Foredrag af Bruno Gröning, München, 19. september 1950

Transkript

1 Henvisning: Dette er en afskrift af det stenografisk protokollerede foredrag af Bruno Gröning, som han holdt den 19. september 1950 i heilpraktiker Eugen Enderlins praksis i München. Optagelser af foredrag med Bruno Grönings originalstemme kan fås som cd, og kan bestilles på følgende adresse: Foredrag af Bruno Gröning, München, 19. september 1950 Mine kære helsesøgende! Jeg tror, De i dag har fået så meget fortalt, at jeg ikke behøver at fortælle Dem stort mere. Umoden frugt spiser jeg ikke, og jeg mener bestemt at kunne sige, at De har modenheden. Men først og fremmest må jeg bede Dem om, mere end nogen sinde at lytte ind i De selv. Jeg tror med bestemthed at kunne sige, at hr. Enderlin allerede flere gange har sagt det til Dem. Taler alene gør det heller ikke. Alligevel er det min største bestræbelse overhovedet, at oplyse ethvert menneske rigtigt, så han ved, hvordan han skal forholde sig heri, for virkeligt at modtage det, som han allerede har længtes efter i årtier. Her kan jeg allerede i dag sige Dem, at der om kort tid vil udkomme en lille brochure, så De af denne kan se, hvordan De i det hele taget skal forholde Dem i dette, og hvorfor, hvordan og grunden til at jeg overhovedet er her, det vil sige, bekræfte min tilværelse, hvorfor jeg i det hele taget ikke kun har til hensigt at hjælpe og at helbrede mennesker, nej, for det har jeg allerede gjort hele mit liv, og vil også fortsat gøre det, så længe jeg lever. Jeg skænker mit liv til alle mennesker på denne jord, og alle skal de erfare, alle skal de vide, hvorfor og hvordan og grunden til, at jeg gør dette. Kort sagt, det er min største bestræbelse at føre mennesker, der er kommet bort fra den sande, guddommelige tro, tilbage på denne vej igen. Jeg ønsker ikke at holde et alt for langt foredrag for Dem her, men med disse få ord har jeg givet Dem så meget med på vejen, at De bestemt må vide, hvor jeg vil hen. For kun sådan er det muligt, på anden måde er det bestemt ikke muligt, at De kan få del i denne hjælp. Der er mennesker her og der og overalt, den ene forestiller sig det sådan, og den anden igen anderledes. Sådan har enhver sin egen opfattelse, men det egentlige ved intet menneske. Hvert menneske tror, når han har fundet vejen til mig, at han kan forlange noget af mig, eller endog alt. Jeg ved, at der altid findes mennesker, når jeg her og der aflægger et kort besøg hos syge, så tror mennesker, at de har krav på straks at kunne have mig for sig selv i timer, dage eller uger. Det er umuligt, jeg må og vil aldrig overlade et menneske retten til at forlange dette af mig. Jeg selv må ikke Version fra Side 1 af 16

2 kun vide, men jeg ved ganske bestemt, hvordan jeg skal forholde mig i dette. Og det er for så vidt noget hidtil ukendt, det falder helt udenfor serien af alt, hvad mennesker hidtil har gjort. Jeg er nu engang en særling, jeg står alene på denne jord. Ingen af Dem har muligheden for overhovedet at hjælpe dette menneske, som jeg er her. For alt det jeg gør, er ikke for mig selv, det er først og fremmest kun for det stakkels syge menneske, for at bringe mennesket på denne vej, på sundhedens vej, på vejen, som vi alle havde skullet gå, og det er den guddommelige vej. Og vi må helt afstå fra den sataniske, som til i dag mere eller mindre er blevet menneskets anden natur. For kort sagt, var det vel nødvendigt for mig i det hele taget at bekymre mig om menneskene, hvorfor skulle jeg overhovedet gøre mig umage med mennesker, med de stakkels syge. Hvorfor skulle jeg påtage mig alle disse ærgrelser, hvor jeg intet materielt har ud af det. Kort sagt, jeg vil jo ikke have noget af alt det, jeg vil ikke have nogen materielle ting; hvad jeg vil, er dette: Jeg vil hjælpe Dem alle, jeg vil helbrede Dem, for så vidt De er rede til at tage imod denne guddommelige gave. Forstil Dem nu ikke noget forkert. Jeg står foran Dem som en lille mekaniker, der gør vejen, som er god, som er den guddommelige, fri for Dem. Og så undrer mennesker sig, når De her og der og overalt og gang på gang har klaget og sagt: Jeg kan ikke mere tro på Gud, nu har jeg allerede været syg i 20, 30 og endnu flere år, jeg har bedt til Vorherre, jeg har gjort alt muligt, jeg har tidligere gået så meget i kirke, jeg har ikke mistet troen, men nu, først for så og så mange uger siden, har jeg endegyldigt mistet troen, der findes ingen Vorherre mere og så videre. Ja, denne overbevisning er den ene eller den anden syge kommet til. Men som jeg kunne sige Dem, som det gang på gang var tilfældet: Ja, og hvad nu? Nu skulle De få hjælpen, og nu er De gået fra den sande, guddommelige tro! Når man opgiver håbet, er målet nærmest. Når man slet ikke mere regner med, at det andet, det gode endnu findes, som det i det hele taget af og til er sket, og også vil ske i menneskelivet, og pludselig er det der! Og menneskene undrer sig og kan ikke tro det: Ja, vi har aldrig troet, at vi ville få det igen. Og det mennesket har mistet, er det bedste. Jeg sagde netop, jeg står foran alle mennesker, der faktisk har mistet forbindelsen til Vorherre. Jeg indstiller kun forbindelsen igen, så De virkelig igen bliver ført af Vorherre. For jeg siger som tidligere, alle menneskers største læge er og bliver kun Vorherre. Vi mennesker burde ikke glemme, at vi kun er Guds børn. At den ene er som den anden, den ene mere hadefuld end den anden, behøver jeg ikke at udpensle. Men forbindelsen har han mistet, og lad os nu tage et helt praktisk eksempel på dette: Mennesket har skabt så meget kunstigt af materielle ting, som apparater, præparater. Men lad os først tage apparaterne, som vi har her. Jeg vil fatte mig i korthed i dag, og alligevel vil jeg ikke lade noget være uforsøgt for at oplyse Dem mere og vise Dem kendsgerningerne. Lad os gå tilbage til radioapparatet. Når apparatet, modtagerapparatet, ikke er i orden, kan senderen sende, så meget den vil, og De kan intet modtage med dette apparat. Jeg står foran mennesket nøjagtig som en sender, og De som menneske, hvad jeg som menneske naturligvis også er, er modtageren. De Version fra Side 2 af 16

3 skal jo kun modtage det, jeg sender, og det jeg sender, er den helbredende bølge. Først og fremmest til mennesket, når han er syg. Og hjælp får han også, jeg kan også føre ethvert menneske nøjagtigt sådan, at han ikke er i stand til, noget sted, hverken at komme i ulykke eller blive ført i ulykke. Han bliver forhindret, selv om han i første omgang skælder ud, når han ikke når sit mål, som han havde tænkt sig det. Han ved heller ikke, hvordan det sker. Og det gør jeg her hos mennesker, der siger; Jeg lægger mit liv i Deres hænder, før mig til mit livs ende. Og jeg fører virkelig kun dette menneske på den gode vej, og der holder jeg ham fast, så han aldrig kan komme på den slette vej. Hertil siger jeg Dem kun ét: De ved godt, hvad der forrige år skete for den motorcyklist, der ikke kunne nå sit mål, som der stod i avisen. Han havde tidligere lagt sit liv i mine hænder, og vist mig den største tillid til fortsat at føre ham, så jeg sagde til ham: Godt, det vil jeg gøre, men skæld nu ikke ud, hvis De engang ikke kan nå Deres mål, for så er det berettiget, og jeg gør det kun, for at De ikke skal udsættes for fare. Så havde det nemlig ikke kostet ét, men flere menneskeliv. Og så kunne han køre med sin motorcykel, som han ville, han kom ikke ud over en bestemt grænse, motoren arbejdede ikke mere. Tilbage kørte motorcyklen, som den endnu aldrig havde kørt, hvor han ellers brugte et kvarters tid til vejen, har han nu klaret det på seks minutter. Men til sit egentligt fastsatte mål er han ikke kommet. Han har ikke ladet noget være uforsøgt, har også været på værkstedet med sin cykel, de har undersøgt den og har sagt, den ikke duede til noget mere, motoren var færdig. Kendsgerningen har vist, at den ikke var færdig. Også med biler har jeg gjort sådan noget. Sådan er det også med at gå, i det hele taget med at handle og virke. Mennesket bliver ført, ledt. Så vidt er det kommet med mennesket i dag, at han bliver ført af mennesker, og ikke mere af Gud. Det giver jeg Dem et eksempel på, fordi jeg lige er ved disse apparater. Der findes blandt alle disse tekniske ting også et fjernstyreapparat, så man faktisk også kan fjernstyre motorer gennem et apparat, det vil sige, fjernstyre dem, fordi disse motorer er bygget ind i et eller andet apparat, i fly, skibe, biler, torpedoer eller et eller andet. I hvert fald kan denne motor blive teknisk ledet, ført og styret. Men dette er den kunstige vej. Og den naturlige er ikke anderledes, kun, at det er uden apparater. Det vil sige, som det her er tilfældet, at mennesket virkeligt, for så vidt han har haft den faste tro på Vorherre, også bliver fjernstyret. Vorherre tillader ikke et menneske retten til at sige, jeg bliver nødt til at se ham, han skal hjælpe, det er det, han er her for. Det er forkert, sådan ser det ikke ud. Vorherre kan ikke overlade noget menneske retten til, at han som enkeltperson, selv om han er en god tilhænger, en god troende, et menneske der tror på Gud, formaster sig til det. Den som virkelig bærer den sande, guddommelige tro i sig, og lever tilsvarende, bør ikke kun omsætte denne tro i ord, men i handling. Og når det sker, så har han vel et krav, men stadig intet krav på at se Vorherre. For så er han jo ikke noget troende menneske, for her drejer det sig ikke kun om at tro på det, man ser. Her er det jo sådan, at mennesket mærker det på sin egen krop. I Oberammergau, der bliver dette liv jo også spillet for Dem, Kristi liv. Og som det var tidligere, for år siden, så har endnu intet ændret Version fra Side 3 af 16

4 sig til i dag. Når der her og der pludselig er dukket et menneske op, som ikke kun tænkte på at gøre det gode, men også udførte dette, så har man ikke ladet noget være uforsøgt for at fjerne dette menneske. Hos mig ser det ikke anderledes ud, end at mennesker intet undlader for helt og fuldt at ødelægge mig, så jeg ikke mere får mulighed for at hjælpe mennesker, hvor der virkelig er behov for hjælp her. Der er jo flere syge end raske. Derfor har jeg besluttet jeg kunne jo i det hele taget ikke kun vise Dem helt andre ting, men udrette dem derfor har jeg besluttet mig til først og fremmest at hjælpe de syge, for det vigtigste er først og fremmest, at de syge i første omgang bliver raske. Hvordan De kan få denne sundhed, det har De allerede fået at vide. For mennesket må, for at modtage det sande guddommelige, også sjæleligt være forberedt på det. Jeg griber tilbage: Når De vil modtage den hellige kommunion [den katolske nadver, o.a.], må De gøre Dem fri for alle Deres synder. De må gå til skrifte, De må bekende alle Deres synder for præsten, alt det slette, De har begået i livet. Og han pålægger Dem en bod, ligesom her ventetiden og så først kan De modtage den hellige kommunion. Men jeg ved, at når den ene eller anden ikke har skriftet alle sine synder, så bliver han urolig. Og mennesket forfalder derved til en sjælelig lidelse. Der findes jo også mennesker, som siger til sig selv, når jeg ikke kan andet, så går jeg hver dag til skrifte og til den hellige kommunion, eller jeg går hver uge eller hver måned. Mange skrifter også en gang om året, for det løber jo noget op, hvad mennesket faktisk, om han ville det eller ej, udfører af slette handlinger. Men en gang om året er også ganske godt, da gør han sig stadig igen fri for alt det onde, for alle sine synder. Ligesom et hus, der er udsat for vejrliget, også hele tiden må friskes op for at bevares. Klæderne også, vasketøjet, alt, hvad mennesket skaffer sig på denne jord, han fornyr det, han frisker det op, han forsøger hele tiden at holde det rent. Men på sig selv, på sin egen krop, på sit indre har han endnu ikke tænkt. Han har taget det sådan, ja, vi kan modtage den hellige kommunion, der går vi altid hen, sådan har forældrene lært os det, og kirken forlanger det også sådan, så vi kan blive gode kristne, så vi dermed forbliver troende mennesker. Ethvert menneske må gøre sit til at være og blive ren. Når et klædningsstykke er blevet snavset, gør De det også straks rent. Det er det ydre, men det indre, hvad der er nedenunder, det er for det meste uvæsentligt. Men endnu værre er det indre i ethvert menneske, det har han overhovedet endnu ikke lagt rigtig vægt på. Når han siger: Det kan jeg ikke, sådan er det rigtigt. Han er jo kommet bort fra dette gode, det guddommelige, og har så betroet sit liv, sin krop til mennesker, og haft tillid til det. Og når han her og der pludselig blev forladt, så har han været uheldig. Men det er jo bedre, når mennesket straks fra begyndelsen holder sig ren. Jeg siger som tidligere: Man ligger, som man reder. Det ydre gør det ikke, det er det indre, og sådan også her. For mig er der heller ingen forskel, jeg spørger intet menneske, alle bliver de taget som de kommer, lige meget om de er fattige eller rige. Der er ingen forskel. Og jeg lader mig heller ikke friste. Hidtil har det heller ikke været muligt for noget menneske at købe sig sundheden. Og det er også godt, og det er også rigtigt sådan. Men Version fra Side 4 af 16

5 her og der er der jo af og til mennesker, som ikke lader noget være uforsøgt, for med deres djævelske penge at købe sig sundheden her. Der var mennesker ved værket, som heller ikke her havde ladet noget være uforsøgt for at udnytte dette, og sagde, Aha, dette kan endnu blive en guldgrube, vi vil endnu engang blive rige på guld og besiddelser. Disse mennesker drog nytte af det. Og sådan blev min gøren og laden fuldt og helt forvansket. For De kan komme, hvorfra De vil, jeg spørger intet menneske om hans religion, heller ikke om hans nation, når han har brug for hjælp, det vil sige ikke kun hjælp alene, men også helbredelse. Men han kan ikke komme og sige: Her har De et par hundredtusind Mark, og nu helbreder De mig! Så gør jeg intet mere, så siger jeg ham det, jeg har at sige, det jeg føler mig forpligtet til, og det kan ske, som det allerede ofte er sket, at jeg viser ham døren: Her er De malplaceret! For jeg anser disse mennesker for de værste, som netop her ikke undlader noget for at købe sig sundhed for penge. Det lader sig ikke gøre. Det generer mig ikke, at mennesker ejer noget, tværtimod, jeg glæder mig med mennesker som ejer noget, men derfor bør de aldrig glemme, at de også kun er mennesker. For mig er der ingen forskel, den fattige er mig lige så kær som den rige, og den rige lige så kær som den fattige, Der er ingen forskel. Men sædvanligvis er det sådan, at når jeg går til et rigt menneske, eller bliver kørt hen til ham og vil give ham hjælpen og helbredelsen, så skælder den fattige ud. Og går jeg til den fattige, så siger den rige: Han opholder sig kun hos den lille mand, så der kan da ikke være noget ved det. For ikke at kompromittere sig selv og træde på mig, fordi han ikke regner den fattige for noget, forsøger han at stille dette i et dårligt lys. Jeg håber, at De har forstået mig, idet jeg med dette har villet vise Dem, at ethvert menneske virkelig kan blive fjernstyret, hvis han slipper sin forstyrrelse, og erklærer sig rede til at modtage sundheden igen. Men det sker ikke hos det menneske som tror, at han fortsat kan være satanisk. Dermed har jeg ikke sagt, at De er satanisk, nej. Men der findes mange mennesker, som er sataniske, og fra sådan en har man faktisk ikke noget godt at vente. Det ville jo være paradoksalt, om jeg siger, at mennesket er slet, og De så forlanger, at han skal gøre noget godt. Han foregøgler Dem noget, han lader, som om han var det bedste menneske, og viser De ham tillid, så udnytter han denne mulighed, og viser bagefter, hvem han er. Men før man taler om et menneske, før man siger til dette menneske, at han er satanisk, må man være helt overbevist om det. Og sådan har jeg også her bevist, at der virkelig findes mennesker, som er sataniske, og fra disse sataniske mennesker kan man aldrig forvente noget godt. De har jo heller ikke ladet noget være uforsøgt, og de har faktisk lagt deres visitkort på bordet, og har også fremstillet sig, så det svarer til kendsgerningerne. De har bevist, at de kun gør det sataniske, kun gør noget slet, som jeg tidligere sagde, de har ikke ladet noget være uforsøgt for også at udnytte dette gode, guddommelige, idet de har set en guldgrube i det, og har gjort alt for nu at skovle dette guld til sig. Og da jeg har skubbet disse mennesker bort, så blev de ondskabsfulde, da viste de, hvem de er. Og alle disse mennesker, der i dag, og allerede langt tilbage, kun har talt og skrevet det onde, det er dem, der engang stod ved min side, der ligeså har foregøglet og ladet, som om de også hørte til de gode. De har aldrig spurgt, om de Version fra Side 5 af 16

6 kunne give mennesker hjælpen og helbredelsen, kunne gøre vejen fri for disse stakkels syge, det vil sige, at de skaffede mig kurlokaler eller kursteder, så jeg dermed havde vejen fri til de syge. Det var ikke deres mening, det var ikke deres vej; den egentlige vej var den, hvor de gik ind i denne guldgrube, for at øse dette guld i deres pengepose. Og dermed kan jeg sige, at Satan er i gang, har skjult sig i disse menneskelegemer, og ikke har ladet noget være uforsøgt for at optage kampen. Jeg har i det forløbne år, hvor jeg ikke havde så meget at gøre, hvor jeg har arrangeret det hele under mindre forhold, og her og der været blandt mennesker. Uden at have kendt dem personligt, har jeg om den ene og den anden kunnet sige, hvem han er. Det gør jeg også stadig i dag, og disse konstateringer, som jeg har gjort i vidners nærvær, svarer til kendsgerningerne. Og at Satan raser blandt mennesker her, det kan man ikke sige tit nok. Jeg må ikke undlade at sige Dem endnu en ting: Når der blandt Dem er en og anden, som virkelig har fået sin fulde helbredelse, eller endnu vil få den, så skal han ikke lade disse sataniske mennesker bringe ham bort fra denne sande, guddommelige vej, som han har erklæret sig parat til. Indtil nu har De intet sagt om, at De har erklæret Dem parat. Jeg har her ladet Dem vide, at jeg kun kan give de mennesker helbredelsen, det vil sige, kan skaffe forbindelsen, at jeg viser ham vejen, vejen til Gud, og at han dermed får det, han jo så også har et krav på, er en selvfølge. Et lille eksempel: De befinder Dem i et rum, der ikke er i orden, fordi alt ligger hulter til bulter, altså sådan et lukket eller åbent rum, der har De heller ikke noget godt at forvente. En ødelagt by, der endnu efter denne krig er blevet tilbage, hvor De kun ser murbrokkerne, og faktisk ikke kunne leve og eksistere i disse murbrokker. Også her må opbygningen blive fremskyndet igen, så De i nogen grad, eller når det går godt, kan friste Deres liv godt igen, at De igen har husly, og er sikret mod alle disse onde mennesker. Og ikke kun for dem, men også for vejrindflydelsen, som De, som kulturelt menneske, ikke mere kan tåle. For det egentlige hus er denne jord, hvorpå alle vi mennesker lever. Husene står der kun som Deres eget husly, Deres egen sikkerhed, sikkerheden fra de onde naboer. De vil skabe noget, have noget bestemt, og det er husene, som De alle for størstedelen bor i. Og når De heller ikke har orden i Deres hjem, så vil De også der gøre noget ved det, og så vidt det lader sig gøre, indrette det sådan, at De føler Dem nogenlunde veltilpas i det. De vil heller ikke finde Dem i, at alt er i uorden, hvad man også kan konstatere her på Deres påklædning, hvor alt er rent og ordentligt. Men nu må man også tænke på, at det koster et stykke arbejde, og at De har måttet arbejde på igen at gøre det fri, så alt er i orden igen. Det vigtigste er altid begyndelsen, set ud fra en lille målestok. Og da er det rigtigt, at mennesket går ud fra sig selv, og så fortsætter videre til sine medmennesker, og så stadig mere og mere, og hele tiden større og større. For et hus er heller ikke bygget op af én eneste sten, der ligger også den ene sten på en anden. Og det koster også arbejde at kunne genfremstille sådan en bygning. Og der må også mange hænder til, for tit haster det med at dette sker, og at bygningen bliver færdig. Et gammelt ordsprog lyder: Mange bække små, gør en stor å. Det betyder, at bygnin- Version fra Side 6 af 16

7 gen bliver færdig. Og det er også tilfældet her, at dette guddommelige værk igen er ved at opstå, og til denne bygning hører også mange hænder, der skal arbejde på, at det, som allerede er fremkommet, også både vil og kan blive færdigbygget. Men det materiale, man har brug for her, er materialet, at den ene og den anden fra Deres side, når han har modtaget det gode, helbredelsen, også bidrager til det, idet han bekræfter det skriftligt. Og denne skriftlige bekræftelse er byggesten til dette store, guddommelige værk, ikke kun på tysk grund, men over hele jorden. Det er kun spørgsmålet hvordan; også her igen i det små, det må have en begyndelse, det må ske på er grundlag. Mit ønske var, og er det også endnu, at dette skal ske her på tysk jord, at fundamentet skal blive lagt her for denne store, herlige bygning. Men der er også kiv og strid og modstandere her, der gør alt for at ødelægge en ved denne opbygning. Ligesom De ellers også har oplevet det i Deres privatliv, før De fik den grund og jord, som det kostede meget arbejde og møje at blive ejer af. Der er stadigvæk mennesker, som sætter sig imod det, idet de siger: Den og den vil jeg ikke have ved min side, han må forsvinde. Selv om han endnu slet ikke kender dette menneske. Han tror, at han har krav på det for sig selv, her bor han, her har han sit hus, og han tåler ingen naboer, ingen mennesker i sin nærhed, så han fortsat kan drive sit uvæsen. Han benytter enhver lejlighed, og forsøger nu at hindre og endog skade disse mennesker i deres arbejde og virke. Når De har tænkt, eller vil komme til at tænke nøjere herover, så er alt indeholdt i dette. Og sådan skulle det i korte træk være. Jeg kunne gå videre og videre, jeg kan lægge det hele fikst og færdigt frem, så det er en selvfølge for Dem. Jeg taler ikke for at gøre propaganda for mig, for at hverve tilhængere, nej, jeg står kun der som en vejviser, der viser Dem den gode vej, som De skal gå i al fremtid, og hvor De finder en fri, jævn vej. Men hvordan så det ud; mennesket er, for tusinder af år siden, kommet bort fra den egentlige, fra den sande, guddommelige vej, og han har ladet sig vildlede af nogle ganske få, og det er den gale vej, som mennesket allerede for generationer siden har gået. Og disse mennesker, som var sataniske, de har lokket disse mennesker tilbage fra den gode, guddommelige vej, og har sprængt broerne bort bag dem, det vil sige broen her, sådan som alle andre også gør det. Vi behøver kun ganske kort at tænke tilbage på den sidste krig, hvor enhver, der forlod en vej og gik over en bro, har sprængt denne bro bag sig, så det ikke mere var muligt for de andre gode at komme sammen med den onde. Men så tænkte enhver om sig selv, at han var den bedste. Og sådan blev denne vej til det egentligt sande guddommelige, som mennesket egentlig havde skullet gå, skilt gennem broen, som i sin tid blev ødelagt af de onde, sataniske mennesker. Og i dag er det allerede så vidt, at denne bro er genopført, det vil sige, jeg har arbejdet på det i årevis. Ikke, at jeg ville det, altså blive trukket frem i verdensoffentligheden, men alligevel, jeg er gået den rette vej. Jeg har været overalt, også blandt disse sataniske mennesker; jeg har ikke ladet dem ude af syne, for at kunne gå disse ting nærmere efter, for at se, hvor de egentlig ville hen. Og sådan er det siden i fjor, da jeg, uden at jeg ville det eller gjorde noget for det, blev trukket frem i offentligheden, at jeg har begyndt at bygge denne bro op igen. Broen er færdig, så De alle igen kan gå tilbage på den guddommelige vej. Version fra Side 7 af 16

8 Der har her og der været mennesker, som er kommet til mig og har bedt mig om, at de fik deres tro tilbage igen, og der er kommet mange mennesker, som allerede har takket for det. De har ikke talt om helbredelsen, men at de igen har fundet deres, det vil sige den sande, guddommelige tro igen, og at de igen er det, som vore forfædre var engang for tusinder af år siden, og hvor mennesket egentlig skulle være. Og dette er den eneste vej. Intet menneske vidste overhovedet, hvad der var på færde. Han havde mistet forbindelsen til Vorherre, og kunne hverken få hjælp eller noget andet. Mennesket gik sin egen vej, han troede, han var alt på denne jord. Sådan har der været mennesker, der kunne tale smukt og sagde: Det jeg gør, er rigtigt, dette er vores vej. Og sådan er det hele tiden fortsat; overalt dukkede der mennesker op, og de undlod heller intet her for at bilde menneskene noget ind. Om og hvorvidt det svarer eller svarede til sandheden, behøver jeg ikke at sige mere om her. Overalt var og er der endnu i dag mennesker, som ikke undlader noget for også her at gøre en forretning. Jeg har ikke dermed sagt, at jeg vil angribe partierne, eller har angrebet dem. For min skyld kan menneskene anskaffe sig tusinder af partier. Det, jeg vil have sagt med det er, at enkelte mennesker skaffer sig respekt, magt og ejendele, og med disse plager de små mennesker. Hvis så den ene og anden havde penge og besiddelser, og der så kom et fattigt menneskebarn som var sultent, der ikke engang havde noget på kroppen eller i kroppen, så var det henvist til at gøre for dette menneske, hvad han forlangte af ham. Det er ikke rigtigt, for jeg siger som tidligere: Elsk jeres næste mere end jer selv. Vi mennesker må aldrig glemme, at vi er Guds børn, vi må hjælpe, hvor vi bare kan hjælpe. Jeg er i alt dette kun et lille forbillede, idet jeg ikke lader noget være uforsøgt, og ikke engang bliver træt eller sulten. Overalt, hvor det er muligt, går jeg til de syge, er dag og nat undervejs. For jeg kan ikke se, ikke høre, når mennesker klager og stønner. Jeg gør, hvad der er mig muligt, jeg gør det, jeg føler mig kaldet til. Men også du, når du er syg, gør du også noget ved det. Og gør kun godt for resten af dit liv. Og når man siger: Jeg vil betale ham, så giver jeg afkald på det. For mennesket skal jo af sig selv gøre det gode, gøre det for sine medmennesker, og ikke spille op som herre. Det er forkert, for i sidste ende er vi kun mennesker, og hvis den ene og den anden har mere, så skal han glæde sig, men ikke derfor underkue sine medmennesker. Hos én har de uheld, der ikke lader sig underkue, heller ikke lader sig købe og friste, og det er mig. Derfor bliver jeg af mange mennesker regnet for en tåbe. Det gør ikke noget, dette dumme menneske vil jeg være her på denne jord. Jeg ville ikke vove at sige, at De er dum. En må være den dumme, og den vil jeg være. Men om jeg er det, det vil vise sig. I hvert fald er jeg et forbillede for ethvert menneske. Jeg viser, at jeg som menneske føler mig forpligtet til at hjælpe mine medmennesker. Nu kun ganske kort: Engang må alle mennesker gøre noget for sig selv. Når jeg her anstrenger mig for alle mennesker, har jeg ingen tid til mig selv. Men De har nok at gøre med Deres eget liv. Og nu kommer bekymringerne, Deres families nød, Deres slægtninges, Deres bekendtes. Og i stedet for at blive mindre, bliver kredsen hele tiden større, og så er bekymringerne også tilsvarende større. Små børn små bekymringer, store børn store bekymringer. Jo større familien, jo større er bekymringerne. Version fra Side 8 af 16

9 Men det er jo intet antal, man tager en familie med 5, 7, 15 børn og desuden familieskabet, det er ikke mange, det kan man gøre allerede som menneske, hjælpe sine medmennesker, først og fremmest de nærmeste. Hvis alle gør det, så er freden jo igen her på jorden. Og når et land, det vil sige et menneske eller her en nation, står overfor hinanden, og ikke er hadefulde, så har vi jo også freden på jorden. Og det er alt, det er meget, da behøver De ikke at leve i kiv og strid, der til sidst udarter i slagsmål, slagsmål i det små, krig i det store. Jeg sagde jo allerede, at når De anlægger et mål, så begynd med Dem selv, forestil Dem, hvad De ville gøre, hvis De var i den eller den situation, som et andet menneske var i, et menneske, der er Deres medmenneske, der også hører Dem til, og De til ham. Men danser en ud af rækken og vil være herre, så eksisterer han ikke længe. Hvis jeg ville udnytte alt dette, det vil sige min gøren og laden, så ville jeg virkelig, uden dermed at rose mig eller prale, allerede være den rigeste mand i verden. Så havde jeg vel ikke været nødt til at plage mig med de stakkels syge. Jeg kunne måske eller helt bestemt henleve de skønneste dage. Det kunne ikke alle tillade sig. Så ville jeg være rig på penge og besiddelser, og jeg spørger Dem nu ganske kort, ville det være rigtigt, om jeg havde gjort eller tænkt sådan, eller om jeg vedblev at være sådan som jeg er, at jeg ikke tager imod penge, at jeg intet vil have af dette, at jeg skænker mit liv til menneskene, livet på denne jord. Hvad ville være rigtigt, det første eller det andet, hvad jeg nu i det hele taget gør, ikke kun tænker på at gøre, men også gør det. Skal jeg være rig på penge, på penge og besiddelser, så svar med ja, (Tilråb: Nej!) Og hvad hvis jeg nu her fortsat gør, hvad jeg også vil gøre, skænker mit liv, livet på denne jord, så længe jeg lever. (Tilråb: Ja!) For hermed har jeg heller ikke gjort noget slet, og hermed kan jeg også sige, at jeg så er den rigeste mand i verden, med denne rigdom er jeg i stand til at hjælpe og helbrede menneskene. Jeg står så solidt, mig kan ingen kaste omkuld, og jeg er fortsat vejviseren, mekanikeren, der igen skaffer Dem forbindelsen til Vorherre. Jeg kan ikke gøre mere end jeg gør, for i sidste ende er jeg også kun et menneske. Men alligevel forlanger mennesker hele tiden det umenneskelige af mig. At jeg også er i stand til det, at jeg ikke bliver træt, kan jeg dagligt bevise, eller bevise gennem mennesker, der er i mine nærmeste omgivelser. Så behøver jeg slet ikke at sige mere. Man har lige for godt en time siden meddelt mig, at der er kommet et menneske her fra udlandet, som ikke har fået mulighed for at komme til mig, der har til hensigt at rejse hjem igen til sit hjemland på lørdag. Nu har jeg sagt, at jeg ikke har brug for søvn, jeg har for så vidt ikke sovet i flere nætter. En time lægger jeg mig af og til, lidt må jeg jo have en gang imellem for at strække mine lemmer. Men ellers har jeg ikke tid. Og her bliver det heller ikke til meget, når jeg nu fortsætter hele natten på samme måde, og i morgen fortsætter det. Jeg kører natten igennem, og De går hjem og får Deres nattero, det behøver De også. Men at jeg allerede har givet afkald på mit Version fra Side 9 af 16

10 egentlige privatliv, det behøver jeg ikke at bevise. Men gør jeg af og til noget, så bliver det pustet op og forfalsket af ondskabsfulde, sataniske mennesker. Netop fordi jeg er landet her hos disse sataniske mennesker, vil jeg lade Dem vide dette: Ligesom jeg ikke lader mig ødelægge af disse sataniske mennesker, behøver De det heller ikke. For disse mennesker vil ikke undlade noget for at trække Dem bort fra den sande, guddommelige vej igen. Og således findes der her og der altid mennesker, som ikke lader noget være uforsøgt for at tale Dem bort fra den, idet de siger, at det er noget vrøvl, noget bluf, og at det ikke vil holde længe, og at De bliver syg igen. Dette sataniske menneske er virkelig i stand til at suggerere noget på mennesker selv om man påstod om mig, at min gøren og laden var hypnose eller suggestion. Mennesket er faktisk for tusinder af år siden blevet hensat i en hypnotisk tilstand af disse sataniske mennesker. Mennesket er ikke frit, han kan ikke gøre noget frit, han kan ikke engang tænke frit, han er virkelig blevet sat i en hypnotisk tilstand. Og det er sandt, at et menneske kan suggerere en anden noget på eller af. Mennesket tror, at det han gør, har gjort og fortsat har tænkt at gøre, er rigtigt. Jeg giver kun enkelte små eksempler på, at det også her svarer til kendsgerningerne. For De siger ud fra Dem selv, hvad der allerede er gået Dem helt ind i marven. Så siger moderen, når barnet er sygt, at det og det må det ikke. Eller: Nej, når jeg rejser mig og løber ned ad trappen, det kan jeg ikke, jeg må ikke gå hurtigt, jeg må ikke gå op ad trappen, jeg må heller ikke gøre hverken dit eller dat. Mennesket suggererer selv sine egne lidelser på sig. Ikke kun det, men han gør det også på sine medmennesker. For jeg må for det meste ikke helbrede den egentligt syge, men de pårørende. For i dag er mennesket sådan: Et endnu nogenlunde raskt menneske, er virkelig i stand til at få indflydelse på en syg, der er en svækling, der ikke mere kan hjælpe sig selv, der er henvist til andre mennesker. Han er forsvarsløs, han ligger der, og det raske menneske kan gøre med ham, hvad han vil, og ikke kun i handling, men også mentalt, idet han gang på gang siger, at han er syg, at han snart skal dø. Og det grimme er, at et menneske vover at sige til den anden, du skal snart dø. Når et menneske siger det til et af sine medmennesker og frakender ham hans forsatte liv, det kan han ikke mere gøre godt igen. Hvordan et menneske har forsyndet sig imod et andet menneske, kunne jeg fortælle Dem i kendsgerninger. Jeg har haft mange tilfælde, hvor syge kom til mig, hvor jeg nøjagtigt vidste, på den og den tid er hans tid udløbet, så holder kroppen op med at eksistere på denne jord. For hver sjæl efterlader noget, det er her i dette tilfælde kroppen. Den forlader den også her på jorden, og et minde skal menneskene have her. Og som minde, hvad jeg kan efterlade på jorden, er ligeledes min krop, men ikke mere. Men det er umuligt, hvis jeg her og der ville sige, at på det og det tidspunkt er tiden udløbet. Jeg har også allerede haft mange læger ved min side, der er velmenende, til hvem jeg har sagt: Hr. doktor, med dette liv er det slut på den og den tid. Og jeg har også givet denne syge håb, og har taget hans smerter fra ham, og han sagde selv: Jeg ved selv, at Version fra Side 10 af 16

11 jeg snart skal dø, men at Gröning har taget smerterne fra mig, det er noget godt, noget stort, som endnu intet menneske har kunnet gøre for mig. Jeg har også bebrejdet enkelte læger, at den største forbrydelse er, at man på forhånd siger til mennesket, at på den og den tid må han dø. Der er kommet mennesker i hundredvis til mig og har sagt: Min læge siger, at jeg kun lever i 8 dage, 10, 14 dage, eller 2, 3 uger, måneder eller måske noget længere. Hjælp, sådan ser det ud! Og dette menneske kan ikke mere glemme, ikke rive sig løs fra tanken om, hvad det andet menneske har sagt. Og når jeg har sagt, sådan ser det ikke ud, da så det heller ikke sådan ud. Jeg har netop åbnet et brev her fra en meget syg pige, som havde åben tuberkulose, begge lunger ædt op, og hvad mere er, hvor lægerne har sagt, højst otte dage. Og pigen er med sin far kommet til mig og har ventet. Mens hun ventede, var de otte dage gået, og endelig var hun heldig. Og nu er det allerede over et år siden. Jeg beder Dem om ikke at opfatte det, som ville jeg nu erklære lægerne krig, nej. Jeg hader egentlig intet, og her i dette tilfælde intet menneske, og jeg har til i dag altid kun ønsket min værste dødsfjende det allerbedste. Blot har jeg bedt dem om at holde sig borte fra mig. De skal først beslutte sig, de skal selv gå over til, det vil sige, for så vidt beslutte, om de vil slå ind på den gode, den sande guddommelige vej, eller blive på den sataniske. For kendsgerningen er, som en avis, ikke her, men en russisk avis, har skrevet, når Gröning kan udsende helbredende stråler, så er han også i stand til at kunne udsende ødelæggende stråler. Ja, hvis jeg var sådan indstillet, så kunne jeg gøre det. Men til i dag, og så længe jeg lever, vil jeg ikke gøre det sidste, det slette, jeg bliver her på den gode, guddommelige vej, og vil kun gøre det gode. Og selv om man ikke lader noget være uforsøgt for med al magt at ødelægge mig, så stiller jeg ikke meget i vejen for disse sataniske mennesker. Jeg går ikke bort fra dette, og vil ikke gøre det hele mit liv, det vil sige, jeg må endnu engang understrege det, så jeg ikke bliver misforstået, vil jeg kun gøre godt. Og det onde menneske kommer før eller siden også til fornuft, idet han siger til sig selv, han gør os ikke engang noget ondt, selv om han var i stand til det, selv om han kunne det. Og det er nu og da kommet så vidt, at de mennesker, der ikke har ladet noget være uforsøgt for at bekæmpe mig, har undskyldt sig for deres slette handling. Og jeg siger som tidligere, mig kan intet menneske skade, og heller ikke ødelægge. Hvad den ene eller den anden gør her, det vil sige, når han tror at kunne skade mig, skader han ikke mig, men de stakkels syge. Alle mennesker, der er rede til at slå ind på den gode vej, der venter på hjælpen eller på helbredelsen, for dem bliver vejen spærret af disse sataniske mennesker, og de må vente, og de må lide. Jeg siger som tidligere, at enhver syg står under min beskyttelse. Men når han selv tillader det, og ikke foretager sig noget imod, at disse sataniske mennesker fortsat sådan kan underminere, så kan jeg heller intet gøre imod det, fordi jeg jo aldrig har tænkt på at slå ind på den slette vej for at imødegå dem. Jeg skubber dem kun væk, og lader dem skalte og valte, som de vil. Men at mennesker, der er rede til at slå ind på den gode vej, finder sig i sådan noget, er så ikke min skyld. Når den ene eller anden har fået sundheden, og den igen bliver trukket bort af de sataniske mennesker, når han igen falder tilbage i sin gamle lidelse, er det ikke min skyld. Jeg drejer løftestangen den rigtige vej, og når Version fra Side 11 af 16

12 mennesket selv drejer den tilbage, og når han hele tiden går tilbage til de slette igen, til de onde, så er det heller ikke min skyld. Jeg kan være overalt, men ikke som menneske, kun i ånden, ligesom jeg også fuldfører det åndelige arbejde her. Men som menneske kan jeg kun være ét sted. Jeg er ellers hurtigere, og et hurtigere fartøj findes endnu ikke, end sådan som jeg i det hele taget har arbejdet, og forsat vil arbejde. Men min krop, det vil sige, selv om det jo af og til er et stort forlangende, at jeg selv skal komme til den syge, så kvier jeg mig heller ikke for også at ofre tiden, og så må jeg lade min krop transportere derhen. I virkeligheden ser det alt sammen anderledes ud. De behøvede heller ikke at være kommet, hvis De var tilstrækkeligt oplyst. De mennesker, som hidtil har stået ved min side, har ikke gjort, hvad de skulle gøre. Det vil sige, at der er en brugsanvisning for alt. Og her om min gøren og laden og hvordan det er Dem muligt at modtage helbredelsen, har man intet fortalt Dem. For disse mennesker har jo aldrig tænkt sig at gøre sådan noget. Havde de gjort det, så havde de ikke mere kunnet tjene penge, så var den gode forretning gået deres næse forbi, så var det slut, og de havde stået der for intet. Selv om jeg til stadighed har advaret den ene og den anden. Jeg lader ham gå et vist stykke vej. Først advarer jeg ham, det ser nøjagtigt ud som i det praktiske liv. Et menneske vil gå over en tilfrossen dam eller sø. Og jeg advarer dette menneske, mens han endnu har fast grund under fødderne: Forsigtig, går De denne vej, så er isen meget tynd midt på, og De kan falde igennem. Gå ikke bort fra vejen! Gør han som jeg siger, er det godt, gør han det ikke, så lever han kun nogle minutter. For når han går over denne isflage og falder igennem, så har han levet, og så er hans plan slået fejl, så er der ikke mere at se af ham. Altså har han så ikke nået sit mål. Og sådan har jeg advaret enhver: At gå over denne isflage, dér truer faren! Men ingen har villet høre, fordi jeg dag ind og dag ud, nat ind og nat ud, kun beskæftigede mig med de syge. Og enhver troede at jeg havde sovet, at jeg intet vidste om, hvad de gjorde. Ja, jeg har måttet lade dem gå, for at få bevis på, at de virkeligt kun var sataniske mennesker. Og jeg siger til enhver, at han skal blive ved med at være ærlig. Den, der er det, vil leve. Men det koster nøjagtig det arbejde og den anstrengelse, som et menneske må gøre sig, for hellere at gå rundt om søen end over isflagen, hvor han kan falde igennem. Og den som gør sig det arbejde og det besvær, også her i min nærmeste kreds, han vil også leve, og vil også leve godt. Og han vil med bestemthed også få lønnen fra mange mennesker, der er blevet raske, så de siger, det er vore banebrydere, der har gjort vejen fri for os, de har vovet det, de har arbejdet dag og nat, selv om de ikke kunne få løn for det. De har også sat deres liv ind for det, og ikke skyet arbejde eller besvær for virkelig at gøre vejen fri, så jeg kan komme til Dem, eller omvendt. Men ikke sådan, som disse mennesker havde tænkt sig at få lønnen heri. Ja, de skulle få den, men først, når der er noget der, og ikke, som disse mennesker gjorde det. De har ikke ventet, til de fik deres løn, men de har taget sig denne løn. Jeg mener ikke at kunne sige, at en ansat i en eller anden virksomhed, selv om han også stod for kassen, selv kan tage sin løn fra kassen, uden at have spurgt sin chef. Version fra Side 12 af 16

13 Så selvstændig må han ikke gøre sig. Og hvis han har gjort det én gang, så gør han det oftere. Chefen viser ham i begyndelsen den største tillid og tror, at han ikke vil gøre det, og pludselig gør han det alligevel. Hvis denne chef nu er i orden, så viser han dette menneske tilrette: Det må du ikke, du har jo gjort det flere gange! Altså flygter han. Og hvis mennesket ikke [teksten er her skåret af papiret], så kommer han jo nok engang og bekender sin skyld, og siger: Det gør du ikke endnu engang! Og er han en skidt fyr, så kommer han aldrig fri af denne tanke. Den er gået ham til marv og ben, han kan ikke andet. Fra dette menneske kan De ikke vente noget godt, ham kan De heller ikke have tillid til. Jeg ville ikke fortælle meget, men når jeg først er begyndt, så får det ingen ende. Sådan har der også været en begyndelse her i det menneskelige liv, en ende er der egentlig ikke for det enkelte menneske. Han kommer og forgår som blomsterne, træerne, buskene, det ene bliver afløst af det andet. I dag står De på post her på denne jord. Post, siger jeg, som en eller anden vagtpost, om soldatertradition vil jeg ikke tale, men han står også på vagt, og bliver af og til afløst. Og sådan bliver De også afløst, jeg også. Det er De jo alle klar over. Men så længe det går på en eller anden måde, forsøger man jo, så længe man endnu må leve, at være sund. At være rig, vil sige at være sund. Den største rigdom, et menneske kan eje, er og bliver sundheden. Penge er magt, men sundhed er almagt. Men derfor siger jeg også: Ikke forlange, men opnå! De skal modtage det, der tilkommer Dem. Vær blot opmærksom, for De må alle vide, når De er blevet fattig, hvad sundheden er værd for Dem. Når mennesket først er blevet rig på penge, så er han også blevet rig på sygdom, og når mennesket først er blevet fattig på penge, så er han også blevet fattig på sygdom. Men at købe sundhed for penge, er også udelukket her. Og det vil De aldrig i livet finde. Da Jesus Kristus var her på jorden, har han heller ikke selv taget penge. De der tog penge, var hans disciple. Også her var der en uforskammet iblandt, der var pengebegærlig, som sagde til sig selv: Når han hele tiden taler om at dø, hvad skal vi så leve af? Han har trukket os med, og vi må sørge for vort fortsatte liv. Så har han også solgt sin Herre, sin Mester, for kun 30 sølvmønter. Og denne Judas, ham har jeg også haft ved min side, kun har den ene flere aflæggere. Men det er jo klart, Jesus har også skiftet sine disciple ud, de kom og gik. Det var ikke altid de samme, indtil de sidste tolv, og af disse tolv blev én utro, blev pengebegærlig. Og de andre når jeg i dag også ser mig om her i mine nærmeste omgivelser jeg er vågen dag og nat. Disse menneskers ånd, der er i min nærhed, ånden er villig, men kødet bliver også skrøbeligt. Og det gentager sig, det har ikke ændret sig. En minister sagde engang til mig: Ja, har intet ændret sig i disse år? Jo, sagde jeg, rigtig meget, i stedet for bedre er det blevet værre. Og mennesket kommer ikke til fornuft. Han tænker ikke på det, som hele tiden bliver holdt op for hans øjne, han falder gang på gang i det slette farvand, og han kommer ikke mere op derfra. Men den der ikke vil høre, må føle, så er det ikke min skyld. Når jeg advarer et menneske, og han alligevel ikke vil høre, så må han føle. Det må han så endog mange gange betale med sig eget liv. Men så er det heller ikke min skyld. Version fra Side 13 af 16

14 Jeg tror, at jeg har fortalt Dem nok. Jeg vil ikke bryde så hurtigt af, men jeg må heller ikke opholde Dem for længe. Man skulle altid overholde en tid, som mennesker forlanger det. Jeg trodser dem. Jeg kan ikke. Jeg følger ikke en menneskelig befaling. Jeg følger ikke en menneskelig befaling, og jeg trodser menneskene, og jeg kan ikke andet, selv hvis jeg bliver revet i stykker. Undskyld mig dette skarpe udtryk. Men der har været mennesker, som ikke har ladet noget være uforsøgt, for at gøre dette mange gange. Blot kunne de ikke opnå det. Når jeg var undervejs, og jeg havde forfølgere, så kom de pludselig ikke videre med deres bil, den blev stående, eller luften gik ud af den. Men jeg gør det kun, når jeg ved, at det endnu ikke skal være. Jeg har brug for min tid, og vil ikke lade mig skubbe væk. Men et menneskeliv har det endnu ikke kostet. Jeg ønsker ikke at have et menneskeliv på samvittigheden, det kunne jeg bestemt ikke forsvare overfor Vorherre. Altså bliver jeg på den gode vej, og jeg ønsker og håber, at også De slår ind på denne vej. Jeg kan ikke tvinge noget menneske til det. Det bliver overladt til ham selv, hvad han beslutter sig til. Men den, der vil gå denne vej, må gøre det gode, han må være god, god mod sine medmennesker, ikke i ord, men i handling. Ord alene er ikke nok. Når jeg siger: Jeg er god, jeg vil, jeg gør og om jeg gør det, det vil vise sig. Jeg behøver ikke at aflægge regnskab for, hvad jeg gør. Men dog føler jeg mig forpligtet til at bevise alt dette for Dem. Ikke, når mennesker forlanger noget af mig, dem skubber jeg fra mig. Men jeg gør det, fordi jeg siger, jeg ikke vil lade Dem være uvidende, De skal erfare det. De vil også for så vidt erfare sandheden, vi må kun gå langsomt frem, jeg må ikke sige for meget til Dem på én gang, jeg kan ikke overfylde Deres små hoveder, så løber det alligevel over, og så er det formålsløst. Så bliver enkelte ord fremhævet, og bliver bragt forvrænget videre. Det ville være en fejl fra min side, hvis jeg ville belaste Dem i stedet for at aflaste Dem. Jeg ser ikke kun mennesket, jeg ser også, hvad der ligger bagud, fortid, nutid, fremtid, alt, hvad der er om ham og i ham. Men ikke kun hos mennesket, jeg taler om livet på denne jord. Til dette liv hører ikke kun det menneskelige liv, men også dyrenes og planternes liv. Hvad der var med det, og hvordan det var jeg lever år tilbage, det går hurtigt. Som De går baglæns, som De kan gå baglæns og forlæns, sådan kan jeg leve alt det tilbage. Også i bilen har man et bakgear, et frigear og et fremad-gear. Fortiden, nutiden og fremtiden. Mig kan bestemt intet menneske fortælle noget, som er løgn. Jeg kan også sige ham sandheden, men den har en større virkning end løgnen. Mennesket må så indrømme, at han har løjet, og så er det slemt. Jeg ville bestemt ikke blamere mennesket, frem for alt ikke, hvor syge mennesker er sammen, hvor måske den ene eller den anden vil pege med fingeren på mennesket. Væn Dem af med at lyve! Overbevis Dem altid, om det er et satanisk menneske eller ej. Hvis ja, så kan De sige det. Men føl først, om der sker noget i Deres krop. Hvis ja, så kan De sige det. Virk overbevisende, overbevisende kan De også slå et menneske, som her sygdommen. Nøjagtigt, som hvis et satanisk menneske kommer til Dem, så sig til ham, at jeg har sagt, at han var et satanisk menneske, og ikke havde noget at gøre blandt disse gode og troende, han skal gå hen, hvor han er kommet fra, han skal gå hen, hvor han føler sig godt tilpas, og ikke hindre Dem i Deres gøren og laden. Men Version fra Side 14 af 16

15 ansvaret overtager jeg, idet De siger, at jeg har sagt, at dette menneske, der forsøger at forstyrre Deres sundhed eller modtagelsen af Deres sundhed, er et satanisk menneske, et slet menneske, der er forbandet til ind i evigheden. Og hvis han vil høre denne forbandelse fra mig personligt, så lad ham komme til mig. Hvem af de tilstedeværende her har mærket noget særligt, de løfter bare højre hånd. Vær ikke ligegyldig, gener Dem ikke og skam Dem dog ikke, for den, der overhovedet er bange for at sige sandheden, kan heller intet modtage. For vi hører alle sammen, der er ingen forskel, jeg har jo allerede sagt, at den syge står under min beskyttelse. Og spørg ikke, hvad jeg kan give et menneske med på vejen, der gør sig lystig over en syg. Ham låner jeg sygdommen i et par minutter, mange gange timer eller dage, så han ikke mere gør sig lystig over de syge. Vær ikke sådan indstillet, at De tror, at her allerede må ske alt, hvad De er kommet her efter. Forlang intet, men modtag! Den ene tidligere, den anden senere. Men det kommer, som det var Deres ønske, forudsat at De ikke lader Dem føre på vildspor af de slette mennesker. Og jeg tror med bestemthed at kunne sige, at De ikke siger: Vi vil ikke gå den guddommelige vej. Jeg tror ikke, at der endnu er et menneske her, blandt hundrede måske én, men størstedelen vil ikke slå ind på den slette vej. For at De også forstår mig her, kommer jeg nu igen tilbage til radioapparatet. Må De gå til senderen med Deres modtagerapparat for at kunne modtage? Så bliv dog hjemme og modtag, hvad senderen sender, og så kan De aflytte hele verden. Senderen sender sin sendebølge ud. De kan hjemme modtage nøjagtig lige så godt som her, blot med den forskel, at De her får noget forklaret, så De ved, hvordan De skal forholde Dem, hvordan De har fået denne mærkelige følelse, denne særlige smerte. Nye smerter kan De også få hjemme, jeg kalder disse smerter for reguleringssmerter. Smid alt Deres slette ud, efterlad Deres sygdom her, og tag imod sundheden. Når De har Deres lille hoved fuldt af alt det, De har hørt, kan De ikke føle så meget, for sindet er også noget anstrengt. Men så dum, som jeg ser ud, så dum er jeg ikke. Jeg har fortalt Dem noget, og har dermed afledt Dem. Nu er nervesystemet noget anstrengt, og De har modtaget det, De behøver for at blive sund. Vær forsigtig, smid ikke sådan rundt med den, og lad først alt det overgå Dem, iagttag selv Deres krop, eller hos børn, at det bliver iagttaget af forældrene. Men der bliver altid gjort en fejl, når man tænker på sygdommen. Tænk ikke på sygdommen, ikke på det svundne. Hvordan ville det være, hvis De hele tiden tænkte tilbage på krigen, og hele tiden på det, De har mistet. Og det er ikke anderledes her, når De, hvad der egentlig er det modsatte af det, der er mistet af det gode gennem krigen, og her mister De det slette, når De hele tiden tænkte på det. Den der elsker sin sygdom, holder den fast. Og desuden vil jeg også af hele mit hjerte ønske Deres syge slægtninge og bekendte det allerbedste, hvad der her er sundheden. Bring dem en smuk hilsen. Glem ikke, når De plukker æbler fra et træ, så er de ikke alle modne, og sådan er det også med mennesker. Den ene modner tidligere, den anden senere. Og modenhe- Version fra Side 15 af 16

16 den må han først have, for at kunne modtage. Sygdommen må først være fjernet, for at give plads til sundheden. Kast det sataniske bort, og modtag det guddommelige, når De vil leve godt, lykkelig og tilfreds. Og dermed ønsker jeg Dem alt godt for Deres fortsatte liv. Kilde: Bruno Gröning Stiftelsens arkiv Version fra Side 16 af 16