CORNELIUS CORNELIUS AGRIPPA

Transkript

1 CORNELIUS Tidsskrift for astrologisk dokumentation og forskning ISSN Udgivet af Astrologisk Museum Redaktion: CORNELIUS AGRIPPA Tiden, tiderne og tidsaldrene I den nye række af akademiske tiltag på astrologiens område herhjemme kan CORNELIUS denne gang bringe filosoffen Leif von der Wehl s fascinerende opgør med vore vante tidsbegreber. For første gang gør han her rede for disse tankers astrologiske betydning og dermed for deres betydning for vort syn på astrologien. Den 18. januar 2009 blev der udsendt en meddelelse om, at det astrologiske universitet i Amerika, Kepler College, ser sig nødsaget til at lukke som akademisk institution. Det er tidernes ugunst, der har ramt initiativet i to betydninger. Dels er der ikke sponsormidler i den økonomiske recession, dels har det ikke været muligt at opnå akkreditering (akademisk autorisation), hvorfor delstaten Washingtons tilladelse til at uddanne på både bachelor- og master-niveau bliver inddraget. Hvorvidt Kepler College stopper med øjeblikkelig virkning, eller om det sker, når de sidste studerende har gjort sig færdige, vides ikke endnu. Endelig rummer dette nummer en redegørelse for de astrologiske tidsaldre og deres betydning for astrologiens historie. Tesen er ganske enkelt, at Astrologien skifter med tidsaldrene. Forudgående numre af cornelius har udforsket astrolo- Et af de ældst kendte astrologiske symboler. Det viser symbolet for en af de 36 dekaner, dvs. ikke-zodiakale konstellationer, der anvendtes i den ældste egyptiske astrologi giens rødder og den moderne astrologis rødder, men her gås endnu længere tilbage i tiden til den egyptiske dekan-astrologi i Vædderens tidsalder. Den var både en kalender og en tydning, der var baseret på aflæsning af fixstjernerne og nogle helt andre stjernebilleder end de zodiakale, vi anvender i dag. -red Dansen imellem Saturn og Uranus s. 2 Tidsaldrenes middel-ayanamsa s.11 Dekan-astrologi s. 14 Kepler College forvandler sig s.19 CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 1

2 Dansen imellem Saturn og Uranus Reflektioner over tidens og astrologiens væsen Astrologi handler ikke først og fremmest om mennesker eller begivenheder, men om tidens kvalitet. De astrologiske symboler beskriver tidens kvalitet og denne kvalitets korrelation med alt det, som eksisterer. Tiden er en fundamental størrelse til forståelse af alt, hvad der foregår i dette liv. Tiden følger os overalt, fra vi fødes til vi dør. Alt, hvad der er til, har en begyndelse, en midte, og en afslutning. Astrologiens fundamentale rolle for mangt og meget er altså ikke nogen overraskelse. Tidens fundamentale rolle for forståelse af mennesket og eksistensen ses hos en lang række filosoffer, såsom Augustin, Kant, Bergson, Husserl og Heidegger. Eksempelvis udviklede Kant en opfattelse af tiden som en transcendental fundamental anskuelsesform ved bevidsheden, således at tiden er noget subjektivt og således at tiden er indholdstom i sig selv. Tiden er blot en form, som fyldes ud af bevidsthedens sansninger. Det vi sanser kommer ikke fra tiden selv, som blot er en ramme om det vi ser. Også i Det Flydende Kors indtager tiden en hovedrolle, men i modsætning til Kant og de ovenstående filosoffer, så argumenterer jeg for, at tiden er objektiv, altså fundamentalt set uafaf Leif von der Wehl Mikkelsen cand.teol. og mag.art. 2 hængig af subjektet, og jeg argumenterer for, at tiden har en kvalitet i sig selv, som vi netop som subjekter altid må forholde os fortolkende til. Tidsånden og hvad der ligger I tiden, kommer ikke alene fra mennesket og historien, men fra noget andet. Tidens omskiftelser er ikke alene bestemt af historiske processer, der bestemmer de forskellige epokers særpræg, men fra noget, som kommer fra en hel anden verden: evigheden. Det er for eksempel tydeligt, at tiden i dag er helt anderledes end tiden i firserne eller halvfjerdserne. Det danske samfund dengang var præget af en helt anden venstreorienteret holdning end dagens samfund, moden var helt anderledes end i dag, man spiste en helt anden type mad end i dag, og man havde mestendels bortset fra populistiske og vulgære partier som Fremskridtspartiet en helt anden opfattelse af arbejdsløse end nutidens ubarmhjertige og stærkt højreorienterede hetz imod denne gruppe. Hvorfor var det lige i 1970erne, at man var venstreorienteret og ikke i 2009? Hvorfor var det lige den 11 september 2001, at angrebet på World Trade Centret fandt sted? Timingen CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

3 Det flydende kors En metafysik om tiden og evigheden af Leif von der Wehl Mikkelsen Forlaget Hovedland 2007 af disse begivenheder er dybest set en gåde, hvis man bare holder sig alene til de historiske forklaringer. Der synes at ligge en kvalitet i den uophørligt strømmende tid, som vi som bevidstheder hele tiden søger at oversætte og være i, og som vi til syvende og sidst ikke har herredømme over, fordi det repræsenterer noget andet end os selv. Astrologien er mig bekendt den eneste videnskab, som direkte søger at forstå disse iboende objektive meningskvaliteter i tiden og dermed søger at forstå, hvorfor noget sker just på det tidspunkt, det sker. Derfor burde man rettelig ikke tale om astrologi, men snarere om tidstydning. Og derfor burde astrologer egentligt kaldes for tidstydere. På grund af tidens fundamentale karakter burde tidstydning være noget af det vigtigste, som mennesket kan foretage sig, og denne aktivitet burde ikke være forvist til et lille reservat, men være en central del af samfundet. En ny teori om tiden Som nævnt argumenterer jeg for, at tiden er objektiv, fordi den stammer fra noget andet end mennesket selv. Tiden er ikke en subjektiv størrelse konstrueret af hjernen eller en bevidsthedsform eller et træk ved den menneskelige eksistens, tiden er noget, som i bogstaveligste forstand kommer udefra. Den er nemlig ikke alene noget, som kommer uden for bevidstheden, men den kommer også uden for verden. Tiden er i sit oprindelige væsen transcendent. Tiden består af fragmenter, disparate skarpt adskilte øjeblikke. Tiden kommer fra evigheden, hvor eksistensen ikke er fragmenteret, men hel. Her er der i princippet ingen fortid, nutid og fremtid. Tiden er noget, der udspringer af det personlige princip, vi kalder for Gud. Gud er noget personligt, fordi det højeste eller mest sublime, der eksisterer, altid er personligt. Når tiden strømmer ud fra dette guddommelige, den rene væren, så splittes denne guddommelige evige enhed i fragmenter. At tiden er fragmenteret i disse disparate øjeblikke, betyder, at der er fragmenter som kommer før, og fragmenter, som kommer efter. Ikke som noget, som fastlægges af den enkelte bevidsthed, men som er rene positioner i sig selv. Hvis man taler om virkeligheden i sig selv uafhængig af vores fortolkninger, kunne man tale om en uophørlig skabelse ud af evigheden i et medium, som ikke er rumligt eller tidsligt i den betydning, som vi matematisk eller hverdagsmæssigt kalder for rum. Jeg kalder i min bog dette medium for urrummet, som paradoksalt nok ingen udstrækning har. Matematikken er således kun en fortolkning af denne virkelighed, men tungt baseret på denne virkelighed, selv om den dog ikke er identisk med den. Der eksisterer en selvstændig virkelighed, som man på mange forskellige måder kan modellere og symbolisere, men som altså ikke er identisk med disse fortolkninger. Der er en bestemt tekst at læse, som ikke forandres af læsningen, men den kan tolkes på mange forskellige måder, selv om der naturligvis også er grænser for disse fortolk- CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 3

4 ningers sandhed, dvs anologiske eller symbolske overensstemmelser med denne virkelighed. Det er netop denne objektive rækkefølgeorden, der konstituerer bevidsthedens egen subjektive rækkefølge af fortid, nutid og fremtid. Disse disparate skarpt skårne øjeblikke er virkeligheden i sig selv uafhængig af subjektets fortolkninger, omvendt er disse fortolkninger altså afhængige af disse diskontinuerlige skarptskårne øjeblikke. Der er en rækkefølge i tiden. Og dermed bliver tiden irreversibel, faktorernes rækkefølge er ikke ligegyldig. Der er således en historisk udvikling af det eksisterende, for bagved disse fragmenter ligger det evige nu, som fragmenterne søger at fylde ud ved at komme til. Disse fragmenter er uendelig små og har en bestemt rækkefølge, og de kan derfor fortolkes som et uendeligt antal uendeligt små punkter på en linje og hermed har vi den fundamentale arketype for matematikken: den uendelige tallinje med de uendelig små enheder. Et praktisk udtryk for denne fortolkning af virkeligheden og dermed også en indirekte information om denne virkeligheds beskaffenhed er dette, at man kan kvantificere tiden ved hjælp af ure og kan gøre det stadig mere nøjagtigt med stadig mindre enheder. Moderne differentialregning og integralregning er baseret på denne metafysiske egenskab ved den objektive tid. De uendelige enheder eller punkter er tællelige, om end de aldrig kan tælles fuldstændig. Antallet af punkter er matematisk set uendeligt, men set ud fra evigheden, er der tale om et endeligt antal, som i tidens timelighed uophørligt skabes. Fortolkninger, det gælder også de matematiske fortolkninger, er altså aldrig fuldstændig virkelighedstro beskrivelser af denne virkelighed. Der er tale om analogi, ikke identitet, hvilket også kunne være et motto for astrologien. Men lad os også for en stund rette blikket imod subjektet i relation til denne teori om tiden. Længe har filosoffer betonet, at tiden ikke har nogen udstrækning eller længde, selv om vi i dagligdagen taler om, at det er længe siden, romerne nedkæmpede Spartacus slaveoprør, eller at det er så uendeligt længe siden, vi oplevede barndommens lykkelige tid. Sproget bruges her alene metaforisk, fordi tid ingen længde har, tid fylder ikke noget. Vi kan ane dette, når året er gået ved nytårstide, og vi spørger os selv, hvor det gamle år egentligt er blevet af. Det var jo nærmest slut, før det var begyndt, og det forgangne år er skrumpet ind til et øjebliks hukommelsesrest i vores bevidsthed, eller hvor nu hukommelsen er lejret. Sådan er det jo også med hele vores mere eller mindre lange liv. Der kommer flere og flere begivenheder til, men tiden fylder fysisk ikke mere af den grund. De uendeligt små punkter afspejler antallet af disse begivenheder, selv om man jo ikke kan sætte tal på begivenheder, andet end igennem urets regelmæssige rytmiske slag, som søger at tilnærme sig den vertikale tids uendelige række af uendeligt små, skarpt adskilte punkter. I 1648 døde Christian den Fjerde, men det gør jo ikke denne begivenhed til en kvantitativ begivenhed, som man kan drive fysik på. Når vi taler om, at tiden har længde eller en varen, så er det alene bevidsthedens udstrækning eller opblæsning af tiden, vi taler om her. Den kan være meget individuel, noget kan af det enkelte individ opleves meget langsomt eller hurtigt, alt efter situation og personlighed, og denne bevidsthedens udstrækning skrumper ind i det altid tilstedeværende nu, når det handler om fortiden, som jo, fordi den er overstået, ikke længere udstrækkes i datidens nu, men alene enten er tidsubestemte hukommelsesoplevelser i bevidstheden eller, endnu mere radikalt, bare er blevet til historiske kilder i form af film, tekster eller arkæologiske objekter, som man graver op af jorden. Selvfølgelig kan man tale om den mikroskopisk smalle fortid, der ligger lige op af nuet (retention), men den er jo bare en del af bevidsthedens udstrækning og er endnu ikke blevet til fjern historie. Så i praksis svinder tiden hele tiden ind til rene begivenheder uden tidslig udstrækning andet end den, vi låner igennem vores nuværende bevidstheds hukommelse, altså når vi erindrer disse begivenheder i vores bevidsthed. Den egentlige tid har ingen udstrækning, men er ren rækkefølge af punkter, som i sig selv er skarpt adskilte fra hinanden, men som bevidstheden sammenføjer og breder ud. Disse punkter, de levende tegn, er afpasset sådan igennem skabelsen og af skaberen, at bevidstheden kan udføre dette hermeneutiske kunststykke. Den skotske filosof Mctaggart havde ligeledes en teori om tiden som denne rene rækkefølge, men til forskel fra denne teori, så er rækkefølgen i min teori ikke bare konstitueret af logiske tegn eller tal eller symboler, men af levende tegn, som skabes af evigheden. Logikken udvides til metafysikken. 4 CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

5 Forholdet imellem bevidstheden og denne objektive tid kan sammenlignes med forholdet imellem monitoren på en computer og computerens duale processer af elektriske kredsløb. Monitoren oversætter disse processer til noget læseligt og billedligt. Det er dog en metafor, som skal tages med et gran salt, da de vertikale øjeblikke i højeste grad er levende, dynamiske og omfattende, hvilket står i modsætning til de duale processer i computeren, som er mekanistiske og uden betydning i sig selv. Den subjektive bevidsthedstid (den horisontale tid) funderes således i en objektiv tid (den vertikale tid). Tællelighed og mening eller: Tallet og ordet Men disse uudstrakte punkter har også en anden side end den rene tællelighed og rækkefølge. De har en mening i sig selv, en betydning i sig selv. De er tegn i sig selv. Det er denne dobbelte fremtrædelsesform af disse uendelig små stykker, som lægger grunden for vores verden af mening og tællelighed. Ordet og tallet om man vil. Netop astrologien forener på mange måder på smukkeste vis ordet og tallet med hinanden og er udtryk for en af de dybeste videnskaber om verdens indretning. I astrologien har man oven i købet arbejdet med kvalitative symbolske oversættelser af de enkelte grader, f.eks de sabiske symboler, og teoretisk kunne man fortsætte med at udstikke mindre og mindre enheder i den astrologiske zodiak, selv om det naturligvis i praksis er umuligt at fortolke så uendelig skarpe og små distinktioner. Overensstemmelsen imellem kvantiteten og kvaliteten er tydelig i astrologien og er et paradigmeeksempel på min metafysik, som argumenterer for at verden eller mere præcist tiden både har et matematisk og hermeneutisk indhold. Vi har både en formalistisk naturvidenskab og en mere kvalitativ symbolsk/ hermeneutisk indgang til tilværelsen. Ingen af disse er mere virkelige eller sande, de er blot forskellige indgange til den samme virkelighed. Denne egentlige virkelighed er de uendelig små disparate øjeblikke, som indgår i en rækkefølge og som er ladede med en potentiel betydning. Vi kunne sige, at denne virkelighed af disparate øjeblikke både består af fortidens stivnede rent positionelle disparate øjeblikke (det er det, vi kalder for stoffet ) og af de levende, strømmende vertikale øjeblikke, som strømmer samtidigt eller synkront med bevidsthedens subjektive nu. Samtidigheden korrelerer bevidsthed og skabelse med hinanden. Derfor er synkronisitet et afgørende metafysisk træk ved tilværelsen og ikke bare, som Jung forestillede sig, et undtagelsestilfælde. Tiden forbliver som tid usynlig, men åbenbarer sig alligevel igennem vores fornemmelse af, at tiden uophørligt går. Denne intuition af tidens gang er samtidig også en oplevelse af denne samtidighed imellem subjektet og objektet. Den vertikale tid skaber verden. Den vertikale tid konstituerer, betinger, den horisontale tid nemlig bevidsthedens og historiens og urmagernes fastsættelse af nuet, som f.eks. klokken den 15. december Dette nu er levende i skrivende stund, ikke fordi dette, at det er til i nuet, er nuet, hvilket er en banalitet, men fordi nuet er gjort levende af den evighed som strømmer ind i verden som vertikal, oplysende tid. Det nutidige og levende afhænger af noget udenfor, som transcenderer det levende og nutidige. Bevidstheden stammer ligesom tiden fra noget udenfor verden, fra evigheden. De organisatoriske strukturer af stivnet vertikal tid fra universets begyndelse er en vigtig bestanddel af virkeligheden; de er det, vi i dagligdagen kalder for stof. Og selv vores legeme er organiseret af stivnet tid, af tegn. Jeg kalder derfor i min bog det menneskelige legeme for et monadelegeme, det består af monader, af tegn, som er organiseret til en bestemt struktur: den menneskelige krop, som er langt mere end hvad naturvidenskaben forestiller sig. Stoffet er langt mere levende end man umiddelbart tror! Og langt mere omfattende. Levende virkelighed Dette at subjektet består af tegn både kropsligt, men også bevidsthedsmæssigt betinger, at subjektet kan betegne omverden, at subjektet kan tegne omverden. Dvs tolke den på mange forskellige måder. Astrologien er en af disse fortolkninger og en af de mest fundamentale, fordi den som sagt både indeholder det hermeneutiske og det matematiske aspekt, ordet og tallet. Når vi betragter urhoroskopet, så vil vi også se, at hele det menneskelige legeme er indarbejdet i dette urhoroskop. Hele fosterets udvikling ligger gemt her, hvilket jeg dog ikke skal komme ind på her i detaljer, det ville føre for vidt, men blot anføre at den afmåling, der består imellem fosterets udvikling og tid ikke er tilfældig. Her er der virkeligt et sammenfald imellem mening, CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 5

6 organisationen af tegnene og udmålingen af tid igennem tallet. Den sammenhæng, som astrologien så tydelig ser omkring det menneskelige legemes organisation og andre forhold i virkeligheden, denne symbolske sammenhæng imellem vidt forskellige elementer og regioner, udtrykker meget smukt min metafysik om, at virkeligheden ikke bare er tomme og døde atomer og kræfter, som alene matematiske formler kan indfange, men virkeligheden er også meningsfulde tegn. Virkeligheden er transhermeneutisk, fordi den ligger til grund for enhver tolkning og fordi alle tolkninger, der på en eller måde korrekt analogiserer med denne virkelighed er lige sande, også selv om disse tolkninger indbyrdes er vidt forskellige. Det er ikke så mærkeligt, for virkeligheden udspringer af evigheden, virkeligheden er det timelige udtryk for evigheden og evigheden er et med sig selv og ikke forskellig fra sig selv. Evigheden er en enhed, som er overalt. Virkeligheden er tegn, der er skabt af evigheden og dette er også den yderste grund til, at astrologien virker. Vi mennesker udtrykker som bevidstheder og legemer den højeste form for organisering af tegn funderet af den vertikale tid både i fortid og nutid, og denne overensstemmelse af det menneskelige legeme og bevidsthed med den yderste virkelighed af disparate øjeblikke af potentielle meninger er årsagen til, at astrologien virker. Subjektet og objektet står tæt på hinanden uden dog at blive identiske, således som idealismen i mange forskellige afskygninger hævder. Subjektet og objektet mødes igennem verdens betydning af tegn. Samtidigheden imellem subjektet og objektet udtrykkes i astrologien. Astrologi udtrykker om noget en ontologisk dualisme på et åndeligt plan. Analogi, men ikke identitet. Tegn og timing Det er ikke mærkeligt, at astrologi virker, når man tænker over det på denne måde. Den virkelighed, vi repræsenterer, nemlig et monadelegeme organiseret af tegn fra verdens tidligste tid, det vi sædvanligvis kalder for stoffet og en bevidsthed, som er levende og nutidig på grund af den nuværende vertikale tid af tegn, som strømmer ind i verden, kitter det hele sammen. En transcendent og transcenderende sammenføjning af subjekt og objekt uden at de to størrelser bliver identiske med hinanden. Der er stadigvæk et subjekt som er forskelligt fra objektet. Men de afspejler hinanden meget smukt. Som foroven, så for neden, bliver nu ikke bare et flot slagord, men giver reel metafysisk mening. Det hele handler altså om, at tegn og timing går i et. Det kunne være en definition på astrologi, men altså også på, hvad denne virkelighed er for noget. Og bagved holder evigheden sammen på det hele, uden at det hele går op i ren restløs enhed. Verden er skabt af noget guddommeligt, som kan behandle symboler og arbejde med symboler og dermed er noget personligt og i højeste grad noget intelligent, fordi indsigt i symboler kræver en levende personlighed og intelligens. Denne levende og verdenskabende personlighed og intelligens kalder vi sædvanligvis for Gud. Horisontal og vertikal tid Hvis man skulle se praktisk/astrologisk på min filosofiske teori, så repræsenter Saturn den horisontale tid, altså bevidsthedens tid, som strækkes ud i en varen, hvorimod Uranus repræsenterer den vertikale tid, den tid som er nyskabende, objektiv og diskontinuerlig og som stammer fra evigheden. Her er det jo heldigt at netop Uranus på oldgræsk betyder himmel! Saturn handler meget om begrænsning og regelrette lovmæsigheder og spilleregler, og det er jo netop, hvad den horisontale tid handler om. Den handler om den horisont, som subjektet altid bevæger sig inden for, dette spillerum af historie og begrænsninger. Hermed bliver Saturn til en meget fundamental planet, fordi næsten alting her i denne tilværelse handler om dette, at vi bevæger os i en horisont af fortid, nutid og fremtid, at vi er begrænset af vores historie og af naturlovene. Derfor er Saturn også det, man kalder for tærsklens vogter, altså indgangen til både den yderste timelige virkelighed, men også evigheden. Det er som at finde det ubegrænsede netop igennem begrænsningen. Saturn er i høj grad bevidsthed, symbolsk bevidsthed. Uranus, derimod, udtrykker den vertikale tid og er dermed også en meget fundamental planet. Her møder vi overgangen imellem det timelige og det evige. Hvor Saturn handler om grænsen til grænsen, så handler Uranus om grænsen til det evige. Saturn handler om grænsen set herfra, hvorimod at Uranus handler om grænsen set fra transcendensen, evigheden. Denne grænse er selve skabelsens midte, skabelsens smeltedigel. Uranus er traditonelt den planet, som forbindes med friheden og det 6 CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

7 ekscentriske, det nyskabende. Individualiteten i yderste forstand. Netop den vertikale tid har karakter af at være nyskabende i forhold til den horisontale tid. Det betyder ikke, at den horisontale tid eller Saturn ikke er kreativ, thi alle mennskelige aktiviteter, også de skabende, foregår i den horisontale tid, i et historisk spillerum af en strømmende fortid, nutid og fremtid. Men det betyder, at den egentlige nyskabelse, dvs det som kommer udefra og strømmer ind i verden, er forbundet med Uranus. Det er denne invaderende transcendens, som egentlig bestemmer tidens kvalitet og dermed begrænser vores mulige fortolkninger, men altså også giver den helt nye muligheder. Både Uranus og Saturn står altså på den måde begge for noget, som giver nye muligheder og som begrænser. Saturn begrænser, fordi enhver fortolkning har en horisont og nogle lovmæssigheder selv den kunstneriske fortolkning men Uranus begrænser også, fordi de vertikale øjeblikke, som kommer af evigheden, nok er fyldt med potentiel mening, som kan tolkes på mange forskellige måder, men også har en objektiv begrænsning. En hvilken som helst vilkårlig fortolkning dur ikke. Alle astrologer kender denne mekanisme. Ælde og nyskabelse Saturn har jo længe været forbundet med tiden ved den videnskabeligt set ikke helt præcise identifikation med Kronos, en fejltagelse som dog er blevet til et mytisk og dermed virkningsfuldt dogme, og Uranus identificeres traditionelt med astrologien, som jo i virkeligheden handler om tid. Så det er ikke så mærkeligt, at man kan udarbejde denne tematisering omkring disse planeter. Når Saturn handler om selve tidens naturlovsmæssige betydning for modenhed og aldring og i sidste ende for død, så handler Uranus om tidens kvalitet, som vi ikke har herredømme over, men som kommer til os. Den nyskabende tid, objektive tid, som vi søger at fortolke solidarisk med virkelighedens beskaffenhed, men hvor fortolkningen jo altid er præget af den enkelte astrologs forskellige forudsætninger. Uranus handler om det, som kommer ind i tiden, som ikke er historisk bestemt, men som er nyskabende, som udtrykker friheden, det afvigende, det ekscentriske. Uranus skaber forudsætningerne for nye muligheder, men det er Saturn som konkretiserer og skaber de forskellige mere eller mindre permanente spilleregler f.eks. naturlovene som tilhører de forskellige fortolkninger. Der gælder andre spilleregler for kvantemekanikken end for dybdepsykologien eller teologien, men alle fag søger at afdække forskellige sider af samme grundlæggende virkelighed: de vertikale øjeblikke enten i form af indstrømning fra evigheden eller i form af stivnet tid fra universets begyndelse. Det vi kalder for stof, er historisk bestemt og kan ses i en hermeneutisk sammenhæng. Se for eksempel på alverdens museer af ophobet stof! Der er egentligt tale om et spil imellem lukkethed/konkretisering og åbenhed/potentialitet. Saturn kitter de disparate skarpt adskilte vertikale øjeblikke sammen til en sammenhængende historie, og Uranus leverer det nyskabende materiale hertil. Et materiale som kommer fra evigheden, fra himlen. Alle himmellegemerne handler i astrologien i sidste ende om tidens kvalitet, men Uranus og Saturn handler på et meget abstrakt fortolkningsplan om de to fundamentale former for tid, som jeg taler om i min bog, og som tilsammen giver det, man kunne kalde for tid, selv om den vertikale tid må siges at være den mest fundamentale. Fornyelsen er mere fundamental end bevarelse. Kreativiteten er det inderste i tilværelsen. Der kunne dog ikke være nogen kreativitet uden konkretisering på et eller andet plan, så selv om kreativiteten, nyskabelsen, er det mest fundamentale i tilværelsen, så kræver verdens eksistens også den saturniske stabilitet og grænsedragning. Uranus handler meget om overgangene imellem de forskellige tidsepoker, hvor noget nyt mere eller mindre spirende bryder frem og derfor er Uranus fremtidsorienteret og revolutionerende, hvorimod Saturn handler om at bevare tidens epokekarakter og er derfor orienteret imod historien, fortiden, traditionen. Skabelsen af verden Verden kunne ikke eksistere uden dette spil eller denne dans imellem Uranus og Saturn eller rettere sagt: imellem det, disse planeter repræsenterer. Egentlig modarbejder de ikke hinanden, men de arbejder tværtimod sammen omkring skabelsen af verden. Det er både nødvendigt med bevaring og strukturering og fornyelse. Den uraniske vertikale tid handler meget om rytme og toner, om vibrationer mere generelt formuleret, og de vertikale øjeblikke kan betragtes som denne kosmiske musiks noder. CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 7

8 De noder, som Gud har sat. Saturn handler om, hvordan denne musik spilles og fortolkes, om musikerne. Det er en sammenligning, som skal tages med et vist gran salt, fordi disse vertikale noder kan spilles på tusindfold flere slags instrumenter og på vidt forskellige måder, end hvad musik ellers kan. Noget andet er så, at netop den menneskelige musik har den egenskab, at den søger symbolsk at berette, hvorledes vi sætter verden i musik; hvorledes vi oversætter de vertikale øjeblikke. Tidens rytmer og toner i bogstaveligste forstand. Musik som kunstart har meget at sige om det spil, som foregår imellem den horisontale tid og den vertikale tid, imellem subjekt og objekt. Den hermeneutiske rytme I et givet horoskop kunne man særdeles frugtbart anvende denne metafysik i sine fortolkninger. Saturns og Uranus placering i radixhoroskopet og deres transitter kan informere os overordnet om, hvordan den hermeneutiske rytme forløber for naiviteten. Uranus fortæller om hvilken objektiv dagsorden naiviteten udsættes for, og Saturn om, hvordan disse oversættes eller fortolkes eller mødes. Uranus er på den måde en planet, som sprænger grænser og sætter grænser igennem eksplosive rystelser fra transcendensen. Rystelser som meget vel kan skjules af Saturns forsøg på at holde sammen på det hele i et mere glidende og sammenhængende forløb. Uranus står som bekendt for det springende, det diskontinuerlige, det nyskabende, det disparate, medens Saturn står for det sammenhængende og kontinuerlige og traditionelt konserverende. Uranus er grundlæggende en eksplosiv og skabende energi, som Saturn skabende og fortolkende modtager. Saturn er den store grænsedragende hermeneutiker, Uranus den store grænsesprængende hermeneutiker. Uranus står for det transcendente, som åbenbarer sig for det absolut frie, der bryder med historien og dermed skaber historie. Ofte fremstilles det, som om Uranus kun sporadisk er rystende og omvæltende, men faktisk repræsenterer Uranus skabelsen af den fornyende vertikale tid fra evigheden, hvilket foregår uophørligt, hvorved verden rystes ustandseligt. Saturn derimod repræsenterer subjektets og det intersubjektive samfunds stadige sammenkitning af disse disparate øjeblikke til sammenhæng, historie og lovmæssighed, selv om Saturn i sit klassiske vandbæreraspekt har mulighed for en udrensning af mange af disse fortolkninger igennem en krise for det enkelte subjekt. Begge planeter er relativt langsomgående, Uranus mest langsom, men begge planeter i kombination fortæller rigtig meget om en given periodes tidsrytme, og hvordan denne epokes mennesker fortolker denne rytme og naturligvis meget om dem, som er født i denne periode. Et eksempel Vi kan tage et eksempel her til sidst. En mere omfattende fortolkning og redegørelse vil føre for vidt i denne sammenhæng og være en opgave, som ikke bare tilkommer mig. Har man f.eks. Uranus i Fiskenes tegn, som vi har i skrivende stund, så vil tidens rytme eller toner eller kvalitet været præget af det flydende, det vandige, det skjulte og eftergivende. Det modtagende. Uranus befinder sig ikke bekvemt her, fordi Fiskenes tegn står for det absolut modsatte af disse diskontinuerlige skarpt adskilte vertikale øjeblikke. Her flyder alting sammen i en ofte uigennenskuelig enhed. På en måde kan man sige, at der i tidens disparate øjeblikke er alt for meget evighed tilstede, alt for meget af Neptun. Dette betyder at tidens kvaliteter på mange måder bliver forfalsket og gemt af vejen, man mister blikket for objektiviteten I tiden det guddommelige det som transcenderer mennesket. Dette viser sig ved, at mennesket og kulturen i vore dage er blevet utrolig materialistisk, samtidig med at der er et mindretal, som i den grad er blevet spirituelle af den objektive tids touch af evighed, at nogen af dem står i fare for at miste jordforbindelsen. Den alt for skjulte og uklare, men også meget stærke transcendens eller evighedspræg med Uranus i Fiskenes tegn får mennesket enten til degenerende at blive besat eller opslugt af denne alt for kraftige evighed, hvilket resulterer i mere eller mindre fundamentalistiske spirituelle og religiøse bevægelser, eller til frygtsomt at skjule sig fra den stærke, men uklare og druknende transcendens, ved desperat at klynge sig til en ekstrem materialisme udtrykt ved en fad og fordummet humanisme og en indskrænkende naturvidenskab. Tiden er meget splittet i et stort flertal af materialister, som fornægter alt transcendent og et lille, men stærkt, spirituelt mindretal. Denne fortolkning bekræftes, når man ser på Saturns bevægelser i samme periode. Med Saturns gang igennem løvens tegn førte tran- 8 CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

9 scendensens intensive,men samtidig også uklare og opløsningstruende tilstedeværelse, enten til ovenævnte materialistiske selvdyrkelse og selvtilstrækkelighed af mennesket eller helt modsat til en spiritualistisk og religiøs åbning ind imod selvet, der til tider blev hysterisk fundamentalistisk og præget af storhedsvanvid og arrogance og dermed tanken om, at alle andre religioner og opfattelser er forkerte og onde. I kombinationen imellem Saturn i Jomfruen og Uranus i Fiskene blev resultatet ikke så meget forskelligt fra det ovenævnte, men der er dog visse nuanceforskelle. Den materialistiske tendens hos den ene halvdel af befolkningen førte med Saturn i jomfruen til enten en endnu mere kras og skeptisk betonet materialisme, som nægtede at se andet end rationelle alt for subjektive detaljer, som hermed udråbes til sandheden eller også til en spiritualisering af kroppen og sundhedsaspektet i hele taget, som i ekstreme tilfælde udviklede sig til en enøjet fanatisme, som risikerede at gøre mennesker mere syge end sunde. Når Uranus ankommer til Vædderens tegn, så får piben dog en helt anden lyd. Her vil objektiviteten blive meget nærværende og udfarende og den menneskelige selvtilstrækkelighed og selvdyrkelse vil blive voldsomt udfordret. Især med Saturn i Vægtens tegn og senere i Skorpionens tegn. I Vægten vil man formodentligt blive mindre selvoptaget og mere åben over for den transcenderende skønhed,kærlighed og musikalitet I tilværelsen. Dette fordybes i Skorpionen. Her vil Vægtens konfliktskyhed ikke hjælpe meget til at holde fast på tidligere tiders materialisme. Sammenholdt med, at Pluto arbejder sig dybere ind i Stenbukkens tegn og Neptun går ind i Fiskenes tegn, sit eget tegn, bliver denne proces meget spændende at følge. Saturn som objektet Nu kan man jo mene,at denne opfattelse af Uranus og især Saturn modsiger min artikel om Saturn som objektet [CORNELIUS 2/03], men det er ikke rigtigt, der er snarere tale om en præcisering. Saturn fungerer stadig som en objektiverende grænsedrager til den virkelighed, som står i modsætning til selvet solen, men nu kan man se, at grænsedragningen støder op imod den grænse som står imod evigheden eller ånden, nemlig de vertikale øjeblikke og deres impulser, som Saturn subjektets mest objektive side opfanger. Man kan sige, at Uranus danner det skabende mellemled imellem ånden og Saturn. Saturn er derfor en nøgleplanet i afskrælningen af den horisontale verden, hvor det bliver klart, hvad der er den egentlige virkelighed, nemlig de vertikale øjeblikke, og hvad der er selvet, vores inderste individualitet. Denne afskrælning er en alkymistisk og meditativ proces, hvor man ikke afslører, at verden er en illusion, men derimod nærmer sig mere og mere, hvad verden er i sig selv, uafhængig af alle vores konstruktioner. Saturn opbygger disse verdener af fortolkninger, men netop som bygherre har Saturn også muligheden for at rive disse verdener ned for at kunne afsløre, hvor det egentlige objekt er og dermed også afsløre vores egentlige individualitet: selvet. Det handler om, hvad verden egentlig er for noget i sig selv. Og hvad vi er i os selv. Saturns grænsedragning imellem selvet og det andet er en udrensning par excellance, hvor det der er blandet sammen udkrystalliseres som selvstændige, men stadig som sammenhørende elementer. Her blotlægges fællesskabet imellem to selvstædige elementer, nemlig det egentlige subjekt og det egentligt objekt. Der er tale om kærligheden, det som kristendommen i modsætning til Eros kalder for Agape. Denne proces er udtryk for en krise i bogstaveligste forstand, krise betyder netop adskillelse eller udskillelse på græsk, og her adskilles det enkelte subjekt og objektet tydeligt, for så meget desto mere at elske hverandre som selvstændige væsener. Derfor er Saturn altid en planet, som på en eller måde handler om krise, som bestemt ikke udelukkende er noget negativt,men er selve livets essens. At blokere for denne proces er ødelæggende og perverst. Saturn orienterer sig på vidt forskellige og nærmest grænseløse måder i forhold til de vertikale øjeblikkes rene struktur, deres skelet. Så i sig indeholder den objektet i dets mange fremtrædelsesformer og bliver dermed objektiv på en multidimensionel måde. I sin funktion orienterer den sig imod de grænser, som evigheden har sat i timeligheden. Så den absolutte frihed er en illusion. Friheden er altid noget, som er givet til os af Gud, vi vil aldrig være rigtig frie, med mindre vi uden forstyrrelser lytter til og mærker og fuldender den frihed, som findes i tidens nyskabelser, også når de er udfordrende som astrologer lidt udglattende og diplomatisk plejer at udtrykke sig. Frihed er selv i sin dybeste og mest absolutte form begrænset. Af det guddommelige. Frihed har CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 9

10 intet at gøre med ultraliberalismens ekscesser og eskapader baseret på et fattigt menneskesyn. Friheden er at lytte til den guddommelige intention i tidens nyskabelser. Da mennesket ofte er langt fra denne frihed til at lytte til de guddommelige intentioner i den vertikale tids nyskabelser, så er resultatet en stærk og degenerende forvrængning af disse guddommelige intentioner i den vertikale tid. Dette gælder både på det personlige og det samfundsmæssige plan, men også når det gælder naturkatastrofer, hvilket ikkeastrologer sikkert vil finde kontroversielt. Gud tvinger os ikke til en fuldkommen realisering af sine intentioner, det er vores ansvar. Det er gaver, som vi kan tage imod eller ej. Og de fleste mennesker er desværre langt fra at kunne lytte sig andægtigt og udforskende ind på disse intentioner, endsige at kunne eller turde realisere disse guddommelige intentioner. Der er dog heldigvis ikke tale om et enten eller, noget bliver naturligvis realiseret et langt stykke hen ad vejen og på mange forskellige måder i relation til menneskets kreativitet. F.eks i form af videnskabelige teorier, kunst, ædelmodige handlinger, hellige handlinger,vidunderlige tekniske opfindelser etc. etc. Men de menneskelige samfund og den menneskelige historie har aldrig været og er stadig langt fra nogen dans på roser. Den menneskelige historie er fyldt med tragik, ulykker,elendighed og primitive livssyn og noget, vi kunne kalde for ondskab. Det er ikke for ingenting at vores lytten (fortolkning og oversættelse) til tidens intentioner er repræsenteret af Saturn, som i den traditionelle og gammeldags astrologi betragtes som en ond planet. Det kan gå grueligt galt med vores fortolkninger og realiseringer af de nyskabende øjeblikke. Uranus, som repræsenterer disse guddommelige intentioner, er således udtryk for det utopiske og ideale, som Saturn enten kan knuse eller fremelske i sine fortolkninger og realiseringer. Saturn udtrykker på en gang den menneskelige ufuldkommenhed og begrænsethed (den kristne synd, som resulterer i sorg og ulykker, men også muligheden for at komme igennem denne sorg og afdække de guddommelige intentioners fuldkommenhed. Krisen, verdens udfordringer, er, som vi nævnte, en stadig udskillelsesproces, en kosmisk renselse, hvor ikke alene selvet efterhånden udkrystalliser sig (det er ikke tilfældigt, at Saturn repræsenterer krystaller som diamanter), men hvor også den rene virkelighed i sig selv og dermed Guds intentioner i de vertikale øjeblikkes mening manifesterer sig. Opstandelsen af Kristus er det absolutte symbol og den absolutte begivenhed, der viser og inspirerer og betinger, at man kan vende og anvende den stadige verdenskrise til oplysning af bevidstheden. Det som Saturn i sin ypperste og højeste form tilstræber (enhjørningen) er den fuldstændige udfoldelse af et givet vertikalt øjebliks guddommelige intentioner. Den vertikale tid er et fragment af det spejl af evigheden, som vi erkender stykkevis, men som i sin helhed slutteligt viser os evigheden, for nu frit at citere Paulus. 10 CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

11 Tidsaldrenes middel-ayanamsa Præcessionen er ikke jævn gennem zodiaken af Claus Houlberg cand.arch. Afgrænsningen af de astrologiske tidsaldre har været et spørgsmål, som fra tid til anden har været omgivet af megen filosofisk diskussion og matematisk beregning. Ejendommeligt nok er det sjældent at træffe på en så overvejende astrologisk definition og diskussion, som vil blive foretaget i artiklen her. Først og fremmest defineres tidsaldrene ud fra forskydningen mellem den sideriske og den tropiske dyrekreds. Den sideriske ligger fast i forhold til fixstjernerne, mens den tropiske (egl den drejende ) ligger fast i forhold til årstiderne og dermed Jordens skrånende akse. Omkring Alexander den Stores tid lå de to dyrekredse på linie, dvs stjernetegnene i de to kredse var sammenfaldende. Derfor har det været almindeligt at antage, at der alene var denne ene zodiak, som korresponderede med stjernebillederne [for at forebygge misforståelser vil de herefter blive kaldt konstellationer]. Min påstand er da, at der altid har været to dyrekredse. De er forankret på hver sin måde og deres indbyrdes forskydning kaldes præcessionen, dvs. den skæve jordakses langsomme rotation (recession) om klodens lodakse, baglæns gennem den sideriske zodiaks tegn. I den esoteriske astrologi omtales det, at dyrekredstegnene er tankeformer, der blev forankret på atlantisk tid, hvilket er for mindst år siden. Det vil være højst usandsynligt, at præcessionen først skulle være opdaget i den græske oldtid, ca. 100 år fvt. Men dette synspunkt må forblive rent spekulativt, al den stund vi savner arkæologiske vidnesbyrd herom. Blot åbnes for den tanke, at dyrekredsene begge kan være af betydelig ælde. Ayanamsa-problemet Den skæve jordakse roterer langsomt omkring en lodlinie, der står vinkelret på banen om Solen, og denne rotation kaldes det store astrologiske år eller blot Det Store År. Tallet for dette storårs længde varierer en smule, alt efter hvilken astronomisk kilde der citeres, men ligger i området almindelige kalenderår. Når de tolv astrologiske tidsaldre skal udmåles, så defineres de ved forskydningen mellem de to dyrekredse. Dermed bliver hver tidsalder af en udstrækning på ca år. Bemærk her, at forskydningen ikke sker i forhold til fixstjernerne, men alene mellem de to dyrekredse indbyrdes. Af den årsag angives tidsaldrene som lige store. Ejendommeligt nok har vi ikke i den vestlige astrologi et ord for denne forskydning mellem dyrekredsene, men i Indien kaldes den for ayanamsa. Ordet er sanskrit og kommer af ayan + amsa, som betyder henholdsvis bevægelse og bestanddel eller element, altså bevægelseselement. Nulpunktet for beregninger af tidsaldrene går tilbage til den tid, hvor de to geometrisk define- CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 11

12 Skitse af sammenhængen mellem konstellationerne og den sideriske kreds samt den tropiske kreds og planeterne (og Jordens huse) [Ill. forf.] rede dyrekredse stemte overens, dvs. den gang man antog, at der kun var en enkelt dyrekreds. Dens bevægelse bliver astronomisk målt i forhold til fixstjernen Alcyone som startpunkt for Vædderen. Dette afgørende nulpunkt angives til at ligge omkring år 300 fvt. - altså stort set på Alexander den Stores tid, som de historiske begivenheder også synes at fortælle. Man kunne her benytte Alexanders erobring af Egypten i år 320 fvt. som et markant historisk skæringspunkt. Her afsluttes den faraonske æra, og her blandes de astrologiske traditioner fra Mesopotamien, Persien og Egypten, og den hellenistiske astrologi undfanges, således som de afbildes i den senere Dendera-zodiak [ill. s. 17]. 12 Faktisk eller middel ayanamsa Så langt så godt, men der ligger et væsentligt problem, når vi skal videre herfra, for jordaksens (forårspunktets) præcession er ikke jævn gennem dyrekredsen. Den har tilbagelagt 24 på ( =) 2300 år, hvilket giver en hastighed på 96 år/grad. Den fart ville give en længde på Det Store År på 360 x 96 eller næsten år, hvilket er omkring år mere end det normalt fastsatte. Det er som om præcessionen har bevæget sig i slowmotion de seneste par årtusinder. Hvis man derimod holder sig til de almindelige tal for Det Store År, så afspejler middelbevægelsen en årlig bevægelse fra 70 år/grad ( år ialt) til 72 år/grad ( år i alt). Altså en middelbevægelse, der er betydeligt hurtigere end den aktuelt målte bevægelse. Vi står med andre ord over for et dilemma, der kort fortalt handler om, hvorvidt man skal arbejde med den faktiske ayanamsa eller en middelayanamsa. En problemstilling, der er ganske parallel til dilemmaet ved måneknudernes bevægelse, hvor der arbejdes med enten en faktisk eller en middel værdi. Accepteres dette nye udgangspunkt, giver det følgende to beregninger, der begge har nulpunkt i år 300 fvt.: Den faktiske ayanamsa, som er næsten 24 nu, og som med den aktuelle hastighed vil udskyde overgangen til Vandbærerens tidsalder ganske betydeligt. Den vil først indtræde om (2300 :24 x30 =) år 2.875, dvs. om mere end otte hundrede år. En tankegang, der strider mod den historiske bevidsthed og vores syn på astrologiens udvikling. Middel ayanamsaen vil derimod sætte overgangen markant nærmere vor tid. Faktisk vil den sætte et skæringsår til = år 1850, altså meget tæt på, hvad de historiske begiven- CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

13 heder synes at fortælle os. Se evt. forfatterens artikler herom [CORNELIUS nr. 3/09]. Forfatteren har imidlertid aldrig hørt om en middelayanamsa før, men de historiske fakta synes at understøtte eksistensen af en sådan. Hermed foreslås derfor en varighed af en tidsalder til 2150 år, svarende til et storår på år med en hastighed for middel-ayanamsaen på 71 år og 8 mdr (71,7 år) pr. grad. Nulpunktet, hvor de to geometrisk bestemte dyrekredse stemmer overens, synes at ligge fvt. Fiskenes tidsalder Skulle tidsfæstelsen af Fiskenes tidsalder alene gøres ud fra disse astrologiske overvejelser, vil den afgørende begivenhed i nyere tid være opdagelsen af planeten Uranus, som blev den første ud af en række nye himmellegemer i astrologien. Man kan lidt poetisk sige, at himlen på det tidspunkt åbnede sig på en ny måde for os, og i astrologisk sammenhæng blev den kaldæiske orden brudt, idet Uranus blev ny hersker i Vandbærerens tegn. Den kaldæiske orden [se ill. s.18] er den indre logik i dyrekredsen og indeholder bl.a. systemet i dekanaternes herskere, et forhold, der i dag kan genfindes i ugedagenes navne. Denne orden (systematik) er opkaldt efter kaldæerne, beboerne af en egn i Mesopotamien, som var kendt for deres stjernekundskab. Faktisk blev det sådan i oldtiden, at alle astrologer blev kaldt for kaldæere, uanset om de var fra den egn eller ej. Den kaldæisk orden har sine rødder omkring Alexander den Stores tid, ca. 350 fvt., der markerer begyndelsen af Fiskenes tidsalder. Perioden herfra og til Uranus opdagelse kort før år 1800 netop er på 2150 år, middel-udstrækningen af en astrologisk tidsalder, hvorfor dette årstal markerer slutningen på Fiskens tidsalder og begyndelsen på Vandbærerens tidsalder. Hvilket vil sige, at vi her i 2010 er næsten 3 inde i denne tidsalder. Forud for Fiskenes tidsalder ligger Vædderens tidsalder, som afsluttes omkring Alexander den Stores indtagelse af Egypten 320 fvt., hvor faraonernes æra afsluttedes. Alexander indsatte sin general Ptolemæus (og hans slægt) som ny hersker i Egypten, hvorved den ptolemæiske periode tog sin begyndelse. Går vi 2150 år tilbage fra dette punkt, kommer vi til år 2500 fvt. som begyndelsen af Vædderens tidsalder. Året er kort efter begyndelsen af faraonernes æra i Det Gamle Rige og markeres gennem opførelsen af de store pyramider i Gizeh. Året er samtidig afslutningen af den forudgående Tyrens tidsalder. Læseren kan selv søge videre tilbage i historien. Tidsalder-dekanater Yderligere kunne tesen om tidsaldrenes middelayanamsa benyttes til at undersøge dekanaterne i Fiskenes tidsalder. En alder på 2150 år giver 717 år pr dekanat, dvs tredjedel af en sådan tidsalder. Dette åremål kan anvendes, hvis man til en begyndelse tillader nogle få procents afvigelse som margen hvilket vil give følgende tre perioder, som anses for markante i den vestlige astrologi [se: CORNELIUS 3/09]. 350 fvt e.kr. Hvilket er hele den græsk-romerske oldtid eller den hellenistiske periode i astrologien, regnet frem til Romerrigets deling i år 395, som blev begyndelsen til faldet, Hvilket dækker den korte byzantinske tid og hele den arabiske æra, hvor astrologien forsvandt fra Europa i den såkaldt mørke middelalder. Varer indtil korstogstiden med første korstog i Hvilket er den latinske periode, der omfatter senmiddelalder og renæssance i Europa, hvor astrologien kommer tilbage fra Arabien. Varer indtil nedgangstiden (oplysningstiden) og Uranus opdagelse i Konklusion Tre slutninger kan foreløbig drages om tidsaldrenes ayanamsa-problem: 1. Der synes at være astronomisk og historisk enighed om, at den sideriske og den tropiske zodiak stemte overens omkring år fvt., samt at denne tid kan anvendes som nulpunkt for udmåling af Det Store År og dets tolv astrologiske tidsaldre. 2. Jordaksens præcession anskues som en forskydning mellem de to geometrisk bestemte dyrekredse, og forskydningen kaldes ayanamsa med et lån fra sanskrit. Den kan udmåles på to forskellige måder, dels som en faktisk bevægelse, dels som en middelbevægelse. 3. Baseret på de historiske vidnesbyrd ser det stærkt ud til, at en tidsalders middel-ayanamsa er på 2150 år svarende til et storår på år samt en bevægelse på knap 72 år for hver ayanamsa-grad. Kilde - CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 13

14 Dekan-astrologi i Vædderens tidsalder Dekanerne er ældre end zodiaken af Claus Houlberg cand.arch. DEN MODERNE ASTROLOGI har sine rødder i den kaldæiske astrologi, der opstår af den kulturelle smeltedigel i tiden omkring Alexander den Store ca. 350 fvt. Men der findes en egyptisk astrologi, som er endnu ældre og som tilsyneladende var gældende i hele den forudgående periode, Vædderens tidsalder, og som ligger bag vor moderne brug af den tredeling af tegnene, vi kalder dekanater. Dermed er dekanaterne i realiteten en ældre form for astrologi end dyrekredsen. Denne tradition siges at have overlevet i den hebræiske Mazzaroth-tradition, der anses for at gå tilbage til Metusalems far, Enok, og altså også være af betydelig ælde Dekaner Det Gamle Rige i Egypten varede i 400 år, fulgt af en overgangstid til Det Mellemste Rige på 100 år ( ). I den periode finder man de ældste arkæologiske vidnesbyrd om systematisk astrologi, vi kender. Det handler om dekan-astrologien, som er baseret på 36 konstellationer på himlen, men det er ikke de samme som dyrekredsens tolv konstellationer. Disse 36 plus 12 konstellationer danner tilsammen de 48, man regnede med i oldtiden og som er nævnt i Ptolemæus værk Tetrabiblos så sent som år 170 e.kr. Egypterne kaldte disse 36 konstellationer Ba- Kiu. De udgjorde deres kalender for årets gang med tre årstider og havde ankerpunkt i Sirius, der markerede tiden, hvor Nilen gik over sine bredder. Ud over at være en praktisk kalender, så havde konstellationerne hver deres betydning, symboliseret ved en række guder ganske som vi kender det fra forholdet mellem planeterne og de græsk-romerske guder. Da Alexander den Store skabte sit makedonske imperium, gik det fra Grækenland over Mellemøsten til Egypten samt over Persien til Pakistan. Han indførte græsk som officielt regeringsprog for hele regionen, hvilket åbnede for en helt ny form for kulturudveksling. Områder med hver sit sprog og hver sin kulturelle identitet begyndte nu at udveksle erfaringer på alle områder, herunder også astrologiske. Dermed kom de babylonske zodiak-konstellationer i kontakt med Ba-Kiu, som på græsk blev til Dekaner. Begge systemer beskrev et års cyklus, så på et tidspunkt blev de til en enkelt, samlet orden, hvor hver zodiak-konstellation var koblet til tre dekan-konstellationer. Årsagen til, at Ba-Kiu blev oversat til dekan er, at de 36 konstellationer, der dukkede op CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

15 Skema over korrespondancerne mellem zodiakens og dekanernes konstellationer (og den tropiske zodiak). på nattehimlen efter solnedgang, skiftede hver tiende dag. Deka betyder ti på græsk, og når Solen havde vandret ti dage, så kom der en ny dekan frem på solnedgangens nattehimmel. Dekanerne var på denne måde basis for den egyptiske kalender, som havde tre årstider, der korresponderede med de 36 dekaner. Hver årstid var på 12 dekaner og altså 120 dage, hvilket gav et år på 3 x 120 = 360 dage. Der er næppe tvivl om, at opdelingen af cirklen i 360 grader har sine kulturelle rødder i Mesopotamiens 60-tal system og i Egyptens 36 dekaner. Forskellen til solårets 365 dage blev udlignet ved, at der etableredes fem dage, der faldt uden for kalenderen, kaldet Heriu-Renpat eller Dage i året. Dermed kunne Sirius stå på nattehimlen, når Nilen atter gik over sine bredder. Muligvis har man af og til haft skudår med seks dage, så Sirius stadig var ankerpunktet i hele systemet, og kunne bestemme Nilens overflod. Der findes en berømt afbildning af dette system. Den blev fundet i byen Denderah i Hathor-templet, som blev opført i den sene Ptolemæiske tid. I loftet på Osiris-kapellets pronaos (søjlegang) fandt man den til nu ældste afbildning af den egyptiske zodiak [se ill. s.17]. Den er ud fra stjernernes position heri dateret til ca 50 fvt., dvs. længe efter faraonernes æra. Her findes imidlertid afbildet symbolerne for samtlige de 36 dekaner, og det er disse symboler, man har genfundet indgraveret på kistelåg helt tilbage fra det Tiende Dynasti, omkring år 2100 fvt., dvs. i overgangsperioden mellem Det Gamle Rige og Det mellemste Rige. 2. Dekan-tydning Tydning af dekanerne er anderledes end den tydning, vi benytter os af i moderne astrologi. Den er i langt højere grad baseret på aflæsning af billeder og nærmere beslægtet med Tarotkortenes tydning, Den kan også siges at være i slægt med De Sabiske Symboler, der er baseret på rent sproglige billeder. Disse 360 symboler, et for hver grad af dyrekredsen, blev sammen med deres tydning (gen)fundet af den amerikanske astrolog Marc Edmund Jones og systematiseret af hans elev, Dane Rudhyar. Systemet er meget lig symboltydningen i den palmebladsastrologi, som er en helt selvstændig og meget gammel tradition i Indien [CORNELIUS nr. 2/09]. De egyptiske dekaner begynder ikke i Vædderen, men ved Sirius i stjernebilledet Canis (Hunden), der er midterste dekan i Gemini-konstellationen. De 36 dekaner er herunder angivet med de vante latinske navne og med de indtil nu kendte egyptiske navne i parentes samt de for os lidt fremmedartede tydningsbilleder: FØRSTE ÅRSTID [Akhet - overflod] 1. Canis (Apes) med Sirius (Sophet) : Prinsen. En høg og på dens hovede står morter og pestil. 2. Procyon (Sebak) : Frelseren fra det onde. Et menneske med høgehovede og ulvehale. 3. Ursa Minor (Api-Fent): En sjakal, stående på et plovskær. 4. Ursa Major (Fent-Har): En so holder et CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 15

16 Farverne viser de samhørende konstellationer. Lisa Jensen 2009 plovskær. 5. Argo (Shes-en-Fent): En okse med et hankekors om halsen. 6. Hydra (Knem): En slange under løvens fod. 7. Crater (--): En fjerklædt kvinde med et bæger i hver hånd. 8. Corvus (Her-Na): En fugl, siddende på en slange ved løvens hæl. 9. Coma (Shes-Nu): Det ønskede. Et barn siddende på skødet af en kvinde. 10. Centaurus (Knemu): Den udpegede tilbyder sig som offer. En menneskeskikkelse med lammehovede og en hale. 11. Bootes (Smat): Den, som kommer : Et vandrende menneske, der holder et plovskær. 12. Crux (Sera): En tørstende løve med tungen ud af munden bydes et bæger af en kvinde. ANDEN ÅRSTID [Peret - såning] 13. Lupus (Sura): Et barn med en finger på læben (Harpocrates). 14. Corona (Api-Aatl): En tronende figur foroven. 15. Serpens (Khu-or-Bakh): Fjenden af Ham som Kommer (holdt af Ophiucus). Slangen under foden af den tronende figur. 16. Ophiucus (Api-Bau): Slangebetvingeren. En tronende fihur med en høgs hovede. 17. Hercules (Bau): Den, som knuser hovedet, men bliver såret i hælen. Et menneske med en kølle i hånden. 18. Lyra (Fent-Kar): Harpen, der holdes af ørnen i triumf. En ørn eller en høg. 19. Ara (Bau): Offerets alter. Et tronende 16 menneske, der holder en plejl. 20. Draco (Her-Fent): Slangefjenden. Slangen under Skyttens forben. 21. Sagitta [Pilen] (Fent-Kar): Den ihjelslående. En skikkelse med høgehovede og en hale står over et barn med fiskekrop. 22. Aquila (Su-At): Den faldne ørn. En Nilgås. 23. Delphinus (Khau): Delfinen. En fisk. 24. Piscis Austrinus (Aar): En fisk i en vandstrøm. TREDJE ÅRSTID [Shomu - høst] 25. Pegasus (--): Den vingede hest. En hovedløs hest. 26. Cycnus (Tes-Ark): En svane. 27. Pisces [Båndet] (U-Or): Et menneske med hale vandrer. 28. Cepheus (Pe-Ku-Hor): Den kronede konge. Ulven ligger på forpoterne af løven. 29. Andromenda (Set): Den frisatte kirke. Dronningen. En kvinde holder en fangen i en cirkel. 30. Cassiopeia (Set): Den tronende kvinde. En kvindefigur tronende over et æg. 31. Cetus (Knem): Havuhyret eller Slangefjenden. Et monstrøst (Medusa) hovede trådt under fode af en so. 32. Perseus (Kar-Knem): Han som skader. En mandlig figur med halen af et firbenet dyr i bæltet. Han har et bånd om hovedet. 33. Orion (Ha-Ga-T): Den, som triumferer. 34. Eridanus (Peh-Ta-T): Floden. Flodmundingen bringer vand fra Aquarius krukke. 35. Auriga (Tum): Fårehyrden. Han som tæm- CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

17 Denderah-zodiaken er udstillet på Luvre-museet i Paris. Figurerne i kanten af den indre kreds er symboler for dekanerne. Cirklen (øv. th) markerer de ekstra Dage i Året inden Nilens overflod. mer. Bærer hovedet af et dyr på et scepter. 36. Lepus (Bashri-Beki): Arnebeth. Fjenden af ham, som kommer, er trådt under fode. En hærfugl står over slangen under Orions fod. DAGE I ÅRET [Heriu-Renpet] 1. Osiris dag 2. Horus dag 3. Set s dag 4. Isis dag 5. Nephtys dag Disse fem dage kaldes af egyptologer for de epagomenale dage. En billedmæssig betydning er det ikke lykkedes at opspore. Et nøjere studium af Denderah-zodiaken vil i øvrigt afsløre, at denne gamle astrologi var betydeligt mere kompleks og rummede flere facetter end dekanerne alene. SOM KURIOSUM er det muligt, at en del af symbolikken i tarottens lille Arkana rækker helt tilbage til Vædderens tidsalder og de egyptiske dekaner. Tarot er en del af den hebræiske kabbalah-tradition og er dermed forbundet med en lære om konstellationerne, der kaldes Mazzaroth. Ordet mazzaroth betyder simpelthen konstellation og nævnes i et af de allerældste skrifter, Enoks Bog. De overleverede nedskrivninger af denne bog er dateret tilbage til Alexander den Stores tid, men selve indholdet rækker endnu længere tilbage. Det kan med nogen sandsynlighed hævdes, at vi i tarotten har bevaret symbolikken i den ældste astrologi, vi kender, helt op til vore dage. 3. Dekanater Dekanerne er den bagvedliggende grund til, at vi i moderne astrologi arbejder med dekanater [græsk: tiendedele], idet dekaner og dekanater er analoge systemter, men med hver sin basis. Dekanerne blev i den græske oldtid koblet til zodiakens konstellationer, og begge dele handler alene om sammenhængen mellem fixstjerner CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 17

18 De kaldæiske orden og dekanatherskerne var baseret på syvstjernen som ordnende princip på himlen og altså ikke om de kendte dyrekredses tolv tegn. På babylonisk tid, hvilket er ved starten af Fiskenes tidsalder, da var der overensstemmelse mellem zodiak-konstellationerne, (omend de har uens udstrækning på himlen) og de formaliserede dyrekredse, der har tolv lige store stjernetegn. Hvornår denne formalisering er sket, er endnu usikkert, men med denne geometrisk set harmoniske opdeling får vi en lige så harmonisk opdeling af hvert stjernetegn i tre dekanater. Astrologien i Vædderens tidsalder var klart en konstellations-astrologi, der forholdt sig til de faktiske stjerner på himlen, mens astrologien i Fiskenes tidsalder i alt væsentligt har været en tegn-astrologi, der forholdt sig til planeterne i solsystemet. Konstellationsastrologien handlede om kommunikation mellem stjerner. Solen, der jo er en stjerne, spillede en vældig rolle som central guddom, fordi den kommunikerede på samme plan som de øvrige stjerner. Den fremvoksende kaldæiske astrologi eller hellenistisk astrologi, som den oftest kaldes af historikere er altså mere lokal, idet den samler sig om at betragter vores solsystem og relationerne her. Solen blev her blot en planet sammen med de øvrige. Den kaldæiske orden [se ill.] angav sammenhængen mellem stjernetegn og dekanater og var et grundlæggende anderledes system, end de egyptiske dekaner, omend de var ganske analoge i deres systematik. Det moderne brud med den kaldæiske orden ved afslutningen af Fiskenes tidsalder afspejles i øvrigt ganske tydeligt i de ændrede herskerskaber for dekanaterne. Uanset opdagelsen af nye planeter bevaredes de kaldæiske herskere helt op til omkring år Astrologen Sepharial anvendtes de kaldæiske herskere, mens hans samtidige kollega Alan Leo åbnede op for den triangel-orden, vi anvender i dag, baseret på tegn af samme element. Dekanaternes betydning er dermed ikke længere den samme, som i den var den kaldæiske astrologi. Herskerne afspejler den nye tidsalder, Vandbærerens tidsalder, og den nye astrologi, der er ved at tage form her. Skift af tidsalder betyder altid et radikalt kulturskift (paradigmeskift), hvorfor den nye astrologi højst sandsynligt vil udvikle sig til at blive lige så forskellig fra den kaldæiske astrologi, som denne var forskellig fra den gamle egyptiske dekanastrologi. Kilder - [solsystemet] - eb-mazzaroth/mizraim.htm CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG.

19 Kepler College forvandler sig Kepler College ligger i Seattle USA og blev 10. marts 2000 autoriseret som det første universitet inden for den vestlige astrologi. Den 18. januar 2010 udsendte præsidenten for Kepler College, Enid Newberg, følgende meddelelse på deres hjemmeside. (ovs. af red.) af Enid Newberg BA, MA Virkningen af dagens financielle klima på fakultetet og dets studerende betyder, at Kepler har aflyst vinternes semester. Dette er ikke fordi, der mangler interesserede, men der er mangel på økonomiske midler. Kepler College er ikke totalt afhængig af sponsering for at kunne være operativ, men også donationer og legater er blevet påvirket af den økonomiske situation. For nuværende kan Kepler College ikke opfylde Staten Washingtons krav for at blive autoriseret til at give universitetsgrader. Ifølge Staten Washingtons love efterlader dette os med to muligheder: At ansøge om at kunne fuldføre igangværende undervisning, eller at stoppe øjeblikkeligt nu. Bestyrelsen mødtes den 16. januar og var enstemmigt enige om at sende en ansøgning til HECB [Higher Education Coordination Board o.a.] om at kunne fuldføre det nuværende program. Denne mulighed skaber et kursusforløb, der lader de nuværende studerende gøre deres universitetsgrader færdige. Bemærk venligst, at vi ikke ser dette som Keplers død. Bestyrelsen, administrationen og lærerfakultetet har alle til hensigt at skabe en lysere fremtid for astrologiske studier på de højere uddannelser, og vores mission er at skabe uddannelse på professionelt niveau både for astrologer og for dem, der er bredere interesseret i emnet astrologi. Vi arbejder med planer om at udvikle Kepler til en anden position på uddannelsesområdet. Keplers bestyrelse stemte om at skabe et fagligt program i fremtiden, som bibeholder kernen i vores førstedels studier samt udforsker mulige alliancer med andre universiteter. Men disse planer vil tage tid. I mellemtiden er vores Community Learning Center [online-universitet o.a.] fortsat åbent og har ledige hold for deltagere. I tilgift har vi planer om flere webinars, herunder om udforskningen af 2012 ud fra forskellige synsvinkler. Tjek venligst alle de opdaterede oplysninger på Kepler College s website: CORNELIUS Tidsskrift for astrologisk dokumentation og forskning Udkommer 4 gange om året Udgivet af Astrologisk Museum ISSN Ansv. red. : Claus Houlberg Redaktionens adresse: Astrologisk Museum c/o AstrologiHuset, Teglværksgade 37, 2100 Kbh Ø Redaktionens tycho@asmu.dk Artikler angiver alene skribentens egen og ikke nødvendigvis redaktionens holdninger. Anonyme eller pseudonyme artikler bringes ikke. Tidsskriftet kan hentes GRATIS som en digital public service fra CORNELIUS NR. 1 MARTS ÅRG. 19