Af Bashy Quraishy, præsident for ENAR, European Network Against Racism, og medlem af EUkommissionens High Level Group on Integration

Transkript

1 EMNE: YTRINGSFRIHED Kilde 5: Er intet længere helligt? (Kronik bragt i Politiken ) Af Bashy Quraishy, præsident for ENAR, European Network Against Racism, og medlem af EUkommissionens High Level Group on Integration Lad os træde et skridt tilbage og spørge os selv: Bidrog disse tegninger til integration af minoriteter, gjorde de de yderligtgående mere modne, gav de uvidende danskere større viden om islam, eller bragte de folk sammen? Jeg har boet i Danmark i mere end 35 år. I størstedelen af denne tid har jeg nydt godt af alle de gode traditioner i dette dejlige land, som jeg plejede at kalde mit andet hjem. Jeg har altid påskønnet de værdier som demokrati, humanisme, solidaritet med de dårligt stillede, menneskerettigheder, respektfuld dialog og ikke-voldelige protester, der har gjort Danmark berømt over hele verden. Og oven i alt det en kvalitet, som jeg har haft mest gavn af, uden medfølgende frygt eller chikane, nemlig ytringsfriheden. Muligheden for at kritisere de mægtige og magtfulde og selv blive kritiseret igen lå åben i næsten 25 år af mit politiske arbejde indtil 2003, hvor Ekstra Bladet kørte en kampagne, der var et overlagt karaktermord på mig ved hjælp af løgne på forsiden og manipulering af ord. Det var den forfærdelige oplevelse, der fik mig til at forstå mediernes magt, og hvordan det ædle begreb ytringsfrihed blev monopoliseret af nogle arrogante og principløse journalister, der ikke havde nogen skrupler over at ødelægge en persons livslange arbejde og fremtiden for en velfungerende organisation, POEM. På det tidspunkt besluttede jeg at sige stop. Jeg kunne se, at en uansvarlig del af medierne havde held til at skabe en forgiftet atmosfære i den offentlige debat. Dansk Folkepartis islamofobiske holdninger og erklæringer såvel som partiets accept af racistiske ytringer blev pligtskyldigt viderebragt under ytringsfrihedens banner. Det skabte konflikter og had mod de fleste etniske grupper, især de muslimske miljøer. Jo mere man forklarede, des mere fremmedfjendske blev modreaktionerne. Jeg var så trist over situationen, at jeg flyttede mange års kamp for etniske minoriteters rettigheder i Danmark til EU, og siden da har jeg rejst over hele det europæiske kontinent og holdt foredrag, talt ved konferencer, organiseret uafhængige organisationer og samarbejdet med EU's institutioner. 1

2 Dette arbejde har båret frugt. Internationale medier, politikere i EU, uddannelsesinstitutioner, europæiske organisationer og den brede offentlighed ved nu, hvad der sker i Danmark. Jeg og mange andre som jeg måtte informere verden omkring os for at lægge pres på myndighederne her i landet og bringe Danmark tilbage til en civiliseret opførsel. Det er hjertevarmende at se, at den barske tone i debatten nu bliver imødegået af intellektuelle, forfattere, præster, læger, tidligere ambassadører og nogle ansvarlige dele af medierne i det danske samfund. Desværre afviser statsministeren stadig at melde klart ud og korrigere de misforståelser, han har skabt. Han fastholder, at tonen i debatten er i orden, og han har ingen indvendinger. I stedet for at lytte til sine spindoktorer skulle han have lyttet til sin tidligere partiformand Uffe Ellemann-Jensens fornuftige råd. Når mine tilhørere i udlandet spørger mig, hvorfor Danmark er blevet så uvenligt et sted at leve, skyder jeg aldrig skylden på kristendommen, Jesus eller taler dårligt om Danmark eller det danske folk. Jeg bruger blot min ytringsfrihed til at informere om og kritisere behandlingen af etniske minoriteter. Det er interessant, at Bertel Haarder, der indtil for nylig var integrationsminister, og som aldrig kan blive træt af at belære etniske minoriteter om respekten for ytringsfriheden, har afkrævet mig en undskyldning for at have sagt til udenlandske medier, hvad jeg mener om Danmark. Måske mener han, at en sort mand med muslimsk baggrund bør være taknemmelig i stedet for at være kritisk. Derved opstår spørgsmålet om, hvordan danske politikere har reageret på den voksende islamofobiske tendens i Vesten og især i Danmark, og hvordan medierne misbruger begrebet ytringsfrihed til at fornærme og nedværdige ikke alene muslimske miljøer, men i videre forstand religionen islam, dens hellige bog Koranen og profeten Muhammed selv. Det har trods alt gået for sig, siden Mogens Glistrup og Mogens Camre gjorde det til deres politiske dagsorden at slå løs på islam. Jeg undrer mig over, hvordan politikere med selvagtelsen i behold kan overse en så drastisk udvikling. Kan det være, fordi danske politikere, de fleste medier og manden på gaden ikke har nogen problemer med at betegne islam som nazistisk, terroristisk, fascistisk og meget andet ubehageligt? Selv Folketingets talerstol bliver brugt til sådanne angreb. Enhver med en smule sund fornuft kan lægge mærke til, hvordan alle diskussioner om etniske minoriteter og deres stilling i samfundet, deres sociale og økonomiske problemer og deres integration langsomt og sikkert er blevet betegnet som islamiske problemkomplekser. 2

3 Hele den racistiske diskurs er gået fra at være etnisk eller racemæssig til at handle om kulturel tilpasning og sameksistens mellem religionerne. Det giver frit slag for alle til at sige og skrive lige meget hvad under dække af ytringsfriheden. Denne udvikling rejser et andet fundamentalt spørgsmål. Er intet længere helligt bortset fra ytringsfriheden? Svaret kan findes i den triste og farlige situation, der er blevet skabt af den største danske avis, Jyllands-Posten. Den bestilte 12 tegninger af profeten Muhammed for at afprøve grænserne for ytringsfriheden. Resultatet blev, at 12 velkendte tegnere barslede med særdeles fornærmende afbildninger af profeten, som avisen bragte 30. september I modsætning til hvad nogle havde forestillet sig, protesterede de muslimske miljøer i Danmark heldigvis fredeligt mod denne ubegrundede provokation. Da jeg så disse karikaturer, følte jeg mig også såret, vred og ude af stand til at forstå Jyllands-Postens hensigter. Det samme gjorde mange ambassadører fra de muslimske lande, der bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke for at diskutere ytringsfrihed, men for at forklare ham, hvad de følte i den situation. Det svar, der kom fra de danske myndigheder og medierne, var et arrogant forsvar for avisen og dens ret til at fornærme, hvem den ville. De muslimske miljøer fik høfligt besked på at holde mund og acceptere den behandling, de bliver mødt med. Jeg mener helt alvorligt, at statsministeren, der normalt er en fornuftig person, har udvist en total mangel på forståelse af, hvordan en lille del af hans borgere, det muslimske samfund, føler sig såret og ydmyget. Eftersom han er en vidt belæst og velinformeret politisk aktør, må han have vidst, at politiske ledere i lande, der har en længere tradition for ytringsfrihed - Storbritannien, Tyskland og Frankrig - aldrig har optrådt så dumt som han, og medierne i andre europæiske lande har ikke overtrådt grænserne for civiliseret debat som den avis, som han forsvarede så stærkt. Selv de skandinaviske lande, som danskerne normalt sammenligner sig med, har altid udvist en langt større ansvarsfølelse end Danmark, når det gælder behandlingen af etniske og religiøse minoriteter. Jeg spekulerer ofte på, om det mon er det mindreværdskompleks, der følger af at være den lille. Er det indadvendt provinskultur eller bare ren og skær uvidenhed, som må bære skylden for de omfattende racistiske udgydelser og den religiøse diskrimination i Danmark? Internationale medier har også lagt mærke til den islamofobiske atmosfære i Danmark. Ud over det enorme ramaskrig i de arabiske og andre muslimske lande kritiserer alle medier over hele verden Danmark. De seneste i rækken af utallige kritikere er International Herald Tribune (31. december 2005), The Economist (7. januar 2006), New York Times (8. januar 2006) og den svenske avis Aftonbladet (17. januar 2006). 3

4 Den danske regerings svar har været dens gamle og sædvanlige mantra: Den omgivende verden forstår os ikke. Vi er demokratiske og ønsker at beskytte ytringsfriheden. Jeg vil gerne sige til dem, der i deres kommentarer har et ønske om at bruge eller allerede har brugt uciviliseret sprogbrug om Koranen, profeten eller islam eller andre religioner: Brug venligst jeres logiske sans og ikke jeres uvidenhed. Ved at rakke ned på islam bidrager I ikke til en dialog med de forskellige samfund i Danmark eller den vestlige verden. Det er, som om folk i Danmark har glemt de karikaturer i Nazityskland, der afbildede jødiske personer som djævle og opfattede dem som årsagen til alle dårligdomme i det tyske samfund. Ingen reagerede dengang, og alle kender konsekvenserne af den slags propaganda. Det medførte den største menneskelige tragedie i Europas historie. Det er ikke i nogens interesse, at den slags kommer igen. Der er enstor forskel på kritik af muslimer, islamiske skikke og islam som religion og på at offentliggøre fornærmende tegninger af profeten, der viser ham som en terrorist og kvindeundertrykker. Eftersom han ikke er her og kan svare for sig (skønt jeg er sikker på, at han ville have tilgivet Jyllands-Posten), er det op til hans efterfølgere at reagere. Det er ganske logisk. De har ret til at reagere fredeligt, som de har gjort. 1,4 milliarder muslimer elsker og respekterer profeten Muhammed i lige så høj grad, som Danmark værdsætter ytringsfriheden, hvis ikke højere, Nu det drejer sig om ytringsfrihed, må vi ikke glemme, at den aldrig har været ubegrænset eller uden restriktioner, og ej heller har det været intentionen, at give medierne ret til at fornærme, nedværdige og gøre grin med andre. Den er under regulering af loven og bruges under ansvar. Det er basalt set for at beskytte den lille mand på gaden, der ønsker at sige magteliten imod. Det understreger artikel 29 i FN's menneskerettighedserklæring også. I ethvert demokratisk samfund er det statens pligt at stå vagt om minoriteternes rettigheder, hvad enten de er etniske eller religiøse. På dette punkt fejler Danmark. Naturligvis kan Jyllands- Posten trykke det, den vil, men muslimerne må være i stand til at trække avisen i retten. Men for dem af jer, der ikke kender de danske retssale, kan jeg sige, at det næsten er umuligt at vinde en sag af den art. Det danske system sætter ytringsfriheden højere end muslimernes etniske eller religiøse rettigheder. 4

5 På den anden side, hvis en tegner gjorde grin med Dalai Lama, holocaust eller roste Hitler eller angreb bøssemiljøet, ville han eller hun hurtigt få myndighedernes og retssystemets interesse at føle. Og jeg vil være meget glad, når sådanne personer bliver imødegået og straffet. Ved ikke at fokusere på eller angribe andet end islam har de danske medier bevist deres fjendtlighed over for muslimer, hvilket er historisk begrundet. Der har været eksempler i Danmark på, at en kunstner har tegnet en sjofel tegning af Jesus, og den blev hurtigt og korrekt fjernet. Vi har blasfemilove og love, der skal beskytte kongehusets ære og privatpersoners værdighed. Vi har lov 266 b, der forbyder fornærmende racemæssige og nedværdigende offentlige udtalelser og propaganda mod en gruppe personer på grund af deres religion. I Danmark udøver medierne også selvcensur. For eksempel ville Jyllands-Posten, selv om den vidste noget, aldrig skrive om en minister, der er ramt af depression, eller en mandlig minister, der går i kvindetøj og har en mandlig elsker eller har haft en, eller om en minister, der jævnligt slog sin kone. Jyllands-Posten udviser mådehold i sådanne private sager, så hvilket formål tjente det at provokere det muslimske samfund med vilje? For resten er det også Jyllands-Posten, der påberåber sig ytringsfriheden for kunstnere, der i årevis har afvist mine artikler. Nogle af dem var svar på angreb på mig personligt. Jeg måtte true Jyllands-Posten med retssag på baggrund af min lovsikrede ret til at svare, før det lykkedes at få bare et enkelt og kun et svar i avisen. Jeg kender også mange andre, hvis artikler bliver returneret, fordi de kritiserer et bestemt medie. Så meget for ytringsfriheden. Til dem, der mener, at de muslimske samfund bør tie stille og ikke påtale fornærmende bemærkninger eller karikaturtegninger af deres hellige profet, har jeg en nyhed. Imperialismens og slaveriets tid er forbi. Muslimer udgør 20 procent af verdens befolkning, og sidder på 75 procent af olie- og gasreserverne. Det er i Vestens økonomiske interesse at stå på god fod med den muslimske verden. Vesten oplevede olieembargoen i 1973, og som handelsland kan Danmark ikke ret godt tåle en handelsboykot. Desværre har ikke nok så megen overtalelse virket indtil for nylig. Ingen vidste, hvad konsekvenserne af denne provokation ville være for minoriteternes fremtid i Danmark og Danmarks handels- og kulturforbindelser med den muslimske verden. Regeringen og Jyllands-Posten regnede med, at de ved at bygge mure og holde fast i deres rigide positioner kunne stå fast, indtil krisen var ebbet ud. Og så kom bomben. Saudi-Arabien hjemkaldte sin ambassadør til konsultation i hjemlandet, det arabiske erhvervsliv er begyndt at boykotte danske varer i mange lande, og den offentlige opinion i den muslimske verden forlanger en undskyldning fra den danske regering for at have 5

6 fejlhåndteret hele sagen. Det er afgørende at dæmme op for den skade, som har ramt det politiske rygte, tab af handelsindtægter og fremtidige forretninger til milliarder af kroner. Jyllands-Posten prøver på sin hjemmeside at forklare sin holdning. De skriver, at de ikke ville såre muslimernes følelser, og at de respekterer alle religioner. Danske forretningsfolk forsøger desperat at forklare deres holdning. Men det er regeringen, der bør overtage lederrollen i denne komplekse situation. Måske er det for lidt og for sent, men jeg mener oprigtigt, at en undskyldning er på sin plads, og den må komme fra hjertet og ikke på grund af frygt for økonomiske vanskeligheder. Ud over handelsaspektet er der andre vigtige ting på spil. Spørgsmålet om interkulturel sameksistens i et harmonisk samfund må også tages op i denne debat. Når det er sagt, foreslår jeg, at vi alle træder et skridt tilbage og spørger os selv: Bidrog disse tegninger til integrationen af minoriteter, gjorde de yderligtgående mere modne, gav de uvidende danskere større viden om islam, eller bragte de folk sammen? Hvis svaret er ja, så vil jeg hilse disse tegninger velkommen. Hvis svaret er nej, må vi spørge os selv, hvilken politisk dagsorden denne provokation tjente? For mig er svaret klart. Jyllands-Postens uprovokerede angreb på profeten Muhammed tjente hadet mod islam i Danmark, opildnede den racistiske lobby og gav ammunition til de få fanatiske tilhængere blandt muslimerne, der allerede er ude på overdrevet. Jeg beder ikke statsministeren om at beskære ytringsfriheden, men om at vise forståelse for den krænkede part. Når det kommer til stykket, er han statsminister for alle, også minoriteterne. Jeg ser gerne, at han for en gangs skyld udviser mod og statsmandskvaliteter og holder op med at sige ja-ja til Pia Kjærsgaards islamofobiske krav. 6