Bilag 3, Interview med Heike Hoffmann, Håndværksrådet

Transkript

1 Bilag 3, Interview med Heike Hoffmann, Håndværksrådet IW: = Interviewer IP: Ja = Interviewperson, Heike Hoffmann IW: Til at starte med vil vi gerne høre om, hvad det er, du sidder og beskæftiger dig med? IP: Det jeg sådan set gør er, at jeg har to roller i Håndværksrådet. Den ene er, at jeg varetager vores uddannelsespolitiske dagsorden og da jeg startede her for syv år siden, var det primært, og det er det stadig, i forhold til erhvervsuddannelser. Vores medlemmer har ét stort område til fælles og det er en interesse for erhvervsuddannelser. De beskæftiger stort set alle sammen faglærte. Så det er den politiske interessevaretagelse. Vi har et uddannelsesudvalg, som jeg er sekretær for og så laver jeg klassisk lobbyarbejde. Den anden del er, at jeg skal generere en del af min løn eksternt som finansieret, så jeg laver en del forskellige projekter. Alt muligt, men hvis jeg kan komme afsted med det, så er det jo helst noget der ligger i forlængelse af vores politiske dagsordener inden for uddannelsespolitik, men det kan også være alt muligt andet. Lige i øjeblikket kører jeg bl.a. et innovationsprojekt, fordi der er en kollega, der er på barsel. Men jeg vil sige, at det der har flyttet sig rigtig meget i de år jeg har været her, det har været fra klassisk erhvervsuddannelses politik til at vi nu også interesserer os rigtig meget for, hvilket materiale der kommer fra folkeskolen. Er det godt nok til erhvervsuddannelserne? Er erhvervsuddannelserne gode nok til de virksomheder, de skal afsætte lærlinge til? Og så er der et andet område, og det er så jeres, hvor vi har flyttet os rigtig meget interessemæssigt, sådan så vi er begyndt at interessere os rigtig meget for andre typer af arbejdskraft i vores virksomheder end den faglærte arbejdskraft. Og man kan sige, at det er en dobbeltproces. Vi har nogle organisationer, der er meget interesserede i at vi gør noget på det her område, og det er en del af vores handlingsplan i år, men der er nogle gange meget langt fra det politiske niveau i organisationer og så til hvad medlemmerne ude på pløjemarken rent faktisk gør og interesserer sig for. Så det er en lang proces og derfor gør vi det, som sekretariat/organisation, at vi skubber lidt på noget udvikling og hiver nogle projekter hjem, hvor vi kan få vores medlemmer til at interessere sig for det, som vi synes de skal interessere sig lidt mere for end de gør i forvejen. Så det er sådan dobbelt, men rigtig meget på den her dagsorden med højtuddannede. Dels fordi vi synes det er rigtigt, men dels også af nødvendighed, for vores medlemmer kan ikke blive ved med at udvikle deres virksomheder og tjene de penge de skal, hvis de ikke supplerer med andet end det de plejer. Og det de plejer er faglært arbejdskraft. Og der er man nødt til at flytte sig lidt. Vi har nogle super gode eksempler på nogle af vores rigtig dygtige medlemmer, der har ansat 1

2 akademikere. Men når jeg bliver spurgt til, hvorfor der ikke sker mere, så plejer jeg at sige, at det der er rigtigt svært på det arbejdsmarked der hedder SMV'ere og akademikere, det er at, det er et jomfrueligt land for begge parter. Der er jo ikke nogen af jer på universiteterne, der beskæftiger jeg med hvad en SMV er, mens i er studerende. Ikke engang på CBS. Der er alle cases osv. omhandlende store virksomheder, og 95 % af det danske erhvervsliv består af virksomheder med under 50 ansatte. Og det er rent faktisk her jobbene er, men der er ikke ret meget samarbejde omkring det. Jeg kan se rundt omkring, at der er begyndt at ske noget nu, men det er ikke noget, der fjerner akademikerledigheden ret hurtigt. Det er nogle meget lange processer, fordi det er et fuldstændig utraditionelt arbejdsmarked for begge parter. Der er jo ikke nogen akademikere der ved, hvordan de skal søge job i en SMV, og der er ikke ret mange af vores medlemmer der ved, hvad de skal bruge universitetsfolk til. IW: Hvornår er i så begyndt at sætte det her på dagsordenen? Der var f.eks. Isbryderordningen i midten af 90'erne allerede, hvor det første gang var fremme, men det lyder som om, det måske er lidt senere? IP: Ja, jeg kan jo ikke svare på det, der er sket før min tid, men allerede tilbage i, og det er lang tid for os, i 2012 lavede vi en stor undersøgelse med DJØF, hvor vi undersøgte, hvad potentialet er i vores virksomheder, og spurgte ind til, om de kunne forestille sig at have en akademiker ansat? Så det er noget, som vi mere og mere er begyndt at interessere os for. Vi har interesseret os for det i mange år, men vi skal også have vores baglands opbakning til at det er noget, som vi skal arbejde for, for det er dem, der betaler vores løn og dem der bestemmer hvilken politisk retning vi skal tage. Så det er sådan lidt en dobbeltproces, som jeg sagde før. Men det er noget, der er blevet mere stuerent inden for de seneste år, også inden for vores meget traditionelle håndværksvirksomheder, vi har jo også industri der udemærket godt ved hvad en ingeniør er, men vores mere rationelle håndværksvirksomheder er også begyndt at få øjnene op for det. Vi har et rigtig godt eksempel ude i Rødovre, hvor der ligge en lille tømre virksomhed, der er ejet af en fyr på 30 som har været selvstændig siden han var 21. De er omkring 50 ansatte, og han har en rigtig god tømrervirksomhed, og han har lige ansat sin første akademiker, og det er på kommunikationssiden, fordi det ved han, at han ikke selv er særlig god til. Så jeg tror, at når vi ser flere af de yngre mestre, så bliver det lidt mindre - jamen vi plejer - og lidt mere - okay, hvis vi skal noget andet end det vi plejer, hvad er der så ar muligheder -. Så det er på den retning vi flytter os. IW: Hvordan var responsen, da i henvendte jer i 2012? 2

3 IP: Jamen, der viste sig at være et kæmpe potentiale. Der er rigtig mange af vores virksomheder, der gerne vil prøve kræfter med en akademiker, men ofte er der langt fra at synes, at det kunne være rigtig interessant og så til rent faktisk at gøre det. Og noget af det, jeg synes vi mangler, det er flere gode eksempler. Vi har selvfølgelig nogle cases på Videnspilot og på nogle virksomhedspraktikker osv. Men det er ikke sådan at vi har 50 steder at ringe hen, når der er en journalist, der ringer ind for at få en case. Også fordi vi jo ikke har daglig kontakt med virksomheder, og det er lidt svært at få kommunikeret, men vores medlemmer er ikke enkelt-virksomheder, det er organisationer, så vi skal altid igennem et led til, før vi får fat i en virksomhed. Det er ikke altid vi fanger, når der er noget. Så potentialet er der, viste vores undersøgelse med DJØF, men præcis hvad det er vi skal gøre for at udløse det potentiale, det er vi stadig rigtig uklare på. IW: Hvem er det så i samarbejder med? Du nævnte DJØF.. IP: Vi samarbejder med DJØF, Videnscenter om dimittendledighed, som er et samarbejde med en del universitetslovs institutioner og Akademikernes A-kasse og DJØF sidder der også. Det er altså arbejdstagersiden - både A-kasse og forbundssiden - og der er jeg kommet ind fordi Håndværksrådet er den eneste organisation, der repræsenterer SMV'er. Akademikerkampagnen er vi også involveret i, men eller er det meget svært for at have konkrete aktiviteter, fordi det er virksomhederne vi skal have fat i. Så det er meget politisk. IW: Det lyder som om, der er jer der samler det, men at der er et led imellem? Bliver der også gjort noget i de led for at fremme samarbejdet her? Er det også en dagsorden her? IP: Ja, det er det, men som jeg sagde før. F.eks. vores organisation, der hedder Arbejdsgiverne, som har en lidt større industri del. Men en ting er, når man kigger på hvad der arbejdes for politisk, og en anden ting er, når man ser på hvad man rent faktisk gør, når det kommer til stykket. Man kan udemærket synes, som virksomhed, at det er en rigtig god ide - jeg skal bare ikke have nogen hos mig. Det er meget svært at komme fra tanke til handling på det her område, fordi det er så utraditionelt. Noget af det, der er meget, meget svært når man er nyuddannet er, at man ved en masse om, hvad man ved og man har en masse viden på nogle områder, men det som typisk interesserer vores medlemmer, det er ikke hvad man ved, men derimod hvad man kan. Og når man er helt nyuddannet, så kan det være meget svært at vide, hvad det er man kan. Det er rigtig svært at omsætte eller formulere til andre arbejdsmarkeder, end dem der i forvejen ved, hvad det er akademikere kan. Der kunne jeg godt tænke mig, at der fra forbundssiden (DJØF og Magisterne) og A-kasse siden, at der her blev gjort noget for at lette adgangen ind på arbejdsmarkedet ind i SMV'er, så skulle det være at man får hjælp til at formulere, det man ved til det man kan. Vi plejer 3

4 at sige i vores medlemsvirksomheder.. De spørger om to ting, når man kommer med noget nyt: virker han og hvad koster han? De er meget bundlinje- og anvendelsesorienterede, så det nytter ikke at man er rigtig dygtig til at lave strategier, hvis man ikke kan omsætte det til handling ude i en virksomhed. Der hvor man på universiteter er lidt meta-agtige og lidt fluffy indimellem, så er vores medlemsvirksomheder mere interesserede i, hvilke arbejdsopgaver den enkelte kan løse bedre end dem selv. DJØF har for nylig lavet nogle nye en-sides flyers, der viser en case med en virksomhed, der har haft en højtuddannet ansat, der fortæller hvilke opgaver vedkommende har løst. Og det er netop det, der er interessant (for virksomhederne). Fordi studierelevant arbejde i eks. indenrigsministeriet giver ingen credit hos en malermester. Det kan godt være, man er god til at bruge til at bruge sin akademiske kompetencer, men det skal oversættes ind i den virkelighed, som er deres. Og det er altså håndværk, og der skal man optjene credit og have en stor grad af ydmyghed overfor den faglighed, de har. Så er der også, især hos vores ældre medlemmer, situationer hvor de er lidt bange for akademikerne, fordi de kan jo så meget. Ja, men det er jo bare fordi, man kan to forskellige ting. Der er jo ikke nogen af jer, der kan male som en maler kan, i kan til gengæld noget som en malermester ikke kan. Vi har et andet godt eksempel med en malermester, der bor på amager, Maler-mester Lachner. Han har haft en videnpilot, og er godt klar over hvad akademisk arbejdskraft kan give af mening. Hans søn ville gerne være maler, og han har så sagt til sønnen: det må du også gerne, bare du først tager en videregående uddannelse, fordi når du skal overtage mit firma, så er det ikke nok at være malermester, for at kunne drive en virksomhed. Selvom man har en lille virksomhed, så er den hverdag man opererer i enormt kompliceret. Noget af det, som de ikke er særlig gode til, det er f.eks. administrativt arbejde, rutiner, indberetning til skat, afrapportering til Danmarks Statistik, altså klassisk akademikerarbejde. Det interesserer dem ganske enkelt ikke, men de bruger rigtig meget tid på det. Og hvis man kan komme ind og fortælle, at det er det, man kan, og man kan gøre det hurtigere, bedre og mere effektivt end dem selv, så bliver der pludselig noget bundlinje i det, fordi så får mester frigjort tid til at male mere, udvikle virksomheden på det faglige eller bare til at gå hjem kl og være sammen med deres børn - det er også en gevinst for mange af vores medlemmer. Så det er det der med at kunne gøre de ting som de ikke synes er interessante eller er gode til - det er det i (akademikerne) er gode til. Det kan være noget med virksomheder, der måske er en lille smule større - HR, altså styre medarbejderne - før i tiden havde vi konditormestrene som medlemmer hos os, hvor jeg lavede et projekt med en bagermester i Århus. Han var en udviklingsmand, han byggede et nyt bageri osv. Han har ansat en Cand.ling.merc som HR, der har været bagerjomfru i hans virksomhed, sådan er det tid med de netværk, men han 4

5 har ansat en akademiker til at styre personalet. For han gider ikke holde medarbejdersamtaler, eller forhandle løn så det har han ansat en til. Det han kan, det er at han kan udviklie brød, så det er noget med forskellige fagligheder. IW: Er det så ikke også noget med, at de eksempler, du kommer med, de tager noget tid før man kan se det på bundlinjen? Har det ikke en indflydelse, når man tænker på de ordninger der er lavet for at kunne skaffe akademikere ind? Innobooster, løntilskud, videnpilotordningen osv? IP: Vi har kendt videnpilotordningen i mange år, og noget af det, jeg synes er rigtig synd, det er, at der ikke er brugt mere på virksomhedspraktikker for dem der er færdiguddannede og ledige, og som står i ledighedskøen. Vi kender alle historien om jobcentrene, og vi ved hvor virksomhedspraktikkerne foregår - i det offentlige. Det der kunne være rigtigt fint, det var hvis A- kasserne og job-centrene blev bedre til at sende akademikerne ud i praktisk i private virksomheder. Det jeg tror, der sker, når en virksomhed skal vælge, hvem den næste skal være, og det bare min mavefornemmelse, så er der meget store forskel på at gå fra nul akademikere til en på fuld til. Jeg tror de er meget skræmt af lønniveauet, fordi de intet ved om det, og så spørger de sig selv om de har arbejdsopgaver nok til sådan en på fuld tid. Det her med at prøve kræfter med en akademiker i 1-2 måneder bør tages ud på det private arbejdsmarked i langt højrere grad, for på en måned kan man sagtens vise, at man kan nogle ting, som den her virksomhed har brug for. IW: Men det er vel svært at se på bundlinjen på en måned? IP: Det er svært at se på bundlinjen, ja, men de er heller ikke dummere. De kan godt se, at hvis opgaverne bliver løst hurtigere, bedre og mere effektivt af en akademiker, end de selv kan gøre det, så er der ikke så langt. Noget andet jeg tror der kunne være fremtid i, det er hvis man ikke er så stålsat på at man som nyuddannet skal have et fuldtidsjob, men derimod kunne forestille sig at starte på timer, for så bliver det ikke stor en mundfuld for virksomhederne, for mange af dem er meget små. Noget andet jeg godt kunne tænke mig, og det handler ikke om at lave en proletariat for akademikere, men jeg tror det ville være en god ide, hvis man kiggede på at blive ansat på projektbasis. Hvor man går ind og løser en opgave og får løn i tre måneder for at lave noget.. komme med en løsning, og hvor man ikke sidder og tæller timer, men simpelthen laver den opgave på tre måneder. Det kan godt være det ikke er ønskesituationen, når men er færdiguddannet, men det kan være en måde at komme ind på arbejdsmarkedet på. Da jeg selv var færdiguddannet, startede jeg med at være undervisningsassistent i Ålborg, hvor jeg rejste dertil en gang om ugen. Ikke fordi alting skal være som i gamle dage, men det er bare en god måde at få erfaring på. At acceptere at man ikke har en fastansættelse med pensionsordning de første 1-2 år, men jeg får rigtig 5

6 meget relevant erhvervserfaring. Har du først tre måneder i en virksomhed hvor du har løst en opgave, som du kan dokumentere du har lavet ordenligt og har en god reference, så er det ikke så svært at få det næste job, tror jeg. IW: Men er der så også efterspørgsel på det ude i SMV'erne? IP: Jeg tror i hvert fald det vil være nemmere at få adgang til arbejdsmarkedet, hvis man tænker i andet end en akadmiker = en fuldtidsstilling. Være lidt mere fleksibel omkring det. Hvad er det for et arbejdsmarked der er? Jamen det er måske et projektarbejdsmarked lige nu, og så starte derfra. Jeg ved godt, at det giver meget mening at ville fastansættes på et tidspunkt, men det kan også være en måde at være iværksætter på, og starte på den måde. IW: Det er vel også i forhold til den økonomiske udfordring som det er for SMV'erne, som det er at ansætte? IP: Præcis. Det er ikke så farligt at ansætte en i tre måneder til at få løst en konkret opgave, som det er at ansætte en på fuld tid. Jeg tror det, som kan skræmme nogle af vores virksomheder er, hvordan de skal beskæftige en akademiker i 37 timer om ugen i al evighed? Det tror jeg de er rigtig skræmt af. De er jo vant til at bruge akademisk arbejdskraft på mere eller mindre timebasis. De har en revisor, en bank og en advokat og der køber de jo bare efterhånden som de har brug for det. Så jeg tror det er den tankegang, man skal prøve at overveje. Det er også noget vi siger til vores virksomheder: næste gang du har en akademiker, så find et problem du godt vil have løst, ansæt vedkommende i en periode som giver mening i forhold til det problem, der skal løses og få det så løst og se hvordan det virker. IW: Tror du så det vil gøre, at virksomhederne også vil være mere villige til at fastholde akademiks arbejdskraft? IP: Ja, fordi det handler meget om, hvad en akademiker kan, og som jeg sagde før, så er det et meget stort skridt for mange af vores medlemmer at gå fra nul til en på fuld tid. Jeg tror det andet bliver langt mindre farligt, og det er også derfor sådan nogle ordninger som Innobooster og virksomhedspraktikker, hjælper med at udstille akademikernes arbejdsmarkedskompetencer og - kraft er rigtig vigtig, for virksomhederne ved ikke noget om det. Hvor skulle de vide det fra? IW: Er der så ikke også en opgave i at forberede virksomhederne på, hvad det er, en akademiker kan? IP: Jo, det er jo det der er så vanskeligt. Noget af det vi ved, der går galt, hvor vi hører om virksomheder der godt kunne tænke sig det.. De bremser op, der hvor de siger: vi ved ikke engang hvordan vi skal skrive et stillingsopslag. De ved godt hvad de skal skrive hvis de skal have en ny 6

7 tømrer eller murer, men de ved rent faktisk ikke hvilke kompetencer eller kvalifiktationer de har brug for. Det som de er gode til, det er at beskrive det problem, de står med, men at lave et stillingsopslag, der giver mening, det kan være svært. Der er mange af dem, der kan være skræmte ved tanken om alle de ansøgninger, de får ind. Hvordan skal de kunne vide, hvordan man læser et CV fra en RUC'er? Og når du så har ansættelsessamtalen, så er de bange for at blive kørt over, for de ved ikke hvad de skal spørge ind til. Der tænker jeg, at det var noget vi godt kunne udvikle sammen med vores virksomheder, og så skal vi opdrage dem til at bruge konsulenter til den del. Jeg har netop været ude og interviewe nogle virksomheder i en anden sammenhæng, hvor vi har lavet noget innovationsarbejde, og der snakkede jeg med en konsulentvirksomhed i Århus, som hjælper virksomheder med at blive bedre til det, de allerede gør, og vi talte om det her med at, at konsulentvirksomheder godt kunne have et tilbud, der gjorde at virksomheder kunne købe sig til ansættelsesprocessen, fordi de ingen erfaring har med det. Og det kan være rigtig dyrt at ansætte den forkerte. I et andet tilfælde, hvor jeg samarbejdede med DJØF omkring match-arrangementer, ville en malermester gerne ansætte en jurist, men han har kun en ansættelseskontrakt, der gælder for faglærte - hvor man kan blive opsagt fra dag til dag, når der er vejrligsdage. Det var jo ikke ligefrem en funktionærkontrakt. Der er noget af juraen, man godt kan hente hjælp til hos os, men det her med at blive klædt på til at have ansættelsesprocessen fra start til slut.. IW: Det er handler vel også om at snakke samme sprog fra begge sider? Det er vores indtryk, at akademikerkampagnen prøver at skabe.. Er der nogen forskel på hvilken type virksomhed, der oftest ansætter akademikere? IP: Ja.. Jeg tror i virkeligheden at mange af vores virksomheder vil have fornøjelsen af en akademiker i eller anden variant. Der er tre hovedområder. Vi har den tekniske del, der godt kan finde ud af at ansætte ingeniører. Så er der kommunikationsdelen, og det kan handle om hjemmesider, kundekontakt, evaluering af opgaver - systematisk vidensopsamling, altså alt hvad der kan kommes ind i kommunikationskassen. Den tredje er i forhold til administrative rutiner af enhver slags. Det kan være indberetning til Danmarks Statistisk, regnskabsforberedelse, daglig HR, alle de her ting. Mange af vores virksomheder lever af opgaver de får, når de giver tilbud, f.eks. store offentlige udbud og der er mange af vores medlemmer, der godt ved hvad de kan, men har svært ved at få det formuleret på en måde, der giver mening i forhold til dem, der har udbuddet. Så de er rigtig dygtige fagligt, men når der kommer et stort udbudsmateriale har de svært ved at regne det igennem og få formuleret hvad det er de gerne vil. Sådan noget tænker jeg også vil kunne give rigtig meget mening. Så skal man nok over i det teknisk/økonomiske for at kunne gå ind i, men det 7

8 er et område, hvor mange af vores virksomheder godt kunne tjene flere penge. De bruger uendelige mængder af tid på at give tilbud. Det kan være en byggeleder, der laver dem, men han er typisk kun god til det faglige. Så hele indpakningen, formuleringen og formidlingen kan være en stor gevinst for de virksomheder, der lever udbudsorienteret. IW: Så det er også en bestemt type akademikere, der er mere relevante? IP: Jeg synes der er brug for dem alle sammen. Det der kan være vanskeligt, det er jo de klassiske: kunsthistorie, litteraturvidenskab osv. kan have svært ved at komme igennem, fordi virksomhederne ikke ved hvad de skal med sådan en, men det er jo generelle akademiske kompetencer, som man ofte bruger. Det er derfor jeg siger, det er vigtigt at blive klar på, hvad man kan og ikke kun hvad man ved, fordi en der har læst kunsthistorie ved en masse om kunst, men hun har også nogle kommunikative komptencer, der sagtens kan bringes i spil. Det skal bare formuleres på en måde så virksomheden forstår hvad der er man kan tilbyde og gøre bedre for dem. Det er kunsten, og det synes jeg ikke, der er ret mange der hjælper ledige akademikere med. IW: Nu snakker du meget om, hvordan de kommer gennem nåleøjet, men har i nogen erfaring med, hvordan det er gået når det er lykkedes? IP: Det vi hører er, og vi har ikke lavet noget systematisk vidensopsamling på, men det er, at dem der gør det er glade for det. Nogen gange går det galt, men det er meget ofte i den personlige kemi. Men den vi kender, der har haft videnpiloter ender typisk med at fastansætte dem, fordi når du først er kommet ind og virksomheden kan se at det kan betale sig... Ofte er det jo på bundlinjen man kan se det, men i andre sammenhænge kan det skyldes, at der bliver taget noget administrativt arbejde fra mange af de faglige medarbejdere, som lander hos en som rent faktisk er god til det, hvilket kan skabe en god stemning på arbejdspladen, gøre folk mere effektive og glade for at gå arbejde. Jeg hører ikke om ret mange der opgiver. IW: Og når opgiver..? Kan det skyldes et kultursammenstød mellem akademikere og en gruppe malere? IP: Så er det fordi det ikke fungerer i det personlige match. Sådan er det jo i alle sammen hænge. Men det er fuldstændig rigtigt, at det er meget vigtigt at være opmærksom på det her. Man skal stikke fingeren i jorden, når man kommer ud i de her virksomheder. Det er meget vigtigt, at man får til virksomhederne med en stor grad af ydmyghed og indstiller sig på hvilket sprog, der bliver talt. De gider ikke folk der taler heroppe, det skal være nede på jorden og lige ud af posen. Det skal man kunne begå sig i. Jeg siger ikke det er skurvognssprog alle steder, men man er meget nede på jorden, og det skal man kunne gå ind i, og det kendetegner mange af os, der er her. Vi er mange 8

9 akademikere, men vi kan tale med virksomhederne. Vi har respekt for det vi laver herude. Nogen gange når jeg er på virksomhedsbesøg, især hos industrivirksomheder, f.eks. en smedevirksomhed, hvor man åbner dørene til en verden, hvor de er virkelig dygtige til det, der laver. Herfølge Klejnsmed har sådan nogle kæmpe store lokaler med topavanceret teknologi, og sidst jeg var nede og besøge ham, var han i gang med at producere en model af et af skibene fra Roskilde vikingeskibsmuseum i stål. Det er håndlavet det hele, så han kan både det der er helt nede i håndværket, og så kan han det med de store maskiner, og det skal man kunne blive imponeret af, tænker jeg. Og bliver jeg, for de kan noget, som jeg aldrig kommer i nærheden af at kunne. Til gengæld kan jeg skubbe en masse papirer rundt herinde, som de aldrig ville kunne finde ud af, så det er noget med forskelligheder, og respekt for den forskellighed. IW: Når du snakker meget om, at det handler om at få virksomhederne til at være åbne overfor akademikernes kompetencer, oplever du så, at der er virksomheder hvor de gerne vil have dem, men har svært ved at tiltrække dem? Altså den omvendte vej rundt? IP: Nej, det synes jeg ikke er noget vi hører ret meget om. Der, hvor der kan være et problem er, når vi er ude i landområder, hvor der ikke er institutioner med videregående uddannelser, og det er f.eks. sådan et område som Esbjerg, hvor Ålborg Uni godt nok har åbnet en afdeling, men de har store problemer med at tiltrække højtuddannede til hele deres offshore. Så det har meget med georgrafi og gøre. Det er ikke noget, jeg har enkelte eksempler på, men i kender også brain-drain fra Ålborg til København. Noget af det, der også gør at akademikerledigheden er meget høj, er at alle akademikere søger hen, der hvor de andre akademikere allerede er. Så det, der kan give mening, det er, at søge den anden vej. Altså at søge derud, hvor der ikke er ret mange akademikere. Jeg kunne eksempelvis ikke tænke mig at bo i Ringkøbing, men det ville være et oplagt sted at starte. Det er bare rigtig svært når man er færdiguddannet i Århus, har sin omgangskreds her og bor med sin kærste. Jeg tror bare, at det er noget af det, der skal til. Danmark er på mange måder et relativt lille land, så det her med at kunne flytte sig i en periode og acceptere det i nogle år. Der er jo mange, der ender med at blive glade for at bo i tilsvarende områder. Det er også en mulighed at tage derhen, hvor der ikke er så mange akademikere. Jeg hører om folk fra Århus, der færdiggør deres uddannelse, og så tager til København. Ja, før i tiden var det her akademikerjobbene var, men den offentlige sektor opsluger den ikke mere. Ministerierne og styrelserne har ikke længere de samme jobobslag, som de havde før, så det er nogle andre steder der skal søges. Det er selvfølgelig rigtig svært at vende sådan en udvikling. I har garanteret hørt om praktikplads mangel, og det er rigtigt, men vi har en meget stor enklave af virksomheder i Horsensområdet, som mangler lærlinge. 9

10 Så det er noget med geografi, og hvor det er attraktivt at bo. Hvor er arbejdspladserne? Jeg ville tænke, at det at søge til områder med mange virksomheder, men for højtuddannede kunne være den helt rigtige vej at gå. Det er ikke så nemt. Men det er klart, for det er jo i de store byer, man har taget sin uddannelse, men man skal gøre sig det klart, at det ikke betyder at man kan blive boende og få job her. Der må man være flytbar, og jeg tænker at det er en god tangent at overveje. IW: Så lidt ligesom, at man skal brande akademikerne ude i SMV'erne, så skal man måske også brande SMV'erne omvendt? IP: Ja, og de er over det hele. Især i Jylland. Hvis man nu forestiller sig af de RUC-studerende, der bor i København, orienterede sig mod vest i stedet for øst sammen med alle de andre, når de søgte job, så er der en anden type arbejdsmarked derude. IW: Det handler vel også om, om man ved, at der er et marked der? Det bliver der jo ikke snakket om på uddannelsesinstitutionerne.. IP: Nej, og det er jo en kæmpe fejl. Jeg ved, at der bliver gjort meget i de her career-services, og jeg ved at Århus Universitet og CBS har noget de kalder Akademiker Korpset, hvor man kan få lov til at smage på, hvad det vil sige at være i en lille virksomhed, men grundlæggende har universiteterne aldrig nogensinde interesseret sig for, hvad der sker med deres dimittender, og det er noget man nu er begyndt at måle på. Jeg tror, at universiteterne er nødt til at flytte sig rigtig meget i forhold til hvilket arbejdsmarked de uddanner til. Jeg kan godt tage studenterkasketten på, og sige man ikke skal styres af kapitalen osv., og selvfølgelig skal man ikke lave knæfald for erhvervsliver, men det kan være en rigtig god ide, at skele til hvilke kompetencer erhvervslivet efterspørger og så uddanne i dem, hvis man gerne vil sørge for at ens dimittender får jobs bagefter. Man bliver jo uddannet til at være forsker, og dem er der ikke så meget brug for. Der mangler et udsyn i forhold til, hvad det er vi gerne vil have vores dimittender kan når de er færdige. Vil vi gerne have de tager ud og tjener penge, så er man nødt til at skele til, hvad det er for nogle kompetencer, der er brug for. Det mener jeg sagtens man kan gøre uden at falde på knæ for Dansk Industri og den øvrige kapital. Noget af det jeg især synes er fedt ved RUC, det er, at i har massere mulighed i løbet af jeres projekter til at arbejde sammen med virksomheder. Så noget af det man laver, det er der andre, der rent faktisk kan bruge til noget. Hvis man er rigtig heldig, så har både censor og vejleder læst ens opgave, men at der rent faktisk er nogle mennesker ude i virkeligheden, som man har brugt et semester på, synes jeg er virkelig interessant. IW: Gør i så noget for at få SMV'er til at samarbejde med uddannelsesinstitutioner? 10

11 IP: Nej, fordi vi bliver ikke inviteret ind. Det er typisk store organisationer som DI, Dansk Byggeri og alle de andre. Jeg ved at RUC har noget SMV-samarbejde med Region Sjælland, fordi Region Sjælland har et uddannelsesefterlæb på mange måder, og jeg synes jeg er begyndt at se det flere steder. Men for håndværksvirksomheder har det aldrig været sexet, når man har læst på universiteter. Det man skal være opmærksompå, hvis man er kvik nok til at få foden indenfor i sådan en virksomhed, det er at så får man meget hurtigere større ansvar end man gør, hvis man starter som yngstefuldmægtig i et ministerie. Altså, der eren hurtigere læringskurve, man får hurtigere mere ansvar og varieret arbejdsopgaver. Der er jo nogle mennesker der trives bedst ved at være et lille hjul i et stort maskineri, men der er også nogle der gerne vil hurtigt ud og have noget ansvar, og der er de små virksomheder et rigtig godt sted, fordi du hurtigt kan skabe sig dit eget arbejdsområde. Så finder mester måske ud af, at man er god til noget, som han gerne har villet i mange år - kan du ikke lige også... - og der kan man altså hurtigt få fyldt en arbejdsdag med spændende arbejdsopgaver hurtigt. Det man kan mangle i en lille virksomhed, og det står altid i DJØF-bladet, er faglig sparing med andre akademikere. Her tænker jeg, DJØF har så mange andre netværk, så der kunne man lave nogle små lokale netværk i de her landområder vi taler om, hvor man kan søge sparing hos hinanden. Det er ikke så svært. Det tænker jeg ville være en af tingene jeg selv ville mangle. Men det mener jeg godt at man kan arbejde sig ud af, hvis man er interesseret i det. IW: Har i oplevet at en virksomhed som ansatte én akademiker efterfølgende har ansat flere akademikere? IP: Det er ikke noget jeg har kendskab til, men de undersøgelser, som DJØF laver, viser at når den første akademiker er ansat, så trækker det flere med og på et tidspunkt også endnu en akademiker. I første omgang tænker jeg, at det en akademiker kan give luft til, det er at ansætte en ekstra læring eller en dygtig svend, fordi tingene bliver mere effektive, hvis man tager noget af administrationen væk. Det er afhængig af virksomheden. Der er mange af vores, der består af en mester, en svend og en lærling, og så er der ikke plads til en akademiker, men når vi når op over 7-0 stk, så tror jeg den første akademiker vil bane vejen for flere. Det er bar emeget jomfruligt land for alle. og DJØF famler jo også efter hvordan det skal gøres. Hvordan får vi overhovedet studerende til at interessere sig for SMV-arbejdsmarkedet inden de bliver ledige. Det synes jeg er der hvor fremtiden ligger. IW: En stor del af problematikken er vel også, at der ikke er noget overblik over, hvad gevinsten er? 11

12 IP: Det er der ikke. Men det bliver sådan noget rationelt økonomi med Adam og SMEC. Det handler for vores virksomheder meget om, at de spejler sig i andre virksomheder, så vi har brug for flere succeshistorier. Hvis malermesteren i Aarslev har ansat en akademiker og tømreren ved siden af kan se, at det gav noget - hvis han kan, så kan jeg også, fordi så skal jeg også have sådan en fordi det rykkede-. Det er noget med at få snakken til at gå, for det er den måde, der bliver genereret viden på ude i virksomhederne. Det kan være erhvervsrådet, det lokale virksomhedsnetværk... I vores regi er det håndværkerindustri foreninger, som vi har mange af, og der skal vi have de her historier ud, men det er hårdt arbejde at få de første historier, IW: Hvis man skal spørge lidt kritisk ind til det, så er der jo ikke noget overblik over hvad det giver, så hvordan kan man så være sikker på, at der er en gevinst ved det? IP: Fordi der ikke er en eneste lille virksomhed, der ville ansætte nogen, der ikke betaler sig. Hvis det ikke kan betale sig i en eller anden variant, så kommer det bare ikke til at ske. Det er de for kloge til. Mange af vores virksomheder har været meget hårdt ramt af krisen, og vi har stadig et problem med at virksomheder har svært ved at få projekter finansieret, grundet at bankerne er stillet nye krav. De er ekstremt fokuserede på økonomien. Så der kommer ikke nogen ind, der ikke kan betale sig, det kan jeg godt love dig. IW: Kan i se, om der kommer flere ind? IP: Nej, det kan vi ikke endnu. Det er et arbejdsmarked der ikke rigtig er kommet i gang endnu. Der er ikke nogen traditioner, så vi ved ikke noget endnu. Vi har en masse anekdotiske historier, men vi har ikke noget grundlæggene viden. IW: Det virker som om at alle parter er sikre på, at der er et potentiale her, men hvor kommer den sikkerhed så fra? IP: Der er jo lavet en masse beregninger på det. IDA har lavet nogle.. Men det jeg tænker, og jeg ved godt det skal være baseret på evidens, er at, jeg er fast overbevist om, at de virksomheder vi har i dag ikke kan klare sig i konkurrencen, hvis ikke de gør noget andet end de plejer. Og en af de ting man kan gøre anderledes end vi plejer er, at ansætte andre kompetencer og få løst opgaverne på en smartere måde. Noget af det man også skal være opmærksom på er, at man også sagtens kan ansætte andre end akademikere. Nemlig andre højt uddannede. Vi har nogle erhvervsakademier og et helt professionsbachelorsegment, og det er også noget af det vores virksomheder kigger meget på, fordi mange af dem, der læser på akademierne selv har svendebrev og er vant til praksisbasering. De er nødt til at gøre noget andet. Nogle af vores store organisationer har et generationsskifte problem. De kan simpelthen se, at deres ejerkreds bliver ældre, og hvis der skal 12

13 være nogen til at overtage, skal det sandsynligvis være nogen, der har mere og andet end en håndværkerbaggrund. Det er ikke sikkert det skal være en akademiker, der overtager, men man er nødt til at kigge på at få nogle andre kompetencer ind i virksomhederne, fordi det bliver mere komplekst at drive virksomhed. Men vi har ikke nogle tal fordi det er så nyt IW: Nej, men mange efterspørger tal når de skal se på om det er en succes? IP: Fuldstændig. For et stykke tid siden blev vi kontaktet af Detektorredationen, fordi Danske Studerendes Fællesråd havde lavet en beregning på, at hver akademiker i en SMV genererer 7,1 arbejdsplads.. Det handler altså meget om, hvad det er for en måde, man ser på det her samfund på. Vi kan ikke blive ved med at have det velfærdssamfund, vi har, hvis vi bliver ved med at rekruttere alle akademikere ind i den offentlige sektor. Lige i øjeblikket har vi omkring 75 % af en ungdomsårgang, der vælger det almene gymnasium, og den naturlige vej for dem er ofte en videregående uddannelse, så det giver ikke mening at have 50 % af en ungdomsårgang i den offentlige sektor. Vi er nødt til at få dem ud i virksomheder, hvor de laver den værdi, der gør, at den offentlige sektor, som de er afhængige af, kan blive finansieret. For der er ingen af vores virksomheder der synes, det ville være fedt at være i et land, hvor man ikke kan få sine børn passet efter kl eller hvor uddannelsesinstitutionerne forfalder. Vi er afhængige af den kvalitet som den offentlige sektor leverer, men den er der nogen, der er nødt til at finansiere, og det skal foregå ved at lave mere værdi i den private sektor. Så det handler om hvilket politisk udgangspunkt man har. Nu skal jeg ikke skilte mig med at være LA, men den offentlige sektor og private sektor er afhængige af hinanden. Det må bare ikke være være den offentlige sektor, der er befolket af alle dem, der kan noget med hovedet. Vi er nødt til at have både hovedet og hænderne i den private sektor. Det handler også om vores eksportmarked. Nu har jeg ikke været inde på sprogdelen, men humaniora som traditionelt er svært at afsætte, efterlyses konstant af eksempelvis DI. Især dem med tyskkunskaber, fordi vores største eksportmarked er Tyskland. Så skal man måske bare ikke vælger at læse tysk litteratur, men derimod vælge en tysk uddannelse på CBS. Jeg tror rigtig meget, at det er den vej, vi er nødt til at gå. IW: Der er mange, der siger at der ikke vil være nok jobs i den offentlige sektor, så de skal over i den private, hvilket gør det interessant at beskæftige sig med, hvor der kan være de her jobs? IP: Jeg tror, at de her jobs kommer til at være ude i SMV'erne. Lige nu er der en akademikerledighed på 28 %, og den har været nogenlunde konstant siden Den ledighed tror jeg ikke på, at vores virksomheder kan fjerne, men hvis man vælger på uddannelsesinstitutionerne, i A-kasse, og på job-centrene og kigge mere i retning af det private arbejdsmarked, så tror jeg sagtens 13

14 flere kan blive kanaliseret derud. Det man skal være opmærksom på, det er, at de store virksomheder ikke laver nogen arbejdspladser herhjemme, men i udlandet. Så der er ligesom kun ét sted hvor alle kigger hen, men jeg har ikke nogen gylden nøgle til hvordan låser det her arbejdsmarked op. Vi ved for lidt om, hvordan vi får dem til at gå fra: Ja, det kunne jeg godt til mig til: Nu har vi gjort det. Hvad det er for nogle barrierer, ofte mentale, der er og hvad det er for nogle redskaber vi skal udvikle for at få dem til at overvinde den barriere, det er stadig terra incognita - det ved vi simpelthen ikke noget om endnu. IW: Det er jo et større arbejde, og også et større politiske arbejde, hvis man skal forberede begge parter på den udvikling? IP: Vores rolle er jo at få gjort vores virksomheder opmærksomme på de muligheder, som der er. Jeg synes jo, at man i langt højere grad skal bruge både Innobooster og virksomhedspraktikker, og samtidig skal man ude i vores virksomheder være meget bedre til at henvende sig til projektbørserne på univsersiteterne. De er jo vant til at have studerende i praktik fra f.eks. akademierne, for de skal i praktik i et semester, og det kan de godt finde ud af. Og der skal de være bedre til at bruge universitetslovsinstitutionernes praktikmuligheder. på tre måneder i praktik kan man løse mange opgaver, og jeg ved godt der er en fremdritsreform... IW: Der er flere uddannelser, hvor der er et indlagt et semesters praktik.. IP: Og hvis du laver den praktik i en lille virksomhed, så er der rigtig meget mere credit, når du kommer ud og skal have job. IW: Men risikerer man så ikke bare, at de virksomheder vil blive ved med at have en ny praktik hvert halve år? IP: Jo, du kan altid finde nogen, der spekulerer i det, men jeg kan godt sige dig, at hvis de finder ud af, at det kan betale sig, så gør de det. Så det jeg tror på er, at hvis de får kontakt til de studerende, mens de er gratis, eller ikke skal have så meget i løn, og her ser hvilke kompetencer, de kan hente ind, så tror jeg der bliver åbnet meget mere, men de ved det ikke for de har ikke prøvet det. Det er rigtig dyrt at prøve det af, tror de. Det er det ikke altid, men det er en af de barrierer, der er. IW: Så er det løntilskudsordningen, men så er det i fire måneder, og det er spørgsmålet om det kan ses på bundlinjen efter fire måneder? IP: Nej ikke målbart på den måde måske, men du vil som ejer/leder have en klar fornemmelse af, om det er noget der giver værdi i ens virksomhed. Det er 100 % sikkert. Det kan de sagtens finde ud af at regne ud. Så kan det godt være det ikke er et fuldtidsjob, men 32 timer. Det er stadigvæk meget bedre end at være på dagpenge.. 14