Forbrugerpolitik og den politiske forbruger

Transkript

1 Forbrugerpolitik og den politiske forbruger Artiklen sigter imod at forstå forbrugernes problemer og forbrugerpolitikkens forskellige udtryksformer ud fra et forbrugersynspunkt. Med udgangspunkt i en indkredsning af forbrugernes samfundsmæssige placering præciseres, hvad der forstås ved forbrugerproblemer og forbrugerpolitik. I forlængelse heraf beskrives hovedlinierne i det organiserede forbrugerarbejde i Danmark efterfulgt af en profilering af den såkaldte politiske forbruger. Hans Rask Jensen, Ph.D., lektor i afsætningsøkonomi, Handelshøjskole Syd Indledning Der findes næppe i noget samfund specielle forbrugerpolitiske problemer. Mere præcist kan man tale om, at nogle samfundsproblemer kan analyseres og forstås ved hjælp af de værktøjer, som forbrugerpolitikkens teori anviser. Der er imidlertid endnu ikke udviklet et sammenhængende videnskabeligt speciale, som med rette kan gøre krav på betegnelsen»forbrugerpolitikkens teori«. Heri ligger ikke en påstand om, at gængs økonomisk teori ikke har interesseret sig for forbrugeren. Tværtimod har forbrugeren været gjort til genstand for betydelig opmærksomhed især inden for afsætningsøkonomien og makroøkonomiens efterspørgselsteori. Det er imidlertid væsentligt at understrege, at der inden for disse fagdiscipliner har været en udpræget tendens til at betragte forbrugerne udefra. Hermed menes, at de enten har været anskuet fra virksomhedsside som aktuelle eller potentielle købere af et bestemt vareudbud eller fra centrale økonomisk-politiske instansers side i forbindelse med tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Det er vigtigt, at forbrugerforskningen i et større omfang betragter forbrugerne og deres problemer ud fra et forbrugersynspunkt. Forbrug er ikke blot et middel, som skal muliggøre opfyldelsen af andre mål. Det er i sig selv et væsentligt aspekt ved det enkelte menneskes liv og ved samfundslivet i det hele taget. I forbrugerforskningen sættes forbrugeren i centrum (Hansen & Dahl, 1980, p.7). Dette gælder også for den del af forbrugerforskningen, som søger at forstå de politiske aktiviteter, der sigter imod at forbedre forbrugernes levevilkår, og den samfundsmæssige og politiske baggrund herfor (Grønmo, Ölander & Danielsen, 1991, p. 7). At forbrugerne sættes i centrum er ikke ensbetydende med, at forbrugerforskningen kun er i stand til at levere resultater, som er anvendelige for forbrugerne, deres interesseorganisationer og de offentlige myndigheder, der er blevet oprettet med henblik på forbrugeroplysning og forbrugerbeskyttelse. Også virksomhederne og arbejdstagerorganisationerne kan have stor nytte af denne forskning, dels fordi interesserne på udbuds- og efterspørgselssiden i et væsentligt omfang kan forenes, og dels fordi der kan være betydelige økonomiske fordele forbundet med at gøre dette på en effektiv og målrettet måde. Endelig må det være af interesse set ud 42

2 fra et samfundssynspunkt, at forbrugerforskningen er i stand til at levere resultater, som gør det muligt til stadighed at ajourføre forbrugerpolitikken, at integrere den bedst muligt i den danske markedsøkonomi og ikke mindst at sikre forbrugerne større indflydelse i Den Europæiske Union (Jensen, 1991). Denne artikel sigter imod at forstå forbrugernes problemer og forbrugerpolitikkens forskellige udtryksformer ud fra et forbrugersynspunkt. Med udgangspunkt i en indkredsning af forbrugernes samfundsmæssige placering vil begreberne forbrugerproblemer og forbrugerpolitik blive præciseret. I forlængelse heraf beskrives hovedlinierne i det organiserede forbrugerarbejde i Danmark efterfulgt af en profilering af den såkaldte politiske forbruger. Forbrugernes samfundsmæssige placering Samfundsudviklingen har forøget den fysiske og psykiske afstand imellem forbrugere og udbydere. I modsætning til tidligere, hvor husholdningerne så at sige var mini-virksomheder, der selv opfangede og tilfredsstillede medlemmernes behov som forbrugere, er køb og anvendelse af varer og tjenester fremstillet uden for husholdningssektoren i dag blevet den typiske måde at tilfredsstille behovene på. Forbrugernes levevilkår skabes således i et stigende omfang af mennesket i en producentrolle. Det er derfor utilstrækkeligt at beskrive forbrugernes sociale og politiske virkelighed ved alene at fokusere på efterspørgselssiden (forbrugssystemet). Også udbudssiden (produktionssystemet) og det politiske system bør inddrages. I produktionssystemet foregår fremstillingen og markedsføringen af de varer og tjenester, som forbrugerne kan forsyne sig med. Betragtet fra dette system er forbrugernes behovstilfredsstillelse et middel til at opnå andre mål, som normalt har forbindelse med produktion, beskæftigelse eller indkomsterhvervelse. I forbrugssystemet anvendes outputtet fra produktionssystemet. Betragtet fra dette system er forbrugernes behovstilfredsstillelse målet. Varer, tjenester og den del af de offentlige ydelser, som kan sammenlignes hermed, er midler, som skal muliggøre opnåelsen af dette mål. I det politiske system træffes de beslutninger, som danner den lovgivningsmæssige ramme om borgernes forskellige aktiviteter, bl.a. beslutninger, som skal fremme konkurrencen imellem udbyderne på markedet, som skal forhindre, at konkurrencen antager ekstreme og samfundsskadelige former, og som skal sikre, at forbrugerne informeres, beskyttes, høres og får tilfredsstillet deres fysiske, psykiske og sociale behov på en måde, der kan anses for at være tilfredsstillende set ud fra et samfundssynspunkt. Alle producenter er naturligvis også forbrugere. Mange forbrugere er også producenter. Ingen kan imidlertid optræde som forbruger og producent på samme tidspunkt. De to sociale roller er så at sige dikotome. At forbruger- og producentadfærd betragtes som systembestemt rollespil modsiger ikke den kendsgerning, at forbrugerne også søger at øve indflydelse på den til enhver tid eksisterende ydre ramme for deres beslutninger og adfærd. Begrebsdannelsen kan derimod kritiseres for at have andre svagheder. Forbrugerne er ikke blot ens i forhold til producenterne. De er også forskellige, og der findes mange forskellige forbrugersynspunkter (Jensen, 1987, p. 52). Producenter er heller ikke blot ens i forhold til forbrugerne. De er også forskellige, og der findes blandt dem mange forskellige synspunkter ikke blot med hensyn til opfattelsen af produktion, markedsføring, beskæftigelse og indkomsterhvervelse, men også med hensyn til forståelsen af forbrugerproblemer og forbrugerpolitik. Den grundlæggende model gør det imidlertid muligt at påpege noget meget centralt: At der ikke altid kan være sammenfaldende interesser imellem forbrugere og producenter. Denne kendsgerning overses normalt i det kommercielle forbrugerarbejde og i den litteratur, som beskæftiger sig hermed. Forbrugerproblemer og forbrugerpolitik Forbrugernes problemer, som er mangfoldige og forskelligartede, kan typologiseres, ikke så meget fordi dette er et mål i sig selv, men snarere fordi det fremmer forståelsen af, hvad forbrugerpolitik kan omfatte. Forbrugerproblemer, der opleves som behovstilfredsstillelsesbarrierer i prækøbs-, købs- eller postkøbsprocessen, omfatter både funktions- og strukturproblemer. Funktionsproblemer er i overvejende grad forårsaget af informations- eller kommunikationsbrister i samspillet imellem forbrugere og producenter. De kan dog også være forårsaget af enkeltstående»brådne kar«i erhvervslivet, som forhindrer forbru- 43

3 gerne i at tilpasse sig hensigtsmæssigt til de eksisterende markeds- og samfundsmæssige omstændigheder, uanset om disse er»forbrugerrigtige«eller ej. Strukturproblemer er forårsaget af de omstændigheder, som forbrugerne på kort sigt må tilpasse sig. De er derfor altid i modsætning til funktionsproblemerne mere eller mindre generelle. Forbrugerproblemer på niveau 1 er funktionsproblemer, som hovedsageligt er bestemt af nogle specielle forhold ved den enkelte forbruger. De er afgørende for, at behovene ikke tilfredsstilles på en hensigtsmæssig måde. Der er som regel tale om nogle individuelle tilpasningsproblemer, som er mere eller mindre unikke for den enkelte. Der kan f.eks. være tale om mangel på viden om varerne, deres egenskaber, hensigtsmæssige anvendelse eller priser. Der kan også være tale om mangel på viden om mulighederne for at klage eller for på anden måde at give sig til kende forbrugerpolitisk. Sådanne problemer kan løses ved individuel forbrugeroplysning i form af f.eks. konsulentbistand, rådgivning eller undervisning. Forbrugerproblemer på niveau 2 er også funktionsproblemer, som i modsætning til problemerne på niveau 1 er bestemt af nogle mere eller mindre generelle forhold ved større eller mindre aktørgrupper i forbrugssystemet. Også de er afgørende for, at forbrugernes behov ikke tilfredsstilles på en hensigtsmæssig måde. Der er her tale om nogle tilpasningsproblemer, som er fælles for forbrugere med f.eks. en bestemt indkomst, beskæftigelse, uddannelse, social status, alder eller kultursociologisk baggrund. Sådanne problemer kan løses ved kollektiv forbrugeroplysning i form af f.eks. masse- eller personligt kommunikeret information til større eller mindre aktørgrupper i forbrugssystemet. Forbrugerproblemer på niveau 3 er ligeledes funktionsproblemer, men de er hovedsageligt bestemt af nogle mere eller mindre specifikke forhold ved den enkelte udbyder. Der er som regel tale om enkeltstående tilfælde i erhvervslivet eller den offentlige sektor d.v.s. om udbydere, som enten på grund af manglende evne eller vilje forhindrer forbrugerne i at få den behovstilfredsstillelse, de har krav på. Som eksempler kan nævnes mislykkede kosmetiske operationer, fejlagtig prismærkning af dagligvarer, betaling for ikke-udførte automobilreparationer, ågerrenter på forbrugslån, afvisning af berettigede klager eller mangelfuld finansiel rådgivning. Sådanne problemer kan løses ved individuel producentpåvirkning i form af f.eks. reklamation, klage, boykot af bestemte næringsdrivende eller civilt søgsmål. Forbrugerproblemer på niveau 4 er strukturproblemer, som vedrører den ramme, inden for hvilken forbrugerne på kort sigt træffer deres beslutninger. De er bestemt af nogle markeds- eller konkurrencemæssige forhold, som kan forhindre forbrugernes behovstilfredsstillelse enten ved at påvirke prækøbs-, købs- eller postkøbsprocessen direkte eller også ved at prædisponere de beslutninger, som træffes af større eller mindre aktørgrupper i produktionssystemet. Forbrugerproblemer på niveau 4 har normalt ikke noget at gøre med enkeltstående tilfælde eller»brådne kar«i erhvervslivet eller den offentlige sektor. De vedrører mere nogle normale tilstande, som forbrugere og producenter i øvrigt ofte anlægger forskellige synspunkter på. Som eksempler kan nævnes anvendelse af pesticider inden for landbruget, særlig forurening af grundvandet inden for bestemte brancher, specielle produktionsmåders relative bidrag til atmosfærens forurening, vildledning eller manglende vejledning i forbindelse med markedsføring af finansielle ydelser, boligspekulation inden for lejelovens område, for store ventelister på hospitalsområdet, salg af naturmedicin uden dokumenterede virkninger eller manglende mærkning af genmanipulerede fødevarer. Sådanne problemer kan løses ved kollektiv producentpåvirkning i form af f.eks. frivillige aftaler med bestemte branche- og interesseorganisationer eller særlige politiske indgreb af mere eller mindre generel karakter. Eksemplerne viser, at en effektiv pris- og konkurrenceregulering som naturligvis er ønskelig set ud fra et forbrugersynspunkt kun kan løse en begrænset del af de problemer, som forbrugerne møder på dette niveau. Endelig er forbrugerproblemer på niveau 5 strukturproblemer, som vedrører den totale samfundsmæssige ramme, inden for hvilken forbrugerne træffer deres beslutninger. De er derfor altid politiske, selv om der kun kan være tale om forbrugerpolitiske samfundsproblemer d.v.s. samfundsproblemer, der er afgørende for oplevelsen af behovstilfredsstillelsesbarrierer i præ-købs-, købs- eller postkøbsprocessen. Det følger heraf, at de kun kan omfatte en større eller mindre andel af de problemer, som samfundsborgeren møder i sin politiske hverdag, og at de derfor ikke nødvendigvis kan rubrice- 44

4 res entydigt i de etablerede partipolitiske kategorier. Som et eksempel herpå kan nævnes, at det kan være vanskeligt for forbrugeren at foretage et rationelt valg, ikke så meget fordi han/hun er uoplyst eller tilhører en social kategori med et lavt uddannelsesniveau, ej heller fordi vedkommende har været udsat for påvirkninger fra bestemte næringsdrivende i strid med god markedsføringsskik, eller fordi forholdene på det pågældende marked har vanskeliggjort beslutningstagningen, men fordi han/hun mener, at udbyderne burde være forpligtede til på forespørgsel at dokumentere sandhedsværdien af deres vareanprisninger. Der kan også være tale om problemer, som skyldes, at det politiske system tilsyneladende er mere tilbøjeligt til at opfange og løse forbrugernes problemer i perioder med vækst og fuld beskæftigelse end i perioder med arbejdsløshed og samfundsøkonomisk ustabilitet. Sådanne problemer kan kun løses ved at forandre samfundet set ud fra et forbrugersynspunkt. Den samfundscentrerede forbrugerpolitik må følgelig rette sit skyts imod aktørerne i det politiske system, massemedierne eller potentielle samarbejdspartnere uden for det parlamentariske system. Set ud fra et forbrugersynspunkt er det vigtigt, at eventuelle funktionsproblemer opfanges og løses på en hensigtsmæssig måde. Heldigvis er dette også ønskeligt set ud fra en række andre synspunkter, fordi markedsøkonomiens funktionsduelighed så at sige afhænger heraf. Begrebet forbrugersuverænitet har næppe nogen mening, hvis der i et samfund findes væsentlige, uløste funktionsproblemer. For forbrugerne kan det imidlertid være endnu mere vigtigt, at eventuelle strukturproblemer opfanges og løses, fordi dette prædisponerer arten og omfanget af fremtidige funktionsproblemer. Forbrugernes beslutningstagning og problemløsning finder jo sted i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor forbruger- og producentinteresser ikke altid er sammenfaldende, og hvor mennesket almindeligvis har de relativt bedste forudsætninger for at opnå den højeste målopfyldelsesgrad i rollen som producent (Jensen, 1987, p ). Organiseret forbrugerarbejde Organiseret forbrugerarbejde er et udtryk for de forbrugerpolitiske foranstaltninger, som en flerhed af aktører med særlig tilknytning til forbrugssystemet tilrettelægger og udfører med henblik på løsning af et større eller mindre udsnit af forbrugernes problemer. At organiseret forbrugerarbejde tilrettelægges og udføres af aktører med særlig tilknytning til forbrugssystemet betyder, at forbrugerpolitiske foranstaltninger ikke kan være et led i produktionssystemets fremstilling og markedsføring af varer og tjenester. Dette udelukker ikke, at forbrugerrettet markedsføring i praksis kan være en mere eller mindre omfattende del af det organiserede forbrugerarbejde. I FDB er den forbrugerrettede markedsføring f.eks. en særdeles væsentlig del af forbrugerarbejdet i modsætning til Forbrugerrådet og forbrugergrupperne. Der kan næppe i praksis findes eksempler på organiseret forbrugerarbejde, som overhovedet ikke omfatter forbrugerrettet markedsføring. En væsentlig del af det organiserede forbrugerarbejde i Danmark tilrettelægges og udføres af aktører, som gennem lovgivningen har fået til opgave at beskæftige sig med et større eller mindre udsnit af forbrugernes problemer. Dette gælder f.eks. for Forbrugerombudsmandsinstitutionen, Forbrugerklagenævnet og Statens Husholdningsråd, som siden 1988 har haft fælles sekretariat i Forbrugerstyrelsen. Ifølge tysk litteratur repæsenterer denne form for forbrugerarbejde en fremmedorganisering af forbrugerinteressen (Kuhlmann, 1990, p. 78). Hvis de forbrugerpolitiske foranstaltninger tilrettelægges og udføres af forbrugerne selv, kan man i stedet for tale om selvorganisering af forbrugerinteressen (Kuhlmann, 1990, p. 78). Som eksempler herpå kan nævnes De samvirkende danske Husholdningsforeninger, De danske Husmoderforeninger og forbrugergrupperne. Det organiserede forbrugerarbejde kan i praksis være mere eller mindre omfattende. I FDM og Lejernes Landsorganisation løses f.eks. kun forbrugerproblemer, som har forbindelse med et bestemt, velafgrænset vareområde. I husholdningsorganisationerne arbejdes der f.eks. fortrinsvis med forbrugeroplysning som et middel til løsning af et udsnit af forbrugernes funktionsproblemer i modsætning til Forbrugerrådet, som anser det for at være væsentligt at opfange og løse både funktions- og strukturproblemer. Afgørende for, om man kan tale om organiseret forbrugerarbejde, er ikke så meget, om det sociale samspil imellem aktørerne er formaliseret eller ej. Der findes således i praksis en glidende overgang imellem formaliseret og ikke-formaliseret forbru- 45

5 gerarbejde. Mere afgørende er det, om de forbrugerpolitiske foranstaltninger tager sigte imod at løse forbrugerproblemer på de niveauer, som er blevet karakteriseret i afsnittet ovenfor. En forbedring af forbrugernes levevilkår afhænger af, at der inden for den danske forbrugerbevægelse opfanges og løses både funktions- og strukturproblemer. De organisationer i Danmark, som først og fremmest beskæftiger sig med en løsning af funktionsproblemer, kan inddeles i tre hovedgrupper (Jensen, 1987, p. 154). Den første består af husholdningsorganisationerne d.v.s. De samvirkende danske landboforeningers Husholdningsudvalg, Danske Husmandsforeningers Husholdningsudvalg, De samvirkende danske Husholdningsforeninger og De danske Husmoderforeninger samt Statens Husholdningsråd. Disse organisationer er først og fremmest eksponenter for individuel og kollektiv forbrugeroplysning. Statens Husholdningsråd søger dog også at påvirke enkeltvirksomheder og brancher, hvis forsøgsresultaterne skulle nødvendiggøre dette. Organisationen søger almindeligvis ikke at løse forbrugerproblemer på niveau 4 og 5. Den anden hovedgruppe består af Forbrugerombudsmandsinstitutionen og Forbrugerklagenævnet. Disse institutioner har gennem lovgivningen fået til arbejde at beskæftige sig med forskellige former for konkret producentpåvirkning. De søger dog også i et vist omfang at oplyse forbrugerne, hvis det har en naturlig forbindelse med det primære arbejdsfelt. Forbrugerproblemer på niveau 4 kan kun løses, hvis det er ønskværdigt set ud fra både et forbruger-, et producent- og et samfundssynspunkt. Institutionerne anser det ikke for at være deres opgave at opfange og løse forbrugerproblemer på niveau 5. Den tredie gruppe består af Dansk Varefakta Nævn, FDM og FDB. Disse organisationer er ikke eksponenter for en fælles forbrugerpolitik, selv om det giver dem et vist fællespræg, at de alle har integreret forbrugerrettet markedsføring som en mere eller mindre betydningsfuld del af forbrugerarbejdet. Dansk Varefakta Nævn har til formål at virke for frivillig anvendelse af oplysende mærkning af varer, som sælges i detailsalg. Institutionen har derfor mulighed for at opfange et udsnit af forbrugernes funktionsproblemer på niveau 1 og 2. En løsning af disse problemer forudsætter imidlertid, at erhvervslivet kan se sin fordel i at anvende Varefakta som salgsfremmende foranstaltning. FDM opfanger først og fremmest automobilbrugerproblemer på niveau 1, 2 og 3. En løsning af disse problemer forudsætter foruden et medlemskab et konsum af organisationens varer og tjenester. Strukturproblemer på niveau 4 kan kun løses, hvis det er til gavn for automobilbrugerne på kortere eller længere sigt. FDM anser det ikke for at være sin opgave at løse strukturproblemer på niveau 5. Endelig forsøger FDB at opfange og løse funktionsproblemer, hvis det er foreneligt med Andelstanken, foreningsvedtægterne, Forbrugerprogrammet og bestræbelserne på at opnå et profitabelt salg af detailkædernes vareudbud. Organisationen beskæftiger sig kun med kollektiv producentpåvirkning og samfundscentreret forbrugerpolitik, hvis det fremmer koncernens indtjening på kortere eller længere sigt (Jensen, 1992, p ). Kun Forbrugerrådet, forbrugergrupperne og Lejernes Landsorganisation lagde i begyndelsen af 80 erne særlig megen vægt på at opfange og løse strukturproblemer (Jensen, 1987, p. 160) ud fra den betragtning, at forbrugeroplysning og konkret producentpåvirkning, som er nødvendige forbrugerpolitiske foranstaltninger, er utilstrækkelige, hvis forbrugerne skal have større indflydelse på produktion og samfund. Der var i disse organisationer dengang enighed om, at forbrugerne gennem kollektiv producentpåvirkning og samfundscentreret forbrugerpolitik skal søge at få større indflydelse på udbudsog efterspørgselsbetingelserne, selv om der ikke var en entydig forståelse af, hvad en løsning af strukturproblemer faktisk indebærer. Senere har Forbrugerrådet forstærket og forbrugergrupperne svækket indsatsen i forbindelse med en løsning af forbrugerproblemerne på niveau 4 og 5, og Lejernes Landsorganisation har ikke i særlig grad forsøgt at manifestere sig som aktør inden for forbrugerbevægelsen. Den politiske forbruger At mennesket som forbruger ønsker at øve indflydelse på produktion og samfund er ikke et nyt fænomen. Bag husholdningsorganisationernes oprettelse i begyndelsen af dette århundrede stod en række fremtrædende kvinder, som ønskede, at forbrugerne gennem oplysning skulle have bedre forudsætninger for at handle rationelt til gavn både for dem selv og samfundet som helhed. Det var derfor en sådan for- 46

6 brugerpolitik, som i særlig grad fik indflydelse på oprettelsen af Statens Husholdningsråd i Det var dog først i 70 erne, at gennemsnitsdanskeren blev bevidst om sine særlige problemer og handlemuligheder som forbruger. Denne bevidsthed var afgørende for, at der blev nedsat en forbrugerkommission, vedtaget en markedsføringslov samt oprettet en forbrugerombudsmandsinstitution og et forbrugerklagenævn i Forbrugerne havde i denne periode ikke blot et ønske om at blive oplyst og uddannet, repræsenteret og hørt. De stillede nu også krav om at blive beskyttet i forhold til den mægtigere part på markedet. I 80 erne blev forbrugernes stemme meget tavs. Mange mennesker blev i den periode bange for, at en kritisk forbrugerstemme skulle hæmme bestræbelserne på at øge beskæftigelsen. Den økonomiske krise og den mere eller mindre kroniske arbejdsløshed blev afgørende for, at mange valgte at bøje hovedet som forbrugere i håbet om, at der var større chancer for at beholde arbejdet og sikre indkomsten. I midten af 90 erne er forbrugerne atter begyndt at røre på sig. I forbindelse hermed er begrebet»den politiske forbruger«dukket op i massemedierne i sammenhæng med reaktionerne på Shells planer om at sænke»brent Spar«i Atlanterhavet og den franske regerings beslutning om at genoptage atomprøvesprængningerne i Stillehavet. Selvom begrebet endnu ikke har fået et præcist meningsindhold, anvendes det typisk som en fællesbetegnelse for forbrugere, der tænker politisk, socialt og etisk, når de går på indkøb (MM, 1995, p.12). Et politisk motiveret indkøb er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at forbrugerne er blevet mere tilbøjelige til at løse strukturproblemer gennem kollektiv producentpåvirkning og samfundscentreret forbrugerpolitik. Ifølge (Halkier, 1994, p.36) bliver alt grønt forbrug, som politisk forbrug på mange måder kan sammenlignes med, brugt i hverdagslivets samspilsprocesser, men det er ikke alt grønt forbrug, som bliver brugt politisk. En undersøgelse fra Instituttet for Fremtidsforskning tyder da også på, at mange af de forbrugere, som tilvælger produkter ud fra politiske motiver, i mindre grad ser deres forbrug som snævert forbundet med politisk deltagelse (IFF, 1996, p. 8). Den politiske forbruger har endnu ikke været genstand for megen forskning. Der findes dog to undersøgelser, som gør det muligt at karakterisere udvalgte aspekter ved deres socioøkonomi, livsstil, beslutningstagning og adfærd. Ifølge (IFF, 1996, p. 5) er den politiske forbruger et individ, som både har boykottet varer inden for det seneste år, og som altid eller ofte lægger vægt på politiske forhold i forbindelse med forbrugsvalget. Ud fra en sådan begrebsdannelse udgør den politiske forbruger 30% af befolkningen. Omkring den politiske forbruger findes et opland med forskellige karakteristika. Den såkaldte favoriserende forbruger, som altid eller ofte lægger politiske forhold til grund for forbrugsvalget, men som ikke har boykottet varer inden for det seneste år, udgør 25%. Den såkaldte protesterende forbruger, som har boykottet varer inden for det seneste år, men som sjældent eller aldrig lægger politiske vurderinger til grund for forbrugsvalget, udgør 12% af befolkningen. Det er dog tvivlsomt, om denne gruppe i særlig grad er motiveret af forbrugerpolitiske holdninger. Endelig repræsenterer den såkaldte traditionelle forbruger, som sjældent eller aldrig lægger vægt på politiske holdninger, og som ikke har boykottet inden for det seneste år, 33% af befolkningen. En analyse gennemført af Ugebrevet Mandag Morgen og AIM-Nielsen viser, at mellem 30% og 35% af danskerne er indstillet på at lægge vægt på politiske, sociale og etiske spørgsmål, når de går på indkøb (MM, 1995, p. 12). Herudover findes der en gruppe på op imod 50% af danskerne, som er uengagerede, men som formodentlig vil handle f.eks. økologisk eller»miljørigtigt«, hvis pris og kvalitet i øvrigt modsvarer, hvad de ønsker og er vant til. Kun 10% af danskerne betragter politisk forbrug med modvilje. Selv om de politiske forbrugere ikke udgør en homogen og sammentømret gruppe, kan man alligevel finde en række fællestræk ved dem (MM, 1995, p. 13). Der er for det første ikke blot tale om et dansk fænomen. Også i udlandet gør politiske forbrugere sig gældende med større styrke. For det andet er forbrugernes større tilbøjelighed til at lægge vægt på politiske, sociale og etiske spørgsmål, når de køber ind, et udtryk for en vedvarende tendens. For det tredie afhænger de politiske forbrugeres gennemslagskraft i udstrakt grad af massemediernes bevågenhed. For det fjerde afspejler de politiske forbrugeres adfærd ikke et fast ideologisk moralsæt eller partipolitisk tilhørsforhold. Der er som regel tale om impulsive og følelsesbetonede reaktioner på enkeltstående hændelser. Endelig formår de 47

7 politiske forbrugere ikke at tage stilling ud fra saglige eller objektive kriterier. Derfor risikerer mange af deres manifestationer at skyde forbi deres egentlige formål samt at hæmme den udvikling, som de faktisk ønsker at fremme. Ved hjælp af RISC-modellen, som anvendes til at inddele danske forbrugere i forskellige kategorier, der hver især er karakteriseret ved bestemte livsværdier, holdninger, forbrugsmønstre m.m., kan man konstatere, at de politiske forbrugere befinder sig i de såkaldte grønne og rosa segmenter (MM, 1995, p. 14). Inden for det grønne segment 25% af forbrugerne findes idealistiske mennesker, som i udpræget grad har moderne livsværdier og et moderne samfundssyn. De har en bevidst indstilling til livet, og de ønsker at realisere sig selv i fællesskab med andre. De er endvidere veluddannede og godt orienteret om, hvad der sker i deres omverden. Partipolitisk befinder de sig til venstre for Det Radikale Venstre. Dette segment rummer et stort potentiale for politisk forbrug, men gennemslagskraften begrænses noget af, at der formodentlig ikke altid er en særlig god overensstemmelse imellem segmentets holdninger og adfærd. Inden for det rosa segment 18,5% af forbrugerne findes mennesker, der ligeledes har en idealistisk og social indstilling. De har imidlertid mere traditionelle livsværdier end forbrugerne i det grønne segment. De har også et meget lavere uddannelsesniveau. Familien opleves typisk som en meget vigtig ramme omkring den enkeltes liv, og der er tale om en større prisbevidsthed, som kan begrundes i både vane og nødvendighed. Der findes også i dette segment et stort potentiale for politisk forbrug, og gennemslagskraften forøges ved, at der formodentlig er større sandsynlighed for konsistens imellem holdninger og adfærd, end det er tilfældet i det grønne segment. Den politiske forbrugers større tilbøjelighed til at gøre sig gældende hænger ganske givet sammen med, at befolkningens interesse for at deltage i organiseret politisk arbejde er faldet, og at borgernes aktive indsats i dag i stigende omfang er koncentreret omkring individuelle muligheder, praktiske resultater og»nære«sammenhænge (Halkier, 1994, p. 25). Interessen for at udtrykke politiske og etiske holdninger i forbindelse med valget imellem produkter, producenter og butikker er også klart blevet større. Æg er ikke længere bare æg. Købet af æg fra fritgående høns gør det f.eks. muligt at prioritere dyrenes velfærd højere end effektivitet, udbytteniveau og pris. Lignende overvejelser kan komme til udtryk gennem forbruget af økologisk mælk, kød, brød, grøntsager og frugt. Gennem købet af kaffe er det muligt at sikre bestemte producenter en fair mindstepris for deres kaffebønner, og store multinationale virksomheder som Ikea, Levi, Reebok og Nike har gennemført etiske reorganiseringer af deres underleverandørnet som en konsekvens af bl.a. forbrugerpres og frygten for en dårlig omtale i massemedierne (Svendsen, 1995, p. 32). Men der findes endnu ikke undersøgelsesresultater, som viser, i hvilket omfang den politiske forbrugers forskellige udtryksformer faktisk er et bevidst forsøg på at løse strukturproblemer på niveau 4 og 5. Forhåbentlig kan forbrugerforskningen inden alt for længe kaste et lys over dette væsentlige spørgsmål. Slutning Det er en kendsgerning, at udbyderne som regel både ønsker og har mulighed for at varetage forbrugerinteresser. Om ikke af andre grunde så fordi konkurrencen på de markeder, som de ønsker at betjene, tvinger dem til det i et større eller mindre omfang. Kommercielt konstaterede behov tilfredsstilles imidlertid normalt kun, hvis udbydernes ressourcer og færdigheder i særlig grad befordrer dette, og hvis de repræsenterer købekraft i et sådant omfang, at det anses for at være profitabelt at gøre det inden for en given tidshorisont (Kotler, 1994, p. 18). Man må derfor gå ud fra, at der altid vil findes forbrugerinteresser, som udbyderne ikke nødvendigvis hverken har særlige ønsker om eller muligheder for at varetage. Netop derfor er det helt legitimt i en markedsøkonomi som den danske, at forbrugerne søger at påvirke producenter og samfund, således at udbuds- og efterspørgselsbetingelserne på sigt bliver lidt mere»forbrugerrigtige«, og det må være i samfundets interesse, at forbrugerne gennem den officielle forbrugerpolitik får de bedst mulige forudsætninger for både enkeltvis og i fællesskab at gøre dette. De problemer, som forbrugerne har en særlig interesse i at få løst, er ovenfor blevet beskrevet på 5 niveauer, og der er blevet argumenteret for, at øget forbrugerindflydelse på produktion og samfund især afhænger af, at de såkaldte strukturproblemer opfanges og løses. Dette sker imidlertid kun i et 48

8 meget begrænset omfang inden for det organiserede forbrugerarbejde i Danmark. Om den politiske forbruger kan tages som et udtryk for en uorganiseret opbakning til en sådan forbrugerpolitik, står endnu hen i det uvisse, men flere ting tyder på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Litteratur Dahl, Børge & Hansen, Flemming (red.) (1980). Forbrugerforskning i Danmark. København: Samfundslitteratur. Grønmo, Sigmund, Ölander, Folke & Danielsen, Arrild (1991). Konsumentinflytande i samhället. En referensram for empiriska undersökningar. København: Nordisk Ministerråd. Halkier, Bente (1994). Grønt forbrug politik? Politiske aktiviteter. Grus, nr. 44. IFF (1996). Den politiske forbruger en holdningsundersøgelse. København: Instituttet for Fremtidsforskning i samarbejde med Greens Analyseinstitut. Jensen, Hans Rask (1987). Forbrugerpolitik og organiseret forbrugerarbejde. København: Akademisk Forlag. Jensen, Hans Rask (1991). Some Consequences of the Single Market for European and Danish Consumer Policy. Journal of Consumer Studies and Home Economics, 15, pp Jensen, Hans Rask (1992). Forbrugerpolitikkens rolle i FDB. Sønderborg: Handelshøjskole Syds Erhvervsøkonomiske Skriftserie. Kotler, Philip (1984). Marketing Management. Analysis, Planning, Implementation, and Control. Eigth Edition. New Jersey: Prentice-Hall International, Inc. Kuhlmann, Eberhard (1990. Verbraucherpolitik: Grundzüge ihrer Theorie und Praxis. München: Verlag Franz Vahlen. MM (1995). AIM-analyse: En trediedel af forbrugerne vil handle politisk. Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 26, 7. august Svendsen, Steen (1995). Den politiske forbruger. Fremtidsorientering, nr. 4, september 1995, pp