replikker nr 18 oktober 2009 tema : hvaffor et dyr?

Transkript

1 replikker nr 18 oktober 2009 tema : hvaffor et dyr?

2 R E P L I K K E R udgives halvårligt af Danske Dramatikere Nørre Voldgade 12, 2. sal 1358 København K tlf fax admin@dramatiker.dk issn oplag 500 redaktør Anders Busk TEMAredaktion Rum Malmros tryk Eks-skolens Trykkeri A/S layout Anders Busk omslagsfotos Rum Malmros fotos hvor intet andet er angivet Rum Malmros Artikler og læserbreve modtages gerne elektronisk på: admin@dramatiker.dk eller sendt til forbundets adresse. R E P L I K K E R N R. 1 9 udkommer marts REPLIKKER NR. 18 faldet af? så er det bare op på hesten igen...

3 r e p l i k k e r o k t o b e r t e m a : h v a f f o r e t d y r? LEDER 4 tema: hvaffor et dyr... 7 intro 9 tommy 10 rasmus 14 gitte 16 peter 18 stor læsertest: hvilket dyr er du? 22 nyt fra forbundet 26 ny arkivaftale med dr 27 nyt på teaterområdet 28 beskæringer 29 digterhjemmet på fanø 30 kollektive forældede midler 31 christinas hjørne 32 nye medlemmer 34

4 formandens leder Dramatiker Kunstner eller håndværker? Kollega eller konkurrent? Lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende? Til grin? Lidt af hvert? Det hele? Hele tiden? En gang imellem? Kunstner? Ja for fanden. Når det løfter sig. Når du overrasker dig selv. Når ord bliver til liv. Når de, som skal realisere dem, fordobler i stedet for at halvere. Når Det flytter sig. Og Dem.Og Dig. Håndværker? Når du bare kan det lort. Research. Disponering. Dialog. Spændingskurve og den dramaturgi, som bestemmes af fedterøve og bogholdere, og det så alligevel ligner noget. Kollega? Du er ikke alene. Det føles bare sådan. Men der er andre, som også vil forsøge, forandre, forbedre, forhindre eller i hvert fald underholde. Og I har om ikke andet en fælles interesse i, at netop det behandles og betales bedre. Konkurrent? Men glem ikke at hun også vil opføres, indspilles, udsendes, trykkes og klappes af og er hun ikke bedre så er hun måske billigere eller død eller fransk? Lønmodtager? Se det i øjnene. Dit førstegangshonorar er formentlig det eneste du ser, selvom det føltes som en født klassikere, da du hæftede manuskriptet sammen. Glem ikke at lægge til side til skatten. Og tænk ikke for meget på royalty. Der er rigtig mange, som skal dækkes ind, før der bliver noget til dig, som fandt på det hele. Du får lov til at betale arbejdsmarkedsbidrag, men arbejdsmarkedets reg-ler gælder stort set ikke for dig. Selvstændig erhvervsdrivende? Så måske er det det, du er? Selvstændig erhvervsdrivende? Spørg din revisor. Og hvis du ikke har råd til en revisor, så er du nok ikke. Ellers kan hun trækkes fra. Til grin? Sikkert. Hvad enten du er kunstner, håndværker, lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende eller lidt-af-hvert-dramatiker, er selv timelønnen for en komedie en tragedie, og når så instruktøren i øvrigt mener selv at have fundet på det meste, og producenten først skal have dækket lejen af sine egne bukser, før du ser en krone, og du selv i bedste fald er krediteret med småt efter den lokale smørrebrødsbutik - ja, så er du til grin. Kollega og konkurrent: Og så er det måske du skal overveje om vi i fællesskab, konkurrenter eller ej, kunne gøre det lidt sjovere at være dramatiker i Danmark. Dette nummer af replikker handler om gode grunde til at være medlemmer af Danske Dramatikere. Side 6

5 Til grin? Sikkert. The Laughing Audience, william Hogarth, side 7

6 formandens leder Forbundet blev for mere end hundrede år siden stiftet af Emma Gad, som ud over sine beundringsværdige overvejelser omkring god takt og tone, var en flittig teaterdramatiker og af samme grund forbitret over den ringe aflønning af disse. Hverken manerer eller honorarer ville formentlig tilfredsstille hende nu, hvor hun fra sit maleri ser overbærende ned på os på forbundets kontor. Til gengæld ville hun glædes over et rigt teaterliv som på trods af og på grund af vilkårene spænder fra to fingerdukker og en ølkasse til hele svineriet på Holmen, en filmindustri der klarer både ligskænderiet af Lille Per, Italiensk og Bænk for begyndere, Fest og Lille Lasses seneste mareridt. Hun ville undre sig over hvor meget tid vi tilbringer sammen med kriminelle på stadig flere TV-kanaler, og hun ville sammen med os andre sige Mon dog? når talen faldt på drama via mobiltelefon eller transmission til ubemandede motorvejstoiletter, førerløse tog og hovedløse krigsindsatser. For det går stærkt nu. Stadig flere vinduer åbnes til stadig flere platforme for nu at blive i det sprog. Hvad er din fortælling så værd? Første gang. Anden gang. På telefon? På PC? I en nichekanal? Klokken 20? Klokken 04. På DVD. On demand? Via Kabel? Satellit? Til skolebrug? På turne? Som eksamensopgave? Til handelsflåden eller Færøerne? På tryk? Eller afgav du alle rettigheder, fordi du var så glad og beæret over overhovedet at blive spurgt og i øvrigt havde glemt dine læsebriller. Og hvad skal vi andre leve af, mens vi ser på dine gratis genudsendelser? Eller din svenske kollegas gratis genudsendelser eller en gammel for længst afskrevet amerikansk serie om Koreakrigen, som forhåbentlig forbliver mere dum end aktuel. Hvor skal der blive plads og råd til de genudsendelser som koster noget. Som blev produceret dengang fortællinger også forekom på radio og ikke nødvendigvis var 13 eller 26 x 47,30 minutter før vi fattede meningen. Og hvor bliver der plads og råd til det nye som kan løfte røven et øjeblik fra plyssædet, stoppe hånden et nanosekund før chipsskålen og få nogen til at: Genoverveje deres ægteskab, politiske overbevisning eller valg af husdyr. Og ja. De har det svært. Teaterdirektørne, producenterne, radio- og TV-stationernerne, men det er ikke din skyld. Det er ikke dig, der har skabt deres problemer, og ikke dit elendige honorar, der har skabt deres underskud. Så meget mere pinligt er det at vi må kæmpe i årevis for at få en overenskomst, skændes om småbeløb og forsvare vores ophavsret mod uvarslet ekspropriation, når nye udnyttelsesmuligheder dukker op. Men sådan er vilkårene, og kun fordi vi gør det sammen har det nogen effekt. Det er derfor du skal være medlem af Danske Dramatikere. Per Schultz, formand. Og hvad vil du så leve af når du ikke længere bliver spurgt. Ikke længere kan finde på noget, og når det, du alligevel kan finde på, ikke længere er så forbløffende eviggyldigt. Side 8

7 tema side 9

8 Side 10 Det er blevet så moderne at finde ud af hvem og hvorfor man er - så moderne at ingen rigtig gider finde ud af det længere...

9 intro find din egen stil er sammen med hvilken bil/ bikini er du? og læsertest om livsstilssyg-domme langsomt ved at forsvinde ud af aviser og ugeblade og ind på fjæset. Men når man ikke lige er på facebook, men derimod et relativt nyt medlem af noget så relativt gammelt som Danske Dramatikere - der for tre år siden rundede de hundrede - ja, så er det vel ikke underligt at man er lidt YT og gerne vil finde sig selv midt i det hele, eller i det mindste gerne vil vide, hvad man er med i? Jeg har derfor sat mig for at finde ud af hvad Danske Dramatikere er, og hvad man egentlig bruger sådan et forbund til? For er forbundet (og vi, der har gjort ordkløveri til en levevej), egentlig andet end en flok skrigende krager, der evig og altid brokker os og skræpper op - bare for at høre lyden af vores egen stemme? Er vi forkælede, trøffelfedede kongepudler, der vimser rundt i lyserødt tylskørt og piver over en flok vilde ulve af producenter, der blot forsøger at overleve? Er forbundet en gammel cirkushest, der ikke kan lære nye numre? Eller er det snarere en ulykkelig dansebjørn, der brummende må rejse sig på bagpoterne og træde frem og tilbage og svinge lidt med labberne, når producenternes krav til rettigheder og nye gennemskrivninger og regeringers skiftende spareplaner, tænder for polkamusikken og rykker lidt for hårdt i det reb, vores dramatikere, oversættere og manuskriptforfattere er bundet med? Eller er forbundet i virkeligheden en fortidsøgle? Et dumstædigt lockness-uhyre der ikke hører til i nutiden, men nægter at synke tilbage i ursuppen. Er hele idéen om at have en fagforening for dramatikere og manuskriptforfattere noget, der hører kridttiden til? Har Danske Dramatikere med sin støvede tankegang, sin samling af utidssvarende, forstenede livsformer (de såkaldte medlemmer) nogen som helst relevans i vor højhastighedstidsalder, hvor globaliseringen har udkonkurreret biodiversiteten, og hvor fællesskab og sammenhold er kommet nederst i Nationalmuseets kælderarkiv, klemt inde mellem hulemalerier og sabeltigre, til venstre for mammutterne, lidt bag en hashbod fra Christiania? Er der overhovedet nogen grobund for utopiske idéer om at vandre i store flokke ud over stepperne, eller kan vi ligeså godt vende bugen i vejret nu da størrogn med lethed af de travle forbrugere kan erstattes med billig og velsmagende dåse-tang? Er vi fabeldyr? Truede eller simpelthen uddøde? Eller har vi stadig en plads i økosystemet? For hvem vil ellers gribe ind, når halsbåndet strammer? Blande sig når støtten til danske teatre (og teaterdramatik) pludselig siver ud af bagdøren? Interessere sig for vores ordkløveri om vore niche-problemer? Advare fremtidens manuskriptforfattere på fremtidens lavbudgets-tv-serier mod at blive udnyttet som en flok burhøns, hvor de (vi!) i lavloftede betonhaller med kunstlyset tændt i døgndrift, skal tvinges til at producere guldæg til markedsmekanismernes svingende mindstepris, på grund af en urimelig kontrakt? Men godt ord igen: Selvom dette er undertegnedes første rigtige møde med dybdeborende og undergravende journalistik, (yiiihaaaa!), har jeg har opsporet nogle nøglepersoner, der har indvilliget i at fortælle, hvad de bruger forbundet til. Og vigtigst af alt: Hvis Danske Dramatikere var et dyr, hvilket dyr var det så? - Rum Malmros, september 2009 side 11

10 tommy Tommy Bredsted er uddannet manuskriptforfatter fra Filmskolen og har bla. skrevet manuskript til spillefilmen Max Pinlig, teaterstykket Kroppens funktioner og DRs radioføljetonserie Sommer. Selvom jeg er 15 minutter forsinket, tager en storsmilende Tommy imod mig i sin skrivestue i Tonestyrelsens domicil inde i Sølvgade. Efter en kop stempelkaffe og et par indledende latteranfald, smider jeg bomben (i form af en diktafon) på bordet, og spørger benhårdt og journalist-agtigt: - Hvad er Danske Dramatikere for dig? For mig er det primært konsulenthjælp til at få kigget på kontrakter. Det er stort set, hvad jeg har brugt forbundet til. Og superbt og virkelig, virkeligt fedt. Jeg hylder Cæcilie, siger Tommy alvorligt, som nu bliver en ny, har jeg forstået (ja, Christina. Se s. 32, red.) Men det har sgu været sådan fra starten. Det er aldrig blevet sådan noget med, at de forhandler kontrakter for mig, og det er fordi, jeg bliver så sur - Tommy griner, - når jeg læser de her kontrakter! Så jeg har fået rådgivning, og så har jeg rendt rundt og gloet på den kontrakt, og så har jeg selv ligesom taget slagsmålet og været skidesur. Jeg ved ikke om det har været med min gode vilje, men sådan blev det bare. Grundlæggende fordi det bare er røvirriterende med det der papirarbejde! Tommy griner indforstået. Altså jeg ville egentlig gerne give det fra mig! Det er bare ikke rigtig sket. Tommy tænker lidt over det. Men det er det mest dræbende overhovedet, synes jeg, siger han. Alt det der papir, som kan blokere enhver kreativitet. Specielt de gange, når en kontrakt som udgangspunkt bare siger: Vi værdsætter ikke dit arbejde! Tommy griner. Og dér er det fedt at have nogen, der kan sige Jamen, du har ret, det er noget lort det her! Gå ind og sig sådan og sådan. Kræv noget mere! Og så er det jo op til os selv, om vi tør, tilføjer han med et lille grin. - Så du bruger faktisk Danske Dramatikere til daglig? Ja, jeg har endda søgt et legat, smiler Tommy. Det eneste legat jeg har søgt i mit liv. Faktisk tog jeg hele striben af legater, der var i ansøgningsfrist! Og fik nogle af Copy-Dans midler. Det var perfekt, for det var der virkelig brug for. Tommy griner beskedent. Så det kan forbundet jo også bruges til det deler jo penge ud! - Sejt. - siger jeg for at vinde tid, mens jeg funderer lidt over mit næste udfald. Altså det Tommy siger er jo godt - og faktisk og også meget modigt, synes jeg. Men kan jeg slet ikke lokke ham i fælden og få ham til at sige noget mørkt og konspiratorisk om vores forbund, noget der kan afsløre dets dystre sider og sende min jagt på sandheden i en ny retning? Pågående og snedigt siger jer derfor: - Øhm, hvis nu Danske Dramatikere var et dyr - Ja? - Hvilken slags dyr, ville det så være? Jeg kan ikke lide dyr, svarer Tommy efter en kort pause. Så griner han. Altså det første, der slog ned i mig var altså et dovendyr. Tommy griner. Men jeg tror ikke, at det er forbundet som sådan, der er dovent. Jeg synes bare, at det der med at kæmpe som fagforbund for rettigheder - ja, der sker ikke altid så meget. Og jeg kunne godt tænke mig, at der skete mere. Men jeg ved jo også, at det er et lille dyr, tilføjer han hurtigt, og det er en del af årsagen. Det er sgu ikke, fordi det er dovenskab! Men det er jo bare sådan en lille pjevs. Tommy smiler formildende. - Hmm, tænker jeg og har ham mistænkt for godt at kunne lide dyr alligevel, ihvertfald små dyr. Der er sådan lidt mus over det, fortsætter han. Altså i forhold til fx producenterne - fordi de ikke kan råbe så højt, som det ville være fedt at kunne. Side 12

11 - Så det er lidt i retning af et dyr man kan træde på, eller Ja, det er det jo desværre, svarer Tommy nøgternt. Måske med en snert af ærgrelse. Altså, det er jo min fornemmelse, og selvfølgelig kan man sige, at der nok er mange som mig, der tænker Jeg burde gøre noget, og vi er da så mange dramatikere og manuskriptforfattere, at sammen vi stå, og så kan vi rigtig blokere og sådan noget. Og det er rigtigt, rigtigt godt at sidde og blive optændt og hidsig over - siger Tommy med eftertryk, - når vi drikker øl sammen. Jeg fornemmer, at jeg burde have medbragt øl i stedet for de to knastørre økologiske croissanter, som jeg har placeret mellem os på Tommys iøjnefaldende ryddelige skrivebord. Øh men det er nok også så langt det kommer, ikke? Og når jeg snakker med Cæcilie om det, så er det sådan: Nej men, det tror jeg ikke at vi kan, og sådan noget. Men jeg har lige været ude og drikke øl så: Jo vi kan, og vi står sammen - allesammen! Tommy drejer stemmen fra manusforfatterfrekvens til havnearbejder. En stemme, der på den ene side er humoristisk, men samtidig også afslører en krigerisk side, og i hvert fald vidner om, at han stadig synes der er noget at kæmpe for her i Og så er det næste skridt selvfølgelig, at vi skal tage og komme til generalforsamlingerne i stedet for at samles uden for forbundet. Og spørgsmålet er så, hvad vi kan som medlemmer, når vi står sammen? Altså er det ikke stadigvæk sådan, at når forbundet går til Producentforeningen og siger, at nu skal vi sgu ha et møde - ja, så siger de bare næ!?! Tommy griner, måske lidt opgivende. Han trækker på skuldrene. Jeg ved ikke, om det ville give mere vægt, hvis vi alle sammen var enige. - Er det sådan noget med manuskriptforfatterstrejkerne i USA, du tænker på? Det er det, ja. Men jeg synes også, at hele støttesystemmet er forkert indrettet. - Altså, Filminstituttet? Ja. Og altså kontraktmæssigt. Det med, at du får det her beløb for en synopsis, det her for et treatment, og så en ordentlig kasse penge, når du har gjort al arbejdet - hvis det altså kommer så langt. Jeg synes, at udviklingsbeløbene er for små - for det er jo der, hele arbejdet ligger. Ja, siger jeg, og tænker ivrigt, at her er der måske alligevel noget at bore i, selv for en lille mus? Men måske bliver jeg lidt for ivrig, for kan en mus virkelig kæmpe mod systemet? Det er jo ikke kun Producentforeningen og sådan nogen - det gælder jo hele systemet. Jeg synes, det burde være skruet sådan sammen, at vi forfattere fik nogle bedre vilkår. DR giver jo fx penge til udvikling. Som sådan. Men så er det også på sådan nogle vilkår, at Nåmen, nu bliver du ansat, og så tager vi alle rettighederne. Men man får sgu penge for sit arbejde. Det er værre på spillefilmsområdet! Der er jo mange der stadigvæk, specielt over for nyuddannede, starter med at bede om en ansøgning. Som jo altså så faktisk er en hel synopsis! Tommy siger det sidste med et indforstået grin. Men har man drukket øl med Tommy mere end en gang, ved man, at han ikke mener det for sjov. Og så søger vi med den, og så ser vi om der er penge i det, ikke..? Han efterligner filmproducentens velkendte, joviale tonefald. Og hvis det går igennem, så får du synopsispengene. Hvis det så tager 3 måneder at skrive dén, så har man om måneden før skat. Folk har jo forskellige arbejdsmetoder - nogle sætter sig ned og skriver derudaf, og side 13

12 andre starter med at skulle kende hele verden og karaktererne, fordi historien udspringer derfra. Siger Tommy følsomt og røber at han nok tilhører denne sidste slags. Og så er det sgu en LORTELØN at skulle sidde for. For hvis resten af forløbet ikke bliver til noget, så får du ingenting! Tommy griner igen, men der er noget anstrengt i hans latter. Han tænker måske, ligesom jeg, at det nok ikke er sidste gang man er blevet udsat for den slags. Fordi projektet var godt, fordi historien betød noget. Og fordi en manuskriptforfattermave skal være meget tom, før man holder op med at kæmpe for at få sine historier frem. Altså det er et reelt problem for spillefilm, at det er en købmandsbutik uden varer på hylderne. Jeg kan sagtens råbe, at producenterne må satse selv, hvis der ikke er penge fra Instituttet, men hvor skal de så få pengene fra? Med mindre det hele skal være Far til fire. Og det udvikler ikke en ny Trier eller talenter i den retning - det udvikler håndværkere, hvilket er fint, men også lidt synd. Tommy tænker lidt....men det er svært spørgsmål at gå ind i. Man møder helt klart en mur, hvis man begynder at tale om det. Jeg tænker på de tykke og garanteret musehulsfri mure i huset på Gothersgade/Vognmagergade, og de to frygtindgydende blodhunde af granit, der vogter over indgangen til Det Danske Filminstitut. Grunden til, at Tommy overhovedet har tid til at blive interviewet, er netop, at han sidder og venter på at få svar på, om han skal skrive videre på den spillefilm, han er i gang med nu - en opgave han af gode grunde gerne ville have været færdig med, inden han går på barsel om en måned. Alle folk siger at pengene nok skal være der siger Tommy. Men som en erfaren manuskriptforfatter ved man, at ingenting er sikkert. Og så er der jo det med royalties og streaming og der er jo masser at tage fat på. Der kan jeg godt tænke mig at kunne sige: Hey, jeg er medlem af et forbund, hvor vi kæmper! Kraftædemig! Og det kan godt være at Danske Dramatikere gør dét, men så er der ikke nogen der lytter til det. Åbenbart. Det er i al fald hvad jeg får at vide, når jeg spørger. Altså, vi er jo så små, ikke? Og når jeg så spørger en producer, svarer de: Du må ikke sige det til nogen, men vi griner jo. Siger produceren det? Jeg mærker et stik af forurettelse. Griner de ad os?! Ligesom når man griner ad aberne i zoologisk have, når de forurettede springer op ad glasruderne i et (forgæves) forsøg på at forsvare deres territorium, mens zooejerne udnytter abernes evne til at være sjove, spændende, fornyende og ikke mindst underholdende for det krævende publikum, på den anden side af glasset?!! (I kan godt se hvor den metafor fører os hen, ikk?) Er vi mus eller aber fanget bag ved glasruden? Det føles en smule forstemmende. Vi har jo ikke engang en dyreværnslov, der kan forsvare os! Da jeg har sundet mig lidt oven på denne krise kommer jeg i tanke loven om ophavsret - der må da være noget vi mus kan stille op?! Mens jeg ser grundende ud på de smukke, næsten oste-gule baghuse i gården nedenfor, hvor den frie verden ligger nykalket og uberørt hen, stiller jeg Tommy dagens sidste spørgsmål: - Hvilket dyr burde Danske Dramatikere så være? Jeg lukker rygervinduet mod gården og læner mig knirkende ind over bordet i forventning om, at Tommys svar vil hjælpe mig tættere på løsningen af hvem vi er. En bjørn. Svarer Tommy. Og fortsætter:..men også en gazelle. - Nu er jeg forvirret. Skal vi være en slags fabeldyr, eller hvad? Nej men sådan lidt robust i det og alligevel til at kramme med. Vi spiser en croissant. De er ubeskriveligt tørre, men Tommy kommer ikke med nogen anmærkninger. Enten er han bare venlig, eller måske er han ikke typen, der brokker sig over ting, der ikke betyder noget. Jeg spørger ham, om der andet, han vil sige om os. Jeg synes at menuerne til de her sammenkomster, som Danske Dramatikere holder, er virkelig gode. - Altså maden? Ja. Tommy griner. Og jeg synes det var utroligt som de kunne blive ved med at få skiftet de her østers ud. Selv om de bare blev slubret på ingen tid, så kom der hele tiden nye. Aha, tænker jeg, og takker Tommy for hans tid. Jeg håber nu ikke, at Danske Dramatikere er en mus. En gazelle-bjørn lyder langt mere dragende, fantastisk og attraktivt. Men om ikke andet, er der jo intet så delikat og eksotisk som at være en østers! Side 14

13 tavs som en østers? stille som en mus? eller robust og krammevenlig som en en gazellebjørn? anatomitegning af østers. side 15

14 rasmus Måske skulle man prøve at spørge nogle af dem, Danske Dramatikere forhandler med, tænker jeg, mens jeg vandrer en tur rundt om søen. Rasmus Thorsen er filmproducent og medejer af COSMO FILM A/S, som han startede i 1991 sammen med en studiekammerat fra Filmskolen, Tomas Hostrup-Larsen. Rasmus har bla arbejdet som producer på Anna Pihl, Jul i Valhal, Jesus & Josefine, Midsommer, Grev Axel og Lex & Klatten. Et lavthængende jetfly, en flok skolepiger og en and passerer tæt forbi mig, netop som Rasmus ringer tilbage til mig på det nummer, jeg har lagt hos hans assistent. Jeg ryster febrilsk min Nokia ud af tasken, tænder for diktafonen og håber jeg får fat i det vigtigste. - Rasmus, begynder jeg højtideligt, jeg ville gerne spørge dig, hvilken betydning, du synes Danske Dramatikere har for danske film og tv-serier? Hvad betydning forfatterne har, eller forbundet? - Forbundet, svarer jeg, mens jeg klasker en myg. Åh, det har jeg sgu ikke så meget mening om.. jeg snakker jo ikke med forbundet, det er Anja (Anja Kempinski Németh, direktør og jurist i Cosmo Film, red.) der gør det. Nåja, siger jeg, mens min nye telefon knaser lidt, eller måske er det fordi Rasmus er på vej til Filmfestival i Toronto. - Ja ja, men bare sådan helt generelt. Jeg prøver at lokke lidt ud af Rasmus alligevel. I kraft af at filmbranchen er blevet professionel, er det naturligt, at så vigtig en del på filmen som manuskriptforfatteren, er organiseret. Og har et organ bag sig, som dels kan accepterere - og dels også på vegne af de enkelte forfattere Side 16 side 16

15 et guldæg på vej? - justere de aftaler og arbejdsforhold, som de arbejder under, siger Rasmus og tilføjer overbevisende: Det er en fordel for os alle sammen og for branchen, at folk er organiserede. - Okay, svarer jeg lidt overrasket. Jeg ser ud over søen og de mange åkander, mens myggene svirrer forvirrende om hovedet på mig. Jeg stiller mit faste spørgsmål: - Rasmus, hvaffor et dyr er Danske Dramatikere? Hvaffor et dyr?!! Rasmus griner lidt og overvejer sit svar. En høne, svarer han så, eftertænksomt. som en gang imellem lægger et guldæg. Guldæg, tænker jeg, og håber, de stadig står i høj kurs. Jeg takker Rasmus for samtalen, og han når lige at tilføje: Det er ikke et klogt dyr, men det er et vigtigt et. Side 17 side 17

16 gitte Gitte Eisner er nyt medlem i Danske Dramatikere. Hun er tidligere teatertekniker, journalist og nu hovedforfatter på den kommende børnetv-serie Great Grannies. Der er piskefløde i kaffen og ægte marcinpanbrød på bordet, da jeg besøger Gitte i det højloftede køkken i den fantastiske trævilla hvor hun bor. Fra husets vinduer har man udsigt over både Ordrup Mose og Dyrehaven, og på den lille vej udenfor passerer galopheste forbi fra tidlig morgen til langt ud på eftermiddagen. Vi, der kender Gitte, ved at hun har mere end almindelig god forstand og kærlighed til dyr og til kunst - og ydermere er en stor menneskekender. Hun er heller ikke den der lægger fingre i mellem, når der skal uddeles kærlig eller konstruktiv kritik. Og beriget af mit krus af det, Gitte kalder kunstnerkaffe, fornemmer jeg straks og med stor selvtilfredshed, at Gitte må være den hel rigtige at spørge, når man vil vide, hvem man er. Med andre ord sidder jeg altså her ved plankebordet med hunden Alfreds mule hvilende på mit lår og er på randen af et journalistisk scoop! Jeg springer ud i det og spørger: - Gitte, du har jo for få måneder siden meldt dig ind i Danske Dramtikere... Nej. Jeg har for få måneder siden søgt om optagelse i Danske Dramatikere! Og jeg var meget rørt og stolt over at komme igennem nåleøjet det kom faktisk lidt bag på mig. Jeg troede man skulle være lidt mere prof, men det er jo vidunderligt, at de er der, når man har brug for dem. - Så hvad kan man sige, at Danske Dramatiker er eller betyder for dig? Ja, jeg vidste godt, at de var der. Jeg troede i og for sig, at det var dem, jeg altid møder til receptioner og som altid står i hjørnet og er de sjoveste, ikke? Jeg havde aldrig forstillet mig at det var sådan noget med forbund og penge og så videre. I gamle dage var jeg jo teatertekniker og var da medlem af Teaterteknikerforbundet. Og så i alle de år, jeg skrev til aviser, der var jeg jo ikke med i en skid. Men så kom det der projekt nu, og der følte jeg, at jeg var på Herrens mark. Jeg er jo glad og tilfreds med min producent og stoler på ham og har det godt med ham, men alligevel skal man jo ikke være dum! Og så var der jo en, som sagde hvad med at komme med i det der forbund? Og så gik jeg derop, og så bliver man jo bare tryg. Så kan de hjælpe med alt. Og så er det jo så nemt. Og det er jo vidunderligt, og det var rart, at man kunne blive accepteret. Det lyder da rigtig godt, tænker jeg. Og fortsætter sagligt: - Hvis man skulle sige at Danske Dramatikere var et dyr, hvilket dyr skulle man så sige det var? En Berner Sennen! - Det er vist en ret stor hund, er det ikke? En stor, luntende pragtfuld hund! Fordi det er ikke en Golden (retriever, red.) og heller ikke en af dem, der løber rundt med cognac-tønder om halsen, hvad er det, de hedder? Det er dem lige midt i mellem. Det er en Berner Sennen! Og de kan også godt knurre. - Det var da positivt. Ville du hellere have en terrier? griner Gitte mildt. - Nej tak, siger jeg, og Gitte ler højt. En Berner Sennen er jo en snedig hund. For de får altid deres vilje, og det er ikke altid, man opfatter det undervejs i processen. Gitte smiler listigt: Men de ender med at sidde med sej- Side 18

17 ren. Og den fornemmelse har jeg også lidt med Danske Dramatikere. Jeg tror de er stædige. Og de har langsigtede mål. Og så er de med vidsyn. Altså uden skyklapper! - Det lyder rigtig godt. Hvis du skulle sige, hvad der var vigtigt at gå i gang med lige nu? For forbundet? Gitte tænker lidt. Jamen så er det jo meget privat og personligt, fordi jeg har lige fået den der skide kræftdiagnose. Og jeg er under 60, og hvis man er under 60, så har man ret til at få fra Staten, når man får sådan en diagnose. Forudsat at man altså er medlem af et forbund eller fagforening, som er under den der forsikrings-paraply. Og det er Danske Dramatikere ikke. - Okay. Og det var noget, de havde oppe på deres generalforsamling sidste år, og alle medlemmerne stemte nej til det, for det ville gøre kontingentet lidt dyrere. Nu kan jeg jo ikke nå det, uanset hvad, men jeg vil stærkt anbefale, at det bliver vedtaget næste gang. Alt andet lige rammer kræft jo mange. Og skattefrit i hånden er jo altså ikke dårligt, hvis man bliver syg. Hmm. Danske Dramatikere kunne altså være en slags redningshund, tænker jeg, mens jeg spiser mit marcipanbrød. Også selvom det ikke ligefrem har en cognactønde hængende under hagen... side 19

18 peter Peter Weiss er egentlig sceneinstruktør, men skriver og oversætter også dramatik. Han har skrevet novellefilm og været med til at udvikle et tv-seriekoncept for DR. Peter har en særlig evne til at sætte sig ind i og berige andre mennesker både på det sociale og det åndelige plan. Og så har han boet i de varme lande. Kort sagt må han være en af dem man skal spørge, når man vil vide hvem man er. Caféen virker med sin koncentrerede ro og højryggede sæder som en oase for dem, der ønsker at glemme sig selv og fordybe sig totalt i deres arbejde. Alligevel, eller måske netop derfor, sætter vi os i blæsevejret ude på Frederiksborggade, hvor de mange ansigter og menneskekroppe passerer forbi os i en uredigeret strøm, på vej fra og til hver deres særlige vandingshul. Peter og jeg snakker hurtigt og meget. Så meget, at jeg er lige ved at glemme interviewet, men da vi hver især er halvt nede i den obligatoriske latte, minder han mig om, at der vist var noget jeg ville spørge om? - Nå ja, siger jeg og rømmer mig. Hvorfor er du medlem af Danske Dramatikere? Altså hvorfor jeg var medlem?! spørger Peter, og griner så formildende. Det var jeg, fordi jeg var tidligere medlem af Danske Sceneinstruktører, men alle de spørgsmål, jeg havde angående kontrakter, var altid nogle, der mere lå ovre i den dramatiske afdeling. Og det var selvfølgelig det samme søde menneske, jeg skulle tale med i begge fagforeninger, men jeg tænkte bare, at når åbenbart alle mine faglige ting ligesom ligger ovre hos Danske Dramatikere, hvorfor er det så at jeg ikke er medlem der? Ja, og så fordi jeg var med til en konceptudvikling på et tv-drama, hvor vi var flere, der gerne lige ville diskutere med Danske Dramatikere. Så var det oplagt at jeg skiftede derover. - Aha. Og på det tidspunkt kunne man endnu ikke få rabat som medlem af begge foreninger, et såkaldt dobbeltmedlemskab (men det kan man nu! red.). Derfor droppede jeg instruktørerne og skiftede over til dramatikerne. - Følte du dig presset ind? (spørger jeg, med et synes jeg selv, skarpsindigt glimt i øjet). Nej overhovedet ikke, griner Peter. Og jeg kunne også sagtens være blevet. Jeg havde det rigtig godt hos instruktørerne, men på det tidspunkt var jeg egentlig midt i et vadested i min karriere. Efter to års ophold i udlandet vidste jeg egentlig ikke, om jeg overhovedet ville instruere mere, når jeg kom hjem, og der var ingen projekter, jeg lige skulle i gang med. Det var en tænkepause i min karriere, hvor jeg de to år, jeg havde været i udlandet, havde skrevet rigtig meget dramatik. Og oversat rigtig meget. Og det er noget andet. Jeg har altid oversat meget, og oversættelser hører jo også under dramatikerne. Det er så også en af grundene til, at jeg faktisk har meldt mig ud nu, men det kan vi komme tilbage til. - Ja, siger jeg opmærksomt, det kan jeg jo også ligeså godt lige høre. Hvorfor har du meldt dig ud? Ja, så håber jeg, jeg ikke siger noget forkert, men det er jo sådan, at Danske Dramatikere - jeg ved i grunden ikke, om de ønsker sig det, eller om de kræver det - laver kontrakten mellem teateret og oversætteren. Og det tager de penge for at gøre - også mine penge. Peter griner. Og når man er meget fattig, så er det faktisk lidt svært. Desværre. Selvom jeg meget Side 20

19 peter dupont weiss med (dramatikkens) knap så oprørte vande i baggrunden. foto peter dupont weiss gerne vil støtte mit forbund. Men udover at jeg i forvejen har svært ved at betale mit medlemskab, går der så også noget af min løn til det. Og det der med kontrakter tager vældig lang tid indimellem, hvilket gør at jeg nogle gange får mine penge lidt sent. Peter griner udglattende. Men det egentlige anstød til, at jeg meldte mig ud var, at jeg ikke kan få mit honorar som B-indkomst, når det er forbundet, der laver kontrakten. Og det fungerer simpelthen ikke for et rodehoved som mig, at jeg selv skal betale skat. Slet ikke når man er meget fattig, for så har man en tendens eller jeg har en tendens til at komme til at bruge nogle af de skattepenge, man egentlig skulle sætte til side.jeg har prøvet før at få nogle enorme skattesmæk, selvom jeg jo burde vide bedre. Man kan begrænse eller forhandle sig til at få honoraret som A-indkomst, og den ene fordel ved A-indkomst er selvsagt, at der allerede er betalt skat. Den anden er, at man kan forhandle sig til feriepenge. Og det vil sige, at mit fagforbund faktisk gør, at jeg ikke kan få feriepenge. Og at der kommer rod i min økonomi. Det duer altså ikke. Jeg mumler noget vagt og forhåbentlig fornuftigt, mens jeg i et pludseligt flashback forsøger at regne sammen, hvor meget jeg selv skylder SKAT for Og Peter fortsætter venligt med sin rolige stemme. Jeg ved godt, at jeg bare kunne lave kontrakter uden om forbundet, men jeg synes ikke, det er rart at gøre noget, som mit forbund ikke synes, jeg skal gøre. Så vil jeg hellere finde et andet, siger han og sætter et ærligt punktum for sin forklaring. Jeg noterer mig Peters prisværdige ærlighed og kaster mig ud i mit egentlige forehavende. Det spørgsmål der har brændt på mine læber sammen med kaffen det sidste minuts tid. Min tunge slår krøller, og i det samme bliver vi afbrudt. En ung mand spørger, om han må låne vores lighter? Det er ligesom en filmscene, tænker jeg, det plejer bare at være tjeneren. Endelig får jeg spurgt: - Peter, hvad vil du sige, at Danske Dramatikere er for dig? side 21

20 Altså hvilken betydning har de haft/har for dig? Peter griner, lidt højt, mens han tænker over spørgsmålet. Et øjeblik høres kun bussen, der sætter i gang og kører forbi på den anden side af gaden. Det har jeg tænkt over siden i går, uden at komme i tanke om noget. Og det er jo ikke så godt. Andet end at de måske bestyrker mig i at jeg ikke skal være medlem der. Men der er en vis stolthed for mig i at kunne kalde mig dramatiker. Så der, hvor jeg nok er mest stolt af at være medlem - eller have været medlem - det er faktisk Danske Dramatikere. Jeg har altid været instruktør, men jeg har altid gerne villet være dramatiker. Det sidste siger Peter med eftertryk. - Ja, og radiodramatikere. Selvfølgelig. Og det betyder for mig, at det var noget jeg gerne - ekstra gerne - ville være medlem af, specielt fordi jeg selv gerne vil pendle hen over grænserne. For jeg synes, brancherne kan lære meget af hinanden. Problemet er jo lige nu for dramatikken, at der bliver spillet langt mindre af den nye dramatik nu end for 4-5 år siden, siger Peter alvorligt. Så der er en vis faglig stolthed, man ligesom kan stemple ind på. Eller som bliver præmieret ved, at man får lov at være medlem. Og så synes jeg, det er rigtig rart, at hvor instruktørerne er sceneinstruktører, og hvor der er et skarpt skel mellem filminstruktørerne og sceneinstruktørerne, er der hos dramatikerne ikke den skillelinje. Der er både filmmanuskriptforfattere og teaterdramatikere og oversættere og computerspilsforfattere. Det gør at man sætter lidt til med de nye dramatikere. Dramatikeruddannelsen alene kan jo ikke holde en generation i gang, som for bare nogle år siden havde udsigt til at blive spillet ret meget. Nu ser det ud til at være TV, der kan aftage mange forfattere, mens det modsatte sker på teaterfronten. Det er enormt ærgerligt og det kunne måske bringe håndværket i fare. Hvilket er trist. Men jeg ved nu ikke hvad Danske Dramatikere kan gøre ved dét, andet end at skabe opmærksomhed. Og orke at skrige lidt og sige, at den nye dramatik er enormt vigtig. Også forskellige former for dramatik. For tiden har vi - efter min personlige smag - en lidt kedelig strømning med virkelighedsteater, som er okay nogle gange, men som nogle gange har det med at reducere dramatikere til at være en slags journalister, siger Peter og ser grinende på mig. Altså journalister i den forstand, at de samler et materiale ud fra bestående materiale. På den måde bliver de dramaturger eller journalister i højere grad end forfattere. Men hvem er det, der skal lære de unge og knap så unge at skrive den der dramatik?! Som jo helt sikkert kommer på mode igen om nog- Side 22