AngstAvisen. Tema: Generaliseret angst. Søde læger = raske patienter. Forskning: socialfobi i Århus. Angstforeningen i fællesråd. Selvhjælp på nettet

Transkript

1 April AngstAvisen Angstforeningens nyhedsbrev Tema: Generaliseret angst Søde læger = raske patienter Forskning: socialfobi i Århus Angstforeningen i fællesråd Selvhjælp på nettet Årsrapport for 2005 ISSN

2 Indholdsfortegnelse Redaktion: Kamma Kaspersen (ansv. red.) Marie Särs Andersen Peter Risby Hansen Produktion: Toptryk Grafisk ApS Oplag: Layout: Dupont1 Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter. Bidrag på diskette eller mail til kk@angstforeningen.dk INDHOLD Redaktion 2 Leder 3 At skjule psykisk lidelse 4 Alternativt hos kvinder 5 Mon verden står i morgen? 6-7 TEMA: Generaliseret angst: 8-9 Ned ad skibakken Peter Bangsvej 1, G, Frederiksberg C Tlf.: Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. Årsberetning//Generalforsamling Hjælp til selvhjælp Forskningsprojekt i socialfobi Fællesråd 18 Sympatiske læger = raske patienter 19 Ny bog af Esben Hougaard 20 Spis fisk for hjernen 22 Angst-Avisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer 4 gange årligt. Kontingent 2006: kr.150 årligt. Biblioteksabonnement: 250 kr. Institutionsabonnement privat: kr. årligt. (op til 10 blade pr. nummer). Institutionsabonnement offentligt: 500 kr. årligt. Gavebeløb på mindst 25 kr. pr. medlem medvirker til at bevare vores godkendelse til driftsstøtte fra tips- og lottomidlerne. Løssalg: 20 kr. Gaver og sponsorering op til kr. årligt er fradragsberettiget efter ligningslovens 8A Citater 23 Opslagstavlen 24 Forside: Paul Cézanne The lake at Annecy,

3 Foråret er kommet og det samme er AngstAvisen 14 Dette tema-nummer handler om generaliseret angst. Der kommer af og til bøger om social- og panikangst, men en bog, der kun henvender sig til mennesker med generaliseret angst, lader vente på sig. Vi vil opfordre danske forlag til at få skrevet bogen eller oversætte en engelsksproget bog af høj kvalitet. Siden sidst har vi fået en uddannet psykolog, Klaus, i jobtræning i foreningen. Det betyder, at vi kan åbne telefonrådgivningen i langt flere timer fremover til glæde for dem, der ringer ind med problemer pga. angst. Hvad enten det er personale, pårørende eller angstramte. Der vil være en fast ugedag, hvor Klaus kan yde personlig rådgivning. Dette vil komme til at stå på hjemmesiden, når vi har besluttet, hvilken dag det bliver. Som noget helt nyt starter Angstforeningen i april angstkursus [skal vi ikke nøjes med at kalde det et angstkursus og ikke fobiskole?]. Det [afhængigt af hvad du vælger forud for] bliver ledet af en psykolog med den kognitive tillægsuddannelse og mange års erfaring med at arbejde med angstgrupper. Det første hold, som vi lægger ud med, bliver for otte personer fra Københavns-området. Holdet (som allerede er booket op) vil arbejde kognitivt med deres socialfobi i tre måneder og efterfølgende fortsætte som selvhjælpsgruppe. Vi har fået midler fra Socialministeriet til at gennemføre projektet, og det vil forhåbentlig kunne brede sig til andre steder i landet herefter. Så længe der er så få behandlingsmuligheder til angstramte, er Angstforeningen indstillet på at skaffe langt flere effektive behandlingsmuligheder, og om nødvendigt selv stå for nogle hold. I sidste nr. af AngstAvisen var der et girokort nederst på siden. Desværre var der ikke taget højde for, at der var tekst fra en artikel på bagsiden af girokortet, hvorfor flere har undladt at benytte det. Vi sender derfor et girokort med igen, da mange af jer stadig ikke har fornyet kontingent for Det vil være til stor hjælp for Angstforeningen, hvis I kan give en gave på mindst 25 kr. udover kontingentet. Disse gaver er med til at vi fortsat kan modtage et årligt beløb fra Tips- og Lottopuljen, og beløbet er afhængigt af, hvor mange gavegivere vi har. AngstAvisen nr. 15 kommer i august og vil have et tema om somatisering: sygdomsangst/hypokondri samt om nogle af de nye former for terapi, der kan benyttes i angstbehandling, heriblandt Mindfulness, som er en meditationsteknik. I ønskes alle en dejlig sommer! Med venlig hilsen Kamma Kaspersen

4 At skjule psykisk lidelse Af Kamma Kaspersen Mange mennesker, der lider af angst, synes det er så pinligt at fortælle dette til omverdenen, at de i stedet opdigter historier om ferier eller fysisk sygdom. Det kan være katastrofalt, at man ikke fortæller sine nærmeste, hvordan man har det, fordi man derved forstiller sig og bliver uægte og skal bekymre sig om, hvad man nu skal finde på at sige næste gang, hvor man ikke deltager enten på arbejdspladsen, med familien eller til andre arrangementer. Disse små nødløgne er med til at lægge en skal henover den angstramte, som belaster, fordi man føler, at man skal kunne aktivere nødløgnen på et splitsekund, hvis man pludselig møder en bekendt. I terapeutkredse kaldes dette for sikkerhedsadfærd, og det er noget, der er væsentligt at slippe af med, for at kunne få det bedre. Som regel har man et falsk billede af, at andre vil fordømme en, hvis de finder ud af, hvor svag jeg i virkeligheden er. Det billede har ofte forfulgt den angstramte i rigtig mange år, så det er blevet til en falsk sandhed. Det man skal gøre er at prøve at undgå de små falske historier og starte ganske blødt med at fortælle sandheden til dem, man er tættest på. Derved oplever man at få sympati og forståelse for sin situation, og dette i sig selv er så befriende, at man kan gå videre ad den vej mod større åbenhed overfor andre venner og familiemedlemmer. Når dette er gjort, er der banet vej for, at man bliver bedre i stand til at acceptere sig selv, fordi man kan vise, hvem man er som person. Ingen har glæde af at skulle forstille sig blandt andre. Det er dræbende for selvværdet. En anden grund til at bekende kulør er, at man kan opsøge behandling. At nægte at tage medicin er lige så latterligt selvdestruktivt som at drage i moderne krig på hesteryg skriver Andrew Soloman i bogen: Helvedes malstrøm. Gyldendal Soloman kommer også ind på, hvad der er årsagen til disse lidelser: Hvorfor opstår denne kemiske ubalance lige hos mig? Der er ingen endegyldig forklaring, men menneskets hjerne har ikke forandret sig i de seneste halvanden million år! Men det har vores måde at leve på til gengæld! Vores urhjerne er ikke beregnet til den moderne livsform. Angst var fx nyttig, når man stod foran en brølende mammut, hvor man enten stivnede eller stak af. Det moderne samfund giver anledning til mange angstprovokerende oplevelser og stress, der har en negativ indvirkning på hjernens kemi. Solomon advarer dog imod udelukkende at fokusere på hjernens biokemi. Medicin og terapi bør supplere hinanden, ligesom det vil være specielle psykologiske begivenheder som fx ydmygelser og tab, der vil udløse angstlidelser og depression. Når Solomon fortæller, at han skal tage medicin resten af livet, stirrer folk chokeret på ham og siger fx, at nu må han da være stærk nok til at trappe ud af medicinen. Så svarer han dem med, at det er ligesom at trappe karburatoren ud af sin bil eller støttepillerne ud af Notre-Dame. Inspiration og kilde: Weekendavisen, Ideer, s

5 Alternativ behandling er mest populær hos kvinder midt i livet Vækst i psykiske lidelser Sygdomsbilledet for førtidspensionister har ændret sig de seneste seks år, så de psykiske lidelser nu dominerer kraftigt. Således har langt over hver tredje nye førtidspensionist i dag en psykisk lidelse mod kun godt hver fjerde for seks år siden. Årsagerne er bl.a., at der er kommet mere fokus på de psykiske lidelser, og at lægerne diagnosticerer flere tilstande med fysiske symptomer, fx lænderygbesvær, som man ikke kan finde nogen fysisk forklaring på, som noget psykisk og socialt betinget. De meget omtalte Nye Sygdomme som bl.a. piskesmæld og fibromyalgi er godt repræsenteret i statistikken. Men der bliver færre tilfælde, dels fordi forskellige tiltag fra lovgiverne og forsikringsvirksomhedernes side har bremset udviklingen, dels pga. tendensen til, at lægerne tænker mere i psykiske lidelser. De er opmærksomme på, at smerterne kan skyldes psyken mere end fysikken. Hver femte dansker har benyttet sig af alternativ behandling inden for det seneste år. Det fremgår af en stikprøveundersøgelse foretaget af to forskere i alternativ behandling. De mest benyttede behandlingsformer er massage (10 procent), zoneterapi (7 procent) og akupunktur (5 procent). Behandling af milde symptomer/lidelser og forebyggelse/øget velvære er de hyppigste årsager til, at man opsøger alternativ behandling. Flere kvinder end mænd har benyttet alternativ behandling, og der er størst brugerandel blandt de årige. Kvinder og mænd angiver ligeledes forskellige begrundelser for deres brug af alternativ behandling. 30 procent af kvinderne siger, at de ønsker at tage aktivt del i helbredelsen og føler, at de kan gøre det ved hjælp af alternativ behandling. Kun 14 procent af mændene angiver denne årsag. Kvindernes højere fokus på helbred og egen indsats genfindes også generelt i deres holdning til sundhed og deres indsats for at bevare eller forbedre helbredet. Akupunktur er den behandlingsform, der har haft den største stigning i brugen såvel relativt som absolut. Stigningen kan skyldes en afsmittende effekt fra sundhedssektoren, hvor akupunktur i stigende grad benyttes af sundhedsfagligt personale fx til smertelindring i forbindelse med fødsler. Den tidlige organisering af zoneterapeuterne og dermed skabelsen af en fagidentitet og tilgængelighed i forhold til brugerne skønnes at have bidraget til den udbredte brug af zoneterapi allerede i 1987 og fastholdelse af positionen, som den mest brugte alternative behandlingsform i Danmark gennem de seneste 16 år. Ugeskrift for læger samt Netdoktor AngstAvisen 14_2006

6 TEMA Mon verden står i morgen? Af Tina Jørgensen En beretning om hvordan et flakkende livs håb blev til livsmod og en stabil hverdag. Jeg er 40 år gammel, gift og mor til Mathias på 12 år. Det efterår i 1993, hvor min søn blev født, blev verden umulig at leve i og angsten for fremtiden uudholdelig. Jeg følte mig helt alene om ansvaret for det lille væsens liv og fremtid i en verden, som helt sikkert ville blive ødelagt inden for få år; atomkrig, robotter eller andre teknologiske væsner, der kom til at overtage kloden, global opvarmning, fugleinfluenza eller blot en helt almindelig meteorit, uanset hvad, vi var den sidste generation på kloden. Jeg brugte oceaner af tid på ikke at kravle ind under skrivebordet på arbejdet. For overhovedet at turde leve overvejede jeg at anskaffe mig piller, så det var muligt at stå af og tage drengen med, når det blev for slemt. Min hjerne flakkede frem og tilbage, når jeg lå og skulle sove. Jeg kunne intet huske og kom for sent til alt. Huset lignede et væltet ja I ved nok - og jeg syntes ikke, jeg gjorde det godt nok som mor, i hvert fald var det mig umuligt at elske den lille krabat, som ikke var helt nem at bide skeer med. Sådan var min verden i flere år, mens jeg formåede at passe mit job, min familie, mit spejderarbejde og mit deltidsstudie, samt at skjule for alle ikke mindst mig selv - at jeg var syg. Mine omgivelser kunne godt se, at jeg ikke trivedes optimalt. Men de mente dog bare, at det jo var svært med småbørn, og at jeg havde for travlt. Så de gode råd bestod i at opgive min oase; fritids- jobbet som spejderleder. Min mand var der hele tiden. Men han er en mand af meget få ord og tilsvarende få handlinger. Jeg har altid været organisatoren og bagstopperen i vores liv også i den periode. Da vores søn var godt to år, gik jeg til lægen, fordi jeg ikke kunne mere. Resultatet blev, at min mand blev diagnosticeret og kom i behandling for sin langtidsdepression. Min læge fik ikke mistanke om min tilstand, jeg lignede blot en træt mor med en depressiv mand. Jeg kæmpede og var rasende, jeg råbte i afmagt af min mand, mens jeg kæmpede for vores ægteskab, familie og for at blive set. Han trak sig forudsigeligt nok ind i sig selv og væk fra valkyrien. Jeg kunne stå og tale med min søn for så at blive ramt af et akut ukontrollabelt angstanfald, så jeg ganske enkelt ikke kunne høre, hvad han sagde, selvom han stod mindre end en meter fra mig. Konsekvens, faste rutiner og forudsigelighed fyldte ikke meget i vores opdragelse. Terapi hos en psykolog hjalp lidt på savnet af min mor, som døde da jeg var 18 år, men angsten blev ikke nævnt med et ord og nogen særlig indlevelse, var hun ikke i besiddelse af. Jeg kunne ikke tilgive mig selv, at jeg ikke kunne klare mere, for jeg havde jo ikke flere udfordringer end de fleste - tværtimod. Især følte jeg mig som verdens elendigste mor, fordi knægten IKKE var den mest velafrettede, MEGET aktiv, absolut frygtløs og uden at vige en tomme - selv overfor voksne. Systemet har af og til syntes, han var svær at have med at gøre, men de professionelle, som vi søgte hjælp hos, konstaterede, at jeg havde masser af ressourcer, og drengen intet fejlede. Langsomt lærte jeg at leve med angsten, der pløjede gennem krop og hjerne konstant bortset fra, når jeg var i interaktion med andre, da forsvandt følelsen, og jeg var til stede i nuet. Dette samt skrækken for at lufte min angst for andre, som jo kunne bekræfte mig i, hvor galt det stod til, har formentlig medvirket til, at ingen så min pine så klart, at de følte, de måtte gøre noget. Ikke engang min nærmeste familie - min mand eller søskende - bemærkede noget. Besøg hos en livsklog og dejlig kinesiolog fik angsten på bordet og hjalp mig til at kunne se den udefra. For- 6 AngstAvisen 14_2006

7 skellige teknikker gjorde det muligt for mig at beholde fødderne på jorden (næsten), selv når det var værst, for nu vidste jeg med min fornuft, at det burde være muligt at leve her og nu. Min mand fik et decideret sammenbrud i forbindelse med ændringer på sit job og måtte igen i behandling og skifte arbejde. Vi var nu nået til sønnens skolestart, og jeg valgte at begynde i job som underviser på en handelsskole. Mine følelser for min mand var efterhånden ret nedslidte, og i det hele taget var det temmelig umuligt for mig at føle kærlighed, glæde og forventning, mens vreden og angsten konstant hang over mit hoved. Jeg var rasende. Efter fire gode år som underviser på handelsskolen og et meget succesfuldt samtaleforløb hos en familierådgiver, som kendte til min angst, men ikke behandlede den, blev jeg langsomt bedre. Angsten var stadig konstant tilstede, men afstanden til den var større, og så længe jeg var i interaktion blev den holdt i skak. Disse sidste år inden jeg kom i behandling, blev min angst også fokuseret på en konkret trussel: drivhuseffekten og deraf følgende oversvømmelser. I mit hoved udspillede den sig dog i ganske urealistiske scenarier og ekstreme billeder. Overalt hvor vi kørte i bil, kiggede jeg efter højt beliggende huse og studerede højdekurverne på kortet med en blanding af kold angst og stor sorg i maven. Nå ja egentlig sad det i den nederste del af ryggen hos mig. Min hukommelse var dog stadig hullet som en gammel fabriksbygning uden glas i vinduerne, og min koncentration kunne ligge i en teske. Begge dele besværliggjorde mit arbejde. Det efterår min søn var 11 år, oplevede jeg de første dage uden angst - et par korte perioder på to-tre dage. De dage var verden en helt anden ikke blot lidt eller meget bedre. I de dage var jeg klar over, at jeg var syg. Da angsten ramte igen, var det dog lige så virkeligt som førhen. Jeg turde stadig ikke fortælle nogen om min angst - heller ikke lægen. Jeg var bange for, at han ville fortælle mig, at jeg havde ret. Dertil kom en voksende angst for, at der ingen hjælp var at få. Efter et langt tilløb skrev jeg dog et brev - det fik lov at ligge og vente i tre uger, inden jeg tog mig sammen til at køre ned og smide det i postkassen. Først 14 lange dage efter var jeg til konsultation, idet der kom en ferie på tværs. Min læge virkede rystet over min beretning, som jeg stortudende fortalte den med min temmelig forskrækkede mand ved min side. Jeg begyndte omgående i medicinsk behandling (Cipralex) i begyndelsen af februar Efter kort tid mærkede jeg en klar bedring i form af længere perioder uden angst og en generel afdæmpning af angsten. Som en uventet, men meget velkommen bivirkning fik jeg næsten med et slag min hukommelse tilbage. OH hvor herligt at kunne huske titlen på en bog og forfatterens navn. I juni 2005 havde jeg ikke flere angstsymptomer. Jeg var lykkelig, men bange for, at virkningen skulle forsvinde igen. Hvilken lettelse. Jeg var nu i stand til intensivere oprydningen i mit liv. Det vigtigste for mig var, at få styr på min søn ved at indhente noget opdragelse, give stabilitet og roligt modspil af større kvalitet end hidtil. Forholdet til min mand hænger stadig i laser, men det skal nok blive afklaret hen af vejen. I november 2005 efter ti måneders behandling tog hele familien til USA med mit arbejde i seks måneder, og vi er her endnu. Jeg er stadig hovedansvarlig for familien. Men trods det store pres, det har været at rejse ud, har jeg hele tiden været symptomfri og mærker, at jeg bliver stærkere og stærkere. Skulle det blive nødvendigt at spise medicin hele mit liv - så gør jeg det, men jeg begynder at tro på, at jeg kan finde en ligevægtstilstand igen over tid. Verden står her endnu, og det ER faktisk muligt at leve og glædes i den! AngstAvisen 14_2006

8 TEMA Generaliseret angst ny viden og bedre behandling Af Raben Rosenberg. Adm. Overlæge, professor, dr.med. Institut for psykiatrisk grundforskning Psykiatrisk Hospital i Århus Ny viden om angst I de sidste 20 år har der været en intensiv forskning til belysning af årsager til psykiske lidelser domineret af angst og behandling. Det er lidelser, der er meget hyppige, og som i væsentlig grad nedsætter livskvalitet og social funktionsevne. I bogen Angst og angstbehandling, som jeg har redigeret sammen med lektorerne cand.psych. Esben Hougaard og Thomas Nielsen ved Psykologisk Institut, Århus Universitet, har vi forsøgt at redegøre for denne viden. Blandt de mest markante resultater af forskningen er, at vi i dag kan tilbyde langt bedre og mere veldokumenteret psykoterapeutisk og medicinsk behandling af angsttilstande. Denne artikel vil fokusere på nyere forskning inden for generaliseret angst. Angsttilstande i ICD-10 I 10. udgave af WHO s internationale klassifikationssystem (ICD-10) findes forskellige angsttilstande under koden F40 - F49: nervøse og stressrelaterede tilstande samt tilstande med psykisk betingede legemlige symptomer. Angsttilstande inddeles i fobiske angsttilstande og andre angsttilstande. Nøglesymptomer ved fobisk angst er den irrationelle og overdrevne angst for sociale sammenhænge (social fobi), specifikke genstande samt insekter, lukkede rum og højder (enkelfobi) eller frygt for at forlade hjemmet, rejse alene med tog bus og lignende (agorafobi). Der kan optræde pludselige voldsomme angstanfald (panikangst), eller angsten kan være mere generaliseret og vedvarende, dvs. ikke begrænset til særlige situationer eller omstændigheder. Man benævner derfor denne form generaliseret angst. På engelsk bruges betegnelsen generalized anxiety disorder (GAD). De mest fremtrædende symptomer er vedvarende anspændthed, tendens til bekymring og almen ængstelighed over for dagligdagens begivenheder og problemer. Tidligere opfattedes GAD som en uspecifik angsttilstand, og diagnosen blev ofte stillet, når man havde udelukket andre angsttilstande. I dag ser man overdreven og ukontrollabel bekymringstendens som noget centralt ved lidelsen. Det specifikke ved lidelsen synes at være en særlig bekymringstendens og et ufleksibelt selvbestemmende nervesystem. Ikke alle er enige heri, og det er foreslået, at GAD er udtryk for et nervøst temperament og dermed udgør en ekstrem variant af en personlighedsdimension. Som støtte for sidstnævnte synspunkt kan anføres, at lidelsen ofte er kronisk forløbende om end vekslende med gode og dårlige perioder. Selv om bekymringstendens og en ufleksibel selvstændig reaktionsmåde er noget centralt ved generaliseret angst, kan man fortsat sætte spørgsmålstegn ved, om GAD er en selvstændig sygdomsenhed? Det vil givetvis blive yderligere belyst i kommende studier. AngstAvisen 14_2006

9 Årsager Genetik Der har været udført en række tvillingestudier, der peger på en vis, men ikke overvældende stor arvelig disposition til lidelsen (20-30%). Det ser ud til at GAD både er relateret til depression og panikangst. GAD og depression influeres af de samme genetiske faktorer, men det er miljømæssige forhold, der betinger, om en person udvikler depression eller GAD. Dette illustrerer et arv/ miljø samspil. Indlæringspsykologi Undersøgelser viser, at personer med GAD er hyper-årvågne over for mulige trusler, og de er tilbøjelige til at tolke disse i negativ retning. Kombinationen af medfødte nervøse anlæg og ukontrollerbare begivenheder under opvæksten kan have ført til, at personer med GAD permanent er frygtsomme og anspændte, på vagt over for mulige farer af enhver art. Der er en livstidsrisiko på omkring 5-7% for at få GAD. Lidelsen ses typisk hos personer mellem år, men kan ses i alle aldre. To tredjedele er kvinder. Behandling Psykoterapi Korttids-psykoterapi med fokus på uhensigtsmæssige tanker og adfærd har ført til væsentligt bedre behandlingsmuligheder for en række angstlidelser. Bedst dokumenterede er kognitive behandlingsmetoder med panikangst og social fobi, dårligere ved GAD. Man har fundet effekt af afspændingsterapi, som kan være særlig indiceret hos personer med mange fysiske angstklager. Psykodynamisk psykoterapi er dårligere undersøgt og er i enkelte studier fundet mindre effektiv end kognitiv psykoterapi ved efterundersøgelse et år senere. Ved interpersonelle problemer kan psykodynamisk terapi benyttes. Medicin Ved valg af medicin er der en lang række muligheder ved GAD. Forskning viser, at antidepressive midler er effektive ved en række angstlidelser. Effekten på GAD er dokumenteret i kontrollerede studier for venlafaxin og for flere SSRI er. Venlafaxin hæmmer både noradrenalin- og serotoninoptagelsen i synapserne (berøringsstedet for to nervecellers udløbere. red.), mens SSRI er især hæmmer serotoninoptagelsen. Buspiron påvirker også serotoninsystemet, men på en anden måde end SSRI. Da GAD ofte har et kronisk forløb, er dette dog ikke altid afgørende. Buspiron er formentlig mere effektiv over for de kognitive symptomer, men der er ikke enighed om dets rolle i behandlingen. Man afventer yderligere undersøgelser, der helst bør foretages med sammenligning med andre virksomme farmaka. Det relativt gamle stof hydroxizin er i enkelte undersøgelser også fundet effektivt, og stoffet har formentligt mindre risiko for udvikling af afhængighed og påvirkning af kognitive funktioner end benzodiazepin. Det anføres ofte i guidelines at benzodiazepin kan benyttes ved behandling af GAD, når andre behandlinger ikke har været effektive eller gennemførlige. Stofferne har god angstdæmpende effekt, men bør kun anvendes i kort tid, dvs. en til to måneder, da det ellers kan være vanskeligt at ophøre med behandlingen. Beta-blokkere anvendes mest ved dominerende symptomer som rysten på hænderne og hjertebanken. GAD ses i dag som en specifik angstlidelse præget af kronisk bekymring og et ufleksibelt autonomt nervesystem. Der er dog afgrænsningsproblemer over for depressive og andre angstlidelser og placeringen af generaliseret angst er fortsat uafklaret. Uanset dette frembyder mange patienter med generaliseret angst et klart behandlingsbehov. Det er i dag via medicinske og psykoterapeutiske fremskridt muligt at give en bedre og også mere individualiseret behandling. Kilde; Lægemagasinet 2003, Redigeret udgave med tilladelse fra forfatter og kilde Foredrag: angst og behandling kl PsykInfo. Færgegårdsvej 15, Vordingborg bml@socpsyk.stam.dk Tlf Mere info på Kortison mod fobier Schweiziske forskere har undersøgt, om kortison påvirker hukommelsen for angstfyldte minder. 40 personer med socialfobi blev testet. 20 fik en kortison-pille, inden de skulle holde tale, og 20 andre fik en sukkertablet. Forsøgspersonerne fortalte, hvor meget eller lidt angst de havde fem minutter før talen og ti minutter efter. Resultatet står i det amerikanske videnskabsblad: PNAS (Procedings of the National Academy, USA). De, der fik sukkerpiller, havde betydeligt mere angst end de, der fik kortison. Kortison mindsker nerveaktiviteten i hjernen, og kroppen husker dermed ikke tidligere ubehagelige oplevelser i sådanne situationer. Forsøget blev gentaget fem gange, og den sidste gang fik ingen af forsøgspersoner kortison. Angsten blev mindre for hver afholdt tale hos dem, der fik kortison også den sidste gang, hvor de ikke fik kortison, hvilket viser, at hukommelsen (fra de gode oplevelser uden angst) faktisk påvirkes. Aftonbladet: AngstAvisen 14_2006

10 TEMA Ned ad skibakken uden sikkerhedsline Af Trine Lønfeldt Da jeg for nylig fik mine forældre til at læse om generaliseret angst, på Angstforeningens hjemmeside, og min far som den første vendte tilbage til stuen, hvor jeg sad og ventede, sagde han: Der er godt nok mange af de ting, der står skrevet, der passer på din mor. Og da min mor efterfølgende kom ind i stuen (uden at have hørt min fars kommentar) sagde hun: Jeg kan da genkende mange af de ting hos mig selv. Min bemærkning var bare: Ja Jeg sidder nu og kigger tilbage på mit liv. Ikke fordi jeg er særlig gammel. Men inden for de sidste par år er jeg blevet rigtig meget klogere på livet, tankerne, følelserne, kroppen og ikke mindst forståelsen af angsten. Lige pludselig er der mange ting, der giver mening og forståelse. Ind til mit 15. leveår, hvor min mormor døde, var jeg bare den uspolerede mig uden de store tanker og forestillinger om livet! Den lille søde pige, der gjorde, som man skulle, lavede sine lektier, kom hjem til tiden, klædte sig pænt på og spiste pænt ved bordet. Jeg levede et tilpasset liv i trygge rammer hjemme hos mine forældre. De gav mig kærlighed, varme, opmærksomhed og omsorg. Alt sammen i stor kærlighed til deres eneste barn. De gjorde det bedste de kunne og formåede. Det samme gør jeg nu for mine børn. Forskellen er bare, at jeg nu er bevidst om min angstlidelse, det var min mor ikke. Og er det nok ikke endnu? Mine forældre har gennem hele min opvækst ubevidst vist mig, at verden er farlig. Ved ikke at vise mig tillid og skubbe mig ud i verden, fik jeg ikke de normale knubs, man skal have i livet. Jeg blev beskyttet og holdt væk fra virkelighedens verden. Blev ikke delagtiggjort, når der opstod problemer. Selv da min mormor døde, skulle jeg skånes for at sige farvel! Det skal siges, at jeg aldrig rigtig har haft pondus til at modsætte mig mine forældres krav og normer. Jeg har bare sagt ja og amen, selv om jet inderst inde har haft lyst til at sige NEJ og Det skal du ikke blande dig i. Men jeg satte aldrig rigtig spørgsmålstegn ved noget. Stødte også tit ind i en mor, der valgte at lukke af. Ikke ville tale om sårbare sager. Så jeg affandt mig med tingene, som de nu engang var. Min kæreste/min mand Jeg mødte min mand, da jeg var 18 år, og flyttede sammen med ham kort tid efter. Det var rart at flytte hjemmefra, men jeg var stadig meget afhængig af mine forældre. Heldigvis var min mand min modsætning. Han lærte mig at blive voksen og tage vare på mig selv. Med sin kærlighed og sit omsorgsfulde væsen har han været en kæmpe hjælp hele vejen gennem mit forløb. Mens nogle af vennerne ikke kunne acceptere mig med alle mine begrænsninger og farlige tanker, har min mand både støttet mig, prøvet at forstå mig og samtidig formået at skubbe mig af sted. Ned ad skibakken uden sikkerhedsline. Ud i den sande virkelighed. Mit liv som mor Selvom der skete forandringer med mig, viste jeg stadig ikke, hvorfor jeg var, som jeg var. I begyndte angsten for alvor at tage magten fra mig. Jeg blev gravid. Vi skulle være selvbyggere af eget hus, og jeg skulle være færdig med min uddannelse. Alt sammen meget store sager i mit ellers problemfrie liv. Jeg blev mor. Vi begyndte husbyggeriet, men uddannelsen skubbede jeg et år. Det var vildt at udskyde færdiggørelsen et helt år, for det var jo uden for nummer, i forhold til, hvad jeg burde og nogen sinde havde gjort! Men det var rigtig rart. Det var hårdt at blive mor, og de bekymringer der fulgte med, kom fuldstændig bag på mig. Nu er han varm, vi må hellere ringe til lægen, Jeg giver ham ikke en gulerodshaps, fordi den kan sætte sig galt i halsen, og så bliver han kvalt, og så dør han! og Bare der nu ikke sker noget, når de skal med bussen, de er jo ikke ret mange voksne til alle de børn. Jeg kan se nu, at mange af bekymringerne var overdrevne og slet ikke stod mål med virkeligheden. Men gennem min opvækst, havde jeg jo lært at livet var problemfrit, så i min verden var et simpelt lille problem næsten livstruende. Efter et år som mor, blev jeg akut indlagt med galdesten og betændelse i bugspytkirtlen. Jeg er overbevist om, det kom, fordi min krop ikke kunne klare mere. Jeg var meget syg. Jeg var sikker på, jeg skulle dø, og jeg ønskede det også. Sikke en frygtelig tanke. Det er dog den eneste gang, jeg har haft det sådan, for jeg kæmper den dag i dag stadig med min dødsangst. Men efter ca. otte ugers sygemelding var jeg tilbage på arbejde igen. Og hverdagen fortsatte som før. I 2001 fik vi endnu et barn. Jeg var ved at gentage mønstret med at præge mine børn til ængstelighed ved at sige ting til dem og tage mange forholdsregler. Min hverdag var domineret af angst for at dø og for, at der skulle ske min familie noget. Tankerne og bekymringen krævede masser af energi, og overskuddet blev mindre og mindre. Stressniveauet steg både arbejdsmæssigt og familiemæssigt, og derved steg angsten også. Jeg var fanget i noget, jeg ikke vidste, hvad var og derfor ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved! 10 AngstAvisen 14_2006