Sociologisk Arbejdspapir. Nr. 33, Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen, Trond Beldo Klausen, Anders Petersen & Louise Lund Simuyemba

Transkript

1 Sociologisk Arbejdspapir Nr. 33, 2011 Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen, Trond Beldo Klausen, Anders Petersen & Louise Lund Simuyemba Afstandardisering som samfundsanalytik - livsforløb, livsform, livsførelse og livsstil under forandring Forskningsgruppen SAGA Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Aalborg Universitet Kroghstræde 5, 9220 Aalborg Ø Tlf , fax sociologisekretariatet@socsci.aau.dk 1

2 Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen, Trond Beldo Klausen, Anders Petesen & Louise Lund Simuyemba Afstandardisering som samfundsanalytik - livsforløb, livsform, livsførelse og livsstil under forandring Copyright ISSN: ISBN: forfatterne og forskningsgruppen SAGA Sociologiske Arbejdspapirer udgives af Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Arbejdspapirerne omfatter mindre arbejder fx. seminar-oplæg, konferencebidrag, udkast til artikler eller kapitler. Serien redigeres af professor Lars Skov Henriksen, professor Michael Hviid Jacobsen og professor Lisbeth B. Knudsen. 2

3 Samfundet mellem standardisering og afstandardisering Vi oplever i disse år inden for en lang række forskellige sektorer og områder af samfundslivet utvivlsomt en tiltagende standardisering og konformitet, uanset om vi taler om produktionsforhold, forbrugsmønstre eller karakteren og udbuddet af private og offentlige serviceydelser. Metaforen om metermålssamfundet, som denne bog tager afsæt i og udførligt eksemplificerer, er netop et kendetegn ved mange af de kontemporære udviklingstendenser, som i stigende grad karakteriserer og former sociale forhold, så som standardisering, ensartning, kvantificering, rigiditet, rationalisering og homogenisering. Imidlertid kan man også se andre træk ved samfundet, der minder os om, at selvom metaforen om metermålssamfundet bestemt har sin berettigelse, så pågår der også en modsatrettet tendens, der bredt kan betegnes afstandardisering. Afstandardisering kan både anskues som en markant modreaktion på årtiers standardiseringstendenser og metermålstænkning, og som et naturligt udviklingstræk ved et samfund, hvor diversitet, multikulturalisme, globalisering, individualisering og geografisk mobilitet i løbet af forholdsvis få år er blevet stadig mere karakteristiske kendetegn. Afstandardisering på engelsk destandardization henviser til den tiltagende grad af spredning, heterogenitet, fleksibilitet, variation og mangfoldighed inden for livsforløb, livsform, livsførelse og livsstil, som netop i de seneste årtier med tydelighed kan identificeres som centrale træk ved vores samfund. Disse forholdsvis enslydende begreber livsform, livsforløb, livsstil og livsførelse dækker f.eks. over fænomener, der både kan forstås som tilstande og som processer, som ændrede familieformer, variation i uddannelsesforløb, forandrede kønsrollemønstre, fleksibilitet i overgangsritualer, afslapning af sociale normer, aftraditionalisering, værdirelativitet, refleksiv livsplanlægning mv., der ofte associeres med tesen om det postmoderne eller postmaterielle samfunds fremvækst i den vestlige verden i forlængelse af det moderne industrisamfund i løbet af den sidste tredjedel af det 20. århundrede (Inglehart 1997). Selvom afstandardiseringsbegrebets udbredelse og anvendelse stadig er forholdsvis begrænset i en dansk sociologisk kontekst, så rummer det ikke desto mindre vigtige analytiske aspekter og muligheder til at indfange sociale forandringer, som vi vil forsøge at demonstrere i dette kapitel. Afstandardisering er en analytik, der anlægges for at forstå forskellige aspekter af og forandringer i det sociale. Med betegnelsen analytik sigter vi mod anvendelsen af et særligt blik eller perspektiv på det sociales transformationer et blik eller et perspektiv, der i sagens natur må være både selektivt og situeret. Som den amerikanske sociolog Norman K. Denzin engang konstaterede: Inden for samfundsvidenskaberne findes der kun fortolkning. 3

4 Intet taler for sig selv (Denzin 1994:20). Der findes således intet neutralt ståsted eller iagttagelsespunkt, hvorfra sociale fænomener kan forstås og fortolkes, intet view from nowhere. Den særlige samfundsanalytik, som afstandardisering i dette kapitel tager afsæt i, er inspireret af den amerikanske sociolog C. Wrights Mills begreb om den sociologiske fantasi (Mills 1959/2002). Med dette berømte begreb argumenterede Mills for, at samfundsforskeren skal studere vekselvirkningen mellem mikro- og makroforhold uden at forfalde til det ene yderpunkt, hvor livsbiografiske forhold således altid skal ses i lyset af strukturelle og historiske forandringer, ligesom han var talsmand for komparative diakrone som synkrone studier af samfundsforandringer. Så i stedet for at anlægge en ensidig forståelsesretning enten fra samfund til individ, som metodologiske holister er tilbøjelige til, eller fra individ til samfund, som metodologiske individualister gør det, så er det vores hensigt at anskue afstandardisering i et vekselvirkningsperspektiv mellem overordnede samfundsmæssige betingelser og individuelle livsvalg. Samtidig trækker analytikken om afstandardisering på en vekselvirkning mellem det, den polske sociolog Piotr Sztompka betegnede som forandring i (reproduktion) og forandring af (transformation) samfundet (Sztompka 1993; Carleheden & Jacobsen 2001:ix), hvor det er vores udgangspunkt, at disse tendenser begge kan medføre afstandardisering og derfor nødvendigvis må sammentænkes. Som sociologisk analytik er afstandardisering således både et bredtfavnende, komplekst og nuanceret blik, der med et processuelt perspektiv ønsker at forstå de forandringer, der udspiller sig i inden for livsforløb, livsformer, livsførelse og livsstil. Formålet med dette kapitel er at præsentere afstandardisering som analytik på social forandring med fokus på livsforløb, livsform, livsstil og livsførelse i det kontemporære samfund. Igennem kapitlet vil vi først præsentere nogle af de mest centrale forståelser og begrebsliggørelser af afstandardisering som sociologisk begreb. Dette efterfølges af en gennemgang af en række centrale perspektiver fra sociologiens nyere teoretiske værktøjskasse, der hver især indfanger såvel forudsætninger for som konsekvenser af afstandardisering på individ- og samfundsniveau. Dernæst bevæger vi os ind i en metodisk-metodologisk gennemgang af frugtbare kvantitative og kvalitative tilgange til at kortlægge, studere og analysere afstandardisering. I forlængelse heraf vil vi med nogle korte tematiske nedslag i nyere samfundsforskning og den empiriske virkelighed vise, hvorledes afstandardiseringen kan indfanges og eksemplificeres som fænomen. Hernæst vil vi kort forsøge at problematisere og diskutere afstandardiseringsbegrebets muligheder, begrænsninger og variationer i en kontemporær dansk kontekst. Kapitlet skal således ses som et indledende forsøg på at skabe overblik over afstandardiserings- 4

5 begrebet, der trods en tiltagende international bevågenhed stadig er relativt ubeskrevet i en dansk sociologisk sammenhæng. Afstandardiseringsbegrebets baggrund Afstandardiseringsbegrebet anvendes i dag fortrinsvis i forbindelse med livsforløbsundersøgelser, især af nyere dato, og derfor har begrebet ikke en lang glorværdig forhistorie. 1 Man kan sige, at begrebet på mange måder er et barn af postmodernitet og globalisering, da det især er blevet anvendt til at belyse ændringer, der tidsmæssigt falder sammen med overgangen mellem industrialisme og videnssamfund. Lige præcis hvornår og af hvem, begrebet første gang blev brugt, er ikke afdækket. Men den tyske livsforløbsforsker Karl Ulrich Mayer, som i en årrække har været toneangivende inden for livsforløbsanalyser generelt og undersøgelser af afstandandardisering af livsforløb i særdeleshed, refererer til en ældre artikel i Journal of Familiy History, i forsøget på at afgrænse afstandardisering fra en række beslægtede begreber (Brückner & Mayer 2005:31). Den refererede artikel (af Modell, Furstenberg & Hershberg 1976) anvender dog ikke eksplicit begrebet afstandardisering. Imidlertid kan den mere end 30 år gamle artikels tilgang spores i en række nye undersøgelser, der eksplicit beskæftiger sig med afstandardisering af livsforløb på områder som uddannelse, familiedannelse og arbejdsmarkedskarriere (se f.eks. Blenstrup 2010; Elzinga & Liefbroer 2007; Fussell, Gauthier & Evans 2007; Scherger 2009; Widmer & Ritschard 2009). Udgangspunktet for interessen for afstandardisering er de store ændringer, der skete i den vestlige verden efter 2. verdenskrig. Efter en lang periode med positiv økonomisk udvikling, hvor der blev skabt nye uddannelses- og karrieremuligheder inden for en stadig mere ekspansiv velfærdsstat, skete der gradvist et skifte, bl.a. i kølvandet på oliekrisen i 1970 erne. Indtil da havde udviklingen gået i retning af højere uddannelse, stabil beskæftigelse, stigende realindkomster, bedre velfærdsydelser, forholdsvis tidlig giftealder og stabile familieforhold (Brückner & Mayer 2005:31). 2 Den efterfølgende periode har været præget af langt større ustabilitet og usikkerhed, og der findes en række overlappende begreber, som beskriver denne udvikling. Afstandardisering er ét af dem. Pluralisering, afinstitutionalisering og differentiering eller individualisering er andre, som den tyske sociolog Ulrich Beck omtaler i sin bog Risikosamfundet (Beck 1986/1997). 3 Hvad er det så, at afstandardisering drejer sig om? En enkel og kortfattet definition kan være vanskelig at give, da afstandardisering som nævnt optræder på mange arenaer. I en me- 5

6 get citeret artikel mener Hannah Brückner og Karl Ulrich Mayer (2005), at der er tale om afstandardisering, hvis (a) tilstande og begivenheder med tiden får en mindre udbredelse i befolkningen, eller (b) at begivenhederne med tiden kommer til at indtræffe inden for et stadig længere aldersinterval i befolkningen og/eller, at varigheden af en tilstand med tiden får en større spredning. Som eksempler på afstandardisering nævner de udviklingen i retning af en større spredning i alder for indgåelse af ægteskab efter 1970 erne og en stigende variation i alderen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet (Brückner & Mayer 2005:33). Når det gælder de beslægtede og delvist overlappende begreber, så handler afinstitutionalisering om, at livsfaser, hændelser og overgange, som tidligere var klart adskilt af normative, legale eller organisatoriske regler (med dertilhørende institutioner, både fysiske og sociale), nu i højere grad optræder side om side. Et eksempel kan være, at stigningen i andelen af samlevende par medfører, at etableringen af en fælles husholdning ikke i samme grad knyttes til ægteskabet som institution. Differentiering betyder på sin side, at antallet af stadier, som et livsforløb kan inddeles i, stiger. Eftersom f.eks. skole og uddannelse udgør en stadig længere del af de unges liv, sker der samtidig en uddifferentiering af de forskellige skole-stadier (børnehave, grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse). Pluralisering er derimod en betegnelse for, at der i en befolkning på et givet tidspunkt er sket en udvikling i antallet af livsformer. På familieområdet gælder det f.eks., at stadig flere familieformer i stigende grad eksisterer side om side (ægteskab, samlevere, enlige forældre etc.). Her er der således modsat differentiering tale om et synkront perspektiv på variation. Og endelig omtaler Brückner og Mayer (2005:33) individualisering som en slags samlebegreb, da den type ændringer, de andre begreber beskæftiger sig med, kan ses på som et resultat af, at en stigende grad af individuel kontrol over ens livsbetingelser medfører en større variation mellem individuelle livsbaner. Dermed kan man godt forestille sig, at afstandardisering, afinstitutionalisering, differentiering og pluralisering optræder sammen. Men det er ikke nødvendigvis sådan. F.eks. kan afstandardisering af tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet være institutionelt betinget i Danmark ved, at fleksibel efterløn muliggør større variation i tilbagetrækningen, eller at en eventuel afstandardisering af uddannelse betinger opbygning af institutioner, der udbyder uddannelse til mennesker i forskellige aldre. Hvorvidt det altid er hensigtsmæssigt at foretage en skarp grænsedragning mellem de ovennævnte begreber kan diskuteres. Eksempelvis synes der umiddelbart at være visse overlap mellem afstandardisering og differentiering, således at empiriske observationer i en vis udstrækning kan være i overensstemmelse med begge begreber. Det er dog en diskussion, der ikke er plads til at forfølge her. 6

7 Med udgangspunkt i denne indledende og overordnede definition af afstandardisering og dets slægtskab med andre centrale begreber vil vi derimod påpege nogle overordnede karakteristika ved begrebet. For det første og måske selvindlysende er afstandardisering et begreb, som anvendes til at undersøge forandringer. Rent principielt er man således afhængig af at have informationer fra flere tidspunkter for at overhovedet at kunne undersøge, om der er fundet en afstandardisering sted. For det andet er det tale om et makrobegreb forstået på den måde, at det ikke giver mening at tale om afstandardisering udelukkende på individniveau. Standarden, man måler en udvikling mod, vil således være variationen i befolkningen som sådan (eller delgrupper i befolkningen) på et tidligere tidspunkt i historien. For det tredje er afstandardisering og forandring ikke nødvendigvis det samme. Afstandardisering henviser til en bestemt type forandring, nemlig forandring i variationen mellem individer på to forskellige tidspunkter. For der kan sagtens have fundet store forandringer sted på tværs af generationer, men hvis individer i en ny generation udviser nogenlunde ensartet adfærd er der efter vores opfattelse ikke tale om en afstandardisering, selvom deres adfærd skulle adskille sig markant fra tidligere generationer. En ændring mellem generationer uden en større variation mellem individer drejer sig snarere om en tilpasning til ny standard. Analyser af strukturelle og institutionelle betingelser og ændringer i disse vil således være en vigtig del af enhver afstandardiseringsundersøgelse. Det metodiske omdrejningspunkt for de fleste studier af afstandardisering har været med anvendelse af kvantitative metoder, herunder surveys eller longitudinelle undersøgelser (se f.eks. Brückner & Mayer 2005; Blenstrup 2010; Elzinga & Liefbroer 2007). Det empiriske hovedomdrejningspunkt for anvendelse af afstandardiseringsbegrebet har fortrinsvis været tidlig voksenalder, med fokus på især uddannelse, overgangen mellem uddannelse og arbejdsliv og familiedannelse. Det er dog principielt et begreb, der kan anvendes på alle livsfaser. Ulrich Beck anvendte det f.eks. på den lange livsfase, som arbejdslivet udgør, og der har som nævnt været undersøgelser, der har kunnet observere en afstandardisering af tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet, hvilket kan være interessant at undersøge i en dansk kontekst, hvor efterlønnen er en institutionel betingelse for en større individuel variation. Desuden vil den stigende andel ældre i befolkningen medføre, at den tredje alder også vil kunne vise sig at indeholde en større individuel variation end tidligere. Og på lang sigt vil det være spændende om end empirisk meget udfordrende at undersøge, om afstandardisering i en livsfase medfører afstandardisering i en senere livsfase. Vi vil således argumentere for, at afstandardiseringsbegrebet med fordel kan anvendes i en mangfoldighed af sammenhænge, 7

8 hvor det kvalificeres teoretisk, og hvor det kan benyttes til såvel kvantitative som kvalitative studier af livsforløb, livsformer, livsstil og livsførelse. Teoretiske nedslag Efter denne oversigt over afstandardiseringsbegrebets historik vil vi i dette afsnit i korte træk angive en række teoretiske bud fra nyere sociologisk teori, der kan indfange forskellige facetter og aspekter af de eksistentielle og strukturelle mulighedsbetingelser for afstandardisering inden for et overordnet modernitetsteoretisk perspektiv. Formålet med afsnittet er at vise, hvorledes der kan anlægges en mangfoldighed af forskellige teoretiske vinkler og positioner, der hver især og i sammenhæng kan belyse centrale forudsætninger for og sider af afstandardisering i en kontemporær kontekst. Ulrich Beck og risikosamfundet En af de første til eksplicit at italesætte afstandardisering er den tyske sociolog Ulrich Beck, der særligt har været optaget af de strukturelle mulighedsbetingelser for afstandardisering. I hans banebrydende bog Risikosamfundet gør begrebet fyldest i hans analyse af arbejdsbegrebets- og arbejdsmarkedets strukturelle udviklingstendenser (Beck 1986/1997). Rammen for analysen er Becks generelle modernitetsteori, nærmere bestemt hans forståelse af overgangen fra modernitet til refleksiv modernitet, som er den betegnelse han giver nutidens modernitet. I forhold til struktureringen af modernitetens arbejdsmarked karakteriserer Beck dets tre bærende principper som følger: Arbejdsmarkedet, som i det forrige århundrede opstod på baggrund af grundlæggende samfundsmæssige og politiske konflikter og kriser, er i alle dets væsentlige aspekter baseret på en meget høj grad af standardisering mht. arbejdskontrakt, arbejdssted, og arbejdstid (Beck 1986/1997:224). I Becks optik er standardiseringen af modernitetens arbejdsmarked således ensbetydende med stabilitet og rigiditet; arbejdskontrakten, arbejdspladsen og arbejdstiden var fastforankrede størrelser, der ikke var omfattet af store variationsmuligheder. Som Beck pointerer, så var forestillingen om f.eks.. livslang fultidsansættelse i hvert fald i Vesttyskland helt op i 1970 erne den organisatoriske guldstandard, både hvad angik planlægningen og udnyttelsen af arbejdskraften på arbejdspladsen, og i forhold til organiseringen af det enkelte menneskes livsbiografi. Den organiseringsform tillod ikke alene tydelige rumlige og tidsmæssige demarkationslinjer mellem arbejde og fritid, den muliggjorde også en retslig indramning af forhol- 8

9 det mellem arbejde og ikke-arbejde. Med overgangen til den fleksible modernitet forandrede alt dette sig. Nutidens arbejde og arbejdsmarked er blevet afstandardiseret i den forstand, at begreberne stabilitet og rigiditet på ingen måde er rammende for deres beskrivelse. Det er derimod begrebet fleksibilitet. Fleksibiliseringen har, i Becks optik, fuldstændig transformeret forståelsen af arbejde og arbejdsmarkedet. Livslang ansættelse er snarere undtagelsen end reglen. Grænserne mellem arbejde og ikke-arbejde er flydende. Den politiske italesættelse af fuld beskæftigelse er forstummet. Fleksibiliseringen af arbejdsmarkedet har snarere givet plads til det Beck kalder plurale former for underbeskæftigelse, hvormed han mener et system, hvor arbejdsløsheden så at sige er integreret i arbejdsmarkedet i forskellige former for underbeskæftigelse, hvorved den imidlertid erstattes af en generalisering af den jobmæssige usikkerhed, som industrisamfundets gamle standardiserede fuldtidsarbejdsmarked ikke kendte til på samme måde (Beck 1986/1997: ). Med afstandardiseringsprocessen emergerer således nye jobformer- og normer, hvori generaliseringen af den jobmæssige usikkerhed er indlejret. Korttidsansættelser, job-sharing, sæsonarbejde, åremålsansættelser, projektansættelser osv. præger vor tids arbejdsmarked. Denne fagre nye (fleksible) arbejdsverden (Beck 1999/2002) har i Becks perspektiv intensive konsekvenser for menneskets livsbiografi. Modernitetens stabile organiseringsform, der udstak en relativt sikker kurs for menneskets livsbiografi, er blevet afløst af fleksible og flydende organiseringsformer, hvor mennesket i stigende grad skal leve med biografiske uvisheder og tilmed søge biografiske løsninger på systemiske problematikker (Beck 1986/1997). Peter Wagner og modernitetens epoker Selvom den tyske sociolog Peter Wagner opererer med en noget anderledes modernitetsteori end Becks, så kan hans perspektiv sagtens læses med en afstandardiseringsoptik. I Wagners optik, er det nødvendigt at sondre mellem et abstrakt modernitetsbegreb og en teori om forskellige modernitetsepoker (Wagner 1994). Wagners hovedantagelse er, at den abstrakte modernitet skal forstås som en evig og uundgåelig spænding mellem frihed/autonomi og disciplin. Hermed kan hverken frihed eller disciplin anskues som indbyrdes uafhængige entiteter. Snarere dikterer Wagners teoretiske grundfigur, at autonomiens eksistens forudsætter disciplinær bundethed. Autonomi forstået som selvbestemmelse kan ikke være privat og selvregulerende (Wagner 1994:xii). Derfor er autonomien altid reguleret af offentlige former for 9

10 disciplin, som foretager indgreb i selvbestemmelsesretten. Således kan moderniteten kort og godt bestemmes som ambivalensen mellem de to dimensioner (Wagner 1994:15). Med udgangspunkt i denne abstrakte modernitetsforståelse muliggøres det, at epokale modernitetsinddelinger kan foretages. Wagner tilbyder med andre ord en analytik, hvormed den sociale transformation inden for moderniteten kan opfanges og placeres i forskellige modernitetsepoker. Her bliver det afgørende moment, hvordan kombinationen af autonomi og disciplin kommer til udtryk i de forskellige epoker. I den sammenhæng taler Wagner om to historiske modernitetsepoker og om fremvæksten af en tredje. Disse epoker kalder han henholdsvis restriktiv liberal modernitet (1800-tallet), organiseret modernitet (ca. fra begyndelsen af tallet og frem til de tidlige 1970 ere) og udvidet liberal modernitet (Wagner 1994:16-18). Hver af disse modernitetsepoker fremstår som mere eller mindre hegemoniske enheder, adskilt af to modernitetskriser. Disse kriser kendetegnes af dekollektivering og dekonventionalisering, dvs. af kontingens og usikkerhed om samfundets værdier og normer. Man kan i denne sammenhæng tale om, at modernitetens kriser afspejler særlige former for afstandardisering, som influerer på noget så vitalt som menneskets betingelser for livsførelse. Nærmere bestemt betyder det, at hver modernitetsepoke indeholder en særlig social etik og forståelse af selv, der gradsbestemmer de disciplinerende og frigørende faktorer i den menneskelige livsførelse. Således kan man på baggrund af Wagner argumentere for, at den organiserede modernitet var karakteriseret ved en organiseret livsførelse, hvis sociale etik synes at være fint eksemplificeret i William H. Whytes klassiker The Organization Man (1956/2002). Det livsguidende princip, som Whyte beskrev, var en tro på gruppen som kreativitetskilde, en tro på tilhørighed som det ultimative behov for individet og en tro på videnskaben som generator for at opnå denne tilhørighed (Whyte 1956/2002:7). Whyte kalder også den sociale etik for en bureaukratisk etik eller en organisatorisk etik (Whyte 1956/2000:6). I og med den organiserede modernitets krise, begynder fundamentet for den organiserede livsførelse/etik at smuldre, og opkomsten af udvidet liberal modernitet trænger sig på. Det giver ophav til en ny livsførelsesform, hvis sociale fundament ikke bunder i troen på gruppetilhørighed, men i en social karakter, som er subjekt-(ind)rettet (Leinberger & Tucker 1991:12). Med andre ord har afstandardiseringen af den organiserede modernitets livsførelsesform afstedkommet en ny livsførelsesetik. I meget generel forstand kan man sige, at nutidens vestlige mennesker befinder sig i en situation, hvor mange af livets eksistentielle fornødenheder kan tages for givet. Det indebærer et skred væk fra en livsførelse, hvor fokus er rettet mod de materielle værdier, til en livsførelse, hvis konstitutive værdier er postmaterielle eller postmoderne, som den amerikanske poli- 10

11 tolog Ronald Inglehart skriver. 4 Man kan i den sammenhæng tale om, at individets livsførelse ikke længere er underlagt nogen form for organisatorisk loyalitet eller tilhørighed, men snarere har sit eget selv som anknytningsåsted. 5 Realiseringen af selvet kommer dermed i fokus for menneskets livsførelse, med de negative og positive konsekvenser det har. Ronald Inglehart og det postmaterielle samfund Netop føromtalte Ronald Inglehart tilbyder et helt tredje forandringsperspektiv, som også kan læses med og som en afstandardiseringsoptik, og som er underbygget af et righoldigt empirisk materiale. I sin omfattende og opsigtsvækkende bog, Modernization and Postmodernization Cultural, Economic and Political Change in 43 Societies, påviser Inglehart (1997) på baggrund af surveydata fra 43 lande (der til sammen omfatter 70 % af verdens befolkning) to generelle samfundsskift. For det første påviser han et skifte fra traditionelle (og her menes religiøst funderede og paternalistiske/autoritære anskuelsesformer) til sekulær/rationelle autoritetsorienteringer i højtudviklede industrisamfund, samt et skifte fra overlevelses- til selvrealiseringsværdier, der i særlig grad øver indflydelse på højtudviklede industrisamfund (Inglehart & Baker 2001:17). Hvad angår det sidste, påviser Inglehart et markant kulturelt skifte inden for de sidste ca. 25 år imod det, han kalder postmoderne værdier (Inglehart 1997:267). I korte træk indebærer dette skifte følgende: Mens industrialiseringen var knyttet til en betoning af økonomisk vækst næsten for enhver pris, så lægger indbyggerne i de velstående samfunds stadig større vægt på livskvalitet, miljøbeskyttelse og selvrealisering (Inglehart & Baker 2000:21). De helt centrale dynamikker for denne proces er (naturligvis) den økonomiske udvikling og konsolideringen af velfærdsstaten (Inglehart & Baker 2000:22). I og med at en stadig større del af befolkningen i højtudviklede samfund ikke længere skal bekymre sig om ren og skær overlevelse, så kan de rette deres ressourcer imod blødere postmaterielle og postmoderne værdier så som livskvalitet, naturbeskyttelse og selvrealisering. Dette kulturskifte er selvfølgelig ikke skåret efter den samme skabelon uensartede samfund følger forskellige spor alt efter deres situationsspecifikke vilkår, kulturelle arv osv. Og nogle samfund følger stort set slet ikke sporet. Skiftet hen imod eksempelvis selvrealisering som postmoderne værdi skal altså betragtes i det lys. Men alligevel synes det at være muligt at komme med et overordnet bud på, hvad skiftet mod selvrealisering som værdi indebærer i de lande, som præges mest heraf, nemlig de vesteuropæiske og nordamerikanske (Inglehart 1997:270). Her synes det helt centralt at forstå det generelle fokusskifte, eller den afstandardiseringsproces, der har fundet sted: En bevægelse væk fra religiøs og statslig autoritet til et skærpet fokus på individuel au- 11

12 tonomi. I forlængelse af dette skifte følger en lang række værdimæssige fokusforskydninger i forhold til politik, religion, seksuelle normer, børneopdragelse og arbejde (Inglehart 1997:267). Hvad forskydningen i relation til forståelsen af, hvad arbejde er, skriver Inglehart: I det postmoderne skifte har værdier, der spillede en hovedrolle i industrisamfundets vugge økonomisk bedrift, motivation, økonomisk vækst, økonomisk rationalitet ikke en så fremtrædende position. På et samfundsmæssigt plan er der sket et radikalt skifte fra den tidlige industrialiserings prioriteringer og en stigende tendens til at nedtone fokus på økonomisk vækst, til i stedet for at fokusere på dens miljømæssige konsekvenser. På et individuelt plan er økonomisk gevinst gradvist ved at miste sin førerposition: Selvrealisering og ønsket om et meningsfuldt arbejde bliver stadigt vigtigere for en stigende del af befolkningen (Inglehart 1997:77-78). Øget autonomi og muligheden for selvrealisering smelter så at sige sammen med forståelsen af, hvad arbejde er. Hermed ikke sagt, at det selvrealiserende arbejde optræder som en ensartet kategori. Hvad der mere bestemt udgør meningsfuldt og selvrealiserende arbejde er med andre ord en subjektiv vurdering. Det centrale i denne sammenhæng er heller ikke skiftets mere konkrete indhold, men dets generelle karakter. I relation til dette kapitels optik kan det nemlig karakteriseres som en afstandardiseringsproces. Industrisamfundets værdier har, med andre ord, gennemgået en moderniseringsproces, hvorved værdien af arbejde tilsyneladende er trukket fri fra standardiserede og overindividuelle størrelser og er i stedet for lagt i hænderne på det enkelte individ. Hermed forstået, at arbejdet i stigende grad skal være en arena for autonomi og selvrealisering. Det peger Ingleharts analyser i hvert fald på. Thomas Ziehe og den kulturelle frisættelse Den tyske samfundsforsker med speciale i pædagogik Thomas Ziehe har ligeledes leveret en lang række centrale og relevante forståelses- og begrebslige input til at indfange en ny tidsånd særligt blandt ungdommen, hvor fokus er på transformationen fra en forudsigelig og forholdsvis fastlåst livshorisont hos bedsteforældre- og forældregenerationen til en mere usikker, prekær og åben livssituation hos nutidens unge som udtryk for forskellige kulturelle modernitetsformer. Allerede tilbage i starten af 1980 erne omtalte Ziehe dette som en kulturel frisættelse (Ziehe & Stubenrauch 1982/2008), hvormed han sigter mod, at der i kølvandet på bl.a. ungdomsoprøret i 1960 erne opstod nye emancipatoriske muligheder for at skabe og forme ens eget livsforløb, så det ikke længere var dikteret af tradition eller forældregeneration. Denne kulturelle frisættelse som er en tydelig afstandardiseringstendens rummer imidlertid en indre ambivalens, fordi den på den ene side både tilbød nye mulighedshorisonter, frihedsgra- 12

13 der og en formbarhed af tilværelsen, samtidig med at den på den anden side også skabte grobund for patologiske træk som stress, narcissisme og personlighedsbelastninger, når et liv pludselig skulle sammensættes og udfoldes uden faste retningslinjer eller fortidens faste rammer. Som Ziehe skriver om denne ambivalens eller kontingensproblemet, som han også betegner det: Det betyder en udvidelse af mulighederne for forskellige livsprojekter at stå over for et sådant kulturelt udbud. Men det skaber samtidig nogle komplekse krav i retning af at kunne trække en beslutning Denne mulighedshorisont opstår som følge af den kulturelle modernisering, og den betyder en yderligere tilspidsning af den kendte oplysningens dialektik Den skaber et spillerum, men samtidig en stigende bevidsthed om, at der ikke findes nogen fast grund (Ziehe 1989:14-15). I sin senere bog Ambivalenser og mangfoldighed samt forskellige andre tekster beskriver Ziehe de orienteringsmåder eller søgebevægelser, som særligt unge mennesker benytter sig af med henblik på at skabe en følelse af sammenhæng, mening, lykke og retning mellem risici og mulighed. I en verden præget af ambivalenser og mangfoldighed er det nu i stigende grad op til mennesker selv refleksivt at skulle navigere i en usikker og fragmenteret verden (Ziehe 1989, 2004). Ziehe angiver tre søgebevægelser, som med forskellige formål og konsekvenser kan benyttes til at kommer overens med de nye muligheder og udfordringer, som et posttraditionelt samfund præsenterer mennesket for: potensering/æstetisering, subjektivering og ontologisering. Potensering eller æstetisering er kendetegnet ved, at individet stræber efter en høj grad af intensitet og tempo i sin livsudfoldelse som et værn mod kedsomhed og forudsigelighed. Målsætningen er her at leve fuldt ud i øjeblikket. Subjektivering er kendetegnet ved en følelsesmæssig længsel efter intimitet, nærhed og stabilitet. Sluttelig omhandler ontologisering en stræben efter en dybere mening med det hele, og i modsætning til subjektiveringen, der leder efter denne mening i menneskets egne følelsesmæssige dybder, så er ontologisering kendetegnet ved, at denne mening søges i ydre autoriteter eller kollektiver, der er større end individet selv. Disse orienteringsmåder er samlet set resultater af en afstandardiseringsproces, hvor individet må finde veje til at skabe en mening i en tilværelse, hvor denne mening ikke længere er forudgivet. 6 Det er kendetegnende for Ziehes diagnose, som hos bl.a. Beck ovenfor og Giddens og Bauman nedenfor, at det i vid udstrækning bliver op til individet selv at finde farbare og frugtbare veje for identitetsdannelse og meningsskabelse under forandrede samfundsforhold, og ved at betone kontingensen og ambivalensen ved den kulturelle frisættelse tydeliggør Zie- 13

14 he også, at social forandring både rummer en mulighedsskabende og en mulighedsbegrænsende udviklingstendens. Anthony Giddens og den senmoderne refleksivitet Et andet af de mere markante og i mange henseender også mere positive bud på afstandardiseringtemaet findes hos den engelske sociolog Anthony Giddens, der i en række bøger op igennem de tidlige 1990 ere på samtidsdiagnostisk vis indfangede de nye omstændigheder for menneskers identitetsdannelse og livsførelse i det, han betegner som senmoderniteten eller højmoderniteten. I modsætning til dem, der i 1990 erne med stor gennemslagskraft hævdede, at det moderne projekt var overstået og under opløsning, så henviser senmoderniteten ifølge Giddens derimod til en videreførelse af modernitetens grundlæggende vilkår, men hvor mulighedsbetingelserne og organiseringsprincipperne for det, han betegner social praksis f.eks. organiseringen af individuel livsførelse og institutionelle forhold på tværs af tid og rum i stigende grad er blevet radikaliseret. Det er kendetegnende for Giddens fortælling om det senmoderne, at vi overordnet har bevæget os fra et førmoderne samfund præget af tradition og træghed via et moderne samfund med nationsbygning, industrialisering og videnskabelige landvindinger og teknologiske fremskridt til et senmoderne og aftraditionaliseret samfund, hvor der er sket en markant accelerering af modernitetens dynamiske karakter, og hvor en række nye vidtrækkende (ekstensive/globale) og dybtliggende (intensive/personlige) ændringer stiller nye krav til individer og institutioner. Der er imidlertid ikke tale om et brud mellem det moderne og det senmoderne, men snarere om en glidende overgang og kontinuitet. De centrale begreber, der indfanger den afstandardisering, som det senmoderne samfund er udtryk for, er bl.a. adskillelsen af tid og rum, udlejringen af social praksis, aftraditionalisering, fremvæksten af ekspertsystemer og symbolske tegn (så som penge), en radikal tvivl samt sidst men ikke mindst refleksivitet (Giddens 1994a, 1994b, 1996). 7 Netop refleksiviteten er et centralt afstandardiseringsaspekt i Giddens teoridannelse. For ham henviser refleksivitet både til det institutionelle og det individuelle niveau og omhandler således både kollektivers og individers regelmæssige brug af viden til at forme betingelserne for deres egen eksistens. I et førmoderne traditionelt samfund kunne man altid konsultere traditionen, når man skulle træffe beslutninger om handlinger, hvorimod det i det senmoderne samfund er den refleksive handlingsmonitorering, der skaber grobund for individuelle og institutionelle beslutninger og valg. Giddens skriver således, at i posttraditionelle kontekster har vi intet andet valg end at vælge, hvordan vi vil være, og hvordan vi vil handle (Giddens 1994b:75). I modsætning til den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman, der som vi skal se nedenfor 14

15 fremfører, at den intime forbindelse i nutiden mellem selv og omverden opleves som stadig mere uigennemskuelig, fragmenteret og ukontrollerbar, betoner Giddens derimod det potentielt positive link mellem globale og individuelle forhold. Som Giddens skriver: Forandringer i selvidentitet og globalisering udgør to poler in dialektikken mellem det lokale og det globale Ændringer i intime aspekter af det personlige liv er med andre ord direkte forbundet med skabelsen af sociale forbindelser af meget stor rækkevidde Det omfang af tid-rumudstrækning, som højmoderniteten skaber, er imidlertid så stort, at selvet og samfundet for første gang i den menneskelige historie bliver gensidigt forbundne i det globale miljø (Giddens 1996:45-46). Dialektikken mellem det lokale og nære og det globale og fjerne påvirker således hinanden og skaber grobund for afstandardisering på såvel mikro- som makroniveau. Til trods for denne dialektik, så er der i det senmoderne samfund særligt fokus på livspolitik, på selvidentitet og på det nære, hvor det er selvet som projekt, der bliver retningsgivende for menneskers livsvalg og livsførelse. Således er det senmoderne samfund også en posttraditionel orden, hvor traditionens tidligere konserverende karakter og autoritet nu pluraliseres og demokratiseres. I det hele taget betoner Giddens perspektiv i vid udstrækning mange af de nye muligheder, der i en posttraditionel samfundsorden er åbne for individuelle variationer og livsvalg, samtidig med at han dog også er opmærksom på, at disse valg udspiller sig inden for en global kontekst præget af risici og usikkerhed (Giddens 2006). Som Giddens konstaterer, så er moderniteten et tveægget sværd. Zygmunt Bauman og den flydende modernitet I de senere år har den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman med sin efterhånden stadig mere omtalte og udfoldede metafor om den flydende modernitet forsøgt at indfange konturerne af en ny tidsepoke, hvor modernitetens ordensprojekt, der var præget af stabilitet, forudsigelighed og rigiditet, afløses af en ny type af modernitet, hvor de diametralt modsatte tendenser gør sig gældende (Bauman 2000). Ifølge Bauman er der i dag ikke længere, som i det, han kalder den faste modernitet, et ønske om eller mulighed for at fastholde og kontrollere nutiden eller forudsige og fastlægge fremtiden. Som han konstaterer, så var alle engang i det den faste modernitet (en periode, der indfanger den optimisme og tro på samfundet, som fulgte i kølvandet på modernitetens forkromede projekt og kulminerede i det 20. århundrede) planlæggere, men i dag er der ingen planlæggere tilbage, fordi forhåbningen om, at man ved social ingeniørkunst kan planlægge sig ud af samfundsmæssige problemer ikke længere fo- 15

16 rekommer meningsfuld. Hvor overgangen fra førmodernitet til fast modernitet betød en omstrukturering men også omorganisering og omformning af samfundet i nye, opdaterede og mere varige støbeforme, så betyder overgangen fra fast til flydende modernitet derimod, at selv støbeformene nu omsmeltes. Transformationen fra fast til flydende modernitet beskriver således en gradvis proces af opløsning og udlejring uden efterfølgende genindlejring af en lang række sociale forhold (herunder f.eks. i relation til arbejdsliv, tradition, identitet, kærlighed, fællesskab, forbrug, frygt eller tid/rum), og det er derfor kendetegnende for den flydende modernitet, at den er præget af en endemisk usikkerhed og en manglende evne til at langtidssikre resultaterne af ens handlinger individuelle som kollektive i forudsigelige rammer eller stabile støbeforme længe ad gangen. Dette afføder ifølge Bauman en tiltagende oplevelse af adskillelse mellem det, man kan, og det, man gerne vil en form for handlingsproblematik, der skaber grobund for fremvæksten af utryghed og deraf følgende sociale opløsningstendenser. Som Bauman skriver i The Individualized Society: Det særlige kendetegn ved de fortællinger, som fortælles i vores samtid, er, at de artikulerer individuelle liv på en måde, der ekskluderer eller undertrykker muligheden for at opspore forbindelserne mellem individuelle skæbner og de måder og midler, hvorigennem samfundet som en helhed fungerer (Bauman 2001:9). De to mest gennemgribende metaårsager til de samfundsforandringer, der i disse år påvirker den flydende moderne verden, er følge Bauman henholdsvis individualisering og globalisering. Begge tendenser medvirker til at skabe nye vilkår for menneskers livsvalg såvel som for strukturelle forhold. Hvor globaliseringen i stigende grad skaber usikre og ulige livsvilkår for mennesker rundt omkring på kloden (mens nogen de velstillede oplever globaliseringens solside, oplever andre de dårligst stillede skyggesiden), bevirker individualiseringen, at konsekvenserne for rigtige og forkerte livsvalg i sidste instans falder tilbage på individet selv. Dette kommer til udtryk som en privatisering af alle samfundsmæssige forhold. Alle beslutninger og konsekvenserne af disse falder således tilbage på individet selv. Som Bauman konstaterer: Alle de problemer, man støder ind i, antages at være selvforskyldte, mens det kogende vand, man falder ned i, hævdes at være kogt af de selv samme uheldige menneskelige fiaskoer, som er faldet deri (Bauman 2001:9). Afstandardiseringstemaet i metaforen om den flydende modernitet skal ses deri, at vi alle uanset om vi ønsker det eller ej afstandardiseres, ganske enkelt fordi der ikke længere findes en standard (nogen kollektiv støbeform), der kan sætte sig igennem og sikre, at tingene 16

17 forbliver, som man har planlagt eller forudsagt. Selvom teorier, der hylder senmodernitetens fokus på selvidentitet, individualisering og kulturelle frisættelse, har kronede dage, så er afstandardisering ifølge Bauman således ikke nødvendigvis noget positivt, og det er karakteristisk for hans perspektiv, at han netop betoner de nye uligheder og uretfærdigheder, som udkrystalliseres under nye flydende samfundsvilkår. Selvom afstandardisering som et iboende træk ved den flydende modernitet for nogle få privilegerede grupper er noget, de selv vælger og måske endda målrettet efterstræber så er der for mange andre, de knapt så velstillede, noget, der sker uden deres samtykke eller ønske, og noget som skaber usikkerhed, utryghed og umenneskelige konsekvenser. I en afstandardiseret og flydende moderne verden forekommer det eneste effektive modtræk at være, at undgå langvarige eller forpligtende forbindelser til andre mennesker, og derfor har den flydende modernitet også moralske implikationer. Baumans samtidsdiagnose over den flydende modernitet kan forekomme som dyster læsning, fordi den næsten udelukkende fokuserer på de kritiske aspekter af nutidens samfundsforandringer, men samtidig er den et korrektiv eller supplement til de teorier, der fokuserer på den afstandardiserede nutids fagre nye muligheder. Disse selektivt udvalgte kontemporære teoretiske perspektiver kan alle bidrage med vigtige begreber og nyttige forståelser til at belyse, analysere og fortolke forskellige aspekter af afstandardisering i et overordnet forandringsperspektiv. Selvom der er tale om forholdsvis abstrakte teoridannelser, der fortrinsvis fokuserer på langsigtede og generelle sociale forandringsaspekter, så rummer de ikke desto mindre såvel forklaringskraft som begrebslig prægnans særligt i forhold til at indfange strukturelle forholds indvirkning på individniveauet og ved at skitsere de mulighedsbetingelser som nutidens moderne samfund, om det kaldes flydende moderne, postmoderne, senmoderne, refleksivt moderne eller andet, stiller til rådighed for dets medlemmer. Metodiske muligheder og udfordringer Som det fremgår af den forholdsvis brede og åbne definition, vi tidligere har præsenteret, er afstandardisering imidlertid ikke blot et teoretisk fænomen. Snarere tværtimod: Afstandardisering har nogle distinkte kendetegn, som bevirker, at det kan indfanges og kortlægges empirisk på en mangfoldighed af måder. Det drejer sig, som nævnt tidligere, bl.a. om at undersøge udviklingen i individuel variation over tid i forhold til, hvornår hændelser indtræffer og hvor længe tilstande varer. Desuden vil det, givet vores teoretiske gennemgang, være nok så inte- 17

18 ressant at kortlægge normative aspekter og forklarende mekanismer i forhold til, hvorfor der eventuelt skulle ske en afstandardisering af livsforløbet. Indtil nu har de kvantitative metoder vært klar dominerende, hvad livsløbsforskning angår, og givet de oplagte fordele, Danmark har på området, når det gælder longitudinelle data, er det oplagt, at denne tilgang også er central, når det gælder dansk afstandardiseringsforskning. Men vores fokus på normative aspekter og forklaringer gør, at forskningen på området vil have gavn af at kombinere forskellige metoder, ligesom der intet er til hinder for, at kvalitative metoder kan anvendes til at belyse individbiografiske aspekter af afstandardisering. Her tænker vi først og fremmest på biografiske interviews, men også andre metoder kan være aktuelle for at belyse afstandardisering, f.eks. dokumentanalyse (Duedahl & Jacobsen 2010). Her vil vi i relation til diskussionen om afstandardiseringen af livsforløb angive et par mulige metodiske veje. Afstandardisering af livsforløb i et kvantitativt perspektiv For at indfange afstandardisering af livsforløb ved hjælp af kvantitative metoder er det ideelt set nødvendigt med prospektive 8 data for livsforløb fra to forskellige tidsepoker (kohorter/generationer), der ligger et stykke fra hinanden i tid, hvoraf det tidligste kan opfattes som værende repræsentativt for et standardiseret livsforløb. Både principielt og praktisk er der en række udfordringer forbundet med at undersøge afstandardisering af livsforløb ved hjælp af kvantitative dataindsamlings- og analyseteknikker. Principielt drejer det sig om det problematiske i at definere en form for livsforløb som standarden, hvorfra andre livsforløb kan siges at afvige. Det kan være med til at skabe en uberettiget opfattelse af, at tidligere tiders livsforløb var mere regelbundne og forudsigelige end det, der reelt er empirisk belæg for. Samtidig kan det skabe et indtryk af, at vores egen samtid er mere dynamisk og foranderlig end det, den rent faktisk er. Et eksempel kan være ægteskabsalderen. Den har varieret meget i tidens løb, sådan at eventuelle afstandardiseringstendenser i alder for ægteskabsindgåelse i høj grad vil være påvirket af, hvilken tidsperiode, man anvender som standard. Spørgsmålet om, hvilket pejlemærke, man skal anvende, er dog ikke noget, der kun berører livsforløbsforskningen, men det gælder i almindelighed al komparativ forskning. Her nøjes vi med at konstatere, at det skitserede livsforløbs-design giver mulighed for at undersøge forskelle mellem to livsforløb. Så må det være op til andre kilder (historiske, biografiske osv.) at afgøre, i hvilken grad det er berettiget at tale om standardiserede livsforløb. 18

19 Af praktiske udfordringer er der flere. For det første kræver designet i princippet meget tid, idet man skal vente på, at livsforløbet udfoldes og begivenhederne finder sted. Et forskningsprojekt baseret på prospektive data kan således vare i flere årtier, hvis man vil kortlægge større dele af et livsforløb for en given population. Det mest kendte eksempel på en dansk prospektiv livsforløbsundersøgelse er Ungdomsforløbsundersøgelsen, hvor et landsrepræsentativt udvalg af årige danskere blev interviewet første gang i 1968 (Hansen 1995). Efterfølgende er de samme personer interviewet ved flere anledninger, senest i 1992 og Men selv med en indsamlingsperiode på over tredive år er det stort set livsforløbet for én generation, der er blevet undersøgt. Først i næste indsamlingsfase inddrages hovedpersonernes efterhånden voksne børn for anden gang, hvilket gør det muligt at sammenligne to livsforløb med hinanden dog kun i en tidlig fase af livet. Det er imidlertid ikke nødvendigt at vente på, at tiden skal gå for at anvende prospektive kvantitative data. For Danmark og de andre nordiske landes vedkommende er en oplagt alternativ datakilde af høj kvalitet at finde i administrative registre. Baseret på udtræk af registerdata fra flere år tilbage i tid er det muligt at designe livsforløbsundersøgelser, som kan gennemføres her og nu. Det er væsentlig billigere end survey, og tilbyder data om et langt højere antal personer. Ulempen er, at registre, der stilles til rådighed for forskere, ikke indeholder oplysninger om folks hensigter, meninger og holdninger, men derimod faktuelle oplysninger som uddannelse, beskæftigelse, indkomst osv. Man kan dermed undersøge forløbet af begivenheder, men ikke personernes vurdering af og begrundelse for disse. En anden begrænsning er, at der ikke er registeroplysninger om personer meget langt tilbage i tid. Eksempelvis er de første opslagsår i mange af de registre, der tilrettelægges for forskere af Danmarks Statistik, fra starten af 1980 erne. 9 Det betyder, at man på basis af danske registerdata ikke kan sammenligne forskellen mellem to hele livsforløb, der ligger et stykke fra hinanden i tid, men må nøjes med at sammenligne udviklingen over tid inden for mere afgrænsede livsfaser (f.eks. uddannelsesforløb, arbejdsmarkedskarrierer eller tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet). Dette indebærer, at det vil være svært at undersøge betydningen af afstandardiseringen i en livsfase for afstandardiseringen af en efterfølgende livsfase på tværs af generationer med udgangspunkt i data fra administrative registre. Afstandardisering af livsforløb i et biografisk perspektiv Indledningsvist i dette kapitel beskrives, hvorledes afstandardisering skal opfattes som en analytik, der kan vise sig særligt anvendelig i studiet af sociale forandringer. Det er vores opfattelse, at en biografisk metodologi og kvalitative biografiske metoder kan være centrale red- 19

20 skaber i en sådan analytik. For det første giver anvendelsen af livsfortællinger og livshistorier et kvalitativt processuelt blik på transformationer i menneskers livsforløb. Kvalitative biografiske metoder er særligt effektive til at indfange menneskers oplevelser af forandringer i sociale strukturer, da de fokuserer på personlige skæbner og kan demonstrere, hvordan disse skæbner er forbundet med større historiske forandringer og samfundsmæssige transformationer (Kupferberg 1995, 1998). På baggrund af eksisterende livshistorier (f.eks. i form af dagbøger, nedskrevne fortællinger, selvbiografier osv.) eller selvfortalte livshistorier (f.eks. i form af biografisk narrative interviews) er det muligt at undersøge skæringspunkterne mellem den såkaldte objektive og subjektive styring af livsverdener. På den ene side identificeres de udformninger, som de objektive begivenheder efterlader i livsforløbene, og på den anden side indkredses konstruktionen af den subjektive form, som består af det enkelte individs forarbejdning af individuelle erfaringer og statusgørelse. Det betyder, at biografier, der har deres fundament i social historie og samtidig er kilden til individuel personlighed, rækker frem og tilbage i tid, dokumenterer processer og erfaringer og oplevelser med sociale forandringer (Giele 1998; Bertaux & Thomson 1998), og biografiske metoder uanset deres forskellige genealogier (jf. f.eks. Mills 1959/2002) giver et sofistikeret sæt af fortolkningsredskaber og procedurer, der kan skabe sammenhænge mellem det personlige og det sociale. Der altså tale om et processuelt perspektiv, som er sensitivt overfor vekselvirkningen mellem individuelle livsvilkår og strukturelle forhold og hvorledes forholdet mellem disse forandres. Da biografier er individuelle og unikke og de så at sige kun eksisterer én gang så vil samfundsmæssige ordensforestillinger og dermed også brud eller forandring af disse afspejle sig i biografierne og fortællingerne herom. Dermed bliver metoden både interessant og relevant, når man empirisk søger at afdække bruddet med eller afstandardiseringen af det normalbiografiske livsforløb. Med normalbiografiske livsforløb menes der her de forudsigelige og standardiserede livsmønstre (Strauss 1959/2005), som kendetegner forskellige tidsepoker, og som ofte studeres gennem kvantitative forløbsanalyser. Et menneskes livshistorie er præget af dennes fortid, af familiegenerationer og af historiske generationstilhørsforhold. Som mennesker opbygger vi forventninger til fremtiden og skaber mening med tilværelsen gennem fortællinger om fortidens erfaringer. Den biografiske metode kan derfor afdække, hvorledes mennesker udformer deres livshistorier gennem deres egne fortællinger om netop deres liv og dets forløb, og hvorledes processen i den biografiske betydningsdannelse rekonstrueres, da erfaring ikke er noget, som møder os; den er det, vi gør med det, som møder os (Huxley 1972:31). Det er i disse processer, at individuelle og sam- 20