NEDE VED FJORDEN stod det ikke helt unge par og talte med manden fra dalen. Sikke en uforskammet flot mand, tænkte fruen. Han er så smuk, at han

Transkript

1 HØJT OPPE på en fjeldkam sad han, sammenkrøbet som en rovfugl, og så ned mod bygden, der klamrede sig fast inderst i fjorden under de høje fjelde. Han var en uhyggelig skikkelse; mørk, knudret og krumbøjet. Han lignede måske mest af alt en stor hårtjavs, der gik i ét med naturen. Havde det ikke været for øjnene, der glødede lumsk af had og forventningsfuldt hævnbegær, ville man ikke have troet, at det var et menneskeligt væsen. Af og til kunne disse øjne næsten glimte rødt, som om han blev holdt oppe af et indre ildmørke af had og intet andet. Han ventede. Han kiggede ned på de små, små mennesker dernede. De lignede myrer oppe fra hans udsigtspunkt. De flytter ind, hviskede han. De flytter ind i mit hus! En mand og en kvinde. Hvor vover de! Nej, hvad er det nu, de laver? Han rejste sig halvt. Hans opdæmmede vrede lagde sig lidt, mens han fulgte med i, hvad de lavede dernede. Hvad skete der nu? Skulle de ikke flytte ind alligevel? Paradoksalt nok blev han grebet af en dyb skuffelse. Var der ingen, der ville flytte ind? Ingen formastelige indtrængere, han kunne hævne sig på? Igen krøb han langsomt sammen, satte sig ned på hælene, med de lange arme rundt om knæene, en rugende, kolos, som en bjergtrold, der havde siddet der i tusind år. 1 9

2 NEDE VED FJORDEN stod det ikke helt unge par og talte med manden fra dalen. Sikke en uforskammet flot mand, tænkte fruen. Han er så smuk, at han skræmmer mig. Hun kunne ikke få blikket fra ham. Mørkt, krøllet hår, lyse, blågrå øjne og en mund, der trak blikket til sig. Fuldendt, arrogant og tillokkende. Et handyr! Flot men farlig. Han overlod et nøgleknippe til hendes mand. Så vil jeg byde jer velkommen til Jolinsborg, sagde han med et strålende smil, der gjorde hende svag i knæene. Jeg håber, I kommer til at trives her! Det er jeg sikker på, sagde fruen. Min mands læge ordinerede frisk landluft, så det her må være perfekt! Manden, en ikke helt hæderlig forretningsmand, hvis man skulle dømme efter udseendet, sagde med knirkende stemme: Jaså, hedder det Jólinsborg? Jeg troede, det var Jólin? Nej, det drejer sig ikke om noget efternavn, smilede den unge bonde. Jolin er et gammelt norsk drengenavn. Ejerne her på gården har heddet det lige siden den første Jolin, som byggede stedet i 1600-tallet, og helt frem til vore dage. Men nu er der ingen tilbage af dem? sagde fruen. Bonden slog blikket ned. Øh Jo, det er der, men han blev taget hånd om. Erklæret umyndig. Jaså? Ja, han var ikke helt normal. Og efter at huset blev taget fra ham, plejede han at kigge ind gennem vinduerne og skræmme lejerne. Så nu er han Ja, han er spærret forsvarligt inde. 10

3 Hvor tragisk! sagde fruen. Hvornår skete det? For to-tre år siden. Manden var temmelig kvik. Lejerne, sagde du? Har her da boet flere? Efter hinanden? Tja, nej, måske et par stykker, mumlede den smukke bonde. Folk har svært ved at slå sig til ro her i den isolerede fjord. Manden sagde ingenting, han snerpede bare munden sammen. Antagelsen om, at han var en mindre nøjeregnende forretningsmand, var korrekt. Det var ikke af helbredsårsager, de havde søgt mod den gudsforladte Eldafjord. Jo, hvis man med helbredsårsager mente skrækken for at blive slået halvt fordærvet af forbitrede kunder, som man har narret penge fra. Ægteparret havde tænkt, at det var bedste at fordufte i et stykke tid. Og så fandtes der ikke noget bedre sted end Eldafjord, hvis eksistens knap nok var kendt. En lillebitte bygd længst inde i en vig, som ikke kunne ses fra de både, der sejlede forbi ude på den store fjord. Bebyggelsen her var ældgammel. Og der lod sig ikke bygge nye huse på den bratte skråning oven for den smalle strand. Et perfekt gemmested! Men huset er jo pragtfuldt, sagde fruen. Selv om det ikke ligefrem er nogen borg. De stod lidt oven for Jolinsborg, på et kuperet plateau. Vinden spillede i de lyse birketræer nedenfor, græsset var lysegrønt, og alt åndede herlig forsommerfred. Her var der ikke noget at frygte, tværtimod! Bonden Terje Jolinssøn kunne ikke have valgt en bedre dag at blive fri for den rædselsfulde, gamle skrammelkasse på. 11

4 Der var nogen, der råbte. De vendte blikket ned mod den knap synlige vej i engen. Der kom en ung kvinde løbende. Bonden mumlede et eller andet kort og skarpt. Han skyndte sig ned for at gå hende i møde. Ægteparret fulgte langsomt efter. Her skal vi nok komme til at trives, sagde fruen. Se engang dette hus! Ja, jeg ved godt, at der er blevet bygget til, men hele underetagen er fra 1600-tallet. Huset er langt, og se lige de velholdte vinduer! Jeg synes også, den tilbyggede førstesal falder godt ind. Hendes mand nikkede bare. Han tænkte mest på den enestående fordelagtige lejekontrakt, de havde underskrevet. Og bonden havde antydet, at der var mulighed for at købe huset. Det var utroligt billigt. Han kunne leje det ud. Som sommerhus for rige. Eller dele det op i små boliger. Få leje fra flere på en gang Hans tanker handlede altid om profit. Nede på vejen kom den unge kvinde løbende. Hun lignede sin svoger Terje meget, ligesom alle de andre i bygden. Hendes hår var mørkt og faldt ned i panden i bløde krøller, øjnene var lysegrå, og de mørke omgivelser fik dem til at se endnu lysere ud, end de var. Munden plejede at være glad og generøs, men nu udtrykte den kun ængstelse. Man fik et overvældende indtryk af varme og medmenneskelighed, når man så denne kvinde. Du har vel ikke tænkt dig at leje det ud igen, Terje? Det har jeg allerede gjort, sagde han og tog bru- 12

5 talt fat i hendes arm. Han var endda interesseret i at købe det. Den sidste idiot er ikke født endnu. Gå nu hjem med dig! Med det samme! Men det kan du da ikke! Hold mund, de kan høre dig. Det var tilfældige uheld, det var alt sammen uheld, kan du ikke få det ind i dit tykke hoved? Så, stik nu af med dig! Nej, sagde hun og strittede imod. Jeg vil ikke lade nogen flytte ind i det forfærdelige hus. Gå så hjem! Med et hårdt greb i hendes arm førte han hende ned ad vejen, til de nåede til en bondegård. Han fik hende gelejdet ind i huset og ind i et af værelserne, og så smækkede han døren. Du holder din kæft, ellers smider jeg dig og din pokkers unge ud. Det er kun på min nåde, at du bor her. Det passer ikke! råbte hun på den anden side af døren. I tre brødre arvede denne gård og Jolinsborg, og I skulle dele det lige. Og nu er drengen den første arving, og det ved du, Terje! Du var den yngste af brødrene. Så drengen og jeg har lige så stor ret til at bo her, hvis ikke større! I kunne bare være blevet boede på Jolinsborg. Hold nu kæft, Solveig! Hans skridt forsvandt, og hun knælede ned ved en barneseng. Hun hviskede stille, men med gribende inderlighed: Kære Gud, kære, barmhjertige Gud, hjælp os! Hjælp min lille dreng, så han slipper for at lide mere. Gør ham rask, Herre! Jeg beder Dig, som jeg har bedt Dig 13

6 i tusinde dage og nætter! Og hvis hans lidelse ikke kan helbredes, så tag ham til dig! Det beder jeg Dig om, selv om han er min dyrebareste skat på jorden, og det eneste, jeg lever for. Drengen lå bleg som et åndevæsen, men ganske afslappet i trækkene nu, hvor søvnen delvist bedøvede hans smerter. Øjenlågene var næsten gennemsigtige, og huden lå stramt over det fint formede hoved. Det var hans stilling, som afslørede, hvor smerten sad. Hovedet var kastet hårdt tilbage, så halsen blev strakt, og nakken bøjet tilbage til det yderste. Sådan havde den elleveårige dreng ligget i flere måneder nu, i et forsøg på at få lidt lindring for den uudholdelige hovedpine. Jolin, hviskede hans mor. Kære, lille Jolin. Hvorfor kunne jeg ikke få dine lidelser i stedet for dig? Du, som er den mest uskyldige af alle! Hvis bare vi havde et sted, vi kunne rejse hen. Men vi er fanget her som i en fælde. Den djævel derude har taget alle vores penge. Og hvordan skulle vi kunne rejse uden at eje en skilling? Hvordan skulle vi komme væk herfra uden noget at fragte dig på? Og hvem vil have os? Hun lænede hovedet mod hans seng i fuldstændig håbløshed. Terje Jolinssøn var nået op til sine nye lejere igen. Min svigerinde og husholderske, sagde han ubekymret. Hun er enke med en syg søn, og hun er lidt hysterisk til tider. Men ellers er hun god nok. Nå, men jeg håber, I kommer til at trives her 14

7 TRE UGER SENERE blev en ligkiste båret ud fra Jolinsborg. Lejerens hustru gik ikke bag båren. Hun var aldrig blevet fundet. UNGE ESKIL LIND af Isfolket brugte mange måneder på at nå frem til det forjættede Eldafjord. Da han var tolv år, havde han hørt om huset i Eldafjord fra en omrejsende gårdskarl. Dengang havde Eskil siddet uden for karlestuen på Gråstensholm og lyttet med ører, der føltes, som om de voksede af spænding. Det var en efterårsaften, huskede han, og karlene havde tændt bål af halm og tørre blade og andet, som var blevet tilovers efter høsten. Til sidst var der kun tre tilbage ude ved bålet. Den ene sov i en salig brændevinsrus. Så det var kun Eskil, der hørte den fantastiske historie om huset i Eldafjord. Den garvede karl livede op over drengens henførte interesse. Det var jo selveste Gråstensholms arving, som sad der ved hans fødder. Det er en dyster dal, sagde karlen langsomt og eftertænksomt. Det er, som hedenskaben sidder i hver eneste tørveklump. Men der var dette hus, som blev bygget en af mand ved navn Jolin. Ja, det var hans fornavn. Jólin Og denne Jolin var styrtende rig. Ja, jeg vil ikke sige noget grimt om nogen, men han havde vist ikke tjent alle sine penge på hæderlig vis. Og man sagde, at der fandtes sølvkalke og andet kirkesølv på gården, og hvad lavede det dér? Det skulle jo være i en kirke! Karlen lagde et par nye kviste på bålet og et nyt stykke snus i munden. 15

8 Men ingen lever evigt, som du ved, unge herr Eskil, og det hjælper ikke at have mange penge. Alle skal dø, og du kan tro, det ærgrede herr Jolin. Men ingen skulle tage hans gods og guld, så han gravede det ned Gravede han godset ned? Ja, jeg mener selvfølgelig ikke huset, selv om herr Jolin heller ikke kunne tåle tanken om, at nogen skulle bo gratis i hans hus. Det ærgrede ham så meget, at han sikkert døde af ren og skær harme. Gravede han meget ned? Ja, mon ikke! Hvis man fandt det, ville man blive den rigeste i hele verden! Næsten, i hvert fald Drengens øjne tindrede. Så ingen har fundet skatten? Nej, det kan man ikke. Den gamle gnier våger omhyggeligt over den. Hvad for noget? Spøger han? Der er ingen, der kan bo i huset, det er umuligt. Der er selvfølgelig mange, der har ledt efter skatten, men de er alle sammen døde. Døde eller forsvundne. Eskils eventyrlystne drengesind var blevet tændt. Han sad i dybe tanker. Så sagde han: Jeg er af Isfolket. Ja, det ved jeg da. Du hedder jo Lind af Isfolket. Da indså Eskil, at han ikke burde sige for meget. Men Isfolket var immune over for spøgelser og den slags, det stod i alle deres bøger. De kunne betvinge al djævelskab. Ja, det var selvfølgelig kun de ramte, der kunne det, men hvem kunne vide, om Eskil ikke 16

9 var udvalgt? Der var jo ikke andre i hans slægtled, som var det. Hverken forbandet eller udvalgt. Tula og Anna Maria var jo højst almindelige. Han følte sig bomstærk! Han havde fået et dobbelt kald: Dels at bekæmpe spøgelserne i huset i Eldafjord, dels at finde den overdådige skat. Eskil spurgte så forsigtigt, han kunne, hvor dette Eldafjord lå, og karlen forklarede det. Men han var ikke særligt god til geografi, for han var typen, som bare vandrede uden at spørge, hvor han var. Det blev ikke lettere af, at han havde været i flere lande, både i Sverige og til og med på Island, og han blandede alle landene sammen. Hans hjerne var sikkert også blevet sløvet af lidt for mange drukture. Men det lykkedes Eskil at få et par holdepunkter med hensyn til, hvor Eldafjord kunne ligge. For nu havde han sat sig det i hovedet: Så snart han kunne, ville han rejse til Eldafjord og finde skatten. Dels for sin egen eventyrlysts skyld, men også, fordi han vidste, hvor hårdt mor og far kæmpede for at holde Gråstensholm på fode, med skatter og hungersnød og det hele. Hvor ville de blive glade, hvis han kom hjem med redningen Eldafjords enorme skat! Bare der nu ikke var nogen, der kom ham i forkøbet! SÅ KOM ÅRET 1817, hvor Eskil var fyldt tyve år, og han fulgte kun Tula til Christiania i stedet for til Sverige. Han skiltes fra hende for at finde sit Eldafjord. Det var nu eller aldrig! Han havde rigeligt med penge, og han ville være væk i akkurat så lang tid, at 17

10 forældrene ikke fik mistanke om noget. Men han skulle være væk meget, meget længere, end han havde regnet med I starten gik alt godt. Han kom over til Vestlandet, hvor han havde regnet ud, at Eldafjord lå. Men Vestlandet var betydeligt større og mere indviklet, end han havde regnet med. Og nu forholdt det sig sådan, at unge Eskil Lind af Isfolket var en snakkesalig fyr. Han havde let ved at lære folk at kende, og han elskede at diskutere. Det var lige meget, hvad emnet var, bare der var fuld fart over samtalen. Men han skulle ikke have indladt sig på at diskutere politik, det var et alt for ømtåleligt emne i disse tider. Folk begyndte at være på vagt. At blive mistænksomme. Nøjagtig ligesom Eskil plejede kong Karl Johans spioner at fare frem. De talte let og legende og forræderisk for at afsløre, hvor folk havde deres sympatier. Eskil vidste ikke noget om dette, hans hjerte var rent som sne, når det angik politik. Han ville kun diskutere, fordi han syntes, det var morsomt at formulere intelligente meninger og brillere med sin talekunst. For det meste gik det godt. Mændene på værtshusene og i grøftekanterne tog ham for det, han var en ung grønskolling, der ikke havde forstand på landets situation. Men så gik det galt. Han var kommet til en stor vestlands-bygd, så stor, at den næsten kunne kaldes en by. Her var man allerede på forhånd temmelig irriterede på kong Karl Johans spioner, for der havde været mange af dem. 18

11 Og her kom der tydeligvis en til. Nu måtte det være nok! Måtte folk ikke have lov til at mene, hvad de ville, uden at kongen skulle blande sig i det? Han ville selvfølgelig vide, hvem der stod på hans side, og hvem der ikke gjorde det. Og nu havde han sendt en klarøjet, lille dreng, som ikke engang var tør bag ørerne endnu! Beskeden gik fra mund til mund. Og det hele endte med, at en fuldstændig uforstående Eskil blev sat i arresten for løsgængeri for det var det eneste, man kunne finde på. Og der sad han så. Han ruskede i tremmerne og råbte sin uskyld ud, men der var ingen, der hørte ham. Han vidste ikke engang, hvorfor han var blevet arresteret, for der var selvfølgelig ingen, der åbent turde indrømme, at de mistænkte ham for at være spion. Hvad ville kongen ikke sige til det? Eskil skrev breve om hjælp, breve, som fangevogteren aldrig sendte, men rev i stykker så snart, han kom ud fra arresten. Til sidst begyndte drengen at resignere. Han troede, han skulle blive siddende der for evigt, sygne hen i det usle fængsel. Glemt af verden. Kun lopper, lus og rotter til selskab, og nu og da en fyldebøtte, som sad der en nat eller to. Han så glimt af tyve og andre kæltringer, når de blev ført fra den ene celle til den anden. Maden var elendig, så Eskil blev mager. Hans tøj hang i laser, og han var ofte syg. Men værst af alt var den gnavende sorg. Hvorfor? Hvad havde han gjort? Og hvorfor var der ingen, der kom ham til hjælp? En dag, da han havde mistet tællingen med dage 19

12 og måneder, kom der en tilfældig fange ind. Eskil fik aldrig at vide, hvad han havde gjort, for det ville han ikke ud med. Men Eskil, som først var fåmælt og bitter over sin skæbne, tøede efterhånden lidt op over for den livlige cellekammerat. Efter nogle timer havde han fortalt, at han havde været på vej mod Eldafjord, da han var blevet arresteret af ukendte årsager. Men nu tror jeg ikke længere på, at Eldafjord findes, sagde han. Før jeg blev spærret inde her, havde jeg pløjet Vestlandet tyndt, men der var ingen, der havde hørt om det sted. Eldafjord? Hvorfor vil du derhen? Det sted er den visse død! Eskil fløj op. Hvad? Kender du Eldafjord? Ja, selvfølgelig. Det ligger jo ikke langt herfra. Men der er ingen her, som Glem dem, de er nogle landkrabber. Man kan kun komme til Eldafjord med båd, og jeg tror ikke, der er nogen her i bygden, der har lyst til at sætte sig ned i en båd. De kender kun til det, man kan komme hen til på sine ben. Men glem Eldafjord, der er ikke noget for dig der. Eskil forhørte sig nøje om, hvordan man kom dertil. Men hvis han skulle være ærlig over for sig selv, så betød huset og skatten i Eldafjord ikke noget for ham længere. Det eneste, han ønskede, var at komme ud af dette fængsel. Men han kunne ikke forstå, hvorfor hans far og mor ikke kom ham til hjælp. Det lignede dem overhovedet ikke! En måned senere, da det dryppede fra istapperne 20

13 uden for det lille vindue, fik Eskil uventet hjælp. En af kong Karl Johans mænd kom dertil. Denne mand, som var en venlig sjæl, hørte fra en uforsigtig og åbenmundet embedsmand, at folk var misfornøjede med alle de spioner, der rendte rundt i dalen. Og om den spion, de havde været nødt til at arrestere. For løsgængeri. Kongens mand rynkede brynene. Der var ikke blevet sendt nogen ung mand ud, og da slet ikke på disse kanter. Distriktet var undersøgt for længe siden, og det var uden for interesse nu. Det blev en pinlig samtale. Nej, det var sandt nok, at drengen aldrig havde tilstået noget. Men han havde bare været så nysgerrig! Han ville hele tiden diskutere alting. Nu blev kongens mand for alvor vred. Man fængslede ikke Hans Majestæts spioner, uanset hvor snakkesalige de var. Han insisterede på at møde denne Eskil. Den åbenmundede embedsmand rystede i bukserne og lovede at arrangere det straks. Og på den måde slap Eskil ud af fængslet. Opgøret mellem stedets myndigheder og kongens betroede mand blev en anden og meget kedelig historie, som ikke skal genfortælles her. Eskil var fri! Den høje herre sørgede for, at han fik både sin hest, sine penge og sit rejsetøj tilbage. Så forlod han stedet. Hvad skulle han nu gøre? Hans første indskydelse var naturligvis at vende hjem igen, udmattet og medtaget som han var efter den lange og hårde isolation. Men efter et ordentligt herremåltid med vin på kro- 21

14 en begyndte han at genoverveje sagen. Han havde ikke hørt noget hjemmefra i alle disse måneder. Det sårede ham, selv om han havde mistanke om, at der lå noget andet bag end vrede eller ligeglade forældre. Han var enogtyve år gammel nu. Og han var meget tæt på Eldafjord Skulle han? Det behøvede jo ikke tage så lang tid Han følte sig stærk og sikker igen efter at have tømt karaflen. For en sikkerheds skyld skrev han endnu et brev. Kære mor og far! Jeg er sluppet ud fra helvedet nu, hvis det skulle have jeres interesse. Hvorfor lod I aldrig høre fra jer eller besvarede mine breve? Ville I ikke acceptere min bøn om tilgivelse? Jeg kommer hjem før eller siden. Men nu er jeg tæt på målet for min rejse, og jeg rejser derhen først. Jeres trods alt hengivne søn, Eskil. Han brugte flere dage på værtshuset på at hvile ud og samle kræfter. Så vendte han om og red ud mod havet for at finde en båd, der kunne bringe ham til Eldafjord. HELE VINTEREN havde hans forældre, Heike og Vinga hjemme på Gråstensholm, forsøgt at opspore deres forsvundne søn. De havde ikke hørt en lyd fra ham. Der blev udvekslet mange breve mellem dem 22

15 og Tula, men hun kunne ikke hjælpe. Hun var fortvivlet over det, og hun bebrejdede sig selv for, at hun ikke havde forsøgt at få mere ud af ham om hans smugrejse. Men Eskil havde været så hemmelighedsfuld, når det angik Eldafjord. Der var vist en slags hus der, hun havde forstået, et eller andet forjættet eller legendarisk hus. Eskil og hun skiltes i Christiania, og han skulle mod nordvest, mod noget uendeligt spændende. Han havde antydet, at han ville afprøve sine Isfolket-kræfter, som han bildte sig ind at have fået. Han havde sagt, at han måske var en udvalgt eller en ramt. Og Tula fortrød bitterligt, at hun ikke havde fået ham ud af den vildfarelse. Det var jo hende, der var den ramte, men det havde hun ikke vovet at fortælle ham. Meget havde sikkert set anderledes ud nu, hvis hun havde afsløret sig selv. Heike skrev tilbage, med sin ubehjælpelige skrift, at hun ikke måtte bebrejde sig selv. Han kendte jo til hendes store problemer. Men han var mismodig. Et mystisk hus i Eldafjord. Og det lå mod nordvest. Der var ikke meget at gå efter. Adskillige gange havde han været tæt på at ride af sted og bare lede på må og få, men det havde Vinga forbudt ham. Vinteren var ualmindeligt streng, og det kunne gå galt med hesten. Og også med ham. Heike bøjede sig for det fornuftige ræsonnement. Men det kriblede i ham af uro! Han havde opsøgt samtlige eksperter i Norges kort eller geografi, og han havde talt med alle farende svende for at finde ud af, hvor Eldafjord lå, men ingen 23

16 vidste det. Nedslående nok var der flere, som foreslog Island. Men så skulle det selvfølgelig have heddet Eldafjørdur. Eller måske lå det i Sverige? Nej, det troede den belæste Vinga ikke på. Eldafjord var et norrønt navn, ældgammelt! Det måtte være et sted i Norge, og sandsynligvis i Vestlandet eller længere nordpå. Det var som at lede efter en nål i en høstak. Så begyndte snemasserne at smelte, og Heike gjorde sig klar til at rejse. På lykke og fromme. Men nu kunne han ikke vente længere, ængstelsen for deres søn sad som en ætsende syl i både ham og Vinga. Nu forholder det sig jo sådan, at foråret kommet meget tidligere til Vestlandet end til Østlandet. Og Eskils brev, som allerede havde været længe undervejs, nåede Gråstensholm lige før, Heike begav sig af sted. Gudskelov, udbrød Vinga, og så brast hun i gråd. Heike så på afsendelsesdatoen. Det er længe siden, han sendte det, fastslog han. Brevet har været undervejs i to uger! Jamen hvad står der? Lad mig se! De læste det sammen. Hvad mener han med, at han har været i helvede? spurgte Vinga forvirret. Men han har skrevet til os tidligere, sagde Heike. Hans breve er bare ikke nået frem. Hvad er det egentlig, han har oplevet? jamrede Vinga. Åh, den stakkels dreng, og så troede han, at vi havde svigtet ham! Men hvor er han? Heike vendte og drejede brevet. Der står der ikke. 24

17 Poststemplet er udvisket. Det sjuskehoved, det kunne han godt lige have nævnt. Måske vidste han det ikke. Heike sukkede. Så må jeg alligevel rejse på må og få Men dagen efter kom der endnu et brev med posten. Et snavset brev, der var skrevet i al hast men med stempel! Godt, sagde Heike, som allerede havde rejsetøjet på. Nu ved vi det! Det gør jo det hele meget lettere. Hvis du ved, hvor du skal hen, så tager jeg med, sagde Vinga bestemt. Men så luk dog brevet op! Heike koncentrerede sig om datoen. Det her brev er kommet meget hurtigere frem, konstaterede han tilfreds. Det er sendt i denne uge. Vinga flåede utålmodigt brevet fra ham og åbnede det. De læste det sammen med voksende angst. For himlens skyld, hjælp mig! Hjælp mig, far, hurtigt! Jeg er havnet midt i den største rædsel. Her er forfærdeligt, og jeg forstår ingenting. Hjælp mig, jeg tror, jeg skal dø. Hjælp os alle, vi er fortabt! Jeg er kommet til at røre ved noget, som skulle være forblevet skjult i al evighed! 2 25