Faderkomplekset i nyere dansk teologi (Dansk Kirketidende 2015:6, s )

Transkript

1 Faderkomplekset i nyere dansk teologi (Dansk Kirketidende 2015:6, s ) Niels Henrik Gregersen I lang tid talte man om, at dansk teologi havde et kristologisk problem og et helligåndsteologisk underskud. Løgstrup havde som bekendt en stærk skabelsesteologi, men først med Skabelse og tilintetgørelse fra 1978 formulerede han en kristologi fra neden, der til manges overraskelse også indeholdt en kosmisk opstandelsesteologi. Meget tyder på, at dele af dansk teologi for øjeblikket har større vanskeligheder med at tale om Gud Fader og skaberværket. Lad mig eksemplificere problemerne hos Thorkild Grosbøll, Niels Grønkjær og Lars Sandbeck. Det patrologiske problem drejer sig om i bredeste forstand om skabelsesteologien, i snævrere forstand om Faderens rolle i forhold til Sønnen og Helligånden. De fleste af os i dansk teologi er dybt præget af den dialektiske teologi, særligt eksistensteologien. Allerede her var der et patrologisk underskud. Af forståelige grunde! Det var nødvendigt med et opgør med en Vorherre-teologi, som kun alt for let lod sig ligestille med denne verdens sociale patriarker og førerskikkelser. Det var også nødvendigt at sige nej til den naturlige teologi som et argumentativt system: Ved at slutte fra tilværelsens orden til Guds eksistens, blev Gud gjort til en overjordisk Fader: den største af alle, men alligevel lidt ligesom de andre ordensmagter. 1 Resultatet af opgøret med den naturlige teologi blev desværre en temmelig unaturlig teologi. Endnu i 1970 erne lærte unge teologer sig ord som eskatologisk begivenhed og paradoksal identitet. Det tog nogle år at lære at omgås disse

2 pang-ord, uden at meningen dog blev meget klarere. Og helt umuligt var det at fortælle, hvad de betød ud af huset. Afteologisering Der var derfor ikke noget at sige til, at en træthed indfandt sig i løbet af 1980 erne. Nogle fortsatte med flosklerne, andre tog konsekvensen i form af en afteologisering. Eskatologiske begivenheder blev til begivenheder, paradoksale identiteter til blotte identiteter. Et sent eksempel herpå er Grøsbølls En Sten i skoen fra Heri afviste Grosbøll som bekendt troen på en skabende og opretholdende magt, samt opstandelsen og det evige liv. Den slags har aldrig sagt mig noget (ifølge min mor) (s. 9). I Kristendommens fornuft, det netop udkomne festskrift til Niels Grønkjær er Grosbøll derfor sprunget ud som liberalteolog i tråd med gamle prof. Søren Holm dog minus Gud og de evige værdier. Under Grosbøll-sagen var der flere debattører, der mente, at Grosbøll i virkeligheden ikke sagde andet, end tidehvervsteologer længe havde ment. Intet kunne være mere forkert. Tidehvervsteologerne forudsatte altid den skjulte Gud. Bultmann gjorde endda gældende, at der med selve ordet Gud menes den almægtige alias den altbestemmende virkelighed. Problemet er, at vi lader som om vi kan placere almagten uden for os selv og udtale os om den ud fra en tilskuerposition. Men vi kan kun tale om Gud, hvis vi taler ud af Gud via vores egen eksistens. Bultmanns kritik af den metafysiske teologi var altså fænomenologisk begrundet i en kritik af en ikke-engageret tilgang, der objektiverer Gud. 2 Men der er en verden til forskel på at være en kantianer som Bultmann (der siger, at Gud ligger hinsides erfaringens grænser) og at være en non-realist som Grosbøll (der siger, at gud ikke er andet end et menneskeskabt fantom).

3 Gud abdicerer I Den nye Gud fra 2010 benytter Grønkjær ligesom Grosbøll abdikationsmodellen. Gud giver afkald på at være en ophøjet almægtig Gud (s. 151). Skabelsen er et makværk, et udslag af skabergudens himmelråbende inkompetence (78). Her sætter Gianno Vattimos verdenshistoriske fortælling ind. For gudskelov foranstaltede denne Fader sin egen død ved at sende sin søn, Jesus. Hermed kom en god men også en svag Gud til verden, der derfor døde på korset. Gud dør. Helt. Andet ville ikke svare til vores erfaringer med døden (162), som det hedder med en vis patos. Den historiefilosofiske fortælling går altså ud på, at Gud undergår en trinvis forvandling: først har vi den slemme og voldelige Fader (den gamle Gud), der abdicerer til fordel for Sønnen (den nye Gud), der snart efter dør kærlighedens død på korset. Til sidst har vi kun Ånden tilbage, og den virker i det caritas-bestemte fællesskab. Gud bliver stadigt mindre, mens det åndelige fællesskab bliver stadigt større. Sådan er det, hvis man tænker langs med Vattimos svage teologi, dvs. horisontalt. Her placerer man sig i den tilbageskuende tilskuerposition i forhold til den for længst afdøde Fader. 3 Heldigvis har Grønkjær en mere fyldig teologi på programmet, nemlig en plotinskhegelsk forståelse af Gud som den uendelige, der differentierer sig selv og indbefatter det endelige (skabningen) i sit eget liv. Her kommer han ud over det Vattimos horisontale historie, og det kommer rigtig meget godt ud af! Men man kan ikke gå med Nietzsche og Vattimo i den ene hånd og med Hegel og Augustin i den anden hånd. Her må man vælge. Panenteismen

4 Vælger man Hegel, så ender man i en slags pan-en-teisme: alt er i Gud, men Gud er mere end verden. Den er jeg selv med på. Men så kan man ikke længere afvise teismen i al bred almindelighed. Var fx Jesus teist, når han bad til himmelske fader? Var Paulus teist, når han sagde om Gud at fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid. Amen (Rom 11,36). Var Luther teist, når han talte om Gud som større end det største og mindre end det mindste? Var Grundtvig en teist, når han talte om Faderen som den første i forhold til Sønnen som den underordnede? Og var Søren Kierkegaard teist, når han talte stærkt om Guds uforanderlighed netop for at undgå en psykologiserende omklamring af Guds virkelighed? I den gængse engelske betydning af ordet betyder theism så meget som en filosofisk reflekteret gudstro, og i den forstand er Grønkjær så bestemt teist, hvad man ikke kan beskylde Grosbøll for. Grønkjær afviser dog med rette 1600-tallets og tallets rationelle udgaver af teismen, hvori Gud placeres som et stykke højere virkelighed ved siden af denne verden. Dette er tragedien i den form for teisme, der siger, at Gud er perfekt hvilende i sig selv og dermed ubesmittet af verdens gang. Teismen er en tings-lig-gørelse af Gud. Imod sin hensigt gør den Gud til noget dennesidigt (23). Ja, her har teisme-kritikken en præcis adresse. 4 Almagt og afmagt Senest er så udkommet Lars Sandbecks bog Opgør med almagten fra 2014, hvori han forsvarer den personligt-fromme tale om Gud som min Fader eller farmand (s. 28), alt imens han mener, at vi bliver nødt til at afskedige almagten. Skellet går her ikke mellem at leve med Gud eller at leve uden Gud (som hos Grosbøll). Skellet går heller ikke mellem at tro på Faderen som skænkende livgiver

5 eller at kende Gud gennem Guds totale død (som hos Grønkjær). Den afgørende forskel ligger i på troen på Gud som den almægtige, himmelens og jordens skaber, versus at have tillid til Gud som min far gennem Kristus, uden at Gud har noget som helst at bestille med verdens gang og naturens forløb i øvrigt. Gud er kun tilgængelig i den helt personlige tro, som er blevet åbnet af Jesus. Gud har derimod ikke noget at gøre med himmelrummet eller det sociale liv. Gud er kun i begivenheden. Ja, Gud er en bestemt type begivenhed. (Det kan minde lidt om en redegørelse for kvantemekanikken, hvori man kun vil tale om kvantespring og ikke om det kvantefelt, som kvantespringene udspringer af). Sandbeck ser klart, at den serielle treenighedslære ikke er holdbar. Det er derfor heller ikke sådan, at en ny Gud erstatter den gamle Gud. Gud er derimod fornyelsens Gud, der fornyer sig selv, idet han kommer mennesket i møde (De gudsforladtes Gud s. 202). Gud er Gud både før, under og efter inkarnationen. 5 Men hvor er Gud? Og hvordan gør Gud en forskel? Her begynder Sandbeck at blive løs i talen. Guds magt er den subtile magt, hører vi. Guds magt får først en egentlig effekt, når modtageren responderer på den i troskab og med taknemmelighed (s. 163). Gud er og har ikke anden magt end den subtile magt, som er den lille forskel, der er i stand til at gøre en stor forskel hvis vi altså er modtagelige for den, hvis vi altså har ører at høre med, som Jesus indimellem næsten kan formulere det (Matt 11,15) (s. 165). Her er vi tilbage i det hviskende fromme sprog.

6 Start fra neden Men problemet er jo, at vi mennesker lever i en omfattende tilstand af uimodtagelighed ( synd ) og at vi alle ender i en tilstand af elendighed ( støvets ve og vånde ), hvor vi bliver bundet til en seng og til sidst ligger syv fod under jorden. Her ser vi, hvordan skabelsestroen og Fader-teologien hænger sammen i evangeliets forkyndelse. Evangeliets pointe er, at Gud er Gud for os netop dér i vores afmagt og derfor faktisk må være den almægtige, der både kan tåle afmagten og overvinde afmagten indefra. End ikke Jesus Kristus kunne opstå fra de døde ved egen kraft, men blev netop oprejst fra de døde, da Faderen sendte Helligåndens kraft over ham (Rom 1,3-4). Hvad er alternativet? Ja, måske skulle vi faktisk starte fra neden, med Jesu forkyndelse. Jesus både taler om og til Faderen som den, der er større end ham selv. Og han taler ikke bare tillidsfuldt og indforstået til Gud som Fader. Som den anfægtede og utålmodige jøde appellerer han samtidig til Faderen om at gøre sit skaberværk færdigt: som i himmelen, således også på jorden. Skaberværket er ikke afsluttet. Man kan ikke aflæse Faderens kærlighed af tilværelsens gang! 6 Begynder vi herfra, kunne vi måske tale om Faderen og den treenige Gud på en mere enkel måde: (1) Faderen er Guds Førstehed: almagten som hele guddommens og alle skabningers kilde. (2) Men at Faderen er kærlighedens magt er en trospåstand, der først giver mening ud fra Sønnens historie. Sønnen er Guds evige Andethed, der på Guds vegne går helt ind i afmagten for at møde sine skabninger dér. (3) Helligånden er Tredjeheden, og også Helligånden har sin historie i skabelsens verden. Helligånden er Guds livsfornyende kraft, der forbinder almagten med afmagten, og afmagten med livgivermagten.

7 Den treenige Gud er således det evige samspil mellem Magten, Afmagten og Kraften. Ikke den ene uden den anden! For hvis almagten skal være kærlighedens magt, skal den nå helt ind i skaberværket væv af storhed og elendighed. Og hvis skabningen skal føres videre, skal skabningen selv sættes i kraft på ny af Helligånden. Jeg er godt klar over, at dette er en yderst simpel model. Meget mere skal siges. Men den bringer os ud over faderkomplekserne hvad enten det er Ødipus, der vil slå faderen ihjel for selv at blive ét med moderen, eller Elektra, der higer og søger efter en stærk Fader, der ikke rummer noget gran af svaghed i sig. Men det gælder også om at komme ud over faderbindingerne, dvs. selve ideen om, at min farmand og jeg har et helt særligt forhold, der intet har at skaffe med verdens gang. Her kunne man minde om, at Jesu Fader ikke er en fordobling af alle denne verdens godmodige eller voldelige fædre, men netop én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle (Ef 4,6). 7