En legende om den hellige Paraskeví. 1

Transkript

1 En legende om den hellige Paraskeví. 1 Kristi jomfruelige brud 2 Paraskeví blev født ca. i året 117 e. Kr. i omegnen af Rom. Hendes forældre var rige, men meget fromme kristne grækere, som besad mange gode egenskaber og var 1 En legende om den hellige Paraskeví: - teksten er oversat fra tysk, fra en anonym blog af græsk-katolske kristne på siden - Bloggerne har til tysk oversat et uddrag af en bog om den hellige Paraskeví af ærkemandritten, vr., Haralambos Basilopoulos, Forlaget Orthodoxou Typou, Athen Paraskeví æres i østkirken, mens hun synes ukendt i den romersk-katolske verden. På græsk kaldes hun Αγία Παρασκευή (Agía Paraskeví) hvor Παρασκευή betyder fredag, og navnet skal skyldes at hun blev født på den dag; Αγία betyder hellig. - Hendes ikon findes i utallige græske kirker, undertiden på en meget central plads i ikonostasen. Landbyer og kirker er opkaldt efter hende, et kvarter i Athen bærer navnet, piger døbes Paraskeví, selv hoteller bærer navnet etc. Om to andre helgeninder af samme navn, se 2 Kristi jomfruelige brud: - billedet drejer sig om Jesus som brudgommen, der skal ægte bruden = sjælen. Tanken er stærkt påvirket af Højsangen i bibelens Gamle Testamente, som tolkes typologisk som sjælens forening med Kristus og ikke som et erotisk digt. Denne tolkning forstærkes af Markus-Evangeliet, kap. 2, v. 19: Jesus svarede dem: Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? - Billedet med Jesus som brudgommen og sjælen som hans brud er vidt udbredt også i den romersk-katolske kirke, men billedet er ikke glemt i protestantismen. Kingo kan således i salmen Hvor stor er dog den glæde fra 1689 skrive: Den lyst, den ro, den ære / kan aldrig siges ud, / når sjælen hun må være / sin frelsers kirkebrud.

2 overmåde barmhjertige. Deres datter Paraskeví, som de fik efter mange års barnløshed, opdrog de i taknemmelighed mod Kristus og til stor kærlighed til Ham. Paraskeví selv var overvættes smuk og klog og fra barnsben var hun meget optaget af religiøse sysler. Som barn var hun aldrig uopdragen, fræk eller tåbelig, og som hun voksede til, blev hun stadig mere alvorlig, læste natten igennem i de hellige skrifter og søgte altid efter en lejlighed til at tale om religiøse anliggender. På samme måde satte hun pris på jomfrueligheden som hun bevarede med stor omhu, ligesom hun vogtede sig for at lade sine øjne dvæle ved unge mænd og derved besmudse sin sjæl. Hendes fine menneskelige egenskaber og hendes skønhed gjorde indtryk på mange adelige, og ikke få ønskede at få hende som svigerdatter, men den hellige Paraskeví afslog alle frierier og holdt fast i at leve som Kristi brud. Også hendes forældre glædede sig og takkede Gud, da de så at deres datter holdt så stærkt fast ved at forblive jomfruelig. Da Paraskeví var tyve år gammel, døde hendes forældre, og eftersom hun var forældreløs, arvede hun en stor formue af hvilken hun skænkede en stor del til de fattige, en del til Kirken 3 og en del til et kloster, som hun også selv trådte ind i. Der lærte hun at leve efter klosterets regel 4 og begyndte sammen med de andre nonner under forskellige påskud hemmeligt at undervise jødiske og hedenske kvinder i omegnen om evangeliet. For Paraskeví var dette ikke nok. Hun ville leve så meget som det var muligt til Gud velbehag og besluttede derfor efter et par års forløb at forlade klostret og offentligt at undervise om Kristus og evangeliet, uden hensyn til hedningenes had og deres fjendtlighed over for de kristne. Hun var besluttet på at dø martyrdøden for sin Kristus. Hun forlod således Rom og rejste rundt i store og små byer, hvor hun prædikede om Kristus. Men sådan en gerning var i hine tider sværere, mere møjsommelig og først og fremmest farligere end i dag. Man behøver blot at tænke på at kvinder i hin epoke levede afskærmet i kvindegemakker og at det ikke var let for en kvinde at gå frit rundt udendørs. Og bortset derfra, så ventede der hende ikke nogen kristen omverden, men overalt hedninge, der var fjendtligt sindede over for kristne. Dertil kom besværlighederne under vandringen og farerne, de fysiske og moralske, som ventede en ung smuk pige som den hellige Paraskeví. Men på denne måde kunne hun henlede opmærksomheden fra folk omkring sig på sandheden i Kristus, bringe dem til troen på Kristus og dermed indlemme dem i Kirken. Hun indledte samtaler med vise folk og med kloge hedninge, hvor hun talte med dem om filosofi og religion. Ved sin klogskab på den ene side og først og fremmest ved den indsigt Kristus gav hende, bragte hun dem til tavshed 5. På den tid herskede i Rom Antonios den Fromme 6, der var hedning som tidens kejsere, og som i året 138 efter Kristus havde overtaget tronen efter Kong Adrianos 7. Til Antonios kom der nogle ondskabsfulde hedninge og jøder, som var blevet utilfredse med at stadig flere gik over til 3 Kirken: - stavet med stort for at angive den kristne kirke som bevægelse. 4 leve efter klosterets regel: - da den ortodokse kirke ikke kender til den romerske kirkes talrige ordner og mangfoldige ordensregler, lever alle ortodokse klostre i princippet efter Basilius af Caesarea s regel. Basilius døde i året 379. De enkelte klostre har dog deres eget Typikon, dvs. en bog om livet og ritualerne i klostret. Se Georg Schwaiger & Manfred Heim: Orden und Klöster - Das christliche Mönchtum in der Geschichte (2. Auflage, München 2004), s (på nettet: 5 bragte hun dem til tavshed: - her og der ses i middelalderlige legender og digtninge diskussioner om troen, hvor den kristne altid vinder, ja undertiden omvender hedninge til kristendommen, vel ud fra filosofien at kristendommen er indlysende sand. 6 Antonios den Fromme: - det drejer sig om kaiser Antonius Pius (ordret Antonius den Fromme), der var cæsar og medregent fra 138 e. Kr. 7 Kong Adrianos: - det drejer sig om kejser Hadrianus der døde i 138 e. Kr.

3 kristendommen og lod sig døbe på grund af Paraskevís prædikener og gerninger, og de anklagede hende for at hun ikke ærede kongens guder, men Jesus Kristus, Marias søn, den eneste og sande Gud. 8 Næppe havde Antonios hørt disse anklager, før han rasende befalede at bringe den hellige Paraskeví til hans palads, hvor han til at begynde med blev meget overrasket over hende ynde og skønhed. Han blev derfor mildere stemt og rådede hende til at ofre til hans guder og lovede hende til gengæld rige gaver. Hvis hun ikke ville ofre, ville han gribe til den allerhårdeste tortur. Den unge helgeninde korsede sig og sagde med fast stemme at ingen smiger eller trusler ville få hende til at fornægte sin elskede Kristus, for der var, sagde hun, ingen tortur og ingen straf som kunne skille hende fra kærligheden til Ham. Kongen flammede op i raseri og befalede sine soldater at de offentligt skulle sætte en gloende jernhjelm på hendes trodsige hoved. Og de satte faktisk en hjelm der var blevet rødglødende i ilden på hendes hoved, men som Gud, der udvirkede mirakler på Paraskeví, forvandlede til køligt jern. Knap nok havde den omkringstående mængde af hedninge og jøder set dette mirakel, før mange troede på Jesus Kristus. Herskeren kunne ikke længere beherske sit raseri, men befalede straks at pågribe de nye troende og dræbe dem, hvilket også skete på grusom vis. Den hellige Paraskeví spærrede man atter i fængsel, hvor hun bad hele natten og fik styrke fra en Herrens engel, der viste sig for hende. Næste morgen blev hun atter ført frem for kongen og forhørt påny. Hendes faste tro på Jesus Kristus, den eneste sande Gud, gjode Antonios hvidglødende af raseri, så han befalede at hænge hende op i håret og såre og forbrænde hendes armhuler med fakler. Trods de store smerter og hendes frygtelige martyrium, havde hun medlidenhed med kongen og forhånede hans guder. Da kongen så at han ikke engang kunne bøje hendes vilje gennem denne tortur, befalede han at bringe beg og svovl i kog i en stor kedel og kaste den hellige kvinde i det sydende fluidum. Da soldaterne udførte denne befaling, skete det store mirakel: den hellige Paraskeví stod midt i den store kedel og frydede sig, som om hun stod i en kølig have. Kongen ventede to eller tre timer, og da han så at hun stadigvæk ikke var brændt ihjel, spurgte han hvorfor hun ikke brændte ihjel.»fordi min Kristus afkøler vandet 9 og jeg på den måde ikke brænder ihjel«svarede hun ham. Derpå sagde kongen:»sprøjt så på mig så jeg kan se om det brænder!«så sprøjtede den hellige kvinde med begge hænder i ansigtet på ham, lige ind i hans øjne, så han blev blind. Så råbte kongen højt:»stor er de kristnes Gud 10 og ham tror jeg også på. Kom nu op og døb mig!«den hellige Paraskeví steg op af kedlen og efter at hun havde døbt kongen, gav hun ham atter synet, idet hun sagde:»konge, de kristnes Gud befrier dig fra denne plage.«- Helgeninden har siden haft den nådegave at helbrede folk med øjenlidelser 11. Umiddelbart derefter kom den hellige Paraskeví til mange steder og prædikede Guds ord. Et sted lod kong Asklepios 12 hende pågribe og føre for retten. Der blev hun spurgt om hvor hun kom fra og 8 den eneste og sande Gud: - som det også ses i den latinske middelalder skelner man ikke skarpt mellem Gud og Jesus, jf. at Maria kaldes Guds Moder, hvilket hun også gør på græsk (Θεοτόκος, læses theotókos = gudføder). 9 vandet: sic! 10 stor er de kristnes Gud: - dels et citat fra Gamle Testamente, Salmernes Bog, kap. 5: de, der elsker din frelse, skal altid sige: Gud er stor. Dels muligvis en slags modsat citat af Ny Testamente, Apostlenes Gerninger, kap. 19, hvor en ophidset pøbel i Efesus, der følte sig krænket af apostlen Paulus, råbte: Stor er efesernes Artemis (på græsk: Μεγάλη ἡ Ἄρτεμις Ἐφεσίων) hvor legenden synes at have samme ordtilling. 11 nådegave at helbrede folk med øjenlidelser: - se de to ikoner i indledningen. 12 kong Asklepios: - navnet og den følgende historier har mindelser om en beretning som kan læses i en version af den engelske forfatter Jean de Mandeville s rejseberetning, vel fra slutningen af 1300-tallet, hvor han på den græske ø Kos hørte et ejendommeligt eventyr, se - Der fortælles, at over øen Kos herskede tidligere

4 hvem den nye gud var som hun prædikede om. Til det svarede helgeninden, efter at hun havde korset sig og bedt til Jesus:»Hvor jeg kommer fra, er ligegyldigt, men den Gud jeg prædiker om er ikke ny, som du siger, men tidløs og har været i al evighed. Han har skabt himlen og jorden og alt hvad der er på den. Han er kommet til jorden og er blevet menneske for at frelse menneskeheden, han blev korsfæstet og fór til himmels, men han vil komme tilbage og dømme alverden og hver enkelt efter hans gerninger. Det er altså ham jeg prædiker om, og ham som jeg bekender som sand Gud. Hvad angår dine guder, så er de uægte og falske. De er ikke guder.«da herskeren hørte dette, blev han meget ophidset og befalede at kaste hende i en ormegård, som var uden for byen. Her holdt de en drage, hvormed var ment en kæmpestor, giftig slange, som allerede havde dræbt mange dømte. Da de kastede Paraskeví derned, angreb slangen straks, men helgeninden korsede sig og bad om Guds hjælp. - Hvor stor er dog din nåde, Jesus Kristus, over for dine hellige, thi straks forbarmede Gud sig og den frygtelige slange vred sig og brød i to stykker, som om den var blevet gennemskåret af et sværd. Da kongen og hans folk så dette, lod de sig også døbe i den treenige Guds navn. Den hellige Paraskeví nåede på sin tejse, hvor hun besøgte mange byer og lande, også til Grækenland. I nærheden af Thessaloniki blev hun pågrebet af hedninge og ført til herskeren Tarasios 13.»Hvilken listig dæmon har bragt dig herhen og har fået dig til at krænke vore guder og prædike om en ukendt gud fra igår og i forgårs? Han blev født under kejser Augustos og jøderne korsfæstede ham som kriminel og fjende af Gud«spurgte han, hvortil helgeninden svarede:»det er ingen listig dæmon der har bragt mig herhen, men Jesus Kristus selv, den sande Gud. Han er tidløs og blev menneske for vor skyld. Denne sande Gud og dette fuldkomne menneske bekender jeg mig til. Hvad jeres afguder angår, jeres såkaldte guder, så er disse døve og blottet for følelser 14. Jeg foragter dem og træder dem under fode, thi de er intet.«herskeren Tarasios lod derefter en stor kedel med olje, beg og bly 15 bringe i kog og kaste helgeninden derned i. Gud fuldbyrdede atter sit mirakel, og selvom blyet, beget og oljen var i kog, blev det for Paraskeví som koldt vand. Mange hedninge kom til troen på Kristus, da de så miraklet, men den ulykkelige Tarasios blev, i stedet for at tro, endnu mere vild og troede at helgeninden var en slags heks. Han befalede at binde hende på hænder og fødder og piske løs på hende, indtil hun ville ofre til guderne eller døde. Soldaterne udførte hans befaling, men det var som om de piskede på en helt anden. Helgeninden frydede sig og soldaterne måtte skiftes to-tre gange til at piske, og det uden resultat, for hun ændrede ikke mening. Da herskeren så hendes standhaftighed, skammede han sig på grund af mængden der så på, fordi han ikke kunne tvinge en svag kvinde, og han lod hende atter kaste i fængsel, hvor hun blev naglet fast på hænder og fødder 16 og en tung sten blev lagt på hendes bryst. Ipokras. Der refereres utvivlsomt her til lægen Hippokrates som var fra Kos, og øen var kendt for sin slangekult, som måske baggrunden for dragen i Mandevilles historie. 13 herskeren Tarasios: - som næppe har eksisteret. 14 så er disse døve og blottet for følelser: - argumentet at afguderne blot er døde statuer ses også i nogle af de latinske legender i Legenda Aurea, f. eks. i legenden om Barbara, se eller legenden om Gervasius og Protasius, se - Argumentet stammer fra Gamle Testamente, Salmernes Bog, kap, 115, v. 2-8: v. 2 Hvorfor spørger folkene:»hvor er deres Gud?«v. 3 når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil? v. 4 Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. v. 5 Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, v. 6 nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. v. 7 De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. v. 8 Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. 15 olje, beg og bly: - man forestiller sig lidt naivt at alle tre stoffer koger samtidig. 16 naglet fast på hænder og fødder: - skal utvivlsomt give mindelser om Kristus på korset.

5 I den nat viste Jesus Kristus og en skare engle sig for hende og Jesus sagde:»vær hilset, du gode jomfru Paraskeví. Fat mod! Frygt ej for pinslerne, thi min nåde vil være med dig. Hold ud lidt endnu, så skal du herske med mig i al evighed 17.«Og samtidig helbredte han hendes sår og befriede hende for hendes lænker. Da hun næste dag rask og rørig blev ført frem for herskeren, sagde denne til hende:»kvinde, ser du nu hvorledes de store guder elsker dig og har gjort dig rask? De havde medlidenhed med din skønhed, og du må ikke være utaknemmelig. Kom med os hen i templet, tilbed guderne og du vil få mange gaver af mig.«helgeninden fornægtede guderne og bekendte sig til sin Jesus Kristus, den sande Gud, der havde helbredt hende. Men hun gik med til at de sammen gik hen i templet, og herskeren Tarasios glædede sig allerede, da han troede at have sejret. Men den hellige Paraskeví stillede sig foran Apollons statue, løftede sin hånd og råbte til ham:»kunne du, sjælløse afgud, tænke dig at blive æret af mig og modtage offergaver?«derpå skreg den dæmon, der var i statuen 18, med høj røst, så alle hørte det:»jeg er ikke nogen gud og ingen af os er en gud. Kun ham du prædiker om, er den sande Gud. Vi er faldne engle, som på grund af deres stolthed blev til dæmoner 19 og vi vil bedrage menneskene, så de tilbeder os som guder!hvorfor står I så her på jorden hvor jeg, den sande Guds tjenerinde, står? Bliv knust!«råbte hun til dem og straks faldt alle statuerne fra deres sokler og gik i stykker med stort bulder. Hedningepræsterne blev rasende, greb helgeninden, slog hende og førte hende frem for Tarasios, idet de skreg højt:»dræb denne forbryderske, før hun ødelægger dig og vort tempel!«17 så skal du herske med mig i al evighed: - der refereres til Ny Testamente, Johannes Åbenbaring, kap. 20. v. 4 som handler om hvad der på dommens dag sker med dem der blev martyrer, hvor den autoriserede danske oversættelse af 1992 har: Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærket på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år. - Sætningen og blev konger med Kristus i tusind år hedder på græsk: καὶ ἐβασίλευσαν μετὰ τοῦ Χριστοῦ χίλια ἔτη som oversat lyder: og herskede med Kristus i tusind år. Den latinske bibel Vulgata svarer her nøje til den græske version: et regnaverunt cum Christo mille annis. - I vesteuropæisk sammenhæng er dette vigtigt, da det er Vulgatas oversættelse der gælder - også i folkesprogene - og citeres i små to tusinde år. 18 den dæmon, der var i statuen: - at det forholder sig sådan, ses ofte i legender. Endnu i danskeren Saxos beskrivelse af danske invasorers ødelæggelse af de hedenske venders afgud Svantevit (år 1168) ses noget tilsvarende, idet da gudebilledet blev væltet, der blev set en dæmon der undveg det indre i et sort dyrs skikkelse der hastigt stak af fra de omkringståendes synsfelt (Daemon in furvi animalis figura penetralibus excedere visus, subito se circumstantium luminibus abstulit, se se hele historien på dansk - Mere rationelle gemytter havde nok ment det var en mår eller en sort kat. 19 faldne engle, som på grund af deres stolthed blev til dæmoner: - oldtidens og middelalderens teologi var overbevist om at himmel og helvede organisatorisk lignede hinanden: I himlen hersker Gud og hans engle, i helvede hersker Satan og hans engle. Satan og hans engle var oprindelig Guds tjenere, men blev styrtet på grund af hovmod. Denne opfattelse støttede man på en række citater fra bibelen. F. eks. fra Gamle Testamente: Esaias Bog, kap. 14, v (som egl. drejer sig om kongen af Babylon): v. 11 Din stolthed og dine klingende harper er styrtet i dødsriget; dit leje er maddiker, dit tæppe er orme. v. 12 Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene. v. 13 Du sagde ved dig selv:»jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. v. 14 Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste.«v. 15 Men du er blevet styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb. Eller fra Ny Testamente, f. eks. Johannes Åbenbaring, kap.2, v : v. 12 Og skriv til englen for menigheden i Pergamon: Dette siger han, som har det skarpe tveæggede sværd: v. 13 Jeg ved, hvor du bor: dér hvor Satans trone står. Eller fra Andet Korintherbrev, kap. 11, v : v. 14 [...] Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. v. 15 Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste. Eller fra Johannes Åbenbaring om den yderste dag, kap. 12, v. 7-9: v. 7 Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, v. 8 men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. v. 9 Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.

6 Herskeren Tarasios indså at han ikke kunne udrette noget med trusler og tortur og han fældede derfor den dom, at hun skulle halshugges. Efter forkyndelsen af dødsdommen førte soldaterne helgeninden ud af byen til retterstedet. Da de kom derud, bad helgeninden om lidt tid til at bede, hvilket hun faktisk fik lov til. Så løftede hun sine arme mod himlen, og med tankerne rettet mod Gud sagde hun:»herre, Jesus Kristus, den udødelige Faders søn og ord 20, du som til vores frelse kom fra himlen ned på jorden, jeg takker dig at du har gjort mig værdig til at udholde tortur og straf for dit hellige navns skyld. Jeg priser dig fordi du har gjort mig værdig til at efterligne dig. Jeg lovpriser dig fordi du har givet mig styrke til at dø martyrdøden for dig. Gør mig nu værdig til dit himmerige. Modtag min ydmyge sjæl og lad min sjæl finde hvile i din omhu for jomfruerne 21. [...] 22 Amen. Hendes dag fejres den 26. juli. 20 ord: - Gud - eller Jesus - som et ord refererer til Ny Testamente, Johannes-Evangeliet, kap. 1, v. 1: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. På græsk bruges ordet λόγος der dog betydningsmæssigt strækker sig langt ud over et ord i ordbogen. Den nøjere betydning kræver inddragelse af teologisk faglitteratur. 21 lad min sjæl finde hvile i din omhu for jomfruerne: - en anden oversættelse af legenden (også til tysk) har det noget klarere: Modtag min arme, hvilesøgende sjæl i skaren af kloge jomfruer, se - Her refereres der til lignelsen om de kloge og de tåbelige jomfruer i Ny Testamente, Matthæus-Evangeliet kap. 25, v (desværre vælger 1992-oversættelsen til dansk at kalde dem brudepiger, hvorved denne oversættelse mister forbindelsen bagud (1907-oversættelsen har jomfruer) og ud til Europa. Den græske tekst har παρθένοι = jomfruer, unge kvinder, og den latinske Vulgata har virgines = jomfruer, unge kvinder. 22 [...]: - således i den tyske original. Noget er altså udeladt.