127 sejl, men uden at avancere. Næste dag stormer det stadig kraftigt,

Transkript

1 Strandinger Efter godt og vel to år på kysten indsender Heering en ansøgning om orlov, da det er ham»magtpaaliggende i Familieanliggende at foretage en Rejse til Fyn.«124 Emilie er gravid igen og er rejst væk på det første af de kommende års mange fravær fra hjemmet. Hun opholder sig hos sine forældre i Nørregade i Odense sammen med den fire et halvtårige Olaf og den halvandetårige Einar, mens Holger på tre år er ladt tilbage på fyret hos Heering og tjenestepigen Ane Johanne. 125 Har fyrmesteren måttet tage orlov for at hente sin kone hjem? Han rejser i alt fald til Fyn, og hjem kommer Emilie, for deres fjerde barn endnu en søn fødes på Bovbjerg Fyr den sidste dag i august December 1880 bliver stormfuld. Søndag aften den 12. noterer Heering i journalen, at man fra fyret kan iagttage fem skibe, der under voldsomt pres af sejl søger at klare landet. Mandag morgen observeres to strandinger henholdsvis syv og ti kilometer nord for fyret, og Heering begiver sig af sted til fods. Da han når frem til det nordligste skib, er det udmattede mandskab på otte mænd allerede lykkeligt reddet i land per raketapparat. Han vender om og når ved halvti-tiden tilbage til strandingsstedet for den norske bark Sylphiden. På dette tidspunkt har redningsmandskabet opnået forbindelse med skibet med raket. Udhalerlinen er bragt om bord og fastgjort under mærset på stormasten. Mandskabet om bord kan imidlertid ikke få gjort linen klar, så redningsstolen kan anvendes. Under forsøget knækker styrbords storvant, og to mand styrter ned og rammer dækket. I faldet bliver den ene slået til krøbling, mens den anden slipper med skrammer. Efter yderligere forsøg lykkes det endeligt at få gjort linen fast, så det til sidst bliver muligt at hale den udmattede og forkomne besætning på syv mænd i land mere eller mindre gennem vandet. Efterfølgende noterer Heering i fyrets protokol:»styrmanden var allerede for flere Dage siden slaaet, saa han ikke kunne gaa ved at Storbaaden gik overbord, og Baadsmanden blev ved Faldet fra Stormasten gjort aldeles hjælpeløs.«126 Sylphiden havde været i vanskeligheder i flere dage, og kaptajnen og to af be- 81

2 sætningsmedlemmerne var skyllet over bord allerede inden strandingen. Heering gengiver i sin indberetning detaljeret de forfærdelige døgn, mandskabet havde gennemlevet, inden de endelig blev reddet i land. Kort efter at kaptajnen og de to mænd var forsvundet i bølgerne, blæste alle sejlene over bord, og mesan og storrigning kappedes dog blev selve stormasten stående hængende i et par vant. Skibet var læk og vindpumpemøllen ubrugelig, så mandskabet havde måttet pumpe uafbrudt. Da det ikke var muligt at have ild om bord, havde de ikke kunnet lave mad i fire dage. Drikkevand havde de også manglet, for vandfadene var gået over bord, og folkene havde ikke kunnet komme til tanken. Her to år efter sin ankomst til Vestkysten oplever Heering nu for første gang at stå på stranden en iskold stormfuld vinterdag og på nærmeste hold være vidne til de tragedier med lidelse og tab af menneskeliv, der ofte var en del af strandingerne. Tilbage igen hjemme på fyret kan Heering fra sin udkigspost i tårnet se, hvordan havet kræver yderligere ofre, da et tomastet skib, øjensynligt uden kommando, driver i land i nærheden af Thorsminde. Hele dagen holder han også øje med en skonnert, der pranger 127 sejl, men uden at avancere. Næste dag stormer det stadig kraftigt, og han har dagen igennem fire sejlere i sigte, der alle kæmper for ikke at drive i land. I den detaljerede beretning om redningen af Sylphidens mandskab, som Heering omhyggeligt fører ind i fyrets protokol, understreger han, hvordan folkene på stranden havde gjort alt, hvad de kunne for at hjælpe besætningen, der»befandt sig i den ynkeligste Forfatning efter de foregaaende Dages overmenneskelige Savn og Anstrængelser.«Allerede inden det lykkedes at få folkene bragt i land, var der sendt bud efter læge i Lemvig. Samtidig med at denne decemberstorm raser på kysten ved Bovbjerg, er en storm i landets aviser endelig ved at lægge sig. Barkskibets Sleipners forlis ved Klitmøller den 19. november har været genstand for voldsom debat. 14 mand var ved højlys dag og i forholdsvis roligt vejr druknet tusinde alen 128 fra land lige ud for Klitmøller Redningsstation. Mandskabet herfra havde ikke kunnet ro redningsbåden op imod sø og strøm og nå ud til skibet, og de raketter, 82

3 Anskuelsestavle om brug af raket o Til venstre er den øverste del af linekassen med den opskudte line ved at blive gjort klar. Den nederste bund af linekassen, over hvis tænder linen skydes, er fjernet. I midten nederst i billedet ligger redningsstolen; til højre herfor er en mand ved at affyre en raket. Ved siden af er en gruppe mænd ved at hale redningsstolen med en skibbruden i land. Raketten skal skydes hen over skibet, og på skibet skal besætningen hale raketlinen til sig. Med linen følger et lille bræt med en brugsanvisning og en blok med ud- og indhalerline. Når blokken er fastgjort på et højt sted om bord gøres tegn til land, og en tyk trosse fires ud til skibet. Herefter kan redningsstolen, der glider på trossen, fires ud til skibet, og de skibbrudne kan en efter en tage plads i stolen og blive halet i land. Strandingsmuseum St. George. der blev affyret, havde ikke kunnet nå skibet, der befandt sig langt uden for deres rækkevidde. I første omgang var offentlighedens forargelse rettet mod rederiet på grund en række stærkt kritisable og uansvarlige dispositioner og på grund af Sleipners manglende sødygtighed, der havde ført til, at kaptajnen havde måttet landsætte 83

4 Bovbjerg fyr o Alle de store fyr på den jyske vestkyst er landkendingsfyr, såkaldte anduvningsfyr. Da Bovbjerg Fyr om dagen tjente som sømærke, blev tårnets murværk kalket i den usædvanlige dybrøde farve, så søfarende ikke skulle forveksle fyret med tårnene på de hvide kirker i Trans og Ferring. Tårnet er 26 meter højt, fokushøjden (flammehøjden) er 62 meter over havets overflade. Linsen er 2,78 meter høj og har en diameter på 1,85 meter. (Hauch 1937). Postkort o Kort- og billedsamlingen, Statsbiblioteket. skibet. Lokalt rettes kritikken derimod mod forholdene ved Redningsvæsenet. Herman Bang og Holger Drachmann er begge kommet til Klitmøller for at skrive om tragedien. Drachmann peger på manglende offe vilje og dødsforagt hos det aldrende redningsmandskab. Trak de nu også fuldt ud på åren, spørger han.»der manglede en Lars Kruse på denne Strand,«skriver han, 129 med henvisning til Skagens redningsformand, fiskeren Lars Kruse, som Drachmann selv året forinden havde givet heltestatus og udødeliggjort i novellen»lars Kruse. En Skildring fra Virkelighedens og Sandets Regioner.«Heri blev Lars Kruse, i forlængelse af Drachmanns og mange andres opfattelse af kysten og dens beboere, frem- 84

5 stillet som en af Vestkystens ædle vilde, et menneske i naturtilstanden ren og ædel. Herman Bangs artikler fra tragedien er anderledes grebet an og er blændende journalistik. 130»Ligesom man uvilkaarligt taler dæmpet i en Stue, hvor der er Lig til Huse, skyer man over for en Alvor som denne uvilkårligt alle unødig stærke Farver og taler kun i respektfuld Nøgternhed om Tingene.«131 Sådan indleder den 23-årige Bang sin beretning om strandingen. Som årsag til tragedien, ud over skibets usødygtighed, peger han på to forhold: Kommandovejene eller ånden ved Redningsvæsenet og redningsbådens beskaffenhed. Fra Hanstholm Fyr, blot en mil borte, havde man observeret de forgæves forsøg på at nå ud til skibet, men da det aldrig før var sket, at en redningsbåd havde været i aktion uden for sit eget område, var ingen kommet på den tanke, at redningsbåden fra Hansted kunne sendes ud, selvom den på grund af strømforholdene ville have haft langt bedre chancer. Herudover viderebringer Herman Bang en sønderlemmende kritik mod den selvrejsende redningsbåd, der, efter at være blevet kasseret af mandskabet i Skagen, var endt i Klitmøller. Den lå for højt på vandet og var umulig at manøvrere. Redningsfolkene havde tidligere ansøgt om en ny båd men uden resultat. 132»Forholdene med Baaden maa undersøges, og man bør ikke i ti Aar endnu lade denne pyntede Umulighed af en Baad gjemmes bag sin dannebrogsmalede Port.«133 I denne sag har Heering kunnet følge, hvordan det liv, han nu selv tager del i ved kysten, er avisstof og genstand for offentlig bevågenhed. Redningsvæsenets materiel og organisation, heltebeskrivelser, opfattelsen af kystbefolkningen er alt sammen temaer, der i mange år frem kommer til at optage ham. 85