Forholdet mellem erkendelse og virkelighed forsøg på en rationel rekonstruktion af epistemologisk common sense

Transkript

1 Forholdet mellem erkendelse og virkelighed forsøg på en rationel rekonstruktion af epistemologisk common sense Af Erich Klawonn Syddansk Universitet I Et af de mest fundamentale og ejendommelige aspekter af vores erkendelse er en egenskab, man kan kalde transcendens eller transcenderende funktion. Hvad der hermed hentydes til, er, at al opfattelse og erkendelse synes at indeholde en relateren til noget, som ikke er iboende i opfattelses- eller erkendelsesakten selv. I denne forstand synes opfattelsen at overskride sig selv mod noget fra den selv forskelligt. Det er denne (tilsyneladende) overskridende relateren til uafhængige emner eller sagforhold, der i det følgende omtales som transcendens eller transcenderende funktion. Objektet eller det noget, der relateres til, kan derimod, for så vidt som det ikke er indeholdt i opfattelsen af det, betegnes som transcendent. Således forstået er transcendens en funktion, som har en vis affinitet til intentionalitet; men for ikke at blive offer for forudfattede meninger om emnets natur er det hensigtsmæssigt at benytte en terminologi, der viger uden om de associationer, som via forskellige filosofiske retninger (ikke mindst Husserls fænomenologi) er blevet knyttet til intentionalitetsbegrebet. Derfor bruges i det følgende ordet transcendens som betegnelse den overskridende funktion, der synes at indgå i al opfattelse og i alle fænomener, der har eller tillægges en henvisningsfunktion ( referentialitet ), f.eks. betydningsfænomener eller tegn. Måske kan man bedst forstå begrebet om transcendens eller transcenderende funktion ved at betragte et eksempel sansning, eller mere præcist: relationen mellem sansebevidsthed og den sansede genstand. Lad os indledningsvis undersøge indholdet i den forståelse af sansning, der umiddelbart synes mest nærliggende, dvs. en commonsense-opfattelse: Ifølge den gængse, naivt-realistiske opfattelse forholder sansningen sig direkte til ting i den fysiske omverden (og ikke f.eks. til idéer eller sansebilleder ). Ud fra en betragtning af, hvordan sansningen umiddelbart synes at give sig (dvs. der er her tale om en i en generel, uteknisk forstand Res Cogitans 2004, vol. 1,

2 fænomenologisk undersøgelse) kan vi hermed sondre mellem 2 elementer i sansebevidstheden: Det første er selve bevidsthedselementet. Det røber sig specifikt som en bestemt givethedsmåde hos erfaringsgenstandene eksempelvis et modalitetspræg i form af tingenes visuelle eller taktile (osv.) fremtræden. Bevidsthedselementet har imidlertid også et alment aspekt i form en generel tilstedeværelseskvalitet eller visen sig, dvs. en gennemgående fænomenologisk kvalitet, der nødvendigvis må kendetegne erfaringer inden for en hvilken som helst modalitet. Det andet element er genstanden eller sagforholdet, der viser sig gennem bevidsthedselementet, men synes at være forskelligt fra dette. For at trænge ind til det principielle vil det være mest interessant at betragte tingen i forhold til det almene bevidsthedselement. Det er nemlig på dette niveau, at naturen af erkendelsens transcendens forstået som et forhold mellem bevidsthed og genstand bedst kan overvejes. Et indskud om det almene bevidsthedselement: En identifikation mellem bevidsthed og visen sig som er det samme som tilstedeværelseskvalitet eller givethed - dækker ikke alle betydninger af ordet bevidsthed. Men den dækker en enkelt, formentlig velkendt betydning: den vi forudsætter, når vi under et omtaler mentale fænomener som bevidsthedsfænomener, og når vi opfatter fravær af bevidsthed som ensbetydende med bevidstløshed i den forstand, at intet er fremme på skærmen. Bevidsthed i denne betydning er eksempelvis ikke identisk med refleksion. Der er derimod tale om en prærefleksiv form for bevidsthed, som kan identificeres med selve oplevelsesverdenens fænomenkarakter, og som hermed er en fællesnævner for alle former for oplevelse. For overhovedet at være et bevidsthedsfænomen må refleksion såvel som andre mentale fænomener have givethedskarakter, dvs. de må være kendetegnet af bevidsthed i prærefleksiv forstand. I almen og prærefleksiv forstand kan bevidsthed hermed identificeres med selve det forhold, at noget er fremme på skærmen, viser sig eller har givethedskarakter. Således forstået er det almene bevidsthedselement er intet andet end erfaringsvirkelighedens tilstedeværelseseller givethedskvalitet ( den fænomenologiske kvalitet ) 1. Denne betydning af ordet bevidsthed mener jeg både forekommer i vort dagligsprog og inden for klassisk bevidsthedsfilosofi, hvor bevidsthed opfattes som en essentiel egenskab ved mentale fænomener. Men selv hvis man ikke kan genkende denne betydning af ordet bevidsthed, må man kunne acceptere, at den 111

3 indføres stipulativt hvad man hermed bedes betragte som sket. Brugen af bevidsthedsbegrebet i den foreliggende tekst skulle således ikke kunne give anledning til forvirring. Tilbage til eksemplet Lad os idet vi fortsat holder os til en common sense-opfattelse - betragte en situation, hvor man sanser en fysisk genstand, eksempelvis et skrivebord. Man bedes nu overveje situationen under en første-persons-synsvinkel (hvad jeg herefter gør): Skrivebordet er til stede for mig. Da jeg sidder ved det, fremtræder det med både visuel og taktil modalitetskarakter; og desuden har det en almen givethedseller tilstedeværelseskarakter (det er der - oplevelsesmæssigt), som er fælles for modaliteterne. Såvel modalitetspræget som den almene givethedskarakter kan jeg henføre til mig selv (hvad der utvivlsomt beror på komplekse konceptuelle o.a. forudsætninger, som det dog ikke tjener noget formål at komme ind på her). Jeg kan således identificere det sidstnævnte element med min bevidsthed i almen, prærefleksiv forstand, mens de førstnævnte kan identificeres med hhv. min prærefleksive syns- og berøringsbevidsthed om det givne objekt. Men hvad nu med genstanden selv? Hvordan forholder den sig til bevidstheden om den? Ud fra en commonsense-synsvinkel virker det indlysende, at i og med, at skrivebordet ses og mærkes som en real genstand, er jeg vidende om, at det også eksisterer, mens jeg ikke opfatter det. Denne viden er imidlertid ikke en fra den direkte anskuelse løsrevet, abstrakt indsigt eller antagelse. Skrivebordet i mit synsfelt viser sig umiddelbart visuelt (etc.) med et præg af at være en genstand, hvis eksistens og egenskaber er uafhængige af visen sig i både almen og specifik forstand dvs. jeg ser skrivebordet som noget, der er til, uanset om jeg eksempelvis ser det eller ej. Derfor opfatter jeg ikke den visuelle (eller taktile etc.) tilstedeværelse som et træk ved tingen som sådan, men som et i og for sig tilfældigt forhold, der beror på mig og ikke på tingen. Det synes m.a.o. at indgå i tingens præsentationsmåde, at den ses som noget, som ikke afhænger af, om f.eks. synsbevidsthedens lyskegle tilfældigvis rammer den, og som derfor vil bevare sin egennatur, selv efter at setheden har forladt den. Dette synes imidlertid at indebære et paradoksalt træk ved den umiddelbare genstands-erfaring: På den ene side kan genstanden kun give sig som opfattet ved at være til stede for bevidstheden. Bevidstheden er jo identisk med tingens 112

4 visen sig, hvorfor tingen naturligvis ikke kan vise sig uden for bevidsthedsfeltet. På den anden side viser tingen sig som eksisterende uafhængigt af sin visen sig det er i denne forstand, jeg sanser tingen som en fysisk realitet og ikke kun som et indre, mentalt fænomen. Men hvordan kan noget vise sig som værende til uden for sin visen sig? Paradokset er, at genstandens perceptionstranscendente karakter i så fald synes at måtte være perceptionsimmanent. Det forhold, der hermed antydes, er da også af adskillige filosoffer blevet betragtet som en logisk umulighed. Det synes med Luhmanns ord - at forudsætte, at bevidstheden kan operere uden for sig selv, hvad den selvsagt ikke kan. Hermed er vi stødt på et af hovedmotiverne til en bevægelse bort fra den commonsense-realisme, hvis indhold vi har beskæftiget os med i det foregående. Man kan f.eks. bevæge sig i retning af helt at nægte tingenes bevidsthedsuafhængige eksistens som vi f.eks. ser det i form af Berkeleys esse est percipi-princip og inden for tysk idealisme og klassisk indisk filosofi. Vanskeligheden ved at forstå, at opfattelsens genstande kan være uafhængige af deres fremvisning eller præsentation, synes også at være et væsentligt motiv bag den krypto-idealisme, der præger moderne fænomenologisk tænkning: Eksempelvis indebærer den husserlske fænomenologis grundlæggende metodiske redskab, epocheen (: at man afstår fra alle fænomen-overskridende antagelser om realitet) og den deraf følgende fænomenologiske reduktion, at tingenes tilsyneladende uafhængige eksistens ikke opfattes som en selvstændig grundkategori, men som konstitueret gennem subjektive data. Det er en kendt sag, at sådanne synspunkter er forbundet med store vanskeligheder ikke mindst solipsisme-problemet: Hvis opfattelsens transcendens afvises, bliver konsekvensen ganske rigtigt, at de ydre ting, der viser sig for mig, ikke kan være radikalt uafhængige af deres visen sig men så kan man spørge, hvordan det da forholder sig med andre oplevende væsener: Bliver konklusionen ikke den, at jeg heller ikke kan nå ud til dem, men tvinges til at opfatte dem som konstitutionsprodukter ud fra egenpsykiske data? Og omvendt: hvis transcendenstesen antages at være holdbar m.h.t. relationen til andre bevidste væsener (således at solipsismen undgås), hvorfor skulle den så ikke også være holdbar, hvad angår forholdet til en fysisk omverden, sådan så epocheen sprænges, og en direkte realisme bliver mulig? Der gives dog også mindre radikale måder at forholde sig til det nævnte paradoks om opfattelsens forhold til dens genstande. Hvad angår sansning, kan man f.eks. bevæge sig i retning af en repræsentationsteori ad modum Locke: et 113

5 synspunkt, ifølge hvilket en uafhængigt eksisterende fysisk virkelighed ikke benægtes, men så at sige efterlades på den anden side af erfaringen, idet erfaringens præsentationer antages at være subjektive data (hos Locke: ideas ), som opstår som følge af, at fysiske ting påvirker sanseorganerne og centralnervesystemet. Hermed undgår man at tillægge selve sanseopfattelsen en transcenderende funktion. Denne funktion lokaliseres i stedet i en tankemæssig proces, der via kausalslutninger ud fra det oplevelsesmæssigt givne når frem til antagelser om uafhængigt eksisterende fysiske ting, som i visse henseender (: de såkaldte primære egenskaber) ligner eller stemmer overens med det sansemæssigt givne. Som det er almindeligt bekendt, er der imidlertid også problemer med en sådan model heriblandt vanskeligheden ved at verificere påstande om den fysiske omverden og dermed muligheden for glidninger i retning af subjektiv idealisme samt (igen!) det dermed forbundne solipsismeproblem. Hvad vi her skal hæfte os ved, er imidlertid, at såvel subjektiv idealisme som den lockeske repræsentationsteori synes at stride mod erfaringens fænomenologi, idet fysiske genstande allerede for den direkte sansning fremtræder som eksisterende i sig selv og ikke som intrapsykiske størrelser ( ideas ). Med andre ord: Det er, som om jeg gennem min sansning er ude ved ting, som eksisterer uafhængigt af deres visen sig - og det forekommer vanskeligt at forstå, hvordan det kan være, som om dette er tilfældet, hvis det er logisk umuligt, at det kunne være tilfældet. Antager man imidlertid, at det kunne være tilfældet, vil det selvsagt være et argument for at antage, at det er tilfældet. En direkte realisme (dvs. en opfattelse, ifølge hvilken man direkte perciperer ydre ting) er i overensstemmelse med common sense og giver ikke i nær samme grad som idealismen og repræsentationsteorien anledning til penible problemer vedrørende subjektets relation til den fysiske og sociale omverden. Derfor synes det rimeligt at betragte den direkte realisme som en omstødelsespåstand, altså et synspunkt, som så vidt muligt dvs. med mindre der er gode argumenter for dets fejlagtighed - bør fastholdes, og som i hvert fald ikke bør ændres eller modificeres mere end højst nødvendigt. (Det kan f.eks. forekomme rimeligt at foretage en modifikation i retning af en direkte, kritisk realisme, ifølge hvilken visse af de egenskaber, omverdenen synes at have, f.eks. æstetiske kvaliteter og de såkaldte sekundære kvaliteter, opfattes som en subjektiv farvning af sansningens objekter; men en sådan modifikation behøver ikke at medføre, at adgangen til objekterne ikke kan være direkte. At et træ fremtræder subjektivt farvet som smukt, er f.eks. fuldt 114

6 foreneligt med, at man i andre henseender f.eks. hvad angår træets højde i forhold til andre træer og grenenes placering på stammen - ser det, sådan som det er i sig selv.) Ved at forsøge at fastholde den direkte realisme bringes man imidlertid tilbage til det oprindelige problem: Hvordan kan det givethedstranscendente være fænomenologisk tilgængeligt, uden at grænserne for fænomenologisk fremtræden overskrides? Den vanskelighed, der antydes af dette spørgsmål, kan forsøges elimineret gennem en nærmere analyse af vores begreb om (især) sansebevidsthed om ydre genstande: Sansebevidstheden indeholder ganske vist et rent sanseligt element, der inkluderer modalitetspræg o. desl.; men den indeholder også et kognitionsaspekt. I kraft af det sidste aspekt bliver det muligt at begribe en uafhængig genstand som (a) eksisterende, uden at den viser sig, idet man samtidig (b) betragter det som muligt at den kan vise sig (dvs. at den kan ledsages af et præsentationsaspekt), og idet man endvidere (c) betragter dens eventuelle visen sig eller præsentation som henhørende til iagttageren og ikke tingen selv. Disse 3 momenter synes at kunne forenes uden at nogen form for modstrid. Det synes med andre ord muligt, at en uafhængigt eksisterende genstand anskueligt kan præsentere sig som fuldstændigt eller i visse henseender dét, den i sig selv er, idet den kendsgerning, at den tilfældigvis viser sig, umiddelbart opfattes som dens natur uvedkommende. Tingen er synlig og kan berøres; men den eksisterer ikke som essentielt set eller berørt. Synligheden og berørbarheden er hermed nedskrevet til blot at være en potentiel relation til et opfattende subjekt, ikke et træk ved tingen. Jeg mener således, at jeg kan se hesten, fordi den står i stalden men jeg mener ikke, at hesten står i stalden, fordi jeg kan se den. Med andre ord: Via kognitionsaspektet opfattes tingene i omverdenen som værende i besiddelse af en opfattelsesuafhængig virkelighed (en eksistens per se), som ved visse lejligheder og i visse henseender kan vise sig gennem sansebevidstheden. Er det ikke sådan, vi umiddelbart forstår vores eget perceptuelle forhold til de ting, vi iagttager omkring os? Og hvis det er hvorfor så ikke tage denne umiddelbare forståelse for gode varer? Jeg vil mene, at det foregående giver et i store træk korrekt billede af indholdet i den i almindelig common sense indeholdte direkte realistiske forståelse af forholdet mellem sansning og virkelighed. 115

7 Transcendensens paradoks synes imidlertid ikke hermed at være løst det har tilsyneladende blot fået en mere præcis adresse. Hvad angår sansning henlægges den transcenderende funktion nu til sansningens kognitionsaspekt, som forstås som et integrerende element i selve sansningen. Men igen: Hvis kognition er noget fænomenologisk givet hvad man vel må antage i og med, at man antager, at sansning er det: står vi så ikke endnu engang med det oprindelige problem med at forstå, hvordan en givethedstilstand (in casu kognition) kan transcendere sig selv? Hertil kan svares, at problemet med overhovedet at forstå transcendens i højere grad er forbundet med erfaringens kvalitative indholds-elementer (f.eks. modalitetspræget) end med kognitionsaspektet: Det synes ikke fornuftsstridigt at antage, at vi begrebsligt kan sondre mellem erkendelsens subjekt- og objektside. Og for så vidt som antager, at vi faktisk kan dette, er vi ikke i den paradoksale situation at være tvungne til at mene, at tingenes foreliggen for os på paradoksal vis indgår i dem, selv når vi ikke opfatter dem. Af samme grund kan det indvendes mod Berkeleys esse est percipi-princip, at det bygger på en undervurdering af erkendelsens begrebslige aspekt (dvs. kognitionsaspektet). Berkeley hævdede, at han ikke kunne tænke sig genstande som eksisterende uafhængigt af deres oplevelsesmæssige tilstedeværelse hvad man til gengæld uden videre kan ifølge common sense. Her synes det at være common sense, der rummer den mest nuancerede opfattelse en opfattelse, som bygger på en implicit antagelse om, at sansning er en legering af et sensorisk og et kognitivt-begrebsligt element, der tillader en umiddelbar, sanselig perception af fysiske objekter som foreliggende for, men ikke i bevidstheden. Altså igen: Skivebordet foran mig viser sig ganske rigtigt men det viser sig (umiddelbart) som eksisterende i sig selv, og dermed som eksisterende uafhængigt af, at det viser sig. På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at det forekommer lettere at acceptere eksistensen af transcendens hos mentale fænomener, hvori det i og for sig farveløse kognitive element er det primære - eksempelvis tænkning. Her kunne man jo i princippet også spørge, hvordan det kan være muligt for en tanke at rumme noget, der eksisterer uden for tanken selv. Men omvendt: hvis en tanke ikke kunne forholde sig til (hvilket ikke er det samme som at rumme ) noget fra den selv forskelligt ville dette da ikke betyde, at tænkning slet ikke kan forekomme? Ligger det ikke i tænkningens natur qua tænkning, at den kan række ud mod emner, der ikke er iboende i den mentale proces selv? Et bekræftende svar synes ikke bare nærliggende, men faktisk uomgængeligt. Det 116

8 ville således være vanskeligt at forstå, at tanker ikke skulle kunne befatte sig med forhold, der ikke er iboende i tankerne selv, f.eks. tidligere tanker. Eller hvad med såkaldte ideale kendsgerninger - eksempelvis forholdet mellem omkreds og diameter i en cirkel, dvs. pi, der udtrykt som en uendelig decimalbrøk umuligt kan være iboende i en mental akt? For så vidt som man overhovedet kan tænke på noget sådant, synes det med nødvendighed at forudsætte, at ens tænkning har en transcenderende funktion. Ud over, at det virker ekstremt kontraintuitivt at benægte transcendens som at træk ved opfattelse og tænkning, er det antagelig selvgendrivende at ville gøre dette. Et sådant synspunkt kan f.eks. ikke selv etableres som en på sig selv beroende sandhed, da også dette synes at forudsætte, at kendsgerninger kan påtænkes og samtidig bestå, uden at de bliver det. Og endvidere: Hvad med den umiddelbare erfaring af bevægelse og forandring? Er der overhovedet noget alternativ til at tolke erfaringen på dette punkt som en erfaring af, at noget nutidigt ophører med at eksistere og derefter hører fortiden til? Omkostningerne ved at nægte eksistensen af transcendens eller en transcenderede funktion hos mentale processer som sansning, erindring og tænkning synes at være så store, at de næppe kan være værd at betale. Ved en nærmere undersøgelse viser det sig da også, at selv filosofiske retninger, der tenderer mod subjektiv idealisme, i reglen uden videre forudsætter forekomsten af transcendens om ikke fra bevidsthedssfæren og ud til en fysisk omverden, så i hvert fald internt, dvs. inden for bevidsthedssfæren selv. Eksempelvis indgår der ifølge Husserls transcendentalt subjektivistiske senfilosofi en meningsmæssig reference til fortidige, fremtidige og potentielle erfaringer i enhver genstands-erfaring. En dagligdags tingserfaring bygger således på en syntetisering af successive fænomenale indhold i et stående-strømmende oplevelsesfelt, hvad der bl.a. forudsætter retention (tilbageholdelse) af den umiddelbare fortid i feltet af det aktuelt givne. Alene hermed forudsættes det tilsyneladende, at det aktuelt givne fænomenfelt indeholder en transcenderende relateren til en umiddelbar fortid, der jo ikke som sådan helt bogstaveligt kan være til stede (der kan kun være tale om en aktuel efterklang, der imidlertid allerede som sådan må indeholde en vis fortids-reference). En sådan bevidsthedsintern transcendens synes imidlertid i lige så høj grad at være eksempel på ægte eller egentlig transcendens som en eventuel relateren til bevidsthedsuafhængige emner. I denne forstand forudsætter selv subjektivistiske/idealistiske teorier i reglen forekomsten af transcendens. Hvis de ikke gjorde det, ville de udarte til subjektivismens mest absurde ekstrem: en øjebliks-solipsisme, ifølge hvilken man 117

9 ikke kan forholde sig til andet end det aktuelle nu et synspunktet, er imidlertid ikke (i ordets mest bogstavelige betydning) ville kunne fastholdes, da en fastholdelse af det enten ville forudsætte transcendens hen mod en transmomentan gyldighed eller (i det mindste) hen mod tidligere og evt. kommende mentale akter. Hvis man imidlertid accepterer transcendens inden for oplevelsessfæren, bliver det vanskeligt at afvise muligheden for transcendens mod en i mere absolut forstand uafhængig omverden, der som sådan ikke kan reduceres til blot at være et indeks over subjektive fremtrædelsesformer (ad modum Husserl). Transcendens er transcendens, hvad enten der er tale om et forhold til ikke-aktuelle (f.eks. fortidige eller blot mulige) mentale fænomener eller et forhold til noget ekstramentalt. I intet af tilfældene kan man prætendere at kunne give en nærmere analyse af fænomenet, men må tilsyneladende acceptere det som elementært og sui generis. Dets eksistens kan næppe stå til diskussion, eftersom det er så intimt involveret i kognitive processer, at et forsøg på et benægte det ville være selvgendrivende. Blot at tænke, at fænomenet er ikke-eksisterende, synes for en nærmere betragtning at bevise dets eksistens. Hvorfor så ikke udnytte de muligheder, der ligger i en accept af transcendensens kendsgerning, til at komme commonsense-realismen i møde? I så fald overflødiggøres filosofiske (i modsætning til videnskabelige: neurofysiologiske, perceptions-psykologiske o.a. ) forklaringer på, hvordan sansning kan give adgang til uafhængigt eksisterende objekter. Givet at transcendens er en faktor, man under alle omstændigheder må acceptere, åbnes der mulighed for at sige som G.E. Moore: There is therefore no question of how to get outside the circle of our own ideas and sensations. Merely to have a sensation is to be outside that circle. 2 I øvrigt må man være klar over, at transcendens ikke kun er et kognitivt og perceptuelt anliggende. Også handlingslivet rummer, således som det giver sig i den direkte erfarings perspektiv, en overskridende funktion. Selv de mest ubetydelige og kortvarige handlinger f.eks. at rede sit hår og klippe sine negle er transcenderende frem mod ikke-aktualiserede mål (ens negle som klippede, en selv som velsoigneret, eller hvad det nu måtte være), som så selv kan være delmål i forhold til overordnede mål. På denne baggrund er det ikke svært at forstå, hvad Martin Heidegger mener, når han i Sein und Zeit (1927) tillægger den menneskelige tilværelse ( Dasein ) en primært fremtids-orienteret værensform. Det forekommer således indlysende, at hverken handling eller erkendelse kan eksistere uden transcendens. 118

10 Det kan være, at dette forsvar for transcendens som et fait accompli for nogle vil forekomme skuffende. Hvad med fænomenets paradoksale karakter? Er der dog ikke stadigvæk tale om, at transcendens antages at indebære, at et uafhængigt emne (en ting, en egenskab, en begivenhed, en fortidig eller fremtidig tilstand etc.), der foreligger som opfattet, både er givethedsimmanent (idet det viser sig, opfattes eller tænkes på etc.) og givethedstranscendent (idet den eksisterer uden for sin visen sig eller sin væren påtænkt )? Jeg vil ikke prætendere at kunne give et klart og detaljeret svar, da en reduktiv analyse af transcendens, som er et sui generis-fænomen, ifølge sagens natur ikke er mulig. Men det burde kunne bidrage til eliminering af betænkeligheden at gøre opmærksom på, at bevidsthedslivets transcendens netop ikke betyder, at det transcendente objekt er givethedsimmanent. Det er tværtimod opfattelsen af objektet, der er givethedsimmanent, mens objektet selv gennem opfattelsen af det giver sig som eksisterende uafhængigt af opfattelsen. Dermed bortfalder dilemmaets ene horn påstanden om, at opfattelsens objekt foreligger som givethedsimmanent. Det er netop det, det ikke gør, idet det viser sig som transcendent, hvad der er muligt netop i kraft af bevidsthedslivets transcenderende funktion. Det kan derfor betvivles, at der er noget egentligt paradoksalt (selvmodsigende el. lign.) i tesen om erkendelsens og opfattelsens transcenderende funktion. Der er således ikke tale om, at en opfattelse af ydre genstande indebærer, at opfattelsen opererer uden for sig selv. Bevidsthedsmæssig relateren til noget fra bevidsthedslivet forskelligt er tværtimod en funktion, der alene udspiller sig inden for bevidsthedslivet, og naturligvis ikke i i det opfattede objekt! Med andre ord: I modsætning til det transcendente objekt, som qua genstand for bevidsthed er forskelligt fra og uafhængigt af den bevidsthed, det viser sig for, er transcendens et helt og holdent givethedsimmanent fænomen. En påstand om, at noget sådant ikke er muligt, kan ikke støtte sig til en påvisning af noget selvmodsigende el. lign., men er blot et rent postulat om, at transcendens ikke kan forekomme. Ganske vist er det under alle omstændigheder et yderst ejendommeligt forhold, at bevidsthedslivet i modsætning til rent fysiske størrelser - kan overskride sig selv. Men dette kan ikke i sig selv motivere en afvisning af dette forhold som en sui-generiskendsgerning. Tværtimod er det nødvendigt at acceptere transcendens som noget faktisk eksisterende, da der her er tale om en forudsætning for erkendelse 119

11 og handling, som er fænomener, hvis eksistens ikke kan stå til diskussion. Nærmere kan man (for mig at se) ikke komme sagen. II Hvis transcendens begribes som et grundtræk ved vores erkendelse, åbnes der, som det fremgår af det foregående, mulighed for at direkte-realistisk forståelse af forholdet mellem opfattelse og virkelighed. En sådan forståelse kan konciperes som en optik-teori, hvis indhold kan skitseres på flg. måde: I kraft af bevidsthedslivets transcendens præsenterer forskellige emner (ting egenskaber, relationer, kendsgerninger osv.) sig som eksisterende uafhængigt af, om de præsenterer sig eller ej. For så vidt som emnerne faktisk har en uafhængig eksistens, er erkendelsen og opfattelsen gennemsigtig dvs. den kan sammenlignes med en optik, gennem hvilken subjektet har adgang til ting, som i sig selv er forskellige fra denne optik. Det ville være et par dårlige briller, gennem hvilke man ikke kunne se andet end brillerne selv; men hvis vi omvendt går ud fra, at vores mentale optik kan sammenlignes med gode briller, muliggør opfattelsens subjektive betingelser (som bl.a. inkluderer sanseevne inden for forskellige modaliteter, begreber osv.), at en fra disse betingelser forskellig virkelighed kan opfattes gennem dem. Følgende eksempel hentet fra Husserl kan bruges til at illustrere den grundlæggende idé i optik-teorien : En blind, der føler sig frem med sin stok, mærker ved hjælp af stokken og det tryk, den udøver i hans hånd, fysiske forhindringer i omverdenen dvs. objekter, der er forskellige fra de midler, hvormed de registreres. Det er ikke stokken, og det er ikke trykket i hånden, han bemærker, men derimod f.eks. kantstenen foran ham ved hjælp af stokken og trykket i hånden. På samme måde er det ikke lysbølgerne, nethindebilledet, processerne i synsnerven og centralnervesystemet eller deraf fremkaldte indre fænomener, man opfatter, når man ser noget, men derimod - ved hjælp af eller gennem sådanne betingelser - den anskuelige virkeligheds genstande. I hvilket omfang og på hvilke områder en sådan opfattelsesmæssig gennemsigtighed eller optik-funktion er til stede, kan diskuteres. Men det kan i det mindste fastslås, at en transcenderende relateren synes at gøre sig gældende på en hel del områder bl.a. perceptionen af en fysisk omverden. Hermed er det som tidligere nævnt - nærliggende at betragte antagelsen om, at 120

12 den faktisk gør det, som en omstødelsespåstand, dvs. et synspunkt der må tages for gode varer, med mindre andet kan godtgøres. Men kan andet ikke godtgøres? Er det ikke en kendsgerning, at der gives adskillige argumenter mod den direkte realisme, som optik-teorien står og falder med? Hertil kan siges, at der ganske vist er blevet formuleret en hel del indvendinger mod den direkte realisme, men at deres holdbarhed er tvivlsom. Dette kan belyses ved at betragte et par af de kendteste: Det er f.eks. blevet hævdet, at sansepræsentationerne strider mod hinanden og derfor generelt må være subjektive (hvilket er en del af indholdet i det såkaldte illusionsargument). Dette kan dog næppe være korrekt: En ting fremtræder f.eks. ikke som det ofte påstås med forskellig størrelse afhængigt af afstanden. Når er er tale om genstande i ens nære omgivelser, er det, der varierer, indtrykket af afstand, mens størrelsen normalt opleves som konstant. Står man f.eks. på en perron og ser et tog nærme sig, er det selvsagt ikke en størrelsestilvækst hos toget, men en kommen nærmere, man opfatter. Noget lignende kan siges om forholdet mellem iagttaget og virkelig form: En mønt ser normalt ikke elliptisk ud fra en vinkel og rund fra en anden. Den ser rund ud hele tiden men naturligvis med-perciperes det, om denne runde genstand ses fra siden eller forfra. Sansebedrag kan naturligvis forekomme, men påstanden om, at erfaringens præsentationer generelt er illusoriske, synes at skyde langt over målet. Af samme grund er der ikke behov for at operere med størrelser som sansedata, fænomenologiske fremtrædelsesformer osv., når man skal gøre rede for, hvad der viser sig i almindelig sanserfaring. Det virker langt mere naturligt at antage, at vi perciperer virkelige ting og deres egenskaber som stående i bestemte relationer til os selv - f.eks. en rund, flad genstand set fra en bestemt vinkel og på en bestemt afstand. Visuel sansning af en fysisk genstand synes således ikke at involvere eksistensen af f.eks. sansedata af varierende størrelse og form som en særlig type entiteter, der står mellem subjektet og genstanden. Hermed nægtes det ikke, at forskellige sider eller aspekter af tingene under forskellige omstændigheder viser sig for en iagttager; men sider eller aspekter f.eks. forsiden eller bagsiden af et skrivebord kan meget vel tilhøre den samme reale virkelighed som de ting, de synes at indgå i. De er ikke nødvendigvis en art ikke-fysiske entiteter, som blokerer for udsigten til omverdenen. 121

13 Noget andet, som vi allerede har været inde på, er, at en direkte realisme ikke udelukker, at nogle af de tilsyneladende egenskaber hos genstande i omverdenen er subjektive. Man kan endda hævde, at en vis subjektiv farvning kan bidrage til sanseerfaringens gennemsigtighed på andre områder. Visuelt foreligger tingenes former i farvelagt tilstand, hvilket imidlertid er en betingelse for, at former kan være synlige (vel at mærke: givet at sort og hvid indregnes blandt farverne). Forholdet kan sammenlignes med, at en histolog, der undersøger en vævsprøve i et mikroskop, kan gøre strukturer i vævsprøven synlige ved hjælp af et farvestof. Det ville være absurd at påstå, at strukturerne i vævsprøven hermed i virkeligheden ikke foreligger for histologen. Det gør de naturligvis ved hjælp af eller gennem farvningen. Sanseiagttagelsens direkte karakter i normale situationer kan heller ikke afkræftes af det såkaldte signalforsinkelsesargument, ifølge hvilket sanseobjektet må foreligge med en vis tidsforskydning i forhold til det virkelige objekt som følge af signalernes (dvs. nerveimpulsers og lyd- og lysbølgers) endelige hastighed. I almindelighed skelner vi nemlig ikke mellem tilstandsforskelle, der er adskilte med brøkdele af et sekund. Dette betyder, at hvis man (per impossibile) kunne iagttage en situation uden signalforsinkelse og sammenlignede det, man ville få at se, med det, man iagttager med signalforsinkelse, ville der under normale omstændigheder foreligge præcis det samme f.eks. en stabel bøger på ens skrivebord, en pibe i askebægeret, at lyset er tændt, at kartoflerne koger el. lign. I sådanne tilfælde er signalforsinkelsen uden betydning, og sanseopfattelsen vil hermed stadig kunne være gennemsigtig mod en ydre tingenes tilstand. At signalforsinkelsen i særlige tilfælde f.eks. når der er tale om store afstande - kan medføre en uoverensstemmelse mellem sansepræsentation og virkelighed, kan selvsagt ikke invalidere en commonsense-opfattelse, der ikke udelukker sansebedrag, men blot hævder den direkte realismes gyldighed med hensyn til de fleste almindelige situationer. Endnu et populært argument, det er relevant at forholde sig til, er påstanden om, at erkendelsens afhængighed af begreber skulle udelukke, at det erkendte kan være noget uafhængigt eksisterende. Hvad der viser sig for os, er, hævdes det, en konceptualiseret virkelighed; men da begreberne hidrører fra os selv, må erkendelsens genstande dermed være afhængige af subjektet og kan således ikke have i en absolut forstand uafhængig status. Ud fra en optik-teori må man imidlertid afvise en sådan argumentation, idet følgende 2 påstande ikke synes at stride mod hinanden: (1) Vi kan kun erkende 122

14 virkeligheden gennem begreber og (2) virkeligheden (eller i hvert fald en stor del af den, herunder naturen) er uafhængig af, om den erkendes eller ej - og dermed af de begreber, vi gør brug af, når vi erkender den. Jeg kan f.eks. kun opfatte et skrivebord, hvis jeg råder over begrebet skrivebord ; men det bliver mit skrivebord ikke til et begrebs-produkt af. Den bevidsthedsuafhængige virkelighed er således ikke en amorf grød eller en kantiansk Ding an sich, der først antager en bestemt karakter via en begrebslig kategorisering. Den begrebslige kategorisering er tværtimod en mulighedsbetingelse for, at træk ved den uafhængigt eksisterende, strukturerede omverden kan opfattes som det, de er forud for og uafhængigt af denne kategorisering. (Den her antydede ide om en uproblematisk sammenhæng mellem begreber og virkelighedserkendelse på realistiske præmisser vil blive yderligere uddybet i forbindelse med den begrebslære, der forsøges formuleret senere i dette skrift.) Der findes i virkeligheden ingen uanfægtelige argumenter mod den direkte realisme. Men det er naturligvis vanskeligt p.t. at nå hele spektret rundt. Nogle vil sikkert efterlyse en diskussion af de i dag populære påstande om erkendelsens historiske og kulturelle betingethed (: tesen om kulturel kontingens ). Relevansen for den foreliggende problemstilling er oplagt: Hvis hele vores virkelighedsopfattelse er et kulturhistorisk produkt, en social konstruktion el. lign., er direkte perception af en i sig selv eksisterende virkelighed (dvs. en virkelighed, som er, som den er, uafhængigt af, hvordan man opfatter den, og hvad man mener om den) naturligvis udelukket! Det forekommer imidlertid indlysende, at sådanne synspunkter, for så vidt som de intenderes som almengyldige, må drage næring i manglende refleksion over deres egne forudsætninger: Hvis man mener, at virkelighedsforståelsen er relativ til historien eller kulturen, må man forudsætte, at der er væsentlige dele af den, der ikke er det: En forudsætning for eksistensen af kultur og historie er, at der findes mennesker, som kommunikerer og interagerer med hinanden i en fysisk omverden. Korrektheden af denne forudsætning kan ikke være relativ til en bestemt kulturhistorisk situation ( den postmoderne situation el.lign.), hvorfor erkendelsen af den heller ikke kan være det. Enhver der hylder ideen om kulturel kontingens, må tage for givet, at det er muligt at percipere faktiske forhold vedrørende andre menneskers kommunikation, interaktion og legemlige bevægelser blandt fysiske genstande osv. Hvis man vil hævde, at der ikke findes objektiv erkendelse på sådanne områder, kan man ikke samtidig antage, at 123

15 virkelighedsopfattelsen beror på kulturhistoriske faktorer - for i så fald kan eksistensen af sådan noget som historie og kultur ikke bekræftes. I denne forbindelse er det også relevant at gøre opmærksom på, at opfattelsens selektivitet, som utvivlsomt i nogen grad er historisk og kulturelt betinget, ikke udelukker dens objektivitet. Ganske vist kan selektivitet være en fejlkilde f.eks. hvis man vil forklare visse fænomener ud fra andre, men koncentrerer sig om irrelevante faktorer eller ikke er opmærksom på de relevante. Den slags fejl er velkendte og kan i større eller mindre grad korrigeres, sådan så der opstår en approksimation en mere adækvat forståelse. Men generelt set kan det forhold, at der i en enhver opfattelses- og erkendelsesakt zoomes ind på noget bestemt, idet der ses bort fra andet, ikke i sig selv begrunde en påstand om, at de virkelighedsudsnit, man beskæftiger sig med, ikke har objektiv eksistens. At jeg i et givet øjeblik beskæftiger mig med min hund og ikke f.eks. med den politiske situation i Mellemøsten eller min kones hårfarve, kan ikke være ensbetydende med, at hunden ikke eksisterer og har sine egenskaber. Evnen til at forholde sig til bestemte virkelighedsudsnit og skelne dem fra andre er tværtimod en betingelse for erkendelse og dermed for objektivitet i epistemisk forstand. Forholdet kan sammenlignes med en lyskegle, der oplyser visse genstande, men lader andre henligge i mørke. I dette tilfælde vil man vel ikke mene, at den kendsgerning, at ikke alt er oplyst, er ensbetydende med, at ingenting er det? Nu kan der imidlertid være grund til at foretage en nærmere undersøgelse af det begrebslige element, der synes bærende for selve transcendens-funktionen. Behovet herfor kan tydeliggøres ved at betragte endnu en indvending mod den direkte realisme og dermed optik-teorien: Indvendingen går i al enkelhed ud på, at selve det forhold, at enhver perception i princippet kan være fejlagtig (at den f.eks. kan være en hallucination eller et computer-fremkaldt fænomen inden for en virtuel virkelighed, f.eks. hos en hjerne i et kar ), må indebære, at erfaringens præsentationer, som forbliver de samme, uanset om de er sandfærdige eller ej, ikke kan være direkte erfaringer af ydre ting. For at formulere det samme lidt anderledes: Da en objektpræsentations fænomenale karakter ikke afhænger af objektets realitet, kan det, der umiddelbart giver sig i en sådan præsentation, ikke være et realt objekt, men må være et som-om-objekt. Det kan så være, at der findes et realt objekt uden for præsentationen, men dette er ikke givet i kraft af præsentationen. Det må derfor være forskelligt fra denne og kan hermed højst stå i et ydre 124

16 korrelationsforhold til den. Hermed synes den direkte realisme at blive erstattet af en repræsentationsteori ad modum Locke hvad der så kan danne grundlag for de velkendte udskridninger i retning af skepticistiske og subjektivtidealistiske synspunkter. En mulig strategi til at imødegå denne indvending er at fastholde, at præsentationen af et som-om-objekt ud over givethedskarakteren, modalitetspræget, perspektiviteten osv., som uden videre kan forstås som hørende hjemme på subjekt-siden, blot viser hen til muligheden for et virkeligt objekt - en mulighed, som så (evt. fejlagtigt) kan antages at være realiseret. Hermed ville der netop ikke være tale om, at som-om-objektet - dvs. det objektminimum, der er en fællesnævner for såvel fejlagtig som korrekt perception - opfattes som en særlig type eksisterende størrelse (en idea eller lign.), der nødvendigvis må stå mellem bevidstheden og de ydre genstande. Et som-omobjekt er qua reference til det reale objekts mulighed åbent for at kunne være en virkelig genstand hvorfor der i tilfælde, hvor det faktisk er det, vil være tale om direkte perception af et realt objekt. Netop denne indvending mod den direkte realisme og svaret på den gør det imidlertid nærliggende at beskæftige sig mere indgående med opfattelsens begrebslige aspekt ikke mindst da det synes at være den egentlige bærer af den transcenderende funktion, og da det også af andre grunde forekommer vigtigt at forstå forholdet mellem virkelighed, mulighed og begreber. III Der må skelnes mellem begreber i subjektiv og i objektiv forstand. I objektiv forstand er et begreb en logisk mulighed (dvs. en mulighed for et eller andet emme: en genstand, en egenskab, en relation, et sagforhold, eller hvad det nu måtte være), mens et begreb i subjektiv forstand er bevidsthedens potentiale til transcenderende forholden sig til en logisk mulighed dvs. til et begreb i objektiv forstand. Herved kan subjektet siges at have begreb om noget, som kan være, men ikke behøver at være, realiseret i virkeligheden, og som samtidig afstikker rammer eller grænser for, hvad er kan gælde som en forekomst af et givet emne. En ting kan selvsagt ikke overskride rammerne for sin mulighed, hvad der (ud fra den her forfægtede begrebsteori) blot er en anden måde at sige, at den ikke kan have træk, der strider mod begrebet om den. Synspunktet er i øvrigt ikke ukendt. Det stemmer f.eks. i væsentlige henseender overens med Leibniz begrebs- eller idélære. 3 For 125

17 at det kan blive fuldt forståeligt, må det imidlertid forklares nærmere, ikke mindst med henblik på at uddybe dets naturlige karakter i forhold til den gængse og den filosofiske betydning af ordet begreb. For det første må man gøre sig klart, at muligheder ikke er noget rent subjektivt. Eksempelvis er stolens mulighed, hvad den er, uanset om der findes stole eller ej, og uanset om man tankemæssigt befatter sig med stolens mulighed eller ej. Stolens virkelighed beviser, at den kan være virkelig, hvilket igen viser, at stolen under alle omstændigheder (også hvis der ikke fandtes stole) må være logisk mulig. Ganske vist er det en subjekt-relateret aktivitet, at man blandt alt muligt vælger at tematisere (eller udgrænse) netop den logiske mulighed for en brugsgenstand, som er beregnet til at blive siddet på. Men indholdet i denne mulighed (in casu stolens mulighed) begribes dog som havende en egennatur, som er uafhængig af, om tematiseringen foretages eller ej. Dvs. stolen er en logisk mulighed, uanset om man tænker på den eller ej og den var i øvrigt en logisk mulighed, førend der fandtes nogen, der tænkte på den (men bemærk: fantasi til at tænke på stolens mulighed kræver fantasi til at tænke på en mangfoldighed af andre mulige emner, f.eks. bevidste væseners formål, som imidlertid selv var muligheder, førend der fandtes nogen, der tænkte på dem!). Det principielt vilkårlige i udvælgelsen af et bestemt emne til nærmere betragtning er som tidligere nævnt ikke ensbetydende med, at emnet (dvs. genstanden for betragtningen) først opstår gennem udvælgelsen af det. Hvad angår virkeligheden kan man frit vælge, hvilke udsnit man vil trække frem eller tematisere; men da virkeligheden i sig selv rummer alle vilkårligt tematiserbare udsnit, dele og aspekter, kan dette kun forstås således, at man gennem tematiseringen forholder sig til noget, der allerede eksisterer i forvejen eksempelvis en sten eller et græsstrå, som ens blik tilfældigvis falder på. På samme måde forholder det sig med det mulige: Det omfatter ganske vist uendeligt meget mere end virkeligheden nemlig alt muligt; men nøjagtigt som for det virkeliges vedkommende kan man vælge at beskæftige sig med bestemte udsnit af mulighedsområdet; og man kan med rimelighed antage, at de har en egennatur, der ikke beror på, at man forholder sig til dem. Et eksempel: En kentaur er en ikke-realiseret mulighed, som har andre kendetegn end f.eks. en nisse; og det står os ikke frit at bevare kentaurens mulighed uden at bevare nogle specifikke træk, som selv hører hjemme på mulighedsområdet - såsom menneske-forkrop og hestebagkrop. Selv rene muligheder kan hermed tillægges en specifik natur, som er uafhængig af, om 126

18 man beskæftiger sig med dem eller ej. Man kan således konstatere, at denne specifikke natur ikke vilkårligt kan ændres: Man kan f.eks. ikke tillægge kentauren nissens kendetegn, uden at man ophører med at beskæftige sig med en kentaur og går over til at beskæftige sig med en nisse (hvilket vil være tilfældet, uanset hvad man kalder de to mulige væsener jf. nedenfor). Når man forholder sig til det mulige, vil der derfor, nøjagtigt som når man forholder sig til det virkelige, være tale om en transcenderende bevidsthedsakt, som er rettet mod noget fra akten selv forskelligt eller transcendent. Det transcendente led er in casu det muliges på sig selv beroende, invariante natur. I denne forstand er muligheder objektive sådan at forstå, at de består uafhængigt af opfattelsen af dem. I forbifarten bør det her nævnes, at hverken rene muligheder eller reale størrelser afhænger af sproglige benævnelser. En stol bliver ikke til et bord, fordi man kalder den for et bord. Dette fremgår bl.a. af, at en stol (eller en hvilken som helst størrelse) kan benævnes eller omtales på en ubegrænset mængde af måder, f.eks. på tysk ved hjælp af ordet Stuhl, på engelsk ved hjælp af ordet chair, på fransk ved hjælp af ordet chaise osv., uden at man dog vil nægte, at der er tale om en stol i alle tilfældene. Sagen er nemlig den, at også brugen af ord er forbundet med en transcenderende relateren til noget fra ordene selv forskelligt. Gennem en benævnelse fremhæves m.a.o. et bestemt muligheds- eller virkelighedsudsnit, som ikke afhænger af benævnelsen af det. Såfremt der er tale om deskriptiv sprogbrug, er det sådanne udsnit af det mulige eller det virkelige, der intenderes gennem brugen af ord. Ønskede man derimod at tale om rent sproglige forhold, kunne man gøre det ved at sætte ord eller udsagn i anførselstegn. Det er f.eks. en indlysende forskel mellem, at der står en stol i min dagligstue og udsagnet: Der står en stol i min dagligstue, eller for den sags skyld mellem en stol og en stol. En stol er en fysisk brugsgenstand, mens en stol er et kendeord efterfulgt af et navneord. Alle emner de være sig sproglige eller ikke-sproglige - kan benævnes eller omtales på utallige måder; og de kan bestå, selv hvis de ikke bliver benævnt (for sit vedkommende kan et sprogelement således bestå uden at være genstand for en meta-benævnelse). Noget lignende kan hævdes om det mulige: Også det er, hvad det er, uanset om det omtales, og uanset hvordan det omtales. Det er ganske vist en triviel sandhed i virkeligheden en tautologi at man ikke kan tale om noget uden at bruge sproget; men det bliver dét, man taler om, ikke sprog-afhængigt af. Igen er vi stødt på et epistemisk forhold, der kun kan begribes, hvis transcendensfunktionens natur anerkendes og forstås. 127

19 Hvad angår identiteten mellem begrebs- og mulighedssfæren er det imidlertid af større betydning at være opmærksom på, at muligheder qua objektpol for subjektiv relateren i reglen har karakter af typer. Dette fremgår af følgende eksempel: Antag (for nu at variere eksemplerne lidt), at man tænker på en hest som ren mulighed, sådan at forstå at man undlader at tage stilling til, om hesten eksisterer, og altså blot forholder sig til den som noget, der kunne eksistere. Tanken er som sådan en transcenderende (eller intentional) mental akt; men når dens objekt ikke opfattes som realt, kan det ikke tillægges en bestemt realessens (dvs. det kan ikke tillægges en i princippet ubegrænset mængde af faktisk forekommende egenskaber, som ikke umiddelbart giver sig gennem den akt, der gør genstanden nærværende for subjektet). Er der tale om en mulig størrelse, kan den kun intenderes som havende en eller anden specificerbar karakter hvor ordene en eller anden, skal forstås som et x, for hvilket der kan indsættes enhver logisk mulig underdifferentiering af den oprindelige mulighed. Om en bestemt, realt eksisterende hest kan man således spørge, om den er en hingst eller en hoppe, og hvis den er en hingst: om den er en almindelig hingst eller en vallak eller en klaphingst, om dens manke er kort eller lang, om den har den ene eller den anden farve, størrelse, vægt osv. Og i alle sådanne tilfælde vil der gives bestemte sandheder, svarende til den reale hests faktiske natur - og dermed naturligvis også fejlagtige påstande, som udsiger noget, der ikke er tilfældet om den reale hest. Intenderer man derimod hesten som ren mulighed forholder man sig til et emne, der er foreneligt med en hvilken som helst logisk mulig specificering gennem endnu ikke foretagne intentionale akter inden for den ramme, som den overordnede akt har afstukket. At intendere en mulig hest og derefter intendere den som en mulig hoppe, strider således ikke mod en forudgiven natur i den mulige hest; og det gør det selvsagt heller ikke, hvis man intenderer den som en hingst, eller som en hest, der vejer 600 kg., eller en hest, der vejer 900 kg. - osv. Det mulige har altså ikke én bestemt realessens, men blot en mulig specificerbarhed i form af en uendelighed af under-muligheder (svarende til at jeg f.eks., efter at have tematiseret hestens mulighed, kan gå over til at beskæftige mig med hingstens, vallakkens, den store eller den lille hests mulighed etc.). Dette har bl.a. den vigtige konsekvens, at muligheder kan opfattes som typer, som kan tænkes virkeliggjort af en uendelighed af numerisk forskellige eksemplarer. Blot kan det konstateres, at såvel alle under-muligheder som alle eksisterende eksemplarer selvsagt må overholde de grænser, der er afstukket af 128

20 den overordnede intentionale akt. Det er eksempelvis meget let at finde væsener, der ikke er heste, men de kan ikke intenderes som sådanne, og dermed kan de heller ikke være eksemplarer inden for den af ens egen akt udpegede kategori ( hest ), som dækker et bestemt mulighedsområde under udelukkelse af andre. I denne forstand må enhver virkelig størrelse nødvendigvis overholde den ramme, der på et eller andet specifikationsniveau afstikkes af en emne-udpegning inden for mulighedsområdet. Man intenderer altså ofte muligheder på en sådan måde, at forskellen mellem eksemplar og type ikke er med-intenderet. Det betyder dog ikke, at det ikke kan lade sig gøre at intendere individuelle størrelser på mulighedsområdet. (Man kan eksempelvis tænke på romanfigurer: De 3 musketerer har aldrig været eksisterende personer, men er dog i vis forstand individuelle størrelser i en mulig verden).tænker jeg eksempelvis på en mulig hest, kan jeg foretage en præcisering i retning af at forstå den som et individuelt eksemplar ved at at tilføje individuerende tids- og stedskoordinater eller mere generelt: ved på særlige måder at forbinde den mulige hest med andre elementer i en mulig verden eller i den virkelige verden (f.eks. ved at forestille mig, at den opholder sig på græsplænen i min have). Men hvis jeg blot holder mig til hestens mulighed og undlader sådanne præciseringer, skelner jeg normalt ikke mellem hesten som type og hesten som eksemplar. I en sådan situation relaterer jeg aspektuelt til en mulighed dvs. jeg underbestemmer ikke eller kun i begrænset omfang den mulighed, jeg tematiserer. Derfor fremtræder muligheder ud fra den simpleste måde at forholde sig til dem på, som i større eller mindre grad ikke-konkretiserede, eller (som det nogle gange siges) abstrakte. I øvrigt kan man, nøjagtigt som for eksisterende tings vedkommende, vælge at forholde sig til aspekter af de muligheder, man har trukket frem til tematisering. Forestiller man sig eksempelvis retvinklet, geometrisk trekant (en ideal størrelse, som kan tillægges samme ontologiske status som rene muligheder), kan man vælge at koncentrere sig om trekantetheden, idet man ser bort fra retvinkletheden. I princippet er dette analogt med, at man f.eks. kan koncentrere sig om en persons køn eller højde uden at beskæftige sig med andre træk ved personen. Ved at forholde sig aspektuelt til umiddelbart givne konkrete muligheder kan man udvælge mere almene mulighedstyper som genstandspol for en transcenderende akt. Hermed nås der frem til noget, der kan minde om abstrakte almenbegreber. Dog må man her erindre, at en vis grad af almenhed også vil kunne være til stede hos konkrete, relativt indholdsspecificerede 129