[Nyt fra januar 2016]

Transkript

1 [Nyt fra januar 2016] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo Kære alle, Først skal der lyde et Godt Nytår til jer alle! Vi håber, at I er kommet godt ind i det nye år og at det må blive et velsignet nyt år! I Sierra Leone har vi også taget hul på et nyt år. En del af det gamle år har sneget sig med det har ikke rigtig sluppet sit tag i os. For nyligt dukkede Ebola op igen med to bekræftede tilfælde og vi bliver dermed mindet om, at det stadig er vigtigt at passe på og være opmærksomme. Det er forventeligt, at der efter et stort udbrud må komme mindre udbrud af den frygtede sygdom, men det er trist og folk orker ikke mere. Udbruddet i 2014/2015 satte stort set landet i stå. Men noget har vi alligevel lært af lektien fra Nu rykker man 1

2 hurtigt ud og sætter dem i karantæne, som har været i berøring med de syge. I skrivende stund drejer det sig om lidt over 100 mennesker. Vi håber, at vi snart må komme på den anden side af Ebola, så vi igen kan ånde frit. Det med at trække vejret er i øvrigt lidt af en udfordring på denne tid af året. Der er støv alle vegne og kraftige kastevinde hjælper støvet på vej, så der ikke er en sprække eller hul, som støvet ikke trækker ind igennem. Håret føles som hø og til sidst opgiver man helt at holde støvet ude af huset. Det er bare et par dage siden, at gulvene blev vasket, men på denne tid af året lægger støvet sig hurtigere end gulvet tørrer. Harmattanen (støv fra Sahara) er meget kraftig i år. Der er varme, tørre dage med en himmel, som er gul af støv, afløst af kolde nætter og morgener, hvor man skutter sig og kæmper for at holde varmen. I morges viste termometret 23 grader. Det lyder måske lidt pralende, når man sammenligner med januar i Danmark men når man har vænnet sig til at leve i varmen og fugten, så kan man virkelig mærke kulden. De store udsving i temperaturen, kombineret med fint støv, gør, at mange går rundt og hoster og sprutter. Forkølelser, allergiske reaktioner og sandpapir i halsen! Forleden nat (eller morgen om man vil) vågnede Mette. Hun skubbede til mig, hev mig ud af min dybe søvn, og var allerede ude af sengen, inden jeg selv Mattia Bockarie er vores nattevagt i weekenderne. Til dagligt er han også omkring vores hus, fordi han studerer, så han måske en dag kan blive præst i kirken vågnede. Der sker noget udenfor! sagde hun. Og ganske rigtigt. Der var høje stemmer på den anden side af vores mur. Normalt er nætterne helt stille, altså lige med undtagelse af fredage og lørdage, hvor 2

3 diskotekerne spiller højt musik til den lyse morgen eller når der en sjælden gang er fødselsdag eller bare fest i nabolaget. En tyv havde været på spil ved nabohuset. Det sker med jævne mellemrum, at der bliver råbt tyv! og det får sindene i kog. Klokken var halv fem, så det var kun kort tid før moskeerne begyndte at kalde til bøn. Normalt er tyvene på spil mellem klokken to og fire om natten, når folk nyder deres dybeste søvn. Omkring vores hus har vi både vagt og sikkerhedslys (drevet af solceller), mindre kan desværre ikke gøre det, når man lever blandt mange desperate mennesker. Derfor bliver tyveri også anset for at være nærmest utilgiveligt, for der bliver oftest stjålet fra dem, der i forvejen har meget lidt at gøre med og derfor heller ikke har råd til at sikre deres hjem. En gruppe mænd i nabolaget har etableret et frivilligt korps for at komme de mange tyverier til livs. Politiet er desværre ikke meget bevendt i den sammenhæng, så man er tvunget til at finde private løsninger. Denne nat slap tyven væk. Men det sker bestemt ikke altid. Når en tyv først bliver pågrebet, bliver alle indestængte aggressioner sluppet løs og det kan være en barsk oplevelse. Heldigvis har vi ikke været øjenvidner til scenerne, men vi har været ører-vidner til de ubehagelige lyde og skrig. I går blev en tyv pågrebet i dagtimerne og i december blev en tyv på natterov grebet, pryglet, for til sidst at få øjnene stukket ud og alt sammen i høreafstand fra vores soveværelse. Nu må den unge tyv leve resten af sine dage som blind hjemme i sin landsby. Modbydeligt! Alternativet? Mange år i et sierraleonsk fængsel, fordi han ikke ville have penge til at slippe ud. Hvorvidt den unge mand fik tilbuddet vides ikke men det frivillige korps ville statuere et eksempel og mon ikke det har afskrækket visse lømler i nabolaget? Det er altid godt, når nogen råber op, når tyve nærmer sig, så alle bliver advaret og kan tage deres forholdsregler. Vores vagt er forsynet med fløjte til at alarmere, hvis nogen skulle forsøge at kravle over muren eller på anden måde prøve kræfter med kompounden. Samtidig har vi også vores helt fantastiske vagthund, Stevens hund, Barkley. Ja, desværre 3

4 lever den ikke helt op til sit navn og ry. Den fik sit navn, fordi det blev forventet, at den skulle give lyd af sig, dvs. gø (bark = gø). Men, men, når de andre hunde giver lyd af sig, nøjes Barkley med at spidse ører. Fornyligt blev det for meget for Steven. Han udtalte prompte, at han nu agtede at skaffe sig noget gømedicin, så hunden kunne tungen på geled. Hmmm findes der virkelig medicin, der kan hjælpe en hund til at gø? Hvis man spørger her, så er svaret ja. Her kan man skaffe naturmidler, som kan klare stort set alle problemer. Vi er så præget af vores vestlige kultur og traditioner, at det kan være svært for os helt at forstå denne afrikanske kultur. Det har ikke noget med uddannelsesniveau at gøre, det er ikke fordi folk her er dumme, når de nu kan tro på lægemidler fra naturen. Derimod ligger der en indgroet I Sierra Leone Steven er 26 år og studerer teologi på sidste år. Han hjælper os omkring huset sideløbende med sine studier og fungerer som vores dagvagt og altmuligmand Og så skal det siges, at han allerede nu har funktion som kateket ved domkirken. tiltro til naturens kræfter og til de helt særlige mennesker, som evner at udvælge de rigtige planter til at behandle alverdens sygdomme. Disse særlige mennesker kaldes for traditionelle healere og i et land med et ekstremt dårligt sundhedsvæsen er det for mange den eneste behandling man kan få, når man bliver syg i landsbyen. De traditionelle healere arver deres viden fra deres forældre og giver den videre til deres børn, så det bliver i familien. Høj og lav, rig og fattig stort set alle køber traditionel medicin og enkelte supplerer med lægeordineret medicin. Tiltroen til naturens mange kræfter hænger sammen med troen på ånder, den traditionelle afrikanske religion (også kaldet animisme). Når vi besøger landsbyer og er på officiel rundtur, så får vi indimellem udpeget den onde skov. Det er ofte en tæt, uberørt skov. Ingen stier fører igennem denne del af skoven, fordi det er her ånderne har 4

5 hjemme. De skal ikke forstyrres. Derfor er det vigtigt at informere uvidende gæster om, hvor man ikke skal gå hen. Den onde skov bliver ikke yderligere forklaret, men det er vigtigt for os at forstå, at det i hvert fald ikke er et godt sted at gå tur! Ånderne i skoven kan forstyrre balancen i landsbyen, ødelægge høsten, bringe sygdom, død og ulykke. Den sierraleonske åndeverden forbliver skjult for tilflyttere og uindviede og måske er det bedst sådan. I stedet kan vi så fortælle om, hvordan Jesus uddrev dæmonerne og hvordan Gud er Herre over alting også liv og død! Gribbe er nogle majestætiske dyr, som har meget få naturlige fjender Til syvende og sidst var det ikke gø-medicin, som fik Barkley til at gø. Derimod var det fem mægtige gribbe, som en morgen valgte at slå sig ned på vores tag og vandtank. Gribbe er kæmpestore og det lyder voldsomt, når de bevæger sig henover vores bliktag. Barkley brød sig bestemt ikke om de ubudne gæster, som ikke lod sig mærke af dens højlydte beklagelser. Men når man nu har skarpe næb og kløer, så hører man til i den gode ende af fødekæden og hvis Barkley havde været en Chihuahua, så havde der måske været grund til bekymring for dens ve og vel! I dag havde vi møde i Missionsafdelingen. Det var det første møde med vores nye formand ved roret, den nyudnævnte Ærkediakon over stiftet, James Ezekiel Francis Tucker, som også er sognepræst i Kenema sogn. Vi føler tryghed under hans ledelse og han tager sin opgave alvorligt. Som afdeling har vi allerede haft vores første vigtige visitation i en mindre 5

6 menighed i Bo og i de kommende måneder bliver der lejlighed til mange flere visitationer. Arbejdet i Missionsafdelingen går fremad og vi er i fuld gang med at oplære det senest tilkomne medlem, Rev. Joseph Lamboi Junior, i arbejdet. Vi må begynde fra begyndelsen og væbne os med stor tålmodighed. Først skal han lære at arbejde på computer og det tager naturligvis tid, inden man bliver fortrolig med sådan en maskine. Men heldigvis er han hurtig og lærenem og så hjælper det Vores ærværdige Ærkediakon, J.E.F. Tucker, under indsættelsesgudstjenesten i Kenema. Et meget højtideligt øjeblik! bestemt også, når man har et lunt væsen og kan grine og lave sjov. I Sierra Leone I næste uge fortsætter undervisningen i Kenema. Vi har allerede haft årets første træning over to uger i januar og nu fortsætter vi de næste to uger i februar. Vores studerende klarede sig generelt godt faktisk over al Mette og Joseph Lamboi arbejder på hjemmekontoret med hver deres computer. Øvelse gør mester forventning i deres seneste test, så det gav os håbet 6

7 tilbage i Missionsafdelingen (da det jo ikke gik så godt med den første test!). Da de lovede, at de ville gøre det bedre næste gang, så mente de det faktisk! Den lille jungle biograf kan være med til at levendegøre undervisningen og så er den bærbar og batteriet kan oplades på solceller! Som noget nyt er vi begyndt at vise film som et supplement til undervisningen. Det er frivilligt for dem, som har tid og lyst om aftenen. Sidst så vi Dreamworks tegnefilmen Joseph Drømmenes Mester og næste gang står den på Prinsen af Egypten begge fremragende film, som på mange måder kan hjælpe til at illustrere noget af den undervisning, Mette leder dem igennem. Missionsafdelingen har gennem Mission Afrika anskaffet et transportabelt projektorsystem, der drives på batteri (som kan oplades på solceller). På den måde kan film nå helt ud til de fjerneste afkroge af Sierra Leone og vi har adgang til en Jesus-film, som ovenikøbet er indtalt på lokalsprogene Mende og Krio. Det er meningen, at et lille team skal trænes til at stå for filmfremvisning og bruge det som et redskab til evangelisation i de små landsbyer. Men lige nu tjener systemet også et godt formål i vores undervisning, som på denne måde kan blive mere levende. Mørket er faldet på og generatoren pumper løs udenfor. Det er kun sjældent, at vi har strøm i bynettet, så vi er nu helt afhængige af vores generator, når der skal arbejdes og trykkes materialer. Denne kommende weekend, dvs. i morgen, stikker vi af til Tiwai, som er en lille 7

8 ø med ikke mindre end elleve forskellige primater. Så der er abegaranti i den dybe jungle (måske endda chimpanser) og hvis man er heldig (eller uheldig om man vil!) er der også både nilkrokodiller og pygmæflodheste. Turismen i Sierra Leone er beskeden, så vi har udsigt til en stille weekend omgivet af junglens lyde På Tiwai Island kommer man helt tæt på den sierraleonske natur. Øen er fredet og man bor i telt under forholdsvist primitive forhold. Men betjeningen på stedet plejer at være upåklagelig. Herfra hjemmekontoret i Bo sender vi mange varme hilsner, Guds Fred, Mette og Alex 8