Statens rolle i udviklingen af det rurale Sarawak Muligheder og barriere for Dayakbefolkningen

Transkript

1 Statens rolle i udviklingen af det rurale Sarawak Muligheder og barriere for Dayakbefolkningen Speciale Esben H. Bendixen Roskilde Universitet Institut for Samfund og Globalisering (ISG) Foråret 2013 Vejleder Johan Fischer, Internationale Udviklingsstudier

2 Abstract This thesis investigates rural development in relations to palm oil plantations in the Malaysian state of Sarawak. The main focus will be on the Malaysian national development strategy Vision 2020 and increased palm oil production as a tool for economic and social development among Sarawak's rural Dayak population. It will be discussed how the Dayak-population is affected by the government interventions and which conflicts that are possible to arise in relation to the implementation of the national development strategy Vision The discussion focuses on the opportunities and barriers to the State rural development strategy and how Sarawak Land Consolidation & Rehabilitation Authority (SALCRA) establishment of palm oil projects is affecting access to land and the livelihood of the Dayak communities. Theoretically, this thesis applies a theoretical framework on state intervention based on Norman Longs deconstruction of planned interventions, and Jesse C. Ribot and Nancy Lee Pelusos theory of access. This theoretical framework is used in a discussion on the underlying interests of the Malaysian State, Sarawak state government and various development agencies in relation to access land in Sarawak. Including how the government intervention target groups and obstacles are identified. The theoretical framework is also used to discuss which access opportunities state development agencies such as SALCRA and recipients (Dayak) have and the access mechanisms used, in the attempt to obtain, verify and maintain access to land. Finally, the framework is used to discuss different dominant power relations in relation to access to land and trends that may influence the development of the rural Sarawak. i

3 Indhold 1. INTRODUKTION PROBLEMFORMULERING FORKLARING AF PROBLEMFORMULERINGEN METODISKE OVERVEJELSER SPECIALETS OPBYGNING AFGRÆNSNING TEORETISKE GRUNDLAG EMPIRISKE GRUNDLAG TEORETISKE RAMME PLANLAGT STATSINTERVENTION Dekonstruktion af planlagte interventioner Forestillingen om interventioner som et afgrænset projekt Forestillingen af interventioner som tilvejebringelsen af goder Udvikling i landbruget og heterogenitet Aktørstrategier ADGANGSTEORI Adgangsbegrebet Adgangskontrol og adgangsvedligeholdelse Adgangsmekanismerne Rettighedsbaseret adgang De strukturelle adgangsmekanismer DISKUSSIONSSTRATEGI UDVIKLING I MALAYSIA OG SARAWAK MALAYSIA OG LANDETS UDVIKLINGSSTRATEGIER Udviklingsstrategier New Economic Policy PALMEOLIENS BETYDNING FOR MALAYSIA OG UDVIKLING I SARAWAK SARAWAK OG DAYAKBEFOLKNINGENS JORDRETTIGHEDER Jordrettigheder og Native Customary Land SARAWAK LAND CONSOLIDATION AND REHABILITATION AUTHORITY

4 5. STATSINTERVENERENDE UDVIKLING I MALAYSIA OG SARAWAK STRATEGIEN BAG DEN MALAYSISKE STATSINTERVENERENDE UDVIKLING Barriere for- og tilgange til udvikling i Vision Interventionens målgruppe MINISTRY OF LAND DEVELOPMENT SARAWAK SALCRA Udviklingsprojektet SALCRA DELKONKLUSION MULIGHEDER OG BARRIERER FOR DAYAKBEFOLKNINGEN DAYAKBEFOLKNINGENS INCITAMENT FOR DELTAGELSE I SALCRA ADGANGEN TIL KAPITAL, ARBEJDSKRAFT OG BESKÆFTIGELSE Frigivelse af arbejdskraft DELKONKLUSION KONKLUSION LITTERATUR BILAG 1 - UDREGNINGEN AF LANDEFAKTA

5 1. Introduktion Malaysia har ligesom flere andre lande i Sydøstasien de seneste år oplevet en markant økonomisk vækst. En økonomisk politik orienteret mod eksport har været en af hovedårsagerne til denne vækst. (Harding 2007:127,Hill 2012:10). Den malaysiske stat har muliggjort denne økonomiske vækst i tæt samarbejde med det private erhvervsliv og ved at åbne den malaysiske økonomi for udenlandske investeringer i landet. (Gomez 2012:63ff, Hill 2012:3ff) Sammenlignet med andre udviklingslande har Malaysia ført en meget åben økonomisk politik, hvilket har gjort landet attraktivt for investorerne, og mange udenlandske firmaer har etableret sig i landet (Hill 2012:10f). Den økonomiske vækst har primært været baseret på optimeret udnyttelse af rige økosystemer, naturressourcer samt diversificering af produktionen. Tidligere var Malaysia afhængig af eksport af tin og gummi, men med tiden har landet satset på flere forskellige former for råmaterialer. Palmeolie anses som værende den mest betydningsfulde af disse nye former for råmaterialer og udgangspunktet for landets økonomiske fremgang (Simeh & Ahmad 2001:1). Malaysia stræber som en relativ ny industrialiseret nation med en forøget voksende industri stadig frem mod en kontinuerlig modernisering af landbrugssektoren. Dette sker med udgangspunkt i en tankegang om at landets rurale befolknings sociale og økonomiske muligheder styrkes samtidig med, at der sker en styrkelse af nationaløkonomien. Den malaysiske stat fokuserer derfor til stadighed på forøget udvikling og etablering af en landbrugsindustri med fokus på eksportorienterede salgsafgrøder såsom palmeolie og gummi. Denne tilgang har resulteret i, at Malaysia er en af verdens førende producenter og eksportører af palmeolie på det globale marked, og den malaysiske palmolie-industri udgjorde i % af den globale palmeolieproduktion, og 44 % af verdens eksport (MPOC, 2012). Palmolien omtales ofte som Malaysias gyldne afgrøde og har, udover at være med til at forandre den malaysiske økonomi, ligeledes ændret traditionelle landbrugspraksis og tilværelsen for store dele af befolkningen (Simeh & Ahmad 2001:1). Diversificeringen af økonomien er et resultat af den økonomiske strategi The New Economic Policy (NEP) fra 1971 (Airriess 2000:341,Rudner 1994:240). NEP var i sin oprindelige form baseret på to overordnede mål: dels udryddelse af fattigdommen i den malaysiske befolkning, uagtet etnisk tilhørsforhold, og derudover en målsætning om en omstrukturering de socioøkonomiske systemer, så sammenhængen mellem etnicitet, økonomisk funktion samt geografisk placering blev 3

6 reduceret og elimineret i det malaysiske samfund (Vincent et al 1997:11, Airriess 2000:341). Målet var at reducere fattigdommen igennem statslige moderniseringsprojekter med økonomisk udvikling som hovedfokusområde (Gomez 2012:64, Vincent et al 1997:11). NEP resulterer som ønsket i en hastig vækst og økonomisk udvikling af det malaysiske samfund. I 1990 erne blev NEP videreudviklet i National Development Policy (NDP ), hvis formål var lig de målsætninger formuleret i NEP. Men i forbindelse med NDP var der mindre fokus på specifikke mål og direkte regeringsintervention i økonomien (Vincent et al 1997:11, Hill 2012). I dette speciale diskuteres de malaysiske udviklingsmålsætninger i relation til ønsket om øget palmeolieproduktion, med primær fokus på udviklingen af delstaten Sarawaks rurale områder. Den delstatslige udviklingsorganisation Sarawak Land Consolidation and Rehabilitation Authority (SALCRA) og dets olieplantageprojekter inddrages som et eksempel på, hvorledes de statslige udviklingsmålsætninger implementeres i Sarawak. En udfordring i forbindelse med den øgede udvikling og etablering af palmeolieindustri er at få adgang til større sammenhængende jordområder, hvorpå det er muligt at etablere rentable stordrifts plantager. Det er derfor vigtigt for den malaysiske stat at sikre og opnå kontrol over jord og over adgangen til jord. Delstaten Sarawak er et af de områder, hvor den malaysiske stat og palmeolieindustri ser et stort potentiale for etableringen af oliepalmeplantager (SALCRA, 2012). Sarawak er hovedsagelig en rural og relativ fattig malaysisk delstat (Airriess 2000:362). Sarawak er lokaliseret på den nordvestlige del af øen Borneo og er med sine km 2 Malaysias største delstat, og den udgør cirka 38 % af landet samlede areal. Delstaten er beboet af ca. 2,4 millioner mennesker, hvilket svarer til 8,2 % af Malaysias samlede befolkning (Bilag 1). Befolkningen i Sarawak udgøres af 27 forskellige etniske grupper (Sarawak (1), 2013). Størsteparten af de etniske grupper i Sarawak går under fællesbetegnelsen Dayak, en definition der henviser til alle ikke-muslimske etniske befolkningsgrupper. Dermed adskilles de fra de malayer, der per definition er muslimer. Sarawaks dayakbefolkning har traditionelt boet i langhussamfund, og livsgrundlaget har været og er mange steder stadig baseret på jordbrug fx indsamling fra junglen og mindre svedjebrug som den primære landbrugspraksis (Bulan 2006:46, King 1993:29). 4

7 Sarawaks subtropiske klimatiske forhold, de store uopdyrkede landområder samt den relative lave befolkningstæthed gør delstaten interessant for aktører, der ønsker at etablere plantager til eksempelvis storstilet produktion af palmeolie. Sarawaks regionale delstatsregering har fået til opgave med udgangspunkt de nationale udviklingsmål, at modernisere de rurale områder og transformere landbrugssektoren efter de nationale retningslinjer og udviklingsstrategier. Til det formål har Ministry of Land Development Sarawak (MLDS) fået ansvar og bemyndigelse til at udvikle jord i de rurale områder i delstaten. Fremgangsmåden, som MLDS benytter sig af, er udvikling genereret gennem statsintervention, og den retter sig primært mod dayakbefolkningens jord, der officielt identificeres som Native Customary Rights (NCR) jord (MLDS, 2012). MLDS vision og målsætning er at fremskynde udviklingen af NCR jord og andet uudnyttet jord gennem etableringen af plantager og andre kommercielle orienterede programmer i Sarawak (MLDS, 2012). Historisk set blev jordområder i Sarawak under den britiske koloniperiode fra klassificeret i forskellige jordkodekser. Dette jordklassifikationssystem havde oprindelig til formål at værne om dayakbefolkningens jord imod udefrakommende aktører og andre etniske grupper i Sarawak, som kunne have interesse i at anvende jorden til kommercielle formål eller på anden måde gøre krav på jorden fx ved bosættelse i dayakområder, Desuden blev jordkodekserne indført for at forhindre, at dayakbefolkningen kunne overdrage deres jord til andre aktører (Cooke 2002(1):198). Dette jordklassifikationssystem udgør stadig udgangspunktet for nutidige jordlove og ændringer af regler i Sarawak, og det resulterer i række konsekvenser for dayakbefolkningens adgang til jord og anvendelsen heraf. Sarawak Land Code (SLC), som blev introduceret i 1958, udgør fundamentet i delstatens nuværende jordpolitik. I SLC stadfæstes, at al jord der ikke kan påvises ejerskab af i form af fx skøder, per definition tilkommer staten (Cramb 2007(1):224). I forbindelse med udviklingen af de rurale områder og etableringen af stordrifts oliepalmeplantager, spiller jordklassifikationerne og jordkodekset en central rolle. Dette kommer blandt andet til udtryk i forbindelse med Sarawaks udviklingsorganisationers forsøg på at samle den fornødne mængde anvendelig NCR-jord til store sammenhængende oliepalmeplantager. Begrebet NCR refereres til som en videreudvikling af dayakbefolkningens traditionelle uformelle system af jordbesiddelse baseret på adat. Adat dækker over dayakbefolkningens traditionelle levemåde, 5

8 værdigrundlag, kultur, accepterede adfærdskodeks, konventioner og sædvanlige love (Nativecustoms, 2013). Det er kun muligt for en person som defineres som indfødt (Dayak) eller en person, der følger de traditionelle love og dermed anses for at være indfødt at gøre krav på NCR. Tidligere indbefattede NCR en række adgangsrettigheder til jord, blandt andet retten til at dyrke jorden, rettighed til indsamling fra junglen, til jagt og fiskeri, til brug af jord til begravelse og ceremonielle formål, samt retten til at videregive adgangen til jorden via arv. Skovrydning og opdyrkning af et givent stykke jord har traditionelt gennem adat-systemet og senere NCR givet permanent rettighed over adgangen til denne jord (Bulan 2006:46). Malaysia har, i forlængelse af ønsket om fortsat økonomisk vækst, formuleret en udviklingsmålsætning om at blive [ ] a fully developed country[ ]. inden 2020 (PMO, 2013, Ragayah 2012:232). Dette stadfæstes i Vision 2020, der identificerer en række områder, som vurderes at have betydning for, hvorvidt Malaysia kan imødekomme den overordnede målsætning. Vision 2020 er grundlæggende en stadfæstelse af Malaysias opfattelse af, hvad udvikling frem mod 2020 indebærer, hvilket medfører en identifikation af hindringerne for udvikling, og hvorledes disse barrierer skal håndteres. Vision 2020 strategien italesætter traditionelle landbrugspraksis blandt den rurale befolkning fx hos Sarawaks dayakbefolkning, som værende ineffektiv, gammeldags og en af udviklingshindringerne for Malaysias forsatte vækst (PMO, 2013, Hamid 1993:415f). I en malaysisk kontekst er udviklingsmålsætninger som Vision 2020 ikke et udtryk for et nyt fænomen. Den nationale malaysiske stat samt den regionale delstatsregering i Sarawak har historisk set benyttet forskellige strategier og tilgange til udviklingen af de rurale områder. I erne fokuserede man på genbosættelsesordninger som den primære udviklingsstrategi, i 1970'erne blev det såkaldte in-situ (på stedet) jordudviklingsprogram indført gennem blandt andet organisationen SALCRA, og 1990'erne blev joint venturebegrebet (JVC 1 ) introduceret som udviklingsstrategi i Sarawak for de rurale NCR områder (Ngidang 2002:158). JVC kan langt hen af vejen betragtes som en videreudvikling af de 1 Joint-venture company (JVC) er en tilgang til jordudvikling, som tilsigter at fremstå som et fælles partnerskab mellem den private sektor, jordejerne og statsagenturer. Jordejerne får 30 % af andelen i joint-venture oliepalmeprojektet, mens den private investor får 60 %. De sidste 10 % ejes af det administrerende agentur (Ngidang, 2002:165). 6

9 tilgange in-situ gør brug af. Derfor kan det ofte være svært at adskille de to tilgange og distinktionerne mellem in-situ og JVC tilgangene er med årene blevet mere og mere udvisket. Dette begrundes blandt andet med, at fx SALCRA oprindeligt var 100 % statsstyret, men på baggrund af økonomisk underskud er SALCRA blevet omlagt og private investorer er blevet inddraget i jordudviklingsprogrammerne. Dette har ifølge SALCRA selv resulteret i en forvaltning som tager udgangspunkt i en mere kommerciel orientering, dog stadig med fokus på målsætninger om fattigdomsreduktion og forbedring af levestandard (SALCRA, 2012). SALCRA er i dag en af de væsentligste udviklingsorganisationer og et udtryk for de forskellige statslige udviklingsinitiativer i forbindelse med udviklingen af den rurale NCRjord. SALCRA blev etableret allerede i 1976 og er underlagt Ministry of Land Development Sarawak (MLDS). Formålet med etableringen af denne institution var at skabe socioøkonomisk udvikling i de rurale områder i Sarawak blandt andet gennem kommerciel udvikling af NCR-jord. SALCRA s primære formål er at skabe udvikling af NCR-jord gennem etablering af oliepalmeplantager (SALCRA, 2012). SALCRA gør brug af in-situ tilgangen, hvor projekterne bringes ud til de områder, hvor arbejdskraften er, i stedet for at arbejdskraften skal flytte sig i forhold til arbejdets placering (Ngidang 2002:161). Derudover har SALCRA som målsætning at højne levestandarden, skabe beskæftigelse og sikre formelle adgangsrettigheder for de implicerede jordejere i form af udstedelse af skøder. Denne udviklingstilgang som SALCRA gør brug af fremstår umiddelbart som et program med stort potentiale for udvikling af Sarawaks rurale områder og dayakbefolkningen. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt SALCRA s tilgang virker efter hensigten, blandet andet idet at de økonomiske fordele for de implicerede dayaksamfund, er afhængige af, i hvilket omfang de anlagte olieplantager giver overskud. Derudover ses der en tendens til at folk i de rurale områder ikke i tilstrækkelig grad ønsker at beskæftige sig i SALCRA s olieplantager (Ngidang 2002:163, Andersen et al 2005:45, Banerjee & Bojsen 2003:100). Der kan altså være en forskel i hvilke udviklingsbehov, man fra statslig side mener befolkningen har, og de behov som befolkningen i de rurale område i Sarawak reelt har. Dermed er det muligt, at et statsintervenerende udviklingsprojekt som SALCRA ikke har den tiltænkte effekt, hvormed forbedringerne i livsgrundlaget for befolkningen kan begrænses. Denne balance mellem nationale samt delstatslige udviklingsintentioner og resultater på lokalt niveau, finder jeg det interessant at undersøge. 7

10 1.1 Problemformulering Hvordan påvirker den malaysiske stats satsning på rural udvikling baseret på etablering af oliepalmeplantager dayakbefolkningen i Sarawak? 1.2 Forklaring af problemformuleringen Formålet med nærværende speciale er at diskutere, hvorledes dayakbefolkningen påvirkes af statslige intervention i forbindelise med oliepalmeprojekter. Adgangen til jord bliver ofte baggrunden for interessekonflikter i relation til statens modernisering og udviklingsstrategier for de rurale områder i Sarawak. Interessekonflikterne udspilles i et magtrum, hvor staten, delstaten og dayakbefolkningen forsøger at opnå, kontrollere eller vedligeholde adgangen til jord. I undersøgelsen fokuseres der på, hvilke muligheder og barrigere den statsintervenerede rurale udvikling medfører for dayakbefolkningen. Det primære fokus i specialet er centret omkring, hvilken udviklingsforståelse Vision 2020 er et udtryk for samt hvorledes SALCRA s plantageprojekter påvirker levestandarden for Sarawaks dayakbefolkning. I ovenstående er udgangspunktet for specialet opstillet samt den problemformulering, der afslutningsvis besvares. I det følgende kapitel præsenteres de metodistisk overvejelser der ligger til grund for speciales undersøgelse. 8

11 2. Metodiske overvejelser I det følgende kapitel gives der et overblik over metodiske overvejer i forbindelse med tilrettelæggelsen af nærværende speciale, herunder udvælgelse, indsamling samt bearbejdelse af empiri. Kapitlet indeholder tillige de afgrænsninger, som har haft betydning for specialets diskussion. Endvidere begrundes det teoretiske grundlag som danner rammen for diskussionen af den valgte empiri. 2.1 Specialets opbygning Formålet med specialets introduktion i kapitel 1 er at præsentere og indkredse den undersøgte problemstilling. Denne indkredsning opstiller specialets undersøgelsesfokus samt problemformulering. Det efterfølgende kapitel 2 præsenterer med udgangspunkt i den opstillede problemformulering de metodiske overvejelser, teoretiske valg og det empiriske grundlag, som udgør specialets overordnede ramme. I kapitel 3 introduceres specialets teoretiske ramme med udgangspunkt i Norman Long s teori om statsintervenerende udvikling samt Ribot og Peluso s teori og begrebsapparat vedrørende adgangsmekanismer. Disse teorier danner grundlaget for analyse og efterfølgende diskussion af problemstillingens undersøgelsesfelt. Kapitel 4 er et forklarende kontekst kapitel, der har til formål at give en overordnet baggrundsforståelse af specialets genstandsfelt, hvis kompleksitet vil have indvirkning på specialets to diskussionsdele i kapitel 5 og 6. Kapitlet belyser malaysiske udviklingsstrategier, palmeoliens betydning for Malaysia og Sarawak samt oliepalmeplantagernes rolle. Endvidere vil der blive diskuteret nogle af de bagvedliggende grunde for konflikter i forbindelse med dayakbefolknings jordrettigheder. Slutteligt vil Sarawak Land Consolidation and Rehabilitation Authority (SALCRA) palmeolieprojekter blive belyst i forhold til mål, struktur samt implementeringspraksis. Den overordnede funktion af diskussionens første del i kapitel 5 er at anskueliggøre, hvilke bagvedliggende interesser de implicerede aktører herunder den malaysiske stat, Sarawaks 9

12 delstatsregering samt forskellige udviklingsorganisationer har i forhold til adgangen til jord i Sarawak. Til dette formål bruges Long s teori om dekonstruktion af planlagte interventioner til at belyse statsintervention i forbindelse med udviklingsstrategien Vision Det diskuteres endvidere hvilke antagelser den malaysiske stat samt delstatsregeringen i Sarawak arbejder ud fra i forhold til, udviklingen af de rurale områder. Denne første del af diskussionen har ligeledes til formål at identificere statsinterventionens målgruppe inklusiv de gældende praksis, der ønskes udviklet. Statens strategier for løsning af fattigdomsproblemer og manglende vækst for den formulerede udviklingshindring undersøges og problematiseres. Dette fokus begrundes i, at det er i spændingsfeltet mellem statsintervention og hidtil herskende praksis, at interessekonflikter over adgangen til jord i Sarawak opstår. Specialets anden diskussionsdel følger i kapitel 6 og her diskuteres der med udgangspunkt i Ribot og Peluso s begrebsapparat, hvilke adgangsmuligheder aktørerne, staten, udviklingsorganisationer samt modtagerne (dayak) af statslige udviklingsprojekter har, samt hvilke adgangsmekanismer der gøres brug af i forsøget på opnå, kontrollere og vedligeholde adgangen til jord. Endvidere vil det blive diskuteret, hvilke muligheder og barrierer dayakbefolkningen i Sarawak har for at opnå fordele og drage nytte af interventionen. Kapitel 6 har også til formål at diskutere forskellige dominerende magtrelationer i relation til adgang til jord, og hvilke tendenser der kan have indflydelse for udviklingen af det rurale Sarawak. Specialet afsluttes med en sammenfattende konklusion i kapitel 7, hvis formål er at besvare den opstillede problemformulering samt at fremdrage nogle af de vigtigste pointer og tendenser, der er fremkommet i forbindelse med analyse og diskussionen af problemstillingen. 2.2 Afgrænsning Da det overordnede undersøgelsesfelt, statsinterveneret udvikling samt forskellige statslige såvel som private aktørers rolle heri, er et kompleks felt, har jeg fundet det nødvendigt at afgrænse og fokusere dette speciale mod en enkelt sektor. Gennem tidligere studier af området og forstudie til dette speciale har jeg erfaret, at problematikker vedrørende malaysisk statsintervention og udvikling overvejende opstår i forbindelse med transformationen af landbrugssektoren frem imod en mere moderne og økonomisk rentabel sektor. Dette gør sig 10

13 især gældende i forbindelse med udviklingen af rurale områder i delstaten Sarawak. Udgangspunktet for specialet er derfor den overordnede målsætning om udvikling og transformation af Native Customary Rights (NCR) jord frem imod en økonomisk indbringende forretning i tråd med Malaysias nationale eksportorienterede økonomiske politik. Det primære fokus på stordrifts palmeolieplantager gør, at statsinterventionen kan og har resulteret i en række forskellige miljømæssige samt socioøkonomiske konsekvenser. Jeg har valgt at afholde mig fra at diskutere de mulige miljømæssige konsekvenser der kan opstå i forbindelse med etableringen af intensivt storproduktionslandbrug, herunder udpining og degradering af jord samt konsekvenser for biodiversiteten i Sarawak. Jeg er dog bevist om, at miljømæssige konsekvenser kan have indflydelse for Sarawaks rurale dayakbefolknings livsvilkår, i forhold til adgangen til jord, men dette aspekt vil ikke blive undersøgt yderligere. Dette skyldes, at fokus i dette speciale er på statsintervention i forbindelse med palmolieproduktion og dermed de muligheder og barrigere det afstedkommer for dayakbefolkningen. Jeg er ligeledes bevidst om, at en eksportorienteret økonomisk politik, som den malaysiske, er funderet i afsætningsmuligheder for palmeolieprodukter på det globale verdensmarked. Diskussion og fokus på globale værdikæder, har jeg har også valgt at afgrænse mig fra, da dette vil flytte fokus over på faktorer, som har betydning for produktion, forarbejdning, distribution og konsumering af palmeolieprodukter og dermed væk fra muligheder og barrigere for dayakbefolkningen. Denne afgrænsning medfører, at potentielle vindere og tabere i selve globaliseringsprocessen heller ikke vil blive, vurderet, inddraget og diskuteret. Jeg har også valgt at afholde mig fra at diskutere, hvorvidt statsinterventionens bagvedliggende udviklingsperspektiv er rigtigt eller forkert. Jeg vil dog løbende gennem specialet forholde mig kritisk til statsinterventioner, men vil ikke fremkomme med en definitiv konklusion på, om denne tilgang er hensigtsmæssig i forbindelse med udvikling og modernisering. Gennem en diskussion af handlinger og de erfaringer, som gør sig gældende for den rurale befolkning i Sarawak, har jeg valgt at sætte spørgsmålstegn ved interventionerne i forbindelse med udvikling. I forbindelse hermed har jeg valgt at afgrænse den inddragede empiri til at omhandle statsinterventionen i forbindelse med SALCRA palmeolieprojekter i en række udvalgte cases fra Sarawak. 11

14 2.3 Teoretiske grundlag Igennem specialet stilles der spørgsmålstegn ved det gennemgående tema vedrørende gældende praksis, både i staten og blandt Sarawaks dayakbefolkning. Dette gøres ud fra et ønske om at anskueliggøre nogle af de grundlæggende sociale dynamikker som statsinterventionen konstitueres ud fra. Formålet med specialet er at belyse de gældende strukturer og opfattelser i interaktionen mellem intervention og dens tiltænkte målgruppe. En teoretisk fremstilling af statsinterventioner og adgangsmekanismer danner som den overordnede ramme for specialets diskussion. I første del af diskussion tager jeg afsæt i Norman Long s teori om dekonstruktion af planlagte interventioner, og jeg vil gennem hans optik forholde mig til og opnå forståelse af opståede problemstillinger i Sarawak med udgangspunkt i intervention i forbindelse med Vision En sådan dekonstruktion vil gøre det muligt at anskueliggøre nogle af de bagvedliggende betragtninger og tilgange for statsinterventionen. Dekonstruktion af statsinterventionerne har til formål at belyse bagvedliggende interesser i forhold til adgangen til jord i Sarawak. Dette ud fra et ønske om at kunne anskueliggøre de hensigter den malaysiske stat og delstatsregeringen i Sarawak har om udvikling i de rurale områder i Sarawak, samt hvilke målgrupper statsinterventionen omfatter. En dekonstruktion muliggør endvidere en identifikation af målgruppen for interventionen og en forståelse af de praksis, som den malaysiske stat gennem intervention ønsker ændret. Endvidere opnår jeg via en sådan dekonstruktion mulighed for at forholde mig til de måder, hvorpå den malaysiske stat forsøger at løse det identificerede problem eller praksis som anses som værende årsag til hindringer for den ønskede udvikling. Dekonstruktion gør det også muligt at identificere forskellige aktørers interesser i forhold til opnåelse, kontrol og vedligeholdelse af adgang til jord i Sarawak set i relation til den af staten igangsatte moderniseringsproces herunder Vision Ribot og Peluso s teori og begreber vedrørende adgangsmekanismer inddrages primært i diskussionens anden del i kapitel 6. For at kunne diskutere dayakbefolkningens muligheder i forhold til at opnåelsen, kontrollen og vedligeholdelsen af deres adgang til jord i forbindelse med statsintervention, inddrages i kapitel 6 Ribot og Peluso s adgangsteori. 12

15 Ribot og Peluso s adgangsteori er i tråd med Long s forankret i en forståelse af intervention som række sociale interaktioner og teorien gør brug af begrebet adgang der beskrives som en række samfundsskabte faktorer, heriblandt gældende virkemidler, processer og relationer i undersøgelsesfeltet (Ribot & Peluso 2003:155). Inddragelsen og valget af denne teori er gjort på baggrund af et ønske om at være i stand til at kunne opnå forståelse af årsagen til at nogle aktører kan drage fordel af ressourcer i visse tilfælde, mens andre aktører ikke kan. Ydermere ønsker jeg med denne teori at kunne belyse hvilke adgangsmekanismer der gør sig gældende i forbindelse med dette. Ribot og Peluso introducerer begrebet mekanismer som inkluderer på hvilken måde aktører kan opnå, kontrollere og vedligeholde adgang (Ribot & Peluso 2003:160). Ribot og Peluso begrebsapparat brugs i anden analysedel til at belyse, hvordan de forskellige aktører i Sarawak kan opnå, kontrollere og vedligeholde adgangen til jord. Desuden bruges begreberne fra adgangsteori til diskussionen af nogle af de muligheder og barrierer den planlagte statsintervention afføder for dayakbefolkningen, En sådan teoretisering er ikke en naturlig opdeling af muligheder, da disse adgangsmekanismer skal anskues som sammenhængende dele i et større perspektiv. Adgangsmekanismerne gennemgås ikke slavisk, men inddrages hvor de enkelte mekanismer kan identificeres i samspil med andre mekanismer. Ribot og Peluso sonderer der mellem rettigheder til en given ressource og det bredere begreb adgang til sådanne ressourcer (Ribot & Peluso ). I opdelingen af disse to begreber muliggøres en undersøgelse af de magtrelationer, der gør sig gældende mellem de implicerede aktører samt de muligheder og barrierer, disse magtrelationer fører med sig. Mekanismerne vil med andre ord blive anvendt som et redskab til at anskueliggøre magtrelationerne mellem statsinterventions aktører og dayakbefolkningen. I diskussionen lægges der dermed ikke lige stor vægt på de enkelte mekanismer. 2.4 Empiriske grundlag I specialet anvendes der empiri fra forskellige kilder, for derigennem at belyse den malaysiske stats intervention og dermed at kunne foretage en dekonstruktion af denne. Specialets empiriske grundlag er opbygget omkring empiri fra malaysiske forbundsstats- og delstats hjemmesider, omhandlende den officielle malaysiske føderale regeringspolitik samt om den statslige moderniseringsproces og de implementerende initiativer. Denne del af det empiriske 13

16 grundlag omfatter blandt andet den nationale malaysiske udviklingsstrategi Vision 2020, udviklingsstrategier formuleret af Ministry of Land Development Sarawak (MLDS), samt visioner samt opsatte mål for opnåelse af den ønskede udvikling formuleret af SALCRA. Denne del af det empiriske grundlag vurderer jeg som værdende repræsentativ for det positive syn i forhold til statsintervention. Til at underbygge den todelte diskussion af problemstillingen inddrages endvidere forskellige videnskabelige artikler og rapporter om effekten af palmeolieplantageprojekterne, og hvilken effekt disse har haft for Sarawaks befolkning. Det har ikke været muligt at foretage feltarbejde og indsamle egen empiri i Sarawak. Derfor har jeg valgt at basere dele af specialets diskussion på feltrapporter og empirisk materiale indsamlet i forbindelse med SLUSE tværfagligt feltkursus i perioden SLUSE feltkurset har siden midten af 1990ér hvert år sendt kandidatstuderende til Sarawak og gennem årene har det resulteret i adskillige feltrapporter og empiri om forholdene og udviklingen af de rurale områder. Ud fra disse rapporter har jeg udvalgt rapporter, der har beskæftiget sig med palmeolieprojekter i de enkelte landsbysamfund. I alle de anvendte feltrapporter undersøges specifikke eksempler på SALCRA palmeolieplantage-udviklingsprojekter i Sarawak, og herunder nogle af de konsekvenser disse har haft for befolkningen. Rapporterne bidrager endvidere med detaljeret data om forholdene og om erfaringer med udviklingsprojekter lokalt i de enkelte dayaksamfund. I og med disse feltrapporter er fortaget indenfor en begrænset tidsperiode, har jeg fundet det nødvendigt at inddrage flere og de benyttes i sammenspil med den resterende empiri. Ved at gøre brug af specialets teoretiske ramme i gennemgangen af empirien i disse rapporter, bliver jeg i stand til at kunne anskueliggøre hvilke adgangsmekanismer dayakbefolkningen kan benytte. Derudover medvirker denne empiri til at give indblik i og viden om det komplicerede interaktionsfelt mellem de intervenerende aktører og målgruppen samt de interne magtrelationer, der udspiller sig. I forbindelse med brugen af data fra diverse hjemmesider er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan den enkelte hjemmeside forholder sig til palmeolieproduktion og udviklingsstrategier. Flere af de anvendte hjemmesider er ofte et udtryk for en subjektiv fremlæggelse af oliepalmens betydning for befolkningen i Sarawak. Dette gør sig blandt andet 14

17 gældende på de statslige hjemmesider, hvor der ikke figurerer negative historier eller ulemper ved fx SALCRA, stordrift-plantager eller palmeolie. Modsat er det vanskeligt at finde positive vinkler på palmeolieproduktion og rurale udviklingsprogrammer i Sarawak på fx nationale eller internationale NGO ers hjemmesider. SALCRA s officielle hjemmeside udgør udgangspunktet for information vedrørende dette udviklingsprogram, dets projekt herunder krav og forpligtigelser til de deltagende jordejere, samt om hvad SALCRA til gengæld tilbyder disse jordejere. Formålet med disse data er at kunne vurdere, hvorvidt SALCRA opfylder egne målsætninger. I ovenstående er de metodiske overvejelser gennemgået, hvorefter det teoretiske grundlag som danner rammen for diskussionen vil blive introduceret i det følgende kapitel. 15

18 3. Teoretiske ramme Som fremstillet i introduktionen er fokus i speciales en diskussion af statsinterventioner i Sarawak og de muligheder og barrierer interventionerne afstedkommer for den rurale dayakbefolkningens levevilkår og praksis. I det foregående kapitel, har jeg beskrevet, at der i kapitel 5 og 6 diskuteres ud fra en teoretisk ramme der indeholder en dekonstruktion af planlagte statsinterventioner, samt en begrebsliggørelse af adgang forstået som den sociale interaktion der forekommer mellem den malaysiske stat, forskellige udviklingsorganisationer fx Sarawak Land Consolidation and Rehabilitation Authority (SALCRA) og Sarawaks dayakbefolkning. I indeværende kapitel ville denne teoretiske ramme blive introduceret med udgangspunkt i Norman Long s teori om statsintervenerende udvikling og Ribot og Peluso s teori og begrebsapparat vedrørende adgangsmekanismer. 3.1 Planlagt statsintervention Gennem inddragelse af Norman Long s teoretiske ramme muliggøres det at fokusere på relationerne mellem stat og lokalbefolkning, og dermed belyse hvordan de forskellige aktører spiller ind over for hinanden. Det bliver således muligt at vurdere, hvordan Sarawaks rurale dayakbefolkning agerer i relation til den statslige intervention i forbindelse med etableringen af palmeolieplantager, samt det at resultatet af interventionen ikke opfattes ens ud fra de intervenerede og de intervenerende Dekonstruktion af planlagte interventioner Det essentielle i dekonstruktionen af planlagte interventioner, som de malaysiske udviklingsstrategier og palmeolieprojekter er et udtryk for, er rationalet om, at en adskillelse af politik, implementering og udfald ifølge Long er en simplifikation. Processen forløber ikke lineært mellem formuleret politik og faktisk udfald. Virkeligheden er mere kompleks, hvilket gør det relevant at betragte politik, implementering og udfald som en række processer, der implicerer en transformation af politikken via selve implementeringsprocessen. Et eksempel på dette er, at der i Sarawak ses en tendens til, at udviklingsprojekter tænkt som værende fattigdomsreducerende ofte ikke kommer de fattigste dayaksamfund eller individuelle husholdninger til gode. Denne tendens vil blive yderlig belyst senere i kapitel 6. 16

19 Implementeringen af en given udviklingspolitik kan og skal derfor heller ikke kun betragtes som en top-down proces. Implementeringsprocessen påvirkes desuden af de aktører, der befinder sig i det rum, hvor implementeringen gennemføres (Long 2001:31). Aktørerne vil udforme og tilsigte at transformere implementeringsprocessen, således at det passer ind i deres ønsker, målsætninger og arbejdsgange og dermed opnå, at flest mulige fordele falder ud til deres side. Det er netop i dette spændingsfelt mellem top-down og bottom-up processer, at der ifølge Long kan opstå konflikter imellem de intervenerende (staten), implementerende (SALCRA) og operationelle aktører (Dayak). Dermed bliver det essentielle for en dekonstruktion, ifølge Long, forståelsen af de processer og mekanismer, som er udslagsgivende for de implicerede aktørers muligheder og barrierer i forhold til at forme implementeringen deriblandt de ressourcer og sociale strategier, som de benytter. Interventioner er begrundet i denne transformeringsproces altid i spil og skal således ikke forstås som en fastlagt handlingsplan med et forventet slutresultat. Interventioner bør derimod betragtes som igangværende og socialt konstruerede processer (Long 2001:31) Forestillingen om interventioner som et afgrænset projekt Interventioner skal med udgangspunkt i det ovenstående anskues som åbne processer, hvilket dog ikke altid gør sig gældende i forbindelse med statsinterventioner. En given stat betragter ifølge Long dets interventioner som et projekt med klart definerede grænser i tid og rum. En sådan klart defineret ramme benytter som oftest en forenklet årsags-virkningssammenhæng, hvor der ikke tages højde for de sociale strategier, der kan søges implementeret som bottomup processer. Som en igangværende og socialt konstrueret proces skal en intervention derfor analyseres i en kæde af hændelser, hvor tidligere interventioner, civilsamfundets interesser og herskende diskurser ligeledes spiller ind. Interventioner kan således ikke afgrænses til en specifik sektor eller sfære, som i kraft af sin eksistens og iboende aktører også definerer selve målgruppen (Long 2001:31). Derfor er det i forbindelse med Sarawak, centralt at se på både nuværende og tidligere udviklingsstrategier, målsætninger samt på hvilke andre faktorer, der kan spille ind i forbindelse med rural udvikling gennem palmeolieprojekter. Eftersom en intervention ligeledes skal ses som socialt konstrueret, er selve konstruktionen af de indførte politikker og implementeringsprocesser også knyttet til en bestemt virkelighedsforståelse og de sammenhænge, som gør sig gældende heri. Denne forståelse og 17

20 de problematikker som er forbundet hermed og søges løst heraf, kan derfor ikke afgrænses til denne aktør alene. I og med en given implementering intervenerer i forskellige aktørers liv, vil en sådan implementering også blive udfordret af aktørenes virkelighedsforståelse og magtkampene omhandlende muligheden for at drage mest mulig nytte og fordel af interventionen. Indenfor den statsintervenerende sfære etablerer aktørerne ifølge Long ligeledes deres egne erfaringer og forståelser af det etablerede projektet. Denne forståelse tager udgangspunkt i individuelle såvel som kollektive erfaringer indenfor det netværk, hvori aktørerne agerer (Long 2001:32). Ifølge Long er det muligt gennem interventioner at forandre de gældende sociale praksis i fx dayaksamfundene ved at tage udgangspunkt i de gældende socio-politiske forestillinger om hvad udvikling implicerer. Dette kan udgøre en strategisk position i hænderne på de intervenerende institutioner ved at abonnere på de gældende forestillinger om, at et projekt er defineret i tid og rum og har et særlig mål. (Long 2001:33). Ved eksempelvis at abonnere på forståelsen af at fattigdom beror på traditionelle praksis og benytte fortiden som reference, muliggøres det ifølge Long for den intervenerende aktør (staten) at fremme udvikling uanset, hvilken karakteristika denne måtte have (Long 2001:33). Planlagte interventioner er således et sæt komplekse sociale mekanismer, adgangsmetoder og -kampe, som ikke kan afgrænses i tid og rum Forestillingen af interventioner som tilvejebringelsen af goder Interventionsdiskurser gør ofte brug af en bestemt terminologi, der indbefatter at beskrivelsen af mødet mellem de to aktører er underlagt forestillingen af, at den intervenerende aktør fx SALCRA kommer med udefrakommende varer eller goder, som ikke kan produceres eller opnås gennem de indenfor givne forhold. Dermed skabes en relation med et magtfuldt ydre og et underlegent indre. En sådan klassificering af interne eller eksterne faktorer og mekanismer samt relationen indenfor eller udenfor kan ifølge Long benyttes strategisk i interventionen blandt andet til at forandre forskellige sociale praksis (Long 2001:33f). Ideologien bag denne opfattelse er, at tilførslen af eksterne bidrag vil skabe bedre løsninger på de foreliggende problematikker end de tilgange, der allerede gøres brug af. Udgangspunktet er således at åbne for nye muligheder, der forbedrer folks velfærd og levevilkår (Long 2001:34). Ud fra dette kan det sluttes, at interventioner både forstås og legitimeres som en fortsat produktion af 18