Personlige medier i hverdagslivet

Transkript

1 D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Ph.d.-afhandling Rasmus Helles Personlige medier i hverdagslivet

2 Rasmus Helles Personlige medier i hverdagslivet

3

4 Indholdsfortegnelse 1 INDLEDNING OG PROJEKTBESKRIVELSE HVORFOR HVERDAG? FORSKNINGSSPØRGSMÅL TERMINOLOGI REVIEW: PERSONLIGE MEDIER OG HVERDAGSLIV DOMESTICERING MEDIUM THEORY KOMMUNIKATION OG SOCIALE RELATIONER SAMMENFATNING TEORI INDLEDNING LIVSFØRELSE: DET PERSONLIGE HANDLINGSSYSTEM LIVSFØRELSEN SOM VIRKSOMHEDSINTEGRATION LIVSFØRELSENS STRUKTURELLE ELEMENTER LIVSFØRELSENS SOCIALE PRÆGNING VIRKSOMHEDSTEORI SOM STRUKTURATIONSTEORI SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVERING GENRE OG SOCIAL HANDLING GENRE OG SOCIAL ORGANISATION DIFFUSION OG ANVENDELSE AF PERSONLIGE MEDIER I DANMARK INDLEDNING DIFFUSION AF PERSONLIGE MEDIER I DANMARK ANVENDELSEN AF FORSKELLIGE TYPER KOMMUNIKATION MOBILTELEFONI OG SMS INDLEDNING SAMTALETRAFIK SMS TRAFIK MEDIERNES ARBEJDSDELING: SMS OG SAMTALE LIVSFASE OG KOMMUNIKATIONSMØNSTERE

5 6.6 HVERDAGENS KOMMUNIKATIONSMØNSTER: DE 4 ZONER MOBILTELEFONI, SMS OG HVERDAGENS RYTMER ALDER OG SMS BRUG I UDVIKLINGSPERSPEKTIV PERONSLIGE MEDIER I HVERDAGEN: KVALITATIVE PERSPEKTIVER INDLEDNING DE TRE LIVSFØRELSESTYPER HVERDAGSKOMMUNIKATIONENS GENRESYSTEMER HUSSTANDENES HVERDAGSKOMMUNIKATION DE NÆRMESTE: FAMILIE OG NÆRE VENNER PERPEKTIVERING I: KØN OG PERSONLIG KOMMUNIKATION PERSPEKTIVERING II: ALDER OG PERSONLIG KOMMUNIKATION KONKLUSION OG PERSPEKTIVER KONKLUSION PERSPEKTIVER AT TÆLLE TEKST OG TALE REPRÆSENTATIVITET, SIGNIFIKANS OG MEGET STORE N DATAKVALITET OG DATARENSNING METODEBEMÆRKNINGER, KVALITATIV ANALYSE REFERENCER DANSK RESUME ENGLISH RESUMÉ APPENDIKS

6 1 INDLEDNING OG PROJEKTBESKRIVELSE Udgangspunktet for arbejdet med den foreliggende afhandling 1 var en samtale, jeg havde med en kvinde i 2004, mens jeg arbejdede på mit universitetsspeciale, som handlede et netbaseret fællesskab. Min samtalepartner bestred på daværende tidspunkt en ret høj stilling i en større dansk virksomhed, og hun syntes kommunikation og nye medier var et interessant emne, og havde bedt mig om at fortælle om mit projekt. I løbet af samtalen havde jeg fået vrøvlet mig ud ad en tangent, og hun åbenbart kunne høre, at det ville tage mig et stykke tid at finde tilbage til en tråd i forklaringen. I hvert fald afbrød hun myndigt mine væverier med en oplysning om, at der lige var gået noget op for hende, som hun regnede med, jeg ville synes var interessant: Hun havde opdaget, at hendes mobiltelefon havde ødelagt ligestillingen i hendes ægteskab! Da jeg spurgte hvad hun mere præcist mente med det, forklarede hun, hvordan hun og hendes mand, som også var ansat i en krævende karrierestilling, ved starten af deres samliv havde indgået en klar aftale om at deles fuldstændig ligeligt om det huslige arbejde, og at de timer de opholdt sig på deres job var hellige: Rengøring, børnepasning, koordinering af sociale planer med familie og venner alt dette skulle foregå efter arbejdstids ophør, sådan at de begge kunne give den hele armen mens de var på arbejde, uden forstyrrelser. De måtte selvfølgelig godt ringe til hinanden og sende s og det gjorde de også, men den fælles overenskomst var klar: I arbejdstiden kunne ALT, der ikke var arbejdsrelateret, ignoreres og udsættes, såfremt arbejdet krævede det. Uden efterfølgende undskyldninger, og uden dårlig samvittighed. De havde begge levet godt med dette arrangement i adskillige år, men det var altså lige gået op for hende, at arrangementet ikke havde virket helt efter hensigten i de seneste år. På grund af deres ledende stillinger havde de begge haft mobiltelefoner i mange år, men det som var sket et års tid inden samtalen fandt sted var, at deres fælles barn var nået til skelsår og alder (vistnok 11), og var blevet udstyret med sin egen mobil. Ungen (en datter) var nominelt underlagt den samme overenskomst som forældrene havde med hinanden (kun ringeri i arbejdstiden hvis det er virkelig nødvendigt), 1 Arbejdet med afhandlingen er finansieret gennem en bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation 4

7 men eftersom børn har andre kriterier for væsentlighed end voksne, så var hyppigheden af opkald relativt høj. Forskellen var, at mens manden i forholdet havde opretholdt aftalen (han snakkede kun i længere tid med datteren, hvis anliggendet var vigtigt efter voksenstandard), så havde min samtalepartner ofte givet efter, og talt lidt længere med hende: Samtalerne var ikke så lange, og det skete ikke engang hver dag, noget selv den skrappeste karrierehverdag levner plads til. Det var da heller ikke disse samtaler, som min samtalepartner mente havde ødelagt ligheden i forholdet. Det var de utilsigtede konsekvenser: De korte samtaler var nemlig slet ikke samtaler i betydningen afsluttede meningsudvekslinger, men derimod åbninger af samtaler om f.eks. skolegang, begivenheder i datterens venindekreds osv. og samtalen om disse emner fortsatte ofte når mor og datter mødtes i hjemmet om eftermiddagen. Og det var her hun fandt kimen til den udvikling, som havde undermineret ægteparrets egalitære kontrakt: Fordi samtalerne allerede var i gang, var det pludselig blevet en selvfølgelighed, at de i hovedsagen fortsatte mellem mor og datter, hvilket med tiden havde betydet, at også en masse praktiske arrangementer omkring datteren efterhånden var overgået fra at være en fælles opgave, som ægtefællerne deltes om, til en opgave som moderen tog sig af. Hun var jo alligevel allerede involveret i datterens liv og gøremål, og så er det jo nemt Anekdoten inspirerede mig til at stille spørgsmålet om, hvordan de nye, digitale medier til interpersonel kommunikation har etableret sig i vores daglige liv med hinanden? Gennem de seneste cirka 15 år har udviklingen af den digitale teknologi gjort det muligt for os at udvide arsenalet af medier til interpersonel kommunikation: I 1990 havde de fleste valget mellem den gammeldags telefon i stuen og postkassen nede på gadehjørnet, når de ville rette henvendelse til folk, som de ikke lige var sammen med. I 2009 råder de fleste over en personlig mobiltelefon (som man både kan skrive på og snakke i), mange, har en -konto, og en del bruger messengerchat, gerne suppleret med en eller flere online netværkstjenester som f.eks. Facebook. I de fleste hjem står der desuden stadig en fastnettelefon, ligesom det fortsat er muligt at sende breve som telegrammer. I dag er det næsten sådan, at man skal have en grund til ikke at være på Facebook. Sådan sagde kommunikationsrådgiveren Henrik Byager for nylig til BT, og det er 5

8 der åbenbart 2/3 af de voksne danskere, der har 2. Ikke alle har taget alle de nye muligheder til sig, og de bruger heller ikke de forskellige medier lige intenst. Den foreliggende afhandling stiller spørgsmålet om, hvilke forskelle der er i folks måde at bruge kommunikationsmedierne på, og hvordan disse forskelle hænger sammen med vores måde at leve hverdagslivet på? 1.1 HVORFOR HVERDAG? Hverdagslivet er på flere måder oplagt som integrativt begreb i analysen af de personlige mediers samfundsmæssige indlejring. Blandt de mere indlysende er det forhold, at interaktionen med mennesker i vores omgangskreds udgør et centralt element i det daglige liv, både i kvalitativ og kvantitativ forstand, og at de personlige medier gør det muligt for os at udbrede denne interaktion til nye situationer, hvormed de selv bliver til et nyt element i hverdagslivet. I forhold til den kommunikation, der medieres, er det afhandlingens grundposition, at det drejer sig om meddelelser, der udveksles mellem mennesker, som ikke kun, og ofte heller ikke primært, har den medierede virksomhed til fælles. Mange mennesker indgår f.eks. til daglig i en kernefamilie, hvor medieringen af medlemmernes indbyrdes kommunikation blot er en brik i et stort kommunikativt mønster, der spænder over mange dagligdags situationer, hvoraf kun nogle udspiller sig gennem medier. På samme måde er vore samlede kommunikation med vore øvrige familiemedlemmer, venner og bekendte ofte sammensat af både medieret kommunikation og samvær ansig-til-ansigt. For de fleste voksne mennesker er disse mønstre af kommunikation vævet ind i de forpligtelser og nødvendigheder, der knytter sig til den på mange måder banale, men også vigtige opgave: At få hverdagen til at fungere og hænge sammen. Kommunikationen med andre indgår således i de mange små projekter, vaner og aktiviteter, som tilsammen udgør en persons hverdag. Dette gælder både for den kærlige kommunikation med partnere eller børn, som kan gøre hverdagen særligt dejlig at være i, og for den irritable nødopringning fra supermarkedet, for at høre hvad der skal i gryderetten, når nu porrerne er udsolgt. Hverdagen kan på den måde betragtes som en 2 Den , tilgået Medlemstallene for FaceBook diskuteres i kapitel 4. 6

9 omfattende kontekst, der konstant stiller os overfor såvel ufravigelige krav, som muligheder og potentialer, der på forskellig vis involverer os som praktisk handlende og kommunikerende væsner. Afhandlingen betjener sig i den sammenhæng af en principielt individbaseret opfattelse af hverdagen. Under denne synsvinkel har hverdagen altid handlet om at få sin aktivitet i forskellige sociale kontekster til at hænge sammen med hinanden: Hvis vi har travlt på jobbet kan det mærkes derhjemme, og hvis en god ven har brug for vores omsorg må vi for en tid skrue ned for samtalerne med naboen over hækken. Hvordan vi løser ligningen på tværs af de mange kontekster vi hver især bevæger os gennem er en unik opgave for os alle sammen: Frem for at studere, hvordan de nye medier indgår i forskellige kollektiver (i vennegruppen, i familien, på arbejdspladsen), så tager afhandlingen udgangspunkt i den tværgående kontekstualiseringproces, der opfattes som en aktivitet, der udfoldes af ethvert individ, og som retter sig mod at integrere dagligdagens forskellige elementer med hinanden. Det er afhandlingens position, at de nye medier med særlig fordel kan studeres under denne synsvinkel, for de netop er personlige: Det er min , min telefon, og mit valg hvordan jeg bruger dem til at forvalte mit ansvar og mine behov i de forskellige sociale kontekster, jeg bevæger mig mellem. Af samme grund benævnes de i afhandlingen som personlige medier. Afhandlingens individuelle perspektiv på hverdagen er imidlertid af principiel og teoretisk art, og ikke udtryk for en individualistisk opfattelse af social interaktion og samhandling: Hverdagens miks af krav og muligheder kan ikke kombineres frit af den enkelte. Tvært imod, så er vor kombinationsfrihed betinget af samfundsmæssige strukturer på en række niveauer: Velfærdssamfundets institutioner og arbejdsmarkedets krav er kun undtagelsesvist åbne for individuel tilpasning i større omfang, og de sætter på den måde klare rammer for den individuelle kombinatorik. På samme måde er sociale roller i forhold til familie og venner ofte skabt gennem lang tid, og kommer med deres egen proveniens af do s and don ts. Afhandlingens individuelle perspektiv er heller ikke lukket for den indsigt, at de personlige medier giver alle andre i vores omgangskreds den samme frihed til at skrue på balancerne i hverdagsforvaltningen, som vi selv får: Den enes small talk i en pause på arbejdet kan være den andens fatale tidsrøver i en presset situation. Det 7

10 individuelle perspektiv peger i den situation på, at vi både får nye muligheder for at påvirke andre, og nye muligheder for at lade andre påvirke os eller for at smyge påvirkningsforsøget af os. I den indledende anekdote var det netop kvindens eget valg at løsne fortolkningen af pagtens paragraffer, der slog igen på en overraskende og uforudset måde men det første valg var netop hendes, ligesom det var mandens valg at holde sig til pagtens bogstav. En væsentlig bestanddel i hverdagslivet er altså den ofte indviklede kunst at få meget forskellige krav og behov (både andres, institutionernes og ens egne) til at balancere med hinanden, og centrale processer i at få dette til at lykkes er social koordination og integration. Begge processer har allerede været fremhævet som centrale elementer i den sociale anvendelse af mobiltelefonen (Ling & Haddon, 2003, Ling, 2008). Det er afhandlingens position, at et individorienteret perspektiv på hverdagslivet er et relevant og operationalisérbart udgangspunkt for at uddybe forståelsen af disse centrale mekanismer i den samfundsmæssige integration af de personlige medier. Skønt hverdagslivet i afhandlingens optik er produktet af en individuel integrationsvirksomhed, så er hverdagsliv som sagt ikke unikke i enhver henseende, hvilket gør hverdagslivet til en relevant, analytisk kategori, fordi det kan operationaliseres på flere forskellige niveauer. Med behørige afgrænsninger kan det anvendes i intensive såvel som ekstensive undersøgelsesdesigns (Danermark, 2002: 165). Det vil groft sagt vil sige, at det både kan analyseres i stor skala (gennem kvantitative metoder) og i lille skala (gennem kvalitative). Det fremmeste eksempel på dette er, at hverdagslivet for en stor dels vedkommende består af gentagelser og rutiner, og skønt betydningen og den præcise indretning af dem er et anliggende for kvalitative analyser, så har rutiner også en karakter, der gør at de kan indfanges i f.eks. logdata over mobiltelefonbrug som dem, der præsenteres i afhandlingens analyser. 1.2 FORSKNINGSSPØRGSMÅL Afhandlingens formål er at levere et teoretisk og empirisk bidrag til forståelsen af anvendelsen af personlige medier i Danmark. Afhandlingens teoretiske fokus er relationen mellem de personlige medier og hverdagslivet. Afhandlingen fremlægger på denne baggrund empiriske analyser på en række skalatrin, fra samfunds- til individniveau, med det formål at demonstrere hverdagslivets centralitet i den sociale integration af de personlige medier. 8

11 For at udmønte målsætningen i et reelt bidrag er der først gennemført et litteraturreview, som rapporteres nedenfor, og som tjener til at placere afhandlingen i forhold til relevant, eksisterende forskning på området. Der er desuden taget hensyn til den eksisterende, statistiske viden om de personlige mediers udbredelse og (især) anvendelse i Danmark, som er ret beskeden, og ligger langt bag den viden, der er tilgængelig i f.eks. Norge 3. Afhandlingen samler den eksisterende viden, og præsenterer desuden en række analyser, som begynder at rette op på den manglende viden på området. For at nå målet foretages der også en række afgrænsninger: For det første afgrænser afhandlingen sig fra at beskrive anvendelsen af personlige medier i organisationer. Fokus er på den private anvendelse af de personlige medier til personlige formål. I det omfang der optræder overvejelser om arbejdslivets placering er det arbejdslivets betydning for gestaltningen af det hverdagslivet der er tale om. For det andet afgrænser afhandlingen sig fra spørgsmålet om mekanismerne i diffusionen af de personlige medier. Afhandlingen beskæftiger sig indgående med spørgsmålet om de forskellige mediers udbredelse i befolkningen, men søger ikke at beskrive mekanismerne bag diffusionsprocessen nærmere. Flere af de nye, personlige medier (mobiltelefoni, SMS og ) er i dag så udbredte, at de tangerer eller overgår de traditionelle (breve og fastnettelefoni). I teoretisk henseende baserer afhandlingen sig som sagt på teorier om hverdagsliv og livsførelse, samt på teorier om medievalg i situationer hvor flere medier er til rådighed (i afhandlingen kaldet intermedialitet). I empirisk henseende fremlægges der i afhandlingen resultater fra tre separate analyser: En opsamling og sammenstilling af de tilgængelige, statistiske oplysninger om de enkelte, personlige mediers udbredelse i befolkningen, som suppleres med analyser af oplysninger fra en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse (N=2733). En analyse af brugsdata for et repræsentativt panel (N=8.681) af mobiltelefonbrugere, som dækker to af de mest anvendte, personlige medier, nemlig SMS og mobiltelefoni. 3 Norsk Mediebarometer, som giver adgang til statistiske oplysninger om såvel udbredelse som anvendelse af en række personlige medier. 9

12 Og endelig resultaterne fra en kvalitativ undersøgelse blandt to grupper af danskere. Deltagerne i analysen er udvalgt ud fra en kombination af snowball sampling og maximum variation sampling. Resultatet er N=13 interviews med medlemmer af to sociale netværk, som spænder fra middelklassen til den øvre middelklasse, med deltagere mellem 23 og 84 år, og over singler, børnefamilier, bedste- og oldeforældre, og fra studerende til direktører. Fælles for dem er, at de kender en eller flere af de andre interviewede, og at de har fortalt om deres hverdagsliv og måden de har falset brugen af personlige medier ind i dette liv. De statistiske analyser har folk i alle aldersgrupper med, mens den kvalitative analyse (pga. omstændigheder ifm. samplingprocessen) ikke indbefatter børn/teenagere. 2 TERMINOLOGI MEDIER Med mindre andet er specifik anført, så bruges mediebegrebet i bred forstand, og som synonymt med en afgrænset, teknologisk kanal for mediering af symbolsk indhold: og chat er i den forstand medier, ligesom SMS, mobiltelefoni og fastnettelefoni også udgør hver deres medie. Denne terminologi fastholdes også i forhold til medier, der er indlejret i hjemmesider, som f.eks. det lignende beskedsystem i den sociale netværkstjeneste FaceBook.com. På samme måde betragtes Skype.com også som en form for IP-telefoni. PERSONLIGE MEDIER OG PERSONLIG KOMMUNIKATION I det følgende bruges betegnelsen personlig kommunikation og personlige medier om kommunikation gennem kanaler, som er åbne for gensidig interaktion, og hvor gensidigheden er det centrale princip for kommunikationen. Dvs. at kommunikation gennem medier som telefoner, , webfora etc. tælles med i denne kategori. Dermed adskilles personlig kommunikation først og fremmest fra massekommunikation, som betegner kommunikation, hvor feedback typisk er begrænset, og hvor langt de fleste modtagere af kommunikation ikke selv bidrager særskilt med indhold. ANSIGT-TIL-ANSIGT 10

13 Ansigt-til-ansigt-interaktion betegnes både med denne term, og med forkortelsen f2f (face-to-face). 3 REVIEW: PERSONLIGE MEDIER OG HVERDAGSLIV Det følgende review gennemgår en række nøgletekster fra det medie- og kommunikationsvidenskabelige felt, som på forskellig vis er relevante for afhandlingens problemstilling. Feltet er præget af, at den digitale udvikling på kort tid har ændret landskabet for de personlige medier på en gennemgribende måde: Der er mange nye medier, og de er taget i brug i mange forskellige samfundsmæssige kontekster, både i virksomheder, i privatsfæren og i det offentlige liv. Dette har givet feltet en fundamental tværfaglig karakter, hvilket både betyder, at der er mange tekster, der tangerer forskellige aspekter af afhandlingens anliggende, og samtidig at de relevante tekster ofte er præget af traditioner og problematikker, der er særligt betydningsfulde på de fagfelter de stammer fra. Den hastige udvikling af feltet over en relativt kort periode betyder samtidig, at antallet af små, empiriske studier er ganske omfattende, mens antallet af tværgående og syntetiserende værker er meget lille. På trods af denne store bredde i feltet, så er antallet af tekster, der eksplicit behandler afhandlingens problematik om de personlige mediers indlejring i voksnes hverdagsliv overraskende begrænset. For at håndtere disse forhold bedst muligt anlægger afhandlingen en tostrenget strategi i litteraturhåndteringen. Den relevante, empiriske litteratur citeres undervejs i afhandlingens teoretiske og empiriske kapitler. Reviewkapitlet er anlagt som en generativ diskussion af udvalgte teorier eller tekster, som behandler problematikker, der kan bidrage til at afklare afhandlingens position i forhold til medier, kommunikation og interaktion. 3.1 DOMESTICERING Domesticeringsbegrebet anvendes bredt indenfor analyser af samspillet mellem teknologi og hverdagsliv, og det har også opnået vid udbredelse indenfor forskningen i personlige medier, ikke mindst indenfor udforskningen af mobiltelefonen, og i nogen grad også i studier af internettet og de dertil hørende personlige medier. Det anvendes til at indikere den sociale proces, hvorved (især) nye teknologier tages i anvendelse i sociale sammenhænge. 11

14 I (Ling & Pedersen, 2002) anvendes begrebet som samlebetegnelse for den meget omfattende gruppe af studier, der beskæftiger sig med de sociale konsekvenser af mobiltelefonens integration i samfundet. (Gengivet efter (Ling & Pedersen, 2002: 7)) Figuren er nyttig fordi den viser, hvordan domesticeringsbegrebet i dag dækker den brede vifte af studier, som beskæftiger sig med brugernes oplevelse og anvendelse af kommunikations- og medieteknologier: Modellen er taget fra en artikel der beskæftiger sig med mobile internettjenester, men kan i praksis udstrækkes til at dække en lang række andre områder indenfor den IKT-forskning der retter sig mod ikke-arbejdsmæssige anvendelser af medier og teknologi. Oprindeligt er domesticeringsbegrebet formuleret indenfor det engelske cultural studies-miljø i starten af 1990 erne (Silverstone & Hirsch, 1994 (1992)), hvor det eksplicit er placeret som en fortsættelse af den empiriske publikumsforskning (Morley, 1980, Morley, 1986), som op gennem 1980 erne havde etableret forestillingen om det aktive publikum som en central og selvstændig instans i det kommunikative kredsløb omkring massemedierne: Erkendelsen af, at publikum ikke er passive konsumenter af massefabrikeret indhold, men derimod selv, gennem en kollektiv proces foran skærmen, bidrager aktivt til konstruktionen af betydningen i tvs tekster, skulle med domesticeringsbegrebet udstrækkes til også at gælde omgangen med andre teknologier. Når en ny teknologi tages ud af æsken kaster den ikke automatisk en række prædefinerede praksisformer af sig, men må først gennemgå en integration i husstandens såkaldte moralske økonomi, før dens egenskaber og konsekvenser kendes. Netop integrationsprocessens aktive karakter afspejles i navnet, domesticering, som oprindelig betegner selve naturbeherskelsens mest basale proces, nemlig avl: Domesticering af vilde dyre- og plantearter består 12

15 netop i selektionen af egenskaber, så den vilde art tæmmes og tilpasses menneskenes behov. Den samme proces antages at gælde for tilpasningen af teknologier til menneskers behov. I sin oprindelige udgave formuleres domesticeringen især med udgangspunkt i husstanden, og begrebet moralsk økonomi udmøntes (mest omfattende i (Silverstone, 1994)), som betegner en husstands indre bestand af værdier og balancen mellem husstandsmedlemmernes sociale roller i forhold til hinanden. Hvordan en given teknologi domesticeres afhænger af, hvordan tingene i forvejen foregår i den pågældende husstand (f.eks. hvem der har magten til at definere passende anvendelser for den pågældende teknologi, hvem der må bruge den osv.). I perioden fra cirka midten af 1990 erne ændres begrebets status fra hovedsagelig at beskrive teknologiers integration i husstandes moralske økonomi (Haddon, 2006), til i højere grad at betegne indlejringen af teknologier i kulturelle praksisformer i bredere forstand (Bakardjieva, 2006a). En af de ting, som mest konsekvent er gået i arv fra de tidlige studier under domesticerings-betegnelsen til de nyere er det store fokus på teknologier, der ofte indsættes på samme forklaringsmæssige plads som teksten indtager i publikumsstudierne. Domesticeringsstudier har generelt et klart fokus på medier som teknologier-i-kontekst, og i relativt beskeden grad på den kommunikationsstrøm som medieteknologierne samtidig er bærere af (Hartmann, 2006: 89f). Det er afhandlingens position, at mens domesticeringsforskningen har bidraget til at sætte forvaltningen af medie- og kommunikationsteknologier på landkortet indenfor bl.a. medievidenskabelige studier, så er den systematiske og teoretiske håndtering af spørgsmålene omkring forholdet mellem medieteknolgi og den kommunikation, de understøtter udviklet mere frugtbart udenfor domesticeringsparadigmet, ikke mindst indenfor medium theory (Helles, under udgivelse). 3.2 MEDIUM THEORY Afhandlingens fundamentale, medievidenskabelige perspektiv er den amerikanskcanadiske medium theory (Meyrowitz, 1994), som historisk går tilbage til Harold Innis (Innis, 1972 [1950], Innis, 1999 [1951]), men hvis mest kendte (og notoriske) eksponent fortsat er Innis store beundrer, den intellektuelle ballademager og mediefilosof Marshall McLuhan (McLuhan, 2001 [1964]). 13

16 Ret beset udgør medium theory (herefter MT) ikke en egentlig skoledannelse, men snarere et perspektiv på forholdet mellem medier og samfund, som kendetegner de nævnte forfatteres tilgang til centrale spørgsmål. Hvis man skal udpege ét spørgsmål til at være det samlende for MT, så er det spørgsmålet om forholdet mellem de egenskaber, et medie har i kraft af sin materielle organisation, og så den brug der gøres af det (Helles, under udgivelse). De forskellige forfattere kalder mediernes egenskaber noget lidt forskelligt (Innis taler om bias (da. tendens ) (Innis, 1999 [1951]), mens Meyrowitz taler om kontekstuelle karakteristika (Meyrowitz, 1986: 231), men det er fælles for deres interesse i forholdet mellem medier og mediebrugens sociale konsekvenser, at der er en relation mellem et medies formelle og materielle egenskaber og så den karakteristiske brug, der bliver gjort af det. Dette har givet især postmodernistisk orienterede medietænkere anledning til at anklage MT for at være teknologisk deterministisk, og dermed for at ville aflede et medies sociale effekter direkte af dets teknologiske indretning (jf. mere udførligt McQuail, 2007). Det er imidlertid ikke nogen synderlig præcis kritik: Ærindet i MT er i højere grad at fundere analysen af mediers sociale virkninger på de uomgængelige egenskaber, et givet medie har. I analyser af historiske samfund har sammenhængen mellem introduktionen af bestemte medier med bestemte egenskaber vist sig at være meget klar: I Harold Innis studie af det gamle Egypten, beskriver han f.eks. hvordan introduktionen af papyrus (som var hurtigere at skrive på og lettere at transportere end de indtil da anvendte stentavler) gjorde bureaukratiet mere fleksibelt og effektivt, og muliggjorde en ekspansion af imperiet (Innis, 1972 [1950]). De fleste forfatterskaber indenfor MT har været af historisk karakter, men i de senere år har perspektivet også været taget i brug i analyser af samtidige medieudviklinger. Den engelske medie- og sprogforsker, Ian Hutchby, har i sit studie (Hutchby, 2000) af samspillet mellem teknologi og samtalemønstre foreslået at tage biologen J.J. Gibsons affordance-begreb (Gibson, 1979) i brug til beskrivelse af relationen mellem medier og mediebrug. AFFORDANCE-BEGREBET Hos Gibson bruges affordance-begrebet til at beskrive, hvordan elementer i naturen gør forskellige typer af handlinger mulige for forskellige dyr: Nogle dyr kan (hvis de er lette nok) gå på vandoverfladen på en sø, mens andre dyr (som f.eks. mennesker), ikke kan. På samme måde kan nogle grene på et træ gøre det muligt for en abe at kravle op i det, mens den samme mulighed ikke står åben for en ko. For små insekter 14

17 kan en sø således tilbyde (afford) vandring, mens et træ kan tilbyde klatring for en abe. Hutchby foreslår at tage det samme begreb i brug i beskrivelsen af forholdet mellem medieteknologier og sociale aktører: Hvorvidt en given handling er mulig for mig afhænger af, hvad mine medier kan: Hvis jeg vil fortælle min partner, at jeg ankommer til vores fælles hjem om 10 minutter, så er postvæsenet ikke til megen hjælp, mens mobiltelefonen gør jobbet glimrende. På samme måde kan overførsler af store mængder information bedst klares i et skriftmedie (f.eks. gennem regneark, tekstfiler eller databaser), mens telefonsamtaler er dårlige til det. På dette sted bør man bemærke, at der ikke er tale om en absolut determinisme: Når talen falder på affordances, så handler det i høj grad om, hvad der er muligt ikke hvad der skal ske. Det er fortsat muligt at finde på fantasifulde løsninger på alverdens problemer og behov, som inkluderer medieteknologier, som måske ikke umiddelbart virker som det logiske valg. I empiriske analyser viser det sig imidlertid ofte, at folk i praksis bruger medier på måder, der afspejler de enkelte mediers affordances på forskellig vis (Hutchby, 2000: 30ff.). En meget stor fordel ved affordance begrebet er, at det undgår at gå i den modsatte grøft af determinismen, nemlig relativismen, som hævder, at det principielt er muligt at gøre alt med et hvilket som helst medie (e.g. Grint & Woolgar, 1997), fordi alle sociale fænomener, inklusiv medieanvendelse, er et spørgsmål om den sociale rammesætning: Medier er i sig selv sociale konstruktioner, på lige fod med f.eks. sproglige konventioner, sociale roller mv. Hvis vi ville kunne vi bruge dem helt anderledes, og de medier, vi går rundt med i lommen, og som vi tror vi kender så godt, ville vise sig at kunne blive brugt til noget helt andet, f.eks. i en anden kultur eller en anden historisk periode. Overfor dette synspunkt har bl.a. Hutchby hævdet, at en forståelse af medieteknologier faktisk kan bidrage til forståelsen af, hvorfor de bliver anvendt som de gør, fordi analysen kan være med til at kaste lys over nogle af de ting, en given medieteknologi ikke kan 4 : Medier tvinger os ikke til noget, men de sætter nogle rammer, som præger de ting, folk finder på at bruge dem til. 4 En udfoldet og meget informativ udgave af modstillingen mellem socialkonstruktivistisk medieteori og affordance-baseret teori findes i en exchange i følgende tekster i Sociology: (Hutchby, 2001, Hutchby, 2003, Rappert, 2003). 15

18 Som allerede omtalt har udviklingen af den digitale teknologi betydet, at samfundet på kort tid er blevet beriget med en række forskellige medier. De kan hver især beskrives ud fra deres affordances (f.eks. om de tillader envejs- eller flervejskommunikation, om de har billeder eller ej etc.). I forhold til afhandlingens problemstilling er det imidlertid klart, at medierne ikke eksisterer hver for sig, men som regel er tilstede som alternative muligheder med forskellige affordances. Det betyder at en udtømmende forståelse af et enkelt medies typiske placering i hverdagen ikke kun afhænger af mediets egne affordances, men også af eksistensen af andre medier med alternative og/eller lignende affordances. Samtidig kompliceres billedet yderligere af, at fleksibiliteten i den digitale teknologi så at sige kan nedarves til de medier, der skabes på digitale platforme, e.g. i form af en udstrakte mulighed for, at brugeren selv kan konfigurere dele af mediernes måde at fungere på. Det betyder imidlertid ikke, at affordance-perspektivet er forkert, men nok at den rolle, mediernes egenskaber indtager i forklaringerne må justeres. I de følgende to afsnit diskuteres først ideen om mediernes samspil (intermedialitet) gennem begrebet om mediematrice, og dernæst præsenteres en operationalisering af dette begreb til brug for afhandlingens analyser i form af en typologi over prototypiske kommunikationsformer Mediematrice Den danske medieforsker, Niels Ole Finnemann, opererer i sin makroskopiske mediehistorie med begrebet mediematrice (Finnemann, 2005: 33ff.), som betegner samtlige de medier, et givet samfund har til rådighed. I historiske samfund har de ting, der har kunnet lade sig gøre socialt og kommunikativt i dette perspektiv været afgørende formet af de medier, der har været til rådighed at gøre dem gennem: I samfund med trykketeknik kan radikalt andre ting lade sig gøre, end i samfund uden (jf. også Castells, 2001, McLuhan, 1967). Den digitale infrastruktur (computermediet + internettet) har forandret det samfundsmæssige grundlag for skabelsen af nye medieteknologier, ikke mindst fordi den digitale infrastruktur kan danne grundlag for skabelsen af nye medieformer, og for simulationen af alle de kendte medieformer, hvis indhold lader sig omsætte til en digital repræsentation. Samtidig tillader den digitale teknologi også genskabelsen af alle kendte transmissionssystemer, i hvert fald i den forstand at alle kendte miks af afsender- og modtagerforhold kan genskabes digitalt: Nettet 16

19 tilbyder 1-til-1-kommunikation gennem og chat, og det tilbyder 1-til-mangekommunikation (broadcast) i form af online tv-udsendelser og netaviser. Til forskel fra tidligere tider, så er alle disse muligheder også principielt tilgængelige for alle med adgang til en netforbundet computer (som også godt kan være en avanceret mobiltelefon). Selv om den digitale teknologi har skabt et kolossalt variationspotentiale, så er det ikke alle nyudviklede medier, der opnår en stor udbredelse: For få år siden blev Second Life (en online 3D-verden) spået stor udbredelse og (ikke mindst) et stort økonomisk potentiale, men ingen af delene gik i opfyldelse, og Second Life lever i dag en nichetilværelse som digital legeplads og mødested for en lille gruppe fans. Nye medier skal ikke blot udvikles, de skal også konkurrere med de etablerede medier og andre nye medier for at opnå en stor samfundsmæssig udbredelse (Rogers, 2003 [1962]). På de personlige mediers område går udviklingen som anført hurtigt, hvis man ser det i et mediehistorisk perspektiv, men hvis man ser på, hvor mange medier der er i jævnlig anvendelse af en stor del af befolkningen, så går det mindre drastisk for sig: Indenfor de sidste 20 år er det kun mobiltelefoni, SMS og e- mail, der har opnået udbredelse til mere end to tredjedele af befolkningen (jf. opgørelsen i næste kapitel). I forhold til afhandlingens empiriske målsætning om at beskrive brugen af personlige medier i hverdagslivet står den typiske mediebruger derfor ikke i praksis overfor et endeløst hav af mediemuligheder i forhold til personlig kommunikation: Hvis man skal have fat i en god ven er der måske 4-5 medier at vælge mellem (inkl. breve). Skønt begrebet om mediematrice har betydeligt mere omfattende teoretiske implikationer, end vi lader ane her, så er det meget væsentligt for afhandlingens samlede problematik, fordi det peger på, at vi som mediebrugere står overfor en samlet ramme af mediemuligheder, når vi skal vælge, hvordan vi vil kommunikere. Hvis man vender perspektivet fra den historiske betragtningsmåde hos Finnemann til den aktuelle situation sådan som den tager sig ud fra en nutidig mediebruger, så viser medielandskabet sig som et felt af relativt stabile medier, som har kommunikative affordances, der til dels overlapper, og til dels supplerer hinanden. 17

20 Det er i den sammenhæng vigtigt at pointere, at affordancebegrebet her operationaliseres, så det betegner såvel de egenskaber et medie har i kraft af sin teknologiske organisation, som i kraft af sin sociale institutionalisering. Det at skaffe sig en -adresse i dag, hvor totredjedele af befolkningen bruger mail nogenlunde regelmæssigt, giver nogle andre kommunikative muligheder end i 1993, hvor tallene var betydeligt lavere. Dette sker ikke for at smugle en konstruktivistisk teknologiopfattelse ind ad bagvejen, men tvært imod for at understrege den pointe, at en række af de egenskaber, et medie får i kraft af sin overordnede, sociale institutionalisering (så som dets udbredelsesgrad) har en ligeså bindende karakter som dets teknologisk betingede affordances. Klaus Bruhn Jensen (Jensen, 2008: 72) peger på begrebet om teknologisk momentum som en måde at beskrive, hvordan udbredelsen og integrationen af en medieteknologi er med til at stabilisere dets samfundsmæssige funktion: Efterhånden som vi vender os til og flere og flere af vennerne kommer på, skal der også bedre og bedre alternativer på banen, før vi dropper teknologien. Selv om den digitale udvikling altså har sat en tyk streg under det forhold, at teknologiske systemer, som f.eks. mediesystemer, løbende står i et udvekslingsforhold med det omgivende samfund, så er etablerede teknologier kendetegnede ved en træghed i udviklingen. Det betyder, at for den enkelte bruger består landskabet af personlige medier af et sæt medieteknologier, med forholdsvis afgrænsede egenskaber, som det i større eller mindre grad deler med de øvrige medier på landkortet: Fastnettelefonen lever side om side med mobiltelefonen, som den både minder om og er forskellig fra, og e- mailen lever side om side med breve og SMS er Kommunikationsmatricen I afhandlingens perspektiv vil denne fundamentale pointe blive sat i analytisk arbejde gennem en reformulering af begrebet om mediematricen 5. I stedet for at se på, hvad medier gør ved kommunikationen, så spørger afhandlingen, hvordan prototypiske kommunikationsformer udfoldes gennem forskellige medier. I modellen nedenfor skelnes der mellem seks prototypiske kommunikationsformer, som inddeles efter størrelsen på deres modtager- og afsenderkreds, og efter 5 Modellen, og en del af de anførte overvejelser, er udviklet i samarbejde med Prof. Klaus Bruhn Jensen, og er under forberedelse i (Jensen & Helles, 2008). 18