SUPERVISION OG KVALITET

Transkript

1 DISKUSSION AF MARIANNE KAAS SUPERVISION OG KVALITET Skal kvalitet kunne måles i psykologarbejde? Giver fx supervision de resultater, vi håber og tror den skal? Og forstår vi overhovedet det samme, når vi taler om kvalitet i forbindelse med bløde emner? Vi befinder os i en tid, hvor mange ansatte føler sig i klemme mellem krav om besparelser, offentlige nedskæringer og omstruktureringer og et stadigt voksende krav om kvalitet og synliggørelse af resultaterne i arbejdet. Den øgede interesse for, hvordan ressourcerne bruges, sætter sig også spor på den psykologiske praksis. Der ses et øget fokus på vores ydelser og deres anvendelighed, fx effektforskning af psykoterapi (Hougaard 1987, 1993, Dansk Psykolog Forenings psykoterapiudvalg 2002). Dette bevirker sandsynligvis, at de psykologiske ydelser, herunder supervision, med tiden vil blive underkastet en fælles kvalitetskontrol, sådan som det allerede ses i USA (Campbell 2000). Derfor melder der sig en række spørgsmål med betydelige faglige, samfundsmæssige og moralske implikationer: Giver supervision de resultater, vi håber og tror den skal? Er der et rimeligt forhold mellem indsats og udbytte? Kan tilsvarende resultater opnås med enklere midler eller til lavere pris? Skal kvaliteten absolut kunne måles? Ud over de samfundsmæssige krav er der ud fra et psykologisk standpunkt flere stemmer i debatten om kvalitetskontrol. Blandt andet udtrykker Udén (1994) og Nygren (1996), at fordelene vil være, at det vil imødegå vilkårlighed og usikkerhed om fagligheden, bidrage til en synliggørelse af vores resultat i arbejdet og tilskynde til nye udviklingsmuligheder. Andre peger på, at det kan føre til en ny måde at tænke supervision på, hvori der også er et politisk mål, som kan få bevillingsmæssige konsekvenser (Willert 1993). Modsat er der også kommet flere kritiske indspil. Nogle mener fx, at standardisering inden for det, som man i kvalitetssikringsterminologien kunne kalde relationsbaseret tjeneste, ikke er hensigtsmæssig. Jeg tænker her på supervision som en relationsbaseret tjeneste. Én påstand er, at opgaverne i denne type tjenester er af sådan en karakter og så komplicerede, at det ikke kan lade sig gøre at kvalitetssikre dem. Andre fremsætter bekymringer i forhold til, at manualer vil begrænse spontanitet og kreativitet (Hougaard 1998, s. 212). Og nogle vælger at anskue det som en udvanding af selve supervisionsbegrebet (Willert 1993). Uanset hvad man mener om kvalitetssikring, er udviklingen med et øget krav til kvalitetssikring som en måde at sikre et mindste mål af kvalitet på i fuld gang. I Danmark og Sverige arbejdes med kvalitet og kvalitetssikring inden for stadig flere områder af den offentlige sektor, herunder i psykiatrien (Sundhedsstyrelsen 1995, Udén 1994). 12 PSYKOLOG NYT Nr

2 ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN Nr PSYKOLOG NYT 13

3 SUPERVISION OG KVALITET Hvad er kvalitet? Begrebet kvalitet kan teoretisk ses som neutralt, men forbindes normalt med noget positivt. G. Numeus skriver: Begreppet kvalitet måste förstås utifrån vem det är som uttalar sig om den, ty qua lity is in the eye of the beholder I know it when I see it. (s. 26, 1992, i Udén, 1994, s. 97). Begrebet kan dermed siges at være værdiladet. Kvalitet refererer helt eller delvist til et indhold i menneskers oplevelse, som kan tolkes subjektivt. Når vi ser på kvalitet som dagligt begreb, omfatter det såvel en subjektiv bedømmelse som en mere objektiv og teknisk bedømmelse. Fx handler bedømmelsen af kvaliteten på en ny bil såvel om indretning, komfort og æstetiske aspekter som om motorens præstation, bagagerummets størrelse og bilens vejegenskaber. Kvaliteten består således af produktegenskaber, som er tænkt til at tilfredsstille brugerens behov. Produktets kvalitet skal derfor sættes i forbindelse med, hvad man forventer af det (Erichsen 1990). Ifølge fremmedordbogen (1976) stammer kvalitet fra det latinske ord qualitas og betyder beskaffenhed, dygtighed, egenskab (s. 300). I denne sammenhæng kan det være vigtigt at skelne mellem begreberne kvantitet og kvalitet. Kvantitet refererer til egenskaber, som eksisterer objektivt i ontologisk betydning, mens kvalitet anses for at være egenskaber, som især tilhører menneskets oplevelse eller erfaringsverden. Det er med andre ord et psykologisk og fænomenologisk begreb. Eksempler på kvantitative egenskaber er længde, tyngde, volumen. Eksempler på kvalitative egenskaber er smag, lugt, glæde, lykke, meningsfuldhed, god og dårlig. De første kan udtrykkes ved hjælp af regler, hvis egenskaber kan måles med en talværdi, der ikke kan diskuteres. De kvalitative egenskaber bygger derimod på skøn og kan give anledning til diskussion (Erichsen 1990). Den vigtigste skelnen mellem kvantitet og kvalitet er således, at den første anses for at referere til egenskaber, der eksisterer objektivt i ontologisk betydning, mens den anden anses for at være egenskaber, som primært eksisterer subjektivt. Den påstand, at de kvalitative egenskaber primært er subjektive og tilhører oplevelses- eller erfaringsverdenen, indebærer i en snæver forstand, at de kun kan eksistere, hvis de opleves af et levende væsen, og man kan dermed ikke måle dem kvantitativt. Dette standpunkt hævder, at mennesket i og med sine begrebslige kategorier i en radikal forstand skaber virkeligheden, at den før erkendelsesakten kun forefindes som amorf og kaotisk, og at det er den menneskelige erkendelse i form af fx kategorier og sproget, der sætter skik på dette kaos. Individets subjektive realitet, er ikke forbundet med den objektive verden. Den menneskelige bevidsthed strukturerer og konstruerer det, vi kalder virkelighed. Følgen er, at det er meningsløst at tale om sandhed. Den subjektive oplevelse bliver det afgørende gyldighedsargument. Viden er således blødere og mere subjektiv, baseret på erfaring og indsigt i unikke personlige ting (Chalmers 1995). I bred forstand indebærer påstanden, at de kvalitative egenskaber ikke helt og holdent beror på menneskers oplevelser, og at de dermed kan måles kvantitativt. Dette standpunkt hævder, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse, at individet har et utilgængeligt isoleret indre, og at det ses som uforbundet med sin verden. Verden er der, uafhængigt af det erkendende subjekt, dvs. vores erkendelse af verden ændrer ikke verden. Konsekvensen bliver, at vi arbejder objektivt i snæver forstand, idet den aktuelt fysiske verden kan beskrives alene i fysiske termer. Man søger at spejle problemerne, og jo mere nøjagtigt man spejler forholdene, des nærmere kommer man på sandheden. Viden er således reel og kan overføres i håndgribelig form. Det snævre synspunkt forsvares af humanistiske og eksistentialistisk orienterede forskere, medens det brede synspunkt ofte forsvares af positivistisk orienterede forskere (Chalmers 1995). Begrundet i deres forskellige ontologiske udgangspunkt synes antagelserne om subjekternes erkendelsesmæssige forhold til virkeligheden at afspejle et enten-eller. Det er ikke min hensigt at tage stilling for eller imod dem, da de ikke nødvendigvis udelukker hinanden hvis man lægger afstand til de mest radikale og unuancerede repræsentanter for de to perspektiver. I stedet kan de ses som modsætninger, der har forskellige konsekvenser i forhold til at bedømme kvalitet. Med andre ord: hvis kvaliteten af supervision kunne måles objektivt og ud fra et positivistisk videnskabsideal, så blev det mindre problematisk at ræsonnere teknisk og etisk i forhold til kvalitetssikring. Men hvad sker der fx, når et fænomen som supervision gøres til genstand for måling? Hvilke pro ble matikker er forbundet med at gøre supervision målbart, og hvilke udfordringer står man over for? Dette leder mine tanker hen på et af grundproblemerne i psykolo- 14 PSYKOLOG NYT Nr

4 gien, nemlig: Hvordan kan man måle psykologisk vægt, hvordan kan man måle, om vi er blevet klogere? Hvordan måles blødere egenskaber? McDonaldiseringen Carsten René Jørgensen skitserer i Psykologien i senmoderniteten, hvordan udviklingen af effektivitet og økonomisk rationalitet inden for en fastfoodkæde har bemærkelsesværdigt mange ligheder med den logik, som dominerer forståelsen af effektivitet inden for psykoterapeutisk praksis. Konkret beskriver han det, som Ritzer (1996 i Jørgensen 2002, s. 323) har benævnt McDonaldiseringen. Med afsæt i en analyse af funktionslogikken i den amerikanske fastfoodkæde problematiseres den stigende udbredelse af regelstyret rationalitet i den vestlige kultur. Flere virksomheder og institutioner begynder at fungere efter denne økonomiske rationelle logik. McDonald-koncernen og den enkelte restaurant er bygget op om fire centrale målsætninger, som skal sikre maksimal indtjening. 1. Alle arbejdsgange er tilrettelagt med henblik på maksimal effektivitet: Hvordan man hurtigst kommer fra a til b (sult til mæt). 2. Der lægges afgørende vægt på de tilbudte produkters kvantitative egenskaber: Hvor meget man får for en given pris. På denne måde ligestilles kvantitet og kvalitet, meget af noget bestemt eller hurtig frembringelse af det må betyde, at det er godt. Forbrugeren oplever at få en masse mad for pengene, men madens kvalitet overses (forudsat der er konsensus om, at man kan tale om objektivitet i den sammenhæng). 3. McDonalds tilbyder en meget høj grad af forudsigelighed og ensartethed i sine produkter. Det er de samme produkter, der leveres verden over, en big mac indeholder det samme, hvad enten du er Vietnam eller Norge. 4. Man forsøger så vidt muligt at kontrollere de mennesker, som arbejder der, ved at teknologisere så meget af produktionsprocessen som muligt. Målet er at bekæmpe uforudsigelighed og ineffektivitet. Denne praksis er, som jeg ser det, en god karikatur af det perfekte skræmmebillede, hvori der foreligger en risiko for robottisering, og man glemmer Nr PSYKOLOG NYT 15

5 SUPERVISION OG KVALITET mennesket. Men samtidig skitseres også, hvordan effektivitet kan gennemføres på en velovervejet måde, her med udgangspunkt i den rationelle tænkning og det positivistiske videnskabsideal. Man kan som Jørgensen (2002) spørge, om denne logik efterhånden også har koloniseret den kliniske psykologi, og om disse tanker og handlemåder også vil sætte præg på supervisionspraksis, når den sættes i forbindelse med kvalitetssikring? Udviklingen in den for psykoterapi går i retning af, at der altovervejende tilbydes fokuserede korttidsterapeutiske behandlingsforløb. Der anvendes mere eller mindre manualiserede metoder, som er dokumenteret virksomme (effektive) til behandling af velafgrænsede forstyrrelser (ibid., s. 324, Hougaard 1998). Effektivitet er i højsædet, der ses en stærk tendens til at kræve empirisk dokumentation for de forskellige behandlingsformers effekt. Der lægges afgørende vægt på, at den tilbudte behandling ved hjælp af velbeskrevne standardiserede metoder kan fjerne velafgrænsede symptomer. Det kvantitative og kvantificerbare har fortrinsret. Den evidensbaserede bevægelse inden for psykoterapiforskning, hvis indflydelse på klinisk praksis er støt stigende og må forventes at vinde yderligere terræn i de kommende år (Dansk Psykolog Forenings psykoterapiudvalg 2002), fokuserer primært på, hvordan man hurtigst muligt kommer fra punkt a til punkt b ved hjælp af standardiserede metoder. Især den kognitive terapi har profiteret heraf og udviklet tankerne om standardiserede metoder. Som følge af den kognitive terapis iboende logik har denne også haft lettest ved at honorere dette krav. Det problematiske i at gøre supervision målbart i dette perspektiv bliver, at den kvantitative tankegang og det positivistiske videnskabsideal ukritisk overtages. Hermed foreligger der en risiko for, at kompleksiteten og nuancerne fra supervisionen forsvinder. Ved at overtage denne McDonaldisering lurer en fare for, at det ikke kommer den enkelte til gode, men at det kun bliver statistikker og effektiviteten, der styrer. Men én måde at forstå, hvorfor det er svært at måle de blødere værdier, kan ligge i de farer, der lurer, når vi bevæger os ud over den rationelle positivistiske tænkning. For det første bliver det kun muligt at tale om lokale sandheder, hvilket kan virke svært provokerende, da grundlaget for den trygge oplevelse af at sidde med sandheden forsvinder. Samtidig risikerer vi, når vi vælger de blødere værdier, aldrig at komme til at sætte den videnskabelige og politiske dagsorden, og derved taber vi magtspillet om troværdighed og økonomiske bevillinger. Jeg står således stadig tilbage med spørgsmålet om, hvordan blødere egenskaber måles uden udelukkende at måtte overtage de kvantitative redskaber. Dette er jeg ikke ene om (Hougaard 1993, Holloway & Carroll 1996). Som jeg ser det, står vi stadig med behovet for at udvikle metoder og redskaber, som tilgodeser både den kvantitative og kvalitative metode og derved gør os som psykologer i stand til at måle de blødere egenskaber, så at de fine nuancer og dybden bibeholdes. Overordnet bliver det vigtigt at gøre sig klart, hvad det er, man ønsker at måle. Hvad er det, der motiverer én til at formulere kravet om måling, præcist hvorfor er denne opgave så vigtig? Handler det om angsten for at få advokaten på nakken, er det en følge af, at vi 16 PSYKOLOG NYT Nr

6 lever i et risikosamfund, foreligger der en skjult dagsorden fra politisk hold, er det et forsøg på at tilpasse sig politiske og økonomiske kravs kræfter, er det ønsket om at bibeholde et højt professionelt miljø og sikre fagligheden m.m.? Og hvad ønsker man disse målinger skal bidrage med? Hvilke selvfølgeligheder bygger en sådan bestræbelse på? Selv om tankerne går i retning af, at effektivitet og virkning er centrale spørgsmål, er dette dog ikke ensbetydende med, at supervision alene skal vurderes ud fra dens målelige effekt. Supervision indeholder også aspekter af medmenneskelig, humanitær hjælp (eller sjælesorg ), der sprænger rammerne for en simpel mål-middel-logik. Dertil kommer, at supervision undertiden udøves primært med sigte på at fremme personlig vækst eller selverkendelse. Jeg tror, det i denne sammenhæng er vigtigt at værne om den dobbeltkarakter, som ses i supervision et eksistentielt møde mellem supervisand og supervisor kombineret med en anvendelse af målbare rationelle supervisionsmetoder over for særlige problemer. Det centrale budskab her er på ingen måde, at vi bør kassere tankerne om de etablerede målinger, men mere at sætte dem ind i en ny kontekst, hvor også muligheden for at diskutere værdier bliver centralt. Der kan være behov for større bevidsthed om forudsætningerne og motivationen, som nødvendigvis må lede frem til en større ydmyghed, hvad angår gyldigheden af de enkelte tanker og værdier samt rækkevidden og anvendeligheden af den enkelte metode. (Jørgensen 2002, s. 16) Generelt og individuelt Det kan på mange måder virke provokerende at skulle overføre traditionel kvalitetstænkning, som ligger bag udformningen af kvalitetssikring i de mere materielle tjenester, til psykologisk praksis. Fx opererer man i sundhedssektoren med en metode til standardiseringer for at sikre visse minimumskrav, som handler om, at visse rettigheder i forhold til patienten har en vigtig plads. Med udgangspunkt i det, som er fælles for forskellige grupper af patienter, prøver man at sikre en vis minimumskvalitet i de tjenester, man udbyder (Nygren 1996, s. 25). Denne gruppeorienterede metode kan opleves provokerende og fremmedartet i den psykologiske praksis (supervision), som traditionelt er styret af et individrettet tankesæt om det unikke samspil mellem individ og individ (Lambert & Hill 1994). I den individorienterede måde at tænke kvalitet på bliver det mere eller mindre et personligt spørgsmål mellem supervisor og supervisanden i det enkelte supervisionsforløb. I denne situation bliver kvaliteten derfor ofte et spørgsmål, som rejses på forskellige måder i hvert enkelt tilfælde, afhængig af den enkelte supervisands livssituation, be hov og problem. I et sådant perspektiv står strategier for at sikre kvalitet ved hjælp af standardiseringer i modsætning til det enkelte individs særegne livssituation og behov. Man har med andre ord taget udgangspunkt i at forstå det unikke og enkeltstående individ og beskæftiget sig med at forstå individers individuelle udvikling og vanskeligheder. Tanken har været, at det, der adskiller et individ fra et andet, er ensbetydende med kvalitet (ibid., Jørgensen 2002, s.14). Med afsæt i dette kan kravet om standardiseringer misforstås og tolkes som krav til standardiseret supervisor og super- Nr PSYKOLOG NYT 17

7 SUPERVISION OG KVALITET visand. Dette tankesæt og kulturen i vores fag kan være en af grundene til, at psykologer finder det vanskeligt at skulle arbejde med kvalitetssikring. Sat på spidsen begrænser måden, vi tænker på, os i vores udvikling og arbejde med kvalitetssikring. Men kan man i supervision tage udgangspunkt i det generelle, samtidig med man tager hensyn til det individuelle? Hvad vil det indebære i praksis? Hvilke dele af supervisionsprocessen kan vi standardisere for at sikre visse minimumskrav til kvaliteten? Og hvilke dele kan eller bør vi ikke standardisere? Hvad opfattes som minimumskrav for god eller høj kvalitet i supervision? Med hvilken metode, kvantitativ eller kvalitativ, måler man kvalitet i supervision? Og efter hvilke kriterier prioriterer man? Udfordringen Når supervision holdes op imod kravet om kvalitetssikring, synes diskussionen at bære præg af dilemmaet mellem på den ene side at gøre supervision målbart med risiko for udelukkende at overtage den kvantitative tankegang og det positivistiske videnskabsideal og samtidig formulere sig for specifikt, således at kompleksiteten og nuancerne fra supervisionen forsvinder, eller på den anden side at formulere sig for vagt, så at supervision ikke bliver andet end raffineret videntilegnelse og det ikke er muligt at formulere standarder, som bidrager til at sikre et mindstekrav til kvaliteten. Herved risikerer vi at tabe magtspillet om videnskabelig troværdighed samt politiske og økonomiske bevillinger. Der ses en spænding mellem en praktisk og klinisk indfaldsvinkel, der vægter meningsfuldhed for den enkelte, og en metodologisk indfaldsvinkel, der lægger vægt på metodisk eksakthed, generalisering, minimumskrav og evaluering. Det er ikke ganske let at forbinde disse indfaldsvinkler. Det bliver vigtigt at undgå en dikotomisering af dilemmaets poler og i stedet forsøge at overskride den kunstige modsætning mellem kvantitet og kvalitet samt det generelle og det individuelle. Strategierne og metoderne ved kvalitetssikring bør bygge på det, som binder mennesker sammen, dvs. ligheder og fælles interesser og behov. Kvalitetstænkning bør således tage udgangspunkt i ligheder og det generelle. Desuden er det vigtigt, at det kollektivistiske skal sikre rammerne for et indhold, der respekterer det individuelle og særegne hos den enkelte supervisand, hvilket hele tiden bør tage sit udgangspunkt i en overordnet diskussion om værdier. Den enkelte supervisor må altså have tilstrækkelig individuel frihed til at udføre sit arbejde med supervisanden inden for de standardiserede rammer, som skal sikre et minimumskrav til kvalitet. Dette kan medvirke til, at vi tænker anderledes om kvalitetssikring og samtidig udvikler vores muligheder i retning af, hvordan vi finder metoder, som passer til supervisionspraksis, og imødekommer kravene om kvalitet og dokumentation. Som Holloway & Carroll (1996, s. 53) er inde på, står vi stadig foran opgaven med at operationalisere og skabe generelle principper for supervisionsobjektivitet og strategier for udvikling heraf. Det væsentlige er således ikke længere at diskutere: Kan og bør supervision kvalitetssikres? Udfordringen er snarere: Hvordan kan vi som psykologer bidrage til, at kvalitetssikring får en hensigtsmæssig plads i vores faglige og metodiske bestræbelser på at gøre supervision bedre egnet til at imødekomme kravene om dokumentation og kvalitet? Hvis ikke sidstnævnte spørgsmål tages alvorligt, er der risiko for, at uhensigtsmæssige metoder vil blive trukket ned over hovedet på os. Derudover kan en mangelfuld afklaring af implikationerne af kvalitetssikring muligvis fostre faglig stagnation, hvor man fristes til ureflekteret at gøre, som man plejer, og måske også forsvare sig mod eventuel tvivl ved at lægge afstand til andre måder at gribe sagen an på. Alternativet er, at vi aktivt bidrager til at udvikle teorier og metoder inden for kvalitetsområdet, som er tilpasset supervisionspraksis særlige karakter og forudsætninger. Efter min vurdering er dét vores forpligtelse som psykologer, hvis vi vil sikre fagligheden og bidrage til fortsat udvikling. Udfordringen er, at kravene om kvalitet og dokumentation formidles på en sådan måde, at de opleves som udviklingsmuligheder og som klare rammer frem for vilkårlighed og usikkerhed om faglighed. Risikoen, som situationen er i dag, vil være en forestilling om at skulle kontrollere for meget, så at friheden og selvstændigheden nedbrydes, og man derved hæmmer de gode vækstbetingelser, som supervisionen fordrer (Laveman 1994). Marianne Kaas, cand.psych., Familieafdelingen Gladsaxe Kommune 18 PSYKOLOG NYT Nr

8 Litteratur: Campbell, Jane M. (2000): Becoming an effective supervisor, Taylor & Francis. Chalmers, A. F. (1995): Hvad er videnskab? en indføring i moderne videnskabsteori, Gyldendal filosofi, s Dansk Psykolog Forenings Psykoterapiudvalg (2002): Psykoterapi og videnskabelighed. Februar 2003 og tilgængelig på Dansk Psykolog Forenings Handlingsprogram Vedtaget maj 2002 og tilgængelig på Erichsen, Leif (1990): Kvalitet 90 ernes store udfordring, Industriens Forlag. Fremmedordbog (1976): Gyldendals røde ordbøger, 6. udgave, 5. oplag, s. 300, 345,353. Holloway, E.L. & Carroll, M. (1996): Reaction to the special section on supervision research, In: Journal of counseling psychology, Vol. 43, No. 1, s Hougaard, Esben (1987): Psykoterapeutisk effektforskning: design og målemetoder, In: Psykologisk skriftserie Aarhus, Vol. 12, Nr. 7. Hougaard, Esben (1993): Psykoterapeutisk effektforskning, In: Rosenberg, N.K, Mortensen, K.V., Hougaard, E., Lunn, S., Theilgaard, A. (red): Klinisk psykologisk forskning en indføring i metoder og problemstillinger, Dansk psykologisk Forlag, s Hougaard, Esben (1998): Hvad gør en god psykoterapeut god? perspektiver fra empirisk forskning, In: Psyke & Logos, 19, s Jørgensen, C.R. (2000/01): Hvorledes influerer terapeuters udførelse af psykodynamisk psykoterapi på behandlingsudbyttet? Håndtering af terapeutfaktorer i effektforskningen 1, In: Matrix 17. årgang, nr. 2 s Jørgensen, C.R. (2002): Psykologien i senmoderniteten, Hans Reitzels Forlag, s , Jørgensen, C.R. (2002): Behandlingsrelationen i centrum, In: Psykolog Nyt, nr. 16, s Lambert, M.J. & Hill, C.E. (1994): Assessing psychotherapy outcomes and processes, In: Bergin, A. E. & Garfield, S.L (ed): Handbook of psychotherapy and behaviour change, John Wiley & sons, inc. Fourth edition, s Lambert, M.J. & Bergin, A.E. (1994): The effectiveness of psychotherapy, In: Bergin, A. E. & Garfield, S.L (ed): Handbook of psychotherapy and behaviour change, John Wiley & Sons, inc. Fourth edition, s Nygren Pär (1996): Utvikling og kvalitet i psykososialt arbeid, Ad Notam Gyldendal. Sundhedsstyrelsen (1995): Målsætninger for kvalitet i voksenpsykiatrien, Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe Udén, Giggi m.fl. (1994): Kvalitetsäkring i omvårdnad olika perspektiv, Studentlitteratur, Lund. Willert, S. (1993): Personaleintern supervision, In: Kommunikationsspor i socialpædagogik, socialpædagogisk højskole, s Nr PSYKOLOG NYT 19