swienty, 2008, s. 16). 1

2 Indholdsfortegnelse 1. PROJEKTETS RAMMER PROBLEMFORMULERING LITTERATUR, METODE OG KILDER 5 2. HISTORIEBRUG HISTORIE SOM BEGREB HISTORIEBEVIDSTHED HISTORIEBEVIDSTHEDEN I BRUG OG DENS FUNKTION ERINDRINGSSTEDET DYBBØL BANKE SOM ERINDRINGSSTED ET VALG MELLEM DANSK OG TYSK TILHØRSFORHOLD KRIGEN I S BETYDNING FOR DANSK IDENTITET DYBBØL SOM ERINDRINGSSTED TRANSNATIONAL ERINDRING EN DIMENSION MELLEM KENDSGERNING OG FORTOLKNING FORESTILLINGEN OM ET ERINDRINGSFÆLLESSKAB HISTORIEFORMIDLING PÅ HISTORIECENTER DYBBØL BANKE RAMMERNE FOR HISTORIECENTER DYBBØL BANKE PRÆSENTATION AF HISTORIECENTER DYBBØL BANKE FILMENE INTRODUKTIONSFILMEN STORMDAGEN DIORAMA SØG DÆKNING I DIORAMAET AKTIVITETER OG FORTÆLLINGER AKTIVITETERNE I BYEN OG PÅ SKANSEN FORTÆLLINGER I BYEN OG PÅ SKANSEN UDSTILLING DET TRANSNATIONALE ASPEKT PÅ HISTORIECENTER DYBBØL BANKE KONTRASTER OG KOBLINGER DEBATTEN PÅ HISTORIECENTER DYBBØL BANKE DEN FORSTÆRKEDE DYBBØLFORTÆLLING FORSLAG TIL UDVIDELSE DEBATTEN TAGER FAT 45 2

3 6. HISTORIEFORMIDLING ELLER BONBON-LAND? EN HOLDNINGSMODPOL EN NØGLE TIL SUCCES? MISBRUG AF DYBBØL? KONKLUSION ABSTRACT LITTERATURLISTE BILAG 58 Antal enheder inklusiv mellemrum: svarende til 48,4 normalsider 3

4 1. Projektets rammer 1.1 Problemformulering Som projektets indledende citat anslår, omhandler dette projekt krigen i Der er ikke tale om et decideret historisk projekt, men derimod et projekt, der centrerer sig om formidling af historie i dette tilfælde på Historiecenter Dybbøl Banke. Historiecentret har beliggenhed på den banke, og dermed det nationale og transnationale erindringssted, hvor Stormen på Dybbøl i 1864 fandt sted, hvilket har betydning for den formidling og de formidlingsmetoder, centret varetager og anvender. Vi vil derfor i projektet se nærmere på de formidlingsmetoder og -overvejelser, som Historiecenter Dybbøl Banke beskæftiger sig med i deres skildring af historien om Eftersom centeret vælger at formidle historien om 1864 igennem aktiviteter og levendegørelse og dermed kategoriseres som et videnspædagogisk aktivitetscenter, har vi i det omfang det er relevant for projektet, valgt at inddrage enkelte pædagogiske, didaktiske begreber. Vi afgrænser os dog fra at anlægge en sådan konkret vinkel, hvorfor det heller ikke præsenteres som en bærende del af projektets teoretiske grundlag. Dette fører os frem til følgende problemformulering: Hvordan kombinerer Historiecenter Dybbøl Banke vidensformidling med oplevelsesorienterede aktiviteter i deres skildring af historien om 1864, og hvordan forholder de sig i deres formidling til centerets placering på et nationalt og transnationalt erindringssted? I forbindelse med Dybbøl Banke som erindringssted finder vi det i denne forbindelse relevant at arbejde med teoretiske overvejelser vedrørende nationale og transnationale erindringssteder. Vi har valgt at afgrænse os fra at beskæftige os med andre erindringssteder omkring Dybbøl, der umiddelbart kunne have relevans for projektet, herunder også Sønderjylland og Als. Dette valg er truffet ud fra den forudsætning, at andre erindringssteder omkring Dybbøl Banke ikke vil have indflydelse på vores ar- 4

5 bejde med historiecenterets formidling på selve erindringsstedet. Projektet omhandler formidlingen af historien om Vi beskæftiger os dog kun med formidlingens indhold i det omfang, det er relevant for projektet, idet vores fokus hovedsageligt ligger på hvordan, der formidles og ikke hvad, der formidles. I forlængelse heraf har vi valgt ikke at foretage en receptionsanalyse, men foretager i stedet en indholdsanalyse, der er baseret dels på vores egne observationer foretaget ved et besøg på centeret, og dels på centerets intentioner for både formidlingsmåden, men også for dets oplevelsesudbud og aktiviteter. Vi har samtidig valgt at afgrænse os fra at foretage en redegørelse for, og en komparativ analyse af traditionel og moderne museumsformidling. Vores undersøgelse af Historiecenter Dybbøl Banke tager udgangspunkt i de observationer, vi gjorde os i forbindelse med et besøg på centret. Vi er i tilknytning til dette opmærksomme på og bevidste om, at vi som historiestuderende har haft en anden tilgang til besøget på historiecentret end andre besøgende, idet vores konkrete mål med besøget var at opleve, se og observere alt med henblik på en senere vurdering. Dette har selvfølgelig haft betydning for den undersøgelse, analyse og vurdering, vi har foretaget af centeret. 1.2 Litteratur, metode og kilder Vi vil i det følgende redegøre for den litteratur og de kilder, som projektet er baseret på. Vores undersøgelse af centeret har grundlag i den empiri, som gruppen ved et besøg på centeret i efterårsferien den 19. oktober 2010 indsamlede. Empirien er baseret på gruppens egne observationer, billeder af centeret og dets aktiviteter samt skriftligt materiale udarbejdet af historiecenteret. Vi anvender også centerets hjemmeside som empirisk baggrund for projektet. Vores analyse af centeret er således baseret på de intentioner, som Historiecenter Dybbøl Banke selv giver udtryk for, samt de observationer, som gruppen har foretaget. Indledningsvis vil vi se på, hvad historie som begreb er, og hvordan dette kan bruges på forskellige måder. Dette gøres ud fra historiedidaktikeren Bernard Eric Jensens 5

6 værker Historie livsverden og fag samt Hvad er historie. Afsnittet har til formål at give os indsigt i og mulighed for at vurdere, hvilke funktioner historiebrugen får i centerets formidling. Som udgangspunkt for projektets afsnit om transnationalisme anvender vi hovedsageligt Steen Bo Frandsens essay Transnationale erindringssteder i et dansk-tysk perspektiv. Projektets afsnit om Dybbøl som erindringssted tager primært udgangspunkt i museumsinspektør og kulturhistoriker Inge Adriansens bog Nationale symboler i det danske rige samt artiklen En dynamisk kulturarv: Dybbøls 12 metamorfoser. Disse danner således ramme om vores forståelse af Dybbøl som et erindringssted for både danskere og tyskere. Gennem en kort historisk udredning vil vi desuden se på, hvad nederlaget i 1864 efterfølgende har betydet for den danske identitet og erindring. Dette vil vi gøre ved at se på et udvalg af Danmarkshistorier af Søren Mørch, Knud J.V. Jespersen, Steen Busck og Henning Poulsen samt Flemming Lundgreen- Nielsen. Projektet beskæftiger sig derudover med den debat, der opstod, da Historiecenter Dybbøl Banke i 2000 offentliggjorde en omfattende udvidelsesplan. Den daværende debat udfoldede sig både i lokale og nationale medier, og debattens hovedpunkter er efterfølgende blevet udgivet i tidsskriftet Fortid og nutid. Denne tidsskriftartikel vil danne baggrund for vores redegørelse for debatten om udvidelsesplanerne. Idet udvidelsesplanerne aldrig blev realiseret er denne debat dog primært relevant i forhold til vores afsluttende diskussion, hvor nogle af de spørgsmål, som rejses i debatten, vil blive taget op. 2. Historiebrug 2.1 Historie som begreb Forskning i erindring og forskning i historiebrug er så sammenvævet, ( ) Det er stort, ekspanderende og heterogent, og det er karakteristisk ved at være flerfagligt og ved at gøre brug af mange forskellige begreber (Warring, 2011, s. 1). Sådan indle- 6

7 der Anette Warring sin artikel Erindring og historiebrug introduktion til et forskningsfelt. Hun præsenterer artiklen som et introducerende indblik i, hvor omfangsrig og mangfoldig forskningen inden for disse to forskningsområder er, og hvorledes tilhængerne af de forskellige retninger i høj grad er delt i forskellige lejre (Warring, 2011). I artiklen behandler Warring blandt andet feltet historiebevidsthed og historiebrug. Hun tager udgangspunkt i blandt andre Klas-Göran Karlsson, Peter Aronsson samt Bernhard Eric Jensens arbejde, eftersom disse bidrager til opstillingen af en samlet typologi inden for historiebevidsthed og historiebrug (Warring, 2011). Hver på sin måde har de spillet en meget betydningsfuld rolle i udviklingen af forskningsfeltet (Warring, 2011, s. 23). Det er på denne baggrund, at vi har valgt at beskæftige os med historiedidaktiker Bernhard Eric Jensens forskning inden for forståelse af historie og historiebrugen. I 2003 udgav Jensen værket Historie livsverden og fag, hvori han søgte at formulere en klassifikation og typologi for menneskers brug af historie. Jensen påpegede i bogen, Hvad er historie fra 2010, at der ikke hidtil har været egentlige vellykkede forsøg på at opstille en sådan typologi, hvilket Warring understreger også må inkludere hans eget forsøg fra 2003 (Warring, 2011). Vi mener dog, at det forslag, Jensen kom med i Historie livsverden og fag, kan være nyttigt i forhold til vores projekt, hvorfor vi nedenfor vil præsentere Jensens forståelse af historie, historiebevidsthed, -brug og -funktioner. Dette vil fungere som det forståelsesgrundlag og den optik, der skal ses som fundamentet for projektet og vores undersøgelse af Historiecenter Dybbøl Bankes formidling af historien om Vi er dog opmærksomme på, at Jensen i 2010 kom med endnu et eksempel på en typologi, her opbygget om et skalaapparat, som historiebrugen kan vurderes ud fra, men vi har dog valgt at benytte typologien og klassifikationen fra Vi har valgt at benytte Jensens værk Hvad er historie, i vores definition af historie, idet denne udgave ligger i forlængelse af Historie livsverden og fag, men er mere uddybende på dette punkt. 7

8 Jensen anskuer historie med to forskellige vinkler historie som livsverden og historie som fag. Når Jensen taler om historie som livsverden forstås det ved den virkelighed, hvor mennesker føler sig hjemme, og som de er fortrolige med, og det udgør grunden til, at de i deres hverdagsliv kan tage den for givet (Jensen, 2003, s. 9) Heri befinder historie sig på det plan, at den gør sig gældende i hverdagslivet, men ofte med en karakter af en tavs og ikke-tematiseret bevidsthed/indsigt (Jensen, 2003, s. 9) Mennesket kan altså være kompetente historiebrugere, uden at de kan gøre rede for deres historiebevidstheds kendetegn og funktionsmåder (Jensen, 2003, s. 9). Hvor historie som livsverden således forstås som noget alment, definerer han derimod historie som fag ud fra den betydning, at det er en art specialisering. Herunder kan det således være som både (i) et skole- og undervisningsfag ( ) (ii) et linjefag ( ) (iii) et videnskabsfag ( ) og (iv) et arkiv- og museumsfag (Jensen, 2003, s. 9). Historie vil på den måde, om det er som den almene del af menneskets livsverden eller som en del af den faglige historieverden, ifølge Jensen være bestemt ved en videregivelse af et fortidigt forhold, der har interesse eller nytteværdi for samtiden, når det kan gøre menneskerne i deres samtid mere indsigtsfulde, handlingsduelige og ansvarlige, end de ellers ville have været (Jensen, 2010, s. 58). Det er altså historie, når en person eller en gruppe beskæftiger sig med et fortidigt forhold, de finder interessant, og som de mener, kan have værdi i forhold til et konkret formål (Jensen, 2010). Som Warring understreger det: Historie er altså kun, når det bruges. (Warring, 2011, s. 26). At Jensen placerer sig i den Holberg ske tradition får betydning for hans forståelse af historiens brug i menneskets hverdagsliv. Jensen mener som sagt, at alle mennesker benytter sig af historie. Som han udtrykte det i sit essay Historiebevidsthed og historie hvad er det?, anser han mennesket ikke kun som historieskabt, men også som historieskabende (Jensen, 1996). Jensen lader sig senere inspirere af den tyske filosof og historiker Wilhelm Dilthey, der hævder at mennesket er et historisk væsen det historiske udgør en integreret del af det at være menneske (Jensen, 2003, s. 57). Det 8

9 skal forstås således, at mennesket i både forskellige kulturer og tider ikke vil være ens, idet mennesket er en foranderlig historisk størrelse, men dette forhold gør sig også gældende for den sociokulturelle virkelighed, hvorfor Dilthey benytter termen historicitet (Jensen, 2003). Historicitet skal, ifølge Den Store Danske Encyklopædi fra 1997, forstås i korte træk som et grundtræk ved menneskets måde at eksistere på: ( ) mennesket er nok bestemt af historien, men historien er til gengæld bestemt af menneskets egen aktuelle situation og interesse (Jensen, 2003, s. 57). 2.2 Historiebevidsthed Ifølge Jensen er mennesket således historieskabt i form af den tilegnelse og udvikling af historiebevidstheden, som det opnår igennem sit livsforløb i interaktion med andre mennesker og det sociokulturelle fællesskab, det indgår i. Mennesket er hertil historieskabende igennem de måder, hvorpå det sammenkobler og anvender historiebevidstheden i livet og hverdagen (Jensen, 1996). Men hvad er historiebevidsthed så? Historiebevidstheden, der er med til at forme mennesket og gøre det handlingsdueligt, skal forstås som et begreb, der søger at tydeliggøre den centrale proces i tid som menneskets livshistorie er (Jensen, 2003). Jensen definerer derfor historiebevidsthed med afsæt i det forhold, at fortiden er til stede i nutiden som erindring og fortidsfortolkning, og at fremtiden er til stede som et sæt af forventninger. Begrebet retter altså opmærksomheden mod det menneskelige eksistensvilkår, at i en levet nutid indgår der altid såvel en erindret fortid som en forventet fremtid. Det referer følgelig til hele det samspil, der findes mellem menneskers fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning. (Jensen, 1996, s. 5-6). Ifølge Jensen er historiebevidsthed altså en betingelse for at kunne indgå i den sociokulturelle sammenhæng, som mennesket er en del af, og eftersom mennesket bevæger sig i tid og rum, betyder det således, at det skal kunne orientere sig i disse. Historiebevidstheden kommer derfor til udtryk som en kobling af fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning. Historiebevidsthed er derfor et element, som mennesket ikke kan slippe uden om, når det skal 9

10 forme sin identitet, hvad enten det er i en kollektiv eller individuel sammenhæng (Jensen, 1996). 2.3 Historiebevidstheden i brug og dens funktion Mennesket bruger historien på mange måder i dets liv og dagligdag, hvilket med Jensen ord gør historiebrugen til en hybrid (Jensen, 2003). Dette betyder, at der ofte er flere historiefunktioner og historiebrug i spil på kryds og tværs på samme tid. Måden, man bruger historien på, kan være styret af to grundlæggende former for historieinteresse: den pragmatiske, som er en vekslen imellem på den ene side at beskæftige sig med noget fortidigt, og på den anden ens nutidige interesser og erfaringer, og den antikvariske, som er en interesse for og fascination af det fortidige i sig selv (Jensen, 2003). Jensen påpeger, at brugen af historie kan være baseret udelukkende på den ene eller på den af de to historieinteresser, men også være baseret på en blanding af dem begge. Men hvordan kommer historiebrugen til udtryk? Hvis man kan tilslutte sig definitionen af, at historiebevidsthed er samspillet mellem det fortidsfortolkende, nutidsforståelsen og fremtidsforventningen, så mener Jensen, at det er muligt at søge at opstille en typologi, der kan anskueliggøre, hvilken funktion historiebevidstheden får, alt efter hvilket moment, der er det dominerende (Jensen, 2003). Hvis det for eksempel er det fortidsfortolkende moment, der sættes i spil, så vil historiebevidstheden få en erindrende funktion. Hvis det er nutidsforståelsen, så vil funktionen være diagnosticerende, og omhandler den fremtidsforventningerne, vil funktionen være anticiperende (Jensen, 2003). Jensen påpeger, at man også kan søge at klassificere historiebrugen i forhold til, hvad historiebevidstheden bruges til. Jensen præsenterer her seks måder, man kan bruge historiebevidsthed på, og samt hvilken funktion historiebrugen da vil få (Jensen, 2003, s ). Hvis historiebevidstheden forstås som: a. Personlig og kollektiv identitet, altså opbyggelsen af et selv og et vi, så vil funktionen være en identitetsdannende historiebrug. 10

11 b. Mødet med de andre og det anderledes, hvor man enten opgiver at forstå, indpasse det ukendte eller lærer det at kende, vil historiebrugen få funktion af en perspektiverende historiebrug, hvor man lærer om andre, sig selv og sit liv i et nyt perspektiv. c. En sociokulturel læreproces et forsøg på at blive klogere på, hvordan et menneske kan og skal leve, vil historiebrugen få funktion som scenariekompetence, hvilket forstås som evnen til at opstille, udspille og vurdere forskellige scenarier. d. En interesse-, princip- og værdiafklaring, vil funktionen være legitimerende historiebrug, hvor man for eksempel udøver magt og sikrer loyalitet, eller delegitimerende historiebrug, hvor man eksempelvis kritiserer det nuværende og tilbyder et alternativ. e. En intellektuel eller lærd beskæftigelse, hvor arbejdet med fortiden er målet i sig selv, så vil funktionen være en oplysende og klargørende historiebrug. f. En adspredende beskæftigelse, hvor man kan prøve og opleve historie, vil funktionen være en legende og fornøjende historiebrug. Jensens typologi og klassificering viser således, hvordan historie som forståelsesform hænger sammen med historie som praksisform. (Warring, 2011, s. 25). Historiebevidstheden dannes og omdannes således i mange sammenhænge og mange forskellige steder, hvilket ovenstående bud på en klassificering af historiebevidsthedens brug og historiebrugens funktion gør rede for. Således er det blandt andet både på rejser, museer, i aviser og blade, i undervisningen, film, radio, tv, musik, teater og meget mere, at ens historiebevidsthed styrkes og bruges (Jensen, 2003). Museumsinspektør og historiker Inge Adriansen kommer med en definition af historiebevidsthed i sin bog Erindringssteder i Danmark fra 2010, der ligger i forlængelse af Jensens definition (Adriansen, 2010). Adriansen har i dette værk udarbejdet en grafisk model til at belyse, hvorledes historiebevidsthed indgår som en aktiv del af et erindringssted (Bilag 14). Den første del af modellen indeholder søjler forbundet til samfundet. Her- 11

12 af udspringer historiebrug, erindringspolitik samt den kulturarv, som samfundet varetager. Den anden del af modellen indeholder søjler forbundet til individet. Herfra udspringer individets identitet, kollektiv såvel som personlig, de forestillede fællesskaber, som et individ indgår i, og i tilknytning hertil kommer så individets historiebevidsthed. Adriansen hævder, at det forholder sig sådan, at erindringssteder og erindringsfællesskaber befinder sig i krydsningsfeltet imellem disse søjler (Adriansen, 2010). Heraf kan man udlede, at erindringssteder og erindringsfællesskaber kan ændre betydning i takt med, at samfundet og individerne ændrer deres opfattelser af eksempelvis historiebrug, erindringspolitik og historiebevidsthed. Dette går dog også den anden vej, så skulle der opstå konflikter omkring erindringsstederne og - fællesskaberne, vil de dermed kunne påvirke samfundet såvel som individet. Et eksempel herpå kan være placeringen af Historiecenter Dybbøl Banke på selve erindringsstedet og formidlingsmetoderne på dette center. 3. Erindringsstedet Dybbøl Banke Året 1864 kan ses som en konnoterende, stedliggørende metafor i sproget, der oftest tilknyttes erindringsstedet Dybbøl. Årstallet er i sproget, som vi senere vil komme ind på, et synonym for nederlaget på Dybbøl Banke. Men hvordan hænger et nederlag i dansk erindring sammen med Dybbøl Banke som et transnationalt erindringssted, og ikke alene som ækvivalens for henholdsvis dansk og tysk nationalerindring? For at kunne besvare dette spørgsmål fyldestgørende vil vi redegøre for den historiske kontekst, som 1864 skal ses og forstås ud fra, idet vi ønsker at sætte fokus på 1864 s betydning for dansk identitet, og dernæst se på Dybbøl Banke som nationalt og transnationalt erindringssted som erindringssted Et valg mellem dansk og tysk tilhørsforhold Før de slesvigske krige i henholdsvis også kendt som Treårskrigen - og 1864, var hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg en del af den danske hel- 12

13 stat, der indbefattede det danske kongerige, Island, Færøerne og Grønland samt de Dansk Vestindiske Øer (1864.dk C). Hertugdømmerne Lauenburg og Holsten var overvejende tysksindede, mens Slesvig bestod af omtrent lige dele dansk- og tysksindede. Den danske helstat var altså på dette punkt en multinational og -kulturel stat indtil dens endelige opløsning i I takt med den europæiske, nationalistiske opblomstring op gennem 1800-tallet i en tid, hvor national selvbestemmelse bliver ( ) slagordet i europæisk politik blev bevidstheden om de nationale ideer og symboler styrket i kraft af forestillinger om nationen som en territorial enhed, hvor borgere i den danske Helstat blev tvunget til at vælge mellem dansk og tysk identitet (Lundgreen-Nielsen, 1992 A). I Danmark blev stridspunktet, ifølge historikeren Søren Mørch, en kamp mellem patriotisme og nationalisme, en kamp mellem kærlighed til fædrelandet og til nationen, idet der var uenighed om, hvorvidt man i forhold til hertugdømmerne skulle føre helstats-, Ejder- eller selvbestemmelsesretspolitik (Mørch, 1996). Helstatspolitikken omgrænsede Danmark og hertugdømmerne, mens Ejderpolitikken blev set som udtryk for et Danmark, der kun gik til floden Ejderen, hvoraf størsteparten ville være dansksindede slesvigere (Busck og Poulsen, 2002). Som følge af et forfatningsreskript, der skulle forene det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig, udbrød der i marts 1848 borgerkrig mellem danskere og en forenet slesvig-holstensk hær, der havde allieret sig med preusserne (Busck og Poulsen, 2002). Slesvig-holstenerne gjorde oprør, idet hertugdømmerne ønskede at blive sammen under en fælles, fri forfatning. Danske soldater besatte herefter i 1848 Slesvig til Ejderen syd for Dannevirke, men blev drevet tilbage til Als af den forenede preussisk-slesvig-holstenske hær. Krigen fortsatte til oktober 1850 og resulterede i dansk sejr med hjælp fra stormagterne, der medførte at den slesvig-holstenske hær blev opløst i januar Danmark fik igen kontrollen over Slesvig til Ejderen, mens preusserne fortsat kontrollerede Holsten. I 1855 blev Fællesforfatningen, også betegnet Helstatspolitikken, søgt genindført til at gælde det danske rige og de tre hertug- 13

14 dømmer, men hertugdømmerne protesterede og appellerede til hjælp hos det Tyske Forbund (Busck og Poulsen, 2002) Krigen i 1864 I 1863 underskrev Christian den 9. Novemberforfatningen, der skulle erstatte Fællesforfatningen og gælde som en fælles forfatning for det danske rige og Slesvig. Dette var et brud på den aftale, som Danmark havde indgået med flere af Europas stormagter i perioden (Jespersen, 2007). Da Preussen og Østrigs krav om forfatningens retræte ikke blev imødekommet, gik den preussiske hær i januar 1864 over Ejderen. Den danske stilling ved Dannevirke blev rømmet på dansk opfordring, og soldaterne trak sig herefter tilbage til Dybbølstillingen, mens store dele af den preussiskøstrigske hær fortsatte nordpå og besatte Jylland til Limfjorden (Busck og Poulsen, 2002). På Dybbøl stod de danske soldater over for en overlegen preussisk hær, der førte til Dybbøls blodige fald den 18. april 1864, hvor flere end 4700 danske soldater mistede livet, blev såret eller taget til fange, mens kun 1200 preussiske soldater led samme skæbne (Busck og Poulsen, 2002). Få måneder efter besatte preusserne Als og Jylland til Skagen, hvorfor de danske soldater trak sig tilbage til Fyn. I oktober samme år blev en fredsaftale indgået i Wien efter fredsforhandlinger mellem Danmark, Preussen og Østrig, hvorefter de tre hertugdømmer Lauenburg, Holsten og Slesvig blev overdraget til Preussen og Østrig (Busck & Poulsen, 2002). Det danske kongerige mistede en tredjedel af sin befolkning, mens arealet blev reduceret med to femtedele. Denne grænse bestod indtil 1920, hvor Nordslesvig stemte sig tilbage til det danske rige. Året 1864 betegnes som katastrofen, der gav den danske helstat dødsstødet, og som på trods af det store tab medførte dannelsen af en dansk, territorial nationalstat (Mørch, 1996). For preusserne blev sejren i 1864 tolket som det, der senere førte til Tysklands samling i 1871, da kejserrigerne blev samlet i Det Tyske Rige under kejser Vilhelm den Første (Frandsen, 2009). 14

15 s betydning for dansk identitet I forlængelse af den historiske udredning vil vi i det følgende belyse 1864 s betydning for dansk identitet i det omfang, det har relevans for projektet. Flere historikere, heriblandt Søren Mørch, Knud J.V. Jespersen og Flemming Lundgreen Nielsen, har beskæftiget sig med dansk identitet og det, der betegnes som den mentale sårfeber fra Dybbøl i 1864 (Christiansen, 1992). Sårfeberen har, ifølge historieskrivningen, fået vidtrækkende konsekvenser for eftertiden og dansk nationalidentitet, idet blandt andre Jespersen beskriver 1864 som symbol på den ultimative katastrofe i Danmarks forfaldshistorie, der førte til, at Danmark således nåede sin historisk set mindste udstrækning nogensinde og fik dermed en størrelse, der stærkt nærmede sig det kritiske minimum for en selvstændig statsdannelse (Jespersen, 2007, s. 258). Nederlaget i 1864 skal ses i lyset af Treårskrigen, hvor letsind og overmod satte sit præg på indstillingen til krigen i 1864, som følgende søger at anskueliggøre. Med Peter Fabers kendte kampsang Den Tapre Landsoldat fra 1848 gik de danske soldater samme år i krig mod den forenede preussisk-slesvigholstenske hær i det, der efterfølgende blev kendt som Treårskrigen: til kamp mod den fælles fjende, hvor de for første gang for alvor klar over, at de ikke bare var sjællandske, fynske eller jyske bønderkarle, men danskere, der sammen kæmpede for et fælles mål mod en fælles fjende (Jespersen, 2007, s. 280). Mørch understreger, at kampen stod mellem den danske hær og de slesvig-holstenske oprørere, men blev opfattet som en kamp mellem danskere og tyskere (Mørch, 1996). Den danske nationalidentitet tog dermed allerede form i slutningen af 1840 erne, hvor borgerkrigen inden for Helstatens grænser blev en nationalistisk, ideologisk kamp mellem dansk og tysk identitet. Den såkaldte danske sejr i Treårskrigen med hjælp fra stormagterne satte sit præg på perioden indtil nederlaget i 1864, hvorfor Lundgreen-Nielsen som eksempel hævder, at sangen om den tapre landsoldats popularitet varede helt ind i 1864-krigen (Lundgreen-Nielsen, 1992, s. 147). Stemningen var høj efter sej- 15

16 ren i Treårskrigen, og danskerne troede atter på sejr i 1864, hvorfor nederlaget førte til nærmest paralyse og kollektiv depression samtidig med, at kun få familier rundt om i Danmark stod uberørt af krigen og dens konsekvenser, hvorved følelsen af danskhed og fællesskab blev bragt ud i alle hjørner af det danske samfund (Christiansen, 1992, s. 161). Danskerne søgte efter 1864 at fokusere på med H.P. Holsts berømte ord at vinde indad, hvad udad var tabt, hvor den nye, danske identitet skulle defineres i forhold til areal- og befolkningsreduktionen. Som resultat af nederlaget opstod der et sammenfald mellem stat, nation og folk, der efter 1920 også medførte et sammenfald med sproggrænsen (Jespersen, 2007). Tabet af hertugdømmerne i 1864 var ifølge Mørch det, der førte til, at Danmark blev til en nationalstat, og som Jespersen påpeger, blev den moderne konsensusprægede danskhed, velfærdssamfundet, således et resultat af det traumatiske nederlag i 1864 og af den dybe folkelige og nationale splittelse i årtierne efter (Jespersen, 2007, s. 279). Lundgreen-Nielsen stiller derfor spørgsmålstegn ved, om moderne danskhed overhovedet kan tænkes uden det, han kalder 1864-traumet. Fænomenet 1864 er derfor en sproglig italesættelse af det traume, som ifølge historikere har sat sit præg på dansk identitet, hvilket har stor betydning for den historieformidling, som varetages på det dansk/tyske erindringssted Dybbøl Banke. 3.3 Dybbøl som erindringssted Transnational erindring Dybbøl Banke er et eksempel på et nationalt og transnationalt erindringssted, der har betydning for såvel dansk som tysk erindring og identitet. Året 1864 står som symbol på et nationalt traume, som dansk identitet ikke kunne eksisteret foruden. For at kunne italesætte Dybbøl som et transnationalt erindringssted, vil vi i det følgende søge at give en definition på begrebet transnationalisme. Begrebet transnationalisme er blevet et af tidens mest hypermoderne akademiske buzz words inden for humaniora og samfundsvidenskab, men hvad betyder det? (Fos- 16

17 sat et al, 2009). Præfixet trans kan, ifølge Den Danske Ordbog, tillægges tre betydninger: på eller til den anden side af, til en ny form eller tilstand samt tværs over (Den Danske Ordbog, 2010). Begrebet transnationalisme bliver dermed en betegnelse for det, der går på tværs af nationer, som en tredje dimension mellem nationerne, idet det nationale relaterer sig til nationen som en geografisk og politisk afgrænset enhed. Transnationalisme er ikke entydigt defineret i dets udtryk, hvorfor begrebet snarere skal ses som et nyere, komparativt perspektiv, man kan anlægge det felt, der er genstand for studiet (Fossat et al, 2009). Med brugen af begrebet transnationalisme søger man at tænke ud af boksen, ud over de indenfor nationalstatens tænkte rammer, der overskrider de nationale grænser og kategorier, hvor blandt andet udveksling af mennesker, teknologier, institutioner, ideer og netværk er i fokus (Fossat et al, 2009). Transnational historie kan derfor også ses som en slags grænseoverskridende historie, en kategori mellem det flernationale, hvor man med anlæggelsen af det transnationale perspektiv søger at genopdage og genskabe det, der er foregået og til stadighed foregår på tværs af nationer og grænser. National historie defineres derfor i forhold til og på tværs af andre nationer, hvorfor national historie på sin egen måde kan ses ud fra et transnationalt aspekt (Glenthøj, 2009). Det transnationale skal derfor ikke ses som modsætning til det nationale, men mere som et felt, der overlapper de nationale enheder. Denne overlapning ses i Dybbøls betydning for den delte tysk/danske erindring. I dansk erindring står slaget på Dybbøl i 1864 som et sviende nederlag, hvor det i tysk erindring står som symbol på en sejr. Erindringsstedet er af særlig transnational karakter, idet det i 56 år indtil 1920 også har tilhørt Tyskland, hvilket gør Dybbøl til genstand for delt erindring. Det transnationale perspektiv, som vi anlægger Dybbøl Banke som erindringssted, er en understregning af den historie, der er foregået på tværs af grænsen mellem dansk og tysk (Fossat et al, 2009). Når vi vælger at fokusere på Dybbøl som både et nationalt og transnationalt erindringssted, skyldes det, at det transnationale perspektiv ikke understreger det nationale perspektiv, som vi også ønsker at anlægge erindringsstedet. Det 17

18 transnationale kommer til udtryk i en gåen-på-tværs af nationer modsat det nationale, eksempelvis i dette tilfælde, hvor Dybbøl har en plads i tysk, dansk og regional erindring og bevidsthed, hvor det nationale alene kommer til udtryk inden for nationalstatens grænser. Dette skal forstås på tværs af det danske og tyske mindretal i Slesvig, idet Dybbøl ikke blot er et erindringssted for dansksindede sønderjyder og rigsdanskere, men også for tysksindede sønderjyder og rigstyskere (Adriansen, 2008, s. 56). Det transnationale ved erindringsstedet Dybbøl Banke kommer til udtryk i en flerdimensionel fortolkning, der går på tværs af national identitet og selvforståelse (Fossat et al, 2009). Transnationale erindringssteder er ifølge Steen Bo Frandsen karakteriseret ved ikke eksklusivt at tilhøre en enkelt nation og dens historie, hvilket gør sig særligt gældende i landskaber eller byer, der har spillet en rolle i flere nationale historier eller skiftet statsligt tilhørsforhold (Frandsen, 2009, s. 18). Erindringsstedet bliver herved genstand for en modstilling af fortolkninger, idet man på dansk og tysk side har forskellige opfattelser af, hvordan den rette erindring og historien om Dybbøl og 1864 skal mindes og formidles, samt hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes. I Frandsens tidsskriftsartikel Hver tid har sin fortid, beskrives forholdet mellem Danmark og Tyskland gennem tiden, og de helte- og fjendebilleder, der kan knyttes hertil. Dette får betydning for, hvilken erindring, der huskes og glemmes, idet sådanne billeder sætter sit præg på den historie, der bliver skrevet, husket, glemt og fortolket. Frandsen argumenterer for, at der som følge af Treårskrigen, Stormen på Dybbøl og afståelsen af hertugdømmerne affødtes et tysk fjendebillede, der trak tråde helt op til Anden Verdenskrigs afslutning og efterkrigstiden, og muligvis endda helt op til Berlinmurens fald. Når datidens fjendebillede af Tyskland ikke længere stemmer overens med nutidens, skyldes det, at fortolkningen af de historiske, faktuelle kendsgerninger har ændret karakter og kontekst op gennem det 20. og 21. århundrede, idet historien er åben for fortolkning, og at hver tid har sin egen fortid (Frandsen, 2010, 18

19 s. 9). Kendsgerningerne ændrer sig ikke, men det gør betydningen og fortolkningen derimod, når de ses i lyset af de begivenheder, der er fulgt efter. Dette leder os videre til spørgsmålet om, hvorvidt denne dimension mellem kendsgerning og fortolkning er i spil på Dybbøl Banke og i så fald hvordan? En dimension mellem kendsgerning og fortolkning Inge Adriansen, kulturhistoriker og museumsinspektør på Sønderborg Slot, søger i tidsskriftsartiklen En dynamisk kulturarv: Dybbøls 12 metamorfoser fra 2008 at sætte fokus på udviklingen af de mange betydninger og dimensioner, Dybbøl er blevet tillagt gennem tiden, der bevidner dets status som et nationalt og transnationalt erindringssted i forskellige kontekster. Adriansen tillægger Dybbøl tolv forskellige betydninger, som hun betegner metamorfoser og omdannelser. Første metamorfose betegner Dybbøl Bankes skred i betydning fra før 1848 til 1850, der går fra kornmark til slagmark og erindringssted, da den første slesvigske krig bryder ud i I Dybbøl står den danske hær over for den forenede preussisk-slesvig-holstenske oprørshær; preussiske soldater i den vestlige del af Dybbøl og danske tropper i den østlige del. Den 5. juni 1848 sejrer de danske tropper over de preussiske, hvorfor man den 5. juni 1851 og de efterfølgende år på Dybbøl Banke afholder fest til minde og tak for sejren i 1848: hermed var lokaliteten Dybbøl trådt ind i historien som et sted, hvor store begivenheder har fundet sted (Adriansen, 2008, s. 57). Den anden metamorfose betegner den treårige periode fra , hvor man på landbrugsområdet Dybbøl Banke påbegyndte dansk skansebyggeri. Tredje metamorfose betegner Dybbøls omdannelse til en dansk-tysk slagmark i 1864, der førte til dansk afståelse af hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den fjerde metamorfose ligger i betydningsskiftet af Dybbøl Banke mellem dansk og tysk befæstning, idet ruinerne af den danske skanse efter krigen erstattedes af det tyske befæstningsanlæg Festung Sonderburg-Düppel, der dog efterfølgende blev fjernet af tyskerne selv. Dybbøl går i den femte metamorfose fra at være symbol på dansk nederlag til symbol på dansk tapperhed og trofast- 19

20 hed, hvor der sker en omfortolkning og heroisering af Stormen på Dybbøl og soldaternes indsats (Adriansen, 2008). I den sjette metamorfose er Dybbøl et tysk erindringssted, der også symboliserer sejr, hvilket særligt betones, da der i 1872 rejses en mindesten over faldne preussere på Dybbøl ved navn Düppel Denkmal og igen i 1914, da der afholdes tysk 50-års jubilæum for sejren i 1864 på Dybbøl Banke, henholdsvis den 18. april og den 29. juni. I den syvende metamorfose skifter den tyske befæstningsruin på Dybbøl betydning til dansk festplads, da Nordslesvig stemte sig tilbage til Danmark i tråd med princippet om selvbestemmelsesret efter Første Verdenskrig. Den danske genforeningsfest i 1920 blev afholdt i den samme tyske skanse, hvor tyskerne seks år tidligere havde afholdt deres sejrsfest. Den ottende metamorfose skal ses som udtryk for en fordanskning af Dybbøl Banke, hvor man søgte at negligere, at Dybbøl fra 1864 til 1920 havde været en del af det tyske territorium: det tyske præg på Dybbøl kunne ikke uden videre fjernes, men det kunne modereres med et styrket dansk præg ( ) med et klart og entydigt dansk fortegn (Adriansen, 2008, s ). I maj 1945 blev det tyske mindesmærke Düppel Denkmal sprængt, formentligt af danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig og siden aldrig genopført. I den niende metamorfose blev Dybbøl Bankes betydning herefter glemt i national sammenhæng, idet de to efterfølgende verdenskrige lagde sig som en skygge over erindringen om de slesvigske krige. I slutningen af 1980 erne opstod der fornyet interesse for nationale symboler, begreber og nationalerindring, hvilket den tiende metamorfose er udtryk for. Dybbøl Banke genopstod derved som et dansk, nationalt symbol, som anlæggelsen af et transnationalt perspektiv efterviser. Staten foretog i denne forbindelse opkøb af gårde på stedet med henblik på at formidle og aktualisere stedets betydning. Den nationale genopdagelse skal også ses i relation til Dansk Folkepartis afholdelse af 150-års jubilæet for Grundloven, der blev afholdt på Dybbøl Banke som et stedligt symbol på dansk identitet (Adriansen, 2008). I den ellevte metamorfose skifter Dybbøl Banke atter betydning, idet det går fra et være et monokulturelt til et flerkulturelt erindringssted; fra et nationalt til et transnationalt erindrings- 20

21 sted, idet der fra 1920 til 2001 hvert år afholdtes to separate mindeceremonier til minde om de 360 danske og preussiske faldne soldater, der er begravet på Dybbøl Banke først på dagen den danske og sidst på dagen den tyske mindeceremoni (Adriansen, 2008). Tyske soldater er siden 2001 på dansk initiativ blevet inviteret til at deltage i den danske mindeceremoni. De tyske soldater har siden da deltaget i mindeceremonien på Dybbøl Banke om formiddagen, dog uden våben og uden deltagelse i mindemarchen, da det fortsat er en dansk mindeceremoni med indbudte tyske soldater. Det har endnu ikke været muligt at afholde en fælles dansk-tysk mindeceremoni, hvorfor der fortsat afholdes to særskilte mindeceremonier den 18. april hvert år (1864.dk C). Den sidste og tolvte metamorfose er Dybbøls re-territorialisering, hvor Dybbøls status som erindringssted aktualiseres i opførelsen af Historiecenter Dybbøl Banke som besøgs- og turistattraktion Forestillingen om et erindringsfællesskab Adriansens tolv metamorfoser er eksempler på, hvordan et erindringssted kan skifte betydning og symbolik over tid afhængig af kontekst, interesser og fortolkning. Mennesker, der deler samme interesse eller fortolkning af fortiden, kan siges at udgøre en forestilling om et erindringsfællesskab (Warring, 2004). Erindringen eller erindringsstedet danner rammen om dette forestillede erindringsfællesskab, der indtager en central status og markerer vigtige eller typiske tegn på og i fællesskabet (Warring, 2004, s. 12). Erindringsfællesskaber består af mennesker, der deler en fælles referenceramme, men den specifikke erindring er forskellig fra individ til individ, hvorfor erindringsfællesskabet skal ses som et kollektivt udtryk. Erindringsfællesskabet ses blandt andet i de omtalte mindeceremonier på Dybbøl Banke, hvor fællesskabets medlemmer udfører samme handling, når de mindes og erindrer en bestemt begivenhed. Mens nogle fællesskaber kæmper om retten til erindringen på stedet, synes andre fællesskaber at stå ganske udenforstående i kampen om den erindring, der kan knyttes til stedet, hvilket kan ses i den heftige debat, der opstod som følge af Historiecen- 21

22 ter Dybbøl Bankes forslag til udvidelse, der senere vil blive diskuteret. Når erindringen derved giver individer og fællesskaber magt over erfaringer, historie og symboler, så betegnes det erindringspolitik (Warring, 2004). Erindringen kan ud fra et erindringspolitisk sigte bruges som middel til magt, idet mennesket danner sin identitet i samspil med specifik og national erindring. Erindringspolitikken vedrører de kampe, der handler om at opretholde og videreføre et bestemt erindringsfællesskab. Erindringsstedet Dybbøl Banke har flere erindringsfællesskaber tilknyttet, idet der på banken er begravet såvel danske som tyske soldater, mens historieformidlingen af stedet også er sket på såvel dansk som på tysk side (Warring, 2004). 4. Historieformidling på Historiecenter Dybbøl Banke 4.1 Rammerne for Historiecenter Dybbøl Banke Indledningsvis vil vi redegøre for de rammer, som de danske museer herunder Historiecenter Dybbøl Banke er underlagt. Dette gøres med henblik på at placere historiecenteret inden for de lovmæssige rammer, som centeret arbejder ud fra. De danske museer er ansvarlige for landets materielle og immaterielle natur- og kulturarv. De er samtidig forpligtede til at tiltrække et bredt publikum fra det omgivende samfund gennem forskellige former for formidling. Samspillet med netop dette samfund er en vigtig del af museernes virksomhed, idet man på museerne formidler samfundets arv (ICOM, 2006). Til at sikre at museerne opfylder disse ansvarsområder, har man udarbejdet Museumsloven, som opstiller en række retningslinjer for museernes funktion. De museer, som er underlagt Museumsloven, har blandt andet til opgave at sikre Danmarks kultur- og naturarv, at belyse kultur-, natur- og kunsthistorien, at gøre dokumentation og forskning inden for deres ansvarsområde tilgængeligt for offentligheden samt at udbrede kendskabet til forskningens resultater inden for et bestemt område (Museumsloven, 2). 122 danske museer er omfattet af Museumsloven. Dette tal indebærer både statslige og statsanerkendte museer. Museer, der er omfattet af denne lov modtager driftsmidler fra staten, og Kulturarvsstyrelsen fører der- 22

23 for tilsyn med museerne for at sikre, at disse opfylder lovens krav (Kulturarvsstyrelsen, 2010). Der findes dog også en gruppe af danske museer, som ikke er omfattet af Museumsloven. Disse museer er eksempelvis ejet af privatpersoner, fonde, foreninger eller kommuner (Kulturarvsstyrelsen, 2010). Dette gælder blandt andet Historiecenter Dybbøl Banke, som er ejet af Fonden Dybbøl Banke. Denne fond er oprettet af Sønderjyllands Amt og Sønderborg Kommune. Historiecenteret modtager derfor ikke tilskud fra Kulturministeriet, som det er tilfældet med museerne under Museumsloven. Ifølge museumsinspektør på Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard, skal centeret selv tjene % af den nødvendige indtægt gennem entreindtægter, særarrangementer og lignende. De øvrige midler stammer fra den tværministerielle pulje Tilskudsordningen for Videnspædagogiske Aktivitetscentre. Puljen administreres af Undervisningsministeriet (Østergaard, 2010). Tilskuddet, som centeret modtager fra Undervisningsministeriet skal sikre, at de videnspædagogiske aktivitetscentre leverer lærerige, praktisk orienterede og udfordrende aktiviteter for alle sanser (Undervisningsministeriet 1, 2010). Aktivitetscentrene skal sikre en alternativ og supplerende formidling af vanskeligt tilgængelige fænomener og som bygger på vidensformidling via publikums aktive deltagelse (Undervisningsministeriet 1, 2010). For at modtage dette tilskud skal aktivitetscentrene leve op til en række krav. Centrene skal eksempelvis have mindst besøgende årligt, aktiviteterne skal have international standard og interesse, og de skal producere længerevarende, nyskabende og dynamiske projekter inden for deres respektive område (Undervisningsministeriet 2, 2010). Undervisningsministeriet stiller desuden krav til centrenes formidling. De videnspædagogiske aktivitetscentre skal være kommunikationsled mellem borgere, uddannelsesinstitutioner og forskningsområder, og centrene skal dermed formidle relevant forskning inden for deres område. Desuden skal en væsentlig del af centrenes aktiviteter være rettet mod undervisning på folkeskoler og ungdomsuddannelser, og cent- 23

24 rene har derfor også til opgave at producere tidssvarende undervisningsmaterialer til disse (Undervisningsministeriet 2, 2010). Der er således lagt op til en klar lovmæssig arbejdsdeling mellem de museer, som er underlagt Museumsloven, og museerne, som modtager tilskud fra puljen til videnspædagogiske aktivitetscentre. Ifølge museumsinspektør Lene Floris er der dog tendens til, at de formidlingsformer, som anvendes på de oplevelsesorienterede aktivitetscentre i højere grad inddrages på de kulturhistoriske museer (Floris og Vasström, 1999). 4.2 Præsentation af Historiecenter Dybbøl Banke I årtierne efter Stormen på Dybbøl i 1864 var der ingen offentlig formidling af krigen, før der i 1890 erne blev oprettet en krigsmindesamling i et værelse på Dybbøl Mølle, der eksisterede indtil 1994 (Adriansen, 2003). I 1987 fremsattes et ønske om at formidle historien yderligere, hvilket efter en donation på 25 millioner fra Åge V. Jensens Fonde førte til oprettelsen af Fonden Historiecenter Dybbøl Banke. Mellem 1990 og 1991 blev der søgt om fredningsdispensation, hvorefter Historiecenter Dybbøl Banke blev opført og indviet 18. april Historiecentrets leder blev Hans-Ole Hansen, kendt fra det daværende Lejre Forsøgscenter ved Roskilde. Efter centrets indvielse blev det besluttet, at der skulle ske en arbejdsdeling mellem det offentligt ejede museum på Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke. Museet skulle stå for den museale, traditionelle museumsformidling, mens Historiecentret skulle stå for den mere oplevelsesorienterede tilgang til formidlingen om krigen i I 1999 blev statstilskuddet til centeret halveret, hvilket førte til centrets planer om udvidelse, idet man søgte at opnå forøget driftstilskud fra staten som et videnspædagogisk aktivitetscenter, og samtidig ønskede at øge besøgstallet såvel som indtjeningen (Rasmussen, 2000). Centeret har åbent i højsæsonen fra 1. april til 31. oktober. Langt de fleste gæster besøger centeret i skolernes påske-, sommer- og efterårsferie, hvor centerets ansatte i 24

25 gårdarealet optræder udklædt som personer fra krigen. Igennem fortællinger og fremvisninger er disse med til at levendegøre formidlingen af historien om Det er udelukkende i skolernes ferie, at muligheden for praktisk orienterede aktiviteter foreligger, og den oplevelsesorienterede formidling henvender sig derfor i høj grad til børnefamilier, som oftest har ferie i disse perioder. Uden for skolernes ferie tilbyder centeret, efter aftale, særarrangementer og rundvisninger med en guide. Disse rundvisninger giver ikke mulighed for at opleve levendegørelse og udforskning af centeret på egen hånd, som det er tilfældet i skoleferierne. Historiecenteret har tillige lagt vægt på at tilbyde et omfattende undervisningsprogram og -forløb, der kan tilpasses forskellige aldersgrupper og klassetrin (1864.dk A), i tråd med de krav, som Undervisningsministeriet stiller til de videnspædagogiske aktivitetscentrer, der modtager tilskud. Centeret består af en hovedbygning, som indeholder en museumsbutik, to mindre biografer, et diorama og et udstillingsrum. Derudover har centeret et gårdareal, hvor man har bygget rekonstruktioner af en skanse og en soldaterby (Bilag 13). Centeret lægger op til, at publikum besøger de enkelte afsnit i en fastlagt rækkefølge, men idet centeret er åbent og frit tilgængeligt, kan man naturligvis ikke sikre sig, at alle følger den intenderede rute. Ud fra vores egne observationer samt centerets intention om at formidle historien om livet som landsoldat under krigen i 1864, vil vi analysere introduktionsfilmen og filmen Stormdagen, dioramaet, gårdens aktiviteter, fortællingerne og udstillingen. Vores overordnede fokus vil ligge på centerets udformning og indhold, herunder hvordan centeret formidler viden gennem oplevelsesorienterede aktiviteter, samt hvordan centeret forvalter deres placering på et transnationalt erindringssted. 25

26 4.3 Filmene Introduktionsfilmen Det første, publikum præsenteres for ved et besøg på historiecenteret, er en introduktionsfilm med dansk tale, der gennem animationer, illustrationer, billeder og landkort søger at give et indblik i krigens forløb i Dette gøres blandt andet ved at give et geografisk overblik over Danmark og Slesvigs grænser samt placeringen af danske og tyske skansestillinger på Dybbøl Banke før og under krigen (Bilag 2). En stor papmachefigur under lærredet forestiller landskabet, hvor slaget foregik og viser ved hjælp af små, blinkende lamper præcis hvor i landskabet, de forskellige kampe foregik. Filmens indhold er nøgternt fortalt og omhandler krigens strategier. Der er umiddelbart ingen mulighed for, at publikum kan identificere sig med handlingen, idet der er fokus på krigens faktuelle kendsgerninger. Filmen har til formål at introducere publikum til forløbet af slagene ved fronten, men behandler ikke den politiske baggrund for krigen. Årsagerne til krigen er derfor ikke en del af formidlingen til publikum, som blot informeres om, at uenigheder mellem den danske og den tyske nation førte til krigens begyndelse. Filmen informerer afslutningsvis publikum om, at de danske soldater i sidste ende måtte trække sig tilbage og overlade landområderne til den preussiske hær. Filmen kan virke svært tilgængelig, idet mange forskellige illustrative midler er i spil på samme tid (Bilag 1). For at få det fulde udbytte af filmen kræves det af tilskueren, at denne formår både at følge med i filmens forløb og papmachefigurens visninger samtidig. Idet filmen udelukkende behandler krigens strategiske forløb stilles der krav til de besøgendes forhåndsviden om det givne historiske emne, når filmen skal placeres i en større kontekst. Denne forhåndsviden kan eksempelvis opnås på historiecenterets hjemmeside, som i modsætning til centeret indeholder en redegørelse over krigens politiske baggrund, forløb og konsekvenser fra 1849 til 2001 (1864.dk C). Man kan derfor undre sig over, at centeret ikke også i introduktionsfilmen præsenterer de besøgende for krigens bredere kontekst. Ifølge centeret henvender denne første film sig hovedsageligt til det voksne publi- 26