Konklusion. overførsel og integration af erfaringer fra andre projekter afprøvning af familiesamtaler og netværkssamtaler

Transkript

1 KONKLUSION Konklusion I det foregående afsnit er projektforløbet resuméret op under overskriften Resultater, som har centreret sig om det konkrete, lokale forløb med beskrivelse af aktiviteter, opgørelser af antal involverede børn og patienter samt fordeling af deltagere i uddannelsesaktiviteter. I dette afsnit konkluderes kort på et overordnet plan med udgangspunkt i den samlede projektindsats og i de angivne indholdsmæssige rettesnore: overførsel og integration af erfaringer fra andre projekter afprøvning af familiesamtaler og netværkssamtaler indarbejdelse af relevante rutiner uddannelse af fagpersoner udvikling af funktionelle samarbejdsformer på tværs af sektorer udvikling af forældrekurser Nedenstående koncentrat fra projektforløbet må opfattes som erfaringer, som med stor sandsynlighed kan generaliseres til andre sammenhænge. En del erfaringer bekræfter blot kendt viden, men andre repræsenterer nye aspekter. Familiesamtaler Når familiesamtaler tilbydes til alle patienter med børn under 18 år eller deromkring som et standardiseret tilbud, ønsker såvel patienter som børn familiesamtale, og det er muligt at gennemføre familiesamtaler til en høj grad af tilfredshed blandt familier og medarbejdere. Familiesamtaler, der tilbydes alle patienter som en standardiseret ydelse, ødelægger ikke behandlingsalliancen. De fastholder alliancen uændret eller styrker den. Familiesamtaler i psykiatrien skaber basis for et konstruktivt samarbejde mellem de familier, der eventuelt har behov for støtte, og den kommunale forvaltning. Nødvendige forudsætninger Gennemførelse af familiesamtale som standardtilbud fordrer et passende antal medarbejdere i en enhed nøglepersoner med kompetence til at forestå samtalerne. Der skal være balance, således at nøglepersonerne undgår overbelastning, men hver især gennemfører tilstrækkelig mange familiesamtaler til, at de opsamler egen erfaring, som de kan formidle til familierne. 2 3 nøglepersoner pr. enhed vil oftest være passende. Nøglepersonerne skal have fornøden uddannelse, og de skal have mulighed for løbende supervision og vejledning. Tilstrækkelig disponibel tid er en helt central forudsætning for, at et standardiseret tilbud om familiesamtaler til alle patienter med børn under 18 år eller der omkring kan gennemføres og fastholdes med høj kvalitet. Samtalerne skal finde sted uforstyrret, hvilket indebærer, at arbejdstilrettelæggelsen i praksis skal muliggøre, at nøglepersonerne kan frigøre tid til familiesamtaler samtidig med, at hensynet til andre eksisterende arbejdsopgaver fortsat tilgodeses. Faglighed og kompetenceudvikling Højt fagligt kompetenceniveau betyder meget i et område, der er tabubelagt, og høj faglighed hos de centrale medarbejdere er en afgørende forudsætning for en vellykket og effektiv udvikling af en nyt indsatsområde. Løbende kompetenceudvikling er vigtig, når et indsatsområde skal udvikles. Kompetenceudvikling i en tretrinsmodel er velegnet til indarbejdelse af nye indsatser. En basisviden hos alle medarbejdere kombineret med særlige kompetencer hos en gruppe af medarbejdere nøglepersoner og specielle kompetencer hos enkelte medarbejdere projektansvarlige giver såvel bredde som dybde i indsatsen. KONKLUSION 147

2 KONKLUSION Forankring Det er muligt over relativt kort tid at udvikle og implementere en ny praksis, hvis medarbejderne generelt oplever den nye indsats som meningsfuld og fagligt relevant, men en solid forankring i praksis kræver en vedholdende, aktiv og offensiv indsats fra både ledere og projektansvarlige medarbejdere, og ledelsesforankring på alle niveauer er afgørende. Samtidig er det en forudsætning, at der er tilstrækkelige tidsmæssige ressourcer til rådighed. To sideordnede projektmedarbejdere i spidsen af et udviklingsforløb er en virkelig god ide naturligvis ud fra den forudsætning, at de to kan samarbejde og i denne sammenhæng er 1+1>2. To medarbejdere, der fungerer som lokomotiver, kan supplere hinanden gensidigt, nuancere indsatsen og muliggøre lokal forankring og erfaringsudvikling på et væsentligt styrket niveau. Netværksdannelse og løbende opfølgning Ved implementering af et nyt indsatsområde skal uddannelse følges op løbende, gerne på flere måder, der supplerer hinanden. Opfølgningen kan eksempelvis ske via supervision, vejledning, samarbejde med en erfaren kollega eller netværksgrupper. Hvis et nyt indsatsområde skal fastholdes, skal der ske vedvarende opfølgning gennem en lang periode. 148 BEVAR BARNDOMMEN

3 Perspektivering Projekt Bevar Barndommen er gennemført i en periode, hvor der har været klart voksende fokus på indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom. Parallelt med udvikling og indførelse af nye tiltag over for børn som pårørende i Regionspsykiatrien Distrikt Vest i Region Midtjylland er der gennemført mange lokale udviklingsprojekter overalt i Danmark, og der har været igangsat forskellige landsdækkende initiativer. Projekt Børn i familier med alkoholproblemer 123, som gennemføres fra , iværksat af Sundhedsstyrelsen, beskrives ikke her, men der er en helt selvfølgelig berøringsflade og en mulighed for synergieffekt ved samarbejde med kommunale medarbejdere, uddannet med fokus på alkoholmisbrug og med børne familiesagkyndige i kommunerne, ligeledes med fokus på misbrug. I det følgende opridses indholdet i en række aktuelle rammer og anbefalinger. Netværk af forebyggende sygehuse i Danmark etablerede i 2004 en arbejdsgruppe med fokus på den forebyggende indsats over for børn af forældre med psykisk sygdom. Arbejdsgruppens indsats resulterede i november 2007 i udgivelse af rapporten Børn af forældre med psykisk sygdom anbefalinger til god praksis i psykiatrien og det tværsektorielle samarbejde (32). Inden for det sociale område har Servicestyrelsen foranlediget, at der er udarbejdet en Samarbejdsmodel for Bedre Tværfaglig Indsats (40), som er blevet præsenteret i marts Modellen indeholder anbefalinger til god praksis for kommunerne. Den Danske Kvalitets Model DDKM har gennem lang tid været under forberedelse som en model til udvikling og fastholdelse af god kvalitet i behandlingen. Region Midtjylland har udarbejdet en ny psykiatriplan, som er vedtaget i april I psykiatriplanen tilkendegives det, at der i anden halvdel af 2008 skal vedtages en politik, som vedrører indsatsen over for børn som pårørende eller for pårørende generelt. Det fremhæves i psykiatriplanen, at der skal være tæt inddragelse af brugere og pårørende og udvikling af den professionelle støtte til både brugere og pårørende. I august 2008 er der sendt et Forslag til en overordnet politik 124 for samarbejde mellem psykisk syge, pårørende og personale i Psykiatrien i Region Midtjylland i høring. Strukturreformens ikrafttrædelse har betydet ændret forankring i organisatoriske strukturer og ændret juridisk grundlag. Kommuner og regioner er nu gensidigt forpligtet til at indgå Sundhedsaftaler, hvori et element er en konkret og detaljeret aftale om en fælles indsats over for børn af forældre med sindslidelse en samarbejdsaftale. I Distrikt Vest er der i april 2008 vedtaget en model for samarbejdsaftale, hvor rammer og indhold konkretiseres. Tilsammen danner de nævnte rammer og anbefalinger et bredt og nuanceret grundlag for på tværs af sektorer at yde tidlig, god og relevant støtte til børn af forældre med psykisk sygdom. 123) 124) PERSPEKTIVERING 149

4 Anbefalinger fra Netværk af forebyggende sygehuse Netværk af forebyggende sygehuse i Danmark har fra arbejdet med at understøtte en styrket indsats over for børn af forældre med psykisk sygdom. Netværket udgav i november 2007 rapporten Børn af forældre med psykisk sygdom Anbefalinger til indsatsen over for børn af forældre med psykisk syge forældre. Størstedelen af rapportens anbefalinger svarer til de indsatser, som parallelt med udarbejdelsen af rapporten er blevet implementeret gennem projekt Bevar Barndommen. I rapporten Børn af forældre med psykisk sygdom Anbefalinger til god praksis i psykiatrien og det tværsektorielle samarbejde fra Netværk af forebyggende sygehuse beskrives det, at ansatte i voksenpsykiatrien har en vigtig opgave i at inddrage børnene som pårørende og at medtænke dem i den psykiatriske behandling af forældre med psykisk sygdom. Følgende opgaver beskrives for psykiatrien: Respektfuldt samarbejde med og støtte til patienter, som er forældre, herunder opmærksomhed på at inddrage den anden forælder Registrering af børn i patientens journal, når en forælder starter i psykiatrisk behandling Vurdering af børnenes omsorgssituation Støttende familiesamtaler med børnenes perspektiv Kortlægning af ressourcer i socialt netværk specielt med henblik på at varetage børnenes tarv Vurdering af støttebehov Oprettelse af børnegrupper Etablering af børnevenlige besøgsmuligheder Tidlig indsats over for gravide og spædbarnsforældre med psykisk lidelse Tidlig indsats ved psykosocial fejludvikling i barnealderen Inddragelse/underretning af de sociale myndigheder/kommunen 150 BEVAR BARNDOMMEN

5 Servicestyrelsens Samarbejdsmodel for Bedre tværfaglig indsats Servicestyrelsen igangsatte i september 2006 projekt Bedre tværfaglig indsats 125 for at skabe overblik over erfaringer og eksisterende viden omkring indsatsen over for børn af psykisk syge og misbrugende forældre, og dernæst udvikle en generel model for det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde om at sikre en tidlig og sammenhængende indsats overfor børn af psykisk syge og misbrugende forældre. Projekt Bedre Tværfaglig Indsats har udviklet og afprøvet en samarbejdsmodel i samarbejde med en række kommuner, regioner og organisationer. Servicestyrelsens Samarbejdsmodel for Bedre Tværfaglig Indsats skal som minimum bidrage til at sikre, at der sker en tidlig opsporing af børn i familier med misbrug eller psykisk sygdom, så børnene tidligt får den støtte og hjælp, de har behov for der findes tilbud om støtte som hjælper børnene med at håndtere de særlige problemer, der er forbundet med at være barn eller ung i en familie med misbrug eller psykisk sygdom der samarbejdes på tværs af faggrupper og sektorer om at sikre, at vigtig viden om børn og unge i familier med misbrug eller psykisk sygdom formidles mellem faggrupperne og sektorerne Samarbejdsmodellen indeholder fire elementer: En forståelsesramme, der beskriver, hvordan det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde kan tilrettelægges på tre forskellige niveauer afhængigt af problemernes omfang og antallet af involverede aktører En samarbejdsstruktur baseret på, at én medarbejder en stafetholder er ansvarlig for at koordinere det tværgående og tværfaglige samarbejde og for at dokumentere samarbejdet i en stafetlog Fem handlevejledninger, der giver målrettet vejledning til forskellige typer af medarbejdere om opsporing, vurdering, beslutning og indsats. En række konkrete redskaber 126 til brug i praksis til at understøtte opsporing, vurdering, beslutning og indsats Samarbejdsniveauer i modellen: Niveau 1: Indsatsen involverer et enkelt tilbud eller en afdeling. Medarbejderen kan hente hjælp uden at dette indebærer tværsektorielt samarbejde. Niveau 2: To eller flere tilbud koordinerer deres indsats, så de arbejder efter fælles målsætninger og indbyrdes er opmærksom på de andre aktørers indsats. Niveau 3: Når der er behov for et bredt samarbejde og den kommunale forvaltning, typisk en sagsbehandler, involveres. Normalt overtager sagsbehandleren ansvaret for koordineringen. * 126 Til samarbejdsmodellen knytter sig en vejledning til implementering og til selvevaluering. 125) indsats.dk 126) Skabeloner, skemaer til samtykke, underretning, observation mv. SERVICESTYRELSENS SAMARBEJDSMODEL FOR BEDRE TVÆRFAGLIG INDSATS 151

6 Den Danske Kvalitets Model Den Danske Kvalitets Model DDKM 127 har været gennem en lang udviklingsfase med udarbejdelse af standarder for god praksis i sygehusvæsenet. På samme måde er der en kvalitetsmodel under udvikling indenfor det sociale område. Formålet med begge modeller er at understøtte, udvikle og fastholde høj kvalitet i de ydelser, som borgeren modtager i det offentlige sundhedsvæsen og socialvæsen. Standarderne i Den Danske Kvalitets Model er grupperet i en lang række forskellige temaer, og modellen bygger på, at der udarbejdes retningslinjer og instrukser i forhold til de beskrevne standarder. Standarderne for Den Danske Kvalitets Model kan, når de udsendes, medvirke til, at de psykiatriske afdelingers indsats over for børn som pårørende tilrettelægges og følges efter en systematisk metode, som sikrer og fastholder høj kvalitet i ydelsen. Netværk af forebyggende sygehuse påpeger i rapporten Børn af forældre med psykisk sygdom anbefalinger til god praksis i psykiatrien og det tværsektorielle samarbejde, at implementering af forældre og børneperspektivet kan være relevant i forhold til en række generelle forløbsstandarder, der omhandler koordinering og kontinuitet, overdragelse, patientinddragelse, patientinformation og kommunikation. Under temaet rekruttering, uddannelse og kompetencesikring anbefales det i netværksrapporten, at der udarbejdes specifikke retningslinjer for at sikre, at ansatte tilbydes uddannelse i relation til forældre og børneperspektivet. Endelig anbefales det i rapporten, at udviklingen af nye standarder, indikatorer og retningslinjer med fokus på forældre og børneperspektivet tager udgangspunkt i Den Danske Kvalitets Models standarder for forebyggelse og sundhedsfremme. Pårørendepolitik i Region Midtjylland Psykiatriplanen for Region Midtjylland, som er vedtaget i april 2008, rummer mere end 150 anbefalinger, og i planen beskrives det, at der skal tages udgangspunkt i den sindslidendes egne beslutninger, de pårørende skal informeres og inddrages, og der skal tages særlige hensyn til børn. Ud fra dette udgangspunkt er der udarbejdet et udkast til en overordnet politik for samarbejde mellem psykisk syge, pårørende og personale i Psykiatrien i Region Midtjylland. Et afsnit i politikken omhandler Pårørende børn og unge af psykisk syge forældre, og følgende uddrag er den centrale del af dette afsnit. Ud over den citerede tekst beskrives i politikken den lovmæssige pligt til at indgive underretning samt hvilken indsats, der skal ske over for gravide med psykisk sygdom. 127) BEVAR BARNDOMMEN

7 Uddrag af Overordnet politik for samarbejde mellem psykisk syge, pårørende og personale i Psykiatrien i Region Midtjylland: Pårørende børn og unge af psykisk syge forældre Fælles værdigrundlag Fælles værdigrundlag for Psykiatrien i Region Midtjylland i forhold til børn og unge af psykisk syge forældre: Pårørende børn støttes i deres behov for og ret til at være børn. Psykiatrien skal understøtte børns naturlige udvikling samt deres relation til den psykisk syge. Psykiatrien skal tilbyde børnevenlige besøgsforhold i social såvel som hospitalspsykiatri God psykiatrisk behandling tager udgangspunkt i den psykisk syge forælders samlede situation og medtænker forældrerelationen samt den psykisk syges børn i den samlede behandlings og støtteindsats. Samarbejdsaftaler i Distrikt Vest, Region Midtjylland Det er nu lovbestemt, at der skal udarbejdes Sundhedsaftaler, og det tværsektorielle samarbejde om indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom er udpeget som et særligt indsatsområde. Her er der krav om en specifik, udspecificeret, konkret aftale mellem den enkelte kommune og den tilhørende regionale psykiatri en samarbejdsaftale 128. Regionspsykiatrien Distrikt Vest og områdets kommuner har i fællesskab udarbejdet en model 129 for opgavefordeling og forpligtelser for regionspsykiatrien og kommunerne. Formålet er at samarbejde konstruktivt, således at indsatsen til børn i familier, hvor der er et menneske med en sindslidelse, ydes hurtigt og optimalt. Essensen af modellens indhold resuméres i det følgende som eksempel på, hvordan et tværsektorielt samarbejde og en indsats på tværs af sektorer kan udmøntes. Udredning og støtte Psykiatrien har et medansvar for at medvirke til at udrede forholdene omkring pårørende børn og unge i dialog med den psykisk syge forælder og derved medvirke til at understøtte forældrerelationen og sikre hjælp og støtte til barnet og den unge, hvis der er behov herfor. Børnenes forhold og aktuelle situation skal tages op med den psykisk syge forælder og dennes ægtefælle/samlever i forbindelse med henvisning og efterfølgende efter behov. Den psykisk syge skal tilbydes hjælp til at kontakte den kommunale socialforvaltning, hvis der vurderes at være behov for særlig støtte og hjælp til barnet og den unge. 128) Bilag 2, s ) Bilag 4, s.167 SAMARBEJDSAFTALER I DISTRIKT VEST, REGION MIDTJYLLAND 153

8 I Regionspsykiatrien Distrikt Vest og i kommunerne er der nøglepersoner med kompetence til at fastholde et børne og familieperspektiv med fokus på de særlige vanskeligheder, der opstår, når et af familiemedlemmerne har en sindslidelse at samarbejde med familien om børnenes behov og problematik at have fokus på tidlig opsporing og forebyggende indsats at indgå i det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde Regionspsykiatrien forpligter sig til at alle medarbejdere med patientkontakt har basisviden om, hvad psykisk sygdom hos en forælder kan betyde for børn at tilbyde familiesamtale til alle patienter, som har børn under 18 eller deromkring at udarbejde en børne og besøgspolitik, som formidles til alle forældre med kontakt til behandlingspsykiatrien at gennemføre supervision og etablere netværk for nøglepersoner på tværs af sektorer at yde faglig sparring til kommunerne at gennemføre én tværsektoriel nøglepersonuddannelse pr. år at etablere løbende uddannelse i form af temadage Kommunerne forpligter sig til at alle professionelle medarbejdere, der har kontakt med børn i deres hverdag, har viden om, hvordan det påvirker børn, hvis deres forældre er ramt af en sindslidelse at yde relevant støtte til disse børn og deres forældre at der er en gennemgående kommunal medarbejder ved komplekse forløb at yde en opsøgende indsats for at sikre, at alle børn med forældre med en sindslidelse får tilbud om at deltage i en samtalegruppe for børn med samstemmende problematik Alle medarbejdere med kontakt til børn eller forældre med sindslidelse har adgang til at trække på bistand/rådgivning fra nøglepersoner. Alle medarbejdere med kontakt til patienter har adgang til at trække på bistand/rådgivning fra nøglepersoner. 154 BEVAR BARNDOMMEN

9 I april 2008 er forannævnte model vedtaget i Distriktsrådet, som i Distrikt Vest, Region Midtjylland er det overordnede samarbejdsorgan mellem regionspsykiatrien og kommunerne som helhed. I den konkrete samarbejdsaftale, som indgås mellem den enkelte kommune og den enkelte regionspsykiatri, skal der ske en udmøntning af disse overordnet besluttede indsatser. Det skal eksplicit fremgå af samarbejdsaftalen, hvilke fagpersoner, der har ansvaret for hvilke indsatser, samt hvordan man får kontakt med de relevante fagpersoner. Samtidig skal det fremgå, hvordan det sikres, at alt relevant personale har kendskab til samarbejdsaftalens indhold. Hvert andet år evalueres og følges op på samarbejdsaftalens funktion, hvilket også er beskrevet i aftalen. Overordnede samfundsmæssige perspektiver Forsøg og projektforløb, gennemført over nogle år, munder undertiden ud i, at en indsats almengøres, og i, at dette sker i kraft af vedtagelse af et lovgivningsmæssigt grundlag. Et markant eksempel på dette er etablering af støtte og kontaktpersonordninger, som skete i 1990erne efter nogle års udvikling via forsøgsprojekter. Væresteder og støttecentre er ligeledes i 1990erne blevet etableret på baggrund af få års forsøgsperiode. Begge indsatser er nu fuldt integrerede tilbud, som ingen næppe vil opfatte som tilbud, der kan undværes, selvom de kun har eksisteret omkring 10 år. Ser man på omstændighederne i forhold til børn af forældre med psykisk sygdom kunne det være en tilsvarende, men væsentlig mere langstrakt proces, der er i gang. SIND og Galebevægelsen tog som brugergrupper i 1992 (3) initiativ til det første pårørendeprojekt, som rettede sig mod pårørende, der havde brug for støtte i akutte situationer. En del henvendelser til dette projekt kom fra unge voksne, som var vokset op med en forælder med psykisk sygdom, hvilket havde sat sig spor, som på forskellig måde skabte vanskeligheder i dagligdagen i det voksenliv, de søgte at etablere. De unge voksne var i stand til at formulere sig om, hvad de som børn kunne have ønsket sig fra deres omgivelser, og på baggrund af deres fortællinger etablerede SIND i 1995 i Århus det første danske pårørendetilbud til unge voksne. Der har været lokale projekter siden tidligt i 1990erne, og da indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom i 1995 blev et ministerielt udpeget fokusområde, voksede antallet af formaliserede forsøg gradvist. Overvægten har været inden for det sociale område, men der er også sket en udvikling inden for behandlingspsykiatrien, blandt andet via projekter omhandlende uddannelse af nøglepersoner, tilbud om familiesamtaler og oprettelse af børnegrupper. Der har ligeledes været et stigende overordnet fokus på indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom som én blandt mange grupper af udsatte børn, og i er der præsenteret anbefalinger til indsatsen inden for sygehusområdet og i kommunerne via anbefalinger fra Netværk af forebyggende sygehuse i Danmark og fra Servicestyrelsen. Centralt er det naturligvis, at der med strukturreformen er indført krav om indgåelse af sundhedsaftaler mellem kommuner og regioner, og at der nu er krav om, at der mellem enhver kommune og den tilhørende regionspsykiatri etableres en konkret samarbejdsaftale om indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom; samarbejdsaftalerne må uundgåeligt blive et væsentligt skridt i retning af, at børnene får den støtte, de har behov for. OVERORDNEDE SAMFUNDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER 155

10 Indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom rummer imidlertid fortsat særlige etiske og strukturelle udfordringer. En overordnet samfundsmæssig organisering med sektoropdeling og formel ansvarsplacering efterlader en stor gruppe børn af forældre med psykisk sygdom i en situation, hvor den ønskelige og fornødne indsats over for dem ikke rettelig hører til nogen steder. Disse børn kan i høj grad være usynlige i hverdagslivet. Som hovedregel håndterer de deres egne livsvilkår ved at gøre alt, hvad de kan, for at få hverdagen til at være gnidningsløs, og for en meget stor gruppe af børnene er det derfor ikke påkrævet, at de har kontakt med de sociale myndigheder. 2/3 af børnene belastes trods dette så meget, at det får betydning for deres trivsel som voksne. En meget væsentlig del af indsatsen over for børn af forældre med psykisk sygdom er således forebyggende, idet børnene ikke er syge, men udsatte. Lovgivningen foreskriver, at ansvaret for forebyggelse findes hos kommunerne, og at forebyggelse ikke er en opgave for psykiatriske afdelinger, som har til opgave at behandle syge borgere. En stor gruppe børn af forældre med psykisk sygdom befinder sig dermed i et strukturelt vakuum. Grupper, der falder mellem to stole er ikke noget nyt fænomen, men når det gælder voksne vil disse i overvejende grad være i stand til at gøre opmærksom på problemet, enten individuelt eller via relevante organisationer. Her drejer det sig om børn, der ikke har forudsætninger og heller ikke mulighed for at gøre deres behov gældende. Mange steder i behandlingspsykiatrien vil man ud fra gængs praksis, tilstedeværende ressourcer og eksisterende formelle rammer opfatte en indsats over for børn af de tilknyttede patienter, som en opgave, som man på en psykiatrisk afdeling netop IKKE skal varetage. Børnene er pårørende som mange andre, men har været en slags usynlig pårørendegruppe. De pårørende har i en årrække udtrykt ønske om øget inddragelse, med ønskerne har i overvejende grad drejet sig om voksne pårørende, og de voksne har ikke rejst uomgængelige krav om en indsats over for børn som pårørende, hverken i tilfredshedsundersøgelser (23) eller som organisationer. Børnenes usynlighed som gruppe kombineret med behandlingssystemets sædvaner, brugerorganisationernes manglende efterspørgsel af fokus på børnenes situation og med det strukturelle dilemma i, at børnene befinder sig midt mellem to sektorer, kan betyde, at deres behov ikke tilgodeses. Man ved, at overgange i behandlings og støtteforløb indebærer potentielt kvalitetstab. Der sker informationstab ved overgange mellem sektorer, og ofte sker der også, hvad man kunne kalde ansvarstab. I relation til børn af forældre med psykisk sygdom har der i en årrække været en form for holdningsmæssigt vakuum, som kan sidestilles med ansvarstab omkring børnene. Depression forventes ifølge WHO i 2020 at være den største sygdom på verdensplan, og man ved, at depression hos en forælder kan indebære en stor belastning for et barns opvækst. Der er derfor al mulig grund til både ud fra en almenmenneskelig og en samfundsøkonomisk betragtning at sætte et skærpet fokus på og udvikle indsatsen over for børn som pårørende. 156 BEVAR BARNDOMMEN

11 Erfaringer fra foregående projekter og fra projekt Bevar Barndommen har vist, at behandlingspsykiatriens tilbud om familiesamtale og dermed etablering af kontakt med familier med en psykisk syg forælder i helt overvejende grad skaber tillid hos familierne. Der banes vej for, at en eventuel efterfølgende kontakt mellem familien og den kommunale forvaltning sker med et konstruktivt udgangspunkt, hvilket ikke er en selvfølgelighed. Dette potentiale er væsentligt at have for øje, når der skal indgås fremtidige samarbejdsaftaler. Erfaringer og resultater fra projekt Bevar Barndommen kan forhåbentlig blive et betydende bidrag til den igangværende proces med at udvikle og intensivere støtten til børn af forældre med psykisk sygdom én blandt mange grupper af udsatte børn. Som barn af forældre med en psykisk sygdom kan man have en genetisk disposition og en medfødt psykisk sårbarhed, som betyder, at stress og belastninger kan føre til, at en psykisk sygdom bryder frem (53). Derfor kan reduktion af belastninger i opvæksten have væsentlig langsigtet betydning. Som kommune eller som regionspsykiatri kan man medvirke til at reducere belastninger for en stor gruppe børn ved at indgå konkrete samarbejdsaftaler, der smidigt og fleksibelt rækker hen over de strukturelle problemstillinger, som findes omkring børnene. Projekt Bevar Barndommen har vist, at det i regionspsykiatrien er muligt at udvikle en standardiseret indsats, som tilgodeser behovet hos børn som pårørendegruppe. Indsatsen har været efterspurgt af både børn og forældre. I kommunerne har projektet betydet et øget fokus på børn af forældre med psykisk sygdom, og dette har medvirket til at skabe basis for at indgå samarbejdsaftaler mellem involverede kommuner og regionspsykiatrier med yderst væsentlige og centrale indsatsområder. OVERORDNEDE SAMFUNDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER 157

12 KAPITEL Børnenes usynlighed som gruppe kombineret med behandlingssystemets sædvaner, brugerorganisationernes manglende efterspørgsel af fokus på børnenes situation og med det strukturelle dilemma i, at børnene befinder sig midt mellem to sektorer, kan betyde, at deres behov ikke tilgodeses. 158 BEVAR BARNDOMMEN