MØDET TIRSDAG DEN 16. DECEMBER (Bifald)

Transkript

1 2-001 MØDET TIRSDAG DEN 16. DECEMBER (Mødet åbnet kl. 9.10) FORSÆDE: Patrick COX Formand Det Europæiske Råd/regeringskonferencen/det italienske formandskab Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: - Rapporten fra Det Europæiske Råd og Kommissionens redegørelse - Det Europæiske Råds møde (Bruxelles, den december 2003); - Redegørelser fra Rådet og Kommissionen - Stats- og regeringschefernes topmøde om regeringskonferencen (Bruxelles, den december 2003); - Redegørelse fra Rådets formand - Det italienske formandskabs arbejde. Først vil jeg gerne benytte lejligheden til at give en kort redegørelse for topmødet og regeringskonferencen i lyset af de spørgsmål, jeg stillede på Parlamentets vegne, så De er informeret om det, der blev sagt, inden vi går videre til vores egentlige debat. Det skal retfærdigvis siges, at der, hvad angår arbejdsindsatsen på Det Europæiske Råds møde, skete utroligt meget på meget kort tid, og der blev gjort væsentlige fremskridt på en lang række områder. Det er bestemt værd at bemærke, at vi her i Parlamentet i denne forbindelse havde et meget positivt samarbejde med det italienske formandskab på tværs af udvalgene inden for mange forskellige områder. Efter Parlamentets seneste beslutninger glædede jeg mig i særdeleshed over konklusionerne om EUtransatlantiske relationer, men jeg lagde vægt på, at det netop er i en fase med uddybning af de transatlantiske relationer - hvilket er målet for konklusionerne - at vores oprigtige venskab med USA ikke skal udelukke vores oprigtige bekymringer vedrørende Guantánamo. Jeg udtrykte mig i sådanne vendinger på Parlamentets vegne. Hvad angår Kyoto-protokollen, gjorde jeg opmærksom på, at der samtidig fandt et FN-sponseret møde sted i Milano. Det kunne se ud til, at Rusland fortsat ikke har besluttet, om man skal undertegne Kyoto-protokollen. Vi europæere har stor interesse i, at russerne undertegner Kyoto-protokollen og dermed gør den gældende. Jeg 1 Indgivne beslutningsforslag: se protokollen. mener, at Kommissionen og det nye formandskab skal tage klare initiativer til at sikre, at vi, der tror på Kyotoprotokollen, i de kommende måneder forsøger at sikre en tilfredsstillende fastlæggelse gennem en uddybelse af kontakten til Rusland. Jeg fremsatte også dette synspunkt i weekenden. Med hensyn til regeringskonferencen afholdes der i dag en debat om de mere vidtgående spørgsmål, og jeg ser frem til at blive vejledt af denne debat og vores beslutning. Da jeg talte på regeringskonferencen, nævnte jeg to konkrete problemer af parlamentarisk karakter. Det første problem vedrører finansieringen af EU og budgetproceduren. Jeg understregede, at Europa- Parlamentet støtter et afbalanceret resultat af konventet, hvad angår de forskellige institutioner og deres rolle i budgetproceduren. Jeg forklarede dem, hvad konventsproceduren var, og hvad dens balance beløb sig til. Jeg forklarede, at Europa-Parlamentet fuldt og helt afviser Økofins indblanding som værende en upassende, uberettiget og uacceptabel indblanding i budgetprocessen. Jeg forklarede, at Økofin ikke kun angreb konventets konklusioner, men også budgettraktaten fra 1975, og at det på institutionelt plan faktisk repræsenterede et tilbageskridt. Jeg påpegede, at Parlamentet i det mellemliggende tidsrum har vist betydelig tilbageholdenhed på udgiftsområdet. Det vil interessere parlamentsmedlemmerne at høre - da det er et produkt af vores kollektive indsats - at vi har 15 års budgeterfaring siden undertegnelsen af den interinstitutionelle aftale med Rådet om finansielle overslag i Siden da har Rådet med en række diskretionære tillæg lagt diskretionære udgifter på i alt 33 milliarder euro oveni. Under udøvelsen af sine beføjelser har Parlamentet lagt 21 millioner euro til dette beløb. Hvis der er en relativ tendens til at udvide budgettet, findes den i højere grad hos Rådet end hos Parlamentet, og Parlamentet skal ikke gøres til genstand for en formodning om, at det ikke formår at handle ansvarligt, hvis det får et ansvar tildelt. Det sidste, jeg gjorde for Parlamentet, hvad angår regeringskonferencen og Parlamentet, var at opfordre regeringskonferencen til at sikre sig, at Parlamentet ikke bruges som et eller andet sidsteøjebliks bytteobjekt, hvor antallet af europaparlamentsmedlemmer vil stige, uanset om vi viser os effektive eller ej. Der er ikke tale om en eller anden globaliseret klichékongres for europæiske

2 folkeslag. Vi har seriøse budgetmæssige og lovgivningsmæssige funktioner. Der må være en øvre grænse for vores størrelse, og vi skal respektere de principper, der er fastlagt i konventets arbejde, for at håndtere, hvem der får hvor mange sæder. Det var disse spørgsmål, jeg på Parlamentets vegne tog op på regeringskonferencen. Endelig, hvad angår resultatet af mødet i sidste weekend, er der ingen tvivl om, at den manglende enighed på regeringskonferencen repræsenterer et tilbageskridt. Et sådant tilbageskridt er imidlertid ikke nødvendigvis en stor ulykke. Det faktum, at det ikke var muligt at skabe enighed sidste weekend, gør ikke en sådan enighed mindre nødvendig. Det viser det uhyre omfang af den udfordring, vi i fællesskab har påtaget os. Skønt de vigtigste aktører var til stede sidste weekend, udeblev fællesskabsfølelsen og viljen til at afslutte sagen. Vi har måttet betale prisen herfor, og vi må undersøge årsagerne til den manglende kompromisvilje hos alle de vigtige aktører. Sammen med gruppelederne vil jeg gerne overbringe en klar samling af budskaber fra dagens debat til det kommende irske formandskab. Jeg ser frem til denne debat samt til at høre, hvilke budskaber Europa- Parlamentet ønsker at sende til det kommende formandskab vedrørende næste runde. Jeg vil gerne byde formanden for Rådet, hr. Berlusconi, velkommen denne morgen og fortælle ham og hans kolleger, hr. Frattini, hr. Antonione og hr. Buttiglione, at de er meget velkomne. I hr. Berlusconis nærværelse vil jeg gentage, at vi i formandskabets almindelige arbejde, i udvalgsarbejdet, i det lovgivningsmæssige arbejde samt i kontakten med Parlamentet har haft meget gode og positive forbindelser med det italienske formandskab Berlusconi, formand for Rådet. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil nu gøre rede for det arbejde, som den italienske regering, der har haft formandskabet for såvel Rådet som regeringskonferencen i det halvår, der nu er ved at være forbi, har udført. Hvad regeringskonferencen angår, har det lige fra begyndelsen været Italiens målsætning, at vi skulle nå til enighed om et dokument af høj kvalitet uden at indgå kompromiser, som kunne forringe det, og at vi således skulle nå frem til et dokument, der giver fremtidens EU mulighed for at fungere og spille en hovedrolle på den internationale scene. Foruden denne målsætning havde vi et ønske om at give det udvidede EU en egentlig forfatning på baggrund af det udkast, som konventet har udarbejdet, inden for den frist, der blev aftalt i Thessaloniki, det vil sige inden valget til Europa- Parlamentet i juni Det fælles ønske om at afslutte forfatningsforhandlingerne i løbet af de 60 dage, som vi havde til rådighed fra regeringskonferencens begyndelse i Rom, gik som bekendt ikke i opfyldelse. Det er en kendsgerning, som vi skal konstatere stille og roligt uden at gøre det til en dramatisk sag eller komme med gensidige bebrejdelser, men vi skal samtidig være klar over, hvilke skridt der skal tages fra nu af. Målsætningen om ikke at forfalde til kompromiser eller aftaler, som er uforståelige for de europæiske borgere, blev opfyldt til fulde. Det er et princip, som formandskabet har holdt sig til lige siden disse vanskelige forhandlingers start, eftersom det var af den opfattelse, at bidraget fra de nationale parlamenter og EU-institutionerne - og ikke mindst Europa-Parlamentet, sådan som De mindede om, hr. formand - samt den fælles indsats fra formanden, hr. Giscard d'estaing, og næstformændene, Giuliano Amato og Jean-Luc Dehaene, skulle være det grundlag, som vi opnåede fuldstændig enighed om uden senere at gøre tilbageskridt på de vigtige punkter i det udkast, der blev vedtaget i juli i år. Ved regeringskonferencens formelle indledning ønskede formandskabet at slå disse begreber fast via Romerklæringen, som blev vedtaget af medlemsstaternes, tiltrædelseslandenes og kandidatlandenes stats- og regeringschefer samt parlamentsformand Cox og kommissionsformand Prodi. Vi holdt fast ved denne linje under hele forhandlingen, idet vi forenede ønsket om så vidt muligt at bevare konventets udkast og pligten til at være opmærksom på alle medlemsstaternes legitime krav i forbindelse med de spørgsmål, de anså for at være vigtige. Vores arbejdsmetode har været klar og gennemskuelig. Vi har til fulde inddraget Europa-Parlamentets repræsentanter i regeringskonferencens arbejde, hvilket var mere, end man gjorde på de tidligere regeringskonferencer, og vi har sørget for den størst mulige offentliggørelse og tilgængelighed af alle de dokumenter, der blev udarbejdet under forhandlingerne. Takket være dette imponerende, tålmodige og omhyggelige arbejde - jeg vil gerne rette en offentlig tak til alle dem, der har bidraget til det, navnlig udenrigsministeren, Franco Frattini, som sidder her ved siden af mig - lykkedes det os at løse næsten alle de spørgsmål, som regeringskonferencens deltagere rejste, uden at sænke det samlede ambitionsniveau i konventets udkast væsentligt. I forbindelse med regeringskonferencens indledende drøftelser kunne vi tælle over 80 omstridte spørgsmål, som de forskellige lande var uenige om. Hvad alle disse spørgsmål angår, blev der - med undtagelse af et rent institutionelt spørgsmål - fundet nogle passende mæglingsløsninger. Jeg kan tilføje, at regeringskonferencen på nogle punkter - navnlig når det gælder det helt afgørende forsvarsspørgsmål - supplerede og forbedrede konventets udkast og dermed nåede frem til en definition af et permanent struktureret samarbejde, der er fuldt foreneligt med Atlanterhavssamarbejdet og i tråd med nogle af medlemsstaternes politiske krav. Dette væsentlige fremskridt kommer til at ske i overensstemmelse med EU's beslutningsprocedurer og med en bred indfaldsvinkel, som giver nogle lande lov

3 til at gå hurtigere frem ud fra en specifik protokol, der indeholder bestemmelserne for den militære kapacitet, der er nødvendig for at deltage i dette permanente strukturerede samarbejde. Dette punkt lod faktisk til at være meget vanskeligt i starten. Det lykkedes os at nå frem til en aftale, som også var i fuld harmoni med de andre NATO-topmøder, og alle godkendte som bekendt de tre søjler, hvor Rådet kan gribe ind og træffe beslutninger på sit forårsmøde. Den første søjle - bestemmelserne om det strukturerede samarbejdes oprettelse og funktion - skal vedtages af Det Europæiske Råd. Den anden søjle giver de enkelte medlemsstater mulighed for at komme med i samarbejdet på et hvilket som helst tidspunkt, og med den tredje søjle fastlægges det, at det europæiske forsvar - som er nødvendigt for at give Europa styrke og selvstændighed til at være med ved bordet sammen med verdens andre militærmagter - ikke skal stå i modsætningsforhold til NATO, men tværtimod skal samarbejde med NATO, eftersom man også har givet det europæiske forsvar et hovedkvarter i NATO's operative base i Europa. På regeringskonferencens sidste møde måtte man således koncentrere sin indsats om de vigtige institutionelle spørgsmål, som det - på grund af deres særligt følsomme politiske karakter - ikke var muligt at løse i de tidligere forhandlingsfaser. I den sidste mødeperiode manglede man således stadig at træffe beslutning om Europa-Parlamentets og Kommissionens sammensætning, og der var nogle punkter, der endnu ikke var blevet skabt klarhed omkring med hensyn til den mere omfattende brug af afgørelser med kvalificeret flertal i Rådet. Desuden manglede man ikke mindst at fastlægge beregningsmetoden for disse afgørelser. Under de sidste bilaterale drøftelser, som formandskabet foretog i hurtigt tempo torsdag, fredag og lørdag - både om dagen og om natten - var det muligt at finde en løsning på nogle af disse problemer, selv om alle de stats- og regeringschefer, som vi talte med, understregede, at de institutionelle rammer for fremtidens EU til sidst skulle vurderes samlet via en generel og altomfattende aftale. Det var ikke så svært at nå til enighed om Kommissionens sammensætning og det kvalificerede flertal. Hvad parlamentsmedlemmernes antal angår, hr. formand, var der praktisk taget ingen diskussion. Landene med den mindste befolkning anmodede om et parlamentsmedlem mere, så de gik fra fire til fem medlemmer, og alle de andre lande gav deres samtykke. På trods af alle vores bestræbelser var det til gengæld ikke muligt at nå til enighed om Rådets afgørelser med kvalificeret flertal. Efter at have hørt alle delegationerne foretrak vi således - med alles samtykke - at afslutte en diskussion, der risikerede at udvikle sig til et skænderi, og som i bedste fald kunne have ført til et af de kompromiser efter laveste fællesnævner, som vi lige fra starten havde sagt, at vi ikke ville have. En ægte fiasko ville netop have været en aftale efter laveste fællesnævner, der ikke kunne sikre et velfungerende EU fremover eller dets evne til at spille en afgørende politisk rolle på den internationale scene. Ved arbejdets afslutning fik det italienske formandskab mange rosende ord med på vejen fra alle kollegerne - hvilket mine medarbejdere og jeg naturligvis glædede os meget over - men jeg må først og fremmest sige til Dem, at jeg mærkede et kraftigt ønske om ikke at miste det forhandlingsgrundlag, der er blevet skabt i de forløbne måneder. Vi kunne faktisk tælle 82 punkter, som vi var enige om. Det var 82 punkter, som tidligere var til debat, og mange af dem lod endda til at være umulige at løse. På regeringskonferencen nåede man således et forhandlingsresultat, som alle anså for at være vigtigt, og som efter min mening ikke bør tages op igen. Alle de indlæg, der efterfulgte hinanden ved Rådets forhandlingsbord, viste således, at regeringskonferencen i sit kommende arbejde skal fokusere på de punkter - eller rettere det punkt - som man endnu ikke er nået til enighed om. Vi må til gengæld ikke tage indholdet op igen i det store arbejde, som alle medlemsstaternes delegationer har udført for de andre punkters vedkommende. Ud fra dette værdifulde forhandlingsresultat, som omfatter næsten alle de tidligere stridsspørgsmål, bliver det således muligt at gå videre med forfatningsarbejdet og fuldende det vigtige udkast, som konventet har udarbejdet. Jeg må sige, at vi virkelig var tæt på at nå til enighed. Natten mellem fredag og lørdag så det ud til, at det var muligt at nå til enighed, eftersom der var en betydelig imødekommenhed fra nogle af de landes side, som tidligere lod til at forskanse sig bag bestemte holdninger. Morgenen efter skete der dog et tilbageskridt, og vi besluttede i samråd med alle delegationslederne, at alle havde brug for mere tid. Der var endda nogle, som ønskede at høre deres eget parlament, så i stedet for at tage en forhandling, som blot ville have understreget den manglende uenighed, foretrak vi at slutte med en positiv stemning, hvor alle erklærede sig villige til at fortsætte forhandlingerne, holde fast ved det resultat, som vi var nået til i fællesskab, og fortsætte med det formål at give Europa en forfatning, som virkelig gør det i stand til at fungere, træffe hurtige beslutninger og stå frem på den internationale scene som en politisk gigant og ikke bare en økonomisk gigant. Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil nu gøre rede for de vigtigste resultater af Det Europæiske Råd, som markerede afslutningen på halvåret med italiensk formandskab. Og det vil jeg gøre med særlig tilfredshed, ikke bare fordi vi har behandlet nogle vigtige spørgsmål, men også fordi de beslutninger, vi har truffet, er resultatet af et intenst stykke arbejde, som alle landene har udført i fællesskab. Der er tale om konkrete resultater, som vedrører de europæiske borgeres direkte interesser, og som styrker det samlede billede af EU. Disse resultater blev mulige som følge af et glimrende samarbejde med Kommissionen - som jeg gerne vil takke - og dem nåede vi med en åben og konstruktiv

4 debat med Parlamentet, som jeg endnu en gang vil rette en tak til. Jeg vil netop begynde med de økonomiske spørgsmål, som vi behandlede, og som tager sigte på at fremme udviklingen, sætte gang i beskæftigelsen, skabe en bedre konkurrenceevne for den europæiske industri og gennemføre alle aspekter af det indre marked. Det Europæiske Råd i december vedtog først og fremmest formelt det, som vi har kaldt "det europæiske vækstinitiativ", nemlig en foranstaltning, som det italienske formandskab har foreslået, som Økofin-Rådet og Kommissionen har godkendt, og som EIB skal bidrage til. Det er et initiativ, som De kender, og som tager sigte på at fremme et vigtigt investeringsprogram på området for store transeuropæiske infrastrukturer, herunder transportinfrastruktur, store elektricitetsnet og telekommunikationssektoren, men også investeringer i menneskelig kapital, det vil sige investeringer i forskning og udvikling, innovation og teknologi. Vi havde sat os to målsætninger, nemlig at vi ved at gennemføre disse projekter ville skabe betingelserne for en kvalitativ forbedring af de materielle og immaterielle infrastrukturnet, som skal forbinde det store europæiske marked, ikke mindst med henblik på udvidelsen, men også, at vi ville bidrage til en overordnet stimulering af den økonomiske vækst - og dermed beskæftigelsen - med en passende finansiel støtte. Vi regner med at gøre brug af både offentlig finansiering - fra EU-budgettet og til dels også fra de enkelte medlemsstaters budget - og finansiering fra den private sektor, hvilket også skal ske takket være den afgørende sikkerhedsrolle, som Den Europæiske Investeringsbank kommer til at spille. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at der er tale om den første store økonomipolitiske foranstaltning på europæisk plan, som er blevet besluttet i fuld overensstemmelse med Lissabon-strategien, men også i fuld forenelighed med stabilitetspagten. Vi må ikke glemme, at vi som enkelte stater ikke har nogen mulighed for at føre monetær politik og finanspolitik, efter at den fælles valuta er blevet indført. Vi kan ikke devaluere vores valuta for at støtte vores produktion og vores eksport, og vi kan ikke føre underskudspolitikker - heller ikke på mellemlang sigt - for at overholde Maastricht-kriterierne. Den mulighed og beføjelse, som de enkelte stater ikke længere har, skal således erstattes med andre og højere beføjelser. Desværre har vores EUbank, nemlig Den Europæiske Centralbank, til opgave at kontrollere prisstigningerne, det vil sige at kontrollere inflationen, og ikke at støtte økonomien, sådan som det f.eks. er tilfældet med den tilsvarende bank i USA, Federal Reserve. Derfor skal Europa have den nødvendige vilje og evne til at intervenere for at støtte økonomien. Ud fra et andet og mere specifikt synspunkt - men det har ligeledes med styrkelsen af det indre marked og stimuleringen af væksten at gøre - kunne vi desuden konstatere, at der var enighed om at tilpasse TEN, de europæiske transportnet, til den nye situation med et udvidet Europa. I den forbindelse ratificerede Det Europæiske Råd aftalen om at fordoble støtten fra EUbudgettet - vi gik fra de 10 %, der hidtil har været taget højde for, til 20 % - for interventioner på grænseoverskridende strækninger. Det er et vigtigt resultat, når det gælder evnen til at mobilisere privat finansiering til støtte for store infrastrukturarbejder. Det Europæiske Råd understregede, at det er vigtigt for varernes frie bevægelighed, at man overvinder de vanskeligheder, der skyldes passagerne, de naturlige hindringer og overbelastningen af de vigtigste kommunikationsakser. Vi håber, at Kommissionen på dette grundlag er i stand til i den nærmeste fremtid at vurdere og bestemme omfanget af de negative følgevirkninger, som passagerne og de naturlige hindringer har for et velfungerende fællesmarked. Hvad de store arbejder angår, må jeg sige, at der virkelig er blevet gjort et stort stykke arbejde, eftersom vi så afgjort mangler veje og kommunikationslinjer - både jernbaneog vejlinjer - til de lande, som bliver nye medlemmer af EU den 1. maj. Jeg tror, at det var absolut nødvendigt at ajourføre den plan over store arbejder, der blev udarbejdet for flere år siden, og jeg tror, at det er blevet gjort. Jeg vil præcisere en ting mere, nemlig at der er en såkaldt kvikstartliste, som omfatter en række projekter. Jeg vil dog gerne understrege, at der ikke er tale om en lukket liste, men tværtimod om en åben liste, hvor man kan tilføje alle de projekter, som er klar til at blive gennemført, det vil sige de projekter, hvor man kan gå i gang med udbuddene og med at finde en passende finansiering. Når det gælder de spørgsmål, der er på Lissabondagsordenen, kom vi navnlig ind på beskæftigelsen og konkurrenceevnen, og vi understregede endnu en gang nødvendigheden af at fortsætte med strukturreformerne. Flere medlemsstater har allerede iværksat sådanne reformer, og der er tale om foranstaltninger, hvor man på kort sigt undertiden må bringe ofre, og som har sociale omkostninger, men som er en nødvendig betingelse for at sætte gang i økonomien. Her tænker jeg på arbejdsmarkedet og den sociale sikring. Hvad beskæftigelsesspørgsmålene angår, vurderede og værdsatte vi rapporten fra den arbejdsgruppe, som Wim Kok stod i spidsen for, og anbefalingerne i denne rapport. Hr. formand, jeg må sige, at hr. Kok virkelig har udført et glimrende stykke arbejde, og det er et arbejde, som han har kunnet udføre på grund af sin erfaring som både fagforeningsleder og regeringschef. Vi skylder ham alle en tak, for han har ikke alene foreslået nogle løsninger på de generelle problemer. Den gruppe, som han stod i spidsen for, har nemlig også undersøgt forholdene i de enkelte lande og har angivet, hvilke foranstaltninger de enkelte lande efter gruppens mening burde træffe. For mit eget lands vedkommende kan jeg sige, at gruppen har tegnet et perfekt billede af det. Rapporten var genstand for det ekstraordinære topmøde, som jeg var formand for dagen før Det Europæiske Råd, og som var et topmøde mellem industri- og arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne. Det fremgik af dette topmøde, at arbejdsmarkedets parter har et fælles ønske om at fortsætte med gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi, hvor man skaber

5 større fleksibilitet og gør en større indsats for at udnytte den menneskelige kapital. Hvad konkurrenceevnen angår, konstaterede Det Europæiske Råd, at der i det forløbne halvår er sket fremskridt, som lever op til - eller næsten lever op til - de europæiske virksomheders og økonomiske aktørers forventninger. I den forbindelse vil jeg gerne præcisere, at jeg havde lejlighed til at deltage i en konference, som Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa afholdt i Bruxelles i sidste måned. Denne konference blev afholdt med Swifts kæmpe i tankerne, nemlig kæmpen Gulliver, som blev taget til fange af lilleputterne. Med dette billede ønskede man at fortælle EU's og de enkelte medlemsstaters politiske ledere, at den europæiske økonomi er som en kæmpe, der er spændt fast af de alt for mange bånd og snører, som de mange forordninger, direktiver og love efter virksomhedernes mening udgør, og som forhindrer dem i en fuld konkurrence med de udenlandske økonomier. Det er noget, som vi i høj grad skal tage hensyn til, da den europæiske økonomi er midt i en vanskelig fase, som jeg frygter bliver endnu vanskeligere, eftersom økonomien er i klemme mellem dels USA's økonomi - som er i kraftig vækst, idet den har fået støtte fra Bushregeringens tilførsel af 350 milliarder dollars, og som er en økonomi, der ikke mindst stimuleres af de laveste skatter i den vestlige verden - og dels de fjernøstlige landes økonomi, som befinder sig i en næsten fuldstændigt anarkistisk situation, hvor man ikke overholder nogen regler for hverken arbejdstagernes eller miljøets beskyttelse, og hvor der heller ikke er den mindste form for skattekontrol. De europæiske virksomhedsejere bifaldt således oprettelsen af Rådet (konkurrenceevne), som fra nu af skal undersøge, hvilken indvirkning de foranstaltninger, som EU's myndigheder og institutioner træffer, har på de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Det er en holdning, som vi alle burde have, hvis vi ønsker, at den europæiske økonomi stadig skal kunne konkurrere med de andre økonomier. Jeg vil ligeledes gerne minde om den aftale, som vi indgik for nylig om forslaget til direktiv om overtagelsestilbud. Denne aftale er af stor politisk betydning og sætter punktum for nogle forhandlinger, der har stået på i næsten 15 år. Takket være denne aftale kan vi nu sige, at vi har bidraget til fastlæggelsen af et vigtigt aspekt for det indre markeds gennemførelse. I den forbindelse vil jeg gerne takke den italienske minister Rocco Buttiglione, som var ophavsmanden til denne aftale. Der skal dog stadig gøres en stor indsats for at sikre de virksomheder, der opererer i Europa, et samlet retsgrundlag og en arbejdsmarkedssituation, som reelt kan gøre dem konkurrencedygtige på verdensmarkederne. Det er en vigtig indsats, som skal fortsætte i de kommende måneder, og som konkret skal komme til udtryk på Det Europæiske Råds forårsmøde. Vi kommer nu til det vigtige sikkerhedsspørgsmål. For at bringe EU-institutionerne stadig tættere på borgernes reelle interesser og behov har det italienske formandskab arbejdet på at forbedre EU-borgernes sikkerhed i bevidstheden om, at det i endnu højere grad end på andre områder er på dette område - som er særligt tæt på vores alle sammens dagligdag - at befolkningen vil vurdere effektiviteten af EU's indsats. Et af de centrale spørgsmål i vores arbejde var udviklingen af fælles strategier for indvandringsstrømmenes forvaltning. Vi sørgede først og fremmest for en yderligere styrkelse af begrebet "de fælles ydre grænser". Det Europæiske Råd noterede sig i den forbindelse, at man var enig om de væsentligste bestanddele i et særligt europæisk grænseforvaltningsagentur. Det blev besluttet at oprette et sådant agentur, og Kommissionen har lovet, at det bliver operativt fra 1. januar Det Europæiske Råd noterede sig ligeledes, at der efter forslag fra formandskabet blev vedtaget et særligt program med foranstaltninger for indvandring ad søvejen, hvilket er et konkret tegn på EU's opmærksomhed på et ofte tragisk fænomen, nemlig de illegale indvandreres forsøg på at nå frem til vores kyster. Jeg minder om, at disse forsøg ofte har nogle virkeligt dramatiske konsekvenser. Også i den forbindelse vil vi gerne fortælle Parlamentet om det møde, som fem europæiske middelhavslande holdt med de fem lande på den nordafrikanske kyst, og hvor formandskabet og Kommissionen var til stede. Voksende indvandringsstrømme rejser igennem disse lande - som kalder indvandringsstrømmene for historiske - og det er borgere fra det afrikanske kontinent, der betragter Europa som et paradis på jord. Vores lande rettede hver for sig en bilateral opfordring til disse lande, som sagde ja til et samarbejde, der gør det muligt at kontrollere udrejsen fra deres kyster. Under dette "fem+fem"-møde bad landene os dog om, at vi i højere grad deltager i denne indsats, og de bad os naturligvis også om, at vi påtager os de betydelige økonomiske udgifter, som de må afholde i Europas interesse. Rådet har i den forbindelse opfordret Kommissionen til at undersøge spørgsmålet og foreslå nogle løsninger. Formandskabet lagde behørig vægt på såvel spørgsmålet om de lovlige indvandreres modtagelse og integration som beskyttelsen af personer, der har brug for international beskyttelse. Vi forventer navnlig, at Kommissionen foretager en undersøgelse af forbindelserne mellem lovlig indvandring og illegal indvandring, og denne undersøgelse skal ligeledes omfatte spørgsmålet om fastlæggelsen af indvandringskvoter på europæisk plan. Vi noterede os under alle omstændigheder de fremskridt, der er blevet gjort på asylområdet, selv om det desværre ikke var muligt - sådan som vi håbede på - at nå til enighed om de to pågældende direktiver om henholdsvis minimumsprocedurebestemmelser og definitionen af flygtningestatus og modtagere af subsidiær beskyttelse.

6 En effektiv forvaltning af indvandringsstrømmene kan desuden ikke finde sted uden et frugtbart samarbejde med de tredjelande, som indvandrerne kommer fra og rejser igennem. Ud fra dette synspunkt fortsatte vi med den proces, der tager sigte på en fuldstændig medtagelse af indvandringsspørgsmålene i EU's eksterne forbindelser. Vi noterede os, hvordan vurderingsmekanismen for tredjelandenes bekæmpelse af illegal indvandring fungerer. Det er en mekanisme, som man anmodede om på topmødet i Thessaloniki, og som vi på meget kort tid indgik en interinstitutionel aftale med Europa-Parlamentet om via en forordning om et nyt program for teknisk og finansiel bistand til tredjelandene på asyl- og indvandringsområdet. Med dette program tilføres der nye finansielle ressourcer på et vanskeligt område. Det drejer sig om 250 millioner euro i de næste fem år, og det er det første skridt i retning af den betydelige forøgelse af indvandringsmidlerne, som burde finde sted med de kommende finansielle overslag. Hvad indvandringen angår - men med tydelige aspekter, der har at gøre med borgernes sikkerhed og bekæmpelsen af terrorisme - noterede Det Europæiske Råd sig ligeledes, at man nåede til enighed om indførelsen af biometriske data i visa og opholdstilladelser. Det er planen, at denne nyskabelse også snart skal indføres i EU-borgernes pas. Man nåede ligeledes nogle væsentlige resultater, når det gælder bekæmpelsen af narkotikamisbrug. Jeg vil især nævne den politiske aftale om rammeafgørelsen om bekæmpelse af narkotikahandel. Denne aftale kom i stand takket være formandskabets tålmodige mæglingsarbejde. Det Europæiske Råd understregede, at en dialog mellem religionerne - et emne, som vi holdt en særlig konference om i Rom i oktober - er et vigtigt instrument til integrationen af Europas indvandrersamfund og mere generelt et vigtigt instrument til at skabe forståelse og samarbejde, når det gælder de internationale forbindelser. Vestens forbindelser til islam og de kristne religioners forbindelser til den muslimske religion er et spørgsmål, der bliver taget op på alle de møder, vi har med Den Arabiske Ligas lande. Det er et spørgsmål, som vi skal beskæftige os meget med, for der er stadig et arabisk mindretal, der betragter udfordringen som noget, der ikke kan undgås. Det værste, som man kan gøre, er at gå i denne retning. Derfor bør vi efter min mening gøre en stor indsats for at få en ægte, kontinuerlig, konstant og ærlig dialog mellem Vesten og de muslimske lande. Jeg minder om, at stats- og regeringscheferne højtideligt gentog, at de er kraftige modstandere af enhver form for ekstremisme og intolerance, at de fordømmer terrorisme og enhver form for vold, og at de klart og utvetydigt fordømmer enhver form for antisemitisme. Det Europæiske Råd vedtog ligeledes den europæiske sikkerhedsstrategi. Det er et glimrende dokument, som Xavier Solana og hans team har udarbejdet, og som indeholder en analyse af truslerne mod EU's sikkerhed og de måder, de kan tackles på. På dette grundlag burde vi være i stand til at forbedre vores interventionsevne, både når det gælder konfliktforebyggelse og krisestyring. Endelig registrerede Det Europæiske Råd de fremskridt, der er sket med udviklingen af FUSP. Det er stadig vores hovedmålsætning at opnå en større kapacitet, og i den forbindelse er beslutningen om at oprette et europæisk agentur med det specifikke formål at fremme udviklingen og erhvervelsen af ny militærkapacitet særlig vigtig. I den sammenhæng er Det Europæiske Råds beslutning om at godkende det forslag, som formandskabet stillede på baggrund af kontakten med de forskellige partnere og med det formål at styrke EU's planlægningskapacitet på en måde, der er forenelig med NATO's rolle og "Berlin Plus"-aftalerne, af særlig betydning. Denne beslutning er - inden for nogle institutionelle rammer - en positiv afslutning på en sag, som EU's medlemsstater var uenige om indtil for få måneder siden. Til sidst vil jeg gerne minde om, at man på topmødet i Bruxelles indgik en aftale om placeringen af 10 europæiske agenturer. Dette spørgsmål havde stået åbent i ca. to år. Ud fra den aftale, som det lykkedes at indgå takket være det diplomatiske forberedelsesarbejde i månederne før topmødet, kan vi nu arbejde på en mere afklaret måde med at sikre de operative betingelser for de respektive agenturer, der skal fuldende EUinstitutionernes arbejde på forskellige vigtige områder. Det er en vigtig aftale, som det italienske formandskab er stolt af, og som ikke mindst fortjener at blive fremhævet, fordi den blev indgået på nogle betingelser, der bestemt ikke var lette i betragtning af de vanskelige forhandlinger om forfatningstraktaten, der fandt sted samtidig. Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd i Bruxelles blev afholdt nogle få måneder før tiltrædelsestraktatens ikrafttrædelse. Den udvidelse, der finder sted i 2004, tegner i stadig større grad til at blive en absolut succes, hvilket bekræfter rigtigheden af de beslutninger, som stats- og regeringscheferne traf i København i december Vi har konstateret, at tiltrædelseslandene fortsætter deres indsats for at implementere EU's acquis fuldstændigt. Når vi når fristen den 1. maj 2004, vil de uden tvivl være i stand til at påtage sig det ansvar, som den fulde tiltrædelse medfører. Kommissionens nye strategidokument bekræftede utvetydigt, at Bulgarien og Rumænien har gjort betragtelige fremskridt i retning af tiltrædelsen af EU. Disse to lande er i dag klar til at tage de afgørende skridt, der går forud for tiltrædelsen. Det Europæiske Råd har fastlagt en køreplan for processens gennemførelse og opstillet nogle præcise frister, nemlig 2004 for forhandlingernes afslutning, 2005 for tiltrædelsestraktaternes undertegnelse og endelig januar 2007 for tiltrædelsen af EU. Også Tyrkiet er nået et godt stykke vej med institutionsreformerne og har gjort yderligere fremskridt i retning af overholdelsen af de politiske Københavnskriterier. Vi anerkendte således med rette denne positive udvikling i Det Europæiske Råds konklusioner. Vi har i øvrigt også opmuntret Tyrkiet til at fortsætte i den retning, og vi har stillet nogle forslag i den forbindelse, hvor vi også understreger de områder, der kræver en særlig indsats fra Ankaras side. På mellemlang sigt er målet, at Tyrkiet

7 skal være tilstrækkelig forberedt med henblik på den beslutning, som Det Europæiske Råd skal træffe om et år. Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd lagde også stor vægt på den vigtige udvikling, som har fundet sted i EU's forbindelser med dets partnere, nabolande og resten af verden i de sidste seks måneder. Vi noterede os navnlig, at der er sket betydelige fremskridt, når det gælder om at nå målsætningerne for stabiliserings- og associeringsprocessen i Balkanområdet, og at formandskabet har udført et vigtigt stykke arbejde i den sammenhæng. Vi understregede, at EU er fast besluttet på at støtte de udsigter, som områdets lande har til at komme med i EU, og her skal vi opfordre dem til at styrke deres reformindsats, ikke mindst på de områder, der er væsentlige for integrationen i EU. Lige så stor betydning havde de resultater, som vi opnåede inden for rammerne af Euro- Middelhavs-partnerskabet i det forløbne halvår, navnlig i forbindelse med udenrigsministerkonferencen i Napoli den 2. og 3. december Jeg vil minde om, at vi ved den lejlighed formaliserede indførelsen af Euro- Middelhavs-parlamentet. Vi blev enige om at oprette fonden for dialog mellem kulturer og civilisationer, og vi besluttede at styrke EIB's Middelhavsfacilitet betydeligt. Alt dette gjorde vi, mens vi venter og håber på oprettelsen af en egentlig Middelhavsbank, hvis kapital også de afrikanske lande kan deltage i. De transatlantiske forbindelser er stadig et uundværligt holdepunkt i EU's indsats udadtil. Det Europæiske Råd afgav en særlig erklæring af stor politisk betydning om dette spørgsmål. Denne erklæring kommer i øvrigt efter en periode, der vil blive husket som en af de vanskeligste for forbindelserne mellem Europa og USA. En af de vigtigste ting i erklæringen er understregelsen af, at en konstant og ligeværdig dialog mellem EU og USA er nødvendig og vigtig for at kunne imødegå de globale udfordringer med succes. Derfor skal EU styrke samarbejdet med USA, så vi gør det værdifællesskab, som vores historie bygger på, til et arbejdsfællesskab. I den sammenhæng kommer samarbejdet om at bekæmpe terrorismen og udbredelsen af masseødelæggelsesvåben til at spille en central rolle. Endelig vil udviklingen af FUSP og det strategiske partnerskab mellem EU og NATO forbedre det transatlantiske fællesskabs samlede effektivitet. Vi understregede ligeledes den strategiske betydning af vores forbindelser til Den Russiske Føderation og vigtigheden af, at vi udvikler et omfattende partnerskab med Moskva, nemlig et partnerskab, som kan lette og fremme Ruslands stadig større integration i de europæiske strukturer. Hr. formand, mine damer og herrer, som afgående formand for EU's Råd kan jeg fortælle Dem, at jeg er fortrøstningsfuld. Jeg kan nemlig forsikre Dem for, at alle landene forsvarede nogle legitime interesser med fornuftige argumenter, og jeg kan ikke mindst forsikre Dem for, at der aldrig var nogen, som benægtede, at den fælles europæiske interesse skulle prioriteres højest. Det er normalt, at der nu bliver en tænkepause, så debatten kan blive uddybet i vores lande og blandt vores befolkninger, men vi er sikre på, at forhandlingerne bliver genoptaget på baggrund af konventets udkast og de resultater, der er opnået ved hjælp af samarbejdet mellem formandskabet og alle medlemsstaterne. I de kommende måneder skal medlemsstaterne hver især give deres bidrag til integrationsprocessen, for det europæiske projekt skal forblive samlet og altomfattende uden at være præget af splittelser og genveje. Forfatningstraktaten er et mål, som vi utvivlsomt når. Med Deres og det fremtidige Parlaments støtte vil de kommende formandskaber så afgjort arbejde i den retning, og det vil de også takket være det arbejde, der allerede er blevet udført, og de resultater, som nu er opnået. Til sidst, hr. formand, mine damer og herrer, vil jeg gerne takke Dem for Deres store deltagelse som reaktion på min opfordring til et nært samarbejde med regeringskonferencen i alle dens faser. Jeg har givet det irske formandskab teksterne til de aftaler, der allerede er blevet indgået, med mine varmeste ønsker om god arbejdslyst, når det gælder om at skabe det store Europa, som vi alle ønsker Prodi, formand for Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, det halvår, som vi nu går ud af, har været rigt på begivenheder og forslag. Som De husker, nævnte jeg på åbningsmødet den 2. juli i år de 13 lovgivningsforslag for Dem, som Kommissionen ønskede, at vi kunne nå til vejs ende med inden årets udgang. Det glæder mig meget at kunne konstatere, at man takket være det italienske formandskabs indsats er nået til enighed om fem vigtige punkter på denne liste. Her tænker jeg på det ændrede direktiv om GMO'ers sporbarhed og på rammeaftalen med Den Europæiske Rumorganisation, der i høj grad vil fremme udviklingen af vores rumpolitik. Oprettelsen af det fælles europæiske luftrum og bestemmelserne om offentlige kontrakter er andre vigtige resultater, som vi har nået i dette halvår, og som begge bliver formelt vedtaget i begyndelsen af næste år. Endelig er der efterhånden ved at opstå politisk enighed om overtagelsestilbud, som Parlamentet skal behandle i denne mødeperiode. Det italienske formandskabs arbejde var præget af kontinuitet, og det viste en ansvarsfølelse og stor samarbejdsvilje, som Kommissionen var taknemmelig for. For dette - og for den store indsats, der blev gjort - vil jeg gerne rette en offentlig tak til regeringens politiske ledere og deres medarbejdere, både til dem, der har arbejdet i de forskellige nationale fora i Italien, og til Den Faste Repræsentation i Bruxelles. Den sidste begivenhed i dette halvår var stats- og regeringschefernes topmøde, som blev afsluttet i Bruxelles i lørdags. Den del, der omhandlede regeringskonferencen, lagde naturligvis beslag på hele befolkningens opmærksomhed, men vi må ikke glemme

8 de andre vigtige spørgsmål, der var på tapetet, og som man fandt en god løsning på. Det spørgsmål, der ligger mig mest på sinde, er selvfølgelig det europæiske vækstinitiativ, som blev enstemmigt vedtaget af Rådet. Dette initiativ er den mest synlige del af en generel plan, som skal stimulere den europæiske økonomi. De foranstaltninger, som Rådet vedtog, omfatter således en indsats for at forbedre vores konkurrenceevne og fremme beskæftigelsen. Mine damer og herrer, vi skal nu benytte den lejlighed, som den aktuelle opsvingsfase giver til at sætte skub i Lissabon-dagsordenen, der stadig er den bedste vej til en bæredygtig udvikling på hele kontinentet. Endelig bifalder jeg den aftale, som Rådet indgik om de syv nye europæiske agenturer, der, hvilket jeg gerne vil minde om, skal beskæftige sig med transportsikkerhed - lufttransport, jernbanetransport og søtransport - fødevaresikkerhed, fiskeri, kemi og sygdomskontrol. Jeg vil gerne fremhæve den rolle, som Kommissionen har spillet i de efterhånden fire års arbejde for at opnå dette resultat. Det er en stor tilfredsstillelse, for det er netop de ting, der er sværest, som ender med at blive de bedste. Det var et komplekst arbejde, der foregik stille og roligt, men Kommissionen mistede aldrig troen på, at det ville lykkes os, og aftalen om agenturerne er vigtig af to grunde. Det er den for det første, fordi den skaber en mere fleksibel og effektiv model for EU-organerne, nemlig en model, der bringer EU stadig tættere på de europæiske borgere. Og det er den for det andet, fordi den er et resultat af en overordnet indfaldsvinkel, hvor vi forener de enkelte landes interesser, for hvis ikke de harmoniseres, risikerer de at forsinke eller hindre de fremskridt, der gøres i retning af den fælles interesse. Jeg vil nu komme ind på det andet vigtige spørgsmål på topmødet i Bruxelles, nemlig den manglende vedtagelse af EU's forfatning. Det er noget, som jeg beklager, og som jeg er skuffet over. Lad os gå to år tilbage i tiden, nemlig til Det Europæiske Råd i Laeken. Hvad lå der bag de historiske konklusioner fra Laeken? Alle var enige om, at det var nødvendigt at give EU nogle mere konsekvente og mere strukturerede institutionelle rammer, og det skulle der gøres noget ved. Medlemsstaterne var dengang enige om tre grundlæggende punkter. For det første skulle vi forbedre EU-institutionernes måde at fungere på som et resultat af den famøse nat i Nice. For det andet skulle vi rationalisere den lovgivningsmæssige og institutionelle lagdeling, der efterhånden havde fundet sted i flere årtier, og som havde gjort EU's politikker og procedurer mindre konsekvente. Og for det tredje skulle vi bringe de europæiske borgere tættere på den europæiske konstruktion. Den store nyhed i Laeken var oprettelsen af konventet, som er det mest ambitiøse og demokratiske institutionsprojekt i vores historie. Vi brugte flere års arbejde på dette foretagende, og vi samlede 105 repræsentanter for Europas demokratiske organer under samme tag, nemlig nationale parlamenter, medlemsstaternes regeringer og medlemmer af Europa- Parlamentet og af Kommissionen. Konventet gjorde et godt stykke arbejde, og efter 18 måneder forelagde det os et udkast til forfatning, som vi kaldte et godt udgangspunkt for regeringskonferencen. Desuden slog vi gentagne gange fast, at det kun var nødvendigt at ændre teksten på nogle få punkter, for vi var overbeviste om - og det er vi stadigvæk - at man havde fundet en vanskelig balance for hele det system, som bærer EU oppe og giver det mulighed for at fungere. Konventets arbejde var glimrende på de vigtigste punkter. Her tænker jeg på chartret om grundlæggende rettigheder, metoden for flertalsafgørelser og fordelingen af det politiske ansvar. Jeg tænker ligeledes på udviklingen i Europa- Parlamentets rolle, eftersom forfatningsudkastet endelig giver Europa-Parlamentet større beslutningsbeføjelser, når det gælder EU's budget. For andre spørgsmåls vedkommende - navnlig betingelserne for en reform af forfatningen - var der ikke tid nok. Hvad Kommissionens sammensætning angår, var princippet om en kommissær pr. medlemsstat faktisk allerede medtaget i koncentreret form. Den konkrete fortolkning af dette princip var utilfredsstillende, men det arbejde, som regeringskonferencen udførte bagefter, rettede op på det. Ligesom ethvert andet udgangspunkt skulle konventets udkast hjælpe os med at gøre fremskridt. Nogle medlemsstater benyttede det dog til at gøre tilbageskridt. Derfor må jeg i dag, mine damer og herrer, give udtryk for min beklagelse og skuffelse. Det europæiske integrationsprojekt gik i stå i sidste uge, og vi er alle sammen gået glip af en vigtig lejlighed. Det får dog ikke dramatiske konsekvenser, hvis ellers vi stædigt fortsætter i den retning, som konventet har angivet. De problemer, der skal løses, er stadig dem, der var medtaget i Laeken-erklæringen, og basisteksten er stadig konventets. Selv om det ikke nytter noget at bebrejde nogen og skyde skylden på den ene eller den anden nationale delegation, vil jeg gerne understrege, at man ikke kan lave om på EU-institutionerne ved at bruge muligheden for at blokere beslutningerne som det eneste parameter. Det er ikke vores opgave, og det er hverken Parlamentets eller Kommissionens opgave. At forhandlingerne gik i stå i Bruxelles betyder, at Rådet som helhed ikke nåede til enighed om et fælles forslag. En kollektiv løsning på ansvarsfordelingen er dog ikke tilstrækkelig, mine damer og herrer. Vi skal nu forklare borgerne, hvordan de bedst kan tage vare på deres fremtid - alene eller sammen? Hver for sig eller i fællesskab? Svaret giver sig selv, hvis blot man lukker øjnene op. Jeg mener stadig - hvilket er i tråd med Laeken-erklæringen - at vi ikke finder en løsning ved at nedlægge en lang række vetoer, men ved at forene vores interesser og hensigter. Vetoretten er ikke et udtryk for demokratisk vilje, eftersom de demokratiske regler også gælder for EU-institutionerne. Mine damer og herrer, jeg ved godt, at vi i øjeblikket forsøger at finde en fælles løsning, og jeg er klar over, hvor vanskeligt det er, eftersom der stadig er uenighed

9 om mange væsentlige spørgsmål. Jeg er dog overbevist om, at det ud fra disse forudsætninger vil lykkes os at finde den rigtige løsning, hvis vi er tålmodige og får mere tid. Derfor håber jeg, at de kommende Europæiske Råd vil tage vores forfatning op igen med en realistisk tidsplan, men også med den fælles indfaldsvinkel, som vi måske har mistet i de forløbne måneder. Vi skal alle udvise mod og opfindsomhed, for det er de kvaliteter, der er nødvendige for at træffe store politiske beslutninger. Det er kun nogle få dage siden, at topmødet i Bruxelles sluttede, og det ville være for tidligt - og måske også for meget forlangt - allerede at foreslå en færdig løsning. Men vi er naturligvis nødt til at tænke over, hvad der er sket, og hvad vi skal gøre fremover. Nogle foreslår en fortrop af pionerstater, som baner vejen for et stærkere samarbejde, og som kan tjene som udgangspunkt for et stærkere og mere integreret EU, der er åbent for alle. Den slags løsninger hører med til den europæiske integrations traditioner, og hvis vi betragter vores historie, dukker de navnlig op på de vanskeligste og mest komplekse tidspunkter. I dag befinder vi os i en af disse dramatiske situationer, og derfor er det nødvendigt, at vi gør os nogle overvejelser, hvor vi udviser mod, ansvarsfølelse og åbenhed over for fremtiden. Mine damer og herrer, jeg vil slutte min korte tale med en sørgmodig appel. Jeg vil nemlig bede Dem om at bruge Deres politiske dygtighed, langsigtethed og erfaring til gavn for det forenede Europas første forfatning. Jeg ved, at vi er mange her i salen, som mener, at EU er den eneste fornuftige løsning på de historiske og politiske udfordringer. De, som er her på grund af vores medborgeres direkte ønske, kender godt deres holdninger og ved, at folk udmærket er klar over, at Europa ikke er et abstrakt ideal eller en fiks idé, men derimod et nødvendigt element i historien. Vi behøver blot at kigge ud over vores geografiske grænser. Kina, Indien og Amerika betragter os ikke længere som enkelte lande på samme kontinent, men ser i stadig større grad Europa som en helhed. Og vi behøver blot at kigge ud over vores tidsmæssige grænser, for historisk set er hele kontinentets integration den eneste overlevelsesmulighed for nationalstaterne. Kun Europa gør os stærke nok til at bevare og udvikle vores kultur og de regionale og lokale traditioner, som vi er så stolte af. Hvis ikke vi alle holder fast ved det EU, som vi begyndte at opbygge i det sidste halve århundrede, mister vi vores selvstændighed og vores indflydelse i verden. Det er EU, som mister sin selvstændighed og indflydelse, men det er også og ikke mindst medlemsstaterne og de europæiske borgere, og så er det uundgåeligt, at vi alle får en marginal historisk betydning Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, på vegne af kollegerne fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti vil jeg gerne sige, at den 13. december 2003 ikke var nogen god dag for Europa. Vi er skuffede - men dér, hvor der er skuffelse, hvor der er skygge, er der også lys. Den 13. december 2003 fik vi meddelelse om, at Karlsprisen fra byen Aachen vil blive overrakt til formanden for Europa-Parlamentet og dermed til Europa-Parlamentet. Det viser, at vi har allierede for et stærkt, demokratisk, handledygtigt Europa. Hr. formand, hjertelig tillykke med denne udmærkelse! At regeringskonferencen er mislykkedes, må ikke medføre, at forfatningen mislykkes. Og jeg siger på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, at vi ikke tvivler på det, og vi erklærer bestemt, at vi ønsker en europæisk forfatning og stræber efter en europæisk forfatning så hurtigt som muligt, fordi Europa ellers ikke har nogen fremtid i det 21. århundrede. Vi ønsker en europæisk forfatning, fordi den i et fællesskab med 450 millioner mennesker og senere måske endnu flere er det eneste grundlag, som vi kan gå i fred på gennem det 21. århundrede. Vi har brug for en forfatning, således at de problemer, som optræder i vores samfund, kan løses på et retligt grundlag. Og vi har brug for en europæisk forfatning, således at vi kan forsvare vores europæiske værdier i verden. Vi tvivler ikke på, at vi ønsker en europæisk forfatning, som er baseret på fællesskabsretten. Vi vil gøre forbitret modstand, hvis der skulle opstå et tilbagefald til det rene samarbejde mellem regeringerne eller til dannelsen af akser på vores kontinent, som blokerer gensidigt for hinanden. Jeg vil sige tak til det italienske formandskab, rådsformanden, fordi det var muligt at opnå enighed på 82 punkter - som De sagde. Jeg appellerer til alle ansvarlige om, at vi ikke snører denne pakke op igen, men at vi koncentrerer os om de få spørgsmål, der stadig er omstridte. Ingen regering alene har ret i Europa. Vi deltager heller ikke i en placering af skyld, for hvis man begynder på det, vil man meget hurtigt erkende, at næsten alle bærer en stor del af ansvaret for, at det ikke førte til noget resultat i Bruxelles. Derfor kan man ikke kun lægge ansvaret på et eller to, tre lande, men vi har brug for den gode vilje fra alle nu. Vi har brug for et kompromis. Det har altid kendetegnet Europa, at vi var kompromisegnede. For kompromiset er udtryk for vores gode fælles vilje, det er udtryk for vores tillid til hinanden, og det udtrykker vores vilje til at gå ind i fremtiden sammen. Jeg vil sige følgende med al tydelighed: Hvis en regering mener, at den kan løsrive sig - og jeg siger det meget abstrakt - fra Europas solidaritet og kun repræsentere nationale interesser, og hvis en regering handler sådan i fremtiden, vil den udelukke sig selv fra europæernes solidaritet. Solidaritet er ikke nogen ensrettet gade! Solidaritet er nødvendig

10 for alle, og dermed er det også i national interesse at vise solidaritet, fordi de nationer, der unddrager sig den europæiske solidaritet, i sidste ende ikke længere vil spille nogen rolle. (Kraftigt bifald) Vi hører i disse dage overvejelser om Kerneeuropa. Hvordan skal det gå? Kerneeuropa er imidlertid ikke nogen løsning, for de problemer, hvor nogle er enige, er stadig meget forskellige. I spørgsmål om valuta er det en gruppe, i spørgsmål om forsvar er det en anden, i miljøspørgsmål igen en anden. Derfor er Kerneeuropa ikke nogen løsning. Vi skal gå frem i fællesskab, vi skal sammen gå ind i den europæiske fremtid. Jeg opfordrer alle til at deltage i søgningen efter denne vej. Jeg har hørt bekymrede spørgsmål, endda her til morgen fra en renommeret europæisk journalist. Han spurgte mig, om euroen stadig eksisterer om 10 år. Kære kolleger, lad også os forsvare de resultater, der foreligger, og lad os ikke sætte spørgsmålstegn ved det, vi allerede har opnået i Europa! Vi har helt sikkert brug for et øjeblik nu til at holde inde, til konsolidering. Men jeg siger også, at vi bør tænke på nu, at Europa har brug for et klart grundlag, en forfatning. Vi bør ikke allerede tale om yderligere udvidelser af EU, hvilket ville kunne så mere tvivl om hele konceptet om Europas enhed. Til sidst vil jeg gerne sige til det italienske formandskab, at jeg gerne vil takke det endnu en gang for dets gode vilje. Vi ved jo, hvor vanskeligt det er i Europa. Men hvis vi ikke har viljen til at arbejde videre nu på grundlag af konventsresultatet, vil Europa virkelig tage skade. Vi vil være i Dublin på torsdag og fredag, og jeg ønsker, at det irske formandskab gør alt, hvad der står i dets magt, for i første omgang at sondere, hvordan de enkelte regeringers holdning er, således at vi opnår et resultat på udenrigsministerniveau, og således at der finder et EU-topmøde sted på det givne tidspunkt for at nå frem til en vedtagelse af den europæiske forfatning. Det er vores fælles ansvar. Dette er ikke dagen for placering af skyld, men det er dagen, hvor vi i en vanskelig situation skal tænke på Europa og arbejde videre med Europa med tålmodighed, men også med den nødvendige lidenskab. Vores gruppe har en stærk vilje til at opnå, at Europa bliver en succes. Og derfor har vi brug for en europæisk forfatning. (Kraftigt bifald) Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer. Hr. rådsformand, da Deres formandskab startede, sagde De, at det, der lå Dem på sinde, var fodbold i Tokyo, og vi vil gerne fremhæve, at Milan tabte straffesparkskonkurrencen, de spillede ikke engang med i anden runde. Vi har set resultaterne. Til trods herfor har det italienske formandskab gjort et seriøst og professionelt arbejde - og jeg vil gerne offentligt takke hr. Frattini og hr. Antonione for deres indsats. Min gruppe beklager resultatet af regeringskonferencen dybt, samt at det ikke var muligt at godkende et charter, og det kan resultere i en eksistentiel krise, hvis vi ikke udarbejder et seriøst politisk svar. Vi mener, at vi skal genoprette fællesskabsånden og træffe fælles beslutninger, forene vores interesser, handle i solidaritet og ikke prøve at blokere beslutningerne. Jeg siger det med særlig følelse, idet Spanien altid har ligget forrest i relation til europæisk integration og nu sakker agterud. Hr. rådsformand, jeg vil også gerne nævne, at De har udtalt - og jeg mener, at det må være ført til protokols - at 95 % af forfatningen ikke kan forhandles, men er en del af EU's acquis. Det er efter min opfattelse meget væsentligt. Men henblik på løsningen af problemet med de resterende 5 % blev det i Nice slået helt fast, at de metoder, der involverer forhandlinger, som trækker ud til midt på natten, og endeløse diskussioner ikke løser problemet. Derfor, hr. rådsformand, vil jeg gerne stille Dem følgende spørgsmål. Konventet var ikke et resultat af forhandlingerne i Nice, men af forhandlingerne i Laeken. Konventet har udarbejdet denne tekst. Ønsker De at vende tilbage til en åben og demokratisk metode - ved hjælp af konventet - eller mener De, at vi kan løse problemet ved at blive oppe endnu en nat som i nat? Jeg mener, at vi skal have en klar og tydelig angrebsvinkel, og det er derfor også meget vigtigt, at det irske formandskab tager spørgsmålet op. Det har især slået mig, at De har været meget kritisk med hensyn til den nuværende økonomiske situation, og det er forståeligt. Deres udtalelser berettiger endnu en overvejelse af spørgsmålet om samfundsforvaltning af økonomien. De nævnte Gulliver, og jeg er en stor beundrer af Jonathan Swift, men jeg mener ikke, at det er et godt eksempel. Vi er ikke som Gulliver, men som Italo Calvinos Klatrebaronen, vi har den ene halvdel, Den Europæiske Centralbank, men vi har ikke den del, der skal være ansvarlig for økonomien. Er De villig til at stille forslag om ændring af forfatningen og reform af stabilitetspagten, der har til formål at styrke Europa? Jeg mener, at det er et vigtigt spørgsmål, som vi skal finde svaret på. Jeg vil på vegne af min gruppe - og hele Europa- Parlamentet, tror jeg - også nævne, at vi er villige til at fortsætte arbejdet med henblik på at få udarbejdet en forfatning. Vi har allerede de 95 %. Det vigtigste på nuværende tidspunkt er at udarbejde et charter, der er af afgørende betydning for vores fremtid og for udvidelsen.

11 Watson (ELDR). - (EN) Hr. formand, de liberale parlamentsmedlemmer havde forventet sig mere af formandskabet fra et land med en stolt europæisk tradition. På seks korte måneder har formandskabet undermineret stabilitetspagten, udvist foragt for EU's politik over for Rusland og fornærmet Canada. Rådsformanden har givet os et 40 minutters katalog over resultaterne af hans embedsperiode. Alligevel er det vanskeligt ikke at konkludere, at dette formandskab og regeringskonferencen har været en personlig fiasko for formanden for Det Europæiske Råd. "Papiret" i hr. Berlusconis lomme viste sig at være en gelato-plettet serviet med nogle få dårlige vitser. Formanden var dårligt forberedt til regeringskonferencen. Han ignorerede Parlamentets advarsler om, at manglende kompromisforslag ville føre til denne form for hårdknude. Mens amerikanerne gravede Saddam Hussein ud af et hul i Irak under internationalt bifald, gravede vores ledere sig ned i et hul i Bruxelles. To ting var påkrævet for at få et vellykket topmøde: politisk vilje hos de vigtigste lande samt dygtig diplomatisk ledelse. Vi fik ingen af delene. Det var ikke skæbnens bestemmelse, at regeringskonferencen skulle slå fejl - det valgte man. Fem lande forlod en aftale, som alle havde brug for, men som ingen af dem ønskede i tilstrækkelig høj grad. Det er rigtigt, at en forsinket aftale er bedre end en dårlig aftale. Men problemet med at udskyde en afgørelse ved at sparke den ud i det høje græs er, at man risikerer ikke at finde den igen. I særdeleshed når man står med en overfyldt dagsorden, der omfatter forhandlinger om de kommende finansielle overslag, forhandlinger om Tyrkiets medlemskab samt valgene i Spanien, Storbritannien og Italien. Så efter et kort rivegilde skal regeringskonferencen genoptage arbejdet og gøre det færdigt under det irske formandskab. Irerne råder over hr. Ahern, der er en af Europas mest garvede forhandlere, samt Europa- Parlamentets formand hr. Cox, hvis glæde ved Charlemagne-prisen vi deler. Det kan måske lade sig gøre at relancere EU. Vores første forfatning fortjener en offentlig debat og tilslutning, hvilket kræver en traktat inden valget til Europa-Parlamentet i juni Jeg vil gerne fremhæve De Liberales store bekymring samt vores fornemmelse af, at de store medlemsstaters aktioner kaster EU ud i en krise, der kan bringe Unionens demokratiske natur i fare. Topmødets konklusioner er også en skuffelse for os. Der er intet om Guantánamo trods Europa-Parlamentets udtrykkelige krav om, at vores ledere skulle støtte fangernes rettigheder. Med hensyn til Rusland indeholdt konklusionerne skandaløst nok ingen henvisning til de valg, som OSCE kaldte et tilbageskridt i demokratiseringsprocessen. Beslutningen om at tage Folkerepublikken Kina med i Galileo-programmet synes at have fremmet drøftelserne om at ophæve Europas forbud mod at sælge våben til verdens eneste tilbageværende kommunistiske diktatur af betydning. I alle disse spørgsmål har Rådet optrådt, som om det skammer sig over vores værdier - eller også har det fuldstændig ignoreret dem. På Deres pressekonference efter topmødet, hr. rådsformand, sagde De, at hvis ikke det havde været for regeringskonferencen, ville man have husket Deres formandskab som "det mest glorværdige i de seneste år". Ikke desto mindre er enighed om de fem spørgsmål, som formanden for Kommissionen nævnte, et magert udbytte af et formandskab, hvortil der var stillet så store forhåbninger. Hvis dette var en strålende succes, vil jeg finde det meget fascinerende at høre Deres definition på en fiasko. De opstillede som mål for Deres formandskab at vedtage en forfatning inden jul. De har fejlet ifølge Deres egen målestok. (Kraftigt og vedvarende bifald fra centrum og venstre) Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, den 3. september i år præsenterede hr. Giscard d'estaing udkastet til en forfatning for Europa her i Parlamentet. Jeg fremførte i den anledning en skarp kritik af teksten, som efter min og GUE/NGL-Gruppens opfattelse indebærer en konstitutionalisering af den liberale model, eftersom den i forbindelse med retningslinjerne såvel som institutionerne viderefører den mest omstridte del af Maastricht-traktaten. Udkastet vil nu være fastfrosset i flere måneder. Man kunne tro, at vi glæder os over det, men det er absolut ikke tilfældet for mit vedkommende. For det første fordi dette nederlag ikke påvirker det liberale Europas fremmarch. Den fortsætter ufortrødent af den enkle årsag, at det desværre slet ikke er det, de 25 regeringer er uenige om. Alle, lige fra hr. Berlusconi til den polske premierminister, understregede beredvilligt, at der var konsensus angående praktisk taget alle forfatningsudkastets punkter, undtagen metoden til udregning af kvalificeret flertal i Rådet. Alle de problemer, der er blevet påpeget i den nye debat om forfatningsudkastet, f.eks. for nylig på Det Europæiske Socialforum, er således ikke taget af bordet, og der er følgelig intet at glæde sig over. Dernæst var der denne bedrøvelige tilkendegivelse af magtbegær og -drømme uden nogen form for meningsudveksling om Unionens politikker, mål og

12 værdier, der klingede som et hult ekko af den tåbelige besværgelse, Nice eller døden, som virkelig udgjorde et lavpunkt, hvad angår politisk sans og ansvarlighed. Dette Europa med lange tænder og korte tanker, som er upåvirket af omgivelsernes forventninger og frustrationer, udgør en ren foræring til alle hånde populister og demagoger. Denne forfejlede optakt til Europas udvidelse kan få katastrofale konsekvenser for alle, der virkelig har ambitioner for Europa - andre ambitioner end dem, der er nedfældet i de nuværende traktater, men ikke desto mindre store ambitioner. Endvidere giver denne blindgyde fornyet næring til den hårde kernes forældede forhåbninger. De rigeste lande, som er yderst tilfredse med at få anledning til at trække sig ud af spillet, truer med at begrænse bevillingerne til de mindre udviklede lande. En sådan udvikling, som afliver enhver tanke om solidaritet mellem medlemslandene, ville markere afslutningen på enhver form for fællesskab og fremme den liberale drøm om et frihandelsområde. Vi kan ikke acceptere dette perspektiv. Der er tale om en karikatur af tanken om et forstærket samarbejde mellem nationer, der uden at afvente en umulig enighed mellem de 25 ønsker at gennemføre dels en mere avanceret social model, dels en mere selvstændig og offensiv international politik. Det forudsætter dog, at der findes et virkeligt europæisk politisk projekt i Det Europæiske Råd. For i virkeligheden er det eksisterende projekt ikke tilstrækkeligt vidtrækkende, undtagen måske de meget tvetydige planer vedrørende et europæisk forsvar, som skærpes af Unionens nye strategiske doktrin, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én, bare man læser om den. Det er problemets kerne. Det Europæiske Råds forhandlinger og resultater burde overbevise tvivlerne om en ting, nemlig at et projekt, som vores borgere kan genkende sig i og engagere sig i, og som følgelig kræver et grundlæggende brud med de nuværende institutioner og retningslinjer, ikke vil blive skabt og aldrig vil kunne skabes af en samling stats- og regeringschefer. Et konvent vil heller ikke være tilstrækkeligt. Det må nu være op til de borgere, der ønsker det, og de partier, de tilslutter sig, at tage udfordringen op. Det er efter min opfattelse mere end nogensinde tidligere på dette ambitionsniveau, det kommende valg til Europa-Parlamentet bør udspilles Frassoni (Verts/ALE). - (IT) Hr. formand, hvis vi skal vurdere Deres arbejde som formand for Det Europæiske Råd, behøver vi i dag blot at slå fast, at EU ikke står stærkere og mere samlet end for seks måneder siden, at Deres regerings bidrag til styrkelsen af den samhørighed, der gik tabt under Irak-krisen, var ubetydeligt, og at Deres udtalelser om Tjetjenien, Deres manglende initiativ med hensyn til dødsstraffen og Deres ukritiske støtte til Bushs og Sharons regeringer har mindsket EU's i forvejen ringe troværdighed som aktør på den internationale scene. Vi kunne også nævne, at hr. Tremonti uden videre deltog i Økofin-Rådets forsøg på at ødelægge de aftaler, som konventet var nået frem til på budgetområdet, eller at hr. Lunardi har opført sig skandaløst, eftersom han har presset på for at få EUstøtte til de store arbejder, som hans eget selskab ønsker at opføre. Men europæerne vil først og fremmest huske Deres formandskab for den manglende aftale om konventets tekst. Og det vil de også, selv om det med Deres tvstationers hjælp skulle lykkes Dem at overbevise italienerne om, at formandskabet tværtimod var en triumf, fordi De fik agenturet for fødevaresikkerhed placeret i Parma, og fordi De opnåede en - endnu ikke konkret - aftale om finansieringen af et par tunneller og en unødvendig bro. Det ville naturligvis ikke være retfærdigt af mig at sige, at denne fiasko udelukkende skyldes Deres ufuldstændige forberedelse eller Deres originale "bilaterale skriftemetode" uden plenarforhandling, en metode, som forhindrede alle i at få et præcist billede af, hvad Deres mystiske kompromisforslag gik ud på, og hvem der var for og imod hvad. Under alle omstændigheder er vi af den opfattelse, at den aftale, der tegnede sig, ville have været mere problematisk - det kan De være sikker på - end den aktuelle krise. Jeg kan også fortælle Dem en anden ting, nemlig at man efter min mening i dag ikke reelt kan sige, at der er fuldstændig enighed om størstedelen af de 82 punkter, som det italienske formandskab har foreslået, og som i øvrigt er uacceptable for en stor dels vedkommende, eftersom de ikke bare udgør et tilbageskridt i forhold til konventet, men også i forhold til Nice. Hvad enten De synes om det eller ej, er konventets tekst den eneste tekst, som er på forhandingsbordet i dag. Deres svage formandskab og den spanske og polske regering er ikke de eneste, der er ansvarlige for denne krise. Der er mange andre ansvarlige, ikke mindst dem, som sagde nej til et dobbelt flertal i Nice, og som i dag ophøjer sig selv til usandsynlige forkæmpere for det politiske Europa. Vi tager således den udfordring op, som krisen giver os, eftersom den kunne føre til en bedre forfatning for fremtiden. Man må dog notere sig, at de nye og gamle medlemsstaters regeringer ikke er i stand til at nå en fuldstændig konsensus om en god forfatning for Europa. Det nytter ikke noget, De kan ikke klare det selv! Og det irske formandskab kan ikke gøre det, som Italien ikke var i stand til. Hvis det skal lykkes Dem at give Europa en forfatning, har De brug for os, for borgerne og for parlamenterne. Kun herved kan De undgå, at det projekt, der tager sigte på et forenet og udvidet Europa, hurtigt går i stykker og ender med ødelæggende konflikter om finansielle overslag eller stridigheder om nationale prestige. Forfatningen er ikke død. Regeringerne er ikke Europas herskere, også fordi det ender med indbyrdes skænderier, når de forsøger at være det. Vi skal

13 genoptage initiativet med det samme og forhindre, at man under påskud af tænkepauser og valgfrister begraver konventets arbejde i en eller anden støvet skuffe. I den forbindelse er vi nødt til at finde nogle allierede i ikke bare de nationale parlamenter, men også blandt de regeringer, som er enige med os i, at vi hurtigst muligt skal ud af krisen og give det europæiske projekt sin tillid og troværdighed tilbage, idet vi også slår fast, at det er nødvendigt at fjerne vetoretten for institutionsreformernes vedkommende. Desværre ved jeg ikke, hr. Berlusconi, om Italien hører med til denne gruppe i dag. Det håber jeg, at De vil fortælle mig. Men vær opmærksom på, at vi endnu ikke vil affinde os med, at det EU, som lige er blevet forenet, allerede skal splittes igen, eller at tiden er inde til at fastlægge dets hastigheder ud fra en eller anden eliteklubs interesser. Vi tror ikke på to poler eller sekstetter. Målsætningen skal stadig være at sætte gang i det projekt, der tager sigte på et demokratisk og effektivt Europa, som alle kan identificere sig med. Måske er det rigtigt, at vi var tæt på en aftale i Bruxelles. Hvis det forholder sig sådan, vil vi appellere til det irske formandskab om hurtigt at indkalde et konvent endnu en gang, så vi i dette konvent finder ud af - på en klar og gennemskuelig måde - om det stadig er muligt at indgå en aftale. I modsat fald skal planen være en genoptagelse af forfatningsprocessen efter valget til Europa- Parlamentet Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, jeg vil gerne takke det italienske formandskab for det arbejde, som det har udført i en situation, der både var vanskelig på grund af de internationale omstændigheder og på grund af de tragedier, der har ramt forskellige europæiske befolkninger, ikke mindst den italienske. Mindet om dem, der faldt for friheden og demokratiet i Irak, vil være fast indprentet i vores politiske arbejde. Det italienske formandskab mindede om, at de primære samfundsgoder er fredsbevarelse - det vil sige en altomfattende bekæmpelse af terrorisme og splittende kræfter - og opnåelsen af stabil velfærd for vores befolkninger og for alle de lande, hvis befolkninger lever under vanskelige og tragiske forhold, både på grund af sult, fattigdom og manglende udvikling og - sådan som det alt for ofte er tilfældet - på grund af frihedsbegrænsende politiske systemer. Formandskabet slog fast, at vejen til et stærkere, frit, uafhængigt og solidarisk Europa går gennem et nyt institutionelt forløb, der ikke må være et resultat af kompromiser efter laveste fællesnævner. De europæiske borgere har brug for klarhed og effektivitet, og det er Rådets pligt at sørge for en klar definition af den rolle, som Europa skal spille i international sammenhæng på politisk, økonomisk og kulturelt plan. Terrorismen kan ikke udelukkende bekæmpes med konventionelle metoder og uden at inddrage borgerne. Markedernes globalisering kræver nye finansielle og økonomiske bestemmelser i stedet for de forældede bestemmelser fra sidste århundrede. Der skal navnlig sættes skub i samarbejdet med de geografiske områder, der er tættest på os, og vi skal udvise ny opmærksomhed over for de lande, som ligner os sprogligt og kulturelt. Hr. formand, jeg vil gerne sige, at Den Nationale Alliance og jeg personligt som medlem af konventet beklager den manglende aftale om en ny traktat. Vi slår endnu en gang fast, at EU ikke må have A- medlemsstater og B-medlemsstater - eller enkelte eller fælles overherredømmer - og at det ikke må blive et tohovedet uhyre. En ny traktat er nødvendig, og alle er nødt til at opgive de mentale forbehold, der hindrer den politiske Union. Vi skal holde de løfter, som vi har givet borgerne, og vi er sikre på, at Italien vil give sin fulde støtte til det irske formandskab, så det, der ikke skete i går, kan finde sted hurtigst muligt. Borgerne i EU's 25 medlemsstater ønsker hverken en føderal superstat eller et Europa, der kun er et frihandelsområde Abitbol (EDD). - (FR) Splittelse om Irak, nederlag i Cancún, ydmygelse i Sverige, forlis for stabilitetspagten, fiasko for forfatningen har virkelig været et rædslernes år for Europa! Nu får vi så ikke en europæisk forfatning, men De kan trøste Dem med, at ikke én borger vil beklage endsige bemærke det, fordi borgerne på ingen måde er knyttet til eller engagerede i Europa! Jeg ved ikke, hvem vi skylder dette "mirakel", hr. Berlusconi, men uanset om det er spanierne, polakkerne eller, som mange rygter her vil vide, franskmændene, tror jeg, de har handlet forstandigt, fordi det nuværende Europa med 25 medlemsstater ikke er tilstrækkeligt modent, og det er forhastet at indføre denne forfatning, som forudsætter politisk og demokratisk modenhed. Så jeg beder Dem, hr. Berlusconi, om, at vi, hvad angår Tyrkiet, tænker os om et århundrede eller to eller mere. Jeg er personligt overbevist om, at fiaskoen i Bruxelles i lige så høj grad skyldes manglende åbenhed hos de europæiske institutioner, især Kommissionen i Bruxelles, som visse medlemsstaters forsvar af deres legitime interesser. Det er, hvad der sker, hr. Prodi, når Penelope ikke følger Odysseus' formaning om at strikke og i stedet trævler op! Men vi må være fortrøstningsfulde, for selv om vi ikke har fået en europæisk forfatning, har vi vundet over Det Franske Akademi! Formanden. - Så kan det blive udødeliggjort ligesom forfatningen! 2-015

14 Pannella (NI). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, det Europa, som vi har set, opførte sig på samme måde over for sig selv som det Europa, som vi oplevede under Balkan-krisen og Milosevics barbariske handlinger, nemlig det Europa, der for Mellemøstens vedkommende endnu ikke har en anden holdning end den snæversynede holdning hos de enkelte parter og grupper. Det er ikke lykkedes os - og det er ikke lykkedes Dem - at blive enige om en forfatning og en forfatningstraktat, for vi ser i øjeblikket en bureaukratisk reaktion og nationalistiske illusioner, der efterhånden også har en nyideologisk indflydelse her i Parlamentet. Europas Forenede Stater, Spinellis Europa og Rossis Europa - det vil sige det Europa, som de uforsonlige føderalister, liberale og demokrater udtænkte i fængslerne - er ikke her. Men det er heller ikke Schumans Europa eller Adenauers Europa. Hr. Barón Crespo kom med en glimrende bemærkning i den forbindelse. Det er et Europa, der var lidt skuffende for hr. Pasqua, som hos sin ven Chirac i dag dog genfinder den gamle holdning, der i bund og grund er antieuropæisk og antiføderalistisk. Og De, hr. rådsformand, betalte for Deres kompromisillusioner og behandlede Spaniens og Polens små konjunkturelle - men yderst forståelige - egoismer på samme måde, hvorefter De gav efter for det konstante, arrogante og nationalistiske pres fra et Frankrig, der er vant til at være den eneste, som drager fordel af EU. Nu kunne også Frankrig begynde at betale, sådan som vi alle sammen har betalt. Der er ingen tvivl om, hr. rådsformand, at De glemte - og at De ikke havde tilstrækkelig tillid til - dem, som i fængslet og ikke på luksusferie udstak de retningslinjer, som Parlamentet fastlagde i perioden Det skal være vores udgangspunkt, nemlig Parlamentets Europa, og Parlamentet skal først og fremmest frigøre sig. Det er symbolsk, at vi ikke engang er herrer over, hvor, hvornår og hvordan vi holder møde. Vi er tvunget til at være i Strasbourg. Vi skal starte med at være et godt eksempel for europæerne. Som medlemmer af Europa-Parlamentet skal vi beslutte, hvor vi skal have vores mødested, hvor vi drøfter de ting, der vedrører os Evans, Jonathan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, for det første, har regeringskonferencen været en fiasko? Det er sikkert blot en refleksion af den aktuelle mening på regeringsplan om strukturen og gennemførelsen af en ny EU-forfatning. Den manglende enstemmighed afspejler uenigheder, der er reelle i medlemsstaterne - uenigheder der for let affærdiges, og som man måske for let har affærdiget i denne særlige debat. For mig er spørgsmålet, hvad vi nu gør. Er det et spørgsmål, hvor vi har en realistisk mulighed for at gøre fremskridt under det irske formandskab? Sverige sagde ved afslutningen på regeringskonferencen, at det er en sag, der sandsynligvis ikke vil komme op i Rådet igen før 2005, og andre har talt om, at den ikke vil vende tilbage før tidligst om to år. Jeg vil sige til formanden, at han skal glemme meget af det, han har hørt i de seneste indlæg, ikke mindst fra hr. Watson, der er leder af Den Liberale Gruppe. Hr. Watson levede op til sit skinhellige bedste under det, som jeg vil betegne som en række urene slag mod formanden for Rådet. Det vil måske interessere rådsformanden at høre, at mens han i fredags gjorde sit bedste for at skabe enighed på regeringskonferencen, kunne man se hr. Watsons navn på forsiden af aviserne i Murdoc, fordi han i Det Forenede Kongerige argumenterer for en folkeafstemning om resultatet af forhandlingerne om en ny forfatning. Det var blot én dag efter, at alle hans medlemmer havde stemt imod en folkeafstemning her i Parlamentet. Denne inkonsekvens er noget, som vi må affinde os med fra hr. Watsons side. (Bifald fra højre) Det er værd at reflektere over, at formanden for De Europæiske Socialdemokrater, hr. Robin Cook, der er Det Forenede Kongeriges tidligere udenrigsminister, har givet sit bud på den kommende kurs. Han sagde, at vi europæere måske skal bevæge os væk fra denne introspektive forfatningsdebat, da den har taget for megen tid og energi, og at vi skal fokusere på de spørgsmål, der betyder noget for borgerne i EU - job og vækst, miljø, menneskerettigheder og livskvalitet. Han siger, at vi skal komme tættere på de borgere, som vi er valgt til at tjene. Det er ytringer, som han fremkom med i BBC's udsendelse i Det Forenede Kongerige. Det er ikke sikkert, at han siger det samme, når han taler til hr. Barón Crespos gruppe her. Jeg glæder mig imidlertid over det faktum, at hr. Cook har tilsluttet sig den holdning, som jeg har indtaget i næsten alle de forhandlinger, vi har afholdt om dette forfatningsmæssige spørgsmål. Der er meget i dette forfatningsudkast, som jeg tager afstand fra. Tiden er ikke inde til en revision af dette område. Men vi skal alle forpligte os til muligheden for atter at få føling med det, der er vigtigt for vores vælgere. Og jeg vil blot minde alle om, at vi står over for dem i juni måned næste år Napolitano (PSE). - (IT) Hr. formand, da jeg lyttede til rådsformandens redegørelse, fik jeg faktisk det indtryk, at regeringskonferencens fiasko blev betragtet som en uvæsentlig detalje i et halvår, der var en triumf for formandskabet. Sådan forholder det sig ikke. Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender, som i går aftes holdt møde med talrige repræsentanter for de nationale parlamenter, gav udtryk for en fælles og dyb skuffelse og bekymring samt en fælles vilje til på enhver mulig måde at bidrage til forfatningsprocessens genoptagelse og afslutning. Man kan ikke afdramatisere det, der er sket, og man kan ikke trøste sig med, at Det Europæiske Fællesskab har haft helt andre kriser, som det har været i stand til at

15 overvinde. Denne gang risikerer vi en grundlæggende krise i EU lige før udvidelsen. Denne gang risikerer vi en omfattende krise, hvor de europæiske befolkninger mister tilliden til det forenede Europa. I går aftes drøftede vi, hvordan vi kan undgå, at forfatningsforløbet går i stå. I mellemtiden står det fast, at da forfatningsprocessen og revisionen af traktaterne ikke længere var regeringernes monopol, men blev overladt til et europæisk organ, hvor der også var repræsentanter til stede for de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet - nemlig konventet - foregik arbejdet i en europæisk ånd, og man opnåede en enighed, der byggede på Europas fælles interesser. Da det på regeringskonferencen igen kun var regeringerne, som skulle beskæftige sig med denne proces, gik særinteresser og endda rent nationale prestigespørgsmål forud for de afgørende emner. Hvad skal vi gøre? For det første er den linje, som De lagde, hr. Berlusconi, stadig gyldig. Forfatningen må ikke blive til ud fra et kompromis efter laveste fællesnævner. Det ville dog være en fordel at slå fast, hvad det italienske formandskab forstod ved "kompromis efter laveste fællesnævner". Hvad var det konkret for et kompromis, som man undgik? En tilbagevenden til Nice og til Nice-traktatens urørlighed, når det gælder beregningsmetoden for flertalsafgørelser? Det ville være hensigtsmæssigt, at det afgående italienske formandskab sagde dette mere klart i stedet for at rose alle regeringskonferencens deltagere. For det andet må vi ikke miste det forhandlingsresultat, vi har opnået i de forløbne måneder. Vi vil dog gerne have kendskab til de løsninger, som man nåede frem til for de 82 punkters vedkommende - og det er nødvendigt at offentliggøre dem - så vi kan se, hvad disse løsninger går ud på. Desuden er det nødvendigt, at vi i højere grad drøfter et spørgsmål, der ikke blev løst, nemlig traktaternes revisionsprocedurer. Endelig har det irske formandskab fået et yderst begrænset mandat. Vores budskab er - og det var De inde på, hr. Cox - at det irske formandskab skal fortolke dette mandat på en så bred og forpligtende måde som muligt og også tage højde for konventets råd og bidrag i sine høringer. Deres arbejde er færdigt, hr. Berlusconi, men Italien har stadig et ansvar, eftersom det er et af de stiftende lande, der i dette yderst kritiske øjeblik kan spille en afgørende rolle som drivkraft for at sikre integrationsprocessens udvikling Duff (ELDR). - (EN) Hr. formand, det virkeligt frustrerende ved fiaskoen på regeringskonferencen i Bruxelles var, at hvis man ser bort fra Polen, så var man tættere på at indgå en solid aftale, end de fleste er klar over. En fornuftig mægling vil fortsat kunne sikre et hæderligt resultat af hr. Giscard d'estaings og konventets indsats. Det faktum, at regeringskonferencen har fejlet, gør processen og udfaldet af konventet mere attraktivt. Det irske formandskab skal bestemt hurtigt presse på for at forsøge at færdiggøre regeringskonferencen. Hvis det skal lykkes, har formandskabet brug for hjælp, og ingen er bedre i stand til at rådgive end konventet selv, og derfor bør det genindkaldes i januar for at overveje hele den pakke af forslag fra formandskabet, som blev offentliggjort den 9. december. Premierminister Berlusconi siger, at man er blevet enige om meget, men præcist hvad er man blevet enige om? At EU's finansielle system skal fratage Parlamentet det sidste ord i budgettet? Blev man enige om, at nødbremseklausulen ville standse afstemning med kvalificeret flertal og fælles beslutningstagning inden for området under tredje søjle? Blev man enige om afstemninger med kvalificeret flertal inden for udenrigsog sikkerhedspolitikken som foreslået af formandskabet? Med hensyn til "passerelleklausulen" vil en blokering fra et enkelt parlament så kunne lamme den? Parlamentet har brug for og ret til at kende svarene på disse konkrete spørgsmål Bertinotti (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, efter min mening kan man ikke undgå at se, at vi står over for et nederlag. Problemet er snarere at finde ud af, hvilket nederlag der er tale om. Efter min opfattelse var det den konstruktion, som De valgte, der led et nederlag. Hvem er "De"? Det er det italienske formandskab, konventet om traktaten og regeringskonferencen. De begrænsede den konflikt, som vi ser i hele Europa, til en konflikt om det politiske Europa - nemlig om det skulle være så omfattende som muligt eller kun det nødvendige minimum - det vil sige en konflikt mellem EUtilhængere og EU-modstandere, hvorved De dækkede over den egentlige konflikt og de dramatiske valg, som Europa skal træffe. De blev således inden for samme reelle model, og De kaldte noget, der ikke er det, for en model, nemlig en konflikt om, hvem der skal træffe beslutningerne, og hvordan de skal træffes. Herved skabte De endnu større afstand mellem borgerne og det politiske Europa. Modellen er nemlig en politisk konstruktions socialmodel, og den har international betydning. De valgte at skabe en forfatning for markedet på et tidspunkt, hvor nyliberalismen er en fiasko, og selv om De foretrækker fred, betragtede De krig som en mulighed i denne forfærdelige tid, hvor verden er plaget af krig og terrorisme. Det ukritiske syn på Atlanterhavssamarbejdet hindrer ambitionerne om et selvstændigt Europa. De valgte ikke ambitionerne om en model, men slog Dem til tåls med en tilpasning og flydning, der i virkeligheden viste sig at være et grundlag af kviksand, som fremhævede magtkonflikten mellem beføjelser og lande. Derfor gik konstruktionen i opløsning. Det ville dog være hensigtsmæssigt, at De i det mindste ikke benægtede fiaskoen, sådan som den italienske premierminister gjorde. Formanden for Den Liberale Gruppe brugte dette ord uden omsvøb. Jeg tror også, at

16 kommissionsformand Prodi indrømmede dette, selv om han efter min mening ikke har ret i, at løsningen er at benytte sig af konventets arbejde. Jeg mener faktisk, at resultatet bliver afslutningen på et forkert forløb, som vil kaste Europa ud i en yderligere krise, hvis man fortsætter. Vi skal således starte forfra, men hvad skal vores udgangspunkt være? Det første udgangspunkt vedrører metoden, nemlig et andet forhold til befolkningerne, bevægelserne og den demokratiske offentlighed i Europa. Det andet udgangspunkt vedrører indholdet. Vi står over for tre uundgåelige spørgsmål, nemlig økonomien, de sociale forhold og den internationale betydning. Det drejer sig ikke kun om gårsdagens fiasko, men også om Maastricht-krisen, som giver et billede af markedernes Europa. Sådan som formanden sagde, er Europa i klemme mellem USA's politiske forløb og dollaren, der fremmer landets konkurrenceevne, og en aggressiv økonomi som den kinesiske. På dette område er regeringskonferencens løsning bestemt ikke overbevisende, eftersom den er en mellemting mellem en ondskabsfuld keynesianisme og et angreb på arbejdstagernes sociale forhold. Hr. formand, det, der minder om bånd og snører, er i virkeligheden arbejdstagernes og befolkningernes rettigheder. Hvis ikke vi tager udgangspunkt i denne kendsgerning, har Europa ingen fremtid Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, hr. Berlusconi, formand for Rådet, i begyndelsen af regeringskonferencen underholdt de Deres kolleger med en vittighed, der handlede om, hvordan De kunne gøre befolkningen lykkelig. Som pointe rådede nogen Dem imidlertid til selv at springe ud af helikopteren. Vi er glade for, at De ikke er sprunget. Men vi finder det ikke morsomt, at De i stedet for har smidt Europas forfatning ud. Der er tre måder at mislykkes på: Man kan mislykkes i forhold til sine modstandere, man kan mislykkes på grund af for høje mål, og man kan selv mislykkes. Regeringskonferencen er mislykkedes i sig selv. Der var ingen modstandere. Konventet støttede Dem med en overvældende konsensus fra store og små, fra Øst og Vest, fra nye medlemslande og gamle, fra parlamenter og regeringer. Modstanderne sad kun i Deres egne rækker. Er De mislykkedes på grund af høje mål? Nej, De har ikke diskuteret ud over konventets forslag. De er - med 300 ændringsforslag - langt bagud i forhold til konventets forslag, ja, bagud i forhold til Nice-traktaten. De er mislykkedes i Dem selv. Hvor De blev tilskyndet til at være ansvarlig for Europa, kæmpede De for national egoisme, hvor De blev tilskyndet til at skabe ligevægt mellem institutionerne og et europæisk demokrati, forsøgte De at øge Deres eget magtforspring, hurtigt at opnå fordele for de nationale regeringer. Deres chance var at forsvare den størst mulige fælles konsensus i konventet. Men De forspildte den. Jeg tror stadig, at der er et håb tilbage. De har forsøgt, hr. rådsformand, regeringerne har forsøgt - de er mislykkedes. Efter et halvmislykket forsøg i Amsterdam, et helt mislykket forsøg i Nice er de nu endelig mislykkedes. Tilbage er kun at appellere til regeringernes fornuft og at få dem til at acceptere konventets udkast, den størst mulige fællesnævner for Europa Pasqua (UEN). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, efter alt, hvad jeg har set, siden jeg blev medlem af Europa-Parlamentet, er der intet, der kan overraske mig længere. Det var i det mindste min opfattelse indtil i formiddags, hvor jeg må erkende, at jeg blev overrasket. Dog ikke over resultatet af Det Europæiske Råd i Bruxelles og regeringskonferencens forlis. Jeg har flere gange, bl.a. her i Parlamentet, sagt, at jeg på intet tidspunkt har troet, at stats- og regeringscheferne, som repræsenterer de øverste demokratiske instanser i Unionen, ville være i stand til at godkende konventets forfatningsudkast uden ændringer - hvilket flertallet her i Parlamentet krævede. Nej, det, der overrasker mig, er reaktionen hos Parlamentets føderalistiske flertal, som ganske fornuftsstridigt lukker øjnene for virkeligheden og nægter at tage sine holdninger op til revision. Jeg har ikke hørt én eneste sige, at de måske havde taget fejl og uden tvivl havde valgt den forkerte vej. Nej, De fastholder Deres standpunkt, som om intet var hændt. I tilgift søger De som stakkels Lysenkos tilhængere efter de skyldige, som skal holdes ansvarlige for dette nederlag. Som alle fanatikere ønsker De, at hovederne skal rulle. Jeg vil opfordre Dem til at besinde Dem og gøre Dem klart, at denne fiasko hverken kan tilskrives det italienske formandskab, som jeg benytter lejligheden til at lykønske med den udmærkede indsats, eller holdningen hos visse medlemsstater, der, som deres folk kræver det, har haft mod til at forsvare deres nationale interesser, men derimod ganske enkelt Deres konvent og dets underlødige forfatningsudkast. Uanset hvilke generøse overvejelser der måtte ligge til grund herfor, var dette udkast forfejlet fra starten, fordi det var i åbenlys modstrid med den politiske virkelighed i Europa, og virkeligheden formes, hvad enten det behager Dem eller ej, af folk og nationer. Ved at afvise en magtdeling, som tager udgangspunkt i en føderalistisk model, gjorde Spanien og Polen Europa en stor tjeneste, ved højt og klart at sige det, alle andre havde gået rundt og tænkt i flere måneder, nemlig at Jean Monnets gamle Europa nedarvet fra Jaltakonferencen er forældet. De må ikke gennemtvinge en forældet føderalisme. I modsætning til konventets formand er forfatningsudkastet ikke udødeligt, så lad det hvile i fred. Lad os i stedet benytte anledningen til at skabe grundlaget for et nyt Europa, som har genvundet

17 sine naturlige grænser. Lad os opbygge et politisk Europa, som ikke på noget tidspunkt fornægter sin historie, og som tager hensyn til modernitetens krav, samtidig med at det opstiller et ideal om frihed og ikke om ensartethed Bonde (EDD) - Hr. formand, jeg er glad for, at vi nu får lidt mere tid til at diskutere forfatningen. 99 % er færdigforhandlet. Der mangler kun én meget vigtig linje: Definitionen af kvalificeret flertal. Og så mødet med vælgerne. Hvorfor ikke bruge tiden til at forberede folkeafstemninger i alle lande? Parallelt med topmødet mødtes European Referendum Campaign i Bruxelles med 100 deltagere fra mange forskellige organisationer. Både Jo Leinen og jeg var blandt talerne. På vegne af SOS Demokrati og Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa vil jeg gerne give tilsagn om at medvirke til et gedigent oplysningsarbejde om forfatningsudkastet. Lad føderalister og euro-realister fremlægge vore forskellige visioner for Europa sammen med læseregnede udgaver af forfatningsteksten. Lad os sammen kræve folkeafstemninger i alle EU-lande under fælles motto: EU Constitution? Ask the people. I Danmark får vi folkeafstemning, men JuniBevægelsen vil gerne medvirke til at samle underskrifter for folkeafstemning i alle EU-lande. Når vi har folkeafstemning og stemmer Nej i Danmark, får vi en ny folkestemning. I stedet for at give danskere og irere omvalg, er det bedre at spørge i hele EU. Derfor samler jeg gerne underskrifter med krav om folkeafstemning i hele EU. Man kan ikke give folk en grundlov uden at spørge dem om lov Speroni (NI). - (IT) Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Berlusconi for de seks måneders EU-formandskab og ikke mindst for den del af hans tale, hvor han ikke kun fokuserede på konventet, forfatningen og regeringskonferencen, som ikke fik et positivt resultat. Det betyder ikke, at Europa er dødt eller færdigt. Traktaterne bliver ved med at have deres fulde gyldighed, og indtil de bliver erstattet af en ny tekst, bliver de ved med at være gældende. Jeg satte pris på, at der i formandens tale blev henvist til emner, som er tættere på borgerne, der sikkert ikke er så interesserede i, om beslutningerne bliver truffet med dobbelt flertal, og om Spanien skal have 27 stemmer i stedet for 28 eller den slags ting. Jeg tror, at borgerne er meget interesserede i gennemførelsen af store arbejder, i ikke at skulle holde i kø på motorvejen, i at kunne rejse med højhastighedstog, i, at der lægges særlig vægt på beskæftigelsen, og i, at man - sådan som hr. Berlusconi var inde på - bekæmper de lande, der opererer på det frie marked uden at overholde bestemmelserne om beskyttelsen af miljøet og arbejdstagerne. For præcis 10 år siden sagde jeg akkurat de samme ting her i Parlamentet, og det glæder mig, at rådsformanden mindede om dem. Det skal tilføjes, at en sådan illoyal konkurrence også kommer til udtryk via forfalskningen af produkter og mærker, og når vi har givet stafetten videre til Irland, skal vi efter min mening også gøre en betydelig indsats på dette område for at beskytte vores industri, vores produkter, vores arbejdstagere og i den sidste ende vores levestandard. Institutionerne er vigtige, og det er reformen af dem også. Men ligesom hr. Berlusconi skal vi også være opmærksomme på de europæiske borgeres forhold Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, i weekenden fik jeg af og til det indtryk, at der i stedet for et møde med historien fandt en diskussion om mødeklausuler sted, og at man ikke nåede frem til et resultat, fordi man måske ikke var sig ansvaret bevidst på alle områder. Nu er jeg meget bekymret for, at alt flyder ud. Når jeg betragter den store tidsmæssige ramme, som strækker sig ind i 2005, frygter jeg, at øjeblikket for konventsteksten herved går tabt. Jeg mener derfor, at vi skal understrege på to punkter, hvad vi ikke ønsker: Jeg vil ikke have noget Kerneeuropa, men vi bør ved hjælp af konventsteksten hurtigt og endnu en gang forsøge at få en forfatning for Europa i de store linjer og med de 25 stater færdig. Desuden vil jeg ikke have noget kompromis, som ikke skaber større behov for handleevne. Det var den diskussion, det strandede på. Der kan ikke være noget kompromis, hvor vi har mindre gennemsigtighed - jeg vil minde om det lovgivende råd - og mindre demokrati - jeg vil minde om budgetdebatten, om Parlamentets budgetret. Men trods disse kritikpunkter vil jeg gerne takke det italienske formandskab, fordi det i alle disse uger og måneder har holdt sig meget tæt til konventsteksten og virkelig overholdt sit tilsagn i den forbindelse. Derfor består konventsteksten stadigvæk. Vi skal vække den til live igen nu. Da det er sådan, og da rådsformand Berlusconi har givet udtryk for, at en række kritiske punkter, som blev ytret tidligere, er blevet behandlet positivt i Bruxelles - der var tale om de 82 punkter - ville det være fornuftigt at holde fast i det nu for at bevare øjeblikket. Derfør bør udenrigsministrene efter min mening mødes allerede i januar for at konsolidere det, der er opnået. Jeg mener, at vi dermed vil kunne fastholde øjeblikket, og De, hr. formand, kunne måske komme med impulser i denne retning. På denne baggrund kan det irske rådsformandskab stille forslag, således at der så hurtigt som muligt kan afholdes et nyt møde for stats- og regeringscheferne, men i den forbindelse skal der planlægges perioder ind, som gør det muligt at lave kompromiser. Dette møde med en løsning skal afholdes før den 1. maj, før udvidelsen

18 finder sted, for den logiske målsætning med dette projekt er at gøre EU egnet til udvidelse. Jeg vil nævne en anden grund til, at dette møde skal finde sted før den 1. maj: Jeg ved ikke, hvordan regeringscheferne og vi som medlemmer af Europa- Parlamentet skal træde frem for vælgerne den 13. juni, hvis vi befinder os i den aktuelle tilstand til den tid. Derfor - altså for at give vælgerne et perspektiv, således at de ikke tvivler på Europa - skal stats- og regeringscheferne gøre et nyt forsøg på denne baggrund før den 1. maj. Hr. formand, jeg håber, at De i de resterende uger af Deres formandskab vil sætte et sådant projekt i gang sammen med det formandskab, der følger efter Hänsch (PSE). - (DE) Hr. formand, der udgår en fare for Europa fra topmødet i weekenden. Jeg vil imidlertid gerne have, at vi fortsætter med at være kohærente med os selv. I mange år har vi dømt kompromiserne til at være den laveste fællesnævner. Denne gang ville den laveste fællesnævner have været et "Nice 2" og ødelæggelse af forfatningsudkastet. Derfor siger jeg følgende: Det er bedre, at det er topmødet, der er strandet, end det er udkastet til en forfatning for Europa. Vi i Europa-Parlamentet vil ikke tillade, at udkastet forsvinder igen i de historiske arkiver. Det bliver på bordet. Det er den første af vores bestræbelser i de kommende måneder og år, og det skal også fortsat være vores bestræbelse ud over det næste valg til Europa- Parlamentet med de nye kolleger her i Europa- Parlamentet! Ja, Europa er i krise, og vi skal se denne krise koldt i øjnene. Vi må ikke hælde sedativet business as usual i os. Vi overvinder ikke en krise med stilstand, men derimod med bevægelse. Hvor ligger faren for Europas fremtid? Den ligger ikke i, at forfatningen kommer et par år senere. Den ligger i en ny spaltning, som viser sig i Europa. Der er på den ene side regeringer, som ønsker at gennemføre deres nationale interesser gennem et stærkere enigt Europa, og på den anden side regeringer, som ønsker at forsvare deres nationale interesser mod et stærkere enigt Europa. Denne kløft må ikke øges. Det er vores vigtigste opgave at overvinde denne kløft. Endelig blev magtfordelingen i Europa diskuteret på Deres topmøde, og i mellemtiden er verdens magter for længst gået hen over Europa. Det er den fare, som Europa står over for. I Bruxelles kæmpes der indædt om indflydelse, og ude i verden er Europa ved at miste enhver form for indflydelse. Det er den fare, der udgår fra topmødet. At overvinde modsætningerne mellem de regeringer, som har åbnet sig, er - jeg vover at sige ordet - let. Men at genvinde folks tillid til Europas fremtidsevne er svært. Netop det vil være den opgave, som vi skal løse i de kommende år og årtier. Jeg ønsker os alle sammen held og lykke! Rutelli (ELDR). - (IT) Hr. formand, regeringskonferencens fiasko risikerer rent faktisk at blive en fiasko for Europa, for selv om der er tale om en fantastisk historisk målsætning, er vi godt klar over, at en udvidelse til 25 lande uden flertalsafstemning bliver et mareridt, nemlig mareridtet om et splittet, lammet og magtesløst Europa i en globaliseret verden. Den status, som hr. Berlusconi gjorde i tre kvarter her i Parlamentet - nemlig at regeringskonferencens succes bestod af 82 punkter "med en enkelt undtagelse" - var så klodset, at den var forstemmende. Desværre forsøgte han endnu en gang at fralægge sig ansvaret for en fiasko i stedet for at udstikke nogle retningslinjer på vegne af en så vigtig stifter af Fællesskabet som Italien. Kommissionsformand Prodi talte ærligt om fiaskoens omfang og risici, og han pegede på en mulig løsning for fremtiden. Hr. formand, jeg siger ja til et initiativ med pionerstater i et Europa, som bestemt ikke undervurderer vigtigheden af den store Union - der strækker sig fra Portugal til de baltiske lande - men som er klar over, at vi skal gå i retning af en effektiv og demokratisk fællesskabsintegration, der bygger på konventets resultater. Jeg siger således ja til, at man indleder et nyt forløb med de lande, der er enige i konventets resultater, det vil sige et agtværdigt kompromis. Og på denne måde kan alle 25 lande nå målet. Det er en målsætning, som vi kan og skal blive enige om i morgen Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, med fiaskoen i Bruxelles befinder EU sig uden tvivl i en alvorlig politisk krise. Allerede før de nye medlemsstaters tiltrædelse er det udvidede EU mislykkedes første gang. Det er et tilbageskridt for den europæiske integration. Men hvad skyldtes det? På topmødet i Bruxelles stod skabelsen af et demokratisk, socialt og fredeligt Europa ikke i centrum. Der blev snarere sjakret om magt og indflydelse, det nationalstatslige snæversyn sejrede på ny, og det viste sig, at regeringskonferencerne er fuldkommen uegnede til at fremme den europæiske enhed. På topmødet led den europæiske idé alvorlig skade. Den er den egentlige taber. Men der er også vindere, og blandt vinderne hører f.eks. USA. For USA var det land, der nød godt af beslutningerne fra topmødet om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, for her blev våbentroskaben med NATO surret fast, og Europa blev sikkerhedspolitisk sat under USA's værgemål.

19 Jeg er for en europæisk forfatning, for en moderne, progressiv forfatning. I denne forstand har jeg engageret mig i konventet, men, kære kolleger, det bør gøre politikerne meget betænkelige, at - billedligt talt - ingen gik på gaden og demonstrerede for at forsvare konventsforfatningen. Kun 38 % af alle borgere har hørt om konventet, og kun en brøkdel af dem kender teksten. Bortset fra det ligger det egentlige problem et andet sted: Borgerne er ikke overbevist om, at deres helt specielle sorger og bekymringer står i centrum. Hvor meget ret de har, viser f.eks. den kendsgerning, at hele regeringskonferencen ikke beskæftigede sig en eneste gang med problemet med de indholdsmæssige modsætninger mellem del 3 og del 1 i udkastet, og at to modsatte økonomiske filosofier helt tydeligt skulle forblive i forfatningsteksten, nemlig social markedsøkonomi på den ene side og åben markedsøkonomi med fri konkurrence på den anden side. På denne måde gør De ikke folk begejstrede for en europæisk forfatning. Jeg håber, at tiden til eftertanke - krisen - bliver betragtet som en chance. Før en offentlig diskussion med borgerne om projekt forfatning, og tag frem for alt den seriøse kritik af konventsudkastet fra det civile samfund alvorligt Ortuondo Larrea (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand, vi har netop oplevet en enorm fiasko, hvad angår europæisk integration, for stats- og regeringscheferne, der ikke har levet op til deres opgave som statsmænd vedrørende anerkendelse og bevarelse af borgernes kollektive interesser. Jeg har ofte måttet høre nedsættende kommentarer i Parlamentet til de historiske demokratiske nationalistiske traditioner, der f.eks. hersker i Baskerlandet. Vi ønsker blot at sikre vores identitet og vores kultur, og vi er rede til at dele vores love og politiske kompetencer med de øvrige europæiske lande. I denne forbindelse anmoder vi ikke blot om anerkendelse som en historisk nation, men også om en rolle i den demokratiske beslutningsproces. Det er ikke os, men visse irriterende regeringsnationalistiske traditioner, der hæmmer Europa, som i tilfældet med hr. Aznar, der kun tænker på, hvordan man kan blokere beslutninger for at pålægge andre egne synspunkter frem for at tænke på, hvordan man kan opbygge et stærkere, mere fremgangsrigt Europa, der er forenet i sin mangfoldighed. Jeg er overbevist om, at EU for at komme videre må holde op med at lade sig dominere af regeringer, det vil sige udøvende organer, og være en ægte føderal Union, hvor borgerne og deres repræsentanter, det vil sige medlemmerne af Parlamentet, fastlægger forfatningen og andre fællesskabslove. Det er på tide at lægge det mellemstatslige plan bag os og arbejde på at blive en fuldt ud politisk enhed, en super-union med fælles love for alle kontinentets befolkninger og nationer eller i det mindste for de borgere, der ønsker at opbygge en fælles fremtid baseret på dialog, tillid og forståelse blandt ligestillede Berthu (NI). - (FR) Hr. formand, ud over det umiddelbare indtryk har Det Europæiske Råd i Bruxelles været et nederlag af tre årsager. For det første hævdede konventet, at det havde skabt konsensus, men det var ikke korrekt. Regeringskonferencen har blot afsløret konventets usandhed. For det andet var Spaniens og Polens modstand mod metoden til beregning af kvalificeret flertal i virkeligheden begrundet i dybereliggende modsætninger, som deltes af andre stater, der ikke tilkendegav det åbenlyst, nemlig modstanden mod et samlet Europa med en overnational ledelse bestående af en sammenspist elite. Så vi må takke de lande, der har forsvaret Europas virkelige interesser. For det tredje viste beslutsomheden hos dem, der hagede sig fast i konventets forslag til beregning af kvalificeret flertal, at de ikke ønskede at nå et resultat. Måske fordi de ikke var så overbeviste om, at konventets konklusioner var så rigtige endda. Men måske især fordi de kendte borgernes indstilling og ønskede at udsætte problemet til efter valget til Europa-Parlamentet. I virkeligheden, hr. formand, er det borgerne, der uden at være blevet hørt direkte har blokeret den europæiske forfatning Galeote Quecedo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, praktisk talt alle parlamentsgrupperne og - tilsyneladende - alle medlemsstaterne hævder, at de ønsker et nyt retsgrundlag for EU i form af en forfatning. Mange menneskers arbejde i de sidste mange måneder har resulteret i et forslag, som et stort flertal tilsyneladende kan støtte. Ydermere har det italienske formandskabs store indsats i løbet af weekenden givet os mulighed for at tilføje noget meget væsentligt til aftalen, og det er udarbejdelsen af en europæisk forsvarsdoktrin. Dette resultat, som er frugten af forhandlingerne - som hr. Berlusconi har udtalt - skal fremdrages og samles som en godkendt tekst. Men hvad er så årsagen til denne fiasko? Jeg mener, at fiaskoen er resultatet af forslaget om en institutionel reform, som formanden for konventet fremsatte i sidste øjeblik, som ikke er drøftet i tilstrækkelig grad, og som der bestemt ikke er enighed om inden for konventet. Seks måneder i Bruxelles har tilsyneladende ikke været nok til at udarbejde et kompromis. Det er ikke en stor tragedie. Vi skal huske, at kun én af de fem tidligere regeringskonferencer, hvorunder der blev forhandlet reformer af traktaten, sluttede inden for seks måneder. Det irske formandskab må ganske enkelt fortsætte, hvor det italienske formandskab slap.

20 Hr. formand, jeg mener, at følgende skal lades ude af betragtning. For det første er det absurd at udsætte forhandlingen til efter de europæiske valg. For det andet mener jeg, at vi skal fokusere på proeuropæiske og ikke antieuropæiske holdninger. For det tredje er det tåbeligt at tale om at opdele Europa, endnu inden udvidelsen har fundet sted, og for det fjerde fører gensidige beskyldninger ikke til noget, undtagen for enkelte personer - som f.eks. formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe - der mener, at deres landes regeringer altid bærer skylden, uanset hvad de gør, og hvad der sker. Jeg har ham mistænkt for kun at kende én frase på italiensk, nemlig Piove, porco governo (det regner - det er regeringens skyld). Han ynder at indtage denne nationale oppositionsholdning i Europa- Parlamentet og bliver derefter overrasket over, at han taber valg efter valg. Det er naturligvis vælgernes skyld. Vi har under alle omstændigheder alle et ansvar. Hr. formand, regeringskonferencen skal fortsætte, vi skal bidrage til at skabe dialog og finde det engagement, som vi alle stræber efter. Lad os håbe, at vi opnår det inden 13. juni Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand, det fremgår klart af formiddagens debat samt af gårsdagens diskussion i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, at Parlamentet er delt i to lejre. De to lejre består af henholdsvis optimister og pessimister. Pessimisterne påpeger, at vi befinder os i en stor krise - nogle taler om den største krise siden forkastelsen af EDC-traktaten i Optimisterne siger nej, fordi 95 % af forfatningsudkastet ikke er blevet anfægtet og i realiteten er blevet godkendt - skønt jeg gerne vil se den endelige tekst i de artikler, der i realiteten blev godkendt på regeringskonferencen. Der er kun et centralt emne tilbage at drøfte og forhandle på plads. Det drejer sig om afstemningssystemet i en af institutionerne. Det kan fortsat lykkes os. Der var trods alt ingen, der oprindeligt troede på, at vi ville blive færdige inden jul, så der er ingen grund til panik. Det kan alt sammen nås til sin tid. Hvilket af disse to synspunkter er rigtigt? Jeg er optimistisk af natur, men jeg er en forsigtig optimist. Vi kan redde denne regeringskonference, men det kræver en fokuseret indsats fra alle - og i særdeleshed fra de medlemsstater, der deltog i regeringskonferencen. Vi skal fokusere på de udestående spørgsmål, der skal besvares, og få dem besvaret hurtigst muligt. Hvis det tager os for lang tid, er der fare for at få genåbnet debatten om praktisk taget alle artikler i forfatningsudkastet. Det må vi frem for alt undgå. Vi skal fokusere på de resterende punkter. Vi skal bede det irske formandskab om at rive de oprindelige planer og den oprindelige tidsplan itu og først og fremmest fokusere på dette. Det er sandt, at man til en vis grad kan fortsætte som hidtil på baggrund af den gamle forfatning, det vil sige de forskellige traktater, men disse traktater er ikke tilfredsstillende. De skal opdateres og effektiviseres. De skal moderniseres. Vi har brug for den nye forfatning. Det irske formandskab skal ikke blot fortsætte som hidtil. Det skal fokusere på at opnå et resultat på dette område så hurtigt som muligt Calò (ELDR). - (IT) Hr. formand, på Det Europæiske Råd i Bruxelles for nylig understregede man vigtigheden af de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder informationsfriheden. Kan man tvivle på rådsformandens bidrag i den forbindelse? Derfor vil jeg gerne gøre ham - og mine kolleger i Parlamentet - opmærksom på den meget alvorlige skade, som Gasparri-loven om radio- og fjernsynsspredning påfører informationspluralismen. I Italien er næsten alle offentlige og private kanaler kontrolleret af premierministeren. Også reklamemarkedet er reelt underlagt de selskaber, som han ejer. Man kan med rette tale om et mediestatskup, som skaber et meget farligt fortilfælde for EU-landene. Hvis problemet med den enorme interessekonflikt, der går hårdt ud over demokratiet i Italien, ikke bliver taget op og løst på fællesskabsplan, vil det servile regime, som kvæler det italienske samfund, blive styrket. Hvad nytter det at holde valg, hvis premierministeren kontrollerer størstedelen af medierne? Jeg henvender mig til Dem, kære kolleger, med bitterhed, bekymring og ængstelse, og jeg vil gerne spørge Dem, hvad Europa-Parlamentet kan gøre for at beskytte informationsfriheden i Italien. Hjælp os! Hjælp Italien med at beskytte det demokrati, som Fællesskabets stiftere kæmpede for Nogueira Román (Verts/ALE). - (PT) Hr. formand, mellem euroskepticismen hos nogle, arrogancen hos andre og stædigheden hos atter andre er staternes regeringer og deres ledere ved at bringe den forfatning i fare, som folkene og borgerne ønsker og behøver. Deres kamp for den simple ret til veto har ikke blot ført til en fiasko for regeringskonferencen i Bruxelles, ligesom det skete for tre år siden i Nice, men har også overskygget forfatningsprojektets positive og negative sider og forhindret en ordentlig debat i det europæiske samfund og i vores stater og nationer. Det har overskygget den store betydning, som en forfatning vil have, de fremskridt, der er sket på det udenrigspolitiske område siden den alvorlige krise omkring Irak, den centrale rolle, som Parlamentet og dermed borgerne har fået, samt de mangler, der kendetegner den sociale og regionale samhørighedspolitik, og den lammelse, der har ramt anerkendelsen af den nationale politiske mangfoldighed, som Europa står for ud over staterne, og som jeg her som medlem fra Galicien og formand for Den Tværpolitiske Gruppe for Nationer uden Stat gerne vil fremhæve. Hr. formand, jeg vil gerne, da de fleste af os er spanske statsborgere, her konkret give udtryk for, at vi ikke vurderer, om forfatningen er god eller "ond" alt efter, hvilken vetomulighed den tilbyder vores stats regering,