Kapitel 9 - Indsamling til Zions land

Transkript

1 Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 9 - Indsamling til Zions land Tidslinie Dato Juli 1831 Betydningsfuld begivenhed De hellige fra Colesville ankom til Missouri 2. aug Sidney Rigdon indviede landet til at være et indsamlingssted. 3. aug Joseph Smith indviede tempelpladsen i Independence. Juni 1832 Den første udgave af Evening and Morning Star. Indledning Zion! Den hellige by! Det Nye Jerusalem! Enok byggede et Zion (se Moses 7:19-21), Esajas forudsagde et fremtidigt Zion (se Es 33:20; 52:1, 8), og Johannes Åbenbareren så i et syn Zion komme ned fra himlen (se Åb 21:2). Udgivelsen af Mormons Bog hjalp med at tydeliggøre denne drøm, fordi den sagde, at Amerika ville være stedet for Det Nye Jerusalem (se Ether 13:2-3; 3 Nephi 20:22). Mormons Bog opildnede derved de hellige med iver efter at kende tidspunktet og stedet for grundlæggelsen af Zion. Kun i Zion, troede de hellige, kunne de finde beskyttelse fra den ødelæggelse og de prøvelser, der snart skulle komme over de ugudelige (se L&P 29:7-9; 45:65-71). I Enoks skrivelser, åbenbaret i december 1830, fandt de hellige et virkeligt eksempel på Enoks og hans bys retskafne bedrifter: "Og Herren kaldte sit folk ZION, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt dem" (Moses 7:18). Rejser til Missouri Stedfæstelsen og oprettelsen af Zion blev et af de sidste dages helliges vigtigste mål. I begyndelsen af 1831 begyndte nysgerrigheden om stedfæstelsen af Zions land at vokse. Dagen efter den fjerde generalkonference i Kirken (afholdt den 3. juni 1831), befalede en åbenbaring Joseph Smith og andre kirkeledere at rejse til Missouri, hvor deres arveland ville blive åbenbaret. Desuden blev 13 missionærpar kaldet til at rejse to og to ad forskellige veje til Missouri og forkynde på rejsen (se L&P 52:3-8, 22-23; 56:5-7). Der herskede spænding i og omkring Kirtland de næste to uger, mens lederne og ældsterne forberedte sig på at rejse. Når alt kom til alt, havde Herren givet dem et løfte: "Således skal I, som jeg har sagt, dersom I er trofaste, samles og glædes med hinanden i Missouri, som er jeres arveland, selv om det nu er i jeres fjenders hænder. Men se, jeg, Herren, vil fremskynde opbygningen af byen, når tiden kommer, og jeg skal krone de trofaste med glæde og fryd" (L&P 52:42-43). Det var i denne periode, at Newel Knight spurgte profeten angående et problem, som var opstået ved indvielsen af land i Thompson i Ohio. Medlemmerne fra Colesville Gren fik befaling om at "drage vestpå til Missouri, til lamaniternes grænse" (L&P 54:8). Derfor forberedte tre forskellige grupper sig nu til at rejse til Missouri og mødes ved denne stats vestlige grænse -- Joseph Smiths gruppe, Colesville Gren og missionærerne. Side 1 af 8

2 Mens forberedelserne til rejsen fortsatte, ankom en mand, som kom til at spille en betydningsfuld rolle, mens Kirken var i Missouri og bagefter, nemlig William Wines Phelps, fra Canandaigua i New York, sammen med sin hustru, Sally, og deres børn. Broder Phelps var 39 år gammel og var en mand med store evner. Som redaktør for et politisk partis avis, var han en erfaren skribent og trykker. På et tidspunkt var han kandidat til stillingen som stedfortrædende guvernør for New York. Han blev omvendt til evangeliet, efter at han havde købt et eksemplar af Mormons Bog. "Ved denne bog fandt jeg en nøgle til de hellige profeter; og ved denne bog begyndte Guds hemmeligheder at udfolde sig, og jeg blev glad. Hvem kan afgøre Guds godhed eller vurdere værdien af en sådan bog?" skrev han senere om Mormons Bogs rolle i hans omvendelse.1 Broder Phelps sagde, at han kom til Kirtland for at gøre Herrens vilje. En åbenbaring til ham sagde, at han var "kaldet og udvalgt", men først skulle han døbes og ordineres, og derpå skulle han følge med Joseph Smith og Sidney Rigdon til Missouri. Efter at han var kommet til Missouri, skulle han hjælpe Oliver Cowdery med trykningen og udvælgelse og skrivning af bøger til børn, bøger, som skulle bruges i Kirkens skoler (se L&P 55:1-5). Den 19. juni påbegyndte Joseph Smith, Sidney Rigdon, Edward Partridge, Martin Harris, Joseph Coe, William W. Phelps og Sidney Gilbert og hans hustru Elisabeth endelig deres næsten 1500 km lange rejse fra Kirtland til den vestlige grænse af Missouri. Endelig var de ved at opfylde deres længe ventede håb, og de var på vej til Zions land, selv om de ikke nøjagtigt kendte det sted, hvor det lå. På rejsen til Cincinnati bestilte profetens gruppe plads på et dampskib, der skulle ned ad Ohiofloden til dens forbindelse med Mississippi og derpå op til St. Louis. På vejen fik de selskab af Colesville Gren under ledelse af Newel Knight.2 Rejsen til Missouri var ikke let. Dette var især tilfældet for de hellige fra Colesville, som forlod Thompson i Ohio og transporterede deres ejendele og forsyninger i 24 vogne.3 I Wellsville i Ohio efterlod de deres vogne og rejste med dampskib ned ad Ohiofloden til udmundingen til Mississippifloden. Derpå rejste de op ad Mississippifloden til St. Louis. I St. Louis valgte Newel Knight og hans gruppe samt nogle fra profetens gruppe at rejse med dampskib på Missourifloden. Dette nødvendiggjorde en venten på flere dage, før man kunne komme af sted. Profeten og de andre begyndte at drage af sted til fods og ankom til Independence i midten af juli,4 omtrent ti dage før de rejsende på dampskib kom. Joseph beskrev rejsen som "lang og trættende" og sagde, at de ankom efter "at have lidt mange afsavn og prøvelser."5 Newel Knight sagde, at opgaven med at lede de hellige fra Colesville "krævede al den visdom", han havde.6 Næsten alle par af ældster var rede til at rejse fra Kirtland inden for to uger efter deres kaldelse. Parrene valgte forskellige ruter, fordi de var blevet befalet til ikke at "bygge på den andens grundvold eller rejse i den andens spor" (L&P 52:33). Nogle af missionærparrene havde mere held med sig, end andre havde. Parley P. Pratt, som var vendt tilbage fra Missouri blot nogle få måneder før, og hans bror, Orson, tilbragte det meste af sommeren 1831 med at forkynde i Missouri, Ohio, Indiana og Illinois. Selv om de "led prøvelser, som var naturlige i et nyt og i mange tilfælde et ubeboet land," døbte de mange mennesker og organiserede grene i de stater, de rejste igennem. De kom ikke til det vestlige Missouri før i september.7 To andre, som havde succes, var Zebedee Coltrin og Levi Hancock. Efter at de forlod Kirtland, rejste de sydpå og vestpå langs den nationale vej mod Indianapolis i Indiana. I begyndelsen var der langt mellem dåbene, men da de kom til Winchester i Indiana, fandt de villige tilhørere. Levi skrev: "Vi fortsatte med at forkynde her og i egnene rundt omkring, indtil vi havde dannet en stor gren af Kirken." De fik lignende resultater i byen Ward Side 2 af 8

3 og "på kort tid havde begge steder ca. et hundrede medlemmer." Deres tilstedeværelse provokerede en gruppe lokale mænd, som antastede dem og beordrede dem til at forlade området inden klokken ti om formiddagen næste dag. Ældsterne besluttede at blive og holde en aftale klokken 11. Nogle af de mænd, der kom til mødet, var blandt dem, som havde truet missionærerne. I sin tale sagde Levi, at hans far havde kæmpet i Den Amerikanske Uafhængighedskrig for den frihed, hans tilhørere nu nød glæde af, og at hans slægtning, John Hancock, var den første underskriver af Uafhængighedserklæringen. Levi skrev: "Efter mødet gik vi ned til vandet og døbte 17 fra den gruppe, der dagen før var ved at overfalde os." Brødrene udtrykte taknemmelighed for Guds beskyttelse og hjælp ved denne lejlighed. De ankom i Missouri på et senere tidspunkt, Zebedee i oktober og i november Levi, som på grund af sygdom var tvunget til at blive lidt længere.8 Typisk for den dybe, men ikke erkendte virkning missionærerne ofte har, var den rejse, som den 23-årige Samuel Smith og den 41-årige Reynolds Cahoon havde tværs over det sydlige Indiana. De tilbragte tre dage i Green County blandt Cahoons slægtninge, og på deres tilbagerejse to en halv måned senere gjorde parret atter holdt i området i mere end to uger. Blandt de mange, som blev omvendt på dette tidspunkt, var John Patten, som havde en 24-årig bror, David, der boede i Michigan. John skrev til David det efterfølgende forår og fortalte ham om det gengivne evangelium og sagde, at han havde modtaget Helligåndens gave. David fortalte: "Dette gjorde, at mit hjerte sprang af glæde, og jeg besluttede mig straks til at rejse og selv se det."9 Han blev døbt af sin bror i juni 1832, og tre år senere blev han kaldet til at være en af De Tolv Apostle i denne uddeling. Flere af ældsterne foretog rejsen en del hurtigere. Lyman Wight og John Corrill gjorde f.eks. rejsen til fods på to måneder -- fra den 14. juni til den 13. august.10 Kun få af missionærerne ankom dog i tide til at deltage i den konference, der blev afholdt af profeten. Ved deres ankomst til Independence slog nogle af de enlige ældster sig ned som faste beboere, mens de, som havde familie østpå, rejste hjem. I forbindelse med denne missionering blev mange mennesker mellem Kirtland i Ohio og Independence i Missouri bekendt med de sidste dages hellige og det, de troede på. De fremtidige missionærer høstede det, disse første missionærer havde sået. Tilfældet med Polly Knight viser mange af Kirkens medlemmers stærke følelser. Søster Knight, som var mor til Newel og medlem af Colesville Gren, satte sit liv på spil i forbindelse med turen til Zion. Pollys helbred var svigtende, men hendes iver efter at se det forjættede land var så stor, at hun nægtede at blive efterladt i Ohio. Hun ville heller ikke blive hos venner på turen for at hvile og genvinde sit helbred. Hendes søn skrev: "Hendes eneste eller hendes største ønske var at sætte sine fødder i Zions land og blive begravet i dette land." Da Newel frygtede, at hun kunne dø når som helst på rejsen, gik han ved en lejlighed i land og købte tømmer til en kiste. Han fortalte senere, at "Herren gav hende det, hun ønskede i sit hjerte, og hun levede, så hun kunne stå på denne jord."11 Polly døde to uger efter sin ankomst til Zions land og var den første sidste dages hellige som blev begravet i Missouri. Men Herren gav disse trøstende ord: "Thi de, der lever, skal arve jorden, og de, der dør, skal hvile fra deres arbejde, deres gerninger skal følge efter dem, og de skal modtage en krone i min Faders boliger, som jeg har beredt for dem" (L&P 59:2). Identificering af Zions land Side 3 af 8

4 Profeten og hans brødre vidste, at det herlige Nye Jerusalem engang skulle stå nær det sted, hvor de havde gjort holdt, fordi åbenbaringen sagde, at Zion ville være "på grænsen til lamaniterne" (L&P 28:9) og findes i Missouri (se L&P 52:2, 42). Men hvor? Missouris vestlige grænse var omkring 500 km lang. "Når skal Zion opbygges i sin herlighed, og hvor skal dit tempel stå?" spurgte profeten.12 Herrens svar, som blev givet den 20. juli 1831, var enkelt og direkte: "Dette land, som er Missouri, det land, som jeg har bestemt og indviet som indsamlingssted for de hellige Se, det sted, som nu kaldes Independence, er midtpunktet, og stedet for templet ligger mod vest på en grund ikke langt fra domhuset" (L&P 57:1, 3). Joseph Smith og de samlede hellige var henrykte over, at et nøjagtigt sted for den forjættede Zions by endelig blev åbenbaret for dem. De indsamlede hellige opdagede, at landskabet i Jackson County var smukt med bølgende bakker og dale. Klimaet var styrkende, luften og vandet rent og sundt, og vegetationen saftig og grøn. To floder med klart vand, Big Blue-floden og Little Blue-floden, afvandede højlandet og flød stille ud i Missourifloden mod nord. Valnøddetræer, elmetræer, kirsebær og egetræer stod ud mod flodbredderne, og et smukt tæppe af rapgræs på prærien var ideelt til kvægdrift. Dette område var stadig stort set ubeboet og hovedstaden, Independence, var blevet oprettet fire år tidligere. Profeten Joseph Smith var begejstret for områdets muligheder. Han lærte, at Jackson County i Missouri var stedet for Edens Have.13 Prisen for jorden og dens lette tilgængelighed tiltrak også de hellige. I 1831 kunne hele sektioner af denne uudnyttede jord købes for under 3 dollars pr. hektar. Herren befalede brødrene at købe så meget jord, som de var i stand til (se L&P 57:3-5; 58:37, 49-52; 63:27), og Sidney Rigdon blev udpeget til at "affatte en beskrivelse af Zions land" (L&P 58:50) som skulle sendes ud blandt de hellige østpå i et forsøg på at skaffe pengemidler. Sidney Gilbert blev udpeget til at være "kirkens agent" og modtage penge fra bidragydere og købe land (L&P 57:6). Edward Partridge, som allerede virkede som biskop, fik befaling om at dele den opkøbte jord blandt de indsamlede hellige som deres arv (se L&P 57:7). Herren kom også med advarsler vedrørende Zion: "Lad alle ting ske i orden... Og lad ikke indsamlingen ske i hast eller ved flugt" (L&P 58:55-56). Indvielsen af Zions land og tempelpladsen To vigtige ting krævede Joseph Smiths opmærksomhed i Missouri, før han vendte tilbage til Ohio: Indvielsen af landet som et indsamlingssted for de hellige og indvielsen af selve tempelpladsen. Profeten Joseph Smith præsiderede over begge begivenheder. Ved en særlig højtidelighed den 2. august 1831 lagde 12 mænd (til ære for Israels 12 stammer), hvoraf fem var fra Colesville Gren, den første bjælke "som et grundlag for Zion i Kaw, 20 km vest for Independence."14 Sidney Rigdon indviede og helligede landet til Herren. Som en del af mødet spurgte han sine tilhørere: "Forpligter I jer til at holde Guds love i dette land, som I aldrig har holdt dem i jeres eget land? [Forsamlingen svarede] ja. Forpligter I jer til at sørge for, at jeres andre brødre, som skal komme hertil også holder Guds love? [De tilstedeværende sagde igen] ja. Efter [indvielsesbønnen] rejste [ældste Rigdon] sig og sagde: Jeg erklærer nu dette land for indviet og helliget til Herren til ejendom og arv til de hellige (i Jesu Kristi navn med myndighed fra ham). Og for alle Herrens trofaste tjenere til de fjerneste tidsaldre. Amen."15 Side 4 af 8

5 Indvielsen af tempelpladsen i Independence fandt sted den næste dag; igen var højtideligholdelsen enkel, men inspirerende. Efter at have læst Salmernes Bog 87, som priser Zions herlighed og stråleglans, blev der lagt en enkelt sten, der markerede det sydøstlige hjørne. Joseph Smith indviede derpå tempelpladsen med en bøn. Han berettede, at "handlingen var højtidelig og imponerende."16 I henhold til en tidligere befaling (se L&P 52:2) samledes brødrene til en konference den 4. august i Kaw, hvor profeten præsiderede. Sidney Rigdon formanede de hellige til at adlyde alle himlens krav, hvorefter andre af Kirkens anliggender blev udført, før brødrene gik hver til sit og vendte tilbage til Ohio.17 Tilbage til Ohio Tilbagerejsen (med kano på Missourifloden) begyndte den 9. august Gruppen standsede første nat ved Fort Osage, en af regeringens forposter, som ydede beskyttelse mod plyndrende indianere. Den tredje dag så W. W. Phelps i et syn "fordærveren i sin mest frygtelige magt", der fór på vandene. Andre mennesker, der var til stede, hørte støjen fra den onde.18 Denne oplevelse gjorde stort indtryk på de rejsende, og nogle af dem frygtede for deres sikkerhed. Næste morgen modtog Joseph Smith en åbenbaring, der oplyste ældsterne om, at det ikke var nødvendigt for hele gruppen at vende hastigt tilbage til deres hjem, især når der var mange mennesker på begge sider af floden, der "omkommer i vantro" (L&P 61:3). Vandene, især "disse vande" (Missourifloden), blev erklæret som særlig farlige for rejsende; alligevel åbenbarede Herren: "Efter en kort tid er det mig ligemeget, om de rejser til lands eller til vands" (L&P 61:5, 22). Ældsterne skulle rejse to og to og "forkynde ordet i de ugudeliges forsamlinger" (L&P 61:33). Næste dag havde brødrene et glædeligt møde med flere ældster, som var på vej til Zions land. Joseph Smith modtog en åbenbaring på deres vegne, der tilskyndede dem til at fortsætte til Zion og holde et møde der og glæde sig (se L&P 62:1-4). Joseph Smith og de andre ankom til Kirtland sidst i august. Han bemærkede, at deres bestræbelser på at forkynde evangeliet på rejsen blev hindret af Satan, som havde forblændet menneskene.19 Han berettede også for de hellige i Ohio om de herlige begivenheder, som han og hans brødre havde oplevet i forbindelse med stedfæstelsen af Zion. På dette tidspunkt lovede Herren, at medlemmerne i Ohio, som bidrog til de hellige i Zion, ville "få en arv i denne verden... og... ligeledes få sin løn i den tilkommende verden" (L&P 63:48). Fortsat udvikling i Zion Bosættelsen i et grænseland var en ny oplevelse for de fleste hellige, som kom fra øst. Der skulle hugges tømmer, der skulle bygges færger, broer, møller og dæmninger; huse, udhuse og stakitter skulle opføres. Idet Newel Knight mindedes efteråret 1831, skrev han: "Vi var ikke vant til livet i grænselandet, så alt omkring os var nyt og fremmed, og det arbejde, vi skulle udføre, var af en hel anden beskaffenhed end det, vi havde gjort østpå. Alligevel var vi standhaftige med et muntert hjerte og beslutsomhed om at gøre vores bedste, og med al flid begyndte vi vores arbejde for at sørge for mad og forberede os til den kommende vinter."20 Parley P. Pratt roste fliden og optimismen hos en gruppe hellige fra Missouri: "De ankom sidst på sommeren, og skar hø til deres kvæg, såede lidt sæd og forberedte noget jord til dyrkning og var i løbet af efteråret og vinteren optaget af at bygge Side 5 af 8

6 bjælkehytter osv. Vinteren var kold, og i nogen tid boede ti familier i én bjælkehytte, som var åben og ufærdig, mens den frosne jord var gulv. Vores mad bestod af oksekød og lidt brød, lavet af majs, som blev kværnet til groft mel ved at rive kornene på et rivejern af tin. Det var en temmelig ubekvem måde at bo på for en, der var syg, men det var for evangeliets skyld, og alle var muntre og lykkelige Der var en ånd af fred og enighed, og man følte kærlighed og velvilje i denne lille kirke i ødemarken, et kært minde, som altid ville dvæle i mit hjerte." Det var tydeligvist ikke det, Zion var, men det, som det kunne blive, der opmuntrede de hellige og opløftede mismodige sind.21 Gradvist begyndte pengene at ankomme fra øst. I januar 1832 havde biskop Edward Partridge modtaget 2.694,70 dollars og brugt 2.677,83 dollars.22 Han købte mere jord og tilså oprettelsen af et forrådshus, som skulle modtage og uddele det, som de hellige havde indviet. Kirkens ledere i Missouri begyndte også et trykkeri, som de var blevet befalet (se L&P 58:37). W. W. Phelps, som var kaldet til at være trykker og avisredaktør i Zion (se L&P 57:11-12), forberedte sig på at udgive Kirkens første tidsskrift, Evening and Morning Star. I løbet af foråret og sommeren 1832 ankom yderligere hellige til Missouri, hvor de modtog deres arvelod fra biskoppen og begyndte at opdyrke landet. En tilskuer berettede om styrken i deres indsats og iver: "Det var sandelig et mærkeligt syn, at se fire eller fem spand okser pløje den frugtbare jord. Indhegning og andre forbedringer fandt sted hurtigt efter hinanden. Der blev bygget hytter, og de blev forberedt til familier, så hurtigt som tid, penge og arbejde tillod; og vore hjem i dette nye land så velstående ud -- næsten som selve Paradis -- og vores fred og lykke, dristede vi os til at tro, var ikke meget mindre end vore første forældres i Edens Have, for intet arbejde og ingen flid blev undladt, når det gjaldt om at dyrke blomster eller smukke småbuske."23 Men hvis landet var smukt, så var dygtige håndværkere sjældne. Hovedparten af indbyggerne i Zion var bønder og almindelige arbejdere. Det, man havde brug for, var hjulmagere, smede, murere og tømrere. En åbenbaring, der nærmere beskrev behovet for at sende bud efter håndværkere "af alle slags til dette land til at arbejde for Guds hellige", bragte ikke hurtig reaktion (L&P 58:54). Levi Hancock, tømrer og beboer i Zion, havde mere arbejde, end han kunne klare. Hans første projekt var at bygge et kombineret hjem og trykkeri til W. W. Phelps.24 Den 29. maj 1832 blev der afholdt en konference i det netop færdiggjorte trykkeri med det formål at indvie bygningen. Der blev holdt tale af Oliver Cowdery og W. W. Phelps, og derpå bad biskop Edward Partridge indvielsesbønnen.25 I juni 1832 begyndte ældste Phelps at udgive Evening and Morning Star. I løbet af det næste år, udgav Star adskillige åbenbaringer, der blev givet til Joseph Smith, og som senere blev en del af Lære og Pagter. Da de var den eneste avis i området og trykte både nationale og internationale nyheder, blev den læst af ikke-mormoner såvel som medlemmer af Kirken. Men avisen udførte sin største tjeneste for de hellige. Der blev brugt megen opmærksomhed i hvert eneste nummer på at formane medlemmerne til at være trofaste i udførelsen af religiøse pligter såvel som pligter over for familien. I den første udgave formanede W. W. Phelps de hellige: "Disciplene bør ikke spilde, når de forbereder skoler til deres børn, så de kan blive undervist, som Herren ønsker, og opdraget i hellighedens veje. De, som er udpeget til at udvælge og affatte bøger til brug i skolerne, vil gøre det, så snart vigtigere sager er udført. Men forældre og værger i Kristi Kirke skal ikke vente -- det er yderst vigtigt, at børnene, for at blive gode, bliver undervist Side 6 af 8

7 i det."26 I efteråret 1832 blev en skole, kaldet Colesville Skole, oprettet i nærheden af en stor kilde i Kaw. Parley P. Pratt var den første lærer. Senere samme år blev en anden skole åbnet i Independence i en bjælkehytte, der var bygget med dette formål for øje nær tempelpladsen.27 Den rette overholdelse af Herrens dag blev specielt understreget i Star. En af de første åbenbaringer, der blev modtaget af Joseph Smith i Zion, formaner de hellige til at "gå til bedehuset og ofre dine sakramenter på min hellige dag... og tilegne den Allerhøjeste din andagt" (L&P 59:9-10). At adskille søndagen fra de andre dage og erkende den som en hellig dag var ikke en skik blandt de andre beboere i Jackson County. Star understregede budskabet i denne åbenbaring og gav disse råd til de hellige: "Hold sabbatsdagen hellig. Herren er ikke helt tilfreds med en discipel, som gør noget på en helligdag, som burde være gjort på en arbejdsdag. Ej heller bør en discipel gå til møde én sabbat her og en anden der; lad alle, som kan, kun deltage i møder på deres eget sted... Ej heller skal børnene have lov til at gå ud og lege i stedet for at mødes, hvor de kan blive tilskyndet til at følge den vej, de bør gå for at blive frelst. Vi er Guds børn, og lad os ikke lade hånt om hans lov. Når en hellig arbejder på sabbatten, kan verden svare: Så gør vi det også. Når de hellige rejser ud for at handle på sabbatten, kan verden svare: Så gør vi det også. Når de hellige går fra ét møde til et andet for at se og blive set, kan verden svare: Så gør vi det også. Når de helliges børn leger på sabbatten, kan verden svare: Så gør vores også. Brødre, sørg for, at I kan indgå til Herrens hvile."28 Men indsamlingen fik størst opmærksomhed på siderne i Star, og der blev trykt mange artikler, der handlede om denne sag. I juli mindede ældste Phelps de hellige, som flyttede, om at de skulle medbringe en anbefaling fra biskoppen i Ohio eller fra tre ældster. De blev også rådet til ikke at fortsætte til Zion, uden at have fået at vide af biskopperne, at der var gjort forberedelser for dem. Hvis de ikke lyttede til denne advarsel, sagde han, "ville det forårsage ødelæggelse" og forvirring. "Desuden var hastværk og det at fremskynde salg af ejendom årsag til urimelige ofre, og selv om dette er en offerdag, og en dag på hvilken folket skal betale tiende, er det at foretage ødsle og urimelige ofre ikke behageligt i Herrens øjne."29 Senere blev de hellige, der rejste til Zion, rådet til at holde Guds befalinger "i alle detaljer" og være så gode eksempler, at andre ville "være tvunget til at sige: De handler som Guds børn."30 I november 1832 var der 810 hellige i Missouri. Indtil nu havde Zion været i stand til at optage dets immigranter, og de hellige var tilfredse med resultatet. Ledende artikler i Star afspejlede deres optimisme, fordi den fremtidige udsigt for Zion syntes lys og lovende. Slutnoter 1. I Latter Day Saints' Messenger and Advocate, Sep. 1835, s Se History of the Church, 1:188; Emily M. Austin, Mormonism; or, Life among the Mormons (Madison, Wis.: M. J. Cantwell, 1882), s Se Austin, Mormonism, s Se History of the Church, 1: I Messenger and Advocate, sep. 1835, s Scraps of Biography (Salt Lake City: Juvenile Instructor Office, 1883), s Parley P. Pratt, ed., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s. 54. Side 7 af 8

8 8. "The Life of Levi Hancock," uudgivet manuskript, Brigham Young University, Special Collections, Provo, s I "History of David Patten," Millennial Star, den 25. juni 1864, s I brev fra Lyman Wight til Wilford Woodruff, den 24. aug. 1857, Lyman Wight papers, LDS Historical Department, Salt Lake City. 11. Scraps of Biography, s. 70; se også History of the Church, 1: History of the Church, 1: Se George Q. Cannon, i Journal of Discourses, 11: ; Brigham Young, i Journal of Discourses, 8: I History of the Church, 1: I F. Mark McKiernan og Roger D. Launius, eds., An Early Latter Day Saint History: The Book of John Whitmer (Independence, Mo.: Herald Publishing House, 1980), s History of the Church, 1: I History of the Church, 1:199; Journal History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, den 4. aug. 1831, Historical Department, Salt Lake City. 18. I History of the Church, 1: Se History of the Church, 1: Scraps of Biography, s Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s Se Journal of History of the Church, den 27. jan Se Austin, Mormonism, s Se Dennis A. Clegg, "Levi Ward Hancock, Pioneer, Soldier, Political and Religious Leader of Early Utah," Master's thesis, Brigham Young University, 1966, s. 20; Levi Hancock Diary, typescript, Brigham Young University Special Collections, Harold B. Lee Library, Brigham Young University, Provo, s Se Journal of History of the Church, den 29. maj "Common Schools," The Evening af the Morning Star, juni 1832, s Se H. S. Salisbury, "History of Education in The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints," Journal of History, juli 1922 (Independence, Mo.: Herald Publishing House, 1922), s "To the Saints in the Land og Zion, and Abroad," The Evening and the Morning Star, okt. 1832, s "The Elders in the Land of Zion to the Church of Christ Scattered Abroad," The Evening and the Morning Star, juli 1832, s "The Way of Journeying for the Saints of the Church of Christ," The Evening and the Morning Star, dec. 1832, s. 5. Side 8 af 8