Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid - En analyse af debatten i Grønland og Danmark

Transkript

1 K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T I N S T I T U T F O R S T A T S K U N D S K A B Kandidatspeciale Nina Katrine Lave & Anders Busck Holgersen Råstoffer og rigsfællesskabets fremtid - En analyse af debatten i Grønland og Danmark Vejleder: Ulrik Pram Gad Afleveret den: 12/02/14 Antal ord:

2 Abstract The Danish Realm is the word for the relationship between the Danish state and its two overseas regions, the Faroe Island and Greenland. Greenland gained greater autonomy within the Danish Realm in 2009 through the Greenland Self-Rule Act, which established the Greenlanders as a separate national people under international law. The consequence of the Self-Rule Act was that Greenland became in charge of the policy of raw materials which had previously been under Danish authority. The goal of this thesis is to analyze the following: What are the consequences of the political debate on raw materials in Denmark and Greenland for the future of the Danish Realm? First we analyzed the Danish and Greenlandic debate through the Copenhagen School s theory of securitization. On the basis of this analysis we made four scenarios for the future of the Danish Realm. Overall, we conclude that the political debate in Denmark and Greenland on raw materials can have the following consequences for the Danish Realm: The first conclusion is that the effect of the political debate is that foreign investors might think that investing in the Greenlandic mining industry is too risky. Without foreign investment, Greenland will not become financially independent from Denmark and will therefore remain a part of the Danish Realm. The second conclusion is that the political results of the debate attract foreign investors, and lead to a growing mining industry in Greenland. The well-working mining might then result in Greenland becoming financially independent from Denmark and leaving the Danish Realm to become a sovereign state. The third conclusion is that the disagreements between Denmark and Greenland on aspects of security regarding the extraction of uranium can lead to a conflict between Denmark and Greenland that cannot be resolved. As an extreme consequence, Greenland leaves the Danish Realm and become a sovereign state even though it does not have the financial fundament to preserve the current living standard. The fourth conclusion is that the Danish government s support of Greenlandic political decisions in the Danish debate means that Greenlandic policy makers thinks of the Danish Realm as a constellation that can help Greenland to become a sovereign state. Depending on whether Greenland becomes financially independent or not, Greenland will either remain a part of the Danish Realm or become a sovereign state with a close relationship to Denmark. 2

3 Indhold ABSTRACT INDLEDNING Problemformulering Specialets ambition Specialets fremgangsmåde TEORI Videnskabsteoretisk udgangspunkt Sikkerhed ud fra en poststrukturalistisk diskursforståelse Identitet som diskursiv struktur Sikkerhedsliggørelseteori Den intersubjektive sikkerhedsliggørelse De faciliterende omstændigheder Sikkerhedsliggørelse: Fra politiseret til sikkerhedsliggjort Afsikkerhedsliggørelse: Fra sikkerhedsliggjort til politiseret Operationalisering af teoriens begreber Scenarieteori Sikkerhedsliggørelse og scenarier Scenarier Sammenfatning af specialets teoretiske ramme ANALYSESTRATEGI Analysestrategi for debatterne Strategi for opbygning af scenarier Empiri og kildemateriale Rammer for indsamling og udvælgelse af kildemateriale Empiri- og datamateriale i den grønlandske debat Empiri og datamateriale i den danske debat Dataindsamling og strukturering af kilder Sproget og den sproglige barriere Opsummering af analysestrategi

4 4. DE DANSKE OG GRØNLANDSKE IDENTITETSDISKURSER Den grønlandske identitetsdiskurs om stat og nation Råstoffer og rigsfællesskab Den danske identitetsdiskurs om stat og nation Rigsfællesskabets plads i den danske nationalstat ANALYSE AF DEN GRØNLANDSKE DEBAT Grønlands økonomiske trussel Den økonomiske trussel og råstofudvinding som ekstraordinært middel Debatten om storskalaloven Kontekst for debatten om storskalaloven Storskalaloven som ekstraordinært middel Siumuts kritik af proceduren Debatten om royalties Kontekst for debatten om royalties Royalties som ekstraordinært middel Royalties som trussel Debat om ophævelsen af nultolerancen overfor uran Kontekst for urandebatten i Grønland Uran som ekstraordinært middel Uran som en trussel: IA og Partii Inuit IA, Demokraternes og Partii Inuits kritik af procedurerne Delkonklusion - den grønlandske råstofdebat ANALYSE AF DEN DANSKE DEBAT Debatten om storskalaloven Kontekst for debatten om storskalaloven Storskalaloven som trussel mod de grønlandske arbejdere Debatten om storskalaloven og Kina Ekstraordinære midler i debatten om storskalaloven Den danske regerings afsikkerhedsliggørelsesforsøg Urandebatten i Danmark Kontekst for urandebatten i Danmark EL: Uran er en trussel mod mennesker, miljø og verdens sikkerhed SF: Stærkere regulering af uraneksport Venstre: Uran kan ende i iranske atombomber DF, og K s forsøg på at afsikkerhedsliggøre uran Regeringen: Uran er sikkerhedspolitik Delkonklusion

5 7 SCENARIER FOR RIGSFÆLLESSKABETS FREMTID Drivkræfter Grønland vil udvinde råstoffer (drivkraft 1) Den danske regering vil undgå konflikt med Grønland (drivkraft 2) Oppositionen forsøger at sikkerhedsliggøre (drivkraft 3) Dansk fokus på forsvars- og sikkerhedspolitik (drivkraft 4) Forudbestemte elementer Grønlands ønske om at blive økonomisk selvbærende og selvstændig Grønlands demografiske udvikling Råstofferne i Grønlands undergrund Grønlands geografiske placering i Arktis Kritiske usikkerheder Får Grønland succes som råstofnation? Opstår der konflikt mellem Grønland og Danmark? Fire scenarier for rigsfællesskabets fremtid Scenarie 1: Selvstændighed og samarbejde Grønland får succes som råstofnation Scenarie 2: Intet nyt under den arktiske sol fortsat afhængighed af bloktilskud Scenarie 3: Uran og uafhængighed Grønland får succes som råstofnation og kapper alle bånd Scenarie 4: Hvorfor blive hvis der ikke er noget at rafle om rigsfællesskabet ses som en forhindring for Grønlands udvikling Refleksion over andre drivkræfter KONKLUSION LITTERATURLISTE BILAG 1 DANSKE POLITIKERE DER HAR INDGÅET I SØGNINGER BILAG 2 TRANSKRIBERING AF TV-UDSENDELSER BILAG 3 KODEBOG

6 Figuroversigt: Figur 1: Opgavens opbygning Figur 2: Dynamikken i sikkerhedsliggørelsesteorien Figur 3: Operationalisering af aktør, trussel og referentobjekt Figur 4: Operationalisering af aktør, trussel, referentobjektet og ekstraordinært middel Figur 5: De konkrete trin i opbygningen af scenarier Figur 6: Eksempel på antal hits i Infomediasøgning Figur 7: Eksempel fra debatten om uran i Danmark i kodebogen Figur 8: Sikkerhedsliggørelsen af Grønlands økonomiske situation Figur 9: Storskalaloven som ekstraordinært middel Figur 10: Royalties som ekstraordinært middel Figur 11: Dynamikken i debatten om royalties Figur 12: Ophævelsen af nultolerancen som ekstraordinært middel Figur 13: Dynamikken i debatten om ophævelse af nultolerancen Figur 14: Overblik den grønlandske debat. Figur 15: Storskalaloven truer de grønlandske arbejdere Figur 16: Enhedslisten sikkerhedsliggørelse af storskalaloven Figur 17: Kinesiske arbejdere truer det grønlandske samfund Figur 18: kinesiske investeringer truer det grønlandske samfund Figur 19: Kinesiske investeringer truer rigsfællesskabets sikkerhed. Figur 20: Ekstraordinære midler, der omhandler lovgivning Figur 21: Ekstraordinære midler som der indebær øget dansk involvering Figur 22: Overblik den danske debat om storskalaloven Figur 23: Enhedslistens sikkerhedsligørelsesforsøg i urandebatten Figur 24: SF s sikkerhedsligørelsesforsøg i urandebatten Figur 25: Venstres sikkerhedsliggørelsesforsøg i urandebatten Figur 26: Overblik urandebatten Figur 27: Firefeltstabel over scenarier Bilagsoversig: Bilag 1 Danske politikere der har indgået i søgninger Bilag 2 Transskribering af TV-udsendelser Bilag 3 Kodebog 6

7 1 Indledning Sjældent har en grønlandsk lov været genstand for så megen politisk debat i Danmark som storskalaloven. Sjældent har en grønlandsk valgkamp været så domineret af et bestemt emne, og aldrig har en grønlandsk valgkamp fået så stor opmærksomhed i Danmark. Årsagen til dette kan koges ned til et ord: Råstoffer. Selvstyreloven fra 2009 skabte et nyt fundament for rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland. Ikke alene gav den Grønland en udpræget grad af autonomi inden for rigsfællesskabet. Den medførte også, at Grønland fra 1. januar 2010 hjemtog råstofområdet. I Grønland er der bred enighed om, at råstofferne er det middel, som på sigt kan gøre Grønland økonomisk selvbærende og dermed selvstændig. I december 2012 vedtog Grønland derfor en storskalalov, som skulle gøre det muligt at sætte skub i udvindingen af råstoffer. Vedtagelsen af storskalaloven blev startskuddet til en heftig politisk debat om udvinding af Grønlands råstoffer i både Grønland og Danmark. Debatten i Danmark blev ansporet af, at en implementering af storskalaloven krævede en dansk følgelovgivning, før det blev muligt at få storskalaprojekter med udenlandsk arbejdskraft i Grønland. På trods af, at Grønland har hjemtaget råstofområdet, kom den danske debat hurtigt til at handle om storskalalovens konkrete indhold og konsekvenser. Spørgsmålene om, hvorvidt storskalaloven tillod social dumping, og om Grønland kommer i lommerne på Kina og bliver overrendt af kinesiske arbejdere, var centrale omdrejningspunkter i debatten. Den danske regering har fra start af bakket op om Grønlands vedtagelse af storskalaloven. Det forholder sig anderledes med de andre partier i Folketinget. Både Enhedslisten, Det Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti har sået tvivl om, hvorvidt de vil stemme for følgelovgivningen til storskalaloven. Det er derfor stadig uvist, om den danske følgelovgivning vil blive vedtaget i Knap tre måneder efter at storskalaloven blev vedtaget, var der magtskifte i Grønland. Den nye Siumut-ledede koalition valgte den 24. oktober 2013 at ophæve den mere end 25 år gamle nultolerance over for udvinding af uran. Både før og efter ophævelsen af nultolerancen var der en heftig debat om udvinding af uran både i Grønland og Danmark. Selvom den danske regering bakkede op om Grønlands beslutning om at ophæve nultolerancen, medførte ophævelsen en diskussion om kompetencefordelingen mellem Grønland og Danmark, fordi Danmark mente, at der var tale om sikkerhedspolitik og ikke kun råstofpolitik. Indtil videre er den danske regering og Naalakkersuisut (den grønlandske regering) blev enige om at være uenige, og man har aftalt at indgå en samarbejdsaftale, som forventes at ligge klar i slutningen af

8 Det er endnu uvist, om følgelovgivningen til storskalaloven bliver vedtaget, om Danmark og Grønland kan blive enige om en samarbejdsaftale på uranområdet, og om Grønland for alvor formår at få gang i råstofudvindingen. Uanset hvordan Grønland håndterer storskala-projekterne, og uanset hvor store indtægter der kommer til samfundet, vil øgede råstofaktiviteter føre til forandringer for Grønland og rigsfællesskabet. Det har de politiske debatter allerede vist. På begge sider af Nordatlanten er bølgerne gået højt, og rigsfællesskabet er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Med vedtagelsen af en årlig folketingsdebat om rigsfællesskabet kan man også roligt sige, at rigsfællesskabet for alvor er blevet genstand for politisk debat i Danmark. Rigsfællesskabet står i en ny politisk virkelighed, efter Grønland har fået selvstyre og hjemtaget råstofområdet. Dets fremtid afhænger i høj grad af, hvilke politiske valg der træffes i Danmark og Grønland. Spørgsmålet er, hvilken rejse politikerne vil føre rigsfællesskabet ud på. Det kan et indblik i den politiske debat i Grønland og Danmark om råstofudvinding i Grønland give et nærmere svar på. 1.1 Problemformulering På baggrund af ovenstående indledning vil dette speciale besvare følgende problemformulering: Hvilken betydning kan den politiske debat i Grønland og Danmark om råstofudvinding i Grønland få for rigsfællesskabets fremtid? Det skal her bemærkes, at med den politiske debat i Danmark og Grønland mener vi den debat, som har udspillet sig blandt politikerne i Folketinget og Inatsisartut (Grønlands parlament) samt i landsdækkende grønlandske og danske medier fra november 2012 til januar Når vi spørger til hvilken betydning spørger vi ikke til en bestemt betydning, idet vi ikke mener, at det er muligt at forudsige en bestemt fremtid. Derfor er vores udgangspunkt, at debatterne kan få flere forskellige betydninger for rigsfællesskabets fremtid, og Rigsfællesskabets fremtid forstås i forlængelse heraf som flere plausible fremtider. Rigsfællesskabet forstår vi som den nuværende juridiske konstellation mellem Grønland og Danmark. 1 I det nuværende rigsfællesskab har Grønland med selvstyreloven en udpræget grad af autonomi inden for rigsfællesskabet, idet Grønland kan beslutte at hjemtage alle sagsområder, undtagen dem, der som følge af grundloven skal ligge hos 1 Specialet fokuserer således ikke på rigsfællesskabets tredje part, Færøerne. 8

9 den danske regering. Når vi spørger til rigsfællesskabets fremtid er spørgsmålet således, om rigsfællesskabet bevarer den konstellation det har nu, eller om Grønland på sigt bliver selvstændig. For at svare på den overordnede empiriske problemformulering har vi valgt at lave en todelt analyse, hvor vi svarer på disse tre arbejdsspørgsmål: 1. Hvilke dynamikker har der været i henholdsvis den danske og grønlandske debat om råstofudvinding i Grønland? 2. Hvilke drivkræfter kan vi identificere på baggrund af disse dynamikker? 3. Hvilken betydning kan disse drivkræfter få for rigsfællesskabets fremtid? I den første del af analysen svarer vi på det første arbejdsspørgsmål ved at analysere dynamikkerne i den danske og grønlandske debat. I analysens anden del svarer vi både på det andet og tredje arbejdsspørgsmål. Først identificerer vi på baggrund af analysens første del de drivkræfter, som kan drive rigsfællesskabets fremtid. Derefter lader vi drivkræfterne styre udformning af de fire scenarier, som vi opstiller for rigsfællesskabets fremtid. Figur 1: Opgavens opbygning Sikkerhedsliggørelsesanalyse Scenariebygning Den grønlandske debat Den danske debat Analyse af: Drivkræfter Forudbestemte elementer Kritiske usikkerheder Opstilling af scenarier: Scenarie 1 Scenarie 2 Scenarie 3 Scenarie 4 9

10 1.2 Specialets ambition Vores ambition med dette speciale er at opstille scenarier for rigsfællesskabets fremtid på baggrund af de politiske debatter, der har været i Danmark og Grønland om råstofudvinding i Grønland. Specialet er derfor først og fremmest et empirisk politisk drevet speciale. At opstille scenarier for rigsfællesskabet og Grønlands fremtid er ikke et nyt fænomen. Det er der andre som har gjort før os (Paldam, 1994: ), (Larsen 1997) og (GAD, 2009). For nyligt har også rapporten Til gavn for Grønland opstillet fem scenarier for Grønlands fremtid (UFSG, 2014: 16-23). Vores scenarier skal ses som et supplement til den eksisterende viden på området, og de adskiller sig fra de tidligere formulerede scenarier i måden de opstilles på. For det første er de baseret på en analyse af den aktuelle politiske debat i både Danmark og Grønland om råstofudvinding. Scenarierne er således ikke en økonomisk diskussion for eller imod selvstændighed. For det andet er vores udgangspunkt, at rigsfællesskabets fremtid i høj grad afhænger af, hvilke politiske valg man træffer i Grønland såvel som i Danmark. Begge parter spiller en rolle i rigsfællesskabets fremtid. Med en analyse af den aktuelle politiske debat vil vi kaste lys på, hvilke politiske positioner som er fremherskende i Danmark og Grønland, og hvilke politiske valg, som derfor kan være med til at forme rigsfællesskabets fremtid. Emnets aktualitet gør specialet særdeles relevant, og udfylder et akademisk tomrum, idet der ikke tidligere er lavet en systematisk analyse af den aktuelle politiske debat i Danmark og Grønland. Vi håber, at vi med dette speciale kan bidrage til en mere oplyst debat om rigsfællesskabets fremtid. En debat som ikke kun drejer sig om økonomi, men også drejer sig om politiske valg. Hverken Danmark eller Grønland har fundet sine ben at stå på i det nye rigsfællesskab, hvor Grønland har selvstyre. Vi håber, at specialet kan sætte fokus på nogle af de problemstillinger, som rigsfællesskabet står over for, således at man fra politisk hold kan træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag. 1.3 Specialets fremgangsmåde I indledningen formulerede vi specialets problemformulering. Vi præciserede, at vores ambition med dette speciale er at opstille scenarier for rigsfællesskabet fremtid ved at analysere den politiske debat, som har fundet sted i Grønland og Danmark fra november 2012 til januar Derudover har vi præciseret, hvordan vi vil svare på problemformuleringen ved først at analysere den grønlandske og danske debat og derefter på baggrund af analysen opstille 4 scenarier for rigsfællesskabets fremtid. I dette afsnit vil vi kort gennemgå de forskellige dele af specialet og beskrive, hvordan de er bundet sammen. 10

11 I kapitel 2 formuleres specialets poststrukturalistiske udgangspunkt og teoretiske ramme. Derudover operationaliseres, modificeres og defineres teoriens centrale begreber. Specialets poststrukturalistiske udgangspunkt er baseret på Laclau og Mouffes forståelse af diskurs. Med dette udgangspunkt anerkender vi, at vi kun kan få adgang til virkeligheden gennem diskurs. Diskurs forstås som regularitet i talehandlinger, og derfor er talehandlingerne i den politiske debat i Danmark og Grønland genstand for analysen. Talehandlingerne har altid de dybt sedimenterede nationale identitetsdiskurser om stat og nation som forudsætning, og identitet forstås således som identitetsdiskurs. Vores udgangspunkt er, at rigsfællesskabets fremtid i høj grad afhænger af, hvilke politiske valg der træffes i Danmark og Grønland, og diskursen kan influere disse valg. Talehandlinger er netop udtryk for en diskurs som gør noget, og måden hvorpå vi taler om rigsfællesskabet og udvinding af råstoffer i Grønland kan derfor være med til at forme rigsfællesskabets fremtid. Med et videnskabsteoretisk udgangspunkt, som forstår diskurs som regularitet i spredning af talehandlinger, er det oplagt at anvende en teori, hvorigennem man kan analysere disse talehandlinger. Derfor har vi valgt at anvende Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori. Udgangspunktet er, at sikkerhed ikke kun er militær sikkerhed. Sikkerhed er derimod en social konstruktion, og sikkerhed studeres således gennem diskurser i talehandlinger. Sikkerhedsliggørelse er dermed en succesfuld talehandling, gennem hvilken en intersubjektiv forståelse konstrueres mellem aktør og publikum om, at noget udgør en sikkerhedstrussel, og derfor skal behandles som en speciel form for politik. I afsnittet operationaliseres, modificeres og defineres teoriens centrale begreber. I praksis sænker vi kravene til, hvornår en talehandling kan karakteriseres som et sikkerhedsliggørelsesforsøg. Det gør vi, fordi vores fokus er på dynamikkerne i debatterne og ikke på, om noget rent bogstaveligt kan defineres som sikkerhedsliggørelsesforsøg. Ved at analysere talehandlingerne i den grønlandske og danske debat får vi mulighed for at identificere, hvad de danske og grønlandske politikere italesætter som særlig vigtigt: Hvad italesættes som trusler? Hvad italesættes som beskyttelsesværdige referentobjekter? Hvilke ekstraordinære midler er man villige til at tage i brug? Det må antages, at hvis de danske eller grønlandske politikere forsøger at sikkerhedsliggøre noget, og dermed er villige til at tage midler i brug, som man ellers ikke ville gøre, så er det fordi man mener, at det har en særlig betydning. Sikkerhedsliggørelsesforsøg kan, uanset om de er succesfulde eller ej, afføde en kædereaktion hos publikum, og denne dynamik giver teorien os mulighed for at analysere. At koble sikkerhedsliggørelsesteorien sammen med opstillingen af scenarier er oplagt, fordi en sikkerhedsliggørelse altid handler om fremtiden og alternative hypotetiske fremtider: Hvad sker der, hvis vi afværger den italesatte trussel, og hvad sker der, hvis vi ikke afværger den. Vores 11

12 scenarier for rigsfællesskabets fremtid kan således ses som bud på, hvilken effekt vi tror det vil få for rigsfællesskabets fremtid, at noget er blevet forsøgt sikkerhedsliggjort og afsikkerhedsliggjort i den danske og grønlandske debat. I kapitel 3 udvikles specialets analysestrategi. Derudover specificeres det, at vi som datamateriale har anvendt landsdækkende aviser i Danmark og Grønland, samt udsendelser fra public-service stationer. Desuden beskrives, hvordan vi har indsamlet datamaterialet gennem løbende infomediasøgninger. Til slut tages forbehold for analysens konklusioner qua vores manglende grønlandsk-kundskaber. I kapitel 4 vises på baggrund af tidligere forskning hvilke nationale identitetsdiskurser om stat og nation, der er fremherskende i Grønland og Danmark. Afsnittet sætter disse diskurser ind i en bredere sammenhæng i form af rigsfællesskabet, og desuden vises hvordan den grønlandske identitetsdiskurs spiller sammen med råstofudvinding. I kapitel 5 og 6 analyserer vi henholdsvis den grønlandske og danske debat. Ud fra vores modificering af sikkerhedsliggørelsesteoriens begreber identificerer vi italesættelser af eksistentielle trusler, referentobjekter og ekstraordinære midler i debatterne. I analysen inddrager vi ligeledes publikums reaktioner og dynamikkerne i de forskellige positioner i debatterne. Opdelingen mellem den danske og grønlandske debat er en analytisk forenkling, da de to debatter naturligvis spiller sammen. Opdelingen er baseret på hvilket publikum, som umiddelbart kan give de sikkerhedsliggørende aktører formel støtte. I Danmark vil det således være Folketinget, mens det i Grønland er Inatisisartut. Samtidig har debatterne deres egen interne logik, som vi ville overse, hvis vi ikke lavede denne inddeling. I kapitel 7 identificerer vi på baggrund af analysen af den danske og grønlandske debat 4 drivkræfter for rigsfællesskabets udvikling. Disse drivkræfter er fundet ud fra de tendenser, dynamikker og sammenhænge, som vi fandt gennem vores analyse af den danske og grønlandske debat. Konkret har vi taget udgangspunkt i, hvilke sikkerhedsliggørelsesforsøg og afsikkerhedsliggørelsesforsøg der er foretaget, og hvordan publikumsreaktionen har været. På baggrund af drivkræfterne specificeres 4 forudbestemte elementer, som vi med en vis sikkerhed kan antage vil opføre sig forudsigeligt, og til slut identificeres 2 kritiske usikkerheder der strukturerer scenarierne. Til slut opstilles ud fra drivkræfterne, de forudbestemte elementer og kritiske usikkerheder 4 scenarier for rigsfællesskabets fremtid. Efter opstillingen af scenarier reflekterer vi over, hvilke forhold uden for debatten, som kan påvirke vores scenarier. I kapitel 8 konkluderes det, hvilken betydning den grønlandske og danske debat om råstofudvinding i Grønland kan få for rigsfællesskabets fremtid. 12

13 2 Teori I dette kapitel vil vi først formulere specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt, samt definere, hvad vi forstår ved diskurs. Dernæst vises, hvordan vores videnskabsteoretiske udgangspunkt hænger sammen med Københavnerskolens. Det efterfølgende afsnit viser, hvordan talehandlinger altid har de dybt sedimenterede identitetsdiskurser om stat og nation som forudsætning. Efter at have præciseret specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt redegøres for sikkerhedsliggørelsesteorien og teoriens centrale begreber operationaliseres, modificeres og defineres. Til slut redegøres for, hvad scenarier er, og hvordan de spiller sammen med sikkerhedsliggørelsesteorien. 2.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt I de følgende afsnit vil vi opridse specialets grundsten i form af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, som bygger på Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursforståelse Sikkerhed ud fra en poststrukturalistisk diskursforståelse Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i dette speciale er Ernosto Laclau og Chantal Mouffes poststrukturalistiske diskursforståelse. Med dette udgangspunkt anerkender vi diskursive strukturers materielle karakter 2. Det betyder, at virkeligheden ikke er direkte tilgængelig for os. Alt hvad vi har adgang til, er repræsentationer af virkeligheden. Det skal dog ikke misforstås på den måde, at fordi alt er diskurs, så eksisterer der ikke en virkelighed. Det betyder blot, at vores adgang til virkeligheden går gennem diskurser. Fysiske objekter besidder således ikke en mening i sig selv. Overført til debatten om råstofudvinding i Grønland er der ifølge fremtrædende geologer enighed om, at Grønlands undergrund indeholder en række råstoffer. Råstofferne i Grønlands undergrund eksisterer uafhængigt af diskurser, og har ingen mening i sig selv. Det er gennem diskursen at disse råstoffer tillægges en betydning og en mening. Hvorvidt råstoffer ses som en ren naturressource, et middel til selvstændighed, eller som noget tredje afhænger således af, hvilken mening de tillægges gennem diskursen. Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursforståelse er en central del af Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesteori, idet teorien ser sikkerhed som en talehandling og en selv-refererende 2 En ofteciteret passage fra Laclau og Mouffes bog Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics : [post-structuralists] affirm the material character of every discursive structure. To argue the opposite is to accept the very classical dichotomy between an objective field constituted outside of any discursive intervention, and a discourse consisting of the pure expression of thought. (Laclau&Mouffe, 1985: 108) 13

14 praksis, som konstituerer noget som et sikkerhedsspørgsmål (Hansen, 2011: 259). Teorien relaterer sikkerhed til spørgsmålet om overlevelse (Buzan et al., 1998: 37), men der er ikke er noget som er objektive sikkerhedstrusler, og dermed pr. definition et større sikkerhedsspørgsmål end andet. Det er helt grundlæggende for teoriens poststrukturalistiske udgangspunkt, at sikkerhed ikke er en objektiv tilstand, men en social konstruktion (Eriksson, 1999: 315). Det betyder, at sikkerhedsliggørelse studeres gennem talehandlinger (Hansen, 2011: ). En talehandling er en diskurs som gør noget. Det ligger altså i begrebet talehandling, at ved at sige noget, så forandrer man noget (Léonard & Kaunert, 2011: 57) 3 : A speech act is interesting exactly because it holds the insurrecting potential to break the ordinary, to establish meaning that is not already within the context - it reworks or produces a context by the performative success of the act. (Buzan et al., 1998: 46) En talehandling kan altså mere end blot reartikulere en mening som allerede er I konteksten. Den kan også skabe en ny mening og dermed være med til at forandre diskursen. Laclau og Mouffe definerer med udgangspunkt i Foucault diskurs som regelmæssighed i spredning af udsagn. De repræsentationer af virkeligheden, som vi har adgang til, er strukturerede, idet der er en vis regelmæssighed i de udsagn som produceres om virkeligheden.udsagn kan ifølge Foucault forstås som talehandlinger (Dreyfus & Rabinow, 1982: 46) 4, og det betyder at vi i dette speciale forstår diskurs som regelmæssighed i spredningen af talehandlinger. Laclau og Mouffe afviger dog fra Foucaults diskursforståelse, idet de hævder, at det som er afgørende for diskursen ikke er, hvordan en mængde spredte talehandlinger er forskellige fra hinanden. Det er selve afgrænsningen af diskursen, som er afgørende for regelmæssigheden i spredning af talehandlinger og dermed for diskursen (Frello, 2003: 31). Det er således ikke afgørende for diskursen, hvordan enkelte spredte talehandlinger på forskellig vis sætter visse objekter, subjekter, strategier osv. i en bestemt relation til hinanden. Det er først når disse objekter, subjekter og strategier sættes i relation til hinanden på samme måde i flere talehandlinger, at der er tale om en regelmæssighed i spredningen af talehandlinger og dermed en diskurs. 3 Austin skelner mellem den illukutionære kraft i en talehandling og talehandlingens perlokutionære effekt (Austin, 1997: 15). Den illukutionære talehandling er det som gøres ved at sige noget. I sikkerhedsliggørelsesteorien vil det være at advare mod en bestemt trussel, ved at konstruere den som et sikkerhedsspørgsmål. Den perlokutionære effekt vil bestå i, at den sikkerhedsliggørende aktør, har overbevist det relevante publikum om sikkerhedstruslen (Austin, 1997: 126). Ud fra Austins teori kommer det relevante publikum således først ind i billedet når man analyserer talehandlingens perlokutionære effekt. Men denne tanke gør Københavnerskolen op med. 4 Dreyfus og Rabinow refererer et brev mellem Foucault og Austins selvproklamerede arvtager Searle, hvor Foucault tilslutter sig, at de talehandlinger som Austin og Searle studerer, er de samme som de udsagn, i hvis spredning Foucault søger regelmæssighed i. Foucalt skriver således i brevet: I was wrong in saying that statements were not speech acts (Dreyfus & Rabinow, 1982: 46) 14

15 2.1.2 Identitet som diskursiv struktur I ovenstående afsnit definerede vi diskurs som regelmæssighed i spredningen af talehandlinger, og viste samtidig at sikkerhed er en social konstruktion, som konkret studeres gennem de diskurser, som kommer til udtryk i talehandlinger. Man kan dog ikke analysere diskurserne i talehandlingerne isoleret fra de bagvedliggende diskursive strukturer, da de diskursive strukturer betinger rammerne for forståelsen af den enkelte talehandling (Wæver, 2000: 285). Diskurser er således altid en del af en bredere diskursiv sammenhæng, og uden disse sammenhænge ville de ikke være, hvad de er (Hansen, 2004: 403). Derfor har den konkrete talehandling altid til en vis grad tidligere diskursive meningsstrukturer som forudsætning (Wæver, 2001: 185). Vi skelner således mellem den diskurs som udtrykkes i en talehandling, og de dybereliggende diskursive meningsstrukturer, der er en forudsætning for talehandlingen. Ifølge Ole Wæver er der dog forskel på, hvor dybe de diskursive meningsstrukturer er. Han ser diskursive meningsstrukturer som lagdelte. Jo dybere lag meningsstrukturerne befinder sig i, jo mere solidt sedimenterede er de, og jo vanskeligere er de at forandre (Wæver, 2001: 287) 5. Ifølge Wæver udgør nogle af de dybest sedimenterede lagt i den nationale identitetsdiskurs den diskursive konstruktion af begreber som stat og nation. Diskurserne om stat og nation i Danmark og Grønland udgør med andre ord nogle meningsstrukturer, som er så dybt sedimenterede at de er svære at ændre (Wæver, 2001: 287). Derfor har talehandlingerne i både den grønlandske og danske debat de bagvedliggende diskursive konstruktioner om stat og nation som forudsætning. Det betyder, at dette speciale tager udgangspunkt i to forskellige nationer: en grønlandsk nation og en dansk nation. I kapitel 4 vil vi på baggrund af tidligere forskning redegøre for, hvordan nationen og staten i Danmark begrebsmæssigt er flettet sammen, mens nationen i Grønland i fraværet af en stat, kan karakteriseres som en kulturnation. Når man indenfor Laclau og Mouffes poststrukturalistisk diskursforståelse studerer den nationale identitet studerer man i praksis identiteten gennem den relationelle konstitution af identiteten. Identitet er således altid en forkortelse for identitetsdiskurs, dvs. diskursen om at nogen eller noget er identisk (Gad, 2009: 5). Det betyder at nationen og den nationale identitet defineres ved en afgrænsning af, hvem der ikke er en del af nationen gennem konstruktionen af et os versus dem eller med andre ord et selv over for anden (Frello, 2003: 32).Benedict Anderson definerer en nation som et forestillet politisk samfund, der består af en gruppe mennesker, som alle tilhører samme familie. En familie, hvor mange af dens medlemmer aldrig vil møde hinanden, men ikke desto mindre en familie, som historisk går langt tilbage og inkluderer tidligere generationer. 5 I princippet er det dog altid muligt, at forandre selv de mest sedimenterede strukturer, da strukturerne er socialt konstituerede (Wæver, 2001: 187) 15

16 Forestillingen om nationens samhørighed lever således videre i hvert af dens medlemmer (Anderson, 2006: 6). På den måde hidkalder den nationale diskurs en stærk følelse af identitet og kontinuitet, da kernen i nationen er den samme nu som den var i begyndelsen: Nutiden og fortiden bliver således identisk (Hansen, 1996: 474). Den diskursive konstruktion af nationen i form af et selv over for en anden er en proces, som både er inkluderende og ekskluderende (Frello, 2003: 32). Det ydre er konstitutivt for det indre. Det, der binder de elementer sammen, som udgør identiteten, er deres fælles forskel til det, der udelukkes: Det er forskellen, der konstituerer identiteten (Frello, 2003: 33). Italesættelsen af den radikale anden er således både konstituerende for den nationale identitet samtidig med at de truer identiteten, fordi identiteten altid potentielt kan undergraves af alternative artikulationer (Frello, 2003: 34). Lene Hansen argumenterer dog for, at selvom identitet ofte konstrueres i relation til en radikal anden, er det ikke altid at forskellene mellem selv og anden udvikler sig til at være radikale. Identitet er således både konstrueret i relation til den radikale anden, og knap-så-radikale andre. Hvor den radikale anden fremstår som identitetens modsætning, fremstår de knap-såradikale andre derimod ikke så anderledes (Hansen, 2006: 39, 41). Konkret kan de knap-såradikale-andre fx være en anden nation, hvis nationale identitet ganske vist er anderledes, men ikke udgør en trussel hvorfor forskellen er knap-så-radikal. På den måde udgør de knap-såradikale andre nationens venner eller forbilleder, der også er en del af identitetens konstruktion (Hansen 2006:37,39). Grundlæggende er pointen, at den radikale relation ikke alene konstituerer identitet, men at kæder af knap-så-radikale andre er med til at nuancere billedet af identitet (Gad 2004:19). I en konkret sikkerhedsliggørelsesanalyse kan den radikale anden således blive italesat som en trussel mod selvet. I andre tilfælde, kan selvet blive artikuleret som dem der skal afværge truslen. I vores analyse forholder vi os således eksplicit til, hvem der italesættes som vi og den radikale anden og de knap-så-radikale andre. Nogle gange er vi Danmark og Grønland, andre gange kun Danmark. Nogle gange er den radikale anden kineserne, mens de knap-så-radikale andre er japanerne og sydkoreanerne. Opsummering Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt er baseret på Laclau og Mouffes diskursforståelse. Diskurs defineres som regularitet i spredning af talehandlinger, og sikkerhed er en social konstruktion, som studeres gennem diskurser i talehandlinger. Talehandlinger har imidlertid altid bagvedliggende diskursive strukturer som forudsætninger. I disse bagvedliggende diskursive strukturer udgør de nationale identitetsdiskurser om stat og nation de dybes sedimenterede lag, 16

17 som er sværest at ændre, hvorfor det er dem talehandlingerne i den danske og grønlandske debat har som forudsætning. 2.2 Sikkerhedsliggørelseteori Vi vil i de følgende afsnit gennemgå vores tilgang til sikkerhedsliggørelsesteorien. Først beskrives det intersubjektive element i sikkerhedsliggørelsen. Derefter beskrives de faciliterende omstændigheder og forskellen mellem sikkerhedsliggørelse og afsikkerhedsliggørelse. Til slut operationaliseres teoriens centrale begreber Den intersubjektive sikkerhedsliggørelse Som allerede beskrevet betyder specialets poststrukturalistiske udgangspunkt at vi ser sikkerhed som en social konstruktion. Sikkerhed studeres gennem de diskurser, der kommer til udtryk i talehandlinger (Vuori, 2008: 81).Talehandlingen udgør altid startpunktet for sikkerhedsliggørelsen, men talehandlingen må have en bestemt form og grammatiskstruktur for, at der er tale om et sikkerhedsliggørelsesforsøg: It is when an issue is presented as posing an existential threat to a designated referentobject. ( ) The special nature of the security threats justifies the use of extraordinary measures to handle them. (Buzan et al.,1998: 21). I første omgang forstås sikkerhed som en talehandling, hvor den sikkerhedsliggørende aktør udpeger et referentobjekt som eksistentielt truet, og hvor truslens karakter retfærdiggør at der tages ekstraordinære midler i brug for at afværge den. Talehandlingens form består således af italesættelsen af en eksistentiel trussel, et beskyttelsesværdigt referentobjekt og en strategi til at afværge truslen. Et emne er dog først sikkerhedsliggjort, når det relevante publikum har accepteret sikkerhedsliggørelsesforsøget (Buzan et al., 1998: 25). Sikkerhedsliggørelse kan således defineres som en succesfuld talehandling, gennem hvilken en intersubjektiv forståelse konstrueres om at noget udgør en sikkerhedstrussel, og hvor truslens karakter retfærdiggør at der tages ekstraordinære midler i brug for at den afværges (Buzan & Wæver, 2003: 491). Det betyder, at en sikkerhedsliggørelse ikke automatisk finder sted blot fordi en aktør gennem en talehandling italesætter noget som en eksistentiel trussel mod et referentobjekt. Denne italesættelse i sig selv er blot et sikkerhedsliggørelsesforsøg. En sikkerhedsliggørelse består således af to dele: 1. Talehandlingen: Et sikkerhedsliggørelsesforsøg i form af en talehandling med en bestemt form. 2. Det intersubjektive element: En accept af talehandlingen fra det relevante publikum. 17

18 Ifølge Guzzini kan sikkerhedsliggørelse dog kun i sin mest bogstavelige forstand empirisk forstås som en enkelt succesfuld talehandling i form af en enkelt begivenhed. En sikkerhedsliggørelse kan i enkelte tilfælde bestå af en enkeltstående talehandling fx hvis en statsleder erklærer krig. Men ifølge Guzzini vil en sikkerhedsliggørelse oftest bestå af flere beslægtede talehandlinger (Guzzini, 2011: 335) 6. Dette stemmer overens med vores forståelse af diskurs som regelmæssighed i spredning af talehandlinger. Derfor ser vi det enkelte sikkerhedsliggørelsesforsøg som bestående af en række talehandlinger med samme form. I et sikkerhedsliggørelsesforsøg har talehandlingen en bestemt form, idet artikulationen sætter en eksistentiel trussel, et referentobjekt og et ekstraordinært middel i en bestemt relation til hinanden. Hvis der er flere talehandlinger, som har samme form, altså sætter disse tre elementer i sammen relation til hinanden, så er det en diskurs, som vil reproducere samme form. Det betyder at flere aktørers talehandlinger kan være udtryk for det samme sikkerhedsliggørelsesforsøg. Når vi i vores analyse fremhæver enkelte talehandlinger med en bestemt form, er det således på baggrund af et bredt datamateriale, hvor vi har identificeret flere talehandlinger med samme form. På den måde repræsenterer de talehandlinger, som fremgår af vores analyse, diskursen De faciliterende omstændigheder I ovenstående afsnit viste vi, at sikkerhedsliggørelse er en succesfuld talehandling, hvor der skabes en intersubjektiv forståelse mellem den sikkerhedsliggørende aktør og det relevante publikum om, at noget udgør en sikkerhedstrussel, mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt. Når publikum udgør nøglen til sikkerhedsliggørelsens succes, er det essentielt for de sikkerhedsliggørende aktører at det relevante publikum bliver overbevist. I den forbindelse opstiller Københavnerskolen en række faciliterende omstændigheder, som udgør de omstændigheder, under hvilke talehandlingen fungerer. De faciliterende omstændigheder er med andre ord de forhold, der er fremmende for, at publikum overbevises og et sikkerhedsliggørelsesforsøg lykkes. De faciliterende omstændigheder falder i to kategorier: De interne lingvistiske omstændigheder og de eksterne kontekstuelle og sociale omstændigheder(buzan et al., 1998:32-33). Disse facilierende omstændigheder gennemgås nedenfor. Den første interne faciliterende omstændighed for en sikkerhedsliggørelse er kravet om at talehandlingen følger sikkerhedsliggørelsens grammatik: Italesættelsen af en eksistentiel trussel, mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt, som er truet på sin overlevelse, og legitimeringen af at der tages ekstraordinære midler i brug for at referentobjektet beskyttes og truslen afværges. I de 6 Som Guzzini skriver ville sikkerhedsliggørelse i forståelsen af en effekten af en enkelt talehandling stort set kungælde i those moments where a formal national security speech constitutes a threat of war, an offer of peace or, paradigmatically, a declaration of war or surrender.(guzzini, 2011: 335). 18

19 sikkerhedsliggørelsesforsøg som er analyseret i den grønlandske debat er det dominerende referentobjekt Grønlands velfærd og mulighed for selvstændighed, som italesættes som eksistentielt truet af Grønlands økonomiske situation. I den danske debat har vi derimod identificeret en række forskellige referentobjekter både grønlandske og danske. Den første eksterne faciliterende omstændighed omhandler den sikkerhedsliggørende aktør sociale kapital. En sikkerhedsliggørende aktør defineres som en person eller gruppe, der artikulerer den sikkerhedsliggørende talehandling. Den sikkerhedsliggørende aktør må være i besiddelse af en vis position og autoritet i forhold til det publikum som skal overbevises om, at det er legitimt at der tages ekstraordinære midler i brug for at afværge den trussel, som talehandlingen har konstrueret (Buzan et al., 1998: 40). I vores analyse betyder det, at det ikke er hvem som helst der kan tale på vegne af det grønlandske selvstyre og den danske stat. Derfor definerer vi i operationaliseringen af teoriens begreber de sikkerhedsliggørende aktører, som de folkevalgte politikere i Grønland og Danmark. Ligesom den sikkerhedsliggørende aktør skal være i en vis position for at sikkerhedsliggørelsesforsøget har potentiale til at lykkes, er det også nødvendigt, at det relevante publikum er i en position, hvor de kan give den støtte, som den sikkerhedsliggørende aktør forsøger at opnå. I operationaliseringen af teoriens begreber argumenterer vi for, at det er begrænset, hvilket publikum, som kan give de sikkerhedsliggørende aktør i Danmark og Grønland formel støtte, hvorfor det relevante publikum nødvendigvis må være politikerne i Folketinget og Inatisisartut. Den anden eksterne facilierende omstændighed er de egenskaber ved truslen, som er fremmende eller hæmmende for en succesfuld sikkerhedsliggørelse. Hvis talehandlingen refererer til noget, som generelt opfattes som en trussel af det relevante publikum, er det med til at øge sandsynligheden for at det relevante publikum overbevises (Buzan et al., 1998: 33). Det kan fx være en trussel, der opfattes som konstant eller tilbagevendende, og derfor håndteres gennem en række institutionaliserede praksisser. I sådanne tilfælde er der tale om institutionaliserede sikkerhedsliggørelser. I en institutionaliseret sikkerhedsliggørelse er truslen så bredt accepteret, at det ikke behøver at den ikke behøver at blive eksplicit artikuleret i en talehandling for at retfærdiggøre at den håndteres gennem institutionaliserede praksisser (Hansen, 2012: 532). Som konkret eksempel kan nævnes stater, som i respons på truslen for invasion har opbygget bureaukratier, procedurer eller militære foranstaltninger for at kunne afværge disse trusler (Buzan et al., 1998: 27). I vores analyse har vi identificeret trusler, som italesættes som objektive trusler, og derfor ikke bliver begrundet fx atomvåben. 19

20 2.2.3 Sikkerhedsliggørelse: Fra politiseret til sikkerhedsliggjort I dette afsnit vil vi se nærmere på, hvad der sker når publikum er blevet overbevist, og et emne er blevet sikkerhedsliggjort. Når en sikkerhedsliggørelse er succesfuld, sker der en forandring i måden det sikkerhedsliggjorte emne behandles på politisk. Grundlæggende skelner Københavnerskolen mellem at et emne enten kan være politiseret eller sikkerhedliggjort. Et sikkerhedsliggørelsesforsøg finder altid sted inden for den politiske sfære. Det er således altid et politisk valg at forsøge at sikkerhedsliggøre eller at acceptere en sikkerhedsliggørelse (Buzan et al., 1998: 29). I Laclau og Mouffes diskursforståelse er den politiske sfære et felt, hvor der konstant foregår en politisk kamp om at fiksere diskurser og dermed meningsstrukturer. Den politiske sfære er med andre ord et dynamisk felt, hvor aktører forsøger at legitimere deres politik, samtidig med, at de forsøger at destabilisere deres opponenters politik (Hansen, 2012: 532). Politik er således en aktivitet, hvori der konstant foregår en produktion af mening og identitet (Gad & Petersen, 2012: 336). Hvis et emne sikkerhedsliggøres rykker det imidlertid væk fra den politiske sfæres konstante kamp mellem de forskellige diskurser. Københavnerskolen definerer således sikkerhedsliggørelse som: the move that takes politics beyond the established rules of the game and frames the issue either as a special kind of politics or as above politics. Securitization can thus be seen as a more extreme version of politics. (Buzan et al., 1998: 23) Hvis det relevante publikum accepterer en aktørs forsøg på at sikkerhedsliggøre et emne, flytter emnet væk fra den politiske sfæres etablerede spilleregler og over bliver i stedet til en speciel form for politik, eller til noget der er hævet over politik. Det betyder at det sikkerhedsliggjorte emne ikke er genstand for den debat og anfægtelse som er kendetegnet i den politiske sfære (Hansen, 2012: 528). Når emnet sikkerhedsliggørees sker der altså et skift fra almindelig politik og til en mere ekstrem, sikkerhedsliggjort politik, som er kendetegnet ved en sikkerhedslogik som tilsidesætter gængse politiske spilleregler (Hansen, 2012: 528) Afsikkerhedsliggørelse: Fra sikkerhedsliggjort til politiseret I ovnenstående afsnit viste vi, at det der sker, når en sikkerhedsliggørelse er succesfuld er, at det sikkerhedsliggjorte emne rykker væk fra den politiske sfære og behandles som en speciel form for politik. Pilen kan imidlertid også gå den anden vej, hvilket vi sige at emne bliver afsikkerhedsliggjort. Københavnerskolen definerer afsikkerhedsliggørelse som: the shifting of issues out of emergency mode and into the normal bargaining process of the political sphere (Buzan et al., 1998: 4) 20

21 Hvor en sikkerhedsliggørelse rykker et politiseret emne væk fra den politiske sfære og behandler det som en speciel form for politik, gør afsikkerhedsliggørelsen det modsatte: En afsikkerhedsliggørelse trækker et emne tilbage i den politiske sfære, hvor det foregår en kamp mellem flere diskurser, og hvor det derfor igen bliver genstand for debat. I vores analyser fokuserer vi på emner, der bliver forsøgt sikkerhedsliggjort gennem trusselsudpegninger. Men samtidig analyserer vi publikums reaktion på disse trusseludpegninger. Hvis publikums reaktion består af en eksplicit afvisning eller afdramatisering af de udpegede trusler kalder vi disse reaktioner for afsikkerhedsliggørelsesforsøg 7. Med andre ord er et afsikkerhedsliggørelsesforsøg et forsøg på at overbevise det relevante publikum om, at en italesat trussel ikke udgør et sikkerhedsproblem 8. Afsikkerhedsliggørelselsforsøg er således forsøg på at fastholde emner i den politiske sfære, som andre aktører prøver at flytte væk fra den politiske sfære. Den konstante diskursive kamp, som foregår i den politiske sfære, er dermed en konstant kamp mellem forskellige sikkerhedsliggørelsesforsøg og afsikkerhedsliggørelsesforsøg. En afsikkerhedsliggørelse sker som resultatet af en/eller flere afsikkerhedliggørende talehandlinger, men et afsikkerhedsliggørelsesforsøg indeholder altid den risiko at det kan virke kontraproduktivt: Ved at forsøge at afdramatisere en trussel, kan aktøren medvirke til at fastholde publikums fokus på truslen (Hansen, 2012: 530). Nedenstående figur illustrerer dynamikken mellem sikkerhedsliggørelse og afsikkerhedsliggørelse. 7 Denne strategi kalder Jeff Huysman for den objektivistiske strategi. Den er baseret på en traditionel objektiv-subjektiv opfattelse af sikkerhed, hvor sikkerhed har et objektivt indhold imod hvilke subjektive forestillinger om en trussel italesættes som en rigtig trussel eller som en illusion (Huysmans, 1995: 65). 8 Eksempler på dette i analysen er Når Søren Espersen fx afviser at uran er farligt et farligt grundstof ved at betegne det som en handelsvare på linje med ost og smør, eller når Statsministeren udtaler at hun ikke frygter en kinesisk invasion i Grønland. 21

22 Figur 2: Dynamikken i sikkerhedsliggørelsesteorien Politiserede emner: Emner der behandles inden for den politiske sfære med de procedurer og spilleregler, som er gængse der. Sikkerhedsliggjorte emner: De gængse politiske procedurer og spilleregler er sat ud af kraft. Emnet behandles som en speciel form for politik styret af sikkerhedslogikker. Opsummering Vi har nu vist, at sikkerhedsliggørelse er en succesfuld talehandling, hvor der skabes en intersubjektiv forståelse mellem den sikkerhedsliggørende aktør og det relevante publikum om at noget udgør en eksistentiel trussel mod et beskyttelsesværdigt referentobjekt, og hvor truslens karakter gør det legitimt at tage ekstraordinære midler i brug. Vi har ligeledes vist, at da vi forstår diskurs som spredning af talehandlinger, består et sikkerhedsliggørelsesforsøg ikke af en, men flere talehandlinger med samme form. Desuden har vi vist, at det er en faciliterende omstændighed for et sikkerhedsliggørelsesforsøg, hvis:1) Det følger sikkerhedsliggørelses-grammatikken, 2) hvis den sikkerhedsliggørende aktør er i besiddelse af en vis position og autoritet i forhold til publikum og 3) hvis talehandlingen refererer til noget som generelt opfattes som en trussel. Hvis et publikum overbevises af sikkerhedsliggørelsesforsøget rykker det sikkerhedsliggjorte emne væk fra den politiske sfæres gængse procedurer og spilleregler og bliver i stedet behandlet som en speciel form for politik styret af sikkerhedslogikker. Vi viste også at pilen kan gå den anden vej, dvs. et sikkerhedsliggjort emne kan også rykke tilbage til den politiske sfære, hvor det bliver afsikkerhedsliggjort. Et afsikkerhedsliggørelsesforsøg kan bl.a. identificeres ved at en aktør forsøger at overbevise det relevante publikum om, at en italesat trussel, ikke udgør en trussel. 22