Benedikte Kiær. Hel ny form for støtte og hjælp til pårørende side Socialminister. Manglende anerkendelse af

Transkript

1 LMSnyt om spiseforstyrrelser, selvskade og selvværd Socialminister Benedikte Kiær mener at tidlig indgriben er svaret side 4-5 Hel ny form for støtte og hjælp til pårørende side Manglende anerkendelse af BED Overspisning side Tema: Når mor har en spiseforstyrrelse Fokus på børn af psykisk syge forældre side 6-9 LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade August 2010 / nr. 32 / 10. årgang

2 Mange henvendelser til LMS rådgivning Når jeg skriver disse linjer i slutningen af juni er sommeren langt om længe kommet til Danmark. Lad os håbe, det gode vejr holder ovenpå en hård vinter og et vådt forår. I de tidligere år har foråret og det gode vejr betydet færre henvendelser til vores rådgivningstilbud - telefon, mail, chat og personlig rådgivning. Sådan er det imidlertid ikke gået i år. Aldrig før har vi i maj og juni haft så mange henvendelser og ønsker om hjælp. Så selv om vi glæder os over, at hjælpe så mange spiseforstyrrede, selvskadere og pårørende, er det alligevel med beklagelse, at vi ser på den udvikling. Du kan læse interviewet med Socialminister Benedikte Kiær på de næste sider. LMS sætter stor pris på ministerens ønske om at sætte fokus på foreningernes rolle i arbejdet med at yde støtte. Men også at hun vil kigge nærmere på, hvordan samarbejdet mellem regionerne og kommunerne kan forbedres, så ingen bliver tabere, fordi de havner imellem de to parters indsats. For det er det vi oplever i det daglige. Både med hensyn til manglende forebyggelse, tidlig opsporing og den fraværende rehabiliteringsindsatsen efter et behandlingsforløb for de heldige, der har fået behandling. Som det ser ud i dag, skal du stadig, hvis du lider af en spiseforstyrrelse eller skader dig selv, være meget alvorligt syg før der er hjælp at hente via behandlingsretten. Det er et faktum, at det kun er en meget lille del af de syge får behandling i den offentlige psykiatri, men på trods heraf, er der indtil nu kun behandlet 39 personer i de godkendte private tilbud, der er til spiseforstyrrede. Så behandlingsretten ser noget bedre ud på papiret, end i virkeligheden. God sommer Anne Minor Christensen Formand LMSnytUdgivet af LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade august 2010 / nr. 32 / 10. årgang Telefonrådgivning Mandag til torsdag kl TELEFONRÅDGIVNING OG CHAT FOR NYDANSKERE Onsdag: chat kl Telefon kl Personlig åben rådgivning København: Man., ons. og tors* kl Århus: Mandag og torsdag kl Odense: Torsdag kl Chat Mandag, onsdag og torsdag kl * Fra 1. september mandag-torsdag Sekretariat Mandag til torsdag kl Dronningens Tværgade 46 stuen, 1302 København K Tlf Giro Bankkonto LMS@spiseforstyrrelser.dk Hjemmesider: Protektor HKH Prinsesse Benedikte Medlemskab Enkeltmedlemskab kr. 150 årligt Familiemedlemskab kr. 250 årligt Firmamedlemskab kr. 600 årligt Forside: Benedikte Kiær. Fotograf: Steen Evald Ansvarshavende redaktør formand Anne Minor Christensen. Redaktion Lone Harlev. Redaktionen af dette blad er sluttet den 30. juni issn: Har du kommentar til bladets indhold eller ideer til temaer, du synes kunne være interessante og relevante, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv en mail til os på lh@spiseforstyrrelser.dk Indblik Lad os få gratis psykologhjælp gennem den praktiserende læge Psykiske lidelser koster ifølge en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø årligt det danske samfund 55 milliarder kroner. Med en tidlig indsats, den rigtige behandling og en professionel efterbehandling kan det beløb nedsættes betydeligt og vigtigere: Langt de fleste af de berørte kan blive raske og vende tilbage til et normalt liv. Derfor kan det undre, at det for mange med psykiske problemer og sygdomme er umuligt at få behandling, medmindre de selv vil betale for det. Det er godt nok muligt for depressionsog angstramte mellem 18 og 37 år at få en begrænset adgang til psykologhjælp, men det er i mange tilfælde med en vis egenbetaling. For mennesker der lider af en spiseforstyrrelse, er det derimod ikke muligt at få behandling medmindre de er livsfarligt syge og lever op til alle diagnosekriterierne. Og det vil eksempelvis for anoreksi betyde, at du skal have mistet mindst 15 procent af din kropsvægt samt leve op til en række andre kriterier. Ellers er du ikke syg nok til at blive behandlet i psykiatrien. Da vi ved, at spiseforstyrrelser er den hyppigste dødsårsag blandt unge bortset fra ulykker og kræft, kan det undre, at samfundet ikke i højere grad har lyst til at hjælpe på kort sigt, men venter indtil udgifterne til behandling og sociale ydelser bliver meget højere. Ny forening Danske Modeller LMS arbejder for bedre vilkår for fotomodeller og mere naturlige skønhedsidealer i modebranchen. I den forbindelse har det undret os, at der ikke eksisterer en forening eller et netværk for fotomodeller, som ellers i stor udstrækning er overladt til modelbureauernes nåde. Nu er der heldigvis sket noget, idet foreningen Danske Modeller er blevet stiftet af Ida Burchardi og en håndfuld andre fotomodeller. De mener, at det er på tide at modellerne får deres eget talerør. LMS glæder sig til at følge den nye forening og støtter meget gerne op om deres arbejde. Hvis du vil vide mere og støtte den nye forening, så klik ind på Lægen i centrum Ifølge Lægeforeningen er læger de eneste, der har forstand på at lede behandlingen af psykisk syge. Det fastslår foreningen i sin nye psykiatripolitik, som blev vedtaget i april I LMS er vi glade for meget af det, der står i Lægeforeningens psykiatripolitik, men må også gøre opmærksom på, at mange med spiseforstyrrelser ikke altid har fundet hjælp i de metoder, som de er blevet præsenteret for fra lægelig side indtil nu. Vi synes dog godt om Lægeforeningens ønske om at sidestille psykiatriske patienter med andre patienter, og at psykiatri og somatik ikke skal skilles ad. Lægeforeningen advokerer også for at psykiatri og somatik skal have en ligelig tildeling af nye ressourcer og ikke som nu, hvor psykiatrien har stået i økonomisk stampe siden år 2000, mens de økonomiske tildelinger til det somatiske område er steget voldsomt. 3

3 Socialminister Benedikte Kiær: Det er vigtigt at gribe ind i tide Sammenhængskraft er et nøgleord i forbindelse med behandling af spiseforstyrrelser og selvskade, så problemerne kan angribes fra alle sider og så tidligt som muligt. Fotograf Lars Svankjær. Benedikte Kiær holdte 1. juni 2010 indlæg ved konferencen om Psykisk sårbarhed i et økonomisk perspektiv. Konferencen var arrangeret af Det sociale netværk af 2009, som LMS er en del af, og bød også på indlæg fra Jan Trøjborg, formand for KL og Bent Hansen, formand for Danske Regioner. Af Aase Gullestrup Vi skal blive meget bedre til at spotte signalerne. Her er det vigtigt, at frontpersoner nær barnet og den unge opdager, når problemerne begynder at tegne sig og har redskaber til at takle dem. Ofte kan pædagoger og lærere bedre blive opmærksomme på, at noget er galt. Forældrene ser børnene hver dag og opdager ikke altid de forandringer, der udvikler sig over tid. Men måske udviser barnet ændret adfærd efter sommerferien eller er begyndt at gå med lange ærmer, selv om det er sommer. Og det er jo ikke kun de udadreagerende, der har problemer. Det kan også være de små stille piger, der udvikler spiseforstyrrelser eller selvskade, siger socialminister Benedikte Kiær. Det er ikke nyt for hende at have fokus på området. Også som næstformand i Danske Regioner og regionsrådsmedlem i Hovedstaden har Benedikte Kiær arbejdet for bedre forhold i behandlingen af spiseforstyrrelser og selvskade. Bl.a. har hun været med til at sikre den be-handlingsret inden for to måneder på det psykiatriske område, der trådte i kraft den 1. januar 2009, og som også giver ret til privat be-handling efter to måneders ventetid i det offentlige. Samtidig er regionens kapacitet udvidet, så der årligt kan behandles yder-ligere 50 patienter med spiseforstyrrelser. Støtte til forældre Først og fremmest drejer det sig om at undgå, at sygdommen udvikler sig. Jo længere tid, der går, jo mere sætter sygdommen sig fast og jo større er behandlingsbehovet. Der sker så meget i de unges liv, og det er vigtigt at hjælpe dem både hurtigere og bedre, så de får øget selvværd og bedre livskvalitet. Jeg har det rigtig skidt med de unge, hvis unge på førtidspension kunne være hjulpet på andre og bedre måder. Men hvis vi er tidligt ude for at støtte dem, er der gode chancer for, at de kan undgå at havne i den situation. Det handler i høj grad også om at støtte personerne omkring dem. Når et barn eller en ung lider af spiseforstyrrelse eller selvskade, plager forældrene sig selv med spørgsmål om, hvad de har gjort galt. Samtidig skal de være der for barnet på den bedste måde. Så vi skal være bedre til at fortælle om foreninger mv., der kan støtte op om dem og give en skulder at græde ved. Vi skal sikre, at de undgår at fare vild i det offentlige system og kan bruge kræfterne på at få familien til at fungere. Såvel i forbindelse med indlæggelse som ved ambulant behandling skal vi få tingene til at hænge sammen. Behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien er to sider af samme sag, og den sammenhængskraft skal vi sikre. Mor tog orlov fyret fra kommunen En spiseforstyrrelse kan for nogle forældre blive en opgave, der fylder hele døgnet. I en af landets kommuner har en mor haft et års orlov fra sit job som støtte-/kontaktperson, ansat i kommunen, fordi hendes anoreksisyge datter havde brug for hendes hjælp og støtte i alle døgnets 24 timer. Men nu har kommunen sagt stop og fyret hende fra jobbet. Benedikte Kiær kan naturligvis ikke kommentere en konkret sag, men påpeger de muligheder, der er i serviceloven. Hvis lægen mener, det er vigtigt, at en forælder tager orlov for at skabe ro omkring barnet, kan man få et halvt års orlov til fast takst med mulighed for yderligere forlængelse i tre måneder. Men jeg tror desværre, at der stadig er en del tabuer omkring psykiske lidelser, og at det er nemmere at finde forståelse for behovet, når der er tale om et fysisk handicap. Fokus på foreninger I forbindelse med forhandlingerne om satspuljen til efteråret vil socialministeren følge op på den psykiatrihandlingsplan, der blev indgået sidste år, så indsatsen på det socialpsykiatriske område bliver styrket. Ikke kun i forbindelse med spiseforstyrrelser og selvskade, men generelt i forhold til indsatsen over for sindslidende. LMS er medlem af Det Sociale Netværk, der kræver lige adgang til psykologhjælp, dvs. også for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade, og også selvom de er over 38 år, der har været aldersgrænse for økonomisk hjælp til psykologsamtaler. Er det bl.a. den vej, man skal gå? Efter at det blev muligt at få økonomisk hjælp til psykologsamtaler, hvis man lider af let til moderat depression, har der været en eksplosiv udvikling på området. Samtidig er der mangel på psykologer, så det er vigtigt, at ordningen bliver brugt rigtigt. Jeg ser det som ekstremt vigtigt, at både den unge og familien har mulighed for at få nogen at tale med, men vi skal have mere fokus på foreninger, der kan hjælpe, så man ikke føler, man er alene i verden. Den mindst indgribende måde De unge bliver i dag bombarderet med talrige idealer gennem mediernes realityprogrammer, mener Benedikte Kiær. Det er et kæmpe pres, der påvirker deres selvværd, og kan give dem en følelse af at stå alene i verden. Men vi kan sagtens tænke ud af boksen, når det gælder tilbud, de kan bruge. Det kan være ret grænseoverskridende at gå ind på en psykiatrisk skadestue og måske bliver man afvist, fordi man ikke er syg nok. Der er Psykiatriens Hus i Silkeborg et godt eksempel på et sted, man som ung med eksempelvis en spiseforstyrrelse eller selvskade vil kunne få hjælp på et tidligt tidspunkt i forløbet. Her kan de få hurtig hjælp på den mindst indgribende måde i et samarbejde mellem kommunen og regionen. Vi skal arbejde for at udvikle flere af den type akutte tilbud i et samarbejde mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Den mindst indgribende måde kan også være muligheden for at ringe til nogen og få støtte gennem telefonen. For eksempel LMS telefonrådgivning. Men det er ofte svært at vide, hvor man kan henvende sig. En hjemmeside som sundhed.dk fungerer godt, men måske skal vi tænke på en anden hjemmeside målrettet netop disse unge og deres familie. Vi må finde ud af, hvordan vi kan gøre det nemt for dem, der står i situationen, at vide, hvad de skal gøre. Det kunne være interessant at spørge såvel nuværende som kommende brugere, hvordan de selv kunne tænke sig at søge hjælp, hvis de kom i en situation, hvor spiseforstyrrelser eller selvskade blev et problem for dem. 5

4 Anders voksede op med en mor der led af en spiseforstyrrelse. Han lukkede sig inde og stod længe alene med ansvaret og med angsten for at miste. Tema: Når mor har en spiseforstyrrelse Når børn tager ansvaret Jan Sandberg arbejder med børn, der vokser op med forældre der har en psykisk lidelse. Han oplever på tæt hold, hvordan psykiske lidelser kan forstyrre familien og gøre hverdagen uforudsigelig i et omfang, der kan få omfattende konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling. Han har arbejdet i Team børn af psykisk syge i Nordjylland siden december 2004 og er i 2010 i gang med sit gruppeforløb nummer 32. Han har mødt mange børn og familier, der har vist mod til at invitere ham inden for i deres familieliv. Et liv, der er uforudsigeligt og ligefrem kaotisk, når sygdommen forstyrrer. Team børn af psykisk syge i Nordjylland tilbyder med udgangspunkt i voksenpsykiatrien familiesamtaler og samtalegrupper til familierne og børnene samt konsultation, supervision og undervisning til relevante samarbejdspartnere. Tilbuddet omfatter alle børn i regionen og teamet modtager henvisninger fra et bredt felt af professionelle, der kommer i kontakt med børnene. Men også forældre og pårørende kan få adgang til tilbuddet, hvis en psykiatrisk diagnose kan dokumenteres på skrift. Jan Sandberg møder dagligt gennem sit arbejde som pædagogisk konsulent børn og unge, der vokser op i en ofte uforudsigelig verden med en psykisk syg mor eller far. Af Jan Sandberg, pædagogisk konsulent Et gruppeforløb i 2008 i Team børn af psykisk syge i Nordjylland får 15-årige Anders til at forandre sit liv. Han er ellers droppet ud af skolen, fordi hans mor lider af anoreksi og vejer 30 kilo. Hans far har svært ved at håndtere situationen og Anders påtager sig ansvaret for moderen. Jan Sandberg, pædagogisk konsulent i Team børn af psykisk syge i Nordjylland, arbejder til daglig med børn, der vokser op med forældre der har en psykisk lidelse. Han oplever på tæt hold, hvordan psykiske lidelser kan forstyrre familien og gøre hverdagen uforudsigelig i et omfang, der kan få omfattende konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling. Anders historie Min historie med Anders begynder med en henvisning fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Anders er på daværende tidspunkt 15 år. Vores møde med Anders har gjort et dybt indtryk, og jeg vil gerne formidle hans historie videre til såvel pårørende som professionelle der oplever, hvordan en spiseforstyrrelse kan forstyrre på mange niveauer. Anders historie er også en historie om, hvordan tabu er en forhindring, der må overvindes, og om vigtigheden af et godt tværfagligt samarbejde. Forud for Anders gruppeforløb forsøger vi i teamet at gå i dialog med moderen. Målet er at motivere hende til at starte i behandling. Derpå kan vi arbejde på at forandre Anders situation og få ham tilbage i skolen. Moderen er imidlertid hverken motiveret eller interesseret i behandling, men vi beslutter alligevel at kalde Anders til en samtale under forudsætning af, at sagsbehandleren deltager. Da jeg møder Anders første gang, er han skamfuld. Han holder ikke øjenkontakt og han søger skjul under en hue, som er trukket ned over øjnene. Anders skal hjælpes til at åbne op, men får fortalt, at han ikke går i skole, fordi han er bange for at der sker moderen noget. Han forlader kun hjemmet og taget til fodboldtræning, når han er sikker på, at der er andre til at holde øje med hende. Det blev meget klart og tydeligt, at Anders var meget presset. Han bliver tilbudt og siger ja til en plads i en støttegruppe på trods af, at vi ikke lykkedes at nå til en aftale med hans forældre. Samtidig undersøger sagsbehandleren moderens behandling. Det viser sig, at hendes praktiserende læge har opgivet og ikke har set hende længe. Moderen viser ingen motivation i forhold til behandling. Sagsbehandleren orienterer løbende forældrene om vores samtaler og bekymring for Anders, men der er ingen åbning i forhold til hverken en dialog eller anden reaktion i øvrigt. Alene i verden Anders hverdag går med at passe på sin mor og beskytte hende imod en far, der i sin frustration og afmagt er efter hende, fordi hun kaster op. Anders er alene i verden, han skal passe sig selv og samtidig tilpasse sig de uforudsigelige voksne. Han føler, at ansvaret for at mor overlever hviler på hans skuldre. Hvis det ikke lykkedes, er det hans skyld, og skammen over ikke at kunne helbrede og redde mor fylder det hele og er ikke til at bære. Han gør sit bedste, og henter dagligt proteindrik og afføringsmiddel på apoteket, men det er pinligt og skamfuldt at stå ansigt til ansigt med personalet på apoteket dagligt, og de er nu begyndt at spørge ind til, om produkterne er til eget forbrug. Anders vender op og ned på nat og dag, og går først i seng klokken fire om morgenen. Han fortæller, at nætterne er hans frirum. At han slapper af og er sig selv, når mor og far sover. Han er ved at brænde ud og er bekymret for, om han ender med at gå på gaden og blive en del af et miljø med stoffer og kriminalitet. Anders er ved at miste de sidste kræfter og den sidste rest af tro på og tillid til, at der nogle voksne, der kan hjælpe. Han giver udtryk for sin afmagt og siger, alle vil tale med mig om min situation, men ingen kan gøre noget. Der er alt for mange møder, men der sker jo ingenting. Han kan ikke overskue at komme i skole og kan ikke koncentrere sig da angsten for, hvad der sker, hvis han ikke er hjemme, fylder hans tanker. Han er kommet så langt bagud fagligt, at det er helt håbløst, og han skammer sig. Han fortæller, at hans forældre aldrig har vist interesse for hans skolegang, og at de aldrig har deltaget i skolearrangementer, men at klassekammeraternes forældre har været en støtte, hvilket han er meget taknemmelig for. Håb og lys forude Anders får et fantastisk gruppeforløb og mødet med de andre børn kommer til at gøre en verden til forskel. Han får mere og mere mod på at fortælle sin historie, og de andre børn kan bekræfte ham i, at hans følelser er helt normale set i lyset af hans vilkår. De giver ham en følelse af, at han er værd at være sammen med, og at han giver noget værdifuldt til de andre i gruppen. Da jeg mødte Anders første gang, skjulte han sig under huen, men da han kommer den sidste gang, er huen væk, han er nyklippet, der er lys i øjnene, og han kan smile som et udtryk for, at han har fået et nyt håb, på trods af at moderens spiseforstyrrelse ikke har forandret sig. Men håb kan også være, når noget giver mening, selv om det ikke går godt. Anders havde fået redskaber til at forstå sig selv og kan se, at hvis hans liv skal forandres, må han flytte hjemmefra. Anders bor nu hos sin storesøster. Det er vigtigt for ham, at han bliver i miljøet nær sin mor og i nærheden af foldboldklubben, som var hans eneste kontakt med jævnaldrene. Han ønsker egentlig bare at være en del af en almindelig familie med almindelige krav til ham om at stå op om morgenen og lave lektier. Jeg har flere samtaler med Anders siden gruppeforløbet. Hans mor er stadig ikke i behandling for sin spiseforstyrrelse, men Anders trives og har mange spændende planer for fremtiden. For mig viser Anders forløb at tabu om psykisk sygdom kan overvindes. Og at et tværfagligt samarbejde er vigtigt. Tabu den største udfordring Tabu er den største udfordring i mit arbejde med børnene og familierne. Tabu er, når vi ikke har et fælles sprog, når noget er så smertefuldt, at vi ikke har ord for det, og når vi oplever, at vi har forsøgt at tale med nogen om det svære, men ikke bliver set, hørt, forstået eller endda bliver misforstået. Tabu er myter, fordomme og følelsen af afmagt - både den familierne oplever, men det kan også være svært som professionel at tale åbent om utilstrækkeligheden, når man møder noget, der vækker usikkerhed, og man mangler viden for at kunne handle. I vores team begynder et forløb med en familiesamtale. Vi har den holdning, at tabu skal brydes sammen med den, som er bundet af det, og at det er en forudsætning for at tale med børnene om forældrenes psykiske lidelse, at børnene er med i en proces, hvor vi skaber tillid og åbenhed. Fra tabu til tilladelse Min erfaring er, at når en forælder lider af en spiseforstyrrelse, kan bevægelsen fra tabu til tilladelse være en særlig udfordring. Skamfølelsen synes at fylde meget, og spiseforstyrrelsen er forbundet med en følelsesmæssig urørlighedszone. Det kan derfor kræve mere tid og nænsomhed, hvis vi skal lykkedes med at åbne for en samtale om, hvordan spiseforstyrrelsen også forstyrrer børnenes indre liv og trivsel i hverdagen. Skamfølelsen og urørlighedszonen medvirker til, at vi kun modtager få henvisninger om børn, hvor en forælder lider af en spiseforstyrrelse. 6 7

5 Tema: Når mor har en spiseforstyrrelse Du kan få en halv frikadelle Af Lone Harlev Jeg kan stort set kun huske min mor som spiseforstyrret. Mine forældre blev skilt, da jeg var 5 år, og det var der omkring min mor begyndte at tabe sig. Da jeg startede i skolen, begyndte jeg at tænke over, at min mor så anderledes ud. Men jeg var 8-9 år, da det gik op for mig, at hun faktisk var syg. Det var både den måde hun så ud, men også den måde vi levede på. Vi levede meget sundt og på en anderledes måde end andre. Christine voksede op i to forskellige verdner. Dels i et hjem med en mor, som led af anoreksi, og hvor madportionerne blev rationeret. Og dels i et hjem, hos sin far, hvor man kunne spise løs uden begrænsninger. Hun gik i mange år alene med angsten og ansvaret for en mor, som var fanget i sin anoreksi, og Christine udviklede selv bulimi som teenager. Madrationer Christine oplevede en barndom, hvor maden altid var i centrum, og hvor der var store forskelle på, hvordan man forholdt sig til mad. Hjemme hos vores mor var det sådan noget med grøntsager. Hvis vi fik kød, kunne det være vi var heldige at få en frikadelle. Vi fik altid en halv frikadelle først, så kunne det være, at vi kunne få resten senere. Christine og hendes bror spiste meget sundt hjemme hos deres mor. Når de skulle i byen eller til børnefødselsdag, kan Christine huske, at deres mor sagde, at de kun måtte spise et stykke kage og kun tage én gang, hvis noget blev sendt rundt igen. Når vi så kom hjem til vores far, så fik vi alt det, som vi ikke måtte få normalt. Det forklarer nok også mit mærkelige forhold til mad. Enten levede vi helt forstyrret sundt eller også spiste vi bare løs uden grænser. Hver anden weekend var uden begrænsninger. Vi levede i to forskellige verdner. Ingen blander sig Som 8-9-årig begyndte Christine at blive angst for, om hun skulle miste sin mor. Der var ingen voksne der sagde til mig, at min mor var syg, og det var det, der var problematisk for mig. Min mor passede sit arbejde, og hjemme havde vi gæster. Udadtil så alt ok ud, selvom alle kunne se, at hun var syg. Heller ikke i skolen var der nogen reaktion. Christine var en flittig pige og lavede altid sine lektier. Så selvom jeg kom til forældresamtale med en mor der tydeligvis var syg, skete der intet, for jeg klarede mig jo godt. Men Christine oplevede i det hele taget en meget stor berøringsangst, og hun kan godt blive rigtig ærgerlig over, at ingen for alvor greb ind. Tvangstanker som overlevelsesstrategi I stedet for at få hjælp udefra udviklede Christine tvangstanker som en måde at overleve på. Jeg begyndte, at tænke meget over hvad jeg spiste. Jeg ville ikke spise slik og kød. Det blev på en mærkelig måde min måde at håndtere min angst for, at jeg måske skulle miste min mor., Spisningen gik dog i sig selv igen, men tvangstankerne fortsatte og blev til sidst en hindring for Christine i forhold til at fungere i skolen. Tvangstankerne tog al min tid. Jeg blev hele tiden forstyrret. Jeg skulle eksempelvis kigge på uret et bestemt antal gange for at jeg var sikker på, at der ikke skete min mor noget. Børn påvirkes, når mor eller far er psykisk syge. Det er naturligvis forskelligt, hvordan og hvor meget. Men generelt er børn, der vokser op med følelsesmæssigt ustabile forældre altid på vagt, fordi de aldrig ved, hvornår forældrenes sindstilstand ændrer sig. De lever et liv, hvor de hele tiden tolker andres behov og signaler, men mister evnen til at forstå og mærke egne behov. Det uforudsigelige bliver et grundvilkår og på den baggrund reagerer og handler barnet. Efter nogle år kom Christine i behandling for sine tvangstanker hos en psykolog, som dog kun kunne sige, at det var en meget normal reaktion under omstændighederne. Senere kom hun i ambulant behandling på børne-psykiatrisk afdeling i det daværende Ringkøbing Amt, og fik - mens hun gik på efterskole - antidepressiv medicin. Det hjalp, men i stedet udviklede hun bulimi.,, Mange børn isolerer sig i hjemmet Jeg tænkte - du må klare det selv Christine valgte at tage på efterskole, for at komme væk, men det var svært og hun havde ofte hjemve. Jeg ville på den ene side meget gerne væk, men på den anden side blev angsten og frygten bare endnu større. Jeg kunne ikke se, om hun fik noget at spise, og om hun var ok. Det var jo blevet sådan, at jeg var moderen og min mor var den her lille skrøbelige fugleunge, man skulle tage sig af og give omsorg. i angst for, hvad der sker med forældrene, når de ikke er hjemme. Udadtil virker de stille og kompetente, men ofte har de et lavt selvværd, føler sig usikre og er ensomme. Jeg havde aldrig brugt tid på mig selv overhovedet. Der var ikke en smule af selvværd. Det overskud min mor havde, blev brugt på at lave mad og give os tøj på kroppen. Ingen fortalte, at jeg var god, som jeg var, og at jeg var elsket, som jeg var. På efterskolen gik det op for Christine, at hun faktisk var et selvstændigt individ, der også havde ret til et liv. Det var bare så overvældende, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, og begyndte at kaste op. Christine havde gennem sin barndom lært, at det var bedst at holde sine tanker for sig selv. Hun var blevet så vant til, at ingen erkendte, at hun voksede op med en syg mor. Et eller andet sted havde jeg en ide om, at jeg bare var svag og måske bildte jeg mig bare ind, at min mor var syg. Så da tankerne hobede sig op, handlede jeg selvdestruktivt for at overleve. Jeg vendte det indad og tog flugten ind i bulimien. Et ultimatum Da Christine kommer hjem fra efterskole, var hun 17 år. Selvom det havde været hårdt, betød det også, at hun nu kunne se tingene i et andet lys. Hun undersøgte alle behandlingsmuligheder og kontaktede Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for at få sin mor i behandling. Samtidig stillede hun sin mor et ultimatum. Enten kontaktede moderen Risskov og tog en snak med dem, ellers ville Christine finde et andet sted at bo. Det var hårdt, men det endte med, at moderen kom i ambulant behandling i 1½-2 år. Det var på mange måder den helt rigtige behandling, men også det rigtige tidspunkt for hendes mor, der var klar til at se realiteterne i øjnene. At blive set og hørt Samtidig opsøgte Christine en privat psykolog. Og nu oplevede hun, at hun selv både blev set og hørt. Det var en kæmpe lettelse, at det pludselig var ok, at det havde været svært, og at det ikke bare var mig, der var skrøbelig og mærkelig. Hun følte sig nu stærk nok til at flytte til Århus og starte på nyt studie, men måtte efter ½ år erkende, at det var et alt for stort skridt, og hun gik ned med en depression. Ifølge rapporten Psykisk syge forældre og deres børn fra 2001 er risikoen for, at barnet selv udvikler en psykisk lidelse, ti gange højere end hos andre børn. Er begge forældre syge, udvikler over halvdelen af børnene psykiske lidelser. Om barnet udvikler psykiske lidelser er afhængig af en blanding af mange forskellige faktorer såsom den psykiske sygdoms arvelighed, de miljømæssige opvækstbetingelser, længden og hvor alvorligt syge forældrene er samt barnets personlige ressourcer. Jeg flyttede hjem igen og brugte to måneder på min mors sofa. Jeg kom i behandling for depression i et år og har nu i et år været i behandling for min spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen sidder så dybt i mig, at hvis der er nogen, der siger noget til mig, som jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af, så er det nærliggende for mig at gå ud og kaste op. Det er først nu Christine får lov at være datter og være den lille. På den måde var depressionen paradoksalt god for både mig og min mor, for da fik hun lov at være mor med stort M, og jeg fik lov til at være barnet. Det ligger Christine meget på sinde, at der også bliver sat fokus på børn, der vokser op med en forælder, som har en spiseforstyrrelse. Hun forstår stadig ikke, at der ikke var nogen der greb ind eller gjorde noget. Jeg har et ønske om, at verden skal få øjnene op for det her område, fordi der er børn, der bliver svigtet. Christine forstår stadig ikke den dag i dag, hvofor omverdenen ikke greb ind og sagde noget. Hun stod den meste af sin barndom alene med en mor der led af svær anoreksi. Find mere litteratur om børn som pårørende på På kan du dele spørgsmål og tanker om det at være barn og pårørende. 8 9

6 Penge til private tilbud brugt op Over 70 patienter er blevet behandlet for de 14,5 millioner kroner, som Folketinget tilbage i 2008 frigav til private tilbud i relation til spiseforstyrrelser. Nu er det en realitet, at de penge som skulle bruges til privat behandling af spiseforstyrrelser, er brugt op. Folketinget frigav i ,5 millioner kroner til fire private behandlingstilbud. Og på nær ét behandlingssted, Symfonien - der på nuværende tidspunkt ikke kan udtale sig til LMS-Nyt, melder alle, at pengene er blevet brugt på behandling af spiseforstyrrelser. Oprindeligt lød puljen på 16,5 mio. og det var kun de daværende amter, der kunne ansøge mod, at de selv bidrog med et tilsvarende beløb. Men da amterne ikke havde budgetteret med udgifter til ekstra behandling, faldt det hele til jorden og pengene blev ikke uddelt. Puljen blev ændret til 14,5 mio. og i stedet blev det de private behandlingssteder, der kunne ansøge. De to private behandlingstilbud Kildehøj Privathospital og Frederiksberg Centeret fortæller, at de har nået deres mål for behandlingen. Mens de to øvrige tilbud, Symfonien og Askovhus, har haft en forsinket start, og derfor ikke er helt færdige med deres behandlinger af de omfattede patienter endnu. Afdelingschef Steffen Egesborg Hansen i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse oplyser: De fire tilskudsmodtagere har kvartalsvist indrapporteret antallet af patienter i behandling. Det fremgår, at der har været stor interesse for ordningen, og de private behandlingssteder har ikke haft problemer med at få patienter i behandling. Kildehøj behandlede otte patienter Kildehøj Privathospital i Nivå har i behandlet otte af de sværest ramte patienter med spiseforstyrrelser og relaterede lidelser for de 5,3 millioner kroner, som kom fra Incitamentspuljen. Formelt skulle ti personer behandles i døgnforløb på i snit seks måneder, men der var Rachel Santini Line Sidenius Morten Dalsgaard reelt kun penge til otte patienter, da de var meget syge og krævede længere behandlingsforløb. Alligevel er hospitalsdirektør Rachel Santini på Kildehøj tilfreds. Det var en succes. Vores mål blev opfyldt. Vi ville behandle patienterne så langt, at de var færdige hos os og kunne efterbehandles enten på Kildehøj eller i et ambulant offentligt regi i lokalområdet, oplyser Rachel Santini. Af Morten Terf Andersen Alle patienter var hårdt ramte, De havde forgæves prøvet private og offentlige tilbud og var opgivet af det offentlige som kroniske og på overførselsindkomst. Alderen var i snit 34 år. Alle var kvinder. Og deres diagnoser var blandt andet bulimi, anoreksi, depression og forskellige personlighedsforstyrrelser. Deres sociale baggrund dækkede fra hus-mødre over sygeplejerske og skolelærer til studerende. De fleste af patienterne er vendt tilbage til et normalt liv med uddannelse og job. Kildehøj mener selv, at de har knækket koden for behandling af spiseforstyrrelser. Vi har vist omverdenen, at behandling i sig selv kan øge motivationen for behandling. Det er ikke altid nødvendigt at forvente, at patienterne skal blive motiverede, før de behandles. Man kan eksempelvis inkorporere motivation i behandlingen. Og patienternes blev mere motiverede i takt med at de oplevede vores målrettede behandling, der hjalp dem, udtaler Rachel Santini. Askovhus behandler tretten kvinder Askovhus i København behandler i tretten kvinder med spiseforstyrrelser for de 3,3 millioner kroner, som tilbuddet fik fra Incitamentspuljen. Formelt skulle puljen finansiere seksten ambulante pladser, men så mange kunne regionen ikke finde til præcis den type behandling, som Askovhus tilbyder. Kvinderne, som Askovhus behandler, er mellem 18 og 40 år. Vi er to-tredjedel gennem behandlingsperioden, der varer frem til og med november 2010, og vi ser en bedring hos mange. Det er for tidligt at sige, hvor bedringen specifikt udmønter sig. Det vil vi - når projektet er slut - evaluere i en rapport til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, beretter Line K. Sidenius, der leder Askovhus, og fortsætter i det daglige mærker vi behandlingens effekt og velegnethed i forhold til især kombinationen af spiseforstyrrelse og personlighedsforstyrrelse. Askovhus anvender dialektisk adfærdsterapi. En terapi, som tilbuddet fortsat udbyder. Terapien består af såvel ugentlig individuel terapi, træning af færdigheder at tackle egne følelser som af træning i at være opmærksom gennem yoga. Frederiksberg Centeret kom i mål Direktør Morten Dalsgaard fra Frederiksberg Centeret er en tilfreds mand. Han vurderer, at Incitamentspuljens 2,4 millioner kroner har gjort fyldest. Pengene skulle formelt bruges på 54 tilbud om dagbehandling på Frederiksberg Centeret. Behandlingen levede op til målet, beretter Morten Dalsgaard. Reelt gennemførte 49 deltagere gruppebehandlingen fra juli 2008 til december Alle var kvinder. Og i snit 32 år gamle. 65 % af deltagerne havde før været behandlet for spiseforstyrrelse. De havde i snit haft deres spiseforstyrrelse i 13 år. 41 % havde diagnosen bulimi. 14 % anoreksi. Og 45 % havde dobbeltdiagnoser - især både bulimi og anoreksi. Frederiksberg Centeret spurgte deltagerne, hvad de fik ud af forløbet. 45 af de 49, der gennemførte behandlingen, svarede tilbage umiddelbart efter, at behandlingen var slut. Kathrin Jubt Rasmussen, der selv har lidt af anoreksi, har anmeldt bogen Anoreksi og Bulimi, skrevet af Richard Maisel et al % oplevede at de i nogen eller meget stor grad var blevet i stand til at drage omsorg for egne behov. 89 % mente, at deres spiseforstyrrelse havde forandret sig til det bedre. Og 91 % sagde, at deres spiseforstyrrelse var mindre efter behandlingen i nogen eller stor grad, beretter Dalsgaard, og tilføjer: Omkring 75 % oplevede, at de dels var blevet bedre til at knytte sociale kontakter, og dels havde fået en bedre personlig og social livskvalitet i nogen eller stor grad. Symfonien kan endnu ikke svare Hvordan behandlingstilbuddet Symfonien har anvendt de 3,5 millioner kroner fra Incitamentspuljen vil lederen, Jette Jeppesen, ikke svare på. Med henvisning til input til artiklen må jeg desværre melde fra. Grunden er at Symfonien skal aflevere en evalueringsrapport til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse efter en aftalt tidsplan, oplyser Jette Jeppesen, og tilføjer: Vi ønsker Af Kathrin Jubt Rasmussen En klassisk følelse hos den spiseforstyrrede på sin vej ud af anoreksi og bulimi er utrygheden ved et liv uden spiseforstyrrelsen, uden kontrollen. Jeg læste bogen på vej ud af min spiseforstyrrelse. Jeg var bange for, at jeg aldrig ville kunne leve op til den person, som jeg troede, at jeg skulle være. Bogen hjalp mig væk fra disse evigt bebrejdende følelser. Bogen ser på spiseforstyrrelsen som en udefrakommende påvirkning snarere end som en del af personen. Den tager udgangspunkt i virkelige breve og dialoger under terapiforløb og fungerer på den måde som en god opslagsbog for personer, som forsøger at komme ud af spiseforstyrrelsen. Forfatterne lægger fokus på det positive i en tilværelse ministeriets godkendelse af vores rapport før vi offentliggør resultater fra projektet. Symfonien har stadig klienter i behandling under projektet frem til august Hvad siger patienterne? LMS vil gerne i kontakt med patienter, der har været gennem et behandlingsforløb hos ét af de fire private tilbud. Formålet er at få belyst, hvordan behandlingen ser ud, ikke kun fra myndighedernes og behandlernes side, men også fra de berørtes og deres pårørendes synsvinkel. Send os en mail på lms@spiseforstyrrelser.dk eller ring på telefon mandag til torsdag kl Du kan selvfølgelig være anonym. n Regeringen og satspuljepartierne gav i 2008 Kildehøj Privathospital, Symfonien, frederiksberg Centeret og Askovgaarden/Askovhus 14,5 millioner kroner fra Incitamentspuljen til at behandle spiseforstyrrelser for n Symfonien fik 3,5 mio. kroner til to døgnpladser á 18 måneder og to dagpladser á 24 mdr. n Askovgaarden fik 3,3 mio. kroner til 16 ambulante pladser n Frederiksberg Centeret fik 2,4 mio. kr. til 54 dagbehandlingsforløb n Kildehøj Privathospital fik 5,3 mio. kroner til 10 døgnbehandlingsforløb á 6 måneder Boganmeldelse uden en spiseforstyrrelse og budskaberne formidles let tilgængeligt. Endvidere er det meget befriende, at ordene ikke er bebrejdende, men optimistiske og guidende. Derved oplever jeg at, bogen er troværdig og loyal. Det er min oplevelse, at forfatterne har stor erfaring med både anoreksi og bulimi, og at bogen er grundig og gennemarbejdet. Professionelle, der arbejder med spiseforstyrrelser, vil kunne udvide deres perspektiv og få yderligere indsigt i deres klienter. En almindelig spiseforstyrret person er ikke svært sindssyg, men et individ, som er fanget i en psykisk lidelse grundet fysiske, psykiske og sociale faktorer. Bogen vil også være til gavn for pårørende. 11

7 13 Nyt pårørendeforum åbnede i juni del tanker og følelser omkring spiseforstyrrelser og selvskade Kenneth Brøndum Kjelstrup er pårørende, han er kæreste med Christina, som gennem flere år har lidt af anoreksi. En tanke som dukker op og som er meget, meget skræmmende er, at jeg, som den tætteste pårørende med bare en enkelt forkert handling kan gøre situationen meget sværere. Kenneth oplever, at det er en stor hjælp at møde andre i samme situation, derfor har han nu på frivillig basis udviklet et forum, hvor pårørende kan dele tanker og følelser med hinanden her og nu på nettet. Af Lone Harlev Pårørendeforum.dk er en hjemmeside til personlig erfaringsudveksling og en mulighed for at stille spørgsmål omkring alle typer af spiseforstyrrelser: anoreksi, bulimi, megareksi, overspisning, ortoreksi samt selvskade. Forummet skal forlænge og uddybe LMS øvrige tilbud til pårørende om deltagelse i støttegrupper og på workshops. Men forummet skal også være med til at lette presset på de pårørende, som oftest oplever lange ventetider på både behandling og støtte. Her er pludselig et sted, hvor du har umiddelbar adgang til støtte, og hvor du kan komme til med det samme, udtaler Kenneth. Forummet er for alle typer af pårørende, her skal man ikke tænke, at jeg tager pladsen for andre der har større behov, fordi min datter er ikke syg nok, eller jeg er ikke pårørende nok. Om du er far, mor, ven, kæreste eller barn er du velkommen i forummet. FRUSTRATIONER OG SOLSTRÅLER Håbet er at forummet kan aflaste og tage toppen af de frustrationer, som pårørende støder ind i og går rundt med, og at de kan tale med andre i samme situation og se, at de ikke er alene med udfordringerne. Jeg håber også, at vi nu har et sted, hvor vi kan dele de bitte små solstrålehistorier, som vi også oplever i hverdagen. Eksempelvis kan jeg være glad i flere dage, hvis Christina og jeg efter en indkøbstur har købt og delt en is. Noget andre tager for givet som en helt naturlig ting, siger Kenneth. Det kan være en stor belastning, både i forhold til psyken, pengepungen og livskvaliteten, at være pårørende til et menneske med enten en spiseforstyrrelse eller selvskade. Forummet er vores seneste initiativ for at hjælpe og støtte landets tusindvis af pårørende til både de mennesker, der er ramt af en spiseforstyrrelse, de som udviser risikoadfærd i forhold til at udvikle en spiseforstyrrelse og de mange unge piger i gymnasierne som skader sig selv, hvilket er 1 ud af 6 piger. Som det er i dag, bliver pårørende alt for ofte overset, siger formand for LMS Anne Minor Christensen i en kommentar til åbningen af pårørendeforum.dk. Kenneth Brøndum Kjelstrup Fakta om pårørendeforum.dk l Pårørendeforummet kan besøges på internet-adresserne pårørendeforum.dk og paaroerendeforum.dk l Alle pårørende, også ikke-medlemmer af LMS, kan gratis oprette en profil og deltage i dialogen l Der vil blive oprettet mindre lukkede grupper for, der deltager i støttegrupper l LMS vil kommentere dialogen, når der er brug for faglige indspark Du kan lære det nye forum at kende, oprette dig som bruger og sætte gang i diskussionerne på Når pårørende inddrages Det er efterhånden slået fast flere gange at psykiske syge har langt bedre chancer for helbredelse og kortere behandlingsforløb, hvis de pårørende inddrages, og at langt færre får tilbagefald. En ny undersøgelse foretaget af William McFarlane, amerikansk psykiater og leder af psykiatrisk forskningscenter i Portland viser at ved inddragelse af FlerFamilieGrupper (MultyFamilyGroups) i behandlingsforløb falder tilbagefaldsrisikoen fra 65% til 9%. Familien inddrages i behandlingen gennem undervisning i FlerFamilieGrupper, grupperne består af fire til seks patienter, deres pårørende og to behandlere og mødes hver 14. dag over en periode på et halvt år. Her tilegner grupperne sig viden om den pågældende psykiske lidelse og får såvel indsigt i det biologiske som det sociale plan. Undersøgelsen viser at tilbagefaldsrisikoen efter 6 måneder daler, når der sættes ind flere steder l Kun ved medicinsk behandling 65% l Ved medicinsk og terapeutisk behandling 40% l Ved medicinsk og terapeutisk behandling samt inddragelse af pårørende 9% Læs mere om pårørende på Bliv bedre rustet som pårørende Workshop for pårørende til selvskadere Når en person nær dig skader sig selv, medfører det en masse tanker, frustrationer, afmagt og selvbebrejdelser. Det kan være opslidende at være pårørende og det tærer på familielivet, når familien rammes af psykiske problemer som selvskade. Psykolog Britta Tønnies fortæller om sine erfaringer med unge der skader sig selv, og hvorfor selvskade kan være så effektivt et redskab til at dulme en indre smerte med. På workshoppen kan du lære mere om, hvad du som pårørende skal holde øje med, og hvad du selv kan gøre for at hjælpe og støtte selvskaderen. Du får konkrete redskaber til at håndtere hverdagen og viden om, hvordan familien klarer situationen bedst. Derudover møder du andre i samme situation, og får samtidig mulighed for at stille spørgsmål om lige netop din situation i løbet af aftenen. KØBENHAVN tirsdag den 14. september kl , Dronningens Tværgade 46, stuen, 1307 København K i LMS lokaler. Prisen er 250 kroner for medlemmer og 400 kroner for ikke-medlemmer inklusive mad og drikke. Workshoppen henvender sig til pårørende til selvskadere, der ikke er i psykiatrisk behandling. Tilmelding på eller på telefon Der er max plads til 12 deltagere, så hurtig tilmelding tilrådes.

8 Kunst som redskab Af Anne Sofie Allermann Jeg har ikke selv nogen spiseforstyrrelse, men kender til det, at have en indre smerte så stor, at man føler man går i stykker. Min far var alkoholiker og begik selvmord da jeg var 8 år. Kort efter mødte min mor sin nye mand og alt sorgarbejde blev ignoreret. Heldigvis havde jeg mit indre kreative rum, som jeg brugte som tilflugtssted. Derinde blev verden smukkere og mere overskuelig på trods af angst, grimhed og sorg. Mit mål med kurserne har været at lære kursisterne at finde vejen til deres eget personlige kreative rum. Mange undervisere på kunstkurser underviser i teknikker i at tegne og male, så det ligner. Men det skaber ofte en oplevelse af ikke at være god nok, når man opstiller regler for resultatet. Anne Sofie Allermann LMS har i foråret 2010 afholdt to kurser i brugen af kunst som udtryksform. Anne Sofie Allermann, der er uddannet arkitekt og hele sit liv har arbejdet med kunsten, har stået for undervisningen. Ifølge hende kan man bruge kreativitet som en frigørelse af indre spændinger. Der ligger et stort potentiale i at få følelser ud på papiret, idet man derved får mulighed for at se dem udefra. Følelserne bliver nemmere at håndtere, når de får en konkret form. Det er et meget svært håndværk, at lære at tegne, så det ligner. Det er en vej fyldt med oplevelser af at fejle, og egentlig er det slet ikke der, vejen til det kreative rum ligger. Kunstdagbog Opgaverne jeg har stillet kursisterne har i stedet været rettet mod oplevelsen af processen. Det vil sige: vi maler ikke et billede af blomsten, men en oplevelse af blomsten. Oplevelsen er altid subjektiv. Vi ser alle verden ud fra vores egen ståsted, og det er vigtigt at blive glad for sin egen udsigt, og lære at anerkende sine egne oplevelser som gyldige og sande. Dermed bliver den kreative proces en oplevelse af, at lære sig selv bedre at kende. Det kræver mod og tryghed at gå ind i det kreative rum, så jeg har gjort meget ud af at skabe en tryg stemning på kurserne. Kursisterne har arbejdet med skitsebøger, som fungerer som en slags kunstdagbog. Derved tegner og maler de kun til sig selv, og skal ikke stå til regnskab for resultatet hos andre. Jeg har også forsøgt ikke at vurdere kursisternes arbejde, men har i stedet spurgt ind til, hvordan det var for dem at lave det. Selvom det er muligt at analysere alle billeder, ser jeg ikke altid en grund til at gøre det. Nogle gange skal tingene bare ud. Så har man fået afløb, og det var det. Man skal videre. Måske til næste billede. Eller bare videre i sit liv. Til minimering af trangen til et ædeflip Blandt de 16 tilmeldte deltog også Lisbeth Olsen på 27 år på kunstkurset. Hun bor i København og er til daglig lærer på en specialskole for børn med forskellige psykosociale vanskeligheder. Lisbeth oplevede de første tegn på sin spiseforstyrrelse meget tidligt, men spiseforstyrrelsen brød for alvor igennem, da hun fik konstateret type 1-diabetes som 12-årig. Hun kan stadig ikke sige sig 100 procent fri af spiseforstyrrelsen. Men det er svært at sige, hvornår man er det. Tankerne er der nogle gange stadig, men jeg kan for det meste styre dem. Jeg er rigtig godt på vej, fortæller Lisbeth. Lisbeth har været medlem af LMS i omkring 2,5 år og har brugt stedet en del. Her er en rigtig god stemning. Jeg synes foreningen har nogle rigtig gode tilbud til knald billige priser! Det er en lille forening, og der er ikke så langt fra øverst til nederst, så man kommer hurtigt i øjenhøjde. Det er meget det psykiske, der er fokus på. Lisbeth valgte at tage på kurset, fordi hendes terapeut havde anbefalet hende at arbejde med kreative ting: "Jeg fandt ud af, at det var et rigtig godt redskab til at finde ro og til at komme væk fra trangen til et ædeflip". Hvis jeg er helt oppe at køre og ikke kan falde til ro, så er det rigtig godt for mig at bruge hænderne, fx at gøre noget fysisk, som at klippe en collage, være beskæftiget og få kroppen i gang. Det kan være mange forskellige ting, men kreativitet generelt er rigtig godt. Jeg falder til ro i sådan nogle stille sysler, som det her. Det kan virkelig fylde hullet ud og nære mig. Jeg meldte mig på et tidspunkt til et AOFkursus, og der var jeg to gange, og så stak jeg halen mellem benene og løb min vej. Det var det her med, at det virkede som om at det skulle være perfekt og rigtigt. Det var teknik og det var detaljer og sådan noget. Det løb helt af med mig. Det kunne jeg slet ikke være i. Jeg tænkte: det dér, det skal jeg ikke. Forventningen om, at kurset hos LMS netop ikke var præstationsorienteret, tiltalte Lisbeth. Jeg havde derudover også en forventning om, at få nogle teknikker med mig hjem, hvor jeg selv kunne finde på et eller andet sjovt. Det synes jeg, jeg har fået indfriet. Da Lisbeth bliver spurgt om kunstdagbogen stadig er i gang derhjemme efter kursets afslutning, svarer hun: Jeg har gang i andre sysler med de samme ideer. Det er bare ikke lige i bogen. Men jeg har ikke tænkt mig at lægge den væk. Bogen ligger i min taske nu. Jeg kan rigtig godt lide konceptet med, at det er en bog: at det ikke nødvendigvis skal op og hænge - så ryger den der præstationsdel også lidt væk. Det bliver som en slags dagbog - så er det et helt andet formål. Det synes jeg er meget godt. Kunst og ikke spiseforstyrrelsen i fokus Overordnet set har langt de fleste deltagere vurderet kurset som til 5 på en skala fra 1-5, hvor 5 er meget godt. En enkelt bedømmer kurset som godt. Flere af deltagerne udtrykker at de helt sikkert og bestemt kan bruge det de har lært fremover. En deltager siger: Det har været et kunstkursus, og ikke så meget et kunstterapikursus. Lysten til at være kreativ håber jeg, at jeg får mere adgang til nu. En anden siger: Det har faktisk været rigtig, rigtig godt at læreren ikke er terapeut. Det har været fedt, at det fælles fokus har været kunsten og ikke spiseforstyrrelsen. Deltagerne på kurset har ikke blot fået et kreativt redskab med i bagagen. De har også skabt et netværk og et fællesskab omkring brugen af kunstdagbøgerne, som de vil vedligeholde gennem månedlige "fyraftens-kunstmøder". Deltagerne har været af meget forskellige baggrunde og der var en stor aldersspredning på holdet. Ligesom de har været meget forskellige steder i deres proces, fra at have erkendt sygdommen for kort tid siden til at være helt ude på den anden side. Hvis du selv vil i gang Den materialepakke, som holdene har arbejdet med, indeholder lidt af hvert i et overskueligt format, så man på en nem måde kan have sit værktøj lige ved hånden. Det skal være sådan, at du ikke skal have indrettet et helt rum i dit hjem eller have en campingvogn med dig på tur, for at kunne være kreativ. Det er meningen, at du skal kunne have adgangen til dit indre kreative rum inden for rækkevidde, uanset hvor du er. Den skal kunne være i din håndtaske eller ligge på sofabordet eller lignende. Så hvis du bliver trist derhjemme, så er der direkte adgang til forløsning igennem tegnebogen, eller hvis du er ude, og har en stærk oplevelse, der næsten ikke er plads til inden dig, så er det bare at fatte pennen og finde ind til roen i dit kreative rum. Materialepakken: Skitsebog Lille akvarelæske Pensel str vandopløselige farvekridt 1 blyant 1 tusch 1 limstift 1 saks Afprøv selv en af øvelserne Mal først en spontan abstrakt akvarel i 1 minut. Mens den tørrer, klipper du 5 figurer ud af et blad. Lim udklippene fast på akvarellen, så du laver en komposition, hvor farve og figurer taler sammen. Mal ovenpå med farvekridt. Med bogstaver fra blade limes ord ind i billedet. Skriv spontant om billedet i 2 minutter. Læs mere om Anne Sofie Allermann og se hendes egne billeder på

9 Manglende anerkendelse af diagnosen: BED - tvangsoverspisning LMS har gennem længere tid arbejdet på at få bedre behandlingsmuligheder til personer med tvangsoverspisning. Efter vores mening er det vigtigt, at vi i Danmark i højere grad anvender den præcise diagnose BED (Binge Eating Disorder) som forsøgsvist allerede i 1994 blev beskrevet i det amerikanske diagnosesystem. Af psykolog Britta Tønnies, LMS Flere af de lande vi i Danmark sammenligner os med, har allerede udviklet behandlingsformer blandt andet via forskning specifikt rettet mod tvangsoverspisning, netop fordi de anvender den separate diagnose BED. Det er lykkedes i både Sverige og Norge at øge viden om BED, så lægerne er blevet mere opmærksomme på problemet. Derved opdager de spiseforstyrrelsen tidligere og kan henvise patienten til det rette behandlingstilbud. Et behandlingstilbud som desværre savnes de fleste steder i Danmark, hvilket efter vores mening blandt andet skyldes manglende anerkendelse af diagnosen. Region Hovedstaden nedsatte i efteråret 2006 en arbejdsgruppe der på baggrund af Sundhedsstyrelsens rapport fra 2005 Spiseforstyrrelser anbefalinger for organisation og behandling udfærdigede et notat vedrørende fastsættelse af retningslinjer for behandling af voksne kvinder med spiseforstyrrelser i privat regi. Af dette notat fremgår problematikken med al tydelighed: Et specielt problem udgør patienter med BED. Disse patienter er ikke en del af målgruppen for det aktuelle notat, da der endnu ikke er konsensus om definition, 16 diagnosticering eller behandling af BED. Der kan derfor ikke anvises sikre retningslinier for behandling og evaluering i privat regi af denne patientgruppe. Det vil desuden medføre en udvidelse af målgruppen for behandling, at tilføje patienter med BED. BED indgår således heller ikke i den behandlingsret, der giver mulighed for at behandling i privat regi, hvis det offentlige ikke kan tilbyde behandling inden for 2 måneder. Ganske få behandles i det offentlige I øjeblikket behandles kun ganske få personer med BED i det offentlige og kun i Ålborg og hovedstadsområdet. Dette på trods af, at Sundhedsstyrelsen skønner at ca af de godt personer som kæmper med BED i Danmark har brug for specialiseret behandling. Langt de fleste modtager ikke behandling, eller betaler hvis økonomien er til det selv behandlingen på et af de private behandlingssteder. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), er overrasket over, at lidelsen er så udbredt. Han har tidligere udtalt: Noget tyder på, at folk, der lider af BED, bør have lettere adgang til professionel hjælp, så de kan komme videre. Han vil dog ikke love en egentlig økonomisk ramme, før lidelsen er undersøgt. Diagnosekriterier I Danmark anvendes diagnosesystemet DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) primært i forskningssammenhænge. Diagnosesystemet ICD (International Classification of Diseases) anvendes derimod inden for hospitalssystemet og i kliniske sammenhænge. ICD beskrev først i 1992 diagnosen bulimi, hvorimod DSM meget tidligere, nemlig allerede i 1980 introducerede diagnosen bulimi. Denne tendens ser vi nu igen, idet DSM allerede i appendiks B fra 1994 forsøgsvist beskrev diagnosen BED, Binge Eating Disorder, det vi i daglig tale kalder tvangsoverspisning. Der er siden fundet belæg for at BED ganske rigtigt skal have egen diagnose, og 10. februar 2010 blev det offentliggjort, at diagnosen bliver indskrevet i Diagnosemanualen (DSM V), som udkommer i maj Allerede i rapporten fra 2005 forudså Sundhedsstyrelsen udviklingen i diagnosekriterierne og anbefalede i rapporten, at man fremover lagde sig tættere op af DSM IV-kriterierne for spiseforstyrrelser. I den netop udkomne bog "Frås og faste" belyses spiseforstyrrelser ud fra et klinisk og kulturelt perspektiv. Bogen giver et godt overblik over tilgange og behandling af anoreksi og bulimi i Danmark og indeholder indlæg fra en lang række fagpersoner fra landets behandlingssteder og universiteter. Bogens redaktører (Susanne Lunn, Bent Rosenbaum og Christian Rokkedal) fastslår, at ICD-systemet bør lade sig stærkt inspirere af DSM-systemet, og da diagnosen allerede bruges flere steder, præsenteres de foreløbige DSM-kriterier for BED. Men derudover omtales BED desværre ikke yderligere. Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe anbefalede i 2005, at man indtil videre klassificerer BED under den brede kategori F50.8 Andre spiseforstyrrelser, men specificerer, at der er tale om overspisning. De foreslåede diagnosekriterier til den internationale klassifikationsmanual (ICD- 11), der udkommer i 2015, skulle have været offentliggjort i form af en alfa-version i maj 2010, men vi har indtil videre ikke kunnet få oplyst, om BED får separat diagnose her, hvor den altså i øjeblikket Overspisning medfører ikke nødvendigvis store vægtforøgelser. Personer der lider af BED spiser ofte små portioner i selskab med andre, men store portioner når de er alene. Endvidere kan BED også udmønte sig i perioder med overspisning efterfulgt af perioder med slankekure, hvorfor vægten kan være meget svingende. kun har været placeret under de meget upræcise diagnoser F50.4 Trøstespisning, eller F50.8 Andre spiseforstyrrelser. Det må dog formodes, at diagnosen BED inden for nærmeste fremtid accepteres som separat diagnose. Vi ser frem til at tvangsoverspisning også i Danmark vil blive anerkendt som selvstændig diagnose. Fedmeoperationer og kostvejledning Det er i dag relativt let at få bevilget hjælp i form af fedmeoperationer og kostvejledning, men ingen af disse muligheder kan hjælpe en person som tvangsoverspiser. Der findes talrige eksempler på personer, som efter de har fået foretaget fedmeoperationer opdager, at operationen ikke var en mirakelkur, og derfor fortsætter de nu livsfarlige overspisninger. Om man på landets behandlingssteder undersøger patienterne for, om de har en spiseforstyrrelse inden en fedmeoperation, er uvist. Dog ved vi, at man på Odense Universitets Hospital foretager sådanne undersøgelser, men også, at de, hvis patienten diagnosticeres med overspisning, i øjeblikket ikke kan tilbyde nogen form for behandling. Vi kender til flere veldokumenterede terapeutiske behandlingsformer for overspisning, som ikke bare letter tilstanden, så patienten stabiliseres og endda langsomt begynder at tabe sig, men som også betyder, at patienten får en langt bedre livskvalitet allerede tidligt i forløbet. Noget som jo ikke altid kan måles på vægten. Det synes næsten overflødigt at pointere, at udgiften til en fedmeoperation langt overstiger udgiften til et terapiforløb for overspisning, for ikke at tale om den samfundsøkonomiske gevinst det giver, at fastholde eller tilbageføre patienten til arbejdsmarkedet! Du kan læse Region Hovedstadens notat om spiseforstyrrelser på under "ALT OM SPISEFORSTYRRELSER/RAPPORTER"

10 Behandling af børn, unge og voksne i Region Syddanmark Region Syddanmark I Danmark lever personer med en spiseforstyrrelser, af disse bor i Region Syddanmark. Af disse har behov for specialiseret behandling*. Med specialeplanlægningsrapporten fra Sundhedsstyrelsen, juni 2010, inddeles behandlingen af spiseforstyrrelser inden for psykiatrien i tre funktioner: hovedfunktion, regionalfunktion og landdelsfunktion. Regionalfunktionen varetager specialiseret behandling og landsdelsfunktionen den højt specialiserede behandling. Men hvilke muligheder har man som spiseforstyrret i Region Syddanmark for behandling, og lever de rammer som behandlingen foregår i op til at være specialiseret og højtspecialiseret. Det afhænger af øjnene som ser. Af Lone Harlev Funktionsopdelingen angår kun psykiatrien, således indgår behandling hos egen læge ikke. n I hovedfunktionen behandles lettere tilfælde af spiseforstyrrelser på almene psykiatriske afdelinger. Der er ingen krav til speciel erfaring i behandling af spiseforstyrrelser. n I regionalfunktionen behandles moderat til svære tilfælde. Behandlingen skal ske i hospitals tværfaglige teams af speciallæger i psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri eller praktiserende psykiatere eller psykologer med erfaring indenfor spiseforstyrrelser. Behandlingerne sker ved indlæggelser, ambulant og ved viderevisitation til landsdelsfunktion. n I landsdelsfunktionen, som er højtspecialiseret behandles særligt alvorlige og vanskelige tilfælde i et tværfagligt samarbejde med eksempelvis medicinske og endokrinologiske afdelinger. Behandling af børn og unge Behandlingsmulighederne for børn og unge ændres i løbet af det næste halve år. Både Augustenborg og Esbjerg har i dag status af at være specialiserede enheder på regionalt niveau. Fremover vil de overgå til hovedfunktionen og vil således kun behandle børn og unge med spiseforstyrrelser ambulant og i dagbehandling. Augustenborg behandler personer op til 29 år n B/U-afdelingen har ikke en separat afdeling for spiseforstyrrede. De har 8 sengepladser og 2-4 dagpladser. Der er ca. 2 unge indlagt i gennemsnit på et år, men har ikke noget separat tal på ambulante besøg. Esbjerg behandler personer op til 29 år n B/U-afdelingen har ingen separat afdeling for spiseforstyrrede. De har 12 sengepladser og har 0-2 indlagte med spiseforstyrrelser om året. De har 50 nyhenviste og 40 patienter i kontinuerlig behandling om året. Kolding vil fremover fortsat behandle spiseforstyrrede på specialiseret niveau og får status af regionalfunktion. n I Kolding behandles personer op til 21 år. B/U-afdelingen har i alt 14 sengepladser. De har ikke en separat afdeling for spiseforstyrrelser og det er behovet, der afgør hvor mange af de 14 pladser, der tilgår personer med spiseforstyrrelser. Fælles for de tre behandlingssteder er at, behandlingerne varetages af tværfaglige teams der har speciale inden for spiseforstyrrelser. Disse teams består af forskellige fagpersoner, som eksempelvis diætister, distriktssygeplejersker, psykologer, psykiatere, læger, fysioterapeuter og socialrådgivere. Medarbejderne fra regionens forskellige spiseforstyrrelsesteams afholder netværksmøder to gange om året for at udveksle viden og erfaring. Alle behandlingssteder fortæller, at de benytter den viden Center for Spiseforstyrrelser i Odense har på området, og at de har en løbende kontakt hertil. Det er dog kun Esbjerg der fortæller, at de har struktureret vidensdeling med Centeret i Odense. Kirsten Hørder, der er overlæge og leder af Center for Spiseforstyrrelser,, har således været tilknyttet som supervisor igennem de sidste tre år, og medarbejderne sendes til Odense, når der tilbydes relevant uddannelse. Højtspecialiseret behandling for børn og unge Den højtspecialiserede behandling for børn/unge foregår i Odense på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Der findes ikke en særskilt afdeling for patienter med spiseforstyrrelser, omend ønsket og målet for fremtiden netop er, at der etableres flere sengepladser og at der på sigt etableres en selvstændig afdeling for både børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser. Afdelingen har på nuværende tidspunkt 6 døgnpladser og 2 dagpladser. At funktionen er højtspecialiseret, selvom patienterne er indlagt på blandede afdelinger, skyldes at afdelingen har fagpersonale med relevante kompetencer, at de laver forskning og at de tilbyder behandling til alle sværhedsgrader. Derudover er der adgang til relevante specialer på hospitalet. Centeret er karakteriseret ved en høj grad af kompetencer gennem et velfungerende samarbejde med somatikken ved endokrinologisk afd. M og pædiatrisk afd. H - OUH og forskningsaktivitet udtaler Kirsten Hørder. Kirsten Hørder udtaler, at der er bred enighed om behandlingstilgangene på regionens fire behandlingssteder. Hun fortæller, at man fokuserer såvel på det fysiske som på en familieorienteret tilgang, samt på ambulant behandling. Vurderes det at patienten kan behandles ambulant vil det være den foretrukne behandlingstilgang. 80 % af alle patienter bliver således behandlet ved en ambulant familieorienteret tilgang. I gennemsnit har afdelingen 3-4 ambulante besøg dagligt. Højtspecialiseret behandling for voksne I Odense tilbydes som det eneste sted i regionen højtspecialiseret behandling af voksne med spiseforstyrrelser. På regionens øvrige behandlingssteder behandles spiseforstyrrede på almene psykiatriske afdelinger, mens man i Augustenborg og Esbjerg kan få specialiseret behandling op til 29 år. Der er på nuværende tidspunkt ingen aftale om systematiseret vidensdeling mellem regionens behandlingssteder. Afdelingen i Odense er netop, som følge af at almenpsykiatrisk afdeling på OUH skal nedjustere med 22 mio. pga. en budgetoverskridelse i 2009, flyttet til afsnit for skizofrene. Umiddelbart vækker en sådan flytning bekymring, men efter et besøg på afdelingen, kan LMS heldigvis konstatere, at såvel antal sengepladser som antallet af ansatte med specialkompetencer inden for spiseforstyrrelser er bevaret. Afsnittet har stadig samme kapacitet og således stadig 6 sengepladser. De forskellige patientgrupper holdes adskilt, og patienter med spiseforstyrrelser har for eksempel eget spiseafsnit. Behandlingsmetoden tager afsæt i adfærdsterapeutiske metoder og der tilbydes allerede støttende og motiverende samtaler ved et BMI på under 15. Mens selve psykoterapien påbegyndes ved BMI over 15. I LMS mener vi disse tidlige samtaler er en positiv indgang til behandling, da en spiseforstyrrelse netop ikke kun handler om mad og vægt. Generelt møder vi i vores rådgivning flere der fortæller, at de først tilbydes samtaler, når deres vægt er normaliseret. På trods af, at der på den nye afdeling rent fysisk er plads til 11 patienter, er der kun økonomiske rammer til 6 indlagte. Det kan undre noget at disse pladser ikke udnyttes, når Odense er det eneste sted i regionen, der tilbyder højtspecialiserede behandling for voksne med spiseforstyrrelser. Magnus Petersen, overlæge på afdelingen, mener at der bestemt er grundlag for at fylde de resterende 5 pladser, da de får stadig flere henvendelser fra voksne, der lider af en spiseforstyrrelse. At pladserne ikke er i brug, mener vi i LMS kunne hænge sammen med manglende udligningsordninger mellem sygehusene. Det vil sige at det enkelte behandlingssted ikke er interesseret i at flytte Behandlingsniveauer Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport fra 2005 kan behandling sættes ind på tre niveauer. Behandlingssteder der kan varetage behandling på de forskellige niveauer. 1. Ikke specialiseret Praktiserende læge Grad Specialiseret I hovedfunktion og regionsfunktion. (Regionsfunktionen er specialiseret. Hovedfunktionen er ikke specialiseret og varetages af almenpsykiatriske afdelinger) 3. Højt specialiseret I landsdelsfunktion Grad 4-5 patienter, da det ikke er økonomisk rentabelt for dem. Center for Spiseforstyrrelser I 1993 blev Center for Spiseforstyrrelser oprettet på OUH i Odense. Centeret er et murstensløst samarbejde mellem 4 afdelinger på Odense Universitetshospital: n Pædiatrisk afdeling H n Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Odense n Endokrinologisk afdeling M n Almenpsykiatrisk afdeling P. Center for Spiseforstyrrelser skal fungere som videncenter/kompetencecenter og bistår med vejledning, udredning, undervisning og behandling af patienter til de øvrige behandlingssteder i regionen. Børn, unge og voksne med anoreksi og bulimi er centerets kernepatienter. Patienter med overspisning er ikke indbefattet. Dog bliver alle, der skal have foretaget fedmeoperationer screenet for spiseforstyrrelser. Hvilket selvfølgeligt er positivt, men da der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer behandling for overspisere overlades de således efter en eventuel diagnosticering til sig selv. LMS mener Man skal holde tungen lige i munden, når man forsøger at få et overblik over den behandling som personer med spiseforstyrrelser får rundt om i de forskellige regioner. Det er nemlig ikke altid umiddelbart Sygdomsgrader Personer med spiseforstyrrelser visiteres til behandling på de tre niveauer efter nedenstående gradinddeling Grad 2-3 Kilde: Sundhedsstyrelsen let at sammenligne. Vi går naturligvis efter øverste overligger, når vi kigger på behandling og med satspuljemidlerne som eneste økonomiske indsprøjtning, er det ikke altid at behandlingerne eller de fysiske rammer lever op til ønsket. Spisesituationen er eksempelvis yderst vigtig, når vi taler om patienter med spiseforstyrrelser, derfor mener vi, det er vigtigt at spiseforstyrrede bliver behandlet på selvstændige afdelinger, hvor der både er de rette fysiske rammer, og hvor personalet er fagligt klædt på til at håndtere situationerne omkring måltiderne. Vi mener eksempelvis ikke at patienter med spiseforstyrrelser bør placeres på afdelinger med psykotiske patientgrupper, hverken ved indlæggelser eller dagbehandling. Derfor finder vi det ikke helt optimalt, at børn og unge både i Kolding og Odense er indlagt på blandede afdelinger. Du kan læse mere om blandt andet kommunale tilbud, forskning i spiseforstyrrelser og pårørendearbejdet i psykiatrien i Region Syddanmark på ww.spiseforstyrrelser.dk under sidste nyt. Ansatte og budget Budget: 1,2 mia. kr. Antal ansatte: Således har Regionen 545 indbyggere pr. ansat i psykiatrien, mens gennemsnittet for alle regioner ligger på 481. Regionen bruger kr. pr. indbygger til psykiatri. Gennemsnittet for alle regioner er kr. *Tallet er baseret på at i Danmark lider af en spiseforstyrrelse. Heraf med anoreksi, med bulimi og med overspisning. Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens forventninger, skønnes af disse at have behov for specialbehandling på regionalt niveau. Tallet er udregnet på baggrund af indwbyggertallet i regionen på

11 Stadig upræcis behandling af selvskade Selvom lidelsen nu efter 10 år er et kendt fænomen i Danmark. For bare 10 år siden var selvskade et relativt ukendt fænomen i Danmark, men siden er det blevet gjort til genstand for massiv medieopmærksomhed. Eksperter vurderer, at viden omkring de psykologiske mekanismer bag selvskade generelt er blevet større de seneste par år. Af Maria Pedersen, stud.psych. På trods af øget viden tilbydes der i Danmark ingen behandling til personer med ren selvskade, og personer med selvskade og en anden samtidig psykiatrisk diagnose oplever ofte en både hårdhændet og respektløs behandling. Selvskadende adfærd er et udtryk for en alvorlig psykisk sygdom. I personlighedsforstyrrelsen: Borderline indgår selvdestruktivitet som et diagnostisk kriterium, og hyppigheden af selvskadende adfærd hos psykiatriske patienter er da også langt højere end i den almene befolkning. Men fænomenet har også for alvor spredt sig til unge piger uden for psykiatrisk regi. Ligesom der ikke findes entydige statistikker for fænomenets udbredelse, hersker der også forvirring omkring definitionen. Hos LMS definerer vi selvskade som en direkte, socialt uacceptabel adfærd, der gentages igen og igen, og som forårsager mindre til moderat fysisk skade. Selvskade er ikke forsøg på selvmord, men en måde at udholde eller regulere svære følelser. Intet til ren selvskade På trods af den store udbredelse af selvskade blandt især unge, tilbydes de ikke terapi, hvis de ikke samtidig har en psykiatrisk diagnose. Det skyldes dels at den foreliggende forskning om selvskade tager udgangspunkt i psykiatriske patienter. Og dels at der ikke eksisterer specialtilbud for personer med ren selvskade i Danmark. Desuden overses selvskaden ofte af personer i de unges netværk, fordi de enten ikke ved hvilke tegn, de skal se efter, eller hvad de skal stille op, hvis de opdager det. Dette betyder ifølge psykolog og ekspert i selvskade Lotte Rubæk, at færre børn og unge henvises til psykologerne i pædagogiskpsykologisk regi for behandling af deres selvskadende handlinger. Sammenligner vi os blandt andet med USA, er vi mindst 10 år bagud, blandt andet i forhold til diagnosen SAFE. I USA har de haft fokus på problemet i længere tid og har udviklet specialiserede behandlingstilbud, fortæller hun. Chefpsykolog på Rigshospitalet Bo Møhl, som forsker i selvskade og dagligt er i kontakt med de unge mener, at selvskadende patienter, der henvender sig til skadestuer, generelt bliver behandlet bedre end for få år siden. Alligevel er det langt fra ideelt, udtaler han. Alt for mange unge bliver stadig mødt med uforståenhed eller bliver ikke taget alvorligt. Det ville være godt, om man underviste personalet på de somatiske skadestuer i selvskade, så de ved, hvad de har med at gøre et sår er jo ikke bare et sår, når man ser psykologisk på det, siger Bo Møhl. Selvskade er et råb om hjælp, som personalet bør kunne rumme og forstå. Alt for mange bliver stadig udskrevet efter en alvorligt selvskadende adfærd uden efterfølgende behandling. Ideelt set bør patienten henvises til en psykolog eller Det er ikke kniven, der er din fjende - en folder om cutting og anden selvskade Kender du en selvskader - uden at vide det? Støttegrupper for selvskadere LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade Læs mere om selvskade og om støttegrupper for selvskadere på Her kan du også bestille informationsfolderen "Det er ikke kniven, der er din fjende" og folderen om støttegrupper. psykiater med ekspertise i selvskade, mener Bo Møhl. Og Bo Møhl bakkes op af Lotte Rubæk. En selvskadende person har behov for grundlæggende at lære at regulere sine følelser på andre måder end ved at skære eller brænde sig. Opfølgende specialiseret behandling ville også være en gevinst for samfundet. Frem for at avle svingdørspatienter, der bliver afhængige af deres selvskade, kan man forebygge med en hurtig og specialiseret behandling, siger Lotte Rubæk. Hårdhændet behandling Når patienter med gentagende selvskadende adfærd og med en psykiatrisk diagnose, oftest borderline, henvender sig på skadestuen, mødes de - om ikke i højere grad end rene selvskadere - af stærke følelsesmæssige reaktioner fra behandlernes side. De kan vise sig som afvisning, udskældning eller som en psykisk omklamring a la kom nu her hen til mig, så skal jeg nok hjælpe dig lille du, udtaler Bo Møhl. Ikke sjældent behandles patienterne hårdhændet og respektløst, da det, ifølge Lotte Rubæk, er ekstremt hårdt at være vidne til en person der forvolder sig selv så meget fysisk smerte og samtidig ikke være i stand til at gøre andet end at sy sårene sammen igen. Begge er de enige om, at der mangler bedre uddannelse i selvskadens psykiske mekanismer og hyppigere supervision. Af de som ofte er vidne til den hårdhændede behandling, er medarbejdere på diverse socialpsykiatriske behandlings- eller bosteder. En socialpsykiatrisk medarbejder, der ønsker at være anonym, udtaler: Det er både læger og sygeplejersker blandt andet borer de lige nålen ekstra godt ind, når de skal bedøves eller kommer med en dum kommentar som når du skærer dig så meget, så behøver du vel ikke bedøvelse, når du skal sys. En fordømmende attitude der er direkte medvirkende til, at pigerne ikke vil med på skadestuen, også selvom der er tale om alvorlig selvskade. Endvidere oplever de ofte moralprædikener, som gør pigerne kede af det og irriterede. Pigerne tænker, at hvis I tror, jeg bare kan stoppe det, så havde jeg gjort det. Tror I måske, jeg nyder at skulle dække min krop resten af livet. På psykiatriske afdelinger forholder det sig ikke bedre. Lotte Rubæk fortæller om sin tid i psykiatrien, hvor uvidenhed hos personalet kunne føre til uhensigtsmæssig eller direkte forværrende behandling. Det var den jargon på afdelingerne, at der klart var tale om afstraffelse og afsky, udtaler hun. For patienter med selvskade i psykiatrien, specielt borderline, eksisterer der faktisk specialiserede og evidensbaserede behandlingstilbud. Enten kan man tilbyde mentaliseringsbaseret terapi eller dialektisk adfærdsterapi, som har vist lovende resultater. Eksemplet med Signe Desværre er der alt for få fagpersoner, som er i stand til at varetage disse behandlingsformer, mener både Bo Møhl og Lotte Rubæk. Signe er 21 år og har skadet sig selv i fire år ved skære, brænde og tage piller. Hun gør det primært for at straffe sig selv, hvis hun føler, hun har gjort noget forkert. Signe har været i kontakt med skadestuen mindst 25 gange, hvor der ofte er tale om hurtig sårbehandling. Hun har også været ude for nogle meget ubehagelige oplevelser. Blandt andet har en læge spurgt hende Behøver du overhovedet bedøvelse? Du er vel vant til smerte. Sådanne og lignende kommentarer samt de fordømmende er det nu dig igen-blikke har medført, at hun skammer sig endnu mere og i perioder ikke har henvendt sig i skadestuen. Signe har været indlagt på en psykiatrisk afdeling tre gange og mener ikke, at personalet har tilstrækkelig viden om selvskade, og at de overhovedet ikke forsøgte at sætte sig ind i netop hendes mekanismer. Blandt andet tilbød de hende medicin efter behov, når trangen til selvskade meldte sig. En trang som Signe har hele tiden. Hun skar sig gentagende gange under indlæggelserne og fik at vide, at hun ikke måtte gå i korte ærmer, da det smittede. Redaktionen er den socialpsykiatriske medarbejder og Signes rigtige navn bekendt. Ordforklaring SAFE SAFE er en forkortelse for Self Abuse Finally Ends (endelig slutter selvskaden) og er en amerikansk behandlingsform, der udbydes i staterne Texas og Illinous. I SAFE hjælpes klienten til at opnå selvkontrol og udsætte trangen til at skade sig selv ved. Dels ved at lære at håndtere emotionel stress. Og dels ved at lære at træffe mere sunde valg - herunder valget om ikke at skade sig selv. I SAFE anses selvskaden som en kortvarig overlevelsesstrategi, som på ingen måder er SAFE (sikker) eller healthy (sund) - og ikke som en afhængighed. Selvskade er et valg, som klienten kan stoppe med den rette hjælp og støtte, hedder det i SAFE. I SAFE lærer klienten at udtrykke sine følelser - i stedet for at undertrykke dem ved at skade sig selv. BORDERLINE Borderline er en personlighedsforstyrrelse som ofte bunder i hændelser fra ens tidlige barndom - eller social arv. Et typisk kendetegn ved borderline er spiseforstyrrelser. MENTALISERINGSBASERET TERAPI I mentaliseringsbaseret terapi lærer klienten at mærke og forstå sine egne tanker og følelser - også under stress. Mentalisering er evnen til at kunne fortolke egne og andres handlinger som meningsfulde på baggrund af såkaldt intentionelle mentale tilstande. Eksempelvis ønsker, følelser, behov, antagelser og fornuft. Mentalisering er med andre ord at være bevidst om bevidstheden. DIALEKTISK ADFÆRDSTERAPI (DAT) Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) bruges til klienter, der er emotionelt ustabile. Kendetegn for klienterne er misbrug, selvskade, spiseforstyrrelser og periodiske indlæggelser. DAT hjælper klienterne med at regulere deres følelser såsom angst, depression, skyld og skam på en konstruktiv måde

12 Du kan godt blive fri Line var 14 år, da hun fik anoreksi. I seks år kæmpede hun for at komme sygdommen til livs og efter en sej kamp lykkedes det hende til sidst. Med sine oplevelser og erfaringer i rygsækken er Line i dag rådgiver for LMS med det budskab til dem hun rådgiver: Det KAN lade sig gøre at slippe helt fri af en spiseforstyrrelse. Af Anne Solbjerg Jeg sad på klaverstolen og så ned af mig selv. Mine mave bulede lidt ud, og jeg syntes, at jeg så forfærdelig tyk ud. Så besluttede jeg mig for, at jeg ville tabe mig. 31-årige Line Jespersen forbinder episoden ved klaveret med starten på den spiseforstyrrelse, hun kom til at kæmpe med i teenageårene. Line var ellers en glad og velfungerende teenager. Hun voksede op i en jysk provinsby med støttende og kærlige forældre, et rigt socialt liv og erindrer ikke de selvværdsproblemer, der kunne have kickstartet en spiseforstyrrelse, og som mange anoreksiramte ellers kan nikke genkendende til. Anoreksien startede jo også bare med en slankekur. Men da Line mærkede den kontrol, hun følte ved at styre maden, hun spiste, blev det hurtigt til en sport, hvor det gjaldt om at spise så lidt som overhovedet muligt. Mine forældre havde nogle venner, hvis døtre led af anoreksi. De ville ikke spise hjemme og kom engang imellem over og skulle spise aftensmad hos os. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på deres afpillede kroppe og tænkte, at de var syge. Jeg overvejede ikke et øjeblik, at jeg måske led af det samme. På bare et år havde Line tabt sig ganske voldsomt, og hendes forældre blev hurtigt opmærksomme på, at der var noget galt. Hun påstod dog hårdnakket, at hun ikke fejlede noget og blev hurtigt mester i at lyve og skjule sin spisevægring for dem. I løbet af en skoledag spiste jeg kun tyggegummi. Jeg købte tre pakker, tyggede sukkeret ud af de enkelte stykker og smed dem derefter ud. Det var alt, jeg fik, i løbet af en hel skoledag. Da hendes vægt kom ned på 42 kilo, valgte hendes forældre dog at tage affære. Selvom Line ikke selv mente, det var nødvendigt, begyndte hun at gå til vejning hos sin læge to gange om ugen. Hun hadede vejningerne og sørgede for at drikke en masse vand inden konsultationen. Men udover vejningerne begyndte lægen at fortælle Line om, hvilke konsekvenser anoreksien kunne få for hendes krop. Jeg havde ikke overvejet, at det var anoreksien, der var skyld i, at mine menstruationer udeblev. Jeg fik et chok, da lægen fortalte mig, at jeg kunne risikere at miste evnen til at blive gravid, hvis jeg fortsatte med at sulte mig. I dag er det jo logisk, at det på sigt har fatale fysiske konsekvenser at leve af tyggegummi og vand alene. Men jeg havde nok bare valgt at lukke øjnene for den side af sagen. Med hjælp fra forældrene og lægen indså Line gradvist, at hun var nødt til at tage på og begynde at spise igen. Hun husker sådan set perioden, hvor faste måltider igen er en del af hendes dagligdag som god, men hun var konstant splittet mellem nydelsen af igen at kunne spise alt det mad, hun egentlig holdt meget af, og frygten for de ekstra kilo hun ville tage på. Igennem en længere periode oplevede jeg det, mange anorektikere oplever, at anoreksien slår over i bulimi, fordi man simpelthen er så bange for at tage på i vægt. Jeg hadede følelsen af mæthed, og da jeg først havde opdaget, hvor nemt det var at gå ud og kaste det hele op i toilettet, var det utrolig fristende. Line vidste dog godt, hvor forkert det var at kaste maden op, og lige så langsomt begyndte hendes tanker at tænke i raske baner og slippe de tankestrømme, hun som spiseforstyrret havde været styret af. Processen var lang, og gennem gymnasieårene kæmpede hun stadig med sygdommen som dog stille, men stødt fyldte mindre og mindre i hendes liv. Det er en hård kamp at kæmpe sig ud på den anden side af en spiseforstyrrelse, men det kan lade sig gøre. Og det kan lade sig gøre at komme helt dertil, hvor man ikke længere kan genkende sig selv som spiseforstyrret og hvor et stykke pizza bare kan nydes uden panik. Jeg kan huske, hvordan jeg pludselig tænkte, hvor mange spændende ting, tilværelsen bød på med venner, fester, uddannelse det hele. Jeg tænkte, at det var fuldstændig tåbeligt at gå og bruge energi på, hvad jeg spiste i stedet for bare at leve og nyde at være til. For Line var tanken her banebrydende. Det var nærmest som om, at hun besluttede sig for at blive rask. Hun husker ikke bestemte begivenheder, der var afgørende for, at den sygdom, der havde haft magt over hende i årevis, pludselig havde mistet dens magt. Uden mine forældre og min læge ville jeg ikke have klaret den. Men jeg tror også bare, at jeg kom i tanke om, hvor livsglad og stærk, jeg alle dage havde været. Meget er sket i Lines liv siden teenageårene. Hun er flyttet til en anden del af landet, arbejder som folkeskolelærer og bruger en del af sin fritid som rådgiver for LMS. Når jeg ser tilbage på årene som spiseforstyrret, virker det så fjernt for mig nærmest som om det slet ikke er mit liv, jeg tænker på, men en andens. LYST til mig selv og livet! Kan du være nærværende? Hvordan har du det med nærhed? Kan du mærke lyst? Hvad du har lyst til at spise, hvem du har lyst til at være sammen med, hvad du har lyst til at lave, og hvad du har lyst til seksuelt? Hvis du lige som mig har haft en spiseforstyrrelse gennem mange år, vil jeg gætte på, at du svarer nej til spørgsmålene. Stort set al min energi og alle mine tanker er blevet brugt på mad og destruktivitet. Når jeg var sammen med andre, var jeg i virkeligheden ikke rigtigt til stede og nærværende, for jeg var i min egen verden i min anoreksi. Jeg holdt andre og selve livet på afstand. Mens det stod på, var jeg ikke bevidst om det, for jeg var også lukket over for mig selv og mine følelser. Jeg var konstant dopet. I min proces ud af anoreksien, er det gået op for mig, hvor meget jeg har at lære. Èn ting er at få maden og vægten på plads. Noget andet og i mine øjne rigtig, rigtig vigtigt er at lære at mærke lyst, at lære at være nærværende og at turde åbne op for nærhed. Lære at leve! Hvis man kun fokuserer på Line ved dog godt, hun har været heldig, og at mange andre sygdomsramte ikke oplever den samme støtte og hjælp fra omverdenen. Det betød alverden for mig, at folk omkring mig reagerede og fik mig til at indse, hvor galt afsporet jeg var. Og at de gad lytte. Det er også min vigtigste opgave som rådgiver bare at lytte. Mange af dem, jeg møder som rådgiver, føler nemlig ikke, at de har nogen at tale med. I dag kan Line slet ikke kende sig selv, når hun ser 15 år tilbage og mindes den pige, der blev så syg. Dog føler hun, at hendes historie vidner om, at alle og enhver kan blive ramt af en spiseforstyrrelse, hvis de presses på et skrøbeligt tidspunkt i livet. Men lige så vigtigt er det for hende at slå fast, at også alle kan slippe spiseforstyrrelsen igen. maden og vægten og lærer at spise mekanisk og regelmæssigt, er man i mine øjne ikke rask (jeg hader egentlig ordet rask vil hellere kalde det FRI). Så er man blot styret af en kostplan og en bestemt vægt, man skal holde. Er det at være fri og at leve livet? Hvis man stadig lukker af og ikke mærker? Start en lystrejse Friheden starter, når man begynder på en lyst-rejse i sig selv. Hver dag øver jeg mig i at mærke efter, hvad jeg har lyst til. Altså ikke BARE spise noget, BARE lave noget, BARE være sammen med den og den. Nej, jeg skal VILLE det! Have LYST. Det kræver, at jeg tør stå ved mig selv og tør sige til og fra, hvilket i sig selv er en kæmpe udfordring. Hvis ikke jeg holder mig selv fast, tager autopiloten hurtigt over, så jeg lukker af, som jeg har gjort igennem alle mine spiseforstyrrede år. Det kræver altså fokus, viljestyrke og motivation hele tiden for at ændre vaner og tankegang. I marts i år udkom jeg med min tredje bog, som netop hedder Lyster. Den handler om lyst, sex og kærlighed og om, hvordan du finder lysten til dig selv. Du kan læse om Af Mille Eigard Andersen Forfatter, foredragsholder og sexolog, Du skal turde tale om din spiseforstyrrelse og sige dine tanker og følelser højt. Og så skal du virkelig ville være rask. Det lyder måske dumt, men engang imellem opfører sygdomsramte sig som om, at de ikke vil være deres sygdom foruden. Tænk på den frihed du havde, før alle de spiseforstyrrede tanker begyndte at plage dig. Den frihed er mere værdifuld end alt andet. Og sidst men ikke mindst skal du tro på, at det faktisk kan lade sig gøre at blive helt rask. Du kan sagtens igen komme til at spise en pizza eller en is uden at gå i panik over, hvor mange kalorier du indtager. Line er et opdigtet navn, hendes identitet er kendt af redaktionen. de øvelser, som jeg selv har brugt og fortsat bruger for at holde mig i kontakt med mig selv. Derudover har jeg interviewet en masse andre kvinder for at få deres vinkler, tips og idéer til at styrke lyst, kærlighed og kvindelighed. Det kræver fortsat energi og kamp hver dag at lade lysten og ikke spiseforstyrrelsen vinde, men jo mere jeg kæmper for at følge lysten, jo mindre fylder spiseforstyrrelsen. Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er den vej, jeg skal fortsætte for at have det godt! Efter så mange år med en mindreværdstankegang og en ekstrem ulyst til mig selv, er det fantastisk at mærke, at jeg føler mig noget værd, og at jeg har lyst til mig selv og livet! Følg din lyst det er vejen til frihed. Det er kun dig selv, der kan tage de sidste skridt. Støtte og forståelse kan hjælpe, men du skal selv hver dag arbejde med nærvær, nærhed og lytte til din lyst i stedet for at lukke af

13 EFTERÅRETS foredrag ID NR Spiseforstyrrelser rammer også drenge og mænd Det er ikke let at erkende, at man lider af en spiseforstyrrelse. Når så sygdommen også betegnes som en kvindesygdom og man er mand, bliver udfordringen ikke mindre. Joakim og Ditlev fortæller deres personlige historier om at leve med en spiseforstyrrelse. Foredraget vil blive perspektiveret med faglig viden inden for området. ÅLBORG den 2. september kl , Psykinfo, Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg. VEJLE den 12. oktober kl , PsykInfo, Staldgårdsgade 10C, 1., Vejle. Tilmelding kan ske på tlf.: Foredraget er arrangeret i samarbejde med PsykInfo Vejle og der er gratis entré. Personlige fortællinger Anne-Mette, Sandra, Louise og Joakim fortæller om deres liv med anoreksi, bulimi, overspisning og selvskade. De tager udgangspunkt i egne historier og fortæller, hvordan det hele startede, hvordan de taklede og stadig takler hverdagen og omgivelserne. ODENSE den 23. september kl , Odense Kommunes Kursuscenter, Schacksgade 39, 5000 Odense C. Entre 50 kr. Tilmelding og info: eller Voksne og spiseforstyrrelser overspisning og bulimi Jette på 47 år led af bulimi og holdt sin spiseforstyrrelse skjult for omverdenen i 18 år. Rikke er 37 år og har lidt af overspisning gennem en del år. Hun har tit svært ved at koncentrere sig, når der er mad i nærheden og det er en udfordring at spise sammen med andre. Psykolog Britta Tønnies vil perspektivere disse to personlige historier med sine erfaringer som psykolog. KØBENHAVN den 24. august kl i Kvarterhuset Amager, Jemtelandsgade 3, 2300 København S. Personlig fortælling om anoreksi Mette Fløjborg fra LMS vil fortælle om det mangeårige arbejde med personer, der har en spiseforstyrrelse. Derudover vil Mette Kamphausen og hendes mormor fortælle om deres liv med og kampen for at få Mette ud af spiseforstyrrelsen. SØNDERBORG den 13. oktober kl , Sønderborg Bibliotek, Kongevej 19, Sønderborg. Foredraget er arrangeret i samarbejde med SIND og der er gratis adgang. Ortoreksi - Den fjerde spiseforstyrrelse Ekstrem fokus på sundhed og særlige kostplaner. Hvad handler ortoreksi i virkeligheden om, og er det en spiseforstyrrelse på samme måde som anoreksi, bulimi og overspisning? Psykolog Maria Nødskov Aaen fortæller om ortoreksi og om sine erfaringer med terapi for personer med ortoreksi. ÅRHUS den 8. september kl på Hovedbiblioteket, Møllegade 1, 8000 Århus C. PRIS Med mindre andet er angivet koster alle foredrag 50 kroner pr. person til støtte for vores arbejde for bedre vilkår for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade og deres pårørende. workshop FOR PÅRØRENDE TIL selvskadere LMS' psykolog Britta Tønnies afholder workshop for dig som er pårørende til en person der skader sig selv. Se mere på side 13. KØBENHAVN den 14. september kl , Dronningens Tværgade 46, stuen, 1302 København K. Pris for medlemmer kr. 250, for ikke-medlemmer 400. Medlemskab koster 150 kr. EKSTRA TILBUD Du kan deltage gratis til foredraget, hvis du melder dig ind nu som nyt medlem i LMS. Medlemskabet koster 150 kroner. INFO OG TILMELDING Læs mere om foredragene og tilmeld dig, med mindre andet er angivet på www. spiseforstyrrelser.dk, eller på telefon