Det Røde Hav. Humøret er højt. Endelig. Nu. Fra Grækenland til Thailand i en Gib Sea 442:

Transkript

1 Fra Grækenland til Thailand i en Gib Sea 442: Det Røde Hav var en dræber To danske sejlere har en drøm. De køber en båd i Grækenland og sætter kurs mod Thailand. Ud gennem Suez-kanalen til Det Røde Hav. Men alt går skævt fra starten: Motoren lækker olie, vinden er svag, og til sidst efterlader danskerne båden i Yemen. For mange problemer sætter en stopper for drømmerejsen. De fortæller her åbenhjertigt om deres mange kvaler. 64 REPORTAGE FLEMMING THOMSEN Foto: Jens Nielsen Humøret er højt. Endelig. Nu begynder eventyret. Jan og Jens læner sig tilbage i flysæderne og siger farvel til Kastrup. En lille en til halsen måske?, selvfølgelig! Vi er helt vilde. Vi har allerede købt båden. En 44 fod Atlantic, og på billederne kan vi se, at det er et flot skib, fortæller Jan Frederiksen, 65, der kommer fra Skensved på Sjælland, men hver vinter opholder sig i Thailand. Den anden dansker i flyet er Jens Nielsen, 65, fra Videbæk i Jylland, som også hvert år tager en ferie i Østen. De er begge to erfarne sejlere gennem flere årtier. De to sejlere har mødt hinanden et lille års tid tidligere på en flodsejlads i Kanchanaburi, nord for Bangkok. Da snakken falder på både, opstår ideen Kort over ruten Solopgang over Det Røde Hav. om at købe en båd sammen og have den liggende i Thailand. Den røde streg angiver turen omtrentlig, planen er at runde Singapore og sejle op på østsiden af Thailand til byen Pramburi. Vælger man den blå, kan man være ret sikker på at møde pirater. Projektet får vinger, da Jens Nielsen nogle måneder senere kan fortælle, at en af hans bekendte, Nikos Lagoginnis, har et 44 fod sejlskib til salg. Skibet ligger i Grækenland, så det skal sejles til Thailand. Fotos af skibet viser en flot og velholdt Atlantic 44. Indvendig er den også pæn. Men det er afgørende for Jens, at han med sine 198 centimeter har fuld ståhøjde under dækket. Det kan grækeren heldigvis bekræfte. Vi blev enige om en købskontrakt på euro med et depositum på euro. Sælgeren vil gerne sejle med på turen fra Grækenland til Thailand, og derfor tør vi godt købe ubeset. Vi har jo set fotos, og den sidste tredjedel af betalingen aftaler vi til at falde et år senere, fortæller Jens Nielsen, som er tidligere kraftværkstekniker og i dag er skulptør. Fra lufthavnen i Athen kører dan-

2 Fra venstre mod højre: Ejvind, Jan og sælgeren på vej fra Grækenland til Suez-kanalen. Vinden er maks. sekssyv sekundmeter, og turen går dræbende langsomt. Men Gib Sea er en fin sejler både i grov sø og ved lav vind. Ejvind er fløjet ind fra Danmark for at være med på turen til Thailand. Udsigt over tagene ved Piæus Havn i Grækenland. Jan og Jens boede på bådene i de tre uger i Grækenland, inden de kom af sted. GPS'en var ikke blevet kalibreret i lang tid. Derfor viste den meter forkert på et tidspunkt, hvor danskerne var på vej gennem et "restricted area" fyldt med dele fra skrottede olieboreplatforme. skerne straks ned til havnen for at se båden. Her krakelerer drømmen på stedet. Ved kajen ligger godt nok en Atlantic 44. Men den er misligholdt og nedslidt af at sejle charter med turister. Og der er overhovedet ikke ståhøjde til Jens. Ligesom billederne viser sig at være taget fra en brochure eller i hvert fald af en nyere båd. Efter en kort tur i tænkeboksen beder danskerne om at få deres depositum tilbage. Men det lader sig ikke gøre. Sælgeren har brugt pengene, men tilbyder en anden båd til de to skuffede danskere. Det er en Gib Sea 442 med en Perkins Prima 50 hk motor. Et anerkendt fransk mærke og lidt større end den første båd. Der er fuld ståhøjde til Jens under dækket. Motoren skal repareres, og storsejlet er svært at hive ud. Men efter lidt forhandling bliver de enige om at købe skibet Policos til samme pris. Det er fra 1988 og dermed fem år ældre end det første. Min garanti er, at sælger sejler med Den første båd, en Atlantic 44, var i årevis blevet anvendt til chartersejlads med turister. Det havde gjort den så ramponeret, at danskerne afviste at købe den. Jan Frederiksen på det stolte skib Policos. Jan spejder forgæves efter en smule vind, som var en mangelvare på det meste af turen. I 90 procent af tiden måtte de sejle med motor. 65

3 Den græske ø Kreta, hvorfra kursen går mod indsejlingen til Suez. Policos viser sig fra den pæne side og ser helt nydelig ud her ved den ægyptiske havn Port Said, hvor de danske sejlere ordner visa og får en ny lods om bord, som skal guide dem gennem Suez-kanalen. Regningen lyder på over 900 dollars for at ligge i havnen et par dage og få visa. Bådens sælger, grækeren Nikos, blev træt af, at der blev snakket for meget dansk på båden. Han stod af i Ægypten. på turen, og at motoren bliver repareret, siger Jan Frederiksen, der tidligere har ejet fitnesskæden Nautilus. Nogle uger senere kaster de anker. Der er fire mand om bord, Jan, Jens og vennen Ejvind, som flyver ind fra København, samt bådens sælger, grækeren Nikos. Lodsen får 70 dollars i hyre plus dollars sort om dagen for at sejle danskerne gennem Suez-kanalen. Jan ved roret, mens Nikos tager sig en slapper. De nærmer sig nu Hurghada i Ægypten. 66 Sur stemning og hårde skuldre Ikke så snart er der stødt fra kaj, før motoren begynder at lække olie. Efterhånden som Jan og Jens får kigget nærmere på bådens detaljer, opdager de flere ting, som ikke er lavet ordentligt. Ledninger er snoet sammen uden samlemuffe. Boltene i sø-gelænderet er oversmurt Ismailia i Ægypten, hvor lodsen kommer om bord for at føre Policos sikkert gennem Suez-kanalen. Mismod og sure miner er så småt ved at brede sig i kabyssen. med silikone, for at de ikke skal falde ud. Gummibåden har ikke propper. Det elektriske system er defekt. Motoren lækker fortsat olie. Det er ikke som min gamle båd i Danmark, hvor man kunne tabe et stykke tyggegummi i maskinrummet, samle det op og tygge videre. Så ren var den, siger Jan Frederiksen, som forud for turen har afhændet sin Maxi 95 i Danmark. Efter proviantering på Kreta går turen mod Suez-kanalen. Grækeren meddeler, at hans forsikringsselskab alligevel ikke kan forsikre skibet på turen. Det er et chok for de to danskere, som har skrevet under på at chartre båden, for så ville grækerens forsikring nemlig dække automatisk. Nu er meldingen i stedet, at de fire eventyrer er på vej Jorden halvvejs rundt uden forsikring. Så vender vi om!, udbryder Jan. For ham er det dråben i det berømte bæger. Efter lidt diskussion vælger de dog at fortsætte. Jens er opsat på at fuldføre turen, trods de mange problemer. Motoren lækker stadig. De bliver uenige med grækeren om kursen flere gange, og på et tidspunkt sejler de i nattemørke gennem et "restricted area", hvor der ligger skrottede dele fra olierigger uden lys på. Det er direkte livsfarligt. Vores GPS er ikke blevet kalibreret, så da en mand

4 I Port Said ligger en Atlantic 56, som er blevet opbragt af kystvagten. Skibet blev for nylig anvendt af menneskesmuglere, som havde taget personer med fra Pakistan, som havde betalt for at komme til Grækenland. Nu er båden til salg. Specifikation (Gib Sea 442) Længde: 13,70 m Bredde: 4,05 m Dybgang: 2,25 m Deplacement: 9800 kg Sejlareal: 112 m 2 Kahytter: 5 kabiner inkl. salon, 12 sovepladser, 3 toiletter m. brus Ferskvandstank: 600 l Motor: 4 cyl. 1 x 50 hk Perkins, Maks. speed: 8,0 knob Cruisingfart: 7,0 knob Dieseltank: 215 l Vartegnet i Port Said. på kysten vinker til os for at få os til at forlade området, tror vi bare, han vinker os velkommen, fortæller Jens. Fem sømil fra Hurghada i Ægypten meddeler Nikos, at han står af. De andre kan ikke fortsætte uden en fjerdemand til at tage vagter. Så en ny fjerdemand må tilkaldes fra Danmark. Det bliver Ejvinds ven Hansi. Motoren lækker nu to liter diesel om dagen. Jens opdager, at fire bolte sidder løst ved indsprøjtningsdyserne på motorblokken. Samtidig æder båden strøm, så man må oplade batterierne hver femte time. Hverken vindmåler, tankmåler eller kontrolpanel til motoren virker. Men stemningen er blevet bedre af, at sælgeren er stået af. De taber også strøm, men det lykkes Jens at få tilsluttet deres solpaneler, så de kan starte motoren. Og det reddede dem måske fra at blive sejlet ned af en tanker, da de på et tidspunkt ikke kunne komme væk fra sejlrenden. Det tager fire dage at komme igennem Suez-kanalen. Lodsen vinker farvel, og nu går turen gennem Det Røde Hav. Det er blikstille. Den eneste smule vind, der rører sig, kommer direkte fra agter. Vejrudsigterne er skrupforkerte. Det er ligegyldig, hvilken kanal vi lytter til. Præcis som en svensk sejler i Hurghada havde advaret os om, fortæller Jan. Dagene slæber sig af sted. Policos med de fire danskere om bord har en svag vind i ryggen og må sejle plat læns, mens solen står højt og knivskarpt sender sine stråler ned over de efterhånden langskæggede sejlere. Så en dag ved udmundingen af Det Røde Hav brydes ensformigheden. Jens er ved roret. Han får øje på fire speedbåde, som Krigsmonument i Ægypten over seksdageskrigen med Israel. nærmer sig fra agter. De har kurs direkte mod Policos, og Jens har en klar fornemmelse af, hvem gæsterne er: pirater. Stormen redder os fra piraterne Jens giver motoren fuld gas. Forude kan han se, at en storm er ved at bygge sig op. Han sigter mod den, men speedbådene er ved at indhente dem. Vi griber kosteskaft og værktøj for at forsvare os. Jan forsøger at få kontakt med kystvagten over VHF'en. Men radioen virker ikke. Det er tydeligt, at speedbådene har ligget på lur og listet sig ind på os fra agter. Men som et trylleslag bygger den her storm sig op i løbet af minutter, og vi sejler ind i den med fulde sejl og fuld skrue på motoren. Søen bliver temmelig grov, men stormen redder os. Speedbådene kan ikke styre i sådan et uvejr, så de bøjer af, og vi kan fortsætte ind mod havnebyen Al Hudaydah på sydspidsen af Yemen, fortæller Jens. Andre sejlere har fortalt, at bevæbnede pirater i speedbåde opererer i Det Røde Hav, men at de sjældent tager private som gidsler. Som regel kommer piraterne op på siden og truer sig til penge. Et par hundrede dollars kan i den situation gøre stor nytte. Under indsejlingen til havnen går motoren i stå. Brændstof må være lækket ud. Sejlrenden er kun 10 meter bred, og Jan tør ikke sejle skibet ind uden motor. De venter. Håber, at en båd kommer forbi, som vil slæbe dem ind. Det gør der. Kystvagten ankommer. Men 10 liter dieselolie kan de ikke skaffe. Og sådan er det på hele turen gennem Det Røde Hav; dieselolie er enten i elendig kvalitet, fyldt med vand og sandpartikler eller stjålet fra de store tankskibe. Det er nærmest umuligt at finde et sted, Delfiner. Solnedgang. Policos får følgeskab af en træt svale. Den bliver på båden i tre dage og tager ophold i kahytten. Det kunne jo være, at det begyndte at regne... 67

5 Spisetid. Der serveres pasta i kabyssen. Fra venstre Jan, Hansi og Ejvind. Policos ligger i havn i den ægyptiske by Hurghada. På siden har de en svensker, som advarer dem om, at vejrmeldinger for Det Røde Hav aldrig passer. Abu Ali trækker Policos med den defekte motor ind til havnen i Aden i Yemen. Jens overvåger sejladsen, mens Jan spekulerer på, hvad det mon kommer til at koste. Halløj på Badehotellet kunne være titlen. Men det er havnechefen i Aden, som inviterer danskerne til fest på kontoret. Der drikkes Johnnie Walker Black Label, så snart er humøret højt, og alle skal prøve oberstens uniform. Aden Havn. Intet at lave. 68 Vejen ind til Aden by fra havnen. Udsigten til at skulle opholde sig i Aden i ugevis, måske måneder, fik danskerne til at opgive langturen til Thailand. hvor man kan tanke og betale normalt. Til gengæld har kystvagten en stor bugserbåd, der ville kunne trække et mindre tankskib. Værsgo, vi slæber jer ind. Uha, det bliver dyrt det her!, tænker Jan. Men turen viser sig at være gratis, og en mekaniker bliver tilkaldt til at kigge på Perkins-motoren. Der mangler ikke brændstof. Problemet er, at dieselolie fra motoren er sivet ind i det elektriske system og har skabt en kortslutning, så den magnetventil, der skal åbne for dieselpumpen, er brændt sammen. Magnetventilen bliver udskiftet, boltene strammet, men vi mangler en pakning, som ikke kan skaffes i havnen. Vi har ikke visa til Yemen. Går vi mere end 10 meter ned ad molen, så bliver vi standset af soldater. Det nytter ikke noget at blive liggende, forklarer Jens. De beslutter sig for at sejle videre til den større by Aden, også i Yemen, hvor motoren kan blive repareret ordentligt. De glider ud af havnen og beholder motoren på, fordi der ingen vind er. HVIIIIN! Pludselig går motoren i vild galop. Jens trykker omgående på stopknappen. Det sker tre gange, så tør de ikke bruge den løbske motor mere. Vi ligger og krydser, fordi vinden er lige i snotten på os. Det er et helvede, og fordi understrømmen er syv sømil, ender det med, at vi nærmest sejler baglæns. Efter seks timer ligger vi stadig ud for det samme fyr, fortæller Jan. De taber også strøm, men det lykkes Jens at få tilsluttet deres solpaneler, så de kan starte motoren. Og det reddede dem måske fra at blive sejlet ned af en tanker, da de på et tidspunkt ikke kunne komme væk fra sejlrenden i det vindstille vejr. Mens ellers sparer de motoren til indsejlingen til havnen i Aden. Efterlader skibet i Yemen Aden Havn styres af en havnechef, obersten, som omgående viser sin gæstfrihed ved at dele et par flasker Black Label, som han har fået i gave af danskerne. Snart er der fest på havnekontoret, og den store gimmick er at skiftes til at iklæde sig oberstens uniform, gøre honnør og kysse hinanden på kinderne for at bekræfte det nye venskab. Man kommer ikke uden om obersten. Han styrer havnen, og vi havde brug for hjælp til at få reservedele, en kajplads og til de midlertidige opholdspapirer, så vi kunne komme ind til byen. Man bruger flere penge på bestikkelse end på officielle afgifter. Der er hele tiden nogen, som skal have 100 dollars, og det starter allerede i Ægypten, siger Jan. Efter nogle dage står situationen klar. Det vil tage flere uger, før reservedelene vil ankomme. Reparationerne kan trække ud, ikke mindst, fordi det elektriske system skal gås igennem. Så Jan og Jens beslutter sig for at lade Policos ligge under opsyn i havnen, hvilket koster 10 dollars i døgnet, og rejse ud til Thailand. Herfra vil de så organisere, at deres sejlskib bliver taget med af et fragtskib til Singapore, hvor det kan blive hovedrepareret. De vil derefter sejle til kystbyen Pramburi i det sydlige Thailand, hvor skibet får tilladelser til at sejle i thailandske farvande som dansk indregistreret skib. I Thailand kan de få udført malerarbejde og teaktræsarbejde til billige penge. At få skibet fragtet vil formodentlig koste dem kroner. Men lige nu synes pengene at være givet godt ud. Tilbage er så at forhandle det sidste afdrag på båden med sælgeren. Omdrejningspunktet bliver, om båden var i good condition, som danskerne var blevet stillet i udsigt. Man skal aldrig købe båd af en græker. Det er noget af det første, vi får at vide, da vi kommer tilbage til Thailand og møder vennerne. Pludselig er det noget, som alle ved. Men ordene kommer helt bogstaveligt fra en tidligere skadeschef, der har været ansat år i Søassurancen. Med vores erfaringer har vi svært ved at modsige ham, siger Jens. Alternativt kunne de måske have købt en båd i Thailand, men at købe både i Asien er ikke den store fidus ifølge Jan. Bådene kommer som regel fra Hongkong, og indretningen under dækket er elendig. De har sjældent agterkahyt. Amerikanske både kan være et alternativ, men taler vi kun pris, kan man lige så godt købe båden i Danmark, nu hvor brugtpriserne er i bund, og så sejle eller få den fragtet derud, hvor man vil bruge den. Men tjek altid motoren først, lyder hilsenen fra Jan og Jens. Gulf Air klar til at flyve danskerne ud af Yemen.