Jeg tror, at efter- og videreuddannelse kommer til at spille en central rolle i moderne fagforeninger i de kommende år.

Transkript

1 Jeg tror, at efter- og videreuddannelse kommer til at spille en central rolle i moderne fagforeninger i de kommende år. Jeg tør påstå, at medlemmernes udvikling i endnu højere grad end nu vil være omdrejningspunkt for vores virke. Se bare på, hvor dramatisk vore medier og vore job har udviklet sig på bare få år. Et lille billede på det: Da jeg begyndte at lave radio i 1984, var der en 6-7 kolleger til at klippe bånd, skrue udsendelser sammen, lave lyd og køre og betjene sendevognene. Da jeg forlod radioen i 1998, sad journalisterne og lavede selv nyhedsindslag og magasinprogrammer færdig på en pc. Og kørte og betjente selv sendevognene. Nogle af de tekniske kolleger var der endnu, men de lavede alle noget helt andet. Det er ti år siden. Og det er ikke gået mindre stærkt siden. Og mit gæt er det bliver ved og ved og ved og ved xxx Kravet var før som nu: Skal du følge med, skal du udvikle dig selv. Fylde på. Hele tiden. Hvad enten vi kalder det oplæring eller efter- og videreuddannelse. Det spændende spørgsmål er så: Hvem er det lige, der vurderer, hvornår der skal sættes ind? Hvornår er det rette tidspunkt? Er det noget, jeg selv afgør? Er det min chef? Er det mine kolleger? Og hvem skal så have den afgørende indflydelse på, HVILKE nye færdigheder, hvilken ny kompetence, viden eller erfaring, jeg skal tilegne mig? I materialet kan I se et forslag til forbundets strategi på efteruddannelsesområdet. Jeg siger udtrykkelig FORSLAG. For idéen at tage emnet op her på Fagligt Forum er jo netop at plante og høste idéer og synspunkter hos alle os, der mødes igen om et år og muligvis skal beslutte noget på dette felt. 1

2 Strategien hviler på tre bærende søjler: - jeres, medlemmernes, holdning til efter- og videreuddannelse - at der er relevante tilbud til alle - at det skal være økonomisk muligt for helst alle medlemmer at deltage Væsentligt er det desuden at have viden om efteruddannelse. Det gælder både hos os i forbundsapparatet, hos jer, medlemmerne, og selvfølgelig også blandt arbejdsgiverne. Undersøgelser viser, at vore arbejdsgivere generelt ikke ved særlig meget om mulighederne. Det må vi så hjælpe dem med. Holdninger Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at når der på store dele af vores største overenskomstområde er aftalt en RET til efteruddannelse, at den så udnyttes så ringe. Vores stikprøver viser, at kun ca. halvdelen af den opsparede efteruddannelse på udvalgte arbejdspladser udnyttes. Det er bare ikke godt nok! Og så er det altså et super dårligt argument, når vi skal have arbejdsgiverne til at gå med til en ret til efteruddannelse i overenskomster, hvor der ingen ret er. (Som vi har forpligtet os til i vores handlingsprogram og i vores forslag til efteruddannelsesstrategi). Når I om lidt skal ud i grupperne, vil jeg blandt bede jer diskutere, hvorfor det er sådan. Hvor er barrierne? I må også gerne snakke om, hvordan der kan laves om på det. Jeg tror, at barriererne er oppe i vores egne hoveder. Måske at det blevet en vane for mange, at efter- og videreuddannelse er noget der findes i et fint katalog, der kommer ind ad brevsprækken sammen med fagbladet Journalisten et par gange om året. Og at alt skal være finansieret: Rejsen, opholdet, undervisningen det hele. Er det ikke i kataloget, så gider vi ikke. Og er der ikke det rigtige i kataloget, gider vi heller ikke. Måske skal der bruges lidt mere energi på at se andre steder hen. Selv finde på. 2

3 Selv lave aftaler med nogle, man kan lære noget af. Selv spæde i kassen så projektet kan lykkes. xxx Og så er der holdningen til, hvad ret til efteruddannelse egentlig betyder: Er holdningen den, at det kun er mig selv der bestemmer, og at denne ene uge om året ikke er noget, en chef kan eller skal blande sig i? Kalundborg-kendelse eller ej, så er det ikke en holdning, jeg deler. Til jer, for hvem begrebet Kalundborg-kendelse er ny, så går den i al sin enkelthed ud på, at en chef på Kalundborg Folkeblad for 15 år siden afviste et spanskkursus til en medarbejder, selv om det var i kataloget fra Den journalistiske Efteruddannelse. Chefen fandt ikke kurset relevant for journalisten fra Sjælland Kendelsen siger kort og godt, at kurset er journalistisk relevant, fordi det udbydes i DjE s katalog. Jeg oplever, at kendelsen alt for mange steder har dræbt kreativitet og ikke mindst den konstruktive dialog mellem chef og medarbejder om den udvikling, der er god for den enkelte OG for virksomheden. Kendelsen er der, den gælder på nogle udvalgte områder, og den kan sikre, at man kan komme på efteruddannelse på virksomheder, hvor ledelsen slet ikke interesserer sig for den slags kostbare og besværlige ting. Det er bestemt godt. Men frem for at brug kendelsen som SANDHEDEN, som man så går og slår hinanden oven i hovedet med, synes jeg vi skal arbejde på en holdning til efteruddannelse, der reelt overflødiggør kendelsen. Det er både arbejdsgiverne og medarbejdere, bedst tjent med! Hvordan vi så gør det, må I gerne komme ind på i grupperne. Jeg mener, at vi skal arbejde stenhårdt på at opkvalificere MUS ude på virksomhederne og gøre dem til STEDET, hvor vi tænker og planlægger efter- og videreuddannelse, der tilgodeser både vores og ledelsens ønsker. Relevante tilbud Kan man ikke finde relevante tilbud om efter- og videreuddannelse dér, hvor man normalt leder efter dem, kan det være en barriere. Fra tid til anden hører jeg brok over, at tilbuddene fra UPDATE ikke er gode nok. 3

4 Så er der for lidt i udlandet. Så er der for lidt kommunikation. Eller for lidt personlig udvikling. For lidt radio og tv. Der er reelt kun én ting at sige til det: Fortæl, hvad der mangler. Gå til tillidsrepræsentanterne og til de uddannelses-agenter, som vi med tiden gerne ser udviklet rundt omkring på arbejdspladserne. Brug forbundet. Vi er centralt placeret på de fleste af de steder, hvor der udbydes efteruddannelse til DJ s medlemmer. Vi vil også i løbet af sommer og efterår gennemføre en solid undersøgelse af, hvad I, medlemmerne, mener er god efteruddannelse. Vi ved meget om, hvilken slags medarbejdere arbejdsgiverne gerne vil have i fremtiden. Men vi ved pudsigt nok ikke særlig meget om, hvad vores medlemmer siger, hvis de selv kunne bestemme. Diskussionerne i dag kommer til at indgå i den måde, vi gerne vil lave undersøgelsen på. Vi skal blive meget bedre til at fortælle udbyderne, hvad vore medlemmer ønsker. Både når vi snakker indhold i tilbuddene, men også formen. En uge på PUC i Århus behøver ikke længere være standard for al efteruddannelse i vores verden. Finansiering Finansiering af efteruddannelse er helt sikkert en væsentlig motivation for at deltage. Det er noget nemmere at tage en beslutning, hvis du ved, at du kan få det meste eller måske endda det hele betalt. For mange af vore overenskomstdækkede medlemmer er mulighederne meget gode: Der er ret til efteruddannelse, og arbejdsgiverne betaler for kurser, ophold og arbejdstid. Ikke alle har den mulighed. Ikke alle kan trække på for eksempel Pressens Uddannelsesfond eller midlerne i Ophavsretsfonden. Vi skal undersøge og diskutere, om vi kan bidrage til at finansiere efteruddannelse for medlemmer, der ikke er dækket ind i kraft af en overenskomst jobbet. Det gælder især freelancere og medlemmer med individuelle kontrakter. Spørgsmålet er: Skal alle i DJ på en eller anden måde solidarisk betale for, at alle får økonomisk mulighed for at komme på efteruddannelse? FOR taler, at det kan være med til at gøre det endnu mere attraktivt at være medlem her hos os. 4

5 IMOD taler, at det kan smadre vores gode aftaler rundt omkring, fordi arbejdsgiverne kan blive fristet til at sige, at efteruddannelse, det er noget Dansk Journalistforbund klarer alene. Er det måden, vi kan få flere til at efteruddanne sig på? Eller er det helt andre aktiviteter, DJ skal tage fat i? Jeg glæder mig til at se, hvad I finder ud af og ønsker rigtig god fornøjelse med diskussionerne i grupperne. 5