VAUCLUSE n NR. 54 n KR. 65,00

Transkript

1 VAUCLUSE n NR. 54 n KR. 65,00

2 VAUCLUSE FRANKRIG VAUCLUSE eller rosé. Men i det lille Chateauneuf du Pape har avlerne indrettet sig med yderligere 11 forskellige druesorter, og de må for alt i verden ikke ende med at blive til rosé. Hvis det sker, må de ikke bruge navnet Chateauneuf du Pape. Vaucluse er et rigt sammensat vinområde med mange velkendte distriktsnavne. Langt de fleste baserer sig på druerne Grenache og Syrah, hvad enten de benyttes til rødvine N7 A9 ARLES A7 PIERRELATTE LE-RHÔNE BOLLÈNE ORANGE AVIGNON VALREAS CAIRANNE CHÂTENEUF-DE-PAPE A7 CHÂTEAURENARD PARC NATUREL RÉGIONAL DES ALPILLES VISAN VAISON-LA-ROMAINE GIGONDAS VACQUEYRAS BEAUMES-DE-VENICE CARPENTRAS L ISLE-SUR-LA-SORGUE CAVAILLON MOUNT VENTOUX 1909 M ROUSSILLON MONIEUX SAINT-SATURNIN-LÈS-APT BONNIEUX PARC NATUREL RÉGIONAL DU LUBERON PERTUIS VAUCLUSE SALON-DE-PROVENCE A51 GRAND SITE SAINTE-VICTOIRE VAUCLUSE VIN-DISTRIKTER CÔTES DU RHÔNE CÔTES DU RHÔNE VILLAGES GIGONDAS VACQUEYRAS CHÂTENEUF-DE-PAPE CÔTES DU VENTOUX CÔTES DU LUBÉRON LE-RHÔNE PORT-SAINT-LOUIS DU-RHÔNE A7 MARIGNANE A51 AIX-EN-PROVENCE MARSEILLE 2 VINOVENUE n VAUCLUSE

3 På trods af at Vaucluse huser nogle af de mest berømte vindistrikter i verden, er det ikke et område, der har gjort særlig væsen af sig. Det er ikke verdenskendt som Bordeaux eller Bourgogne. Folk får ikke smilet og drømmeblikket frem, som når man nævner Provence. Og først når man siger Rhône, får man det anerkendende nærvær i blikket, som fortæller, at nu er der hul igennem. Men Vaucluse er meget mere end Rhône. Det er et skønt område med masser af det hele. Her er skøn natur med stor afveksling, og utallige små spisesteder, hvor man kan spise sig god og mæt for en skilling og så får man både forret, hovedret, dessert, vin, vand og kaffe med i prisen. Det virker som en ren foræring, og så er der ingen sure miner, men smil og et tak med på gensyn. Det er altså ikke kun Vaucluse, der ikke gør et væsen af sig, men også de mennesker, der lever deres liv her. Så tingene hænger sammen. På trods af al den ydmyghed er det her, at nogle af Frankrigs bedste rødvine produceres. Chateauneuf de Pape er ingen i tvivl om ligger i toppen, men også Gigondas, Vacqueyras, Vinsobres, Beaumes de Venise og Rasteau hører til i eliten, så her er nok af god vin at vælge imellem, når det velsmagende måltid skal serveres. God fornøjelse med Vaucluse! Kenth Poulsen Livet i denne del af Frankrig har været anderledes end i resten af landet. Han er syvende generation vinavler i familien Farjon. På pavepaladset i Avignon opføres et stort lysshow. Historien om den berømte gamle bro i Avignon. I Vaucluse stiger vinenes koncentration jo længere man bevæger sig mod vest. I Chateauneuf du Pape har de allieret sig med paven i markedsføringen. Fra juni til august står lavendelmarkerne i fuldt flor flere steder i Vaucluse. For brødrene Clavel hænger det søde sammen med den lokale historie. Toprestauranten, hvor alle har råd til at spise godt. Brødrene Silvain gik nye veje da krisen kradsede. Indtil for hundrede år siden var kvæden en populær frugt. Folk kappes om at komme til toppen af Mont Ventoux. Næste nummer af VinoVenue: Soave - den kendte hvide italiener. Udgiver: VINOVENUE ApS, Søtoftevej 74, 4100 Ringsted, T: , info@vinovenue.dk, vinovenue.dk Tekst: Kenth Poulsen. Fotos: Kenth Poulsen og istockphoto Grafisk design og produktion: Tegnestuen v. Mogens Barslund. Redaktionen er afsluttet ISSN VAUCLUSE n VINOVENUE 3

4 VAUCLUSE 4 VINOVENUE n VAUCLUSE

5 Det imponerende gamle pavepalads i Avignon set fra den berømte bro ethvert fransk barn har sunget om i sin tidlige opvækst. VAUCLUSE Livet i denne del af Frankrig har i lange perioder været anderledes end i resten af landet - til tider forbundet med store fordele. Ikke kun for de lokale, men også for de tilrejsende. Vaucluse ligger i provinsen Provence- Alpes-Côtes d Azur i det sydøstlige Frankrig, hvor landet grænser op til Italien. Den østlige del af Vaucluse, Luberon, er tyndt befolket og mest udlagt som naturpark. Mange engelske og amerikanske pensionister har kastet deres kærlighed på denne landsdel efter at have læst forfatteren Peter Mayles beretninger om sit liv i Luberon, gennem bøgerne A Year in Provence, Toujours Provence og Encore Provence. De solgte som varmt brød og blev efterfølgende sendt som TV-serie i slutningen af 90 erne. Dermed inspirerede han mange engelsktalende til at kopiere sit liv i landflygtighed i Luberons behagelige klima. Før ham, i 70 erne og 80 erne, var det de unge franskmænd, der søgte til Luberon. Ligesom englænderne og amerikanerne var de tiltrukket af det rolige og autentiske liv og den smukke natur. Her er der alt det, man savner, når man lever det hæsblæsende og komfortable liv med store ind- tægter og stort ansvar. Den folkerigeste og mest kendte del af Vaucluse er området i nordvest omkring byerne Avignon, Orange og Carpentras. Tilbage i middelalderen og frem til den franske revolution i 1789, 4 VAUCLUSE n VINOVENUE 5

6 VAUCLUSE 6 VINOVENUE n VAUCLUSE

7 Hyggelig gadehandel og smukke gamle huse. Vaucluse vrimler med maleriske indtryk fra en tid, hvor det var hensigten at bygningerne skulle holde i århundreder. Husene blev opført af lokale sten, som blev hugget ud af bjergene. Det var billigt, men også tungt og arbejdskrævende. Til gengæld vil materialerne aldrig komme under mistanke om at forurene. De indeholder hverken plastik eller kemi. 4 var dette område en selvstændig stat med navnet Comtat Venaissin. Landet tilhørte den katolske kirke og blev styret af Den Hellige Stol, som Pavestaten hedder i international terminologi. Den Hellige Stol er det øverste embedsværk i den katolske kirke. Det eksisterer uafhængigt af den siddende pave og kan sammenlignes med ministerierne i en demokratisk stat. Den Hellige Stol har den dag i dag diplomatiske forbindelser med de fleste af verdens lande med en markant undtagelse i Kina, der under Maos magtovertagelse blev fravalgt til fordel for Taiwan. Den Hellige Stol har også et højt diplomatisk aktivitetsniveau i FN og de fleste store internationale organisationer. Stolen er bredt accepteret som suveræn stat, og det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa. De konkrete landområder er gennem årene skrumpet ind til Vatikanets haver på 44 hektar i centrum af Rom. Dette område blev overgivet Pavestaten i 1929 ved Mussolinis mellemkomst, efter at Paven ikke havde ejet jord siden årene lige efter Italiens forening i Men i middelalderen var Den Hellige Stol eller Pavestaten en forholdsvis stor jordbesidder med landområder i såvel det centrale Italien som i Comtat Venaissin, hvor de tog over i For befolkningen var det en fordel at leve i Den Hellige Stols landområde frem for hos de aristokratiske magthavere. Man betalte ikke skat til kirken og blev heller ikke udskrevet til værnepligt, hvilket gav en betydelig velstand hos den jævne borger. Jøderne blev også behandlet meget bedre. Det medførte naturligvis, at der efterhånden voksede en stor jødisk menighed op i Comtat Venaissin. Den jødiske synagoge i Carpentras er den ældste i Frankrig. Den blev påbegyndt opført i Små 20 år forinden var Den sorte Død eller pesten brudt ud. Her blev en human tilgang til samfundet praktiseret af den siddende pave. Folk var desperate. Overalt i Europa opstod der tumult, efterhånden som smitten bevægede sig hen over kontinentet. Store dele af befolkningen havde brug for at finde nogen, deres frustrationer kunne gå ud over. Jøderne, der dyrkede deres egen religion og traditioner, blev ofre for aggressionerne overalt i de større byer. I pavebyen Avignon manede den siddende pave Clement den Sjette til besindighed. Han opfordrede præsterne i den katolske kirke til at beskytte jøderne. Fra pavestolen udtalte han: De der opildner til had mod jøderne, er blevet forført af Djævelens løgne! Clement den Sjette tog personligt rundt blandt de smittede, velsignede dem og gav dem den sidste olie, uden selv at blive smittet af pesten. Derfor var han også et stærkt forbillede, omend han med sin levevis må have provokeret mange af kirkens folk. Han lagde ikke skjul på, at han foragtede sine forgængeres spartanske livsstil og udtalte direkte: Mine forgængere kendte ikke til det at være pave. Under hans tid som overhoved blev der investeret store summer i udsmykningen af det pavelige palads i Avignon. Og de to første betalinger, han foretog efter sin kroning, var til musikere, der underholdt ved festlighederne. Han tiltrak både musikere og filosoffer til det pavelige hof og opførte sig i det hele taget mere som en monark end en asketisk troende. I efterskriftet ved hans død hed det da også: Han var en gentleman, en rundhåndet prins, en mæcen indenfor kunst og lærdom, men ingen helgen. Hans livsførelse kan se ud til at have inspireret hans efterfølgere. Det fortælles om pave John den 22., at han i 1317 var på rejse fra Paris til Avignon og gjorde pause i byen Valréas nord for Comtat Venaissin. Under opholdet begyndte han at føle sig dårlig og blev derfor tilbudt et glas vin. Det gjorde ham så godt, at han besluttede at købe byen og lægge den under pa- 4 VAUCLUSE n VINOVENUE 7

8 VAUCLUSE Til venstre: Mens markedskræfterne hærger overalt og skaber konceptuelle løsninger på de fleste menneskelige behov, er der stadig enkelte, som holder fast ved tidligere tiders livsformer. Til højre: Fontaine-de-Vaucluse er Frankrigs største og verdens femtestørste kilde. Vandet samles fra et område på 1200 kvadratkilometer, og ledes under jorden frem til dens udspring. 4 vestolen i Avignon, selvom den lå en snes kilometer nord for grænsen til Comtat Venaissin. Denne lille hændelse medførte at Valréas den dag i dag ligger alene, som en isoleret del af Vaucluse. Den sidste pave forlod Avignon i 1377 for at genoprette sin faste bolig i Rom, hvor pavestolen havde holdt til de foregående 1000 år. Helt frem til den franske revolution forsøgte flere grever og konger at indtage det attraktive pavelige landområde i hjertet af Frankrig, men den åndelige magt var dem for overlegen. Til trods for frygtindgydende militære styrker valgte alle at trække sig tilbage efter udglattende forhandlinger. Men folket i Frankrig lod sig ikke bremse, da de først satte sig i bevægelse. I slutningen af 1780 erne gik borgerskabet til oprør. Den dårlige organisering og de voldsomme investeringer i den amerikanske borgerkrig medførte store udgifter, som kongen forsøgte at få dækket hos en befolkning, der var plaget af sult og varemangel. Forholdene var blevet så ulidelige, at sammenhængskraften knækkede. Dermed startede et oprør, som sidenhen kaldtes Den franske Revolution. Med Den franske Revolution ophørte den katolske kirkes ejerskab af Comtat Venaissin, og området skiftede navn til Vaucluse. Navnet er taget fra kilden Fontaine-de- Vaucluse, der er et usædvanligt, naturligt springvand med udspring midt i regionen. Fontaine-de-Vaucluse fremstod som et mysterium indtil 1985, hvor et hold lokale huleforskere sendte en robot ned i dybet. De fandt ud af, at Fontaine-de-Vaucluse er det eneste afløb for vand samlet i et område på 1200 kvadratkilometer ved bjergene Mont Ventoux, Mont de Vaucluse og Montagne de Lure. Mængderne svinger fra 22 kubikmeter og helt op til 110 kubikmeter i sekundet, hvilket placerer kilden som den største i Frankrig og den femte største i verden. Vandet fra Fontaine de Vaucluse ender i floden Durance, som løber sammen med Rhône i Avignon. Floderne og bjergene Dentelles de Montmirail og Mont Ventoux udgør grænserne for departementet Vaucluse. Lige nord for Avignon ligger Orange, hvor andre stormagter end den katolske kirke har øvet indflydelse, siden byen blev etableret for godt to tusinde år siden. Det var kimbrerne og teutonerne, som etablerede byen under navnet Arausio. De drog hærgende ned gennem Europa fra Jylland. De to folkeslag var venligt stemt overfor hinanden og allierede sig sammen med ambronerne og tigurinerne mod romerne. Under deres togter ned gennem Europa, tørnede de gentagne gange sammen med romerne. I begyndelsen trak de sig sejrrigt ud af kampene, fordi de var romerne talstærkt overlegne. Ved slaget i Noreia i vore dages Østrig menes det, at de stillede med mand mod romernes Under kampene ved Burdigala i nutidens Bourgogne var de mand mod romernes De succesfulde kamperfaringer gav alliancen af nordboere blod på tanden, så de i 105 f.kr. planlagde et angreb indenfor Romerrigets egne grænser. I de år var romerne i fuld gang med at udvide deres besiddelser ind i Provence og Vaucluse, og de allierede nordboere så derfor muligheden for at overraske romerne netop der, fordi de endnu ikke var så talstærke. I begyndelsen gik det fint. De ramlede sammen med den første romerske hær ved floden Rhône og trak sig sejrrigt ud af kampene. Dernæst fortsatte de mod Arausio og tilførte den romerske hær endnu et knusende nederlag. Det fortælles i de nedskrevne beretninger, at der gik romerske soldater til foruden kavalerister og civilister, så nedslagtningen løb op i døde. Dette bragte naturligt nok romerne i panik. Hjemme i Rom talte de romerske politikere om terror cimbricus, og romerne var rædselslagne for, at de snart ville se disse blodtørstige nordboere lige udenfor Roms byport. Til alles overraskelse drog de allierede dog i den stik modsatte retning. De følgende tre år drog de ned over den iberiske halvø og hærgede, hvor de kom frem. Det gav romerne tid til at forberede sig og frem for alt styrke de militære positioner, så det ville blive vanskeligere for terroristerne at nå Rom. Men de allierede havde også forberedt sig. Da de nærmede sig floden Rhône, foretog de en deling. Nogle drog nordøstover mod Rhinen for at foretage en invasion over de østlige Alper. Det endte dog med, at de passerede ved floden Isére gennem de vestlige Alper. Planen var fin, og virkede i begyndelsen til at ville lykkes. Nordboerne bevægede sig over Alperne og sendte først kavaleriet ned med tungt bevæbnede mand. Efter dem kom infanterister, der var trænet i nærkamp. En styrke der nok ville få de fleste til at løbe skrigende bort. Men den romerske hærfører Gaius Marius satte alt på et bræt, lovede guderne at han ville ofre 100 okser, hvis han vandt slaget og gjorde samtidig klar til den enorme afbrænding som en slags forskud på sejren. Netop denne handling, som intet havde med militær styrke at gøre, kom fuldstændig bag på nordboerne. Da himlen oplystes af det kæmpestore bål, troede de, at de romerske styrker var sendt af guderne, så istedet for at slås stod de som forstenede og lod sig hugge ned af romerne. Det blev de nordeuropæiske allieredes endeligt. Året før var deres venner blevet slået af romerne i Frankrig, og nu var de sidste styrker endelig tilintetgjort ved slaget i Vercelli i Piemonte. Dermed overtog romerne kimbrernes bosættelse Arausio og gjorde den til en af romerrigets vigtige handelsstationer. I dag står nogle af den tids flotteste bygningsværker stadig tilbage og fortæller om en kulturel udvikling på højt niveau. Både det romerske teater og triumfbuen i Orange er opført på UNESCO s verdensarvsliste. n 8 VINOVENUE n VAUCLUSE

9 VAUCLUSE VAUCLUSE n VINOVENUE 9

10 VAUCLUSE 10 VINOVENUE n VAUCLUSE

11 Det kan godt være, at det planterne vokser i ser goldt ud, men for os vinnydere er det kun en fordel. Det giver de bedste vine. VAUCLUSE I Vaucluse stiger vinenes koncentration, jo mere man bevæger sig fra øst mod vest. På samme måde som graden af berømthed. Vaucluse er et ydmygt vinland, som indeholder så mange berømtheder, at det burde figurere i nærheden af Bordeaux og Bourgogne. Alligevel er der ikke mange, der omtaler Vaucluse, når de fortæller om fransk vin. Vaucluse er opdelt i fire vinområder: Luberon, Ventoux, Chateauneuf du Pape og Côtes du Rhone. I Luberon produceres fortrinsvis rosévine, men de er også leveringsdygtige i såvel hvide som røde. Spørger man naboerne til Luberon, siger de, at Luberon er mere Provence end Rhône. Efterfulgt af sætningen: Det er der, de rige bor. I Ventoux, som er opkaldt efter bjerget af samme navn, fremstiller de også alle tre vintyper, men her fortrinsvis rødvin. Området er dominerende i størrelse, men de 51 landsbyer har kun 140 vinproducenter, hvoraf de fleste er meget små. I vest har klassikeren Chateauneuf du Pape til huse. Et vindistrikt, der kræver sin helt egen historie, fordi det har haft så stor betydning for vin i hele verden (Se artiklen side 18). Chateauneuf du Pape er for 4 VAUCLUSE n VINOVENUE 11

12 VAUCLUSE Det bjergrige landskab skaber talrige vandløb, som skærer sig gennem de lavtliggende områder. Det gør transporten langsommelig og besværlig, så det er med at give sig god tid, hvis man skal rundt i Vaucluse procents vedkommende rødvin og 5 procent hvidvin. Hvis en producent producerer en rosé, må der ikke stå Chateauneuf du Pape på etiketten. I nordvest og helt i syd ligger hjertet af Côtes du Rhône. Et omfattende udbud af vine, der går ud over Vaucluse s grænser. Det strækker sig så vidt, at det også kommer ind i departementerne Ardèche, Bouches du Rhône, Drôme og Gard. Og produktionen er enorm. Mere end 400 millioner flasker produceres af mere end vinavlere organiseret i næsten 900 vingårde og tæt på 100 kooperativer og negociants (købmænd som handler med vin og druer). Overordnet set er Côtes du Rhône delt op i to overordnede områder. Det nordlige og det sydlige. I nord ligger udelukkende de kostbare vindistrikter Côte Rôtie, Condrieu, Château-Grillet, Saint-Joseph, Crozes-Hermitage, Hermitage, Cornas og Saint-Péray. Disse distrikter er ikke for hvem som helst, idet priserne ligger på et niveau, hvor de fleste vælger dem fra ud fra en almindelig økonomisk betragtning. Helt anderledes er det med vinene i det sydlige Côtes du Rhône. Her er der vine, til priser alle kan være med på, også selvom man vælger at åbne en af de mange cru er i området. De cru er, man møder i syd, går under navnene Châteauneuf du Pape, Gigondas, Lirac, Tavel, Vacqueyras, Vinsobres, Beaumes de Venise og Rasteau. De to sidste vine har også cru for deres søde vine Muscat de Beaumes de Venise og Rasteau. Fra disse 18 forskellige distrikter kommer Côtes du Rhônes overklasse, og kun to af distrikterne, nemlig Lirac og Tavel ligger ikke i Vaucluse. Alle de andre er fornemme Vaucluse vine. At vinene kommer fra Côtes du Rhône, er kraftigt neddæmpet på etiketterne. At de kommer fra Vaucluse, tales der overhovedet ikke om. Det er der ingen status i. Den almindelige Côtes du Rhône produceres i 171 kommuner i seks departementer - Ardèche, Drôme, Gard, Loire, Rhône og Vaucluse. De dominerende druer i Côtes du Rhône er for de rødes vedkommende Grenache, Syrah, Cinsault og Mourvedre, og de hvide Viognier, Bourboulenc, hvid Grenache, Rousanne, Marsanne og Clairette. Alkoholstyrken på en Côtes du Rhône skal minimum være på 11 procent, og det gennemsnitlige udbytte pr. hektar ligger på liter. Lidt anderledes ser det ud, når der kommer et Village efter Côtes du Rhône. Så skal alkoholprocenten op på 12 og det gennemsnitlige udbytte ned på liter pr. hektar. Côtes du Rhône Village må produceres i 95 kommuner, og i 18 af dem kan avlerne fremhæve vinens lokale identitet ved at skrive kommunens navn med store bogstaver på etiketten. Det virker som om, Village-systemet underbygger en sund indbyrdes konkurrence, for når hjembyen eller det område avleren producerer i også kommer med på etiketten, arbejder man stolt på at opnå den bedste vin! Dermed naturligvis også den højeste pris. De producenter, som kan fremhæve vinenes lokale oprindelse, har marker i følgende områder: Cairanne, Massif d Uchaux, Plan de Dieu, Puymeras, Rasteau, Roaix, Rochegude, Rousset-les-Vignes, Sablet, Saint- Maurice, Saint-Pantaléon-les-Vignes, Séguret, Valréas og Visan. Alle disse fine områder ligger i Vaucluse. Kun fire områder i Village-systemet ligger udenfor Vaucluse, nemlig Chusclan, Laudun, Saint-Gervais og Signargues. Alkoholstyrken i disse fire Côtes du Rhône Village efterfulgt af et lokalområde skal mindst være 12,5 procent for de rødes vedkommende og 12 for hvid og rosé. Sammensætningerne afgøres af lovgivningen for de enkelte områder, og man kan være sikker på, at de altid er overholdt. Først og fremmest er der et højt niveau af bureaukrati og kontrol, men man skal også tænke på, at kravene er defineret af avlernes egne organisationer, og de stiller ikke vanskeligere krav, end medlemmerne kan overholde. Jordbunden i Rhône er sammensat af fem forskellige substanser: Ler, sand, mergel, sandsten og sammenklumpninger af ler og kalk med sten. Mange steder er der så mange runde sten i jorden, at muldlaget bliver helt gemt. For kvaliteten af vinene er det optimalt. Vinstokkene skal ikke have for let til næringen, så bliver de flade og dovne. Kæmper de derimod for overlevelsen, præsterer de alt, hvad de har i sig, og vi, der nyder frugten, kan glæde os over den kraft og styrke, det giver. Klimaet er præget af Mistralvinden, der bringer hele sandskyer fra Sahara ind over området. Der er stor forskel på temperaturen ved de forskellige årstider, og der er rigelig nedbør hele året igennem. Selv om Rhône står midt i den værste økonomiske krise i nyere tid, er der god grund til at se optimistisk på fremtiden. Landsgennemsnittet for vinavlere under 35 år er på 13 procent, men i Rhône er det 16 procent. De unge søger sammen i grupperinger og udvikler nye tanker og idéer. De står også for en hastig udvikling af den økologiske dyrkningsform, som er blevet populær, fordi mange af Frankrigs dygtigste og mest velansete vinavlere for længst er gået over til økologisk eller biodynamisk dyrkning. Men også fordi der lød et ramaskrig, da der i 2013 blev offentliggjort en undersøgelse fra Pascal Chatonnet og Excell laboratoriet i Bordeaux. De havde undersøgt 300 forskellige vine fra Bordeaux, Rhone og Alsace fra årgangene 2009 og Resultatet var, at 90 procent af vinene indeholdt rester af sprøjtegifte alle under det tilladte niveau, men bekymringen er voksende, for ingen kender til virkningerne, når alle disse forskellige stoffer bliver blandet med hinanden. n 12 VINOVENUE n VAUCLUSE

13 VAUCLUSE VAUCLUSE n VINOVENUE 13

14 VAUCLUSE 14 VINOVENUE n VAUCLUSE

15 VAUCLUSE André Farjon har beskæftiget sig med vin hele livet. Han er vokset op på en vingård, har handlet med vin og har nu overdraget livsværket til den næste generation af unge engagerede entusiaster. André Farjons liv har været knyttet til vin, lige siden han som dreng hjalp til i familiens vinmarker. Han er syvende generation af vinavlere i den lille by Farjon i Ucahux lige uden for Orange. Da hans familie kom til området, var der ikke nogen by, så det er hans forfædre, der har givet navn til byen. Den første fa- 4 VAUCLUSE n VINOVENUE 15

16 VAUCLUSE Benjamin Farjon til venstre og Dimitri Théodosiou til højre tilhører den nye generation i Uchaux og driver Domaine Dionysos sammen med Michel Berger. I baggrunden støtter André Farjon stadig. Hans erfaringer efter et langt liv med vin har stor værdi for de unge. Når arbejdspresset kræver det, er han ikke bleg for at give en rutineret hånd med i løsningen af de praktiske opgaver. 4 milie Farjon kom til dette øde område i Uchaux i 1720 efter at være flygtet fra pesten i Marseilles. Historien fortæller, at Marseilles ellers havde gjort alt for at forhindre den katastrofale sygdom i at brede sig. Marseilles havn var knudepunkt for varer fra områderne omkring den østlige del af Middelhavet og Nordafrika, hvor man vidste pesten hærgede, og hvorfra den spredtes. For at forhindre spredning havde byen indført strenge karantænebestemmelser, der havde fungeret siden Da handelsskibet Grand-Saint-Antoine i 1720 ankom med lasten fuld af kostbar silke og bomuld, blev logbogen kontrolleret, og skibet sat i den strengeste karantæne, fordi en tyrkisk passager var død, og flere besætningsmedlemmer viste tydelige tegn på smitte. Skibet var afgået fra Sidon i Libanon, havde anløbet Tripoli og det pestplagede Cypern. I Livorno i Toscana var det blevet nægtet indsejling, så alarmlamperne lyste, og myndighederne i Marseilles gjorde det eneste rigtige: Sendte skibet direkte i den strengeste karantæne på en isoleret ø uden for Marseilles. Nu var det desværre et meget uheldigt tidspunkt, skibet ankom på. Nogle af Marseilles rigeste købmænd stod overfor at deltage på en vigtig messe, og en del af det, de skulle sælge, befandt sig ombord på Grand-Saint-Antoine. Købmændene satte deres magt og indflydelse ind og fik gennemtvunget adgang til lasten. Nogle dage efter var Frankrigs sidste pestepidemi en realitet. To år efter var Marseilles befolkning reduceret fra til mennesker. André Farjons forfædre var nogle af dem, der klarede sig ved at flygte til et ubeboet område 150 kilometer oppe ad Rhône floden, hvor de fandt en måde at opretholde livet. Ikke kun i den vanskelige tid med pesten, men også for de efterfølgende generationer. De levede af at dyrke jorden og for en stor dels vedkommende også af at lave vin. For Andrés far var det hovedsageligt vinen, der gav brød på bordet. Da André overtog efter sin far, havde han allerede været med i driften i adskillige år, men tiderne var forandret, så da muligheden viste sig, sprang André til og begyndte at eksportere vin i stor stil. Ikke vin på flaske, men i tankvogn. Gennem 30 år rejste han Europa tyndt som négociant, og afsatte store mængder af den lokale vin. Da årtusindeskiftet nærmede sig, syntes han, der skulle ske noget andet, og fra at være négociant med vinproduktion som bibeskæftigelse, vendte han om, solgte négociantfirmaet, og helligede sig udelukkende familiens vingård. Han var dog ikke sikker på, om han havde nok erfaringer i selve vinproduktionen. For at være på den sikre side, allierede han sig med ønologen Philippe Cambie. André vidste, at han selv var god til det med smag og vinens udvikling fra høst til færdig på flaske. Efter at have truffet Philippe kunne han godt fornemme, at hos ham kunne han hente yderligere inspiration. Philippe Cambie blev senere udpeget som årets ønolog i 2010 af vinguruen Robert Parker. Samarbejdet mellem André og Philippe har holdt gennem alle årene. Nu hvor André har trukket sig tilbage og overladt ansvaret for ejendommens drift til sin søn Benjamin, er det stadig Philippe, der kommer med gode råd. Under hele vinifikations processen kommer han forbi to gange om ugen og smager, om vinen udvikler sig, som den skal. Det gør den som oftest, men i situationer hvor der er brug for at sammenstikke vin, fordi tankene skal bruges til ny høst, er Philippes råd og erfaringer en god støtte. Han kører nemlig hele tiden rundt hos en række forskellige avlere og smager vin og vurderer udvikling. Dermed opbygger han betydeligt flere erfaringer end den enkelte avler, der i hovedreglen kun smager sine egne vine undervejs i processen. Da André overtog familiens ejendom efter sin far, var der 12 hektar vinmarker. Nu, hvor Benjamin har fat i roret, dyrker de 60 hektar. Men Benjamin har valgt at gøre det sammen med to andre, som han kender og stoler på. Sammen har vennerne Benjamin, Michel og Dimitri dannet et selskab, som skal tage sig af driften. Michel er Benjamins svoger og Dimitri er Benjamins barndomsven, så kendskabet til hinanden bygger på nære relationer. De er alle tre enige om, at de vil dyrke ejendommen biodynamisk for at opnå de bedst mulige vine uden brug af kemi. André og hans far har dyrket jorden økologisk 16 VINOVENUE n VAUCLUSE

17 VAUCLUSE med godt resultat i deres tid, så hvorfor skulle de unge ikke kunne tage skridtet videre og dyrke den biodynamisk. I denne del af Côtes du Rhone er Mistralvinden en uvurderlig hjælp. Benjamin henviser til den 7. august 2013, hvor de var uheldige at blive angrebet af et haglvejr, der slog en meget stor del af druerne i stykker. Hvis ikke de havde haft Mistralen, var druerne rådnet og høsten tabt. Men da vinden tog til i styrke efter haglvejret, tørrede de knuste druer ud, og de friske voksede videre. Da høsten skulle i hus, var den naturligvis reduceret, men alle druer var friske, og skaden var på bedste vis begrænset. Ligesom Benjamin, Michel og Dimitri har besluttet at dyrke biodynamisk, har en lang række af deres jævnaldrende kolleger gjort det samme. De siger selv, at de tilhører en ny generation af avlere. En slags anden bølge af dem, der vil undgå brug af sprøjtemidler. Den første bølge var styret af den økonomiske gevinst, fordi økologisk vin blev prissat højere end anden vin. I dag er der imidlertid ikke den store forskel i prisen, så der skal andre drivkræfter til. For de tre er det den bedre vin, der er i fokus. Den opnår de med de biodynamiske præparater, som styrker vinstokkene. Præparaterne fremstilles af røllike, kamille, brændenælde, egebark, mælkebøtte og baldrian samt kogødning og kisel. I dyrkningen inddrager de også planeternes position på himlen. Derved fremmer de planternes styrke, som giver sig udslag i en bedre druekvalitet. De er alle tre klar over, at de er nødt til at være mere opmærksomme end deres kemisprøjtende kolleger. I de fugtige perioder skal de både harve mere for ukrudt, men også sørge for at planterne ikke lukker sig for Mistralens udtørrende vinde, så svampesporer får for godt fat. Det giver mere arbejde i marken. Men når regnskabet gøres op, er de overbeviste om, at de har trukket det længste strå. De har skånet jorden for skadelige stoffer, og sparet driften for udgifter til dyre sprøjtemidler. n VAUCLUSE n VINOVENUE 17

18 VAUCLUSE 18 VINOVENUE n VAUCLUSE

19 Borgen troner over landsbyen Chateauneuf du Pape. Fra sydsiden virker den uindtagelig, men nord fra er den langt mere tilgængelig. Så som forsvarsværk har dens funktion formentlig været begrænset. VAUCLUSE Med en begrænset produktion på 13 millioner flasker vin, og selveste paven som som allieret i markedsføringen har avlerne i Chateauneuf du Pape fundet den sikre vej til succes. Navnet Chateauneuf du Pape og fortællingen om de 13 forskellige druesorter som paven tillod i de vine, der skulle serveres i hans hof, er blevet gentaget så ofte, at vi er mange, som har ophøjet det til sandhed. Men søger man i de historiske kilder, er der meget, der ser helt anderledes ud. I 1993 udgav Jean-Claude Portes en bog om den lille vigtige vinby - Chateauneuf du Pape - Mémoire d un village. Her er oplistet en række gamle dokumenter, som fortæller om de faktiske forhold i byen, og en af de interessante oplysninger er, at der i 1344, altså 39 år efter den første paves ankomst, ikke har været nogen synderlig stor vinproduktion i byen. Ifølge matrikelbøgerne har der været dyrket 285 hektar med vin, som var delt ud på mange bønder. Hovedparten af byens indbyggere havde deres beskæftigelse i landbruget. Hver af dem producerede blot 500 liter pr. hektar, hvilket står i skæ- rende modsætning til nutidens godt 3000 liter pr. hektar og en produktion på 3200 hektar. Antallet af beboere i landsbyen har dog ikke ændret sig siden den gang. Der bor stadig omkring 2000 indbyggere i Chateauneuf du Pape. I tallene fra den tid hvor paven havde indflydelse i byen, er der altså intet, som tyder på, at han havde nogen særlig indflydelse på vinproduktionen, eller at han gennem sine kontakter til europas kongehuse fik sat særlig gang i produktionen. I de efterfølgende århundreder gik det endda ned ad bakke. Pesten kom og slog en stor del af indbyggerne ihjel, og i slutningen af 1600-tallet var der kun 100 hektar tilbage og en befolkning på godt 700 personer. Først i 1700-tallet begyndte der en positiv udvikling, som holdt sig helt frem til den franske revolution i Den kendte producent Chateau Nerthe begyndte allerede i 1785 at sælge vin på flaske, hvilket var noget helt nyt på den tid. I årene omkring revolutionen var der stor diskussion og uenighed blandt indbyggerne i byen. Chateauneuf du Pape var ikke en del af Frankrig, men tilhørte den katolske kirke og var dermed en del af vatikanet. Byen stod derfor overfor valget om at tilslutte sig den franske republik eller fortsætte under pavestolen, hvilket viste sig praktisk taget umuligt eftersom revolutionen medførte, at enevældet blev afskaffet, og den katolske kirkes klostre og besiddelser, overtaget af den nye franske republik. Efter de mange diskussioner i byen gik indbyggerne alligevel til afstemning, og det endte med, at Chateauneuf du Pape blev en del af Frankrig, og dermed var pavens magt i området endelig afsluttet. I årene efter revolutionen var det ikke populært at kalde sig noget, der kunne minde om den katolske kirke, så Chateauneuf du Pape valgte at gå tilbage til sit oprindelige navn fra middelalderen, hvor byen havde heddet Castronovo Calcernarium, som dog på fransk blev til Chateauneuf Calcernier. Calcernarium er afledt af det latinske calx for kalk, og cernere betyder finkæmme eller si, og jorden omkring Chateauneuf du Pape er meget rig på kalk og ler, som har været benyttet til byggeri 4 VAUCLUSE n VINOVENUE 19

20 VAUCLUSE 4 af huse eller hytter. Det var dog ikke det enkleste i verden at få folk til at gå tilbage i tiden. I folkemunde hed Chateauneuf du Pape nu engang det, den altid var blevet kaldt. Det viste sig at være en endog meget stor fordel, for når vinene fik Chateauneuf du Pape på etiketten, opfattede folk det som Pavens vin, og det fremmede salget. I 1893 skred den siddende borgmester, Joseph Ducos, til handling og fik blåstemplet navnet, så det blev officielt. Dermed havde Chateauneuf du Pape kun eet navn. Eftersom byens indbyggere havde stor gavn af vinsalget, var der interne drøftelser om, hvordan man kunne sikre sig sine indtægtskilder også i fremtiden. Avlerne var fuldt ud klar over, at den bedste måde at bevare markedet på var ved at forbedre kvaliteten. Men uden love og regler havde de ingen beskyttelse. Svindlere forsøgte at tjene hurtige penge ved at hente vin andre steder fra og sælge det som det prestigefyldte vin fra Chateauneuf du Pape. Også her var byens borgmester, Joseph Ducos, fremme med de gode ideer. Året efter navnedåben blev han derfor udnævnt som formand for en ny organisation, Syndicat Viticol, som skulle sørge for ensartede regler for produktionen, så Chateauneuf du Pape kunne blive kendt som en særlig kvalitetsvin hos forbrugerne. Arbejdet gik dog kun langsomt fremad, og den ene kommission afløste den næste, uden at der kom noget brugbart resultat. I 1914 brød Første Verdenskrig ud og forsinkede en i forvejen langsom proces. Så i 1919 skete der noget på den politiske front, som for alvor satte gang i processen. Den franske stat vedtog en lov, som pålagde vinområderne at definere deres landområder og beskrive deres traditioner for vindyrkning. Samme år giftede Pierre le Roy de Boiseaumarié sig med Edmée Bernard Le Saint, som var arving til en af Chateauneuf du Papes mest prestigefyldte ejendomme, Chateau Fortia. Pierre Le Rey var krigshelt fra Første Verdenskrig. Han havde vundet fem luftkampe som pilot, og modtaget medaljer for sine bedrifter. Vigtigere i denne sammenhæng var det dog, at han var uddannet jurist. Derfor blev han en dag opsøgt af en gruppe af de ledende vinbønder, som ville have ham med i arbejdet for at få stiftet en kontrolorganisation for vinene fra Chateauneuf du Pape. Han svarede positivt, men understregede dog som betingelse, at de selv skulle optræde som eksempel på integritet og stringens. I 1923 tiltrådte han som formand for den nystiftede organisation Syndicat des Propriétaires Viticulteurs de Chateauneuf du Pape, hvilket ikke kun blev et nyt skridt for vinavlerne i Chateauneuf du Pape, men en revolution for alle vinavlere i Frankrig, og for den sags skyld hele Verden. Pierre le Roy tilskrives æren for at have udviklet AOC-systemet, som den dag i dag er forbrugernes garanti for, at det, der er i flasken, stemmer overens med det, der står på etiketten. Som en af sine første handlinger fremlagde Pierre la Roy ved domstolene i Orange alle betingelser, der skulle være tilfredsstillet, for at en vin kunne bære navnet Chateauneuf du Pape. Eftersom domstolen ikke havde myndighed til at udstede love, valgte den i stedet at nedsætte et udvalg af eksperter til at beskrive betingelserne for territorial oprindelse og trofaste, vedholdende og lokale traditioner vedrørende fremstillingen af Chateauneuf du Pape. Arbejdet tog 4 år. Fra 1924 til Da det var færdigt, fulgte konklusionerne i alle væsentlige punkter de betingelser, som avlerne allerede havde udarbejdet frem til Dermed blev disse regler forbillede for stort set alle vindistrikter i verden. For Pierre le Rey var det dog kun begyndelsen. Han blev en af de drivende kræfter i etableringen af INAO, Institut National des Appellations d Origine, som godkender alle franske vinområders produktionsforskrifter. Det blev etableret i 1933, og i dag er der mere end 300 AOC vindistrikter i Frankrig. Det er blevet et stort administrativt kompleks, som dog ikke opleves udelukkende positivt af vinavlerne. I 1937 fortsatte Pierre le Rey med nye ideer. Chateauneuf du Pape skulle understrege sin tilknytning til paven, så hver eneste flaske skulle have sit eget segl med pavens hat, en tiara, og nøglerne til himmelrigets port. Dermed var folk ikke i tvivl om, at det var en original vin, der var i flasken. Her snart 100 år efter etableringen af AOC Chateauneuf du Pape er det stadig en levende landsby med mere end 320 registrerede vingårde. Det står i modsætning til alle andre vindistrikter i Frankrig, som har oplevet nedgang i produktionen og manglende tilgang af unge kræfter. I Chateauneuf du Pape er der god tilgang af unge avlere, hvilket blandt andet ses i det faktum, at 25 procent dyrker enten økologisk eller biodynamisk - en produktionsform, der primært vinder tilslutning hos dem, der skal leve videre på denne jord. Langt hovedparten eller næsten 95 procent af vinene i Chateauneuf du Pape er rødvine. Rosévine må ikke produceres, så de hvide udgør kun godt 5 procent. Men hvad er det, der gør den store forskel på vinene herfra og mange andre? For det første er undergrunden mættet med kalk, ler eller sand. Altså fattig på næring og dermed ubrugelig til de fleste andre afgrøder end vin. Og så er den dækket med store runde marksten, der akkumulerer varmen fra solen i dagtimerne og afgiver den i løbet af aftenen. Den udtørrende mistralvind lægger en dæmper på tilvæksten af svampe, der kan have negativ indflydelse på duft og smag i den færdige vin. Med en god Chateauneuf du Pape i glasset er man ikke i tvivl om oprindelsen, den byder på lækre dufte af kirsebær, brombær, sort peber, urter og så må der gerne være indtryk af trøfler eller læder, når den har fået nogle år på bagen. n 20 VINOVENUE n VAUCLUSE

21 VAUCLUSE Lidt mere plads, meget mere komfort Du vil blive forbløffet over, hvad ekstra benplads og et sæde der kan lænes længere tilbage kan gøre for din rejse. Få en komfortabel rejse med Economy Comfort, tilgængelig på alle KLM-flyrejser. Besøg klm.com/economycomfort VAUCLUSE n VINOVENUE 21

22 VAUCLUSE 22 VINOVENUE n VAUCLUSE

23 Pavens palads i Avignon er en turistmagnet af dimensioner. Fire millioner turister kommer hvert år på besøg, og det sætter et markant præg på bybilledet. VAUCLUSE På pavepaladset i Avignon opføres et spektakulært lysshow, der fortæller historien om paladset og kampen om, hvor paven skulle have sin magtbase. Byen Avignon s særlige tilknytning til pavestolen er en dramatisk historie, som er værd at sætte billeder på. Det har scenograf og lysshow kunstner Bruno Seillier gjort på en overbevisende og imponerende måde. Sommeren igennem vises hans kæmpestore video show i de autentiske rammer i gården på det gamle pavepalads i Avignon, og publikum er bjergtaget. Men historien er også både medrivende og interessant i al dens dramatiske forløsning: Da de dominikanske munke begyndte opførelsen af klosteret i Avignon i 1252, var det uden viden om, at klostret godt 50 år senere skulle blive sæde for den siddende pave. De oplevede dog 1200-tallet som et tidspunkt i den katolske kirkes historie, hvor paven ikke praktiserede et fast tilholdssted. Pavestolen havde rigtignok sæde i Rom, men det var et Rom langt fra vore dages prægtige og imponerende hovedstad. Paverne og deres følge foretrak at opholde sig mange andre steder end Rom. Peterskirken var endnu ikke opført. Byggeriet blev først påbegyndt i 1506 og fortsatte i 120 år til I 1200-tallet var der på det sted, hvor Peterskirken ligger, blot en basilika bygget en gang i 300-tallet, fordi man vedtog, at apostlen Peter var begravet der. Derudover var Rom et hul. En forfalden og beskidt by, hvor intrigerne omkring magt og velstand florerede i bedste velgående. Derfor valgte pavehoffet at holde sig væk fra den inficerede by. Eksempelvis opholdt pave Innocent den Fjerde sig adskillige år i Lyon i perioden fra 1246 til Så da den nyvalgte pave Clement den Femte i 1309 ankom til det dominikanske 4 Paladset er udformet, så det ud over at være bolig også har tjent som borg. VAUCLUSE n VINOVENUE 23

24 VAUCLUSE Bruno Seilliers videoshow er en opvisning i tidens forfinede teknologier. Den ene farverige og imponerende scene afløser den næste. Undervejs involveres tilskueren i dramaerne omkring pavestolen og paladsets funktion. Historien fortælles med lys og lyd på en voldsom og sanseberusende måde. Med afslutningen sænker stilheden sig, og gæsterne forlader paladsets gårdsplads overvældede af indtryk. 4 kloster i Avignon, havde de færreste forudset, at klosteret ville blive ophøjet til palads og pavestol. Men det blev det. Årsagen var en langvarig politisk konflikt mellem den franske monark Philip den Fjerde og pave Bonifatius den Ottende. Bonifatius var i højlydt opposition til de europæiske kongers magt. Han erklærede, at både den åndelige og verdslige magt var under pavens jurisdiktion, og at kongerne var underordnet den romerske paves magt. Det var der mange konger, der accepterede, men ikke Philip den Fjerde. Han arbejdede målrettet på at få fjernet dette dominerende arbejdsgrundlag i den katolske kirke. Og han gjorde det med succes. Hans første skridt var at pålægge alle kirkelige institutioner at betale skat. Bonifatius reagerede med at udstede et dekret, hvor han pålagde institutionerne kun at betale skat, hvis det på forhånd var accepteret fra pavestolen. Philips næste skridt blev at forbyde eksport af varer og penge fra Frankrig til Rom. Dermed afskar han pavestolen fra en livsvigtig indkomstkilde, og satte Bonifatius skakmat. Det eneste Bonifatius kunne gøre var at gentage sin holdning overfor Philip: Gud har sat paven over konger og kongeriger. Det havde dog ikke nogen indvirkning på Philip. Han på sin side havde brug for den katolske kirkes indtægter i sine forberedelser på krig mod England. Han arbejdede meget målrettet, så det endte med, at ikke kun Bonifatius måtte danse efter Philips fløjte, men det måtte hans efterfølger Benedict den 11. også. Benedict fik dog kun otte måneder i pavestolen, inden han døde. Når paven dør, skal der vælges en ny pave. Det foregår ved det såkaldte konklave forsamlingen af valgberettigede kardinaler. Det afvikles på en meget speciel måde. Kardinalerne lukkes inde i en blyforseglet bygning, og kommer ikke ud, før de har fundet den nye pave. De sværger på at holde alt, hvad der foregår under forhandlingerne, hemmeligt. Bryder de dette løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke. Da Benedict den 11. s efterfølger skulle vælges, foregik det i Perugia i den italienske region Umbrien. Uheldigvis stod fordelingen af italienske og franske kardinaler næsten lige, så forhandlingerne trak ud i det uendelige. Hver for sig ønskede de to grupper af kardinaler en pave fra deres egen gruppe. Det varede 11 måneder, inden konklavet endelig fandt en løsning, åbnede dørene og udnævnte Raymond Bertrand de Gouth til den nye pave med navnet Clement den Femte. Han var hverken italiener eller kardinal, så eftertiden har vurderet ham som det bedste valg på neutral grund. Men Clement var franskmand, og dermed er der historikere, der har konkluderet, at han havde en hemmelig aftale med Philip den Fjerde. Clement den Femtes reaktion på valget var i hvert fald påfaldende - han undslog at tage til Rom for at lade sig krone. I stedet udpegede han Lyon til ceremonien. Tilstedeværelsen af Philip den Fjerde under festlighederne styrker mistanken om en hemmelig aftale. Endvidere valgte Clement kort efter kroningen at annullere de bandbuller, hans forgænger Bonifatius havde offentliggjort om pavens magt over monarkierne. Philip på sin side iværksatte umiddelbart efter kroningen af Clement en forfølgelse af kirkens våbenføre mænd, Tempelridderne, og anklagede dem for åger, svindel, kætteri, sodomi, umoral og misbrug. Dermed understregede Philip, hvor magten skulle placeres, ikke kun i hans egen regeringstid, men i mange år ud i fremtiden. Krisen fortsatte 150 år, og selvom forholdene normaliseredes i midten af tallet, overvandt den katolske kirke aldrig siden dette knusende slag. Så selvom katolicismen stadig må betegnes som magtfuld, med mere end 1,2 milliarder troende og dermed verdens største trossamfund, er dens magt aldrig kommet tilbage på det niveau, den havde i 1200-tallet. n 24 VINOVENUE n VAUCLUSE

25 VAUCLUSE VAUCLUSE n VINOVENUE 25

26 VAUCLUSE 26 VINOVENUE n VAUCLUSE

27 Cyril Glémot har indrettet Côteaux & Fourchettes ud fra tidens stilrene principper. Den store endevæg er dækket af stave fra vinfade, som både giver rummet sin egen karakter og sørger for en god akkustisk oplevelse uden larm. VAUCLUSE Han troede på sig selv og sin idé og viste alle de andre, hvordan tingene skulle gribes an. I dag driver han en toprestaurant, hvor alle har råd til at spise, midt i et vindistrikt. Ingen troede på, at Cyril Glémot ville få succes med sin idé om at placere en ny restaurant, hvor kragerne vender. Men allerede tre måneder efter åbningen havde restauranten fuldt hus, og sådan har det været siden. Restauranten kalder han Côteaux & Fourchettes, som betyder bakker og gaffel, men med lidt forvridning i udtalen kan det let blive til couteau og fourchettes, som betyder kniv og gaffel. Den sjove side af navnet er, at der absolut ingen bakker er i nærheden. De ligger langt ude i synsfeltet. Cyril Glémot kommer oprindelig fra Paris, men har boet og arbejdet i det lokale område, siden han som 26 årig flyttede dertil. Han siger selv, at han har ønsket at lave mad, siden han var et år gammel, og det på trods af at både hans mor og far var så elendige til madlavning, at Cyril priser sig lykkelig over, at han er fra en generation, hvor det var hans bedstemor, som stod for dagens varme måltid. Som 15 årig gik han ud af skolen og i kokkelære. Her fik han opbygget teknikken og det praktiske grundlag for arbejdet i et køkken. Som færdiguddannet turede han rundt på mange af de parisiske restauranter. Det var nemt, for der er så mange, at når den ene ikke længere havde brug for hjælp, stod den næste med åbne arme. På den måde opbyggede han et meget bredt erfaringsgrundlag og lærte en masse om sammensætning af smag og opbygning af en tallerken som et kunstværk. På Côteaux & Fourchettes er maden på Michelin niveau, og hvert eneste år bliver restauranten tildelt den attraktive Michelin BiB, der går til restauranter på et højt 4 Côteaux & Fourchettes opleves som et lille kapel udefra. Men når man kommer ind ændrer billedet sig, og hvis vejret tillader det, bliver man anvist plads i gårdhaven. VAUCLUSE n VINOVENUE 27

28 VAUCLUSE 4 niveau, men med en overkommelig pris i forhold til kvaliteten. Han har været nomineret til en Michelin stjerne, men Cyril er ikke kok med stjernenykker. Han er ikke i tvivl om, at hvis han skal have en af de attraktive stjerner, vil han gå neden om og hjem, inden der er gået et halvt år. For at få en stjerne skal han sætte priserne på menukortet op, og det vil betyde, at han kommer til at miste alle sine kunder, for de vil kun alt for sjældent betale for den oplevelse. For Cyril er det glæden ved at lave mad, og det at folk går fra hans restaurant med en god oplevelse, der er det bærende. Den glæde får han i lind strøm, når han tager 24 euro eller 180 kroner for tre retter med forret, hovedret og dessert på absolut stjerne niveau. En af hans tilfredse kunder har presset på for at få ham med til at åbne restauranter i London og Bruxelles, men Cyril lader sig ikke lokke. Han er ikke ude efter mere status. Han ved, hvad han har, og det vil han pleje, så godt han kan. Han har også de samme medarbejdere, som han hele tiden har arbejdet med. De har fast arbejde hele året rundt, selvom der er mindre aktivitet om vinteren. Men for at holde på samarbejdet enes de om at tilrettelægge, så de alle kan have en fast indtægt hele året. Vinteren bliver så brugt til undervisning og udvikling af nye opskrifter. Cyril rejser meget for at lade sig inspirere af andre kokke. På den måde holder han sig hele tiden up to date og gør Côteaux & Fourchettes til den attraktion, der bliver ved med at glæde gæsterne. Når man kommer til restauranten, kan man undre sig over placeringen. For som sagt er det langt ude på landet. Den ligger midt i vinmarkerne i det område, som går under betegnelsen Plan de Dieu. I 2005 blev det tilladt vinavlerne i dette område at sætte Plan de Dieu efter deres AOC Cotes du Rhone Village og dermed opnå en højere kendthedsgrad for denne karakteristisk flade slette, der er særlig velegnet til vindyrkning. Cyril synes selv han var heldig med placeringen, for det havde aldrig kunnet lade sig gøre i dag. Men dengang i 2010, da han ville i gang med at bygge, havde kommunen Cairanne endnu ikke fået udviklet en lokalplan for området. De var en del senere ude end mange af deres større nabokommuner. Borgmesteren kunne godt se idéen i Cyrils planer, så han skubbede på. For at sikre det faglige niveau engagerede Cyril en arkitekt, der var vant til at håndtere kommuner og lokalplaner, og dermed blev der udarbejdet en tyk mappe af overbevisende dokumentationer. Efter seks måneders sagsbehandling og argumenteren frem og tilbage forelå godkendelsen, så Cyril kunne gå i gang. Men da var planlæggerne blevet så overbeviste, at de placerede en rundkørsel lige ud for restauranten, og Cyril er ikke i tvivl om, at han dermed har fået en hjælpende hånd i forhold til forbipasserende. Folk tager farten af bilen, når at orientere sig lidt, og så smutter de ind og forsøger sig med et måltid mad. Næste gang kommer de målrettet. I forbindelse med byggeriet fik Cyril også al den hjælp, han havde brug for. Hans svigerfar er en af områdets entreprenører, og han håndplukkede alle de bedste håndværkere til projektet, så der er ikke noget at sætte sine fingre på i det imponerende byggeri. Cyril havde selvfølgelig overvejet at overtage en eksisterende restaurant, inden han gik i gang med sit projekt, men han syntes, han skulle investere for meget - først betale en anden for lokaler, der allerede var bygget og så investere i modernisering af lokalerne. Med Côteaux & Fourchettes har han fået det, som han ville have til en meget overkommelig pris. Lidt utraditionelt valgte Cyril en almindelig Côtes du Rhone til sin Stegt Torsk på Fennikel. n 28 VINOVENUE n VAUCLUSE