EU-retten er omfattende og øver indflydelse på EU-borgernes hverdag. Med Euro-Jus giver Kommissionen

Transkript

1 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 1 FORORD EU-retten er omfattende og øver indflydelse på EU-borgernes hverdag. Med Euro-Jus giver Kommissionen borgerne uanset deres bopæl og nationalitet adgang til effektiv og hurtig rådgivning. Varetagelsen af Euro-Jus-rådgivningen er lagt ud til en kompetent advokat. Denne lille pjece omhandler nogle af de erfaringer, der er gjort i Danmark i forbindelse med rådgivningen af Europas borgere om disses EU-rettigheder. Af pjecen fremgår også, hvorledes man kommer i kontakt med Euro-Jus. Jeg håber, pjecen vil være Dem til nytte som et redskab til at få belyst spørgsmål vedrørende EUretten. Med venlig hilsen Peter Stub Jørgensen

2 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 2 Indholdsfortegnelse Euro-Jus Europa-Kommissionens retshjælp Hvem kan henvende sig? Hvad kan du spørge om? Hvorledes kan Euro-Jus hjælpe? Hvor, hvornår og hvordan? Hvem rådgiver? Statistik over forespørgsler til Euro-Jus i København Indrejse og ophold Indrejse Ophold Hvor ansøger du om opholdsbevis? Hvem har ret til opholdsbevis? Retten til sociale ydelser Uddannelse Adgang til uddannelsessteder Adgang til studiestøtte Anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervskvalifikationer Forbrugerbeskyttelse Tjenesteydelser og etableringsretten Klagevejledning National klageadgang Klager til Europa-Kommissionen Klager til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender EF-Domstolen EU s Ombudsmand

3 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 3 Euro-Jus Europa-Kommissionens retshjælp Euro-Jus giver gratis juridisk rådgivning til borgerne om deres EUrettigheder. Hvem kan henvende sig? Euro-Jus rådgiver alle borgere, uanset bopæl og nationalitet. Rådgivningen er alene et tilbud til privatpersoner og ikke erhvervsvirksomheder. Hvad kan du spørge om? Euro-Jus' rådgivning omfatter sager/områder, der er reguleret af EUretten. Der rådgives f.eks. om følgende forhold: Den fri bevægelighed for personer, herunder: Grænsekontrol og retten til indrejse Retten til EU-opholdsbevis Retten til at tage arbejde, etablere selvstændig erhvervsvirksomhed og udføre og modtage tjenesteydelser Retten til at få anerkendt eksamensbeviser samt erhvervskvalifikationer Retten til sociale ydelser. Den fri bevægelighed for varer, herunder: Afgiftsspørgsmål ved private personers indførsel til eget brug af varer i almindelighed, f.eks. af motorkøretøjer Forbrugerrettigheder. Den fri bevægelighed for tjenesteydelser samt etableringsretten, herunder: Retten til at modtage og udføre tjenesteydelser i et andet EUland Retten til at etablere selvstændig erhvervsvirksomhed i et andet EU-land. Klagevejledning, herunder: Hvilke administrative klagemuligheder kan være relevante? Skal klagen behandles i nationalt regi eller i EU-regi? Kan sagen indbringes for domstolene? Gælder der tidsfrister for klagens indgivelse? Hvorledes kan Euro-Jus hjælpe? Euro-Jus kan informere dig om dine rettigheder som EU-borger samt give dig en vejledende vurdering af en konkret sag og rådgive om dens videre forløb. Euro-Jus kan endvidere tage kontakt til relevante myndigheder, virksomheder og personer for at hjælpe dig med at gøre dine rettigheder som EU-borger gæld- 3

4 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 4 ende. Euro-Jus kan ikke påtage sig at føre sager for dig ved domstolene, men kan give dig klagevejledning. Hvor, hvornår og hvordan? Du kan rette henvendelse til Euro-Jus telefonisk, skriftligt eller pr. samt møde op personligt (efter aftale). Adressen er: Euro-Jus, Europa-Kommissionen, Repræsentation i Danmark Østergade 61, Postboks København K Tlf.: , fax: Hjemmeside: repraesentationen/eurojus/ Hvem rådgiver? Rådgivningen varetages af en advokat, der er uafhængig af Europa-Kommissionen, og rådgivningen er således ikke udtryk for Europa-Kommissionens officielle holdning. Euro-Jus varetages i Danmark af advokat Klavs V. Gravesen Lindh Stabell Horten Ved Stranden 18, Postboks København K Tlf.: , fax: euro-jus@lshlaw.dk Euro-Jus finansieres af Europa- Kommissionen og er et led i projektet»borgernes Europa«, der skal informere den enkelte EUborger om dennes rettigheder. 4

5 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 5 Statistik over forespørgsler til Euro-Jus i København Jan.-sept Grænsekontrol Opholdsret Ret til at levere tjenesteydelser Ret til etablering Frie kapitalbevægelser Adgang til uddannelser Gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationer Ret til uddannelsesstøtte Ret til overførsel af arbejdsløshedsunderstøttelse Ret til overførsel af alderspension (folkepension) Ret til overførsel af sygesikring Ret til overførsel af andre sociale rettigheder Varernes fri bevægelighed Forbud mod konkurrencebegrænsninger Indførsel og indregistrering af motorkøretøjer Moms ved indførsel af varer Arbejdstageres rettigheder Menneskerettigheder Kørekort Køb af fast ejendom Forbuddet mod forskelsbehandling pga. nationalitet Beskatning Klagevejledning Andre I alt

6 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 6 Indrejse og ophold Indrejse EU-statsborgere kan indrejse i et andet EU-land uden at skulle ansøge om indrejsevisum. Statsborgere fra tredjelande kan være forpligtede til at ansøge om visum, selvom de er i familie med og rejser sammen med en EUstatsborger. Når Schengen-reglerne bringes til anvendelse i Danmark den 25. marts 2001, vil forpligtelsen til at ansøge om visum bortfalde for statsborgere fra tredjelande med gyldigt opholdsbevis i et EU-land. Ophold EU-statsborgere kan opholde sig i et andet EU-land i op til tre måneder uden at skulle ansøge om opholdsbevis. Såfremt du opholder dig i et andet EU-land for at søge arbejde, kan du opholde dig dér i op til seks måneder uden at skulle ansøge om opholdsbevis. Ønsker du at opholde dig i et andet EU-land i over henholdsvis tre og seks måneder, skal du ansøge om at få udstedt et EU/EØS-opholdsbevis. Ansøgningen skal indleveres inden udløbet af de tre (seks) måneder. EU-statsborgere har ikke pligt til at ansøge om opholdsbevis forud for deres indrejse i et andet EU-land. Hvor ansøger du om opholdsbevis? Udlændinges ansøgninger om opholdsbevis indgives i Danmark til Statsamtet, der hvor du bosætter dig. En liste over statsamternes adresser samt telefon- og faxnumre findes på Udlændingestyrelsens hjemmeside ( under»information om reglerophold i Danmark efter EU-reglerne«. I andre EU-lande vil en ansøgning om opholdsbevis ofte skulle indgives til den lokale politimyndighed. Oplysninger herom vil typisk kunne indhentes på den danske ambassade/det danske konsulat i det pågældende EU-land. Hvem har ret til opholdsbevis? Et opholdsbevis udstedes til EUstatsborgere, der har lønnet beskæftigelse i et EU-land, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed i et EU-land, der opholder sig i et EU-land for at levere eller modtage tjenesteydelser, f.eks. undervisning, der er modtagere af pension og kan forsørge sig selv, der er indskrevet på et uddannelsessted og erklærer at råde 6

7 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 7 over tilstrækkelige midler til deres ophold, der i øvrigt råder over midler, så de kan forsørge sig selv. Der udstedes endvidere EU-opholdsbevis til familiemedlemmer, dvs. ægtefæller, papirløse samlevere samt børn og forældre, der forsørges af EU-statsborgeren. Dette gælder også, selvom familiemedlemmerne er statsborgere i et tredjeland. Case 1 Lise er gift med Emanuel, der er brasiliansk statsborger. De bor med deres to børn i Danmark. Lises far, der bor i Tyskland, dør pludseligt, og familien begiver sig straks til Tyskland for at deltage i begravelsen. Ved grænsen afvises Emanuel på grund af manglende visum, og Lise må fortsætte alene med børnene. Euro-Jus kan umiddelbart ikke hjælpe Emanuel. Så længe Schengenreglerne ikke gælder i Danmark, skal Emanuel trods sin tidsubegrænsede opholdstilladelse i Danmark have visum for at indrejse i et andet EU-land. Case 2 Christian, der er udlært tømrer, har lyst til at arbejde i udlandet. Han har søgt job hos et engelsk tømrerfirma. Firmaet har meddelt ham, at de gerne vil ansætte ham, hvis han vil sende dem en kopi af sin arbejdstilladelse. Christian kan i- midlertid ikke finde en engelsk myndighed, der vil udstede en sådan til ham. Euro-Jus kan skriftligt informere Christian om, at han som EU-statsborger ikke har behov for en arbejdstilladelse. EUstatsborgere kan frit tage arbejde i et andet EU-land. Christian fremsender en kopi af brevet til det engelske tømrerfirma, og ansættelsesaftalen falder på plads. Case 3 Helen og Jesper har fundet et lille landsted i Toscana, hvor de vil indrette hotel. De får afslag på deres ansøgning om opholdsbevis fra de lokale italienske myndigheder, fordi de ikke kan dokumentere, at de er modtagere af en fast, månedlig indtægt. Euro-Jus kan informere Helen, Jesper og de italienske myndigheder om, at EU-statsborgere har ret til opholdsbevis, dersom de kan dokumentere at have etableret selvstændig erhvervsvirksomhed. Som tilstrækkelig dokumentation skal myndighederne acceptere et af en statsautoriseret revisor godkendt budget for virksomhedens drift det første år efter etableringen. Af budgettet fremgår det, at Helen og Jesper skønnes at kunne leve af indtægter fra virksomheden. 7

8 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 8 Retten til sociale ydelser Der er ikke sket en harmonisering af de sociale ydelser inden for EU. Hvert medlemsland bestemmer selv, hvilke sociale ydelser man stiller til rådighed for sine borgere og på hvilke betingelser. Den manglende harmonisering betyder ikke, at EU-landene, for så vidt angår sociale ydelser, kan undlade at overholde EU-rettens almindelige grundsætninger, bl.a. forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EU-statsborgere, der tager ophold i et andet EU-land, er derfor som udgangspunkt berettigede til sociale ydelser i det pågældende land på de samme betingelser, som gælder for landets egne statsborgere. Udgangspunktet er, at man er omfattet af den sociale sikringsordning i det EU-land, hvor man har bopæl. For så vidt angår vandrende arbejdstagere, der har bopæl i et EU-land og beskæftigelse i et andet EU-land, er udgangspunktet, at man er berettiget til naturalydelser (såsom lægehjælp og børnepasning) i bopælslandet, mens man er berettiget til pengeydelser (såsom arbejdsløshedsforsikring og pensioner) fra beskæftigelseslandet. Adgangen til samt fastsættelsen af sociale ydelser afhænger ofte af, hvorvidt samt hvor længe man har været omfattet af et lands sociale sikringsordninger. For at personer, der flytter fra et EUland til et andet EU-land, og som dermed skifter sikringsordning, ikke skal miste allerede optjente rettigheder, har EU-landene vedtaget forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Forordningen omfatter ikke alle sociale ydelser. Dens anvendelsesområde er de almindelige sociale sikringsordninger og ikke såkaldt social forsorg/bistand. Forordningen finder bl.a. anvendelse på sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, sociale pensioner og familieydelser. Case 1 Joan og Torben samt deres to børn skal optages i en fransk sygesikringsordning i forbindelse med, at de skal flytte til Paris. Af medlemsbetingelserne fremgår det, at man kan optages i sygeforsikringen, når man har taget varigt ophold i Frankrig, samt at retten til ydelser i 8

9 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 9 henhold til ordningen forudsætter, at man har været medlem i minimum otte uger. Joan og Torben overvejer, om det er nødvendigt for dem at tegne en privat forsikring for otte uger. Euro-Jus henviser Joan og Torben til deres kommune i Danmark, der kan udstede en blanket E 104 til dem. Denne blanket dokumenterer, at Joan og Torben har været omfattet af den danske sygesikringsordning, og hermed undgår de at blive omfattet af ventetiden på de otte uger. Den franske sygesikring medregner deres danske forsikringsperiode, som var den tilbagelagt i Frankrig. Case 2 Tom, som er EU-statsborger, nærmer sig pensionsalderen (65 år). Han har hos kommunen fået oplyst, at han kun er berettiget til en delpension i Danmark, fordi han kun har boet nogle få år i landet. Euro-Jus kan oplyse Tom, at han, der det meste af sit liv har boet og arbejdet i England og Irland, vil være berettiget til at få overført de pensionsrettigheder, han har optjent i disse lande, til Danmark. Malmø. Selvom Bettina har job i København, er de enige om, at de ønsker at bosætte sig i Malmø. Bettina er lidt usikker på, hvorvidt hun skal vente med at flytte til Malmø, til efter hun er nedkommet. Hun er usikker på, hvor og hvorvidt hun vil være berettiget til jordemoderkontrol i graviditetsperioden. Endvidere ønsker hun ikke at miste retten til dagpenge under barselsorlov. Euro-Jus kan oplyse Bettina, at hun, hvis hun bosætter sig i Malmø, vil være berettiget til naturalydelser (jordemoderkontrol samt indlæggelse i forbindelse med fødslen) i Sverige, medens hun i barselsperioden vil være berettiget til at modtage dagpenge fra Danmark, hvortil hun er knyttet arbejdsmæssigt. Case 3 Bettina er gravid i femte måned, da hendes mand, Steen, får job i 9

10 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 10 Uddannelse Adgang til uddannelsessteder EU-landene fastsætter selv deres uddannelsespolitik, herunder betingelserne for optagelse på uddannelser. Dette betyder dog ikke, at EU-landene ikke skal o- verholde EU-rettens almindelige grundsætninger, bl.a. forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. Forbuddet mod nationalitetsdiskrimination i forbindelse med adgang til undervisning gælder ubetinget i forhold til børn og familie af EU-arbejdstagere, der bosætter sig i et andet EU-land. Børnene har alene fri adgang til undervisning, såfremt de opholder sig i det pågældende EU-land sammen med forældrene, der er EU-arbejdstagere. Endvidere har EF-Domstolens praksis i flere tilfælde fastslået, at ikke alene adgangen til erhvervsuddannelser, men også adgangen til højere uddannelser skal være åben for alle studerende, uanset hvilket EUland de er statsborgere i. Case 1 Birgitte og Lasse er netop flyttet til Italien. De har fået afslag på at få deres børn, Rasmus og Caroline, optaget i en af de lokale skoler, med den begrundelse at skolen har for mange ansøgere og derfor prioriterer italienske statsborgere højest. Euro-Jus kan oplyse Birgitte og Lasse, at Rasmus og Caroline som børn af EU-arbejdstagere skal optages på de samme betingelser, som gælder for italienske statsborgere. Skolen kan ikke ved fordelingen af pladserne lægge vægt på børnenes nationalitet, i det omfang børnene eller deres forældre er EU-statsborgere. Adgang til studiestøtte Forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet gælder ikke adgangen til studiestøtte. Den lige adgang til uddannelser indebærer således ikke en tilsvarende lige adgang til studiestøtte. En uddannelsessøgende fra et andet EU-land har altså ikke i almindelighed det samme krav på uddannelsesstøtte som modtagelandets egne statsborgere. I det omfang den studerende er barn af en vandrende EU-arbejdstager og faktisk forsørges og ledsages af denne, vil den studerende dog være berettiget til studiestøtte. Støtten er at betragte som en normal social fordel for arbejdstageren og dennes familie. 10

11 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 11 Case 1 Maria er britisk statsborger og har sammen med sine forældre, ligeledes britiske, boet i Danmark, siden hun var blot otte år, og har tilbagelagt sit hidtidige uddannelsesforløb i Danmark. Hun ønsker nu at studere på en skole i Irland og har i den forbindelse fået afslag på at medbringe dansk SU under studieopholdet i Irland, med den begrundelse at hun er engelsk statsborger. Euro-Jus kan ikke hjælpe Maria. Da hun ikke længere forsørges af sine forældre, og retten til SU derfor ikke afledes af forældrenes ret til sociale fordele, tillader EU-retten, at der diskrimineres på grundlag af nationalitet. Anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervskvalifikationer Som en naturlig følge af at uddannelsessystemerne inden for EU ikke er harmoniserede, har medlemslandene ikke en generel forpligtigelse til at anerkende eksamensbeviser eller erhvervskvalifikationer opnået i et andet EUland. pågældende EU-land selv stiller krav om. Reglerne om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og erhvervskvalifikationer er fastsat ved følgende direktiver: 1. Rådets direktiv 89/48 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed 2. Rådets direktiv 92/51 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48. Direktiverne fastsætter de overordnede retningslinjer for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser samt erhvervskvalifikationer. Blandt andet angiver direktiverne, om medlemslande kan forlange, at ansøgere skal bestå egnethedsprøver, tage supplerende fag eller gennemføre yderligere prøvetid med henblik på at opnå anerkendelse af deres kvalifikationer. Medlemslandene er dog blevet enige om at anerkende sådanne kvalifikationer, i det omfang kvalifikationerne faktisk er sammenlignelige med de kvalifikationer, det 11

12 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 12 Forbrugerbeskyttelse Der er i EU-regi vedtaget adskillige direktiver, der har til formål at beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Der er tale om»minimumsbestemmelser«, idet medlemslandene kan opretholde eller indføre regler med et højere niveau for forbrugerbeskyttelse. EU-reglerne skal sikre forbrugerne et vist minimum af beskyttelse, uanset hvor i EU de vælger at købe deres varer. En sådan»harmonisering«af niveauet for forbrugerbeskyttelse er relevant i en tid, hvor virksomhederne markedsfører sig på tværs af grænserne, og forbrugerne i stigende grad søger varer og tjenesteydelser uden for deres eget lands grænser. Der er bl.a. vedtaget følgende direktiver til beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser: 1. Rådets direktiv 84/450 om vildledende og sammenlignende reklame 2. Rådets direktiv 85/374 om produktansvar 3. Rådets direktiv 85/577 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted 4. Rådets direktiv 87/102 om forbrugerkredit 5. Rådets direktiv 90/314 om pakkerejser 6. Rådets direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler 7. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis 8. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 9. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer Case 1 Dorthe og Jan har været på ferie ved Algarve-kysten, og de underskriver inden hjemrejsen en aftale om køb af en ferielejlighed på timeshare-basis. Samtidig med underskrivelsen betaler de et forskud svarende til ca DKK, som de i al hast har fået Dorthes far til at overføre til sælgers bank, da lejligheden ellers ville gå til en anden ivrig køber. Efter ved hjemkomsten at have drøftet finansieringen med deres bankrådgiver fortryder Dorthe 12

13 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 13 og Jan, at de har indgået aftalen. Euro-Jus kan oplyse Dorthe og Jan, at de i henhold til direktivet om kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis, artikel 5, har ret til at træde tilbage fra kontrakten inden for en frist på ti kalenderdage fra begge parters underskrivelse af kontrakten. Endvidere vil de være berettigede til at få tilbagebetalt deres forskud, idet sælgeren ifølge direktivets artikel 6 ikke kan opkræve et sådant inden udløbet af den periode, hvor tilbagetrædelsesretten kan udøves (de ti dage). Endelig fremgår det af direktivets artikel 5, litra 4), at sælger ikke er berettiget til nogen form for godtgørelse, i forbindelse med at Dorthe og Jan ophæver aftalen. Case 2 Lene har på en tysk TV-kanal set en lækker flyverdragt, som hun vil købe til sin 5-årige datter. Hun bestiller den via det på skærmen angivne tyske telefonnummer. Hun modtager snart dragten med posten. Da hun ti dage efter leveringen vasker dragten, opdager hun, at den ikke kan vaskes, men skal renses, hvilket hverken TV-reklamen, brevet, der fulgte med ved leveringen, eller mærkningen i dragten omtaler. Hun ringer straks til leverandøren, der oplyser, at dragten ikke kan tilbageleveres, dels fordi den er taget i brug, dels fordi eventuelle reklamationer skal fremsendes straks efter varens modtagelse. Euro-Jus kan oplyse Lene, at hun ifølge direktivet om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, artikel 6, stk. 1, kan fortryde aftalen og tilbagelevere varen, idet sælgeren ikke forud for salget eller i forbindelse med leveringen har oplyst om fortrydelsesretten samt varens vigtige egenskaber (at dragten kun kan renses). Der gælder en fortrydelsesfrist på tre måneder fra den dag, Lene har modtaget dragten. Havde leverandøren oplyst om dragtens vigtige egenskaber samt fortrydelsesretten, ville Lene alene have haft en fortrydelsesfrist på minimum syv dage. 13

14 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 14 Tjenesteydelser og etableringsretten Princippet om den frie bevægelighed for tjenesteydelser betyder, at en erhvervsdrivende, der er etableret i et EU-land, har ret til at udbyde sine ydelser i et andet EU-land, dog alene på de samme betingelser, som gælder for dette EU-lands egne borgere. Det er derfor som udgangspunkt ikke nødvendigt for udbydere af tjenesteydelser at etablere sig i et andet EU-land for at udføre opgaver der. Udbyderen er endvidere sikret mod, at han eller hun konfronteres med krav, som ikke stilles til landets egne udbydere af tilsvarende tjenesteydelser. Erhvervsdrivende med mange aktiviteter i et andet EU-land vil ofte vælge at etablere sig i det pågældende land, f.eks. ved oprettelse af et selskab, en filial eller et agentur. EU-rettens princip om den frie etableringsret sikrer, at dette kan ske uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Et EU-land må således ikke stille særlige krav til andre EUlandes borgere i forbindelse med disses ønske om at etablere selskab, filialer eller agentur, ud over hvad det pågældende EU-land fordrer af egne borgere. Case 1 Hanne er arkitekt med tegnestue i Silkeborg. Hun er interesseret i at byde på en kommunal licitation i Spanien, men den spanske kommune har oplyst hende, at det er en forudsætning for at komme i betragtning til opgaven, at hun etablerer virksomhed i Spanien. Euro-Jus kan oplyse Hanne, at hun i kraft af princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser har ret til at byde på opgaven. 14

15 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 15 Klagevejledning Hvor kan man klage, hvis man mener, at ens rettigheder i henhold til EU-reglerne ikke imødekommes? National klageadgang Udgangspunktet er, at man skal klage nationalt. Man skal anvende de enkelte medlemslandes nationale administrative klagemuligheder (myndigheder og nævn), ombudsmænd og domstole. De danske forvaltningsmyndigheder har pligt til at vejlede om klageadgang, og en skriftlig afgørelse skal altid være ledsaget af en vejledning om klageadgang. Du kan altid rette henvendelse til myndighederne for at få konkret klagevejledning. De nationale administrative myndigheder, klagenævn, domstole m.v. har pligt til at anvende gældende EU-ret, som var der tale om national lovgivning, og de nationale instanser varetager således borgernes EU-rettigheder. Klager til Europa-Kommissionen En borger kan også vælge at fremsende en klage til Europa- Kommissionen i Bruxelles, dersom han eller hun mener, at de nationale myndigheder eller domstole ikke varetager hans eller hendes EU-rettigheder. Europa- Kommissionen vil ud fra en individuel vurdering af sagen beslutte, om man finder anledning til at rejse sag mod det pågældende medlemsland. Europa-Kommissionen vil i første omgang tage kontakt til det pågældende medlemsland for at prøve at få bragt overtrædelsen til ophør. Lykkes dette ikke, kan Europa-Kommissionen indbringe medlemslandet for EF-Domstolen for traktatbrud. Det bemærkes, at Domstolens traktatbrudsdom ikke har en umiddelbar indvirkning på klagerens rettigheder, da dommen ikke indebærer, at der træffes afgørelse vedrørende klagerens individuelle situation, men derimod medlemslandets lovgivning eller praksis generelt set på et givent område. Domstolen kan således heller ikke behandle klagerens eventuelle krav om erstatning. Dersom man ønsker at sende en officiel klage til Europa-Kommissionen i Bruxelles, kan man rekvirere et klageskema hos: Europa-Kommissionen, Repræsentation i Danmark Østergade 61, Postboks København K, tlf.:

16 europa_komm_eurojus.qxd :06 Side 16 Skemaet finder du på adressen: x_da.htm Man kan også vælge at sende Kommissionen et almindeligt brev. Klager kan udfærdiges på dansk, som er et af EU's officielle sprog. Det kan dog lette sagens ekspedition, hvis man vælger et af hovedsprogene, dvs. engelsk, fransk eller tysk. Klager til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender Man kan også sende en klage til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender. Udvalget vil behandle klagen, hvis den vedrører gældende EU-ret. Udvalget for Andragender er ikke en retlig instans, men en klages behandling i udvalget vil ofte føre til en løsning af problemet. Klagen eller anmodningen skal sendes til: EF-Domstolen Som udgangspunkt kan private borgere ikke anlægge sag direkte ved EF-Domstolen. De nationale domstole har på visse betingelser mulighed for at rette henvendelse til Domstolen vedrørende fortolkningen af EU-regler (præjudicielt søgsmål). Ellers tilkommer det Europa-Kommissionen samt medlemslandene at anlægge sager ved Domstolen. EU's Ombudsmand Dersom man ønsker at klage over en EU-institutions behandling af en sag, kan man klage til: Den Europæiske Ombudsmand 1, avenue du Président Robert Schuman B.P. 403, Strasbourg France Udvalget for Andragender Formanden for Europa-Parlamentet L-2929 Luxembourg eller til Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark Christian IX's Gade 2, 2. sal 1111 København K Tlf.: