REVOLUTIONÆR ANTIFASCISME, EN SELVMODSIGELSE

Transkript

1 Rapport fra international anarkistisk konference i Schweiz Skifergas Nej Tak om frakcing og skifergas i den jyske underjord Side 3 Side 31 REVOLUTIONÆR ANTIFASCISME, EN SELVMODSIGELSE af Gilles Dauvé oversættelse af Oscar Larsen Kan proletariatet forhindre at et kapitalistisk samfund i perioder forvandles til et diktatur? Nej. Klassekonflikter styrer det moderne samfund, hvilket kredser omkring arbejderklassens under-ordning og/eller modstand og oprør... Men det betyder desværre ikke, at arbejderne kan undgå, at deres egne forsøg på at afvende historiens gang nogle gange har uheldige følger. En aktiv klassekamp ledte for eksempel til fødslen og oprettelsen af Weimarrepublikken. Efter 1. Verdenskrig blev revolutionen i Tyskland kvalt igennem en fæl blanding af demokrati og fascisme (De Freikorps som blev brugt af den... (Forts. side 29)

2 Ingen leder Så er Direkte Aktion tilbage igen. Med nyt layout, nyt koncept og en ny-gammel redaktion. Fremover vil Direkte Aktion fokusere mere på teori og dybdegående artikler. Vor ambition er at være et forum for debat og diskussion for en revolutionær venstrefløj. Det betyder, at indholdet i Direkte Aktion tit og ofte vil være provokerende og kontroversielt. Og det betyder, at vi hellere end gerne hører fra dig, kære læser, om dine holdninger til artiklerne. Er du enig? Uenig? Glad, sur, lettet, forvirret? Skriv til os og deltag i debatten! Vi kan selvfølgelig ikke love, at alle indlæg kommer med, men vi vil gøre vores bedste for at skabe og rumme en kvalificeret, spændende og konstruktiv debat. For en arbejderbevægelse i konstant udvikling! Direkte Aktion s redaktion Direkte Aktion # 2 Adrien W / Oscar Larsen International anarkist-konference i St. Imier... 3 Janus Balleby Rønbach Syndikalismens genkomst... 8 Emil Bæk Demokrati og økonomiske interesser No Borders CPH Asylsystemet er ikke for mennesker Gilles Dauvé / Oscar Larsen Revolutionær antifascisme, en selvmodsigelse Oscar Larsen Skifergas? -Nej Tak! Tim Højbjerg Ruskultur og venstrefløjen DIREKTE AKTION udgives af føderationen Libertære Socialister. De holdninger, som kommer til udtryk i bladets artikler og interviews er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Libertære Socialisters holdninger. Redaktionen er alene ansvarlig overfor føderationen Libertære Socialister. Tryk Print24.com Distribueret oplag 1000 stk Mail da@libsoc.dk Web 2

3 . Rapport fra St-Imier International anarkistisk konference. For 140 år siden organiserede urmagere i den schweiziske by St-Imier den første anarkistiske internationale, også kendt som den sorte internationale. I år inviterede en international arbejdsgruppe til en international konference i selvsamme by. 3 Interessen var stor. Det er svært at vurdere hvor mange der kom, men der var formentligt mindst to tusind der tog turen til den lille bjergby for at deltage i flere dage med møder, workshops, udstillinger, seminarer, kongresser, koncerter, bogmarked, byvandringer og meget mere. Aktivister kom fra alle verdens kontinenter, med undtagelse af Oceanien. Dette

4 betød selvsagt at der var en gylden mulighed for at lære ligesindede anarkister fra andre situationer i verden at kende. Det libertærsocialistiske norske Motmakt deltog med fire medlemmer. Organisatorisk har det været en kæmpe kraftanstrengelse fra de lokale aktivister, der følte sig ret overvældede, og som med fordel kunne have delegeret nogle af opgaverne ud til de frivillige besøgende. Oversættelser, tider og information var organiseret med vekslende kvalitet. Men der skal nævnes at det meste blev bedre efter hånden som konferencen skred frem, og ikke mindst at infrastrukturen omkring maden fungerede upåklageligt. En imponerende præstation når man skal lave mad til over tusind mennesker! Der var sågar et dedikeret madtelt for besøgende med allergier. Derudover var det positivt, at besøgende havde initiativ nok til at selv organisere ting de ønskede at se på konferencen. Der var eksempelvis nogle aktivister som organiserede såkaldte safe spaces med antisexistisk litteratur, hvor man kunne henvende sig hvis man følte at man blev chikaneret. Temaerne var mange og varierende. Konferencen tog udgangspunkt i at man var en klassekampsfokuseret massebevægelsesanarkist. Med andre ord at man var antikapitalist og arbejdede indenfor sociale bevægelser, og ikke beskæftigede sig med terror og dådspropaganda. Dette syntes Motmakt selvfølgelig var positivt. Indenfor disse rammer var der rigeligt med temaer: Økologisk krise, energi, krig, studenteroprør, antifascisme, globalisering og meget andet. Kim fra Motmakt holdt et foredrag om Ada og Simen fra Anarchosyndikalistisches Jugend Berlin 4

5 . Warran fra afrikanske Zabalaza Anarchist Communist Front sexisme og antisexisme, og et andet om direktedemokratisk organisationspraksis. I tillæg til møder og workshops var der også koncerter om aftenen, og et stort anarkistisk bogmarked med radikal litteratur på et utal af forskellige sprog. For Motmakt var det specielt givende at møde kammerater fra Anarkismo-netværket, som Motmakt er tilsluttet. Der var flere møder dedikeret til at knytte netværket tættere sammen og knytte ansigter til navne, som indtil da kun havde været digitale. Det er svært at sætte en grænse på hvor vigtig og givende det var at knytte disse personlige kontakter, og hvor meget man kan lære af at udveksle erfaringer på tværs af landegrænser. Konferencen gav også en følelse af at være en del af en voksende bevægelse, i en kontekst hvor både reformistisk og revolutionær statssocialisme er i en permanent krise, og hvor libertærsocialismen har en historisk mulighed. Her følger et udvalg af spørgsmål fra norske Motmakts repræsentant ved konferencen til nogle af de andre deltagere ved konferencen. Vi møder Ada og Simen fra Anarchosyndikalistisches Jugend i Berlin og Warren fra Zabalaza Anarchist Communist Front i Sydafrika. For de samlede interviews og andre interviews, se: Motmakt: ASJ i Berlin hvad laver I mest af når det kommer til politiske aktiviteter? Ada: Vi har en avis som udkommer hver anden måned, og lige nu så kører vi en kampagne for rettigheder for folk der har et mini-job, altså et arbejde hvor du tjener op til 400 per måned. Det er vores syndikalistiske projekt lige nu at fokusere mere på hvilke problemer særligt unge mennesker støder ind i, hvordan de kan organisere sig, og hvordan de kan 5

6 dele erfaringer med hinanden. Simen: Til det formål har vi en hjemmeside, hvor folk kan få nogle interessante tips og tricks at vide om netop dette. Vi prøver at organisere folk på deres første arbejdsplads, så fokus er mest på unge mennesker, for vi er en ungdomsgruppe. For rigtig mange mennesker er det virkelig svært at kende sine rettigheder, fordi det er deres første arbejdsplads, og de er måske bare glade for at de kan tjene lidt penge, og så tier de stille når chefen koster rundt med dem. De ved ikke, hvordan de skal kæmpe imod. Motmakt: Hvordan ville du beskrive den generelle politiske situation for anarkister i Tyskland? Simen: Jeg tror at vi må tænke over at landene er kommet tættere på hinanden, i og med den Europæiske Union. Vi hører om Europæisk Anarkisme, og grænse- politiet i Europa holder øje med anarkistiske kampe og anarkistiske bevægelser. Det kan man se ved forskellige kongresser, eller ved noget som det her, ved forskellige møder som for eksempel No Border Camp eller den slags, at det europæiske politi har en stor interesse i anarkistiske og libertære socialistiske bevægelser. Situationen i Tyskland er på samme måde, politiet interesserer sig meget for at få mere at vide om disse bevægelser. Ved demonstrationer og aktioner er der helt klart repression, men det tror jeg er mere eller mindre det samme for alle europæiske lande. Ada: Den måde, folk opfatter anarkister og anarkisme på, er nok stadigvæk noget vi må Den måde folk opfatter anarkister og anarkisme på, er nok stadigvæk noget vi må arbejde med. Folk associerer os med kriminalitet og kaos. Vores ry er ikke særligt godt. arbejde med. Folk associerer os med kriminalitet og kaos. Vores ry er ikke særligt godt, folk kommer ikke i tanke om nogle aktioner eller lignende når anarkisme kommer på tale. Det er et ret abstrakt begreb for de fleste. Motmakt: I Norge, som vel er ca. så langt fra Afrika som man kan komme, har vi ikke hørt så meget om anarkisme i Afrika. Hvad kan du fortælle os om anarkisme i Afrika, og hvordan ser situationen for anarkister ud? Warren: Det er en ret lang historie da syndikalistiske eller anarkistiske fagforbund udvikler sig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, spredte disse ideer sig også igennem nogle bestemte immigrantarbejdere og anarkistiske aktivister i Nordafrika, særligt Ægypten, og senere ned til det sydlige Afrika gennem spanske immigrantarbejdere. Faktum er at nogle af de første fagforbund og politiske organisationer som prøvede at -Ada, ASJ Berlin mobilisere og organisere sorte arbejdere, og med sorte mener jeg afrikanske farvede eller af blandet herkomst, så vel som indiske arbejdere i det sydlige Afrika, var under indflydelse af anarkisme og syndikalisme. Men det forsvandt for en længere periode. For nylig er anarkismen så dukket op igen, efter omkring 80 år med marxistisk og leninistisk dominans i Sydafrika. Selvom vi stadig er en lille bevægelse, er vi en voksende bevægelse, og en som arbejder aktivt med og i fattige arbejderbevægelser i Sydafrika. Der hvor vi finder desperat fattigdom, og hvor der findes masser af mennesker, der på daglig basis kæmper for adgang til rindende vand, elektricitet, bolig og land. Det er over- 6

7 . En af mange forsamlinger til den internationale anarkistiske konference. ordnet set meget af vores arbejde. Derudover deltager vi i særlige programmer af intens politisk skoling, for at udvikle en anarkistisk forståelse, gennem de sociale bevægelser, gennem de uafhængige fagforbund i lokalsamfundene, så at vi kan sprede anarkisme. Ligeledes spreder vi anarkisme ved hjælp af aktivister, som forstår kulturen og sproget i de pågældende lokalsamfund og organisationer. Som forstår hvordan disse samfund fungerer, og hvad essensen af livet er i de forskellige lokalsamfund. Det er noget af det vigtige arbejde vi udfører. Artikel og interview af Adrien W fra norske Motmakt. Oversættelse af Oscar Larsen. Billeder fra bl.a. 7 Da Direkte Aktion # 2 går i trykken, stod der ikke helt klart hvad næste skridt ville være for arrangørerne af konferencen i St-Imier. Hvis du gerne vil vide mere om konferencen, og hvad der vil ske fremadrettet, kan du se mere på

8 Generalstrejke i Spanien d. 14. november Her ses den syndikalistiske blok. Syndikalismens genkomst Af Janus Balleby Rønbach Syndikalismen har en lang historie. Den har gennemgået en både historisk og teoretisk forvandling og står i dag som et seriøst svar på arbejderbevægelsens problemer. Syndikalisme kommer af det franske ord syndicat, som betyder fagforening. Syndikalisme er ikke en ideologi, men en revolutionær strategi, som dog indeholder en bestemt analyse af samfundet. For syndikalister ligger hovedfokus på samfundsforandringerne ikke i et fjernt parlament, men i den daglige kamp på arbejdspladserne og i hverdagen. Det betyder at man som syndikalist ikke blot overlader politik til politikkerne, men tager ansvaret for samfundet i egne hænder. Derfor benytter syndikalister sig ikke blot af en stemme hvert fjerde år, men prøver ved forskellige værktøjer at påvirke deres egen hverdag, og vores fælles samfund. Dette værktøj kaldes direkte aktion. De værktøjer som kan benyttes med direkte aktion, kan spænde lige fra demonstrationer 8

9 . Syndikalismens teoretiske udvikling Syndikalismen bygger på klasseteorien som den deler med andre socialistiske retninger, men klasseteorien har udviklet sig meget siden syndikalismen første gang blev formuleret. Dette betyder at moderne syndikalister må revurdere deres analyser, på baggrund af den udvikling som klasseteorien har gennemgået. og organiseret ineffektivitet til blokader og sabotage. Syndikalismen indeholder også en magtkritik. Dette betyder at syndikalister tilstræber at organisere sig så decentralt og ubureaukratisk som muligt. Man ønsker ikke at kampen skal stivne i hierarkiske strukturer og pamperi, men at alle arbejdere kan få så meget indflydelse som muligt, i deres hverdag, deres kamp, og deres fagforening. Målet for syndikalister er ikke en veldefineret utopi, men at de arbejderorganer (fagforeninger, kooperativer, fristeder m.m.) som opbygges, skal bekæmpe, og til sidst fortrænge kapitalismens hierarkiske og undertrykkende samfund. Hvad dette samfund bliver, må defineres af de arbejderorganer som skabes før revolutionen, gennemfører revolutionen, og står sejrrige tilbage på historiens slagmark. Den oprindelige klasseteori havde et meget ensidigt fokus på de industrielle arbejdere som det revolutionære subjekt der skulle skabe samfundsforandringerne. Det er dog blevet klart at den teori ikke holder, da antallet af oprør og revolutionære omvæltninger historisk set hovedsageligt er udgjort af bondebevægelser. Dette skete både i Rusland i 1917, i Kina og i Sydamerika både før og nu. Dette betyder ikke at den industrielle arbejder ikke er afgørende, men blot at bonden også kan være det, da han også er i et modsætningsforhold til den besiddende, hvad enten denne er kapitalist eller aristokrat. Denne udvidelse af klassebegrebet er dog af ældre dato. En mere moderne udvidelse af klasseteorien er inddragelsen af begrebet hegemoni. Dette begreb prøver at gøre op Den moderne syndikalisme er altså ikke kun en antikapitalistisk arbejderkamp, men også kvindekamp, rettighedskamp. med klasseteoriens overfokusering på den økonomisk strukturelle kamp, som det eneste emne for ægte revolutionær forandring. Alle andre forandringer er underordnet i forhold til denne kamp. Ideen om hegemoniet forsøger at tydelig- 9

10 gøre, at det uretfærdige samfunds magt ikke kun udgøres af kapitalismens økonomiske uligheder, bundet i egendomsretten, men også et kulturelt værdi/norm-hierarki. Dette hierarki udgøres af hvad der i samfundet betragtes som normalt hegemoniet. For klasseteorien betyder dette at det ikke kun er arbejderen som er i et undertrykkende og udbyttende forhold (arbejderen i forhold til kapitalisten). Det er også den homoseksuelle eller kvinden, som udgør en modsætning i forhold til det herskende værdi/norm-hegemoni, og derved opstår der et modsætningsforhold som udgør en politisk kamp, tilsvarende arbejderkampen. Den moderne syndikalisme er altså ikke kun en antikapitalistisk arbejderkamp, men også kvindekamp, rettighedskamp osv. Dette betyder konkret at en syndikalistisk strategi ikke kun skal kæmpe mod forringelser eller overtagelse af produktionsmidlerne på arbejdspladsen, men benytte direkte aktion mod den undertrykkelse vi finder både på arbejdspladsen, i hjemmet, i byen og over alt hvor hegemoniet undertrykker. Syndikalismens historie Den syndikalistiske strategi opstod i midten af 1800-tallet som en syntese mellem Karl Marxs klasseteori, og anarkisternes stats og magtkritik. Syndikalismen blev dog først en selvstændig bevægelse i starten af 1900-tallet. På den ene side adskilte den sig fra de reformistiske og parlamentsfikserede socialdemokrater, og på den anden side fra de autoritære centralistiske kommunister. Syndikalismen stod for alvor stærkt i Sydeuropa og USA. I Spanien var den syndikalistiske fagforening CNT oppe på at have 1,5 millioner medlemmer under den spanske borgerkrig, og var reelt i gang med at omorganisere store dele af Spanien efter anarkistiske principper. I USA opstod IWW (Industrial Workers of the World), og selv i Danmark var der syndikalister organiseret i Barcelonas børs, dekoreret af folket i marts i år. 10

11 . Syndikalistisk 1. maj 2012 i København med parolen Uanset Regering - Arbejderkamp!. Fagoppositionens Sammenslutning. Mange af disse var alle en del af IAA (Den Internationale Arbejderassociation), som organiserede syndikalister i lande over hele verden. CNT i Spanien og mange andre syndikalistiske organisationer led desværre nederlag. I Sydeuropa hvor syndikalismen var stærkest, undertrykte og dræbte fascisterne alle som prøvede at organisere sig. I Nordeuropa var det socialdemokratismen som stod stærkest i fagbevægelsen, og i øst var der en voksende autoritær kommunisme. I 60 erne og 70 erne startede der dog en udvikling som har gjort at syndikalister er begyndt at organisere sig igen. I Spanien er CNT genopstået efter Francos diktatur og har omtrent medlemmer. IAA er genopstået og organiserer igen syndikalister på tværs af lande i hele Europa. Syndikalisme i dag I dag står syndikalismen stærkere end den har gjort i mange år. Selv i Danmark er der så småt ved at opstå organiserede netværk med en syndikalistisk tilgang til kampen for bedre arbejdsvilkår. FremtidsFighters, OK-klubben, Libertære Socialister, stilladsarbejderne, PROSA og mange flere har deltaget i arbejdskonflikter med gejst, solidaritet, og noget så sjældent som en sejr for arbejderbevægelsen. Det har ganske vist kun været i det små, men det virker. Dette, set i forhold til den almindelige del af af arbejderbevægelsen, hvis medlemstal har været faldende i over to årtier, og hvor kamplysten ser ud til at være frosset i et stort bureaukrati, betyder måske, at syndikalismen som strategi ville være en velkommen fornyelse af arbejderbevægelsen. 11

12 Demokrati og økon Af Emil Bæk Fem ud af folketingets partier modtager støtte fra erhverslivets top. De rige betaler sig til indflydelse med millioner, som udhuler det demokratiske i det repræsentative demokrati. Vi har alle fået fortalt, at vi i Danmark lever i et repræsentativt demokrati, altså vi vælger nogle politikere til at varetage vores interesser. Vi vælger vores politikere ved folkeafstemninger, som bliver holdt (ca.) engang hvert fjerde år. Vi får at vide, at det er sådan man har indflydelse på den førte politik og at det er demokrati. Men der er også en anden måde at få indflydelse på, nemlig ved at støtte partier økonomisk. Hvis du er lige så rig som mig, så er der ikke mange penge til overs til donationer. 12 Men hvis du er en af de store virksomheder/ foreninger, såtsom A.P. Møller, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening osv., så har du råd til at støtte med millioner. Lad os starte med at se på A.P.Møller, bedre kendt som Mærsk, som støtter fem forskellige partier med millioner af kroner. Pengene går til Dansk Folkeparti, de Konservative, Venstre, Liberal Alliance og de Radikale. Sagt på en anden måde, af de 179 valgte folketingsmedlemmer, kommer 103 af dem fra et parti der støttes økonomisk af Mærsk, eller, at der ud af de otte partier i Folketinget, er fem som modtager støtte fra Mærsk. Det er ingen hemmelighed at virksomheder ikke bare giver penge væk, uden at regne med at kunne score en profit på det. Mærskkoncernens kommunikationsafdeling siger det faktisk selv, i en af Informations artikler: DF løfter sløret for partistøtte, fra d. 26. januar Her siger Michael Storgaard fra Mærsk-koncernens kommunikations-

13 . omiske interesser afdeling: Vores grundlæggende indstilling er, at vi støtter de partier, som har samme grundlæggende positive indstilling til erhvervslivet, som vi har. Hvis de ikke skulle have de samme grundlæggende positive indstilling til erhvervslivet som virksomhederne, så forsvinder støtten. Så hvis nu et af partierne som modtager støtte fra Mærsk, skulle begynde at lave politik som var imod Mærsks interesser, så ville Mærsk stoppe med at støtte dét parti. Partierne ved da også udmærket godt, at støtten forsvinder hvis de ikke opfører sig pænt. Det betyder at partierne befinder sig på et økonomisk grundlag der kun eksisterer så længe de makker ret og gør hvad der er i storkapitalens interesser. Den dag de stopper med at arbejde for storkapitalens interesser, forsvinder deres økonomiske fundament. Alle de partier, der modtager støtte fra erhvervslivet, er da også de største fortalere for privatisering, nedskæringer i offentlige ydelser, ligesom de af flere omgange har 13 Partierne befinder sig på et økonomisk grundlag der kun eksisterer så længe de makker ret, og gør hvad der er i storkapitalens interesser givet erhvervslivet og de rigeste i Danmark skattelettelser for millioner. Når vi ser på, hvem der støtter Venstre og de Konservative, er det første der springer én i øjnene, at de deler mange af de samme støtter, for eksempel støttes begge af A.P.Møller, TEKNIQ - Installatørernes organisation, Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks Rederiforening, Provinsindustriens Arbejdsgiverforening og Industriens Arbejdsgivere i København. Tilsammen får de to partier omkring kr. fra erhvervslivet til at føre politik for. Kravet for at de kan modtage pengene, er selvfølgelig at den førte politik har samme grundlæggende

14 positive indstilling til erhvervslivet som virksomhederne der giver pengene. Erhvervslivets fem partier, der de facto fungerer som erhvervslivets talerør i Folketinget, får smidt millioner efter sig. Med det resultat at politikerne taler erhvervslivets sag, som om at det skulle gavne dit liv personligt. Ikke nok med at virksomhederne kan regne med, at deres politik bliver ført, når deres partier udgør regeringen. Så kan de også regne med, at deres politik bliver ført af en rød regering. Det beviste den nye regering jo selv, da den indgik en aftale med Venstre, de Konservative og det Radikale, der gav de rigeste endnu en skattelettelse. Er det ikke et demokratisk problem, at næsten 60% af politikerne modtager penge fra stort set de samme personer og virksomheder? Du kan som borger stemme en gang hvert fjerde år, mens en virksomhed kan betale fem partier hvert år, så de taler erhvervslivets sag. Er det et problem der kan undgås i et repræsentativt demokrati, eller er det en nødvendig del af det repræsentative demokrati? Hvis vi kigger ud i verden, kan vi se det samme foregå i andre vestlige lande. For eksempel i USA, hvor lobbyisme før, under og efter valget, er en helt naturlig del af det repræsentative system. Under valgkampagnerne bliver større summer penge smidt efter politikerne, så erhvervslivet kan være sikre på at opnå den størst mulige repræsentation. Det er svært at finde et land Der er noget helt galt i et samfund hvor de neoliberale er så glade! 14

15 . i Vesten, der ikke har samme fremgangsmåde til det repræsentative demokrati. Der er mange reformister, der ønsker at reformere systemet, fordi de mener at det stadig kan reddes, hvis bare de rette love og reformer tages i brug. Men lige meget hvilke love der bliver lavet, har overklassen kunnet omgå lovene og reformerne. For at tage et eksempel: I Danmark har vi en grænse på partistøtte som der må ydes anonymt, den er på kr. Alt over den grænse må ikke gives anonymt. Der gik ikke længe før, hullerne i reformen blev fundet og udnyttet. For det viste sig, at man kan støtte hver lokalafdeling i et parti med kr. og stadig være anonym. En anden måde at omgå sådanne love på, er at starte en forening som Finansrådet (Finansrådet er en interesseorganisation for pengeinstitutter i Danmark) gjorde. De startede i 2007 foreningen Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Banker kan være medlem af sådan en forening, og gennem foreningen kan de støtte partier, uden at de behøver at optræde med navn. absurd store formuer. Igennem dem kan de købe sig til indflydelse på den førte politik; en indflydelse der er mange gange større end hvad studerende, tømrere, bankassistenter, sygeplejere eller arbejdsløse tilsammen kan opnå gennem donationer. Det repræsentative demokrati repræsenterer de rige mere end nogen andre, da de uden tvivl har den største økonomiske magt, som kan bruges til at yde indflydelse på dansk politik. Dog er arbejderklassen uden tvivl mange gange større end de rige, og sammen kan den udrette mere end de rige kan købe sig til, hvis den forener sine kræfter. Stemmer har også en vis effekt, men når alternativet til højrefløjspartier, er partier der påstår at tilhøre den socialistiske tradition, men som fører en asocial politik, der er på niveau med de sidste ti-års VKOpolitik, så er det svært at se venstrefløjspartierne som et reelt alternativ, hvis man ønsker at forbedre vores nuværende samfund, til fordel for de mange. Kan den økonomiske bias fjernes fra det repræsentative demokrati, som nogle af reformisterne mener, eller er det en nødvendig del af det repræsentative demokrati? Hvis vi ser tilbage på danmarkshistorien er det ikke et nyt fænomen. Heller ikke for vores nordiske naboer, eller nogen af de andre lande i Europa, eller for den sags skyld, i nogen af de andre lande som vi sammenligner vores styreform med. Problemet kan heller ikke løses ved at forbyde partistøtte, for der vil altid være smuthuller som kan udnyttes. Problemet er den økonomiske ulighed vi har i Danmark. De rige er ikke mange mennesker og har derfor ikke mange stemmer, men de har 15

16 RUSKULTUREN & VENSTREFLØJEN 16

17 . Af Tim Højbjerg Hvordan harmonerer målet om arbejderklassens frigørelse og selvstyre med druk- og misbrugskulturens individualistiske og fængslende virkning? Hvorfor lammes arbejderklassen af den eskapistiske adfærd som historisk og i dag har fungeret som en hæmsko for et bedre samfund? Arbejderklassens historiske fremmedgørelse Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium. Således skrev Karl Marx i 1844 efter at have studeret den omfattende og fremmedgørende effekt, religionen havde på arbejderklassen. Religionen som opium fungerede som en forhindring for proletariatets kollektive frigørelse. Religionen splittede befolkningen og efterlod et håb om retfærdighed i det hinsides, som aldrig kom. Folkets opium har i dag gennemgået en sekularisering og Gud er død, men er den arbejdende klasse tættere på socialismen? Under 1960 ernes velfærdsboom inviterede man alkoholen ind i stuen hos den almindelige arbejder, som i modsætning til tidligere nu kunne nyde dyre rødvine og lignende rusfremkaldende stimulanser før, til og efter maden. Alkoholforbruget er således 17 fordoblet siden 1960, og den selvdestruktive tendens blandt befolkningen har været kontinuerlig siden. Hvor man før i arbejderbevægelsen havde aktive og hårdtarbejdende afholdsforeninger, der arbejdede og kæmpede for et afholdent miljø, samt en misbrugsfri kultur, har man socialt set i dag legaliseret, accepteret og endog adopteret druk og misbrugskulturen i arbejderbevægelsen. Danmarks afholdsforening havde under 1. verdenskrig et medlemsantal på medlemmer og fik i 1918 indsamlet underskrifter for et totalt forbud mod alkohol, som blev overleveret til daværende indenrigsminister Ove Rode. I dag ærgrer det mig at konkludere, at politikken og den faglige kamp er tilsløret og umulig at finde i barkulturens sfære. Arbejderklassen i dag tilbringer sin kostbare tid fængslet af et overforbrug af flydende stimulanser, i et selvdestruktivt og apolitisk miljø. Men parallelt med 60 ernes velfærdsboom og grådighedens materialistiske tag-selvbord voksede en bevægelse i kontrast til de borgerlige normer frem under boomet. Som en lænke om benet, bliver vi forhindret, når vores bevægelse og ideologi bliver synonym med hashrygning, druk og dovenskab. Beatniks, hippier og andre afvigere så nu dagens lys og vendte i praksis borgerlivet ryggen. Da ideen om et ejendomsfrit og til tider socialistisk samfund nu måtte udleves og praktiseres i dagligdagen. De borgerlige normer, traditioner og værdier resulterede i langhårede, potrygende og antiautoritære grupperinger, som igennem en mental og livsstilsmæssig ændring, ville forlade det autoritære og firkantede samlebåndsliv og skabe det sociale paradis på jorden. Hippiernes sociale

18 revolution endte i en individualistisk og euforiseret tåge, hvor den enkelte igennem psykedeliske stoffer, skulle løsrive og udvide sig mentalt, hvorefter verdensfreden angiveligt snart ville banke på døren. Hippiebevægelsen og deres oprør fejlede totalt ved at erstatte kapitalismens fysiske fængsel med et nyt frivilligt og vanedannende psykisk fængsel, som paralyserede hele bevægelsen. Ideen om at indtagelsen af rusmidler er revolutionært sidder ved i dag og bygger til dels på myten om at man igennem rusmidler udvider sig mentalt, som en religiøs under en åbenbaring, som ser lyset i form af det socialistiske/religiøse paradis. Eller fordi man mener at druk og indtagelse af ulovlige stoffer skulle udgøre en faretruende finger til systemet. Denne eskapistiske adfærd overtog dele af den organiserede venstrefløj, hvilket medførte en legitimering af denne adfærd. Bagsiden af medaljen fungerer således, at så længe disse rusmidler ses og bruges som et oprør mod det etablerede system, graver vi som klasse vores egen grav og dermed revolutionen dybere og hurtigere ned. Rusmidlerne er historisk set en forhindring for mental udvidelse, imod nye værdier. Rusmidler er historisk set en kilde Rusmidler er historisk set en kilde til vold, splittelse og konflikter hos den arbejdende klasse. til vold, splittelse og konflikter hos den arbejdende klasse. Rusmidler og ruskulturen hører af gode erfaringsmæssige grunde ikke hjemme på en revolutionær arbejdsplads og må bekæmpes via et kulturelt og socialt opgør, internt og eksternt i arbejderbevægelsen. Ligeledes skal den også bekæmpes i det venstreradikale miljø 18 og samfundet for at fremme en positiv, fremadrettet og målbevidst bevægelse. Nutidens sekulariserede opium I dag skønnes det at over danskere retmæssigt kan kalde sig alkoholikere og i en artikel i Berlingske fra 2012 viser nye undersøgelser at danske unge stadig holder verdensrekorden i misbruget af alkoholiske drikke. Som det lyder: I 30 år har danske unge skilt sig ud i forhold til resten af verden ved at være de, der drikker tidligst og mest. Alkoholen er således en integreret del af vores kultur, uafhængig af politisk og ideologisk præference. Men humlen og problematikken ligger i relationen mellem fattigdom og misbrug. For arbejderklassens udsatte, er chancen for opbygningen af et solidt misbrug, grundet dårlige socioøkonomiske forhold, større, sammenlignet med overklassen og deres ressourcestærke baggrund. Det nationale institut for stofmisbrugere i USA fandt frem til en tydelig sammenhæng, ikke kun mellem fattigdom og misbrug, men også mellem fattigdom og fejlernæring, sygdom og lignende usunde tilstande. Herfra starter lavinen, da netop alkoholmisbrug i familier og hjem igen fører vold, usikkerhed og misbrug med sig. Det realistiske i, at der i dag eksisterer en større chance for at dit barn ender som alkoholiker, frem for at engagere sig politisk, f.eks. på den radikale venstrefløj, er skræmmende og sigende. Der eksisterer en farlig legitimering og accept af drukkulturen og unges drukvaner, således at denne ungdomsadfærd, som objektivt kan betegnes som selvdestruktiv og skadende for ungdommen og samfundet, bliver forherliget, forstået og accepteret, fordi ungdommen og deres drukvaner har ændret sig imod nye standarder.