Forord. Undervisningsmaterialet vil løbende blive opdateret på hjemmesiden.

Transkript

1 Forord Danmarks Domstole det vil sige 24 byretskredse, Østre og Vestre Landsret, Højesteret, Sø- og Handelsretten, Procesbevillingsnævnet, Den særlige Klageret og Domstolsstyrelsen er en organisation, der har berøring med stort set alle grene af det danske samfund. Dette undervisningsmateriale har til formål at skabe indsigt i og forståelse for domstolenes mange forskelligartede opgaver. Samtidig har materialet til sigte at vise, hvad en elev ved domstolene kan komme til at beskæftige sig med. Materialet er udarbejdet af et udvalg nedsat af Domstolsstyrelsen og udarbejdet til brug for handelsskolernes undervisning i faget: Offentlig administration. Undervisningsmaterialet vil løbende blive opdateret på hjemmesiden.

2 2 I N D H O L D S F O R T E G N E L S E Forord side 1 Domstolene side 4 Kontorpersonalets arbejdsopgaver ved domstolene side 4 Domstolenes arbejdsopgaver side 4 Overværelse af en retssag side 5 Indkaldelse som vidne side 6 Lægdommere side 7 Offentlig retshjælp side 8 Fri proces side 9 Civile retssager side 11 Boligret side 11 Syns- og skønsforretninger side 12 Ægteskabssager og forældremyndighed side 13 Faderskabssager side 13 Mortifikationssager side 14 Sager vedrørende overholdelse af Grundloven side 14 Straffesager side 15 Frihedsberøvelse side 17 Aktindsigt i retssager side 19 Appel af en afgørelse side 20 Sagsomkostninger side 21 Fogedret og tvangsauktion side 22 Tinglysning i fast ejendom side 24 Tinglysning i Bil- og personbogen side 24 Skifteretten side 25 Dødsboer side 25 Ægtefælleskifter side 26 Andre skiftesager side 26 Notarialforretninger side 28 Dansk ret og det internationale samfund side 30

3 3 Retsvæsenet side 32 Domstolenes uafhængighed side 32 Domstolsstyrelsen side 33 Byretterne side 33 Sø- og Handelsretten side 34 Landsretterne side 34 Højesteret side 35 Procesbevillingsnævnet side 35 Den Særlige Klageret side 35 Rigsretten side 36 Færøerne side 36 Grønland side 36

4 4 Domstolene Der er ansat i alt cirka personer ved domstolene. Heraf er cirka personer ansat ved byretterne. Personalet omfatter dommere, retsassessorer, dommerfuldmægtige, kontorfunktionærer, pedeller, retsbude, elever samt personer i jobtræning, fleksjob og andre på særlige vilkår. Der er cirka 340 dommere og cirka 300 retsassessorer og dommerfuldmægtige. Kontorpersonalet udgør cirka medarbejdere, og der er endvidere cirka 170 elever. Vedrørende domstolenes opbygning og uafhængighed henvises til afsnittet om retsvæsenet. Kontorpersonalets arbejdsopgaver ved domstolene. Kontorpersonalet har gennem årene overtaget arbejdsopgaver, der tidligere udelukkende blev varetaget af jurister. Dommeren kan i henhold til retsplejelovens 17 bemyndige kontormedarbejdere til at behandle foged-, skifte- og tinglysningsforretninger samt visse civile sager, herunder faderskabssager. Endvidere er notaren i dag oftest en kontormedarbejder. Først i det øjeblik der er tale om en egentlig tvist, skal sagen gives videre til en jurist. Kontorpersonalet har, samtidig med den nævnte bemyndigelse, i øvrigt en meget selvstændig sagsbehandling. En stor del af de administrative opgaver udføres af kontorpersonalet, for eksempel kasse og regnskab. Der indbetales dagligt forskellige former for retsafgifter, og der betales udgifter - husleje, lys, kontorartikler, renovation m.m. Det er kontorpersonalet, der har kasse og regnskab som sit daglige arbejdsområde. I samarbejde med embedets chef udarbejdes regnskab og budget. Kontorpersonalet deltager også i personaleadministrationen. Ved de større retter er der en kontorleder for hele retten, og i de enkelte afdelinger er der flere steder afdelingsledere. Afdelingslederen og kontorlederen har de administrative opgaver ved embedet i samarbejde med embedets chefer. Det er også mange steder kontorpersonalet, der har med bygningsvedligeholdelsen at gøre, ligesom det at være uddannelses- og elevansvarlig er nogle af de opgaver, kontorpersonalet beskæftiger sig med. Kontorpersonalet har mange opgaver i forbindelse med retssagerne, for eksempel deltagelse i forberedelse og berammelse af sagerne. Kontorpersonalet går endvidere med dommeren i retten som retssekretær/protokolfører. -ooo- Domstolenes arbejdsopgaver I det følgende kommer vi kort ind på, hvad der sker omkring en retssag og andre opgaver, som foregår ved Danmarks Domstole.

5 5 Beskrivelserne er ikke udtømmende, men er uddybet på domstolenes hjemmeside: Overværelse af en retssag Alle møder i retten er som udgangspunkt offentlige, det vil sige at enhver, der har lyst til at overvære et retsmøde, har adgang. Dommeren kan dog bestemme, at en person ikke må få adgang til retslokalet, for eksempel hvis personen er under 15 år, beruset eller lignende. Normalt vil mindreårige dog få lov til at overvære retsmøder. Dommeren kan selvfølgelig også vurdere, om der er plads i retssalen til tilhørere. Endelig kan dommeren nægte en person adgang, hvis han/hun mener, at det er nødvendigt for at få en sand forklaring af et vidne eller en part i sagen. Hvad er lukkede døre? Retten kan i særlige tilfælde bestemme, at ingen andre end sagens parter må overvære retsmødet. Sådanne sager siges at foregå for "lukkede døre". Retten skal normalt træffe afgørelse om "dørlukning" ved kendelse, hvor afgørelsen skal begrundes. I civile sager finder dørlukning altid sted i sager om skilsmisse, separation, faderskab og lignende. Dørene kan endvidere lukkes, når der skal afgives forklaring om forretningshemmeligheder eller i straffesager, når det er særligt påkrævet - for eksempel sager om seksualforbrydelser. Dørene kan lukkes, når hensynet til efterforskningen gør det nødvendigt, at offentligheden ikke får adgang. Hvis et retsmøde foregår for lukkede døre, er der ofte opsat et stort og tydeligt skilt uden for retslokalet. Dørlukningen kan dog også fremgå af retslisten. Hvis det ikke fremgår, at sagen behandles for lukkede døre, er det tilladt - naturligvis stille og roligt - at gå ind i retssalen og overvære, hvad der sker, også selvom retsmødet allerede er startet. Retssalen kan forlades når som helst. Hvis man er sigtet/tiltalt? En sigtet eller tiltalt i en straffesag har som regel pligt (og ret) til at overvære alle retsmøder i sagen. Retslisten - Hvad foregår der i retten? Udenfor retslokalet hænger retslisten. På listen står, hvad sagen drejer sig om og parternes navne. Rettens information kan også oplyse om, hvad der behandles af sager i retten den pågældende dag. En del retter har lagt retslisterne ud på deres hjemmesider. Hvad er referatforbud? Det er normalt tilladt at fortælle andre, hvad der skete i den offentlige retssag, som man netop har overværet. I straffesager kan retten dog bestemme, at der skal nedlægges "referatforbud", for eksempel hvis den sigtede er under 18 år. Referatforbud kan også nedlægges, hvis offentlig gengivelse kan skade opklaringen af sagen, eller hvis en person bliver udsat for fare eller bliver krænket, hvis det fortælles til andre. Hvad er navneforbud? Retten kan bestemme, at der nedlægges "navneforbud". Navneforbud kan nedlægges i en

6 6 straffesag, hvis nogen beder om det, og offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare eller udsætte nogen for unødvendig krænkelse. I de tilfælde er det forbudt at nævne navn, stilling eller bopæl eller andet, der kan identificiere den pågældende. Overtrædelse af referatforbud eller navneforbud straffes med bøde. Hvordan med at fotografere og lave båndoptagelser? I retssalen er det forbudt at fotografere, at optage med videokamera eller at optage lyd på bånd, med mindre dommeren i ganske særlige tilfælde giver tilladelse hertil. Tilladelsen gives normalt aldrig til privatpersoner. Man skal være opmærksom på, at det også kan være forbudt at fotografere i retsbygningen. Indkaldelse som vidne Alle kan blive indkaldt som vidne til en retssag og har pligt til at møde i retten. Det gælder også, selv om vidnet ikke mener at kunne give oplysninger af betydning for sagen eller tidligere har afgivet forklaring, for eksempel i retten eller over for politiet. Der skal være en lovlig grund til ikke at møde - for eksempel sygdom - der skal kunne dokumenteres ved en lægeattest. Almindelig travlhed, forretningsmøder og lignende er ikke en lovlig grund. Dommeren kan give en bøde, hvis man ikke møder, og der er også risiko for at blive afhentet af politiet. Forberedelse til retsmødet Hvis du skal møde som vidne i retten, har du pligt til at genopfriske din hukommelse om sagen. Du kan for eksempel læse notater, breve, dokumenter og lignende. Du bør derimod ikke tale med andre om, hvad der er sket. Hvordan foregår et retsmøde? Du skal komme til retten i god tid og vente uden for retssalen, indtil du bliver kaldt ind. Grunden til, at du skal vente udenfor, er, at hvert vidne skal afhøres for sig, uden at de andre vidner overværer forklaringen. Det er vigtigt, at du kun forklarer om det, du kan huske. Når du bliver kaldt ind i retssalen, vil dommeren spørge dig om dit navn, fødselsdato m.m. Det gør dommeren for at sikre sig din identitet. Derefter skal dommeren fortælle dig, at du har pligt til at svare på spørgsmål i retten, og at du udsætter dig for en alvorlig straf, hvis du lyver. Det betyder ikke, at dommeren mener, at du vil lyve. Hvis du eller din nærmeste familie på nogen måde er indblandet i sagen, kan det være, du ikke behøver at vidne. Du skal selv gøre opmærksom herpå. Du bør også oplyse, hvis anklageren, forsvareren eller medlemmer af retten, for eksempel dommeren eller domsmændene, tilhører din familie eller bekendtskabskreds. Du kan forlade retssalen, når du er færdig. Du kan dog normalt også få lov til at blive og overvære resten af sagen.

7 7 Lægdommere Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere. Der er kun få nævningesager. Domsmandssagerne har langt større praktisk betydning. Lægdommeres medvirken i straffesager kendes i mange lande. Ved at inddrage lægfolk i behandlingen af straffesager opnås en meget betydningsfuld kontakt mellem befolkningen og domstolene på dette område. Lægdommerne er på en række punkter ligestillede med de juridiske dommere og har samme ansvar for de afgørelser, der træffes. Lægdommerne har derfor både ret og pligt til at fremsætte deres synspunkter i overensstemmelse med den overbevisning, de har fået ved at overvære sagen i retten. De er dog - ligesom de juridiske dommere - forpligtet til at rette sig efter loven. Hvordan udtages nævninge og domsmænd? Nævninge og domsmænd udtages for fire år ad gangen som et borgerligt ombud. Det vil sige, at man med nogle få undtagelser er forpligtet til at virke som domsmand eller lægdommer, hvis man bliver udtaget. Til nævning eller domsmand kan udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til folketinget. Kravet til uberygtethed betyder, at personer, der er straffet for mere alvorlige lovovertrædelser, ikke kan virke som nævninge eller domsmænd. Personer, der fylder 70 år i den kommende fire-årig periode, kan ikke udtages. Juridiske embedsmænd, advokater, præster, ansatte i politiet, kriminalforsorgen og ved domstolene udtages heller ikke som nævninge og domsmænd. Hver kommune indstiller et antal borgere, der anses for egnede som nævninge eller domsmænd. Det er dog muligt i særlige tilfælde at blive fritaget for hvervet som nævning eller domsmand. Hvad består domsmandens arbejde i? Når domsmænd medvirker i byretten, består retten af den juridiske dommer og to domsmænd. I landsretten består retten af tre juridiske dommere og tre domsmænd. Inden rettens medlemmer går ind i selve retslokalet, finder der et kort møde sted mellem dommerne og domsmændene. Domsmændene bliver gjort bekendt med navnene på de implicerede i sagen, inden domsforhandlingen påbegyndes. Hvis domsmændene kender nogle af parterne, er de inhabile og kan derfor ikke medvirke. Før domsforhandlingen begynder, skal domsmændene endvidere underskrive en erklæring, hvor de "på ære og samvittighed lover, at de som domsmænd opmærksomt vil følge forhandlingerne i retten og dømme således, som de finder ret og sandt at være efter loven og sagens bevisligheder". Domsmænd virker på lige fod med de juridiske dommere. De medvirker ikke kun ved selve domsafgørelsen, men også ved en række af de kendelser og beslutninger, som eventuelt skal træffes undervejs. I alle vigtige afgørelser deltager domsmændene i afgørelsen. De må således tage stilling til, om tiltalte er skyldig og hvilken straf, der skal fastsættes. Dommernes og domsmændenes drøftelse af spørgsmålet om tiltaltes skyld og straf kaldes votering. Voteringer må ikke overværes af tilhørere, og domsmænd og dommere har tavshedspligt med hensyn til, hvad der er sagt under voteringen. For enhver afgørelse skal der være stemmeflertal. Ved lige stemmetal - som kan forekomme i landsretten - gælder det resul-

8 8 tat, der er gunstigst for tiltalte. Selve dommen udarbejdes af de juridiske dommere. Hvad består nævningens arbejde i? Som nævningesager behandles navnlig en række sager, hvori der er spørgsmål om fængsel i fire år eller derover. Det drejer sig i praksis især om sager, hvor der er rejst tiltale for drab eller for særlige grove tilfælde af røveri, voldtægt eller narkotikaforbrydelser. I nævningesager består retten af tre juridiske dommere og 12 nævninge. Nævninge aflægger ligesom domsmændene et løfte om "opmærksomt at følge forhandlingerne i retten og samvittighedsfuldt besvare de spørgsmål, som vil blive dem forelagt, samt i øvrigt afgive stemme i sagen, alt således som de finder ret og sandt at være efter loven og sagens bevisligheder". I nævningesager afgøres skyldsspørgsmålet af nævningene alene. Spørgsmålet om hvilken straf/sanktion en tiltalt, nævningene har fundet skyldig, skal idømmes, afgøres af nævningene og dommerne i forening. Nævningene vælger en ordfører, hvis opgave er at lede nævningenes forhandling om skylds-spørgsmålet og at repræsentere nævningene over for retten. Hvis nævningene erklærer, at tiltalte ikke er skyldig, og der ikke er spørgsmål om anvendelse af andre foranstaltninger end straf, afsiger retten straks en frifindelsesdom. Hvis nævningene har fundet den tiltalte skyldig, men de juridiske dommere har fundet, at beviserne er utilstrækkelige, bestemmer de juridiske dommere, at der skal foregå en ny domsforhandling i sagen. Heri ligger en dobbelt garanti for den tiltalte. For at han kan dømmes, skal ikke blot nævningene, men også de juridiske dommere finde, at beviserne mod ham er tilstrækkeligt stærke. Ved afstemning om sanktionen har de juridiske dommeres stemmer samme vægt som nævningenes samlede stemmer. De 12 nævninge har hver en stemme, og de tre juridiske dommere hver fire stemmer. Ved lige stemmetal gælder det resultat, der er gunstigst for tiltalte. En nævning kan undlade at stemme om sanktionsspørgsmålet. I så fald regnes hans/hendes stemme afgivet for den afgørelse, der er gunstigst for tiltalte. Afgørelse af skyldsspørgsmålet, der er truffet i en nævningesag, kan ikke appelleres, men afgørelsen af sanktionsspørgsmålet kan indbringes for Højesteret. Offentlig retshjælp Retshjælp er rådgivning og anden bistand i retslige forhold. Retshjælpen gives navnlig som en hjælp til personer med lav indkomst. Retshjælp ydes af advokater. Retten kan oplyse, hvilke advokater i retskredsen, der giver offentlig retshjælp. Hvem kan få offentlig retshjælp? Offentlig retshjælp gives kun til personer - ikke til selskaber, foreninger eller lignende. Der er nogle økonomiske betingelser for at kunne få offentlig retshjælp. Justitsministeriet fastsætter hvert år regler, hvori de økonomiske grænser for det følgende år angives.

9 9 Hvornår kan der ikke gives offentlig retshjælp? Retshjælp kan ikke gives til: sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter sager om gældssanering og sager, der angår eller er under behandling af en offentlig myndighed, hvis det antages, at denne myndighed allerede giver vejledning og bistand i fornødent omfang. Der kan dog godt gives retshjælp til klage over en offentlig myndigheds afgørelse. Hvad koster offentlig retshjælp? Advokaten har pligt til at fortælle, hvad omkostningerne cirka vil blive, før han/hun yder retshjælpen. Advokaten kan give almindelig retshjælp for et vederlag på for tiden maksimalt 800 kr. inklusiv moms. Heraf betaler staten 75 procent. Advokaten kan give udvidet retshjælp for et vederlag af yderligere maksimalt kr. Heraf betaler staten halvdelen. Klientens andel af vederlaget betales direkte til advokaten. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget. Det gælder både for almindelig og udvidet retshjælp. Advokaternes retshjælp Advokater yder en gratis, anonym og mundtlig retshjælp, udover den retshjælp, som advokaterne yder efter reglerne om offentlig retshjælp. Uanset indtægtsforhold kan enhver få mundtlig rådgivning uden egentlig sagsbehandling. Det er ikke i alle retskredse, der findes en sådan rådgivning, men det kan oplyses på retskredsens kontor. Fri proces Når man får fri proces, betyder det som udgangspunkt følgende: at der ikke skal betales retsafgifter at der beskikkes en advokat, som betales af statskassen at der gives godtgørelse for de udgifter, der med rimelighed har været afholdt til at afhøre vidner, til syns- og skønsforretninger m.v. En bevilling til fri proces kan dog være begrænset til visse af de nævnte punkter. Hvis man får helt eller delvist medhold i sin påstand, og modparten indbringer sagen for en højere domstol, omfatter bevillingen af fri proces også sagens videre forløb. Fri proces omfatter ikke altid fritagelse for betaling af sagsomkostningerne til modparten. I

10 10 øvrigt kan retten også bestemme, at man skal betale statskassens udgifter. Hvad er betingelserne? For at få fri proces skal personen dels opfylde nogle økonomiske betingelser og dels have rimelig grund til at føre en retssag. Justitsministeren fastsætter hvert år regler, hvori de økonomiske grænser for det følgende år angives. Indkomstgrænserne reguleres hvert år. Som udgangspunkt gives der ikke fri proces i følgende sager: sager, der vedrører en erhvervsvirksomhed hvis det skønnes, at omkostningerne ved sagen vil blive uvæsentlige/ bagatelagtige i forhold til ens indtægt sager, der vedrører spekulationsforhold sager, der kan behandles ved et klage- eller ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet hvis retssagen er afsluttet Hvor søger man? Der søges om fri proces i det statsamt, som dækker den retskreds, hvor sagen skal føres. Skal sagen føres i København, skal Overpræsidiet søges.

11 11 Civile retssager En civil sag starter med, at sagsøger - den der anlægger sagen - "udtager stævning" mod en person eller et selskab - sagsøgte - med henvisning til den "påstand", der ønskes dom for. Det kan dreje sig om en ubetalt regning eller et erstatningsbeløb. Stævningen sendes til den retskreds, der skal behandle sagen. Sagen behandles normalt der, hvor sagsøgte bor. Det er retten, der sørger for, at stævningen "forkyndes" for "sagsøgte". I langt de fleste retter forberedes sagen skriftligt mellem parterne. Det vil sige, at der foregår en skriftlig udveksling af parternes syn på sagen. Sagsøgte kan sende et "svarskrift" efter modtagelsen af stævningen. Sagsøgeren kan så sende en "replik", og sagsøgte har så mulighed for at sende "duplik". Disse breve indeholder "anbringender" - det vil sige argumenter samt svar på modpartens anbringender/argumenter. I større sager kan der til sidst udarbejdes et "påstandsdokument", med endelige påstande i sagen. Sagen er herefter klar til domsforhandling, og parterne møder i retten med deres advokater. Sagen kan dog også sluttes ved at parterne indgår forlig inden domsforhandlingen. Hvis sagsøgte ikke svarer på stævningen inden en fastsat frist, vil der blive afsagt en "udeblivelsesdom". Udeblivelsesdommen bruges typisk til at gå videre med sagen til fogedretten. En civil retssag kan også dreje sig om, at sagsøgeren vil have den sagsøgte dømt til at anerkende en rettighed, som sagsøgeren mener at have over den sagsøgte for eksempel en "vejret". Det kan her være spørgsmålet om, hvem der har ret til at benytte en vej eller vejens bredde. De fleste civile retssager drejer sig dog om krav på betaling af penge. I øvrigt kan civile retssager typisk handle om erstatning for skader og misligholdelse af indgåede aftaler, for eksempel om køb af fast ejendom, ansættelsesforhold, lejeforhold og forsikringsforhold. Også spørgsmål af personlig art, for eksempel om separation/skilsmisse eller forældremyndighed og faderskab, behandles som en civil retssag. Der er særlige regler for behandlingen af sådanne sager. Hvem kan være part i en civil sag? Sagens parter kan være privatpersoner eller erhvervsvirksomheder, hvad enten de er personligt ejede eller selskaber. Også foreninger, dødsboer og konkursboer samt offentlige myndigheder kan være parter. Forhandlingsprincippet Når domstolene behandler civile sager, gælder forhandlingsprincippet. Det betyder, at parterne selv formulerer deres påstande og kommer med bevismateriale i sagen. Dette princip er modsat sagsbehandlingen hos forvaltningsmyndigheder, hvor undersøgelsesprincippet gælder. Det betyder, at forvaltningen selv skal fremskaffe det materiale, der skal til for at vurdere sagen. Boligret Sager om leje af hus eller husrum - for eksempel lejligheder, villaer, sommerhuse, garager osv., men ikke ubebyggede arealer - skal anlægges ved boligretten. Det er byretten i den retskreds, hvor ejendommen ligger, som er boligret i 1. instans. Boligretten kan udover den juridiske dommer udvides med to lægdommere, det vil sige per-

12 12 soner, som ikke er jurister, men er bekendt med bolig- og huslejeforhold. Den ene lægdommer repræsenterer udlejerkredse og udpeges efter samråd med en lokal udlejer-forening. Den anden repræsenterer lejerkredse og udpeges efter samråd med en lokal lejerforening. Det er den juridiske dommer, der er boligrettens formand. Hvordan anlægges en boligsag? Hvis en lejer eller udlejer ønsker at anlægge en boligsag, skal sagen anlægges ved boligretten. Sagen kan for eksempel dreje sig om huslejens størrelse, eller at det lejede ikke opfylder de krav, der er fastsat i lejekontrakten eller i lejeloven, for eksempel fordi lejlighedens standard er for ringe. Det kan også være, at udlejer ønsker at få en fraflyttet lejer dømt til at betale istandsættelsen m.m. Boligretten kan tage ud for at se det lejede. Boligretten kan eventuelt også se på andre lejemål i området for at have noget at sammenligne med. Huslejespørgsmål Stort set alle sager om boliglejeforhold er omfattet af regler i lejeloven eller regler i en særlig boligreguleringslov, der især omfatter lejligheder i de større kommuner, hvor der gælder særlige regler om omkostningsbestemt lejeregulering. Det er det stedlige byråd, der bestemmer om den omkostningsbestemte lejeregulering skal gælde i den pågældende kommune. Der skal være huslejenævn i alle landets kommuner. Dette blev besluttet ved lov i 2000 og er gældende fra 1. januar Det betyder, at sager om lejeforhold i langt de fleste tilfælde skal indbringes for et huslejenævn, der kan være fælles for flere kommuner. Klager over huslejenævnets afgørelser kan indbringes for boligretten. Huslejenævn nedsættes af kommunen. Der er tre medlemmer. Nævnsformanden skal være jurist og beskikkes af statsamtmanden. De to andre medlemmer repræsenterer henholdsvis lejer og udlejerorganisationer. Visse lejemål er omfattet af reglerne om huslejeregulering. Det gælder især lejligheder i større kommuner. Her skal sager om huslejens størrelse indbringes for Huslejenævnet. Det kan både være sager, hvor lejeren mener at have betalt for meget i leje, eller for eksempel sager, hvor lejeren ikke mener, at en varslet lejeforhøjelse opfylder de krav, der stilles i loven. Syns- og skønsforretninger Syn og skøn anvendes, når der inden eller under en retssag opstår tekniske spørgsmål, som en dommer ikke selv har faglig indsigt i. Ved syn og skøn udpeger retten en person med særlig fagkundskab til at svare på nogle spørgsmål, som retten har godkendt i forvejen. Hvis der for eksempel er opstået sag om, hvorvidt et nyopført hus er mangelfuldt eller ej, kan en syns- og skønsmand komme med en vurdering af, om huset er opført på almindelig, forsvarlig måde, eller om der er begået håndværksmæssige fejl. "Syn" er undersøgelsen og besigtigelsen af den genstand, som spørgsmålene vedrører. "Skøn" er syns- og skønsmandens vurdering af det, han har set. Hvem kan kræve syn og skøn afholdt? Syn og skøn skal normalt begæres af en af stridens eller retssagens parter. Retten afgør, om syn og skøn er nødvendigt. Syns- og skønsmanden får betaling for sin indsats, og beløbet fastsættes af retten, dog typisk efter at syns- og skønsmanden er kommet med et forslag til honorar. Den, der har krævet syn

13 13 og skøn foretaget, skal i første omgang betale udgifterne. Omkostningerne til syn og skøn vil efter sagens afslutning som oftest blive pålagt den tabende part. Ægteskabssager og forældremyndighed Når to ægtefæller er enige om at blive separeret eller skilt og om de væsentligste forhold (vilkår), retter de henvendelse til statsamtet, der hvor ægtefællerne bor. Statsamtet kan så lave en bevilling til separation eller skilsmisse. De ting, der skal være enighed om, er først og fremmest: at begge ønsker at blive separeret eller skilt forældremyndigheden over børn under 18 år om den ene af ægtefællerne skal betale bidrag til den andens underhold hvem der skal beholde en eventuel lejet lejlighed Er der ikke enighed om et eller flere af de nævnte vilkår, må en af ægtefællerne anlægge en ægteskabssag ved retten. Hvis en af forældrene ønsker forældremyndigheden alene, og den anden ikke er enig heri, anlægges en forældremyndighedssag ved retten. Også i denne situation bør det overvejes at starte med at kontakte statsamtet. Det gælder særligt, fordi statsamtet har mulighed for at tilbyde gratis børnesagkyndig rådgivning, der kan hjælpe med at finde en løsning eller få forældrenes samarbejde til at fungere bedre. Forældremyndighedssager kan også anlægges af forældre, der aldrig har været gift med hinanden. Sager om bodeling anlægges ved skifteretten. Se afsnittet om ægtefælleskifter. Der skal ikke betales retsafgift for at anlægge en sag om ægteskab eller forældremyndighed. Faderskabssager Ved en faderskabssag forsøger man at finde ud af, hvem der er far til et barn. Det har blandt andet betydning for barnets arveret og forsørgelses-/bidragspligten over for barnet. Hvis barnets mor er gift, vil ægtefællen automatisk blive betragtet som far til barnet, medmindre hun eller ægtefællen anlægger faderskabssag. Hvis barnets mor ikke er gift, er det offentlige forpligtet til at forsøge at finde frem til, hvem der er far til barnet. Dette kan ske enten ved Statsamtet (i København Overpræsidiet) eller ved en retssag Hvis moderen har oplyst en bestemt mand som far til barnet, og han ikke ønsker at anerkende faderskabet, vil sagen altid blive sendt videre til retten..

14 14 Retten kan bestemme, at der skal foretages blodtypebestemmelse eller DNA-analyse. Det kan Statsamtet ikke bestemme, her kan det kun ske frivilligt. Moderen kan ansøge Statsamtet om at blive fritaget for at oplyse, hvem der kan være far til barnet. Mortifikationssager En mortifikationssag er en sag, man anlægger for at få rettens "ord" for, at et dokument ikke længere har nogen betydning - retten erklærer dokumentet "dødt og magtesløst". Det kan være nødvendigt, hvis dokumentet af den ene eller anden grund er forsvundet. Hvilke dokumenter kan mortificeres? Der kan kun anlægges mortifikationssag om et dokument, hvor der er knyttet rettigheder til selve dokumentbesiddelsen. Den (kreditor), der er i besiddelse af dokumentet, har som udgangspunkt ret til at modtage skyldners betalinger, uanset at det måske ikke er den samme, som oprindelig har udlånt pengene. Eksempler på dokumenter, der i sig selv er "bærer af rettigheder", er checks, aktier, veksler, pantebreve og visse gældsbreve. Sager vedrørende overholdelse af Grundloven Der er tale om en grundlovssag, når det under en retssag hævdes, at en lov er i strid med grundloven og derfor må tilsidesættes. Danske domstole har adgang til at tage stilling hertil, hvis sagen er anlagt af personer, foreninger, selskaber m.v., som har en konkret og aktuel interesse i at få domstolenes afgørelse af den påståede konflikt mellem lov og Grundlov. I en sag af særlig stor betydning - Danmarks tilslutning til EU- har Højesteret dog tilladt en gruppe borgere at anlægge sag, selv om de ikke havde en sådan konkret og aktuel interesse i udfaldet. Sagerne anlægges ved landsretten. Der er adgang til anke til Højesteret. Den første og eneste lov, der er blevet tilsidesat som grundlovsstridig, er særloven om Tvind. Højesteret afgjorde i februar 1999, at loven var i strid med grundlovens 3.

15 15 Straffesager Offentlige straffesager efterforskes af politiet, der har mulighed for under efterforskningen at foretage forskellige indgreb over for mistænkte, for eksempel anholdelse, begæring om opretholdelse af anholdelsen eller varetægtsfængsling, telefonaflytning, beslaglæggelse, ransagning m.v. Politiets begæring om indgreb kan forelægges retten, der tager stilling til, om indgrebet kan gennemføres. I visse tilfælde, hvor det ikke er muligt først at indhente rettens tilladelse, for eksempel ved ransagning, kan indgrebet gennemføres, og politiet indhenter efterfølgende rettens godkendelse. Når politiet mener, at de har en bæredygtig straffesag mod en navngiven person, sigter de ham/hende i sagen. Det betyder, at den pågældende får underretning om, hvilken lovovertrædelse han/hun beskyldes for at have begået, og politiet har pligt til at underrette ham om hans rettigheder. I alvorligere sager kan en sigtet således bede om at få beskikket en forsvarer, som kan være til stede allerede under afhøringerne hos politiet. Man har pligt over for politiet til at oplyse navn, fødselsdato og bopæl, men man har i øvrigt ikke pligt til at svare på politiets spørgsmål. Når sagen er færdigefterforsket hos politiet, fremsender anklagemyndigheden (det vil i de fleste sager sige den lokale politimester) sagen til retten, og den sigtede bliver indkaldt til et retsmøde. Hvis det forventes, at den sigtede vil tilstå at have begået de lovovertrædelser, som politiet beskylder ham for at have begået, udfærdiges der en retsmødebegæring, hvori en eller flere sigtelser er nærmere beskrevet. Hvis en sigtet nægter sig skyldig, udfærdiger anklagemyndigheden et anklageskrift, der på samme måde som retsmødebegæringen beskriver lovovertrædelserne. Når anklageskriftet er udfærdiget, betegnes den sigtede herefter som tiltalt. Anklagemyndigheden fremsender sammen med anklageskriftet en bevisfortegnelse, der opregner de vidner, som politiet ønsker at føre, og de dokumenter, som man vil vise retten under sagens behandling. I alvorlige sager, hvor der bliver nedlagt påstand om frihedsstraf, beskikker retten en forsvarer for den sigtede/tiltalte eller tilbyder i hvert fald, at den sigtede kan få beskikket en forsvarer, hvis han selv retter henvendelse til retten herom. Udgifterne til den beskikkede forsvarer afholdes i første omgang af Statskassen, og kun hvis den tiltalte senere findes skyldig, skal han erstatte Statskassen de udlæg, der har været til forsvareren. Der er ved hver ret udpeget et antal rutinerede advokater, som kan beskikkes som forsvarer. Hvis der er nedlagt påstand om frihedsstraf, har den sigtede/tiltalte pligt til at møde personligt i retten. Udebliver man uden lovligt grund, vil der som regel blive afsagt en anholdelsesbeslutning om, at han kan anholdes af politiet og fremstilles i retten. Den sigtede/tiltalte har ikke pligt til at udtale sig i retten. Han/hun kan undlade at svare på spørgsmål, og han kan i modsætning til vidner ikke straffes, hvis han lyver i retten. Der vil i retsmødet ske afhøring om de lovovertrædelser, som sagen vedrører. En sigtet eller tiltalt vil også blive udspurgt om sine personlige forhold. Oplysninger om personlige forhold kan have betydning for straffastsættelsen i sagen. Den typiske gang i en sag er følgende: Retten sikrer sig den tiltaltes identitet ved at spørge om navn og bopæl og meddeler den tiltalte, at han/hun ikke har pligt til at udtale sig.

16 16 Anklageskriftet læses op af anklageren. Tiltalte udspørges om, hvorvidt han kan erkende sig skyldig eller nægter sig skyldig. Tiltalte afgiver forklaring, idet han udspørges først af anklager og herefter af sin forsvarer. Der sker så på tilsvarende vis afhøring af vidner, der først formanes om, at de har pligt til at tale sandhed, og at de kan straffes, hvis de ikke gør det. Sagen procederes. Det vil sige, anklageren kommer med et indlæg, hvor han peger på de forhold, der taler for, at tiltalte skal findes skyldig, og forsvareren fremhæver de forhold, der taler for frifindelse af tiltalte eller en så mild straf som muligt. Tiltalte får lejlighed til at fremkomme med sine afsluttende bemærkninger. Sagen optages til dom. Dommen afsiges. Tiltalte, der nu betegnes domfældte, opfordres til at tage stilling til, om han vil modtage dommen eller anke den til landsretten. Det er i en straffesag anklagemyndigheden, der skal bevise, at tiltalte er skyldig, og populært sagt, skal enhver tvivl komme tiltalte tilgode ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Når dommen er afsagt, kan såvel den domfældte som anklagemyndigheden anke dommen til landsretten, både for så vidt angår spørgsmålet om skyldig eller ikke skyldig og spørgsmålet om udmåling af straffen. Mindre straffesager Er der alene nedlagt påstand om kortere frihedsstraf eller bøde, behandles straffesagen efter et særligt sæt regler, som er mindre formelle. Det drejer sig for eksempel om overtrædelse af færdselsloven, hundeloven, politivedtægten og lignende. Disse sager behandles af en juridisk dommer alene. Hvis der alene er nedlagt påstand om bøde fra anklagemyndigheden, har den tiltalte ikke pligt til at møde i retten og kan eventuelt bede en anden møde for sig. Hvis der ikke møder nogen, vil retten sædvanligvis afsige en dom, der er i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, og hvis tiltalte tidligere har fået fremsendt et bødeforlæg, vil han i en dom blive dømt til at betale en tilsvarende bøde. Dommen kaldes populært en "udeblivelsesdom". Hvor og hvordan behandles sagen I byretten skal der ved sagens afgørelse altid medvirke en dommer, der er uddannet jurist. En række sager behandles af dommeren alene. Dette gælder for eksempel tilståelsessager og mindre straffesager. I større straffesager, hvor den tiltalte nægter sig skyldig, medvirker foruden den juridiske dommer to domsmænd, som ikke er jurister, og som ifølge loven udtages mellem uberygtede

17 17 personer, der har valgret til folketinget, og som ikke er fyldt 70 år. Domsmændenes stemme har samme vægt som den juridiske dommers stemme ved afgørelsen af spørgsmålet skyldig/ikke skyldig og spørgsmålet om udmåling af straf. Der er obligatorisk forsvarsbeskikkelse i domsmandssager. I andre sager kan en sigtet eller tiltalt selv vælge, om han ønsker en forsvarer beskikket. Sager, hvor der nedlægges påstand om en straf på fængsel i fire år eller mere, behandles som nævningesager ved landsretten i 1. instans. Øvrige sager behandles i 1. instans i byretten. Nævningene skal besvare en række spørgsmål, som bliver stillet til dem, hvoraf det vigtigste spørgsmål er, om tiltalte er skyldig eller ikke skyldig. Hvis tiltalte erklæres skyldig, tager de tre landsdommere og de 12 nævninge herefter stilling til strafudmålingen. Frihedsberøvelse Der kan ske frihedsberøvelse af en sigtet person, før der er afsagt dom i sagen. Politiet kan tilbageholde en anholdt person i op til 24 timer, uden at den pågældende bliver stillet for en dommer. Såfremt frihedsberøvelsen skal strække sig ud over 24 timer, har den anholdte krav på at blive stillet for en dommer, inden de 24 timer er gået. Retsmødet kaldes et grundlovsforhør. Kun en dommer kan træffe bestemmelse om, at en person skal frihedsberøves i ud over 24 timer. Dommeren kan bestemme, at en anholdelse kan opretholdes i op til tre døgn fra retsmødets slutning, hvis politiet skal foretage yderligere undersøgelser, inden der tages stilling til krav om varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling kan ske i op til fire uger ad gangen. Retten har mulighed for at bestemme, at en varetægtsfængslet person skal holdes isoleret fra de øvrige indsatte i fængslet eller arresthuset. Det sker i alvorligere sager for at forhindre, at varetægtsarrestanten får mulighed for at påvirke sagens efterforskning ved at kommunikere med vidner eller andre sigtede i sagen. Når en person har været varetægtsfængslet under sagen, sker der en afkortning af den straf, som han senere måtte blive idømt. En anholdt har krav på at få beskikket en advokat inden grundlovsforhøret og få lejlighed til at drøfte sagen med ham inden retsmødet. Som det er tilfældet under retssager, har en anholdt ikke pligt til at udtale sig i grundlovsforhøret. Betingelserne for varetægtsfængsling Der kan kun ske varetægtsfængsling, hvis der er en begrundet mistanke om, at anholdte har begået en lovovertrædelse, som kan medføre en straf af fængsel i et år og seks måneder eller mere. Endvidere skal mindst en af de tre følgende betingelser være opfyldt: risiko for, at anholdte vil forsøge at flygte risiko for, at anholdte vil begå nye lovovertrædelser, hvis han/hun lades på fri fod

18 18 risiko for, at anholdte vil vanskeliggøre efterforskningen, for eksempel ved at påvirke vidner eller ødelægge bevismateriale En sigtet person kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf af fængsel i seks år eller derover eller en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om vold eller tilsvarende, og det skønnes, at den konkrete straf vil være fængsel i 60 dage eller derover.

19 19 Aktindsigt i retssager Er man interesseret i at se retsbøger og dombøger samt de dokumenter, der er eller har været under behandling i retten, kan man anmode om aktindsigt. Hvor skal man henvende sig? Henvendelse kan ske til den ret, hvor sagen har været behandlet. Har sagen været behandlet i flere instanser, skal henvendelse ske til den ret, hvor sagen senest har været behandlet, eksempelvis landsretten. Hvem kan få aktindsigt? Som udgangspunkt har en part i en sag adgang til aktindsigt, mens andre kun kan få aktindsigt, hvis de har en retlig interesse i at se materialet. Dommeren afgør i hvert enkelt tilfælde, om betingelserne for aktindsigt er til stede. Aktindsigt kan nægtes helt eller delvist, hvis særlige hensyn gør det betænkeligt at give aktindsigt.

20 20 Appel af en afgørelse At appellere en afgørelse vil populært sagt sige, at man klager over den afgørelse, som er truffet og ønsker, at en højere retsinstans skal tage stilling til, om den trufne afgørelse er rigtig. Appel kan ske ved anke eller ved kære. Er der afsagt en dom, skal der ankes for at appellere. Er der afsagt en kendelse eller truffet en beslutning kæres afgørelsen. Hvem kan appellere? Den, som afgørelsen vedrører, kan appellere. Man kan altså kun appellere, hvis man er involveret i sagen. Kan appel altid ske? Udgangspunktet er, at en afgørelse altid kan appelleres én gang.