98 r Dagrenovationskoncession

Transkript

1 98 r Dagrenovationskoncession Del 2: R98 har koncession til 2020, men presses til at indgå en førtidig frivillig ophørsaftale af en kombination af nyliberale politikere, private entreprenører og konkurrencemyndigheder.

2 100 vi tog skraldet R til kapitel 5 R til 2011 på vej mod enden R98 runder de 100 år på vej mod de næste 100, men nyliberale kræfter vil det anderledes og sporer selskabet ind på konkurrenceudsættelse på vej mod enden. Årene omkring år 2000 stod i informationsteknologiens tegn. Årtusindskiftet blev frygtet som det store altomfattende sammenbrud for den nye teknologi. Eksperter mente, at de avancerede systemer ikke kunne absorbere de mange nuller og ville gå i sort ved årsskiftet 1999/2000. Så galt gik det nu ikke, men postyret viste, at selv en matematisk-naturvidenskabeligt baseret teknologi kunne få tillagt momenter af mystik og overtro. Lige så uvirkelig forekom it-boblen, der var opstået i 1990 erne, hvor dot-com-millionærerne skød op som paddehatte på en efterårsdag og teknologibørsindekset Nasdaq lå over point. Da boblen brast i foråret 2000, mente mange, at dot-com-revolutionen var forbi. Men blot tre år senere, i 2003, begyndte it-investeringer atter at blive attraktive, og et nyt økonomisk opsving tegnede nye muligheder. Var det den nyliberale politik, der nu slog igennem og skulle bevise sit værd? I hvert fald fik nyliberalismen ikke lagt hindringer i vejen af den nye regering med Fogh Rasmussen (V), der i 2001 havde afløst den socialdemokratiske med Nyrup Rasmussen som regeringsleder. Den nye statsminister var kendt som superliberalist med bogen fra 1993 Fra socialstat til minimalstat og lagde ud med at nedbryde den bygning, Socialdemokratiet havde rejst på miljøområdet, hvilket fik følger for R98 s koncession og for koncessionsparterne. Med 100 år på bagen I forbindelse med 100-års-jubilæet i 1998 gjorde R98 status. Bestyrelsesformand Henning Vang Jensen lagde vægt på at fremhæve to forhold, der havde forvandlet R98 fra en avanceret vognmandsforretning til en moderne, højteknologisk virksomhed: At R98 siden 1980 erne havde gennemløbet en teknisk revolution via en udstrakt forsøgsvirksomhed i samarbejde med Københavns og Frederiksberg Kommuner og Miljøstyrelsen At R98 i 1990 erne gennemløb en organisatorisk revolution, der forvandlede R98 til et netværk af selskaber med datterselskaber og associerede selskaber R98 Gruppen og egentlige udskillelser som Renoflex

3 102 vi tog skraldet R til R98 benyttede jubilæumsåret til at introducere en række nye tiltag her er det den første miljøstation, der åbner i Vævergade 6 på Nørrebro den 18. marts Et andet jubilæumstiltag var den kunstneriske udsmykning af containere. Her svinger kunstneren Jeppe Eisner penslen på en vipcontainer på Gammel Strand i København, mens hans bror Morten Eisner læser eventyr. Bestyrelsesformand Henning Vang Jensen (tv) og administrerende direktør Niels Jørn Hahn ved 100-års-jubilæumsfesten i november Formanden fremhævede endvidere det positive i, at R98 som koncessioneret selskab havde skabt et selvejende selskab uden krav om at skabe overskud til nogen ejer. Endelig tog formanden tyren ved hornene og fastslog, at koncessionen, der løb frem til 2020, ikke ville blive forlænget som tidligere. På den anden siden mente han ikke, at koncessionen kunne opsiges før tid. Deri tog han fejl. Inden for 10 år var R98 inde i en afviklingsproces ikke fordi virksomheden var i krise, men fordi presset fra det politiske miljø og erhvervsmiljøet blev uimodståeligt. Fortællingen om en mønstervirksomhed R98 hentede sidst i 1990 erne affald fra ca indbyggere i hovedstaden (København og Frederiksberg). Det ikke-profitdrevne koncessionerede selskab var velfungerende med en høj grad af tilfredshed blandt kunder og medarbejdere, det var kendt for at levere kvalitet, kendt for at tage ansvar for miljøet og kendt for sin sociale profil. De ca. 500 medarbejdere var tilfredse, og fagforbundet SiD kårede i 2002 R98 som årets arbejdsplads. Der var bred enighed om, at R98 leverede et gedigent og tidssvarende produkt, men der var delte meninger om selskabets koncession. Den gav eneret på at håndtere husholdningsaffald og dagrenovationslignende erhvervsaffald i København og på Frederiksberg frem til Koncessionen havde længe været en torn i øjet på konkurrenterne og bragte selskabet i konkurrencemyndighedernes søgelys. Historien om R98 s afvikling som koncessioneret selskab er den ene fortælling i den efterfølgende fremstilling. Den anden fortælling handler om R98 s teknologiske, miljømæssige og selskabsmæssige indsats fra 1998 til 2011, mens den tredje og sidste fortælling vil søge at indkredse virksomhedskulturen i R98. Indkredsningen af virksomhedskulturen baserer sig dels på spørgeskemabesvarelser fra de ansatte (fra sommeren 2009), dels på interview med udvalgte personer i og uden for selskabet personer, der som interessenter i bred forstand (stakeholders) har forskelligartede relationer til selskabet. De tre fortællinger vil blive kædet sammen til en sammenhængende fremstilling om sidste fase af historien om R98 fra 100-års-jubilæet til selskabets afvikling i renovationskrigen R98 s koncession havde været under angreb gennem 1990 erne. Angrebene blev intensiveret sidst i årtiet og kan inddeles i to faser. Den første fase fra 1997/98 til 2002 kan igen deles i to perioder én, hvor Konkurrencestyrelsen rejste tvivl om koncessionens holdbarhed, og én, der bestod i et konkret angreb på koncessionen lanceret af et konkurrerende selskab Farum Industrirenovation/Marius Pedersen. Det angreb bragte Klagenævnet for Udbud på banen med en direkte underkendelse af koncessionen. Det lå fra begyndelsen klart, at koncessionen og løbetiden på 50 år stod i modsætning til tidens løsen: markedsudbud og typiske kontraktløbetider på tre til fem år. Koncessionens lange løbetid var umiddelbart forståelig og blev forståeligt nok det første angrebspunkt. Indvendinger mod den lange løbetid var lettere at sælge end de juridiske og politiske indvendinger, der kunne rejses mod koncessionsaftalen. Disse kunne i sig selv være vanskelige at forstå og blev ikke mindre komplicerede af at blive spundet ind i et net af nationale og overnationale juridiske komplekser. Der kom da heller ikke megen offentlig debat om koncessionsaftalen og dens ophør, ikke kun fordi den var vanskelig at forstå, men nok så meget, fordi borgerne/forbrugerne havde det med affaldshåndtering som med elektricitet og togdrift det var bare noget, der skulle fungere og det gjorde det. Den anden fase fra 2002 til 2005/06 bragte igen Konkurrencestyrelsen på banen, nu med fokus på retten til at vurdere, om affaldsområdet var relevant for koncessionen. Vurderingsretten havde ligget hos kommunerne, men blev under den nye borgerlige regering med Anders Fogh Rasmussen som statsminister overført til ressortministeriet her Miljøministeriet. Signalet i disse tiltag fra konkurrencemyndighederne og regeringen var, at koncessionens dage var talte, men først i slutfasen blev tiltagene opfattet sådan af koncessionsparterne Københavns og Frederiksberg Kommuner og R98. Det skete bl.a. under indtryk af udviklingen i R98 s datterselskab RGS90. Det kom ikke til en egentlig, åben konfrontation om koncessionen bortset fra diverse retssager, men mundede ud i en frivillig aftale i 2006 mellem kommunerne og R98 om at ophæve koncessionen, før tiden var inde.

4 104 vi tog skraldet R til Fra gallafesten på Københavns Rådhus, november 1998 til højre overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, til venstre R98 s formand Henning Vang Jensen og administrerende direktør Niels Jørn Hahn, der holder en af de mange gaver i vejret. Festen var knap forbi, før angrebene på R98 og koncessionen fortsatte mere intenst end nogensinde. R98 s bestyrelse i jubilæumsåret: Siddende fra venstre Flemming Kitte (medarbejderrepræsentant), Anni Grimm (Boligselskabernes Landsforening), Hans Åge Zabel (grundejerne), bestyrelsesformand Henning Vang Jensen, borgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Ole Hentzen (Borgerrepræsentationen). Stående fra venstre: Palle Nissen (medarbejderrepræsentant), Jan E. Jørgensen (Borgerrepræsentationen), John R. Frederiksen (grundejerne), Jens Erik Udsen (grundejerne), Niels Busck (lejerne), Hamid El Musti (Borgerrepræsentationen). Den tilsyneladende udramatiske, nærmest fredelige fælles forståelse dækkede imidlertid over betydelige uoverensstemmelser først mellem koncessionsparterne på den ene side og branchen, konkurrencemyndighederne og regeringen på den anden side og siden også mellem koncessionsparterne indbyrdes. I denne anden fase søgte R98 at geare sig til en ny situation, som ingen præcist vidste, hvad indebar, dels ved at rationalisere og trimme sig til konkurrence, dels ved at satse stort på et nyt miljøtiltag med behandling og genbrug af spildevandsslam og pvc og endelig ved at søge at få en klarere adskillelse mellem koncessionsområdet og det kommercielle område ved etablering af et holdingselskab. Den følgende tredje fase fra 2006 til 2011 drejede sig om at afvikle de koncessionerede aktiviteter og opløse det koncessionerede selskab. Det skulle foregå i to tempi med en forberedelsesfase fra 2006 til 2009 og en implementeringsfase fra 2009 til 2011, i hvilken renovationsområdet i de to kommuner gradvist skulle konkurrenceudsættes. Kommunerne var fortsat ansvarlige for bortskaffelse af affaldet, men det skulle nu i udbud, hvor private vognmænd konkurrerede R98 kunne ifølge egen beslutning ikke deltage i konkurrencen i modsætning til Renoflex. Processens første fase Den første fase havde baggrund dels i en ny skærpet konkurrencelovgivning fra 1997, dels i Nyhavnskonflikten mellem 13 uorganiserede restauratører i Nyhavn og deres uorganiserede ansatte på den ene side og RBF (Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet) på den anden side. Konflikten var lovligt varslet og tog sin begyndelse midt i 1990 erne. I foråret 1996 blev konflikten skærpet, og få måneder senere, i juli 1996, blev centralsugeanlægget i Nyhavn sat i drift. Det fik betydning for R98, der ikke var involveret direkte i konflikten, men blev involveret indirekte som følge af omfattende sympatiaktioner, hvor bl.a. skraldemænd og ansatte på forbrændingsanlæg deltog i sympati med restaurationsarbejderne i RBF. Sympatikonflikten førte til, at ingen af restauranterne i Nyhavn, heller ikke de ikke-konfliktramte, kunne komme af med deres affald som følge af det nye centralsugeanlæg, der blev lukket af sympatikonflikten, og som følge af lukkede forbrændingsanlæg. Konkurrencestyrelsen Under konflikten rettede en række af de berørte restauratører i februar 1997 henvendelse til Konkurrencestyrelsen. Restauratørerne hævdede, at det var leveringsnægtelse fra R98 s side, når de ikke kunne komme af med deres affald. Det gav Konkurrencestyrelsen restauratørerne ret i, men inden der blev foretaget yderligere, var konflikten slut i april 1997 indgik RBF og restauranterne i Nyhavn forlig. Nyhavns-konflikten blev en optakt til, at Konkurrencestyrelsen i forbindelse med den nye konkurrencelov (lov nr. 387 af 12. juni 1997) rettede søgelyset mod R98 og koncessionen, som Københavns og Frederiksberg Kommuner havde udstedt. Konkurrenceloven af 1997 skærpede det hidtil gældende kontrolprincip til et forbudsprincip og indeholdt en anmeldepligt for kommunerne af konkurrencebegrænsende aftaler. For at være på den sikre side anmeldte R98 koncessionen til Konkurrencestyrelsen, og kommunerne erklærede, at koncessionen var en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Det tilfredsstillede dog ikke Konkurrencestyrelsen, der rettede sit søgelys mod R98 s vedtægtsændring i 1993 og selskabets takststigninger i perioden fra 1992 til Takststigningerne kunne forklares tilfredsstillende med stigende priser hos forbrændingsanlæggene og et stigende pristal. Vedtægtsændringen viste sig at være mere kompleks med relationer til en ny strategi for udviklingen i R98, til EF s indre marked, der trådte i kraft den 1. januar 1993 og åbnede for fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og tjenesteydelser, til fondslovgivningen, til Affaldsbekendtgørelsen fra 1993 og til et nyt regulativ for husholdningsaffald i København, vedtaget i december 1993 til ikrafttræden 1. januar Vedtægtsændringen var i dagbladet Børsen med henvisning til juraprofessor Peter Paghs responsum af 28. september 1993 blevet udlagt således, at kommunerne var forpligtet til at sende dagrenovationsvirksomheden i EU-udbud. 80 R98 s advokat havde udlagt det anderledes, men i et notat af 18. september 1997 pegede advokaten dog på, at koncessionens varighed kunne være en anstødssten. Den 50-årige løbetid fra

5 106 vi tog skraldet R til Anlægsarbejder i forbindelse med etableringen af centralsugeanlægget i Nyhavn Mobil- og centralsug repræsenterede en ny og revolutionerende infrastruktur i renovationshåndteringen på linje med indførelsen af wc-teknologien på natrenovationens område 100 år tidligere. Finn Toft fra R98-datterselskabet Renovationsteknik åbner centralsugeanlægget i Nyhavn. Centralsugeanlægget blev taget i brug i juli Få måneder før, i foråret 1996, var en konflikt brudt ud mellem RBF (Restaurations og Bryggeriarbejder Forbundet) og de uorganiserede restauratører i Nyhavn. Centralsugeanlægget blev omdrejningspunkt i konflikten, da skraldemændene i sympati med de strejkende kolleger lukkede for anlægget, og ingen restauratører i Nyhavn kunne benytte det. På denne indirekte måde blev R98 inddraget i konflikten. Niels rytter Niels Rytter, der var kontorchef i Konkurrencestyrelsen, behandlede koncessionssagen gennem det forholdsvist langstrakte forløb til 2020 havde sine historiske forklaringer, den var ikke i modstrid med en i 1970 eksisterende praksis og var, da den blev indgået, begrundet i de store investeringer (omkring 25 mio. kr.) i det nye anlæg på Kraftværksvej, som R98 måtte foretage og have en lang afskrivningsperiode på. 81 Niels Rytter, der var kontorchef i Konkurrencestyrelsen og behandlede koncessionssagen, fortæller: Det begyndte i 1993, da EF s tjenesteydelsesdirektiv blev sat i værk. Det indebar, at man skulle udbyde den slags ydelser, som R98 udførte for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Der var tale om en helt usædvanligt lang kontrakt, og der var en diskussion på det tidspunkt om, hvorvidt man havde omgået tjenesteydelsesdirektivet ved at have en så lang kontrakt og alligevel ændrede på vedtægterne [i 1993]. Der startede det hele. Men baggrunden for direktivet var, at ydelserne skulle i udbud, og baggrunden for det var, at dels skulle den, der var bedst og billigst, have lov til at udføre opgaven, og dels skulle der være lige vilkår, ingen skulle favoriseres. Hvis R98 skulle fortsætte, måtte selskabet demonstrere, at det var bedst og billigst. Den tankegang lå bag direktivet, men der skete ikke rigtig noget. Der blev så skrevet nogle redegørelser fra Konkurrencestyrelsens side sidst i 1990 erne, hvor man talte kraftigt for et udbud. Man var også inde over hele reguleringen af affaldsområdet og talte for at lempe reguleringen, så der blev åbnet for konkurrence. 82 EU-problematikken blev taget op i et af Justitsministeriet nedsat tværministerielt udvalg om fælleskommunale selskaber, hvilket fik opsættende virkning på Konkurrencestyrelsens intervention. Udvalgets rapport af 23. februar 1998 konkluderede, at koncessionsaftaler som R98 s formentlig ikke var omfattet af EU s tjenesteydelsesdirektiv, men faldt ind under undtagelsesbestemmelsen i artikel 6, og at kommunerne derfor ikke er forpligtet til at udbyde disse affaldsydelser. På den baggrund og på baggrund af EU-generaladvokaturets afgørelser i lignende sager accepterede Konkurrencestyrelsen at stille sagen i bero efter at R98 i juni 1998 havde anmeldt koncessionsaftalen til Konkurrencestyrelsen med anmodning om en ikke-indgrebserklæring, og kommunerne havde meddelt, at de anså aftalen for at være en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Dermed sluttede det første slag i renovationskrigen med en sejr for koncessionen. Den stod ikke alene uantastet, men styrket. Branchen Men koncessionen var også under angreb fra en anden kant, nemlig fra branchen, der så den indbyrdes fordeling af affaldshåndteringen mellem R98 og Renoflex som et lige lovligt kreativt tiltag, der kunne føre til, at R98 satte sig på alt københavnsk affald. Arbejdsdelingen havde historiske rødder helt tilbage fra containerafdelingens tid i R98. Containerafdelingen, der fra starten midt i 1960 erne fik navnet Anden Virksomhed (AV) og siden kaldtes Erhvervsaffaldsafdelingen (EAA), havde taget sig af kørsel med containere, mens R98 håndterede affaldsbeholderne. Den arbejdsdeling var pragmatisk og rationel der skulle køres færre kilometer, der blev brugt mindre brændstof, og der kom mindre CO 2 -udslip m.m. Arbejdsdelingen medførte, at AV/EAA indgik aftaler med erhvervskunder, gennemførte alle containertømningerne uanset om det drejede sig om containere med erhvervsaffald eller med husholdningsaffald og overlod tømningerne af affaldsbeholdere fra sine erhvervskunder til R98 s almindelige driftsafdeling. Da det var vedtægtsbestemt, at R98 skulle aflægge et særskilt regnskab for den koncessionerede virksomhed, førte den nævnte arbejdsdeling til, at man måtte arbejde med et internt faktureringssystem, og med et bogholderi, der i størst muligt omfang sikrede vandtætte skotter mellem økonomien i den koncessionerede drift og i AV/EAA. På denne måde fik AV/EAA opbygget en ikke uanseelig kapital, der fandt anvendelse i Renoflex på et senere tidspunkt desuden tilførtes en del af indtjeningen Forureningsfonden af Da EAA i 1987 skiftede navn til Renoflex, vakte det ikke større opmærksomhed, men da Renoflex i 1994 blev søsat som aktieselskab, og der blev indgået en Management-, service- og samhandelsaftale af 1. juni 1994 mellem R98 og Renoflex, tiltrak det branchens opmærksomhed. Konkurrencen med de private selskaber blev mere åbenbar end tidligere, og store

6 108 vi tog skraldet R til Mobilsugeanlæg blev i 1990 erne etableret i en række nye byggerier og ældre renoverede ejendomme. Mobilsugebilen kunne med sin lange fleksible sugearm tømme anlægget hurtigt og effektivt. Sugeanlæggene, der blev udviklet og tilpasset københavnske forhold i samarbejde med Envac, var dyre i etablering, men mandskabsbesparende. R98 s genbrugsafdeling blev en forløber for Renoflex, der blev etableret som aktieselskab i Finn Junge Andersen Finn Junge Andersen var direktør i renovationsselskabet Marius Pedersen A/S, der samarbejdede og konkurrerede med R98 og dets datterselskaber. private entreprenører som Renovadan og Marius Pedersen rettede et kritisk søgelys mod, hvad de betragtede som en urimelig konkurrencesituation Renoflex arbejde for R98 skulle i udbud, og R98 s arbejde for Renoflex var et brud på koncessionen, mente man. Med til billedet hører, at genbrugsstationerne, der blev etableret fra omkring 1990 erne og typisk modtog affald fra private (dog ikke dagrenovation) altså koncessioneret affald opererede med containere, hvilket betød et tilskud af kørsel til Renoflex for R98. Også kørslen af ordningen Spise til Grise med indsamling af madaffald fra storkøkkener, der blev etableret i 1986/87, blev overladt til Renoflex for R98. Det var baggrunden for, at Danmarks største private affaldsselskab Marius Pedersen A/S gik i aktion. Finn Junge Andersen, der var direktør i Marius Pedersen A/S, fortæller: Der er ingen objektive kriterier for skelnen mellem husholdningsaffald, dagrenovationslignende affald og erhvervsaffald. Kommunerne og R98 kunne selv definere, hvad der var dagrenovationslignende affald. Vi rejste en sag via Entreprenørforeningen i forbindelse med, at kommunerne tog rundt til supermarkeder og andre virksomheder og sagde det affald i jeres container er dagrenovationslignende affald. Det må Marius Pedersen ikke indsamle, I skal skifte over til R98. Det kunne kommunerne og R98 gøre med koncessionen i hånden, men når vore kunder havde skiftet containeren ud, og vi havde mistet kunden, tog R98 datterselskabet Renoflex ind som underentreprenør til at samle det ind. Det ville vi ikke finde os i. Renoflex var et selskab, der konkurrerede med os på markedsmæssige betingelser. Samtidig havde Renoflex for et betydeligt millionbeløb underentrepriser for R98. Det grundlag kunne de så gå ud fra i konkurrencen med os. Det var baggrunden for vores angreb på R98. Vores primære sigte var at få de underentrepriser, Renoflex havde for R98, ud i licitation. Vi kunne ikke gå efter Renoflex, men vi kunne gå efter moderselskabet og sigtede i anden række mod at få monopolet ophævet, så det hele kom i licitation. Ofte er det almindelige erhvervsaffald i en supermarkedscontainer blandet med fødevarer, der er blevet for gamle. Det var ikke det, men det forhold, at R98 gav det i underentreprise til Renoflex, uden at det kom i licitation. Det opponerede vi over fra midt i 1990 erne, og retssagen kom i Finn Junge Andersen, der blev præsenteret under overskriften Danmarks affaldskonge i dagbladet Børsen, 84 havde forberedt sig og Marius Pedersen godt. I sommeren 1995 havde han taget initiativ til at etablere Foreningen for Danske Affalds- og Genbrugsservicevirksomheder, DAG. Den nye brancheforening fik sekretariat i Entreprenørforeningen, og formålet var at varetage medlemmernes interesser særligt over for: 1. De offentlige myndigheder [kommuner, fælleskommunale selskaber mv.] som samarbejdspartner [kunder/konkurrenter]; 2. Øvrige interessenter/interesseområder: Organisationer, myndigheder, lovgivning, regulativer mv. som det hed i en rundskrivelse. 85 Danmarks affaldskonge begrundede rundskrivelsen og foreningen med de stadigt mere og mere omfattende konkurrencemæssige begrænsninger, private affaldsvirksomheder konfronteres med specielt på grund af en stærkt styrende og restriktiv lovgivning I 1997 var jernet varmt, og der kunne smedes. Pressen havde pustet til ilden især dagbladet Børsen, der kom ud med overskrifter som Københavns affaldsmonopol revner i fugerne og Affaldsmonopolet skal væk. 86 Klagenævnet for Udbud I forbindelse med en ændring af erhvervsaffaldsregulativet for Københavns Kommune indklagede Entreprenørforeningen i august 1997 på vegne af Farum Industrirenovation (et selskab under Marius Pedersen A/S) Københavns Kommune for Klagenævnet for Udbud. 87 Klagen gik dels på, at kommunen kun ville acceptere godkendte vognmænd til indsamling af erhvervsaffald, dels på R98 s koncession som sådan. I Børsen hed det: Får Entreprenørforeningen ret i klagen, står det private erhvervsliv foran et marked på 360 mio. kr. der over 22 år [til koncessionens udløb i 2020] svarer til næsten 8 mia. kr Nu er Klagenævnet godt på vej, og samtidig har Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Karen Riis Jørgensen, stillet spørgsmål til EU-Kommissionen. Professor Ellen Margrethe Basse, Århus Universitet, har også beskæftiget

7 110 vi tog skraldet R til Interiør fra R98 s økonomiafdeling 1988/89 med Thomas Christensen (tv). I 1994 blev Thomas Christensen økonomidirektør i Renoflex A/S, og i 2003 blev han direktør i Renoflex. Henrik Fausing Henrik Fausing var juridisk sagsbehandler i Entreprenørforeningen, der behandlede koncessionssagen. sig meget med Københavns affaldsmonopol. Hun giver Entreprenørforeningen ret i, at EU-direktivet er overtrådt 88 Ændringen af erhvervsaffaldsregulativet trådte i kraft den 1. januar 1998 og førte til, at en række kunder skiftede til en anden transportør. Erhvervsaffald svarende til cirka tons blev frameldt R98 i Koncessionsaftalen Koncessionsaftalen var under angreb i den anden del af klagen fra Marius Pedersen. Denne del af klagen førte til, at Klagenævnet for Udbud den 21. oktober 1998 underkendte koncessionen til trods for kommunernes erklæring af 30. juni 1998 om, at koncessionsaftalen med R98 var en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, og på trods af, at Justitsministeriets tværministerielle udvalg om fælleskommunale selskaber i sin rapport fra februar 1998 havde konkluderet, at kommunerne ikke var forpligtet til at udbyde affaldsydelser. Der var med andre ord en stor grad af forvirring og usikkerhed fra officiel side over for koncessionen og dens status. Usikkerheden udsprang af de revner og sprækker, der opstod mellem EU s direktiver og den nationale lovgivning, der skulle rettes ind efter EU-direktiverne. Men også R98 s selskabsretlige status gav anledning til usikkerhed. Klagenævnet for Udbud tog udgangspunkt i EU s tjenesteydelsesdirektiv og sammenholdt det med de ændringer af R98 s vedtægter, der var foretaget i 1993 med virkning fra Nævnets pointe var ikke alene, om koncessionerede selskaber var omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, men specifikt, om vedtægtsændringen i 1993 var så væsentlig, at der var tale om en ny aftale, og om den i givet fald skulle i udbud, eftersom den trådte i kraft under tjenesteydelsesdirektivet. Entreprenørforeningens jurist Henrik Fausing, der undersøgte problematikken for brancheforeningen DAG og medlemsvirksomheden Marius Pedersen A/S, fortæller: Ændringen af R98 s vedtægter i 1993 blev lavet efter, at EU s tjenesteydelsesdirektiv var trådt i kraft. Vores pointe var, at vedtægtsændringen var så central, at der i virkeligheden var tale om en fornyet aftale. Vores påstand var, at R98 havde indgået en ny aftale med kommunerne. Det sagde kommunerne nej til. Jeg brugte så flere uger til at gennemgå Borgerrepræsentationens [BR] forhandlinger og fandt frem til via bilagene til BR s dagsordener, at et underbilag vedrørende vedtægten for R98 sagde, at vedtægt og aftale skulle ses som synonymer. Vedtægten var altså lig med aftalen. Dermed kunne vi løfte beviset for, at ændringen af vedtægten også var en ændring af aftalen. Det kom som en stor overraskelse for kommunernes advokater. Klagenævnet sagde så, at der med vedtægtsændringen var tale om en ny aftale, og en sådan skulle ifølge tjenesteydelsesdirektivet sendes i EU-udbud. 90 Niels Jørn Hahn konkluderede i en rundskrivelse med en kort historisk redegørelse for sagen: Jeg er overbevist om, at vi har en god sag. Vores stævning er meget veldokumenteret, og to sager, der ligner vores, har i EU fået medhold. Det er klart, at vi først og fremmest har bedt om, at ankesagen skal have opsættende virkning. Vi forudser, at der kan gå flere år, før sagen er færdigbehandlet. Vi ser med alvor på sagen, selv om vi mener, at vi har en sikker sag. 91 Koncessionsparterne havde indbragt Klagenævnets afgørelse for Østre Landsret, hvorved spørgsmålet om, hvorvidt dette skulle have opsættende virkning eller ej, opstod. I sin kendelse af 10. november 1999 afviste landsretten at give opsættende virkning, men Københavns Kommune fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe Østre Landsrets kendelse for Højesteret. Højesteret meddelte i sin kendelse af 23. februar 2000 opsættende virkning, så længe klagenævnssagen verserede ved landsretten. Efter halvandet års usikkerhed gav Højesterets afgørelse arbejdsro i R98, men inden sagen var afgjort ved Landsretten, indgik parterne forlig. Direktør Finn Junge Andersen fra Marius Pedersen A/S fortæller: Da jeg drøftede det med Niels Jørn Hahn, viste det sig, at han meget gerne ville have retssagen stoppet. Jeg ville godt gå med til at stoppe retssagen, men under forudsætning af, at han udbød Renoflex underentrepriser for R98 i licitation. Det lovede han så at

8 112 vi tog skraldet R til Miljø- og forsyningsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (tv) forklædt som skraldemand foran Storkespringvandet på Amagertorv sammen med en flok skraldemænd bl.a. fællestillidsmand Palle Nissen (nr. 2 fra højre) ved den nye bil Kolibrien. Kolibrien blev indsat på Strøget i København i september Den nye belægning på Amagertorv, designet af multikunstneren Bjørn Nørgaard, kunne ikke bære de tunge skraldebiler. Kolibrien var lille, let og go ved bymiljøet. Miljø- og energiminister Svend Auken vises rundt på R98 af administrerende direktør Niels Jørn Hahn den 13. marts gøre. Det var et mundtligt tilsagn, ikke noget, der var skrevet ned, og så henvendte jeg mig til Entreprenørforeningen og sagde, at vi opgav sagen. 92 Niels Jørn Hahn er en gentleman, og jeg tog hans ord for gode varer. Han sørgede da også for, at de underentrepriser, Renoflex havde for R98, kom i licitation. Det gjorde han i to omgange. Vores interesse lå ikke inden for det koncessionerede område. Direktør Niels Jørn Hahn fortæller om forløbet: Mens landsretssagen kørte, var jeg i dialog med Marius Pedersen A/S [moderselskabet for Farum Industrirenovation], hvis direktør Finn Junge Andersen tilkendegav, at de ikke havde til hensigt at undergrave koncessionen. Deres mål var alene erhvervsaffaldet. Det mundede så ud i, at vi i fællesskab forhandlede et forlig på plads i maj 2002 mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og R98 på den ene side og Klagenævnet for Udbud og Farum Industrirenovation på den anden side. Det indebar, at Klagenævnet afsagde en ny kendelse, der annullerede den oprindelige. Forliget havde ingen forpligtelser for R98. Og Marius Pedersen kunne jo godt se, at koncessionssagen ikke ville være sluttet ved danske domstole. Den ville ryge videre til EF-Domstolen. 93 Gentlemanaftalen mellem de to direktører var fordelagtig for de private entreprenører og mindre fordelagtig for R98, der kunne have valgt at etablere en containerafdeling igen og tage kørslen med det affald, som Renoflex kørte for R98, ind som en del af koncessionen. At det ikke skete, må forstås i sammenhæng med den store bevågenhed, der i årene omkring årtusindskiftet var på R98 og koncessionen både fra branchen, fra konkurrencemyndighederne og fra politisk hold. Aftalen mellem de to store skabte ro. 94 Med forliget af 28. maj 2002 var tavlen vasket ren. Arbejdsdelingen mellem R98 og datterselskabet Renoflex foregik efter klare og af alle accepterede linjer Renoflex kørsel med koncessioneret affald for R98 var blevet og blev konkurrenceudsat, mens R98 s kørsel for Renoflex var ophørt. Da forliget blev indgået, lå der to afgørelser fra EFdomstolen fra maj 2000, der tegnede billedet af en god sag for R98 og kommunerne. Det underbyggede det tværministerielle udvalgs rapport og gav koncessionsparterne tiltro til, at koncessionen var robust og nok skulle modstå fremtidige angreb. Den fælles front mellem kommunerne og selskabet syntes stærkere end nogensinde, efter at angreb på koncessionen nu i to omgange var blevet afvist med held. Dertil kom, at Konkurrencestyrelsen i maj 2001 havde meddelt Københavns og Frederiksberg Kommuner, at koncessionen ikke var omfattet af konkurrenceloven. Slangen i paradiset var imidlertid den lange koncessionsperiode, og styrelsen anbefalede kommunerne for fremtiden at udbyde affaldsindsamlingen hvert femte år. Styrelsen gik ind på at afvente udfaldet af de verserende sager om udbudsretlige forhold, der endte med forliget af 28. maj Erhvervsaffaldet I september 2002 afsluttedes første trin i implementeringen af aftalen mellem Finn Junge Andersen og Niels Jørn Hahn. Det drejede sig om udbud af kørsel med store containere omfattende ca. 200 kunder. Opgaven overgik for halvdelens vedkommende (ca containertømninger pr. år) den 1. januar 2003 fra Renoflex til H C Container Service A/S, der sammen med seks andre firmaer var udvalgt til at deltage i den afgørende udbudsrunde. De syv firmaer var udvalgt blandt 11, der ønskede at give tilbud. Interessen fra firmaer, der ønskede at give bud, gjorde, at R98 kunne vælge og vrage blandt de private vognmænd, hvilket bekræftede en af de verserende myter: at affaldsindsamlingen i København/Frederiksberg var en guldgrube, som vognmændene ville stå i kø for at få fingre i. Det blev af betydning for den udvikling, der efterfølgende blev iscenesat på området for det koncessionerede affald. Renoflex varetog fortsat kørslen med de resterende containere, men denne opgave skulle i licitation i 2003 med virkning fra 1. januar Kørslen med storskraldscontainere ville ligeledes komme i licitation. Renoflex havde tilpasset sine aktiviteter til denne udvikling og var i stigende grad begyndt at satse også på husholdningsaffald uden for København/Frederiksberg. Det skete samtidig med, at selskabet fra sidst i 1990 erne fik nye ejere, da kommunerne solgte deres

9 114 vi tog skraldet R til Det var en fjer i hatten, da R98 i 2002 blev valgt til årets arbejdsplads blandt 120 virksomheder af fagforbundet SiD og selskabet var ikke længe om at bringe det glade budskab ud over byen med skraldebilerne. aktieandel (58 pct.) til en professionel udenlandsk aktør. Thomas Christensen, der var økonomidirektør i Renoflex, fortæller om udviklingen i selskabet: I starten var det primært erhvervskunder, men fra sidst i 1990 erne, da det store franske selskab SITA overtog kommunernes aktieandel [ ], begyndte vi at fokusere på husholdningsaffald. Vi ville godt være en full scale-affaldsvirksomhed og begyndte at byde med på licitationerne i omegnskommunerne. I begyndelsen var vi ikke særlig gode til det, men vi blev bedre, og i dag [2010] er Renoflex nok det bedste og mest seriøse affaldsselskab. Vi tømte i 2009 husholdningsaffald for ca borgere i begyndelsen af 1990 erne havde vi ingen. Vi mener selv, at vi er markedsledende på Sjælland. 95 Strategiplan Da den første fase i renovationskrigen var kommet til en afslutning, kunne R98 køre videre med sin Strategiplan fra august 2000, der satsede på som overordnet mål at bevare koncessionen. Denne måtte ikke blive en sovepude, men skulle danne udgangspunkt for, at selskabet tog ansvaret for, at driften styres gennem principper, der sikrer den bedste kvalitet og den største effektivitet (s. 4). Selskabet skulle kunne dokumentere, at det var det bedste og billigste på markedet med udgangspunkt i R98 s kerneværdier: Kundeorientering Fleksibilitet Kvalitet Målrettethed Miljøbevidsthed Som led i strategien indførte R98 selvfungerende grupper, hvor de ansatte, inklusive skraldemændene, fik øgede kompetencer over en periode. Benchmarking R98 var ikke i tvivl om sin konkurrencedygtighed, og Niels Jørn Hahn udtalte til dagbladet Børsen: Vi har da masser af konkurrence. Vi sammenligner os konstant med andre kommuner, og når vi gør det, har vi intet at skamme os over. Vi er 40 pct. billigere end Marius Pedersen i Farum og 67 pct. billigere end Renovadan i Gentofte, når det gælder sammenlignelige ordninger i villakvarterer. 96 Konkurrencemyndighedernes ønsker om beviser på, at R98 var bedst og billigst, blev imødekommet i en række benchmarkingprojekter. I oktober 2001 kunne R98 via en undersøgelse fra Wirtschaftsuniversität Wien vise, at København/Frederiksbergs affaldssystem var blandt de bedste sammenlignet med systemerne i en række europæiske storbyer Berlin, Paris, Wien, Stockholm, München, Zürich og Budapest. En sammenligning af renovationsafgifterne i København/ Frederiksberg og 22 omegnskommuner viste, at: R98 var blandt de to billigste selskaber i indsamling fra etageboliger R98 var blandt de seks til syv billigste i indsamling fra parcelhuse Per Nilsson, der var dybt involveret i benchmarkingprojekterne, fortæller: Der var fra kommunerne opmærksomhed på, at vi måtte dokumentere, at vi var konkurrencedygtige og gjorde det bedre mv. Det førte til, at vi igangsatte en række analyser efter benchmarkingprincippet. Der blev lavet en undersøgelse, hvor vi sammenlignede os med andre store byer i Danmark som Århus o.a. Vi lavede også en hovedstadsbaseret undersøgelse, hvor vi involverede en række omegnskommuner. Endelig lavede vi også en nordisk, hvor vi sammenlignede med Göteborg, Oslo, Bergen, Stockholm, Malmö og Helsingfors. Men indsamlingsordningerne var meget forskellige i de sammenlignede byer. For os, der udførte benchmarkingen, stod det klart, at det var vanskeligt at undgå at sammenligne æbler og pærer. Overordnet set var vi dog overbeviste om, at undersøgelserne tegnede et troværdigt billede af R98 som en virksomhed, der leverede en ydelse, som både med hensyn til serviceniveau, effektivitet og økonomi var blandt de absolut bedste, såvel i national som i international sammenligning. Det var også vort indtryk, at både politikere, embedsmænd og andre interessenter opfattede undersøgelserne som troværdige og var tilfredse med resultaterne. 97 R98 klarede sig godt, og efter afvisningen af stormløbet sidst i 1990 erne så selskabet i begyndelsen af 2000-årene ud til at gå ind i en roligere fase. Dertil kom, som en fjer i hatten, at R98 af fagforbundet SiD blev udpeget til årets arbejdsplads 2002 blandt 120 virksomheder. Alt i alt fik selskabet flere roser og færre klager, men koncessionens lange løbetid var en torn i øjet på Konkurrencestyrelsen.

10 116 vi tog skraldet R til Frederiksbergs borgmester Mads Lebech. Fra starten i 1898 havde samarbejdet mellem rådhuset og renovationsselskabet været forbilledligt, men de nyliberale vinde, der blæste fra 1990 erne, ændrede billedet. Den nyliberale politiske dagsorden blev udmøntet i EU og på Slotsholmen, men også på rådhusene, og R98 måtte tilpasse sin organisation til de nye tider. Det skete bl.a. med etableringen af den erhvervsdrivende fond R98 i 1993/94 med to ben et koncessioneret og et kommercielt. Processens anden fase /06 Anden fase tog sin begyndelse efter regeringsskiftet i november 2001, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) blev afløst som statsminister af Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen for en samlingsregering af Venstre og det Konservative Folkeparti. Samtidig skiftede miljøborgmesterposten i København fra SF eren Bo Asmus Kjeldgaard til socialdemokraten Winnie Berndtson. Nyrup Rasmussen-regeringen havde redet på to heste ved dels at have iværksat en række privatiseringer i 1990 erne og dels at have oprustet miljø- og energiområdet med Svend Auken som minister. Den nye regering satsede på at ride på én hest den nyliberale og lagde ud med at splitte Aukens miljøimperium op. Miljø- og Energiministeriet blev i 2002 delt i to, da energiområdet blev udskilt. Under den nye miljøminister ( ) Hans Chr. Schmidt (V) blev miljøeksperterne kørt ud på et sidespor for i 2002 at blive erstattet af Institut for Miljøvurdering med the sceptical environmentalist Bjørn Lomborg som direktør. Lomborg var kendt for at affeje eksperterne og anlægge statistisk funderede velfærdsøkonomiske synsvinkler og cost-benefit-metoder på miljøspørgsmål, og Institut for Miljøvurdering blev set som led i afmonteringen af miljøimperiet. Afskaffelsen af ekspertvældet blev også konkretiseret med nedlæggelsen af overflødige råd og nævn. Magten skulle koncentreres på Slotsholmen, kommunerne skulle centraliseres i større enheder, og amterne skulle nedlægges ifølge en strukturreform, der var på tegnebrættet fra 2002 og skulle iværksættes fra Centraliseringsinitiativerne blev konkretiseret i en række nye love. Af betydning for R98, koncessionen og kommunerne blev lov nr. 426 af 6. juni Loven overførte kompetencen fra kommunen til ressortministeriet ved vurdering af, om en konkurrencebegrænsning er omfattet af konkurrencelovens par. 2, stk. 4. Kommunerne skulle således ikke længere afgøre, om koncessionen var en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering den afgørelse lå nu hos ministeren. Niels Rytter, der var kontorchef i Konkurrencestyrelsen, fortæller om baggrunden for lovændringen: Initiativet til lovændringen kom ikke fra styrelsen. Konkurrencestyrelsen kommer ikke med den slags initiativer. Men styrelsen havde vel tilkendegivet, at det var uhensigtsmæssigt, og det er så blevet taget op i ministeriet og på politisk niveau. Styrelsen havde fået en henvendelse fra Entreprenørforeningen på vegne af medlemsvirksomhederne, og en af Konkurrencestyrelsens tilkendegivelser var kommet i 1999/2000, da der var indgået en aftale om, at koncessionen i Århus skulle afvikles i perioden Niels Rytter fortæller: Da Århus var på plads og sat på skinner, lavede styrelsen en indberetning til kommunerne [København og Frederiksberg] og anbefalede, at affaldsområdet blev sendt i udbud, og eneretten blev ophævet. Det ville være bedst for konkurrencen og effektiviteten og give billigere priser for forbrugerne m.m. Den henvendelse førte til, at kommunerne svarede, at det var et offentligt reguleret område, og at koncessionen var en nødvendig følge af offentlig regulering. Det var dengang kommunerne, der vurderede den sag. Det satte Konkurrencestyrelsen skakmat. Den situation førte så til, at spørgsmålet om det rimelige i denne procedure blev taget op også i relation til andre lignende sager, hvor styrelsen løb ind i en mur, når kommunerne sagde, at det var nødvendigt, og der så ikke var mere at gøre. På affaldsområdet var det indlysende for enhver, at det ikke var nødvendigt, idet næsten samtlige andre kommuner havde sendt opgaverne i udbud. Det blev så sat på plads ved en lovændring vedtaget i Folketinget. 99 Lovændringen i 2002 kørte kommunerne ud på et sidespor og satte Miljøministeriet på sporet. Det var så afgørende en ændring, at Konkurrencestyrelsen mente, at de tidligere afgørelser vedrørende koncessionen var passé og banen derfor klar til fornyede angreb på koncessionen. Denne vending spillede sammen med en vending i kommunerne, hvor kommunalpolitikere og kommunale embedsmænd begyndte at lægge sig på samme nyliberalistiske linje som det politiske establishment på Christiansborg. Miljøborgmester ( ) Bo Asmus Kjeldgaard fortæller: I min [første] periode som miljøborgmester var der et stort flertal i Københavns Kommune for at bevare R98 som koncessioneret selskab. Vi havde lange debatter i Borgerrepræsentationen, hvor højrefløjen ville have det udliciteret, og hvor et flertal af socialdemokraterne og SF mente, at koncessionen var en god måde at gøre det på. Der var ingen, som skulle tjene penge på det, og vi kunne til hver en tid ændre vores politik og bede Bo Asmus Kjeldgaard Bo Asmus Kjeldgaard (SF) efterfulgte i 1998 partifællen Charlotte Ammundsen som miljøborgmester i København. Kjeldgaard blev den første miljøborgmester, der virkede under udvalgsstyret og de facto fungerede som udvalgsformand. Den nye styreform (delt mellemformsstyre) svækkede borgmesteren og styrkede udvalget, der traf afgørelserne.

11 I erne kom miljøkravet om bæredygtig udvikling på kollisionskurs med den nyliberale politiske dagsorden om markedsgørelse. De to politiske dagsordener spændte affaldshåndteringen og R98 ind i et komplekst net af modsatrettede krav og forventninger. Selskabet indløste kravet om markedsgørelse ved at opbygge et kommercielt ben ved siden af det koncessionerede.

12 120 vi tog skraldet R til Fugleperspektiv på mobile affaldscontainere, der blev introduceret i årene omkring 2000 desuden ses glasbeholder og papircontainere. Tømning af vipcontainer. R98 ændre affaldsindsamlingen i overensstemmelse med vores affaldspolitik. Det miljøudvalg, der kom i 2002, var mere positivt indstillet over for udlicitering end det udvalg, jeg havde haft. Jeg sad udenfor, men kunne iagttage, at stemningen var skiftet. 100 I baggrunden lurede EU, hvis miljøkommissær Margot Wallström i sommeren 2001 havde henvendt sig til den danske regering med en åbningsskrivelse, der i 26 punkter kritiserede Danmarks måde at efterkomme EU s affaldsdirektiv på, herunder retten til at overføre affald mellem medlemslandene. Åbningsskrivelsen var sidste skridt inden en retssag ved EF-Domstolen. De kommunale embedsmænd I Københavns Kommune var situationen den, at udvalgene og til dels embedsmændene havde fået større indflydelse efter indførelsen af udvalgsstyre i kommunen den 1. januar Udvalgsstyret gav borgmesteren status af udvalgsformand og bevirkede, at afgørelserne blev truffet i udvalget frem for af borgmesteren. I relation til R98 øgede det afstanden mellem beslutningstageren og selskabet, idet borgmesteren, der sad i R98 s bestyrelse, nu ikke længere var den, der besluttede. Det mundede ud i en ny kommunalpolitisk orientering med krav om effektiviseringer og besparelser. Miljøborgmester ( ) Bo Asmus Kjeldgaard fortæller: Påstandene om, at affaldsindsamlingen ville blive billigere, hvis den blev udliciteret, gjorde, at vi nøje granskede R98 s økonomi og produktivitet, og vi fik gennemført ret kraftige rationaliseringer. Det var 4-5 pct., vi bad selskabet om at rationalisere med pr. år. På den måde kunne vi sejle op mod kritikken. 101 Teknisk direktør i R98 Per Nilsson fortæller om de kommunale krav til gebyrsystemet m.m.: Hvor vi igennem årene havde været vant til, at den praktiske implementering af nye indsamlingsordninger og andre tiltag blev overladt til R98 som specialisterne på området, oplevede vi i stigende grad, at embedsmændene blandede sig med forslag og krav, som ikke altid var lige operationelle. Et eksempel var indførelsen af et nyt gebyrsystem for husholdningsaffald. Vi havde i R98 nogle ideer til, hvordan man kunne skabe bedre overensstemmelse mellem det opkrævede gebyr og de samlede omkostninger, hvormed den enkelte ejendom belastede systemet, inklusive de nye genanvendelsesordninger, og således gøre gebyret mere omkostningsægte. På dette grundlag blev der nedsat et takstudvalg med deltagelse fra R98 og kommunerne. Forløbet af udvalgsarbejdet skabte hurtigt hos R98 s deltagere en fornemmelse af, at vi blev trukket rundt i manegen af embedsmændene, der bl.a. forventede, at R98 i løbet af meget kort tid kunne fremlægge tre forskellige, gennemarbejdede forslag til løsning af denne uhyre komplicerede opgave. Forløbet af dette udvalgsarbejde førte til en ubehagelig konfrontation med embedsmændene i Københavns Kommunes Miljøkontrol og afstedkom afholdelse af et seminar til udredning af samarbejdsrelationerne mellem R98 og kommunernes embedsmænd. 102 Det lykkedes at indføre et nyt gebyrsystem pr. 1. januar 2004, baseret så vidt muligt på de faktiske omkostninger et gebyrsystem, som kommunerne, da de selv overtog administrationen pr. 1. januar 2007, hurtigt kasserede til fordel for et enklere, men ikke omkostningsægte gebyrsystem. De kommunale krav om effektivisering rettede sig også mod R98 s organisation, og embedsmændene kunne her benytte erfaringerne fra Københavns Belysningsvæsen, der sidst i 1990 erne havde været igennem en drastisk rationalisering og effektivisering, hvor 700 stillinger var blevet sparet væk, da ansatte blev reduceret til Det gamle belysningsvæsen blev den 1. januar 2000 til aktieselskabet Københavns Energi og kraftværkerne solgt. 103 Denne øvelse var led i en større plan, der skulle rette op på en katastrofal økonomisk situation i København. Kommunen var presset af staten in casu Finansministeriet, der fik indsat en af sine regnedrenge som finansdirektør i Københavns Kommune for at få rettet op på økonomien. Kurt Bligaard Pedersen fortæller: Kommunen stod midt i 1990 erne i en alvorlig økonomisk krise. Med en gæld på omkring 16 mia. kr. var København teknisk set fallit Vi fandt det bedre at søge at løse problemerne end at placere et ansvar, og på den baggrund gik staten ind og søgte at rette op på økonomien HS-planen [Hovedstadens Sygehusfællesskab] var et led i den øvelse ligesom salget af kommunens ejendomme og planen for, hvordan man kunne tiltrække potente skatteborgere. 104 På den måde kunne staten slå to fluer med et smæk, rette op på økonomien i København og privatisere en

13 122 vi tog skraldet R til Københavns miljøborgmester ( ) Winnie Berndtson (S) og direktør Søren Eriksen ved et arrangement på Rådhuspladsen i København. Skraldemændene indgår som en integreret del af bymiljøet her foreviget af Tom M. Jensen i et af 12 malerier malet i forbindelse med R98 s 100-års-jubilæum. noter 79 Jf. ovenfor under afsnittet: Nye horisonter nye vedtægter, 87 Børsen, 12. august Ellen Margrethe Basse havde i række kommunale aktiviteter. Det gjaldt dog ikke affaldsområdet, der var ikke noget at sælge og derfor kun én flue at smække. Men overordnet var linjen den samme hvad der kunne udliciteres og varetages af private, det skulle ud af kommunalt regi fortæller områdechef for affaldsområdet Drift & Udbud i Københavns Kommune, Jens Purup. Hans politiske chef siden 2010, Bo Asmus Kjeldgaard, fortæller: I forbindelse med spørgsmålet om privatisering af affaldsområdet var der på Rådhuset en tendens til at se på de mange penge, kommunen havde fået ud af at privatisere bl.a. Belysningsvæsenet. Penge, som havde været med til at nedbringe kommunens gæld. 105 Det blev den samme embedsmand, som havde deltaget i slankningen af den københavnske elsektor, der blev kommunens hovedforhandler på affaldsområdet. Peter Elsman, der som vicedirektør havde været med til at rationalisere Københavns Belysningsvæsen, blev i 1999 økonomidirektør i Miljø- og Forsyningsforvaltningen og i 2002 direktør sammesteds. Ved sin side havde han Hjalte Aaberg, der havde været udviklingschef ( ) i Københavns Miljøkontrol, hvor han siden blev direktør ( ). De ledende embedsmænd sad nu med øget indflydelse, idet udvalgsstyret (delt mellemformsstyre) gav færre magtbeføjelser til borgmesteren (udvalgsformanden) og mere magt til udvalget. Det betød en større grad af usikkerhed omkring afgørelserne og længere sagsbehandlingstider. Den nye udvalgsformand/borgmester ( ) Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kunne ikke have samme styr på udvalget som den gamle borgmester for Magistratens 5. afdeling ( ), partifællen Charlotte Ammundsen. Han fortæller: Skiftet i 1998 fra magistratsstyre til udvalgsstyre betød, at udvalget fik meget større magt, end det havde haft. Tidligere var udvalget rådgivende for borgmesteren. Efter 1998 blev udvalget det besluttende organ. Der var pokker til forskel. 106 Dertil kom, at den nye borgmester ( ) Winnie Berndtson (S) ikke fik samme gennemslagskraft som sin forgænger. og nedenfor under afsnittet: Klagenævnet for Udbud. 80 Jf. ovenfor under afsnittet: Nye horisonter nye vedtægter. 81 Notat om R98 og EU s udbudsregler af 18. september 1997, i R98 s arkiv Børsen, 7. juli Rundskrivelse af 9. august 1995, i R98 s arkiv. 86 Børsen, 12. og 13. august Klagenævnet for Udbud blev nedsat i henhold til lov nr. 344, 1991, på grundlag af direktiv 89/665 om samordning af klageprocedurer i forbindelse med offentlige kontrakter. Klagenævnet er en uafhængig administrativ klageinstans, et domstolslignende klagenævn, der ikke er undergivet instruktionsbeføjelser fra nogen. Klagenævnet for Udbud sorterer under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der igen hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Klagenævnets hovedopgave er at behandle klager over offentlige udbyderes overtrædelser af EU-fællesskabsretten som nedfældet i bl.a. Udbudsdirektivet, men Klagenævnet behandler også klager over overtrædelse af Tilbudsloven Lov om indhentning på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter udgivet bogen: Affaldslovgivningen et samspil mellem miljø- og konkurrenceret. 89 R98 s årsrapport 1998, s Rundskrivelse af 7. januar 1999, i R98 s arkiv I 2001 fakturerede Renoflex for ca. 83 mio. kr. hos R98, og R98 fakturerede for ca. 5 mio. kr. hos Renoflex Børsen, 2. september Strukturreformen blev faktisk først implementeret fra 1. januar 2007, da 271 kommuner blev reduceret til 98, og de 13 amtskommuner blev nedlagt og erstattet af fem regioner Interview, 9. august Interview, 9. august Federspiel (2002), s Interview, 11. oktober

14 124 r Dagrenovationskoncession

15 126 vi tog skraldet R98 under forandring 127 kapitel 6 R98 under forandring i flere henseender R98 forsvarer koncessionen får ny koncessionsdirektør og etablerer holdingselskab for at adskille koncessionerede og kommercielle aktiviteter endegyldigt men kommunerne får kolde fødder. Det økonomiske opsving i begyndelsen af 2000-tallet understøttede vurderingen af, at den liberaliseringsbølge og markedsgørelse, der havde fundet sted i Københavns Kommune i anden halvdel af 1990 erne, og som havde bidraget til at rette op på kommunens økonomi, var rigtig og burde fortsættes. I R98 førte de kommunale signaler til, at de opstramninger, selskabet havde fremlagt i strategiplanen fra 2000, blev skærpet. Et bestyrelsesseminar i november 2002 udstak kursen, og i perioden fra 2002 til begyndelsen af 2003 satte ledelsen i R98 fokus på rationalisering og effektivisering. Seminaret løb af stablen fra den 6. til den 7. november 2002 i Skælskør med deltagelse af en række eksperter fra andre sektorer, der fremlagde deres erfaringer. Indtryk gjorde ikke mindst den beretning, administrerende direktør i Københavns Energi Niels Juul Jensen fremlagde. Han konkluderede, at Københavns Belysningsvæsen havde prøvet at kæmpe imod en liberalisering i stedet for at forberede sig på en liberalisering. Det var en meget dårlig taktik, mente han og anbefalede, at R98 forberedte sig på en liberalisering frem for at modsætte sig den. Et hovedtema på seminaret var omorganisering med det mål at etablere en flad struktur med fjernelse af et ledelseslag, beskårne stabsfunktioner og en reduceret chefgruppe, der skulle være mere synlig i organisationen. Det blev konkretiseret til en tvedeling af ledelsen med én direktør, der hovedsagelig tog sig af koncessionsområdet, og én, der fokuserede på datterselskaberne. I forlængelse heraf skulle der skabes en klar adskillelse mellem det koncessionerede område og konkurrenceområderne (datterselskaberne), selv om den erhvervsdrivende fond stadig skulle være ejer af hele gruppen. Denne opdeling sigtede mod, at én ledelse skulle kunne koncentrere sig helt og holdent om koncessionen, mens en anden ledelse kunne fokusere på det kommercielle område. Den underforståede logik var, at en sådan klar adskillelse havde der ikke været tidligere, og at det kommercielle område skulle boostes. Et efterfølgende chefseminar den november 2002 trak også de principielle linjer op for, hvordan det ideelle koncessionsben skulle se ud, når man frigjorde sig fra det gamle ben. 107

16 128 vi tog skraldet R98 under forandring 129 Der var dystre miner hos skraldemændene, da de blev orienteret om R98 s fremtidige ophør. Direktør Søren Eriksen informerer om afviklingen af R98. søren Eriksen Søren Eriksen, der er ingeniør af uddannelse, blev ansat i R98 i år senere, i 2003, blev han direktør for det koncessionerede område i R98 i forbindelse med reorganiseringen af selskabet og implementeringen af den flade struktur. Niels Jørn Hahn forblev administrerende direktør. Intensive diskussioner i de sidste måneder af 2002 og de første måneder af 2003 mundede efter repræsentantskabets accept ud i en ny konstruktion, hvor Niels Jørn Hahn koncentrerede sig om konkurrenceområderne, mens den nye mand i direktionen, Søren Eriksen, skulle koncentrere sig om koncessionen. Niels Jørn Hahn forblev administrerende direktør i R98. Det kommercielle område blev i 2004 bundet sammen af en holdingkonstruktion med selskabet RenHold A/S, der blev delvist ejet af R98. RenHold blev holdingselskab for datterselskaberne, hvoraf de to store, Renoflex og RGS90, var af særlig interesse, idet det netop var de kommercielle selskaber, der havde skabt grundlaget for R98 Gruppens ve og vel som bestyrelsesformand Henning Vang Jensen udtrykte sig på bestyrelsesseminaret i november I holdingkonstruktionen blev Niels Jørn Hahn administrerende direktør i RenHold og bestyrelsesformand i datterselskaberne. Da han samtidig bevarede posten som administrerende direktør i R98, indtog Hahn en særdeles indflydelsesrig position, der kunne opfattes som og formentlig blev opfattet som noget, der trak i modsat retning af en klar tvedeling mellem det koncessionerede og det kommercielle område. Ny koncessionsdirektør og ny struktur Den nye direktør, Søren Eriksen, var ingeniør af uddannelse. Han var kommet til R98 den 4. januar 1993, hvor han blev ansat i planlægningsafdelingen. Siden blev han leder af kørselsafdelingen og driftschef, og i 2003 indtrådte han i direktionen som afløser for den tekniske direktør, Per Nilsson, der gik på pension. I 2007 blev Søren Eriksen direktør for hele R98 efter Niels Jørn Hahn. Om sine visioner i direktionen i 2003 fortæller Søren Eriksen: Jeg havde den holdning, at vi skulle prøve at skabe en brændende platform, som vi kunne arbejde ud fra med henblik på at effektivisere virksomheden og forbedre servicen. Jeg mente, der var et potentiale for at reducere vores omkostninger. 109 Søren Eriksen havde allerede som leder af kørselsafdelingen gennemført forenklinger på mellemlederniveau, der skulle blive forlæg for de senere gennemførte omlægninger. Han indførte således områdelederkonceptet til erstatning for distriktsleder og overdistriktsleder, der blev afskaffet i oktober 2000, og udstyrede områdelederne med større ledelsesbeføjelser. Jack Brandstrup, der blev en af de første nyansatte områdeledere pr. 1. juli 2002, fortæller: Den 1. oktober 2001 indførtes områdelederkonceptet. Mellemlederne blev løftet til en egentlig lederfunktion med økonomisk ansvar og nye folk på posterne. Ansvaret blev delegeret ud. De tidligere distriktsledere var nærmest formænd, der fx ikke havde beføjelser til at opsige en skraldemand. Det var hierarkisk opbygget med skraldemand, distriktsleder, kørselschef, driftsdirektør og administrerende direktør. Siden 1. juli 2003 har vi skraldemænd, områdeledere, mig som driftschef og Søren som direktør. Siden 2007 har vi haft tre lederlag over skraldemanden en mere flad organisation. Om sit syn på R98 og den proces, han var med til at sætte i gang, fortæller Jack Brandstrup: Jeg stammer fra Amager, og så kender man R98, men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg blev ansat. Jeg kom til R98 fra en meget servicepræget branche i lufthavnen i 1982, og siden har jeg trukket en del derfra med til R98. Som områdeleder prøvede jeg at indføre en mere serviceorienteret stil, men det var noget nær en umulig kamp. I begyndelsen kunne jeg ikke komme igennem over for de gamle skraldemænd jeg var bare ham den nye dreng i klassen, der kom med sine åndssvage ideer. Så jeg fik nogle over snuden, og fagforeningen var også på nakken af mig. Efter et halvt års tid indkaldte jeg skraldemændene til et morgenmøde og sagde, at jeg var ved at været træt af det her. De var utilfredse med mig, og det er let nok at sige i kantinen, at jeg er en idiot, nu ville jeg gerne vide, hvad det handlede om. Så fik vi faktisk en rigtig god snak, og jeg havde fællestillidsmanden Palle Nissen med som ordstyrer. Jeg havde lavet statistikker og dokumentation, nogle helt simple nøgletal, det var man ikke vant til dengang, og der kom indsigelser. Vi holdt så et møde mere og blev enige om at ændre på nogle ting begge parter. Det endte med et opfølgningsmøde, og så blev det, jeg stod for, accepteret. Siden har jeg haft et glimrende forhold til de gamle skraldemænd. Det skal også siges, at jeg havde det tungeste område med mange gamle skraldemænd, nemlig Indre By. Det har altid været det bedste sted at køre, det er hurtigt ind og hurtigt ud, affaldet står tæt og der er en bestemt stemning. Man er rigtig skraldemand, når man kører i Indre By. Det stammer helt tilbage fra den tid, man havde sukkerdistrikter, hvor der var mindre at lave. jack brandstrup Jack Brandstrup kom fra handlingselskabet Novia i Københavns Lufthavn i Kastrup, da han i 2002 blev områdeleder i R98. I 2006 blev han kørselschef og i 2007 driftschef.

17 130 vi tog skraldet R98 under forandring 131 Skraldemændene havde tradition for at strejke og ry for ikke at lægge fingrene imellem i faglige konflikter. Her forsøger de at råbe regeringen op i Rigsdagsgården foran Folketingets trappe i Dennis Hochheim Dennis Hochheim havde været skraldemand, før han blev områdeleder i R98. Han forventes at blive til det sidste. Det var de gamle, der satte dagsordenen, og de kunne gøre det som følge af stærke traditioner og en stærk fagforening. Det var også en anden tid. Eftervirkningerne af erne levede stadig i R98 efter at være forsvundet fra andre arbejdspladser. Det er også vendt i R98, det har bare taget længere tid. 110 Dennis Hochheim var en af de nye områdeledere. Han havde været skraldemand og fagligt aktiv også i sit tidligere job i lufthavnen. Han fortæller: Funktionen som områdeleder indebærer personalepleje; folk skal være glade for at gå på arbejde. Mine opgaver er at holde et øje med, hvor syge folk er, hvor mange skader de laver på bilerne; det er funktioner, der bliver fulgt tæt op på, men jeg skal også pleje og passe dem. Hvis der er klager fra kunder, skal jeg ordne det. Jeg har medarbejderudviklingssamtaler osv. Jeg holder også arrangementer for mine folk på næste fredag skal vi ud og køre go-cart, bowle og spise sammen. Ca. to gange om året er der sådan et arrangement. Jeg har også morgenmadsarrangementer med dem. Vi har en åben ledelsesstruktur. Folk kan komme ind til mig, hvis de har problemer på arbejdet, men også derhjemme. Jeg prøver så godt som muligt at hjælpe dem igennem. Når de melder sig syge, men måske i virkeligheden er ved at blive skilt eller har dårlig ryg, så har jeg andre muligheder for at hjælpe dem. Vi har mange foranstaltninger en psykolog, Jørgen Thanning, til den side af sagen og kiropraktor til den fysiske side af sagen og fysioterapeut, hvor folk kan få massage og selv nøjes med at betale 100 kr. Vi hjælper folk og giver dem også gerne en ekstra fridag. Jeg har 65 mand, hvoraf to er lærlinge, og det er mit job at sørge for, at alle har det godt. Lærlingene står i lære 3 til 4 år, hvor de går på teknisk skole og er i praktik herude, får stort kørekort, krankort, farligt affald m.m. Vi startede med lærlinge i Det er kun mig, der har lærlinge. Jeg har også praktikanter fra skoler og langtidsledige, der er i arbejdsprøvning i en måned, og hvis de kan klare det, tilbyder vi dem arbejde. Jeg arbejder sammen med Væksthuset på Vesterbro, folk derfra kan komme i jobtræning. Det har været en succes. Og vi har mange, der er tabt for samfundet narkomaner og drankere det sociale arbejde er en vigtig del af vores image. Jeg har hele Vesterbro, hele Valby og hele Amager med dagrenovation og pap og papir, der hører under genbrug. 111 Generationsskifte og nye holdninger De ledelsesmæssige ændringer kunne gennemføres smertefrit, for så vidt som den gamle ledergruppe stod foran et generationsskifte i sommeren 2003 afgik 80 til 90 pct. i ledergruppen dvs. den tekniske direktør, økonomidirektøren og divisionsdirektøren for materiel og udvikling. Tilbage blev Niels Jørn Hahn og driftsdirektør Jes König, som fortæller: Den nye organisation påtog sig temmelig store rationaliseringer, der blev gennemført med succes fra midt i 2003 til august Den temmelig voldsomme slankekur var ikke mindst Søren Eriksens fortjeneste. Det, der var bygget op indtil 2003, var en organisation med en stærk position og med et ry i branchen for at være toneangivende på det tekniske område, på områderne kvalitet og service og på miljø- og arbejdsmiljøområdet. I 2003 kunne vi se, at den position ikke kunne opretholdes, derfor skrottede vi en stor del af de ressourcer, som tegnede det billede. I begyndelsen af tallet havde vi en miljø- og kvalitetsafdeling med medarbejdere, i dag er der én medarbejder tilbage. Det illustrerer meget godt udviklingen. 112 Effektiviseringerne på kerneområderne teknik og miljø, som R98 havde profileret sig på nationalt og internationalt, medvirkede til at ændre selskabet. Kerneområderne repræsenterede et potentiale, som en privat entreprenør ikke vil have og ikke ville have mulighed for at udvikle hvis man privatiserer, skal der udarbejdes et udbudsmateriale. Det betyder, at man fryser situationen fast. Den, der vinder licitationen, skal udfylde de rammer, der er udstukket. Det er en statisk model, der ikke indeholder udvikling og fornyelse 113 som Miljøkontrollens direktør Ib Larsen udtrykte sig. Ib Larsen var gået på en længere orlov pr. 1. juni 1999 for ikke at vende tilbage. Men der var også en anden baggrund for afviklingen af udviklings- og innovationsaktiviteterne. De blev overhalet af en industriel udvikling, fortæller Søren Eriksen: Det, vi havde udviklet, var blevet selvstændige industrier rundt omkring hos bilfabrikker, plastfabrik- Jes König Udviklingsdirektør Jes König er erfaren med sine mange år i R98.

18 132 vi tog skraldet R98 under forandring 133 Københavns Miljøfestival løb af stablen den 14. juni R98 havde givet sit væsentlige bidrag til, at København kunne profilere sig som miljøhovedstad. allan kreutzfeldt Allan Kreutzfeldt arbejdede som skraldemand i R98 fra 1995 til I 2001 blev han næstformand i Renovationsarbejdernes Fagforening, og fra 2005 til 2007 sad han som faglig sekretær i 3F Kastrup, som Renovationsarbejdernes Fagforening blev en del af i ker og it-leverandører, der udvikler til affaldsområdet. I dag [november 2009] handler det mere om at udnytte de teknologier, der kommer på markedet frem for selv at udvikle dem. Men der er stadig behov for at udvikle specifikke ordninger, der netop passer til København og Frederiksberg. Det er nu op til kommunerne, og jeg kan frygte, at det bliver for meget skrivebordsarbejde. På den anden side har vi, da vi stod for det, måske set for mange begrænsninger og søgt at tilpasse det til netop vores kultur og vores organisation. 114 I skraldemandsgruppen skete et glidende generationsskifte i årene omkring Mange skraldemænd havde arbejdet i R98 i en menneskealder de, der kom ind samtidig, gik også på pension nogenlunde samtidig. Det bragte en ny generation af skraldemænd ind i R98. Allan Kreutzfeldt, der arbejdede som skraldemand fra 1995 til 2005, og startede i R98, inden generationsskiftet rigtigt satte ind, fortæller: Der kom en ny generation af skraldemænd omkring Jeg kom i 1995 og var stadig en grønskolling i Folk arbejdede i R98 i 30 til 40 år, og det store rykind fra erne gik på pension omkring Det har ikke svækket den faglige organisering, hvad angår organisationsprocent, men fagforeningen spiller ikke samme rolle for den nye generation, som den gjorde for den gamle. De gamle var på morgenholdet, og det var dem, der traf beslutning om at strejke. Det var de gamle garvede, der styrede det. Dem, der mødte ind om eftermiddagen, havde ikke altid helt samme holdning, så der var nogle konflikter mellem de to hold. I årene omkring 2000 aftog de mange småstrejker, antallet faldt drastisk. Man så jo også skriften på væggen udlicitering og den ville nok komme hurtigere, hvis vi bare strejkede. Det var en balancegang. Man begyndte at føle ansvar for virksomheden den var også vores virksomhed. Det er den bedste arbejdsplads, jeg har været på. Man glædede sig til at komme på arbejde, og der var mange personalegoder, og så havde vi en kort arbejdsdag. 115 Både skraldemænd og funktionærer blev færre over en årrække. Funktionærgruppen blev i begyndelsen af 2000-tallet reduceret fra ca. 100 til ca. 70 ansatte. R98 gøres klar til konkurrence I årene fra 2003 til 2006 skulle den nye effektive struktur implementeres, og R98 skulle geares til konkurrencen i et kommende marked for husholdningsaffald: vi har skiftet fokus fra at gøre os fortjent til koncessionen til at forberede os på en fremtidig konkurrencesituation som direktør Søren Eriksen udtrykte det i Årsberetningen for 2004 og i en strategiavis fra 16. december 2004: R98 står ved en skillevej. Vi er på vej til at sige farvel til den tryghed men også de bindinger som koncessionen har givet os. 116 Kommunernes krav om opstramninger blev i første omgang set som led i arbejdet med at reducere omkostningerne (Årsberetning 2004, s. 28) ikke som et skridt på vejen mod privatisering. Der blev ikke givet udtryk for, at R98 følte sin eksistens truet det drejede sig stadig om at rationalisere (nyt planlægningssystem, tidsstudier og ændrede akkorder) og effektivisere (via ny it-platform) og spare på personaleudgifterne med henblik på en konkurrencesituation, mens takstprovenuet var fastlåst. Det kan set i bakspejlet forekomme at være ønsketænkning, men kan også ses som taktisk bestemte udmeldinger eller overbevisning om, at et mere end 100-årigt selskab ikke bare kunne nedlægges.

19 R98 fortsatte indsamlingen af dagrenovation, mens renovationskrigen rasede, selv om renovationskrigen lagde et voldsomt pres på ledelse og medarbejdere i R98. Ved afslutningen af første fase (1997/ ) så det ud, som om R98 havde afvist angrebene fra branchen og konkurrencemyndighederne Klagenævnet for Udbud havde trukket sin underkendelse af koncessionen tilbage.

20 136 vi tog skraldet R98 under forandring 137 Fra 2. august 2004 kørte skraldebilerne ud fra kl og ikke som tidligere kl Indsamling en kold og våd vintermorgen i sne og slud. Rationalet bestod i, at rationaliseringsbestræbelserne var i overensstemmelse med kommunernes krav, og i, at sammenholdet mellem koncessionsparterne, der var alfa og omega for koncessionsaftalen, var intakt. Den nye ledelse for koncessionsdelen lå i sine rationaliseringstiltag på bølgelængde med de kommunale embedsmænd og politikere. Det gode klima styrkede opfattelsen af, at sammenholdet mellem koncessionsparterne var bedre end nogensinde. I modsætning til, hvad det havde været under den gamle ledelse, der i de senere år undertiden havde befundet sig i et anstrengt forhold til de kommunale partnere. Det havde ført til, at embedsmændene, hvis magt var voksende, betragtede R98 som lukket og både ledelsen og skraldemændene som magtfuldkomne, lidet lydhøre og vanskelige at komme i dialog med. Eksempelvis havde R98 i begyndelsen af 2000-årene en klagesag, hvor en beboer i Indre By var utilfreds med larm og spektakel tidligt om morgenen. Sagen fik stor opmærksomhed også i miljøudvalget og hos direktøren for Miljøkontrollen, der krævede, at skraldemændene kørte ud senere. Sagen endte med, at udkørselstidspunktet blev udskudt fra 45 til 60 minutter. Kundernes tilfredshed med R98 var dog som helhed i top. R98 havde via et konsulentfirma gennemført tilfredshedsundersøgelser siden 2000, og i 2004 viste tilfredshedsundersøgelsen, at 92 pct. af de adspurgte i etageejendomme ikke kan nævne noget, de er mere eller mindre utilfredse med 117 ved seneste afhentning. For villaer lå den gennemsnitlige tilfredshedsscore på mellem 92 og 96 pct. Den høje kundetilfredshed kunne den nye direktør bruge i sin bestræbelse på at tune R98 til konkurrence. Han fortæller: Hvis vi var slået ind på den strategi noget tidligere, så kunne det nok have kørt på en anden måde. Før 2003 havde man nok ikke læst, hvordan holdningen nu var i Københavns Kommune, men bare strittet imod og sagt, vi er effektive. Peter Elsman og Hjalte Aaberg stod for den nye kurs i kommunen. Hjalte Aaberg blev direktør [2002] i Miljøkontrollen og pressede på med argumenter om, at det, politikerne ønsker, det presser vi igennem over for R98, hvor vi før i tiden i højere grad selv kunne sætte dagsordenen. Peter Elsman kom ind som direktør [2002] for Miljø- og Forsyningsforvaltningen, hvor han tidligere havde siddet som økonomichef og været med til at gennemføre effektiviseringer i Københavns Belysningsvæsen og været igennem privatiseringsprocesser der. Han ville køre samme tur med os. 118 Den politiske holdningsændring på Københavns Rådhus blev meldt offentligt ud i foråret 2004, da miljø- og forsyningsborgmester Winnie Berndtson den 17. april 2004 i Jyllands-Posten erklærede sig villig til at se på, om det kunne lade sig gøre at skabe konkurrence på renovationsområdet. Erklæringen kunne udlægges både som en undsigelse af koncessionen og som en opbakning bag R98, der netop var ved at geare sig til konkurrence, men udmeldingen lå i forlængelse af den kurs, kommunen var slået ind på med privatisering af elsektoren, og den lå i forlængelse af regeringens affaldsstrategi. Regeringens affaldsstrategi Konkurrenceudsættelse var et hovedbudskab i den foreløbige regeringsrapport Affaldsstrategi fra foråret Den var resultatet af en af regeringen i 2002 nedsat arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle dele af affaldssektoren. Arbejdsgruppen skulle give en samlet vurdering af omfanget og betydningen af væsentlige problemstillinger på affaldsområdet, herunder belyse fordele og ulemper ved en liberalisering af sektoren. Affaldsstrategi fremlagde tre grundelementer: 1) Forebygge tab af ressourcer og miljøbelastning fra affald; 2) Afkoble væksten i affald fra den økonomiske vækst; 3) Sikre mere miljø for pengene gennem øget kvalitet i affaldsbehandlingen og en effektiv sektor. Rapporten satte spørgsmålstegn ved effektiviteten af den danske affaldsmodel, herunder organiseringen af sektoren, anvisningsretten og benyttelsespligten og hvile i sig selv-princippet, og det blev påpeget, at man inden for affaldssektoren trods gode resultater ikke havde tilstrækkelig konkurrence, samt at der havde været en sammenblanding af kommunernes myndigheds- og driftsopgaver og fx uigennemskuelige affaldsgebyrer. 119 Rapporten mundede ud i avisoverskrifter som: Et flertal i Folketinget er parat til at sende skraldefirmaet