forskellen mellem det obligationsretlige risikobegreb og erstatningsansvaret i opbevaringsforhold

Transkript

1 forskellen mellem det obligationsretlige risikobegreb og erstatningsansvaret i opbevaringsforhold Bachelorprojekt Aalborg Universitet 2014 Rasmus Hynneke Waidtløw 6. Semester Erhvervsjura Vejleder: Søren Sandfeld Jakobsen

2 Titelblad Titel: Forskellen mellem det obligationsretlige risikobegreb og erstatningsansvart i opbevaringsforhold. Engelsk titel: The distinction between the passing of risk and liability in relation to storage contracts. Studie: Erhvervsjura (HA-JUR). Vejleder: Søren Sandfeld Jakobsen. Antal sider: 38 Anslag: Dato for aflevering: 14/ Studienummer: Skrevet af: Rasmus Hynneke Waidtløw 2

3 ABSTRACT 5 INDLEDNING 6 PROBLEMFORMULERING 7 PROBLEMSTILLINGER 7 METODE 8 AFGRÆNSNING 9 TEORETISK DEL 10 ERSTATNING 10 OBLIGATIONSRETTENS RISIKOBEGREB 12 AFTALER 13 TEORIEN I PRAKSIS 14 OE2000.B (FED ) 14 U Ø 15 U H 16 U H 17 U /2H 18 U V 20 ANALYSE AF 3X34'S TILBUD OM OPBEVARING OG VILKÅR HEROM 21 ANALYSE AF SHURGARDS TILBUD OM OPBEVARING OG VILKÅR HEROM 22 DELKONKLUSION AF ANALYSE 23 KONKLUSION 26 KONKLUSION AF PROBLEMFORMULERING 26 KILDELISTE 28 DOMME 28 LOVE 28 BILAG 28 BILAG 29 3

4 BILAG 1 29 BILAG 2 30 BILAG 3 32 BILAG 4 33 BILAG

5 Abstract This project is divided in two parts, a main and a secondary issue. The main issue to whether or not it is possible to make a clear distinction between the term of risk from the principles of obligation and liability from the liability act in relation to storage conctracts. Theoretically this isn't difficult. The term of risk is about who got the responsibility for an item and the risk of its destruction. Risk only comes into effect as long as the damage or the destruction of the item is accidental, by which is ment that no one can be blamed for the damage or destruction. Liability on the other hand is provided that the danish term of "culpa" is in effect. Culpa is latin and means mistake, which also indicates its usability. It requires someone to have acted negligently for culpa to take effect. In other words, someone most have made some kind of mistake. As mentioned earlier, this is theoretically a rather fixed distinction. It is however much harder to put risk and liability into such fixed groups practically. The law is clear, it does however require the judges to make personal reflections of whether the damage of the item is caused by an accidental or negligent accident. This is what this projects first issue is about, whether it is possible to make a firm distinction of these two concepts, based on practical rulings. The second issue of this project is, if it is possible to make an agreement, which changes the perception of whatever is concluded by the first issue. But why in relation to storage? Normally when talking about culpa, the prosecutor has to prove the defendant guilty of a negligent action or negligent failure to take action. This means the risk and the burden of proof lies with the prosecutor, the person whose item was damaged or destroyed. However in relation to storage is Danske Lov making it safer for people to store items in other peoples caring. This is done by turning the burden of proof for culpa from the prosecutor to the defendant (this is based on the defendant being the depositary). This means the defendant has to prove he did not commit a negligent action and did what he could to prevent the relevant accident. This means the risk of the item still lies with the prosecutor, but the burden of proof lies with the defendant. This makes it easier to see the distinction between negligent and accidental events, which is why the focus is in relation to storage contracts and Danske Lov There will not be much focus on theory in this project, as the chosen problem mainly is a practical issue, due to the need for human reflection, which can vary depending on the judges and the actual case. 5

6 Indledning Obligationsrettens risikobegreb handler om, hvem der hæfter for en genstands hændelige tilskadekomst, og dermed står til at miste på genstandens tabte værdi. Med hæftelse menes der normalt, at en person hæfter for en aftaleretlig eller erstatnignsretlig pligt, til en given konsekvens, hvilket normalt vil være erstatning. Men hvis der er tale om en genstands tilskadekomst ved en hændelig begivenhed, er der tale om et risikoproblem i stedet for de førnævnte retlige forpligtelser. Dette skyldes, at der ikke kan ske erstatning, medmindre en hændelse er uagtsom, eller hvis hændelsen falder under objektivt ansvar. Risiko går i almindelighed hånd i hånd med ejerskifte, hvilket vil sige, at når man køber noget, foretages der også en risikoovergang. Denne risikoovergang kan ses i købelovens 17, stk. 1, som værende ved levering af en genstand. Dette vil også sige, at ved almindelig løsørekøb i en butik, foretages leveringen ved disken, hvor der normalt også bliver betalt for genstanden. Dette følger samtidighedsgrundsætningen som siger, at en ydelse er betinget af modydelsen. Man skal altså ikke betale for noget, som man reelt ikke får. En anden mening med samtidighedsgrundsætningen er også, at ydelserne betales samtidigt, hvormed risikoovergangen for de pågældende genstande sker med det samme, nemlig hvor levering for begge genstande er sket og kontraktforholdet mellem de to parter, i bedste tilfælde, ikke længere er eksisterende. Med bedste tilfælde menes der her, at der tages udgangspunkt i, at genstandene ikke fejler noget, og en af parterne dermed ikke falder i misligholdelse af parternes indbyrdes kontrakt. Men hvad med de tilfælde, hvor levering af genstandende ikke sker samtidigt? Ved fragt siger købelovens 10, at sælgers risiko overdrages til køber, ved levering af genstanden til en tredjemands fragtfører. Ovenfor er beskrevet tilfælde med løsørekøb, men hvordan forholder man sig til risikobegrebet ved tjenesteydelser, som f.eks. lån og deponering? Da der her ikke foretages et ejerskifte, og dermed ikke køb, kan købeloven ikke bruges. Dette medfører, at de obligationsretlige principper må tages i brug. Ved almindelige låneforhold, har låntageren et objektivt ansvar, jf. Danske Lov Dette skyldes, at der i sådan et forhold ikke er et gensidighedsforhold. Der er altså ikke tale om en ydelse for modydelse, hvormed den person, som får ydelsen, dermed også må bære risikoen for genstandens tilskadekomst. I lånetilfælde hvor der til gengæld er en ydelse for modydelse, er det dog anderledes, da der foreligger et gensidighedsforhold. Med udgangspunkt i deponering menes der altså, at det som udgangspunkt er ejeren, altså deponenten, som har risikoen for de opbevarede genstande, og ikke depositaren, som opbevarer genstandene. Dog siger Danske Lov , at hvis en genstand, i en depositars besiddelse, går til grunde, eller lider skade, er det op til depositaren at påvise, at han har foretaget sig alt hvad han kunne, for at forhindre skaden på genstanden. Der foreligger altså en omvendt bevisførelse for culpaansvar. Dette vil også sige, at selvom det er deponenten, som reelt har risikoen, er det depositaren, som skal godtgøre, at 6

7 skaden ikke skyldes hans handlinger, eller mangel på samme. Der er altså her tale om en risiko contra erstatning problemstilling. Depositaren skal godtgøre, at han ikke er erstatningsansvarlig overfor deponentens genstand, hvormed deponenten har risikoen for genstandens skade. Selvom risiko og erstatning umiddelbart kan ses som værende to ens begreber, er de teoretisk forskellige. Risiko omhandler de hændelige begivenheder, som ingen kan gøre noget ved, og den person som står til at miste noget ved sådanne begivenheder, grundet at han har risikoen. Erstatning omhandler derimod de situationer, hvor en begivenhed kan skyldes en persons objektive eller culpøse ansvar, grundet i en fejl af pågældende person, som kunne være undgået. I praksis er denne sondring mellem risiko og erstatning dog lidt sværere, da der skal foretages vurderinger om, hvorvidt depositaren har foretaget sig en culpøs handling. Problemformulering Som nævnt ovenfor, kan der teoretisk drages en relativ klar linje mellem risiko og erstatning. Dette bliver imidlertid mere besværligt når man taler om dette i praksis. Ligesom det inden for erstatningsretten kan være problematisk at skelne mellem hvornår simpel uagtsomhed går over til grov uagtsomhed, kan det mellem risiko og erstatning være problematisk at se, hvornår noget er hændeligt, som dermed hører under risiko, og hvornår noget er culpøst, og dermed være erstatningsretligt. Derudover bringer risikobegrebet en anden problemstilling, nemlig at begrebet er obligationsretligt, som er deklaratorisk, hvormed det, parterne imellem, kan aftales, hvorvidt disse regler skal følges. Problematikken hertil er, hvor deklaratorisk risikobegrebet er. Altså i hvor stor udstrækning, er det muligt at aftale sig væk fra dette begreb, og dermed også hvor stor en byrde er det muligt at give modparten gennem aftale i form af risikobetragtningen? "Hvornår skelner man obligationsretligt mellem risiko og erstatning i opbevaringsforhold, og hvorvidt er det muligt for parter at påvirke denne sondring gennem aftale?" Problemstillinger 1. Hvordan har retspraksis sondret mellem risiko og erstatning, samt hvor tydelig er denne skildring imellem disse to begreber? 2. Er det muligt at lave en aftale, som ændrer den almene sondring mellem risiko og erstatning, og dermed gøre det mere byrdefuldt for en af parterne, og i så fald i hvor stor grad? 7

8 Metode Til belysning af valgte problemformulering, og valgte problemstillinger, vil den retsdogmatiske metode blive benyttet. Denne metode ser på jus i forhold til faktum, hvormed der skal forstås, at den ser på, hvordan retsreglerne bliver brugt i forhold til de faktiske forhold, og dermed danne retspraksis. Denne metode er omvendt af den retspolitiske metode, som ser på, hvordan retten bør være, hvormed der menes et teoretisk udgangspunkt i retten. Grunden til, at det er den retsdogmatiske metode som bliver brugt, er, at det er sondringen mellem risiko og erstatning i praksis der er problemet i valgte problemformulering, nemlig hvornår et uheld går fra hændeligt til culpøst. 1 Den retsdogmatiske metode går derudover også ud på, at systematisere gældende ret i undergrupper. I dette projekt vil der blive brugt de obligationsretlige principper, domme, Danske Lov samt retspraksis omkring culpabedømmelse, for at kunne finde sondringen mellem risiko og erstatning. Dette vil sige, at der som udgangspunkt ikke vil blive brugt noget skrevet lov, ud over Danske Lov, som i praksis kan diskuteres om dette mere er et princip, i forhold til lov, da den kan dateres tilbage til 1683 (diskussionen hertil er, om Danske Lov er for gammel til reelt at være lovgivning). De obligationsretlige principper, med udgangspunkt i risikobegrebet, må anses som værende grupperet som forholdets natur, da man i obligationsretten ikke dømmes efter lov, men ulovbestemte principper, med udgangspunkt i, hvad der er bedst stemmende i pågældende situation. Dette vil sige, at det er situationer, hvor domstolen skal ind og vurderer på handlingerne. Dette er også netop det, som valgte problemformulering vil ind og belyse i forhold til risiko og erstatning, nemlig forholdet mellem hændelige og uagtsomme begivenheder i forvaringsforhold. Valgte domme er hørende under retspraksis, da disse er afgjort ved domstolen. Dette vil sige, at der i dette projekt primært vil blive brugt retspraksis, samt principper, som ser på forholdets natur i forhold til faktum. 2 1 Bo Von Eyben, Juridisk Ordbog, 2008, Thomson Reuters, s. 332, "retsvidenskab". 2 Carsten Munk-Hansen, Rettens grund filosofi videnskab metode, 2010, s

9 Afgrænsning Der vil i dette projekt ikke blive set på konsekvenserne af, hvorvidt der bliver dømt hhv. efter risiko eller erstatning. Dette vil sige, at der ikke vil blive set på misligholdelsesbeføjelserne. Dette skyldes, at projektet omhandler den balance der er mellem risiko og erstatning, og ikke hvad dette medfører. Dermed er det også sagt, at det, som vil blive lagt mest vægt på i projektet, er de omstændigheder, der får domstolene til at dømme efter risikoreglerne og erstatningsretten. Da det er retspraksis holdning til forskellen på risiko og erstatning der er det primære fokus, vil der ikke være et stort teoretisk udgangspunkt, der vil kort kommes ind på dette, men fokus vil blive på praksis. Da den største problematik i henhold til valgte problemformulering er, hvornår et uheld går fra hændeligt til uagtsomt, vil der ikke blive set på de omstændigheder, hvor det er let at sige, hvem der har risikoen for genstanden. Dette medfører, at der ikke vil kommes ind på de sager, som har med samtidighedsgrundsætningen at gøre. Hvilket betyder, at sager om almindelig køb af løsøre eller tjenesteydelser ikke vil ses på. Derimod vil der blive lagt vægt på forvaringsforhold, nærmere bestemt deponeringssager, da det er her domstolen kommer ind og spiller en rolle. Med dette menes der, at det er i deponeringssager, hvor domstolen reelt kan komme ind og bedømme, hvorvidt depositaren har opbevaret de omhandlende genstande forsvarligt, eller om der er grund til at dømme ham efter culpaansvar. Da disse sager, altså deponeringssager, efter danske lov har omvendt bevisførelse, er det dermed depositaren som skal godtgøre, at han ikke har handlet culpøst. Dette vil også sige, at lovgivning har gjort det mere byrdefuldt at være depositar, hvormed det, i forhold til almindelig risikosager, dermed også bliver mere spændende, da lovgivning mener, at der er grund til at gøre det mere byrdefuldt for en af parterne. Dette vil sige, at den valgte problemformulering vil blive belyst, primært gennem retspraksis ved deponeringssager. Dette skyldes, at det er her, problemstillingen kommer mest til syne, og dermed bedst kan klargøre den balance, som er mellem risiko og erstatning. 9

10 Teoretisk del Til belysning af den valgte problemformulering, vil der i dette kapitel blive gjort rede for de vigtige ting, som skal forstås inden for dette område. Dette er specielt hvordan man forstår risikobegrebet inden for obligationsretten, samt hvordan man skal forstå begrebet erstatning. Erstatning Erstatning har udgangspunkt i erstatningsretten og har hjemmel i erstatningsansvarsloven. Erstatning handler om, at kunne drage nogen til ansvar for en skade. Erstatningsretten handler om, hvordan den pågældende person kan pålægges en pligt til at erstatte den skadesramte, samt hvordan denne erstatning skal udmåles. Med andre ord handler erstatning altså om, at kunne drage en person til ansvar, for en genstands, eller persons, tilskadekomst. 3 Der er to måder, hvorpå en person kan blive påtvunget et erstatningsansvar. Den ene måde er ved objektivt ansvar, som er en skærpelse af ansvarsgrundlaget, pga. forøget skadesrisiko. Begrebet "objektivt ansvar" kan ses i følgende citat: "Ønsker man gennemført en ansvarsskærpelse på et givet livsområde, er den radikale løsning selvsagt at fastlægge, at der uanset fejl eller ikke-fejl hos den handlende skal betales erstatning, hvis en handling (eller undladelse) på det pågældende område bevirker, at der indtræder skade - at fastlægge et objektivt ansvar". 4 Med andre ord, objektivt ansvar handler om, at en person, uanset om han har lavet fejl eller ej, skal betale erstatning for en skade, som skyldes hans handlinger eller mangel på handlinger. Dette kan f.eks. ses i færdselslovens kapitel 16, , som omhandler lovfæstet erstatningsansvar, ved skade påført af motorkøretøjer. 5 Den anden måde hvorpå der kan pålægges et erstatningsansvar, er gennem "culpa-reglen". Denne regel er i dansk ret anset for at være den almindelige erstatningsregel. For at kunne idømmes culpaansvar, kræver det, at en handling kan anses som værende forsætlig eller uagtsom. Hændelige begivenheder hører dermed ikke under culpareglen. Dette vil sige, at for at kunne dømme efter culpareglen, kræver det, at man kan skelne mellem uagtsomhed og hændelighed. Den klassiske definition af uagtsomhed er: 3 Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s

11 "(...) hvis han har undladt at udvise den forsigtighed og omhu - den grad af agtpågivenhed - som en god familiefar, en bonus pater familias, ville have udvist i den samme situation". 6 I praksis kan denne klassiske definition dog kun bruges som en vejledende forståelse af culpareglen. Dette skyldes, at der i vores moderne samfund er stor forskel på mennesker, grundet uddannelsesniveau, specialisering m.m.. Dette medfører, at bonus pater, eller det "almindelige menneske", ikke længere er eksisterende. Dette er også en grund til, at det kan være svært at godtgøre, at en handling har været uagtsom, fordi man ikke har en klar definition af, hvad uagtsomhed i realiteten er. Det er dog forsøgt at definere uagtsomhed på en ny måde, nemlig ved at skifte fokus fra personen til handlingen. Med dette skal forstås, at man i stedet for at se, hvorvidt personen handlede uforsigtigt, ser på, om handlingen, skadevolderen har gjort, var korrekt. Som sagt skyldes dette den store forskel på viden mennesker imellem. Dette medfører også, at mennesker, som har større viden på et område (hvis de f.eks. er uddannet inden for det pågældende område) har større risiko for at ifalde uagtsomhedsbedømmelsen, og dermed også falde i culpaansvar, fordi de burde have større viden om, hvordan en skadevoldende handling kunne være undgået. Dette kaldes også "professionsansvar". Hændelighedsbedømmelsen er altså i praksis afhængig af, at den handling skadevolderen har foretaget, har været den bedst mulige i den pågældende situation. Dette kan også beskrives på følgende måde: "Hvis en, der foretager en risikabel foranstaltning, har gjort, hvad de var muligt for at orientere sig om risikoen, har valgt den mindst risikable fremgangsmåde af de realistisk mulige (...) og har forsøgt i øvrigt at forebygge skaders indtræden, vil selv dette, foranstaltningen indebærer en (betydelig) risiko, normalt ikke betyde, at der pålægges et culpaansvar i tilfælde af skade". 7 Hændelighedsbedømmelsen kan altså variere fra person til person, alt efter hvilken situation der er tale om. Som det kan ses i ovenstående redegørelse af culpareglen, eller mere konkret uagtsomhed, siger teorien, at hvis skadevolderen har handlet forsvarligt, forstået på den måde, at han har handlet mindst risikabelt, er det ikke anset som uagtsomt. Problemet, når man taler om praksis, er dermed, hvornår man kan sige, at en person handler mindst risikabelt efter vedkommendes livsområde. 8 6 Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s Bo Von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 2011, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s

12 Obligationsrettens risikobegreb Obligationsrettens almindelige risikobegreb omhandler de situationer, hvor en part ikke kan rette krav mod modparten, i anledning af en tabsgivende hændelig begivenhed. Dette vil altså også sige, at det er situationer, hvor der foreligger tab, men som ikke hører under erstatningsretten, fordi der ikke er tale om en uagtsom, men hændelig begivenhed. Der skal altså ses på, hvem der har "risikoen" for genstandens tilskadekomst, da det er denne person som kommer til at lide tab. Denne risiko er hos sælger, indtil han har foretaget levering. Dette er ved almindelige butiks køb ved kassen, hvor man giver sælgeren penge for de købte genstande. Dette tager udgangspunkt i samtidighedsgrundsætningen, som siger, at en ydelse kræver en modydelse (hvis man vil købe nogle genstande, kræver det, at man kan betale for dem), samt at disse ydelser sker samtidigt, da det først er på dette tidspunkt, at parterne har ret til modydelsen. Hermed menes der, at hvis man køber noget, har køber først ret til genstandene, når han betaler. Dette kan ses i købelovens 17, stk. 1, som siger, at risikoovergangen finder sted ved levering. Hvis der ikke er tale om et almindeligt butiks køb, men om at sælger skal levere varen via tredjemand, har sælger overført risikoen, når han leverer genstanden til tredjemands fragtfører, jf. købelovens 10. Risiko begrebet har dog også virkning, selvom der ikke er tale om køb af genstande. Der hvor det kan være mest spændende at se på, hvem der har risikoen for en genstand, er ved deponering, altså opbevaringsforhold, da der her skal tages en hændelighedsvurdering. Ifølge Danske Lov ligger, at risikoen som udgangspunkt hos deponenten, medmindre depositaren har handlet uagtsomt. Forskellen mellem dette forhold og ovennævnte erstatningsforhold er, at der i problemstillinger, som omhandler risikobegrebet, er tale om hændelige begivenheder. Der skal altså ses på, om depositaren har handlet uagtsomt i forhold til en hændelig begivenhed, i modsætning til erstatningsretten, hvor der ses på, om skaden skyldes en uagtsom eller forsætlig begivenhed. En ting man dog skal være opmærksom på ved Danske Lov er, at der er omvendt bevisbyrde. Det er altså depositaren, som skal bevise, at han ikke har handlet uagtsomt. Konsekvensen af, at en genstand går til grunde, eller lider skade, er, at den person, som har risikoen for genstanden, mister den. Dette vil sige, at hvis genstanden går til grunde før levering har fundet sted, mister sælger den, og hvis han vil have modydelsen, skal han levere en ny genstand. Der er dermed ikke krav om modydelse, såfremt genstanden lider skade før levering, og dermed før risikooverdragelsen har fundet sted. Der er altså ikke tale om, at en genstand skal erstattes, ligesom i erstatningsretten, men alene tale om, at genstandens ejer står til at risikere at miste genstanden, og dermed ikke få modydelse for den eller miste den ydelse, man netop har givet for genstanden. Hvis sælger har risikoen, mister han altså retten til modydelse, og hvis køber har risikoen, har han intet krav om tilbagebetaling for genstanden. Dette er 12

13 imidlertid med udgangspunkt i, at der ikke har været tale om misligholdelse, men om en skade er grundet et hændeligt uheld 9 Aftaler Til forståelse af problemformuleringens anden del om, hvorvidt det er muligt at lave en indbyrdes aftale parterne imellem, og dermed ændre den almindelige skildring mellem risiko og erstatning, vil der her blive redegjort kort om, hvad aftaleretten indeholder. Aftalelovens 1 siger, at alle tilbud og svar på tilbud er bindende. Dette vil sige, at det som udgangspunkt er op til parterne selv at definere en grænse mellem risiko og erstatning og hvis parterne herefter vil ændre på den grænse, som første del af problemformuleringen vil forsøge at definere, skal de blive enige om det i deres indbyrdes kontrakt. Dette vil imidlertid komme én af parterne til gode, såfremt der sker en skade, da det ændrer på almindelige rimelighedsbetragtning, som obligationsrettens risiko begreb forsøger at skildre (altså for hvem det er mest rimeligt at have risikoen for genstanden). Da obligationsrettens regler ikke er fastsat ved lov, er de dermed retshierakisk lavere placeret end aftaleloven, hvilket medfølger, at det er muligt, med hjemmel i aftaleloven, at aftale sig omkring disse principper. Hvad angår erstatning er det her umiddelbart også muligt at aftale ændringer, såfremt det ikke strider imod erstatningsansvarslovens 27. Aftalerettens regler gælder kun på de områder, som er tilhørende formueretten, hvilket bl.a. er obligationsretten. Hvilket igen vil sige, at obligationsrettens principper kan afviges ved aftale. Aftaleretten kan dog stadig bruges uden for formueretten, her er det dog kun analogisk, hvilket vil sige, at den ikke kan bruges direkte som hjemmel, men som en hjælp til argumentation. Man kan dog ikke sige, at alle aftaler er bindende, nogle aftaler er ugyldige, selvom aftalen umiddelbart anses som værende korrekt fastsat. Dette kan f.eks. være aftaler om spillegæld, her siger danske lov , at ingen er betalingspligtige for tab i spil. For disse aftaler er der dog en grundsætning som er kaldt "en obligatio naturalis", som siger, at gæld, som spillegæld, er en moralsk gæld, som handler om, at man forventes at overholde aftalen, selvom man ikke kan tvinges dertil. Der bliver altså lagt en indirekte pligt til at overholde aftaler gennem dette princip, selvom det ikke kan tvinges fuldbyrdet i tilfælde af misligholdelse Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky, Lærebog i obligationsret I ydelsen beføjelser, 2013, s og Bernhard Gomard, Hans Viggo Godsk Pedersen og Anders Ørgaard, Almindelig kontraktsret, 2012, s , 35, og

14 Teorien i praksis I dette afsnit vil valgte domme blive analyseret med henblik på, at kunne benytte dem til at komme frem til en konklusion på valgte problemformulering. Dommene er relevante i henhold til valgte problemformulering på den måde, at det er domstolenes fortolkning og vurdering i opbevaringsforhold, som kommer til syne. Derudover vil der forsøgt at blive analyseret vilkår og tilbud fra selskaber, som har tilbud om opbevaring. OE2000.B (FED ) Denne dom handler om et tyveri på et hotel, hvor der blev stjålet ca. 1 mio. kr. fra en backgammon turnering. Hertil bliver der lagt vægt på Danske Lovs samt adækvans, hvor hotellet bliver fundet ansvarlig efter begge regler. Der er i denne dom både blevet argumenteret for almindeligt culpa ansvar, gennem adækvans spørgsmålet og risikovurdering gennem deponeringsargumentationen samt Danske Lov Da hotellet bliver idømt begge regler, adækvans samt Danske Lov , kan dommen ikke bruges til at drage en skarp linje mellem disse to regler, da den ikke kommer ind og tager stilling til dem hver for sig eller op imod hinanden. Den kan dog hjælpe med at forstå domstolens tanker, inden for deres vurdering af disse regler. Angående adækvans betrækningen må dette på baggrund af ordlyden fra rettens bemærkning, falde på professionsansvar. "(...) det kan ikke antages, at tabet, henset til hotel SAS Radisons position som stort internationalt hotel med tilliggende spillekasino, ikke er adækvat." 11 Retten siger altså, at hotellet må, på baggrund af deres beliggenhed samt profession som internationalt hotel, anse tyveriet som adækvat. Dette er trods hotellets påstand om, at gæsterne selv må tage ansvar for store kontantbeløb. Da denne påstand ikke tages i betragtning i rettens bemærkninger, må dette skyldes sagsøgerens påstand om, at hotellet må have haft kendskab til det store pengebeløb, eftersom turneringen havde fundet sted fra 1994 til det pågældende år (1998). Hotellet burde altså være bevidst om, at turneringsarrangørerne havde et stort kontantbeløb opbevaret i hotellets bokse, og, som værende professionel serviceinstitution, burde gøre arrangørerne opmærksomme på konsekvenserne af deponeringen. Nemlig at hotellet ikke ville tage ansvar for beløbets forsvinden. Dette vil altså også sige, at 11 OE2000.B (FED ), s

15 der kan anses for at være en vis form for loyal oplysningspligt inden for deponeringsaftaler. Depositaren skal altså gøre opmærksom på eventuelle konsekvenser ved differentiering af genstande, som f.eks. at et deponeret kontantbeløb er for højt i forhold til depositarens ønskede ansvarsområde, med andre ord en beløbsbegrænsning. Hvad angår Danske Lov , blev der her set på en skærpet culpabedømmelse, altså omvendt bevisbyrde hvor depositaren (hotellet) skulle godtgøre, at de ikke havde handlet culpøst. Da hotellet havde flere sikkerhedsproblemer i denne situation, blev de dømt for at have handlet culpøst efter denne regel. Da hotellet bliver anset som depositar, og dermed culpøs, og da de ikke kan godtgøre, at de ikke har gjort noget culpøst, bliver de dømt efter Danske Lov 's skærpede culpaansvar. Selvom risikoen forbliver hos deponenten, er det imidlertid depositaren som udgangspunkt står til at lide tab. Grunden hertil ligger i den hårde culpabedømmelse som bliver truffet, dels fordi de er et hotel med tilbud om opbevaring af genstande i deres bokse, og dels fordi de burde være bevidst om, at der var store pengebeløb i pågældende bokse. Hvis hotellet imidlertid havde godtgjort, at det deponerede beløb var for højt i forhold til deres ansvar, ville denne sag kunne skildre en linje mellem erstatning og risiko. Dette skyldes, at der i dette tilfælde ville have været en ansvarsfraskrivelse, hvormed domstolen skulle se på, hvem der havde været culpøs i anledning af selve deponeringen. Resultatet heraf ville kunne ændre afgørelsen, da domstolen kunne komme til den konklusion, at beløbet ikke var deponeret korrekt, hvormed deponenten havde risikoen. Dette ville dog kræve, at hotellet havde været i god tro, da de deponerede det kontante beløb, mens deponenten havde været i ond tro herom. U Ø Denne dom går ind og ser på, hvordan sagens dommere forsøger at dømme efter deponeringsansvar. Der bliver i denne dom konstateret, at selvom institutioner, som i dette tilfælde er et hotel, har forholdsregler omkring kontante beløbsstørrelser og deres deponering, vil institutionen, trods disse forholdsregler og normale sædvaner, kunne idømmes ansvar, hvis en ansat ikke overholder disse. I denne sag var det en portier, som ikke foretog sig de sædvanlige og normale regler for deponering af kontantbeløb. Dette medførte, at kontanterne blev stjålet og hotellet skulle erstatte disse. Dette har til dels noget at gøre med hotellets skildring af, at de tager omsorg for deponerede genstande, hvormed de dermed også, efter domstolens mening, må passe bedre på disse genstande. Selvom domstolen ikke nævner reglen, er det i 15

16 overensstemmelse med Danske Lov Nemlig at hotellet ikke kan godtgøre, at de ikke har handlet culpøst, hvormed de bliver erstatningsansvarlige. Hotellet påstår, at deres skildring om deponering ikke er mere videregående end Danske Lov , men da domstolen ikke kommer ind på dette i deres bemærkninger, må dette skyldes, at der ved tilbud om deponering, skal gøres opmærksom på begrænsninger inden for deponeringen. Hotellets skildring er som lyder: "(...) Hotellet garanterer ikke for værdier som pelse, smykker, kontante penge etc., der ikke er overgivet i hotellets varetægt." 12 Herefter efterfulgt af en engelsk version, hvorefter der stod et felt med max kr., hvor intet beløb var anført. Forståelsen heraf må derfor være, at hotellets tilbud om deponering ikke har nogen beløbsbegrænsninger. Dette vil sige, hvis man som institution har et tilbud, om f.eks. deponering, kærves det, at tilbuddet er uddybet så kunden ved hvordan han skal forholde sig dertil. Derudover er det op til institutionen, at gøre de ansatte opmærksomme på, hvordan de skal forholde sig i sådanne situationer. Hvis institutionen ikke lever op til dette, er de bundet af det tilbud, som de har fremsat, jf. her også aftalelovens 1. U H Ovenfor er der blevet benævnt sager omhandlende deponering af pengebeløb, men hvad så med løsøregenstande? Denne sag omhandler opbevaring af biler, hvor en bil bliver stjålet fra depositarens område. Det spændende ved denne dom er, at Østre Landsret og Højesteret er uenige i, hvordan afgørelsen burde træffes, hvormed det er muligt at se, hvordan dommerne vægter sagens fakta forskelligt. Landsretten dømmer til fordel for servicestationen (sagsøgte) hvormed den bliver frifundet. Dette gør de delvist på baggrund af passiv accepteret aftale fra vognmandens side omkring servicestationens normale procedure, om at lade nøglen forblive i tændingen. Landsretten lægger altså vægt på, at der fra vognmandens side, ikke har været foretaget handlinger, som har kunnet forhindre, at bilen blev stjålet. Baggrunden for Landsrettens dom, må dermed være, at da det anses af vognmanden som godtaget, at servicestationen lod nøglerne forblive i tændingen, måtte servicestationen ikke have haft forpligtelser i form af ekstra tilsyn med bilerne. Da risikoen forbliver hos deponenten, jf. Danske Lov , var risikoen dermed hos vognmanden. Højesteret har imidlertid en anden opfattelse af sagens fakta. De mener, at 12 U Ø, s

17 servicestationens mangel på tilsyn har været så markant, at de har handlet culpøst. Dertil medhører, at deres påstand om, at vognmanden var bekendt med proceduren, ikke var nok, til at fritage dem fra deres omvendte bevisbyrde. Højesteret udvider altså servicestationens bevisbyrde, ved at sige, at normal handlemåde ikke er tilstrækkeligt til at fritage dem fra deres bevisførelse. Forskellen på landsretten og Højesteret er dermed vurderingen af, hvorvidt en normal handlemåde, som kunden er bekendt med, kan anses for at være nok, til at fritage depositaren, her servicestationen, fra deres skærpede bevisførelse. Landsrettens dommere mente ikke dette, selvom de i deres ordlyd, lyder som om, de ikke er tilfredse med ordningen. Derudover lægger landsretten også stor vægt på, den indbyrdes aftale servicestationen og vognmanden havde sammen, hvor intet omkring tilsyn var benævnt. Højesteret mener her, at når man vælger at deponere noget for andre, må dette være det samme som at føre tilsyn med genstanden, så længe genstanden er i depositarens besiddelse. U H I modsætning til U H, hvor servicestationen blev anset som værende erstatningsansvarlig, er værkstedet i denne sag blevet frifundet, både ved landsretten og ved Højesteret. Dette skyldes, at værkstedet havde forsøgt at forhindre indbrud, ved at forbedre den boks, hvori bilnøglerne blev opbevaret, hvis bilen blev afleveret mens værkstedet havde lukket. Værkstedet havde forbedret boksen så meget, som de havde anset muligt, hvilket syns- og skønsmanden også siger. Imidlertid siges det også ud fra synsog skønsmandens forklaringer, at den pågældende metode i realiteten ikke fungerer. Dette kan bl.a. ses ud fra hans forklaring til spørgsmål 2, hvori han siger, at ifølge forsikringsselskabers "standard tyv metode", vil det kun tage omkring 10 minutter at bryde boksen op. Grunden til, at værkstedet ikke bliver dømt for culpa på baggrund af en, ud fra forsikringsselskabers definition, ringe foranstaltning til opbevaring af nøgler må skyldes, at forsikringsselskabernes definition anses som værende for streng. Dette belyses med syns- og skønsmandens kommentar om, at kraftige pengeskabe kan brydes op på under en time ved denne metode. Landsretten er dermed tilfreds med værkstedets praksis, hvilket kan ses i deres udtalelse, hvor de, ud fra ordlyden, har en positiv holdning over for værkstedet. Her nævner de bl.a. forsøg på andre sikkerhedsforanstaltninger samt vægterovervågning. Højesteret dommeren Henrik Zahle er imidlertid ikke helt enige med landsretten her. Selvom han er enig om udfaldet, mener han dog, at værkstedets praksis med boksen ikke er optimal. Med dette må også forstås, at selvom værkstedet har forbedret boksen, er det, efter Henrik Zahles mening, det mindst acceptable de kunne gøre, ud fra de alternative og mere sikre metoder, som syns- og skønsmanden fremlagde under sagen. 17

18 Angående selve deponeringen af nøglerne, er det at smide nøglerne i en boks nok til, at de er overgivet til værkstedet, hvilket kan ses i landsrettens samt Henrik Zahles udtalelse. Dette skyldes, at det er et tilbud, som værkstedet har sat op, så kunder ikke nødvendigvis skal komme, mens værkstedet har åbent. Forskellen på denne sag og U H er dermed, at værkstedet havde foretaget foranstaltninger, i forsøg på at forhindre tyveri, selvom disse ikke var bedst mulig kvalitet. Servicestationen derimod, som ikke have nogle ekstraordinære foranstaltninger, havde dermed ikke overholdt Danske Lov , om at forsøge at opbevare genstande på en forsvarlig måde, hvilket værkstedet havde. Dette kan dermed også vises som et eksempel mellem risiko og erstatning. Værkstedet, som overholdte Danske Lov , havde dermed ikke handlet culpøst, hvormed risikoen lå ved genstandens ejer, mens servicestationen, som ikke havde overholdt samme regel, dermed havde handlet culpøst, hvormed de var erstatningsansvarlige. U /2H I denne dom er et lager- og pakhus (herefter benævnt Mammen & Drescher) blevet sagsøgt, på grund af brand, som resulterede i opbevarede genstandes tilskadekomst. Landsretten siger i denne dom, at Mammen & Drescher bliver frifundet fra sagsøgerne 1-4s påstande, på grund af manglende bevisførelse fra deres side. De har altså ikke, efter landsrettens mening, påvist, at branden skyldes fejl fra Mammen & Dreschers side. Dette skyldes, at den kontrakt, som Mammen & Drescher havde med pågældende sagsøgere sagde, efter landsrettens fortolkning og parternes fremlæggelse, at der var tale om ligefrem bevisbyrde. Dette er i kontrast til, hvad Danske Lov siger, nemlig at en depositar har bevisbyrden for at påvise, at han ikke har handlet culpøst. Her understreger landsretten derfor, at Danske Lovs bestemmelser er underlagt aftaleloven, hvormed menes, at det er muligt at aftale sig ud fra Danske Lovs bestemmelser. Da landsretten mener, at ansvarsfraskrivelsen til sagsøger 5 og 6 ikke er gældende, er der her omvendt bevisbyrde, jf. Danske Lov Dette resulterer i, at Mammen & Drescher ikke kan godtgøre, at de ikke har handlet culpøst, hvormed de bliver erstatningsansvarlige over for sagsøger 5 og 6. Man kan gennem landsrettens afgørelse dermed se, hvor stor en rolle det kan have, at lave en aftale som ændrer obligationsrettens almindelige principper. Da sagsøger 1-4 både havde bevisbyrden og risikoen for deres genstandes tilskadekomst, endte det med, at de ikke fik nogen erstatning, grundet aftalen med Mammen & Drescher. Sagsøger 5 og 6 derimod, hvis aftale ikke var gyldig efter landsrettens dom, havde kun risikoen for genstandene, men bevisbyrden lå hos Mammen & Drescher, hvormed de, grundet mangel på bevisbyrde, ifaldt erstatningsansvar. Danske Lov forsøger at gøre det mere rimeligt for 18

19 deponenten at have risikoen for deponerede genstande, hvormed det at aftale sig væk fra denne bestemmelse, kan have ovenstående konsekvens. I modsætning til landsrettens dom, mener højesteret ikke, at Mammen & Drescher skal ifalde erstatning over for sagsøger 5 og 6. Dette skyldes, at mens landsretten ikke mente, at aftalen "agreed document" var aftalt korrekt, mener højesteretten, at den er korrekt aftalt samt at det faktum, at der har været regelmæssige aftaler mellem parterne, må sagsøger 5 og 6 dermed have accepteret Mammen & Dreschers vilkår. Forskellen på landsrettens og Højesterets dom er dermed fortolkningen af aftalen mellem parterne og hvorvidt den kan anses for at være indgået. Angående sagsøgere 1-4, er højesteret enige med landsretten. Dette resulterer i, at Mammen & Drescher bliver frifundet for alle søgsmål. En anden forskel på resultatet er vurderingen om, hvorvidt bevisbyrden er opfyldt. Landsretten mente ikke at det var opfyldt, fordi man ikke vidste hvordan branden startede. Resultatet heraf var, Mammen & Drescher ikke kunne godtgøre, at de ikke havde handlet culpøst. Højesteret mente derimod, at Mammen & Drescher havde godtgjort dette. En grund der kan skyldes denne forskel, kan være opfattelsen af, hvorvidt aftalen var gældende eller ej. Landsretten dømte med hjemmel i Danske Lov , som siger omvendt bevisbyrde, mens højesteretten dømte gennem aftalens 85, som siger, at Mammen & Drescher skulle påvise, at de havde varetager ordregiverens interesser med omhu, hvilket højesteret mente at de havde. Ordlydsforskellen på Danske Lov og aftalens 85 er, at gennem skal der gøres rede for, at der ikke er handlet culpøst i form af tiltag eller mangel på samme. Aftalens 85 derimod siger bare, at der skal gøres godt for, at der er taget tiltag til at forhindre skader. Forskellen er dermed, at der gennem aftalen ikke skal gøres rede for, om der ikke er blevet handlet culpøst, men blot at de ikke har undladt at tage tiltag i ordregiverens interesse. Der er dermed tale om en lempet omvendt bevisbyrde, som er hjemlet i aftalen. Denne dom viser dermed til dels, hvor stor en indflydelse aftaler kan have på deponering. Hvis der ikke var denne aftale, skulle højesteret have været mere konsekvente over for Mammen & Drescher, da der dermed ville være normal omvendt bevisbyrde i stedet for en lempet, hvormed udfaldet kunne have været anderledes. Da aftalen ikke helt vender bevisbyrden om, er der to måder at fortolke dette på: 1. At det ikke er muligt helt at aftale sig ud fra Danske Lovs bestemmelser, men kun at lempe dem. 2. At grunden til, at bevisbyrden ikke er vendt helt om, skyldes marketing fra Mammen & Drescher. Med dette menes der, at hvis de juridisk gjorde det svært at blive pålagt erstatning, ville de ikke få kunder, på grund af, at der var for stor risiko for tab fra kundernes side. Det er imidlertid ikke muligt at komme med en konklusion på dette alene ud fra denne dom. 19

20 U V Ovenfor at forsøgt analyseret domme til besvarelse af, hvordan man må forstå henholdsvis risiko og erstatning, samt aftaleretlig forskydning af denne forståelse. Men hvordan forstås opbevaring? Opbevaring er umiddelbart, når én person har en anden persons genstand i sin besiddelse, men hvor der ikke er tale om et låneforhold. 13 Måden hvorpå det vurderes, hvorvidt en genstand er i en depositars besiddelse eller ej, kan ses i denne dom. Landsretten går her ind og vurderer, hvem der har haft interesse i den pågældende aftale om opbevaring. I dette tilfælde, hvor depositaren sagsøger deponenten, anses deponenten for at have været den part, som har haft interesse i aftalen, hvormed der reelt var tale om et opbevaringsforhold. Dette er modsat låneforhold, hvor det er låntager der har interessen i aftalen, hvormed han bærer risikoen for genstanden. Der er dog her tale om et objektivt ansvar (jf. Danske Lov 5-8-1). 14 For at finde ud af, om der er tale om et opbevaringsforhold eller et låneforhold, skal man dermed vurdere, hvem der har størst interesse i pågældende aftale. Denne dom bliver ikke dømt efter Danske Lov , men Købelovens 17, stk. 2. Denne siger: " Sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted. Stk. 2. Angår købet en bestemt genstand, som skal hentes af køberen, og er tiden inde, da den ifølge aftalen kan hentes, samt genstanden holdes rede, bærer dog køberen faren og må således betale købesummen, selv om genstanden hændelig er gået til grunde eller forringet." 15 Stk. 1 siger det samme som Danske Lov , nemlig, at sælgeren, som midlertidig kan anses som værende depositar indtil levering, har ansvaret for genstanden. Stk. 2 vender derimod risikoen igen, og placerer den hos køberen (midlertidig deponent). Denne paragraf minder imidlertid så meget om Danske Lov , at denne må have haft indflydelse på købelovens 17. Det skal dog siges, at købelovens 17, stk. 1 er blevet ændret med ikrafttrædelse pr. 13/7-2014, hvormed den, under denne sag, havde anden ordlyd. 16 Fordi 17 minder så meget om Danske Lov , kan man indirekte sige, at der er tale om depositar og deponent i forhold til Danske Lov, hvormed denne dom også er anvendelige på valgte problemformulering. 13 Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky, Lærebog i obligationsret I ydelsen beføjelser, 2013, s Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky, Lærebog i obligationsret I ydelsen beføjelser, 2013, s Købeloven Købelovens introduktionstekst pr. 17/2/

21 Analyse af 3x34's tilbud om opbevaring og vilkår herom Som det blev konstateret i U Ø, er tilbud, samt de oplysninger som disse tilbud omhandler, bindende for tilbudsgiveren. Dette vil sige, at de oplysninger og tilbud, som en virksomhed giver på deres hjemmeside, derfor må være bindende. Hermed øger selskabet dermed også deres forpligtelser overfor deponenten, da de er forpligtede til at overholde disse tilbud og oplysninger, da de ellers vil ifalde erstatningsansvar i tilfælde af, at en genstand lider skade. 3x34 oplyser om, at deres lagerhal er aflåst og overvåget, hvormed de dermed påtager sig ansvaret for, at de genstande, som de har i deres besiddelse, er sikret for tyveri. Hvis der dermed skulle være indbrud, vil domstolen dermed slå hårdt ned på 3x34, da deres sikkerhedssystem dermed må have været manglende. Resultatet heraf ville være, at 3x34 ville have sværere ved at påvise, at de ikke havde handlet culpøst, hvilket er krævet af dem, jf. Danske Lov x34 vender dog denne bevisbyrde delvist om igen i deres ansvarsfraskrivelse (deres vilkår 9), hvor de siger, at deponenten skal kunne godtgøre at der reelt er deponerede de pågældende genstande, hvilket gøres ved en specifikation, som 3x34 udarbejder efter aftale og besigtigelse af genstandende. Dette medfører også, at hvis deponenten vil påtage sig en handling med sine genstande, skal han sige dette til 3x34, da de dermed skal tjekke genstandende igen, og derefter rette dette i specifikationen. Gøres dette ikke, fraskriver 3x34 sig ansvar ved bortkomst af genstande. Hvad angår genstande, som kan skade andre genstande, fraskriver 3x34 sig dette i deres vilkår 10. Herudover pålægger de den pågældende deponent ansvar for de skader, sådanne genstande ville kunne påføre. Derudover giver denne paragraf dem også ret til at ødelægge genstande, der er til skade for andre genstande. Med dette dækker de sig dermed helt for ansvar, i tilfælde af, at sådanne skader ville ske. Grunden hertil er, at hvis skadelige genstande blev deponeret uden 3x34s viden, kan de ved mistanke fjerne disse genstande, uden ejerens samtykke. Dermed formindsker 3x34 den culpabedømmelse der ville være pålagt dem ved skade, fordi de hurtigt kan fjerne skadelige genstande ved mistanke herom, og hvis skaden skulle ske, er det kunden som har ansvaret heraf. Det eneste krav der kan stilles hertil er, at 3x34 kan påvise, at de ikke havde kendskab til den skadelige genstand, jf. Danske Lov , hvilket kan gøres ved deres specifikation, udarbejdet efter 9. På deres hjemmeside giver 3x34 tilbud om forsikring, hvilket de i 12 i deres vilkår kommer mere ind på. Her understreger de, at forsikring kun gælder, såfremt dette er aftalt. Derudover fraskriver de sig angreb fra skadedyr i 12, litra e. Som det kan ses i deres vilkår, forsøger 3x34 at mindske misforståelser mest muligt, for dermed også at mindske deres culpabedømmelse. Dette kan bl.a. ses i deres understregning af, at forsikring kun er ved specifik ønske og aftale herom. En ting der imidlertid vækker opsigt er, at der hverken på deres hjemmeside eller i deres vilkår fortælles noget omkring brand- og vandskade, udover hvad der står 21

22 i 12, litra b, som kun handler om forsikring herom. Dette vil sige, at i disse sager, vil 3x34 have normal omvendt bevisbyrde, da der ikke foreligger nogen form for ansvarsfraskrivelse på dette område. 17 Analyse af Shurgards tilbud om opbevaring og vilkår herom Ligesom 3x34 har Shurgard tilbud om opbevaring af genstande. I forhold til 3x34, fraskriver Shurgard sig de oplysninger, dermed også forstået de tilbud, som de har fremsat på hjemmesiden. 18 Resultatet heraf er, at hjemmesidens tilbud reelt set er vejledende oplysninger, som kunden selv skal gøre sig sikre på er korrekte og fastsat i deres aftale. Dette vil sige, at selvom Shurgard på deres hjemmeside tilbyder mere sikkerhed, bl.a. ved tilbud om, at man kan få et ventilleret opmagasineringsrum, er de ikke bundet heraf. Resultatet af dette er, at kunden ikke kan være sikker på, at kunne få et sådant rum, som beskytter mod fugt og frost ved ventilering. Derudover kan de pågældende vilkår, som nedenfor vil blive benyttet, være forældet, og dermed ikke gældende. Dette vil sige, at nedenstående analyse har udgangspunkt i, ar vilkårene er opdateret. Man må imidlertid også gå ind på Shurgards ansvarsfraskrivelse og se i hvor stor grad denne fraskrivelse reelt er gældende. Som udgangspunkt må man anse den for gældende, men Shurgard må dog imidlertid også gøre deres bedste for at de ting, som de nævner i ansvarsfraskrivelse, ikke sker. Hermed sagt, at de vilkår som bliver benyttet skal være den samme som den Shurgard reelt bruger, medmindre denne er blevet opdateret og endnu ikke er lagt ud på hjemmesiden. Med andre ord, selvom Shurgard fraskriver sig konsekvenser samt gør opmærksomme på, at det der står på hjemmesiden kun er vejledende, skal de stadig overholde den loyale oplysningspligt, hvormed de ikke må lægge misvisende oplysninger på denne hjemmeside. Ligesom 3x34 fraskriver Shurgard sig fra skader, som kunden/deponentens genstande ville kunne foretage. Dette gør de i 2, stk. 9 og 10. Shurgards vilkår benævner imidlertid flere ting, som ikke må opbevares, hvormed deres bevisbyrde bliver nemmere end 3x34. Dette skyldes, at mens 3x34 benævner pågældende gods som "farligt gods" giver Shurgard eksempler på, hvad dette er. Derudover siger Shurgard også, at listen ikke er udtømmende, hvormed de ikke kun er omfattet af de nævnte genstande. Imidlertid tilsigter Shurgard ikke de ting, som bliver deponeret. Dette kan komme Shurgard til skade i tilfælde af en retssag, da de som depositar, skal gøre rede for, at de ikke har handlet culpøst. Hvis en tredjemands genstande dermed har gjort skade på en anden deponent, skal Shurgard dermed godtgøre, at de ikke var klar over, at sådanne genstande var i deres opbevaring. 17 Se bilag 1 og Se bilag 4 "Hjemmeside Ansvarsfraskrivelse". 22

23 Ud fra 5 og 8, kan man se, at Shurgard forsøger at mindske deres ansvar mest muligt, ved at pålægge deponenten ansvar for egen sikkerhed i stedet for. Hermed forsøger de altså, at gøre den omvendte bevisbyrde, som er udledt af Danske Lov , nemmere for dem. Ved at se på Shurgards vilkår, kan man se, hvor stor indflydelse Danske Lov har. Hermed menes der, at Shurgard som depositar, er nødsaget til at fraskrive sig ansvar over for mange begivenheder, da de ellers ville have svært ved at bevise deres culpøse uskyld ved en retssag. 19 Delkonklusion af analyse Som det tidligere er nævnt, er der teoretisk forskel på, hvordan man skal dømme efter risiko og erstatning. Risiko er ved hændelige begivenheder, mens erstatning er ved uagtsomme eller forsætlige begivenheder. Dette vil også sige, at valgte problemformulering kan fortolkes på den måde, at det er skelnen mellem hændelighed og uagtsomhed som er problematikken i første del. For at komme ind på denne diskussion, er det imidlertid nødvendigt, at gøre rede for, om der er tale om almindeligt køb, låne- eller opbevaringsforhold. Der er her tale om opbevaringsforhold (jf. problemformuleringen). Opbevaringsforhold findes ved, at det vurderes, hvem af de to parter har interesse i, at denne aftale blev indgået, hvilket er samme måde låneforhold findes på. Som det er sagt i U V, er det i opbevaringsforhold deponenten, som har interesse i, at aftalen indgås, hvormed han også må bære risikoen, jf. Danske Lov Når dette er konstateret, er det op til dommerne derefter at bedømme sagens jus i forhold til sagens fakta. Det er her dommerne er nødsaget til at tage konkrete vurderinger i forhold til, hvorvidt sagens fakta skyldes en hændelig eller uagtsom handling eller mangel på handling. Det vigtige ved at gøre det klart, hvorvidt der er tale om opbevaringsforhold eller ej, er, at der i disse forhold er tale om skærpet culpaansvar i form af omvendt bevisbyrde. Det må dog konkluderes, at der ikke kan laves en klar skelnen mellem hændelighed og uagtsomhed, og dermed heller ikke mellem hvornår der bruges risiko og erstatning. Den klare umiddelbare forskel er dog imidlertid, at ved risiko er det deponenten der lider tab, mens det ved erstatning er depositaren der lider tab. Grunden til, at der ikke kan konkluderes på en klar skelnen er, at det er op til dommerne at vurdere, hvor stor en grad depositaren skal godtgøre, at han ikke har handlet culpøst. Dette er dog kun et problem i de sager, hvor der kan være tvivl herom. Dette kan f.eks. ses i U H, hvor selvom alle dommerne var enige om, at værkstedet havde godtgjort sin uskyld i form af forsøg på hindring af tyveri, var der én som stillede et højere krav til værkstedet ved at sige, at der burde være større sikkerhed omkring opbevaring af nøgler. Derudover kan det også ses i U H, hvor landsretten og højesteret havde forskellige 19 Se bilag 3, 4 og 5. 23