Grundtvigs folkelighedsbegreb i historisk og nutidig belysning

Transkript

1 Grundtvigs folkelighedsbegreb i historisk og nutidig belysning Speciale / Teologisk Fakultet / Aarhus Universitet Johanne Marie Langkjær Fårup December

2 Indholdsfortegnelse 0. Indledning s. 1 DEL 1 Grundtvigs folkelighedsbegreb i perioden s Begrebsafklaring af begrebet folk i Grundtvigs samtid s Ideen om en ny dannelse og Grundtvigs bekymring for statens ve og vel s Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsten (1831) s Republikker, rigsdage og pøbelvælde s Højskolen s Om Danmark og Holsten s Enevælden som guddommelig orden s Nordens Mythologi (1832) s Den mosaisk-kristelige grundanskuelse s Sprogets rolle i Grundtvigs menneskesyn s Den nye folkelige dannelse s Statsmæssig Oplysning (1834) s Grundtvigs stats- og samfundsopfattelse s Sand og falsk oplysning s Den borgerlige Højskole s Stænderforsamlingens indflydelse på Grundtvigs folkelighedsbegreb s Det danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836) s Kongehånd og folkestemme s Det danske folks historie og de to kæmpeskridt s Den frie folkestemme og skoletiden s Den danske højskole s Fædrelandet og modersmålet s Mands Minde (1838) s Folkelykken s Friheden og folkenaturen s. 21 2

3 2.3. Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer s Det levende ord s Folkets særkende og det fælles bedste s Grundtvigs tanker om det folkelige radikaliseres af truslen fra Tyskland s Lykønskning til Danmark med Det Danske Dummerhoved og Den Danske Højskole (1847) s Tysk og dansk folkelighed s Højskolens rolle s Det særligt danske - og det almenmenneskelige s Tidsskriftet Danskeren ( ) s En fri og folkelig styrelse s Slesvigproblematikkens konsekvens for Grundtvigs folkelighedsbegreb s Folkeligheden s Debatten med Goldschmidt s Den nye folketid s Folkelighed og Kristendom s Adskillelse s Vekselvirkning s Sammenfatning s. 41 DEL 2 Træk af Grundtvigs folkelighedsbegrebs receptionshistorie s Folkeligheden og venstregrundtvigianismen s Folkeligheden og socialdemokratiet og udfordringen fra nazismen s Hal Koch s Folkeligheden i efterkrigstiden og frem mod det europæiske overstatslige samarbejde s Jørgen Bukdahl s Kaj Thaning s Ebbe Kløvedal Reich s Begejstringen over Grundtvig afløses af stigende Grundtvigkritik s. 49 3

4 4.1. Henning Fonsmark s A.M. Allchin s Debatten om national identitet s Uffe Østergård s Ole Vind s Kort sammenfatning s. 52 DEL 3 Grundtvigs folkelighedsbegreb i nutidig debat s Begrebsafklaring s Søren Krarup og Jesper Langballe s Søren Krarup s Jesper Langballe s Klaus Rothstein og Morten Thing s Klaus Rothstein s Morten Thing s De grundtvigske - Henrik Wigh-Poulsen, Kim Arne Pedersen og Regner Birkelund s Henrik Wigh-Poulsen s Kim Arne Pedersen s Regner Birkelund s Nye vinde i den politiske debat s Anders Fogh Rasmussen s Ida Auken s Kort sammenfatning s Analyse af folkelighedsbegrebets reception i den nutidige debat s Krarup og Langballe s Rothstein og Thing s Et nyt bud s Sammenfattende konklusion s English summary s. 74 Litteraturfortegnelse s. 76 4

5 0. Indledning Begrebet folkelighed er et afgørende og uomgængeligt nøglebegreb hos Grundtvig. Grundtvigs tanker om det folkelige har desuden spillet en stor rolle i dansk bevidsthedshistorie og er stadig et begreb, der vækker til debat den dag i dag. Når man i dag arbejder med Grundtvigs skrifter, støder man dog på den store udfordring, at han særdeles sjældent udfolder eller afklarer sit begreb om folkelighed. Det er derfor min hensigt med nærværende speciale at belyse Grundtvigs folkelighedsbegreb gennem analyser af et udvalg af tekster fra Grundtvigs hånd og dernæst forsøge at belyse begrebets receptionshistorie og den nutidige debat om Grundtvigs folkelighedsbegreb. Grundtvigs tanker om folkelighed kan efterspores gennem hele hans liv, og han daterer da også selv i Mands Minde-foredragene fra 1838 sin vækkelse i Nordens ånd til Det er imidlertid en uoverkommelig opgave at indkredse og belyse alle aspekter af, hvad Grundtvig mener om folkeligheden gennem hele sit liv. Jeg har derfor valgt at afgrænse tekstudvalget til skrifter fra perioden , da Grundtvigs syn på folkeligheden netop i denne periode gennemgår en interessant udvikling. Dermed tegner der sig følgende struktur for mit speciale: Del 1: Grundtvigs folkelighedsbegreb i perioden Del 2: Grundtvigs folkeligheds receptionshistorie fra Del 3: Grundtvigs folkelighedsbegreb i nutidig debat Jeg har valgt at tillægge del 1 om Grundtvigs folkelighedsbegreb den største vægt. Dette er først og fremmest, fordi jeg ønsker at påvise kompleksitetsgraden i spørgsmålet om, hvad Grundtvig egentlig mente. Dette mener jeg er nødvendigt for at kunne argumenterer sagligt ind i den nutidige debat. Del 1 Metode: Jeg benytter mig i del 1 af en historisk læsning. Det vil sige, at jeg i min tilgang til de grundtvigske tekster finder, at Grundtvigs tanker dannes i et med og modspil til de nationale og internationale impulser i hans samtid. Derfor vil jeg placere Grundtvigs tanker om det folkelige i 5

6 skitserede historiske rammer og samtidig redegøre for Grundtvigs tanker om det folkelige i et udviklingsperspektiv fra 1831 og frem til tiden omkring treårskrigen og Grundloven i1849. Derved træder det frem, at der er flere træk i Grundtvigs folkelighedsbegreb, der går igen gennem hele den udvalgte periode. Der er med andre ord nogle faste elementer, som Grundtvig grunder sit folkelighedsbegreb på gennem hele perioden. Samtidig påviser gennemgangen dog også visse udviklingslinjer i Grundtvigs tanker om det folkelige, hvor betoningen og nuanceringen af de forskellige elementer løbende varierer og indoptager nye betydningslag. Denne kombination af på den ene side fastholdelse af folkelighedens grundelementer og på den anden side udvikling afspejler sig i den firleddede struktur, jeg har valgt at opdele opgavens del 1 i: 1. ( ) Grundtvigs angst for pøbelvældet og bekymringen for den bestående enevældige orden fører til tanken om en ny dannelse i nybesindelsen på Nordens ånd. 2. ( ) Grundtvig gør den, for hans tanker om det folkelige, inspirerende opdagelse, at Danmark med Stænderforsamlingen har fået sin oprindelige forfatning tilbage. 3. ( ) Stemningen og begivenhederne op til krigen mod Tyskland og enevældens fald medfører en radikalisering i Grundtvigs tanker om det folkelige. 4. Grundtvig bliver i fra forskellig side beskyldt for at sammenblande folkelighed og kristendom, hvilket får ham til at udfolde forholdet mellem disse to begreber. Del 2 I opgavens del 2 vil jeg redegøre for hovedtrækkene i Grundtvigs folkelighedsbegrebs receptionshistorie fra 1849 og frem til årtusindskiftet. Metode: Det er ikke min hensigt at give en udtømmende analyse af folkelighedsbegrebets receptionshistorie. Jeg vil i stedet give en historisk analyse af nogle af de betydningsnuancer, som Grundtvigs folkelighedsbegreb indoptager i et med- og modspil til den skiftende historiske og kulturelle kontekst i tiden fra 1849 til ca Jeg har inddelt del 2 i fire perioder. Den første tiden fra Den anden tiden fra Den tredje tiden fra Den fjerde tiden fra 1983 til Del 3 I opgavens del 3 vil jeg tegne et billede af den nutidige debat om Grundtvigs folkelighedsbegreb. Jeg opregner her tre positioner: Den ene er kredsen omkring Tidehverv og Dansk Folkeparti repræ- 6

7 senteret ved Søren Krarup og Jesper Langballe. Den anden er en såkaldt kulturradikal position repræsenteret ved Klaus Rothstein og Morten Thing. Den tredje er en såkaldt grundtvigsk position, der udgøres af Henrik Wigh-Poulsen, Kim Arne Pedersen og Regner Birkelund. Herefter vil jeg under inddragelse af citater fra Ida Auken og Anders Fogh Rasmussen pege på den retning, de nyeste vinde i debatten om Grundtvigs folkelighedsbegreb synes at tage. I min analyse af den nutidige debat vil jeg analysere, hvorledes Grundtvigs folkelighedsbegreb er blevet brugt, og hvor det efter min mening er blevet misbrugt. På denne baggrund vil jeg give et nyt bud på, på hvilken måde Grundtvigs folkelighedsbegreb kan tænkes anvendt i dag anno DEL 1 Grundtvigs folkelighedsbegreb i perioden Begrebsafklaring af folkelighedsbegrebet i Grundtvigs samtid Begrebet folk gennemgik fra slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet en radikal betydningsændring. I den gamle betydning var folket en undersåtskategori med bibetydningen slægt og husstand. Den gamle betydning taber terræn op gennem 1800-tallet, hvor ord, der identificerer folk enten som skare eller som stand glider ud af sproget. (Korsgaard 2004, s. 109) Fra slutningen af 1700-tallet og frem begynder begrebet folk at indoptage en ny betydning, hvilket eksempelvis afspejles i Dansk Ordbog fra 1859 hvor begrebet folk nu også betegner: Et Samfund af Mennesker som have Sprog og herkomst tilfælles, og som tillige sædvanligen leve i et Land og i een Stat; en Nation. (Molbech, s. 526) Her knyttes begrebet folk for det første sammen med et bestemt sprog og given herkomst. For det andet er der sket en sammenfletning af de to begreber, folk og nation, så de nu er sammenfaldende begreber, hvilket ikke var tilfældet tidligere. (Korsgaard 2004, s. 108) Denne udvikling i folkebegrebet har sin politiske årsag i den proces af etablering af nationalstater, der gennemløb det meste af Europa i 1800-tallet, og som i Danmark kulminerede med helstatens sammenbrud i 1848 og opkomsten af den moderne nationalstat efter krigen Etableringen af nationalstater bygger på ideen om, at etnisk-sproglige og politiske grænser er sammenfaldende. Denne ide, som ordbogen fra 1859 afspejler, kom ikke kun til at spille en rolle i den politiske side af opbygningen af nationalstater, men i lige så høj grad i den identitetsdannende side 7

8 af nationsopbygningen. Her spiller Grundtvig en afgørende rolle, da hans tanker i Danmark har haft en stor betydning for at få knyttet forbindelsen mellem folket som politisk enhed og folket som etnisk-sproglig enhed. Men den nye betydning af begrebet folk grunder sig også i det nybrud, der sker i europæisk filosofi fra slutningen af 1700-tallet og frem, byggende på tanken om folkesuverænitet. I tanken om folkesuverænitet ligger den grundpræmis, at folket selv har magten, og dermed er folket samfundets højeste magtinstans, hvilket betyder, at også tanken om demokrati vinder indpas. Begrebet folk får i denne forstand en politisk/forfatningsmæssig betydning (demos) ofte knyttet til ord som folkesuverænitet, folkestyre, folkevilje. (Korsgaard 2006, s. 149). En af de første til at formulere de nye tanker var den franske oplysningsfilosof Rousseau( ), der bliver en af inspirationskilderne til den franske revolution. Han gør i sit værk Samfundspagten fra 1762 som den første op med folket som undersåtskategori og erklærer, at suverænitet ikke kan afgives hos folket, uden at det menneskeligt set forkrøbler. For Rousseau er folkets suverænitet i afgørende forstand en politisk suverænitet. Denne opfattelse udfordres dog af bl.a. den tyske filosof Herder( ), der bliver en af inspirationskilderne for de nationale samlingsbestræbelser i Tyskland. I opgør med rationalismen, ser Herder folket som en kulturel og sproglig suverænitet (etnos), hvor folket er bundet sammen af en folkeånd. Folket udgør ifølge Herder (og flere af romantikkens tænkere) en organisk helhed, bundet sammen af sprog, historie og kultur. I denne forstand får folket en kulturel betydning, hvor de tilknyttede nøglebegreberne er ord som folkevise, folkeånd eller folkedragt. (Korsgaard 2006, s. 149) Som ordbogen bevidner, er begge betydningsnuancer, demos og etnos, trængt ind i begrebet folk i Grundtvigs tanker om det folkelige afspejler på tilsvarende vis elementer fra begge forestillinger, og han kan således ikke unddrage sig inspiration fra hverken Herder, Rousseau eller flere andre af oplysningstidens eller (national)romantikkens filosofiske og politiske tænkere. Men Grundtvig giver tanken om folket og folkeligheden en unik formulering, der ikke entydigt kan klassificeres. Begrebet folkelighed lader sig på tilsvarende vis dårligt oversætte, uden man går glip af væsentlige betydningsnuancer. Som det vil fremgå af det følgende, har Grundtvigs folkelighedsbegreb nemlig både teologiske, politiske og kulturelle aspekter. 8

9 Ideen om en ny dannelse og Grundtvigs bekymring for statens ve og vel Selvom folkelighed spiller en rolle for Grundtvig gennem det meste af livet, bevirker forskellige forhold, at hans tanker får nyt indhold og sigte efter Det første forhold er Grundtvigs rejser til England ( ), der hos ham fører til en vending både ud mod nutiden og a turning towards the world (Allchin 1997, s. 60) Grundtvig ser i England en praktisk foretagsomhed kombineret med en åndelig og verdslig frihed. Dette inspirerer ham til at se den engelske driftighed som indbegrebet af Nordens ånd, da englænderne oprindeligt udvandrede fra Norden, og får ham til at ønske at vække den samme ånd til live her, hvor den har sit udspring. For det andet har tidens politiske tilstande betydning. I Danmark, der var et enevældigt kongedømme med en kongeligt udpeget regering, affødte bl.a. indtryk fra den franske revolution et spirende ønske om større frihed i takt med den voksende borgerstand. Grundtvig er mestendels bekymret for de nye ideers opløsende potentiale over for den enevældige orden. Men han har samtidig en gryende forståelse for, at der er noget nyt og væsentligt på færde, som bringer hans tanker om det folkelige i stadig større fokus. Jeg vil i det følgende redegøre for Grundtvigs tanker om det folkelige ud fra de tre tekster Politiske betragtninger med Blik paa Danmark og Holsten fra 1831, Nordens Mythologi fra 1832 og Statsmæssig Oplysning fra Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsten (1831) Grundtvig er i dette skrift i høj grad præget af oprøret i julidagene 1830 i Paris, som han ser på med stor bekymring. For Grundtvig er den franske revolutions filosofi nemlig et Grund-Oprør mod al aandelig magt i Himlen og paa Jorden, (Grundtvig 1831, s. 19) og kendetegnet ved et pøbelvælde, der opløser alle indvortes bånd i det bestående samfund. Selvom han i både Danmark og Tyskland også ser tegn på statsopløsning, som skal forebygges, så er det nordlige Europa ifølge Grundtvig bestemt til at være skuepladsen for et nyt statsliv. Den orden, som vi allerede har, skal bestå, men udvikles, for at undgå at statsroret falder i pøbelhænder og samfundet lider skibbrud. (ibid. s.20) Republikker, rigsdage og pøbelvælde I Grundtvigs øjne var tilstanden i Frankrig før oprøret tæt på en idealtilstand: Den gamle kongeslægt var på tronen, folkelivet blomstrede, næringsvejen var friere end nogen sinde. Der var åben 9

10 adgang for hele folket til selv de højeste embeder, og den gamle gudstro rådede kombineret med en høj grad af trosfrihed og trykkefrihed. (ibid. s.21) I sin karakteristik af Frankrig før oprøret er Grundtvig således meget tæt på sit eget samfundsideal. Grundtvig opponerer derfor kraftigt imod nutidens forfatningsidealer, nemlig tanken om en republik, hvor alle har lige rettigheder og ikke har andre øvrigheder end dem man selv vælger. Grundtvig sammenligner det med en husholdning, hvor der er fuldkommen lighed mellem forældre, tjenestefolk og børn. Det ubegrænsede folkestyre vil føre til kaos, fordi det underkender forskelligheden i et samfund. Derfor hævder Grundtvig, at den demokratiske Forfatning (er) Samfundets sidste Olie, hvorpaa Opløsningen umiddelbart følger (ibid. s. 26) Demokrati bygget på fornuften som en ny form for selvrådende almægtighed er med andre ord ikke Grundtvigs samfundsideal. Samfundet bør derimod bygge på gudsfrygt og næstekærlighed, og Grundtvig ser opgaven bestå i at befæste disse begreber i de nye generationer. Grundtvig ser også en klar opgave i efterhånden at hæve almuen, som han hævder er et fribårent folk, til en langt friere stilling. Men samtidig slår han fast, at der skal være forskelle i folket, da staten er et legeme med forskellige lemmer. Grundtvig er heller ikke tilhænger af rigsdage, da det er lettere at finde én god vilje hos én konge end hos mange hoveder med mange interesser. Med en rigsdag vil kongen ikke længere være folkets ægte repræsentant, og hans magt til at gøre forbedringer til folkevellets fremme vil være indskrænket af alskens modsatrettede og kortsigtede interesser. (ibid. s. 32) Grundtvigs andet, og i denne sammenhæng væsentlige, argument imod rigsdagen grunder sig i fædrelandskærligheden, som kan findes hos Folk som har fælles Fædre og har Land og Sprog og Tænkemaade tilfælles. (ibid. s. 32) Men fædrelandskærligheden svækkes af en rigsdag, da denne skaber mere forskellighed. En enevældig elsket konge forstærker derimod enhedsfølelsen hos et folk. Fædrelandskærligheden knytter Grundtvig på denne måde tæt sammen til det at have sprog, historie, land og tænkemåde til fælles. Herved slår Grundtvig nogle væsentlige temaer i sit folkelighedsbegreb an, der vil finde stigende udfoldelse i de følgende år. Men hvis der mod Grundtvigs vilje skulle komme en rigsdag, så vil det være bedst, hvis den blot har drøftende og ikke afgørende karakter og derved bliver en slags mæglingsinstans mellem kongen og folket. Den skal give oplysning om folkets stemning og om, hvad den dannede del af befolkningen anser for Statens tarv og Tidens krav. (ibid. s. 37) Men Grundtvig anser dog en velordnet skrivefrihed som en langt bedre ordning. Man skal have en vis dannelse og alder, for at skrivefriheden kan komme i stand på en ordentlig måde. På dette tidspunkt skal der ifølge Grundtvig være kla- 10

11 re grænser for den frie meningsbrydning, men med hensyn til skrivefrihedens grænser kommer det store spørgsmål: Hvor går grænsen mellem den dannede og den udannede del af folket? Højskolen Svaret på dette spørgsmål er ifølge Grundtvig en Høiskole for folkelig Videnskabelighed og borgerlig Uddannelse (ibid. s. 42). Her skal man på den ene side give de udannede det, der kræves i den dannede verden, og på den anden side give staten en målestok til at trække grænsen mellem den udannede og dannede del af befolkningen. Grundtvigs mål for en sådan højskole er, at Oplysningen ogsaa i Stats-Sager maae gaae frem (ibid s. 45), hvilket sker meget bedre under en velordnet skrivefrihed end ved en rigsdag, der vil ende i et pøbeltyranni. Dette er første gang Grundtvig nævner højskolen, der kommer til at spille en afgørende rolle i hans tanker om myndiggørelsen og dannelsen af folket i de følgende år Om Danmark og Holsten Grundtvig kommer i spørgsmålet om Danmark og Holsten ind på en for hans folkelighedsbegreb helt central problemstilling. På dette tidspunkt ses en selvstændighedsbevægelse i hertugdømmerne og det store spørgsmål er, hvorvidt Holsten skal forblive en del af den danske helstat. Grundtvig har en klar forståelse for, at Holsten ikke ønsker at høre under Danmark pga. sprogforskellen. Grundtvig ser sprogforskellen som en barriere, som intet menneske har opført og derfor heller ikke bør nedbryde.(ibid. s. 46) Men Slesvig er et problem, da det både i folkesproget og historien har et dobbelttydigt tilhørsforhold. Selvom Grundtvig bekender sig til en enevældig orden, så er han åben for, at slesvigerne selv skal høres om, hvorvidt de vil høre til Danmark eller Holsten. Grundtvigs tanker om Danmarks sydlige grænse begrundes således ud fra to aspekter nemlig sprogforskellen og frivilligheden. Begge aspekter bliver aktuelle for Grundtvig igen senere i lyset af den politiske udvikling Enevælden som guddommelig orden Grundtvig plæderer for, at den enevældige ordning er det bedste for hele folket. Det grunder sig i, at enevældskongen betragter sine undersåtters kærlighed og hengivenhed som kilden til sin enevældige magt, men samtidig har friheden til at gøre det, han vil. Oprettelsen af enevælden i 1660 skete ifølge Grundtvig i tillid til Guds forsyn, som man roligt kan fortsætte med at stole på. Det var nemlig også forsynet, der ifølge Grundtvig i 1660 fik stænderne til frivilligt at overgive kongen magten 11

12 til landsfaderlig brug og fælles bedste. Grundtvig går endog så vidt som til at sige, at Danmark har en misundelsesværdig Patriarchalsk Forfatning, garanteret af den Allerhøieste, som har baade Rigers Lykke og Kongers Hjerte i sin Haand, og leder dem som Bække hvorhen Han vil! (ibid. s. 51) Flere af grundkomponenterne i Grundtvigs tanker om det folkelige bliver allerede slået an i dette skrift, heriblandt den enevældige konge, der arbejder for det fælles bedste, rådgivet af en velordnet skrivefrihed hos folket. Også tanken om en borgerlig højskole, der skal føre til en stigende grad af oplysning også i de udannede lag af befolkningen, slås an, samt sproget som den identitetsbærende markør i spørgsmålet om Danmarks sydlige grænse. Disse begreber finder større og større udfoldelse hos ham i de følgende år. Men på dette tidspunkt er Grundtvigs tanker om staten og folket stadig bestemt alene ud fra en kristen optik. Den danske forfatning har karakter af et sakralt sanktioneret kongedømme, og oplysningens omdrejningspunkt skal være gudfrygtighed og næstekærlighed. Dette ændrer sig i det følgende skrift og i de følgende år Nordens Mythologi (1832) I indledningen til Nordens Mythologi kommer Grundtvigs bærende menneskesyn til udtryk i det, han kalder den mosaisk kristelige grundanskuelse. Dette markerer et nybrud i hans tankegang, da Grundtvig før 1832 anså kristendommen som værende midtpunktet for menneskelivet såvel som for samfundet. Men Grundtvig bliver nu klar over, at såvel menneskelivet som folkelivet har en værdi i sig selv. Udgangspunktet for anskuelsen er Grundtvigs opdagelse af, for det første at alle mennesker med ånd, dvs. mennesker, der er sig sin åndelige natur bevidst, har en naturlig iboende fornemmelse for sandhed. (Grundtvig 1832, s. 407) For det andet opdagelsen af, at der ligger noget værdifuldt i det førkristne og dermed almenmenneskelige menneske- og folkeliv. Grundtvigs blivende menneskesyn og det nye dannelsesbegreb, der vokser herudaf er afgørende for hans tanker om det folkelige Den mosaisk-kristelige grundanskuelse Strukturen i den mosaisk-kristelige grundanskuelse falder i tre trin: 1. trin: Skabelse: At Natur-Mennesket er skabt i Guds billede,(...) derom maae alle Mennesker med Aand være enige (Grundtvig 1832, s. 401) 2.trin: Syndefaldet, der skiller det timelige og det evige ved at bringe tiden i misforhold med evigheden, hvor menneskeheden befinder sig nu. 3. trin: 12

13 Fuldendelse: Grundtvigs forståelse af fuldendelsen er med hans egne ord gammelkristen: Mennesket skal efter dåben vandre i troen mod en guddommelig forening med og optagelse i Kristus. Dette står i modsætning til naturalisternes løsning, hvor skaden efter syndefaldet kan helbredes i dette liv på en naturlig måde ved at mennesket optager Kristus i sig som moralsk forbillede. 1 (ibid. s. 402) På trods af sin gammelkristne frelsesforståelse, så anerkender Grundtvig som noget nyt, at vi pga. adskillelsen mellem det timelige og det evige kun i glimt aner sandheden i denne verden. Grundtvig tilkendegiver, at spørgsmålet, om hvilken af de to løsninger, der er sande, er et spørgsmål om tro. Kun tiden vil vise, hvem der har ret. På denne måde får Grundtvig adskilt tro og anskuelse og dermed også kirken og skolens område i livet. Dette betyder for det første en accept af anderledestænkende: Grundtvig kan holde skole med dem, der anerkender anskuelsens to første led, mennesket som skabt og faldet. I skolen er Grundtvig parat til at samarbejde med alle, så længe de anerkender, at mennesket er et åndeligt væsen. For det andet betyder det, at Grundtvig lægger en friere fortolkningsramme for udforskningen og belysningen af menneskelivets gådefuldhed, end han hidtil har gjort, hvilket betyder, at også dette liv, menneskeslægtens historie, nutid og fremtid får større vægt og betydning i sig selv, hvilket kommer til udtryk i det følgende: Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusind Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. (ibid. s. 408) Grundtvig distancerer sig således fra et reduktionistisk naturvidenskabeligt menneskesyn. Mennesket er derimod mage-løst i ordets bogstaveligste betydning: Hvert enkelt menneske er en unik og helt særegen skabning. Dette skabelsesteologiske element i Grundtvigs menneskesyn grunder sig i hans syn på gudbilledligheden. 2 Gud skabte mennesket i sit billede, og selv efter syndefaldet er der glimt af gudbilledlighed tilbage både i mennesket og i naturen (skaberværket). Gudbilledligheden er tæt knyttet til Grundtvigs nøglebegreb ånd, der som en guddommelig kraft både virkede ved skabelsen, men også gennem hele historien virker og giver liv i mennesket og naturen hen imod fulden- 1 Grundtvigs tale om naturalisterne henviser til den rationalistiske teologis betoning af moral og fornuft. 2 I synet på syndefaldets følger adskiller Grundtvig sig fra en traditionel luthersk tolkning, der vil hævde gudbilledlighedens tilintetgørelse, hvorved frelsen også bliver en helt ny skabelse i Kristus. Hos Grundtvig er der efter syndefaldet stadig glimt af gudbilledlighed i skaberværket. Dette betyder, at frelsen får karakter af en genløsning frem for en ny skabelse. 13

14 delsen i Guds rige (Allchin 1997, s. 144). Mennesket har med andre ord en dobbeltnatur, hvor støv og ånd sammenvæves med og gennemtrænger hinanden. Med ånden har Gud nedlagt guddommelige kræfter, som skal udvikles og klare sig gennem tusind Slægter (ibid s. 408). Grundtvigs ønske er at skabe en ny klarhed over menneskelivet, hvilket han ser udfoldet i historien, der således er skuepladsen for det guddommelige eksperiments udfoldelse, udvikling og afklaring. Grundtvigs historiesyn er derfor fortolkende og ikke kun noget, vi kan erkende med forstanden. Vi erkender kun historien i et samspil mellem fantasi, følelse og forstand, 3 som begribes i erfaringen, når man ser sit eget liv i forbindelse med den store sammenhæng: Historien er med andre ord en akkumulering af tusinder slægters erfaring. For Grundtvig er historiens mål derfor en universalhistorisk forståelse og forklarelse af menneskelivet i alle dets retninger og forhold. Kun ved at være levende optaget af historien kan man blive klogere på sin fortid, nutid og sin fremtidige bestemmelse, samt mindske afstanden mellem himmel og jord. Begrebet tusinde slægter kan i Grundtvigs optik samtidig implicere begrebet folk, selvom dette ikke siges eksplicit af Grundtvig på dette sted. For universalhistorien er ikke mindst historien om folkelighedernes (folkeslægternes) udvikling mod større og større sandhed. På samme måde som mennesket er et åndeligt væsen, så er der også fra skabelsen nedlagt en åndelig kraft i de forskellige folkeslag, nemlig folkeånden 4. I folkeånden ligger spirer af guddommelighed gemt i historien og folkesproget. Grundtvigs ønske er, at ligesom mennesket skal blive sig sin ånd bevidst, så skal folket også blive sig sin ånd, Nordens ånd, bevidst. For Nordens folk betyder dette en nybesindelse på de skjulte sandheder, der gemmer sig i billedsproget (i folkets myter og digte), der ifølge Grundtvig ikke kun vil tjene hele vores menneskekundskab, men også bringe os et Kæmpe-Skridt nærmere til Forklaringen. (ibid. s. 430) Sprogets rolle i Grundtvigs menneskesyn For at Nordens folk kan blive sig sin ånd bevidst kræver det ydermere en nybesindelse på sproget. Der er en sammenhæng mellem Grundtvigs skabelses- og gudbilledlighedstanke og sproget, som jeg i det følgende kort vil gøre rede for. Efter syndefaldet er sproget Åndens udtryk og bolig i verden. (ibid. s. 428). Samtidig er sproget der hvori menneskets skabte gudbilledlighed består. For det første ved det, at vi overhovedet kan tale, 3 Grundtvig afgrænser sig overfor en rationalistisk tankegang, der lægger vægten alene på forstanden. 4 Grundtvigs Herderinspiration kommer her tydeligt til udtryk. 14

15 hvorved vi adskiller os fra de umælende dyr. For det andet er det også i det levende ord, vi kan svare på Guds tiltale. Det sker bl.a. i gudstjenesten, når vi siger trosbekendelsen. For det tredje er det gennem samtalen, vi erkender, bliver klogere på os selv og hinanden, på gåden om os selv og på Gud. Derfor er ordet samtidig fællesskabskonstituerende, for i samtalen, det levende ord, bliver vi både os selv bevidst samt bevidste om, at vi er indfældede i et dybt åndeligt og legemligt fællesskab og slægtskab med hinanden og historien. Men menneskets taleevne kommer ikke til udtryk på en eller anden form for almenmenneskeligt sprog men derimod på modersmålet, da det er den konkrete form ordet har hos os. Der går med andre ord en skabelsesteologisk linje fra Gud og Helligånden, der i verden udtrykker sig gennem det levende ord, til modersmålet forstået som den konkrete form, det levende ord tager i det enkelte menneske. Med modersmålet forstået som sprogligt fællesskab er der derfor også en sammenhæng til det folk, mennesket hører til, og som deler samme sprog. Modersmålet og det levende ords betydning for folkeligheden kommer til at spille en stadig større rolle for Grundtvig i de følgende år Den nye folkelige dannelse Grundtvig er til stadighed bekymret over de revolutionære dønninger fra Frankrig, som han frygter, vil sprede sig som Døds-Kampe rundt i Europa og opløse baade det lærde og det læge Samfund, hvor Man ikke forebygger dem ved at reformere Skole-Graven til en Plante-Skole for Livet (ibid. s. 410) Grundtvig mener derfor, at tiden nu er inde til handling og ønsker at puste nyt liv i Præster, Stats- Mænd og Professorer. (ibid. s. 443). Løsenet for forebyggelsen af opløsningstendenserne og videnskabelighedens trivsel er en ny dannelse, der grunder sig i vækkelsen af folkets ånd: Ifølge Grundtvig opfylder både grækerne og nordboerne betingelserne for at være et levende folk med ånd. De har nemlig begge et levende billedsprog i myter, sagn og digte, der giver sig udtryk på et levende sprog på modersmålet. (ibid. s. 428) Men ifølge Grundtvig skete der for 500 år siden det afgørende, at Nordens Aand hensov, hvorfor den Old-Nordiske Aandsudvikling afbrødes ufuldendt (ibid. s. 395). I Grundtvigs øjne har Nordens folk siden det 13. århundrede ladet sig underkue af den klassiske latinske dannelse, det døde, åndløse uvirkelige dannelsesideal, der ikke er udsprunget af det virkelige liv og ikke har forbindelse til de levende sprog. Grundtvig ønsker derfor, at den oldnordiske åndsudvikling skal genoptages og videreudvikles. 15

16 Grundtvig vil derfor fremelske et nyt dannelsesideal, hvor græsk-nordisk videnskab og folkelig vidskab lever i gensidig vekselvirkning, der går ud på at lærdommen oplives, og folket oplyses. Menneskelivets gåde kan nemlig ikke kun forklares i det enkelte menneskes særegne erfaringer, men kun gennem tusind slægter. Den nye dannelse vover derfor, at omfatte Menneske-Begrebet i dets hele, baade høie og dybe, himmelske og jordiske, Dunkelhed (ibid. s. 395) Grundtvig skelner mellem lærdom og dannelse, der udfylder hver sit område: For det første skal Nordens lærde i stedet for latin lære sig nygræsk og islandsk, fordi de to sprog stadig lever i folket og derfor har en levende forbindelse til sin oldtid, hvilket vil redde den videnskabelige trivsel. For det andet peger Grundtvig på en folkelig vidskab, der hos Grundtvig betyder dannelse og folkeoplysning i åndelig forstand. (ibid. s. 406). Den er beregnet på folkelivet for øjeblikket og har det menneskelige og borgerlige liv for øje, mens lærdom er beregnet på menneskelivet i det hele taget. Men de skal stå i et vekselvirkende forhold til hinanden begrundet i spændingen mellem det partikulære og det universelle: Lærdommen fører nemlig på vildspor, hvis ikke der står en folkelig dannelse overfor, der nøder den til at tage det nærværende liv i betragtning, ligesom folkedannelsen snart vil udarte sig til en overfladisk politur, hvis ikke lærdommen holder den i ånde. (ibid. s. 407). Grundtvig peger på, at den nye folkelige dannelse skal foregå på et borgerligt akademi med det formål at redde folkelivet og vække Nordens ånd til live igen. Grundtvig udfolder i den mosaisk-kristelige grundanskuelse sit menneskesyn, der indeholder tanken om menneskelivet som gådefuldt guddommeligt eksperiment af støv og ånd, der kun kan forklares gennem tusind slægter. Med en universalhistorisk forklarelse af menneskelivet som mål udstikker Grundtvig linjerne for et nyt folkeligt dannelsesbegreb, der skal forebygge tidens opløsningstendenser, afkaste romeråget og føre til, at det nordiske folk igen bliver sig sin ånd bevidst. Både Grundtvigs bærende menneskesyn og hans grundsyn på den folkelige dannelse og oplysning, der her for første gang udfoldes, udgør væsentlige elementer i Grundtvigs tanker om det folkelige Statsmæssig Oplysning (1834) Grundtvig forsøger at give en systematisk vurdering af hele datidens uddannelsessystem i det uudgivne manuskript Statsmæssig Oplysning fra Angsten for statens og det borgerlige selskabs undergang får Grundtvig til at pege på en sand oplysning som redningen. Men hvor revolution og 16

17 pøbelvælde er skræmmebilledet i 1831, er det i nærværende skrift især enkeltmandens (individualismens) krav, som Grundtvig ser som en samfundsopløsende tendens. I sit syn på staten, samfundet og folket aner man således et med- og modspil til flere af samtidens ideologier, såsom liberalisme, rationalisme og romantikken Grundtvigs stats- og samfundsopfattelse Ifølge Grundtvig er det afgørende at slå fast, at staten ikke er udsprunget af forstanden, men af fantasien og følelsen og altså grunder sig i historien. 5 Dette skal ses i lyset af den i skriftet gennemgående hårde polemik imod de lærde, der med inspiration fra udenlandske ideer kun omtaler staten i abstrakte begreber og rene idealer, der ikke har: en levende Almindelighed, der indeslutter i sig, men en Død, der udelukker af sig alt det Enkelte, altsaa her alle de virkelig bestaaende / Stater, som først maa rives ned, før der bliver Rum til Idealet. (Grundtvig 1834, s. 75). De lærdes statsidealer har med andre ord ikke kontakt med virkeligheden, den levende almindelighed, og har ikke sans for statens rodfæstethed i historien og dermed folket. Ifølge Grundtvig beror det borgerlige selskab og staten desuden på en vis Grund-Enighed om det almindelige Bedste (Common-wealth) (ibid. s. 58), og uden denne grundlæggende enighed om det fælles bedste vil der kun være en herre og en trællestand i skarp modsætning til hinanden. Grundtvigs tanke er med andre ord, at uden enighed om det fælles bedste er der med andre ord ikke en rigtig stat, men kun en evig magtkamp. For det andet er drivkraften i forestillingen om det fælles bedste fædrelandskærligheden, for hvis ikke både øvrigheden og en stor del af folket har Hjerte for Staten (ibid. s. 74), da vil enhver statsmæssig oplysning være forspildt. Fællesskabet beror altså ikke på forstand eller tvang, men grunder sig i følelsen i fædrelandskærligheden, og jo mere fædrelandskærlighed man har, jo mere vil man også føle trang til oplysning. For Grundtvig er målet derfor at fremelske fædrelandskærligheden, hvorved tanken om det fælles bedste styrkes. Men dette kan netop ikke gøres med tvang, men derimod alene ved sand oplysning. 5 Grundtvig ser historien i et udviklingsperspektiv i tre led: Fantasiens, følelsens og forstandens alder, der i menneskeslægtens historie svarer til oldtid, middelalder og nutid og som gennemløbes i folkenes historie. I Grundtvigs optik befinder vi os nu i forstandens tidsalder. 17

18 Sand og falsk oplysning Midlet til at redde staten er derfor en statsmæssig oplysning, der bør komme fra oven dvs. støttes af staten gennem uddannelsen af statslige embedsmænd i første omgang og dernæst de unge i folket. (ibid. s. 51). Grundtvig skelner mellem sand og falsk oplysning. Den falske oplysning understøtter den farlige tendens i forstandens og enkeltmandens tidsalder, nemlig trangen til overdreven individualisme og selvklogskab. Den sande oplysnings udgangspunkt skal derimod være det fælles og må udstrække sig til hele Menneske-Livet og opvise den dybe Sammenhæng mellem Enkelt-Mandens, Folkets og hele Slægtens Liv (ibid. s. 31). Som enkeltmænd eksisterer vi med andre ord kun i kraft af fællesskabet med folket og hele menneskeheden. Denne grundlæggende struktur i den sande oplysning er altså en universalhistorisk triade mellem det individuelle, det folkelige og det universelle. Folket får derved sin selvstændige plads i et tredelt dannelsesmønster, hvorpå det er Grundtvig vision at udvikle en fuldstændig, menneskelig Oplysning, der ikke blot klarede Hverdags-Livet for Øieblikket, men Folke-Livet giennem Aarhundreder og Menneske-Livet i Aar-Tusinder. (ibid. s. 45) Den borgerlige højskole Grundtvigs vision er en borgerlig Højskole, som Kunde blive Middel-Punkten for hele den borgerlige Dannelse. (ibid. s. 43). På denne skole skal undervisningen foregå på modersmålet, tjene til fortrolighed med fædrelandets litteratur og historie og have det foranliggende liv som sit udgangspunkt. Denne skole kontrasteres af den lærde skole, der har det universelle og hele menneskeslægten som omdrejningspunkt. Denne skole er ifølge Grundtvig både en statsnødvendighed og et stort folkesavn. Formålet for denne skoleindretning er at bygge bro over det svælgende Dyb, der er befæstet mellem Almuen og de Lærde, og derved mellem Liv og Lærdom, til en Skade for Begge, som maatte kaldes og vilde snart befindes ubodelig dersom ikke en Uddannelse af det Folkelige og Dannelse for Livet skabde en Forbindelse og Overgang. (ibid. s. 43). De lærde har med andre ord uddannet sig væk fra deres udgangspunkt og søgt tilknytning til andre kulturer og fremmede sprog, hvorved de har adskilt sig fra folket og den virkelige verden. Den borgerlige højskole skal derfor være en Brænd-punkt for Borger-Livet, hvorfra hvad der endnu i denne Kreds er tilbage af National-Følelse og ædle Kræfter kan indvies og oplyses til Folke-Livets / Fortsættelse og Statens Tjeneste. (ibid. s. 48) Grundtvigs overvejelser over stat og samfund har interessante implikationer for det folkelighedsbegreb, der er under udvikling hos ham. Men på dette tidspunkt betoner Grundtvig statens ve og vel, 18

19 og han drager ikke noget begrebsafklarende skel mellem det statsmæssige og det borgerlige, der synes at hænge sammen i dette skrift, hvor den statsmæssige oplysning skal give en indføring i at være en anstændig borger i samfundet. Men staten skal dog samtidig være folkelig. Selvom Grundtvig ikke udfolder forholdet mellem stat og folk, synes der at skulle være en vis overensstemmelse mellem folket og staten, der ikke skal defineres ud fra fremmede idealer, men derimod afspejle den levende virkelighed. Den sande oplysning fra oven, der går ud fra det fælles, skal parallelt hermed mindske kløften mellem de lærde og folket. Målet er at fremelske den rest af fædrelandskærlighed, der stadig er tilbage i folket for at undgå, at staten går i opløsning. Grundtvigs angst for pøbelvældet og bekymringen for statens ve og vel er bestemmende for hans tanker om det folkelige i denne periode. Med udgangspunkt i sit menneskesyn, den mosaiskkristelige grundanskuelse, bliver Grundtvigs løsning en ny borgerlig dannelse og sand oplysning, der går ud fra det fælles. Oplysningen skal komme fra oven, det vil sige fra statsmænd, embedsmænd og professorer, båret af en nybesindelse på Nordens ånd til bekæmpelse af den klassiske dannelses åg og den nye tids farlige individualistiske ideer. Grundstemningen hos Grundtvig især i det sidste skrift er altovervejende negativ over for de tiltag, han ser ske i Danmark til imødegåelsen af tidens krav om større frihed. Dette ændrer sig dog i det følgende Stænderforsamlingens indflydelse på Grundtvigs folkelighedsbegreb I et forsøg på at komme den gryende politisk-liberale bevægelse i møde indfører kongen i 1834 fire rådgivende stænderforsamlinger, hvortil gårdmænd får stemmeret (Thyssen, s. 266). Gennem Stændertidende følger Grundtvig med i de første forhandlinger i stændernes første forsamling i 1835, og herigennem gør han den mageløse opdagelse, at det er den danske folkestemme, som er genopstået og virkeliggjort i det folkelige statsråd (Grundtvigs ord for stænderforsamlingen). At folkestemmen udtaler sig næsten uden Undtagelse taktfast for Fæderne-Land og Moders- Maal, for det Ordenlige, Fri og Naturlige (Grundtvig 1836, s. 24) virker i høj grad inspirerende på Grundtvig. Der er derfor milevid forskel på stemningen i Statsmæssig Oplysning og i de følgende skoleskrifter: Væk er bekymringen for statens og folkets skibbrud. Grundstemningen hos Grundtvig er langt mere optimistisk, og folket indtræder nu i en absolut hovedrolle. Oprettelsen af det folkelige 19

20 statsråd, er for Grundtvig et tydeligt bevis på, at hans tankegang efterhånden vil blive den herskende, ikke fordi det er hans, men fordi den er folkets. I det følgende afsnit vil jeg redegøre for Grundtvigs tanker om det folkelige ud fra de to højskoleskrifter Det danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet og Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer samt Mands Minde Det danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836) Allerede i indledningen indrømmer Grundtvig, at han har en forkærlighed for alt dansk 6, om end, det ikke gør ham blind for det gode udefrakommende, så længe det ikke sættes over det mageløse danske firkløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal (Grundtvig 1836, s. 10). Grundtvigs erklærer dermed, at hans hensigt og ønske er, at det danske firkløver ikke skal hensygne og visne, men styrkes Kongehånd og folkestemme Grundtvig har til sin store lykke pludselig opdaget, at Danmark ved to Kæmpeskridt i al Stilhed havde tilbagevundet sin oprindelige, altsaa naturlige Forfatning, den Bedste under Solen, (ibid. s. 14). Grundtvig begrunder sin opdagelse i Saxos Danmarks Krønike og ser der, at Kongens Ene- Herredømme og Folkets aabenlyse Stemme-Frihed er Rigets Arilds-Lov, (ibid. s. 14). Denne oprindelige forfatning, enevældskonge og folkestemme, er ifølge Grundtvig sprunget ud af folkenaturen. Grundtvig tager nu afstand fra at bruge begrebet staten, da dette er et upersonligt og ubestemt begreb og et fremmed ord. Han foretrækker nu begreberne folk eller rige Det danske folks historie og de to kæmpeskridt Det danske folk trænger blot til en ordentlig forelæsning over Danmarks historie for at blive bevidst om det sande i den orden, vi nu igen har. Det danske folks historie har gennemløbet de samme faser som enkeltmanden og hele menneskeslægten. I sin ungdomstid havde Danmark både kongemagt, folkestemme, fædrelandskærlighed og modersmål og en stor grad af frihed. Men med middelalderen udmattes ånden, og samtidig sker et stort brud på folkefriheden: Samtidig med at kongen mistede sit eneherredømme, da magten fordeltes ud på gejstlighed og adel, mistede han sin tillid til folket og 6 Grundtvig drager ikke et begrebsafklarende skel mellem danskhed og folkelighed. Man må derfor underforstå at Grundtvig forstår danskhed, som den folkelighed, der er til stede i Danmark. 20