Dobbeltmagten i Beirut

Transkript

1 ANALYSE Maj 2008 Dobbeltmagten i Beirut Peter Seeberg De seneste ugers udvikling i Libanon har for alvor vist, at Hizbollah reelt er langt stærkere end den siddende regerings magtapparat. Dette har givet anledning til en diskussion om, hvordan man egentlig kan opfatte forholdet mellem regering og opposition i landet. De dramatiske begivenheder er blevet beskrevet i analyser i alverdens medier, men uden at de mere principielle spørgsmål er blevet berørt. For hvad er det egentlig, der foregår, når Hizbollah først ved ubesværet at besætte centrale dele af Beirut gennemfører, hvad der af den drusiske leder Walid Jumblatt blev betegnet som et statskup, og derefter med samme arrogante selvfølgelighed nedtrapper belejringen. Situationen udfordrer den traditionelle weberske opfattelse af en stat som en instans, der kan defineres ved sit monopol på udøvelse af legitim vold. Der er snarere tale om en dobbeltmagt, som under revolutionen i Iran i og som i Rusland i 1917, hvor begrebet om dobbeltmagten blev skabt.

2 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 2 L ibanon er som politisk system lidt af et særtilfælde i Mellemøsten. På trods af politisk kaos og åbenlyse uretfærdigheder, hvoraf den mest udtalte er shiamuslimernes under-repræsentation i parlamentet (med en befolkningsandel på op mod 40% kan de på grund af forfatningen kun disponere over 27 af 128 mandater), er Libanon langt mindre autokratisk end alle andre arabiske stater. Den libanesiske befolkning kan stemme på partier, der selvstændigt har besluttet sig for og udformet partiprogrammer uden at de er blevet udsat for censur, forfølgelse eller simpelthen er blevet forbudt. Alligevel bidrager Libanon til den modstand mod demokratiseringsprocesser, som synes at gøre sig gældende i Mellemøsten ved at opretholde et dårligt fungerende og uretfærdigt politisk system. For at forstå disse aspekter af det libanesiske samfund, kan det være relevant at trække på Raymond Hinnebusch s analyse af autokratiernes evne til at opretholde sig selv i Mellemøsten. Hinnebusch peger på autokratiet som den fremherskende form for regime i regionen og forklarer den begrænsede grad af demokratisering ved at henvise til vanskelige strukturelle forhold, herunder mangel på modernisering, uløste nationale problemer og særlige klasseforhold. Også Hinnebusch peger på, at Libanon med dets langvarige, om end imperfekte system, har været det mest demokratiske af de arabiske lande. Han gør opmærksom på den konfessionelle fragmentering og på det libanesiske borgerskab, som i alliance med den traditionelle overklasse (zuama) har opnået en dominerende rolle og som har etableret en form for magtdelings-pagt, der går på tværs af de religiøse skel. Skal man forstå dette vilkår i det libanesiske samfund, er det derfor nødvendigt at inddrage teorier om politiske eliter. Den tyske Mellemøst-forsker Volker Perthes teorier om politisk relevante eliter, ved hvilke der forstås et samfundsmæssigt lag af mennesker i et givet land som udøver politisk indflydelse og magt ved at de foretager strategiske beslutninger eller deltager i beslutningsprocesser på et nationalt niveau, kan udnyttes til nærmere at forstå årsagerne til opretholdelsen af den måde, som det libanesiske samfund fungerer på. Den libanesiske politisk relevante elite synes at være samlet om at afværge truslerne om endnu et sammenbrud og samtidig et forsøg på at få Ta if-systemet (fredsaftalen fra 1989, der afsluttede den libanesiske borgerkrig) til at fungere, herunder de forandringer i eliterne, som siden borgerkrigen har gjort sig gældende. Ifølge Rola el-husseini kan man beskrive post-ta if-eliterne som bestående af fem grupperinger. Disse grupper udgøres, i el-hussinis analyser, af tidligere warlords, religiøse oprørere (inklusive Hizbollah), Syriens klienter, entreprenø-

3 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 3 rerne (herunder Rafik Hariri) og militærets ledere. Det er et centralt element i hendes teori, at disse grupperinger kæmper for at opretholde deres politiske magt samtidig med, at de manøvrerer med henblik på at opnå den størst mulige indflydelse for deres egen gruppering. Men et væsentligt træk ved udviklingen er opretholdelse og stabilitet med det formål at fastholde dominansen for de således konfessionelt forenede eliter. Det betyder imidlertid ikke, som nævnt, at grupperingerne ikke bekriger hinanden. Der er tværtimod en permanent indbyrdes kamp mellem de forskellige grupper med det formål at opnå indflydelse på bekostning af de andre grupper. Den mest effektive og dynamiske faktor i så henseende er Hizbollah. Bevægelsen er som aktør i det libanesiske samfund både en integreret del af det politiske system, men står samtidig uden for eller over systemet. Hizbollah er en stærk, ja endda dominerende organisation, der kæmper med den siddende regering om den politiske magt, og derved konstrueres en form for dobbeltmagt-situation i Libanon en situation, hvor to instanser kæmper om magt og legitimitet. Kilde: Baalbek, Libanon, Peter Seeberg

4 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 4 Hizbollah er en velorganiseret bevægelse, der samtidig med at den udgør en kolossal social bevægelse med et omfattende netværk i det meste af Libanon, indehaver en af Mellemøstens mest slagkraftige militser. Hizbollah er desuden repræsenteret i parlamentet og indgår i valgalliancer og politiske konstellationer i det meste af landet dette både på nationalt niveau og lokalt niveau. Hizbollah tilføjer, som en særdeles betydningsfuld institution i det libanesiske samfund, nogle dimensioner til den politiske kultur, som næppe finder sammenlignelige vilkår i andre dele af Mellemøsten. Selvom der findes andre stærke, islamistiske organisationer eller bevægelser i den arabiske verden om de nu er illegale, tolererede eller koopterede er der ikke nogen, der har den samme dominerende position over for en arabisk stat som Hizbollah i Libanon. Mens de centrale dele af den libanesiske elite udgøres af præsidenten, premierministeren, regeringen og parlamentet, kan Hizbollahs parlamentsmedlemmer og deres allierede placeres tæt på de inderste koncentriske cirkler af den politisk relevante elite. Således beskriver el-husseini den politiske realitet i Libanon og understreger, at antallet af parlamentsmedlemmer med tilknytning til Hizbollah netop demonstrerer bevægelsens betydning. Hun gør gældende, at den karisma, der omgærder bevægelsen i det libanesiske samfund, måske er den centrale kilde til legitimitet for bevægelsen. Og i tilknytning hertil påpeger hun, at Hassan Nasrallah, den mest fremtrædende af Hizbollahs ledere, også befinder sig i nærheden af de inderste af de cirkler, som magten en funderet i. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er en realistisk skildring af de reelle magt-forhold i Libanon. Hvis karakteristikken med dobbeltmagten holder stik og tilføjes analysen er det et spørgsmål, om man ikke snarere må hævde, at Hizbollahs ledere må placeres i de allermest centrale magtcirkler og i virkeligheden udgør en del af den centrale besluttende kerneelite den, der træffer strategiske beslutninger på Libanons vegne. Dobbeltmagten og de lokale og regionale modsætninger Den svage libanesiske stat er afhængig af en sekterisk balance, som hele tiden skaber konflikter, der truer med at sende den hårdt prøvede nation tilbage til borgerkrig eller i det mindste til et temporært politisk kaos. Man kan til de konfessionelt forenede eliter tilføje den ovenfor nævnte dobbeltmagt-situation, der f.eks. kan sammenlignes med situationen i Iran i den sidste fase af revolutionen

5 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 5 i , hvor Ayatollah Khomeini i en periode søgte en alliance med Mehdi Bazarghan. Masoud Kamali beskriver denne situation således: Bazarghans provisoriske regering var en liberal, ikke en religiøs regering. Khomeini valgte liberale til at lede sin regering for at vise sine demokratiske hensigter, for at legitimere sit lederskab for hele folket, såvel som for at opnå støtte fra vesten og for at isolere shahen og hans støtter. I den sidste fase af revolutionen isolerede præstestyret de liberale og fjernede Bazarghans regering. Men hvor det i Iran var således, at den revolutionære leder, Khomeini, af taktiske grunde valgte at legitimere sit lederskab ved at lade Revolutionsrådet foreslå Bazarghan som leder af Den Provisoriske Revolutionære Regering, så er det i Libanon ganske anderledes. Her kommer dobbeltmagt-situationen til udtryk ved en svag, legitim regering over for et stærkt, selvudnævnt magtcentrum i form af Hizbollah. Den traditionelle, historiske kontekst, som oftest nævnes i forbindelse med begrebet dobbeltmagt, er revolutionen i Rusland i 1917, hvor Lenin fandt på begrebet for at karakterisere situationen efter Februarrevolutionen, hvor to magter, på den ene side sovjetterne og på den anden side den provisoriske regering, eksisterede ved siden af hinanden og kæmpede om magten, folkets og hærens opbakning. Ved siden af den nævnte dobbeltmagt-situation, kan en mere subtil dualitet knyttes til Hizbollah, nemlig hvad man kunne kalde en dobbelt-legitimitet eller dobbelt-identitet. Hizbollah er på den ene side blot endnu en libanesisk politisk aktør, et politisk parti, som forfølger sin magt ved at søge den størst mulige repræsentation i parlamentet, i byråd og lignende, og på grund af sit effektive politiske arbejde og omfattende sociale arbejde blandt fattige shiamuslimer, syriske gæstearbejdere osv. en populær og legitim politisk enhed i landet. Men samtidig er Hizbollah også en religiøs bevægelse, som trækker på en Khomeini-inspireret udgave af shia-islam, som man kan se det komme til udtryk i retorikken hos Hizbollah-lederne Nasrallah og Fadlallah i taler, på internettet og via Al-Manar, Hizbollahs satellitbårne TV-station. Disse aktiviteter bliver gennemført med en lang række referencer til koranen og de særlige religiøse forestillinger, som er knyttet til shia-islam. Og på den måde tilføjes bevægelsen en religiøst funderet legitimitet, specielt blandt dens tilhængere i de fattige områder i de store libanesiske byer og i særlig grad i det enorme, shiamuslimsk dominerede sydlige Beirut. Denne dobbelt-identitet som både aktør inden for systemet og religiøst symbol eller ikon over eller uden

6 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 6 for Libanons politiske og religiøse realitet, giver Hizbollah en særlig status eller fortrinsstilling sammenlignet med andre aktører i Libanon. Bevægelsens status som The Resistance (modstandsbevægelsen, i bestemt form), gjort mulig gennem dens stærke militære organisation, sætter Hizbollah i stand til at handle på egne vegne og endda udfordre den stærkeste militære magt i Mellemøsten, Israel. Den i det væsentlige autonome organisation vil næppe, eller i det mindste ikke inden for et kortsigtet perspektiv, frivilligt nedlægge sine våben og tilsvarende er det på kort sigt helt usandsynligt, at Hizbollah vil anerkende en situation, hvor den libanesiske stat gennem sin hær repræsenterer det eneste udtryk for legitim voldsudøvelse i landet. Hizbollah er på mange måder den magt, omkring hvilken også regionale interesser manifesteres. Organisationens stærke position er et resultat af dens magt som spiller på den lokale politiske scene. Men den betydelige støtte, som organisationen nyder fra Irans side, bidrager væsentligt til dette, ligesom støtten fra Syrien gør det sidste på trods af den syriske tilbagetrækning fra Libanon i 2005, som nok reducerede, men ikke fjernede, den syriske indflydelse i landet. Irans udenrigspolitiske rolle tilføjer magt og indflydelse til Hizbollah. Og Iran markerer særdeles tydeligt sine politiske sym- og antipatier i Libanons indenrigspolitik. De iranske ledere indoptager således de libanesiske modsætninger i deres politiske retorik og gør f.eks. gældende, at de politiske ledere i Libanon burde foretage ændringer i det konfessionelle system med henblik på at bringe dette i overensstemmelse med de demografiske realiteter. Et markant eksempel på dette var den indflydelsesrige iranske Ayatollah Ahmad Khatami, som i en fredagsbøn i Teheran i efteråret 2006 gjorde gældende, at krigen mellem Hizbollah og Israel var vundet af Hizbollah, fremhævede Hizbollah for dens konfrontation med den libanesiske regering og sagde: Shiamuslimer, sunni-muslimer og kristne burde have en andel i den libanesiske regering, der svarer til deres antal. Hizbollahs krav er logiske og kommer fra den libanesiske nation. Det iranske shiamuslimske lederskab forsøger at forøge sin indflydelse i den arabiske region og tager derved Libanon som gidsel i varetagelsen af egne udenrigspolitiske interesser. Hizbollahs autonomi Tilsyneladende er Hizbollah dog meget mere end en iransk marionet. Hizbollah synes i dag at være den suverænt stærkeste samlede magtinstans i Libanon,

7 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 7 hvad de dramatiske begivenheder i første halvdel af maj 2008 demonstrerede. Hizbollah anbragte på ydmygende facon den libanesiske regering i stuearrest og markerede på den mest arrogante måde, hvad de fleste Libanoniagttagere længe har vidst, nemlig at Nasrallah kan gøre stort set, hvad han vil i Libanon. Meget tyder på, at han også er i færd med at udvikle sig til en ny arabisk leder, med stor opbakning i brede, folkelige kredse i regionen. Der har i de senere år været mange eksempler på, at plakater med Hizbollah-ledere og Hizbollahslagord er blevet frembåret under politiske demonstrationer i andre arabiske stater end Libanon. Det kan være vanskeligt at forlige sig med en mellemøstlig virkelighed, hvor Nasrallah overtager Nassers rolle som panarabisk ikon, men tilsyneladende kan en sådan udvikling ikke afvises. Formentlig er markeringer af rå power som i Libanon for nylig med til at befæste dette image af Nasrallah som en handlekraftig leder, der kan sætte de eksisterende, vestligt orienterede politikere stolen for døren. Dobbeltmagten i Libanon er et væsentligt memento mori for de politiske ledere i Mellemøsten, ikke kun for Siniora i Libanon. Litteratur The Daily Star, Lebanon ( Hinnebusch, Raymond, Authoritarian Persistence, Democratization Theory and the Middle East: An overview and Critique, Democratization, Vol.13, No.3 (2006), pp el-husseini, Rola, Lebanon: Building Political Dynasties, in Volker Perthes (ed.), Arab Elites. Negotiating the Politics of Change (London: Lynne Rienner Publishers, 2004), p Kamali, Masoud, Revolutionary Iran. Civil Society and State in the Modernization Process (Aldershot: Ashgate, 1998). Nasr, Vali, When the Shiites Rise, Foreign Affairs, Vol.85, No.4 (2006), pp Norton, Augustus Richard, The Role of Hezbollah in Lebanese Domestic Politics, The International Spectator, Vol.42, No.4 (2007), pp

8 Peter Seeberg: Dobbeltmagten i Beirut 8 Norton, Augustus Richard, Hezbollah. A Short History (Princeton and Oxford: Princeton University Press, 2007). Schirazi, Ashgar, The Constitution of Iran. Politics and the State in the Islamic Republic (London: I.B.Tauris, 1998). Seeberg, Peter, Fragmented loyalties. Nation and Democracy in Lebanon after the Cedar Revolution, Working Paper Series, No.8 (2007), Centre for Contemporary Middle East Studies, University of Southern Denmark. Skovgaard-Petersen, Jakob, Democratization and the New Arab Media, in Dietrich Jung, Democratization and Development. New Political Strategies for the Middle East (New York: Palgrave, 2006). Waterbury, John, Democracy Without Democrats? The potential for political liberalization in the Middle East, in Ghassan Salame (ed.), Democracy Without Democrats. The Renewal of Politics in the Muslim World (London: I.B. Tauris, 1994). Stikord: Emner: Hizbollah, dobbeltmagt, shiaislam, Lande: Libanon, Iran