Konfirmationstale 2014

Transkript

1 Konfirmationstale 2014 Gud er ikke kun herinde i kirken, men er med jer på jeres livsvandring og holder hånden under jer Kristine Stricker Hestbech Biblen er én lang pilgrimsbog. Begyndende med Gud, der sagde; Lad der blive lys! Et lysglimt, der satte det hele i gang for 13,8 milliarder år siden, og som man faktisk på Sydpolen nu kan måle. For uden lys kan intet gro, intet leve. Sæt en plante ned i en papkasse med låg og den dør. Sæt mennesker i isolation uden vinduer, og de bliver skøre. Men er lyset der, så lever vi. Når lyset kommer tilbage efter vinteren

2 får vi mere energi og vi sover mindre.. Og man får lyst til at røre sig. Nu skal der ske noget.. Måske var det lyset der fik Adam og Eva til at synes der sku ske noget.. Og så spiste de af frugten, den forbudte, og uden de anede det blev de, de første pilgrimsvandrere der er skrevet om, da de vandrede ud af Paradisets have. Dette barndommens land, som også I er ved at forlade, - for selvom I ikke bliver voksne i dag vil måske især jeres forældre tænke tilbage og kunne se at konfirmationen står som et skel. En låge imellem barndommen og ungdommen for snart begynder I, i 9. klasse og er de store på skolen

3 og så bliver jeres cirkler større og større - jeres vandringer væk fra hjemmet længere, sådan som det skete for Adam og Eva der blev voksne og tog hinanden i hænderne og begav sig ud på vandring mod det ukendte, og de får sønnerne Kain og Abel, og søskendejalousien opstår og fordrejer Kains tanker så han tror at hans liv ville være bedre hvis ikke Abel var der og selvom han som Medina går og siger for sig selv Jeg er da ligeglad, jeg er da ligeglad så vokser jalousien i maven og han bliver mere og mere overbevist om at hvis bare den dumme bror ikke var der så ville livet ikke være skyggefyldt men kun lyst og han gør det værste et menneske kan gøre

4 - han dræber sin bror - og Kain bliver verdens første flygtning en hjemløs der flakker om med skylden kravlende efter sig, og på bedste bibelmaner, bliver han stamfader til nomaderne, - dem der aldrig bliver det samme sted særligt længe af gangen, sådan som det måske også bliver for nogen af jer; at I flytter igen og igen,- nogen af jer har allerede prøvet det, flyttet skole, flyttet by eller hus fordi jeres forældre blev skilt, for sådan er det, vi bevæger os og forandrer os og man kan klare meget modgang hvis bare man har gode medvandrere ved sin side, venner og familie, som støtter en, når man som en anden Noah

5 må hive ankeret op og sejle ud på havet, mod nye kyster og nyt liv. For sådan har vi mennesker altid gjort: Rykket op og flyttet os når livskilden tørrede ud, kærligheden blev væk og jorden ikke gav mad.. Nogle af jer er stille og rolige gemytter, andre af jer kan ikke sidde stille, men har Abrahams blod i årerne, tror jeg. Ham Abraham fra det Gamle Testamente, der havde levet det samme sted i byen Ur i Irak som sine forældre og bedsteforældre og oldeforældre og alligevel pludselig kan mærke at lyset kalder, livskraften gør benene urolige, som når I drenge synes,

6 at nu kan der godt ske noget, og Abraham drømmer, at Gud fortæller ham at han skal bryde op og drage videre i sit liv, og det gør han, som I vil gøre når I flytter hjemmefra og begynder at læse eller arbejde, og livet er altid undervejs, så planlæg ikke så meget, for det kommer alligevel altid på tværs, sådan som Abrahams søn, Ismael, der fødes midt i vandringen som pilgrim, og som igen på bedste bibelmanerbliver stamfader til araberne, der grundlægger Mekka, som er muslimernes pilgrimssted,

7 hvor Jerusalem er vores. Og måske I bliver en Moses, - sådan en der altid går foran, - ham der får stampet festen sammen, - organiseret skituren - hanket op i vennerne og siger fra når I møder uretfærdighed. Moses, der stod i spidsen for en af de helt store pilgrimsfortællinger, hvor jøderne flygtede fra slaveriet i Egypten, hvor de slagtede lammet og pakkede usyrede brød, - et måltid man har fejret og holdt helligt som jøder lige siden i påsken, og man regner med at det er det ældste måltid i verden; år. Under vandringen passede de jødiske præster

8 på de hellige bøger, Tabernaklet, som de bar på deres skuldre. På den måde var Gud med dem, via deres fødder. Et evigt nærvær, kan man sige, som Kristus er det for os. Vi bærer ikke rundt på Gud på vores skuldre mere, nej, Tabernaklet, de hellige bøger, satte jøderne ind i templet som de byggede i Jerusalem - og det har vi overtaget, vi kristne da vi byggede huse, til Guds ære, som kirken her. Og så gik Gud i stå. Gud er blevet en vi går hen til, når vi går i kirke. Og når vi går hjem igen, bliver Gud ligesom her i kirken På engelsk og amerikansk kan man sige: May God be with you.

9 Men hvis nogen siger det til en på dansk: Må gud være med dig! - så tror jeg de fleste af os vil tænke; Vor herre bevares For Gud er i kirken ikke her foran Havdrups treenighed: Netto, Fakta, Brugsen.. Men nu er kirken kommet i bevægelse igen. Vi har taget Gud ned af knagerækken og puttet Ham med i vores rygsække sådan som vi gjorde i lørdags; for som pilgrimme bærer vi Gud med os, ligesom de jødiske præster gjorde ude i ørkenen. Gud er atter kommet i bevægelse, og selvom han hvilede på den 7.dag

10 holdt han ikke op med at være i bevægelse men lod en del af sit væsen føde i os, som den gnist af gudddommelighed der indimellem viser sig i os når vi tager os sammen til at være noget godt for andre - og ser andre og lader os selv se ikke kun Facebook siden men også bare sådan som jeg er.. Men for at vi ikke er helt i vildrede med hvad pokker der er et guddommeligt godt liv og et helvedes dårligt liv satte Gud koncentrationen af sig selv op i Jesus Kristus, - den store pilgrimsvandrer of them all. Han nægtede det helvedes liv hvor man er ligeglad med andre og kun dyrker sig selv og sit fede trend

11 og han søgte det guddommelige ved at gå ud hvor helvede ikke bare er en jargon men en daglig kamp at komme ud af ved at spise med ludere og lommetyve og dem der var bunden, de udsatte, hjemløse, dem der havde valgt den forkerte side og havde de dårligste synspunkter og karakterer.. Én lang pilgrimsvandring henimod sin egen korsfæstelse hvor han fastholdt at vende den anden kind til. Og her er vi. Her er I. På vej ud af barndommens land, Paradisets have Og det er jeres valg om I vil gå til højre eller venstre.. Leve guddommelige liv der kan være helvedes svære fordi det er sin sag

12 at gøre godt for sine medmennesker eller leve et helvedes liv som bare ikke sætter megen liv omkring sig. Det er jeres valg jeres tro jeres værdier.. Og det vi her i kirken, gerne vil give jer med er troen på at Gud ikke kun er herinde i kirken, men er med jer på jeres livsvandring: som den der banker på i jeres samvittighed når I som Kain kan mærke at I ville ønske et andet menneske bare ikke fandtes fordi han eller hun er så møg- irriterende eller ligefrem led.. Han er med jer, når I som Moses går foran og siger det ingen tør sige; og måske der kommer tider i jeres liv hvor I som en anden Abraham

13 oplever en længsel efter noget andet end det I gør ligenu.. Lyt og vær åbne livet er én lang vandring, pilgrimsvandring fra fødsel til død,- og I kommer til at støde på modstand sten I snubler over på vejen, bølger så høje at I føler I er ved at kæntre men giv ikke op. For det er kun den der ikke vandrer der aldrig støder mod sten Kun den der aldrig sejler der aldrig oplever storme.. At være kristen er ikke at have en beskyttelseshinde over sig hvor Gud sørger for at I aldrig vil opleve noget svært. Sådan som mange tror, og når de så oplever sorg og tab i deres liv

14 ja, så mister de troen. Men at være troende er ikke at ophæve naturlovene; Kører I for stærkt i bil, ja, så kan det betyde døden, at ramme et vejtræ ryger I jer skæve i joints og sniffer kokain ja, så kan hjernen tage skade og falder I ud af et vindue så vil tyngdekraften sørge for at I bliver ret mast når i rammer jorden.. Gud holder ikke hånden over jer men under jer. Og han er her som det evige nærvær; som luften I trækker ind og kærligheden I giver ud. Derfor er min lille gave til jer en pilgrimsstav.

15 For pilgrimsstaven symboliserer at Gud vandrer med os: Når jeg sætter staven foran min fod er Kristus min vejviser, ham der lyser for min fod og fortæller mig hvilken vej jeg skal gå.. Når jeg holder den ved min side husker jeg på at han er min medvandrer, min bror der har levet et liv i mørke og lys i medgang og modgang ligesom mit og dit og når jeg tager et skridt mere er den bag mig og husker mig på Kristus som min støtte, og efterfølger.. Nu går I ud af kirken, som livspilgrimme og vi vinker jer afsted herfra kirken som vil stå her altid som en rasteplads et hvilested

16 når jeres fødder og hjerter bliver trætte Og så lad os synge inden I skal konfirmeres og velsignes