størstedelen af patienterne har et misbrug, samt det faktum, at de ofte er psykotiske og behandlingsresistente.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Problembaggrund... 3 Interventionen... 4 Motivation... 4 Muligheder for aktivitet... 5 Problemstilling... 7 Problemanalyse... 7 Metode... 8 Metodedesign... 8 Litteratur... 8 Valg af teori... 8 Udvælgelse af informanter... 9 Interviewguide... 9 Interviewsituationen...10 Transskription af interview...11 Analysemetode...12 Etik...13 Præsentation af informanter...14 Præsentation af patientgruppen...14 Resultatopgørelse...14 Kode 1: Ergoterapeutens kompetencer...14 Personlige kompetencer...15 Faglige kompetencer...15 Anvendelse af teori...17 Kode 2: Omgivelsesmæssige faktorer...18 Organisations kultur...19 Samarbejde...19 Fysiske omgivelser...20 Egen følelse af sikkerhed...21 Kode 3: Betydningsfulde faktorer for behandlingen mellem patient og terapeut...22 Ergoterapeuternes individuelle syn på patientgruppen...22 Relation...24 Motivation...25 Lov- og sikkerhedsmæssige restriktioner

2 Afdelingens miljø...29 Diskussion af metode...29 Metodedesign...29 Teori...30 Udvælgelse af informanter...31 Interviewguide...31 Interviewesituation...32 Transskription af interview...33 Analysemetode...33 Etik...34 Diskussion...35 Den retspsykiatriske patient...35 Motivation...36 Muligheder for aktivitet...36 Sikkerhed...38 Fysiske omgivelser...38 Personlige kompetencer...39 Faglige kompetencer...40 Klinisk ræsonnering...43 Konklusion...44 Perspektivering...45 Formidlingsovervejelser...46 Referenceliste...47 Øvrig litteratur...50 Bilagsfortegnelse...51 Samtlige af gruppens medlemmer er ansvarlige for; problembaggrund, problemstilling, problemanalyse, konklusion samt perspektivering. Herudover er hver af gruppens medlemmer ansvarlige for de afsnit, hvor deres navn fremgår. 2

3 Problembaggrund Formålet med dette bachelorprojekt er at undersøge ergoterapeuters oplevelse af muligheder i interventionen med retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren. Ideen til projektet udsprang på baggrund af oplevelser fra klinisk undervisning, hvor nogle ergoterapeuter følte sig frustrerede over, ikke at kunne tilbyde en optimal behandling til den retspsykiatriske patientgruppe. Ergoterapeuterne oplevede patientgruppen som en stor udfordring, da mange af patienterne blandt andet havde manglende motivation for deltagelse i behandlingen. Herudover gik mange af deres frustrationer som behandlere også på, at den retspsykiatriske patient er underlagt lovmæssige restriktioner, hvilket kan virke begrænsende i forhold til de aktiviteter ergoterapeuten har mulighed for at udføre med patienten. Dette aspekt taget i betragtning, synes vi, det ville være interessant at undersøge og belyse, om det er en reel problemstilling for ergoterapeuter der arbejder i retspsykiatrien. Psykisk syge kriminelle dømmes efter straffelovens 16. For at blive dømt efter 16, skal personen på grund af sindssygdom have været utilregnelig på gerningstidspunktet. Med utilregnelig menes, at personen ikke kan gøres ansvarlig for en given handling. Yderligere dømmes de efter straffelovens 68, 69 og 73, hvor retten vurderer kriminalitetens alvor i forhold til krav om sikkerhedsforanstaltninger og hermed hospitalets pligt til at varetage behandlingen. Psykisk syge kriminelle dømmes efter følgende foranstaltninger; dom til anbringelse, dom til psykiatrisk behandling og dom til ambulant behandling (Cullberg, 2006; Holm, 2009; Poulsen, Gottlieb & Adserballe, 2000). Det er henholdsvis overlægen og justitsministeriet, der efterfølende vurderer det videre forløb med hensyn til de sikkerhedsmæssige foranstaltninger som for eksempel ledsaget udgang. I de seneste år er der sket en stor stigning i antallet af retspsykiatriske patienter, der i litteraturen beskrives som værende yderst vanskelige at behandle (Indenrigs- og sundhedsministeriet, 2006; Holm, 2009). Hoveddiagnosen for de retspsykiatriske patienter er ofte indenfor det skizofrene spektrum, hvilket også afspejles gennem deres aktivitetsmønster. Dette bærer præg af inaktivitet og er ofte styret af, at få de basale behov dækket her og nu (Hansen, 2009). Lloyd (1995) beskriver, hvordan patienternes diagnose, ringe motivation og adfærd kan have indflydelse på den terapeutiske behandlingsproces. Region Hovedstadens Psykiatri offentliggjorde i 2008 en rapport, som ligeledes beskriver, at denne patientgruppe, kan være svær at behandle. Af mulige årsager nævnes; de lange indlæggelser, manglende motivation for behandling, at 3

4 størstedelen af patienterne har et misbrug, samt det faktum, at de ofte er psykotiske og behandlingsresistente. Interventionen Denne gruppe mennesker er ofte udsat for stigmatisering i vores samfund, da de både er psykisk syge og kriminelle (Creek, 2005). Som professionel behandler må man trodse den generelle samfundsopfattelse, og bestræbe sig på et ligeværdigt møde med den retspsykiatriske patient. Ergoterapeuten har til opgave at udvikle et partnerskab, der bygger på gensidig respekt, for derigennem at opnå en bæredygtig relation, som danner grundlag for det ergoterapeutiske arbejde. Det kan dog være en svær, at skulle balancere mellem to roller, dels at være terapeut og samtidig være den som håndhæver regler og sætter begrænsninger for patienten (Hansen, 2009). Det har en væsentlig betydning for den ergoterapeutiske behandling, at de retspsykiatriske patienter er underlagt lovmæssige restriktioner. Dette spiller en afgørende rolle i forhold til den kontekst aktiviteten kan udføres i (Hansen, 2009). Nogle af patienterne har for eksempel ikke udgang, hvilket begrænser aktiviteterne til de muligheder der er på afdelingen. Samtidig kræver det fra patienternes side en tilvænning, at acceptere miljøets begrænsninger på en retspsykiatrisk afdeling (Stewart & Craik, 2007). Når patienterne lærer at forholde sig til omgivelserne, kan dette give dem mulighed for at udvikle nye motiver og herigennem opnå handlekompetence, der kan resultere i at gamle mønstre brydes og nye vaner dannes (Hansen, 2009). Motivation Da motivationen er altafgørende for udfaldet af den ergoterapeutiske behandling, er der ofte behov for at arbejde intensivt for at motivere patienterne. interventionens succes afhænger af, at brugeren er aktivt engageret i behandlingen og ikke passivt modtager den fra ergoterapeuten (Creek, 2005, s. 92). Man har som ergoterapeut forudsætninger for, at forstå motivationens betydning, og viden om motivationsbegrebet. En væsentlig del af den faglighed ergoterapeuter kan bidrage med i behandlingen af psykiatriske patienter, er kendskabet til metoder, hvorved man kan motivere patienten (Hvalsøe, Johansen & Klint, 2003). Ergoterapeuternes kompetencer, er et nødvendigt og vigtigt aspekt i rehabiliteringen af de retspsykiatriske patienter (Creek, 2005). 4

5 Muligheder for aktivitet De retspsykiatriske patienter må ofte tilbringe flere år på en psykiatrisk afdeling, og til trods for at der arbejdes med at træne patientens sociale færdigheder, er der stor risiko for en institutionalisering. Miljøets høje sikkerhedsniveau og de mange medarbejdere, set i forhold til antallet af patienter, kan bidrage til institutionsafhængighed (Creek, 2005; Region Hovedstadens Psykiatri, 2008). Derfor har man som ergoterapeut et ansvar for at være med til at skabe et afdelingsmiljø, der virker stimulerende og fremmende på patientens aktivitetsniveau og dermed motiverer til deltagelse i aktivitet. Samtidig må man som personale være bevidst om sikkerheden på afdelingen, hvilket kan begrænse mulighederne for aktivitet. Dette stiller krav til ergoterapeuten om at kunne tænke kreativt, for derigennem at nå patienten ved at skabe meningsfulde aktiviteter. En undersøgelse af Townsend (Hansen, 2009) viser, at patienter der ikke har meningsfulde aktiviteter i hverdagen, har større sandsynlighed for at udvikle depression og begå selvmord. Ergoterapeutens styrke er, at kunne se mulighed for aktivitet i alt hvad man foretager sig i hverdagen, og netop denne tilgang er vigtig at føre med videre i sin behandling af de retspsykiatriske patienter (Bendixen, Madsen & Tjørnov, 2003; Hansen, 2009). Uden meningsfulde aktiviteter i hverdagen er der samtidig en stor risiko for, at patienterne bliver mere syge (Runge, 2005). De miljømæssige restriktioner i retspsykiatrisk regi kan udgøre en barriere for, at patienterne kan engagere sig i meningsfulde aktiviteter i dagligdagen (Stewart & Craik, 2007). I litteraturen beskrives samtidig en anden barriere i forhold til den ergoterapeutiske behandling af denne patientgruppe. De teoretiske modeller og referencerammer, der benyttes i behandlingen af almene psykiatriske patienter, kan være vanskelige at implementere i arbejdet med retspsykiatriske patienter, da de ikke altid er anvendelige på en sikret afdeling, hvor miljøet er mere komplekst og omgivelserne begrænsende. A theoretical framework needs to be developed in order to narrow the theory/practice gap in the forensic settings (Lloyd, 1995, s.210). Ergoterapeuter skal have kendskab til patientgruppens adfærd og være bevidste om, at der kan opstå situationer, hvor patienter kan udvise aggressiv og voldelig adfærd. Dette har ligeledes en betydning for ergoterapeutens egen sikkerhed. Det er nødvendigt, at være afklaret med egne følelser og attitude, for at kunne arbejde med denne patientgruppe, som blandt andet har begået forbrydelser af personfarlig karakter (O Connell & Farnworth, 2007). Dette kan man se som et udtryk for, at det både er de 5

6 personlige og faglige kompetencer, der er med til at gøre, at man som ergoterapeut føler sig rustet til at kunne varetage et job i retspsykiatrien. Derudover bliver der i litteraturen nævnt behov for en specialiseret uddannelse til ergoterapeuter, der er ansat på retspsykiatriske afdelinger, da patientgruppen stiller en række specielle krav til personalet, i forhold til behandlingen (Lloyd, 1995; 3 Amts samarbejdet, 2005; Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2006; Region Hovedstadens Psykiatri, 2008). Chris Lloyd (1995) beskriver ligeledes, at det er vanskeligt at rekruttere medarbejdere til de retspsykiatriske afdelinger, samt at der løbende er en stor udskiftning i personalegruppen grundet arbejdsmiljøet. Samme problematik var også aktuel på Sikringen i Danmark i 2006, hvor alle tre ergoterapeutstillinger var ubesatte (Tre Amts Samarbejde, 2005). Dette kan afspejle, at retspsykiatrien er et vanskeligt arbejdsområde og at det komplekse arbejdsmiljø, kan have indvirkning på den enkelte ergoterapeuts muligheder i interventionen. Vi har i vores gennemgang af litteraturen fundet, at der er en generel mangel på evidensbaseret litteratur omhandlende ergoterapeutisk behandling af restpsykiatriske patienter. Den tilgængelige litteratur er ofte forældet, og største delen af artiklerne tager udgangspunkt i patienterne og deres oplevelser af behandlingen (Farnworth, Nikitin & Fossey, 2004; Lloyd, 1995; O Connell & Farnworth, 2007; Stewart & Craik, 2007). Dette har yderligere bekræftet os i relevansen af vores projekt, og påpeger at der er behov for mere fokus indenfor området. Vi vil i projektet indsamle de erfaringer som ergoterapeuter ansat i restpsykiatrisk regi har, og håber, at vi ved at videreformidle disse, kan være med til at bidrage med viden til udvikling af den ergoterapeutiske praksis i forhold til arbejdet med retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren. 6

7 Problemstilling Ud fra ovenstående opstiller vi følgende problemstilling: Hvordan oplever ergoterapeuter deres muligheder i interventionen med retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren? Problemanalyse Oplever: Den individuelle forståelse af fænomener, indenfor de sammenhænge de opstår i (Teilgaard, 1999) Ergoterapeuter: Omfatter de ergoterapeuter, der arbejder med retspsykiatriske patienter indenfor hospitalssektoren. Muligheder: Skal ses i lyset af de omgivelser ergoterapeuten arbejder i. Der fokuseres både på ergoterapeutens subjektive opfattelse af, hvilke muligheder han/hun oplever at have i forhold til at kunne agere som ergoterapeut i miljøet på en retspsykiatrisk afdeling, samt de ydre faktorer der påvirker arbejdet. Interventionen: Den proces hvor ergoterapeuten skaber muligheder for forandring, gennem meningsfulde aktiviteter, for den enkelte (Bendixen, Madsen & Tjørnov, 2007). Retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren: Mennesker som har begået kriminalitet og på grund af sindssygdom, har været utilregnelige på gerningstidspunktet. De har enten en dom til anbringelse eller en dom til behandling, som varetages i hospitalsregi (Holm, 2009). 7

8 Metode I dette afsnit præsenteres de overvejelser, vi har gjort i forbindelse med valg af metode, samt beskrivelse af projektets praktiske fremgangsmåde. Metodedesign I henhold til vores problemstilling finder vi det kvalitative interview særligt relevant, da formålet med projektet er, at få de respektive ergoterapeuters subjektive oplevelse, for at forsøge at skabe en forståelse af, hvilke muligheder de har i interventionen med retspsykiatriske patienter. Dette aspekt taget i betragtning, klassificeres vores forskningstype som værende forstående. Vi forsøger at belyse problemstillingen ved at udforske informanternes erfaringer og meninger (Launsø & Rieper, 2005). Som undersøgelsesredskab, har vi valgt at anvende et semistruktureret livsverdeninterview, da denne form for interview netop søger at indhente beskrivelser af informanternes livsverden (Kvale, 2009). (Anna) Litteratur Ved projektets begyndelse foretog vi en litteratursøgning via forskellige databaser (bilag 1) med henblik på at få afdækket den evidensbaserede litteratur, der eksisterer indenfor området. Søgningen forsatte løbende i takt med projektets udvikling. (Anna) Valg af teori Vi valgte at benytte MoHO teorien. Vi fandt denne anvendelig til at belyse de mange aspekter i vores undersøgelse, da den har fokus på mennesket og dets samspil med omgivelserne, herunder hvilken betydning dette kan have for den enkeltes aktivitetsudøvelse. Herudover valgte vi yderligere at anvende begreberne, Occupational deprivation samt klinisk ræsonnering i diskussionsafsnittet, da disse kunne være med til at belyse og diskutere vores resultater i henhold til problemstillingen. (Kristina) 8

9 Udvælgelse af informanter Der er foretaget en strategisk udvælgelse af informanterne, idet vi udvalgte ergoterapeuter, fra hele landet for at få et bredere geografisk perspektiv og mere nuanceret billede af, hvilke muligheder ergoterapeuter oplever at have, i arbejde med retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren. Fra projektets begyndelse, var eneste kriterium, at informanterne skulle være ergoterapeuter, der arbejder med retspsykiatriske patienter i hospitalssektoren. Vi valgte hospitalssektoren, da vores fokus omhandler ergoterapeuter, der arbejder specialiseret med denne patientgruppe. Dette ville give en naturlig indskrænkning af området, samt ensarte undersøgelsesresultaterne (Holm & Schmidt, 1996). Vi kontaktede, via mail, en ergoterapeut, der arbejder på en retspsykiatrisk afdeling. Hun fandt vores projekt relevant og var meget interesseret i at deltage. Hun tilbød, at videreformidle et brev fra os, til et netværk, bestående af ergoterapeuter, der arbejder på retspsykiatriske afdelinger. I brevet til informanterne, beskrev vi vores problemstilling og formålet med projektet, samt praktiske oplysninger omkring udførelse af interview (bilag 2). Vi fik tilbagemelding fra 10 ergoterapeuter, fra fem forskellige hospitaler i Danmark, som var interesseret i at deltage. Vi havde flere overvejelser omkring, at 10 informanter eventuelt ville blive for omfattende, i forhold til den afsatte tid til transskribering og videre analyse af datamaterialet, men valgte at gennemføre alle interviews, i tilfælde af at der skulle komme afbud eller at nogle interviews ikke kunne benyttes. I forbindelse med resultatopgørelsen, vil vi præsentere de udvalgte informanter nærmere. (Kristina) Interviewguide Udarbejdelsen af interviewguiden, skete på baggrund af projektets problembaggrund og problemstilling. Interviewguiden blev opbygget efter otte overordnede emner, som vi ønskede at belyse ud fra vores teoretiske forforståelse. Til hvert emne hørte et hovedspørgsmål, en række underspørgsmål, samt forslag til uddybelse af spørgsmålene. Vi opbyggede interviewguiden skematisk, for derved at skabe overblik og struktur for interviewerne (bilag 3). Vi valgte at lave semistrukturerede interviews, med åbne spørgsmål, da vi mente, at vi herigennem, ville få de mest fyldestgørende svar, og derved få indsigt i informanternes subjektive oplevelse. De åbne spørgsmål og den lave grad af strukturering gav 9

10 interviewerne mulighed for at forfølge og afklare betydningen af de relevante aspekter i informantens svar (Kvale, 2009), samt sikre at alle informanter forstod spørgsmålene på samme måde (Launsø & Rieper, 2005). Vi forsøgte at formulere hovedspørgsmålene så enkle som muligt, samt at undlade akademisk sprogbrug. Vi benyttede dog enkelte fagtermer, da vi havde en antagelse om, at informanterne med deres uddannelsesmæssige baggrund, var bekendt med disse. Hovedspørgsmålene havde primært en deskriptiv form, for at fremme spontane beskrivelser fra informanternes side. Vi søgte at formulere hoved- og underspørgsmål til hvert emne så de dækkede de emner, og den teoretiske forforståelse, der lå til grund for undersøgelsen. Ligeledes skulle spørgsmålenes formulering fremme et positivt interviewsamspil og stimulere informanten til at tale om egne følelser og oplevelser (Kvale, 2009). Vi afprøvede interviewguiden i et pilotinterview med en af informanter med det formål at efterprøve, om spørgsmålene var forståelige, om de kunne besvares, samt om de blev forstået på samme måde af intervieweren og informanten (Launsø & Rieper, 2005). Vi erfarede ved dette interview, at vi skulle være mere direkte i vores spørgemetode, samt at et enkelt spørgsmål skulle rettes til, så det fremstod mere konkret. Vi valgte at inddrage pilotinterviewet i vores endelige dataindsamling, da vi vurderede, at det indeholdt relevante og brugbare informationer, samt at vi ikke havde ændret væsentligt i interviewguiden. (Rikke) Interviewsituationen Vi valgte at udføre interviewene parvis. Dette var hovedsagligt af praktiske årsager, da vi på den måde kunne udføre interviews på flere hospitaler samme dag. Herudover mente vi, at det ville skabe en mere uformel og behagelig stemning i interviewsituationen, at vi kun var repræsenteret ved to personer. Den ene havde rollen som hovedinterviewer, imens den anden stod for at styre diktafonen, holde tiden, samt sikre at intervieweren kom omkring alle spørgsmålene i interviewguiden. Vi fastholdte de samme roller igennem alle interview, da den løbende erfaring ville styrke disse roller, samt da vi mente, at dette ville sikre ensartethed i vores spørgsmål og interviewforløb. Alle interviews blev afholdt på informanternes arbejdsplads, og i det tidsrum der passede dem bedst. Vi havde på forhånd bedt informanterne om at sætte cirka en time af til interviewet, da vi vurderede, at det var den tid, det ville tage at nå igennem 10

11 interviewguiden. Alle interviews blev optaget på digital diktafon for at sikre, at vi senere kunne foretage en ordret transskribering af hvert interview. Hvert interview startede med en briefing, hvor hovedintervieweren kort introducerede informanten til projektet samt formålet med interviewet. Informanten blev informeret om brugen af diktafon, samt sikringen om anonymitet. Desuden sikrede vi os, at informanterne ikke havde uopklarede spørgsmål, inden interviewets begyndelse (Kvale, 2009). Vi havde medbragt en oversigt (bilag 4) over de hovedemner, interviewet ville omhandle, for at give informanten overblik over interviewets forløb, samt mulighed for at notere stikord til eventuel senere uddybelse (Launsø og Rieper, 2005). Under selve interviewet var vi opmærksomme på at være aktivt lyttende og vise interesse, forståelse og respekt for hvad informanterne fortalte og derved skabe en god kontakt (Kvale, 2009). Desuden var vi opmærksomme på at sørge for, at der indgik pauser med tavshed, for at give informanten tid til at reflektere (Kvale, 2009; Launsø & Rieper 2005). Efter interviewet afsluttede vi med en kort debriefing, hvor vi sikrede, at informanterne ikke havde uopklarede spørgsmål og havde sagt hvad de ville sige (Kvale, 2009). På flere af hospitalerne fik vi efterfølgende en rundvisning i ergoterapiafsnittet og på afdelingerne. Dette gav os et godt billede af, de omgivelser ergoterapeuterne arbejder i, samt mulighed for en mere uformel samtale med informanterne. Efterfølgende evaluerede vi parvis på interviewets forløb, informanternes udsagn, vores samlede indtryk og vores roller som interviewere. På den måde fokuserede vi hele tiden på at blive bedre til at interviewe, samtidig med at vi sikrede at indhente den ønskede viden (Kvale, 2009). (Sif) Transskription af interview Som tidligere nævnt, valgte vi at benytte digital diktafon, for at interviewerne kunne koncentrere sig om interviewsituationen, samt for at kunne dokumentere vores informanters svar så præcist som muligt i den efterfølgende transskribering (Kvale, 2009). Da vi havde 10 interviews, der skulle transskriberes, valgte vi at uddelegere opgaven, sådan at alle medlemmer i gruppen transskriberede to til tre interviews. Vi besluttede at udarbejde et sæt regler for skriveproceduren (bilag 5), for at sikre en ensartethed i alle de transskriberede interviews, da dette gav struktur i en skriftlig form med henblik på videre analyse (Kvale, 2009). 11

12 Vi valgte, at transskribere de interviewes, vi selv havde deltaget i, for derved at bevare reliabiliteten i forhold til at få alle nuancer med, da det ofte vil være muligt for de tilstedeværende at genkalde eventuel emotionel stemning eller social dynamik fra interviewsituationen. Derudover valgte vi, at udtalelserne fra informanterne skulle skrives ordret, for at være så tro mod informantens udtalelser som muligt (Kvale, 2009; Malterud, 2003). Inden påbegyndelsen af den egentlige analyse, gennemlæste og diskuterede samtlige af gruppens medlemmer transskriptionerne, for at sikre overblik samt en ensartet forståelse af den indsamlede data. (Anna) Analysemetode Under analysen af det indsamlede data, har vi ladet os inspirere af Grounded Theorymetoden, som er en metode til analyse af kvalitative data, med det formål at udvikle teori om sociale fænomener. Man kan dog, som vi har valgt, benytte elementer fra metoden, uden at udvikle en egentlig teori, resultatet vil derved blot blive en beskrivelse af den indsamlede kvalitative data (Holm & Schmidt, 1996). I Grounded Theory beskrives kodning som den procedure, hvorved data brydes ned, konceptualiseres og bygges sammen igen på nye måder, hvorved der udvikles en teori. Dette forgår ved tre analyseprocesser, som i princippet er adskilte, men som ofte foregår sideløbende. I åben kodning, findes og defineres dimensioner og egenskaber ved de studerede fænomener. I aksial kodning, forsøger man at klarlægge forbindelser mellem de enkelte emnekategorier. Selektiv kodning, er det afsluttende analysetrin, hvor formålet er at skrive en analytisk historie, der gør rede for de teoretiske sammenhænge i materialet (Holm & Schmidt, 1996; Schmidt & Holstein, 1999). (Kristina) Da formålet med analysen, som før nævnt, var at udarbejde en samlet beskrivelse af informanternes udsagn, lod vi os primært ladet os inspirere af åben- og aksial kodning. Vi påbegyndte analysen ved, at samle de meningsbærende udsagn, der gik igen i de transskriberede interviews. Disse inddelte vi i underkategorier, for senere at samle dem i overordnede koder. Koderne opstod dels ud fra informanternes udsagn og var dels hentet fra litteraturen og vores teoretiske forforståelse. I denne proces frasorterede vi irrelevante udsagn og aspekter fra det indsamlede data. Løbende i kodningsprocessen anvendte vi den metode, der i Grounded Theory beskrives som constant comparative method, hvor vi 12

13 konstant sammenholdte og revurderede data fra de enkelte koder, for at sikre at de omhandlede samme begreb - og omvendt at data med forskellige koder, dækkede forskellige begreber. Efterfølgende klarlagde vi forbindelser mellem koderne og de tilhørende underkategorier, for at finde mønstre samt undgå overlapninger i kodekategorierne. På baggrund af dette udvalgte vi de koder og tilhørende underkategorier, som vi vurderede var relevante i forhold til problemstillingen. Disse udgjorde en beskrivelse af det indsamlede data, som derved dannede grundlag for videre bearbejdning og diskussion. Disse koder beskrives nærmere i resultatopgørelsen. (Rikke) Etik Vi har gennem vores projekt taget udgangspunkt i de fire etiske områder som Kvale (2009) beskriver. Ved projektets begyndelse har vi via mail til informanterne, informeret om projektets formål samt kort beskrevet, hvordan undersøgelsen ville forløbe. Efter at have fået informanternes samtykke til at deltage i interviewet, har vi gennem briefing inden interviewstart, gjort opmærksom på, at de var garanteret anonymitet og fortrolighed. Alle interviews blev med informanternes accept, optaget ved hjælp af digital diktafon og efterfølgende slettet efter transskribering. Efter endt interview, har vi gennem debriefing gjort informanterne opmærksomme på, at såfremt de ønskede, var der mulighed for at modtage en lydfil med det aktuelle interview. Herudover fortalte vi, hvem der ville få adgang til den endelige opgave, samt at de når som helst havde mulighed for at trække sig, hvis de ønskede dette. Ligeledes har vi gennem transskriptionsprocessen, taget højde for informanternes anonymitet, og forsøgt at gengive deres mundtlige udsagn korrekt, af hensyn til at opnå størst mulig loyalitet overfor det sagte (Kvale, 2009). Som tidligere beskrevet, foretog vi de respektive interviews parvis. Den efterfølgende analyseproces var karakteriseret ved, at de som ikke havde deltaget ved selve interviewet, kunne supplere med en mere objektiv tilgang, da de havde en naturlig distance til informanternes udsagn. Det gjorde vi med henblik på at undgå, at vi ville identificere os for meget med interviewpersonerne, og derved ikke ville være i stand til at holde en professionel afstand. Herved har vi via vores interne organisering af processen aktivt forsøgt at styrke objektiviteten i vores analyse (Kvale, 2009). De adspurgte informanter arbejder indenfor et specialiseret område, og udgør en tredjedel af den gruppe som findes på landsplan. Derfor har vi valgt at præsentere vores 13

14 informanter som en overordnet gruppe, med henblik på at højne deres anonymitet. Ligeledes har vi givet hver informant en farvekode for at sløre deres identitet. (Sif) Præsentation af informanter Informanterne er ergoterapeuter, der har været uddannet mellem to og 41 år. De har mellem halvandet og 15 års erfaring i arbejdet med retspsykiatriske patienter. Informantgruppen består af otte kvinder og to mænd der arbejder på henholdsvis åbent retspsykiatrisk afdeling, lukket retspsykiatrisk afdeling, og højtsikret lukket retspsykiatrisk afdeling. En enkelt informant arbejder på en almen psykiatrisk afdeling, hvor der også er indlagt retspsykiatriske patienter. Samtlige informanter er organiseret i en netværksgruppe for ergoterapeuter, der arbejder med retspsykiatriske patienter, heraf er en tredjedel repræsenteret i vores undersøgelse. (Anna) Præsentation af patientgruppen Patientgruppen er psykiatriske patienter, der har begået kriminalitet og har fået en dom til behandling ud fra straffelovens 16, 68, 69 og 73, da de er erklæret sindssyge i gerningsøjeblikket. Undersøgelsens informanter beskriver at de retspsykiatriske patienter, oftest har en diagnose indenfor det skizofrene spektrum; F20 diagnosticeret ud fra ICD- 10. Herudover ses ofte bidiagnoser som dyssocial personlighedsstruktur og misbrugsdiagnoser. Informanterne karakteriserer patienterne som værende præget af svingende grad af sygdomserkendelse og ofte uden indsigt i egne problematikker. Mange har haft en opvækst med dårlige vilkår og har et spinkelt socialt netværk. (Kristina) Resultatopgørelse I det følgende afsnit, vil vi fremlægge vores resultater fra de gennemførte interviews (se bilag 6). Vi har inddelt vores data i tre overordnede koder med tilhørende underkategorier. Kode 1: Ergoterapeutens kompetencer Denne kode dækker informanternes syn på anvendelse af faglige og personlige kompetencer, i det ergoterapeutiske arbejde på en retspsykiatrisk afdeling. 14

15 Personlige kompetencer Der er bred enighed blandt de adspurgte informanter om, at man i høj grad gør brug af personlige kompetencer, samt at disse ikke er noget, man kan tilegne sig gennem uddannelsen. Endvidere påpeger flere af dem, at man skal have en bestemt personlighed for at kunne interagere med patienterne, og det kræver, at man kan kunne udvise empati, til trods for at man er bekendt med den kriminalitet, de har begået. Grå, l : så der ligger også noget personligt i det ( ) jeg skal kunne håndtere, at det faktisk er mordere, jeg går rundt i blandt, og det tror jeg ikke på, vi kan uddannes til ( ). Vi kan uddannes til at arbejde i psykiatri, men vi kan ikke uddannes til at omgås mordere og synes at det er det fedeste nord for alperne... Det er forskelligt hvilke personlige kompetencer informanterne gør brug af i deres arbejde. En informant oplever, at kunne relatere sin dagligdag til patienternes problemstillinger og interesser, og herigennem danne grundlag for en relation. En anden af informanterne er meget opmærksom på anvendelsen af sine personlige egenskaber og beskriver dem således: (Rikke) Mørkeblå, l : jeg har fået at vide, at jeg har en meget stærk personlighed, og jeg har en evne til lynhurtigt at etablere tillid og skabe ro i relationen til mennesker, og der tror jeg, at jeg har en personlig force - altså det er meget nemt for mig... Faglige kompetencer Samtlige af de adspurgte informanter har taget et obligatorisk kursus, som omhandler voldsforebyggelse og konflikthåndtering. Ydermere har alle taget supplerende kurser eller videreuddannelse, som har bidraget til udviklingen af deres faglige kompetencer. De gængse er henholdsvis Assessment of Motor Proces Skills (AMPS) og kognitiv efteruddannelse. En af informanterne ser AMPS-testen som et meget anvendeligt arbejdsredskab i arbejdet med retspsykiatriske patienter. Hvid, l : I at med jeg kan lave AMPS, så har jeg jo muligheden for at kan lave en standardiseret test, der sådan kan give et her og nu billede af patientens færdighedsniveau. Det giver et godt ( ) sammenligningsgrundlag, for eksempel hvis man går tre måneder tilbage, så 15

16 kan man se, om han er blevet bedre eller han er blevet dårligere indenfor de rammer, så på den måde kan jeg bruge AMPS sådan meget konkret... En informant oplever, ikke at have tilstrækkelig viden og redskaber til at kunne håndtere den misbrugsproblematik, som størstedelen af de retspsykiatriske patienter har. Denne synes derfor, at der indenfor dette område er behov for efteruddannelse, hvis misbrugshåndtering skal være en del af det ergoterapeutiske arbejdsområde. Flere af informanterne fremhæver, at det ville være relevant at få mere viden om retspsykiatrien fra grunduddannelsen. En informant udtaler, at patienternes problemstillinger er anderledes, grundet deres dom til behandling, og man er som ergoterapeut derfor nødt til at tilpasse interventionen herefter. Gul, l : så synes jeg ikke, vi har haft særlig meget om retspsykiatrien inde på uddannelsen, og det synes jeg er rigtig ærgerligt, når man kommer ud bagefter ( ) jeg synes, der mangler noget undervisning om retspsykiatri ( ), det er nogle andre problematikker, man også støder ind i heroppe som jo ikke bare handler om ergoterapi, men som påvirker dit arbejde som ergoterapeut rigtig meget... Grunduddannelsen bliver blandt informanterne beskrevet som meget bred, men mange påpeger, at den giver en god basisviden og hermed et grundlag for at praktisere ergoterapi. To af informanterne, har erfaret at mange af deres faglige kompetencer først, er blevet tillært i praksis. En informant oplever, at det er erfaring fra praksis gennem årene, samt den supplerende viden fra kurser og videreuddannelse, der vægtes højere end den ergoterapeutiske grunduddannelse. En anden informant ser efter- og videreuddannelse som en nødvendighed, for at garantere en kontinuerlig faglig udvikling og derved sikre patienterne en optimal behandling. Informanten mener derfor, at man som ergoterapeut har et ansvar, for at holde sig fagligt opdateret. Hvid, l : jeg synes ikke, ergoterapeutuddannelsen som sådan kan stå alene, fordi vi har brug for en bred vifte af muligheder i forhold til vores klienter, hvis vi er ensporet i vores måde at tænke på, så kører vi på et eller andet tidspunkt fast i vores valgmuligheder, og så kommer vi ikke videre. Men når vi har noget andet, så vil vi altid kunne have noget, vi kan trække på. Så på den måde, synes jeg bestemt, det er relevant, og jeg synes det er 16

17 (Sif) relevant, at vi hele tiden holder os i gang og vælger nye måder og forstå vores patienter på, og nye måder at forstå deres handlinger på... Anvendelse af teori Blandt de adspurgte informanter fremgår det, at de benytter mange forskellige teoretiske tilgange i deres intervention med patienterne. Endvidere har flere af dem ikke et konkret svar på, hvilke referencerammer de anvender samt begrunde hvorfor. De giver ligeledes udtryk for, at anvendelsen af de teoretiske referencerammer i det daglige, ikke er en bevidst refleksion, men snarere en grundviden, de har i baghovedet. Brun, l.58-59: men ikke sådan, at jeg kan sige jamen jeg bruger MoHO og den bruger jeg i alle situationer eller jeg bruger kun den canadiske model det er sådan lidt plukket... Nogle af informanterne, har valgt at benytte tankegangen fra Model of Human Occupation (MoHO) og Kielhofners interessetjekliste. En af informanterne oplever, at der kan være begrænsninger i det canadiske materiale, når man arbejder med patienter, der har kognitive dysfunktioner. Informanten oplever det, som værende vanskeligt, at anvende Canadian Occupational Performance Measure COPM på retspsykiatriske patienter, da den er problemorienteret, og patienterne ofte har ringe sygdomsindsigt. Enkelte nævner i forbindelse med at anvende COPM, at patienterne har svært ved at koncentrere sig i længere tid af gangen, samt at de har svært ved at definere egne behov og interesser. Gul, l : jeg tror slet ikke at vores patienter er gode nok til det, og det er også selvom alle de der scoringssystemer er taget væk, de vil simpelthen ikke kunne sidde og koncentrere sig om hvad er det jeg kan lide at lave. Mange af dem siger bare; jeg gider ikke lave noget, jeg vil egentlig bare sove hele dagen... En informant fortæller, at de på arbejdspladsen benytter det canadiske materiale, da de bedst kan relatere arbejdet med retspsykiatriske patienter til dette. De har stor succes med at bruge Canadian Model of Occupational Performance (CMOP), som de har gradueret således, at patienterne nemmere kan forholde sig til den. En af informanterne anvender både MoHO og det canadiske materiale, afhængigt af patientens tilstand og behov. Herudover tages der også højde for, hvad de øvrige 17

18 samarbejdspartnere ønsker belyst. En enkelt oplever det som værende et problem, at der endnu ikke er udviklet konkrete undersøgelsesredskaber, der kan anvendes i arbejdet med retspsykiatriske patienter. En anden informant påpeger ligeledes, at der ikke er udviklet et specifikt undersøgelsesredskab til denne patientgruppe, men benytter Occupational Circumstances Assessment-Interview and Rating Scale (OCAIRS), som er udviklet på baggrund af MoHO. Mørkeblå, l : Der er ikke ( ) nogle undersøgelsesredskaber, der er udviklet specifikt til retspsykiatrien ( ) til gengæld bruger jeg så ( ) OCAIRS undersøgelsesredskab, som virker på baggrund af MoHO s teori, som er udviklet netop til lukkede fængsler. Den kan man sige - at den undersøgelse går specifikt - men det er selvstudie, så det er et spørgsmål om, selv at betale og sætte sig ned og boge den Det ses blandt de adspurgte informanter, at der på flere af afdelingerne arbejdes ud fra en miljøterapeutisk referenceramme, der bidrager til at give struktur, kontinuitet og forudsigelighed. Nogle af informanterne udtaler, at de på afdelingerne er meget opmærksomme på, at det er vigtigt at skabe et motiverende og stimulerende miljø. (Anna) Hvid, l : Vi arbejder ud fra en miljøterapeutisk reference, ( ) der skal være struktur og kontinuitet og forudsigelighed i miljøet. Der er så nogle ting som; kontaktpersonsfunktionen, og der er morgenmøde, og der er patientrådsmøde og sådan nogle ting ( ) det er noget der er besluttet på afdelingen, at det er det de vil arbejde ud fra ( ) vi holder morgenmøde selvom der ikke er nogle patienter, så sidder vi der personalet Kode 2: Omgivelsesmæssige faktorer Denne kode omhandler informanternes udsagn om, de overordnede omgivelsesmæssige faktorer, som har indflydelse på deres oplevelse af muligheder i interventionen med de retspsykiatriske patienter herunder; organisationens kultur, samarbejde og de fysiske omgivelser. 18

19 Organisations kultur Størstedelen af informanterne oplever, at have stor frihed i deres arbejde, da der ikke stilles krav om bestemte behandlingstilbud fra ledelsen. De ser dette som værende positivt i deres arbejde, men understreger, at det er et stort ansvar, som stiller krav til, hvordan de vælger at tilrettelægge deres arbejde. Grå, l : Vi indgår ikke i normeringen, og vi har en meget meget stor frihed fra vores administrerende overlæge ( ) uden at hun skal blande sig, det er en fantastisk frihed at have, så har vi tilsvarende et stort ansvar for at forvalte det fornuftigt... En informant oplever, at prioriteringen af de økonomiske ressourcer kan påvirke mulighederne for intervention. Der er for eksempel ikke ressourcer til, at det øvrige personale kan tage med ud af huset. Flere informanter oplever derimod, at der er økonomiske ressourcer, til at få bevilliget relevante kurser. (Kristina) Gul, l : Ledelsen vægter højt, at deres personale er fagligt rustet til at være heroppe, så det sætter de stor pris på. Jeg kan huske, da jeg startede heroppe, der sagde de, at jeg skulle i hvert fald bruge fem procent af min tid på, at gå til kurser eller møder, ( ) på den måde er det noget de sætter stor pris på Samarbejde Flere af informanterne oplever, at have et godt monofagligt samarbejde, med enten kollegaer fra egen eller andre afdelinger. De nævner, at det er en vigtig del af deres arbejde at kunne sparre og drage nytte af hinandens erfaringer. De informanter, der ikke har ergoterapeutiske kollegaer på afdelingen beskriver, at den monofaglige sparring har svære vilkår, og oplever at være meget alene. Størstedelen af informanterne giver udtryk for, at de generelt oplever at have et godt tværfagligt samarbejde, flere af dem påpeger, at det er nødvendigt, i forhold til at kunne støtte hinanden med hensyn til de sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Gul, l : Vi har et samarbejde med dem, (tværfagligt personale) fordi de jo også skal gå med som anden person for vores sikkerhed ret ofte, 19

20 så på den måde så er vi nødsaget til at have et godt samarbejde med de andre faggrupper, og det synes jeg faktisk er rigtig rart Flere af informanterne værdsætter, at de øvrige faggrupper har kendskab til ergoterapi og anerkender deres arbejde ved at efterspørge deres viden og undersøgelser. (Rikke) Hvid, l : Vi er så privilegerede, at være på et afsnit hvor de tager ergoterapi meget alvorligt og de hører rigtig meget efter, hvad vi har at sige i forhold til patienterne og vi bliver spurgt rigtig meget Fysiske omgivelser Nogle af informanterne oplever, at de fysiske rammer er hæmmende i forhold til interventionen med patienterne. Det kan være lokalernes placering som ikke er optimale. Et lokale kan have mange funktioner, for eksempel er aktivitetsrum, ikke altid placeret på afdelingen eller i naturlig forlængelse af denne. Dette bevirker, at mange af patienterne når at miste motivationen, hvis aktiviteten ikke er let tilgængelig. Mørkeblå, l : Vi står nogle gange i det dilemma, at vi har nogle patienter der faktisk er motiverede for gerne at ville nogle aktiviteter, men grundet de fysiske omgivelser er vi nødt til at sige nej, og det synes jeg jo er rigtig øv, og det kan godt være demotiverende nogle gange En informant udtaler, at der er mange muligheder for aktivitet i nærmiljøet, hvilket kan virke fremmende for behandlingen, med de bedre patienter, der har udgang. En anden informant udtaler, at de begrænsede fysiske omgivelser, i form af sikkerhedsrestriktionerne på stedet, kan også virke fremmende for patienterne, da nogle af dem er så dårlige, at det er en fordel, at de er i et beskyttet miljø. (Sif) Blå, l : Nogle gange så er de (patienterne) jo meget meget syge, og der kan man sige, der er det jo et meget beskyttet miljø at være i, og det er jo fremmende når man er meget syg, at man laver et så beskyttet miljø som man kan 20

21 Egen følelse af sikkerhed Størstedelen af informanterne, føler sig meget sikre på afdelingen. De mener det skyldes flere forskellige faktorer, blandt andet at man er i stand til at vurdere og aflæse patientens tilstand, i forhold til hvilke behandlingsaktiviteter man tilbyder, så man ikke udsætter sig selv for unødig fare. Rød, l : Hvis de bliver vurderet så dårlige, at vi ikke ville kunne håndtere dem, så kommer de ikke i køkkenet, så aflyser man simpelthen og siger; han er for dårlig i dag. ( ) Eller hvis de er meget psykotiske, så ved du jo aldrig hvad de lige pludselig ser for deres øjne. (...) Så er det altså nogle andre signaler, nogle andre konsekvenser, dem vi har med at gøre heroppe... Flere af informanterne understreger vigtigheden af, at kende egne grænser og turde sige fra, hvis man føler, at de bliver overskredet. En informant udtrykker, at i de situationer hvor en patient viser truende adfærd, er det vigtigt at trække sig, når man vurderer, at det er nødvendigt. En anden informant har oplevet, at måtte sige fra, når omgivelsernes forventninger ikke svarer til ens egne. Hvid, l : Jeg vil ikke gå ind til en patient, som jeg ikke er tryg ved, med en lukket dør, aldrig nogensinde. Det er lang tid siden, jeg tog den beslutning, at det gjorde jeg ikke, selvom jeg havde en chef der sagde, jeg skulle noget andet. På den måde føler jeg ikke, at jeg står i en situation med noget, jeg ikke kan magte... Et andet vigtigt aspekt er, at størstedelen af informanterne er bevidste om den potentielle fare, som de retspsykiatriske patienter udgør, men det er ikke noget de fokuserer på i deres daglige arbejde med patienterne. De føler at de har god opbakning fra kollegaerne, hvilket er med til at give dem tryghed i deres færden på afdelingen. Mange er opmærksomme på at informere det øvrige personale om, hvor de befinder sig, og ved at de i utrygge situationer, altid kan benytte deres overfaldsalarm. Grøn, l : vi er jo meget opmærksomme på hvor hinanden er, ( ) der er også mange der fortæller; nu går jeg på toilettet, og nu går jeg herind, ( ) vi ved, hvor hinanden er hele tiden. ( ) Så har vi også nogle alarmer, bærbare alarmer, som vi kan trykke, hvis det er. ( ) Jeg føler mig ikke usikker overhovedet... 21

22 (Anna) Kode 3: Betydningsfulde faktorer for behandlingen mellem patient og terapeut Denne kode dækker ergoterapeuternes individuelle syn på patientgruppen, relation, motivation, lov- og sikkerhedsmæssige restriktioner samt afdelingens miljø, som de adspurgte informanter oplever som værende betydningsfulde i behandlingen af de retspsykiatriske patienter. Ergoterapeuternes individuelle syn på patientgruppen Nogle informanter udtaler sig om vigtigheden af at have forståelse for patientens adfærd og bevæggrunde herfor. Desuden udtaler en informant, at det er vigtigt, som behandler, at kunne se ud over den kriminalitet patienterne har begået og have fokus på deres psykiatriske lidelse i behandlingen. Rød, l : For at kunne arbejde sådan et sted, skal man også kunne se ud over, at ( ) de har været psykotiske, så nogle af dem, de aner jo dårligt nok (...) de har gjort det, og det må jo egentlig være forfærdeligt at være så syg Nogle af informanterne påpeger, at de ikke oplever, at de grundlæggende problemstillinger hos den retspsykiatriske patient afviger fra den almene psykiatriske patient. Den ergoterapeutiske intervention skal gerne afspejle patientens mål, uanset om behandlingen finder sted i retspsykiatrisk regi eller almen psykiatrien. Det handler for disse om ergoterapeutens måde at tilpasse interventionen på. Hvid, l : om jeg har en patient med i madgruppe i lukket regi eller retspsykiatrisk regi, det er der forskel på, men så handler det om, hvordan jeg så former min måde at arbejde på, så resultatet for mig skulle jo gerne komme ud i sidste ende på det samme. Det skulle gerne være sådan, at patienten har en oplevelse af, at have arbejdet med nogle mål, som er relevante for dem. De skulle jo gerne have muligheden for at opnå de samme færdigheder til sidst... Flere af informanterne omtaler, at mange af patienterne har haft en psykose, da de begik kriminalitet og derfor først bliver opmærksomme på, hvad de har gjort, når de er velmedicineret og er ude af psykosen. En informant oplever ofte, at erkendelsen af den 22

23 begåede kriminalitet, samt det at skulle forholde sig til sin psykiatriske lidelse, kan være en hård proces for patienten. Blå, l : Når de kommer ud af psykosen, og egentlig finder ud af hvad det er, de har gjort, så er det ofte forbundet med meget meget stor lidelse, så har man slået sine børn og sin kone ihjel eller hvad det nu er, så skal man forholde sig til den kriminalitet og den side af sig selv, fordi at den kan komme igen, hvis forudsætningerne er rigtige Nogle af informanterne beskriver, at arbejdet med retspsykiatriske patienter ofte bliver hæmmet af patienternes ringe motivation og manglende sygdomserkendelse. Derudover beskriver en af informanterne, at mange af patienterne har haft dårlige vilkår i opvæksten, hvilket kommer til udtryk i deres adfærd. Grå, l : Nogen har en ide om, at de er syge og har brug for medicin. Andre mener, at deres største problem er, at de er spærret inde på en retspsykiatrisk afdeling, og bare skal ud. Så det er ikke alle, der har særlig stor motivation for behandling... Enkelte påpeger, at mange af patienterne har vanskeligt ved at sætte ord på deres ønsker for aktivitet og en af dem nævner, at en grund til dette kan være, at mange af patienterne aldrig har haft en fritidsbeskæftigelse grundet deres kulturelle og sociale baggrund. De skal derfor først nu til at finde ud af, hvad de finder interessant. En informant gør opmærksom på, at nogle af patienterne umiddelbart ikke kan se formålet med at deltage i den ergoterapeutiske behandling, hvis de alligevel skal være indlagt de næste mange år. (Kristina) Grå, l : Der findes en pause-knap, den findes der også i livet, og den er der altså nogle af dem, der trykker på. Uanset hvor god min behandling er, uanset hvor højt et funktions-niveau jeg får, så har jeg (patienten) en anbringelsesdom, så skal jeg være her i otte år, der sker ikke en skid, jeg kommer ikke ud før, hvorfor så bruge en masse energi på noget, når det ikke giver noget resultat 23

24 Relation En af informanterne udtaler sig om, at de sikkerhedsforanstaltninger der er på stedet, kan påvirke det at kunne skabe en relation til patienten. Gul, l : Omgivelserne påvirker rigtig meget, det jeg kan lave som ergoterapeut. Vi har jo rigtig mange begrænsninger i forhold til, hvad vi sikkerhedsmæssigt må. Når vi går ud fra afdelingen med en patient, skal vi altid være to omkring patienten, det kan godt give et eller andet i forhold til den relation, man kan få med patienten... Flere af informanterne påpeger vigtigheden af, at have en kontinuerlig kontakt med patienterne, for at skabe en relation og derved nemmere kunne motivere dem til deltagelse i behandlingen. En af informanterne giver udtryk for, at det er essentielt for den ergoterapeutiske behandling, at relationen til patienterne er tillidsfuld. Brun, l : Som person skal du have oprettet en eller anden behandlingsalliance, uanset hvor bevidst den er for patienten. For hvis ikke der er et tillidsforhold imellem, jamen så kan den behandling eller det mål eller det man ønsker at opnå, så kan det ikke lade sig gøre. Fordi så ønsker de ikke at arbejde på det og løse det problem der er... Ydermere udtaler to informanter, at kontakten i behandlingen udvikles ved at der sker små fremskridt. Den ene påpeger, at det er en fordel at benytte behandlingsaktiviteten til at skabe kontakt til patienten, da det uformelle aspekt i aktiviteten, ofte gør det lettere at skabe en god kontakt. Grå: l : Det ikke altid lige nemt at skabe motivation hos patienterne. Vi er nede i de små fremskridt hos patienterne, når en patient begynder at sige; godmorgen X, i stedet for bare at sige; godmorgen ( ). Nogle gange så kan man få en ganske god snak, henover et net til badminton, som vi i hvert fald ikke får, hvis vi sidder som vi gør nu, på hver side af skrivebordet, fordi det er da godt nok farligt, for nu skal de have flået informationer ud af mig. Vores patienter oplever det generelt ikke på samme måde, når vi for eksempel spiller badminton eller fodbold, ( ) da vi har noget at være sammen om, mens vi snakker... 24

25 To informanter påpeger, at de retspsykiatriske patienter generelt har længere behandlingsforløb end patienterne i almenpsykiatrien. Dette giver mulighed for at opbygge en god relation patient - terapeut imellem, da dette ofte er en lang og tidskrævende proces i arbejdet med retspsykiatriske patienter. Rød, l :... det giver nogle muligheder, at de er der, i stedet for at det var et ambulant forløb eller en eller anden afdeling, hvor de kunne gå ud og ind. De render ikke rigtig nogen steder, man kan gå ind, når det byder sig Nogle informanter oplever, at være privilegeret som ergoterapeut, da de som udgangspunkt arbejder med de aktiviteter patienterne finder meningsfulde. De er derfor ofte mere motiverede for ergoterapeutisk behandling end anden behandling. Derudover oplever en anden informant at kunne benytte sine ergoterapeutiske redskaber i forhold til at møde patienterne, der hvor de er og derved undgå konflikter. (Rikke) Blå, l : men det er i det hele taget ens tilgang ( ) ens menneskesyn gør, at man ofte ikke kommer så meget i konflikt, og må jeg sige, at vi er heldige, fordi vi kommer over på afdelingen og gør det som de (patienterne) gerne vil, så vi er de gode Motivation Størstedelen af informanterne oplever, at patienternes motivation for behandling er svingende, og hos nogle slet ikke til stede. Ligeledes beskriver flere informanter, at en stor del af deres arbejde består af, at motivere de retspsykiatriske patienter til at deltage i den ergoterapeutiske behandling. Flere af informanterne udtaler, at patienternes motivation for behandling oftest ikke er til stede, da de er anbragt til behandling ufrivilligt. De lange behandlingsforløb gør det vanskeligt for patienterne at se meningen med at deltage i behandlingen. Brun, l : Når man har en retslig patient, kan problemet være, at de er anbragt her ufrivilligt, så de kan mange gange ikke være motiveret for behandlingen, ( ) så på den måde kan man sige, at de er underlagt en eller anden form for tvang. At de er presset ind i den her behandling, så deres egen motivation er måske ikke så stor... 25