Tema 1 - Liv og død Verdensbilledet Fundamentalisme

Transkript

1 Tema 1 - Liv og død Bibelen er der to grundlæggende fortællinger, som siger, at det er Gud, der har skabt verden og alt liv. Dermed er det ikke i naturvidenskabelig forstand sagt, at verden blev skabt på syv dage, som der står i den ene af fortællingerne, og at det skete for ca år siden, som man kan regne sig frem til, hvis man læser de slægtstavler, der står i Bibelen. Bibelen kan nemlig læses på mange forskellige måder. Og den bogstavelige læsemåde, som mener, at alt, hvad der står i Bibelen, er sket præcist, som det er beskrevet, har gennem de seneste århundreder været svær at forsvare. Allerede i slutningen af 1500-tallet, da naturvidenskaben for alvor begyndte at bryde igennem, kom det bibelske verdensbillede under pres. Nogle astronomer opdagede, at jorden ikke var verdens centrum, men at Jorden kredsede omkring Solen. Det rystede kirken, og en af de første astronomer, som fremsatte det nye synspunkt, blev dømt til døden og brændt på et bål, fordi han ikke ville indordne sig under kirkens opfattelse. Siden har den bogstavelige - eller fundamentalistiske læsemåde, som denne opfattelse også kaldes - løbende været under pres. Verdensbilledet Tilbage i renæssancen ( tallet) fik det voldsomme konsekvenser for to mænd - filosoffen Bruno ( ) og naturvidenskabsmanden Galilei ( ), at de tilsluttede sig det synspunkt, at det ikke var solen, der kredsede om Jorden, sådan som kirken hævdede, men omvendt, at Jorden kredsede om solen. Bruno blev brændt på bålet i Rom i 1600, mens Galilei kun overlevede, fordi han i 1616 mod sin overbevisning erklærede, at han nok havde taget fejl. De sidste ni år af sit liv sad Galilei dog i husarrest, fordi han havde svært ved at skjule sin overbevisning. Fundamentalisme At være fundamentalist vil blandt andet sige at læse og forstå fx religiøse tekster helt bogstaveligt, fordi de har en særlig guddommelig status. Alle større religioner har tilhængere, der kan betegnes som fundamentalister. Det næste voldsomme angreb på den bibelske forståelse af livet kom i midten af 1800-tallet, da den engelske biolog, Charles Darwin, udgav en bog, som hævdede, at livet på Jorden ikke blev skabt én gang for alle, men hele tiden udviklede og forandrede sig. Det gjaldt også mennesket, som i virkeligheden stammede fra aberne og derfor ikke kunne være skabt af Gud i den form, mennesket havde på Darwins tid og dermed også i dag. Også dette synspunkt rystede kirken, men på det tidspunkt havde kirken ikke nær så meget magt i samfundet som i middelalderen, og derfor blev Darwin ikke udsat for trusler om at blive slået ihjel. I stedet iværksatte man inden for kirken en række videnskabelige undersøgelser, som skulle modbevise evolutionslæren, som Darwins teori kaldes. Denne form for videnskab kaldes kreationisme, og kreationister har inden for de seneste år fremsat teorien om»intelligent design«, som hævder, at hele universet og livet på Jorden er så kompliceret og nøjagtigt sammensat, at det ikke kan være opstået ved en tilfældighed, men at der må stå et super-intelligent væsen bag opfindelsen af verden og livet - altså Gud. Ikke mange naturvidenskabsfolk giver dog indtil videre meget for denne form for forskning, da pointen om et intelligent væsen hverken kan bevises eller modbevises, og det skal videnskabelige teorier gennem undersøgelser og eksperimenter kunne, ellers regnes de kun for spekulationer og fantasier. 1

2 Bibelens skabelsesberetning Presset på den kirkelige opfattelse af Bibelens ord førte også til, at man inden for teologien begyndte at interessere sig for historiske og arkæologiske undersøgelser af det, der stod i Bibelen, for ad den vej at kunne læse og forstå de bibelske fortællinger på nye måder. Nogle opfatter således hele skabelsesberetningen som et stort sprogligt billede, som alene skal forstås i overført betydning. Andre hævder, at skabelsesberetningen udtrykker de helt grundlæggende pointer om det at være menneske - nemlig, at vi ikke selv er herrer over liv og død. Livet er noget, vi får et eller andet sted fra, når vi bliver født, og noget, der bliver taget fra os igen, når vi dør - uden at vi selv kan gøre noget særligt ved det. Livet er en skrøbelig størrelse, vi kan miste, før vi selv aner det. Hvorfor vi skal leve med den utryghed og usikkerhed, som dette livsvilkår skaber, giver Bibelen en forklaring på. En forklaring, som kan holde modet oppe hos mennesker. Evolution Evolution betyder udvikling og er læren om, hvordan levende organismer har udviklet og forandret sig på Jorden. Evolutionslæren blev opfundet af den engelske biolog Charles Darwin i midten af 1800-tallet. Darwins teori vakte stor ballade i kirkelige kredse, fordi den på samme måde som det videnskabelige verdensbillede i 1600-tallet var i modstrid med den fundamentalistiske opfattelse af Bibelens ord. Ifølge Bibelen skulle mennesket og alt andet i naturen være blevet skabt én gang for alle af Gud og kunne derfor ikke være noget, der havde udviklet sig over millioner af år. Kreationisme og Intelligent Design Kreationisme er en reaktion mod Darwins evolutionslære og et religiøst forsøg på, efter videnskabelige metoder, at forske sig frem til, at det, der står i Bibelen, er sandt. En af teorierne inden for den kreationistiske forskning går ud på, at hele universet og alt liv er så kompliceret og specielt sammensat, at det ikke kan være udtryk for en tilfældighed, hvorfor der i stedet må stå en højere intelligens bag det hele. Og denne intelligens kunne så være Gud. Verdens skabelse Første Mosebog kap. 1-3 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde:»der skal være lys!«og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. 2

3 Gud sagde:»der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!«og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag. Gud sagde:»vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!«og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. Gud sagde:»jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.«og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag. Gud sagde:»der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!«og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag. Gud sagde:»vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve overjorden oppe under himmelhvælvingen!«og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde:»bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige jorden!«så blev det aften, og det blev morgen, femte dag. Gud sagde:»jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!«og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. Gud sagde:»lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på lorden.«gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem:»bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«gud sagde:»nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal l have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.«og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. Det var himlens og jordens skabelseshistorie. Adam og Eva Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. 3

4 I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat. Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling:»du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!«gud Herren sagde:»det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.«så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham. Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:»Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.«derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke. Syndefaldet og uddrivelsen af Edens have Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden:»har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?«kvinden svarede slangen:»vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.«men slangen sagde til kvinden:»vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.«kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftentid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam:»Hvor er du?«og han svarede:»jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.«han spurgte:»hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?«adam svarede:»kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.«gud Herren spurgte så kvinden:»hvad er det, du har gjort?«hun svarede:»slangen forledte mig til at spise.«da sagde Gud Herren til slangen:»fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig 4

5 og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.«til kvinden sagde han:»jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.«til Adam sagde han:»fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.«adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde:»nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!«så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. Opgaver 1. Sammenlign den rækkefølge, verden er blevet til på ifølge en af naturvidenskabens forklaringer, med den første skabelsesberetning, Verdens skabelse. 2. Diskuter, hvordan det har kunnet lade sig gøre for dem, der skrev den bibelske fortælling for mere end 2000 år siden, at komme så tæt på en rigtig skabelses-rækkefølge, når de ikke havde mulighed for at undersøge verden med videnskabelige metoder som i dag. Diskuter herefter, om I tror, der kan være noget rigtigt i ideen om intelligent design. 3. Undersøg, hvorfor mennesket ifølge de to skabelsesberetninger skal dø, og hvordan døden er kommet ind i verden. Liv og død i andre religioner At livet er skabt af Gud eller af forskellige guder kendes også fra andre religioner. De tre store mellemøstlige religioner, jødedommen, kristendommen og islam, er stort set fælles om de to skabelsesberetninger. Alle tre steder er det Gud, der skaber verden ud af intet, og alle tre steder overtræder mennesket, som er den højeste skabning, et forbud, Gud har opstillet, så det bliver gjort dødeligt og smidt ud af det Paradis, hvor det oprindeligt var blevet placeret. 5

6 Men også i nogle af de gamle mytologier - fx den græske og den nordiske - finder vi skabelsesberetninger med lignende træk. Liv og død i græsk mytologi I den gamle græske opfattelse af verden er denne opstået ud af et oprindeligt kaos. Dette kaos var karakteriseret ved mørket og natten. Det var oprindeligt disse to»væsener«, der parrede sig og skabte Himlen, Jorden og lyset. Herefter er det Himlen (Uranos) og Jorden (Gaia), der formerer sig og skaber urguderne, som også kaldes titanere. Men inden da er der ud af Himlens og Jordens omfavnelser opstået planter og dyr på Jorden. Mytologien fortæler, at guderne får børn med hinanden på kryds og tværs, og at der udspiller sig mange drabelige kampe om at sidde på magten. Til sidst lykkes det dog tordenguden Zeus at vinde kampene og samle guderne i et fællesskab, hvor de hver især får lov at regere over det område af tilværelsen, de er mest interesseret i. Således får Poseidon lov til at bestemme over havet, mens Afrodite bliver gud for kærligheden osv. Zeus havde en fætter, der hed Prometheus. Det betyder»den forudseende«, og han interesserede sig meget for at blande jord og vand til ler. Derfor blev han pottemager og producerede mange krukker, vaser, skåle og kopper. En dag fik han nærmest ved en tilfældighed lavet en figur i stedet, og den var han selv så stolt af, at han ikke nænnede at skille sig af med den. Jo mere han kiggede på den, desto mere syntes han, den fortjente at blive levende, så han kunne tale med den. Desværre var han selv kun en halvgud, hvorfor han ikke ved egen kraft magtede at skabe liv. Derfor forsøgte han at få hjælp af gudinden Athene, og det lykkedes. Hun blæste livsånde ind i figuren. Derved blev lerfiguren levende, og det første menneske var skabt. Prometheus var vildt begejstret for sin nye opfindelse Dg fortsatte med at skabe mennesker, så der til sidst var rigtigt mange. Og på et tidspunkt begyndte det at irritere Zeus, fordi menneskene lignede guderne og måske kunne finde på at gøre oprør og overtage magten på samme måde, som han selv havde gjort engang. Derfor besluttede han sig for at give Prometheus en advarsel ved at tage ilden fra menneskene, så de ikke kunne holde varmen,.ave mad og se, når det var mørkt. Når vilkårene på den måde blev forringet for menneskene, håbede Zeus, at Prometheus ville holde op med at lave flere, men sådan gik det ikke. Prometheus blev i stedet vred. Han stjal ilden tilbage og smuglede den ned fra Olympen, hvor guderne havde deres bolig. Samme nat fik han alle sine skabninger til at tænde en fakkel, så jorden kom til at ligne en stjernehimmel. På den måde kunne Zeus se, hvem der havde magten. Det blev Zeus så vred over, at han udtænkte en endnu snedigere plan. Han bad sin personlige smedemester Hefeistos om at skabe den smukkeste kvinde, verden endnu havde set, og udstyrede hende med et lille skrin, hvori han havde puttet alverdens dårligdomme, som sygdom, ulykker, tyveri, misundelse, vrede, uvenskab, krig, lidelser og død mv. Derefter sendte han Pandora, som kvinden hed, ned på Jorden og befalede hende, at hun ikke måtte åbne skrinet, før hun havde fundet den rette mand, og det lovede hun. Zeus vidste, at Prometheus med sin forudseenhed ville være på vagt, hvis han så Pandora. Derfor lod Zeus hende i stedet møde hans bror Epimetheus. Og Epimetheus faldt pladask for den smukke og dejlige kvinde, selv om Prometheus på forhånd havde advaret ham mod at tage imod gaver fra guderne - og især fra Zeus. Epimetheus var imidlertid præcis modsat sin bror. Han var bagklog - han tænkte sig sjældent om, før han gjorde noget, men levede i nuet. Derfor havde han ingen betænkeligheder ved at forelske sig i Pandora og syntes ikke, at de hurtigt nok kunne blive gift. Pandora var dog mere forbeholden. Hun elskede at blive vartet op og havde ikke travlt. Epimetheus var jo tydeligvis ikke den eneste, der kiggede langt efter hende. Epimetheus var også voldsomt nysgerrig efter at finde ud af, hvad Pandora havde i sit lille skrin, men hun havde sagt, at det var en medgift fra guderne, som først måtte åbnes, når hun var blevet gift. 6

7 Det kunne Epimetheus dog ikke vente på. Han sneg sig ind på hendes værelse en dag, hun ikke var hjemme, og lettede forsigtigt på låget, hvorved alle dårligdommene - og dermed også døden - fløj ud og forpestede verden. På den måde fik Zeus hævn over Prometheus gennem pottemagerens egen bror. Liv og død i nordisk mytologi Ifølge den nordiske mytologi opstod verden ud af det tomme hul, Ginnungagap. Det skete ved, at mørket og kulden fra isens rige, Nifelheim, mødtes med lyset og varmen fra ildens rige, Muspelheim. Både varmen og kulden ville gerne herske over det tomme rum, men da ilden fra Muspelheim mødtes med isen fra Nifelheim, smeltede de sammen til en dråbe vand, der faldt ned i Ginnungagap. På vej ned gennem hullet forvandlede vanddråben sig, og ud af den opstod både verden, guderne og livet med alt, hvad det indebærer - bortset fra mennesket. Det kom først til verden en dag, hvor tre af guderne - Odin, Vile og Ve - gik en tur langs stranden. Her så de tilfældigvis to stykker træ, som var skyllet ind i vandkanten. Og af dem skabte guderne mennesket som mand og kvinde. Ve gav de to stykker træ kroppen og sanserne, mens Vile udstyrede dem med sproget og forstanden. Til sidst blæste Odin ånd ind i dem, så de kunne hæve sig over alt andeti verden. Sådan levede de i lang tid, og fra disse to - Ask og Embla, som de blev kaldt - stammer alle andre mennesker. Guderne havde imidlertid nogle fjender. Det var jætterne. De var i lighed med guderne blevet skabt, da dråben fra Muspelheim og Nifelheim var faldet ned gennem Ginnungagap, men de havde tabt kampen om magten til guderne, der endda havde slået jætternes stamfader, Ymer, ihjel og opbygget himlen, jorden, bjergene og skyerne af hans krop. Derfor var jætterne konstant på jagt efter hævn. En dag fandt de på at skabe en smuk og de lig pige, som skulle sendes til Midgård, hvor menneskene boede, for at fordreje hovedet på dem, så de ikke længere ville tilbede guderne. På den måde håbede jætterne at få magten i verden. Kvinden, der hed Guldveig, var så betagende, at alle mænd i hele verden ikke kunne tænke på andet, og derfor glemte de hurtigt at ofre til guderne. Det skabte selvfølgelig panik blandt guderne, fordi de på den måde mistede betydning. Derfor holdt de rådslagning under det store verdenstræ, Yggdrasil, som forbandt jorden med såvel underverdenen som Himlen. Her blev de enige om at bortføre Guldveig fra menneskenes verden og brænde hende. Det første gik let, men det lykkedes ikke at få slået Guldveig ihjel. Tre gange steg hun ned fra bålet uden at være det mindste forbrændt. Det ophidsede guderne i en grad, så de slet ikke opdagede, at jætterne havde sneget sig ind og omringet Asgård, hvor guderne boede. Da Guldveig tredje gang steg ned fra bålet, blev Odin så rasende over jætternes magi, at han slyngede sit spyd, der gennemborede alt, hvad det mødte på sin vej, af sted. Spyddet fløj uden problemer tværs gennem muren rundt om Asgård og dræbte en jætte på den anden side. Derefter opstod en voldsom kamp mellem guder og jætter, som dog endte uafgjort, da ingen af dem kunne besejre den anden. I stedet sluttede de fred ved at udveksle gidsler. Således blev nogle af guderne - bl.a. Ve og Vile - optaget blandt jætterne, mens jætten Njord med sine to døtre, Frigg og Freja - den senere kærlighedsgudinde - blev optaget blandt guderne. Det var således gennem Odins mord, at døden ifølge den nordiske mytologi kom ind i verden. Opgaver 1. Sammenlign de tre fortællinger: Hvordan bliver livet til? Hvem er ansvarlig for livets tilblivelse? Hvordan kommer døden ind i verden? 7

8 Hvem har ansvaret for, at mennesket skal dø? 2. Undersøg vandets funktion og betydning i de tre fortællinger og sammenhold det med den betydning, vand ifølge naturvidenskaben har for livet på jorden og for menneskets krop. 3. Find de steder i de tre fortællinger, hvor der står noget om træ eller træer, og skriv dem op ved siden af hinanden. 4. Undersøg den symbolske betydning af vand, træ og lys og sæt disse betydninger i relation til indholdet i de tre fortællinger. 5. Diskuter på baggrund af jeres arbejde, om indholdet i mytologiske fortællinger kan sige noget væsentligt om menneskelivet og dermed bruges til noget i dag. Liv og død i salmebogen Forholdet mellem livet og døden og dermed spørgsmålet om, hvorfor livet på et tidspunkt ophører, har op gennem hele historien udfordret mennesket. Hele lægevidenskabens historie er ét langt forsøg på at opfinde noget, der har kunnet udsætte døden, og inden for filosofien og teologien har man forsøgt at finde forskellige forklaringer på problemet. I den gren af filosofien, der hedder eksistentialismen, har man ligefrem gjort døden til omdrejningspunkt for hele tænkningen. To af den nyere tids repræsentanter for denne retning - den franske filosof og forfatter Albert Camus og den franske filosof Jean-Paul Sartre - gjorde således selvmordets paradoks til den centrale problemstilling i filosofien. Ifølge Camus og Sartre er der ikke nogen mening med livet. Døden er livets eneste mål. Derfor opfatter de det som et paradoks, at folk hver morgen står op til en ny dag i stedet for at blive liggende i sengen og langsomt dø af sult eller simpelthen tage livet afsig, når det nu alligevel ender med døden på et tidspunkt. Egentlig blev eksistentialismen grundlagt af den danske filosof Søren Kierkegaard. For ham var sagen langt mere enkel, fordi han i modsætning til Camus og Sartre var troende. Havde han kunnet tale med dem, ville han have kaldt selvmordets paradoks for et skinproblem, fordi livet netop ikke er meningsløst. Meningen med livet var ifølge Kierkegaard at gøre Guds plan for det gode liv til sin egen. Problemet for Kierkegaard var, at mennesket udmærket ved, hvad det gode liv er - men det kan ikke realisere det, fordi det er skabt ufuldkomment. Paradokset ligger for Kierkegaard i, at man som menneske ved, hvad det bedste er, men bliver nødt til at leve med det næstbedste, fordi det alligevel aldrig vil kunne blive på den helt rigtige måde. Og det kan man ifølge Kierkegaard kun ved at tro på, at Gud er der og kommer én til hjælp. I Jakob Knudsens salme Se, nu stiger solen af havets skød fanges problematikken mellem livet og døden på smukkeste vis. Efter sigende skrev Jakob Knudsen salmen lige efter en morgenvandretur langs Randers Fjord. Her blev han så overvældet over solopgangen, at han straks ved hjemkomsten blev inspireret til at skrive salmen, hvor hver ny morgen bliver gjort til en ny begyndelse på livet og solopgangen til et billede på skabelse. 8

9 DDS nr Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst! 2. jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. 3. Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske! 5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud -o du milde Fader, min skaber, Gud! 6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. 7. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! 4. O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed! Jakob Knudsen 1891 Svære ord: Se Opgaver 1. Lyt til salmen på eller syng den i fællesskab på klassen og læs den derefter grundigt igennem. Overvej, hvilken af de to melodier, I synes passer bedst til salmens indhold. 2. Undersøg lysets og vandets betydning i strofe 1 og sammenhold den med de tre myter. 3. Diskuter, hvad der ligger i de to sproglige billeder»havets skød«og»verdens kyst«i strofe Diskuter, hvad de oplevelser, digteren er udsat for i strofe 1, kommer til at betyde for ham i strofe 2-5. Diskuter videre, hvad det kommer til at betyde for hans forhold til døden i strofe Diskuter den mulige sammenhæng mellem eksemplerne i strofe 4 og digterens egen opvækst, som du kan læse om på 6.Diskuter til sidst, om det sted, solen står op i strofe 7, er det samme som i strofe 1 - herunder hvad det skal betyde, at lyset står stille i sidste linie, og hvad forskellen på»verdens kyst«i strofe i og»livets kyst«i strofe 7 er. 9