I skyggen af et folkedrab

Transkript

1 I skyggen af et folkedrab Rwanda ti år efter DEN NY VERDEN 2004:2 I skyggen af et folkedrab DIIS - København

2 DEN NY VERDEN 2004:2 Kolofon Faglige redaktører på dette nummer: Martin Mennecke Elisabeth Moltke Ansvarshavende redaktør: Jesper Linell Tekstredaktion og oversættelser Silvia Goldbaum Tarabini, Matthias Bjørnlund, Kamilla Ekholdt Christensen, Astrid Kjeldgaard-Pedersen, Nina Hart, Anna De Laine og Stine Thuge. Layout: Allan Lind Jørgensen Tryk: Handy-Print A/S, Skive Fotografi på omslag: Cris Leslie Salg: Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Strandgade København K Tlf Fax jli@diis.dk ISSN ISBN Abonnement: Den Ny Verden udkommer med 4 numre i hver årgang. Abonnement koster 245 kr Enkeltnumre koster 85 kr 2 Adresseændringer skal meddeles til jli@diis.dk

3 Indhold Per Stig Møller Forord Martin Mennecke og Elisabeth Moltke Introduktion Folkedrabet i Rwanda 1994 På blot tre måneder mistede omkring mennesker livet i ét af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab. Denne korte introduktion præsenterer nogle af årsagerne til folkedrabet, hovedaktørerne samt et par af de vigtigste begivenheder mellem april og juli Ghosts of Rwanda Vidner til folkemord Roméo Dallaire, Kofi Annan og Philippe Gaillard beretter som repræsentanter for FN og Røde Kors om nogle af de kontroversielle beslutninger, de måtte tage i 1994, om hvordan de oplevede folkedrabet, om frustrationer og om de følelser, de står tilbage med 10 år efter. Hvordan kunne det ske? Gjorde man det rigtige? Kunne man have gjort mere? Har vi lært noget? Mary Kayitesi Blewitt Arrene efter folkemordet Ti år efter folkedrabet i Rwanda kæmper de overlevende med dets eftervirkninger, fattigdom og HIV/AIDS, og søger fortsat efter retfærdighed. Med fokus på de tusindvis af kvinder, der blev voldtaget under folkedrabet, giver artiklen et indblik i de overlevendes tilværelse i dag. Kayitesi Blewitt kritiserer det internationale samfund for igen at have svigtet Rwanda, idet det først og fremmest er overladt til de lokale foreninger at støtte de overlevende. Artiklens tone er bitter men DEN NY VERDEN 2004:2 Indhold 3

4 DEN NY VERDEN 2004:2 Indhold 4 repræsenterer også en vigtig stemme i diskussionen af Rwandas fremtid efter folkemordet Lene Aggernæs Først yndling, så folkemordsoffer og siden forsøgskanin Rwandas rolle i udviklingspolitik Det internationale donorsamfund spillede med sin udviklingsbistand en markant rolle i Rwanda før folkemordet. Forfatteren undersøger i hvor høj grad der med folkemordet i 1994 er sket en ændring i donorernes strategier og betingelser for bistanden til Rwanda. Endvidere diskuteres det, hvordan donorlandene tillægges øget ansvar for politiske og menneskeretlige problemstillinger i modtagerlandene, og endeligt påpeges de problemer, der knytter sig til det, at Rwandas regering efter folkemordet har opnået en slags uudtømmelig genocide credit. Kamilla Ekholdt Christensen Redskab til konflikt og forsoning? medier i Rwanda fø r, under og efter folkemordet Medierne i Rwanda spillede en afgørende rolle under folkedrabet ved at opildne til had, vold og dehumanisering af tutsierne. Artiklen viser, hvorledes medierne har udviklet sig siden folkemordet, og det diskuteres, om der i dag i Rwanda fi ndes et mere nuanceret mediebillede i demokratisk forstand. Det synes, at den tidligere hadefulde og racistiske propaganda nu er blevet afløst af en anden regerings indirekte censurering og dikterede selvcensur blandt journalister. Matthias Bjørnlund Religion og folkedrab i Rwanda Før og under folkedrabet i Rwanda medvirkede særligt den katolske kirke til en systematisk marginalisering og dehumanisering af først hutuer, siden tutsier. Artiklen beskriver, hvordan de kristne kirker i Rwanda bidrog til denne proces men også manglen på selvkritik af kirkens ansvar som institution i dag. Afslutningsvis påpeger forfatteren, hvordan antallet af konverterede til islam blandt både hutuer og tutsier i Rwanda er fordoblet siden 1994, og hvordan tilslutningen til denne religion til dels forklares som en slags renselse fra fortidens synder og svigt. Simon Turner Rwandas falske tvilling etniske relationer i et burundisk perspektiv Gennem en analyse af ideer om etnicitet i Burundis nyere historie viser artiklen, hvorledes etnicitet er en konstrueret størrelse, der ændrer betyd-

5 ning efter kontekst. Desuden kortlægger forfatteren, hvorledes politiske aktører på forskellige tidspunkter har håndteret det etniske problem i Burundi. Forfatteren argumenterer for, at selvom etnicitet er konstrueret, har det en meget reel effekt på identitetsdannelse og kan derfor ikke, som i Rwanda, blot fornægtes. Det foreslås, at Rwanda i stedet tager ved lære af Burundis erfaringer med en større åbenhed omkring etnicitet Fergus Kerrigan og Antranik Handoyan Retsopgøret efter folkedrabet i Rwanda et tilbageblik og et blik mod fremtiden Det Danske Institut for Menneskerettigheder påbegyndte i 1997 et projekt, som skulle være med til at sikre fair trial i Rwandas nationale retsopgør efter folkemordet. Artiklen gennemgår og vurderer, hvorvidt projektets overordnede mål, at opnå retssikkerhed og forsoning i Rwanda, er nået 10 år efter folkemordet. Forfatterne advarer mod, at de seneste rwandiske forsøg på at påvirke retsopgøret til fordel for politiske prioriteter, såsom demokratisering, i højere grad får karakter af midlertidig krisehåndtering snarere end velovervejede og langsigtede bidrag til en forsoningsproces. Gedske Messell ICTR Det endelige opgør med international straffrihed? I november 1994 oprettede FN s Sikkerhedsråd Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR) med det formål at retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrabet. ICTR blev etableret med store ambitioner og skulle arbejde for retfærdighed, sandhed og forsoning i Rwanda. Forfatteren undersøger, hvorvidt dette er lykkedes, om den udbredte kritik af ICTR er berettiget, og hvilken lære det internationale samfund kan drage for fremtidige retsopgør som eksempelvis det, der skal gennemføres i Irak. John Eriksson og John Borton Det internationale samfund og erfaringerne fra Rwanda På Danidas initiativ bestilte en række donorlande, internationale nødhjælps- og bistandsorganisationer i slutningen af 1994 en omfattende evaluering af de forskellige internationale aktørers indsats før, under og efter folkedrabet i Rwanda. Artiklen bygger på en rapport, der undersøger i hvilket omfang, der er blevet fulgt op på evalueringens anbefalinger i og udenfor Rwanda. Forfatterne observerer en række forbedringer i det internationale samarbejde om humanitær hjælp, men konstaterer samtidig, at igangværende konfl ikter som i Congo og Darfur viser, at langt fra alle erfaringer er blevet implementeret i praksis i dag. DEN NY VERDEN 2004:2 Indhold 5

6 DEN NY VERDEN 2004:2 Indhold 115 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke Darfur et nyt Rwanda? Aldrig igen. Sådan lød det efter Holocaust - og igen efter folkedrabet i Rwanda for ti år siden. I sommeren 2004 konfronterede billederne fra Darfur-regionen i Sudan på ny verden med erkendelsen af, at dette løfte åbenbart ikke omfatter andet end, at tyskerne aldrig igen vil begå folkedrab mod jøder. Udover at iværksætte diverse undersøgelseskommissioner for at afgøre hvorvidt der bliver begået folkedrab i Darfur eller ej, tøver det internationale samfund med at handle. Artiklen diskuterer, hvorvidt det internationale samfund ikke endnu engang spilder vigtig tid, og forfatterne stiller sig kritiske overfor USA s, politikernes og mediernes fokus på om der bliver begået folkedrab i Darfur. Den nuværende diskussion er et tegn på, at man ikke har taget ved lære efter Rwanda og udgør på paradoksal vis en hindring i kampen mod fænomenet. Det, at forhindre et folkedrab, vil netop kræve, at man intervenerer inden volden bliver til et folkedrab. 6

7 Forord For 10 år siden var verden vidne til det brutale folkemord i Rwanda. På blot 14 uger blev mere end 10 % af landets befolkning slagtet af sin egen regering og landsmænd. Folkemordet fi k på uhyggeligste måde demonstreret, at det internationale samfund må blive væsentlig bedre til at forudsige, håndtere, og afværge konflikter. Den Afrikanske Union (AU) har taget et vigtigt skridt i denne retning med etableringen af et freds- og sikkerhedsråd. Rådet er en central institution i AU for konfl iktforebyggelse og kriseløsning og åbner op for intervention i konfl ikter i en medlemsstat. Den politiske ramme for etableringen af en afrikansk beredskabsstyrke er ligeledes på plads med det mål, at Afrika i 2010 har en operationel kapacitet til at gennemføre fredsstøtteoperationer. Udviklingen af en enstrenget afrikansk sikkerhedsstruktur under AU stiller store krav til AU s samarbejde med de subregionale organisationer. Fra dansk side støtter vi dette arbejde gennem vores nye Afrika program for fred. Det vil hjælpe de subregionale organisationer ECOWAS (Economic Community of West African States), SADC (Southern African Development Community) og IGAD (Intergovernmental Authority on Development) med gennemførelse af konfl iktforebyggelse, opbygning af en afrikansk sikkerhedsarkitektur samt samarbejde på konfl iktområdet mellem civilsamfundet og de regionale organisationer. Også EU støtter AU gennem sin fredsfacilitet. AU s vilje og evne til at engagere sig i udviklingen i Darfur-provinsen i Sudan vil være en afgørende prøve for organisationen. Folkemordet i Rwanda har ligeledes været med til at sætte gang i overvejelser i FN-sammenhæng. FN s generalsekretær nedsatte i november 2003 et højniveaupanel for fred og sikkerhed, som skal komme med forslag til, hvorledes FN kan styrkes i en verden af stadigt mere komplekse trusler og kriser. Til dette arbejde har Danmark bl.a. bidraget med afholdelsen af The Copenhagen Seminar on Civilian Crisis Management den juni Seminaret samlede en række af verdens førende eksperter politikere, militærpersoner, FN, EU og DEN NY VERDEN 2004:2 Forord 7

8 DEN NY VERDEN 2004:2 Per Stig Møller forskere for at drøfte, hvordan verdenssamfundet fremover kan blive bedre til at løse de civile opgaver i forbindelse med fredsbevarende og fredsskabende operationer. Danmark vil i dette efterår forhåbentlig blive indvalgt som medlem af FN s Sikkerhedsråd for en toårs-periode fra den 1. januar Sikkerhedsrådet er det primære organ for opretholdelse af fred og sikkerhed i verden, og vi får her en enestående mulighed for at yde vort bidrag til at sikre, at FN står rustet til at møde det 21. århundredes nye globale udfordringer. Dansk FN-politik har effektiv multilateralisme og en fortsat styrkelse af FN i centrum. Vi fokuserer både på nye trusler terrorisme og masse-ødelæggelsesvåben og på fattigdomsbekæmpelse og opnåelse af 2015-målene. FN s evne til krisestyring og samtænkning af de forskellige FN-indsatser må fortsat styrkes, og Danmark vil i Sikkerhedsrådet gøre en særlig indsats for de konfl iktramte afrikanske lande. Under et kommende medlemskab vil vi endvidere arbejde aktivt for, at de mekanismer og initiativer, der skal sætte handling bag Rådets beslutninger, kommer til at virke bedst muligt. Der er ingen tvivl om, at FN og det internationale samfund har lært af erfaringerne fra Rwanda. Det seneste tiår har vist, at det nytter med hurtig og aktiv international involvering i konfl iktløsning. De kommende år vil vise, i hvor høj grad denne forståelse altid lader sig omsætte i praktisk handling i konkrete konfliktsituationer. Fra dansk side vil vi i FN-sammenhæng og som aktive deltagere i EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik gøre, hvad vi kan for, at vi aldrig igen skal opleve en situation som Rwanda Per Stig Møller 8

9 Introduktion Den 6. april 2004 var det ti år siden, verden blev vidne til begyndelsen på ét af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab. I løbet af blot 100 dage blev omkring mennesker dræbt og hundredetusinder jaget på flugt fra et land, der indtil da var blevet betragtet som et af Afrikas foregangslande for demokratisk og økonomisk udvikling. Ti år efter kæmper Rwanda stadig med arrene efter folkemordet: udbredt HIV/AIDS smitte, økonomisk tilbagefald, hundredtusindvis af ustraffede gerningsmænd, mistillid mellem de forskellige befolkningsgrupper og ekstremister, der opererer fra nabolandet Congo. Meget er siden blev skrevet om, hvad der egentlig skete i de 100 dage; hvem der bar skylden og hvem, der burde have gjort hvad. Ved adskillige mindehøjtideligheder rundt om i verden i 2004 erkendte en stor del af det internationale samfund sit svigt, mindede om de grufulde begivenheder i 1994 og forsikrede, at en sådan katastrofe aldrig måtte ske igen. I dag ved alle, at havde det internationale samfund i sin tid været mere opmærksom og villig til at handle, kunne begivenhederne i Rwanda i bedste fald være undgået og under alle omstændigheder været stoppet tidligere. Vi ønsker med dette nummer af Den Ny Verden ikke at bidrage yderligere til den litteratur, der belyser folkedrabet i Vi vil i stedet fokusere på de ti år, der er gået. Er det internationale samfund, og ikke mindst Rwanda, kommet videre efter folkedrabet, eller er det bare ti år, der er gået? Er aldrig igen virkelig aldrig igen? En del bidragsydere peger på markante fremskridt siden Flere donorlande har analyseret deres bistandspolitik for at kunne bidrage aktivt til folkedrabsforebyggelse, og de pålægges i stigende grad ansvar for hensynet til menneskerettigheder i de pågældende bistands-modtagerlande. Også forholdene for de rwandiske medier og synet på kirken som institution har ændret sig og kan ses som tegn på, at rwanderne er ved at lære tidligere fejl. DEN NY VERDEN 2004:2 Forord Siden omfanget af forbrydelserne blev offentlig kendt, har adskillige internationale aktører, både FN og enkeltstater som USA, været med til at igangsætte 9

10 DEN NY VERDEN 2004:2 Martin Mennecke og Elisabeth Moltke 10 en række nye initiativer og projekter i et forsøg på at tage konsekvenserne af folkedrabet. Blot få måneder efter folkedrabets slutning i juli 1994, oprettede FN s Sikkerhedsråd Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda. Flere af de hovedansvarlige for folkedrabet, heriblandt politikere, militærledere og journalister, er siden blevet dømt, og tribunalet har på trods af forskellige vanskeligheder formået at fungere som model for den nye permanente Internationale Straffedomstol. Andre bidragsydere betvivler hvorvidt der egentligt er tale om fremskridt og peger på, at Rwanda og det internationale samfund endnu ikke er kommet så langt. De ændringer, de vestlige lande har omtalt og til dels inkorporeret i deres politik, har ikke været tilstrækkelige. Senest har det internationale samfunds tøven med at handle i Darfur-konflikten i det vestlige Sudan vist, hvor lidt staterne har formået at omsætte erfaringerne fra Rwanda til praksis. Også i Rwanda venter man på en række områder stadig på synlige fremskridt: Det nationale retsopgør har mødt mange store grundlæggende og praktiske vanskeligheder og lider under politisk indblanding fra den rwandiske regerings side; mange overlevendes situation er nedslående - en stor generation af børn vokser op uden forældre eller søskende; mange af dem, der overlevede massevoldtægter og angreb med macheter, er HIVinficerede og kun få har adgang til medicin og økonomisk støtte. Endelig bliver det i en række artikler beskrevet, hvordan den oprørsgruppe, der for ti år siden stoppede folkedrabet, har i den mellemliggende tid forvandlet sig til et autoritært styre, der indskrænker demokrati og er dybt involveret i en voldsom krig i nabolandet Congo. Ti år er således gået, og forfatterne i dette særnummer tegner - ikke mindst på grund af deres vidt forskellige faglige baggrunde og indgangsvinkler - et meget broget billede af, hvorvidt Rwanda og det internationale samfund virkelig er kommet ti år videre. Meget har ændret sig, men en del synes også at være håbløst stillestående. Der findes ingen simple forklaringer på udviklingen af folkedrab, hvad man kan gøre for at forhindre det, eller hvordan man bedst bearbejder dets konsekvenser. Netop disse betragtninger har relevans for dansk udenrigspolitik - i særdeleshed i forhold til de konflikter, der vil være på dagsordenen ved vores kommende medlemskab af FN s Sikkerhedsråd. Til sidst vil vi gerne rette en stor tak til vores bidragsydere samt den ansvarshavende redaktør, Jesper Linell, layouteren Allan Lind Jørgensen og alle andre, der har hjulpet til med at publicere dette nummer. Alle har igennem hele processen været åbne for udvikling af nye ideer og vores betragtninger til artiklerne. Martin Mennecke og Elisabeth Moltke

11 Folkedrabet i Rwanda 1994 Den 11. januar 1994 modtog FN s hovedkvarter i New York en fax fra general Roméo Dallaire, den øverstkommanderende for FN-missionen i Rwanda. Han advarede om, at et folkemord mod Rwandas tutsier muligvis var forestående. Tutsierne i Rwanda havde før været udsat for massakrer. Landets hutuer var blevet diskrimineret af det belgiske kolonistyre, som havde favoriseret tutsierne på hutuernes bekostning. Disse opfattede sig derfor som ofre for undertrykkelse fra både Belgiens og tutsiernes side. I 1959 gjorde de oprør og indledte i 1961, med udråbelsen af republikken Rwanda, 33 års hutudominans. Tusinder af tutsier blev dræbt i 1959 og ved senere massakrer, mens andre tusinder flyg-tede. Tutsi-flygtninge og deres efterkommere udgjorde siden kernen i eksilorganisationen Rwandan Patriotic Front (RPF), som i 1990 indledte en krig mod den rwandiske hutu-regering. I august 1993 underskrev de to parter Arusha-fredsaftalen, som gik ud på at magten skulle deles mellem dem, og det var for at sikre implementering af aftalen, at FN sendte fredsbevarende tropper til landet. Folkemordet Den 6. april 1994 blev den rwandiske præsident Juvénal Habyarimanas fly skudt ned i nærheden af Kigali. Drabet på præsidenten blev startskuddet til folkemordet. Inden dagen var omme, havde ekstremistiske hutu-militser oprettet vejspærringer rundt om Kigali, og dagen efter begyndte systematiske drab på tutsier og moderate hutuer i hovedstaden. Siden spredtes massemyrderiet til resten af landet. Mellem april og juli 1994 blev hundredetusinder af tutsier - mænd, kvinder og børn myrdet på grusom vis: De blev hakket ihjel med macheter, begravet levende, druknet eller tævet til døde. Titusinder af kvinder blev voldtaget. Grusomhederne blev oftest udført af medlemmer af hutu-militsen Interahamwe og soldater, men også tusindvis af civile hutuer deltog i myrderierne. Den rwandiske radiostation RTLM havde DEN NY VERDEN 2004:2 Folkedrabet i Rwanda

12 DEN NY VERDEN 2004:2 Folkedrabet i Rwanda 1994 RWANDA D E M. R E P. C O N G O R u s i z Cyangugu i Ijwi Ø Kivusøen 1462 m Sabyinyo 3674 m Karisimbi 4507 m Fakta om Rwanda Gisenyi Kibuye Gikongoro km Muhabura 4127 m Gahinga 3474 m Ruhengeri Nyabaro n g o Girarama Butare B U R U N D I U G A N D A Sydl. Cyohoha Sø Areal: km² (på størrelse med Jylland) Nyagatare Byumba KIGALI Rweru Sø Kibungo Akagera Ihema Sø SIGNATURFORKLARING T A N - Z A N I A Hovedstad Provinshovedstad International grænse Flod Vulkan Befolkning: Ca. 8 millioner indbyggere. Landets befolkning består primært af to grupper: 84% hutuer og 15% tutsier. Begge grupper har samme sprog, kultur og religion. Akanyaru Akagera 12

13 i månedsvis sendt propaganda, der dæmoniserede tutsier, for at opildne hutuer til ekstrem voldsanvendelse. Endvidere fungerede radioen under folkemordet som et vigtigt redskab, der angav hvor der befandt sig tutsier. Målet var tutsiernes tilintetgørelse. Det internationale samfunds reaktion General Dallaire anmodede gentagne gange FN om at øge antallet af soldater og tillade dem at gribe ind i konflikten. Begge dele blev ham nægtet. Efter hutu-militser dræbte ti belgiske FN-soldater, valgte Belgien at trække sine styrker helt ud af landet. En uge efter folkemordet begyndte, fulgte FN s Sikkerhedsråd trop og reducerede FN-tropperne fra 2500 til 270 mand. Først sent i maj vedtog FN at sende tropper til landet. Ingen lande meldte sig dog til at stille tropper til rådighed. De næste to måneder blev i stedet brugt på endeløse forhandlinger om finansieringen af FN-tropper og materiel, som aldrig nåede frem. Efterspil Det tutsi-dominerede RPF standsede folkemordet 18. juli RPF indtog det meste af landet i løbet af maj og juni og drev samtidig regeringen og hundredetusinder af hutuer på flugt. Mere end 1 million mennesker blev samlet i flygtningelejre i Zaïre, hvorfra hutu-ekstremister genoptog kampen mod RPF. Følgen var en destabilisering af store dele af regionen. Folkemordet resulterede i mere end dræbte, omtrent 2 millioner flygtninge og 1 million internt fordrevne. Fra sommeren 1994 påbegyndte den nye RPF-ledede regering genopbyggelsen af det ødelagte land. I oktober samme år anerkendte FN s Menneskerettighedskommission, at massakrerne mod tutsierne udgjorde folkemord; en betegnelse de vestlige lande tidligere havde afvist for at undgå en forpligtelse til at intervenere. I november besluttede FN at oprette et internationalt krigsforbrydertribunal for Rwanda. DEN NY VERDEN 2004:2 Folkedrabet i Rwanda

14 DEN NY VERDEN 2004:2 Ghosts of Rwanda General Roméo Dallaire Øverstkommanderende for FN s fredsbevarende styrker i Rwanda I tiden op til folkemordet advarede General Roméo Dallaire gang på gang hovedkontoret i New York om en lurende katastrofe i Rwanda og opfordrede til at gribe ind, men forgæves. I stedet måtte han frustreret se sin styrke reduceret til 270 mand, hvilket i sidste ende forhindrede UNAMIR i at stoppe massedrabene. I årene efter folkemordet kæmpede Dallaire med enorm skyldfølelse og depressioner. Den dag i dag føler han stadig både professionelt og moralsk ansvar for den mislykkedes operation i Rwanda. I 2004 vendte han for første gang siden folkemordet tilbage til Rwanda. No cavalry coming over the hill The Americans categorically [said], No, there s no way there s going to be a cease fire, so let s pull everybody out and get out of that quagmire and then see what happens afterwards. [This] was a significant shift: Forget any idea that somebody s going to come and help you Dallaire, or that your forces were going to actually do something positive. That scenario brought an enormous gloom. I remember [a phone call from] Maurice Baril [Dallaire s superior in the UN headquarter]. [She] said, Tell Dallaire that there is no cavalry coming over the hill. None. Polfoto 14

15 Some people say an intervention would have been useless because they were all dead. They weren t all dead. They were still being killed and slaughtered by the thousands and thousands. And so that became a point of contention. And the argument was ridiculous. It s just like the argument around the term genocide. I mean it s a useless argument. Human beings are being killed in the thousands, it could be in the hundreds of thousands. You don t need the term genocide to decide to help other human beings. That whole exercise of numbers became a great perversion, because ultimately you don t need four thousand bodies to say that we ve got a real problem. And the proof of that is that how many people died in that market in Sarajevo? Sixty? The whole damn world got really concerned, and the western world mobilized everybody they could to respond to that. It was just an absolute perverse exercise of developed nations using excuses of sovereignty and nationalism and involvement and self-interest, to argue the way around one of the most fundamental premises: Are these people human? Do you have a capability? Then why aren t you doing something? Why is it that the black Africans sitting there being slaughtered by the thousands get nothing? Why is it when a bunch of white Europeans get slaughtered in Yugoslavia you can t put enough capability in there? There were more people killed, injured, internally displaced and refugeed in less than a hundred days in Rwanda than the whole of the Yugosla- vian six or seven years of problems. I couldn t keep nor reinforce my small force, even feed it, and they were pouring tens of thousands of troops into Yugoslavia and billions of dollars of aid, and they re still doing it Rwanda will never ever leave me. It s in the pores of my body. My soul is in those hills, my spirit is with the spirits of all those people who were slaughtered and killed that I know of, and many that I didn t know. Fifty to sixty thousand people walking in the rain and the mud to escape being killed, and seeing a person there beside the road dying. We saw lots of them dying. And lots of those eyes still haunt me, angry eyes or innocent eyes, no laughing eyes. But the worst eyes that haunt me are the eyes of those people who were totally bewildered. They re looking at me with my blue beret and they re saying, What in the hell happened? We were moving towards peace. You were there as the guarantor of the mandate. How come I m dying here? Those eyes dominated and they re absolutely right. How come I failed? How come my mission failed? Republished with permission of FRONTLINE. This material was originally published on FRONTLINE s April 2004 web site for its report Ghosts of Rwanda. DEN NY VERDEN 2004:2 Vidner til folkemord 15

16 DEN NY VERDEN 2004:2 Ghosts of Rwanda 16 Kofi Annan Ansvarlig for FN s fredsbevarende operationer i 1994 Som den øverste civile chef for FN s fredsbevarende operationer i 1994, bærer Kofi Annan en del af ansvaret for den mislykkedes indsats i Rwanda. Annan gav bl.a. ikke informationer videre til FN medlemslande om den kritiske situation i landet og har efterfølgende indrømmet, at han skulle have reageret på advarslerne fra FN-missionen i Rwanda. Annan er i dag FN s generalsekretær og arbejder bl.a. med nye standarder for humanitær intervention. Responsibility to protect [Rwanda] was a very painful and traumatic experience, for me personally, and I think, in some way, for the United Nations. It s not something that you forget. It s an experience that becomes part of you, and part of your whole experience as a human being. I would say the moment for me, which was extremely difficult to comprehend and to accept, was when it was clear to everybody how dangerous the situation is -- the killings that were going on and were about to happen, and we couldn t get the troops. We couldn t get the governments to move. We approached about 80 governments, trying to get offers of troops, and they wouldn t give them to us. For me, that was the most incomprehensible. Shouldn t the fact that the killing was taking place and we knew [that] we were sending planes to remove others to safety-- [Shouldn t that] have moved us to act? That insensitivity to the human condition and the plight of others-- Perhaps this was the one thing that shook me more than anything else. Without [political will], there is very little you can do. But that does not mean that those of us in the Secretariat do not have a role, because we need to be able to press governments to do as much as we can. Ten years on-- I really wish I could have found a way, some way of getting more help to them. I could have found a way of convincing the member states that we need to send in a larger force. [But] there were counterforces. Yes, there were governments who were pleading for everybody to withdraw, to pull everybody out. I wish I had been able to galvanize the member states to act, or at least to get them to have a genuine debate, open genuine debate as to whether they should go or not. But, of course, that is also difficult when the council meets behind closed doors and only comes to the public to

17 Polfoto vote. So the positions they take, the arguments that are made are not known to the public. [An experience like Rwanda] makes you more determined to speak out, to press, to try and see if you can work with others to put in systems that will, if not shame the governments, at least allow the organization to move a bit more. This is one of the reasons why I have been pressing this whole idea of the responsibility to protect -- quicker deployment of U.N. forces, using our standby arrangements better [and] getting other governments to sign on to participate in peacekeeping operations. When [I am] faced with the question, whether I think that we can avoid the Rwandas of tomorrow, and that if we were to be confronted with a new Rwanda, is the world ready to do it? Will the world move in to stop it? And my answer is, I really don t know. I wish I can say yes, but I am not convinced that we will see the kind of political will and the action required to stop it. [Therefore] I would want to send a message to societies around the world, societies on the verge of conflict. They need to find a way of dialoguing with each other and avoid situations where they turn on each other and begin to kill each other, whether with guns or with machetes. Because the world may not come to their aid. Republished with permission of FRONTLINE. This material was originally published on FRONTLINE s April 2004 web site for its report Ghosts of Rwanda. DEN NY VERDEN 2004:2 Vidner til folkemord 17

18 DEN NY VERDEN 2004:2 Ghosts of Rwanda 18 Philippe Gaillard Ledede i Det Internationale Røde Kors delegation i Rwanda I 12 måneder ledede Gaillard Røde Kors arbejde i Rwanda. Da konflikten var på sit højeste og alle andre organisationer forlod landet, forblev Røde Kors i Rwanda som den eneste humanitære hjælpeorganisation. Selvom mere end 50 Røde Kors medarbejdere blev dræbt under folkemordet, overvejede Gaillard aldrig at trække sig ud af landet, og det lykkedes organisationen at redde mellem og Rwandanesere. I dag leder Gaillard Røde Kors delegation i Lima, Peru. Speaking Out From the very beginning, we started to go out with our ambulances, both the Rwandan Red Cross and the ICRC, evacuating wounded people, [people] not finished off. On the 14th of April 1994, volunteers of the Rwandan Red Cross told me that their ambulance had been stopped. They had six not finished off Tutsi people in the ambulance who were taken out by the militia and just killed on the side of the road. The volunteers were completely shocked. How do you deal with this kind of informa- tion? I decided to call my headquarters in Geneva. My counterpart in Geneva asked me, Do you think we could make it public? And then you think twice, because if you make it public, then people might kill you. But we decided to do it and the following day, it was everywhere: on BBC, Reuters, Radio France Internationale. And then we had a promise that the Red Cross ambulances would be respected. So these six people didn t die for nothing. Because of their deaths, hundreds of other people could be saved. I remember a couple of phone calls from BBC London [always] asking me the same question, What s your estimation of the number of people killed? and I told them at least 250,000. One week later they called again and asked me, What s your estimation today? So I told them, You can double it. Five hundred thousand people have been killed. One week later they made a last call and I answered, Listen, after half a million, sir, I stopped counting. I had to speak, to be outspoken, in such a context. When you re seeing it every day in the streets, in your hospital, on the roads If you don t at least speak out clearly, you are participating in the genocide. It s a responsibility to speak out. It did not change anything, and it [did not] move the international community. If my organization, which is usually not outspoken would have told me, Please Philippe, don t talk so much,

19 Foto: ICRC/Claude Glunz I would have left the organization. You cannot be silent. And they never told me to shut up. I had a lot of support. We were on the phone with Geneva every day. Just in terms of human resources, for instance we asked for more support, because we needed surgeons, nurses, this kind of very specialised staff, and they arrived within days. Tens of thousands of people would have been killed without our pres- ence there, and this helps. I m ashamed to say that, but it s somehow a satisfaction that Dallaire could not have, unfortunately. I think this is the reason why he is still deeply wounded while my scars are OK. I don t feel guilty. I never felt guilty. Dallaire felt guilty all the time. He should not feel guilty. He did what he could; he could not do much. He was abandoned by his own organization. The so-called international community in New York, decided not to give a shit about what was happening in Rwanda. From the very beginning of the genocide the U.N. was logistically and politically a phantom. They didn t make any difference, because they decided not to do anything. I m not affected any more by horrors. Horrors are meaningless, nonsense. But beautiful things are miracles. This is our job, to find beauty, create beauty in the very core of horror. We have been able, after the genocide, to reunite thousands of children with their families. And this is to create beauty within the horror. I will never in my life go back to Rwanda. Not at all because this would remind me of awful things. I don t want to meet again with people we have saved, because it s too strong. It s unbearable. It s too beautiful. Republished with permission of FRONTLINE. This material was originally published on FRONTLINE s April 2004 web site for its report Ghosts of Rwanda. DEN NY VERDEN 2004:2 Vidner til folkemord 19

20 DEN NY VERDEN 2004:2 Ghosts of Rwanda 20

21 Mary Kayitesi Blewitt Arrene fra folkemordet Aldrig mere? Efter Holocausts rædsler var blevet afdækket og dets gerningsmænd dømt, sagde det internationale samfund Aldrig mere. Men overlagte forsøg på at udrydde hele folkeslag er ulykkeligvis ikke begrænset til det tidlige tyvende århundredes historiebøger. Siden hen har folkemord fundet sted i Bosnien og Rwanda, for bare at nævne to steder. Medierne har været tilbøjelige til at underspille folkemord, eller endda fremstille det, som i Rwandas tilfælde, som stammekrig. Det internationale samfund har ikke grebet ind for at forhindre folke-mord, ej heller meldt sin støtte til de overlevende efter sådanne forbrydelser. Uanset hvad man har lært, forbliver de overlevende glemt, og udsatte grupper kan ikke føle sig sikre på, at aldrig mere virkelig betyder aldrig mere. Hundrede dages svigt ti års lidelser Det er først nu, ti år efter krigen og det grufulde folkemord, der med et i 1994 bragte Rwanda i verdens søgelys, at indbyggerne i dette lille, smukke afrikanske land langsomt begynder at lægge den mest traumatiske periode i landets historie bag sig. Ingen ved præcist, hvor mange mennesker, der døde i det vilde myrderi, der fandt sted i løbet af 100 skæbnesvangre dage i 1994, men det er anslået, at omtrent en million mennesker omkom. I løbet af 100 dages massemord, iværksat som politisk strategi af regeringen i et forsøg på at fastholde magten, blev hele grupper af det etniske mindretal tutsierne udslettet sammen med mange moderate hutuer. For at gøre ondt værre vendte hele verden ryggen til Rwanda og så uvirksomt til, mens massakrerne fortsatte. Efter dette er der blevet gjort enorme anstrengelser for at imødegå Rwandas komplekse problemer. Men arven efter denne død og ødelæggelse er en generation af overlevende, som ikke alene er traumatiserede af deres oplevelser under folkemordet, men som også skal overvinde tab, fattigdom, HIV-smitte som følge af voldtægt, og andre onder. DEN NY VERDEN 2004:2 Arrene fra folkemordet - Aldrig mere? 21

22 DEN NY VERDEN 2004:2 Mary Kayitesi Blewitt Men som så mange tidligere grusomheder er folkemordet blevet glemt. Da mændene med macheterne endelig blev standset i juli 1994, blev det antaget, at historien om folkemordet var slut. Men Rwandas arv efter folkemordet er langt fra forsvundet. De anslået kvinder, der blev voldtaget og med overlæg smittet af HIV-positive mænd i 1994, fi k deres liv skånet for at dø en langsom død af HIV/AIDS. Flere kvinder har vidnet om, at stort set alle voldtægterne fandt sted, efter de var blevet tvunget til at overvære hvordan deres familier blev slagtet. Kun du få r lov at leve, blev de ofte fortalt af voldtægtsmændene, så du kan dø af sorg. Verden overlod Rwanda til folkemord, tortur, lemlæstelse og seksuel vold. De FN-styrker, som kunne have stoppet det, blev fløjet ud af landet, og udenlandske regeringer instruerede deres mandskab i ikke at bruge ordet folkemord, fordi det ville indebære en forpligtelse til at reagere. Som FN-missionens øverstbefalende, general Roméo Dallaire, sagde: Mens det meste af verden så den anden vej, fortsatte slagteriet og voldtægterne ufortrødent. Det internationale samfund svigtede Rwanda i Det efterfølgende forsøg på at skaffe retfærdighed har været langsommeligt og kostbart. Nu truer et nyt folkemord på grund af manglen på midler, der kan sikre de HIV/AIDS-smittede adgang til antiretroviral medicin. De overlevendes fond Næsten alle mine slægtninge var blandt de dræbte: Halvtreds medlemmer af min familie. Kun min brors kone og hendes to børn overlevede. Jeg var heldig. I det mindste ved jeg, hvor de blev dræbt. De befandt sig i min bedstefars hjem, hvor de altid søgte tilflugt i urolige tider. Men denne gang var der ingen sikre tilflugtssteder. Sammen med andre tutsi-familier blev de brutalt og koldblodigt nedslagtet. Eftersom jeg ikke var i landet, da folkemordet begyndte, undslap jeg massakren. Hvis jeg havde befundet mig i Rwanda, ville jeg med sikkerhed have været enke nu eller død. Jeg kan kun forestille mig, at mit liv blev skånet, så jeg kan hjælpe andre, der ligesom jeg overlevede. Så da jeg vendte tilbage til England efter otte måneders frivilligt arbejde for Rwandas Ministerium for Rehabilitering, hvor jeg havde arbejdet for at genforene familier og søgt efter døde, oprettede jeg de Overlevendes Fond (Survivor s s Fund, SURF). Jeg følte pligt til at hjælpe mit folk, en pligt der var så meget desto mere tvingende i lyset af de hundreder af overlevende i England, som ingen støtte modtog. 22 SURF hjælper og støtter ikke blot overlevende i England, men også i Rwanda gennem samarbejdet med græsrodsorganisationer som fx AVEGA.

23 Dette udgør kun en mindre del af vores opgaver. Vi sikrer også, at de overlevendes stemmer bliver hørt, at erindringerne om folkemordet bliver holdt i live, og at ofrene aldrig bliver glemt især dem, der ti år senere stadig lever med arrene. Vi ønsker, at så mange som muligt hører de overlevendes beretninger. Beretninger som fortæller hele sandheden, som advarer os om, hvad mennesket er i stand til, og som minder os om de lidelser, vi aldrig mere må lade overgå nogen nogetsteds i verden. Mændene med macheter Myrderierne blev ført an af de bander, der var kendt som Interahamwe, et ord fra kinyarwanda, der betyder de som angriber sammen. Disse mænd, der var nådesløse og utæmmede i deres vildskab, var primært arbejdsløse og oprørske unge, optrænet til massemord af Præsidentens Garde og indoktrineret med had til tutsierne. Interahamwe benyttede sig af frygtelige drabsmetoder, hvor de brugte macheter, sømbesatte køller, økser, knive, skydevåben, granater og selv landbrugsredskaber såsom hakker som våben. De tævede folk ihjel, skar lemmer af, begravede ofre levende, druknede andre og voldtog kvinder. Mange overlevende har den dag i dag ar på underarmene fra machetesår, som blev tilføjet dem, mens de forsøgte at beskytte ansigt, hals eller hoved mod slagene. Mens tusinder af tutsier omkom i massakrerne, blev hundredevis dræbt en for en i folkemordets vanvid. De blev fanget i deres hjem, jaget ud af sumpe og skove og standset, voldtaget og nedslagtet ved vejspærringer. Mange ofre endte i massegrave, nogle begravet mens de endnu trak vejret og råbte på hjælp. Talløse tusinder af unavngivne skeletter er den dag i dag synlige over hele Rwanda, bevaret som mindesmærker på de steder massakrerne fandt sted, i kirker og i skoler. Bridgette Sheema var kun 15, da Interahamwe kom til hendes hjem en tidlig morgen i 1994: Mine foræ ldre var ræ dselsslagne. Deres ansigter var fordrejet i desperation og hjælpelø shed. Selv de kunne ikke beskytte os. Jeg undslap og kravlede op i træ. Mens jeg sad der og skælvende kæmpede for at sidde stille, blev min mor trukket ud af huset og hakket ihjel, mens hun bad om nåde. Den dag i dag er det, det eneste minde jeg har om min mor. Interahamwe forsvandt med vores ejendele. Jeg samlede resterne af min mor op, varme efter at have ligget i solen, og bar hende tilbage til huset. Min far og mine fire brødre var dø de. Jeg vandrede formålslø st rundt hele natten i dybt chok. Mange mennesker gik forvildede rundt. DEN NY VERDEN 2004:2 Arrene fra folkemordet - Aldrig mere? 23

24 DEN NY VERDEN 2004:2 Mary Kayitesi Blewitt 24 Til sidst blev jeg stoppet ved en vejspærring. Interahamwe trak tøjet af mig og voldtog mig på skift. De beholdt mig der i ugevis. Voldtægt som våben Folkemordet var skueplads for en udbredt brug af voldtægt som våben. Det var som led i en overlagt strategi beregnet på at ødelægge samfundets fundamentale struktur af mellemmenneskelige relationer, og knuse ofrenes følelse af tryghed og identitet. Ikke alene overværede rwandiske kvinder og piger torturen af og drabene på deres familier og ødelæggelsen af deres hjem de blev også udsat for brutale former for seksuel vold: Voldtægt, gruppevoldtægt og seksuel lemlæstelse. Mange døde af mishandlingen. Højgravide og kvinder der lige havde født var ikke undtaget. Kvinder i alle aldre var mulige ofre det yngste voldtægtsoffer var kun 6 år i 1994 og det ældste 71: Gerningsmændene skelnede ikke. De fleste af de overlevende bærer mærker efter machetehug og mentale såvel som fysiske ar. De skal ikke blot overvinde traumerne efter en sådan mishandling; deres lidelser forværres af den yderligere efterfølgende sociale isolation. Efter folkemordet døde en række kvinder som følge af de klodset og primitivt udførte aborter, som de tyede til, da de opdagede at gerningsmændene havde gjort dem gravide. Abort er ulovligt i det hovedsageligt katolske Rwanda. De kvinder som har født deres mishandleres børn kalder dem skæbnebørn eller de slette minders børn. Mange af voldtægtsofrene er i dag ved at dø af HIV/AIDS på grund af manglen på medicin, almindelig fattigdom, traumer og isolation. Af de kvinder, der blev smittet i 1994, er så godt som alle enten døde eller døende. Rwandas børn, som allerede har mistet deres øvrige familie, venter nu på at møde fremtiden alene. Uweras vidnesbyrd Uweras vidnesbyrd er typisk for de kvinder, der blev voldtaget og smittet med HIV under folkemordet. Hun berettede om sine oplevelser som led i SURF s Hearing & Healing: A Remembrance Initiative for Rwanda: Jeg var syv måneder henne i sommeren 1994, da mine naboer og jeg flygtede fra vores landsby. Fø r slagteriet begyndte, lykkedes det mig at gemme mig oppe i et træ, hvor jeg blev i flere dage. Jeg mistede fornem- melsen af, hvor lang tid jeg opholdt mig i træ et, men omsider mente jeg, at det var sikkert at forlade det. Den nat kom jeg ned for at søge efter mad. Det jeg fandt var ligene af min mor, mine børn, mine sø-

25 stre og brødre deres lig var blevet smidt i en latrinkule. Min far var blevet dræ bt flere dage tidligere lige under det træ, som jeg gemte mig oppe i. Den nat kravlede jeg ned for at begrave ham alene gravede jeg en grav. Jeg opdagede, at min 6-årige datter stadig var i live. Sammen forsøgte vi at slippe væk fra områ det, men vi nåede ikke langt, fø r vi blev fanget. Min lille pige blev voldtaget på skift af tre mænd. Ja, jeg ved, hvem de var. Ja, jeg kan navngive dem. Så voldtog de mig for øjnene af min datter. Vi blev begge efterladt for at blø de ihjel. Jeg håbede, at det barn jeg bar ikke ville dø ; jeg havde allerede mistet to af mine børn. Min 16-årige datter Safari og jeg er nu HIV-positive. Vi ved begge, hvordan vi blev smittet. Min lille pige, som nu er ti, er negativ. Men mit helbred bliver då rligere. Safaris immunsystem er stabilt. Men jeg frygter for begge mine børns fremtid. Hvis min datter, som nu er 16 år, kunne få antiretroviral behandling, ville hun have en chance for at leve læ ngere. Så ville hun være i stand til at tage sig af sin yngre søster. ster. Uden hende gå r min lille pige en fremtid i møde som foræ ldrelø s og uden nogen til at tage sig af hende. Hele min familie blev dræ bt. Jeg har ingen familie at støtte mig til. Tabt barndom Folkemordets grusomme ideologi skånede ikke børn. Man har vurderet, at omkring en tredjedel af dem, der blev dræbt under folkemordet i Rwanda, var børn omkring børneofre. Tvunget eller opmuntret til det af voksne dræbte børn andre børn. Mere end halvdelen af børnene i Rwanda så familiemedlemmer blive dræbt, og de fleste så andre mennesker blive hakket ihjel. Gravide kvinder, spædbørn og små børn blev slagtet. Nogle Interahamwe flåede spædbørn fra deres mødres rygge og dræbte dem. De børn som overlevede blev trukket levende ud fra bunkerne af lig eller fundet, mens de vandrede rundt alene i de øde gader uden mål og med. Nogle havde overlevet ved at gemme sig i skabe eller buskadser, hvorfra de kunne høre deres familier blive massakreret, mens de selv intet kunne gøre. I 1998 udgav Rwandas socialministerium statistikker, der viste, at børn og unge under 19 år havde overlevet blodbadet. I dag forholder verden sig med ligegyldighed overfor disse overlevende, hvoraf mange er forældreløse. De forbliver glemte og oversete. DEN NY VERDEN 2004:2 Arrene fra folkemordet - Aldrig mere? 25

26 DEN NY VERDEN 2004:2 Mary Kayitesi Blewitt 26 Et råb om retfærdighed: Jeg er rede til at tilgive, men der er ingen der har undskyldt Myrderierne er ganske vist ophørt, men smerten fortsætter for millioner af rwandere. Nu kommer retfærdigheden i centrum, for indtil retfærdigheden sker fyldest kan hverken enkeltpersoner, lokalsamfund eller nationen som helhed komme videre. Folkemordet i Rwanda handlede ikke om dunkle spørgsmål om afrikansk etnicitet eller om et irrationelt udbrud af uforklarligt barbari. Det var et resultat af den menneskelige natur, og det kunne være sket hvor som helst som også Holocaust har vist det. Hvis ikke vi ser folkemord som det virkelig er, og gør op med det på rette vis, så kan det ske igen, hvor som helst, når som helst. Det internationale samfunds langsommelighed med hensyn til anerkendelsen af folkemordet i 1994 og den manglende politiske vilje til indgriben genspejles i den efterfølgende forsømmelse af at retsforfølge gerningsmændene som siden hen er flygtet fra Rwanda. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), som ligger i Tanzania, blev etableret af FN i ICTR har kæmpet for at sikre udleveringen af anklagede fra de lande, hvor de opholder sig, oplevet ledelsesmæssige og logistiske problemer fx med at få bragt vidner fra Rwanda til Arusha samt et problematisk forhold til den rwandiske regering, men resultaterne er efter 10 års arbejde nedslående. På trods af at domstolen har et personale på over 800 og har brugt mere end en halv milliard dollar, har arbejdet indtil videre blot resulteret i en håndfuld domme. 19-årige Bernadette, der blev gjort forældreløs under folkemordet, føler ikke længere, at der er udsigt til retfærdighed: Jeg ved ikke, hvordan vi skal kunne blive hjulpet i vores søgen efter retfæ rdighed. Jeg er alene, eftersom hele min familie blev dræ bt. Hver gang jeg tager tilbage til mit fø dested for at spørge mine tidligere naboer om, hvem der dræ bte min familie, siger de, at de ikke ved noget om det. Jeg kendte ikke de mænd, der voldtog mig, og jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle fø re en sag mod dem ved en domstol. Både Rwandas regering og folk har tillid til, at positive værdier som tolerance og retfærdighed kan etableres mellem de overlevende og gerningsmændene via tilvejebringelsen af gensidig forståelse og respekt for andre mennesker og menneskerettigheder. Dette er dog kun muligt, når morderne påtager sig det fulde ansvar for deres gerninger, og retfærdigheden er sket fyldest. Ti år efter folkemordet kalder de overlevende bare det at overleve en pinsel. De er traumatiserede, de har både fysiske og mentale skader, og mange lever i fattigdom. Arven efter folkemordet hjemsøger dem fortsat. Ingen større institutioner har meldt sig med støtte til de overlevende: Dem som undslap massakrerne forventes blot at komme på fode igen og

27 leve videre. Mens nogle overlevende dør af sult, modtager de fængslede tre måltider mad om dagen. Fanger har ifølge folkeretten rettigheder, og der er foranstaltninger til støtte for de anklagede, men hvem er der til at støtte ofrene, så snart kameraerne og medierne er forsvundet? Ved krigens afslutning var mere end personer tilbageholdt under mistanke for at have organiseret eller deltaget i folkemordet. Retssagerne begyndte i slutningen af 1996, men konfronteret med det enorme antal sager besluttede regeringen sig for at benytte Gacaca-retssystemet. Det er en modificeret udgave af det traditionelle rwandiske system til konfliktløsning i lokalsamfundet, og man håbede, at brugen af det ville fremskynde retssagerne og landets tilbage-venden til normale tilstande. Forsøg på at omgå denne proces og skyde genvej er at risikere, at historien gentager sig. Løsladelsen af tusindvis af anklagede, som fandt sted for nylig, blot fordi fængslerne var overfyldte, er ikke retfærdighed for de overlevende, som allerede har ventet for længe. Andre anklagede blev løsladt gennem Gacaca og dræbte efterfølgende 30 overlevende i Gikongoro-området. Dette kan ikke kaldes retfærdighed. Gertrude i Cyangugu er tynget af fortvivlelse og bekymringer om retfærdighed: De mennesker, der dræ bte vore familier, bliver stillet til ansvar gennem Gacaca. Men ingen nærer noget virkeligt håb om, at ofrene vil opnå egentlig retfæ rdighed. Ingen vil stå til ansvar for deres forbrydelser. Mens de overlevende forsøger at komme med detaljer om, hvad de s å og hørte, så benægter familierne til gerningsm ændene det der skete. De påstå r, at de overlevende er syge i sindet af traumer og deres bræ ndende ønske om hævn. Nu er vi bange for at vidne offentligt, da vi frygter at blive bræ ndt levende i vores hjem. De overlevende mener, at de uskyldige skal løslades. Men der bør oprettes et system til at beskytte overlevende og vidner mod hævntogter, når de anklagede bliver løsladt. Retfærdighed i det omfang, der er brug for i Rwandas, er kompliceret, og ingen enkelt løsning kan sikre de overlevende fuldkommen retfærdighed. Men hurtige løsninger resulterer måske blot i senere skade for landet. Det internationale samfund forventer, at rwanderne skal søge forsoning, men ingen kan tidsbegrænse det enkelte menneskes forsøg på at tilgive og glemme. I mellemtiden er det de overlevende, der er blevet glemt. De har ikke modtaget nogen kompensation eller erstatning for, hvad der overgik dem. Selvom Gacaca-processen giver de overlevende mulighed for at opklare, hvem der var indblandet i mordene på deres kære og hvorfor, så er det for meget at forvente, at de skal forsone sig efter ti år, hvor alle har svigtet dem. Forsoning bliver anset for at være rwandernes ansvar, men i virkeligheden bør det være det internationale samfund, der forsoner sig med rwanderne. Det var det internationale samfunds handlinger, der i 1994 kunne have reddet liv. DEN NY VERDEN 2004:2 Arrene fra folkemordet - Aldrig mere? 27