PRISOPGAVE INDHOLDSFORTEGNELSE. Indledning Den helhedsorienterede indsats som vi ser det Hvem er vi?

Transkript

1

2 PRISOPGAVE INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning Den helhedsorienterede indsats som vi ser det Hvem er vi? Hvem henvender vi os til Metoder At møde beboerne i øjenhøjde Tilgængelighed Udlån af penge til beboerne Lysten driver værket Få krav til beboerne At være privat på arbejdet Positive oplevelser Psykisk overskud hos medarbejderen At skabe et hjem Traditioner Det eksterne samarbejde Som et resultat af vores måde at arbejde på

3 INDLEDNING DEN HELHEDSORIENTEREDE INDSATS SOM VI SER DET På pensionatet tilbyder vi en helhedsorienteret indsats, i form af hjælp til alt, hvad der måtte kræves hjælp til, for at kunne opretholde en tilnærmelsesvis værdig tilværelse. Vi er der, når behovet for hjælp er til stede, men motivationen og overskuddet mangler. Vi støtter vore beboere fysisk, psykisk og socialt jævnfør WHO s definition på en helhedsorienteret tilgang til menneskets sundhed. Vi vægter således et godt samarbejde med vores samarbejdspartnere som for eksempel: kommune, kriminalforsorgen, læger, familier, apoteker med flere. HVEM ER VI? Vi er en selvejende boenhed efter servicelovens 107. Det vil sige, et midlertidigt bosted for psykisk syge misbrugere. Det skal dog siges, at vi arbejder ud fra et mere varigt synspunkt, idet vores beboere, for de flestes vedkommende, vælger at blive boende. Det er et faktum, at vore beboere misbruger stoffer. Det er ikke vores opgave, at få dem ud af deres misbrug, men vi prøver at begrænse det. Det er ikke tilladt at misbruge på fællesområderne, men vi blander os ikke i deres misbrug på værelserne. Vi forsøger desuden, at begrænse deres misbrug ved at sætte oplevelser i stedet. Det kan være svært, men det lykkes os ofte at få beboerne ud af huset på mindre ture eller rejser i ind- og udland. Der er en personalenormering på 10,4 stillinger, men vi har kun seks ansatte og en forstander til at varetage arbejdet. Dertil kommer en lille gruppe tilkaldevikarer. Vi sætter en ære i at være få medarbejdere, primært for at vise vore beboere, at vi har tillid til, at de er ordentlige mennesker. Vi tvinger dem med andre ord til at tage ansvar for deres opførsel. Desuden har vi ikke nattevagter, idet vi sætter vores lid til, at beboerne godt kan klare sig selv i nattetimerne. Hvis man er for mange medarbejdere kan det give be

4 boerne er følelse af at blive overvåget. Desuden kan personalet lige så ofte være medvirkende til at optrappe konflikter. HVEM HENVENDER VI OS TIL Vi arbejder med mennesker, som alle sammen har levet et hårdt liv på gaden, på børnehjem, i fængsel eller gennem langvarige hospitalsindlæggelser. Flere af beboerne har en behandlingsdom. De har gennem livet påført sig selv massive omfattende skader både psykisk og fysisk. De har været svingdørspatienter i mange år og er faldet igennem behandlingssystemet, idet de både har en psykisk lidelse og et misbrug. Alle vores beboere har diagnosen skizofreni. De er mennesker, som er aktive misbrugere af euforiserende stoffer, alkohol og medicin og har gennemsnitlig været det i ca år. Dette hårde liv har medført, at vores målgruppe i dag har svært ved at integrere sig i vores samfund og føle sig som en del af det. De føler sig udstødte og meget anderledes. Den årelange, massive indtagelse af stoffer påvirker i særdeles høj grad deres hukommelse, tidsfornemmelse, energi, psykiske overskud og empati. De har endvidere enormt svært ved at udskyde deres behov, lige fra deres basale behov til deres ego behov. Det er kendetegnende for vores målgruppe, at de har boet på mange forskellige bosteder igennem deres liv. Nogle er blevet kastet fra sted til sted, idet de har været svære at rumme. Beboerne har ikke kunnet indordne sig det givne bosteds regler og krav, de er derfor enten blevet smidt ud eller fået karantæne. Vi har pt. en beboer boende som i otte boede på en lukket afdeling og da han blev udskrevet havde personalet derfra ikke tiltro til, at han kunne have sin frihed i mere end to dage, før han igen ville blive indlagt. Han har nu boet i to år hos os, og er forholdene taget i betragtning velfungerende. Når en beboer flytter ind er det en svær opgave for os, at få beboerne til at forstå og opleve, at de virkelig er accepterede som de er, at de kan blive boende og risikerer ikke at blive smidt ud. Oplevelserne af gentagne svigt er medvirkende til, at beboerne, når de flytter ind, er forudindtagede og overbeviste om, at de gode intentioner og løfter, de bliver præsenterede for, ikke holder. Det kan være svært for medarbejderne, gentagne gange at blive mødt af beboernes negative forestillinger om deres hensigter. Erfaringen viser dog, at beboerne efter et stykke tid, falder til ro og langsomt finder den nødvendige tillid til medarbejderne, så at arbejdet med opbygning af en bæredygtig relation kan begynde. Det har taget os optil et år, at få en beboer til at føle sig så tryg, at han kunne udvise en mere passende adfærd i huset. Han forsøgte gentagne gange, at gøre alt for at blive bekræftet i sine fordomme om, at vi på et tidspunkt ville smide ham ud, - 3 -

5 hvis han bare var ihærdig nok, men han blev mødt med rummelighed igen og igen, og han er betydeligt mere velfungerende nu, end da han flyttede ind. METODER Et af de væsentligste mål vi arbejder imod er først og fremmest at skabe et hjem til beboerne; vi er ikke et behandlingssted, men et bosted. Desuden arbejder vi med begrebet harm reduction (skadesreduktion) i forhold til beboerne. Forudsætningen for at kunne arbejde således er, at vi først og fremmest skaber en god kontakt. Etablering af en god kontakt og anerkendende relationer er fundamentalt for alt pædagogisk arbejde. Det kan være en næsten umulig opgave, bare at få en beboer til tandlægen, hvis der ikke er etableret god kontakt og en tillidsfuld relation beboer og medarbejder imellem. Det er med andre ord et svært udgangspunkt for et samarbejde mellem to mennesker. For at kunne skabe denne nødvendige og gode kontakt er Tillid et nøgleord i arbejdet med mennesker, der lever i periferien af samfundet. Tillid er fundamentet i en god relation beboer og medarbejder imellem og virker begge veje. Tillid opbygges over tid; medarbejderen skal være vedholdende overfor beboeren og tåle at blive afvist eller svigtet gang på gang. Man må gøre sig klart, at beboeren ikke svigter medarbejderen som menneske, men at han i situationen ikke har det nødvendige overskud til at overholde sin del af en aftale. For ikke at sætte beboeren i en situation, hvor han får en negativ oplevelse over at have svigtet, er det vigtigt, at medarbejderen er tålmodig og i stedet viser beboeren, at man stadig tror på, at han kan overholde en aftale næste gang. Det er vigtigt, at medarbejderen altid og uden undtagelse overholder sin del af en aftale, for at vise sit engagement og tilstedeværelse. Beboeren har sandsynligvis ofte været i en situation, hvor han har følt sig svigtet af forældrene, pædagoger, systemet eller andre og det er derfor ekstra vigtigt, at man er vedholdende i sin kontakt med beboeren. Det er essentielt, at medarbejderen har en evig tro på, at alle mennesker ønsker udvikling, hvis muligheden foreligger, og selvom vi ofte oplever at blive afvist gang på gang, er det vigtigt man bliver ved med at motivere og ikke giver op. Vi arbejder meget med individuelle aftaler og selvom vores beboere aflyser ofte, kommer vi igen og igen. Det giver også et signal til dem, om at vi ikke er ligeglade med dem - vi vil dem gerne

6 AT MØDE BEBOERNE I ØJENHØJDE For at hjælpe og forbedre en beboers livskvalitet, er det for os vigtigt, at personalet forsøger at tilpasse sig målgruppen og ikke, at målgruppen skal påtvinges nogle normer og værdisæt, som de ikke kan leve op til. Vi forsøger ikke at presse vore normer ned over hovedet på beboerne, men i stedet lytter vi til dem og går på kompromis, for at vise forståelse og accept af, at de til tider har en anderledes adfærd, som de møder megen modstand på, når de færdes ude blandt almindelige mennesker. For eksempel har vores beboere meget svært ved at overholde aftaler. Det er ikke for at genere os eller andre, men ofte styrer stofferne deres valg og fravalg af ting. Derfor gør vi meget ud af, ikke at banke beboerne oven i hovedet, hvis de ikke har overholdt en aftale med os. Vi forsøger derimod at lave en ny aftale, og selvom vi skal lave den samme aftale om ti eller måske femten gange, inden den bliver til noget, så gør vi det. Det lykkedes stort set altid til sidst. Der kommer ikke nogen løftet pegefinger om, at det ikke er i orden, de ikke overholder de indgåede aftaler. Det har de fået mange gange før, og det skaber snarere distance og ikke balance i vores kontakt, hvis vi forsøger at prædike moral. TILGÆNGELIGHED Vores døre er stort set aldrig lukkede for beboerne. Det er vigtigt, at vi som medarbejdere altid er tilgængelige for beboerne, idet det skaber tryghed, at de altid kan finde en medarbejder, der kan hjælpe. Det kan være vi lige skal hjælpe med at rydde lidt op eller gøre rent sammen med en beboer, eller det kan være at en beboer har brug for lige at snakke. Uanset hvad, så gør vi vores bedste, for at være tilstede. Det sker, at en beboer kommer og beder om hjælp, medens vi er i gang med at rydde op efter for eksempel frokost. I sådanne tilfælde, får beboeren at vide, at han enten må vente til vi er færdige eller hjælpe med at rydde af bordet. I mange tilfælde vælger beboeren at hjælpe til. De eneste tidspunkter vore døre er lukkede er hver torsdag i to timer, medens vi har enten personalemøde eller supervision. UDLÅN AF PENGE TIL BEBOERNE Vi ønsker, at beboerne bruger deres penge på positive ting, der skaber bedre livskvalitet i stedet for at bruge dem på stoffer og andet misbrug. Det er vores erfaring, at en misbruger kan have meget svært ved at spare penge sammen; så snart de har penge, bruger de dem. Derfor låner vi beboerne penge, så de for - 5 -

7 eksempel kan købe et fjernsyn eller tage en taxa til tandlægen. Det er også muligt at blive skrevet for et eller flere klippekort, og noget som vores målgruppe ikke kan undvære er cigaretter. Dette låner de også til, sådan en lille ting kan gøre, at beboeren får ro i sit hoved og ikke skal tænke på, hvordan de skaffer penge til en pakke cigaretter. Når der skal betales tilbage, bliver pengene ikke trukket fra beboernes konti; beboerne skal frivilligt aflevere dem til os eller selv få sagsbehandleren til at overføre pengene. Hidtil har alle betalt deres afdrag. Ofte går der længere tid end aftalt fra begyndelsen, men pengene bliver betalt. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget beboerne kan låne, men de skal mærke, at vi gerne vi hjælpe dem. LYSTEN DRIVER VÆRKET Vi har ikke nogen regler eller krav om deltagelse i diverse aktiviteter på Mette Marie. Vi ser det som værende vigtigt, at lysten driver værket. Personalet forsøger at lave en appetitvækker i form at nævne alle fordelene ved f.eks. at gå med i værkstedet og male et billede, men ofte har de ikke lige energi til det. Når personalet så alligevel går i værkstedet og begynder at male, så vækkes beboernes nysgerrighed og interesse, og i de fleste tilfælde ender det med, de alligevel trods afslag først kommer og sidder og snakker med os. Nogle gange får de endda også malet et billede eller starter på det; men det er ikke vores primære mål, det primære er nemlig den kontakt der opstår. Der kommer som regel en masse gode samtaler ud af at foretage sig noget sammen, det kan være walk and talk, hjælp til rengøring, at male, lave mad osv. Det medvirker til at samtalerne ikke bliver så formaliserede og der opstår en åbenhed, som er svær at opnå, hvis man sætter sig ned ved et bord og skal have en samtale. FÅ KRAV TIL BEBOERNE Alt for mange regler er med til at udstøde de beboere, der ikke umiddelbart kan indordne sig og det er derfor vores intention, at vi ikke forsøger at tilpasse beboerne til et hjem, men derimod at forsøge at tilpasse et hjem, hvor der er plads til at beboerne kan være der med hver deres forskelligheder. Vi stiller ikke umiddelbart store krav til beboerne i form af for eksempel arbejdsopgaver. Det er fordi, det skaber negative relationer, når beboerne ofte ikke rummer det nødvendige overskud til at udføre selv enkle opgaver, og medarbejderne skal påpege dette overfor dem. Beboerne kan nemt komme til at føle, at - 6 -

8 de ikke slår til og medarbejderne kommer til at fremstå som politimænd. Derved kan der opstå en polarisering (det er dem mod os), der ikke er gunstig for en positiv relation. Vi stiller dog et meget stort krav til beboerne i form af, at der ikke er noget personale om natten. Beboerne er alene i hverdagene fra kl til kl næste dag. I weekenderne er der personale fra kl til kl Dette er i den grad med til at vise beboerne, at vi tror på de godt kan klare sig selv; vi har tillid til at de kan være ansvarsbeviste og hjælpe hinanden, når vi ikke er der. Vi tvinger dem til at handle og tænke anderledes. Et godt eksempel herpå er at der uheldigvis sker et dødsfald, inden personalet møder. Da personalet træder ind af døren, har beboerne selv sørget for at ringe efter politi og ambulance og de sidder nu sammen i dagligstuen og taler om episoden. Dette viser, hvad tillid og troen på andre mennesker kan afstedkomme af gode handlinger. Det er påfaldende, at der sjældent opstår voldelige konflikter, når personalet ikke er tilstede. Vi oplever derimod at beboerne venter til vi kommer og hjælper dem med at håndtere deres konflikter og samle dem op, hvis det går galt. Vi har ingen overfaldsalarmer og vi gemmer ikke knive og andet farligt køkkengrej væk. Dette har en stor signalværdi, idet vi viser dem, vi ikke er bange for dem og ikke forventer at de er voldelige. Vi sender positive forventninger ud til beboerne og derved får vi noget godt igen. Hvis en beboer har været fysisk udadreagerende og i sin vrede har ødelagt noget inventar i huset, så er det ikke udsmidningsgrundlag og det udløser heller ikke karantæne. Den eneste form for sanktion vi gør brug af er, at beboeren skal betale for det vedkommende har ødelagt og så har vi en samtale med pågældende om det uhensigtsmæssige i den adfærd de har udvist. Det er lige præcis her vores langvarige, gode relation kommer til sin ret. Beboerne finder tryghed i, at selvom de dummer sig, bliver de ikke smidt ud. De bliver accepteret som de mennesker de nu engang er. Vi opgiver dem ikke og har hele tiden en tro på, at de er noget værd som mennesker. AT VÆRE PRIVAT PÅ ARBEJDET For at kunne mindske den distance der naturligt er og skal være imellem beboere og personale, anvender vi også meget vores private jeg. Selvfølgelig gør vi det med omtanke, men det er hér den virkelig gode relation og kontakt opstår. Der hvor vi virkelig har kunnet mærke en forskel i vores kontakt med flere af beboere, er efter en indlandsrejse, hvor vi besøgte to medarbejderes familier og blev inviteret indenfor til - 7 -

9 kage og kaffe. Dette betød enormt meget for beboerne, og en kvindelig beboer rejste sig endda op og holdt en tale om, hvor flot hun synes det var, at blive inviteret hjem privat, i stedet for at mødes et sted ude i byen (hendes egne ord). Dette gjorde et stort indtryk på beboerne, og det var tydeligt, at de gjorde alt hvad de kunne for at udvise en pæn, høflig (normal) adfærd. Efter denne oplevelse har personalet især kunnet mærke en anderledes tillid og kontakt til beboerne. Det bestyrker os meget i vores måde at arbejde på, og hvordan vi skaber den kontakt, som er så vigtig i forhold til at kunne hjælpe et andet menneske til at få det bedre. POSITIVE OPLEVELSER Oplevelser sammen er vigtige for at skabe tillid mellem beboere og medarbejdere. Det kan være cafe/restaurant besøg, Tivoliture, biografture, rejser, besøg hos familie osv. Dette motiverer vi i høj grad til, idet det giver et fælles tredje og man føler at man hér har noget specielt med hinanden, som man altid kan snakke om og mindes. Når vi for eksempel rejser i såvel indland som udland, viser vi beboerne, at vi kan passe på dem. De får deres medicin på bestemte tidspunkter og vi sørger for altid at være på forkant med situationen og at bevare et roligt overblik. I hjemmet ved man, at der er den medicin, man har brug for, og man ved, hvor man skal henvende for at få fat i nødvendige rusmidler og det kan derfor være meget grænseoverskridende, at komme langt væk fra hjemmets trygge base til et sted man ikke kender. Efter en vel overstået rejse, er tilliden stærk og dette vedligeholdes hver gang man taler om rejsen siden hen. Snakken om de gode minder og sjove episoder er altid en god lejlighed til at få et smil frem hos mennesker. For at vi kan få disse oplevelser sammen med beboerne, er det vigtigt vi ikke ser tiden som en forhindring. Det er nemlig lige præcis, når beboeren er motiveret til det, at man skal gribe muligheden. For eksempel sad vi en dag for nylig i vores dagligstue og snakkede og kl. var omkring 14.00, og der var små to timer til fyraften. Snakken falder på Tivoli og hvor smukt der er derinde, hvorefter en beboer siger: kan vi ikke tage derind nu? Den pågældende medarbejder greb lynhurtigt muligheden og sagde: jo det kan vi godt, jeg henter lige min jakke. Herefter tager medarbejderen og tre beboere af sted til Tivoli. Vi har meget ofte forsøgt at arrangere sådanne ture, men i langt de fleste tilfælde har beboerne aflyst i sidste øjeblik, idet de enten er for uoplagte, for påvirkede eller trangen til stoffer har magten over dem; timingen er altså alfa omega. Ligegyldigt om det handler om hjælp til rengøring eller bare en snak, så nytter det ikke noget, at det først skal passe ind i personalets skema, så bliver aftalerne aldrig til noget. Vi er som personale meget - 8 -

10 afhængig af, at disse aftaler bliver til noget og at det foregår på frivillig basis, for det er her vi skaber fundamentet for en god kontakt. PSYKISK OVERSKUD HOS MEDARBEJDEREN Det er essentielt at medarbejderne oppebærer et vist psykisk overskud. Når man arbejder med en målgruppe som vores bliver man ofte brugt som skraldespand af beboerne, når de er fyldt til randen med frustrationer. For beboerne er medarbejderen et trygt sted at parkere sine frustrationer, idet risikoen for at situationen udarter sig er minimal. Det er ikke usædvanligt, at beboerne brokker sig over personalet eller fremkommer med trusler mod en medarbejder og i disse situationer kan medarbejderen, der besidder psykisk overskud, distancere fra disse og holde sig for øje, at det ikke er ham selv, beboeren er gal på, men at han må agere skraldespand for beboeren. Senere, når beboeren og medarbejderen - er faldet til ro, kan medarbejderen tale med beboeren om episoden. I visse tilfælde tager vi eventuelle konflikter i opløbet. Andre gange kan det være, at en beboer har det meget skidt psykisk og det kan være umuligt at trænge igennem til pågældende. I et sådant tilfælde er der ingen grund til at indgå i en konflikt, da den i værste fald kan optrappes og ende med vold. I stedet lader vi beboeren rase ud så længe det er verbalt og vælger dermed, at tale med beboeren om episoden, når denne er blevet rolig og er til at tale med igen. Efter konflikter, uanset størrelse, sørger vi altid for at vende tilbage til beboeren positive og med et smil. Det er vigtigt for det videre forløb, at vi tager sagen op igen, men at vi ikke er fordømmende overfor beboeren. Vi forsøger for så vidt muligt, at være positive i alle situationer. Det kan vi naturligvis ikke, men efter tilspidsede situationer, gør vi meget ud af at have en positiv attitude overfor beboerne, selvom der lige har været en ubehagelig stemning imellem os. Det skaber tryghed og tillid, at medarbejderne altid har lyst til at tale med beboerne og ikke bærer nag. Som fagperson er det vigtigt at huske på, det er os som har taget en uddannelse og har det psykiske overskud, vi skal kunne se mulighederne og være omstillingsparate. Vi kan ikke forvente at vores målgruppe er i stand til dette; der er en grund til de bor på et socialpsykiatrisk bosted. For at have psykisk overskud, er der meget man kan gøre på arbejdspladsen. Vi har for eksempel supervision hver fjortende dag, hvor vi med tiden har oparbejdet øget åbenhed for hinandens forskelligheder og forskellige måder at arbejde på og skabt et forum, hvor vi kan tale frit om vores fejl som vi anser som vigtige læreprocesser - så alle kan lære af dem. Vi er bevidste om at bruge hinandens kompetencer og lægger vægt på at arbejde tværfagligt, for at lære af hinanden

11 Vi respekterer, at vi som medarbejdere af og til kan være temmelig trætte af en beboer; det skal der også være plads til. i sådanne tilfælde taler vi om, hvad årsagen hertil kan være og andre medarbejdere overtager kontakten til beboeren, indtil medarbejderen er på banen igen. Det er en stor hjælp for alle, at det er ok, at man ikke altid kan være i overskud AT SKABE ET HJEM Det er vigtigt for os at skabe et hjem for beboerne frem for en institution. Vi ved godt, vi er en institution og vi kan ikke undgå at der vil være visse ligheder, men vi forsøger i videst muligt omfang at holde institutionspræget på et minimum. I dagtimerne er vores to hoveddøre aldrig låste. Beboerne kan komme og gå som de lyster, og deres gæster har også altid adgang til huset. Hoveddørene bliver låst om aften når medarbejderne går hjem, men beboerne har egen nøgle. Indretningen af vores fællesrum har beboerne været med til at indrette, og vi forsøger at undgå ophængning af diverse skilte og afkrydsningsskemaer, som kan virke institutionsagtige. Vi har egen flot have som kræver en del vedligehold som medarbejderne står for. Arbejdet kan være svært for beboerne at overskue, så oftest er det medarbejderne som gør det, mens beboerne laver det de magter på dagen. Beboerne er dog rigtig ofte ude i haven, mens medarbejderne roder i jorden. Så sidder de og snakker med os eller tager sig en lur i hængekøjen. Det er selvfølgelig ikke altid, der er nogle beboere ude, men som med så mange andre aktiviteter i huset, er beboerne at finde, hvor medarbejderne er. Vi laver selv mad til beboerne tre gange om dagen, hvilket i høj grad også er skadereducerende. Idet vores beboere ikke sætter sundhed øverst på deres prioritetsliste, glemmer de ofte at spise, hvis de ikke bliver nødet. Vi laver varieret og god mad til dem, og derved sikrer vi at de som minimum får ét nærende og godt måltid om dagen. Mens personalet står og laver maden i storkøkkenet, kommer der ofte beboere ned og er køkkenskrivere. De er sjældent motiverede til at hjælpe med madlavningen, men de hjælper gerne med at smage maden til undervejs. Duften af mad får mange til at lægge deres vej forbi køkkenet og vi har to gode stole i køkkenet som beboerne gerne tager i brug. Det er langt fra alle, som kommer og spiser til hvert måltid og der er ingen tvang om at spise med, men vi opfordrer beboerne til det og banker på hos dem, når maden står på bordet. Vi prioriterer højt at personalet spiser sammen med beboerne og det gælder alle medarbejdere, som er på arbejde. Mad kædes gerne sammen med hygge og nærvær hvilket naturligvis også gælder hos os. Det forum der opstår omkring måltidet er rigtig godt til få nogle gode samtaler i gang, og det er også her man ofte får lavet aftaler med beboerne om f.eks. rengøring eller hjælp til andet

12 Når en beboer er fysisk syg og for eksempel har feber, gør vi meget ud af, at spørge vedkommende om pågældende ønsker en kop the eller andet som kan lindre lidt. Vi går også gerne ind til beboeren med en tallerken mad, hvis denne er sengeliggende på grund af sygdom. Det er af stor værdi for en beboer, at de ved, der er nogen som tænker på dem og gerne giver dem noget ekstra omsorg, når der er behov for det. For at få beboerne til at blive mere fysisk aktive, går vi som medarbejdere ofte forrest som gode eksempler. Vi har indført morgengymnastik hver morgen i hverdagene og alle medarbejdere deltager aktivt. I starten var der stor skepsis omkring dette fra beboernes side, og mange syntes, det var lidt pinligt. Over tid er der dog kommet flere og flere med og nu er der endda nogen af beboerne der fungerer som instruktører og fortæller os, hvilke øvelser vi skal lave den dag. Før vi begyndte på dette, var der ikke mange af beboerne, som kendte nogle fysiske øvelser som var gode for kroppen, nu kender de op til 10 øvelser. Personalet er begyndt at dyrke motion i arbejdstiden både med og uden beboere. Dette har også afstedkommet nogle positive virkninger. F.eks. havde en medarbejder den ene dag været ude at løbe, hvorefter en beboer ser vedkommende komme hjem i løbetøj, beboeren spørger om medarbejderen ikke er frisk på at løbe en tur med ham. Dette bliver efterlevet med det samme, og når de kommer hjem, siger medarbejderen, at denne nu skal i bad efter at have løbet og svedt en del. Dette giver god mening for beboeren, som også går i bad og skifter tøj. Den energi medarbejderen kommer tilbage med efter at have dyrket motion, kommer beboerne til gavn i form af fornyet overskud. TRADITIONER En væsentlig del af at bo i et rigtigt hjem er at have traditioner. Vi gør meget ud af at skabe og holde fast i vore traditioner. Til fødselsdage hejser vi flaget og spiser brunch og om eftermiddagen er der lagkage til alle. Fødselaren vælger aftensmenuen og der er naturligvis gave og fødselsdagssang til denne. Til højtider som jul og påske bliver der pyntet fint i huset. Der bliver købt juletræer til såvel inde som ude og der pustes æg. Juleaften dækkes der bord i kælderen, medarbejderne og beboere, der har overskud til det, tager pænt tøj på og der serveres traditionel dansk julemad med and, flæskesteg og ris á la mande. 1. og 2. juledag har vi bingo og julefrokost. Til fastelavn klæder vi os ud og slår katten af tønden. Det er alt sammen med til at skabe trygge rammer og beboerne profiterer heraf ved at deltage i aktiviteterne og samværet

13 DET EKSTERNE SAMARBEJDE For at kunne arbejde helhedsorienteret og få alle spektre med omkring ydelsen af støtte til et menneske, er vi meget afhængige af et godt samarbejde med alle de instanser, som er ind over en beboers liv (jf. bilag 1) Et godt og for beboerens udbytterigt samarbejde bunder i en fornuftig kommunikation instanserne imellem. Der er mange opgaver omkring en beboer som ligger udenfor vores hænder, men hos vores samarbejdspartnere, her kan vi være behjælpelige og lette arbejdsgangen i en sagsbehandling, ved at være det bindende led. Vi støtter i høj grad vores beboere i at overholde deres aftaler med læger, tandlæger, psykiater osv. Vi er meget opmærksomme på at iagttage beboerens psykiske og fysiske tilstand og melder tilbage til samarbejdspartnere, hvis de oplever medicinsvigt, bivirkninger eller ændret adfærd. Vi er sammen med vore beboere i mange timer om ugen og følger både deres fysiske og psykiske tilstand meget nøje. Når vi observerer en beboer som ikke tager sin medicin og gradvis ændrer adfærd for eksempel i form af at blive udadreagerende eller verbalt truende, ville det være ønskværdigt, at vi kunne samarbejde med en psykiatrisk afdeling på et hospital om at være forebyggende i stedet for at reducere skaden, når den er opstået. Vi har en beboer, som i en periode ikke indtog sin medicin og som følge heraf blev han tiltagende meget aggressiv. Vi forsøgte længe, at få ham indlagt for netop at forebygge eventuelle voldsepisoder eller længerevarende indlæggelser. Dette var stort set umuligt, med den procedure man skal igennem i dag med egen læge, psykiatrisk udrykningstjeneste, gule papirer osv. Der var groft sagt ingen, der ville tage sig af vores henvendelse; idet beboeren endnu ikke havde foretaget sig noget ulovligt, kunne han ikke blive indlagt. Det endte med, at han overfaldte en tilfældig person på gaden og blev politianmeldt. En indlæggelse på et par dage, hvor han var blevet stabiliseret i sin medicin, havde måske kunnet forebygge den uheldige episode, hvor det i høj grad kom til at koste samfundet endnu flere penge end en indlæggelse på et par dage (og her har vi ikke beregnet de menneskelige omkostninger med). Det havde været ønskværdigt, at vi som fagpersoner, der arbejder med beboerne dagligt og har en indgående viden om beboeren, ville blive lyttet til ved gennemførelsen af en indlæggelse. Helt konkret ville det ideelle samarbejde være, at når en beboer er rigtig dårlig psykisk, så kontakter personalet den tilknyttede psykiater, som enten tager personalets ord for gode varer og indlægger personen eller akut kommer ud og tilser personen for derefter at få personen indlagt. Som det foregår nu skal en indlæggelse gå gennem egen læge, for at beboeren kan blive indlagt på netop det hospital psykiateren er tilknyttet. Egen læge skal altså ud til en patient, hvis psykiske tilstand de kun har perifert eller slet ingen kendskab til, og vurdere om denne skal indlægges. Det er i øvrigt vores erfaring, at en læge har enormt

14 svært ved at afse tid til disse akutte besøg, og det er ikke ligefrem en opgave de praktiserende læger påskønner at få. Ofte kan de først komme ud og se til beboeren flere timer eller dage senere end vi har ringet, og beboeren kan være blevet rolig for en stund eller slet ikke at forefinde i huset, og lige bagefter lægen er gået opstår der en ny situation, hvor beboeren er til fare for andre og dem selv. Et eksempel på hvor godt det kan gå, når der er en øget forståelse for beboerens specifikke krav, er følgende: Tidligere oplevede vi, at en instans indrettet til at varetage målgruppens psykiatriske interesser, indskrænkede deres tilbud mere og mere gennem en periode, for med deres sidste tiltag helt at udelukke den del af borgerne som målgruppen repræsenterer. De kunne ikke acceptere, at beboerne er aktive misbrugere. Det resulterede i, at vores beboere ikke længere kunne komme der og modtage den service, de var berettigede til. Da systemet derefter ændredes så tilbuddet lukkedes og vore beboere herefter skulle tilknyttes en anden instans, forandredes situationen radikalt. Den nye instans havde en helt anden forståelse for målgruppen og indså med det samme, at der er nogle særlige krav til service fra denne målgruppe. Den nye instans kommer nu hjem til vores beboere hver tredje måned og tilser dem, hvilket betyder, at de nu bliver lægeligt tilset og medicinen altid er opdateret i forhold til beboerens aktuelle behov. Gennem et intenst ønske om at tilgodese beboernes behov bedst muligt, har vi med tiden opbygget et godt samarbejde med kommunen. Vores arbejdsgange er vidt forskellige, men vi har oplevet en gensidig forståelse herfor og interesse i at tilpasse vores arbejdsgange så vidt som muligt. Det er ikke altid den lette løsning, men det har vist sig at det på sigt betaler sig. Det kan dog af til være en hindring, at det er svært at få kontakt til sagsbehandlerne. Det sker ofte, at der går flere dage, fra vi henvender os, til vi får kontakt. I enkelte tilfælde bliver vi simpelthen glemt. Idet det kan være virkelig svært for beboerne, at blive motiverede til at kontakte deres sagsbehandlere, vil det være at foretrække, at det umiddelbart er muligt at komme i kontakt med dem. Det vil for beboerne betyde, at de føler sig hørt og at de bliver behandlet seriøst. SOM ET RESULTAT AF VORES MÅDE AT ARBEJDE PÅ Vi har fra vores beboere fået en tilkendegivelse af, at den måde vi arbejder på, får dem til at føle sig afstigmatiserede og at de bliver behandlet som mennesker. Vi har i dag 12 ud af 16 beboere som regelmæssigt går til læge, tandlæge og andre behandlinger, hvilket i høj grad er medvirkende til en øget livskvalitet. Der er markant færre indlæggelser på lukkede afdelinger

15 samt tilkald af politi og ambulancer i dag end for nogle år tilbage. Hvis vi sammenligner os med andre bosteder, er der ikke flere indlæggelser og voldsepisoder her, tværtimod, og vi er markant færre medarbejdere ansat i forhold til disse. Vi kan se, at den måde vi arbejder på virker. Vi har eksisteret i ni år og den udvikling vi kan se hos de af vore beboere, som har boet her i et stykke tid, er meget progressiv. De har en øget trivsel, fungerer bedre socialt og har fået mere mod på tilværelsen. Det handler om at turde tage nogle chancer med denne målgruppe vi har med at gøre, tænke lidt utraditionelt og i høj grad at være omstillingsparate. Vi skal kunne acceptere den uhensigtsmæssige adfærd disse mennesker til tider kan have, når trangen til stoffer hærger i deres indre, eller når de er påvirkede. Det er vigtigt, at huske på, at det ikke er for at genere dig som menneske, de udviser denne adfærd, men afhængigheden ændrer deres personlighed. De mennesker de viser, når stofferne træder lidt i baggrunden er lige så værdige og elskelige som alle andre

16 Bilag 1 SAMARBEJDSPARTNERE Københavns Kommune Socialcentre DPC Frederiksberg og Vesterbro Rådgivningscentre Ambulatorier Apoteker Kriminalforsorgen Banker Læger Beboernes familier Den lokale præst Naboer