Arkitektonisk helhedssyn

Transkript

1 Arkitektonisk helhedssyn BY- OG BOLIGMINISTERIET 2000

2 Indhold 3 Forord 4 Arkitektonisk kvalitet 12 Det industrialiserede byggeris historie 22 Produkt og procesvejen 30 Referencebyggerier -SITUATIONEN OG SYSTEMERNE 46 Sammenfatning 2

3 Forord Temagruppe 7 blev som en af de første dannet i 1999, som et led i By- og Boligministeriets igangsættelse af Projekt Hus forberedelsesfase. Hensigten var at gruppen, der beskæftiger sig med arkitektonisk helhedssyn, hurtigt skulle producere nogle inspirerende debatoplæg. Sådan kom det ikke til at gå. Kommissoriet, der ved første øjekast virkede ligetil og overkommeligt, resulterede i en langvarig faglig proces. Den har fra begyndelsen været kendetegnet ved inspirerende skriftlige oplæg fra gruppens medlemmer, og livlige diskussioner i et miljø, der tog form som en studiekreds. Under arbejdsprocessen har Ole Svensson og Jesper Frøbert Jensen heroisk påtaget sig opgaven at tage referat. De har, sammen med det store arbejde fra gruppens medlemmer, ydet en fornem indsats for at fastholde den arkitektoniske dimension i Projekt Hus. Det vil jeg gerne takke for, inden jeg med temagruppe 7 s skitsemæssige overvejelser inviterer til faglig debat om industriel reorganisering og arkitektonisk helhedssyn. Gøsta Knudsen For at komme i gang og få luften renset, tog de første diskussioner livtag med dansk arkitekturs dogme om ærlighed, i form af kravet om sammenhæng mellem produktionsmåde, konstruktion og arkitektonisk udtryk. Senere kom på dagsordenen endvidere, nye organisations- og samarbejdsformer, inddragelsen af IT som styrings- og formgenererende redskab, industrielle koncepter ved produkt- og procesvejen, byggepladsen som produktionssted, ny industriel byggeskik samt ikke mindst indkredsning af arkitektonisk kvalitet i en industriel sammenhæng. 3

4 Arkitektonisk kvalitet HVAD ER ARKITEKTUR? Det, der med et græsk/latinsk ord hedder arkitektur, hedder på dansk bygningskunst. Det er den kunst, der har byggeriet og de fysiske omgivelser som sit materiale, det er udformning af vore fysiske omgivelser med en kunstnerisk hensigt. I arkitekturen er det praktiske og det æstetiske uadskilleligt forenede. Hvis et byggeri skal regnes for arkitektur, kræves derfor dels en kunstnerisk bearbejdning, bevidst eller ubevidst, dels at det kunstneriske er snævert forbundet med det praktiske, dvs. husets funktion, konstruktion, materialer osv. Et nøglebegreb i arkitekturteorien fra antikken og langt op i nyere tid er begrebet decorum. Det kan oversættes med det passende, og siger, at husets form skal svare til indholdet og bygherrens status. Arkitekturen er ikke en autonom kunstart som maleri eller musik, men en brugskunst. Den er ikke blot en fortolkning af virkeligheden, den er selv en meget væsentlig del af samme virkelighed, af den verden vi lever i. FIRMITAS, UTILITAS, VENUSTAS Fra den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius, der levede kort før vor tidsregning, har vi også den opfattelse, at når man bygger, skal man tage hensyn til såvel holdbarhed som brugbarhed og skønhed (firmitas, utilitas og venustas). Han har dermed givet os en model for arkitekturforståelsen, som selv har haft en umådelig holdbarhed (foruden brugbarhed og skønhed). Man kan lægge vægten forskelligt, men alle tre aspekter må med. Tager man firmitas væk, har man ikke længere arkitektur, men scenografi, en Potemkinkulisse. Tager man utilitas væk, har man eventuelt et stykke kunst, som f.eks. Per Kirkebys store murstensskulpturer. Og fjerner man venustas, har man blot og bart byggeri. ARKITEKTURTEORIEN Den arkitektoniske form skal sammenbinde disse tre aspekter, og arkitekturteorien angiver, hvordan det skal ske. I en lang periode, fra renæssancen til sidst i 1700-tallet, var antikkens formsprog og de antikke regler for proportionering det absolutte forbillede, og arkitekturteorien var egentlig blot et spørgsmål om fortolkning af Vitruvius sammenholdt med ruinerne fra antikken. Med Oplysningsfilosofien relativeredes æstetikken, og det blev legitimt at vælge mellem forskellige stilarter. Fra begyndelsen af det 20. 4

5 århundrede skete der en yderligere frigørelse fra de klassiske regler, og begreberne rum og funktion fik en særlig fremtrædende placering, ligesom forestillingen om den ærlige eller tydelige konstruktion. Også forestillingen om arkitekturen som udtryk for tidsånden blev vigtig. Siden tresserne har arkitekturteorien især betonet arkitekturens betydning eller mening samt forholdet til omgivelserne. Om et hus vurderes som godt beror i dag meget på, om det siger os noget: Fortæller det en historie, om sig selv, om stedet og om den tid vi lever i? Der er således en tendens til, at arkitekturen i disse år i stigende grad vurderes efter sin originalitet og fortælleværdi hvad der ikke nødvendigvis er den bedste målestok at anlægge på huse, der gerne skulle kunne holde i mindst hundrede år. Samtidig er der en høj grad af opmærksomhed på forholdet mellem hus og omgivelser, som ikke mindst diskussionen om huset på Rådhuspladsen i København viser. Under alle omstændigheder er arkitekturbegrebet under stadig, omend langsom forandring. Det ændrer dog ikke på det forhold, at arkitektur er bygningskunst, og at den må vurderes som sådan. Der er en opgave der skal løses noget der skal bygges og kvaliteten beror i sidste ende på, om det gøres ordentligt ud fra såvel en praktisk som en kunstnerisk betragtning. Om det, der bygges, er en berigelse i forhold til det, der fandtes i forvejen. HVAD ER GOD ARKITEKTUR? Hvad der er god arkitektur er ikke nødvendigvis det samme for bygherren som for arkitekten eller for offentligheden. For bygherren drejer det sig om at få mest muligt for pengene, og han vil almindeligvis lægge større vægt på funktion og holdbarhed end på den kunstneriske side. Der er dog også eksempler på det modsatte, f.eks. Arken eller det nye Kongelige Bibliotek, hvor bygherren har ønsket huse med stor signalværdi. For arkitekten er husets integritet, dvs. samspillet mellem konstruktion, funktion og udtryk, det vigtigste. Desuden varetager arkitekten nogle langsigtede, kulturelle interesser, som offentligheden ikke altid har øje for. Derved kommer arkitekten undertiden i konflikt med den offentlige mening. For offentligheden, der først og fremmest møder huset udefra, er udseendet og samspillet med omgivelserne det vigtigste. 5

6 Tyvernes og tredivernes moderne arkitekter forlod det klassiske formsprog. I stedet ville de give os en arkitektur til hverdagsbrug. Praktisk, men også en ny poesi, skabt med billige, enkle materialer som her i PH s eget hus fra Et råt udtryk, der ikke faldt i alles smag, men som alligevel har været med til at flyttet vore forestillinger om skønhed. I det følgende tages imidlertid udgangspunkt i den arkitektoniske kvalitet, som den defineres blandt fagfolk, dvs. i arkitektfaget. Der anvendes med andre ord et kvalitetsbegreb, baseret på den arkitektfaglige tradition og praksis. HVORDAN ER OPGAVEN FORTOLKET? I god arkitektur har arkitekten ikke blot overtaget et konventionelt program, men kritisk vurderet det og eventuelt nyfortolket opgaven. Opgaven er ikke blot løst på det praktiske plan, men fortolket i hele sin kulturelle dybde og bredde. Og man har haft en ordentlig dialog med bygherren og de mennesker, der skal bruge bygningen. Foto: Erik Nygaard HVORDAN FORHOLDER HUSET SIG TIL STEDET OG OMGIVELSERNE? I god arkitektur har arkitekten levet sig ind i stedet og dets karakter. Forholdet mellem hus og omgivelser er forståeligt og meningsfuldt (hvadenten det er tilpasning eller kontrast, man tilstræber). Grundens muligheder og terrænets karakter er udnyttet, og der er taget hensyn til omgivende bebyggelse, til lys og skygge og eventuelt til eksisterende beplantning. 6

7 Huse spiller sammen med deres omgivelser. De bygges et sted, og stedet ændrer sig i en stadig dialog mellem det nye og det gamle. Se, hvordan dette beskedne sommerhus af den svenske arkitekt Klas Anshelm passer til stedet og naturen, samtidig med at det tilføjer en ny og raffineret dimension. HVORDAN FORHOLDER HUSET SIG TIL TIDEN? God arkitektur fortolker tidens sociale og kulturelle realiteter. God arkitektur anvender tidssvarende konstruktioner og teknik. Undertiden må arkitekturen forholde sig kritisk over for tendenser i tiden, fordi den ikke blot skal fortolke nutiden, men også fastholde nogle tidløse kvaliteter, forbundet med menneskelivets grundlæggende vilkår. HVORDAN FORHOLDER HUSET SIG TIL DE ØVRIGE PARAMETRE I PROCESSEN? Enhver opgave er bundet af faktorer som økonomi, bygningsreglement og byplanbestemmelser. Også den enkelte sags organisation kan være afgørende, hvor meget bestemmer f.eks. entreprenøren eller bygherrerådgiveren? Det er forhold, der er uden betydning for bygningens kvalitet, når først den står der, men de er vigtige til forståelsen af, hvordan opgaven er løst. Ofte optræder de som forhindringer, men i de bedste tilfælde kan de vendes og bidrage positivt til designprocessen og husets form. Foto: Erik Nygaard 7

8 Den arkitektoniske form skal holde sammen på et mylder af forskelligartede krav, fra økonomi og holdbarhed til skønhed og meningsfuldhed. Hovedidéen er det greb, der gør dette muligt. Hvad vil man med huset? Tungt eller let, enkelt eller sammensat, åbent eller lukket osv. I dette trappeparti fra et hus af David Wild i London er det lethed og transparens, der har været bærende idéer, sammen med en forkærlighed for et "moderne" udtryk. HOVEDIDEEN God arkitektur bæres af en overordnet arkitektonisk intention, hovedideen. Hvad har arkitekten villet? Har han villet tilpasse sig eller bryde med stedets karakter? Har han villet skabe en enkel eller sammensat form? Hvad har han i særlig grad villet betone den overordnede form, konstruktionen, overfladerne, lyset eller rummet? Uden en sådan idé hænger huset ikke sammen, arkitektonisk, og det er afgørende for kvaliteten, at idéen er fulgt konsekvent igennem hele vejen fra den overordnede form til materialer og detaljer. FUNKTIONEL ORGANISERING I god arkitektur er bygningens funktion løst logisk og meningsfuldt i planen eller planerne. Funktionerne er disponeret på en frugtbar og udfordrende måde, der bidrager positivt til det liv, der skal leves i huset. Som hovedregel skal planen være økonomisk, dvs. uden unødvendige gangarealer og svært møblerbare rum. I modsat fald, dvs. hvis den er mere kompleks, må det være begrundet i opgavens karakter eller den arkitektoniske hovedidé. Da et hus imidlertid skifter funktion mange gange i løbet af dets levetid, må Foto: Erik Nygaard 8

9 Huse skal i almindelighed være holdbare, det er et af de tre grundlæggende krav hos Vitruvius. Men holdbarheden skal være tilpasset husets brug, og i visse situationer, cirkus, rockfestivaler, udstillinger o.l., kan man arbejde med midlertidige konstruktioner, der kan have deres egen, elegante skønhed. Her overdækning af Storetorv i Aarhus af de amerikanske arkitekter... det kunne optage disse skiftende funktioner uden at hovedidéen eller de øvrige kvaliteter kompromitteres. En eller anden form for fleksibilitet (jfr. side 42) er altså nødvendig. RUMLIGE KVALITETER I god arkitektur er der arbejdet bevidst med rummet. Rummenes proportioner og forløb er æstetisk tilfredsstillende og understreger husets funktion og idé, og de rumlige kvaliteter understøttes af den måde, hvorpå lys, materialer og farver er anvendt. KONSTRUKTION I god arkitektur er den valgte konstruktion logisk i forhold til opgavens og husets karakter. Den er logisk i sig selv, og den er på højde med tidens viden og kunnen. Den er holdbar, og den er økonomisk i fremstilling og materialeforbrug. Om den skal være synlig eller ej, beror på arkitektens og tidens idealer (jfr. side 44). MATERIALER I god arkitektur svarer materialerne til husets hele idé og konstruktion, og de er tænkt i sammenhæng, dvs. de passer til hinanden. Materi- Foto: Chris Thurlbourne 9

10 Rum er et af arkitektens vigtigste udtryksmidler. Rum kan være ligegyldige og tilfældigt proportionerede, eller de kan være bevidst formede, så de i sig selv kan være en stor oplevelse. Lyset definerer og understreger rummet, som her i Johan Daniel Herholdts universitetsbibliotek, et af de mest betagende rum i København. alerne er vigtige, fordi de taler direkte til sanserne og i høj grad er med til at give bygningen karakter. Som regel skal der vælges ordentlige, gedigne materialer, men i visse tilfælde, hvor hovedideen og opgavens karakter tilsiger det, kan man acceptere materialer af en mere flygtig og mindre holdbar karakter. LYS, OVERFLADER, FARVER OG DETALJER. Lyset er et af de vigtigste arkitektoniske virkemidler, både funktionelt og æstetisk. I god arkitektur er der det rigtige lys til de forskellige funktioner, og der er sammenhæng mellem lys og rumlige kvaliteter. Dagslyset udnyttes optimalt. De valgte overflader understreger husets og rummenes karakter og er holdbare i brug. Huset og rummene er farvesat, så deres karakter og funktion understøttes. Detaljerne er gennemarbejdede beslag, samlinger og overgange mellem bygningsdele er holdbare og passer til hinanden og hele bygningen. AKUSTIK OG INDEKLIMA De akustiske forhold må svare til rummenes funktion og betydning. Der skal være et behageligt og sundt indeklima, og der skal helst være mulighed for individuel regulering af solindfald, temperatur og frisk luft. BÆREDYGTIGHED Kravet om bæredygtighed er nyt og endnu ret upræcist. Det angår både bygningers form og teknik, og generelt må man forlange, at de valgte løsninger organisation, konstruktioner, materialer, teknik er holdbare og energiøkonomiske, og at der er taget hensyn til deres belastning af såvel nær- som fjernmiljø. SAMMENFATTENDE VURDERING Sammenfattende kan man sige, at god arkitektur er et overbevisende svar på opgaven, stedet og tiden. Den er velfungerende, passer til sine omgivelser, udnytter den eksisterende viden og teknik, er tidssvarende, meningsfuld og forståelig. Gode huse respekterer traditionen, men udfordrer den samtidig og er dermed med til at udvikle den. God arkitektur bidrager positivt til stedet og vores liv med stedet. Disse krav til den gode arkitektur er ikke tidløse, men de har en lang tradition bag sig. Og de gælder, uanset om husene er opført mere eller mindre industrielt. 10

11 11

12 Det industrialiserede byggeris historie FORHISTORIEN At industrialisere byggeriet har været en bærende idé i den moderne arkitektur, lige siden dens spæde begyndelse i slutningen af det 19. århundrede. Indtil begyndelsen af 1800-tallet byggede man stort set med de samme materialer og teknikker, og den samme opdeling i håndværksfag, som man havde gjort siden Middelalderen. Med industrialismen opstod imidlertid nye opgaver, nye teknikker og nye materialer, som gradvist ændrede byggeriets vilkår. Afgørende var indførelsen af jern som et selvstændigt byggemateriale (det havde længe været brugt til forstærkning af stenkonstruktioner) omkring Det begyndte i fabriks- og lagerbygninger, men fra omkring 1840 også i andre bygningstyper, typisk biblioteker som Henri Labroustes Bibliothèque St. Génevieve i Paris. Denne udvikling fortsatte med Joseph Paxtons Crystal Palace i London i En kolossal bygning, projekteret og opført på få måneder af præfabrikerede elementer af jern, træ og glas. Crystal Palace var en kulturel begivenhed af langtrækkende betydning og et spring fremad imod en egentlig industriel byggeproces, men fik ikke umiddelbart større indflydelse på byggeriets udvikling. Større betydning fik udviklingen i USA af den såkaldte balloon-frame, en let skeletkonstruktion i træ. Den blev opfundet i 1830rne og gjorde det muligt for ufaglærte at opføre både små og store træbygninger på meget kort tid og med anvendelse af et minimum af materiale. Nogle år senere udvikledes i Chicago den teknik, der gjorde det muligt at opføre skyskrabere. Også her er der tale om en ramme, et stålskelet, der kan bære meget højere huse, end man kan bygge i sten eller tegl, og som kan opføres på ganske kort tid. En tredje afgørende faktor var udviklingen af jernbeton. Dette materiale brugtes først til fabrikker, lagerbygninger og broer, men vandt fra begyndelsen af det 20. århundrede også indpas i boligbyggeriet, især i Frankrig. MELLEMKRIGSTIDEN: DE FØRSTE SKRIDT Tilsammen skabte disse udviklinger forudsætningerne for den industrialisering af byggeriet, der har fundet sted i det 20. århundrede. Det begyndte omkring 1. Verdenskrig. I Europa medførte den massive bolignød sammen med de politiske forandringer, at der opstod en egentlig boligpolitik og dermed mulighed for en mere omfattende og planmæssig tilrettelæggelse af 12

13 Henri Labrouste, St. Geneviève biblioteket i Paris, opført Med anvendelsen af bygningsdele af støbejern indledtes den proces, der gradvist har ført fra traditionelt håndværk til industri. Jernet var ikke blot en teknisk nyskabelse, men skabte også nye udtryksmuligheder. Foto: Erik Nygaard 13

14 Joseph Paxton, Crystal Palace under opførelse i London, Et avanceret byggesystem, baseret på maskinelt fremstillede komponenter. En helt ny og for samtiden kontroversiel måde at tænke arkitektur på. byggeriet. Samtidig kom der, med den moderne arkitektur, forskellige forslag til mere rationelle byggemetoder. Et meget fremsynet forslag var Le Corbusiers såkaldte DOM-INO system, der skulle muliggøre et hurtigt og billigt byggeri til erstatning for de boliger, der var ødelagt under krigen. Det var opbygget som et enkelt søjle/pladesystem uden bærende vægge eller facader, og råhuset kunne opføres enten i stål eller beton. Projektet blev dog aldrig anvendt i praksis, men et sådant system har lige siden været en slags vision for arkitekter i det 20. århundrede, og det er igen og igen dukket op i arkitektkonkurrencer og undertiden også i realiserede projekter. For de arkitekter, der i 1928 gik sammen og stiftede CIAM, foreningen for moderne arkitektur, var industrialisering af boligbyggeriet et hovedpunkt. De anså det traditionelle, murede byggeri for at være et levn fra Middelalderen, og ville i stedet udvikle former for tørt montagebyggeri af større elementer. Rækkehusbebyggelsen Törten, der opførtes i midten af 20rne af arkitekten Walter Gropius og elever fra bauhaus-skolen, var formentlig det første egentlige montagebyggeri med færdigstøbte elementer. I trærige lande som Sverige og Finland samt USA eksperimenterede man med lette træhuse, opbygget af fabriksfremstillede komponenter, eksperimenter, der fik betydning for typehusproduktionen efter 2. Verdenskrig. I Danmark opførtes enkelte moderne huse af jernbeton, men de var støbt på stedet. Enkelte større bygningsdele, f.eks. trappeelementer af beton, blev dog markedsført som standardvarer. Et enkelt hus var mere avanceret ved at pege frem mod det industrialiserede byggeri efter krigen: Arkitekten Mogens Lassen og ingeniøren Ernst Ishøys såkaldte Systemhus i Ordrup. Også det er støbt på stedet, men det har bærende tværskillevægge og lette facader og er dermed et klart brud med det traditionelle etagehus. INDUSTRIALISERINGEN EFTER 2. VERDENSKRIG 2. Verdenskrig satte en midlertidig stopper for denne udvikling, men i årene umiddelbart efter førte den massive bolignød til omfattende eksperimenter med mere rationelle og dermed hurtigere og billigere byggemåder. I USA og England forsøgte man i de første efterkrigsår at omstille dele af krigsindustrien til boligbyggeri. Det førte til lette huse af stål eller 14

15 Joseph Paxtons Crystal Palace,

16 aluminium, bygget på fabrik og fragtet til byggepladsen i to eller tre stykker med indvendig aptering og det hele. I begge lande opførtes mange tusind huse af denne slags, således blev et engelsk aluminiumshus, Airoh-huset, opført i eksemplarer i årene fra 1945 til Der var mange andre typer, men folk blev aldrig helt tilfredse med dem formentlig fordi de savnede den soliditet, man traditionelt forbinder med huse. Et berømt eksperiment i samme ånd gennemførtes i Californien med de såkaldte Case Study houses. Et antal eksperimenthuse, 26 i alt, opførtes fra 1945 til 1949, med den hensigt at skabe det moderne hus til det moderne menneske. Særligt kendt blev det hus, arkitekterne Charles og Ray Eames byggede til sig selv: Efter sigende opført udelukkende af standardvarer fra det amerikanske byggevaremarked, men samlet til en uhyre elegant arkitektonisk helhed. Dette hus har, ligesom Le Corbusiers DOM-INO projekt, spøgt i moderne arkitekters bevidsthed lige siden. I de følgende år, hvor USA oplevede en enestående og langvarig højkonjunktur, blev énfamiliehusbyggeriet den dominerende boligform, og der udvikledes forskellige typehuse, der byggedes i meget stort antal. Typisk i større, samlede udstykninger, og med huse, der kunne leveres i forskellige stilarter: Colonial, vernacular, modern osv. I Europa, og specielt på kontinentet, blev boligbyggeriet set som en statslig opgave, og de systemer, der udvikledes, var tungere og mere centralistiske. I Danmark gennemførtes i årene efter krigen en målbevidst politik, der skulle udrydde boligmanglen og give mulighed for sanering i de dårlige boligkvarterer fra de foregående århundreder. I 1946 gennemførtes statslånspolitikken, der var en veritabel otteårsplan for afskaffelse af bolignøden, med meget billige lån til både det sociale og det private boligbyggeri. Året efter Kilde: Le Corbusier, Oeuvre Complète, bind 1 16

17 oprettedes et selvstændigt boligministerium og et byggeforskningsinstitut, og man satsede på det, man kaldte utraditionelt byggeri. Højhusbebyggelsen på Bellahøj var det første, store skridt i denne retning. Her afprøvedes forskellige, utraditionelle metoder, med elementer, glideforskalling og søjle/plade-systemer, men byggeriet endte med at blive så dyrt, at Boligministeriet flere år efter holdt sig langt fra alt "utraditionelt". Udviklingen forsatte dog, drevet frem af enkelte ingeniører og arkitekter, således ingeniøren P. E. Malmstrøm og arkitekten Sven Eske Kristensen, der i begyndelsen af halvtredserne stod for de første, egentlige elementbebyggelser herhjemme. I løbet af halvtredserne blev det klart, at det traditionelle byggeri ikke kunne dække det samlede behov for både boliger, fabrikker og institutioner, samtidig med at der skulle gang i saneringen. Der blev derfor taget en række skridt til at gennemføre en egentlig industrialisering af byggeriet. Byggecentrum blev reorganiseret, der oprettedes en ordning med rationaliseringskonsulenter, Byggeriets Maskinstationer etableredes, og der indførtes krav om fast etagehøjde i det støttede byggeri. I 1953 fik byggeri, der anvendte Kilde: Martin Pawley, Architecture versus housing 17

18 Utraditionelt byggeri ved Engstrands Allé i Hvidovre 1953, Eske Kristensen og P. E. Malmstrøm. Et typisk eksempel på Meccano-princippet. højst 15 pct. af det normale antal murertimer, en fortrinsstilling ved tildeling af statslån. Hermed skabtes forudsætningerne for udviklingen af ny teknologi med anvendelse af betonelementer, og i sidste halvdel af 50erne konsolideredes betonelementbyggeriet. I 1958 indførtes krav om modulprojektering, i 1960 indførtes en fælles byggelov for hele landet, og samme år udstedte ministeriet det såkaldte montagecirkulære, der for en fireårig periode sikrede et omfattende og stabilt byggeri med den nye teknologi. Med denne politik ændredes dansk boligbyggeri fuldstændig. Vi fik de store planer: Ballerupplanen, Sydjyllandsplanen, Høje Gladsaxe, Albertslund Vest, Gjellerup m.fl., og i begyndelsen af 70erne var der bygget så mange boliger, at der stod flere tusind lejligheder tomme i nybyggeriet. Industrialiseringspolitikken havde været en succes, målt på antal nye boliger og på den høje tekniske standard, disse boliger havde, og mændene bag dem var med rette stolte af resultaterne. Desværre havde vi samtidig tabt nogle kvaliteter undervejs, og efterhånden som de store planer kom op at stå, rejste der sig en kritik af de boligmiljøer, de resulterede i. Husene blev kritiseret for at være for store og monotone, og lejlighederne for at være skabt til et standardmenneske og en standardfamilie, der ikke findes i virkeligheden. Også de store, grønne arealer mellem husene kritiseredes, fordi de i virkeligheden ikke blev brugt til noget. Denne kritik blev rejst overalt, hvor man havde industrialiseret boligbyggeriet efter denne model, og kritikken førte til en drastisk revision af arkitekturidealerne og boligbyggeriet både i Vesteuropa og USA. I den kommunistiske verden, hvor man havde bygget endnu større og endnu mere monotont, fortsatte man ufortrødent. Som nævnt kunne man i årene efter krigen ikke blot få statslån til det sociale byggeri, men også Kilde: Arkitekten, ugehæfte

19 til private og til énfamiliehuse. De små huse med statslån, der i stigende mængde opførtes i 40rne og 50erne, blev stort set ens, og blandt arkitekter opstod derfor idéen om typehuset: En gennemtegnet og -prøvet type, der med små variationer kunne opføres både bedre og billigere end de mange "individuelle" huse. Det blev til Arkitekternes typehus i Ideen blev overtaget af håndværkere, der nedsatte sig som typehusproducenter, og i løbet af 60erne blev énfamiliehusmarkedet stort set overtaget af disse fabrikanter. I dette byggeri udvikledes en let byggeteknik, med bærende indervægge af lægter eller gasbetonelementer i realiteten en helt anden og mere fleksibel form for industrialisering end den, der var udviklet i betonelementbyggeriet. PÅ VEJ MOD NYE FORMER AF INDUSTRIALISERING I begyndelsen af 70erne stod vi derfor med to typer af industrielt byggeri: En tung og en let. Det var imidlertid kun råhusets teknik, der var afgørende forskellig i de to typer. Alt andet: Facadeelementer, vinduer, skillevægge, døre, køkkener, sanitet og hvidevarer var det samme, og på disse områder er der sket en fortsat rationalisering af produktionen ligesom for andre forbrugsvarer. Denne forskel på produktionsvilkårene for råhus og aptering førte i løbet af 60erne til udviklingen af en form for strukturalisme indenfor arkitekturteorien. Man forestillede sig, at byggeriet ikke blot teknisk, men også organisatorisk og finansielt kunne opdeles på denne måde i hhv. tunge og lette/udskiftelige dele. Man håbede på denne måde at kunne bygge mere individuelt og tilpasset omgivelserne, samtidig med at man fastholdt den rationelle byggemåde, der var udviklet med elementteknologien. Et markant projekt i denne ånd var arkitekterne Carsten Hoff og Susanne Ussings forslag til etageboliger fra 1972: En råhusstruktur i tre etager, hvor beboerne selv kunne opføre deres lejligheder med de materialer og det udtryk, de nu måtte have lyst til. Projektet skulle forene rationaliteten i etagebyggeriet med friheden i enfamiliehusbyggeriet, men det blev aldrig realiseret. I dag må man nok sige, at tanken er problematisk: Der er en reel risiko for, at sådanne bebyggelser vil udvikle sig til slum, og at de vil medføre et stort spild af materialer. I stedet fik vi det såkaldte tæt/lave byggeri, hvor man stadig brugte betonelementteknologien, 19

20 men i meget mindre og mere varierede bebyggelser. Samtidig medførte de hastigt voksende krav om reduktion af boligernes energiforbrug, at byggeteknikken kompliceredes. Tilsammen betød disse ændringer, at de produktivitetsforøgelser, der var indledt med industrialiseringen i 60erne, tilsyneladende blev sat i stå. Det kan man beklage, men en af grundene er jo, at boligerne i dag er langt bedre isolerede og derfor på langt sigt vil bruge meget mindre energi. Der er vel heller ingen, der ønsker at vende tilbage til de meget store og ensartede bebyggelser på bar mark, vi opførte i 60erne. I begyndelsen af 80erne tog Boligministeriet initiativ til en fornyelse af etagehusets teknik. Det førte til, at den gamle drøm om det fleksible søjle/plade-system blev trukket frem endnu en gang, i det såkaldte Nye Etagehus, der var tegnet af Arkitektgruppen Aarhus i samarbejde med Birch & krogboe og Højgaard & Schultz. Der blev opført nogle få pilotbebyggelser, heriblandt den fine Søfronten på Frederiksberg, men derefter gik eksperimentet i stå det kunne ikke konkurrere økonomisk med de mere "traditionelle" byggemåder. Byggeriet i dag må derfor karakteriseres som en blandingsform mellem industrielt og håndværksmæssigt. I forhold til den meget rationelle massefremstilling af boliger, vi så i 60erne og begyndelsen af 70erne, kunne det se ud som et tilbageskridt. Men spørgsmålet er, om ikke den tids model, som man måske kunne kalde Meccanomodellen, er forældet i forhold til virkeligheden i Kilde: Arkitektur DK

21 dag. De komponenter, der i dag anvendes i byggeriet, vinduer, skillevægssystemer, gulvsystemer etc., er gennemrationaliserede, ligesom råhuskomponenterne er det. Dertil kommer, at industriel produktion i dag er langt mere fleksibel end tidligere. Håndværket er heller ikke, hvad det har været. Arbejdet på byggepladsen sker med meget effektive håndværktøjer, og udviklingen går i øjeblikket i retning af, at håndværkerne ikke længere forlægger arbejde til værksted, men opretter mobile "værksteder" på pladsen. På denne baggrund forekommer det sandsynligt, at byggeriet i dag reelt har nået en højere og mere avanceret industrialiseringsgrad end i 60erne. produktiviteten, være udgangspunkt for nye arkitektoniske kvaliteter: Mere rummelige og mere fleksible boliger, mere komfort, mere bæredygtige løsninger og nye udtryksmuligheder. Skal disse muligheder udnyttes, er det imidlertid afgørende nødvendigt, at alle implicerede parter, fra bygherre til materialeproducent, anerkender betydningen af den arkitektoniske indsats. Arkitektur angår helheden og kan ikke blot tilføjes som endnu en parameter eller en form for udvendig staffage. INDUSTRIALISERING OG ARKITEKTONISK KVALITET Som nævnt i afsnittet om arkitektonisk kvalitet kan enhver af parametrene i formgivningsprocessen optræde som både en forhindring og en mulighed. Det gælder også de forskellige former for industrialisering. Industrialisering kan føre til en forsimpling og til huse, hvis form snævert bestemmes af produktionssystemet, som det desværre skete med mange af 60ernes og 70ernes byggerier. Men den kan også, ud over at øge 21