Forord 3 Min egen historie 4. Anna og Johannes flytter til Skørping 38. Børnene 41. Bedstemors slægt 70. Bedstefars slægt 83

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Forord 3 Min egen historie 4 Min mor Ruth 4 Barndommens land 10 Mine brødre Kim, Dan og Palle 34 Anna og Johannes flytter til Skørping 38 Forlovelse 38 Facts om Skørping og omegn 39 Starten i Skørping 40 Himmerlandsvej Børnene 41 Barndommen 41 Betty 58 Victor 61 Ruth 62 Bent 65 Knud 68 Bedstemors slægt 70 Barndommen på Vestkysten 70 Tilbage I Jylland 72 Bedstemors brødre 79 Bedstefars slægt 83 De tidligste beretninger fra slægten 83 Udvandrerne 87 Amerikanerne vender hjem 99 Brødrene Svend og Marinus 108 Noel s historie 111 Søster Margrethe 113 Familie-træer og lister med aner og efterkommere 119

2 Rev A august

3 Forord Jeg har længe tænkt på at skrive min og min slægts historie til mine børn og deres eventuelle efterkommere. Efter et besøg i Skørping hvor jeg boede som barn, og hvor jeg besøgte mit barndomshjem og det Lokalhistoriske Arkiv i byen, blev lysten til at komme i gang med skriveriet yderligere forstærket. Jeg gik i gang og skrev om hvad jeg havde oplevet som barn, og om det mine bedsteforældre og min mor og hendes søskende har fortalt fra deres barndom. Som projektet skred frem og jeg kom længere tilbage i tiden, måtte jeg indse at jeg var nødt til at spørge onkler og tanter til hjælp, for at få udfyldt hullerne i nogle af historierne. Jeg kunne desværre ikke spørge min mor da hun var blevet dement, og ikke længere kunne hjælpe med oplysninger. Jeg besøgte min moster Betty, der på kassettebånd indtalte minder fra sin barndom, og om sine bedsteforældre på begge sider. Det var til stor hjælp. Nu begyndte historien at blive temmelig omfattende, og jeg tænkte det kunne være der var andre der kunne have glæde af historien, eller måske dele af den. Den første del handler mest om min egen barndom, og er derfor ikke så spændende for andre end mine egne børn, men når vi når længere tilbage i tiden, kan det nok være interessant for andre af de implicerede og deres børn at læse. I forløbet kom jeg i kontakt med bedstemors lillebror Aksel og hans nevø Knud Vad, bedstefars kusine Ebba s datter Anna Lise i Hobro, bedstefars fætter Noel i USA og bedstefars niece Birgith Springborg i Ålborg. Det har været en fornøjelse at lære denne fjerne del af familien at kende, og især Anna Lise, der er 84 år og lige som jeg bidt af gamle historier, har jeg haft utallige telefonsamtaler med om vores fælles fortid. Vi har grinet meget sammen over telefonen, og jeg vil sige jer alle, at her er virkelig en dame der har gjort meget for at skrive erindringerne ned, til stor glæde for andre. Et par besøg hos Anna Lise er det også blevet til, og jeg sender dig her en stor tak Anna Lise, for al den hjælp jeg har fået af dig. Internettet er også blevet flittigt brugt til at finde oplysninger langt tilbage i tiden i kirkebøger og folketællinger om vores slægt, og på et tidspunkt blev det nærmest til decideret slægtsforskning. Men, slægtsforskning er noget der fortsætter i mange år, og ikke kan afsluttes på afmålt tid, så derfor kommer der kun det med, som jeg på nuværende tidspunkt har fundet ud af. Jeg arbejder videre med slægten, og I kan jo så senere få at vide hvad jeg måske finder ud af. Disse oplysninger om vores slægt langt tilbage i tiden er anbragt bag i bogen, og er tænkt som en del I kan slå op i hvis I vil se stamtræer og anetavler for slægterne. Til sidst en stor tak til alle I som har bidraget med oplysninger og billeder, og uden hvem det ikke havde været muligt at skrive historien. Et lykkeligt liv varer et vist antal dage, men et godt navn bliver evindelig. (Sirach 41.16) 3

4 Anna og Johannes flytter til Skørping Forlovelse Bedstemor Anna og bedstefar Johannes mødte hinanden i nærheden af Frederikshavn, hvor bedstemor dengang tjente på en gård. Bedstefar havde været på gården for at reparere nogle landbrugsmaskiner, og han fortalte at Anna sad og skurede på et stort skab. Henrik Nielsens Maskinfabrik, Frederikshavn. Johannes nr. 3 fra venstre Hun havde det flotteste sorte hår og sad der og så på ham. Da blev han meget forelsket i hende. Han besøgte hende flere gange der på stedet, og senere fik hun så en plads i Frederikshavn hvor bedstefar var i lære, og så blev de forlovet. Forlovelse Johannes 38

5 Facts om Skørping og omegn I midten af det 18. århundrede holdt jernbanerne deres indtog i Danmark. Der skulle laves en jernbaneforbindelse mellem Randers og Aalborg. På strækningen lå den lille og meget gamle landsby Gammel Skørping, og 4 km uden for Gammel Skørping lå den store handelsgård Sverriggaard, og det var derfor naturligt at lave en jernbanestation på dette sted. I årene efter voksede en hel by op omkring Sverriggaard og stationen, og det blev så til det nye Skørping. I slutningen af århundredet var Skørping vokset betydeligt, og med jernbanens komme var det blevet lettere for de fine aalborgensere at tage på udflugter ud i naturen, i dette tilfælde Skørping. Også Mosskov sø var velbesøgt. Der var et trinbræt ved søen, og der blev bygget en pavillon, så folk kunne købe kaffe og sodavand til deres medbragte mad. Skørping var blevet et mondænt sted, der var tennisbaner i byen og man holdt sågar turneringer med spillere fra andre byer. Der var også pensionater, og bl.a. forfatteren Herman Bang boede i flere omgange i 1890 erne på Enkefru Lunds pensionat i byen, her skrev han nogle af sine kendte romaner. Anna og Johannes på skovtur med venner i Skørping. Anna med soldaterhue, Betty kigger op på hende. Johannes bagerst til venstre En anden person der blev vigtig for Skørping var fotografen Ingeborg Hansen. Hun flyttede til Skørping og åbnede atelier i Bakkehuset. Det var blevet fint at få lavet portrætfotografering, og desuden tog hun mange billeder af byen og omegnen. Takket være hende kan man i dag finde rigtig mange billeder af hvordan byen så ud omkring år

6 Starten i Skørping Anna og Johannes blev gift d. 20. april De flyttede til Skørping, og boede først til leje i Pers hus i Smallegade. Der var en veranda med kulørte ruder i. På væggene var der malet billeder af nogle træer, og nogle der sad og plukkede blomster. Det kan Betty huske selv om hun endnu ikke var fyldt 4 år. Betty og Victor er født i Pers hus. Så flyttede de ned i maler Johansens kælder. Det var nogle små, fugtige, uhumske rum. I hjørnet af det der skulle være køkken var en stor grukeddel. Så var der et sovekammer, og ud mod gaden var der en lang smal stue. Betty fyldte 5 år lige efter familien var flyttet ned i malerens kælder. Dagen før fødselsdagen lå Anna og skurede gulvet, og så kom der en handelsrejsende der solgte knapper, tryklåse, stænkpropper og lignende. Betty vidste godt hun skulle have en skoletaske i fødselsdagsgave, men hun var træt af at den handelsrejsende ikke ville gå igen, så til sidst valgte hun at gå i seng, da det var blevet aften inden den handelsrejsende gik. Så flyttede familien ned i Røde Posts hus på Vinkelvej, overfor slagter Jensen, og boede ovenpå der. Da bedstemor ventede Bent, og derfor havde en ret stor mave, stod hun en dag og skrubbede på vasketøj. Betty fandt nogle småpenge i en bøtte på en hylde. Hun tog to tiører og gik op til bageren og købte 4 flødekager. Det var en til Post-madammen, en til hendes mor, en til Victor og selvfølgelig en til hende selv. Hun fik selvfølgelig ballade, for pengene var jo til mad, men Post-madammen lavede en kande kaffe og grinede meget af episoden. Så nærmede Bents fødsel sig. De andre børn blev sendt nedenunder til post-konen og jordemoderen blev hentet i Fræer. Der var så meget sne at hun skulle hentes i kane. Betty blev en dag sendt op på mejeriet med mælkespanden efter mælk, og kom op at toppes med et par knægte. Den ene var Snotkarl. I kampens hede røg låget af spanden, og en del af mælken røg ud. Hun fik mange skæld ud da hun kom hjem. Nu var de efterhånden så mange børn at de ikke kunne være i den lille lejlighed ved Postens længere. Himmerlandsvej 24 Huset på Himmerlandsvej, personen ukendt Så blev huset på Himmerlandsvej 24 købt. Der skulle gøres meget ved huset, der blev solgt på tvangsauktion for 6500 kr. Det har sikkert været mange penge i 1933 hvor de overtog det, og de har sikkert spinket og sparet for at kunne købe det. I starten gik grunden helt ned til Vrås hus. Senere blev der solgt flere grunde fra. Huset som 40

7 Chmiels boede i på Himmerlandsvej 18 havde hørt med, og huset hvor Blicher boede, nr. 20, og havde sin iskiosk havde også hørt med. Også fiskehandler Lunds hus nr. 22 havde tilhørt den oprindelige grund. Huset på Himmerlandsvej 24 som det så ud ca da det blev bygget. Da Anna og Johannes ejede det var det kalket hvidt. Bedstefar arbejdede hos Smede- og maskinværkstedet Gran i Skørping, og bedstemor var god til at spare. Der er ingen tvivl om at familien levede under små kår, der måtte knokles og spares. Men en ting er sikkert, kærlighed til børnene manglede ikke, og de var meget stolte over deres børn. Børnene Barndommen Det var som sagt sparsommelige tider, og børnene blev fra små af vant til at hjælpe hvor de kunne. Hver dag efter skole skulle de hente brænde i skoven, og det var Betty der som den ældste havde kommandoen over tropperne. Når de var på vej hjem fra skoven fik hun hele tiden øje på en god kæp de også lige skulle have læsset på. Bent og Victor ville hellere lege Tarzan og svinge rundt i træerne og syntes der var brænde nok. Engang mødte de skovfogeden, som sagde at nu havde de bare at hjælpe deres søster. Andre dage skulle de samle grankogler i sække. Dem brugte bedstemor om sommeren, når der hurtigt skulle laves ild til en tår kaffe eller et spejlæg. 41

8 Bedstefar gravede tørv i mosen, der hvor der nu ligger nogle små meget smukke søer for enden af Mosevej. Børnene måtte hjælpe til. De havde den gamle dør fra hønsehuset med, der blev bundet et par strikke i, og så blev tørvene slæbt hen et sted for at tørre. Så blev de stillet op, 3 styk på højkant, og så én ovenpå. Senere blev de stablet i tørveskruer. De havde hvidtøl med i store 5 liters dunke med patentprop, som de sænkede ned i det iskolde vand i mosen så det kunne være dejligt koldt. Sidst på sommeren skulle tørvene så hjem i skuret. Den gamle Røde Post kørte hestevognen, han havde ikke opdaget at Victor var hoppet eller faldet af og havde fået armen i klemme.. Tørveskruer foran huset i gammel tid. Bachs hus til højre for bedstefars hus. Dyrlægens hus i baggrunden Anna stod i døren da de kom, og hun måtte få naboen til at køre Victor på sygehuset i Aalborg. Armen hang og dinglede i næsten ingenting. Det var faktisk mærkeligt at det kunne laves, alle troede at han ville få amputeret armen. De skulle have fat i Johannes, han var langt ude på landet og lave nogle maskiner, alle græd. Sikke et slæb, men så var der jo også brænde til den lange kolde vinter. Dengang i trediverne blev huset varmet op med kakkelovn og brændekomfur. Jeg kan godt huske kakkelovnen og komfuret fra jeg var helt lille. Jeg blev somme tider sat til at pudse komfuret med smergellærred, og noget pudsecreme man kunne købe hos købmanden. Senere fik vi centralvarme lagt ind i huset, det var noget nemmere. Så fyrede vi med koks og brænde fra skoven. Betty var meget nysgerrig og søgende og ville vide alting da hun var barn. Hun havde hørt at der skulle rejses et telt på markedspladsen, her skulle Pinsemissionen komme og holde møde. En fru Hedemann skulle lære at tale i tunger, det havde Betty hørt hende fortælle en dag fru Hedemann var nede og få kaffe hos bedstemor. Betty lyttede jo altid efter hvad de voksne snakkede om hvis hun kunne komme til det. Hun overtalte Victor til at de skulle op og undersøge løjerne, så de sneg sig ind under teltdugen og lå og holdt øje med hvad der skete. Fru Hedemann kom op på et podium, og missionæren læste en velsignelse over hende, og så plaprede hun løs i et væk på et uforståeligt sprog. Da de kom hjem fik de en værre ballade 42

9 fordi de ikke var kommet hjem til tiden. Betty var dybt fascineret over hvordan denne fru Hedemann kunne snakke sådan. Betty fandt på at de skulle klædes ud i nogle gamle klude og lege cirkus oppe på loftet. Drengene fulgte modstræbende med, men Ruth var altid med på det. Det var en pestilens når Betty og Ruth troppede op i skolen i noget tøj der ikke kunne måle sig med det som postmesterens datter, de forretningsdrivendes børn, urmagerens Tove eller Hindkærs børn kom i. Det var jo ikke så moderne, selv om deres mor sad og syede om natten på den gamle symaskine. Betty kunne sidde oppe på loftstrappen sent om aftenen og høre sin mor og far snakke om at der ikke var råd til at hun kunne komme på Klostermarksskolen i Aalborg. Betty var meget dygtig i skolen, hun vandt engang et sølv armbåndsur i præmie for at skrive en stil om skovens dyr. Konkurrencen, der var landsdækkende, var for gymnasieelever, men lærer Jensen mente nok Betty kunne deltage, så det gjorde hun og vandt. Det kom i avisen og der var stor halløj i den anledning. Når hun nu var så dygtig kunne det jo lige så godt udnyttes, så Betty byttede sig til glansbilleder ved at lave kammeraternes lektier. Engang var det lige ved at gå galt. Der var en der afleverede en besvarelse der lignede Bettys lidt for meget. Det med at Betty var så dygtig afstedkom at lærer Bøgnæs og lærer Jensen kom hjem til Anna og Johannes, og opfordrede dem til at sende Betty ud på denne Klostermarksskole i Aalborg, men det kunne der altså ikke være tale om, der var ikke råd. Hun kunne ellers få en friplads, men det kunne ikke gøre det. Det ville jo kræve at hun jævnligt fik nyt tøj, når hun skulle rejse frem og tilbage, og det var der som sagt ikke råd til. Anna med Knud og Ruth i haven Ruth var mildest talt ikke begejstret for skolen. Det var noget der skulle overstås. Især hadede hun håndgerning, men også regning var hun særdeles træt af. Hun kunne også finde på at pjække og så sidde oppe i det lille bøgetræ og holde øje med hvornår de andre fik fri, så listede hun hjem. Der var dog én ting hun var meget vild med, nemlig sang og musik. Det elskede hun overalt, og hun var rigtig god til at synge. Det skulle senere komme til at få stor indflydelse på hendes skæbne En dag sagde lærer Neergård til Ruth da han kom ind i klassen: Ja, Ruth, din søster Betty er jo så dygtig, hun har vundet et armbåndsur i præmie, det er værre med dig. Men jeg har en gammel bornholmer derhjemme, den kan du få spændt på ryggen. Sådan var han altid. Gav børnene øgenavne af den værste skuffe, han var virkelig styg. Der var 2 piger i mors klasse der hed Ruth, og det måtte der jo gøres noget ved ifølge lærer Neergård. Den ene boede i Smallegade der ikke var asfalteret dengang, og derfor tit ret smattet. Hun måtte så hedde smadder Ruth. Mor boede på hjørnet af Mosevej og hun hed så mose Ruth. Og så grinede han som besat af sine egne påfund. Engang opdagede Betty at der var hul på hælen på Ruths strømper, og praktisk som Betty var havde hun lige tilfældigvis en sikkerhedsnål i lommen. Den rimpede hun hullet sammen med, men Ruth klagede og sagde det gjorde ondt, men det var der ikke noget at gøre ved sagde Betty. Hun var ubøjelig. Som sagt var pengene jo små dengang, og Ruth havde fået et par røde sko der var alt for store til hende. Hendes mor havde sikkert fået dem billigt, og Ruth SKULLE gå i dem. Hun har 43

10 fortalt hvor forfærdeligt hun syntes det var. Hun skammede sig over dem, og prøvede at skjule dem ved at stikke fødderne bagud under bænken på skolepulten, men de var så store at det ikke rigtigt lykkedes at skjule dem. Hun tog en rask beslutning, og en dag da hendes mor var i byen, lukkede hun kakkelovnsdøren op, og med dem ind i gløderne. Da hendes mor kom hjem måtte Ruth gå til bekendelse og indrømme at hun havde brændt dem, og så måtte hun indkassere en lussing. Hendes mor blev vist alligevel ikke rigtig gal over det, hun kunne nok se at hun var gået over stregen ved at forlange at Ruth skulle gå i de skrækkelige sko. Jeg tror at Ruth var lidt af en drengepige som barn. Hun fandt sig ikke i uretfærdigheder og stod ikke tilbage for en slåskamp, hvis det var nødvendigt for at retfærdigheden kunne ske fyldest. Drengene Victor, Bent og Knud var heller ikke tabt bag en vogn. De lavede alverdens skarnsstreger dengang. Victor var helt besat af tanken om at flyve. Han eksperimenterede med at lave vinger han kunne spænde fast på ryggen. Han sprang så ud fra tørveskuret med opfindelsen på ryggen, men vingerne klappede sammen om hovedet på ham. Historierne man har hørt om Victor og et par kammerater med deres modelflyvere dengang mor og hendes søskende var små, er utallige. Jeg åd det råt når de fortalte om det som voksne. Det var guf i ørerne at høre om hvad de kunne finde på. Engang de lå og skulle sove ovenpå, havde de åbenbart lavet så meget fis og ballade at bedstefar kom op af den stejle trappe til loftet og skældte ud. Så gik der jo sport i at få ham hidset op. De stillede en ladt musefælde på trappen, og da der ikke var lys på trappen havde bedstefar ikke en chance. Han gik lige i fælden med strømpesokker. Så kunne det nok være der lød eder og forbandelser. En anden gang havde de bundet hjørnerne af dynerne fast til sengestolperne, så da han kom for at rive dynen af dem, var den spændt fast. For bedstemor kunne det også blive for meget med deres skarnsstreger. Victor blev sendt ud for at hente et ris så hun kunne svirpe dem hvis de blev for stygge. Han fandt en passende gren, men knækkede den en smule så den stadigvæk så hel ud. Hun anede ikke uråd, men da hun svingede den efter en af dem, knækkede den sammen. Det måtte hun alligevel grine af. Bent og Victor ca

11 Victor var meget glad for kage som barn, og engang havde bedstemor bagt en galopkringle. Det var vist meningen at den skulle gemmes til næste dag, men Victor der var den næstældste havde fået lov at være længere oppe end de andre. Han havde sat næsen op efter et stykke kage inden han skulle i seng, men kagen var jo rygende varm. Resolut snuppede han pladen med kringlen og satte den i bagagebæreren på cyklen, og kørte en tur op til Stationen og vendte om og kørte så hjem igen. Så mente han nok den var tilpas afkølet til at der kunne skæres lidt i den. Næste dag mødte bedstefar maler Johansen, som sagde: Nå, Victor var nok ude at lufte galopkringlen i aftes. Der har været bud efter de knægte dengang. Bent fik fingeren i en rulle, og mangler yderste led på en finger. Det var også Bent der engang hakkede tørvespaden ned i sin fod. Knud og nogle af hans kammerater fik engang flikket en radiosender sammen, han var ret snild til den slags. Han sendte så sine udsendelser ud i æteren, men de gik ind på frekvensen for de rigtige radioudsendelser, og det vakte selvfølgelig megen moro blandt folk i Skørping. Der var dog nogle der syntes det var for meget og meldte det til politiet. Landbetjenten var nødt til at besøge smed Jensen for at se på sagen, og da han så det meget primitive apparat var han ved at dø af grin. Der lå nogle mosehuller lige i nærheden af huset, og hvad gør så de opfindsomme knægte, der gerne ville sejle. De tog nogle døre af og brugte dem som tømmerflåder. Da deres far hørte om det, fik de selvfølgelig verbale prygl. Løjerne gik tit ud over Knud der var den yngste. Der boede en gammel rynket dame, fru Stramskind, længere henne af Mosevej. Engang havde knægtene stjålet nogle af hendes jordbær. De hyggede sig rigtigt og så fandt de på at sende Knud hen til fru Stramskind med et brev. I brevet stor der: Tak for dine jordbær, de smagte godt. Knud kunne ikke læse så han anede ikke uråd. Da fru Stramskind havde læst brevet sagde hun: Skal du ha besked med tilbage. Ja, man kunne blive ved med disse historier, det her er kun et lille udpluk af hvad jeg har hørt fra mor og hendes søskendes barndom. De er heller ikke fortalt i kronologisk rækkefølge, for det har jeg slet ikke styr på. Betty, Bent og Knud kunne fortælle meget mere af samme skuffe Bedstemor bekymrede sig meget om hvordan andre så på hende og familien. Engang kom Morris og Erna på uanmeldt besøg på en hverdag, hvor han har været ude og køre, og så havde taget Erna med. Anna havde vasket sengetøj, og det var i en periode hvor hun tit var meget træt. Hun havde så lagt sig i soveværelset uden dynebetræk og lagner på, og pludselig stod Morris og Erna i soveværelsesdøren. Det kunne Anna ikke komme over, det var meget pinligt for hende at de skulle se det. Sengetøjet hang jo ude på tørresnoren, og så kunne de jo tro at de kun havde det ene sæt sengetøj. Bedstemor var meget fintfølende med hvad andre tænkte. Engang før eksamen i april, det sidste år i den gamle skole på Gammel Skørpingvej, sad pigerne i Bettys klasse og snakkede om hvad de skulle have på til eksamen. Dengang skulle man stadses ud til eksamen. Hendes mor havde ganske vist fået en gammel kjole af fru Gran der blev syet om til Betty, men de andre piger i klassen havde fået nye kjoler. En af pigerne sagde at hun også fik et par nye sorte sko. Så kom Betty til at sige at det gjorde hun da nok også. Da hun kom hjem kunne hendes mor godt se at der var noget det trykkede Betty, og så kom historien frem at hun havde sagt at hun nok fik et par nye sko. Det kunne der jo slet ikke være tale om sagde Anna. Men Johannes havde alligevel været oppe ved skomager Kock og der havde han fået et par sko med spænder på klods, som han så skulle betale for senere. Skoene klemte ganske vist lidt, men Betty var pavestolt. 45

12 Håndgerning var noget Betty hadede, hun var så dårlig til at strikke at hun blev hevet op foran kateteret for at lære at strikke på kæmpe store strikkepinde. Så blev det arrangeret at Betty skulle lære at sy og brodere hos fru Kramer, der havde lejet et del af Bartholines hus. Det var virkelig en pestilens. Hun fik den ene reprimande efter den anden, og fik efter hånden skabt sig så meget så hun slap for det. Det er næsten skæbnens ironi at Betty senere i livet syede turnerings- dansekjoler til sine piger Lis og Lene, der var meget dygtige til dans. En anden ydmygelse var hvis der var udflugt til Mosskov. De havde ingen cykler. Hvis de så endelig havde lånt nogle gamle skærveknusere og kunne komme af sted, kom næste problem: de havde ingen badedragter. Så syende Anna nogle uldne livstykker sammen forneden og så måtte Ruth og Betty bruge dem til badedragter. De blev rent til grin. De var kun ude at bade én gang, så var det med at komme af rædslerne og få sit tøj på igen. De andre piger sad der og gloede på dem. Det var nemmere med drengene, de har sikkert badet i deres underbukser, og været ligeglad med det. Betty har også fortalt om en udflugt med skolen til den tilsandede kirke. De skulle have madpakker med, og det var bare et par klap sammen madder uden pynt. Turen kostede vist 25 øre, men så var der ikke til en sodavand. De andre børn havde sodavand med patentprop og penge til is og slik, men Betty havde bare saftevand med. Det gjorde virkelig ondt. Der var ingen snak om seksuelle emner i det lille hjem. Hvis børnene spurgte om noget blev der lukket af for emnet. Så lånte de bøger af dyrlægens Jørgen, og lå og læste om Don Juan under dynen, ved hjælp af en lommelygte. Så fik de lidt at vide på den måde. I Skørping lå et tuberkulose sanatorium hvor der var folk fra hele landet og også mange grønlændere. Det er det sanatorium der nu er Skørping Privat Hospital. Patienterne hæklede og strikkede lyseduge, og de skule stives i sukkervand og strækkes ud på et stykke pap. Det kunne Anna tjene en skilling ved at gøre for dem, og samtidig lavede hun kaffe og bagte roulader til dem og solgte det. Patienterne måtte ikke forlade sanatoriet, og børnene skulle så på et aftalt tidspunkt gå op i skoven og aflevere en kurv med kaffen og de her stivede duge. Det gik godt en lang periode indtil Johannes fik nys om det. Så blev han helt forfærdet, børnene skulle ikke smittes med tuberkler. På et tidspunkt var Anna ude at få fotograferet lungerne, og der hed det sig at hun havde en forstening i en af lungerne. Det var ikke tuberkulose. Måske var det gået i sig selv igen. Man snakkede også dengang om at man kunne have en plet på lungen. Vi ved ikke hvad det egentlig var hun fejlede, men i hvert fald døjede hun jo altid med ikke at kunne få luft. Johannes var også kommet i tanker om at det kunne have noget at gøre med hendes kontakt med disse tuberkulose patienter, og han Knud på trehjulet cykel i haven var meget bekymret for hende. Hun må alligevel selv have været bekymret, for hun tillagde sig den vane at hun gik og spyttede i et stykke papir og hun holdt øje med det der kom ud. Så brændte hun papiret i komfuret. Hun var også allergisk over for de lindetræer der stod udenfor huset, hver forår havde hun det slemt med det. 46

13 Da Knud var helt lille fik bedstemor nyrebetændelse, og Knud blev sendt op til Joseph og Thyra i Åbybro. Victor, Betty og Ruth var der også på ferie i efteråret, men ikke så længe som Knud. Joseph og Thyra kaldte ham Bette Nold, og de var meget glade for Bette Nold, efter den tid adopterede de en dreng de hed George. Som voksen flyttede George til England, hvor han var ansat hos Danish Crown. Det hed sig også at Knud havde fået en plet på lungen, og det kunne udvikle sig til det der var værre hvis han ikke kom ned på et sanatorium ved Vejle. Han var så ked af at han skulle derned, men hans forældre var nede at aflevere ham. Og han var frygtelig ked af at han skulle af sted. Han var 8-9 år. Om morgenen, 3 dage efter, kom han gående hen af Himmerlandsvej da Johannes stod op. Knud var stukket af med et posttog der kørte om natten, han havde gemt sig på Wc et og ellers skjult sig på togturen, og fandt ud af at stå af i Skørping. Så måtte de hen og ringe til stedet og sige at han ikke kom tilbage. Han var også så tynd og skulle have noget speciel mad. De var hos doktor Bartholdy, og han gav dem ret i at han kunne blive mere syg ved at være et sted han ikke ville, det var bedre han blev plejet derhjemme. Huset på Himmerlandsvej husede ikke kun bedstemor og bedstefar og deres børn. En overgang boede der en familie der kaldtes tysker Karls til leje på 1. salen. Når man ser det lille hus, går det op for en hvor lidt plads man måtte nøjes med dengang. Tysker Karl var en doven rad og ikke alt for snu. Inden han blev gift havde han mødt en pige til bal og ville gerne med hende hjem bagefter. Det kunne der ikke blive tale om sagde hun, for hun havde sine sager. Så sagde tysker Karl at dem kunne han da ha på bagagebæreren. Karl gad ikke arbejde, og spillede syg. Han skyede ingen midler for at slippe for at arbejde. Han smurte mel på tungen, men blev afsløret da doktoren kom for at tilse ham. Engang gik tysker Karl op til savskærer Jensen på savværket (konen havde sikkert tvunget ham til det) for at spørge om der var noget arbejde at få. Det har vi ikke lige på nuværende tidspunkt svarede savskæreren, men han spurgte så Karl hvor det var han boede. Hva fa n rager det dæ sagde Karl så, do hår vel in t tænkt å besøge mæ? De havde en gammel rejsegrammofon med en stor tragt på, men vistnok kun en enkelt plade at spille. Det var Molak, molak, mak-mak-mak. den spillede de i en uendelighed, så de nedenunder var ved at gå amok. Manden ovenpå var også ret nærig og det fortælles at de engang sad og spiste. Manden sagde til konen: Hår do smaut vusten (osten)?, Nå, men så hår do jo smaut den, underforstået at så skulle hun jo i hvert fald ikke have mere. Tysker Karl sluttede sit liv med en frygtelig katastrofe. Han gik op til bageren og købte en stang wienerbrød, tog sine 2 drenge med ud til Mosskov sø, og roede ud på søen. Så har han sikkert foregivet dem at de skulle hygge sig, og de spiste wienerbrødet. Så greb han begge drengene under armen og holdt godt fast, hvorefter han sprang i søen med dem og så druknede de alle tre. Juleaftenerne var et helt kapitel for sig. Selv om de var meget fattige fremstod juleaftenerne nærmest i stråleglans. I december blev der bagt småkager, og bedstefar passede jernkomfuret og hev pladerne med kager ud og ind af ovnen. Bedstefar havde en gris de gik og fodrede på med madrester og andet godt, den blev slagtet op mod jul. Dengang var der ingen dybfrysere, man havde saltet kød i et kar i en lille kælder under køkkenet. De havde også høns og ænder. Bedstefar sad på vinteraftener og lavede træ biler, dukkehuse og dukkemøbler betrukket med plys sæder, ud af gamle cigarkasser hvor papiret først blev slebet af. Engang fik pigerne også en dukke hver der var lavet af en gammel sok stoppet med klude, der var så broderet øjne, næse og mund. Det var nogle deres mormor Sine havde lavet. De havde mest forbindelse til bedsteforældrene på Annas side af familien. 47

14 I huset var der en stue til daglig brug og en fin stue. Den blev kun brugt ved festlige lejligheder og så juleaften. Juleaften spiste de i dagligstuen, og når det var overstået, gik bedstefar ind og tændte lysene på juletræet, og først derefter når alt var parat, blev døren åbnet til juletræet. De fik en pose hver med appelsin, småkager og lidt slik, og legede med de hjemmelavede julegaver. Inden man kunne komme så vidt som til det med juletræet, skulle der dog først vaskes op og mange skulle en tur på tønden i gården. Dengang var der ikke WC inde i huset. De stod i kø på rad og række, de havde jo spist sig stopmætte i den gode julemad. Den lille Knud kunne ikke snøvle sig færdig og de andre frøs bravt af at stå og vente i den bidende kulde og frost med en flagermuslygte. Så sagde en af de store til Knud: Der sidder en stor ugle oppe i hjørnet, så kunne det nok være der kom skred i foretagendet, og Knud blev færdig i en fart. Bedstemor interesserede sig for mange ting. Der opstod en slags ny religion eller menighed som hun deltog i, hun havde nogle diskussioner om det med tante Erna og Onkel Morris, engang de var på besøg fra Aalborg. De var uenige, de var jo Baptister fra tiden i Amerika. Erna sagde at bedstemor jo heller ikke var i folkekirken, og det var rigtigt, for hun ville tilslutte sig denne nye fri-bevægelse. På et tidspunkt kom bedstemor hos en gammel familie fra Polen der hed Shoeb. Der kom fru Hedemann også. Shoebs børn var klædt mærkeligt med smalle halvlange sorte bukser. Shoebs kone tog sit eget liv, det var tragisk. På vej til Fræer var der et vådområde hvor hun havde druknet sig. Efter dette var Betty med hos Shoeb engang, hvor de bad og sang for den afdøde fru Shoeb. Anna havde altid interesseret sig for noget der ikke var lige ud af landevejen, hun havde mod på mange ting. Annas bror Aksel var gift med Krista, og Krista døde ret ung efter længere tids sygdom. De havde 3 børn og den Aksels børn Leif, Sonja og Per lille kom i pleje hos en tante, de to andre var anbragt på børnehjemmet i Rebild Skovhuse en overgang. Der besøgte Anna og Johannes og børnene dem, og Aksels børn var meget kede af at være på børnehjemmet. Aksel kom også og besøgte dem sammen med sin søster Anna, og så fandt han sig en husbestyrerinde, som han giftede sig med. Herefter kom børnene hjem igen. Anna var med i en organisation der hed Danske Kvinders Beredskab. De lavede tæpper af aviser, det startede i 1939, og tæpperne blev sendt til Finland til den krig der var i Finland. De lavede også mad til Lottekorpset der opstod omkring den tid da krigen startede. I slutningen af 20 erne flyttede Jeppe og Sine til Selde i Salling. Bedstefars lillesøster Meda har været ca. 23 og havde lært karetmager Christian Valbjørn Bruhn at kende. Hun boede stadig hjemme hos sine forældre. Ingen af dem havde nogen tilknytning til denne landsdel, men Christian havde overtaget karetmagerværkstedet i Selde. Han flyttede først derop og senere fulgte Jeppe, Sine og Meda. 48

15 Familieskovtur ca Victor kigger på Anna der sidder med Bent. Betty og Ruth (med kyse på) sidder foran i græsset. Johannes i græsset til højre. Helt ude i venstre side er det Meda og Christian, så kommer Marie, mellem Jeppe og Jensine sidder Isaac og Erna. Bag Anna sidder Thyra og Joseph, Morris er ikke med på billedet så det er sikkert ham det har fotograferet Der var ikke så meget kontakt til bedsteforældrene på bedstefars side, men et år, om sommeren, lånte bedstefar en gammel HGF, en høj Ford, på sit arbejde. Så blev alle klædt standsmæssigt på. Ruth og Betty fik hver en bøllehat i strå, en orange og en gul, og Anna havde syet ens blomstrede kjoler af noget stof der hed limbric, og de fik lange sløjfer der hang ned fra hattene. På det tidspunkt havde Sine fået et meget dårligt ben, og de skulle så op og se hvordan det gik med det her dårlige ben. Hun kunne ikke gå på det, men havde en stol med overalt som hun skubbede rundt med og hvilede benet på. Jeppe, Jensine, Meda, Birgith og Stense i Nibe I 1931 fik Meda og Christian en datter der blev døbt Birgith, og hun har fortalt mig om livet med sine bedsteforældre, som hun jo boede sammen med i en årrække i Selde og Arden. Hun fortæller også om hendes far, der hovedsageligt arbejdede for landmændene, om besværlighederne ved at inddrive tilgodehavender hos bønderne, fordi der i begyndelsen af trediverne var landbrugskrise. Hendes mor Meda cyklede rundt og forsøgte at indkassere pengene. Det endte med at hus og værksted kom på tvangsauktion, hun mener det var i Jensine og Jeppe har boet 2 steder i Arden. En kort tid boede de på førstesalen i et træhus på Skovvej. Senere boede de i den ene ende af et hvidt lavt hus på Lillevej. 49

16 I 1934 eller 35 flyttede Meda, Christian og Birgith til Nibe, fordi Christian havde fået arbejde på trævarefabrikken i Nibe. Det var først på dette tidspunkt at Meda ikke længere boede sammen med sine forældre. Jeppe og Sine blev boende i Arden, hvor de boede resten af deres liv, og fra det tidspunkt var det kun under besøg hos hinanden, at Birgith var sammen med sine bedsteforældre. Birgith havde derfor et nært forhold til begge sine bedsteforældre. Hun husker sin bedstemor som en lille spinkel dame, der var noget af det mildeste og kærligste man kunne tænke sig. Hun havde altid tid til Birgith, gav hende små godbidder at spise, og snakkede meget med hende. Hun husker især det varme køkken i Arden, hvor bedstemoderen stod og lavede mad på det store jernkomfur med alle ringene over ildstederne, og hun kunne ikke forstå at hun turde løfte komfurets ringe, når der var blussende ild nedenunder. I sine sidste år blev Sine mere og mere tynd og sammensunken. Hun havde uden tvivl udpræget knogleskørhed. Fra årene i USA havde hun medbragt sin symaskine, en trædemaskine af jern, og denne symaskine fik Meda med sig da de flyttede til Nibe, og derefter syede hun sit eget og Birgiths tøj på denne maskine. Birgith fortæller også at hun tilbragte meget tid sammen med sine bedstefar Jeppe. Der var ikke megen snak, men hun var umådelig tryg og glad over at være sammen med ham. Han spurgte om Birgith ville med på indkøb i byen, og så fulgtes de hånd i hånd til købmand eller slagter, eller når han skulle hente brænde til komfuret, eller ud i haven for at hente kartofler, gulerødder eller porrer eller., så fulgtes de ad. Han opdagede Birgiths forkærlighed for ærter, så hvert år såede han en række på 4-5 meters længde med høje ærter der voksede op ad et ståltrådsnet, og der måtte hun stå og spise og spise. Og når han senere kom på besøg i Nibe havde han altid en pose af ærterne med til hende. Fra USA havde han medbragt sit pendul-ur, der hang på hans væg med sine lodder. Efter hans død bad Morris, om han måtte få det. Sine havde stadig brevveksling med sin datter Meda, efter de var flyttet til Nibe. Det var næsten kun forretningsfolk der havde telefon dengang. I sine sidste breve til Meda skrev hun om smerter i maven. En søndag morgen blev de vækket af købmanden i nabohuset, som havde fået en opringning, fordi Sine var blevet indlagt på Amtssygehuset i Aalborg. Hun var øjeblikkeligt blevet opereret, og man havde konstateret mavekræft, men på et så fremskredent stadium, at der intet kunne gøres. De tog med det samme ud på sygehuset, og Birgith var med inde på sygestuen hos sin bedstemor. Hendes far løftede hende op så hun og bedstemoderen kunne se hinanden. I løbet af det næste døgn døde Sine. Det var i Det blev bestemt at Sine skulle begraves på Almenkirkegården i Aalborg, da dette var mest centralt for alle. Birgith, der vel må have været syv år dengang, kan godt huske sin bedstemors begravelse som hun var med til. Imens Sine levede kom familien fra Nibe hvert år til Arden for at holde jul. For Birgith var det jul præget af hygge, varme og glæde. Efter Sines død, blev Jeppe boende i Arden, alene og meget ensom. Han havde ingen nærmere kontakt med andre mennesker i byen. Han besøgte sin datter og svigersøn i Nibe flere gange om året, først og fremmest til jul, og også af og til ellers. Om sommeren var det så familien fra Nibe der kom på besøg i Arden som regel i nogle dage af gangen. Derefter tog de til Hobro til Birgiths farmor der boede der. Når de var i Hobro, gik de som regel en dag op ad alle bakkerne til Hostruphuse for at besøge Medas kusine Ebba, og meget tit besøgte de også Isaac og hans kone Marie. D. 9. april 1940 vågnede bedstefar ved at flyvemaskiner fløj hen over byen i lav højde. Johannes åbnede loftsvinduet og råbte: Anna, Anna, nu er de her. Man vidste jo godt at der var fare for at tyskerne kunne finde på at invadere Danmark, men overraskelsen var alligevel 50

17 stor da de endelig kom. I starten var det selvfølgelig spændende for børnene. Johannes skyndte sig at komme i tøjet og han sprang op til lærer Neergård. De gik videre op til Gran og sammen gik de hen på Stationen for at høre om der var indløbet nogle telegrammer der kunne give oplysninger om hvad der foregik. Nysgerrigheden var stor, der skulle komme en stor delegation oppe ved Gravlev. En stor flok unger stak af sted ned over Ravnkilde for at se på det. De lå nede i en grøft og kiggede. De havde aldrig set soldater før. Der kom masser af store tanks og vogne der skulle videre til Aalborg. Der var blevet bygget en tysk radarstation i Fræer og den var meget vigtig for tyskerne. Den var et led i det tyske forsvarsværk der strakte sig fra Norge og ned til tyskland. Radaren i Fræer var ekstrem vigtig, den var meget langtrækkende og af stor betydning for tyskerne. Panserkøretøj i Skørping 1943 Skørping, beskyttelsesrum Radarstationen i Fræer blev kaldt for Lille Berlin. Man kan stadig se nogle rester af bygningerne, men radaren er naturligvis for længst borte. Under anden Verdenskrig opstod der en modstandsbevægelse blandt nogle af egnens folk. Bedstefar gik ind i dette og var med til at hente våben fra de engelske nedkastninger på bestemte steder i skoven. Han opbevarede dem også derhjemme til han havde smurt og efterset dem. Senere kom de så op i Sanatoriets kælder, hvor modstandsfolkene kunne mødes og vist nok også holdt skydeøvelser i de lange gange under Sanatoriet. Det var naturligvis meget farligt, men bedstemor var helt med på at gøre det så besværligt som muligt for den tyske besættelsesmagt. Bartholdy vender hjem fra Frøslev lejren Bent beskriver sin mor som lidt af en patriot der ikke var bange for tyskerne. Han fortæller at han var 10 år da krigen startede, og det var selvfølgelig spændende for en dreng på den alder. Alvoren gik først rigtigt op for ham med alderen. Dengang Doktor Bartholdy blev taget af tyskerne og anbragt i Frøslev-lejren var Anna på barrikaderne. Hun fik lavet løbesedler, skrevet med Bents lille håndtrykkeri (legetøj), og opfordrede de handlende i Skørping til at demonstrere deres utilfredshed med, at deres meget dansksindede læge i byen var interneret af tyskerne, ved at lukke deres forretninger den næste dag. Løbesedlerne blev bragt rundt i byen af min mor Ruth og hendes veninde Karen Johansen, samt en ung mand som Bent ikke husker navnet på, og som siden er druknet. 51

18 Skovridder Hvass har i Barn af Himmerland skrevet om Jacob Bartholdys hjemkomst fra Frøslev, hvor spejderne organiserede en velkomstkomite, og doktoren blev båret i guldstol til sit hjem Bent mener ikke episoden er særligt kendt, han tænker her på om den er refereret nogen steder i noget arkiv i Skørping. Men han mener det står til troende, da han selv fik det fortalt af sin mor senere. Alt hvad der foregik i det skjulte blev holdt tæt ind til kroppen af de implicerede, og vi knægte fik bestemt ikke noget at vide fortæller Bent. Den 18. august blev den unge sabotør Niels Erik Vangsted skudt i Rold Skov. Bedstefar og Dyrlægen hørte skyderierne, og vidste der var sket noget forfærdeligt. Da Vangsted skulle begraves i Aalborg d. 24. august var det ved at udvikle sig til regulære optøjer. Mange danskere var på gaden og tyskerne sendte tanks og masser af soldater ud for at holde ro og orden. Der var begyndt at komme folkestrejker mod besættelsesmagten. På dette tidspunkt var den danske regering ikke længere villig til at samarbejde med den tyske besættelsesmagt, og tyskerne var begyndt at frygte en invasion på Vestkysten. I juli måned samme år havde der været en voldsom bølge af sabotage mod tyskerne, og d. 28. august fik regeringen overrakt et ultimatum om ro og orden. D. 29. august måtte regeringen med Scavenius i spidsen gå af, og det var nu departementscheferne der styrede det skrantende samarbejde. Der blev indført undtagelsestilstand og tysk politi kom til landet. Victor var kommet i lære som snedker i Fræer eller Hellum, og han og en kammeret fandt på at bryde ind i en indhegning som tyskerne havde lavet. Jeg ved ikke om det måske kunne være Lille Berlin. I hvert fald ville de lave en eller anden form for sabotage mod tyskerne. Der kom et opråb der gik ud på at det var strafbart at sabotere de indhegninger som tyskerne lavede om de besatte områder. Et par dage før Betty og Arnes bryllup var der hektisk aktivitet i det lille hus. Der blev vasket og plasket og strøget gardiner. Der skulle laves masser af mad, for Arnes familie og søskende skulle komme til brylluppet. Pludselig kom der 8 soldater og sagde at de skulle sove der. De brasede bare ind hos folk og forlangte tilmed at få lavet kaffe til sig. Anna blev meget forskrækket og turde ikke andet end at parere ordre. Betty skyndte sig oven på hvor hun skulle sove. Hun hørte hvordan de grinede og råbte neden under. Næste dag forsvandt de dog, og det skyldtes vist at Johannes havde været oppe på Turist Hotellet, hvor tyskerne havde deres hovedkvarter, og havde forklaret at de ikke kunne have noget indkvarteret fordi de skulle holde bryllup. Anna foran kiosken Anna havde fået en kiosk lidt før krigen, og efterhånden kunne hun ikke skaffe hverken det ene eller andet. Bl.a. kunne hun ikke få kræmmerhuse til at komme is i som hun fik fra Nova, og den smule hun så fik ville hun gemme til danskerne. Der var så 2 tyske soldater der insisterede på at købe kræmmerhuse med is, men hun blev ved med at sige hun ikke havde nogen, de kunne i stedet få ispinde. Til sidst gik de derfra, meget vrede. Om aftenen blev der affyret 2 skud 52

19 mod kiosken, det ene ramte det store træ der stod på hjørnet ved huset. Det kunne nær have kostet hende livet. Der var en anden episode tidligere i krigen hvor tyske soldater ville købe et eller andet hun sagde hun ikke havde. Så trak de pistolen og knaldede den i disken i raseri. Anna lukkede lugen i og gik ind i huset. Hun var sandelig ikke bange af sig. Efterhånden tilspidsede situationen mellem tyskerne og den danske befolkning. Der lå en anden iskiosk på Det glade hjørne og den blev sprængt i luften under krigen. Rygterne gik at det var modstandsbevægelsen der sprængte den i luften, fordi dem der havde denne kiosk handlede med tyskerne. Tyskerne havde nogle russiske fanger med sig der var interneret i de gamle markedshytter på markedspladsen. Nogle af russerne havde fået udgangstilladelse og handlede med Anna i kiosken, derfor havde hun på et tidspunkt nogle russiske sølvmønter. Nogle af dem blev smeltet om til teskeer som Betty fik til sit bryllup. Børnene, der havde ondt af russerne, stjal nogle humpler rugbrød og stak det ind gennem tremmerne til dem. Engang hen mod krigens slutning kom Victor hjem og var helt hvid i hovedet over en episode han havde overværet i skoven mellem Rebild og Skørping. Nogle tyske soldater havde bundet en russisk fange bag en hest, og havde pisket hesten så den løb af sted gennem skoven med russeren bagefter til han døde. Det kom Victor så hjem og fortalte, og da var Anna og Johannes virkelig chokerede. Tyskerne var på det tidspunkt ved at være desperate, de vidste jo nok at krigen lakkede mod enden med et nederlag til dem. Bettys mand Arne var lokomotiv fyrbøder på et tog der hed Piraten. Det kørte med tyske soldater og materiel der skulle til Norge. Bomberne sprang om ørerne på dem, og Arne var så bange for at de skulle blive sprængt i luften. Der var rigtig mange sabotager mod togene med tyskere. Under krigen var der mangel på selv de mest almindelige ting f. eks. sæbe, og man kunne så få en slags talg til at koge sæbe af, det stank forfærdeligt. Johannes dyrkede selv nogle tobaksplanter, og senere brugte han tørrede kirsebærblade som der blev hældt blommesaft på, så blev de tørret og stoppet i piben. Det kunne Anna slet ikke holde ud. Han måtte gå udenfor hvis han ville ryge det. Man skulle stå i kø for at få alt. Gamle strikkede ting blev trævlet op og genbrugt. Under krigen var der mange folk fra Aalborg der på grund af bombetruslerne lejede sig ind hos folk i Skørping, og selvfølgelig også mange andre steder. På et tidspunkt var den mindste stue således udlejet til en familie med 2 børn. De havde en primus de lavede mad på. Oldefar Jeppe kom tit på besøg i Skørping om søndagen, efter han var blevet alene. Det var ikke just noget børnene var specielt vilde med, og heller ikke deres mor for den sags skyld. Han bad bordbøn og det varede alt for længe, som tidligere nævnt var han meget hellig. Victor sagde at nu blev sovsen kold, børnene ville hellere have noget mad. De skulle også læse mannakorn når Jeppe var på besøg. De havde en skål på bordet med disse mannakorn der indeholdt skriftsteder fra bibelen. Så trak man fra skålen og læste op. Måske var Jeppe blevet meget deprimeret på sine gamle dage, han havde et temmelig dystert syn på livet, og det gjorde ham ikke specielt populær blandt børnebørnene i Skørping. Om søndagen tillod Johannes sig den luksus at ryge en enkelt Manna cerut. Det faldt Jeppe for brystet og han sagde på sit vendelbomål : Det ka do li så godt la vær mæ, det hår do slet it råd til nærensti do bliver pænsionist. Det var Betty harm over at Jeppe skulle blande sig i, hun syntes det var synd for hendes far, det skulle han da ha lov til. Men Johannes sagde aldrig sin far Jeppe direkte imod, det turde han åbenbart ikke. En søndag hvor Jeppe pludselig kom travende ned af Himmerlandsvej blev de godt nok skuffede. Det var meningen at de skulle på skovtur, kaffekurven var pakket med galopkringle, og de stod og var klar til at tage af sted. Så måtte de holde skovtur ved et gammelt vakkelvornt bord i haven. 53

20 Medas datter Birgith kan huske at hendes bedstefar døde meget pludseligt. Han må have følt, at der var noget galt med ham, for han gik ind til nabofamilien, der boede i den anden ende af huset, og da han var kommet indenfor, faldt han om og var død. Begravelsen fandt sted fra Baptistkirken Bethel i Niels Ebbesensgade i Aalborg. Denne kirke var Morris og Erna medlemmer af. De var på ingen måde fanatiske, men deltog begge to med noget praktisk arbejde, søndagsskole og sangkor. Også denne begravelse var Birgith med til, og hun fortæller at hun kan huske, at da de fulgte den hestetrukne rustvogn fra Niels Ebbesensgade til kirkegården, stod folk på gaden stille mens de passerede, også de tyske soldater som der var mange af i Aalborg dengang. Gravstedet lå i den vestlige del af kirkegården, men eksisterer ikke mere. Jeppe døde i starten af En engelsk bombemaskine blev skudt ned over Thorstedlund skov af tyskerne fra Lille Berlin. Det var d. 20. april 1945, kun 14 dage før krigen sluttede. Flyvemaskinen var på vej tilbage til sin base efter et bombetogt over Tyskland. Der, hvor den var styrtet ned, havde den klippet trækronerne, som var de savet over med en kæmpe motorsav. Det var de lokale der lokaliserede vraget, og tyskerne forlangte at overskovfoged Hoppe skulle udpege stedet. De kørte derud i bil, og der skete det underlige at en engelsk flyver så den tyske millitærbil og strøg ned og beskød den. Hoppe blev ramt i benet, og chaufføren blev dræbt. Tyskerne afspærrede området, og begravede de forkullede lig. Senere fik folk lov at tage hvad de kunne finde på nedstyrtningsstedet. Alt kunne bruges, sytråd, mønter, kompas og andre mærkelige ting. En fandt en karamel som han spiste, og han sov ikke i 3 døgn, så det har nok ikke været en helt almindelig karamel. Først i 1947 fandt man stedet hvor englænderne var begravet, og de blev gravet op igen og flyttet til krigergraven på Aarestrup kirkegård. Det var så anden gang de blev begravet, men det skulle ikke blive den sidste. De engelske officerer der deltog i højtideligheden opdagede at de ikke lå i den rigtige rangorden i graven, og forlangte dem gravet op igen og lagt i orden. Det blev de så og efter den tredje begravelse fik de endelig fred. Det var på en måde lidt tragikomisk at nedskydningen fandt sted d. 20. april, det var nemlig Hitlers 56-års fødselsdag, og det skulle blive hans sidste. Langt ude i skoven står Flyverstenen, der blev rejst af folkene fra Nørlund gods, som et mindesmærke. Stenen bærer en af propellerne fra flyet. Endelig var krigen slut, de 5 forfærdelige år var ovre. Meddelelsen lød om aftenen d. 4. maj i udsendelsen fra London, 6 minutter inde i udsendelsen. Udsendelsen var allerede gået i gang, da der var en der kom løbende med et stykke papir med frihedsbudskabet. Mange mennesker fik meddelelsen ved at lytte til radioen fra London illegalt. De løb ud på gaden i en glædesrus, og omfavnede hinanden. For mange mennesker var befrielsesdagen den glædeligste dag i deres liv. Budskabet fra radioen lød sådan: Her er London, her er London. I dette øjeblik meddeles det fra general Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nord-Tyskland og Danmark, har overgivet sig. Og så spillede man: Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp. Folk rykkede deres mørklægningsgardiner ned og brændte dem på bål i gaderne. For at vise sin glæde satte man lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj. Jeg er sikker på at alle I der levede dengang husker det som en festdag. Jeg får lyst til at nævne en sjov ting. Da bedstefar var født i Amerika var han amerikansk statsborger da han kom til Danmark. Da han blev gift med bedstemor blev hun også amerikansk statsborger, og ligeledes de børn de fik. Senere måtte de søge dansk statsborgerskab, og nogle af papirerne i forbindelse hermed ser I her. 54