Vi katolikker er en del af verden. Paven, Europa og de fraskilte. Hvem kan lede eukaristifejringen. Mere distraktion end hjælp?

Transkript

1 3. årgang, nr. 2, 2008 Vi katolikker er en del af verden Paven, Europa og de fraskilte Hvem kan lede eukaristifejringen Mere distraktion end hjælp? Oremus et pro judæis

2 Forord Sproget i den kirkelige vridemaskine Dette nummer handler på mange måder om sprog. Kirken har i årevis vænnet folk til, at det var den, man henvendte sig til for at få autoritative svar. Og mange har haft denne forventning. Men Kirkens holdning formuleres stedvis så firkantet, at det udelukker både præcisering og nuancering (jf den første artikel i dette nummer af Hans Kristensen). Utilstrækkelig argumentation eller tilsidesættelse af almindelig videnskabelig indsigt eller almindelig medfølelse med mennesker i nød nærmer sig foragt eller fornægtelse af vidensamfundet. (side 3) Jean-Pierre Duclos viser hvorledes bibelhenvisninger bruges til at støtte egne synspunkter, selv om de er formuleret i en anden kontekst og med en anden mening. Man knytter ting sammen, som oprindeligt ikke har nogen forbindelse, for at forsvare traditionsopståede forhold i stedet for at nytænke ud fra tidens krav. Paven anlægger en meget europæisk og latinsk vinkel, der er med til at skabe polarisering. Det indebærer bl.a. brug af filosofiske kategorier, som var ganske velkendte i skolastikken, men helt fremmede for de ikke- europæiske kulturer og for de fleste europæere i dag. Man savner den universelle dimension, som kendetegnede 2. Vatikankoncil. (side 12) Fastholdelsen af de overlevede romerske og overvejende juridiske formuleringer er efter dr. Hoffmans mening (side 22) med til at cementere nutidens embedsdiskussion, så det spærrer for inspireration ud fra urkirkens komplekse menighedsforhold til nuancering af den nutidige monarkiske ledelsesform. Niels la Cour (side 30) peger på, hvordan klarhed og entydighed i sproget savnes i den nye salmebogsinstruktioner. Omkring langfredagsbønnen om jøderne, har vi igen set et eksempel på problemet med at frigøre sig fra traditionens formuleringer. Dette handler Karlheinz Löhrers artikel om. (side 34). Topstyringen af menneskers bevidsthed og tankevirksomhed må være en saga blot. Der skal efter Dialogs mening saglige argumenter på bordet og ikke sproglige tildækninger og skinargumenter. Kjeld Wogensen 2

3 Vi katolikker er en del af verden Vi har i de foregående to numre af Katolsk Dialog og Information set på henholdsvis Prævention Intention Metode og på Abort Fordømmelse eller Indflydelse. Det er derfor naturligt nu at se på, hvordan omverden har indflydelse på os som katolikker, og hvordan vi bør reagere på dens udfordringer. Af Hans Christensen Det lader til, at hver gang der sker et udviklingsryk i menneskenes historie, efterlader det os med nye etiske aspekter, vi må forholde os til. Tro er ikke altid at have fast grund under fødderne, for tro kan også være at betræde elementer/emner, som ingen tør have tillid til. Lad os se på to eksempler. Her kommer det første: Synet på, hvornår og på hvilke betingelser en levende biologisk masse er et menneske, har i forskellige historiske perioder og hos forskellige folkeslag været meget forskelligt. Således finder vi i den kanoniske middelalderret en sanktionslære, der graduerer efter fosterets udvikling. For abort på det besjælede, levende foster med menneskeform (animatus, vivus, formatus) pålagdes straf som for manddrab, mens indgreb mod det ubesjælede foster bedømtes mildere. Besjælingen indtraf den 40. dag efter undfangelsen (efter kirkefaderen Skt. Augustin). Abort ved dynamiske midler (gift eller medikamenter) blev af kirken anset for beslægtet med trolddom, men sidestilledes i henseende til straffens størrelse med abort ved mekaniske midler (instrumenter). Andre lignende grænser for Guds besjæling af fosteret, men med nogen kønsforskel, blev fastsat af kirkelæreren Skt. Thomas Aquinas. I slutningen af 1800-tallet fandt naturvidenskaben ved hjælp af det nye stærkt forbedrede mikroskop den befrugtede ægcelle. Denne opdagelse af en omnipotent celle, der kunne blive til alle de kendte vævstyper, 3

4 bjergtog videnskaben og Kirken. Kirken kunne endelig vise, at den var med naturvidenskaben i stedet for imod den, og anså opdagelsen som at se ind i Guds værksted. Men naturvidenskaben viser sig nu nok at være en farlig og foranderlig alliancepartner. Forestillingen om det unikke ved den befrugtede ægcelle er for videnskaben begyndt at blegne noget. Det er i hvert tilfælde ingen hemmelighed, at forskere er på jagt efter andre celler, der kan gøres omnipotente, for hvis man kan styre processen derfra, åbner der sig muligheder for, at en sådan celle vil kunne bringes til at danne f.eks. nervevæv til demente, hudceller til forbrændte og insulinproducerende celler til diabetikere. Forskellen på en befrugtet ægcelle og en omnipotent celle af anden oprindelse vil være svær at forklare, i hvert tilfælde vil den ikke være konstaterbar. Nu vender vi os til det andet eksempel: Tendensen går mod en stadig større adskillelse mellem det sexuelle og frembringelse af nyt liv. Vi oplever i disse år i vor egen kulturkreds en gradvis stigende adskillelse mellem selve det sexuelle og reproduktionen. Det skyldes til en vis grad, at kvinder i dag begynder at ønske og få børn i en ret så moden alder, men andre faktorer som miljøgifte, nedsat sædkvalitet, arbejdsmarkedsforhold og så videre spiller givet også ind. Denne gradvise separation af sex og graviditet kan vi se af tørre tal: På 8 år er antallet af reagensglasbefrugtninger steget med mere end 60%, og hvis vi dertil lægger antallet af graviditeter opnået ved insemination, så ser vi at for året 2004 var 7% af årgangen svarende til 2356 børn kommet til verden ved hjælp af kunstgreb! Og kurven ser ud til at stige eksponentielt!! Hvordan skal vi som katolikker reagere på de nye udfordringer? Jeg tror vi i Den katolske Kirke skal være taknemmelige over, at det lader til, at Helligånden så småt har forberedt os på denne situation. Når Det andet Vatikankoncil taler til os om kærligheden udtrykt i det sexuelle, så formuleres det således: Denne kærlighed finder sit særegne udtryk og sin fuldendelse i den ægteskabelige akt. Den akt, hvorved ægtefæller forener sig intimt og rent, er anstændig og værdifuld og, hvis den udføres på ægte menneskelig vis, udtrykker og fremmer den gensidige 4

5 hengivelse, hvorved ægtefæller beriger hinanden i glæde og taknemmelighed. Det er faktisk sådan, at hele kapitel 49 i Gaudium et Spes hvorfra ovenstående er taget handler om den ægteskabelige kærlighed, medens ægteskabets frugtbarhed har kapitel 50 for sig selv. Det sexuelle som en værdi i sig selv! At det sexuelle, uden et reproduktivt sigte, kunne have en værdi i sig selv, det har Kirken mildest talt været længe om at indse, men vi må til gengæld erkende, at Helligånden glimtvis synes at fortælle os om Guds egne indstillinger og planer med os mennesker. Læs blot, hvad Han får Pius d. XII til at sige i 1952: Samme Skaber... har også... ordnet det sådan, at ægtefællerne i denne (forplantnings)opgave finder nydelse og lykke i legeme og ånd. Derfor gør ægtefællerne intet forkert ved at søge denne nydelse og glæde sig over den. De modtager, hvad Skaberen har bestemt for dem. Alligevel skal ægtefællerne vide at holde sig inden for grænserne af sandt mådehold. Det er dog tydeligt, at Pius d. XII ikke synes, det skal blive for morsomt. Vejen fra rådgivende leder til fordømmende ufejlbarlighed Kirken har i historiens løb haft en enerådende position i samfundet, hvilket betød, at Kirken stod som formidler af al åndelig kraft samtidig med, at de kirkelige institutioner forvaltede og formidlede og garanterede al verdslig viden. Alle de vesteuropæiske universiteter blev grundlagt efter pavelig godkendelse og kontrolleret af Pavestaten. Kirken har været vant til, at det var til den, man henvendte sig for at få autoritative svar på alt, hvad der havde med det skabte at gøre, og Kirken har genereret svar på alt muligt. Det er der i sig selv intet farligt i, så længe man ikke anser sig selv for ufejlbarlig. I det 19. århundrede udvikler Kirken sig i en mere og mere centralistisk retning det er den bevægelse vi kalder ultramontanismen og kulminationen får vi med dogmet om pavens ufejlbarlighed. Det er klart, at selve dogmet kun drejer sig om højtideligt deklarerede, og med den øvrige kirke samstemmende, afgørelser af tros- og moralspørgsmål. Meget tyder dog på, at ufejlbarlighedstanken har haft en betydelig afsmitning på andre områder, for hvor går egentlig grænserne? Til langt op i det 20. århundrede satte Vatikanet f.eks. sin autoritet bag sine vurderinger af samfundsmodeller. 5

6 Man udtalte sig om enevælde contra demokrati. Socialistiske bevægelser blev fordømt, medens diktatorer gik fri. Det er næppe heller nogen hemmelighed, at Johannes Paul II s meget antikommunistiske indstilling fik uheldige konsekvenser for venstrefløjsengagerede katolikker i Sydamerika, ligesom Pius XII s fordømmelser i 1959 gik hårdt ud over arbejderpræsternes bevægelse i Frankrig. På samme måde forsøgte og forsøger Vatikanet at få styr på den naturvidenskabelige forskning. Kan Rom mon bringes til at sige, at man tog fejl og var uoplyst Jeg er naturligvis ikke blind for, at reaktioner fra Vatikanets side kan være yderst berettigede og relevante, og det er min tro, at Kirken som Guds folk samlet vandrer mod det fuldendte gudsrige. Det rokker imidlertid ikke ved et ønske om, at Kirken, som også definerer sig som en menneskelig institution, engang imellem, når det bliver for pinligt, kunne bringes til at sige: vi tog fejl, vi var for uoplyste eller disse spørgsmål, har vi desværre ingen svar på vi overlader sagen til Vor Herre. Jeg ser begyndende åbninger for dette ønske i forsøgene på en forsoning med jøderne og i dialogen med de andre kristne kirker på trods af at den de senere år, når det gælder de evangeliske kirker, har været sat noget på stand by, og Vatikanet p. gr. a. en noget tynd begrundelse vedrørende apostolsk succession fornærmende nægter at kalde dem for kirker men højest vil anvende betegnelsen kirkelignende samfund. Når det gælder Kirkens eget teologiske arvegods, så oplever vi det glædelige, at Limbo-forestillingerne frafaldes. Vi overlader igen de udøbte børns skæbne til Vor Herres allerkærligste omsorg, og vi bestemmer ikke længere, at Han skal putte dem hen et sted, der er knap så godt som saligheden for os døbte. Endelig oplever vi, at afladsbegrebet det at håndtere timelig syndestraf i en evighedsorden efter døden nu trods alt er blevet så eksotisk, at hele afsnittet, der handler om dette begreb, i den nye katekismus er trykt med småt. Vi må kræve den samme ærlighed af Kirken, som vi forventer i andre af livets forhold! I 5.Mosebog kap.5 vers11læser vi: Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Men af og til ser 6

7 man stadig Vatikanets holdninger fra officiel side begrundet med udsagn, der benytter almindelig viden i så ringe grad, at det nærmer sig foragt eller fornægtelse af vidensamfundet. Således kunne man i vort bispedømmes officielle postomdelte blad for nylig se bladets ansvarshavende redaktør reagere på et læserbrev således: Når du skriver, at kondomer er den eneste løsning på aids-epidemien i den 3. verden, må jeg svare, at det er der ikke meget, der tyder på. Kirken afviser kondomer også i denne sammenhæng, fordi kondomer giver en falsk tryghed og dermed indirekte medvirker til, at smitten spredes yderligere. Aids-kampagnernes tale om sikker sex er ganske enkelt usand. Kondomer giver maximalt en sikkerhed på 90%, og her taler vi om graviditet, hvor risikoen kun er til stede i en kort periode af kvindens cyklus - når vi taler om aids, er risikoen konstant til stede. Derfor siger Kirken, at den eneste forsvarlige løsning er en ændret seksuel adfærd. Det er der i dag erfaringer fra mange lande, der bekræfter. For at dette udsagn blot tilnærmelsesvis skulle være sandt, så skulle HIV-virus være den mest smitsomme mikroorganisme, verden endnu har set, og et flertal i en befolkning skal være smittebærer. Men sandheden er, at dette virus er ret så skrøbeligt og kræver overførsel i stort antal og under særlige betingelser. Virus-typer, der giver smitsomme leverbetændelser, er til sammenligning langt mere smitsomme. Mod de sexuelt overførbare typer B og C anbefales hos ikke vaccinerede personer brugen af kondom. Men lad os lige engang se på virkeligheden: Seksuel kontakt er hovedvejen for overførsel af HIV. Risikoen for smitte ved et samleje er 0,2%. Her drejer det sig altså om ubeskyttet sex med én, der er HIV-positiv. Endvidere forøges risikoen ved anden samtidig overført sexuel sygdom, fx syfilis eller slimhindelæsioner i øvrigt. Man ved fra andre undersøgelser, at brugen af kondomer virker voldsomt opbremsende på andre sexuelt overførte sygdomme (klamydia, gonoré, syfilis). Disse synes at være årsagen til den høje heteroseksuelle smitsomhed i troperne. Ved stikuheld er smitterisikoen ca. en halv procent. HIVsmittede gravide kvinder kan overføre virus til fosteret og formentlig også via modermælk. Risikoen for smitte fra mor til barn er 25%, hvis der ikke interveneres medikamentelt. Virus overføres aldrig ved social kon- 7

8 takt, berøring eller kys, ligesom der heller ikke er holdepunkt for overførsel via insektstik, mad eller drikke. At falske udsagn til at underbygge Kirkens hidtidige holdninger til prævention ikke blot er et lokalt fænomen, men fremsættes af højt placerede talsmænd for Vatikanet ses af følgende: Interview med The President of Pontifical Council for the Family I dette interview i Vatikanets Radio, understreger Cardinal Alfonso López Trujillo, præsident for Det Pontificale Råd for Familieanliggender at kondomer er ineffektive både når det gælder at forhindre graviditet og når det gælder forebyggelse af sexuelt overførbare sygdomme: Emnet sikker sex er blevet behandlet i forskellige videnskabelige studier. Et af mine anliggender har været at forhindre at folk, især unge mennesker, tror, at der er noget der hedder sikkerhed med kondomer, når en sådan sikkerhed ikke er bevist! Hvor mange unge har ikke valgt vejen mod promiskuitet tilskyndet af denne falske hypotese for derefter at blive offer for denne epidemi (AIDS)? Der påhviler én et alvorligt ansvar! Jeg ønsker blot på basis af en hel del eksperter at minde om, at når kondom anvendes som svangerskabsforebyggende, så er det ikke helt til at stole på, og ikke helt sjældent opnås der alligevel graviditet. Når det så drejer sig om et AIDSvirus, der er ca. 450 gange mindre end en sædcelle, ja, så giver kondomets gummi-materiale jo helt klart mindre beskyttelse. Nogle studier afslører kondombrist i 15% sågar helt op til 20%. Vatican City, Nov 11, 2003 (Zenit) Er en god katolik naiv og uvidende?? Det forekommer pinligt, at videnskabelige discipliner som virologi og epidemiologi tilsyneladende ikke gør noget indtryk i Rom. Tværtimod synes man at bringe en faktuel oplysning om, at AIDS-virus er 450 gange mindre end en sædcelle for at give indtryk af, hvor let smitten kan gennemtrænge kondomets gummi! Men oplysningen er fuldstændig uden relevans. Dette virus har ikke noget selvstændigt stofskifte og er helt afhængig af at opholde sig intracellulært, hvor det kan opformeres. Det er direkte afhængigt af en bestemt type hvide blodlegemer, og skal med sin værtcelle over i en ny blodbane for at angribe samme type blodsceller hos 8

9 et nyt individ. Epidemiologisk set vil man i grove træk kunne opstille følgende ligning: Med brug af kondom: Faktisk risiko for HIV-smitte = gennemsnitlig risiko ved samleje med en Hiv-smittet person (da en afrikansk befolkning sandsynligvis har flere intercurrerende sygdomme, sættes tallet 5 gange højere end for en europæisk befolkning) x risiko for kondombrist x prævalensen (hvor stor en del af en befolkning, der er smittet) Faktisk risiko = 1% x 10% x 10% = 0,0001 Svarende til én smitteoverførsel pr samlejer. Hvis man altså havde samleje én gang daglig alle årets dage, ville samlejer svare til 27,4 år Uden brug af kondom ser de tilsvarende tal således ud: Faktisk risiko = 1% x 10% = 0,001 Svarende til én smitteoverførsel pr samlejer. Ved samleje én gang daglig svarer 1000 samlejer til 2 år og 8 mdr. Der er på det foreliggende grundlag ingen tvivl om, at oplysning om og brug af kondomer drastisk vil kunne nedbringe antallet af HIVsmitteoverførsler, og dermed redde menneskeliv. Ja, smittekæden vil sandsynligvis blive brudt og sygdommen i dens nuværende form vil forsvinde. Hvis man havde øjendråber, der med lige så stor effekt kunne forebygge blindhed, så tror jeg, selv Kirken ville anse det for kriminelt ikke at anvende dem. For personer, der ikke er helt fortrolige med Kirkens mange menneskelige sider, må det være fristende at antage, at nogle kredse inden for Kirken synes, det ikke er så dårligt, at man bliver dødelig syg af at synde så kan de lære det, ka de! Det lader dog til at nogen i Rom godt ved at situationen er uholdbar!! Vatikanet forbereder et arbejdspapir til intern diskussion vedrørende AIDS og kondomer. Det fortæller præsidenten for Det Pontificale Råd for sundhedsarbejdere, Kardinal Javier Lozano Barragán: Benedict XVI har selv bedt om et sådant memorandum, der fremdrager 9

10 alle aspekter både videnskabelige og tekniske så vel som alle moralske aspekter når det gælder kondombrug. Det spørgsmål udkastet især behandler, drejer sig om par, der er lovformelig og sakramentalt ægteviede, hvor den ene af ægtefællerne lider af AIDS. Da Den Hellige Fader Benedict XVI bevilligede mig en audiens, sagde han til mig, at det ville være passende at bringe emnet på banen blandt kompetente personer i Vatikanet. Det er et spørgsmål om at undersøge, hvordan tingene hænger sammen både videnskabeligt og moralsk set. Det foreliggende materiale svarer først på spørgsmålet: Hvilke garantier er der for, at kondomer hindrer spredning af AIDS? Og dernæst på spørgsmålet: Er det moralsk tilladeligt at bruge et teknisk kondom? For at besvare disse to spørgsmål, må man tage hensyn til to vigtige principper, nemlig Det sjette Bud, der forbyder urene handlinger, og Det femte Bud, der siger, at man ikke må ihjelslå. Zenit.org/article Vatikanet, april 25, 2006: Det forekommer dog ubarmhjertigt, at Rom overvejer, om det er moralsk i orden at anvende kondom i et parforhold, hvor den ene er Hiv-positiv, når man samtidig mener, at denne metode kun giver falsk tryghed, ja ligefrem fremmer Hiv spredning for slet ikke at tale om, at det kunne se ud som om Rom ligefrem opfordrer parterne til sex uden den ellers allestedsnærværende chance for afkom!!! Se, en ting er, at det er i orden at være modstander af kondomer både som prævention og som profylakse mod sygdom, fordi man mener brugen fremmer utugt. Men man må så samtidig påtage sig det moralske ansvar for tusinders lidelser og død, i hvad man anser for at være i en højere sags tjeneste. Noget andet er at underbygge sit synspunkt med falske påstande - som her: at kondomer faktisk er med til at AIDS-smitten spredes yderligere grundet falsk tryghed, og at AIDS-kampagnernes tale om sikker sex ganske enkelt er usand. Det medfører blot, at der må stilles det relevante spørgsmål: hvor mange andre udsagn fra Vatikanets side bygger på lignende falske udsagn? Det lader til, at vi må erkende, at mange udviklingstrin specielt inden for den biologiske forskning gang på gang udfordrer os. Mon ikke det var klogt, at vi som katolikker med denne 10

11 erfaring var lidt mere forsigtige med at tage Vor Herre til indtægt for alt for fasttømrede synspunkter? Det er ganske vist dejligt at have fast grund under fødderne, men det er ikke rart, når tæppet trækkes væk under én. Fra Ny Testamentes tid har Kirken været sammenlignet med et skib. Vi kan ikke altid regne med magsvejr. Lad os slutte med Kardinal Newmann s ord: Jeg elsked solklar dag og medbør blid o, milde Gud, forglem den svundne tid! Og lad os i alt dette huske på, at ligesom vi er forpligtiget til at møde medmennesket dér, hvor hun eller han nu står, så møder Gud også os på lige fod, ellers giver Hans menneskevordelse ingen mening. Foto: Henrik Löhrer 11

12 Paven, Europa og de fraskilte Af Jean-Pierre Duclos Benedikt XVI har vist den europæiske del af den universelle romerskkatolske kirke en særlig opmærksomhed. Det kommer tydeligt frem i tre begivenheder, som jeg her vil kommentere: Hans konklusioner på bispesynoden , hans rejse i Brasilien i maj 2008 og de sidste kardinaludnævnelser i november Men hvad har Vatikanets syn på Europa at gøre med dets rigoristiske praksis over for de fraskilte, som gifter sig igen? Jeg mener, at den er påvirket af den særlige interesse, Vatikanet i lang tid har vist Europa, og det vil jeg argumentere for. Men lad os tage hvert emne for sig. 1. Benedikt XVI og Europa En væsentlig frugt af 2. Vatikankoncil er oprettelsen af bispesynoden, som virkeliggør kollegialiteten i Kirken, dvs. samarbejdet mellem Roms biskop og alle de andre biskopper. Den sidste bispesynode samlede mere end 250 biskopper fra hele verden og drøftede emnet Eukaristien - kilde til og hovedpunkt i Kirkens liv. Den formulerede et halvt hundrede forslag, som blev sendt videre til paven. På basis af disse forslag redigerede paven en såkaldte exhortatio med titlen Sacramentum Caritatis, Kærlighedens sakramente. Det drejer sig om en meget omfattende og velstruktureret syntese, hvor Eukaristien behandles under alle mulige synsvinkler, og det sidste skal tages helt bogstaveligt. Det medfører en vis ubalance mellem det, som virkelig er fælles gods, og de elementer, som kun kendes i en del af den universelle kirke. Henvender Roms biskop sig til hele kirken? Hvorfor så medtage aspekter, som kun angår dens latinske del? Exhortatio virker på mig som et latinsk dokument, en vestlig konstruktion, men den latinske del er dog kun en del af den romerske katolske kirke. Den fylder næsten det hele, men den er ikke det hele. Paven henvender sig til hele kirken, men en del af hans tale har faktisk kun relevans for Vesten. 12

13 Utroligt få bemærkede, at den sidste udgave af Vatikanets officielle kalender havde strøget en af de mange titler, som knyttes til Roms bispesæde: Vestens patriark. Det er der ganske vist en vis mening i, eftersom der er sket meget, siden man kunne tale om Vesten og Østen, Rom og Konstantinopel som lige store områder. I dag strækker Vestens patriarkat sig fra Nord- og Sydamerika til det fjerneste Østen. Men det vil være kedeligt, hvis man i Rom beholder de samme briller på, som dengang Rom bare betød vesteuropæisk. Pavens rejse, som omtales i anden del af denne artikel, giver forkerte signaler i denne retning, og samme tendens findes i den her omtalte tekst. Paven henvender sig til hele kirken, men en del af hans tale har faktisk kun relevans for Vesten. 2. Vatikankoncil er det 21. i den officielle liste over de økumeniske konciler. Økumenisk betyder her fælleskirkelig, et koncil som anerkendes af hele kirken, selv om antallet af repræsentanter fra vesten var mikroskopisk i oldkirkens konciler, som var indkaldt af kejseren i Konstantinopel, og forholdene var omvendt i de nyere konciler, ja indtil det 1. Vatikankoncil i Ved det andet 2. Vatikankoncil kunne man for første gang opleve en forsamling som virkelig kom fra hele kloden, og selv om repræsentanterne for de ikke latinske riter var forholdsvis få, blev de meget synlige, da det var deres tur til fejre den gudstjeneste, som indledte hvert plenarmøde. Den melkitiske patriark Maximos IV holdt alle sine taler på fransk for at understrege at hans kirke var i kommunion med Rom på lige fod med blandt andre den latinske kirke. Johannes Paul II talte om de to lunger Kristi kirke trækker vejret igennem for at beskrive forholdet mellem de vestlige og de østlige kristne. De unerede orientalske kirker prøver trods deres ringe medlemstal at opfylde rollen som den manglende lunge, men de føler sig ikke bakket op, når de hører paven sige, at han respekterer deres skik med at præstevie gifte mænd, selv om han mener at det latinske cølibat er finere ( 24) Mere om det senere. Det er denne universelle dimension, som kendetegnede 2. Vatikankoncil, jeg savner i pavens exhortatio. Han henvender sig til hele kirken, ikke kun til den latinske del. Det er en selvfølge eftersom hans emne, Eukaristien, drejer sig om kernen i at være en kristen kirke. Kirken er til, hvor menigheden samles omkring Herrens bord. Men mit spørgsmål her lyder: Hvorfor nøjes paven ikke med at redegøre for alt det, vi alle er fælles om? Hvorfor tager han også as- 13

14 pekter med, som kun kendetegner den vestlige eller sågar europæiske katolicisme, for nu at sige det lidt firkantet? Det er især to afsnit som får mig til at reagere, 24 om præsternes cølibat og om den eukaristiske fromhed. Præsternes cølibat Præstemanglen i den vestlige kirke har fået ikke så få katolikker til at spørge, hvorfor man ikke kan præstevie gifte mænd, som det var skik i Vesten indtil højmiddelalderen og stadig praktiseres i de orientalske kirker, også i dem som anerkender Roms primat. Bispesynoden havde allerede taget emnet op og udtalt sig for fastholdelsen af cølibatskravet i den latinske ritus. Paven bekræfter det: Samtidig med at vi respekterer den anderledes praksis i den østlige tradition, er det passende at minde om den dybe betydning af præstens cølibat. Jeg ved ikke, hvordan vores østlige medkristne opfatter denne respekt, men hvis de føler sig nedværdiget, vil det være helt forståeligt. Var Kristus mere nærværende, når det var apostlen Johannes, der ifølge traditionen var ugift, som ledte nadveren, end når det var en af de gifte apostle? Men det er ikke bare tanken om, at det er finere, når præsten er ugift sådan kan det nemlig læses jeg har det vanskeligt med. Det er også og især begrundelsen for denne tanke, som volder mig besvær. Pavens udgangspunkt er den kendsgerning, at Jesus levede ugift indtil sin død på korset. Og så konkluderer han i to tempi: Det præstelige cølibat er en særlig måde at efterligne Kristi egen livsstil på. Dette valg er først og fremmest ægteskabslignende: Det er en identifikation med Jesu hjerte, brudgommen som ofrer sit liv for sin brud. Tilsyneladende er der kontinuitet mellem de tre sætninger. De hører sammen som grundlag og konsekvens, men i virkeligheden har de ikke samme omfang. Den første henvender sig til de få, den sidste er rettet til os alle. Lad os tage dem hver for sig for bedre at forstå det. Den første sætning drejer sig om at efterligne Jesus, som levede ugift, selv om det ikke var tradition hos jøderne. Nogle kaldes af Gud til at efterligne denne livsstil, nonner og munke og også præsterne i den latinske ritus. Det nye Testamente gør udtrykkeligt opmærksom på, at dette gudviede cølibat er en særlig kaldelse. Der er dem, der har gjort sig selv uegnede (til ægteskab) for himmerigets skyld. Lad dem, der kan, 14

15 rumme det. (Matt.19,12) Og Paulus kommenterer det således til korinterne: Enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på en måde, den anden på en anden måde. (1 Kor.7,7). Cølibatet er en særlig vej, men det mål, det stræber efter, en identifikation med Jesu hjerte, brudgommen som ofrer sit liv til sin brud, er fælles for alle kristne. At vi alle kaldes dertil kommer tydeligt frem i Paulus formaning: Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig for den. (Efes.5,25). Som sagt står der ikke nogen henvisning til Bibelen i dette afsnit af pavens tekst, men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er denne formaning fra Efeserbrevet, der inspirerer omtalen af cølibatet som et ægteskabslignende valg. Man kan godt undre sig over, at det citat, som anvendes for at begrunde den katolske opfattelse af ægteskabet som et sakramente, også kan bruges i en tekst, som så tydeligt tager afstand fra at præstevie gifte mænd. Og desuden kan denne interesse for præstens værdighed vanskeligt forenes med den faste lære, som stammer fra oldkirken og i 1563 blev bekræftet af Tridentinum (kan.12), om, at sakramentets gyldighed er uafhængig af dets forvalters værdighed. I dette perspektiv er det fuldstændig irrelevant at spørge, hvor forskellen er mellem en eukaristi, som ledes af en gift østlig præst og af en ugift vestlig. Var Kristus mere nærværende, når det var apostlen Johannes, der ifølge traditionen var ugift, som ledte nadveren, end når det var en af de gifte apostle? At paven opfordrer alle, som føler sig kaldet til cølibat, til at svare på Kristi opfordring er helt i orden. Men det hører ikke til under emnet Eukaristien og især ikke i en tekst, som henvender sig til hele kirken og ikke kun til den latinske del. Og så en sidebemærkning: Dengang præstens påbudte cølibat blev indført i Vesten i den tidlige middelalder, talte man ikke om identifikation med Kristi hjerte. Det havde især økonomiske grunde, nemlig stridigheder omkring præstens families arveret og kirkegodset. Nogle påstår, at den økonomiske dimension også spiller en vis rolle i dagens debat. Det kan jeg ikke sige noget om, eftersom emnet aldrig bliver omtalt i de officielle udtalelser. Men også dette er en sidebemærkning, som i endnu mindre grad har at gøre med læren om Eukaristien. Den eukaristiske andagt Et andet emne, som også udtrykker en vestlig og ikke en universel opfattelse af Eukaristien, er dyrkelsen af 15

16 realpræsensen uden for nadvermåltidet. Den eukaristiske fromhed, som paven kalder den, er et vestligt fænomen, som dukkede op i Italien i middelalderen. Sakramentale andagter eller tilbedelsen af Jesu nærvær i tabernaklet er typiske vestlige skikke, der dukkede op i kølvandet af vedtagelsen af læren om transsubstantiation som udtryksform for dogmet om realpræsensen. Denne lære formuleres i aristoteliske filosofiske kategorier, som var ganske velkendte i skolastikken, men helt fremmede for de ikke-europæiske kulturer, og de er det også for de fleste europæere i dag. Det er tankevækkende, at denne form for andagt udviklede sig netop samtidig med at frekvensen af deltagelsen i Herrens bord faldt betydeligt. Liturgireformen, som det sidste koncil påbegyndte, understreger kraftigt, at Eukaristien er et måltid, at Kristus forvandler brødet og vinen til sit legeme og sit blod, for at vi kan spise og drikke det. Gør dette til min ihukommelse lød Jesu befaling skærtorsdag aften. Hvad henviser dette ord dette til? I hvert fald ikke til at gå rundt i en klosterhave bag en præst, som bærer en monstrans. Denne form for andagt er ganske agtværdig, men at anbefale den hører ikke hjemme i en tekst, som skulle gengive kernen i alle de kristne fælles tro. Paven er godt klar over, at disse andagtsformer er tidsprægede og ikke universelle. Han slutter nemlig med denne bemærkning: Hvis disse andagtsformer bliver belejligt fornyede og tilpasses omstændighederne, fortjener de stadig at praktiseres i dag ( 68). Det er givet, at den barokke arkitektur, som er så dominerende i Rom, danner en fortræffelig ramme for denne form for andagt, men denne kunst er romersk i geografisk og kunsthistoriske betydning, ikke universel. Benedikt XVI og Latinamerikas indianere Man husker i Latinamerika, hvordan Johannes Paul II i sit budskab i anledning af jubilæet for opdagelsen af Amerika bad om tilgivelse for alle de lidelser de indfødte led under kolonisatorernes erobring. Der lød helt andre toner, da Benedikt XVI fremstillede de tvangsomvendelser som fulgte med spaniernes invasion, som et svar på de indfødtes ubevidste ønske om at lære kristendommen at kende. Min påstand om, at pavens fokusering på den vestlige form for katolicisme kan opfattes som en underkendelse af den østlige del af kirken, står 16

17 helt for min egen regning. Jeg har ikke læst nogen udtalelse fra de orientalske kirker, som beklager denne ensidighed. Men det gik ikke så stille af næste gang paven glemte at tage sine europæiske briller af, før han udtalte sig. Det skete i hans tale ved åbningen af det femte møde i den sydamerikanske bispekonference CELAM Pavens rejse til Latinamerika havde en særlig betydning, fordi man i Rom er bekymret over udviklingen i Brasilien. Det er det land med det største antal katolikker i verden, men det plages af en kraftig udvandring fra den romerskkatolske kirke til Pinsemenighederne, hvis gudstjenesteform bedre svarer til landets kultur. Latinamerika viser sig at være mere amerikansk end latinsk, og det skaber uro i kontorerne i Vatikanet, hvor man holder strengt på, at den romerske liturgi skal bevare sin latinske karakter. Hvorfor skulle man ellers kræve, at enhver oversættelse af de liturgiske tekster til modersmål skal godkendes i Rom? Folk i periferien må ikke lade sig friste til at føje til eller skære fra. Vestlig takt og tone synes at være idealet. Det er i hvert fald på denne måde, jeg tolker opfordringen til at moderere udvekslingen af fredshilsenen under messen for ikke at skabe uro omkring kommunionens uddeling (Exhortatio 49). Det smager ganske enkelt af kulturimperialisme. Her kan man tale om kultursammenstød. Benedikt XVI omtalte ganske vist i sin tale den rige og dybtgående folkereligiøsitet gennem hvilken det latinamerikanske folks sjæl viser sig, men det lyder anderledes end dengang Johannes Paul II med et stort smil overværede, hvordan man i Afrika flettede folkedans ind i liturgien. Man husker i Latinamerika, hvordan Johannes Paul II i sit budskab i anledning af jubilæet for opdagelsen af Amerika bad om tilgivelse for alle de lidelser de indfødte led under kolonisatorernes erobring. Der lød helt andre toner, da Benedikt XVI fremstillede de tvangsomvendelser, som fulgte med spaniernes invasion, som et svar på de indfødtes ubevidste ønske om at lære kristendommen at kende. De har erkendt og modtaget Kristus, sagde han, den ukendte Gud, som deres forfædre uvidende søgte igennem deres rige religiøse traditioner Kristus, som var den Frelser, de ønskede i stilheden Forkyndelsen af Jesus og evangeliet har på ingen måde forrådt de præcolumbianske kulturer og betød ikke indførelsen af en fremmed kultur (citeret efter Doc.cath s.533). Reaktionerne kom straks og Venezuelas præsident Hugo Chavez bad 17

18 paven om at give en undskyldning. Han blev ikke hørt, men under den første onsdagsaudiens efter sin hjemkomst forsikrede paven, at han ikke forsøgte at lukke øjnene for de lidelser de spanske og portugisiske kolonisatorer, også præsterne, bragte med sig over for den oprindelige befolkning. John I. Allan Jr. skrev i USA s National Catholic Reporter, at selv om Benedikt XVI har en skarp analytisk hjerne, kan han også være bemærkelsesværdigt tonedøv over for, hvordan hans udtalelser kan opfattes af mennesker, der ikke deler hans intellektuelle og kulturelle præmisser. Men vi må være forsigtige med vores bebrejdelser. Er vi ikke herhjemme temmelig tilbøjelige til at bebrejde verden det, vi ser gennem vores egne briller? At de brasilianske katolikker ikke altid er indforståede med den europæiske form for katolicisme, kunne vi igen konstatere i februar 2008, hvor der blev afholdt en præstekonference, som repræsenterede gejstlige fra hele landet. Den vedtog en erklæring underskrevet af 430 præster, som opfordrede Vatikanet til at åbne vejen til præstevielse af gifte mænd og til at åbne vejen til sakramenterne for de gengifte. Det ser ud, som om man også i Brasilien opfatter den nuværende romerske praksis i disse to tilfælde som mere europæisk end egentlig katolsk. Pudsigt nok er denne erklæring sendt til en brasiliansk kardinal, Claudio Hummes, som er leder af det romerske ministerium for de gejstlige. Indtil nu er der ikke kommet nogen reaktion fra Kurien, men hvis eller når det sker, vil man kunne læse om det i Katolsk Dialogs nyhedstjeneste. Benedikt XVI og EU Benedikt XVIs interesse for Europa begrænser sig ikke til den kulturelle side. Han beskæftiger sig også med det politiske Europa. Så vidt jeg ved, finder kontakterne med Bruxelles sted gennem den europæiske katolske bispekonference i tæt samarbejde med den protestantiske søsterorganisation KEK (Konferencen for Europæiske Kirker - Men man er ikke bange for at bekende kulør på Vatikanerhøjen. Det pavelige diplomati har længe kæmpet for, at kristendommen skulle nævnes som en af grundpillerne i forordet til den europæiske forfatningstraktat. Det virker lidt som en klodset indblanding, og som man ved, lykkedes det heller ikke. Men man blev virkelig ked af det i Rom. Da paven henvendte sig til 400 gæster forsamlede for at fejre Romtraktatens 50 år, talte han om det frafaldne Eu- 18

19 ropa. Dagen efter besøgte han det romerske sogn Santa Felicita og talte om djævelen, som er der og lurer på os. Det franske blad Le nouvel Observateur tolkede det, som om paven ønsker at generobre Europa, og at hans startbane vil være Italien, som er skueplads for en kamp om den traditionelle familieopfattelse ( ). 23 nye kardinaler Efter den 24. november vil der være 121 kardinaler med stemmeret, heraf 60 fra Europa. De tal afspejler ikke fordelingen af verdens katolske befolkning på 1,1 milliarder, hvoraf halvdelen er i Latinamerika, mens kun en fjerdedel befinder sig i Europa. Pressen kom med tilsvarende strategiske overvejelser, da listen over de 23 nye kardinaler som blev kreeret (sådan kalder man det ved pavehoffet) Det med strategi vil jeg komme tilbage til, men udnævnelsernes geografiske fordeling falder godt i tråd med det, jeg har sagt om en europæiskcentreret politik. Kardinalerne er pavens nærmeste rådgivere, og de vælger hans efterfølger. De har status som en slags bisperåd for Roms biskop, og bliver derfor hver især knyttet til en romersk sog- nekirke. Det er vigtigt her at understrege, at valget af kardinalemnerne udelukkende er pavens egen beslutning og derfor med rimelighed kan bruges til at tolke pavens politik. En af de nye kardinaler er den kaldæiske patriark af Bagdad, Emmanuel III Elly. Det er givet, at dette valg skal ses i lyset af situationen i Irak, hvor patriarken er forkæmper for det lille kristne mindretal. Men denne udnævnelse er ikke uproblematisk i lyset af forholdet mellem den latinske og de orientalske kirker, et forhold som heller ikke synes at have bekymret redaktøren af exhortatio, som vi allerede har bemærket. Kardinalembedet er en udpræget latinsk institution, og en østlig patriark vil ikke opfatte det som en forfremmelse at blive ansat som rådgiver for Vestens patriark. Det blev man klar over under det sidste koncil, og man fandt en salomonisk løsning på etiketteproblemet. Kardinalerne fik deres tribune til højere for hovedaltret, patriarkerne til venstre, og biskopperne af både latinsk og orientalsk ritus sad på rad i midtskibet. Tanken om at lade patriarkerne deltage i pavevalget blev næsten ikke nævnt, og den nye udnævnelse vil ikke bidrage til at løse problemet, eftersom patriarken er over 80, aldersgrænsen for pavevælgere. Men hvad med de 22 andre? Hvad 19

20 siger de os om pavens intentioner? Jeg kan ikke formulere det bedre, end hvad Kristeligt Dagblads altid vidende og klartseende kommentator Andreas Rude skrev 17. november. Efter den 24. november vil der være 121 kardinaler med stemmeret, heraf 60 fra Europa, 21 fra Latinamerika, 16 fra Nordamerika, 13 fra Asien, 9 fra Afrika og 2 fra Oceanien. De tal afspejler ikke fordelingen af verdens katolske befolkning på 1,1 milliarder, hvoraf halvdelen er i Latinamerika, mens kun en fjerdedel befinder sig i Europa. Det afspejler heller ikke, at de store vækstcentre for katolicismen er i Afrika og i Asien, og det fik den nylig afdøde japanske kardinal Stephen Hamao til tidligere på året at beklage sig over, at netop de to kontinenter er så sparsomt repræsenteret i kirkens top. Den beklagelse har Benedikt XVI hidtil valgt at sidde overhørig. En oplagt forklaring er, at paven, når han betragter det katolske verdenskort, ser den største fare for kirken i det stærkt sekulariserede Europa og derfor vælger at sætte de fleste kræfter og den største prestige ind der. Og det er næppe kun af hensyn til franskmændene, tyskerne, polakkerne og alle os andre. Det sker også med tanke på de mange ikke-europæere, der lader sig påvirke af europæiske debatter om liv og død, politik og religion, tro og videnskab. Når Europa nyser, bliver resten af verden forkølet, lyder ræsonnementet i Vatikanet. Jeg kunne ikke formulere tanken om, at Benedikt XVIs ledelse er europacentreret, bedre, og desuden kommer Andreas Rude med en forklaring på, hvorfor den er det. Man aner en vis reservation i hans konklusion. Overvurderer Vatikanet ikke Europas indflydelse i verden af i dag? I hvert fald vurderes den højt, og jeg tror, at det påvirker Roms syn på, hvordan man skal bekæmpe det voksende antal skilsmisser. 20

21 Der er fare for at Rom behandler hele verden, som om det var vestens patriarkat. Det ville være uheldigt at gøre de latinske briller til et altomfattende ideal. Hvorfor skulle pavens særlige opmærksomhed over for Europa være så interessant, at den fortjener så meget omtale? Det er fordi den begrænser kirkens katolicitet. Jeg omtalte før faren for at Rom behandler hele verden, som om det var vestens patriarkat. Europa er kun en mindre del af den katolske verden og en endnu mindre del af hele verden. Det ville være uheldigt at gøre de latinske briller til et altomfattende ideal. Latinamerika er mere amerikansk end latinsk, og Afrika har endnu ikke fundet den afrikanske måde at være romersk katolsk på. Alle brudlinjerne i den kristne verden falder sammen med kulturelle grænser, mellem øst og vest, mellem den angelsaksiskgermanske verden og den latinske. Benedikt XVI er meget optaget af forholdet mellem den romerske og de orientalske kirker. Men man må konstatere, at dialogen mellem dem er gået fuldstændigt i stå. Skulle det være fordi de orientalske kirker ikke føler sig anerkendte som lige partnere? Det var ikke bare lutheranerne, som blev sårede ved Roms dokument Dominus Jesus. Kirkefædrene sammenlignede den katolske kirke med Josefs mangefarvede kjortel (1.Mos. 37.3). Den moderne bibelkritik har opdaget, at det var en oversættelsesfejl, men det skulle ikke få den romersk katolske kirke til at blive monokrom. Det var netop ønsket om ensartethed, som lukkede de romerske ører, da de østlige koncilfædre prøvede på at gøre opmærksom på, at de ikkeunerede orientalske kirker havde en meget mere human praksis over for de fraskilte. Skulle man ikke lære af dem? Dørene blev smækket i med et brag, og det blev ifølge Hans Küng en af de alvorlige mangler ved det sidste koncil (Hans Küng: My Struggle for Freedom. Memoirs, London, Continuum 2003, s. 366). Er det en bivirkning af Vatikanets Europainteresse? Det skal vi tage fat på i det kommende afsnit. 21

22 Hvem kan lede eukaristifejringen? På nytestamentlig tid var ledelsen af eukaristifejringen ikke forbeholdt en særlig ånds- eller embedsbærer. Ledelsesbegrebet i Ny Testamente ved. Prof. Dr. Paul Hoffmann - Af Kjeld Wogensen Den nytestamentlige menighedsmodel indeholder et potentiale, som det gælder om på ny at opdage i den romerske kirke og bruge den til at videreudvikle kirkens struktur ud fra nutidens situation også selv om kirkehistorien til tider er gået andre veje. Det er professor i nytestamentlig videnskab ved universitetet i Bamberg, Dr. Paul Hoffmann, der fremsatte dette synspunk i en artikel i det schweiziske katolske tidsskrift Orientierung 70 / 2006, som vi bragte 1. del af i forrige nummer. Dr. Hoffmann fremhæver, at historikere og teologer i dag er enige om, at hverken det monarkiske ledelsesembede og dettes tolkning i præstelig retning eller begges kulmination i romersk paveforståelse lader sig føre tilbage til Jesus stiftelsesvilje eller er udbredt i Det ny Testamente. Den romerske forfatningsform er hverken funderet på guddommelig ret eller er uforanderlig. Tværtimod har der i urkirken været mange menighedsformer og der er foregået en kompleks historisk udvikling afhængig af sociokulturelle forhold såsom patriarkalisme og androcentrisme i det antikke samfund og bestemte historiske konstellationer. Først fra anden halvdel af det 2. århundrede sætter den monarkiske forståelse af ledelsesembedet sig igennem. Med hensyn til begrebet præst slår Hoffmann fast, at de kristne grundlæggende bryder med antikkens kultpraksis og det dermed knyttede præstebegreb. Kultiske begreber anvendes i NT udelukkende metaforiske. Der er kun én midler mellem Gud og mennesker: Jesus Kristus. I 1. del diskuterede Hoffmann 22

23 Jesus rolle for Kirken med særlig vægt på Matthæus-evangeliets opfattelse og 2. del beskæftiger sig med den paulinske menighedsmodel og udviklingen i den sidste del af nytestamentlig tid. Afslutningsvis diskuteres præstebegrebet også. Vi vil i efterfølgende artikler følge Hoffmann synspunkter op, bl.a. perspektiverne vedr. det cølibatære præstedømme, kvindelige præster og præstens rolle som menighedens tjener. 2. del Fællesskab i gensidig anerkendelse Paulus model Som repræsentant for diasporajødekristne eller hedningekristne i Antiokia er Paulus sammen med Barnabas med til at bane vejen for christianoi d.v.s. kristusfolkets mission, som Jerusalems jødekristne gik imod. Fællesskab i gensidig anerkendelse bliver den formel, man enes om, og denne model er stadig en brugbar model for overvindelse af kirkespaltning (Gal 2,6-9). Historisk set er tilblivelse af jødekristne særgrupper og sluttelig Kirken bestående af jøder og hedninge en følge af den afvisning, som den jesuanske reformbevægelse mødte hos deres jødiske trosfæller. Ser vi bort fra særtilfældet Jerusalem, så var det skiftet fra Palæstinas hedenske miljø til imperiets storbyer, der førte til dannelsen af lokalmenigheden med et større antal medlem- mer. Men dermed bliver en mere differentieret organisationsform nødvendig. Tjeneste til gavn for alle - Paulus som menighedsorganisator I modsætning til de første personligt kaldede vandreprædikanter apostle, profeter, lærere, evangelister, der var overbevist om, at deres opgave var legitimeret af deres personlige kaldelse fra Gud eller den opstandne ikke af en menighed eller en kirkeinstitution, som de facto endnu ikke eksisterede, så markerer Paulus et afgørende vendepunkt: Han bliver menighedsorganisator. Han kan ikke bare dekretere, men må argumentere for at få sin autoritet anerkendt! De lokale gruppe er også nødt til at være rustet til at stå alene, når apostlen ikke længere er til stede. Dette fører til dannelsen af den kristne husmenighed, som består helt 23

24 ind i den konstantinske tid. Paulus breve dokumenterer denne komplekse proces. Enhver tjeneste kræver menighedens accept. Det er karakteristisk for Paulus, at han lægger vægt på, at menigheden skal anerkende dem, som gør noget særligt og enhver der arbejder med og gør sig umage og netop agte dem i kærlighed p.g.a. af deres handlinger. Paulus sætter pris på deres indsats. Det afgørende for ham er deres tjensteberedskab. De bliver ikke indsat af Paulus. Gruppesociologisk er det forståelig, at han er meget interesseret i netop at styrke de kræfter, som virker integrerende og derfor medvirker til stabilitet i menigheden og bidrager til at gøre den til et ordnet fællesskab i modsætning til de adsplittende tendenser. Men hertil hører også, at enhver tjeneste kræver menighedens accept. Nådegaver giver ikke ret over andre Det, man har kaldt det første skisma i den kristne menighed, er spaltninger og partidannelser i den korintiske menighed (1. Kor 12), hvor en del af menigheden gør krav på en særstatus p.g.a. de pneumatiske begavelser, som særlig blev værdsat i deres kredse. Men Paulus går imod dette standpunkt ved at fastslå, at åndsbesiddelse ikke er et privilegium for de få, men tilkommer alle troende. I menigheden findes der ganske vist forskellige åndsgaver, forskellige tjenester, forskellige kraftvirkninger, men bag dem alle står den samme Herre, den samme Gud, som virker alt i alle. Ånden giver enhver det, som svarer til den individuelle begavelse og evne. Guds ånd står bag alle livsytringer i menigheden. En monopolisering af åndsbegavelsen modsiger Åndens vilje. Pluralitetet er en nødvendighed. Menigheden er for Paulus bestemt af sympati : man er solidariske med hinanden i lidelse, men også i glæde over den ære, som overgår en af dem. Han søger at relativere det pneumatiske hierarki, som var ved at opstå i menigheden. En monopolisering af åndsbegavelsen modsiger Åndens vilje. Pluralitetet er en nødvendighed. I dette ene legeme med de mange lemmer, som alle er døbt ind i, konstituerer menigheden sig som Kristi legeme (12,12f. 27). Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én 24

25 i Kristus Jesus, og hører I Kristus til (Gal 3,26-28). De etniske, religiøse, sociale og kønsbetingede forskelle, som bestemmer i samfundet og de deraf udsprungne hierarkier er overvundet i menigheden gennem dette at være ét i Kristus. Det realiseres konkret i bordfællesskabet mellem jøder og hedninge, i ligeberettigelsen af slaver og frie, af mand og kvinde i menigheden. Det sidste betyder en afvisning af enhver form for patriarkalisme og androcentrisme i kirken. Mange eksempler i Paulus breve viser netop den aktive rolle kvinderne indtog i menigheden. Paulus forudsætter med selvfølgelighed udtrykkeligt i 1. Kor 11,4f, at kvinder som mænd beder officielt og er profetisk aktive. Paulus er interesseret i at fundere karismaerne i menighedens jordbund. Der er ikke tænkt på en monarkistisk menighedsledelse. Det er tjenester, som den enkelte skal varetage ud fra sin begavelse, fordi den er uundværlig, for at menigheden skal kunne lykkes. Intetsteds kan man se, at Paulus delegerer sin apostolske autoritet videre til nogen, eller at bestemte personer skal regnes for hans stedfortræder eller apostelefterfølger. Lokalmenigheden med sine tjenester, senere embeder, bliver i den følgende tid bærer af den storkirkelige udvikling, men det frie karismatikervæsen, der var karakteristiske for de kristne vandreprædikanter, fortrænges til særgrupper. Paulus styrker de stabiliserende kræfter, men undgår løsningen med den stærke hånd eller etablering af én ledelsestjeneste, hos hvilken alle kompetencer ligger. Det er en menighedsmodel, som bevarer ligevægt og ligeberettigelse i menigheden kun underkastet ét kriterium: Alle skal tjene til nytte for alle, som han prosaisk formulerer, til menighedens opbyggelse. I Kristi ene legeme er forskelle, modsætninger og hierarkier i det (antikke) samfund overvundet gennem enheden i Kristus. Patriarkalske ledelsesstrukturer opstår I slutningen af det 1. århundrede ser man i lilleasiatiske menigheder en afgørende ændring i menighedsstrukturen: presbyter- eller ældstekollegier danner nu mere institutionaliserede ledelsesinstanser i menigheden. Man overtager en traditionel-patriarkalsk autoritetsform, ligesom i den jødiske synagoges ledelsesgruppe. Sandsynligvis ligger der bag dette et behov for stabilisering af menigheden i overgangsfasen til efterapostolsk tid, fordi menigheden som samfundsmæssigt mindretal er truet af et voksende pres udefra og af indre fløjkampe. 25