Kan Kina blive en supermagt?

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET VUT/II/L, STK II 2002/2003 Kan Kina blive en supermagt? MJ A. CARLSSON KL P.M. LINNET KN P.R. BJERRING

2 FORSVARSAKADEMIET VUT II/L-STK 2002/2003 Major A. Carlsson Kaptajnløjtnant P.M. Linnet Kaptajn P.R. Bjerring Kan Kina blive en supermagt? Der gennemføres en analyse af Kina på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge eventuelle mangler, som Kina måtte have for at kunne optræde som en hegemon. Analysen sigter primært på at klarlægge, hvorvidt Kinas økonomiske vækst vil give landet mulighed for at opnå status på de i hegemoniteorien identificerede kerneområder, økonomisk- og miltær magt, samt hvorvidt dette vil give Kina mulighed for at opnå supermagtstatus globalt. 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Resumé BAGGRUND Titel Relevans Opgavediskussion Emnediskussion Empiri Analysemodeller Formulering af undertitel Teori Teoretiske betragtninger Indledende betragtninger Teoriens baggrund Struktureringer Kilder Forudsætninger Afgrænsninger Formalia TEORETISK BAGGRUND Formål Generelt Økonomisk magt Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Kontrol over kapital og valutakurser Kompetitive fordele Information/behandling af information Uddannelse Asymmetrisk interdependens Teknologi Militær magt Konventionelle styrker Nukleare styrker Teknologi Størrelsen af forsvarsbudgettet KINAS HISTORISKE UDVIKLING Formål Generelt Kinas ældre historie Folkerepublikken Kina fra vor tid Sammenfatning ØKONOMISK MAGT Formål Generellt kapitlet ekonomisk makt Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt)

4 4.2.1 Kinas ekonomiska inflytande på den ekonomiska världsordningen Medlemskap i internationella valutafonden (IMF) Medlemskap i Världsbanken Medlemskap i Världshandelsorganisationen (WTO) Medlemskap i Asian-Pacific Economic Cooperation (APEC) Samarbete med Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) Medlemskap i Shanghai Cooperation Organisation (SCO) Kontrol over kapital og valutakurser Kontroll över valutan, inledning Det kinesiska kapitalsystemet Betalningsbalansen Sparande och lån Kompetitive fördelar Kompetitiva fordele i handel Kompetitive fordele i industrin Arbetskraftens rörlighet Löner och jobb som faktorer i industristrukturen Bruttonationalproduktens (BNP) utveckling i Kina Handelstrukturer Information/behandling af information Informationssamfundet i Kina Uddannelse Generellt Utbildningssystemets bakgrund Styrning av utbildningssystemet Systemets struktur Det kinesiska forskningssystemet Ekonomiska reformer och ökande differentiering i utbildningssystemet Asymmetrisk interdependens Utländska direktinvesteringar i Kina Energi Livsmedel Teknologi Kinesiske forskningsprogrammer og udvikling af ny teknologi Udbredelsen af eksisterende teknologi og teknologisk spill-over Samlet konklusion Økonomisk magt MILITÆR MAGT Formål Generelt Kinas Grand Strategy Kinas modernisering af forsvaret Udviklingen af Kinas operative doktrin Kinas nuværende operative doktrin Konventionelle styrker/moderniseringen af Kinas tre værn Kinas modernisering af flyvevåbnet Kinas modernisering af flåden Kinas modernisering af hæren

5 5.4.4 Modernisering af Kinas missiler Uddannelse og træning Nukleare styrker/modernisering af de strategiske enheder Teknologi/efterretning, overvågning og rekognoscering (ISR) Battle Management/command, Control and Communications Nye våbensystemer Kinas forsvarsbudget Samlet konklusion Analyse af magtforholdet mellem USA og Kina på det økonomiske- og militære magtområde Formål Generelt Økonomisk magt Opbygning/styring af økonomiske regimer (strukturel magt) Kontrol over kapital og valutakurser Kompetitive fordele Information/behandling af information Uddannelse Asymmetrisk interdependens Teknologi Militær magt Konventionelle styrker Nukleare styrker Teknologi Størrelse af forsvarsbudgettet Konklusion og perspektivering for Kina som hegemon og svar på problemstillingen Formål Generelt Teoretiske rammer Konklusion og besvarelse af specialets spørgsmål Perspektivering På kort sigt På mellemlangt sigt På langt sigt Tillæg A Bibliografi... 1 Primära källor, skriftligt... 1 Primära källor, hemsidor på internet... 5 Muntliga källor Sekundära källor, skriftligt Sekundära källor, hemsidor på internet...fejl! Bogmærke er ikke defineret. Muntliga källor...fejl! Bogmærke er ikke defineret. Bilagsektion... 1 Bilag 1 Lykke Friis delmodel over modificeret hegemoniteori... 1 Bilag 2 Grundlæggende Hegemonimodel... 2 Bilag 3 Analysemodel... 3 Bilag 4 Forkortelsebilag... 4 Bilag 5 Samhällsutvecklingen i Kina... 5 Bilag 6 Karta över Kina... 7 Bilag 7 Utbildningssystemet i Kina

6 Bilag 8 Utvecklingen i utbildningssystemet... 9 Bilag 9 Kinesisk utveckling i förhållande till fördelar och nackdelar i produktionen Bilag 10 Ekonomiska indikatorer för medlemmarna av APEC Bilag 11 Teknologiska utvecklingscentra

7 Resumé Nærværende speciale omhandler Kina og Kinas evne til at blive en supermagt. Efter murens fald i 89 har det østlige Asien udviklet sig meget. Således har Japan og Rusland mistet magt og indflydelse i området, mens USA og Kina har øget deres magt. Der tales således om two ups and two downs i den asiatiske region. Bush har udtalt, at Kina er USAs største konkurrent. Da USA for øjeblikket er alment accepteret som verdens eneste supermagt (hegemon), er det interssant at se på, om Kina er en reel udfordrer for USA. Spørgsmålet bliver besvaret udfra en teoridiskussion, hvor det defineres, hvad der forstås ved en supermagt (hegemon). I specialet er den verdensorden, hvori vi søger at definere hvilke faktorer, der skal være opfyldt for at kunne være en hegemon, den neorealistiske (anarkiske) verdensorden, hvor det er de hårde værdier, der er en forudsætning for at kunne kalde sig hegemon og dermed en supermagt. De hårde værdier er økonomisk og militær magt ud fra en ressourcemæssig overlegenhed. Indenfor hvert område analyseres Kinas nuværende magt og magtpotentiale. Historisk har Kina været et isoleret land med ringe kontakt med omverdenen, men indenfor de sidste 30 år har landet åbnet sig, og der er sket store forandringer. Hvis vi betragter det moderne Kina indenfor det økonomiske magtområde, ses det, at Kina økonomisk prøver at nærme sig den vestlige verden ved at indføre det, Kina kalder en socialistisk markedsøkonomi. Den økonomiske vækst er afgørende for Kinas muligheder for hegemoni. Det vurderes, at den økonomiske vækst i Kina vil fortsætte, dog med formindsket styrke på grund af problemer med kapitalmarkedets ufuldkommenhed, uddannelsesbehovet og den teknologiske transformation. Ydermere vil der, efterhånden som Kina bevæger sig mod en informationsbaseret økonomi, blive større konkurrence med landene i den økonomiske triade. Den langsommere vækst kombineret med Kinas nuværende økonomiske niveau og den store afstand til økonomierne i triaden, specielt USA's, gør, at Kina ikke indenfor det økonomiske magtområde vil kunne betegnes som en økonomisk hegemon. Militært har Kina de sidste 20 år gennemført en modernisering af Kinas væbnede styrker, der siden Mao kom til magten har levet på masserne og på et nationalt forsvar. De er således kommet til en erkendelse af, at det teknologiske stade er forældet, og at de nu skal bevæge sig i en retning, hvor der er færre, men mere moderne og dermed slagkraftigere enheder. Ved Kinas indførelse af active defence og en omstrukturering af de konventionelle styrker har landet på sigt fået mulighed for at kunne angribe og forsvare sig globalt. Ligeledes vil udbygningen af den nukleare kapabilitet kunne opfylde samme formål. I forbindelse med Kinas forsøg på at gennemføre et militærteknologisk kvantespring ses dette at give resultat. Kvantespringet skal understøttes af den fortsatte økonomiske vækst i Kina. Vi vil i fremtiden se et øget forsvarsbudget. Overordnet for det militære magtområde vurderes det, at Kina ikke vil kunne nå op på det niveau, USA har i dag. Således kan det konkluderes, at Kina ikke på kort, mellemlangt og langt sigt vil blive, hvad vi i specialet har defineret som en hegemon. Kina vurderes dog at kunne blive en så stærk magt, at der i fremtiden vil kunne opstå en bipolaritet med USA som den ene pol og Kina som den anden. 7

8 1 BAGGRUND Formålet med nærværende kapitel er at definere rammerne omkring specialet. Indledningsvis diskuteres relevans og problemfeltet i relation til det udpegede emne. Herefter behandles den anvendte teori, empiri, sammenhængen mellem disse to områder, metodediskussion og metodevalg. Kapitlet afsluttes med en redegørelse for valgte afgrænsninger og forudsætninger for specialet. 1.1 Titel Emnet henhører under Institut for Statskundskab ved Fakultet for Strategi og Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, og har følgende hovedtitel: Kan Kina blive en supermagt? 1.2 Relevans Med valget af Bush som USAs præsident er der sket en udvikling af forholdet mellem Kina og USA, der gør at USA mere ser Kina som en konkurrent til pladsen som hegemon og dermed en supermagt på verdensplan frem for et u-land. Tidligere præsident Bill Clinton betragtede Kina som en strategisk partner, mens Bush udtaler 1 Kina skal mere betragtes som en konkurrent end en partner. På den baggrund vurderes det relevant at analysere, hvorvidt Kina kan blive en hegemon, som vil kunne stå i kontrast til USAs nuværende rolle som eneste hegemon (supermagt). 1.3 Opgavediskussion Emnediskussion 2 De internationale relationer i Asien er blevet yderst ramt af den reorganisering af magtrelationer, som er sket i regionen efter murens fald i slutningen 80 erne. Slutningen af den kolde krig blev som bekendt, at Sovjetunionen kollapsede og dette faktum fik en signifikant betydning for magtbalancen i Asien - Stillehavsområdet. Efter den bipolaritet, som vi oplevede under den kolde krig, står vi nu i en unipolær situation med USA som eneste supermagt. USA opfattes jf. magtbalanceteorien de facto som hegemon. USA står overfor en række lande, eller stormagter om man vil. Dette kunne føre til en betragtning, der betyder, at nok er USA hegemon, men USA står vis-a-vis med en mulitipolær verden, hvor nye lande er blomstret op i efterkoldkrigstiden. Således står USA nu over for lande eller sammenslutninger som EU, Rusland, Kina og Japan. Den nye struktur har erstattet den kendte magttrekant fra koldkrigstiden benævnt Beijing Moskva - Washington trekanten, der bestod i 70 erne og 80 erne. I Asien ses i det 20. århundrede en omfordeling af magten, som af nogen betegnes som two ups and two downs. De two ups er for det første USA, der efter den kolde krig er eneste tilbageværende supermagt. Dette har ført til, at Washington har en dominerende rolle politisk, militærstrategisk, økonomisk og teknologisk. Den anden nation, der har rejst sig, er Kina, der økonomisk siden 1978 har åbnet døren til markedsøkonomi og dermed har haft en høj vækst. Dette har bevirket, at Kina både regionalt, men også internationalt, har fået en mere markant rolle. De to downs er Japan og Rusland. Efter Sovjetunionen kollapsede i 90 erne har 1 Strategic Studies volume 24 DEC 2001 number 4 p Ibid pp

9 Rusland oplevet stor tilbagegang på alle områder og dermed mistet sin regionale og internationale status. Det vil tage Rusland lang tid at genopbygge det tabte, og dette vil ikke ske i en overskuelig fremtid. Det andet land, der såvel i egen region som internationalt har mistet magt, er Japan. I modsætning til Rusland er der i Japan primært tale om en økonomisk nedtur. På trods af Japans nedtur økonomisk er det stadig den næststørste økonomi i verden og dermed stadig stærkere end Kina og Rusland. Med dette in mente rejser der sig naturligt spørgsmål om, hvorhen Kinas opblomstring vil føre landet? Vil Kina rejse sig og blive en supermagt? En hegemon på lige fod med USA? Tese med underspørgsmål I forlængelse af ovenstående formuleres følgende tese: Kan Kina blive en supermagt? Tesen kan besvares med følgende underspørgsmål: G Vil Kina på sigt kunne opfylde hegemoniteorien på de to hovedområder: økonomisk og militær magt? Empiri Empirien skal tilvejebringe nødvendig dokumentation for, om Kina har potentialet til på de to hovedområder at agere som en hegemon (supermagt), samt at agere som en sådan, på baggrund af den valgte teori Analysemodeller Teoridiskussionen gennemføres med udgangspunkt i Lykke Friis hegemoniteorimodel, jf. bilag 1. Analysen gennemføres med udgangspunkt i den af gruppen opstillede grundlæggende hegemoniteorimodel, jf. bilag 2. Modellen anvendes m.h.p. at analysere og konkretisere de faktorer, Kina skal besidde for at være en reel hegemon i det globale system. Endeligt sammenholdes Kinas kapabilitet med USA, for herigennem at kunne vurdere i hvilket omfang Kina i fremtiden opfylder teoriens krav til hegemoner. Slutteligt gives en perspektivering af Kinas fremtid. For skematisk fremstilling af analysemodel se bilag Formulering af undertitel På baggrund af ovenstående opgavediskussion formuleres følgende undertitel: Der gennemføres en analyse af Kina på baggrund af hegemoniteorien m.h.p. at klarlægge eventuelle mangler som Kina måtte have for at kunne optræde som en hegemon. Analysen sigter primært på at klarlægge, hvorvidt Kinas økonomiske vækst vil give landet mulighed for at opnå status på de i hegemoniteorien identificerede kerneområder, økonomisk og miltær magt, samt hvorvidt dette vil give Kina mulighed for at opnå supermagtstatus globalt. 1.4 Teori Hvilken teori skal anvendes i forbindelse med at beskrive en kommende hegemon? Det kan umiddelbart virke enkelt, og det mest nærliggende vil være at tage udgangspunkt i hegemoniteorier. Dette vil vi da også gøre, men først må det undersøges om der er andre teorier, der vil være egnede til at besvare dette speciale. Dette er nødvendigt for at søge at imødegå den kritik, der vil være af at 9

10 benytte hegemoniteorier. Der har således været fortalere indenfor international politik, der mener, at hegemoniteorier er forældede og at man bør søge sin teori indenfor andre områder, for eksempel regimeteorien. Dette argument har Robert O. Keohane været fortaler for i sin bog After Hegemony. I denne bog hævder han, at det moderne internationale system har ændret sig i retning af udbredt interdependens, således at ingen stat vil kunne blive så magtfuld, at den vil være i stand til at dominere hele systemet. For således at imødegå evt. kritik af vores fremgangsmåde vil vi derfor kort redegøre for vores ståsted indenfor international politik samt argumentere for vores teorivalg. Der eksisterer tre overordnede sikkerhedspolitiske teorier, som kan belyse den internationale politik. Realismen, liberalismen og senere er reflektivismen, også kaldet konstruktivismen, kommet til. Såvel realismen som liberalismen har i løbet af 1980 erne flyttet sig fra det oprindelige udgangspunkt, og de har vel i realiteten nærmet sig hinanden ifm. neo neo debatten. Realisterne satte sig oprindeligt som mål at erkende verdenen, ikke som den burde være, men som den var. Realisterne stræbte efter en empirisk videnskab, som satte begrebet magt snarere end begrebet ret i centrum. Realismen udviklede sig i løbet 1980 erne til den såkaldte neorealisme, som understregede, at kampen om magten stadig var det essentielle i samkvemmet mellem staterne. Staterne var hovedaktørerne, og hvad der foregik inde i staterne var uden betydning for staternes ageren på den internationale arena. Statens interesse eller den nationale interesse var det primære hensyn, som dikterede staternes handlinger indbyrdes. Desuden var magten ikke blot et middel, men også et mål for den handlende stat. Tysk amerikaneren Hans Morgenthau udtrykte det således: International politik er ligesom al politik en kamp om magt. Hvad end den internationale politiks yderste mål er, er magt altid det umiddelbare mål Al politik, indenrigs- og international politik, afslører tre grundlæggende mønstre, dvs. alle politiske fænomener kan reduceres til tre grundlæggende typer. Et politisk system søger enten at bevare magten, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt 3. Staten blev betragtet som en sort kasse, hvor det, der foregik indeni boksen, var uden betydning for statens handlinger. Neorealisterne så i slutningen af 1970 erne strukturen i den internationale politik som en ganske afgørende faktor. Ganske vist tager neorealismen stadig sit udgangspunkt i magt og magtbalancebegrebet, men som noget nyt blev polariteten i det internationale system anset for at være en ny afgørende faktor. Den afgørende sondring er, om systemet er bipolært, unipolært eller multipolært. I erkendelse af, at liberalismen med sin vægt på økonomiske faktorer har fremdraget en vigtig parameter i bedømmelsen af det internationale system, optages økonomiske problemstillinger som noget nyt i neorealismen. De økonomiske mål blev derfor af neorealisterne føjet til begrebet den nationale interesse. Realismen er derfor som teoriretning karakteriseret ved High Politics og relative gevinster. Liberalisterne derimod så, at en afgørende faktor for en stats ageren var de økonomiske forhold. Liberalisterne hævdede, at der eksisterede en lang række forhold, som var afgørende for staters handlemåde, og som der ikke var taget højde for i realisternes begrænsede univers. Først og fremmest var det på de økonomiske områder, at disse forhold skulle findes, men også den globale interdependens 3 Petersen & Skak p

11 fremkommer ved et kompliceret samspil mellem stater, internationale organisationer og transnationale (multinationale) private selskaber. Liberalismen blev derfor karakteriseret ved Low Politics og absolutte gevinster. Reflektivisme kan være meget svær at blive klog på. I N. Petersen og M. Skaks bog International Politiks Historie angives det, at betegnelsen dækker over flere forskellige strømninger i forskningen i international politik. Post-modernisme, feministisk teori, normativ teori, kritisk teori og historisk sociologi. Fælles for dem er dog, at de lægger vægt på kritik af den etablerede forskningsontologi. Man kan derfor argumentere for, at reflektivisme ikke har sin egen udtalte teori. Dette kommer også til udtryk fra kritikerne af den reflektivistiske tilgang, der anklager reflektivister for at blive meget vage og uhåndgribelige i samme øjeblik de skal formulere deres eget forskningsprogram og for at være uoriginale i deres kritik 4. Ifølge N. Petersen og M. Skak findes der indenfor reflektivismen en strømning, der kan betegnes som en mulig brobygger mellem rationalisme og reflektivisme. Denne strømning er socialkonstruktivisme. Socialkonstruktivismens hovedpointe er intersubjektivitet, dvs. at den internationale politiske struktur ikke på forhånd er givet og præget af statiske forhold, men at den består af nogle rammer, som løbende tilpasses og formes gennem staternes indbyrdes samkvem. 5 Hvilken af ovenstående hovedretninger beskriver så bedst verden af i dag. Set fra vores synspunkt kommer det an på, hvad det er, man søger at beskrive/forstå. Skal man beskrive/forstå en region som EU, mener vi, det ville være naturligt at bruge regimeteorien til dette, idet EU er kendetegnet ved netop omfattende interdependens og andre stærke aktører end stater. En svaghed ved regimeteorien, og dermed den liberalistiske skole, er dens fokus på absolutte gevinster. Denne fokus gør det meget svært og diffust at forstå, hvilken magtbalance der er i systemet. Reflektivismen er generelt en kritik af realismen og liberalismen. Ydermere er den, som navnet antyder, i hovedsagen tilbageskuende. Ingen af strømningerne indenfor reflektivismen har således en teori, der kan anses som umiddelbart anvendelig til dette speciale. For eksempel tager postmodernismen udgangspunkt i, at der ikke er én sandhed eller virkelighed, men mange. Selv den socialkonstruktivistiske tilgang, der kan betegnes som brobygger mellem reflektivisme og realisme, har som udgangspunkt, at den internationale politiks strukturer ikke er på forhånd givne og statiske. Ydermere betoner denne strømning institutioner, og har derfor et nærmere slægtskab med regimeteorien. Det er således også ved denne strømning svært at forstå, hvilken magtbalance der er i systemet. Dette gør det umuligt indenfor de fastsatte rammer at fremkomme med nogen brugbar teori til dette speciale indenfor dette paradigme. Skal man således beskrive/forstå det globale aspekt, mener vi, at det må betegnes som præget af anarki og konkurrence mellem stater. Dette mener vi underbygges af de stadige konflikter, økonomiske, militære og andre, som kendetegner det globale aspekt. Vores syn på det globale aspekt underbygges af Professor Paul Hirst, som ved en forelæsning på forsvarsakademiet understregede, at den udbredte opfattelse om, at det globale system er blevet udpræget interdependent, specielt på det økonomiske område, ikke kan underbygges empirisk, idet verdenshandlen først nu er på niveau med verdenshandlen omkring 1900 tallet, og at handelsbarrierer er mere 4 Petersen & Skak p Petersen & Skak p

12 udbredte i vore dage end før i tiden 6. På denne baggrund må teorien have sit udgangspunkt i den realistiske skole. Netop hegemoniteorierne har udspring i realismen 7, hvorfor det bliver naturligt at søge vores teori her. 1.5 Teoretiske betragtninger Indledende betragtninger Når man studerer hegemoniteorierne er der umiddelbart nogle spørgsmål, der trænger sig på. Det første er, hvilken forskel, om nogen, er der mellem betegnelserne stormagt, supermagt og hegemon? Er disse betegnelser i virkeligheden et udtryk for det samme? Ifølge den danske forsvarsattache i Paris OB E.B. Bruhn er forskellen mellem en supermagt og en stormagt det, at supermagten kan handle alene, hvorimod en stormagt har behov for samarbejdspartnere 8. Hvorvidt denne udlægning er tilstrækkelig vil efterfølgende blive diskuteret. Det kan ligeledes være en historisk udvikling i sproget, hvor udviklingen er gået fra stormagt til supermagt, men i virkeligheden er et udtryk for det samme. En tredje mulighed er, at de to betegnelser er et udtryk for en geografisk afgrænsning. En stormagt vil kun kunne handle alene regionalt, mens en supermagt vil kunne handle alene globalt. En supermagt i vores perspektiv er en kombination af den geografiske afgrænsning og evnen til at handle. Heraf følger, at en supermagt er en stat, der er i stand til at handle alene og globalt. Den næste betegnelse er en hegemon. Er en hegemon det samme som en supermagt? Ifølge J. Goldstein er en hegemon defineret som En stat der er i stand til at diktere eller i hvert fald dominere regler og strukturer ifølge hvilke internationale relationer, politiske og økonomiske er underlagt 9. En anden definition er givet af I. Wallerstein, En stat der i det store og hele kan pålægge dets regler og ønsker (dog i hvert fald ved brug af veto) indenfor områderne økonomi, politik, militær, diplomati samt indenfor det kulturelle område. Basen for denne magt ligger i evnen til at være mere effektiv indenfor tre store økonomiske områder, landbrug og industri, handel og den finansielle sektor 10. Begge definitioner siger noget centralt om begrebet hegemoni, nemlig at der er områder, hvormed man kan definere en hegemon. Det er således klart at betegnelserne hegemon og supermagt, som det bruges i vores tid, må siges at dække over det samme. Som det fremgår af ovenstående definitioner, findes der i hegemoniteorierne forskellige tilgange til, hvilke kriterier og i hvilken grad disse skal være opfyldt for at en stat kan betegnes som en hegemon. Det næste vi således må undersøge er, hvilken tilgang indenfor hegemoniteorierne mener vi bedst kan besvare vores tese. For at kunne besvare dette har vi identificeret fire områder indenfor hegemoniteorien, som vi vil undersøge nærmere: 6 Professor Paul Hirst, forelæsning på FAK 12 marts Det tyske spørgsmål i hegemoniteoretisk perspektiv fra Bismark til Helmut Kohls genforening af Lykke Friis (Det tyske spørgsmål) p Briefing ved forsvarsattache OB E.B. Bruhn søndag 03 november under studierejse I 9 J.S. Nye Bound to lead s Political Science Quarterly VOL 105 side 189. artikel af J.S. Nye The changing nature of world power. 12

13 Første område. Gælder betegnelsen hegemon kun stater, der besidder global magt indenfor alle områder eller kan en stat være en hegemon indenfor et geografisk afgrænset område eller indenfor ét emneområde? Ifølge J.S. Nye kan en stat godt bære betegnelsen hegemon indenfor et geografisk afgrænset område. Det kan dog diskuteres, om ikke en regional hegemon er det samme som en stormagt. Da vi vil undersøge, hvorvidt Kina kan blive en supermagt, og det ifølge vores indledende betragtninger om betegnelsen supermagt fremgår, at det er på det globale plan, er en hegemoniteoretisk tilgang om en regional hegemon ikke interessant for dette speciale. Hvad angår en emnespecifik hegemon ses denne heller ikke at være interessant for dette speciale, idet vi ønsker, som minimum, at fastlægge alle de emneområder, som er en forudsætning for, at en stat kan blive en hegemon. Det vil således ikke give mening kun at undersøge et enkelt emneområde, da det ikke vil kunne besvare vores tese. Vi kan således konkludere, at vores hegemoniteoretiske tilgang skal være global og fokusere på de emneområder, der som minimum er nødvendige for at en stat kan betegnes som en hegemon. Andet område. Hvordan måler man om en stat er en hegemon? Er en stat en hegemon, når den af de andre stater bliver opfattet som en sådan, eller findes der værdier indenfor specifikke områder, der kan måles? Sagt med andre ord skal vi indenfor hegemoniteorierne benytte en adfærdsanskuelse eller en ressourceanskuelse? Såfremt det er opfattelsen hos andre stater, der er afgørende, er det formentlig kun muligt at se dette i et historisk perspektiv. J.S. Nye nævner i sin bog Bound to Lead Storbritannien som et tydeligt eksempel på dette. Under Storbritanniens hegemoniperiode i 1900 tallet havde landet hverken det største BNP, hær, befolkning eller territorium i verden, men var alligevel i stand til at dominere den internationale scene 11 som hegemon. Denne anskuelsesmåde om, at det var opfattelsen hos andre stater, der gjorde at Storbritannien var en hegemon findes ikke anvendelig i dette speciale, idet disse forhold kun kan klarlægges ved at analysere reaktioner hos andre stater. En sådan analyse vil derfor ikke kunne svare på spørgsmålet om en stat kan blive en hegemon, men kun på spørgsmålet om, hvornår den var en hegemon. En ressourceanskuelse er derfor bedst egnet til dette speciale. Ifølge Lykke Friis grænser disse to anskuelsesmetoder sig til et spørgsmål om semantik 12. Lykke Friis benytter dog denne konfliktlinie til at argumentere for, at en stat også skal have viljen til at udnytte sine ressourcer til at opnå hegemoni. Spørgsmålet omkring vilje anser vi også for at være vigtigt og det vil blive behandlet senere. Vi kan således konkludere, at vi skal bruge en teori, der anskuer hegemoni ud fra en ressourcebetragtning. 11 J.S. Nye Bound to lead p Det tyske spørgsmål p

14 Tredje område Skal værdierne måles relativt eller absolut? Her tænkes på om det er nødvendigt at sammenligne den relative magtfordeling mellem staterne eller om der kan fastsættes absolutte værdier, der afgør, hvornår hegemonistatus indtræder. Hegemoniteorierne har sit udgangspunkt i den realistiske skole og dermed en anskuelse af relative værdier. Dette ses også i hegemoniteoriens hovedformål, som er at forklare situationer, hvor en stat har en så overvældende ressourceovervægt, at den er i stand til at dominere over de andre stater i systemet 13. Af dette følger, at en måling nødvendigvis må foretages relativt. Når vi således har valgt den relative anskuelse, er vi først nødt til at finde et referenceland eller en stat, som vi vil kunne anvende til at bedømme hegemoniopfyldelsesgraden, samt kunne vurdere fremtidige udviklingsmuligheder. Da der i opgaven ikke lægges op til en længere historisk betragtning af tidligere hegemoner, falder vores naturlige valg på USA, som den eneste nutidige hegemon, der umiddelbart opfylder de betragtninger, vi har vedrørende en hegemon og dens kapabiliteter. Vores teori må derfor indledningsvis hjælpe os til at fastsætte de kapaciteter samt det potentiale Kina besidder, for herigennem at kunne vurdere, hvor Kina befinder sig. Efterfølgende skal disse kapaciteter og potentiale sammenholdes med de tilsvarende for vores referenceland USA for at kunne vurdere, om Kina er eller har mulighed for at opnå status som hegemon. Vi kan således konkludere, at vores teori skal anskue værdierne relativt. Fjerde område Er det nødvendigt at inddrage samtlige områder, der tidligere er nævnt i Wallersteins og Goldsteins definitioner på en hegemon eller er der områder, der kan udelades? Er det at have evnen også at have viljen? For at besvare dette vil vi tage udgangspunkt i J.S. Nyes opdeling i hårde og bløde magtområder. Hårde magtområder er områder, hvor staten har evnen til at ændre, hvad andre gør, hvorimod bløde magtområder er områder, hvor staten har evnen til at skabe noget andre ønsker. De bløde magtområder er ifølge Nye kultur, ideologi og sociale aspekter. Disse områder er ifølge Nye også vanskeligt målbare. Områderne militær og økonomi forbindes med de hårde magtområder. Disse områder er ifølge Nye målbare 14. Ydermere er det vanskeligt at forestille sig, at en stat kunne blive en hegemon uden at besidde de hårde magtområder. Ifølge Lektor P.V. Jakobsen skal en stat besidde de hårde magtområder for at blive en hegemon 15. Som et logisk ræsonnement kan en stat jo ikke skabe bløde værdier uden først at besidde de hårde. Billedligt talt ville dette være som at bygge et hus og støbe fundamentet til sidst. Ovenstående medfører, at de hårde magtområder skal være tilstede ved en hegemon. Hvad så med de bløde magtområder? Er de også nødvendige for at en stat kan betegnes som en hegemon? Som det fremgik af vores diskussion om de hårde magtområder, er disse en forudsætning for hegemonistatus. Derfor mener vi, at vi kan udelukke de bløde områder og koncentrere os om de hårde områder. Yderligere 13 J.S. Nye Bound to lead p J.S. Nye Bound to lead s Problemformuleringsseminar II 22. oktober

15 kan nævnes problemet, der opstår i forbindelse med at operationalisere de bløde magtområder i variable, der er målbare. Dette problem fremhæver S. Nye også. Kritikere af denne fremgangsmåde vil hævde, at den kinesiske kultur er så speciel, at den ikke kan udelukkes, idet den har afgørende indflydelse på, om Kina overhovedet søger hegemonistatus. Såfremt dette er kritikken, mener vi, at denne kritik i virkeligheden hænger nøje sammen med det næste punkt vi vil behandle; nemlig vilje/evne. Vi gør opmærksom på, at argumentation for at udelade de bløde magtområder skal kobles med nedenstående argumentation for, at evne er lig med vilje. Både ved de hårde og bløde magtområder er der tale om kapacitet og potentiale. Er det, at staten har evnen i denne forbindelse også ensbetydende med, at staten har viljen til at bruge sin magt? Ifølge Lektor P.V. Jakobsen er det at have evnen ensbetydende med, at viljen også er der 16. Der er efter vores opfattelse heller ikke tidligere i historien set eksempler på, at en stat der havde kapabiliteten, ikke har udnyttet den til at pleje egne interesser. Der vil dog være kritikere af denne anskuelse, der netop vil fremhæve Kina som et historisk eksempel på, at evne ikke er ensbetydende med vilje. Umiddelbart er der to perioder, der kunne understøtte dette synspunkt, hvorfor disse kort må behandles. Første periode er i det 15. århundrede. I denne periode havde Kina en betragtelig flåde, der blev brugt til ekspeditioner. I ca blev konstruktion af søgående skibe forbudt ved kejserligt dekret, og den store flåde fik lov til bogstaveligt at rådne væk. Dette er af nogen blevet opfattet som et udtryk for, at den kinesiske kultur netop ikke besad viljen til at projicere magt. Vi mener dog, at årsagen er en anden. Kina var på dette tidspunkt igen truet af Mongolerne ved de nordlige grænser. Det var derfor et simpelt spørgsmål om omfordeling af ressourcer for at imødegå en trussel, der truede Kinas fortsatte eksistens, og i den henseende var en stor flåde en luksus, der ikke var nødvendig 17. At Kina så ikke senere genopbyggede flåden for at imødegå japanske pirater må betragtes som en fejlvurdering. Den anden periode, der muligvis vil blive fremhævet af kritikere, er det 19. århundrede. Her besad Kina igen potentialet til at blive en stormagt 18. For denne periode er det svært præcist at pege på en årsag til, at Kina ikke udnyttede potentialet. Derfor vil vi fremhæve konsekvenserne af, at Kina ikke udnyttede dette, og argumentere for, at Kina har lært lektien, og ikke vil risikere sådanne konsekvenser igen. Den manglende respons fra Kinas side til det strukturelle magtbalanceforhold, der gjorde sig gældende i perioden, var starten på en decideret kolonisering af Kina af andre stormagter, såsom Storbritannien, Portugal, Japan og USA. Disse stormagters store indflydelse i kinesiske forhold ebbede først ud i midten af det 20. århundrede ved oprettelsen af Den kinesiske Folkerepublik. De store kinesiske omkostninger, der var forbundet med denne periode, er et stærkt argument for, at Kina har lært lektien, og ikke vil lade sådan noget overgå landet igen. Kina vil derfor reagere på det strukturelle magtbalanceforhold, der til enhver tid kendetegner systemet. Foruden disse historiske eksempler vil vi også fremhæve nutidige tendenser, som vi mener, underbygger vores synspunkt. Det første vi vil fremhæve, er den tendens, der har været siden Kina påbegyndte de økonomiske reformer i I perioden fra er Kinas medlemskab af internationale organisationer steget fra 21 til Ibid. 17 The Rise and Fall of the Great Powers p International security vol 17, issue , The Unipolar Illusion p Foredrag på FAK ved adjunct M. Thunø

16 Samtidig er kinesisk medlemskab af NGO er i samme periode steget fra 71 til Disse tal er et tydeligt tegn på, at Kina er bevidst om nødvendigheden af at gøre sin indflydelse gældende internationalt. Denne tendens finder vi yderligere underbygget i en artikel af Dr. Jing-dong Yuan, udgivet gennem US Strategic Studies Institute. I denne artikel behandles, hvad Dr. Jing-dong Yuan kalder Kinas betingede multilateralisme. Dr. Jing-dong Yuan fremhæver, at det, der er blevet tydeligere fremherskende i den kinesiske tænkning efter den kolde krigs ophør er magtbalancen, ikke et valg, men en nødvendighed 21. En kinesisk analytiker citeres for følgende en struktur kan ikke eksistere uden en magtbalance eller ligevægt i en eller anden form og i en vis udstrækning, yderligere er det et faktum, at magtbalancen har været en vigtig sikkerhedsmekanisme gennem historien, og den er også en grundlæggende del af vore dages internationale sikkerhedsmekanisme 22. Yderligere kommenterer Dr. Jingdong Yuan, at den kinesiske optræden i internationale organisationer demonstrerer en accept af de gældende normer og principper. Dette medfører, at såfremt Kina besidder evnen, vil Kina omsætte denne evne til magt i systemet. Sagt med andre ord; Har man evnen, vil viljen også være tilstede. For yderligere at argumentere for vores synspunkt omkring at viljen følger evnen, vil vi fremhæve følgende. Hegemoniteorierne har som nævnt tidligere udspring i den realistiske skole. Flere forfattere indenfor denne skole fremhæver også synspunktet om, at viljen følger evnen. Gedion Rose skriver i sin review artikel 23 Neoclassical realism and theories of foreign policy følgende: neo-klassiske realister har følgende synspunkt: uanset de utallige måder en stat kan definere sine interesser på, er staten mere tilbøjelig til at søge at øge sin eksterne indflydelse end til at søge mindre ekstern indflydelse og staten vil forfølge denne indflydelse til maksimal effekt. Den centrale empiriske forudsigelse fra de neo-klassiske realister er således, at over tid vil den relative størrelse af materielle magtressourcer forme, i hvilken grad og med hvilke ambitioner staten fører sin udenrigspolitik: når staternes relative magt øges vil staterne søge større international indflydelse, når den relative magt mindskes vil statens handlinger og ambitioner også mindskes 24. Poul Kennedy skriver i sin bog The Rise and Fall of the Great Powers Historien viser, at der i det lange løb, er en meget klar forbindelse mellem stormagters økonomiske opståen og fald og deres opståen og fald som en vigtig militær magt (eller imperium) 25. Paul Kennedy påpeger dog senere i bogen, at økonomisk vækst ikke altid og umiddelbart omsættes til militær magt. Hvorvidt den økonomiske vækst omsættes til militær magt afhænger af mange faktorer såsom geografi, national moral, militær lederskab og taktisk kompetence. Ikke desto mindre er det et faktum, at alle større ændringer i den globale militære magtbalance er resultatet af ændringer i den produktive balance 26. Paul Kennedy sætter således spørgsmålstegn ved vores påstand om, at evne er lig vilje. Vi mener dog, at vi med vores argumentation omkring de omhandlende perioder har påvist, at kritikken i hvert fald hvad angår den kinesiske kultur ikke holder. Det fremgår således, at der er stærke argumenter for at udelade de bløde magtområder i hegemoniteorien samt, at evne er lig med vilje. 20 Ibid. 21 Strategic studies institutechina s conditional multilateralism and great power entente p Strategic studies institutechina s conditional multilateralism and great power entente p World politics, Vol 51, no 1 (october) pp , Neoclassical realism and theories of Foreign Policy af Gedion Rose. 24 World politics, Vol 51, no 1 (october) pp. 152,, Neoclassical realism and theories of Foreign Policy af Gedion Rose. 25 The Rise and Fall of the Great Powers, 1987 p. xxii 26 The Rise and Fall of the Great Powers, 1987 p

17 Vi kan således konkludere, at vores teori kun skal indeholde områderne militær og økonomi, og at evne er lig med vilje Teoriens baggrund På baggrund af de indledende betragtninger skal vores teori indeholde følgende elementer. En generel/global hegemonibetragtning. En ressourcebetragtning indenfor de hårde magtområder; økonomi og militær. Relative værdier for hegemonistatus. Hegemoniteorier fokuserer principielt på magt, dominans og lederskab. Ydermere har forskellige forfattere prøvet at forklare hegemoni ved at fokusere på et enkelt område såsom økonomi, militær eller kulturel magt og derved udeladt vigtige områder. Et vigtigt aspekt ved valg af teori er derfor også forfatterens brug af hegemoniteorien. J.S. Nyes hegemoniteori indeholder en generel/global betragtning, idet han bruger sin teori til at forklare, at USA ikke i en længerevarende periode har kunnet betegnes som en hegemon i global henseende. Efter Nyes opfattelse har USA kun i en kort periode lige efter 2. Verdenskrig været en general/global hegemon. Som nævnt i de indledende betragtninger indeholder Nyes teori også økonomi og militær - de hårde magtområder. Wallerstein er eksponent for en anden hegemoniteori, der primært fokuserer på de økonomiske områder. Dette er også tilfældet for R. Gilpen. R. Keohane mener, at hegemoniteorien har udspillet sin rolle, idet interdependensen vil forhindre enkelte stater i at blive så magtfulde, at de kan dominere hele (eller dele) af systemet. Endelig er der K. Waltz. Hans teori er en generel/global betragtning og indeholder kun de hårde magtområder. Både Nye og Waltz er derfor eksponenter for de mest brugbare hegemoniteorier til dette speciale. De forhold, der skal undersøges ifølge Nye, Waltz og vores egne betragtninger, er de overordnede økonomiske og militære magtforhold. Det skal dog her bemærkes, at Nye ikke opfatter den militære magt som den vigtigste. Til brug for vores diskussion om, hvordan økonomisk og militær magt skal operationaliseres, vil vi benytte Lykke Friis speciale Det tyske spørgsmål i hegemoniteoretisk perspektiv fra 1993 og J.S. Nye Bound to Lead. I specialet har Lykke Friis taget, som hun skriver, det første skridt imod udviklingen af en ny mulig hegemoniteori 27 og opstillet en model for hegemoni (bilag 1). Vi vil derfor kort gennemgå modellen for at konstatere, om der er tale om modent eller umodent anarki. På baggrund af dette kan vi fastlægge, hvilke variable vi skal benytte ifølge L. Friis 27 Det tyske spørgsmål p

18 model. Vi ser dog en anden mulig forståelse af koblingen mellem Barry Buzans teori om det modne og umodne anarki og hegemoniteorierne. Denne kobling har baggrund i L. Friis model, men fremstiller en anden måde at forstå, hvilke variable der er indenfor de sektorspecifikke emner. For at kunne fastlægge hvilke variable der synes optimale, vil vi undersøge, hvilke variable Nye opstiller for økonomisk og militær magt. På baggrund af disse tre indgangsvinkler til operationalisering af økonomisk og militær magt vil vi opstille den hegemonimodel, vi anser for den mest optimale i henhold til vores indledende teoribetragtninger. Som nævnt tidligere er forfatterens brug af teorien et vigtigt aspekt. Vi vil derfor indledningsvis lige kort kommentere, hvad L. Friis benytter hegemoniteorien til. L. Friis formål med sit speciale er at se på Tysklands rolle i Europa 28. Hendes udgangspunkt er derfor regionalt, idet hun afskriver muligheden for globalt hegemoni. En sådan afskrivning finder vi dog er for snæver, og vi er endvidere af den opfattelse, at L. Friis i sine teoribetragtninger modsiger sig selv, idet hun påpeger følgende for det sektorspecifikke hegemoni, I sidste instans skal de øvrige stater i det internationale system således reagere på en stats samlede styrke og ikke på de enkelte delområder af dens magt. Set i lyset af dette må vi i den reformulerede hegemoniteori også indkorpere en stillingtagen til, hvornår en stat kan betegnes som en generel eller samlet hegemon. Denne argumentation kobler hun med hendes afvisning af det globale hegemoni, hvor hun skriver, Systemisk hegemoni er blevet umuliggjort af den stigende interdependens i det moderne internationale system. Argumentationen for en regional tilgangsvinkel er dermed i princippet den samme som for sektorspecifikt hegemoni: den modsatte tilgangsvinkel overflødiggør hegemonibegrebet 29. L. Friis påpeger således, at det er en stats samlede styrke, der må fastlægges. Det må således også være muligt og relevant at fastlægge denne styrke i forhold til andre stater i det internationale system på globalt niveau og ikke bare regionalt. At L. Friis således hævder, at globalt hegemoni er umuligt på grund af den øgede interdependens, synes at være en forhastet konklusion, især med tanke på professor Hirst udtalelser ved forelæsningen på Forsvarsakademiet, hvor han argumenterede for, at den udbredte opfattelse om at det globale system er blevet udpræget interdependent, specielt på det økonomiske område, ikke kan underbygges empirisk. Vi finder derfor, at L. Friis model også kan benyttes i dette speciale, som fokuserer på det globale niveau. Vi må nu fastlægge karakteren af det internationale system på globalt niveau for at kunne afgøre, om der er tale om modent eller umodent anarki. Ifølge L. Friis må vi se på Barry Buzans tre modificerende faktorer for at kunne afgøre systemets karakter. Disse er 30 : Staternes/enhedernes sociopolitiske styrke. Buzan fastslår, at enhederne i høj grad har systemisk betydning, idet de direkte kan modificere anarkiet. Tanken er, at jo stærkere staterne er - der refereres her til staternes socio-politiske styrke - jo mere vil de være i stand til at indgå i indbyrdes samarbejde og dermed modvirke anarkiets take care of yourself dynamics. Svage stater derimod vil have nok at gøre med at holde sig selv oven vande og vil samtidig også indbyde til ekstern intervention. 28 Det tyske spørgsmål p Det tyske spørgsmål p Det tyske spørgsmål pp

19 Intensitet af interaktion (density) Graden af tæthed kan direkte modificere det internationale systems anarki. Overordnet definerer Buzan tæthed som det faktum, at flere mennesker gør flere ting. Der refereres ganske enkelt til den situation, at befolkningernes og staternes aktioner, grundet det stigende befolkningstal, den teknologiske udvikling m.v. i høj grad kommer til at påvirke hinanden. Konsekvensen af et højt tæthedsniveau er en høj interdependens mellem staterne. Dette fører ikke nødvendigvis til en mindskelse af antallet af konflikter. Tværtimod kan man hævde, at der i interdependente systemer vil være flere områder, som staterne kan være uenige om. Konsekvensen er imidlertid en svækkelse i brugen af militær magt. Internationalt samfund. Tanken er, at tætheden i det internationale system kan blive så dominerende, at staternes handlinger ikke kan undgå at få konsekvenser for hinanden. Resultatet af dette er et stærkt incitament til at undgå mange af de utilsigtede konflikter og sammenstød, som dette indebærer. Staterne vil derfor finde det hensigtsmæssigt at opstille normer og regler for deres adfærd. Da det er det globale niveau vi beskæftiger os med, vil vi i vores analyse af de modificerende faktorer fokusere på stormagterne ; USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland og Kina. Staternes/enhedernes socio-politiske styrke. De vestlige stormagter må betegnes som værende stærke stater socio-politisk. Der er ikke tegn på interne uroligheder, som kræver, at disse stater helliger sig interne problemer. Kina må i denne henseende også betegnes som en stærk stat ud fra et socio-politisk synspunkt. Der er således ikke i overskuelig fremtid tegn på, at det kinesiske kommunistparti vil miste grebet om magten i Kina 31. Rusland må betegnes som værende en relativt svag stat. Efter sammenbruddet og opsplitningen af Sovjetunionen er der store interne problemer i Rusland. Disse er både af økonomisk og sikkerhedsmæssig karakter. Konklusionen på den første modificerende faktor må således være, at der overordnet er basis for, at disse stater kan have et øget samarbejde, der kan modvirke anarkiets take care of yourself dynamik. Intensitet af interaktion (density) Globaliseringen har medført, at Buzans overordnede definition af denne faktor om at flere mennesker gør flere ting må siges at være opfyldt. Specielt den teknologiske udvikling henimod informationssamfundet har været medvirkende til dette. Da vi, som tidligere beskrevet, vil behandle økonomisk og militær magt, vil vi i analysen af denne faktor fokusere på disse forhold. Globaliseringen har medført, at økonomien i dag er præget af øget interdependens mellem staterne. Med Kinas indgåelse af økonomiske bilaterale aftaler med USA i 1999 og EU i 2000 og den endelige indtræden i WTO i december 2001 kan man sige, at den kinesiske økonomi er uløseligt forbundet til den globale udvikling. Dette har medført, at den kinesiske regering for første gang vil være begrænset i sin økonomiske politik af en ekstern aftale 32. Et yderligere tegn på den øgede interdependens ses af den store forøgelse af direkte udenlandske investeringer i Kina 31 Foredrag på FAK ved adjunct M. Thunø Janes sentinel security assesment 28 0ktober 2002 p. 4 (FAK pensum til tema 7.1) 19

20 (Foreign Direct Investment, FDI). I 1992 udgjorde FDI 11 mia. $ og i ,3 mia. $ 33. Det er dog klart, at man ikke kan betegne den globale økonomiske interdependens som værende på samme udviklingsstadie som i EU regionen. Dette fremgår også af de handelskonflikter, der har været specielt mellem USA og EU. Konklusionen må derfor være, at den globale økonomi er præget af øget interdependens. Har globaliseringen så også medført den samme udvikling indenfor det militære område? Til dette må svaret være nej. Vi vil her fremhæve de militære konflikter, der til stadighed er i det globale system. Med tanke på, at USA er vores referenceland, synes det naturligt her at pege på to endnu uafsluttede konflikter; nemlig Korea og Taiwan. Specielt Taiwan konflikten har vist, at USA og Kina er parate til at bruge militær magt overfor hinanden. Konklusionen på den anden modificerende faktor må derfor være, at trods den øgede interdependens på det økonomiske område har brugen af militær magt ikke mistet betydning. Internationalt samfund. Som L. Friis også nævner, synes denne faktor at være en konsekvens af graden af tæthed i det internationale system. Der er dog i det internationale system regler og normer som til en vis grad modificerer systemet. Staterne kan dog i sidste instans vælge at se bort fra disse regler og normer. Der er således ikke en verdensregering, der kan gå ind og pålægge stater at optræde på en bestemt måde. På det globale niveau må specielt den nuværende krise vedrørende Irak fremhæves. USA har i denne forbindelse interveneret Irak uden enighed i FNs sikkerhedsråd, for at sikre sin egen sikkerhed. Der pågår en diskussion pt. i det internationale samfund, om der er et folkeretsligt grundlag for interventionen. Konklusionen på den tredje modificerende faktor må derfor være, at tætheden i det internationale system ikke er så dominerende, at brugen af militær magt er blevet reduceret betydeligt. Den samlede konklusion på de tre modificerende faktorer må således være, at de ikke vurderes at have modificeret anarkiet i en sådan grad, at der kan tales om et modent anarki på globalt niveau. Dette medfører, at vi ifølge L. Friis model, bør operationalisere økonomisk og militær magt i følgende variable: Økonomisk magt: Råstoffer Kontrol over marked Kompetitive fordele Kontrol over kapital Vilje til at lede Militær magt Evne+ vilje til at angribe og forsvare Som det ses, har L. Friis i sin hegemonimodel også viljen med. Vi har tidligere i vores teoridiskussion konkluderet, at evne er lig vilje. Vi har dog valgt at medtage viljen, da den fremgår af L. Friis model, men understreger at viljen ikke indgår i vores teori. 33 China in the global economy p