Interview med anæstesisygeplejerske Ane Rie Carstens

Transkript

1 Interview med anæstesisygeplejerske Ane Rie Carstens Dato: 7. November 2011 Interviewer: Hvis vi lige til at starte med må få dit fulde navn? Sygeplejerske: Ja, det er Rie Carstens. Eller Ane Rie Carstens. Interviewer: Hvad er din officielle stilling? Sygeplejerske: Jeg er narkosesygeplejerske, anæstesisygeplejerske. Interviewer: Hvor mange års erfaring har du indenfor anæstesien? Sygeplejerske: Jeg har fire års erfaring som færdiguddannet. Interviewer: Ja, hvis vi så spørger ind til proceduren, hvilket setup, hvilket personale er med, når I flytter intensivpatienter mellem sygehuse? Sygeplejerske: Det kommer an på, hvordan patienterne vurderes, altså, vi kan godt køre alene med patienten, men er de meget komplekse, så er det jo typisk en anæstesilæge og en anæstesisygeplejerske. Interviewer: Hvilken forberedelse gør du dig, når I får at vide, at I skal ud og flytte en patient? Lad os sige, at I skal til Thy-Mors og hente patienten og tilbage igen? Sygeplejerske: Jamen, så finder jeg det apparatur frem, som vi skal have med. Eller apparaturet sidder jo på den seng, så jeg sikrer mig, at vi har det, og så skal jeg hente noget medicin og en jakke til mig og lægen, og så skal jeg gå over i medicinerhuset, hvor bussen den parkerer. Interviewer: Har I mulighed for at sætte jer ind i patientens forløb, inden I står ude på sygehuset? Sygeplejerske: Nej, altså, i det øjeblik, jeg bliver ringet op, får jeg bare en kort briefing fra den læge, der sender os på transport, og det er det hele. Derudover ved vi ingenting, før vi står derude. Interviewer: Nej, men når I så står ude ved patienten, det er sådan set den første fase i forflytningen, altså forberedelse af patienten. Når I kommer til afdelingen, hvilke opgaver varetager I der som anæstesisygeplejersker? Sygeplejerske: Jamen, vi sørger for at patienten bliver monitoreret på vores apparatur, og selvfølgelig i samarbejde med lægen danner vi os et overblik over hvordan er patienten? Er vedkommende stabil nok? Har vi det vi skal bruge til den transport? Skulle man måske vælge at lægge en invasiv blodtryksmåling, hvis der ikke er det, eller er der nogle andre ting? Skal vi have et CVK, før vi kan køre? Altså, hvis de ligger på kanten af at være stabile. Altså, som udgangspunkt transporterer man jo ikke patienter, som ikke er stabile, men altså, man kan jo sige, at nogle gange

2 ligger de på kanten, så trænger de til at komme herud, hvor ekspertisen er, så hvis vi kan stabilisere dem, inden vi kører af sted, så er det det, vi skal gøre. Og der skal jeg så assistere lægen med det udstyr, vi har. Interviewer: Har du lagt mærke til under denne fase og også selve flytningen til transportsengen, om der er nogle praktiske problemer? Om der er nogle faldgruber eller risikogrupper? Tidsrøvere? Sygeplejerske: Ved den overflytning? Jamen, det synes jeg faktisk ikke, at der er. Ikke mere end ved det tidligere system, og jeg synes egentligt, at ofte kan man benytte sig af f.eks. i Thisted, at der er lofthængte lifte, så vi kan faktisk lifte patienten over i sengen der, og bl.a. På NOTIA kan vi lifte patienten tilbage igen, så det kan gå forbavsende let. Og ledningerne er så lange, at de kan godt normalvis nå, så nej, det er fint. Interviewer: Oplever I, at det kan være mere upraktisk med den større seng, når I skal have dem over i? Også med monitoreringsudstyr. Sygeplejerske: Altså, den er selvfølgelig stor, og hvis man står på TIA, hvor der ikke er så meget plads og så videre, så kan det godt være lidt besværligt, men jeg synes egentligt, at vi for det meste finder ud af det, og jeg vil ikke sige, at det er noget stort problem. Interviewer: Okay, så har vi transporten fra afdeling til ambulancen. Hvilke opgaver varetager I som anæstesisygeplejersker, mens patienten bliver kørt igennem sygehuset og ud til ambulancen? Sygeplejerske: Jamen, altså, vi følger jo egentligt bare med og så holder øje på skrærmene og ser, om tingene ser ud, som de skal og så videre. Ja, det er egentligt det. Interviewer: Er det et overskueligt setup? Også når patienten kører? I kan sagtens følge med? Sygeplejerske: Vi kan godt følge med ja, det, synes jeg ikke, er noget problem. Interviewer: Man kan også sige, at nu har I jo så lidt længere ud til ambulancen, fordi den er lidt større og kan ikke holde tæt på, oplever I problemer i det setup, nu hvor ambulancen er blevet lidt større? Sygeplejerske: Altså, jeg synes selvfølgelig, at det er usmart, at man skal igennem en lang, lang gang. Telefon ringer Sygeplejerske: Kan jeg tage den? Interviewer: Ja! Samtale i telefon Sygeplejerske: Jo, det, jeg synes, er usmart, er idet den er stor, kan vi jo ikke køre til der, hvor det absolut er smart at køre til, så skal man igennem et helt kældersystem, som oppe i Hjørring, og det, synes jeg da ikke, er specielt betryggende, nu hvor man kommer med en måske dårlig patient, så

3 render vi rundt nede i de der tunneller. Det synes jeg, er dårligt, og det kan være en tidsrøver. Og fra at vi har parkeret bilen og sat til strøm osv osv, så går der lang tid, før vi er oppe på intensiv på Hjørring. Der er lang vej. Det synes jeg er dårligt Interviewer: Ja. Hvis du skulle rangere dét problem på en skala fra 1-5, hvor 1, det kunne godt gemmes lidt væk og af vejen, og 5 er hvor I vil benefitte meget fra at få problemet ordnet, hvor vil du så lægge problemet? Sygeplejerske: Jamen, jeg vil sige, at det ligger helt oppe ved en 4-5 stykker, jeg synes virkeligt, at det er et problem, der betyder noget. Interviewer: Så er der transporten ind i ambulancen, og hvordan den procedure foregår, når I holder ude ved et perifert sygehus. Sygeplejerske: Jamen, der er jo liften der, og det klarer Falck jo faktisk. Det har vi ikke noget med at gøre. Det, synes jeg egentligt, går fint nok, altså nogle gange tænker jeg, det er sådan lidt en personlig tanke, at ligge oppe i den seng, i den lift, og liften bliver hejst op, hvis patienten er vågen, så tror jeg ikke, at de synes, det er så rart. Men det har jo holdt indtil nu, og det må vi jo tro på, at det gør. Interviewer: Oplever du, at I kommer til at holde længe med patienter på steder, hvor det ikke er så praktisk i forholde til at få patienten ind i bussen? Sygeplejerske: Nej, egentligt ikke. Når vi først har fået parkeret, så går det fint nok med at komme ind og ud. Og lige, i Hobro har der været noget med nogle ombygninger, og så er sengen tung, og vi kørte på grus, og man kan jo ikke køre med en seng i grus. Men det kan man jo ikke holde for. Interviewer: Nu er det jo stærkt overvågede patienter, oplever I, at der mangler udstyr på sengen? Har du oplevet, at I skulle have noget ekstra udstyr med? Sygeplejerske: Nej, det har jeg ikke. Der må jeg sige, at det er et stort plus med bussen og sengen. Tingene er der, og det fungerer, som det skal. Interviewer: Så er der selve transporten i ambulancen. Hvordan betragter du hele setuppet inde i kabinen af ambulancen? Og hvilke opgaver I varetager? Sygeplejerske: Altså, setuppet fungerer utroligt godt, det er overskueligt, og der er nogle gode skærme at kigge på. Og der er nogle gode stole. Det betyder også noget for os at sidde i på turen. Jeg synes, det er nemt at få sig arrangeret sådan, at det er til at overskue situationen. Der er rigeligt med plads! Der er temmelig meget overskydende plads, og så kan man jo så tænke, at havde bussen været dét mindre, så havde der måske været lettere at køre til nogle steder. Men der er gode arbejdsforhold, det synes jeg helt sikkert. Helt klart. Og min opgave er jo at holde øje med, om patienten har det godt, og notere værdier, og så ellers ad hoc. Interviewer: Hvis der sker komplikationer, hvordan vil du vurdere bussen? Er det til at arbejde, mens der bliver kørt?

4 Sygeplejerske: Absolut! På den måde er det ofte meget nemmere end i det gamle system. Der er plads, og man kan finde tingene. Det er overskueligt. Jeg har ikke været i nogle situationer, hvor vi hverken skulle tube på vejen, men jeg vil umiddelbart forvente, at det vil være nemt. Interviewer: Både i transporten ind i ambulancen og undervejs i ambulancen, oplever du da, at patienten bliver udsat for lidt flere rystelser? Eller temperaturændringer? Eller andre ting, som ikke er gode for patienten? Sygeplejerske: Som ikke er så gode for patienten? Ja, det eneste er egentligt den lange vej at køre med patienten. Ellers synes jeg egentligt, at jeg har oplevet flere gange med patienter, som har været meget stressede, faktisk falder fint til ro i sengen eller i bussen, når vi kører. Der er en dejlig ro, det er en meget behageligt kørsel, hvor man kan sige, at hvis man prøvede den gamle ambulance, altså det hele det væltede rundt og knaldede ind i hinanden og så videre. Det var ikke specielt rart. Der oplever jeg bestemt, at det er en fordel i den nye, ja. Interviewer: Under selve kørslen i ambulancen oplever du da, at der er nogle tekniske eller praktiske problemer der? Sygeplejerske: Det eneste, det har været, at de har haft nogle problemer med varmesystemet. Enten så var det hundekoldt inde i kabinen eller også, men så. Men det er jo noget med bussen at gøre. Altså, der har været nogle tekniske ting der. Og så har der været noget med nogle stik, når vi skal fra sengen flytte over i ambulancen for at få data op på skærmene. Det kunne man måske lave på en lidt nemmere eller bedre måde, fordi jamen, det overses let, at de ikke lige er taget af. Så kører Falckredderen med sengen, og så rykker man det hele ud af væggen. Og så er bussen ude af funktion i noget tid, og det er jo rigtigt ærgerligt, og det koster penge. Så hvis man på en måde kunne lave det lidt smartere. Interviewer: Nu nævnte du lige det med temperaturen. Hvis du skulle rangere dét problem på en skala fra 1-5 igen, hvor vil det ligge henne? Sygeplejerske: Jamen, det vil da være sådan en, jeg synes alligevel, at det er en 3'er. Det er ikke godt, hvis patienten fryser, og det er heller ikke godt, hvis de koger. Så det skal man have fundet ud af på en eller anden måde. Interviewer: Så nævnte du det med en opkobling til selve bussen. Hvis du også skulle rangere det problem, hvor vil det så ligge? Sygeplejerske: Det er måske også 2-3 stykker. Interviewer: Så til sidst har jeg bare, altså, nu er den nye ambulance jo større af væsen, oplever I under kørslen, at der er mere larm i kabinen? Eller at der kommer nogen større rystelser? Eller andre former for komplikationer? Sygeplejerske: Nej, jeg synes, den er mere behagelig at køre i end den anden. Der kan være noget med blæsesystemet, jeg ved ikke, hvad det er for noget, ventillation eller sådan noget, det kan godt larme lidt. Men ellers i det væsentlige synes jeg, at den er mere behagelig at køre i.

5 Interviewer: Det er ikke noget, der kan overdøve de alarmer, der kan komme fra udstyret? Sygeplejerske: Overhovedet ikke. Nej, det kan det ikke. Det er ikke noget problem. Interviewer: Så er der bare lige, hvis du har noget eventuelt, som du tænker, du har oplevet kunne være smartere? Sygeplejerske: Jeg synes selvfølgelig, på én eller anden måde, at det fungerer fint nok med den der madras, der er lagt i til at patienten er spændt fast, men jeg synes ikke, at det er helt optimalt, altså. Jeg forstår ikke, at man ikke kan gøre det på en lidt smartere måde. Interviewer: Hvad er det for en madras? Sygeplejerske: Jamen, vi fik jo sengen som bare en seng. Og de første gange vi kørte, der, ja, vi andre sad jo spændt fast, patienten lå i sengen uden at være spændt fast. Og kører vi ind i et eller andet, så vil patienten i princippet flyve. Så blev der jo udarbejdet en plastikmadras, der blev lagt i sengen med et trepunkts selesystem. Ligesom i et børnesæde. Men det er jo så sådan, at den tager vi ikke af og skifter mellem hver patient. Det er noget med, at nu tager vi lagnet med over og lægger patienten på det, og så trækker de der - altså, det fungerer, og det kan også godt lade sig gøre, men jeg tænker bare, det må kunne.. Hvis jeg havde lidt tid, så kunne jeg godt have lyst til at sætte mig ned og se på, om man kunne gøre noget smartere. Interviewer: Hvis du skulle rangere den på skala fra 1-5? Sygeplejerske: Jamen, så vil den nok ligge som en 3-4 stykker. Interviewer: Hvordan vender patienten? Sygeplejerske: Patienten vender med hovedet i kørselsretningen. Så han kører baglæns, kan man sige. Hvis du har bussen her, og vi kører fremad, så har han fødderne den vej og hovedet den vej (tegner). Interviewer: Så siger vi mange tak.