Eina Andreasen, forkvinna í Ergoterapeutfelagnum, tlf

Transkript

1 Udfordringer i nuværende systemer og for personale Jeg vil på vegne af Ergoterapiforeningen byde jer alle sammen at være hjertelig velkommen her til vores konference. Det er en stor fornøjelse at opleve, at interessen har været så stor. Endda så stor, at alle dem der ønskede det, ikke kunne være med i dag. Grunden til at vi har arrangeret denne kongres er, at rehabilitering er et af Ergoterapeutforeningens hjertesager, og vi er meget glade for at der her på Færøerne, nu er taget initiativ til at starte denne proces. Det næste skridt er at igangsætte en velfungerende rehabilitering, og vi mener, at dette bliver den største udfordring i hele processen. De to sidste dage har vi siddet til nordisk møde med Ergoterapeutforeningerne fra de nordiske lande. Og dette er årsagen til, at konferencen blev netop nu og i denne form. Det, at vi havde flere store kapaciteter på rehabiliteringsområdet her på Færøerne på en og samme tid, gjorde, at vi besluttede os for at arrangere denne konference. Jeg vil her benytte lejligheden til at takke vores nordiske kolleger for, at de vil dele al deres viden og erfaring med os her i dag, og for, at de var så hurtige til at erklære sig villige til at hjælpe os med dette. Som I ser, så er alle vores foredragsholdere ergoterapeuter. Indholdet i foredragene er dog bredt, både fagligt og organisatorisk, og vores håb er, at konferencen kan sætte gang i et konstruktivt samarbejde mellem borgeren, faggrupperne, systemet og ledelserne, og at jer, der tager beslutningerne, forstår betydningen af bl.a. sammenhængen i tjenesterne til borgeren. Vi har valgt at kalde kongressen: Længst muligt i eget liv for alle på Færøerne. Grunden til denne benævnelse er, at vi her på Færøerne efterhånden har hørt meget om rehabilitering på ældreområdet, og der bliver benævnelsen fra Fredericia modellen brugt om hverdagsrehabilitering. Men hverdagsrehabilitering som koncept kan med fordel også anvendes i samarbejdet med de borgere, der på grund af sygdom, handicap eller andet, 1

2 ikke kan klare sine daglige gøremål. Derfor har vi tilføjet titelen for alle på Færøerne. I Ergoterapeutforeningen har vi mange visioner. Først og fremmest vil vi gerne være med til at skabe et Færøerne, hvor alle, uden hensyn til alder og handicap, har mulighed for at leve et aktivt og indholdsrigt liv. Derfor var glæden stor, da Færøerne i 2009 underskrev FN s traktat om handicappedes rettigheder, da dette er et skridt på vejen. Men det er jo ikke nok at skrive under på en traktat. Den forpligter også os alle sammen til at sikre, at disse rettigheder bliver overholdt. Vi kan se nogle lyspunkter, og som jeg sagde før, så er der taget nogle skridt på vejen til at starte processen og at igangsætte rehabilitering. Og så til udfordringerne Udfordringerne med at få en velfungerende rehabilitering op at stå, er meget store her hos os, der hvor vi står lige nu. De ofte indviklede offentlige og kommunale systemer gør det svært og i mange tilfælde håbløst at yde og videreudvikle de tjenester, som den enkelte og samfundet i det hele taget har brug for. Vi har derfor tilbagevendende eksempler på borgere, som ikke får den optræning, kompencerende tiltag, arbejdstilbud, boligtilbud o.a., som de har brug for, og som passer til lige netop deres behov. Og rehabilitering er en stor udfordring, og stiller store krav til alle parter i borgerens proces, som rehabilitering er. For at sætte et billede på det, kan vi forestille os en færøsk mand, som hele sit liv har levet som fisker, og som ellers har været aktiv med det, som mange færøske mænd er, med fåreavl, fuglefangst og andre fysisk krævende aktiviteter. Hvis vi forestiller os, at denne mand i sin bedste alder kommer ud for en ulykke, som f.eks. gør ham lam. Hvordan ville hans nye hverdag se ud? Og hvilke daglige aktiviteter kunne være meningsfulde for ham? 2

3 Kan I så forestille jer, hvad der skal til af alle instanser, for at denne mand kan leve et for ham aktivt og indholdsrigt liv? Så kan I nok også forestille jer, at dette ville kræve en lang rehabiliteringsproces, både fysisk, psykisk og socialt for selve manden, og ikke mindst kompetente tjenester fra samfundet helt fra første indlæggelse, og til han sidder i eget hjem med en ændret og tilpasset tilværelse, som stadig kan give ham en god og indholdsrig hverdag. Vi kan også forestille os denne samme mand, men nu siger vi, at han ikke har været ude for ulykken, men har levet et langt aktivt liv med sit arbejde som fisker og sine andre aktiviteter, og er nu en gammel mand med de funktionsnedsættelser, som dette kan medføre, og sidder på et plejehjem. Hvilke daglige aktiviteter kunne være meningsfulde for ham i et miljø, som et plejehjem kan tilbyde? Konkrete eksempler på udfordringer i vores nuværende systemer er bl.a.: At personer med f.eks. hjerneskade, som har fået optræning på sygehuset, bliver sendt hjem, uden mulighed for fortsat optræning i hjemmet. Derfor kan de ikke vedligeholde de genvundne færdigheder og få glæde af dem i det hverdagen, når de kommer hjem til sig selv igen. Flere af disse mennesker ender på et plejehjem, i stedet for at få et godt liv i eget hjem med lidt optræning og hjælp. Og forskellen på, hvad det koster, kan vi hurtigt regne ud. Det samme gør sig gældende, når personer har været i DK til genoptræning. Personale i DK er frustrerede over at være vidne til, at borgeren bliver sendt hjem til FO igen uden nogen fortsat plan for optræning, og uden et system, der kan tage imod dem på en tilfredsstillende måde. I nogle tilfælde får de en genoptræningsplan med hjem og betaler selv for en del af optræningen. I den primære og sekundære sektor er der ingen tale og hørelærer ansat. Dem, der er på Færøerne, er ansat på Sernám, hvilket er et system tilhørende Kulturministeriet, som yder specialpædagogisk rådgivning, vejledning og støtte til børn op til 18 år. Med velvilje fra Sernám, kan personer, der er ramt af f.eks. afasi få noget af optræning, 3

4 mens de er indlagt, men der er ingen opfølgning bagefter. Dette bevirker også, at den specialviden der er på lige netop dette område med voksne hjerneskadede ikke bliver styrket. Inden for flere områder findes der ingen tilbud om rehabilitering. Bl.a. når personer er eller har været ramt af kræft, hvilket kan påvirke den ramtes og familiens liv og dagligdag meget. Hjælpemiddelloven fra 2009 siger, at personer der bor på institution, ikke har samme mulighed for hjælpemidler fra hjælpemiddelcentralen, som andre borgere. Foruden kørestol, så må institutionen leje hjælpemidler til beboerne. Det vil sige at denne mulighed er afhængig af økonomien på institutionen. Hjælpemiddelområdet er i det hele taget ikke tilfredsstillende. I øjeblikket er der ikke muligheder for og kapacitet til at give en god nok udredning, rådgivning og opfølgning til borgeren. Og når rådgivning ikke følger med hjælpemidlet, så kommer mange af disse til at stå ubrugte rundt omkring i hjemmene, hvilket selvfølgelig er spild af alles ressourcer. Vi har ingen genoptræningsafdeling i den primære sektor. De indviklede offentlige og kommunale systemer, og den i mange tilfælde uklare ansvarsfordeling resulterer i mange forhindringer. Vi har et eksempel om en borger, der indenfor to måneder var i forbindelse med fire forskellige ergoterapeuter fra forskellige instanser, uden at nogen af dem kunne udføre de nødvendige tiltag. Jeg kunne godt fortsætte, men vælger at stoppe her. Mens vi har arrangeret denne kongres, er vi blevet kontaktet af flere mennesker, der gerne vil fortælle om deres oplevelser med systemerne, og vil gerne fortælle hvor glade de er for, at vi sætter fokus på området, fordi behovet er stort. Alle disse eksempler, som jeg har nævnt her viser, at det er ikke nok med dygtige ansatte til at udføre de nødvendige opgaver i forhold til borgeren, når love, regler og systemer i mange tilfælde gør det umuligt at yde og udvikle den tjeneste, som den enkelte og samfundet i hele taget har behov for. Disse 4

5 omstændigheder at arbejde under, påvirker også de ansatte, som i mange tilfælde ikke oplever, at deres ressourcer bliver brugt godt nok. Dette er udfordringerne vi står overfor som politikere, som dele af systemer, og som personale. Udfordringerne for jer mange som sidder her i dag som personale, er særlig store, for der er ingen, som kommer så tæt på disse mennesker, som jer. Så I står med mange nøgler til at skabe muligheder for borgeren mht. udvikling, aktivitet og deltagelse i hverdagslivet for den enkelte borger, som har behov for dette. Jeg ved, at mange af jer til dagligt har et meget hårdt arbejde, og hvor I måske oplever, at der ikke er megen tid til alt det jeg her nævner. Og udfordringen for jer er, at I på trods af de omstændigheder, skal kunne sætte jer ind i hver enkelt borgers situation..også denne mand, som jeg nævnte før. Og det er vel at mærke også i de tilfælde, hvor vi har at gøre med mennesker, som er vant til, og forventer, at vi er eksperterne, som siger, hvordan tingene skal være. For en anden stor udfordring er også, at det for os som personale indenfor social og sundhedssektoren, har været en del af vores rolle, at vi er dem, der ved. Vi er eksperterne, som skal fortælle borgeren, hvad der er godt og ikke godt for dem. Hvis rehabilitering skal fungere, skal dette ændres fra: vi ved til de ved og de bestemmer. Og det stiller krav til os alle om, hvordan vi er vant til at tænke. Så at udvikle en velfungerende rehabilitering, handler meget om ændring af tankegang. Og ændring af tankegang og vaner er noget, der tager tid, og kræver også ny indsigt og viden. Derfor er kompetenceudvikling på alle planer en stor del af udviklingen af rehabilitering. Og så siger det sig selv, at rehabilitering også stiller krav til os som borgere, som har behov for og i fremtiden kommer til at have brug for en rehabiliteringsproces. For vi som borgere skal også ændre tankegang fra: de ved til vi ved og vi bestemmer. 5

6 Som jeg nævnte før, står I som personale med mange nøgler til udvikling og muligheder i jeres daglige kontakt med borgeren. Men der er nogle forhold, som I ikke er herrer over, og som gør, at I alene ikke kan tilbyde borgeren en god rehabiliteringsproces. Og dem, som er herrer over det, har vi prøvet at få i tale her i formiddags. Det er politikere, ministre, embedsfolk, ledelser i systemerne og på institutionerne og andre beslutningstagere. Alle dem, som kan sørge for, at f.eks. love og regler støtter op om og gør det muligt at tilbyde borgeren en god rehabilitering, og som kan gøre det muligt for jer personale at yde en god tjeneste til borgeren. Det samme gør sig gældende for hvordan arbejdet bliver organiseret, både på den enkelte arbejdsplads, og med hensyn til samarbejde og organisering mellem institutioner og systemer. Dette kræver gode ledelser, og det kræver ledelser, som har viden om og har en vision om, hvad der kræves for at kunne tilbyde borgeren et velfungerende rehabiliteringsindsats. Og ikke mindst ledelser, som er i stand til at se hvad hver enkelt af jer, både som person og fagperson har af ressourcer, og kan byde ind med, så alle ressourcer i systemet kan blive brugt fuldt ud. Og alt dette, for at borgeren kan få lov til at bruge alle sine ressourcer, på trods af alder, sygdom eller handicap. Så alene, kan ingen udføre rehabilitering, vi er afhængige af en masse faktorer, som skal hænge sammen, for at også I som personale kan yde et godt stykke arbejde, og for at I som borgere kan modtage et tilbud om en velfungerende rehabilitering. Visioner Skal vi acceptere, at færinger, der p.g.a. handicap eller sygdom har problemer med at leve det liv, de ønsker sig, ikke kan få nytte af den viden, der allerede findes her på Færøerne og som kan være med til at skabe mulighederne? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. 6

7 Jeg nævnte før, at vi i Ergoterapeutforeningen har mange visioner angående rehabilitering, og jeg vil berøre nogle af dem her. Vi ønsker: 1. Et Færøerne, hvor vi helt konkret gør os klart, hvilke forpligtelser der følger med underskriften af FN traktaten for mennesker med handicap, og hvor vi laver konkrete planer for, hvordan vi kan opfylde betingelserne. 2. Et Færøerne, hvor samarbejdet med borgeren er i fokus og er konkret synligt på alle planer, både i det daglige arbejde i mødet med borgeren, og længere oppe i systemet, som sætter rammerne og reglerne for arbejdet. 3. Et Færøerne, hvor der er plads til den fleksibilitet, der er nødvendig for, at alle færinger kan leve et aktivt og indholdsrigt liv efter eget ønske, og at ingen skal føle sig tvunget til at flytte fra hjemlandet, fordi de ikke kan få den optræning, tjeneste og støtte, de har behov for. 4. Et Færøerne, hvor mennesker ikke er tvunget til at flytte ud af landet for at få den optræning, de godt kunne få herhjemme. Og at de, der har fået optræning både på FO og udenlands, har mulighed for at vedligeholde deres genvundne færdigheder og bruge dem i sit hverdagsliv, når de kommer hjem til sig selv igen. 5. Et Færøerne, hvor både børn, unge og voksne har adgang til et udviklende skolesystem, hvor undervisningen og rammerne er tilpasset og tager udgangspunkt i lige netop deres behov. 6. Et Færøerne, hvor der lægges vægt på at bygge således, at der er tilgængeligt og skabes muligheder for alle, og at dem der derudover har behov for speciel tilpasning får det, uden hensyn til, hvilket system der forvaltningsmæssigt ejer dem. 7. Et Færøerne, hvor de, der har størst behov for specialviden og i mange tilfælde ikke er i stand til at sætte ord på, hvad de har behov for, og hvad de ønsker, har adgang til den specialviden uden hensyn til, hvilket system de forvaltningsmæssigt tilhører, eller hvilket hjem de bor på. 7

8 8. Et Færøerne, hvor alle, der kan blive mere selvstændige ved at bruge hjælpemidler, velfærdsteknologi og tilpasninger i det hele taget, har adgang til disse sammen med den specialviden, som er nødvendig for at sikre, at tilpasningerne passer til netop deres behov og omstændigheder. 9. Et Færøerne, hvor alle faggrupper, der har viden indenfor helse, sygdom og handicap har mulighed for at udvikle og udnytte deres viden til gavn for dem, der har behov for den. 10. Et Færøerne, hvor vi laver love og regler indenfor social og sundhedsområdet, der har menneskets situation og behov i fokus. Vision uden handling er dagdrømme handling uden vision er mareridt. Vi ønsker hverken dagdrømme eller mareridt tværtimod. Vi ønsker, at der er forbindelse mellem vision og handling. Kan visionen så blive til virkelighed? Hvis der er politisk vilje til det, så er svaret ja! Hvis vi sammen med de andre faggrupper arbejder sammen om dette, så er svaret ja! Hvis ledelser på de forskellige områder og systemer vil det her og viser deres vilje i praksis, så er svaret ja! Og når jeg nu ser alle jer, der står med ansvaret for dette område, sidde og lytte her i dag, så har jeg et håb om, at den kan blive til virkelighed. Takk fyri! 8

9