Forord. Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis.

Transkript

1 Forord Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis. Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives ikke udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos de enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene. Offentliggørelsen sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større åbenhed om dets arbejde. K. Wiingaard TANDKLAGERET (Udførlig indholdsfortegnelse bagest) 1. Tandklageret er de regler, der gælder for de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters klageordning. Tandklageproces, Tandklageansvar, Tandklagesystem

2 Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (6-15), forskellige bestemmelser i lovgivningen (33-71) og den nævnspraksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod findes der så godt som ingen domspraksis på området. 3. Tandklageprocessen (76-330) er formelle forskrifter om behandling af klagerne og har til hovedformål at sikre rigtige afgørelser vedrørende Tandklageansvaret, herunder disciplinæransvaret ( ) og kontraktsansvaret ( ). Disciplinæransvaret, men ikke kontraktsansvaret, omfatter også tandskade (678). Med udtrykket Tandklagesystemet (Tandlægeklagesystemet) menes der de klageorganer, der som Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar. Strengt taget dækker udtrykkene Tandklageret, Tandklageproces, Tandklageansvar og Tandklagesystem også serviceansvar (24-25 og 93-98) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet, men denne emnekreds omtales kun lejlighedsvis i denne fremstilling. FØRSTE DEL TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST. Resumé

3 Tandlægeoverenskomsten forpligter parterne og kan skabe ret for blandt andre patienterne. Det er Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager og forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele. Praksissektoren 5. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af praktiserende sundhedspersoner samt af regionernes sygehusvæsen, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v. (Sundhedslovens 3, stk. 2). Ansvaret for praksissektoren ligger hos de fem Regionsråd, jf. Sundhedslovens 57. Praksissektoren drives gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og faglige organisationer af privatpraktiserende sundhedspersoner (Sundhedslovens 227, stk. 1, jf. herved 65). Tandlægeoverenskomsten 6. Regionernes Lønnings- og Takstnævn har med Tandlægeforeningen indgået Overenskomst om tandlægehjælp af 9. juni 1999, senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 ( Tandlægeoverenskomsten ). Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for? 7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter, se 6, og binder umiddelbart kun dem. Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne?

4 Adskillige overenskomstbestemmelser skaber ret for patienterne (egentligt tredjemandsløfte). Patienterne kan påberåbe sig disse bestemmelser, når dette fremgår af disses ordlyd eller af den fortolkning, der må anlægges. Derimod kan Tandlægeoverenskomsten ikke uden hjemmel forpligte patienterne (men der foreligger hjemmel, hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står i loven). Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne? 9. Efter Tandlægeoverenskomstens 6, stk. 1, kan Overenskomsten kan tiltrædes af tandlæger, der har autorisation fra Sundhedsstyrelsen til selvstændigt virke, se herved 137. Eksklusivbestemmelser er forbudt (Sundhedslovens 227, stk. 4). En tandlæge kan tiltræde Tandlægeoverenskomsten uden at være medlem af Tandlægeforeningen. 10. Nogle tandlæger med autorisation til selvstændigt virke, herunder et antal medlemmer af Tandlægeforeningen, praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten gælder ikke for sådanne tandlæger. (Sundhedsministeren kan i medfør af Sundhedslovens 229 fastsætte vilkår for ydelserne, således at patienterne ikke bliver udsat for en større egenbetaling, end tilfældet vil være efter overenskomst.) 11. Adskillige tandlæger har ikke selv tiltrådt Tandlægeoverenskomsten, men virker i en underordnet stilling på en klinik som ansat under en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Overenskomsten gælder ikke uden videre for sådanne tandlæger. Overenskomsten kan som for patienternes vedkommende tillægge de ansatte tandlæger ret, men ikke uden hjemmel pligt.

5 - 5 - Som nærmere nævnt under 40 er det afgørende efter de bestemmelser, der er udsendt i medfør af Klageog erstatningsloven, hvorvidt tandlægen er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten omfatter ansatte tandlæger, for så vidt det i flere af dens bestemmelser omtales, at den ansatte kan medvirke som tandlægelig medhjælp for en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Tandlægeoverenskomsten gælder herefter for en tandlæge, der er ansat hos en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten, for så vidt Overenskomsten indeholder regler om behandlingen af klager fra patienter over sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Hjemlen til således at forpligte ansatte tandlæger efter Overenskomsten, skal søges i Klage- og erstatningsloven og bestemmelserne i medfør af denne. Forretningsorden 12. I medfør af Tandlægeoverenskomsten ( 48, stk. 2) er der udsendt Forretningsorden for Regionstandlægenævnene af 31. Januar En forretningsorden af samme dato er gældende for Landstandlægenævnet ( 47, stk. 4). Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten 13. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 9), indeholder regler om samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg). 14. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet (Tandlægeoverenskomstens 37, stk. 2). Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele

6 - 6 - Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse gælder altså også alle spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med patientklage under Overenskomsten. 15. Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, juni 2013, Tandklagesystemet - Klager og ansvar Disciplinærklage, forbrugerklage disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar 16. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (kapitel 10). I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar. 17. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (kapitel 10). I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller normalt synonymt med udtrykket kontraktsansvar mangelsansvar.

7 En tandklagesag rummer som oftest en kombination af begge klagetyper (spørgsmål om begge former for ansvar). Tandklagesystemets grundkompetencer 19. Efter Tandlægeoverenskomsten ( 44,stk. 2, 1. led) bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der vedrører rent faglige forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle disciplinærklager. Det hedder videre ( 44, stk. 2, 2. led), at Regionstandlægenævnet over for en tandlæge kan beslutte, at tandlægen til patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten ( 48, stk. 1) fungerer Landstandlægenævnet som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene. 20. Negativt er Tandklagesystemets kompetence afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets forretningsorden ( 15, 2. pkt.), hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning. I Regionstandlægenævnenes forretningsorden findes en lignende bestemmelse ( 17, stk. 5). 21. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 130 sager årligt. Sagstyper 22. Nogle typer af klagesager drejer sig om behandling, der faktisk har fundet sted. Klagerne kan fx angå parodontalbehandling, kirurgisk behandling, implantatbehandling, kariesbehandling, rodbehandling, fast

8 - 8 - protetik, aftagelig protetik, kosmetisk tandpleje, fagligt set dårlige fyldninger og smerter i forbindelse med behandling. Andre typer af sager drejer sig om fx manglende behandling, herunder manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager), manglende forebyggelse (eksempelvis af parodontose), manglende oplysning om alternative behandlingsmuligheder, manglende information og samtykke, rådgivning efter behandling, hygiejne, journalføring, tavshedspligt, videregivelse af helbredsoplysninger og tandlægeerklæringer. Det bemærkes, at udtrykket neglectsager her benyttes i den betydning, der anvendes af Landssamarbejdsudvalget. (Begrebet (dental) neglect kan dække over andre forhold end tandlægens manglende eller ufuldstændige diagnostik.) Klager, ansvar og krav uden for Tandklagesystemet 23. I klagerne indgår undertiden elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, se fx 20 (erstatningskrav) og 62 (aktindsigt i patientjournalen). Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for domstolene, også selv om der måtte være en klageadgang i Tandklagesystemet, som ikke har været udnyttet i forvejen. Efter Tandlægeoverenskomstens 52, stk. 5, er tandlægen i forbindelse med en klagesag forpligtet til at oplyse, om der er indledt retlig inkasso ved domstolene. Har tandlægen indledt inkassosag mod patienten, skal tandlægen stille inkassosagen i bero, mens klagesagen behandles. Serviceklage Serviceansvar

9 Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 11), indeholder regler om klage til samarbejdsorganerne. Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede sundhedspersoner (Tandlægeoverenskomstens 50, stk. 1). Genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i overenskomsten ( 50, stk. 2, 1. led). 25. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene serviceklage og serviceansvar. I 94 er nævnt nogle sagsarter, hvor genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i Tandlægeoverenskomsten. Der er ikke altid nogen skarp grænse mellem på den ene side disciplinæransvar og kontraktsansvar og på den anden side serviceansvar. Et og samme forhold kan rejse spørgsmål vedrørende begge ansvarsområder. Et eksempel herpå er nævnt ligeledes i 94 (tandlægens manglende oplysning vedrørende klagesagen). I praksis rejses der ret få serviceklager. Deliktsansvar 26. Deliktsansvar drejer sig om erstatningspligt for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale. Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden skadeserstatning.

10 Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, og allerede af den grund falder deliktet uden for Tandklagesystemets område, jf. herved 20. Se dog 678 om disciplinæransvar. Produktansvar 27. Produktansvar er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden mellemhandler herunder efter omstændighederne tandlægen, når et produkt under brug volder skade, i nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et deliktsansvar. Produktansvarsloven ( 3) omfatter ansvaret for løsøregenstande dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting. Indgår der imidlertid i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter af løsøre i lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer omfattes af lovens produktansvar. Området for produktansvaret omfatter imidlertid mere end det ansvar, der reguleres i Produktansvarsloven, og området kan muligvis udstrækkes til enhver form for tandlægeydelse. Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence og dermed uden for rammerne af nærværende fremstilling. Erstatning og godtgørelse 28. Erstatning er økonomisk udligning af skade. Skaden kan imidlertid ikke altid ske efter en objektiv økonomisk målestok. For at markere dette tales der i en vis udstrækning om godtgørelse. Se neden for under 658 om ikke-økonomisk personskade. Spørgsmål om sådan godtgørelse falder uden for Tandklagesystemets kompetence, ganske som de egentlige erstatningskrav.

11 Der er undertiden behov for udligning af formueforskydning i forbindelse med kontraktsforhold. Sådan udligning er ikke erstatning, og for at markere dette tales der også i denne forbindelse om godtgørelse. Et eksempel herpå er nævnt i 575. Spørgsmål om sådan godtgørelse, forstået som udligning af formueforskydning, falder inden for Tandklagesystemets kompetence. Tandklagesystemet i perspektiv 29. Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og forbrugerklager behandles i hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning énstrenget. Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker uoverskuelige. De er dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik. Den énstrengede ordning muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er til fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer. Ordningen sparer sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for på grundlag af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende forholdet mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar. Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har enhver sundhedsperson (privatpraktiserende tandlæge), der kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en højere klageinstans. På patientsiden er det tilsvarende noget særligt, at det udelukkende er de privatpraktiserende tandlægers patienter, der har ankeadgang. Tandklagesystemet er som noget specielt i forbindelse med retshåndhævelsen ved forbrugerklager gebyrfrit og uden beløbsmæssig under- og overgrænse.

12 Der er inden for Tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren. Den ydre autoritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få afgørelser har været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre områder af det samlede forbrugerklagesystem. ANDEN DEL TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING Resumé 30. I denne del af nærværende fremstilling nævnes seks lovområder, der har relevans for Tandklagesystemet. I hovedsagen angår de tre første Tandklageprocessen og resten Tandklageansvaret. 31. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at behandle disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og kan under visse betingelser offentliggøres med navn. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af Tandskadesystemet. Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningsloven. Også Persondataloven stiller krav til sagsbehandlingen. 32. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters rettigheder, derunder retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra Forbrugerklageloven. Købeloven gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle.

13 AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN 33. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Lovbekendtgørelse nr af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven. 34. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet ( Offentliggørelsesbekendtgørelsen ) og Bekendtgørelse nr af 18. december 2012 om afgrænsning af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende tandlæger ( Klagebekendtgørelsen ). KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG 35. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang. Patientombuddet 36. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet ( forløbsklager ), sml. Klage- og erstatningslovens 1, stk. 1, 1. pkt., også i tilfælde, hvor ansvaret herfor ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne sundhedspersoner.

14 Patientombuddets afgørelser retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til vedkommende institution eller private praksis. Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn 37. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. Klage- og erstatningslovens 2, stk. 1, 1. pkt. Der er givet nærmere regler om kompetencefordelingen mellem Patientombuddet og Disciplinærnævnet, jf. 1, stk. 1, 2. pkt., og 2, stk. 1, 2. pkt. 38. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende tandlæger, fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag for kritik eller anden sanktion, jf. Klage- og erstatningslovens 2 a. Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet 39. Efter Klage- og erstatningslovens 2, stk. 3, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse, når særlige hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke omfatter dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner. Regler er fastsat ved Klagebekendtgørelsen. Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten 40. I Klagebekendtgørelsens 1 er det nærmere bestemt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed efter 2, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, ikke omfatter klager fra patienter over privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold

15 omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9, hvis vedkommende tandlæge er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere Klagebekendtgørelsens 2. Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og Det følger af Autorisationslovens 49, stk. 1, at udtrykket tandlægevirksomhed omfatter forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og kæber. Udtrykket tandlægevirksomhed er dermed ikke synonymt med og på meget væsentlige punkter mindre omfattende end kompetencebeskrivelsen i Klagebekendtgørelsen: privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Sundhedsfaglig virksomhed er et vagt og dynamisk begreb. Hvad der er omfattet af tandlægens faglige virksomhed, kan derfor ikke fastlægges præcist. Området og dermed kompetencen vil kunne indskrænkes eller udstrækkes ved loven og Tandlægeoverenskomsten, men også gennem Tandklagesystemets praksis. Der er dog ingen tvivl om, at sundhedsfaglig virksomhed ikke alene er tandlægens faglige udførelse af undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet hertil, fx journalføring, indhentelse af informeret samtykke og tavshedspligt. Vejledningspligten vedrørende skadeserstatning 42. En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at kunne give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring, jf. herved Klage- og

16 erstatningslovens 23, må uden udtrykkelig lovhjemmel anses som en disciplinærklage, der kan behandles i Tandklagesystemet. Offentliggørelse af disciplinærafgørelser 43. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven, jf. 17, stk. 2, fastsættes regler om offentliggørelse af afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG 44. Klage- og erstatningsloven (kapitel 3) indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at opnå forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling. Særordning: Tandskadesystemet 45. Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution, jf. Klage- og erstatningslovens 19, stk. 5. Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger. Disse sager behandles i det såkaldte Tandskadesystem (Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet). ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN

17 De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning 46. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. 5. De almindelige forvaltningslove Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. september 2012), Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven gælder for den offentlige forvaltning. Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der er oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v... men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet 47. Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den private sundhedssektor. En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i en bestemmelse i Tandlægeoverenskomsten ( 47, stk. 4). Efter denne bestemmelse fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler om inhabilitet, vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring, klagevejledning og tavshedspligt. Forvaltningslovens regler om blandt andet begrundelse og de nævnte

18 fundamentale forvaltningsretlige principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes modsætningsvis. De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen om anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for Tandklagesystemet bygger på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger. TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATATLOVEN 48. Persondataloven (Lov om behandling af personoplysninger, lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer) finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor, sml. 1, stk. 1. Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. 1, stk. 1. I loven er det nærmere angivet, at dataansvarlig er den fysiske eller juridiske person eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger, jf. 3, nr. 4. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet er dataansvarlige, dog ikke for offentliggørelse med navn af i afgørelser i klagesager, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens 5, se 412 ff. Også Visitationsudvalgene og Besigtigelsesudvalgene må anses som dataansvarlige. Loven indeholder regler om blandt andet indsamling af og kriterier for behandling af indsamlede oplysninger ( 5-8), oplysningspligt over for den registrerede ( 28-29) og dennes indsigtsret ( 31), ret til indsigelse mod behandling af oplysninger om vedkommende ( 35) og til berigtigelse m.v. ( 37)

19 Datatilsynet har udsendt Vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV. Autorisationsloven 50. Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 14 specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere bestemmelser. 51. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) ( Journalføringsbekendtgørelsen ) og Bekendtgørelse nr af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) ( Delegationsbekendtgørelsen ). I tilknytning til Delegationsbekendtgørelsen har Sundhedsstyrelsen udsendt Vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed). Virksomhedsansvarlige tandlæger

20 Efter Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger (Lov nr. 362 af 9. april 2013 om ændring af lov om virksomhedsansvarlige læger) skal klinikker, hvor der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes af offentlige myndigheder, efter nærmere regler udpege en virksomhedsansvarlig tandlæge. Den virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet i behandlingen og er kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er etableret en utvetydig tandlægefaglig ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges selvstændige ansvar efter Autorisationsloven m.v. Tandlægepligter 53. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig virksomhed. Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket, jf. nærmere Autorisationslovens 17. Visse grupper af sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre patientjournaler over deres virksomhed, jf. 21, og journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling, jf. 22, stk. 2. Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder 54. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer, der har gennemført en nærmere bestemt uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, jf. Autorisationslovens 26, stk. 1, jf. Sundhedslovens 215, stk. 1, der kan sanktionere tilsidesættelse af de faglige pligter. Det er ingen betingelse herfor, at der forinden er givet kritik efter disciplinærklage. Skærpet tilsyn

21 Der kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis Sundhedsstyrelsen har en begrundet formodning om, at virksomhedsudøvelsen vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter, jf. Sundhedslovens 215, stk. 2. Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige forhold. Fagligt påbud 56. Er der derimod tale om en begrundet mistanke om, at virksomhedsudøvelsen rent faktisk vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter, vil det sædvanligvis være mere nærliggende at overveje en mere indgribende foranstaltning end skærpet tilsyn. Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne, jf. Autorisationslovens 7, stk. 2, 1. pkt. Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller efterlevelse af sædvanlige faglige normer. Virksomhedsindskrænkning

22 Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen under nærmere betingelser foretage virksomhedsindskrænkning, jf. Autorisationslovens 7, stk. 2, sidste pkt. En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller behandle visse patienter. Indskrænkningen kan også bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges vejledning og instruktion. Autorisationsfratagelse 58. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han eller hun må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet, jf. Autorisationslovens 7, stk. 1. FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN 59. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov. 60. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Patientrettigheder

23 Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede sundhedspersoners pligter, indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters rettigheder. Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse og retten til fortrolighed. 62. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen (Sundhedslovens kapitel 8) er ikke omfattet af Tandklagesystemets kompetence. 63. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler om aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige lovgivning. Om partsaktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til SJETTE LOVOMRÅDE:DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING 64. En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv. FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING 65. Den offentligretlige forbrugerlovgivning har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.

24 Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven, men retshåndhævelsen af denne lov sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om vildledende og utilbørlig markedsføring ( 3) og om vejledning ( 7), udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn 66. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. Forbrugerklagelovens 1. Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet 67. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, jf. 8. En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten, jf. Klage- og erstatningslovens 2, stk. 3, se 40 (samt flere andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og tandskader). FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING 68. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem de erhvervsdrivende og deres private kunder, forbrugerne, men reglerne har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.

25 I Aftalelovgivningen (Aftalelovens 38 a d) findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige aftalevilkår. 70. Forbrugeraftaleloven indeholder en række regler om beskyttelse af forbrugeren i tilfælde, hvor en forbrugeraftale indgås uden forbrugerens forudgående henvendelse til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted. Købeloven gælder ikke, men 71. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af lovens regler gælder dog kun forbrugerkøb. Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se blandt andet 438. Tandlægekontrakten omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for uskrevne almindelige regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte måde en vigtig rolle. TREDJE DEL TANDKLAGEPROCESSEN Resumé

26 Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og Landstandlægenævnet. 73. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge. Tandklagesystemets behandling af sagerne er imidlertid til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på denne baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet. Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om Tandklagesystemets kompetence, habilitet og tavshedspligt mv., hvem der er part, frister for fremsættelse af krav Der stilles en lang række krav til sagens oplysning og selve sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige, dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet vedrørende indsendelse af patientjournaler. Hvis disse og andre krav ikke opfyldes, kan nævnsafgørelsen efter omstændighederne blive ugyldig. 75. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og bevisbyrde samt om Tandklagesystemets underretningspligt. AFSNIT I: ORGANISATION VISITATIONSUDVALG

27 Sammensætning 76. Ifølge Tandlægeoverenskomstens 41, stk. 1, består Visitationsudvalget af ét medlem udpeget af Regionen og ét medlem udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp kan dog træffe beslutning om en anden paritetisk sammensat repræsentation på baggrund af de regionale forhold. Opgave 77. Enhver klage vurderes af Visitationsudvalg for Tandlægeklager i den region, hvor tandlægen har sin klinik, jf. Tandlægeoverenskomstens 52, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. 1. led. Dette sker blandt andet med henblik på at visitere (videresende) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp), jf. 52, stk. 2, 2. pkt. Klagesager, der udelukkende er erstatningssager, videresendes til Tandlægeforeningens Patientforsikring. Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende indklagede tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse 52, stk. 2, 1. pkt., 3. led, hvorefter det påhviler udvalget at (r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og udvalget. Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det på grund af sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig mangel, der gør Regionstandlægenævnets afgørelse ugyldig.

28 Åbenbart grundløse klager 78. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, jf. 52, stk. 2, 1. pkt., 2. led, men dette må forstås således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse klager. Af 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan det sluttes, at Visitationsudvalget kan tage stilling til om kravsfristerne i 51, stk. 5, er overskredet. Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag. Iværksættelse af besigtigelse 79. Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte besigtigelse i klagesager. Sekretariat 80. Regionen virker som sekretariat for Visitationsudvalget, jf. Tandlægeoverenskomstens 41, stk. 2. Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt sekretariatet eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved Overenskomsten. BESIGTIGELSESUDVALG

29 Sammensætning 81. Ifølge Tandlægeoverenskomstens 45, stk. 1, nedsætter Regionstandlægenævnet et eller flere besigtigelsesudvalg bestående af 3-4 medlemmer. 1 medlem udpeges efter indstilling fra regionen og 2-3 medlemmer efter indstilling fra Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Ved udpegning til Besigtigelsesudvalg(et) skal der tages hensyn til, at der ikke må være personsammenfald i repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet. Regionen virker som sekretariat for Besigtigelsesudvalget, jf. stk. 2. Opgave 82. Det følger af Tandlægeoverenskomstens 46, stk. 1, at et Besigtigelsesudvalgs opgave blandt andet er at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold efter anmodning fra Regionstandlægenævnet. Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring (hvorledes kan det påklagede forhold faktisk beskrives, hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.). Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se , hvilken behandling ville kunne være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger sammen med, at den instans, der skal afgøre sagen Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv rummer fagkundskab. De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på omgørende arbejde eller lignende.

30 Patientens medvirken 83. Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk kan få lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen. Hvis besigtigelse er indiceret og derfor skal foretages efter Regionstandlægenævnets anmodning hviler risikoen for en manglende besigtigelse principielt på den, der har bevisbyrden, dvs. som udgangspunkt på patienten, hvis det gøres gældende, at tandlægeydelsen er mangelfuld. Ved bedømmelsen af disciplinærklager kommer efter praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode, se 256, også den rimelige tvivl, som kunne være afklaret, hvis ikke fx patientens sygdom havde hindret den nødvendige besigtigelse. Patientens sygdomsforfald 84. Det principielle udgangspunkt fraviges ikke, selv om sygdom selvsagt kan være en uforskyldt personlig forhindring, som patienten ikke kan overvinde. Konsekvensen af manglende besigtigelse kan være, at der helt eller delvis ikke gives patienten medhold i klagen. Hvis patienten har oplyst sygdomsforfald, vil klagesagen som regel blive udsat. Modparten har dog krav på, at behandlingen af sagen fremmes rimeligt hurtigt. Udsættelse bestemmes derfor normalt ikke for et længere samlet tidsrum end et par måneder. Hvis den indklagede tandlæges arbejde ikke længere kan besigtiges

31 Tandklagesystemet kan kun afgøre en sag, der er oplyst i fornødent omfang. Fjernes den indklagede tandlæges arbejde fx påstået mangelfulde kroner, således at det ikke er i behold som før, når det er muligt at foranstalte fagkyndig besigtigelse, kan arbejdet efter omstændighederne ikke underkastes den fagkyndige vurdering, som er en forudsætning for at bedømme patientens klage. Under sådanne omstændigheder kan det være umuligt at fastslå, hvorvidt tandlægen er ansvarlig. Resultatet må herefter være, at der ikke gives medhold i klagen. Iværksættelse af udbedring efter besigtigelse 86. Som nævnt i 82 udfører Besigtigelsesudvalget sin opgave efter anmodning fra Regionstandlægenævnet. Derfor bør det være Regionstandlægenævnet, der tager stilling til, hvorvidt udbedring af det påklagede tandlægearbejde kan iværksættes efter endt besigtigelse. De besigtigende tandlæger bør derfor i givet fald henvise patienten til Regionstandlægenævnet angående dette spørgsmål. Regionstandlægenævnet må omgående træffe afgørelse om spørgsmålet, hvis omstændighederne kræver hurtig udbedring af arbejdet. REGIONSTANDLÆGENÆVN Sammensætning 87. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens 43, stk. 1, jf. Klagebekendtgørelsens 4, stk. 1, sammensættes Regionstandlægenævnet af 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens Regionsbestyrelse, 2 medlemmer udpeget af Regionsrådet og 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.

32 Nævnets sammensætning skal ses på baggrund blandt andet af, at der er behov for, at også almene synspunkter kommer til at indgå i afgørelsen af, om der er givet en fagligt set rigtig behandling. Opgave 88. Regionstandlægenævnet behandler disciplinærklager og forbrugerklager i 1. instans, jf. Tandlægeoverenskomstens 44, stk. 1 og 2, og står i øvrigt for gennemførelsen af Landstandlægenævnets afgørelser om betaling og tilbagelevering. Det følger af 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, at Regionstandlægenævnet er ankeinstans i forhold til Visitationsudvalgets afvisninger på grund af overskridelse af kravsfrister, jf. 51, stk. 5. Det samme må gælde Visitationsudvalgets afvisninger af åbenbart grundløse klager. Regionstandlægenævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 2 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens Regionsbestyrelse og 2 medlemmer blandt de øvrige persongrupper (udpeget af Regionsrådet og Forbrugerrådet) er til stede, jf. Forretningsordenens 3, stk. 1. I tilfælde af stemmelighed skal sagen forelægges Landstandlægenævnet med oplysning om de forskellige meninger vedrørende såvel resultatet som begrundelsen, jf. Tandlægeoverenskomstens 43, stk. 4, og Forretningsordenens 14, stk. 3. Sekretariat 89. Regionen virker som sekretariat for Regionstandlægenævnet, jf. 43, stk. 2. Det påhviler Nævnet (sekretariatet) at formidle udveksling af tilbagebetaling og eventuelt det påklagede tandlægearbejde, se 494 ff., 530 og 532. Nævnet har pligt til at oplyse sagen i denne forbindelse, idet Nævnet som i alle andre sager skal afgøre, om der er behov for indhentning af yderligere materiale til oplysning af sagen.

33 LANDSTANDLÆGENÆVNET Sammensætning 90. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens 47, stk. 1, jf. Klagebekendtgørelsens 5, stk. 1, sammensættes Landstandlægenævnet af 1 dommer udpeget efter bestemmelserne i Overenskomsten, 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen, 2 medlemmer udpeget af Regionernes Lønnings- og Takstnævn, 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet og 1 medlem udpeget af Danske Patienter. Opgave 91. Landstandlægenævnet fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene, jf. Tandlægeoverenskomstens 48, stk. 1. Desuden yder Landstandlægenævnet en udstrakt rådgivning til Regionstandlægenævnene, se herved 93, og udsender vejledende retningslinjer til brug for nævnene. Landstandlægenævnet er beslutningsdygtigt, når formanden samt mindst 2 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen, 1 medlem udpeget af Regionernes Lønnings- og Takstnævn og 1 medlem udpeget enten af Forbrugerrådet eller af Danske Patienter er til stede, jf. Forretningsordenens 13, stk. 2, 2. pkt.. Sekretariat

34 Landstandlægenævnet har i modsætning til Visitationsudvalgene, Besigtigelsesudvalgene og Regionstandlægenævnene ikke sekretariatsbistand fra nogen Region. Det er forudsat såvel i Tandlægeoverenskomsten som i Klagebekendtgørelsen, at Landstandlægenævnet har en sekretær/et sekretariat. Landstandlægenævnets sekretariat består af formanden og en af denne udpeget sekretær. Sagerne forberedes af formanden/sekretæren, der også sørger for opfølgning (i det omfang denne ikke er henlagt til Regionstandlægenævnene, se 88), underretninger, generelle sager, løbende rådgivning mv. AFSNIT II: FORMALITET SAGLIG KOMPETENCE Serviceklager 93. Det kan generelt siges, at patienters adgang til at klage over overenskomstmæssige forhold (serviceklage), jf. Tandlægeoverenskomstens 35, stk. 2, 1. led, skal bidrage til at sikre, at det serviceniveau for betjeningen, som er fastlagt ved Tandlægeoverenskomsten, efterleves i det enkelte tilfælde. 94. Serviceklager drejer sig hyppigst om serviceniveauet, herunder manglende tilbud om skriftligt uspecificeret prisoverslag (skønnet pris), rabat på ydelser med overenskomstmæssigt aftalt grundhonorar, prisoplysninger og tandlægens optræden (adfærdsklage). Spørgsmål om prisberegning er ikke et spørgsmål om faglige forhold. En serviceklage kan således dreje sig om, hvorledes prisen skal beregnes, hvis denne ikke er aftalt på forhånd. Et andet tema for serviceklage kan være, om tandlægen uanset en opgiven pris eller prisoverslag kan betinge arbejdets udførelse af et

35 pristillæg, hvis arbejdet fordyres som følge af omstændigheder, som tandlægen ikke burde have taget i betragtning. Tvist om, hvorvidt en meddelt prisoplysning er et tilbud, en højeste pris eller et prisoverslag, behandles også af vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp. Klager over unødvendigt dyr udførelse, se 455, og billigere udførelse, se 456, er derimod ikke serviceklager. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen allerede er afgjort ved forlig, afgøres af Samarbejdsudvalget. Efter Tandlægeoverenskomstens 55, stk. 3, er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling. For tandlægens vedkommende drejer det sig typisk om udlevering af patientjournalen. Opfyldelsen af forpligtelsen efter 55, stk. 3, er et spørgsmål om et overenskomstmæssigt forhold, og tilsidesætter tandlægen pligten, er det Samarbejdsudvalget, der afgør, om han eller hun har pådraget sig serviceansvar. Det antages dog i praksis, at tandlægens manglende oplysning vedrørende klagesagen tillige kan indebære et brud på en faglig forpligtelse, således at Tandklagesystemet efter omstændighederne kan pålægge tandlægen (alvorligt) disciplinæransvar. Se Klager, der vedrører rent faglige forhold (sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9), er ikke serviceklager, se 19. Det forekommer, at tandlægen møder en klage over manglende udlevering af patientjournalen med en indsigelse om, at journalen er bortkommet under videregivelse, fx under videresendelse til en anden tandlæge. Tandklagesystemet forudsættes at have kompetence til at behandle klager vedrørende ethvert forhold, der omfattes af Autorisationslovens kapitel 6 (Patientjournaler), selvsagt forudsat at forholdet er genstand for en patients klage over en privatpraktiserende tandlæge. Efter praksis er det altså Regionstandlægenævnet, ikke Samarbejdsudvalget, der kan tage stilling til klagen, hvis temaet må antages at være videregivelse af en patientjournal.

36 En speciel gruppe af serviceklager drejer sig om sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet, jf. herved Tandlægeoverenskomstens 35, stk. 2, 2. led. Der vil typisk være tale om adfærdsklager. I en sag var der klaget over, at en sagsbehandler i Regionstandlægenævnets sekretariat ved forelæggelsen for Besigtigelsesudvalget glemte (undertrykte) patientens dokumentation (kliniske fotos og røntgenbilleder) for derved at opnå en besigtigelsesrapport, der frikendte tandlægen, og senere sammen med Regionstandlægenævnet indberettede falsk til Sundhedsstyrelsen. Landstandlægenævnet henviste klagen til vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp. Efter Landstandlægenævnets praksis hører klager over Regiontandlægenævnets tilsidesættelse af god forvaltningsskik og sagsbehandlingstid ligeledes under Samarbejdsudvalgets kompetence. I tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan Regionstandlægenævnets manglende afgørelse sidestilles med afvisning af sagen og dermed en afgørelse med den virkning, at Landstandlægenævnet kan behandle sagen. 97. Tandlægeoverenskomstens 35, stk. 2, 2. led, angår efter ordlyden udelukkende sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet. Det antages dog, at serviceklager over sagsbehandlingen i Visitationsudvalget og Besigtigelsesudvalget ligeledes skal indbringes for Samarbejdsudvalget. Patienten klagede over, at Besigtigelsesudvalget i sin rapport under punktet Alkoholforbrug havde skrevet tidl. weekend party-mus, og gjorde gældende, at bemærkningen var irrelevant og nedsættende. Henvist til Samarbejdsudvalget. 98. Det følger af Tandlægeoverenskomstens 37, stk. 2, 2. pkt., sidste led, at serviceklager over sagsbehandlingen i Landstandlægenævnet indbringes for Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp. Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende disciplinærklager og forbrugerklager, herunder spørgsmål

37 om retlige mangler ved Landstandlægenævnets afgørelser, sml. 100, kan derimod ikke indbringes for nogen anden instans i Tandlægeoverenskomstens klagesystem. Kombinerede klager 99. Klages der ikke alene over overenskomstmæssige forhold (altså en kombineret service- samt disciplinær- og eventuelt forbrugerklage), behandles sagen først i Regionstandlægenævnet (med ankeadgang til Landstandlægenævnet), for så vidt angår de ikke-overenskomstmæssige forhold. Når afgørelsen foreligger, sendes sagen videre til behandling i Samarbejdsudvalget til behandling af de overenskomstmæssige forhold, se Tandlægeoverenskomstens 44, stk. 1, 2. pkt. Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse 100. Det har tidligere været gjort gældende, at Landstandlægenævnet ikke kan tage stilling til (forvaltnings)retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse, fordi det efter Tandlægeoverenskomsten er det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp, der skal behandle klager over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet., sml. den ovennævnte bestemmelse i 35, stk. 2, 2. led. Hvis denne argumentation var rigtig, ville den endelige afgørelse i Tandklagesystemet af patientens og tandlægens mellemværende kunne forhales gennem systematisk klage til Samarbejdsudvalget (og videre appel til Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp) med måske grundløse indsigelser over retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse. Det er derfor i Tandlægeoverenskomstens 48, stk. 1, sidste led, bestemt, at Landstandlægenævnet behandler klager over også sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene.